Fra det gamle Skien - J. A. Schneider

III.

Efter krigen. — Skatter og andragender. — Skiensfjordens handelsflaate 1673-1713. — Redere og skippere. — Utførsel og indførsel. — Det kommunale styre. — Fremmede elementer. —Efterveer fra krigs-aarene.

De 5 krigs-aar hadde kostet Skien med et rundt tal 20,000 rdl. i extra-utgifter, og da kunde man vel vente fred og ro en stund for de store paalæg: men endnu forestod en svær uttælling, inden byens budget kom ind i normale forhold. Freden blev sluttet i september 1679. og som pant paa den nye tingenes tilstand, hvorefter de nordiske riker skulde holde sammen istedenfor at slite sig op med indbyrdes krig og kiv, drog kongedatteren Ulrikke Eleonore til Stockholm som Carl XI’s brud. Begivenheten blev i Kjøbenhavn feiret med overordentlig stas [1] , og til brudens utstyr utskreves en ,,princessinstyr” (>: skat), som fik usedvanlige dimensioner. For Skiens vedkommende beregnedes den til 435 rdl. av byen og 169 rdl. 74 sk. av magistraten og byens geistlige og verdslige betjente (1/3 av deres løn). Det var i en slik utmattelsesperiode slemt nok som tillæg til det øvrige: ordinær skat 371 rdl. og proviantskat 500, hvortil da kom utgifterne til byens betjente m. m. (5 á 600 rdl.); men sagbruks-eierne skulde av de i 1679 solgte og utførte bord betale ,,1/10 hver termin”, hvormed det var meningen at avpresse dem en sum av 10,666 rdl. 3-16, svarende til 200,000 bord! Herimot blev der da ogsaa protesteret, og de opnaadde en nedsættelse, hvorom mere nedenfor. I aarene 1681-82 var der et pusterum. De ordinære skatter avløstes av en ,,folkeskat” (8/11-1680) med et ubetydelig beløp, og det kunde saameget mere behøves, som byen igjen hjemsøktes av en ildebrand i 1682. Dennegang gik det ut over Hjellen, hvor Ca. 40 hus brændte. Efter Gyldenløves ordre fik raadmand Anders Cornish og foged Philip Pauli den opgave at ordne forholdene, og man benyttet igjen anledningen til ved regulering og forbud mot bebyggelse av en tomt at skaffe litt friere rum. En kgl. resolution bevilget 400 rdl. til avkortning i skatten for de brandlidte. — Disses egenhændige kvittering for beløpet findes i et dokument fra 1683. — Samtidig hadde magistraten sin fulde hyre med at klare regnskaperne efter krigen og faa byens utlæg godtgjort. Det er allerede nævnt, at der hadde været indkvartering av svenske krigsfanger, og en skrivelse av 14//12-1681 oplyser herom: For at de svenske fanger ikke ,,med alle (>: ganske) skulde crepere”, hadde Gyldenløve beordret dem underholdt av byen, mot refusion i contributionerne, efter en vis takst. Ved fredsslutningen blev fangerne ,,relaxerit”, og der blev fra svensk side (av generalfeltmarschal Aschenberg) utstedt en obligation for det utlagte beløp. Betalingen skedde i svensk mynt, og Gyldenløve indstillet at beløpet (2190 rdl.) ,,udi samme valeur” skulde fratrækkes Skiens skatte-restancer. Summens størrelse viser, at indkvarteringen ikke har været ubetydelig, men der mangler nærmere oplysning derom. 3/4-1682 kom kongens beslutning:

,,Vi er hermed allernadigst tilfreds.

Christian”.

Magistraten gjorde hvad den kunde for at faa byrden lettet. Da Barnholdt indsendte et samlet opgjør for 10-aaret 1671-81, vovet han endog at slaa paa en mulig eftergivelse av restancerne, idet han særlig henviste til at de hadde ,,yderlig angrebet os oc til kgl. M.s tieniste bygt oc udredet et capital defensions Schib”, som hadde været i tjeneste under hele krigen, hvorfor han mente, at restancen kanske kunde naadigst kvitteres heri, ja kanske endog berettige til avdrag i ,,itzige (o: nuværende) aars skat.” — Og i 1682, da Hjellen var brændt, var der yderligere grund til at gjøre indtrængende forestillinger. Der indløp da til kongen ikke mindre end 3 længere andragender, hvorav det første var forfattet av Lyder Møller efter fuldmagt av Skiens borgere og ,,paa Welwise Magistratens for got befindende”; de 2 andre av præsident Barnholt.

