III.

 

Sagbruk i Bratsberg 1733. — Statholder Rantzaus brev av 17/3 1733

om hugning, kjøp og utførsel av trælast.

— Toldregnskapet 1733. — Magistraternes avlønning.

Indbyrdes splid. — Skiens privilegier av 23/9 1735. —
Kornhandelen. Strid med ladestederne.

 

 

Til belysning av næringsfoldene i 1733 har man for det første et av foged Schweder leveret opgave (dateret Brekke søndre 31/12 33) over samtlige sagbruk i Bratsberg, deres aarlige skur, utskibning, forbruk indenlands og beholdning. Av denne tabel hitsættes den bevilgede skur:

 

Closter og Dam fos saugerne No. 1-9 incl. fri Skur                         (50,700).

Øens S. No. 10 og 11                                                                           14,700 bord.

Dam-Saugerne No. 12 og 13                                                               14,700    „

Øens-     „          „ 14 og 15                                                                   14,700     „

Øens- S.             „ 16                                                             5,300 + 3 tylfter 4 „

    „                      „ 17                                                             5,300 + 3     „     4 „

    „                      „ 18                                                             5,300 + 3     „     4 „

Langefos- S.      „ 19                                                                             6,700       „

                „          „ 20                                                                              6,700       „

                „          „ 21                                                                              6,700     „

                „          „   22                                                                            6,700       „

Lysthus-                            „ 23                                                                             4,700       „

                „          „   24                                                                            4,700       „

Speege-  „          „ 25                                                                              6,700       „

                „          „   26                                                                            6,700       „

                „          „ 27                                                                              4,000       „

Baads-    „          „   27                                                                            6,000       „

Port- Saugerne  „ 28-29                                                                        13,300     „

Tidemans Saug „ 30                                                             6,600 + 7 t. 6          „

Port-          „      „ 31                                                               6,600 + 7 t. 6          „

Dam-Saugerne  „ 32-33                                                                        10,700     „

Grob- Saug     No. 34                                                                            5,300 bord

    „        „          „ 35                                                                                5,300       „

    „        „          „ 36                                                                                5,300       „

    „        „          „ 37                                                                                5,300       „

Rendesunds Saug (Solum)                                                                 1,400       „

Ulefos Sanger                                                                                       100,000  „

Bergen Saug (ved Skien)                                                                    2,000       „

Kløver    „ (Sande)                                                                                700          „

Giub        „ (Bø)                                                                                     3,400       „

Svendsø  „ (Lunde)                                                                              2,000       „

Dorholt   „ (   „    )                                                                 1,400       „

Torsholt  „ (Gierpen)                                                                            2,400       „

Tveten     „             „                                                                              2,000       „

Hei          „             „                                                                              2,000       „

Hogstad  „             „                                                                              1,000       „

Moe        „              „                                                                              6,700       „

Hytte, nordre        „                                                                              4,000       „

søndre, og Aas (ved Skien)                                                                12,100     „

Hafredal (Solum)                                                                                  6,700       „

      „             „                                                                                          6,700       „

Herre Saug (Bamble)                                                                            13,400     „

Rafnes             „                                                                                     6,700       „

     „         „        „                                                                                     6,700       „

Herre      „        „                                                                                     6,700       „

Bamble  „        „                                                                                      700          „

Masterød  „     „                                                                                    1,400       „

Bjerkeset  „     „                                                                                     1,000     „

Fostvet     „     „                                                                                     1,000       „

Fossing 1  „    „                                                                                     2,000       „

     „       2 „     „                                                                                       2,000       „

Sum 370,900

 

I denne sum er da ikke medregnet Kloster- og Damfossagene (oprin­delig Cort Adelers), som hadde „fri skur”. Det samlede antal priviligerte sagbruk kan med Ulefossagene sættes til 70, men der skal til sine tider ha været 80. Langstol nævnes ikke, hellerikke Augestad i Slemdal, som i 1748 blev dømt til at nedrives, da eieren ikke hadde betalt tiende og var reist. --- Der blev ifølge Schweders opgave utført 213,900 bord + 7 tylfter; inden­landsk forbruk 62,658; beholdninger 182,062; sum 458,704 bord. De største utskibere var selvfølgelig Ulefos og Gjemsø, med henholdsvis 60,660 og 27,724. --- Naar totalsummen av utførsel, forbruk og beholdninger overstiger den bevilgede skur (med tillæg av Gjemsø) med ca. 60,000 bord, da var dette begrundet i den ved naturforholdene betingede ujevnhet i trafikken. Flere bruk laa inde med beholdninger, som var større end den aarlige skur. Paa høiere hold søkte man efter evne at holde øie med trafikken; 8/4 33 læstes paa Skiens raadstue statholder Rantzaus brev av 17/3 til amtmand Esemann, med følgende paalæg:

 

  1. At ingen efterdags maa hugge eller kjøpe forbuden eke- eller anden last end den som ved kgl. forordn. av 7/11 28 var reguleret for hvert distrikt, hellerikke paa de upriviligerede sagbruk skjære bord til salg eller utførsel av bygden.
  2. De priviligerede bruks trælast maatte ikke utføres, førend foged og lensmand fik opskrevet dem.
  3. Enhver hadde lov til ikke alene at melde overtrædelser, men endog gripe ind direkte for at hindre utførsel av forbuden last.

 

Eierne av de respektive bruk nævnes ikke i Schweders fortegnelse; først adskillige aar senere faar vi rede paa dem innledning inddrivelse av tiende-restancer.

 

----------------------------------------------

 

Toldregnskapet for 1733 er fuldstændig bevaret, saa der kan vi igjen komme handelsforholdene nærmere ind paa livet. Det samlede beløp (22,244 rd.) er noget større end det foregaaende aar (19,440 rd.), men forskjellen beror paa en større beholdning, mens told og tiende er omtrent uforandret, og først et par aar efter sporer man nogen forhøiet virksomhet. Av bord utførtes et normalt beløp (213,988), jern likeledes (4821 sk. 9 lp. 3 p.), overveiende til Danmark, brynestene 13680 stykker sammesteds og 1200 st. + 5 tønder indenlands. Indførselen byder adskillig av interesse, idet man ser hvorledes den er præget av arbeidet med at faa byen bygget op igjen: mursten (fra Danmark og Holland) 51,550; glaseret taksten 14,700; uglase­ret 61,000 (hvorav dog næsten 20,000 gik ut igjen til Danmark); kalk 49 læster (derav 29 ut igjen indenlands); vinduesglas 5 kister 17 kurver; malervarer. — Av de sædvanlige store indførselsartikler er der kornvarer 6567.3/4 td., erter 625 td., malt 14,308 td; salt 1675 td., tobak 28,961 pund; rødvin 3 oksehoder, 2 anker, 609 potter; hvitvin 21 okseh. 10 anker, 2 kurver; fransk brændevin 19.1/2 oksehode, 118.1/2 anker, 24 krukker, 6 kister; kornbrændevin 134 td. 2.1/2 anker. Forøvrig er der alle mulige livets goder og smaa fornødenheter, men tildels i yderlig smaa kvantiteter; en kolonialhandler vilde visst smile til en omsætning av 40 pd. kandis, 10 pd. mandler, kanel en liten pakke, 32 pd. kaffe og 54 pd. the (+ 7 pakker) for hele Skiensfjorden, eller en manufakturhandler til 2 dusin par handsker. Men saa er der andre artikler som allerede var forholdsvis godt indarbeidet: sukker 489 pd., sirup 3071 pd., korinter 712 pd., rosiner 1150 pd., svedsker 1310 pd., citroner ikke mindre end 5900 stykker. Den største importør av denne vare var Herman Leopoldus, som med „Loyal Judith” fik fra St.Ybes 427 td. salt og 20 kister citroner à 200 stykker, foruten 10 kister po­merantzer og appelsiner! Av epler kom der (vistnok fra Danmark) 194 td. Det er let at se, at kaffe og the endnu var sjeldne varer (Ølet spillet hovedrollen, derav kom den svære indførsel av malt); men paa grund av manglende regnskaber kan det ikke sees, naar disse varer første gang dukket op paa disse kanter. Man faar en sterk mindelse om at vi er i de puddrede parykkers tidsalder, naar man ser opført det uundgaaelige pudder med 8 lispund, 10 pd. og 1.1/2 kvarter (Det kom især fra Danmark) og haarputer 10 pd. Paa et senere tidspunkt, da velstanden var steget og dokumenterne ikke svigter, vil der bli gjort utførligere rede for disse forhold og Skiensfjordens utenlandske forbindelser. I 1733 var der 152 anløp fra Norge, 98 fra Danmark, 87 fra Holland, 52 fra England og 37 fra Tyskland, ialt 426.

