II.

 

Ildebrand i november 1732. —

Den ældste bevarede eiendomstakst for Skien. —

Byens gjenopbyggelse. —
Rettergangssaker. —

Planer om nyt arrestlokale.

 

 

Ved midnat mellem 9de og 10de november 1732 meldte kirkeklokkens uhyggelige klemten at der var fare paafærde: ildløs i den centrale del av byen. Der kom folk og sluknings-redskaper, men disse var i skrø­pelig tilstand, og det var snart tydelig at man stod hjelpeløs til at hindre ulykken. I løpet av natten og morgentimerne brændte 43 hus, i en halvkreds syd, øst og nord for kirken, som merkelig nok slap fra det med endel skade paa tak og vinduer. Det var den 3die i rækken av de store ildebrande, som hadde lagt byens centrum i aske, og indtrykket har sikkert været overvældende. Først en uke efter (17/11) sendte Skiens magistrat (som ikke var blandt de brandlidte, men selvfølgelig i de første dage hadde hæn­derne fulde med arbeide) den første melding til stiftamtmand Reichwein :

 

„Det har behaget Gud at hiemsøge Staden med en ulyckelig Jlde­brand, som mandagen d. 10de huius blev antændt udi Overformynder Seigr. Caspar Becker Hylles Huus, og continuerede fra Klocken 2 om morgenen til 11ve slet formiddag, ved hvilken 43 Gaarder og Huuser er lagt i aske, og deriblant de beste og formuende Kiøbmænds og Jndvaaneres Gaarde, med en stor deel av deris midler og formue, hvilcket vi herved allerydmygst skulle indberette, stædse med al Soumission og respect forblivende” -- osv.

 

Det tok endnu en uke, inden amtmand Eseman fik samlet kræfter til en indberetning. Han var blandt de brandlidte, og brevet, som er stilet til statholder Rantzau, bærer spor av en altereret stemning: ,,Det haver sat mig i saa konfus en tilstand, at jeg ikke førend nu har kunnet relatere Deres høigrevelige Exellence samme tildragelighed og tillige i hvad estat (>: tilstand) amtets arkiv og fogderiets papirer befindes. -- Av amtets protokoller og brevskaber er det meste bleven frelst, saa som hver dag med gjorte inkvisitioner er sendt noget tilbage, mens en hoben savnes dog endnu, -- saa har og fogden Schweder ladet se sin nidkjærhed for at redde den største del af Kongens penge og fogderiets penge, --                mens hvad deraf endnu savnes kan ei rette vides, eftersom ingen af os endnu faaet nogen bopæl hvor papirerne kan betroes oplagt og efterseede" -‑

 

Brevet er dateret Mælum (>: Mela) 24/11 og slutter med en bøn om nogen lindring for den lidte skade, saasom det var 3die gang det hadde brændt for ham. Han bodde tilleie i en av Simon Jørgensens gaarde; foged Schweder i egen gaard likeoverfor Caspar Becher.

 

Samme dag som Esemann skrev sin rapport, holdtes det første forhør ianledning branden. Byfogdens protokol fra dette og nærmeste aar er bevaret, hvorved man faar grundig besked om brandens opkomst og hvad dermed staar i forbindelse, og som aktmæssig og utførlig pendant til sogneprest Hesselbergs livlige skildring (meddelt i b. I, s. 150) hitsættes den derover førte protokollation. Indenfor den retslige fremstillings uttværede brede nøiagtighet findes adskillige momenter av dramatisk spænding og oplysende detaljer:

 

„Mandagen dend 24 novbr. 1732 Er Byetings Retten sadt og admini­streret af Byefogden Hans Kragh tillige med 8 Laugrettesmænd, Asmus hjulmager, Lars Stephensen, Søfren Jacobsen, Gunder Olsen, Anders Clau­sen, Hans Væfver, Jørgen Jørgensen og Johannes Reiersen.

 

„Underfogden Hans Bugslagheis producerede et sit efter den veledle Magistrats ordre skriftlig forfattede stefnemaal til tingsvidners erhvervelse, betreffende dend skreckelige Ildebrand som dette Stæd nestl. imellem den 9 og 10 Novemb. om Natten er overgaaen, hvorledis samme schal være andtent og udkommen, efter Stefnemaalets videre indhold, dateret d. 21 novbr., til vidner herom er følgende indvarslet nemlig:

 

Mr. Peder Pedersen Baar og Joseph Collier saavelsom hans værmoder, mademoiselle Giertsdatter og mademoiselle Heins, Mr. Kiel Jensen, Johannes Pedersen, Jens Nielsen, Caspar Bechers amme Anne, Gregers Bentsen, Hans Andersen Saugmester, Claras Tofte, Borge Svenske, Zacarias Moller, Ole Knudsen, foruden disse er og følgende muntlig indstefnt, nemlig Har-vig Snedker, Anne Olsdatter, Maren Halvorsdaatter, mad.e Inger Lyders­daatter og hendes Brodersøn Lyder Møller og Peder Nordlanding, til hvilcke alle at avhøre Mr. Caspar Becher Hylle, i hvis huus Ildebranden først tændte, er indvarsled, Samme Stefnemaals forkyndelse Kaldsmændene Lars Grafvenhorst[1]) og Kiel Nielsen ædelig afhiemled; og derefter fremstillede de nu mødende vidner, som hand begiærede maatte blive i æd tagne og afhørt, hvorefter deres forklaring af Lovbogen blev oplæst for de nu mødende vidner og derefter formanden deris Sandhed at udsige hvorpaa de aflagde deris corporlig æd; og fremstod da Anne Andersdaatter som er Amme hos Becher, der forklarede saaledis:

 

At om natten Klocken 12 imellem dend 9 og 10 nov. nest afvigt, da hun laa i sin Seng med Bechers Barn, hørte hun nogle snacke, hvilke hun mente var Mad.e Worchum og Anne Them, som da var i samme huus, hvorfor, da hun saa at det lysnede paa Giert Hansens huus tvers over gaden, sprang op af Sengen og saa ud igiennem barnekammervinduet, hvor hun laa, og blev vahr at der var varmeløs, mens hvor vidste hun icke, hvor fore hun sprang need i Senge Cammeret hvor mr. Becher og hans Kiæriste een times tiid tilforn hafde lagt sig, og vagte dem op, og begjærede Nøgelen til Døren gik ud paa gaden og saa da at var andtændt i det sørreste hiørne paa Stuehuuset imellem huset og skiulteckningen, saa at Luen Ham-med ud hvor skiulteckningen var sammenføiet, mens fornam aldrig noget Menniske paa gaden og derfor bankede paa Giert Hansens huus, efter at Becher selv var kommen ud af sin Dør, for at faa folck op at hænte vand til at slukke Jlden med, mens som varmen var imellem huset og skiulteck­ningen, til hvilcken var opsadt endel qværnesteene, kunde det ej blive slugt, mens i een hast tog saadan overhaand at heele huset ragte i brand, saa at neste Naboes huuse, neml. Giert Hansens og Byefogdens med flere strax tillige der af blev antendte, Da Ildens sluckelse icke kunde paatænkes, for­medelst bærende folk paa dend (tid) om Natten da de laa i Deris beste Søfn, ej saa hastig kunde komme op, de ej heller siden da nogle af dem korn, kunde komme til at slucke formedelst dend forfærdelige varme der var udi gaderne af de antendte huusers brand, ellers forklarede hun, at hun icke var vidende hvorfra denne Ildbrand kunde være kommen, saasom der paa det hiørne i huset hvor varmen var antent imellem skiulteckningen og huset, ej var noget Ildstæd, endten Skaarsteen eller Kakelofn, mens kunde dog icke nægte at jo Becher tillige med hans Søster og Kiæriste samme aften da de var komne af aftensang var indj et værelse som kaldtes Fiæld­stuen, hvor der var en liden Skaarsteen udj hvilken de reiste veeden op naar de havde varme paa, hvilken skaarsteen dog ikke var paa det hiørne hvor hun saa varmen først at være antent, videre sagde hun efter tilspør­gelse at hun ej vidste om varmen udj samme Skaarsteen blev slukket før Becher lagde sig eller ej; Sagde og at da icke var nogen røg eller varme inden i huuset, saavidt hun kunde fornemme; videre vidste dette vidne icke; hvorfor blev fremkaldet Maren Halfvorsdaatter tienende hos bemelte Becher, der i alle maader forklarede ligesom forrige vidne Anne Andersdaatter udsagt haver og slet indtet videre var vidende, undtagen hun efter tilspørgelse svarede dette, at Klokkerne i Kirken begyndte først at kløche en halv timmes tiid efter at varmen var andtendt i huuset, formedelst folch derved kunde blive opvagt, saasom der gandske faa Mennisker tilforn lod sig tilsyne.