Lyder Møllers skrivelse av 27/1-1682 omfatter 11 punkter (det synes at ha været et yndet tal!), hvori han dels gjennemgaar og kritiserer skattekravene, dels andrager om forbedring i byens privilegier og foreslaar et og andet til byens bedste. — Under opregningen av de byrder de hadde baaret, fremhæves at de hadde underholdt blokhuset ved Brevik med vagthold og ammunition og løn til kommandant og officer, hvilket løp op til en ,,merchelig Summa”; ja borgerne hadde gjerne betalt 2 aars skat, hvis de dermed var befriet for denne byrde, som i forrige krig hvilte paa kongen og landet, ikke som nu bare paa borgerne. Gyldenløve hadde derfor ikke sendt skattebrev for 1676-77, men allikevel var Skien av det kgl. commissariat krævet for disse 2 aar. — Om leverancen av baadsmænd heter det, at de i 1678 blev paalagt at skaffe 36, uagtet de tidligere hadde stillet 7, hvilket var det de kunde opdrive, især efterat de hadde skaffet 50 mand (officerer og matroser) til defensionsskibet. — Saa hadde de erfaret, at mens Skien i 1679 betalte krigsskat, var nabobyerne ikke krævet for den, hvorfor beløpet bedes godtgjort av Telemarkens skat for 1682.

Med hensyn til privilegierne andrages om forbud mot «hemmelig hushandling” og handel ombord i skibene. ,,Der kommer fast ey it schib paa Haufnen, Schipperen hafuer io sin krambod med og selger til bønder oc borger j Allen oc Halfue allen, j lod oc Quintin, i potter oc halfue Potter.” Fremmede kjøbmænd maatte tilholdes at sælge i de anordnede kramboder og søboder, ikke i hus eller logis, og at sælge en gros, samt ved bortreisen ikke efterlate varer hos nogen til forhandling, men lagre dem under over-kjøbmandens og gaardeiernes laas og lukke, under mulkt.

I anledning av sidste ildebrand (som her angives til 26/10 f. a.) fremhæves mangelen paa ordentlig brandvæsen. ,,Byen levde daglig ,,udj frycht oc fare”, hvorfor der bedes anskaffet en eller 2 sprøjter og 150 à 200 brandspand. Ikke et eneste brandspand fandtes, uagtet extraskat til byens nytte var lignet hvert aar; men pengene henstod ,, fruchtesløs” hos nogle ,, Particulair Personer”. Derfor androg man nu om, at de penger maatte inddrives, som fra 1671-81 var resterende hos magistraten, kjæmneren eller andre borgere.

Havnen fyldtes med sagflis, saa skutene kunde ligge 8 à 14 dager paa grund og maatte losses for at flyte og komme ind. Toldrullen bestemte, at havnen skulde holdes ren, og magistraten opkrævet til det øiemed accise av alt indførende styrtgods, men i 10 aar var intet gjort trods hyppige klager. Snart kunde neppe en jagt komme ind. Derfor bad man nu om paalæg til magistraten at lade ,,indløbhet renovere”. — Tilslut omtales mangelen paa græsgang for borgernes kvæg, uagtet ,,neppelig findis en bondeby, langt meer en priviligerit Kiøbstad, der hos io ligger saa meget fri Mark, Byen deris Fæ kand lade drifue ud paa oc hafue sin føede.” Denne mangel foresloges da avhjulpet ved avstaaelse. av Anne Pelts (Cort Adelers enkes) eiendom Nordre Falkum og David Davidsens enkes, Søndre Falkum, hvilket ,,var en stor hielp for den gemene Mand, oc Byen en Kiøbstad lig”. —

Det var ganske rimelig, at magistraten ikke undertegnet ovenstaaende, for det er i adskillige punkter ikke saa lidet av et klageskrift mot byens kommunale stel og vanstel. — En maaned senere kom Barnholts tvende andragender. De er dateret Kbhvn. 16/2 og man skulde næsten tro, at han har fundet det nødvendig at indfinde sig personlig for at sløve brodden i den ovenfor gjengivne klage; kanske han ogsaa ved personlige forestillinger hos de raadende har villet styrke vægten av hvad baade han og de andre var enige om at begjære. I ethvert fald er hans nærværelse i Kbhn. litt paafaldende paa en tid av aaret, da skibsfarten i de tider pleiet at ophøre.

