I

 

Indledning. - Toldregnskaper. Accise.- Skiensfjordens handelsflaate. -

Magistratens bybudget 1732. -
Strid om opnævnelse av overformynder. -

Broen til toldboden i Porsgrund.

 

 

Den store ildebrand i 1732 er en av de synligste merkepæler i byens historie. Den traf byen under den sterke utmattelse efter den store nordiske krig, og idet den betegner lavmaalet av denne nedgang, danner den tillike utgangspunktet for en ny opgang. For Skiens borgere holdt ut, og byen reiste sig baade av asken og nedgangen.

 

Den sammenhængende skildring av byens næringsliv og øvrige forhold er i første bind av dette verk ført frem til brandaaret, idet der samtidig blev gjort rede for manglerne ved den vigtigste kilde, toldregnskaberne. Næsten hele den første halvdel av det 18de aarhundrede (1700-1749) fremviser her et gapende hul i det nødvendige materiale, idet opgaverne over indførsel og utførsel mangler; til gjengjæld er der i et snes aar fra 1695 i retsprotokollerne indført opgave over utekspederede fartøier, deres ladning, eiere og førere, hvorved det blev mulig at levere den i bind I, side 25 givne fortegnelse over handelsflaaten i disse aar. Endvidere er der bevaret revi­sionsantegnelser til de forsvundne regnskaber, for mange aars vedkommende med tilføiet generalextract, saa man derigjennom kan følge indtægternes stigen og synken, likesom sagbruksregnskaber for enkelte aar gir gode oplysninger. Og for 2 aars vedkommende, 1731 og 1733, er fuldt regnskap bevaret, saa man der har anledning til at pløie dypere, ved et merkelig træf netop aaret før og aaret efter branden. Det blir derfor nødvendig, inden fremstillingen føres videre, at gripe litt tilbake og se nærmere paa et og andet, indtil vi igjen staar foran flammehavet fra den store ildsvaade i 1732.

 

Tilvirkningen av trælast, hvorpaa virksomheten ved Skiensfjorden først fremst berodde, var regulert og indskrænket ved privilegier og nøiagtige bestemmelser om hvormange bord man hadde lov til at skjære ved distrik­tets 70—80 sagbruk (en fortegnelse over disse, med opgave over skjørselen, vil senere bli meddelt). Men man følte sig ikke i Kbhvn. tryg paa, at reg­lerne blev overholdt, og da opgaverne over den tiende som skulde betales av skjørselen (foruten utførselstolden), fulgte med toldregnskapet, holdt rentekammerets revisorer sig til tolderen, uagtet ansvaret i første instans hvilte paa fogden og hans underordnede, som skulde holde øie med skjørselen.

 

I antegnelserne for 1707 gik revisionen strengt irette med tolder Anders Arentzen for manglende opgaver over skjørsel og utførsel. Han hadde fremlagt en attest fra foged Hercules Weyer, men den blev funden util­strækkelig og „til ingen nøtte”, og rentekammeret gav tolderen en alvorlig skrape gjennem følgende decision :

 

„Det havde woren bedre at Tolderen havde fremlagt nogen bevislighed for denne Post isteden for denne og forrige witløftige Deductioner hand giør, som mand ikke kand wide hvorwit man kan troe af. Og som dend udi Antegnelsen forlangede underretning Høy fornøden til at wide den Rig­tige Skuur paa Saugerne, saa burde Tolderen icke have vaaren saa forsømmelig udi at holde Rigtighed her over, og som Cammeret denne Post icke kand lade Passere, saa udsettes den til nærmere eftersøgning af Com­missionen og Gen. fiscallen naar de til Toldstedet kommer”.

 

I antegnelserne for 1708 gaar saken igjen. Tolderen undskylder sig med, at han ikke kan faa mere tilfredsstillende erklæring fra fogden, og revisionen siger at Weyers attest ikke er indrettet efter Cammer-Collegiets ordre af 2/2 1695 og siden ofte ergangne befalinger. Tolderen paalægges derfor at forskaffe rigtighed for skjørsel, udførsel og beholdninger 1704-07, til conference med Tiende-journalen.

 

Det stod ikke bedre til i det følgende aar med foged Weyers forhold til saken, men av tolderens erklæring ser man, at der nu gjordes anstren­gelser for at skaffe de forlangte oplysninger.  ,,Andgaaende den forlangede Rigtighed om Saugskiørselens Endelig Beholdninger, Saa er nu samme Welbaarne Hr. Etats Raad og Ambtmand Adelar ved sin Hiemkomst fra Slodslowen udj Christiania insinuerit Specification for alle de Sauger under dette Tolderies District, deris Beholdninger, som hand og har ordinerit vedkommende Lensmænd og Mænd, som samme nu undersøger, saasnart rig­tighed erholdes, som med første er ventende, skal det strax vorde nedsent, oc forhaaber jeg nu dermed ved hans Assistentz at naa dend forlangende rigtighed”.