 

--------------------------------------------------------------

Magistratens mislige avlønning var en kjendsgjerning, saavelsom det urimelige i at opretholde et tremandsstyre i en mindre by, hvor een embedsmand (som av Leopoldus fremholdt) godt kunde greie det. Fra aaret 1733 er bevaret et fuldstændig regnskap over accisen (tolden paa korn, malt og fedevarer) paa 55 foliosider, hvorefter det samlede disponible beløp (efter fradrag av 39 rd. 22 sk. til oppebørsel og regnskapshold) blev for det aar 353 rd. 14 sk. Herav fik:

 

Borgemester Lyche            176 rd. 55  sk.

Bredahl                                 88    „   27.1/2 „

Raadmand Wendelboe        88    „   27.1/2 „

 

Dette blev jo, ialfald for de to sidste, et snaut levebrød, og i en av Lyche og Wendelboe undertegnet skrivelse av 27/12 34 til cst. stiftamtm. Vogt, som hadde forlangt regnskapet indsendt, klages bitterlig over misforholdet: „Dette er den eniste krumme, som vi samtlige skal leve af udi vores Embeder, som foruden den nødtørftige og uforbigiengelige Subsistence af og til kræver sine udgifter, om man derudinden vil være conserveret”. --- En av deres indtægter skulde være ordningen av skifter, men disse var aldeles gaat av bruk: „Enhver forsyner sig med Kgl. bevilling at sidde i uskiftet bo, saa der paa den kant ikke er noget at gjøre facit paa”. Knapt 1 av 10 aar kunde deres indtægt som skifteforvaltere naa op til 40 rd. --- Dette misforhold hadde av og til været paapeket for myndigheterne, og statholderen hadde lovet at ta sig av saken. Nu formodet de at Vogt efter „høyberømte æquanimitet” (>: retsindighet) vilde forestille for rentekammeret, hvor umulig det var for dem av denne løn at bestride (efter toldrullens artikel 3) vedligehold av brygger og havn. Bryggen ved toldboden (i Porsgrund) var i god stand, og andre vedkom dem ikke at reparere. Havnen i Skien hadde, saavidt de visste, ikke været „renoveret” siden byen blev til, og skulde den renoveres, saa paalaa det byen og Gjemsø, saasom havnens opfyldning med mudder og spon kom fra de 41 sagbruk. --- Tilslut anfører Lyche at han for sin part et enkelt aar hadde havt 4 à 500 rd.s utgift og ikke 100 rd.s indtægt, og desuten været optat med 2 kgl. kommissioner, hvis vidtløftighet har kostet ham 100 rd. i reiser og skriveri".

 

Det kan ikke sees av dokumenterne, at denne forestilling har ført til nogen forbedring; men da den blev skreven, hadde raadmand Bredahl allerede i lommen en kgl. resolution, dateret Kongsberg 29/6 33, altsaa utstedt under Christian VI's Norgesreise. I denne resol. heter det, at da 3 magistratspersoner umulig kan leve av accisen, saa har Lyche og Wendelboe ønsket sig ansat i en passende stilling andensteds, mens Bredahl, som ønsket at bli i Skien, tilbød sig at styre embedet alene, mot at faa hele ind­tægten, naar de andre var befordret; indtil dette skede, skulde de dele indtægten som før. Denne ordning hadde statholder Rantzau anbefalet, og kongen altsaa stadfæstet; derfor hadde Bredahl nu borgermestertitel likesom Lyche.

 

Imidlertid blev der intet gjort med selve lønningen, og det gamle ord at naar krybben er tom bites hestene, bekræftet sig ogsaa her. Til en begyndelse ser det ut som om Wendelboe indtok en position for sig selv, mens de andre to slog sig sammen. Der indløp flere klager fra Wendelboe over at „pluralitas votorum” tok aldeles overhaand, idet de andre stadig var enige og overstemte ham; og der findes et udateret brev fra Lyche til Bredahl, som da øiensynlig var i Kristiania for at søke befordring. L. fra­raader B. at gjøre „memorial om emploi”, førend nogen vakance indtræder, men ellers insinuere sig paa bedste maate til at komme væk. Han beder ham „vigilere for sin tarf” og har han tid tilovers, da „ligge noget til for mig”. — „Gud er mit vidne at jeg længes herfra”. Om Wendelboe siger Lyche at han helst vil være alene, og at de fleste stemmer antagelig vilde falde paa ham inden borgerskapet, saa Bredahl vilde faa mange „obstacler” i sin stilling. --- Denne konstellation blev imidlertid snart forandret; det blev Lyche, som fik den rolle at fægte alene i den strid som optok magistratens tid og kraft i de nærmest følgende aar, mens Bredahl og Wendelboe holdt tæt sammen.

 

Der skal mod til at ta fat paa de dokumentpakker i det norske riksarkiv, som (av Lange?) er paategnet „Splid i Skiens magistrat”, og gir man sig ikast med dem, vet man tilslut hverken ut eller ind i disse memorialer og kopier og bilag, hvormed først Peter Vogt og derefter statholderen blev overvældet. Striden mangler ikke sine karakteristiske og tildels fornøjelige sider, med enkelte dramatiske optrin, men er væsentlig et evindelig spetakel om embedsmæssig myndighet i et 3 mands-kollegium og savner den storstilede pathos som Tonsbergs og Gjert Hansens personlighet utbredte over den lignende strid i 1716. Det væsentlige ved saken er at Bredahl ogWendelboe vilde sætte Lyche ut av betragtning, og at Lyche kjæmpet for at opretholde sin myndighet indtil lian blev forflyttet fra sit hvepsebol.

 

8/12 -34 blev der holdt skifte hos Anders Brodde efter hans hustru Helvig Pedersdatter. „Boets massa” var efter taksten 56 rd. 2 m. 4 sk. (for en hytte, en kaalhave og indbo), som skulde deles mellem enkemanden og en 14aarig søn, efter fradrag av gjæld 5 rd., omkostninger ved begravelsen 7 rd. 3 m. 20 sk. og do. ved skiftet 3 rd. 2 m. 8 sk. Sidstnævnte blev posteret saaledes:

 

Skifteforvalterne (>: magistraten)      1 rd.

Byskriveren                                           1 „  2 m.

Stemplet papir                                       -  „  2  „

Vurderingsmanden                              -  „  1  „

Underfoged og tjenere                        -  „  1  „  8 sk.

 

Dette vidtløftige apparat skulde altsaa til for at fastslag, at den fattige mand efter en kostbar begravelse hadde 40 rd. at dele med sin søn. Men saa kommer skandalen: idet magistratens lod skal deles, paategner Wendel­boe: „Hr. borgerrester Lyche, som imod giorte declaration og avtalte concert (uden at lyse enten sit Svagheds eller andet vigtigt causale) har behaget at absentere sig fra denne forretning, nyder intet, Saasom det er Skriftmæssig at den som intet vil arbeyde skal heller intet æde” --- og saa deles da den opførte riksdaler mellem W. og Bredahl, som hadde lovlig forfald.