I Barnholts ene skrivelse træffer vi først den tidligere omtalte bestræbelse for at utvide Skiens magtomraade. Denne gang har de kastet sine øine paa — — Arendal (!), hvis indbyggere ,,haffuer deris brug oc næring af Scheen Byes eller Bradsberrig Amts district”, hvorfor de ,,billigens skulde være obligerit at gifue en aarlig kiendelse til Scheens Bye proportionaliter efter enhuers brugs beschafenhed”. Endvidere at Kragerø skulde aarlig give en kjendelse til Skien, saasom de var delagtige i denne byes ,,friheder”.

Saa er det endel institutioner i Skien, som ligger ham paa hjerte: Kirken bedes fritagen for consumption av sin landskyld. Om skolen oplyses, at den fra Arilds tid har nydt degnepengene i Bratsberg amt til fattige skolebarns beklædning, men at disse penge for Telemarkens vedkommende nu i nogle aar ofte er fradragne og tillagt Stavanger. Fattighuset rnaatte faa navn av hospital: ,,Ved den titul kunde forefaldende accidentser oc godvillige udgifter, som hos os oc ved Toldboden kunde falde, merchelig det samme forbedre, mange fattige Mennisker til gafn oc en ære for Byen”. — Den i borgernes andragende paaklagede mangel paa græsgang foreslaaes avhjulpen ved tvungent kjøp av Kjerringteigen (et stykke jord i Solum), som tidligere hadde tilhørt kongen og var solgt til en privatmand.

Den gamle fordring om privilegiernes opretholdelse gaar naturligvis ogsaa igjen her. Barnholt beder om, at handelen maa forblive hos borgerskabet, og at de udenbyes boende handlende og de velhavende strandsiddere maatte tilpligtes at tage borgerskap og svare til byens nødvendige udgifter, eller ,,strafis paa deris frihed og kiøbe deris vare af borgerschabet i Scheen”. — I den anden skrivelse behandler Barnholt den paabudne princesse-skat og vanskeligheterne ved at utrede den. Man regnet 18 til 20 tylvter tømmer til 1000 bord, og omkostningen blev da 5 til 6 rdl. pr. 100 bord. Tømmeret fra nedre Telemarken var saa smaat, at det ,,fast er uværdigt at skiere”; det fra øvre T. bedre, men utsat for beskadigelse under fløtningen, især naar flommen tok haade tømmeret og sagene. — Det var vanskelig at beregne det i 79 solgte og utførte kvantum, da en del, var solgt aaret før, men ikke utført, og det samme gjaldt for 81. Han konkluderer derfor med at bede ,,et taaleligt qvantum” opsat. — Endvidere ansøker han om godtgjørelse for de contributioner de hadde maattet yde før de 5 benaadnings-aar, og 2 aars forlængelse av sidstnævnte under henvisning til defensionsskibets istandbningelse dengang de var ,,i høyeste betrych”. — Den afbrændte part av byen søkte kongens naade. Om blokhuset bemerker han, at det var i forfald av alderdom, og beder utgifterne dermed refunderet. — Tilslut er der et parti om kornhandelen: han klager over, at ,,hollændere og fremmede” utførte korn fra Danmark i stor mængde, hvorved det kom i høi pris, naar danskerne kom til Norge med det. Derfor var det billig at Skiens borgere fik toldfrihet for korn, indført i deres egne skibe. Det ,,magre land Telemarken” kunde lignes med Nondlandene, som nød en saadan begunstigelse i avgiften. —— De 3 andragender blev ikke uten virkning. Kongen overdrog til ,,conseillet” at forfatte en betænkning derover, og raadet tok saken op til grundig og samvittighetsfuld overveielse. Dets utførlige betænkning, (undertegnet av Gyldenløve, Wibe, Gyldenspan, Brandt og Bentzon) kom 12/4 og gaar i væsentlige punkter i faveur av Skien, som de tilstaar var blit forurettet ved de mange krav under krigen. Det var naturligvis en vanskelig sak for raadet at opgive paaregnede statsindtægter, og de gik ikke saa langt som Skien bad om; men de indrømmet dog ganske betydelige lettelser. Den største var et nedslag i sagbrukenes prinsesse-skat, omtrent til det halve, dog med det tillæg, at da maatte de være fornøjet og hadde ,,aarsak at takke for kgl. Naade”; endvidere at de 5 aars skattefrihet skulde forlænges med 2 aar (som Gyldenløve hadde villet) og dette skulde ske av hensyn til defensionsskibets utrustning og tjeneste, men da participanterne i skibet hadde faat betaling efter regning, saa berodde ogsaa den indrømmelse paa kongens naade. — Derimot kunde de ikke anbefale nedsættelse i told og consumption paa indført korn, da derved handelen paa ,,dette rige” (>: Danmark) vilde formindskes. I det vigtige punkt om opretholdelse av Skiens privilegier gav de byen ret og foreslog at utenbyesboende, som drev borgerlig næring, skulde paalægges at tage borgerskap inden 11/6 s. a. Dette gjaldt strandsiddere, utliggere og de som bodde paa sine egne avlsgaarde, men ikke fiskere, skydsferds-folk og gjæstgivere. Flere av de mindre ønsker burde indvilges, og Kragerø burde give en aarlig kjendelse til Skien; den paatænkte annexion av Arendal blev derimot forbigaat i taushet.