 

Det fremgaar herav at amtmand Adeler har fundet det nødvendig at ta sig av saken, og revisionen antegner i en „hostegnelse”, at naar denne tolderens erklæring efterkommes „kand denne Post komme Engang til Rig­tighed”. Decisionen gik i samme retning. Imidlertid oplyses samtidig at foged Weyer var „fra tienisten” og hans eftermand ogsaa død[1]), og der foreslaaes at assessor Ryssel beordres som autoriseret fuldmægtig under amtmandens fravær i Slotsloven, til at undersøke og attestere lensmændenes optællinger ved sagbrukene.

 

1713 12/8 fik Adlers efterfølger Jacob Lindberg ordre fra Rentekammeret om at tilholde fogderne den rigtige avfattelse av disse „designationer”, med den utvetydige trudsel at det „paa Vedkommendes Ansvar vil ankomme, om nogen urigtig Omgang hermed i Dag eller Morgen skulle opdagis; og tolderen paalægges fremdeles at skaffe de forlangte bevisligheder og opgave over beholdningerne. Denne gang redder han sig ved at henvise til en forventet erklæring fra amtmand Lindberg. Men det følgende aar er spetaklet fremdeles gaaende, med en lang revisionsantegnelse og en erklæring fra tolderen, som tydelig viser at det er hos amtmand (og fogder) skylden hviler: „Jeg har formedelst jeg icke self boer udj Scheen oc stedse kand giøre Erindring til Hr. Cancelli Raad oc Ambtmand Lindberg derfor maat antagit en fuldmegtig udi Byen, allene for at stedse giøre Paamindelse hos velbemeldte Hr. Ambtmand, Saa har det dog ej videre til Dato frugted end at Amtmanden til førstkommende 8 February har ladet indkalde Enhver Saugeier for at Examinere disse udsatte Beholdninger oc derover tage it fuldkommet Tingsvidne, som formodis dermed skal naa sin rigtighed. Dog foregiver velbem. Hr. Amtmand iche at have faat Min Høi Herres Missive

af d. 13 April 1715. Saa at om dend forlangte aarlig Disignation fra Fogden nogen sinde skal for mig erholdis, maa det endelig skee ved min Høye Herres gunstige ordre, thi ellers frygter jeg det icke vil naa nogen Endelighed dermed, enten fra Ambtmand eller Fogden, hvilket har verit Aarsagen at ieg har maat betiene mig allene af Saug Eiernes tilstaaelser og forklaringer med hvis til Lensmændene og 2de Laugrettes Mænd er optællet, og skeed, efter Ambtmandens paategning, som er alt hvis ieg fra ham til Assistents har kundet erholde”.

 

Der skulde endnu udgydes adskillig blæk inden disse regnskaber kom i den rette skik og orden. 18/1 1716 utstedte Rentekammeret en meddelelse om, hvorledes fogdernes fortegnelser skulde avfattes og attesteres; amtm. Lindberg avholdt virkelig det ovenfor omtalte tingsvidne i sin bolig paa Mela, hvortil tolderen henholder sig, fogderne leverte sine „designationer”, og litt efter litt lærte tolderen at give tilstrækkelig nøiagtige oplysninger til „tiendebogen”. At 3 fogder døde netop i disse aar (Weyer, Ørn, Kragh) bidrog selvfølgelig til at øke vanskeligheterne. Paa et enkelt punkt ser man, hvorledes de 2 rikers forskjellige naturforhold gjorde det vanskelig for kontorstyret i Kbhv. at komme tilrette med visse uregelmæssigheter. Det var tillatt at skjære et visst antal bord ved hver sag; hvorfor utnyttedes ikke det tillatte maximum? Saa maatte da tolder Arentsen forklare at alle sagbrukene her omkring var flomsager, som bare gik høst og vaar under snesmeltning eller regn; sommetider var vandløpet for stort, til andre tider var der tørke og forlitet vand.