 

I den til Vogt indsendte avskrift er de citerede ord understrøket med rødt, formodentlig av Vogt, som har villet merke sig deres fornærmelige og upassende indhold. Saa klaget Lyche over sine kolleger og disse over Lyche; hver trak til sin kant, istedenfor at arbeide „conjunctim”, og Vogt fik hænderne fulde med at formane til fred og samarbeide: Naar saa faa hoder ei kunde forlikes, hvad kunde man da vente av mængden; og øvrighedens anseelse svækkedes. Man faar i hans arbeide med at holde de balstyrige elementer i tømme mere indtryk av den retsindige dommer end av exekutivmagtens repræsentant. Gjentagne gange brister taalmodigheten og han truer med at „referere for høiere vedkommende”. Særlig fik Bre­dahl paa sakens første stadium en alvorlig tilrettevisning. Han hadde opholdt sig i Kbhvn. en længere tid, havt audience hos Majestæten og klaget over Lyche og følte sig ved tilbakekomsten øiensynlig som den egentlige borgemester; men Vogt belærte ham om at den kgl. bestalling av -33 ikke var slik at forstag, og hvis han ikke vilde erkjende dette, vilde Vogt henvende sig til kongen og skaffe ham en fortjent avstraffelse. Men det blev ikke til noget med disse trudsler, og de 2 konspiratorer drev sit uvæsen fremdeles. --- Sikkert nok hadde Lyche anlæg til egenraadighet, hvorfor han ogsaa i 1725 hadde maatte døie (og protokollere) en skrape fra Tonsberg og ordre om at rette sig efter „plurima vota”; Vogt paala ham ogsaa at undgaa de anstøt, som de andre klaget over. Men det fremgaar tydelig nok av dokumenterne, at de 2 andre var nogen gjenstridige krabater, som hadde fortjent en skarpere behandling. At det gik haardere til i 1716, skyldes vel dels Tonsbergs myndige personlighet, dels (og endmere) at det offentliges pengeinteresser kom med i spillet. Da Vogt ikke hadde tid til selv at indfinde sig paa kamppladsen, opnævnte han Nils Herculesson Weyer og Tobias Hichmann til paa hans vegne at indkalde magistrat og byskriver til et fællesmøte og derunder protokollere baade Lyches klage og Vogts avgjørelse derav. Vogt var saa forsynlig, at han forlangte utskrift av protokollen, utfærdiget av byskriveren og med anførsel av pagina, for at han selv kunde være betrygget! --- Det kunde nok behøves, for hans første resolution, av 15/2, hadde de simpelthen negtet Lyche at protokollere (det fremgaar flere steder av akterne, at de likefrem har tat protokollen fra ham). Denne obstruktion blev der nu sat en stopper for; i møtet den 16de marts førte de 2 konstituerede præsidiet, protokollerte Vogts resolution av 15/2 med dens skarpe irettesættelse til Bre­dahl, endvidere konstitutionsdokumentet m. m. og paalagde saavel byskri­veren som underfogden og de 2 raadstuetjenere at vise Lyche den lydighetde skyldte ham som fungerende borgemester. --- Dette var haard konfekt, og de to opponenter vilde straks føre sine remonstrationer til protokol, men kommissarierne fandt at det laa utenfor deres opdrag, og saa magtte de to for en gangs skyld finde sig i at protokollen blev dem nægtet. Men dagen efter foranstaltet de forhor over Lyche, med indkaldelse av underfoged og raadstuetjenere som vidner, fremdrog den gamle historie fra 1725 og gjorde i vidløftige skrivelser til Vogt sine motforestillinger og klager. I en saadan av 18/4 heter det at de med alleryderste gratitude modtaget hans equitable apostille med dens exculpation (frikjendelse) for dem. Men han har glemt den reprimande som Lyche burde ha for sin utaalelige gravamen (ophævel­ser) og ad protocollum førte censur. De hadde været embedsmænd, da L. „endnu bar shallet paa ryggen” (var et barn?) og hvis Vogt nu vilde sende ham en reprimande, som de kunde protokollere, da var det en værdig og kraftig mediatores partes (mægler-rolle). Tilslut er de naturligvis „med ald ertenkelig soumission og zele hans allerydmygste og lydigste tjenere”. — De var naturligvis misfornøiet med at Vogt hadde sat de 2 kommissarier til at præsidere over dem, men det lot han sig ikke byde, eftersom „den foranstaltning ikke var undergivet deres raisonnements”, og de kunde und­gaat den ydmygelse, hvis de ikke hadde nægtet at protokollere hans resolution. Han tilføiet at Lyche ikke hadde noget avgjørende votum (saaledes som han i sin første embedstid mente, og fik en skrape for i 1725), og det var vel dette de var saa tilfreds med i ovenciterede skrivelse; men saa ind­skjærpet Vogt atter „at den dissenterende hadde ret til at faa sin dissents protokollert, og det var netop dette de vilde undgaa. De kaldte det cen­sur og „federfegtning” (>: pennefeide), og ulykken var at Lyche var dem overlegen i penneførhet og klart raisonnement, mens deres indlæg er overbroderet med affekterte talemaater, fremmedord og, naar de er paa høiden, citater av romerske poeter.

 

Deres store „soumission” og „zele” var ikke større, end at de ut paa sommeren iverksatte et større spetakelnummer med likefrem obstruktion mot Vogts myndighet. Det gjaldt utbetaling av hjelpen til de brandlidte; Vogt hadde sendt en anvisning og ordre til kasserer Kølle og konsumptions-forpagter Hichman, men Bredahl og Wendelboe paastod, at dette sorterte under magistraten og neglet at utlevere anvisningen (som Bredahl hadde bemægtiget sig). Borgerne klaget og fik da endelig sine penge, men de 2 fortsatte med at pukke paa sin ret og vedblev at negte protokollation, endog efter at Vogt 14/10 hadde konstituert Lyche til paa hans vegne at bringe dem til fornuft. Saa gik da efter et helt aars krangel saken til statholderen, og Lyche leverte paa aarets sidste dag en særdeles grei oversigt over striden i alle dens faser. Og her vil vi foreløbig lade disse akter hvile og gaa over til et andet emne av mere indgripende betydning.

 

-----------------------------------------------------------

 

Den 23de september 1735 gav Christian VI stadfæstelse paa Skiens privilegier, og den kjærkomne efterretning blev høitidelig Læst for borgerskabet paa raadstuen 18/10. Dermed hadde den „agoniserende” (>: døende) by faat et vaaben ihænde til at opretholde sin handel og rette et slag mot de indgrep deri, som de utenfor liggende ladesteder og sogne følte sig fristet til og i længere tid hadde drevet paa med, til „præjudice og forprang” for de i Skien boende borgere. Det var kornhandelen, som var det ømme punkt, eftersom de smaa danske fartøier, hvis forret det var at føre denne vare hit, var de eneste som kunde naa op til Skiens brygger; større skibe var nødt til, baade for indførsel og utførsel, at holde sig længer ute i farvandet. Toldboden laa i Porsgrund, og den eneste i Skien boende funktionær ved toldvæsenet var en veier og maaler.

 

Ifølge privilegierne skulde de fremmede fartøier seile op til Skiens brygger, hvor i de første 8 liggedage de ubemidlede i Skien hadde ret til indkjøp direkte fra fartøi, og saa kom turen til borgerne, baade de indenbyes og utenbyes. Men toldrullen av 1732 bestemte, at korn fra Danmark kunde losses ved de 3 ladesteder, og det var da en allerede indarbeidet praksis at saa skede.

 

Intet under at det blæste op til storm, da tøilerne strammedes, og at bølgerne gik høit om den ældgamle by, som kjæmpet for sin tilværelse og fornyede trivsel. Det var ikke let for myndigheterne at greie denne floke, især da der meldte sig en 3die krigsførende magt, som hadde sine egne krav og gjorde dem gjældende, først med underdanige andragender og sin fortolkning av privilegierne, derefter med selvtægt og trudsler: det var strandsidderne i ladestæderne, assisteret av bønder i omliggende bygder. Under henvisning til den særlig i vinteren 1735-36 herskende mangel paa korn,
baade til livsophold og (da vaaren kom) til saakorn, gjorde de front mot alle „borgere”, baade i Skien og „utstæderne”, og stillet krav, som i virke­ligheten gik ut paa frihandel og saaledes pekte langt utover byernes privi­legier og hele det 18de aarhundredes begreber om handelens regulering.