 

Hvorfore blev fremkaldet det 3die vidne Anne Olsdaatter som forkla­rede, at hun boer ved den nye Kirkegaard som er et langt støcke fra huuset hvor Branden var og derfore ej vognede og kom til Bechers huus, førend Klockerne kløckede, da huset alt stod i Brand neden omkring og derfore ej vidste noget af endten hvor varmen begynte Eller hvorfra dend var kommen, hvorfore hun alleeniste hialp at bærge udaf huset det snareste hun kunde.

 

Dernest blev fremkaldet Jens Nielsen tienende hos bemelte Caspar Becher, som vandt (!) saaledis: At han omprovede aften sadt ved Caspar Becher og hans Kiærist i dend saa Kaldede fiældstue og hafde giort varme paa for sig, mens gik dog derfra ind klocken 9 og lagde sig, samt vidnet nedlagde sig i Stalden og icke vidste at varmen var løs førend hans husbond Mr. Becher kom ned og vagte hannem op, da han strax spente for en slæde som stod I gaarden med et Kahr fult af vand og Kiørte det om paa dend side, hvor varmen var, til at slucke med, mens kunde icke hielpe formedelst da hafde grebet for vidt om sig og taget overhaand, enddog hand stødt og stædig Kiørte mere vand til at slucke med, og derfore vidste icke, hvorfra varmen kom, ej heller var hand inde udj huuset.

 

Fremstod saa Mr. Johannes Pedersen, som forklarede: At den om­provede Nadt, efter hans formeening var over Midnadt, vognede hand, og hørte at det var varmeløs, hvorfor han strax sprang op til Bechers huus og blev vahr at varmen pipped ud igjennem skiultechningen paa det Sødvæstre biørne af huuset Imod gaden og derfor sprang ind i huuset og fik lys for at se om varmen var indvendig endten i de underste eller øverste værelser, Men som icke fornam nogen varme Inden til i huuset, lydede hand til væggen for at høre paa hvad stæd det kunde være, da hand indtet fornam uden knagen og bragen udvendig imellem huuset og skiultechningen, hvorfore hand sprang need i stuen igien og saa Becher var alt udkommen paa gaden, bad ham strax redde sine brevskaber, saasom det ikke var til at faa varmen slugt, Ihvorvel der alt dend tiid var kommen nogle folk som arbei­dede med at slucke paa Branden, videre forklarede hand efter tilspørgelse om varmens tildragelighed, at det var saa høit som en Mands Høyde fra Iorden hvor varmen først trekkede sig ud paa hiørnet af huuset ved skiultechningen, men slet ingen teign kunde observere endten dend var kommen fra Side Huuset af een uformodentlig gnist, eller dend af andre Mennisker kunde være opstucken imellem skiultechningen og huuset uden fra gaden; og som hand ingen videre forklaring vidste at giøre, blev frem kaldt Hartvig Larsen Snedker, hvis udsagn var denne:

 

At hand icke kom til Bechers huus førend Klockerne hafde begynt at kløche, da hand saa en haaben Mennisker der omkring, Men som hand fornam at der ingen Redning var for huuset som da alt stod i Brand, begav hand sig paa de andre Bechers huuse op paa taget tilligemed flere folk, i tanke for at faa dem nedreven at varmen icke skulle gribe videre om sig, mens som det var saa sterk varme at ingen kunde begaae sig der for Heede, maadte de forlade samme Arbeide, og forklarede hand, at dend mindste av Byens Spruyter alt da var kommen til vaadestædet, mens at de dermed intet kunde udrette formedelst hun baade var foruden og strax blev forstoppet, saa at hand begav sig derfra til andre for at bærge det beste hand kunde.

 

Fremstod saa Ole Olsen Frick, som forklarede: at hand kom til Bechers huus omtrent Klocken 1 slet, om midnadt, da hand mødte Bechers amme Anne Andersdatter med dend før af hende omprovede vasbøtte, hvilchen hand tog fuld af vand og slog uden paa skiultechningen, mens som hand fornam at det med saadant vands paaslaaelse icke noget var bevendt for­medelst varmen var imellem huuset og skiultechningen, begav han sig at fravælte nogle ved Hiørnet al huuset staaende Qværnestene, hvor varmen sprudtede ud, at faa frabrækked een fiel af skiultechningen, dog hand fornam at varmen ej alleene var imellem bem.te skiultechning og huuset overalt udbredt, mens endog saasnart det ommelte fjel blev udtagen, udbrast og faldt ud i enden af huuset, og derfra under taget, mens hvorfra Varmen kom, vidste han icke at giøre nogen forklaring om, saasom hand først blev dend var som melt da dend udbrast imellem skiultechningen og huuset.

 

Ligeledes blev fremkaldet Hans Andersen Saugmester som vandt (!) følgende: at hand dend omprovede tiid om Natten omtrent Klocken et slet, da hand stod paa Saugen at Skiære, blev vahr at der var varmeløst omtrent ved Bechers huus efter hans gisning, hvorfor hand strax med nogle flere indkom og fant at det var Bechers huus hvor varmen da alt var om-trent i det Sødvestre hiørne af huuset, og brast ud igiennem skiultechnin­gen, mens ej var kommen højere op efter hans formeening end til udskodtet over de underste værelser fra jorden af, mens som Becher selv alt da var bleven varmen vahr, befalede hand vidnet gaa til fogden Schweder som boede strax nedenfor i gaden, om hans hæster og dreng til at kiøre vand, hvorpaa vidnet strax begav sig til fogden, igien til Bechers huus for at frarive skiultechningen, da hand fornam, at varmen havde nogen tiid tilforn været omtrent imellem skiultechningen og huuset, saasom Lafterne alt var forbrente og skiultechningen ligeleedis, saa at den mestendels falt af sig selv fra huuset, og at huuset var i fuld brand imellem skiultechningen, dog sagde vidnet, at hand icke fornam endten Røg eller varme i værelserne inden i huuset hvor varmen var udenfor, og ihvorvel der baade strax efter kom folk og vand til stæde, var det dog umueligt at faa varmen slukket, eftersom de hverken kunde komme til for heede, og huuset derforuden som et høgt huus altfor hastig tog i for stor brand, ej heller vidste hand hvorfra varmen kunde være kommen saaledes paa dend stæd under skiultech­ningen hvor ingen ildstæder indenfor paa det hiørne af huuset var.