 

Der kan vel ikke være tvil om at det har hat sine vanskeligheter for datidens lavt gagerte embedsmænd at holde sig stramme likeoverfor de næringsdrivendes lyst til at gjøre mest mulig ut av sit og slappe litt paa de baand som systemet hadde lagt paa næringsfriheten. Ogsaa ved ut­skibningen av trælasten gik misligheter isvang: „Tiid efter anden (siger en antegnelse til regnsk. for 1716) er her udj Rente Cammeret indkommen adskillige andragelser om dend stoere Underslæb og urigtighed som saa vel ved dette som de øfrige Syndenfieldske toldsteder gaar udi Svang ved udskibede trælaster angifuelse og fortiending”. -- Utskiberne angav nemlig trælasten til en ringere bonitet og værdi end den virkelig repræsenterte, for at faa lavere toldsats, og det indskjærpes toldpersonalet at passe godt paa; men skimter endog en „inqvisitions-commission”. Tolderne indleder vistnok sin erklæring herom med en bemerkning om at „det feiler vel iche at joe adskillige u-rolige Hoveder saavel Hans Kongl. Mayt. som de Høye Herrer altfor megit recommendere med mange oc falske Andragelser om En oc anden underslæb oc u-rigtighed ved Toldstæderne”, men han indrømmer dog at særlig „Dehler” (bord) mellem sælger og kjøper utbringes til høiere pris end det „tit og ofte erfahres”, trods betjentenes motstand, og at paa grund av tolddistriktets store utstrækning og det i forhold dertil faatallige personale kan (særlig i Langesund, hvor mange skiber søker havn mot uveir) „adskillig praktiseres”, førend betjentene kan komme derut. Forholdet var jo det at toldboden var i Porsgrund; Brevik hadde 1 betjent og de 2 yderpunkter Langesund og Skien ingen! Tolderen foreslaar derfor personalet forsterket med en „god Toldbetient”; man ser ogsaa at han hadde lyst til at ha myndighet til engang imellem paa Kongens vegne at kjøpe en trælastladning for dens angivne værdi og derefter sælge den for en sikkert høiere pris.

 

Om accisen oplyses, at ifølge ældgamle privilegier (der paaberopes endog en fra kong Christiern, dat. Mariæ bebudelsedag 1408[2]) skal Skiens borgermester og raad nyde 2 sk. pr. td. gods av alle indførte varer i Skien og ladestederne og 1 sk. pr. dalers værdi av al ind- og utførsel undtagen trælast. I 1712 forlangte renteskriveren at ifølge toldrullen av 1691 skulde 1/3 av accisen gaa til vedlikehold av toldbod og brygge i Langesund, og i den anledning møter da magistraten med byens privilegier. Det var me­ningen at kræve denne 1/3 helt fra 1691, men der svares at dette var umu­lig, da den tids magistratspersoner var døde og hos deres fattige efterlatte intet at faa, og den nulevende magistrat trængte accisen for at kunne leve. Enden blev (se bind I, s. 138) at stiftamtm. Tonsberg lagde beslag paa accisen, indtil de nødvendige reparationer i Langesund foretoges, og ved magistratens suspension i 1716 blev den selvfølgelig indeholdt indtil videre. For 1717 var det 466 rdl. 62 sk. -- I en decision til regnskabet for 1718 heder det: „Siden Accisen tilkom Magistraten i Scheen at oppeberge og nyde, Saa faar de self sørge for dens inddrivelse”.

 

Accisen, som var en indførsels-told paa visse slags varer, forekommer derfor ikke i general-extracterne fra denne tid, som idethele er meget enkle og omfatter nogle faa poster: Beholdning, ind- og utgaaende told (i en sum) betalt i croner, trælasttiende (i courant), consumption av vin-vare, stemplet papir, fyrpenge til Lindesnes (fra 1725) og i 1718-20 „cronlagie”, >: 1 % agio. I 1730 opføres som toldsvig et beløp paa 151 rd. 19 sk. hvorom det heter: „Føres, efter Ordre, til Indtægt, som for Hans & Christen Lund samt skipper Christen Grube, for defraudation i Hs. M.s Told-Intrader efter en af Høistbemelte Hs. M. allernaadigst approberet Commissions-Dom (av 31/5 1729) er inddreven”.

 

Ifølge kgl. resol. av 18/3 1720 skulde toldregnskapet indsendes en maaned efter avslutningen. Men i 1722 indkom hovedbogen til rentekammeret 24/4, tiendejournalen 11/6 og contrabogen 25/6. I den anledning oplyser tolderen at „ingen lejlighed var i Stavern”, men at borgemester Russel hadde tænkt at sende sin galei, som blev seilklar 12/4. Tiendejournalen var forsin­ket ved at vente paa fogdens designation ( >: opgave over skjørselen), og contrabogen maatte vente til næste post, da postvæsken ikke kunde rumme den foruten brevene. Hovedbogen blev sendt med expres til Kristiania. -- Denne redegjørelse er 30/9 1723 undertegnet Dorothea sal. A. Arentz, som altsaa optraadte paa sin avdøde mands vegne. --I 1730 levertes regnskapet ogsaa av en enke, afgangne tolder Hans Kofoeds, Cathrine Susanne f. Brandenborg. Hun kunde ikke klare mandens gjeld, og kautionisterne var enkerne Anne Kofoeds og major Acheleies.