 

Det var strandsidderne, som aapnet bataljen, først med en henvendelse (1/2-35) til amtmand Esseman, og da det ikke hjalp, med et av 23 mand underskrevet andragende (dateret Brevik 12/3 -35) til stiftsbefalingsmanden. Samtlige var indskrevne lodser og strandsiddere i Porsgrund, Brevik og Langesund, og idet de henviste til denne stilling i kongens tjeneste, bad de om at faa bevilget ialfald halvparten saa mange liggedage til frit kornkjøp, som privilegierne tilstod Skiens uformuende indbyggere. Dette doku­ment, som var bilagt med avskrifter fra toldrullen og privilegierne og forsynet med deres fortolkning av vedkommende bestemmelser, hadde den virkning, at statholderen tillot losning i Brevik av et dansk kornskib, som hadde ligget i vinterleie i Helgeroen, for at avhjælpe den værste nød. Og Breviks borgere, hos hvem kornet blev losset, var saa imøtekommende at de i en skrivelse av 23/3 til „ærlig og velagte Dannemænd udi Brewig” tilbød at sælge kornet til strandsidderne paa stedet uten fordel, eftersom skip­peren holdt sit korn dyrere end det kunde faaes i Skien og andensteds. --- Dette tilbud blev ikke benyttet. 31/3 gav 25 indvaanere av Brevik et svar, hvori de vistnok erkjendte borgernes gode hensigt, men samtidig erklærede dels allerede at være selvhjulpne, dels at ville forsyne sig andensteds; og idet de med bitterhet omtalte danskernes tilbøielighet til at „ophænge madkurven” for dem, bebudet de at ville henvende sig til selve kongen.

 

En uke efter tok strandsidderne offensiven paa en anden og i øieblik­ket mere effektiv maate, idet de selv paa egen haand tok sig tilrette: Den lde april kom Anders Gjertsen fra Aarhus til Brevik, og blev der tilbudt „raisonnable” pris for sine varer, men da han ikke fik lov til at sælge i Brevik og til hvemsomhelst (saaledes som tidligere praktiseret), seilet han ut igjen til Langesund. Der blev fartøiet av strandsidderne ført ind i den saakaldte Kongshavn, lukerne brækket og ladningen uten angivelse paa toldboden solgt til bønder og strandsiddere. --- Dette .var jo et aabenbart og voldsomt brudd paa privilegierne, og Skiens borgere var straks færdige til at optage kampen; men istedetfor at melde saken til overøvrigheten for at faa samtlige skyldige indkaldt til forhør (hvilket var borgermester Lyches standpunkt), sendte de 2 andre magistratspersoner sin kjære underfoged avsted paa byens vegne for at faa underretning paa aastedet, og lod han derefter indstevne skipperen og en kjøbmand Jens Larsen Vig for Skiens byting, samt rapporterte saken til statholderen, med forbigaaelse av stiftamtmanden. Lyche blev holdt utenfor og fik først 14 dage efter kjendskap til hvad der var foregaat! Hvad denne fremgangsmaate førte til, vil der senere bli anledning til at omtale; men under alle omstændigheter hadde Skien her faat et ganske virkningsfuldt vaaben mot strandsidderne, og disse sørget selv for at skaffe fler: en maaned senere foranstaltet de nemlig et større opløp i selve „byen”, den paaklagede undertrykkelses hovedsæte. 2den mai var byen fuld av utenbyes folk, strandsiddere og bønder, som stimet i gaterne og paa bryggen og særlig flokket sig utenfor apoteket, som synes at ha gjort tjeneste som privat forsamlingslokale, og hvor saavel en del av borgerskabet som amtmanden og andre notabiliteter hadde samlet sig. Der faldt drøie ord og „grusomme expressioner” i flokken, og enden blev at amtmanden med følge begav sig ned paa et fartøi ved bryggen og for at stille mængden tilfreds gav et par av de der liggende danske korn­fartøier ordre til at seile ned til Porsgrund og de andre ladesteder og losse der til derboende borgere, forat den paastaaede nød kunde bli avhjulpen; men dertil svarede strandsidderne nei; de vilde kjøpe direkte og ikke ha noget med kjøbmændene at bestille. Forgjæves søkte amtmanden at forestille dem, at dette stred mot de kongelige anordninger; strandsidderne holdt paa sit, og dermed synes opløpet at være avsluttet uten yderligere optrin eller voldsomheter. Hvorledes det hele artet sig, faar man en levende skildring av gjennem de vidnesbyrd som borgerskabet indhentet fra 3 øien­vidner: konsumptionsforpagter Tobias Hichman, apoteker Johan Wolff og chirurgus Bangman, som paa forlangende avgav følgende erklæring:

 

I. Tobias Hichmand: „Siden hans Kongl. Mayts. denne fattige Bye Scheen allernaadigst givne Kiøbstads Privilegier blev ved Publication iblant alle og Enhver Rychtbar, har ieg vel seet Mængde af uden byes folck at igiennemstreiffe Byen adskillige Gange, og hørt siige at de haft at tale baade om Amptets og Byens Øfrighed, men især fornummet onsdagen d. 2den Maij afvigt een meget stor forsamling, af Strandsiddere fra Porsgrund, Brevig og Langesund, tillige og eendeel Bønder fra omliggende Sogne (da jeg een Præst fra mit Huus til Bryggen geleidede) at staa uden for Apo­techet paa Gaden, hvor indenfor vare hr. amptmand Essemand, hr. Cancelie Raad Leopoldus, hr. Magistraten og Eendeel af Borgerskabet med fleere, meenentlig angaaende denne Strandsiddernes samling at see dæmpet, paa een eller anden Maade, og da ieg neer ved Bryggen een stund efter stoed paa et fahrtøj, talde hr. Bangmand mig til, at hand hørtte folchet som stod uden for Apotechet talede imellem sig, at dersom de ej fick strax Svar, ville de gaa ind, tage samptlig ud og lægge dem i Gaden hvor de stode, hvor­paa ieg sagde, Gud forbyde at nogen overlast skulle skee; Een lille tiid derefter bliver ieg var (foruden de mange Strandsiddere og Bønder paa Bryggen strømmede og eendeel paa Fahrtøyerne) at hr. amptmand Esseman og hr. Cancelie Raad Leopoldus Junior kom paa een Skude nermere Bryggen end dend jeg stod paa, hvilcke ieg efter min pligt ærbødigst gick imod

og complimenterede, Siger da hr.Amptmanden til een Dansk Skipper, hør: I skal fare ud til Mr. Hans Kierulf at losse Eders gods, og et andet fahrtøy, hver sit stæd skal udfare til Gunder Buer, sampt Brevig og Langesund og hos Borgerskabet losse, at Strandsiddere og Bønder kand der faa kiøbt hvis behøver, blev da hr. amptmanden svared af nogle Strandsiddere og af Resten tilstaaed med Ja, Ja: Før vij tager gods af nogen Borgere, skal vi klæde Steyl og Hiul, Siger da hr. amptmanden derpaa, Taler iche saa Børn, I kand iche alle være Borgere, betencher Jer at J iche sætter Eder op mod Kongens villie, hvorpaa lydet da deris Svar, det er iche Kongens villie vi skal settes Maedband paa, Gud forbande dem som har giort det og været aarsag hertil, hvorpaa ieg hilsede fornevnte 2de Herrer sampt gich fra Fahr­tøyet op efter Bryggen. Jeg fornam vel ellers at Christian Andersen med hans Broder eller Brødre især, samt nogle fleere førte ordet, hvilchet er alt hvis ieg paa denne Reqvisition kand svare, som om skulle fornodiges, vil og Kand med æd gestændige".