Om Lyder Møllers andragende siger raadet, at det er tildels av samme indhold som Barnholts, hvorfor det ,,ey widere examination behøver”. Dog fæster de sig ved et par av de av ham paapegede mangler: brandvæsenet og havnen; anbefaler ,,provision af instrumenter til befrygtende ildebrands læschelse” (>: anskaffelse av brandredskaper) og erklærer at havnens ,,forstoppelse” skulde magistraten betimelig avhjælpe. Det fremgaar imidlertid av betænkningen, at Barnholt har konfereret med de høie herrer om disse ting og fremstillet forholdene i et gunstigere lys: han har (heter det videre) istandbragt en brandordning, som efter hans mening vilde være effektiv, om man bare vilde holde sig den efterrettelig, og havnen var dyp nok, men ,,fattis paa bredden” (>: var for smal) og kunde bli brukbar ved en liten avgift av de til byen opkommende skibe.

14 dage efter (25/4) skrev Chr. V ,,Til voris Tilforordnede udi Cammercollegio samtlige” om saken og fulgte i sin avgjørelse raadets forslag. Sagbrukene fik prinsesseskatten nedsat fra 10666 rdl. til 5500 rdl., at betale tid efter anden inden 11/12, men maatte finde sig i, at den sedvanlige aarlige avgift blev beregnet som 1/10 av alle skaarne bord istedenfor den gamle avgift av 1800 rdl. — Endvidere fik byen forskjellige avdrag i sine restancer til et samlet beløp av 2358 rdl., heri iberegnet de tidligere nævnte 400 rdl. til de brandlidte og 200 som erstatning for vagthold og ammunition til blokhuset, som for fremtiden skulde vedlikeholdes paa kongens bekostning.

Denne kgl. resolution til rentekammeret (den tids finants-departement) avgjorde saaledes kun regnskaperne og er taus om de øvrige spørsmaal. Men et kgl. rescript av samme datum fornyer pnivilegierne efter Skiens ønske, og man tør nok gaa ut fra, at raadets betænkning blev bestemmende for centralmyndigheternes senere forhold. Paa et enkelt omraade kostet det, som vi senere vil se, en langvarig kamp at faa byens ret anerkjendt: først en menneskealder senere lykkedes det at tvinge de mægtige herrer, som ,,bodde paa sine avlsgaarde”, Skiensfjordens aristokrati, til at staa i skatteregnskapet som borgere av Skien. Der maatte baade bestemte ordrer fra Kbhvn. og energisk indskriden fra stiftamtmanden i Kra. for at sætte det igjennem og bryte motstanden.