 

 

Listen over toldindtægterne 1700-1732 kan efter de bevarede general‑
extracter opstilles saaledes (med uteladelse av skillings-beløp):

 

1700: 24,881 rd.            1722: 32,012 rd.

1701: 25,630 „               1723: 31,581 „

1702: 19,119 „               1724: 27,186 „

1703: 17,424 „               1725: 26,373 „

1704: 19,420 „               1726: mangler

1705: 21,682 „               1727: 21,227 „

1706-17: mangler          1728: 19,190 „

1718: 34,716 „               1729: 21,102 „

1719: 31,623 „               1730: 24,890 „

1720: 32,728 „               1731: 16,986 „

1721: 26,256 „               1732: 19,440 „

 

Tallene i denne række viser først en tydelig nedgang i de nærmeste aar efter det første utbrudd av den store nordiske krig. Det har vistnok virket allarmerende og trods den hurtige fredsslutning gjort folk utrygge.
Det store hul i rækken 1706-17 gjør det umulig at se virkningen av krigens fornyelse i 1709, men naar det høieste tal i rækken er samtidig med Carl XII’s døds-aar, maa der være en sammenhæng. Det høie tal maa betegne en opblussen av en ved krigen længe hemmet virksomhet, og dette opsving holdt sig i en række av aar. Men saa melder avmattelsen sig, og der indtræder en ny nedgangsperiode, hvis laveste tal er aaret før branden.

 

Under skattetvisten med amtmand Nobel gjorde Skiens borgere i møtet paa raadstuen 11/2 1717[3]) ganske kraftig rede for den voldsomme nedgang i handelsflaaten, og det er vanskelig nok at forstaa, hvorledes de i 1718 med disse gjenværende stumper har klaret den forhøiede utførsel; antagelig er denne besørget av fremmede fartøier. Hvad der blev av deres skibe, kan der heller ikke skaffes nærmere oplysning om, undtagen for enkelte fartøier. Saaledes heter det i antegnelserne for 1713: Anne Arnolds skib Engelen taget af en svensk kaper; Anders Nielsens skib Abrahams Offer forlist ved Sogndal; Gethsemane, Fortuna og St. Anna solgt til England. Det var meget paa ett aar. Og i 1714 gik den store trælastdrager Havmanden (paa 237 læster, ført av Job Christensen Arveschau) samme vei; den blev solgt til William Rogers av Whitby. „Solgt, kapret, forlist” var formlen for den stolte flaates undergang.

 

Toldregnskapet for 1731 opfører som hjemmehørende fartøier: 6 skibe, 1 smakke, 7 kreierter, 1 brigentin, 1 hukkert, 1 galiot, 1 skute og 7 jagter, tilsammen 22 stykker. Naar dette ikke stemmer med borgemester Lyches opgave (17) i hans „beretning” fra samme tid (trykt i b. II), kommer dette sikkert derav, at han ikke har medregnet jagterne, som bare var paa 2-3

læster. I regnskapet for 1733 opføres 23, hvorav 9 jagter. Sammenholder man oplysningerne fra disse to regnskaper, kan man identificere føl­gende fartøier og fordele dem paa Skiensfjordens byer saaledes:

 

Skien.

Skib Dronning Anna, 151 læster. Bygget i Arendal, 27 aar. Ført av Rasmus Simonssøn, Claus Jochumssøn.

Kreiert, 17 1. Ført av Peder Rasmusson.

Smakke De jonge Tobias, 25 1. Bygget i Holland. Ført av Oluf Pettersen, Peder Simonssøn.

Galiot Fortuna, 26 1.      Ført av Halvor Jobssøn, Jørgen Erboe, Herman Grubbe.

Kreiert, 20 I.                 „           - Gjert Bentsen.

Kreiert, 20 1.                „           - Christen Jenssøn Stær.

Galiot, 3 1.                   „           -           „

 

Porsgrund.

Skib Claus Bertel, 156 1. Bygget i Kragerø, 21 aar. Ført av Halvor Borse. Brigantin, 15 1. Ført av Erich Simonssøn.

(Hukkert eller kreiert) St. Peter, 20 1. Fort av Nils Bugge.