Johan Wolff: „Det er vist nok at dend indbemelte dato d. 2 Maij sistleden var her paa Byens torv, og uden for mit Huus, forsamlet een stor Mengde af udenbyes Strandsiddere og bønder af omliggende Sogner, af hvilche og eendeel kom ind i mit Huus og spurdte efter hr. amptmand Esseman, som nyligen tilforn, saavelsom hr. Cancellie Rand Leopoldus, var kommen her ind, da een liden stund derefter hr. amptm. E. lod kalde nogle af disse forsamlede Strandsiddere ind til sig og sagde til dem at de kunde gaa ned til Bryggerne og tage 3 à 4re af de danske fahrtøyer som den tiid laa der, og bringe dem ud til Porsgrund, Brevig og Langesund, til der sammesteds boende Kiøbmænder, og at de kunde losse dem og siiden forsyne Strandsiddere og Bønder med hvis de kunde have fornøden til deris foregivende store trang, derpaa spurdte Strandsidderne om de icke selv motte losse, der til svarede hr. amptmand Esseman Ney, tillige spurdte dem hvad de ville være, enten Borgere eller Strandsiddere, siiden de selv vilde losse, hvorpaa eendeel vendte sig om og gick ud, brugte adskillige unyttige ord, og iblant andet sagde, Fanden bringe fahrtøyerne ind til Kiøbmændene og siiden kiøbe af dem, maa vi iche selv losse, vil vij Reyse liige til Kiøben­havn, til Kongen selv, og tage det fahrtøy, som nu ligger i Langesund, og begierte at hr. amptm. E. nu strax ville give dem et Reyse Pass, Siden blef ieg occuperet i mine forretninger saa ieg motte Reyse ud til Graaden, og til den ende satte mig i een Pram, ved mr. Nils Herculissen Weyers Søe­boed, hvor ingen af Strandsidderne var, saa ieg iche noget af hvad ved Bryggerne er passeret har seet”.


H. G. Bangman: ,,Onsdagen d. 2. Maij om eftermiddagen, da ieg agtede mig at gaa til Bryggerne, fornam ieg mange Folch for Apotechen. Og der ieg kom dem saa nær, talede de til mig og sagde, Er det ret, at vij skal staa her og varte op, nu har vij staget i 3 turner og passet op, men ret nu skal Fanden passe lenger op, saa skal vij gaa ind, og tage de store Halser fat, og legge dem i Søle under voris Fødder, indtil de lover os, det vi begierer, tallede ogsaa mange uforskammede Ord, saa vel om hr. amptmand Esseman som om Borgerskabet, og da ieg siden kom paa Bryggen, fornam ieg hr. amptm. E. og hr. Cancellie Raad Leopoldus paa Fahrtøyet hos Nils Jonssen, hvor amptmanden talede med Strandsidderne, mens hvordan ordene var kand ieg icke erindre, mens strandsidderne begierede 8te dages frihed som i Byen, saa blev dem svaret, at dette kand icke faaes uden Kongens villie, derpaa blev svaret, Kongen er god noch, men de Næse Konger vij har, dem skulle mand rifve Næsen af, at man kunde kiende dem, Sagde ogsaa til Sr. Hichmand at hand iche ville Kræfve sin Consumption, saasom de da ville iche betale dend, Raabte saa til hver andre, Kom Gutter lad os gaa, vij kand bruge voris egen Rætt, saa gick de fra Fahrtøyet, meer har ieg iche hørt, men saasom ieg fuldte straxens efter dem paa bryggen saa fortællede Mr. Kiel mig at dend tiid de saa Sr. Simon Jørgensens Siøboed staa aaben, sagde de, Gud give at denne Siø­boed stoed i lys Lue, og førend dette ender, skeer det med Guds hielp, meer er mig om denne Sag icke videndes".

               

Det er en selvfølge, at Skiens borgere benyttet anledningen. Den 14de mai avgik en længere, gjennem stiftamtmand og statholder indsendt forestilling til kongen, hvori de klaget baade over de utenbyes borgere, som først hadde erklæret sig tilfreds med privilegierne, men nu var mis­fornøiet med deres gjennemførelse, og over strandsidderne, hvis bedrifter det var let at avmale.

 

Samtidig aapnet de utenbyes borgere sin aktion i felttoget. Samme dag som Skien sendte sin forestilling skrev den rikeste og fornemste av dem, Leopoldus sr., til den nye stiftsbefalingsmand Benzon, som endnu var i Kbhvn., og vedlagde en kopi av en længere, til rentekammeret stilet, fremstilling av de efter hans mening mislige følger av den magt Skien ved privilegiernes fornyelse og stramme fortolkning hadde faat over kornhande­len. I begge skrivelser brukes saa sterke uttryk, at de i en saa erfaren og betroet mands mund maatte gjøre indtryk av at der var nødstilstand og at den nye praksis var uholdbar: „Den nød de allernaadigst Schiens Bye givne Privilegier foraarsager de uden Byes Trafiquerende og Borgere --- er ej at beskrive, i ligemaade Strandsiddere og de Sogners Bønder som iche med Schiens Borgere kand handle --- vi ere nu alle paa weie at crepere for Brød og Bønder Gaardene at ligge usaaede, saafremt den resolution ieg med de andre greben til ej kommer betids noch --- naar vi kommer der (>: i Skien), kan hverken hos Kiøbmænd eller Danske faaes noget” o s.v. Om flomtiden skriver han, at naar flommen er stor, staar søboderne i største fare: ,,De fløtter deris vahre paa de øverste Lofter, og mange Huuse som staae nær Bryggerne maa folchene fløtte af, hvilket Deres Exellence sicherlig kand faae efterretning om naar de kommer inden Langesund". ---  Endnu sterkere og bittrere uttalte Leopoldus sig i skrivelsen til rentekammeret, hvori han fremhæver den forpligtelse han som jernverkseier og stor driftsherre hadde likeoverfor sine mange arbeidsfolk, kulkjørere, m. m. og som han ikke kunde opfylde, naar Skiens kjøbmænd tømte de danske kornfartøier saa grundig at der intet blev igjen til andre. Leopoldus selv, som betalte i skat til byen mere end 3 gange saa meget som den bedste i Skien, hadde til dato ikke faat kjøpt mer end 80 td. byg og 3 td. rug.

 

Da Leopoldus skrev dette, stod han paa reise til Kbhvn., hvor han haabet at træffe Benzon inden hans avreise, og hvor han bebudet at ville fremstille saken for selve kongen; da han antagelig har passeret Kristiania, hadde han ogsaa anledning til at paavirke statholderen personlig, saa det var en ganske betydelig indsats han gjorde for de utenbyes negotianter og indirekte ogsaa for strandsidderne, hvis egenraadige optræden derigjennem fik en formildet belysning. --- 3 uker efter indløp til Skiens magistrat og borgere en protest fra borgere i de 3 ladestæder med fordring paa ret til at losse korn efter den tidligere praksis og toldrullens forutsætning. Den var for Porsgrunds borgere undertegnet av Hans Kierulf, Niels Aall, Gunder Solvesen Buer; for Brevik av W. Schüetz og for Langesund av Andreas Kiercketorp. --- 4 dage efter kom der en ny, længere og skarpere henvendelse, denne gang ogsaa undertegnet av Ditlef Bucha i Porsgrund og Jacob Nielsen i Brevik. Av dette dokument fremgaar, at flere av de utenbyes borgere den 5te juni hadde indfundet sig i Skien for at bede de indenbyes om tillatelse til at Losse utenfor, og at der da laa 15 kornfartøier i Graaten, som ikke kunde komme op for strømmen; men Skiens handlende sa nei. Derfor henvendte man sig nu direkte til statholderen med bøn om bistand til at ophæve denne „præjudicerlige omgang”.