 

Endvidere fremstod Claus Tofte og vandt (!) saaleedes som forrige vidne i alle maader udsagt haver og ej heller vidste hvor varmen saaleedes paa dend stæd og hiørne af huuset kunde være antent, og som dette vidne icke meere var vidende, blev saa fremkaldet Børge Svenske, som sagde at hand icke vidste hvorfra varmen kunde være kommen i det hierne paa huuset, og i øfrigt giorde samme forklaring som de tvende nestforrige vidner; Item at derved blev strax opreist een brandstie, mens at varmen saa hastig opgav sig i Luften at de icke kunde benytte sig af samme stie til nogen slukning.

 

Lige det samme forklarede Peder Jacobsen Nordlænding; som indtet videre var vidende. —  Andgaaende Ole Knudsen og Zacharias Møller da sagde de ej det allerringeste at være vidende, Saasom dend første ej kom til branden førend Røstet paa huuset var falden, og den anden ej at have været ved Branden.

 

Dernest blev fremlagt Gregers Bentsens skriftlige vidnesbyrd dateret 26 nov. nestafv. Item Peder Baars og mademoiselle Gierts Daatters schrift­lige tilstaaelse af dags dato. Efter paaraabelse mødte icke de øfrige ind­stefnte vidner, hvorfore de herved forelægges laugdag til næste Rætt dend 8 December deris vidnesbyrd at indkomme under Lovens Bydende strax.

 

Mandagen den 8de December 1732 er Byetingsretten sadt og betient af Byefogden Sr. Hans Kragh tilligemed 8 Laugrettesmænd, Asmus hiul­mager, Lars Stæphensen, Hans Andersen, Thomas Thomassen, Anders Clau­sen, Lars Svendsen, Johannes Reiersen og Niels Arnesen.               Underfogden Hans Bugslag Heis æskede dend Tingsvidne Sag udi Rette, betreffende den ulyckelige Ildsvaade som Byen nestl. Imellem dend 9 og 10 Novemb. overgik, og forklarede derhos at hand formedelst det eene Stefnevidnes upasse­lighed icke har faaet Rættens Seeniste Laugdag for de udeblevne forkyndt, vendtede ellers om nogen med Deris vidnesbyrd maadte indkomme og i vidrige fald begierede Sagens andstand til næste Rætt, da hand Laugdagen til dend tiid vedbørl. skal see behørig forkyndt.

 

Mad.e Inger Lyders datter Sahl. Hesselbergs samt hendes Brodersøn Lyder Møller lode indlevere een hver deres skriftl. forfattede vidnesbyrd af dags dato. Dernest indfant sig Kiel Jensen tienende hos Sr. Becher Hylle for hvilchen ædens forklaring blev oplæst og hand derefter formaned sin Sandhed at udsige, hvorpaa hand aflagde sin corporlig æd, og vandt (!) da saaledis:

 

At hand den omprovede Nadt imellem dend 9 og 10 novb. nestl. blev opvagt af Sr. Bechers Søster Anne Sahl. Claus Thems som dend Tiid var I bemelte Sr. Bechers huus, med de ord til vidnet: Kiel staa op; her er varme løst, og da hand spurte hvor, Svarede hun ieg ved indtet, mens see ud af vinduet her er lyst, hvorfore da hand slog op vinduet og saa ud, blev hand var at det var i hiørnet paa samme huus neden ved stuevinduerne som vendte ud til gaden imod Peder Pedersens gaard, hvorfore hand strax løb ned til bryggen for at faa folch til at slucke, mens da hand kom igien, var Ilden alt opstiget i vejret paa skiultechningen, mens Inde udj værelserne hvor hand gik Ind, saa eller fornam hand iche nogen varme, ej heller vidste aarsagen til denne Ildebrands begyndelse, ej heller vidste hand netto hvad Klocheslæt om Nadten det var da hand blev opvagt, mens var omtrent efter hans formeening om Midnadts tide. Sagde og derhos efter tilspørgelse, at hand iche, da hand gick i Seng Klochen 10 hverchen fornam andre oppe i gaarden, ej heller lys og varme noget stæds, undtagen det lys han havde paa sit Cammer, hvilchet Cammer dog ej var udj det hjørne paa huuset hvor varmen blev andtent imellem skiultechningen og huuset, ligesom før omprovet er.

 

Mr. Caspar Becher Hylle, derefter fremstillede sig og efter ædens forklarings afhør, samt formaning om Sandheds udsigende, hvorpaa hand aflagde sin Corporlig æd, forklarede saaledis:

 

Ved Midnadts tiid blev Raabt og klappet med hænderne af hans værmoder Mad.e Sahl. Worchums og hans Søster Mad.e Thems at der var Ildløs, hvorpaa hand da straxens stod op af sin Seng og saa i sine egne værelser, hvorinde da hverken fornam Ild eller Røg inden sine Egne Døre, hvor(fore) hand da beslutted med sig selv, at det maatte være Ild i andre Huuse i Byen, men da hand løb til sin gadedør og vilde see hvor Ilden var antent, mødte han Mademoiselle Gierts Daatter som Boede tvers over gaden, som sagde til ham, Gud hielpe dig fattige Mand, det er tæt Ild I dit huus, og da hand skulle see, hvor varmen var, befandt hand at det var i det Sødvestre Hiørne paa hans eget huus ud til gaden som vender imod Seig.r Peder Pedersen Baars huus, og da var Ilden iche opstiget fra Grunden hvor huuset stod over 2.1/2 al., mens slutted da fast ved ham selv imellem Gud og ham, at een schielm hafde anstucket hans huus i Ildebrand, Enddog hand sagde ej at have seet noget tegn dertil af Tyrifliser eller noget saa­dant som huset kunde være anstucket med. -- Videre om denne varmes begyndelse eller aarsag dertil, sagde hand Ej at være vidende efter adskillige derom giorde qvæstioner, hvorfore blev Indtaget Mr. Joseph Colliers skriftlige forklaring af dags dato.

 

Underfogden Hans Bugslag Heis dernest, i anledning af endeel de førbem.te vidners profning, var saa tienstlig begiærende, at denne tingsvidne-Sag maadte udsettes til neste ting efter Juulehelgen for til dend tiid at faa flere vidner i Sagen Indstevnt hvoraf sluttes, at faa nøyere og bedre efterretning om denne ulychelige Ilds antendelse, end hidindtil skeed er.  
Hvorpaa dend beroer.

 

Mandagen dend 19: January 1733 er Byetings-Retten sadt og betient af Byefogden Sr. Hans Kragh tilligemed 8te Laugrettemænd, Lars Stephensen, Søfren Jenssen, Ole Pedersen, Jacob Casparsen, Hieronymus Svendsen, Ifver Hansen, Ole Hansen og Peder Michelsen. Underfogden Hans Bugslag Heis æsked dend Tingsvidne Sag udj Rette, betreffende Caspar Bechers gaard, hvorfra Ilden først er antent nestl. d. 10 novb., og derhos irettelagde et sit skriftlig forfattede Continuations-Stefnemaal, hvorved hand til nærmere oplysning haver ladet indstefne efterfølgende vidner, nemt. Mad.e Sahl. von Worchums, Mad.e Sahl. Thems, Inger Steensdaatter og hendes Daatter, saa­velsom Jon Bingholt, hvilket Stefnemaal Lars Grafvenhorst og Karl Nielsen ædelig afhiemlede for alle bem.te lovl. at have forkyndt, og fantes dateret dend 12 Januarij afvigt. -- Inger Steensdaatter Lod ved Lars Stephensen irettelægge hendes skriftl. Indlæg af Dags Dato.                Mad.e Sahl Johan von Worchums lod ved Kiel Jensen irettelægge et hendes forfattede skriftlige vidnesbyrd af dags dato. -- Dernest irettelagde Kiel Jensen Anne Sahl. Claus Thems skriftl. vidnesbyrd af dags dato. -- Efterdj Jon Bingholt som et af de endelig indstefnte vidner ikke for denne sinde møder Saa forelegges hand herved med sit vidnesbyrd til neste ting d. 26 Januarij at indkomme.