 

Brevik.

Skib Fides, 37 1. Ført av Jens Schaaning.

St. Anna, 54 1. Bygget i Frankrig. Ført av Christopher Manal.

La belle Elisabeth, 84.1/2 1. Bygget i Holland. Ført av Nils Grubbe.

Kreiert Sorte Oksen, 18 l.                Ført av Petter Gjerlew.

Kreiert, 16 1.                            „           Willum Poulsen.

Skute, 6.1/2 1.                          „           Anders Mortensen.

Jagt, 3 1.                                  „           Iver Iversen.

 

Langesund.

Skib Marie, 127.1/2 1. Bygget i Aaby, 8 aar. Ført av Petter Chr. Jørgensen, Claus Grubbe, Herman Grubbe.

Hukkert, 15 1. Ført av Jørgen Erboe.

Hukkert Haabet, 17 1. Ført av Iver Jørgenssøn Grøngaard.

 

Jagterne og deres førere faar man ingen greie paa. Av baatførere nævnes fra Skien: Frants Nilsen, Jens Worchum, Hans Bingholt, Jens Ha­derslev; deres fartøier var paa 1/2-1 læst.  De større fartøiers tonnage er liten, sammenlignet med den foregaaende periodes dimensioner; der er ingen „capitale skibe” i denne række, og der gik temmelig lang tid, inden der igjen kom nogen. Bestemmelsesstederne var i 1731: Kjøbenhavn, Slæ­ben, Ebeltoft, Nykjøbing, Flensborg, Horsens, Randers, Hobro; Danzig; Amsterdam, Dipen; St. Valerie, Dunquerque; London, Newcastle, Portsmouth, Southhampton; Bergen, Arendal. -- Av anløp fra fremmede steder var der 57 fra Danmark og hertugdømmerne, 34 (?) fra Tyskland, 73 fra Holland og 33 fra England; fra Norge 116.

 

Av trælast utførtes i dette aar 155,100 bord (foruten rundlast og andre sorter); av jern 2920 skipp. 12 lp. 1 p. -- Den vigtigste indførselsartikel, korn, figurerer med 4473 td. samt 154 td. erter. Altsammen, saavidt man kan skjønne, svakt og utilstrækkelig.

 

-------------------

 

Det maatte under disse forhold vække forundring, da magistraten i 1732 ved midsommertid fremlagde et by-budget, og dermed sammenhørende skatteligning som krævet omtrent det dobbelte av hvad man var vant til. Først var der en restance paa 156 rd. 6 sk. til sognepræst Hesselberg (48-1-8), kapellan og rektor Steenbloch (77-2-22) og opsynsmand ved kirkens urverk Ole Jensen Stær (30 rd. for 1.1/2 aar); men til avdrag herpaa hadde man nogle indtægter, deriblandt 40 rd. fra Fossum jernverk (ifølge en avgjørelse av rentekammeret), saa der blev igjen 66 rd. 14 sk. at utligne. Men saa kom en række fordringer fra magistratens side, som vistnok for endel var ganske vel begrundede, men hvoriblandt der ogsaa fandtes flotheder som burde gjemmes til bedre tider: Reparation av Langefos bro (31-2-22); klæder til fattigfogden (19-2-18); stenlægning av torvet og raadstueplassen (150); forbedring av Bratsberg-broen (10); bro over bækken ved Raadstueplassen (37-2-0); en landgangsbro ved Bryggevandet (80); uniform til borgerkompaniets 2 tamburer, fane til kompaniet m.m. (95-2-14).

 