 

Skiens borgere fik nok at bestille med at værge sig og sin by mot disse anfald, og gjorde det ganske tappert, idet de satte hele sit embedsmaskineri i bevægelse. Først og fremst magistraten, av hvilke borgemester Lyche kort og tørt paategnet, at „hvad Requirenterne har behaget at forlange kand ey tillades, Saasom det er stridende mod Byens allernaadigste Privilegier”, mens de 2 raadmænd (som ved denne anledning synes at ha tat sig varmere av byens sak) avleverte en længere betænkning. Borgerne selv, 15 i tallet, rykket naturligvis ogsaa i ilden med skrivelser, og fik ved en henvendelse til de „velærede, fornemme venner”, de danske skippere, 15 av dem til at avgi en erklæring om at „hverken privilegierne eller strømmen giver os nogen Skreck fra at seigle herefter paa denne havn”; byfogden med 2 lagrettemænd optok thingsvidne over alle de 25 danske fartøier, som var indkomne i løpet av juni, for at konstatere opseilingens ringe van­skelighet, med det resultat at enkelte hadde seilet like op, andre hat et par liggedage i Graaten; endvidere fik man en erklæring fra 4 Porsgrunds­borgere (Jens Kiil, I. Post, Christian Brun og F. Langelouf), at de for sin del var vel fornøiet med forholdene; og tilsidst indhentedes erklæringer fra tolderen (N. Friisenberg), som bevidnet at av de 6 aar han hadde været i embede, hadde i de 4 strømmen voldt 6 à 8 liggedage, men han tvilte ikke paa at den tidligere hadde været værre uten at nogen hadde klaget og fra Tobias Hichman, som angaaende et enkelt tilfælde vidnet, at vedkom­mende skipper (som var i Langesund i slutten av mai) godt kunde naadd op, hvis han hadde passet tiden. I 10 aar hadde H. som konsumptionsforpagter aldrig hørt nogen „lamentation” av skipperne.

 

Alt dette blev med bilag av originaler og kopier den 2den juli sendt til stiftsbefalingsmanden og en lignende skrivelse av tilstillet statholderen, begge undertegnet av de 2 raadmænd. Lyche maa ved den tid ha opholdt sig i Kristiania, eftersom der foreligger en til statholderen stilet utførlig er­klæring, dateret Chra. 18/7, hvori han gjennemgaar den øvrige magistrats ovennævnte 2 indlæg med bilag og gjør dem til gjenstand for en indgaa­ende kritik. Det fremgaar av Lyches betænkning, at statholderen den 14de juni hadde sendt magistraten en resolution, hvori han søkte at stifte fred med varetagelse av alles berettigede krav, og dette standpunkt tiltrædes av Lyche i varme ord. Han hadde, da han paa Skiens raadstue oplæste statholderens skrivelse for borgerskabet, lagt dem paa hjerte at faa ende paa tvisten og komme til fred og enighet. --- Lyche holdt ikke ubetinget med Skiens borgere, og hans kritik har adskillige interessante enkeltheter. Der var i begyndelsen av juni virkelig nød: „Borgerskabet ventede hver time paa de fartøyer, som laa udenfor, og at faa bedre Kiøb, og de havde flere danske i vente. Dette veed jeg og, at de fleste Søeboder var ganske tomme, Bønderne løb i flokketal paa Gaderne, og jeg hørte dem med Længsel og Attraae spørge efter fartøyerne, og jeg talede selv med endeel, som spurgte mig om et fragtet Skib, hvoraf de skulle have Korn, saa det staar fast, at der endog d. 11te Juni var mangel i Scheen og tilstanden var ikke bedre blant Porsgrunds og Brevigs Jndvaanere, og det var da just som Bønderne var Kommen og daglig ankom, for at hændte deris Sommerføde, thi hvad de første Danske, ohngefæhr 16 i tallet, i foraaret tilveiebragte, det havde Landmanden alt forhen afhændtet til Sæde-Korn”. --- Som bevis paa hvad møie det kunde koste at naa op til Skien paa dette kritiske tidspunkt, fortæller han at den i thingsvidnerne omtalte danske skipper Hans Blegind den 8de juni kl. 9 morgen med fuldt mandskap av Byens og sine egne skibsfolk og med føielig vind begyndte at varpe sit fartøi op fra Graa­ten og naadde Skien kl. 9 om aftenen, altsaa 12 timer paa 1/12 mil!

 

Mens striden rasede paa den hjemlige valplads, hadde Leopoldus (saa­ledes som han bebudet) under sit ophold i Kjøbenhavn ikke forsømt anled­ningen til at tale de utenbyesborgeres sak. Den 15de juni tilstillet han rentekammeret en forestilling herom, og denne blev et par dage efter oversendt Benzon, som da skulde til Norge for at overtage sit embede. Det blev nærmest paa hans skuldre arbeidet blev Læsset; 18de juli sendte statholderen ham hele bunken og underrettet samtidig ved Skiens magistrat de stridende parter om at de herefter skulde henvende sig til Benzon i denne sak.  Det er noksaa merkelig at Rantzau, trods Leopoldus og Lyche, i en skrivelse (dat. Ladegaardsøen 18/7) tok saa bestemt parti for Skien: „Det lader sig ellers af Omstændighederne, naar samme nøye observeres, lette­ligen tilsyne, at de udenbyes Borgeres Besværing herudinden icke saa meget er beføyed og nødvendig, som meget mere et cabale, overlagt og opspun­det Værck, for at kuldkaste de seneste Privilegier og at maintenere (>: op­retholde) deres hidtil hafte fordeel og commodite, efter den almindelige Maade her i Landet, saasnart nogen uorden og Misbrug skal hemmes”. Og strandsidderne hadde han slet ikke nogen sympathi med; de hadde jo unegteligen selv stillet sig utenfor den bestaaende orden og ret, og der hang et uveir over deres hoveder: 21/6 utstedte Christian VI (fra „vort Slott Ottense”) ordre til cancelliraad Carl Deichman og assessor Truls Wiel (lagmanden) at træde sammen som commissarier for at undersøke strandsiddernes forhold ved den egenmægtige losning av et kornskib i Langesund. Dermed hadde altsaa myndigheterne slagt ind paa den av Lyche anbefalte vei til denne saks behandling, og dette blev 11/8 av Rantzau meldt til Ben­zon. Amtmand Esseman, som man ellers ikke hører stort fra, eftersom Skien hørte direkte under stiftet, hadde i en forestilling til rentekammeret talt strandsiddernes og bøndernes sak, og den fik Benzon da ogsaa til er­klæring (29/9). Imidlertid hadde han avlagt et besøk paa valpladsen og som det synes grepet saken fra den rette side ved at forlange specificeret oplys­ning om amtets behov for kornvarer og hvorledes dette fordeltes paa byer og bygder. Det var foged Schweder, som fik det hverv at levere dette dokument, dateret Søndre Brekke 17/9-36, og det væsentligste indhold av det værdifulde aktstykke er følgende:

 

I amtets 16 prestegjeld var der bare her og der en enkelt gaard som i middelsgode aar kunde brødføde familien. Resten maatte, selv i de allerbedste aaringer, kjøpe korn fra byerne, fra paaske til høst, mange helt fra jul til høst. Det samlede behov var 40,000 tønder, iberegnet malt. Herfra kunde trækkes 10,000 td., idet Tinn og halve Hjartdal fik sin forsyning fra Kongsberg; halve Fyrisdal og halve Kvitseid fra Arendal, og hele Drange­dal med halve Sannikedal fra Kragerø. Til den øvrige del av amtet trængtes altsaa en indførsel ved Skiensfjorden av 30,000 td., hvorav 20,000 td. faldt paa de utenbyes borgere, 10,000 paa Skien, idet fogden i sin bereg­ning gik ut fra det faktiske forhold: at brukseierne stod i forskud for dem som arbeidet for dem og handlet med dem. Skiens borgeres forpligtelser strakte sig over hele Hiterdal, halve Saude, halve Hjartdal, hele Seljord, og

resten sorterte under de utenbyes borgere, særlig de store jernverks- og sagbruks-eiere. Med hensyn til bybefolkningen stod Skien omtrent like med de 3 ladesteder, og de nedre bygder (Gjerpen, Solum, Eidanger og Bamle) var dels ved sin beliggenhet, dels ved forholdet til jernverkerne paa Bolvik og Fossum naturlig henvist til de utenbyes borgere. --- Av vedlagte ekstrakter fra Langesunds veierkontor (Isaac Leth) og veier og maaler i Skien Peter Kloumand Gerhardsøn fremgik at der i 1735 var losset ved ladestederne 12,544 td. av samlet indførsel 20,030 td. og i 1736 (efter privilegiernes fornyelse) til 27/8: 6040.1/2 td. av 22872 td. --- Skien, som trængte 1/3 hadde altsaa faat 3/4, og sat saaledes med nøkkelen til kornboden.