 

Mandagen dend 26 Januarij 1733 er Byetings Ret sadt og betient af Byefogden Sr. Hans Kragh tillige med 8 Laugrettesmænd, Søfren Jenssen, Lars Stephensen, Jacob Casparsen, Hieronymus Svendssen, Ole Pedersen, Thomas Thomassen, Ole Hansen og Peder Mickelsen.

 

Hvorda underfogden Hans Bugslag Heis æskede dend Tingsvidne Sag udj Rette ang. Seeniste Ildebrand I Caspar Bechers gaard, og derhos fremstillede det ved Continuations Stefnemaal indkaldte vidne Jon Bingholt som seeniste Session iche mødte, som han var begiærende maadte blive i æd tagen og afhørt; derefter blev æden af Lovbogen for bem.te Jon Bingholt oplæst og hand derefter formaned sin Sandhed at udsige, hvorpaa hand og aflagde sin corporlige æd; hvor da underfogden H. B. tilspurte vidnet 1: om det iche nestl. imellem dend 9 og 10 novb. da dend ulychelige brand først blev andtent i Mr. Bechers huus, iche der var nærværende, og hvad tid hand der ankom. Vidnet svarede at hand iche var ved Beckers huus, ej heller kom der. 2: om vidnet iche forbem.te aften førend branden blev antent var ude paa gaden eller i nogen anden Mands Huus. Vidnet Svarede Nej at hand iche var ude, mens stædse hiemme i sit eget huus. 3: om vidnet aldelis intet er vidende hvorfra dend skadelige Ildbrand Er kommen samt om hand iche kand Nafngive nogen der allerførst ved branden har været tilstæde. -- Vidnet svarede aldelis Nej det hand hverchen ved hvoraf dend har sin oprindelse, ej heller self seet hvem der først været tilstæde, undtagen at Ole Finch som har vidnets datter, har beretted ham, at hand var dend første som kom til branden. 4: tilspurte vidnet hvad tid hand først kom til branden efter at Ilden var antent. Vidnet Svarede det hand Iche gich af sit huus førend Tysdags Morgen, som var dend 11 novb. da hand først gich ned til Claus Tofter og Torvild Torgrimsens for at sluche branden.

 

Hvornest underfogden, siden hand for sin deel intet vidde meere udj denne tingsvidne Sag at faae til oplysning, var alleene begiærende bem.te Act ligesom dend sig tildraget havde, under Rettens fuld vedbørlig bekræft­ning forderligst beskreven til magistratens nærmere eftersiun, som hannem til dens paatale havde givet ordre. -- Hvilchet Retten eragted”.

 

------------------------------------

 

Man skal ikke ha læst længe i dette vidtløftige aktstykke inden man er paa det rene med at ilden sandsynligvis var paasat. Den var jo saa inderlig vel anbragt mellem en bordklædning og en tømmervæg, og Caspar Becher lægger ikke skjul paa sin mening derom. Man ser ogsaa paa slutten, mot hvem mistanken for udaaden var rettet, uten at det lykkedes ved forhøret at bevise noget derom. Paa et andet punkt var retfærdighetens arm sikrere i sit slag, nemlig likeoverfor de tildels grove tyverier, som hadde fundet sted under forvirringen og redningsarbeidet.

 

Det første forhør herom blev avholdt mandag 19/1 1733. Da var 12 personer indstevnet for at gjøre rede for de under branden „bergede” saker, men ingen av dem møtte! 26/1var nyt forhør, og da møtte 4. -- Næste thingdag (3/2) skulde saken igjen behandles, men maatte utsættes formedelst underfogdens „svaghed” (>: sygdom). Saaledes holdt man paa, til der var tilveiebragt tilstrækkelig materiale til en dom, hvis høitidelige intimation, der næsten klinger som en prædiken, hitsætter i hele sin pragt:

 

”Saa stor ære og god samvittighed som de Mennisker har, der haver væred hielpsomme til at rædde og bærge deris af dend sidste bedrøvelige Ildebrand overvældede og betrængte Næstes gods og Midler, og samme bergede gods derefter frivilligen har gived tilkiænde til Eyermændenes Nytte og gaufn: Saa stor Synd og Skam har de derimod, som haver villed tilvende sig deris gods og midler, da de saae at de udj saadan gruelig Nød og ælendighed var bestædte, og derefter nægtet og lagt dølsmaal derpaa ; thi Ligesom de første ved deris flid og troeskab har i denne begivenhed giort sig berømmelige: saa har de sidste ved deris utroeskab og egennyttighed giort sig afskyelige og stinkende for alle dem der har nogen ære for sig selv”. Og som det da ved Inqvisition og eftersøgning er befunden, at her i Byen disværre ere saadanne troløse og uforskammede Mennisker, der under skin af at bærge deris Næstes gods ikkun har søgt at tilvende sig Samme, efterdi eendeel ikke alleniste har benægted, at de inted deraf har haft, mens eendeel endog væred saa grove at have det forstukken og nedgraven, hvorfore de billigen paa deris ære kunde bleven fældte og dømte, dersom Ejermændene paa den eene side ikke, førend ergangne dom, igien hafde annammed til sig hvad der hos disse begfingrede Mennisker er bleven funden og opdaget, og der paa den anden side ej hafde sked nogen inqvisition, førend dend tiid magistraten hafde præfiered de bærgede Koster at skulle anmeldes: Saa har underfogden alleeniste actionered dem til saadan straf og undgiældelse, som med omgangen og deris forseelse kunde være convenabel”.

 

Derefter kom da selve straffen. De aktionerede malefikanter blev delt i 2 klasser efter forseelsens omfang: de der hadde tilegnet sig ting av ringe værdi, og de hvis forseelse var betydeligere. Av første klasse nævnes 6, som dømtes til at betale 2 rd. hver i bøter og 1 rd. i omkostninger, til avsky for andre og beskjæmmelse for dem selv. Saa kom i 2den klasse 7 personer, deriblandt et egtepar og et par forlovede, som blev slaat sammen parvis. De hadde stjaalet fedevarer for 49 rd., kramvarer og klæde for 46 rd. og saaledes nedover. En fik 6 rd. i bøter og 2 rd. i omkostninger, de andre 4 respective 10 og 3. Bøterne skulde tilfalde „den nye Danske skole”, og omkostningerne deles mellem rettens folk. — Der blev altsaa 58 rd. til skolen og 20 rd. til de andre, saafremt man virkelig fik pengene, som kunde bli vanskelig nok. Man faar indtryk av at underfogden var det kraf­tigste drivhjul til at faa opsporet malefikanterne og tyvekosterne; et udtryk i dommens indledning tyder paa, at han har „inkvireret” paa egen haand og fortidlig. Hans underlige Navn: Hans Bugschlag (Bogislav?) Heis peker paa fremmed oprindelse, muligens en bjergmandsfamilie fra Kongsberg.

 

-------------------------------------

 

For at faa nøiere rede paa skadens omfang og raad om hjælp til de brandlidte skrev Reichwein 18/12 til autoriteternes gamle tillidsmand Herman Leopoldus sr., som straks var villig til at skaffe underretning. I en fore­løbig skrivelse (dateret Brevik 22/12) fremhæver han som en lykke i ulykken, at de brandlidte kjøbmænd var „suffisante folk”, som vistnok hadde mistet hus og fødevarer av „drichende og edende”, men samtidig hadde i behold sine søboder med oplag av korn og fedevarer; deres væsentligste indbo og midler var ogsaa bjerget, og deres største eiendomme (hvorved vel nærmest menes sagbruk, fartøjer m. m.) var utenfor husene og uberørt av ødelæg­gelsen. Allerede 29/12 hadde Leopoldus sin specification færdig over de brandlidte, med værdiansættelse og oplysning om deres økonomiske evne, vistnok den ældste bevarede eiendomstakst for Skien. Den hitsættes derfor (i utdrag) :

 

No. 1.      Peder Olsens selv eiende hus, med endel møbler og victualier                                    1000        rd.