Her er i denne fortegnelse ganske vist dels høist nødvendige, dels ønskelige ting. Langefosbroen synes at ha været et av byens smertensbarn, eftersom dens mangelfulde tilstand endnu 100 aar senere voldte en injurie-proces mellem amtmand Løvenskiold og redaktør Feilberg. Kverndalsbæk­ken løp i den tid og langt utover aapen gjennem byen og skaffet uleilighet under flom, saa den bro var nok paakrævet; og planering og stenlægning av torvet høres jo noksaa rimelig, skjønt der nok var andre ting som det laa likesaa nær at tænke paa (f. eks. bygning av et arrestlokale, hvorom mere nedenfor). En landgangsbrygge synes man jo ogsaa maatte høre til de for en søstad nødvendige „proprieteter”; men det er vanskelig at holde smilet tilbake, naar man læser følgende begrundelse: „Til een Broe ved Bryggevandet, hvor især hans Mayt. om han een gang allernaadigst skulle ville beværdige dette Ringe stæd med sin høje nærværelse, Saa og til Com­modite for allerhøist bem.te Hans Mayts. høge Betiennings Mænd som hid er forventende, at stige i Land paa, da den og siden kan blive publico til nytte”. ---! Og saa er det de 2 tamburer, fændelen og andre „proprieteter” (>: eiendeler) til borgerkompaniet. Ingen kan fortænke stadskapteinen (Mads Gram) i at han gjerne vilde ha litt militær-utstyr til sit kompani for at kunne marsjere med flyvende fane og klingende spil (sammenholdt med begrundelsen av landgangsbryggen maa man tro, at et forventet kongebesøk av Christianus Sextus satte dem griller i hodet). Men var det nu tider til slikt utstyr? Byens borgere mente nei, og denne mening gav sig ganske kraftige utslag. Først rettedes trykket mot de 12 ligningsmænd, hvorav 3 imidlertid ikke hadde været tilstede (Porsgrund var repræsentert av Thomas Bugge, Brevik av Christen Larsen; de øvrige var Skiensfolk). Ligningen var dateret 25/6 og 3 dage efter skrev 11 av de mere fremtrædende borgere et høitidelig brev til 4 av ligningsmændene (,,taxerborgerne”) og spurgte sine „høytærede velfornemme Venner og Medborgere Messieurs Peder Olsen, Hans Smith, Nils Anderssøn Weyer og Thomas Bugge” om hvorledes de hadde kunnet være med paa den forhøiede ligning. De svarte og undskyldte sig med at magistraten hadde paalagt dem at ligne den opstillede sum „under tiltale for overhørighed”, hvorfor de fralagde sig at ha bifaldt eller godkjendt summen.

 

Samtidig utfærdigede borgerne en av 13 mand underskreven henven­delse til stiftsbefalingsmanden, generalmajor Reichwein, hvori de fremstillet saken og i sterke uttryk skildret næringsveienes forfald og klager over magi­stratens fremgangsmaate, som de beder stiftamtmanden om at irettesætte vedkommende for og tilholde dem herefter „Byeschattisligningen meere uinteresseret efterdags at tractere”. -- Dette hjalp. Et par maaneder efter (27/8) gav Reichwein ordre til at utelade av ligningen de fleste av de extraordinære poster, til et samlet beløp av 354 rd. 32 sk., og dermed hadde borgerne i det væsentlige faat medhold, og den velædle og velvise magi­strat hadde lidt et grundig nederlag. Hele affæren viser tydelig, hvorledes magistraten nu følte sig som en gruppe av statstjenere, mens de tidligere var fremgaat av forretningsverdenen og stod i nær kontakt og forstanelse med denne.

 

Ser man nærmere paa ligningsdokumentet og sammenholder det med skattemandtallet fra 1712-13, ser man tydelig nedgangen i den gruppe av
næringsdrivende borgere, som egentlig bar byrden, omtrent fra 40 til 20. I 1720 er det familien Wesseltoft, som er dominerende i selve byen: Simon Jørgensen (48 rd.), Jørgen & Zacharias Simonsen (50). Derefter kommer Hans Gregersen (38), Peder Baar (24), Frants Pettersen (Cudrio) (18), Petter Adtzlew (20), Caspar Becher (20), Ole Pettersen (16), Nils Weyer (13), Johan von Cappelen (13), Diderich von Cappelen (8), Christen Stær (10), Nils Andersson Weyer (12), Jørgen Tvedt (10), Iver Blær (7), Hans Stenhoft (8), Peder Olsen (10), Rasmus Simonsen (10). Blandt enkerne et par formuende: Isabelle Arne Jonsens (10-2-0), Bolette Jacob Jonsens (11) og Else Boye Pettersens (7).  I Porsgrund: Hans Kierulf (22), Gunder Solvesen (24) og Job Christensen Arveschau (10). I Brevik: David Christie (17), Jacob Nielsen (24) og Søren Berg (10). I Langesund Magdalene Hans Lunds (12). Hertil kom da utenbyes negotianter: Leopoldus sr. (56) og Leopoldus jr. (23), Adlers arvinger (15), Fossum verk (20) samt de gamle vedtagne bidrag fra Kragerø (24) og Kristianssand (10).