Inden vi kommer nærmere ind paa byens forhold forøvrig, er det nødvendig at nævne endnu nogle enkeltheter fra de nærmeste aars skatteforhold. Allerede 1683 bragte nogle ubehageligheter: der skulde betales kopskat (720 rdl. 40 sk.), krigshjelp (1823 rdl. 71 sk.) og baadsmandsskat (500 rdl.), ialt 3212 rdl. 37 sk. foruten folkeskatten (168 rdl. 72 sk.) og utgifterne til byens betjente, som for det aar utgjorde 583 rdl. — Ved baadsmandsskatten hadde Skien valget mellem at levere 30 mand ,,in natura” eller betale 16 rdl. pr. mand, samt 1 trompeter og 20 rdl. til en ,,badskjer” (feltlæge) med ,,vel udstaferit Badscherkiste”. I et senere regnskap deles trompeteren med Tønsberg. Dette har nok været en brydsom skat paa grund av folks uvillighet til orlogstjenesten. I 1568 krævedes atter’ 30 baadsmænd, halvparten in natura, halvparten i penger; Skien skaffet 11 (samt en trompeter), men en av de utskrevne slap ved at ,,undvige til capt. Castaignes compagni”, hvor han før stod indskreven.

Samme aar gjorde magistraten en heldig operation for at komme fra en restance paa 600 rdl. De skrev til kongen og bad om at faa betale restancen med 6 ,,jernstøcher” (>. kanoner) paa 8 og 12 pund, som laa ved Brevik. Dette blev naadigst indvilget (1/5 1686) endog uten takst over kanonerne, som blev avsendt i december med skipper Gunder Hansen og efter en langvarig reise havnet i Kristianssand. 6/4 1687 kvitterer ammunitionsforvalteren dersteds for mottagelsen, men forbeholder sig at prøve dem før endelig kvittering blev givet. — Om aaret 1687 heter det, at intet skattebrev var utstedt (,,for nærværende aar er ingen Kgl. Skatter Paabudne”), og de 3 følgende aar synes ogsaa at ha været rimelige; men saa kom der i 1691 igjen et extraordinært paalæg, fortifikationsskatten, hvis bestemmelse er tilstrækkelig antydet ved selve navnet. Den var et led i Gyldenløves bestræbelser for at holde forsvarsvæsenet i orden og var efter hans skrivelse til magistraten nødvendig, ,,saasom til Hans Kgl. M.s Rigers oc Landes Defension oc sicherhet sampt Kgl. M.s Militair oc flodes conseruation udj disse vanskelige oc wiit udseende tider saavelsom oc till een deell festninger udj god oc tilbørlig stand at lade indrette oc vedligeholde, langt større udgiften end de som allerede paabudne er, uomgiengeligen behøffues”. — Gyldenløve finder det paakrævet i sit brev (som er dateret Kbhvn. 25/4 1691) at tilføje: ,,Der schal lignes uden all Menneschelig passion” (>: det skal gaa retfærdig for sig). Han har nok gjort erfaringer i den henseende. Regnskapene bærer tydelig vidnesbyrd om nedgang i byens økonomiske bæreevne, gjennem magistratens besvarelse av de i Kbhvn. gjorte antegnelser til regnskapet. For aaret 1692 hadde magistraten først opgjort skatten med det beløp den skulde ha efter forordningen, dereften paa egen haand foretaget en reduktion, som svarte til den virkelige tilstand. Den hadde heri støtte i en kgl. resol. av 28/10 1692, som tillot at eftergive de fattigste 1/4, men den hadde rigtignok fordoblet denne fjerdepart, saa den kom i et ansvar paa over 100 rdl. En hel række av skatteborgerne (deriblandt mange enker efter fordums velstaaende folk) betegnes som forarmede, og det heter om byens tilstand, at ,,Negotien (>: handelen) helst ved fremmedes trafik, har ikke saadan frembfahrt som før”, og at ,,Saug-Skiørsclens naadigste reduction” har fremkaldt ,,stor forandring paa Næringen, saavel for den almindelige mand som for andre”.

Der er to kilder hvorav man kan øse kundskap om Skiensfjordens handelsflaate i aarene 1673-1713. Den ene er toldregnskaperne, hvori der for 1673-75, 1677-78, 1685, 1688, 1695-99 findes fortegnelser over de i Langesunds tolddistrikt hjemmehørende fartøier. Rækken er, som man ser, ikke fuldstændig, særlig er der store huller mellem 1678 og 95. — Den anden kilde er Skiens raadstueprotokol, hvori fra 1695 og et snes aan utover er optegnet alle utførte ladninger for norske borgeres regning, med oplysninger om skib, reder, fører, ladning og bestemmelsessted. Begge rækker griper over i hverandre 1695-99, hvori man faar et kontrolmiddel for disse aar.