No. 2.      Albret Blehis enkes iboende gaard (utlagt til creditorer) .                                            500          „

Møbler og victualier                                                                                                            200          „

No. 3.      Hans Siwers’s gaard (utlagt til creditorer i Hamburg; S. bodde i Langesund)           300          „

No. 4.      Oberstløjtnant Fien, egen iboende gaard, med møbler og victualier                           800          „

No. 5.      Børte Heins (enke), egen iboende gaard, med møbler og victualier                            700          „

No. 6.      Peder Arrvesens enke, egen iboende gaard, med møbler og victualier                       400          ,,

                Ulrich Friderich von Pinia, logerende, med møbler og victualier                              200          „

No.7.       Peder Olsens 2den gaard                                                                                                    500          „

                Byfoged Hans Kragh, logerende, med møbler og victualier                                         200          „

No. 8.      Veier og maaler Petter Kloumands gaard                                                                        900          „

Joseph Coljer, leieboer, møbler og varer                                                                         400          „

No. 9.      Frue Pedersens iboende gaard,      „                                                                                 300          „

No. 10.    oged Claus Hylls gaard                                                                                                      300          „

Oberstløitnant Offenberg, leieboer, møbler etc                                                               100          „

No. 11.    Ole Lyches iboende hus, med indbo                                                                                 40            „

No. 12.    Torvild Torgrimsens iboende hus, med indbo                                                                40            „

No. 13.    Christen Dyresens               „              „                                                                              35            „

No. 14.    Bent Ugles                            ,,              ,,                                                                              40            „

No. 15.    Claus Toftes                          ,,              „                                                                              300          „

No. 16.    Anders Olsens                      ,,              „                                                                              25            „

No. 17.    Organist Frants Levins       „              ,,                                                                              400          „

No. 18.    Abraham skrædders            „              „   skade for                                                          50            ,,

No. 19.    Ole Pettersen (Cudrio),     „              „   møbler og varer                                               1000        „

No. 20.    Johan v. Cappelens            „              „              „              „                                              2000        „

No. 21.    Petter Svenskes                    ,,              ,,              ,,                                                              400          ,,

No. 22.    Frants Caspersens              „              „              „                                                              1000        „

No. 23.    Jens Bertelsens                    „              ,,              „                                                              500          „

No. 24.    Apoteker Wulfs                     „              „   møbler, medikamenter.

og størsteparten av laboratoriet                                                                                        1300        ,,

No. 25.    Zacharias Simonsens nye gaard m. m                                                                              4000        „

No. 26.    Jørgen Simonsens iboende gaard m. m                                                                            4000        „

No. 27.    Jens Elkiers gaard                                                                                                               500          „

                Børre Halvorsen, leieboer, møbler og varer                                                                    200          ,,

No. 28.    Hans Smidts iboende gaard,              „              „                                                              600          ,,

No. 29.    Nicolai Jørgensens      ,,                     „              „                                                              700          „

No. 30.    Peder Baars                  „                      ,,              ,,                                                              1500        „

No. 31.    Gjert Hansens               „                      „              (utlagt til creditorer)                             800          „

No. 32.   Foged Schweders        „                      „              møbler, victualier og endel

kontanter                                                                                                                               3500        „

No. 33.    Casper Beckers           „                       „              møbler m. m                                           1800        „

No. 34.    Iver Blehrs gaard ...........................................................................................     700          ,,

Peder Adtzlew, leieboer, møbler m. m                                                                               150          „

No. 35.    Flods enkes iboende gaard, møbler m. m                                                                         1100        „

No. 36.    Boye Pettersens enkes iboende gaard, møbler m. m.                                                     1000        „

No. 37.    Hans Gregersens iboende gaard, møbler etc                                                                   2000        ,,

No. 38.    Sogneprest Iver Hesselbergs gaard                                                                                 500          ,,

hans moders tap av møbler                                                                                                100          „

No. 39.    Christen Jensen Stars hus, ubebodd                                                                               600          „

No. 40.    Simon Jørgensens iboende gaard, møbler, kramvarer, vin og brændevin 4200        „

No. 41.    Simon Jørgensens 2den gaard                                                                                           800          „

                Amtmand Esemann, leieboer, møbler etc                                                                         200          „

No. 42.    Nils Andersen Weyers iboende gaard, møbler og varer.                                                1600        „

Kirkens beskadigelse                                                                                                          700          „

                                                                                                                                                                -------------

45,380  rd.

 

De her opstillede nummere stemmer ikke ganske med en av magi­straten et fjerdingaar senere leveret fortegnelse (hvorom mere nedenfor), og sammenholder man begge fortegnelser med senere dokumenter (brandtaksten 1767) føler man sig endmere paa usikker grund. Byens no. 1 og 2 er forsvundne; no. 3 og 4 er den nuværende jernbanestation, og saa bærer det videre op Kongens gate, ned Telemarksgaten o. s. v. I Løvenskiolds „Beskrivelse av Bradsberg Amt” (1784) heter det at branden opstod i no. 28, hvis beliggenhet senere var det sydøstre hjørne av det nuværende raadhus, mens Caspar Bechers hus i fortegnelserne fra 1732-33 er respective no. 33 og 34. Et system maa der dog være i fortegnelserne, og om de enkelte nummere senere kanske har skiftet plass, saa er dog brandens omraade nok­saa tydelig betegnet i store træk.

 

Blandt de brandlidte personer („afbrændte borgere”, som de stadig kaldes i dokumenterne) træffer vi i en meget reduceret skikkelse den tidligere saa drabelige raadmand Gjert Hansen, hvis bedrifter er skildret i bind I. Hans gaard var pantsat til creditorer, og han selv hadde en, vistnok liten, pension av postkassen. --  Oberstl. Of fenberg er vel identisk med den løitnant Ovenberg, som tjente i krigen 1718 som chef for et kompani av telemarkinger (se fortegnelsen derover i b. II). -- Monsieur Pina hadde længe bodd i Skien og var nu fattig; antagelig var han blandt de fremmede som i sin tid var opmuntret til at bosætte sig i kjøpstæderne. Om Joseph Collier, hvis navn ogsaa peker paa fremmed oprindelse, findes fra brandaaret den oplysning, at han som beskikket dommer i vor koloni i Tranquebar i Ostindien var dømt av høiesteret til at bøte 100 rd. til Vor Frelsers kirke, i en sak mellem enkefru Anna Gyldenpalm (f. Undal) og Rasmus Attrup. Mulkten blev betalt med en av Peder Baar utstedt og av Collier endosseret veksel paa fru Cathrine Wiel. Han var saaledes indviklet i, hvad man dengang kaldte „vidtløftigheder”, foruten tapet ved branden.