 

 

-------------------------

 

Da Skiens borgere forfattede sin klageskrivelse, hadde de adressaten like i nærheten, hvilket de formodentlig var vidende om; han opholdt sig nemlig paa Bjørntvedt (hos Leopoldus), hvorfra han 29/6 skrev til Skiens magistrat og meldte, at han næste morgen kl. 9 vilde være paa Skiens raad­stue. Her skulde da magistrat, byskriver og byfoged indfinde sig med sine protokoller; endvidere borgerskabet, overformynderne, formynderne, kjæm­nerne, med flere. Den nye stiftsbefalingsmand vilde altsaa mønstre sine folk og se efter om alt var i orden. Paa reisen fra Kristiania hadde han i Tønsberg faat en forsmak paa de ærgrelser hans undergivne kunde skaffe ham, idet byfoged Frustrup ikke var at formaa til at fremlægge sine proto­koller, som det siden viste sig at han hadde forfalsket, hvorfor han blev suspenderet (brev av 14/7 fra Reichwein til geheimeraad Rosencrantz). Det maa imidlertid ha gaat fredeligere til i Skien, uagtet der jo var gjæ­ringsstof nok; for der er ingen protokollation i magistratens protokol eller andre spor efter møtet, som forøvrig gav Reichwein anledning til at faa et personlig indtryk av det hele personale og med egne øine ta forholdene i øiesyn. De avgjørelser han tok i tiden nærmest efter besøket viser at han ikke sværmet for faldefærdige broer og brygger, men hellerikke var uvillig til at lempe fordringerne efter byens kaar. Først det nødvendige, derefter det behagelige.

 

Det er allerede ovenfor meddelt at Reichweins avgjørelse av skattetvisten gik i borgerskapets favør, med et betydelig avslag i magistratens fordringer; for at forstaa vanskeligheterne i en anden foreliggende sak, hvor magistraten ogsaa stod i kampstilling, blir det nødvendig at gaa et aar tilbake i tiden.

 

Striden om opnævnelsen av en ny overformynder gaar tilbake til 1731, stiftamtm. Tonsbergs sidste embeds- og leve-aar. Magistraten hadde som efterfølger efter Casper Becher, hvis funktionstid utløp om nogen tid, fore­slaat Ole Cudrio, men denne hadde fundet et paaskud til ialfald midlertidig at slippe fra det. 27/8-31 skrev da magistraten en længere forestilling herom: De hadde 3 gange skrevet og meldt den slette tilstand, hvori de umyndiges midler var, og en av hovedgrundene var, at overformynderstil­lingen var i saadanne folks hænder, som ikke gad arbeide for at beskytte og haandhæve de umyndiges gavn. Nu hadde magistraten valgt Ole Pettersen Cudrio som den likeste av alle tilbakeværende borgere, men da Tonsberg har behaget at „relaxere” ham midlertidig, saa bad de om at Jacob

Nielsen, medhjælper i Brevik, maatte utnævnes i Cudrios sted. Dette gik Tonsberg ind paa, med den begrundelse at vistnok skulde medhjælperne som regel forskaanes for andre hverv, men da Brevik var utenfor Skiens jurisdiction, og Jacob N. var borger av Skien, saa kunde Tonsberg „condes­cendere” (!) i forslaget.

 

Jacob Nielsen visste imidlertid raad til at slippe fra det ubehagelige hverv. 10/1-32 møtte han paa Skiens raadstue med en kgl. bevilling av 14/12-31, at han skulde være fri, da han bodde „2 sterke mil” fra Skien og ikke uden sin ruin kunde paatage sig embedet. Til denne avgjørelse hadde kongen endog indhentet betænkning fra amtmand Wærnschiold paa Hafslund. Saa maatte da magistraten skrive til den nye stiftamtrnand, Georg Reichwein, og melde dette: „Saasom her nu ingen Ober-Formynder er at face, og Ober-Form. Caspar Becher Hylles Tid inden føye tid expi­rerer, saa er vi høylig foraarsagede til voris videre precaution i fremtiden at udbede os Deris Welbaarenheds høye sentiment. Baade de umyndige og magistraten vil ruineres, saafremt ikke Deris Welb. paa en kraftig Maade behager at understøtte dette fattige agoniserende (>: døende) Publicum”.

 