Tar man begge rækker under et, faar man følgende opstilling (ordnet efter tidsfølgen) :

Maria	218.1/2 l	Engel Rafael	72 l
St. Anna,	146.1/2	St. Georg	16
St. Johannes Baptist	137	Johannes Baptist	30
St. Oluf	140	Langesund	248.1/2
Norske Løve	113.3/4	Pernella	196
Catharina Elisabet	107	Jonas	192.1/2
De Konninginne von Dennemark	188	Fortuna	192
Profeten Daniel	38	Fortuna	51
St. Jørgen	6.1/2	Norske Bjørn	44 (68)
St. Peder	144	Neptunus	69.1/2
St. Peter	82.1/2	Josef	154
Endrægtighed	179.1/2	Justitia	135
Stjernen	143.1/2	Falken	50
Haabet	194	Kristine Elisabet	184
Hvide Falk	195	Norske Løve	188
Maria	21	Johannes Evangelist	185
Jacob Patriark	143	Kong David	136.1/2
Engelen	220	Paradis	190
St. Catarina	259	Abrahams Offer	154
Johannes	273	Haab Johannes	286.1/2
Norske Løve	260	Fortuna av Porsgrund	135
Fortuna	120	De tre Venner	151
Fortuna	176.1/2	Svanen	34.1/4
Elisabeth	181	Patriarch Jacob	46.1/2
Svanen	268	Elias	135.1/2
Christina Maria	120.1/2	Kragerø	38
St. Anna	28	Havmanden	237
Christina Maria	189.1/2	Gamle St. Anne	191.1/2
St. Johannes	146	St. Anna	61
St..Johannes	256	Langesund
Fortuna	178	St. Anne	187.1/2
St. Andreas	71	Den norske Galei,	89
St. Jørgen	61	Patriarken Abraham	128
Haabet	26.1/2	Natanael	110
Den norske Bonde	134	Susanne Margreta
Fortuna	63	St.Johannes	56
Libanon	34	Emanuel	77
Getsemane	223	Gylden Haab	23

Med tillæg av nogle mindre fartøier uten navn, faar man altsaa en flaate paa ca. 80 skibe, fordelt paa et tidsrum av 40 aar. — Allerede navnene i denne række fortæller noget: Av de 76 fartøier bærer ikke mindre end 34 bibelske navne. Den 100 aar senere yndede skik at hente skibsnavne fra den græsk-romerske gudekreds, heltesagn og historie, er her bare repræsentert av et eneste navn (Neptunus). Kongehuset, som (rimelig nok) er hyppig opkaldt i den samtidige orlogsflaate, findes ikke erindret, neppe av mangel paa loyalitet, men kanske heller av dyp ænbødighet; det eneste i den retning er ,,De konninginne von Dennemark” (>: Dronningen av Dannemark), som var bygget i Holland og hadde tat navnet med sig derfra. — Det nationale norske element er repræsenteret ved St. Oluf, Den norske Løve, Den norske Bjørn og Den norske Bonde, en ganske karakteristisk række. Av privatpersoner endel kvindelige navne, som tydeligvis er hentet fra redernes nærmeste slægt; og saa den ganske talrige gruppe navne, som har hentydning til selve skibsfarten og den ventede gevinst, specielt det hyppig forekommende «Fortuna” (lykken), hvorav der var 4 paa en gang. Alt i alt en avspeiling av tidens dannelsestrin og livsopfatning, slik som den artet sig i denne egn. — Der er endnu et interessant træk: flere av navnene peker paa den vaagnende selvstændighetstrang hos de smaa ladesteder likeoverfor ,,byen”. Der gik lang tid, inden noget skib i flaaten fik bære navnet Skien; men der er et par som heter Langesund, et heter uttrykkelig Fortuna af Porsgrund, og selv den ,,ubeleilige plads” Kragerø vover sig frem med et litet fartøi av samme navn.