 

Alt i slutningen av august hadde Skiens borgere indledet en fredeligere politik end den steile fastholden ved det erhvervede privilegium. I en skri­velse av 28/8 til Benzon erklærte de sig villige til at lade kornfartøierne efter de 8 liggedage i Skien seile nedover igjen med resten av ladningerne og det usolgte korn, saa de utenfor boende kunde losse direkte til sine søboder istedenfor at fragte kornet ned fra Skien, dog under forsegling av Skiens veier og maaler samt kjøperne. Endvidere hadde de ikke forment de utenbyes at losse lovlig befragtede certepartier, naar der bare ikke øvedes „dolus malus” med simulerede certepartier efter fartøiernes indkomst til Langesund. Til gjengjæld forlangte de at beholde trælasthandelen ovenfor Skotfos undtagen for de dertil berettigede sagbruks vedkommende, idet de fremholdt den store fordel ladestederne hadde ved at kunne losse og laste utenlandske fartøier, som ikke kunde naa op til Skien. Og endelig gik de ind paa i nødsfald, naar is eller flom var iveien, efter fælles overlæg at tillate fri los­ning utenfor, uten at privilegiet derved skulde ansees krænket.

 

Dette var jo en rimelig løsning paa striden, og Benzon akcepterte programmet, dog med forbigaaelse av trælasthandelens regulering, som han fandt laa utenfor den foreliggende sak. I likelydende skrivelser av 12te oktober, til Skiens magistrat og de „velfornemme negotianter udj Porsgrund, Brevig og Langesund”, opstillet han sit forslag til overenskomst og dermed følgende eventuel kgl. resolution om forandring i privilegierne, og opfordret magistraten til at indhente de stridende parters erklæring herom. Disse erklæringer indløp i begyndelsen av november, og det viste sig da, at der fremdeles var dissentser, idet Skiens borgere fastholdt, hvad Benzon hadde utelatt, og ladestederne forlangte uhindret losning av 1/3 av de indførte lad­ninger av korn (og fedevarer). Saa stod man fremdeles fast, og Benzon beordret et fællesmøte, som blev avholdt paa Skiens raadstue den 27de november. Her møtte da 13 av Skiens borgere; fra Porsgrund Niels Aall, Hans Kierulf og Ditlef Bucha; fra Brevik Jacob Nielsen, Willum Schuldts og Christen Larsen Linx; fra Langesund Anders Kierchetorp, Herman Grubbe, Jørgen Erboe og (for Hans og Christen Lunds enker) Hans Lynow. --- Magistraten oplæste Benzons ordre med vedlagte erklæringer av 3die og

5te nov. fra parterne, hvorefter han „opmuntrede Samtlig tilstedeværende till Composition og forening”. Derefter erklærede Skiens borgere, at de var fornøiet med Benzons forslag, men forbeholdt sig om de utelatte punkter at indgaa med en forestilling til kongen; de utenbyes likesaa, idet de dog bebudet om sit tillægsforslag at ville sende 2 deputerede til Kra. for at forhandle med excellencen (>: Benzon).

 

Saaledes var striden fremdeles gaaende. 10de december avgav magi­straten igjen erklæring, idet Lyche fandt at maatte indrømme ladestederne den forlangte 1/3 av korn og fedevarer, medens Bredahl og Wendelboe nu som før holdt sig tæt i linie med borgerskabets fylking, som ogsaa denne gang møtte frem med en længere promemoria, og 24de december kom det store nummer: en av 25 borgere undertegnet ansøkning til kongen, hvorav de sendte Benzon en kopi med gode nytaarsønsker og i forvisning om at han vilde staa fast ved hvad han hadde foreslaat.--- Dette bønskrift gav paa 11 foliosider en fremstilling av, hvad der var passeret i aarets løp, og den vanskelige stilling hvori byen var kommen derved at velstand og virk­somhet stadig var gaat tilbake i de sidste 30 aar, mens samtidig ladestederne og de store utenbyes negotianter var tiltaget i en saa foruroligende grad at deres ældgamle by var truet i sin existence. Særlig vendte de sig mot de 4 jernverks- og sagbruks-eiere, Leopoldus sr. og jr., Nils Aall og Hans Kierulf, som uten at ha tat borgerskap drev en utstrakt handel med de til dem knyttede bønder baade i de nærmeste bygder og opover Telemarken, samtidig med at der av alle og enhver utover fjorden dreves smaahandel med de opseilende fartøier. „Allernaadigste Arve Konge, vi har som et fattigt Folck tied og bied saa længe at disse udenbyes bemidlede Familier er groet os gandske over Hovedet, saa vi icke nu veed paa anden maade at hæmme Deris overmagt end herved allerunderdanigst at nedlægge dette”.

 

Idet de derefter refererte de 3 punkter i Benzons forslag, som de hadde samtykket i, bad de kongen om at tilføie

 

I. „Ingen uden-Byes (Giemsøe Closter Priviligerede Brug undtagen) Negotierende eller Boende Borgere maa tilforhandle sig nogen slags Tømmer Last oven for Skaatfossen, uden alleene Saug-Eyerne at kiøbe Sangtømmeret, men at de uden-Byiske liigesom Borgerskabet i Scheen kiøber af Dem (>: Bønderne?) den i deris Eigner faldende Trælast, eller hvad de til Skibers Afladning i saa Maader kunde behøve igien maatte kiøbe i Fahret her ved Byen (hvor det almindelige Marked Stæd for Tømmerlast af gammel Tiid været haver) af Borgerskabet i Scheen, hvad Last som de behøvede her oven fra Scheen eller Tellemarchen”.

 

II ,,At ingen enten Jernverkes eller Saug-Eyerne eller andre maa bruge saadan Borgerlig Handel (dog de første som Proprietarier alleene at andsees) uden Hand har Soeret Eders Mayestæt og virckelig vundet sit Borgerskab, og at de som efterdags her i Districtet vil nedsætte sig og vinde Borgerskab, her til Stædet maatte blive Allernaadigst tilholdt at bygge og boe her i Scheen, paa det Byen igien kunde blive bebygget og Etableret.

 

Hertil føiedes endnu et ønske om fastsættelse av en mulkt paa 20 til 50 rd. for hver overtrædelse av privilegierne, saa dommeren eventuelt kunde ha noget fast at holde sig til. Og tilslut: Den allerhøyeste Gud lader Eders Mayestæt aflægge det tilstundende med mange paafølgende Nye Aar udi ald Selv behagelig Lycksalighed, til saa vel det gandske Høg Kongelige Huus som meenige Undersaatters fuldkomne Glæde. Hvorom uafladelig skal Sucke og bede Eders Mayestæts vores Allernaadigste Arfve-Konge og Herres Allerunderdanigste Arve-Undersaatter og allerringeste Tiennere

Hans Gregersen, Peder Olsøn, Rasmus Nielsen Schoufsgaard, Frans Petterson Cudrio, Ole Petterson, Joseph Collier, Jørgen Simonsen, P. Adtzleu, Johan Octavio von Cappelen, Zacharias Simonsen, Hans Smith, Jens Pyhll, C. Lund Bindrup, Diderich von Cappelen, Christen Jensen Stær, Frans Caspersen Cudrio, Jon Arnesen Jonsen, Hans Richelsen, P. Mosgaard, I. Halleen, Nicolaj Kall, Niels Halvorsen, Halvor Hansen, A. Pedersøn, Per Juell". —

 