 

Leopoldus ledsagede sin fortegnelse med en utførlig betænkning over hvad der burde gjøres for at hjelpe byen til at reise sig igjen. Først og fremst maatte huseierne, baade de fattige og de rike, faa nogen understøttelse til at gjenopbygge sine hus, og L. foreslaar da at Hs. M. vilde paa­byde en almindelig brandskat i Danmark og Norge til det øiemed (summen anslog han til 1/3 av hvad der var ydet efter Viborgs brand), samt 2-3 aars frihet for consumptions-avgift. Hvis man foretrak at bevilge fri skjørsel og frihet for sagbrukstienden, vilde dette bare komme sagbrukseierne tilgode; og som utenbyes negotiant fremhævet han ogsaa den vanskelige stilling hvori denne gruppe av borgere vilde komme, idet en nedgang i skatteevnen hos de andre vilde forøke skattebyrden for de utenfor Skien boende. — Efter disse almindelige betragtninger gik han over til at anbefale en række lettelser for embedsmændene: Foged Schweder bad om at faa indsende den aarlige remisse i veksler, hvorved han kunde tjene 1 á 2 %. Veier og maaler Klouman ønsket at hans søn maatte faa tilsagn om at „nyde brødet efter ham”. Amtmand Esemann bad om en residents paa landet nær Skien, til større betryggelse for amtets arkiv. Og sidst, men ikke mindst, at der maatte foretages en fuldstændig omordning og forenk­ling i byens magistrat, eftersom de nuværende forhold var uholdbare: de 3 magistratspersoner var ikke, som i tidligere dage, forretningsmænd og hadde ikke andet at leve av end de smaa til embedet knyttede indtægter (et forhold som kunde friste dem til at forgripe sig paa offentlige og umyndiges midler), hvorfor han foreslog at man skulde ordne sig som paa Bragnes (>: Drammen) med en byfoged som tillige var raadmand. De 3 nuværende, som alle var „enlige og ubosatte”, fik man da forsørge andensteds som sorenskrivere eller fogder.  Ved en slik ordning kunde man faa av accisen et par 100 rd. aarlig til lettelse i byskat og til „publique tings opbyggelse og reparation”.

 

Det var i de sidste dage av det gamle aar Leopoldus sendte disse „uforgribelige og ringe tancher”, og han forsømte da hellerikke i den anledning at ønske hs. exellence „all den florisance og lychsalighed”, som han selv maatte ønske o. s. v. Brevet er skrevet med en usedvanlig vakker haandskrift, der minder om at den høit betrodde herre begyndte sin bane som sekretær.

 

-----------------------------------------

 

Deri 30te april hadde magistraten sin liste færdig. Den het „Designa­tion over de afbrændte Scheens Indbyggeres tilstand med videre” med følgende rubrikker: Navn, tilstand, handel og næring, skat, lyst til at bygge, evne dertil eller ingen. I alt væsentlig stemmer den med Leopoldus’s liste, som jo maa være grundlagt paa magistratens oplysninger, men har en knappere form og omfatter utelukkende eiere, ikke leieboere. Av de 43 nummere betegnes 24’s tilstand som slet (enkelte med tillæg „ganske” eller „meget”); 11 er „middelmaadige”, 6 (derav 2 dobbeltnummere) er „gode”. Sidstnævnte gruppe omfatter Simon Jørgensen og hans to sønner; foged Schweder, Peder Baar, Hans Gregersen og Christen Jensen Stær. Med hensyn til evnen til at bygge saa det yderlig smaat ut, og magistratens liste har en merkelig rik variation i betegnelsen av denne mangel: „Ved ingen udveie; har ingen raad; behøver hjelp; mangler for tiden kræfter; har slet ingen leilighed; er ganske vanmægtig” saaledes lyder det fortvæk. Kapitalstyrken har (utenfor de „godes” gruppe) været minimal og utilstrækkelig til at bære tapet ved en ildebrand i en tid, da der ikke eksisterte brandkasse og assurance. Totalindtrykket blir at den bedste del av byen for øieblikket var en jammerdal, og at hjelp utenfra var høilig paakrævet.

 

Den kom ogsaa, dog ikke i den form Leopoldus hadde anbefalet; 2 aar efter ser man nemlig at kongen hadde skjænket de brandlidte huseiere konsumptionen for 10 aar som hjælp til gjenopførelsen av deres hus. Da denne skat, som blev indkrævet av en særlig consumptions-forpagter, beløp sig til ca. 450 rd. aarlig, blev totalsummen 1/10 av den i Leopoldus’s liste opgivne skade, just ikke nogen imponerende sum, dog stor nok til at volde adskillige vanskeligheter ved fordelingen. Det var nemlig meningen at enhver skulde faa hvad han efter magistratens opgave av 30/4  33 hadde betalt i consumption i brandaaret, men dette grundlag viste sig ubrukelig. Det ser ut som om consumptionskasserer Hichmanns regnskap er forsvundet under branden, for magistratens opgave var bygget paa de enkeltes selvangivelser, og disse gav uforholdsmæssige beløp, saa de som hadde tapt meget, fik litet, og omvendt. Efter ordre fra stiftet maatte der da gjøres en ny ligning, utført av 6 dertil opnævnte borgere, som i intimationen til det 18/5-35 avsluttede dokument uttrykkelig fremhæver sin gode vilje til at stille alle tilfreds, uten nogen „passion”, „envie”, ,,jalousie” eller paafølgende kjæremaal. Der oplyses, at 20 av de brandlidte har bygget, begyndt at bygge eller ialfald fremført materialier; 4 tomter laa øde, resten „vil bygge” eller „siger de vil bygge”. Det sidste tok stiftamtmanden ikke for godt; i en skrivelse av 2/6 meldte han at disse tvilsomme samt de 4 øde tomter var undtagne i den utbetalingsordre han hadde git kasserer Kølle. Kunde de tvilsomme stille kaution eller vise sit alvor ved at føre materialier frem, kunde de kanske faa noget; nu maatte de vente paa rentekammerets av­gjørelse. Og for de øde tomters vedkommende burde bidraget bli staaende i kongens kasse for dermed at opmuntre til senere bebyggelse. Hele det opstillede beløp utgjorde 437 rd. 2 m., hvorav Simonssønnerne fik 44 rd., Simon Jørgensen 26, Caspar Becher 23, Hans Gregersen 24, Johan Wulff 22, foged Schweder 22, Johan von Cappelen 22, Nils Weyer 20, madame Boye Pettersens 17, Hans Smith 18, madame Wulff 18, Ole Pettersen (Cudrio) 14. Disse større beløp markerer da den bedste del av den gjenopbyggede by.

 

Det har sikkert ikke været noget behagelig hverv for de 6 borgere at fordele bidragene, likesaa lidt som i denne vanskelige tid at være takserborger. Fra stiftet kom der formaninger om at gaa frem „med ald forsigtighed” og „uden nogen slags passion eller rancune” (>: nag); og hvorledes de mere velstillede imøtesaa skatteligningen for 1733, har man en prøve paa i en promemoria (av 25/1 33) fra Simon Jørgensen til stiftamtmanden:  -- „2de mine capitale Kiøbstædgaarde afgik og blev lagt i aske, mens endog derforuden mistede deels ved ildebranden, deels ved tyvehaand een stor deel Kramvahre og meesteparten mit Huusgeraad og Løsøre meubler, tilsammen omtrent 4 á 5000 rixdaler”. „At ieg ellers tilforn haver lidt Søeskade ved 3de Skibes foruløkkelse med Ladninger”. Han frygter at man „efter deres sædvanlig befundne affection” desuagtet vil ligne ham, om ei saa „expressive” som tilforn, saa dog allikevel for høit. Derfor beder han om exellencens beskyttelse, at hans kaar maa vorde betragtet til en billig moderation, saa meget mere som hans høie alder gjør ham ubekvem til at fortjene noget i disse slette handlingstider, endsige oprette sine tap.

 

---------------------------------------

 

Medens vi i det foregaaende ser byens rikeste mand fremstille sig med bøn om beskyttelse mot paagaaende medborgere, faar forholdet unegtelig en anden farve, naar vi læser et andet bønskrift fra samme tid. Det er fra 2 enker, som repræsenterte velkjendte firmaer i Skiens handelsverden: Else, Boye Pettersen (Ording)s og Gjørel, Peder Flods, som i en skrivelse (2/3 1733) til kongen fortæller en lang og bedrøvelig historie.