Med hensyn til fartøiernes størrelse og drægtighet viser en optælling blandt 76 ovenfor opregnede et antal av 10 skibe paa over 200 læster og et lignende antal, der er henimot 200, altsaa et snes ganske store fartøier. De allerf leste har sikkert været trælastdragere. -- Forøvrig vil det ved den nærmere behandling falde naturlig, at dele rækken i 2 gruppen: 1673-1678 og 1695-1713, efter arten av de dokumenter, hvorfra oplysningerne kan hentes. Prøver av skibslisterne vil findes blandt aktstykkerne, og man vil der se, at der er noksaa stor forskjel paa den maate, hvorpaa listerne er ført før og efter 90-aarene. De gir hver paa sin vis gode oplysninger.

Øverst paa listen pranger fra 1673-85 det ,,capitale” defensionsskib Maria. Det har vistnok været Skiensfjordens stolthet, skjønt det i 85 siges at være av ,,gammel fasun” (façon), bygget i 73, antagelig i Langesund, hvor ogsaa senere flere orlogsfartøier gik av stabelen. Det kaldes ogsaa ,,geschudt skib” (>: armeret fartøj) med en bestykning, som varierer mellem 42, 24 og 36; det første skulde man nærmest tro er en feilskrift for 24. Om dette fartøj heter det med en vis høitidelighet, at det er maalt av direktøren for skibsmaalingen, Daniel Knoff, tillikemed de deputerede, mens de andre stadig er maalt av ,,de deputerede i Drammen.”

Saa kommer de ,,slette” (>: almindelige) skibe. De større gaar under betegnelser som hækbaat, pinasse, fløite; særlig er det sidste navn hyppig og skal betegne store skrog med lav rig. Hækbaaten ,,Johannes”, paa 275 læster og med 3 mers, blev indlemmet i flaaten 1678 og er det største skib i denne periode; først i 1704 fik det sin overmand. Av ,,Den norske Løve” var der ikke mindre end 3 utgaver: en ældgammel paa i 13.3/4 l., som i 1673 var 38 aar gammel og ,,formedelst dessen Svaghed maa repareris, om ellers meer kand blifve tienlig at fare”; dernæst en paa 188 l. som forliste ved England i 1675, og no. 3 paa 260 l. Man ser, hvor ihærdig de har holdt fast ved det norske riks-symbol! — De mindre fartøjer kaldes kreiert, smakke, skute og jagt, og disse er i absolut mindretal i fortegnelserne, skjønt kystfarten jo maa ha krævet adskillige av disse smaa seilere. De fleste er navnløse. Et besynderlig monstrum maa ,,Den norske Bjørn” ha været. Den beskrives som en kreiert “med 1 mers og stang, findmarchens[2] biugning, heel umanerlig biugt og bebunden i Rummet med store baandstacher, cilters, oplænger och Kneer” og skaffet toldvæsenet bryderi, da den ikke kunde maales efter reglementet av 1666, men efter et skjøn og indtagen last sattes til 44 læster. I 1685 lykkedes det dog at faa dette utyske maalt i Porsgrund av de deputerede, hvorved den kom op i 68 læster, og fra det aar seilet den under navnet “Den hvide Svane”.

Blandt rederne til de 25 navngivne fartøier i denne ældre gruppe indtager lagmand Claus Andersen den første plads. Han var ene-eier av 3 store skibe, deriblandt det ovenfor nævnte ,,Johannes” paa 275 læster, og medreder i 5 til, ialt 8. Næst efter ham kommer vicelagmand Iver Hansen, medreder i 7, og saa de øvrige, hvorav enkelte var ene-eier av sit fartøi: Stig Tonsberg, Johan Grobl, Jørgen Jørgensen, Andrew Cornish, Cornelius Jansen Tninepol, David Davidsen, Iver Jonsen, Daniel d’Bout, Gregers Pedersen, Hans Jacobsen Falch, Philip Paulli, Lyder Møller, Halvor Nielsen, Christen Pedersen Lund, Poul Drucken, Halvor Sørenssen, Gjert Meidel, Andens Andersen, Søren Ovesen, Jørgen Jørgensen, Jens Pedersen, Willum Willumsen, Frants Cudrio. Samtlige er borgere av Skien (undtagen etpar embedsmænd) men flere bosat i ,,utstæderne”. Saaledes er Chr. Pedersen Lund stor skibsbygger i Langesund, Gjert Meidel en av de større skatydene i Porsgnund, og et par andre (Ovesen og Jens Pedersen) bosat i Brevik. Den fra det ovenfor gjengivne andragende av 1682 berømte Lyder Møller og vice-lagmand Iver Hansen var de lykkelige eiere av den til en svane forvandlede norske bjørn. Enkelte av rederne førte selv sit fartøj. — 4 av skibene sees at være bygget i Holland, og 6 (for det meste smaa fartøier) i Danmark; 1 er fortømret av en svensk skute.