Efter dette gjaldt det endmere for Ole Cudrio at finde en ny utvei, og hertil rakte sogneprest Hesselberg ham en hjælpende haand ved at anbefale hanl til at bli hans medhjælper. De nuværende, Simon Jørgensen og Peder Baar, var alderstegne mænd, den ene over, den anden nær 70 aar, og hadde ofte forfald. I en skrivelse av 12/5 til magistraten anbefalte derfor Hesselberg Cudrios opnævnelse til medhjælper, saa meget mere som C. hadde lovet at gi 100 rd. til en bygning for fattigskolen. -- I sin erklæring herom svævet magistraten hit og dit i pyntelige talemaater og priste naturligvis den eventuelle gave, men summen var dog at Hs. Velærværdighed selv maatte skjønne, hvor vanskelig det var for magistraten at anbefale an­dragendet.  Desto kraftigere lagde magistraten ivei i en skrivelse av 28/7 til Reichwein, som sedvanlig broderet med fremmedord: „Da alle formu­ende Borgere og Negotianter, saa mange som inden og uden Byen findis, er omgjerdede med kgl. allernaadigst Dispensation at maae være fri og for­chaanet for alle Byens Bestillinger, og det øvrige antal af Byen og dessen Districts Indvaanere er enten et Compositum af Høkkere, Haandværks-Folk og gemeene Arbeidere og Strandsiddere, som deels slet intet possiderer, men er fordybet i gield og vitløftighed, deels og eximeret (fritaget) for Byens Jurisdiction og til Amtet henhørende, saa er deraf causeret den ulei­lighed, at Ober-Formynder-Embedet, som ellers stædse af 2de Borger Mænd har været bestridet, nu et ganske Aar omkring har maattet dependere ikkun af een Mand, nemlig Ober Form. Caspar Becher Hylle, hvis tid efter Loven om et halvt aars forløb er expireret, saa at der da vil blive en dobbelt vacance at erstatte”. -- Nu var bare een tilbake, som kunde nævnes, nemlig Christen Jenssen Stær. De 2, som tidligere var foreslaaet, var

„echapperet”, og magistraten var overbevist om at den her nævnte vilde „lægge alle aarer om borde” for at opnaa kgl. dispensation baade for denne og andre byens bestillinger. Man kjendte paa forhaand hvad han vilde bringe i marken: at han under krigen hadde været i søtjeneste og nu var skipper. Men han hadde bare tjent en kort tid, for at lære sømandsskab, og nu da han ante uraad, hadde han paa toldboden pro forma ladet sig indskrive som skipper, uagtet han i virkeligheten drev fast handel. De bad derfor stiftamtmanden støtte dem. Endnu sterkere lød det et par maaneder senere (27/9): „Den manquement som her er for Oberformyndere er udi saa emphatiques terminis (>: sterke uttryk) og mangfoldige gange bleven Stiftet insinuered at vi nu ikke skal giøre nogen videre recit deraf. Samme Ombud concernerer Seminarium reipublicæ (>: omfatter byens ungdom) og saaledes Publici conservation og fremtarv” --- hvorfor de beder om bifald til deres forslag.

 

Likeoverfor al denne ihærdighet og fransk-latinske veltalenhet kunde Reichwein ikke staa sig og gav 24/10 sit samtykke, idet han samtidig mindet Caspar Becher om at indsende sine papirer.

 

Vandt magistraten her en (velfortjent) seier, saa gik det mindre bra i en anden affære. Broen mellem toldbodøen og det faste land i Porsgrund var i en miserabel forfatning, og dens istandsættelse skulde efter en gammel ordning bekostes av accisen, som tillike var magistratens væsentlige avlønning. Formodentlig har Reichwein under opholdet paa Bjørntvedt med egne Øine forvisset sig om manglerne eller faat dem paapeket. Nok er det, der kom en ordre (11/9) til Skiens magistrat om at sætte broen istand paa accisens (>: egen) bekostning, og dette gjentoges 26/9: „Den Edle magistrat haver i alle maader at holde sig ordren efterrettelig, saa broens reparation vorder uopholdelig beverkstelliget!” Magistraten hadde 22/9 skrevet til rentekammeret i Kjbh. for at komme klar av byrden, men det høie collegium var ubønhørlig, og 29/9 heter det: „Saa anbefahles den Edle Magistrat uden nogen slags indvendinger eller udflugter den forhen anbefahlede reparation at lade foretage”, og magistraten fik ovenikjøpet paalæg om herefter at sende aarlig accise-regnskap til rentekammeret.

 

I begge disse saker maa man sympathisere med Skiens magistrat. I den første ser man dem i kamp med et borgerskap som ikke længer vilde bære byrden av offentlige hverv, og gjorde alskens kunster for at slippe fra dem; og i den anden var de overordnede myndigheter vistnok i sin formelle ret, men det var dog en i længden umulig ordning at lægge den økono­miske byrde av bryggers og broers vedlikeholdelse paa embeds-gager, som i og for sig var utilstrækkelige i forhold til stillingernes betydning og rang. Vi skal da ogsaa se, at dette spørsmaal ikke længe efter kom op igjen til behandling og fik en eiendommelig løsning.

 

-----------------------------


[1] Michel Ørn, død ved vaadeskud med pistol

[2] Maa være feilskrift for 1508.

 

[3] Se bind II, side 140-41.