 

I 1714 blev Peder Pedersen Flod og Boye P. Ording (han kaldes udtrykkelig saa i dokumentet) paalagt formynderskap for Rasmus Rasmussens 2 barn, med arvekapital 2039 rd. Ulykkeligvis nægtet faderen at stille sik­kerhet for pengene, og følgen blev at de aldrig kom formynderne ihænde. Simon Jørgensen kjøpte av boet efter hans død for 1418 rd. men istedenfor at betale til formynderne lot han andre av boets creditorer faa pengene. Derav fulgte da en proces, som gik gjennem alle instantser til Høiesteret, hvor Simon Jørgensen vandt. -- Saa maatte formynderne erhverve en kgl. kommission til at bringe orden i papirerne og avslutte boet, hvilket endelig skede ved kommissionsdom av 11/12 1732, altsaa en maaned efter branden, og de 2 husvilde og forarmede enker søkte nu kgl. stadfæstelse paa at de endelig var løst fra det ulyksalige formynderskap, som de hadde arvet efter sine mænd (Flod var død i 1727 og Boye P. Ording i 1732). Ansøknin­gen, som er undertegnet egenhændig av enkerne og paategnet av David Chrystie som laugværge for Else Ording, er avfattet i et meget indtrængende sprog. Processen hadde utarmet deres mænd og været en pind til deres likkiste, og efter deres død var enkerne blit av magistrat og overformynder og arving (den ene var død) truet med arrest og sekvestration,; men sidstnævnte hadde ildebranden besørget, og nu bad de kongen kaste et øie paa regnskapet og fritage de „av 18 aars procedure, dødens sorg og ildens tærende lue hjemsøkte enker” for dette forhold. --- Et saa veltalende bønskrift kan neppe ha forfeilet sin virkning.

 

Mindre sympatisk er derimot en anden dame, som ifølge bythings­protokollen for 1733 foranstaltet et højst dramatisk optrin og hvorom akterne fortæller følgende:

 

Ifølge en skriftlig kontrakt av 3/2-28, thinglæst 31/1-29, mellem Jens Olsen Hollender og Tyge Helgesen[2]) skulde Jens’s hus tilhøre hans enke Marthe Karts paa livstid og derefter Tyges enke. Imidlertid hadde i paa­sken 1733 Jon Jensen Hollænder og hans hustru Kirsten trængt sig ind i huset og utenvidere indrettet sig som om de var eiere av huset. Saa indfandt da underfogden sig en dag med sine „kaldsmænd” (stevnevidner) og oplæste en ordre fra byfogden om at rømme, og dertil sa Jon Jensen „stilfærdig og skikkelig”, at huset hadde tilhørt hans fader, og hvis Tyges Dorthe fik medhold av retten, var han like saa villig til at flytte ut som ind. Men hans varmblodige hustru tok ikke saken saa let; hun vilde bo i huset, som var hendes eiendom, gav F. baade i byfogdens ordre og i rettens folk, rev stevningen istykker, kastet stumperne paa varmen og ropte: „Saa meget mæter jeg den, jeg giver F. baade i stevningen og Marthe Karts den forfyldte sugge!” --- Efter denne salve trak underfogden sig tilbake, og istedet marsjerte Tyges Dorthe og Marthe Karts ind med 3 gevorbne soldater for at kaste Kirsten og Jon ut og bære deres tøi bort; men da optraadte igjen Kirsten med saa stor veltalenhet at en av soldaterne utbrød: „Saa skal da D. fly i underfogden, har han skikket mig ud at gjøre vold mod eder”, hvorefter Dorthe betalte soldaterne for deres uleilighet.

 

18/5 skulde da Jon og Kirsten møte for retten, men uteblev. 1/6 var de tilstede, og proceduren gik sin gang. Kirsten talte, og underfogden fremlagde ovennævnte kontrakt, idet han forøvrig ansaa det unødig at svare paa hendes „usandfærdige og opspundne digt.” 13/7 faldt dommen: Jon og Kirsten skulde flytte inden 6 uker og betale 6 ort i omkostninger.

 

Et værdig sidestykke til denne utfoldelse av kvindelig tapperhet danner da de trætter og slagsmaal, hvorom thingboken vet at fortælle. Sommetider kan man ikke værge sig mot det indtryk, at rettens og ordenens haand­hævere har været vel ivrige til at faa ethvert basketag ind for retten for mulktens skyld. Saaledes naar Gjert Krabbe og Ole Christensen Bestilt (>: Bestul?) som to uskikkelige gutter har „slaget hinanden i marken og havt hverandre i haaret,, og bidt i fingrene etc. i et par omgange, med det resultat at begge var like skyldige og skulde bøte 18 lod sølv (9 rd.) hver. Ophavet var en intetsigende trætte og den hele „passage”, som et av vid­nerne kaldte, vistnok en bagatel i de tider. --- En anden sak var det, naar
selve „rettens middel”, underfogden, var gjenstand for overfald, som det hændte en januaraften kl. 10, antagelig ute i Hjellen. Der hadde Anders Pedersen væltet underfogden overende ved en bordstabel og mishandlet ham, og da underfogden holdt gjerningsmanden fast, ropte denne: „Canaille, du river min trøie istykker” o.s.v. Det blev en dyr fornøielse. Under-fogden, som i 14 dage maatte holde sig inde og hadde utgifter til doktor og medicin, fik av statholderen fri procedure; motparten møtte med proku­rator Peder Christensen, hvis indlæg ikke er refereret, medens underfogdens svar herpaa er gjengit i protokollen: „Det kand noksom fornemmes hvorledes Mousicus Anders Pedersen ved det fra hans fuldmægtig P. C. irette­komne skrift søger at besmycke og overstryge hans grove medfart og omgang imod Citanten. --- Mens naar Retten gunstig vil behage at confe­rere de førte vidnesbyrds udsagn med det idag indkomne skrift, skal det lettelig deraf erfares at det langt fra anderleedis kand andsees end en haa­ben opspunden tøy, der alleene lader sig ansee som at ville fordunkle, som det langtfra ikke kand, citantens Rætt udi denne Begivenhed. ---  31/8 faldt dommen: Anders Pedersen skulde bøte 18 lod sølv til sagefaldskassen og dobbelt saa meget (+ 2 rd.) til underfogden, ialt 27 rd. (hvortil da kom prokuratorens honorar).         

 

6/9 1734 indgav ikke mindre end 5 av de stedlige myndigheter (Lyche, Wendelboe, Kragh, Bugslagtieis og auktionsforvalter Sam Gregersen) klage over en fhv. soldat Lars Paulsen, som paa Gotfred Wessels auktion hadde opført sig slik at auktionen en lang stund maatte indstilles. Han skjældte magistraten „paa ære og læmpe” og gik grassat i hus og paa gate. Der blev da reist off. tiltale mot ham; statholderen beskikket tolder Frisenberg og prokurator Lange til sættedommere, med prokurator Balling som aktor. Men hvor skulde man imidlertid gjøre av malefikanten? Underfogden turde ikke ha ham i sit hus, da han hadde undsagt ham paa livet, og byen manglet et brukbart arrestlokale. Derfor skrev Balling 1/4 til den konstituerede stiftsbefalingsmand, lagmand Peter Vogt, og spurte om man kunde belægge tiltalte med arrest i hans eget hus og til sikkerhet mot at han skulde romme og „bortvende sine eiendele” slutte ham i jern og lade borgere og strandsiddere uten betaling skiftes til at holde vagt over ham. Vogt svarte meget forsigtig, at han intet kjendskap hadde til saken, og henviste til statholderen. De fik „forføye dend anstalt som de lovforsvarligen kunde eragte”.