Dermed var saken igjen indbragt for kongen, som forelagde den for rentekammeret til betænkning, og saa begyndte en ny rundgang mellem autoriteterne: rentekammeret skrev 3/4 37 til Benzon. Den 10de mai skrev denne til Skiens magistrat og meddelte, at kongen hadde paalagt ham at indsende betænkning om borgerskabets ansøkning av 21/12-36, samt at han inden han leverte sin indstilling gjerne vilde se de stridende parter forsonede. I det øiemed skulde da magistraten indkalde Simon Jørgensen og de øvrige underskrivere og forestille dem, at de udenbyes boende ikke av egen myndighet hadde tiltaget sig fri losning, men at de hadde gjort det i henhold til toldforordningen av 21/3-1691 og 23/2-1732 og under forutsæt­ning av denne frihet kjøpt sine ejendomme og nedsat sig i ladestederne. Derefter skulde magistraten endnu en gang sammenkalde baade inden- og utenbyesboende og forelægge dem følgende 3 punkter:

 

1. „At de uden byes maatte have frihed af de til Scheen ankom­mende danske og vesterlandske Fahrtøyer (endskiøndt de 8te liggedage icke vare forløben) at tilforhandle sig de vakre de hafde nødig, dog at det tilforhandlede Qvantum icke overgick een tredie deel af Ladningen, Samt at de med de selv samme eller andre Fahrtøyer maatte lade sig dem nedføre for at udlosses paa deres Søeboder og Lofter, dog icke ved Fahrtøyer­nes opseigling derom at maatte slutte nogen aftale eller accordt, saa og at saadanne Fahrtøyer af Byens veyer og maaler samt af Kiøberen ved af­seiglingen fra Scheen, om Kiøberen fant det fornøden, maatte forsejles for at icke noget af Ladningen skulde sælges undervejs til bønder og Strand-siddere.

 

2. At de uden opseigling til Scheen maatte udlosse paa deres Søe­boder og Lofter hvad vahre som de enten med selv ejende eller med Rig­tige certepartier loflig befragtede Skibe for deris egen Reigning hafver ladet sig tilføre, dog at dermed ikke nogen dolus malus verserer.

 

3. Naar det om vaaren og Høsten formedelst jis saint om Sommeren formedelst den Stærke Strøm er umuligt for de Seiglende at komme til Scheen, at da saavel til de uden Byes Borgere og Negotierende som til de i Byen boende, maatte tillades een frj Losning af Fahrtøyerne".

 

Hertil føiedes følgende advarende slutning: „Skulde de ved Magistra­tens imellem handling og giorde forestillinger icke endda være at bringe til forstaaelse, maae mig indberettes hvem af dem, som ere stridige til at antage disse Propositioner, og hvad Skiel de havd hafve sig derfra at unddrage, alt til min viidere allerunderdanigste forestilling derom til Hans Majestæt”.

 

Saa forelaa da de berømmelige 3 punkter igjen til behandling i et fællesmøte paa Skiens raadstue 1/6. Her møtte paa Skiens vegne Jørgen Simonsen og Petter Adtzleu, paa de utenbyes Willum Schuldtz og Hans Kierulf. Sidstnævnte erklærede at samtykke i forslaget „haabende at blive tilladt naar nødvendigheden Samme udfordrede og tilførselen af Korn og feedevahre til Scheen var saa Stor, de uden-Byes for deris 1/3 deel da maatte udtage een eller fleere Ladninger ligesom dennem maatte tilkomme, og med samme Fahrtøyer at Lade udføre til deris Søeboder”. --- Skiens Borgere fastholdt sit Standpunkt og rettet desuten en overmaade indtrængende hen­vendelse (av 3/6) til Benzon: „Det er en Sag som giælder dette fattige Stæd for Barn og Efterkommere, dets Ruin eller opkomst ligger nu paa vegtskaalen.--- Naadige Herre! Lad dette ogsaa bevæge dem, at forestille denne fattige Byes yderlige tilstand, at dend ringere end et Seculum haver lidt 4re gange Ildebrand, at der ligger endnu 27 øde tompter af de 42 efter dend seeniste, som i vore Tiider bliver ubebygt, saa længe forstæderne tiltager og bygges, at dette fattige Brug og Sauger staar hvert Aar i fare af vandflom, at der er kun Maaneders Brug og icke aars Brug, som dog forpligter os til jefnlig tilsiun og Bopæl her”. --- „Saa indstiller vi nu udfaldet udj Guds egen Direction, som først ville bøye deres Excellences forestilling og siden vor allernaadigste Konges Hierte til at confirmere det hand allernaadigst haver giort”.

 

Kongens avgjørelse faldt den 12te juli og blev ekspedert fra Benzon til Skiens magistrat den 26de s. m. Den var ikke videre gunstig for Skien, nærmest en avvisning av de specielle krav fra byens side og en oprethol­delse av det bestaaende forhold, med de modificationer som Benzon hadde foreslaat. For det første gav den kgl. resolution avslag paa ønsket om at negte de utenbyes boende borgere ret til tømmerhandel ovenfor Skotfos: ,,De skal og bør Participere udj Byens Privilegier og icke meere end deres medborgere tvinges til at kiøbe Lasten af andre end af bonden, ligesom og borgerne udj Scheen icke heller kand betages frihed til hos bønderne uden for byen at indkiøbe smaa Laster naar de derved kand finde bedre Reig­ning end at kiøbe den hos deres medborgere udj Porsgrund, Brevig og Langesund".

 

„Belangende den 2den Post, da ville vij allernaadigst at jngen Jernverks- eller Saug-Eier maae bruge Tømmerlasthandling, endskiøndt de skatter til byen, uden de haver vundet deres borgerskab, medmindre de er Characteriserede Persohner, da dem tillades at drive deres handel uden at tage borgerskab, naar de ickun svarer alle de onera (>: byrder) som dem med billighed kand tilkomme og paalægges at contribuere til byen, alt i følge den Kg]. anordning af 17de Sept. 1714; mens at imponere (>: paa­lægge) alle dem som efterdags udj Schiens District vil nedsette sig og vinde Deres borgerskab at de skulle bygge og boe udj Scheen befinde vij be­tenkeligt i henseende til byens Situation og Toldboden, som fra Scheen til Porsgrund er forfløttet, hvorfore vij allernaadigst ville, at de som bruger Næring, skal være forpligtede at vinde deres borgerskab til Scheen, og til byens udgifter at contribuere, alt hvis dem med billighed kunde blive paa­lagt; hvorimod de skal have frihed at nedsætte sig hvor de vilde, enten udj Scheen, Porsgrund, Brevig eller Langesund, efterdj disse sidste Trej navngivne Stæder dog ansees som Byens Forstæder”.

 

Med hensyn til det punkt hvorom striden nærmest stod, kornhandelen, sluttet den kgl. resolution sig fuldstændig til Benzons ovenfor meddelte 3 propositioner, som saaledes blev det endelige resultat: „I det øvrige ville vij, at det skal have sit forblivende ved de af dig (>: Benzon) under 10de Maij sidstleden for borgerskabet giordte Propositioner”.

 

Idet Benzon 26/7 meddelte Skiens magistrat dette, med gjentagelse av de 3 propositioner, fornyet han ogsaa den til no. 3 føjede opfordring til at indberette, hvem som var „stridige”; heri tør man vel se en tilkjendegivelse av at myndigheterne nu vilde ha en ende paa striden.--- Avslutningen blev saaledes en seir for Benzons politik: at mægle og saavidt mulig gjøre ret og skjel til alle sider. Skiens borgeres lidenskabelige appel til Christian VI's følelser hadde forfeilet sin virkning, forsaavidt den tilsigtet at stanse ladestedernes naturlige utvikling og endog avklippe deres livstraad, og heri var resolutionen mere overensstemmende med senere tiders opfatning end med det stramme gamle privilegiesystem. Derimot var det samtidig et offer til tidens rangsyke, naar de „charakteriserede” utenbyes negotianter (i strid med den kgl. avgjørelse av 1714) fritoges for at tage borgerskap og indordnes under byen. Som indehavere av en kancelliraadstitel m. m. kunde de rike negotianter optræde som byens konkurrenter uten at besværes med kommunale forpligtelser.