 

Allerede tidligere paa aaret og flere aar før branden hadde de lokale myndigheter purret paa for at faa istand et skikkelig arrestlokale. Forhand­lingerne derover gaar tilbake til 1730, da byfogden i begyndelsen av juni lot foretage en besigtigelse av de faldefærdige rønner, som gik under navn av arrest- og vagthus, og i en derpaa støttet indtrængende henvendelse til magistraten lagde dem paa hjerte at rette paa forholdet. Det var i Christian VI’s første regjeringsaar, og det var ganske klokt av byfogden at han tok sit utgangspunkt i den kgl. forordning om helligdagsfreden, som han kalder en meget gudelig og christelig anordning om Sabbathens og andre Hellige dages tilbørlige helligholdelse”, og viste at kongens vilje at straffe overtrædelsen herav med bøter eller fængsel ikke kunde efterleves, saalænge byen manglet et ordentlig lokale dertil. Han slutter meget pathetisk saaledes: „Thi er jeg derfor ærbødigst begiærende at den velvise Magistrat til Guds æres forfremmelse, Deres Mayestæts allernaadigste villies allerunderdanigste fuldbyrdelse og begaaende Misgierningers afstraffelse ville lade sig dette Huuses opsettelse være angelegen --- til forventende Velsignelse, Naade og ynde.”

 

Den besigtigelses-forretning som byfogden med 2 borgere foretok, hitsættes her i sin helhet:

 

--- ,,I Dag underteignede dato haver jeg tillige med underskrevne 2de Mænd forføyed os til det saakaldede Vabthuus ved Torved bestaaende; Og befinder Det da alleeneste at have været opbygt af 4re Stolper med eet Fielletag over samt med Vragedehler istæden for Væggerne, hvorudj har været opsadt een liten Skorsteen af Leer og Graasteen; hvilked dog nu i alt saaledes er forfaren og ruineret, at Skorsteenen befindes i Bond og Grund nedfalden, Fiellevæggene til den største deel udfalden, og saaledes inted igien af samme huus staaende, undtagen de 4 Stolper med Taged paa, som dog gandske er forraadned, og tillige med Den derhos staaende Gamle og ubrugelige Kagk færdig at falde om Kuld og overende -‑

 

Viidere begav Man sig derfra og til Et lidet gammelt huus beliggende paa Lie strax uden for Byens eene Ende, hvilcked huus fordum har væred optømred til et Forvarings Stæd for delinqventer og grove Misgierningsfolk: Derudj haver væred 3de Logementer, neml. de 2de underste til dislige Folk, og det 3die ovenpaa til Dem som over dennem skulle have Varetægt; Samme Huus befindes nu at være saa deteriorered (>: forringet) og forfal­den : At det øverste Loft, Taget og Skorsteenen er gandske nedfalden, og Vinduerne reent borte; Det nederste Loft under de 2de underste Værelser, samt den østre Væg paa ald Huuset saa forraadnet, at Mand med Een Kiep mangestæds Kand stinge derigiennem, Og saaledes gandske uduelig til at slutte og forvare Nogen udj. Og som der da her udi Byen icke findes Noged andet, enten Vagt Huus, Arrest-Huus eller Forvarings Stæd end foran Besigted er, hvorved Nogen enten Kand skræckes fra at forøve Deres onde væsen, eller dermed ifølge Lov og Forordninger blive afstraffed, naar De der burde forvares eller didhen vorde dømte; Altsaa bliver denne skeedde Besigtelse Magistraten ydmygst tilstilled, paa det De deraf Gunsti­gen kand behage at erfare, ej alleene hvor slet Stædet er forsyned med saadanne fornødne Ting, mens endog hvor høit det udkræves at saadant vorder besørget og fordeligst foranstalted.

Scheen d. 7 Julj 1730.

H. Kragh.               P. Sommer.             J. Busch.

(L. S.)                      (L. S.)                      (L. S.)

 

I ovennævnte skrivelse hadde byfogden git anvisning paa en billig maate at løse vanskeligheten: Man skulde flytte vægterens hus i Kverndalen og sætte det op igjen ved Torvet (med baksiden til bækken), da der var rum nok baade til vægteren, vagten, delinkventer og arrestanter. Men Ma­gistraten hadde en anden plan: Man skulde sælge baade huset i Kverndalen og fangehuset paa Lie og istedet bygge et nyt arresthus paa Raadstueplad­sen, hvorfor de bad om takstforretning paa de 2 ejendomme. Den blev ut-ført 17/4 1731 med følgende storartede resultater:

Vægterhuset i Kverndalen                  8              rd.

Tomten dertil i syd og vest                                8               „

Det gamle fangehus paa Lie               2.1/2        ,,

Jernbeslaget paa døren                       1.1/2        ,,

                                                                ------------------

Sum  20 rd.

 

Endnu i 1734 var man ikke kommet længere med saken. Byfogden hadde i regnskapet for 1732 gjort opmerksom paa mangelen, og renteskri­ver C. Flod gjorde i sine antegnelser dertil (3071-34) den bemerkning, at man skulde henvende sig til stiftamtmanden for at søke hans formening om den bedste og billigste maate at ordne saken, saa „justicien kunde nyde sin Pleye og Leiermaals begiengere for deres Synd og forseelse andre til afskye vedbørligen kunde blive afstraffede.” --- “ 15/2-34 indsendte da Kragh en av ham selv utført tegning og plan til et arresthus. Den er gjengivet her og fortjener at studeres nøiere. Foran huset er der anbragt en „kagk”

 

 

 

(til off. avstraffelse med ris) og paa toppen derav troner en mandsskikkelse, som kanske skal betyde retfærdighetens haandhæver. Kragh har signeret „Kragh delineavit” (K. har tegnet) som ved et kunstverk og har visst været saare tilfreds med sit produkt.

 

Den egentlige vanskelighet har naturligvis været „Hvorfra tages pen-gene”. Kragh kalkulerte sin plan til 2 á 300 rd. som kunde skaffes ved laan. Vilde man samtidig utvide planen til bygning av raadstue og skole (begge var hidtil leieboere), kom det op i 1200 rd., og da maatte man bede kongen om et aars konsumption til hjelp.               Spørsmaalet blev aktuelt, da stiftamtm. Reichwein 26/2 paalagde byen at bringe et arresthus istand. Efter branden var borgernes evne jo yderligere svækket og der blev fra deres hold insinueret at magistraten for lang tid siden hadde hævet penge til øemedet. 19/3 34 skrev den samlede magistrat til Reichwein og avviste meget bestemt denne beskyldning. De hadde ikke oppebaaret en skilling dertil, saa hvis det skulde bygges for de penge, skede det aldrig; og de bad om at faa vite hvem der hadde bragt denne insinuation frem for stiftet.           Av hvad der ovenfor er fortalt om den forstyrrede auktion m. ni. sees, at man ved aarets utgang ikke var kommet til at realisere paabudet. Sommel og søl ! --- Et forhold som gjorde mangelen endnu foleligere, var den i de tider endnu brukelige gjældsarrest. Man blev henvist til husarrest, og denne blev, ialfald i „utstæderne”, temmelig imaginær. En hel del skriveri fra tolder Frisenberg i Porsgrund angaaende Christian Bruns arrest vidner til­strækkelig derom.

 

--------------------------------------------


[1] Dette navn, hvis fremmede oprindelse er umiskjendelig, stammer fra Kongsberg.

 

[2] Visstnok den samme som holdt bondelogis i Hjellen (se b. 1, s. 129).