Tar man nu for sig skibsførernes række (der likesom skibenes rimeligvis er ufuldstændig) faar man følgende:

Hans Lazarussøn, borger til Skeen og boende ved Langesund.

Boe Pedersen, borger og indvaaner av Skien.

Johan Fincb, ,, ,, ,, ,, ,,

Jørgen Jensen, borger av Skien, boende i Brevik.

Johan Arensen, borger og indvaaner av Skien.

Jørgen Pedersen, ,, ,, ,, ,, ,,

Daniel Pietersen d’Bout.

Søren Ovesen, borger av Skien, boende i Brevik.

Brnnil Engelsen, ,, ,, ,, ,, ,,

Anders Pedersen, borger og indvaaner av Skien.

Quirinus Baccardi, hjemmehørende i Skien.

Jørgen Jacobsen, indvaaner i Skien.

Nils Fjelddal.

Christen Pedersen Lund, borger av Skien, boende i Langesund.

Hans Jacobsen, borger av Skien, boende i Brevik.

Jens Simonsen, ,, ,, ,, ,, ,,

Jesper Bakkensen, ,, ,, ,, ,, ,,

Laurits Hartvigsen, borger og indvaaner av Skien.

Halvor Nilsen, ,, ,, ,, ,, Larvik.

Rasmus Sørensen, borger av Skien, boende i Brevik.

Frans Mortensen hafde lont mig et gammel gangeverch och en Rød gammel stoel.

An. 1673 d. 11 Martij bekomb min gode broder Frans Mortensen aff mig et Nytt Flag Lang 8 Alen. bred 3 Alen. som hand mig schal betale den første Reyse, med et gott Nyt Flag.

1676 d. 16 Agustij lonte ieg frans Mortensen Udj Amsterdam i ducater eller 5 Rixort.

Anno 1670 d. 30 Aprilli kiøbte ieg til Lunden (>: i London) for Apphelone Iffuer Fichs, som hun mig ehr schyld for, dette eftterschrefne:

1 Vathent plusset Nattrøye for 1—7—6

1 huedemel for 00—7—0

1 kroche Ingefer 00—3—0

1 kroche Kisseber 00—6—0

1 Asch pruneller 00—3—0

2 potter for 00—0—6

Ehr i Rixdaller 10 d. 1 ort 14 sk.

Anno 1671 d. 7 October bleff min gode Ven och broder Sigvard Handsen Mordland mig schyldig for noget stoff til en Kledning med tilhørende Silchetaft til foer, guldknapper, Silche och Silche-baand, handscher, en Nye Hat, kostet in Alles penge 18 Rixdl,

ehr til d. 7 April - 79. 26 d. 1 ort 18 sk.

A. 1673 d. 29. Januarij bekomb Peder Jensen Schreder af Tunsberg et lidet Sølff Becker af mig, som hand mig der Imoed beloffuede at giøre en heel Kledning med Kiol, Boxser och Vest, huilchen Tid ieg det behøffuer, samme Tid offuervehrendes Ole Lauridsen, K.......... - Stobet foet Igien effter hans død.”

Det sidste aarstal i regnskapsboken er 1680, og St. Oluf nævnes senest 1674 i skibslisteme, hvorfra det forsvinder uten videre oplysning (det førtes i l673-74 av Jorgen Jensen fra Brevik), saa der hviler uklarhet over forholdet. Resten av skipper Mogensens dagbøker er i samme smag som ovenstaaende; man kan se, at det har trukket i langdrag med at faa utlægget igjen for den pragtfulde dress til den gode ven og broder Sigvard Morland; klædningen i Tønsberg blev han ogsaa lurt for, men saa fik han da sølvstøpet igjen efter skrædderens død.

Spør man, hvor mange av de her hjemmehørende fartøier paa en gang var i bruk, kan tallet efter de bevarede optegnelser sættes til 10 à 12, naar smaafartøierne regnes med. Forlis er der faa av. Man seilet ikke i vintermaanederne, og farten gik sjelden længer end til England og Holland. Strandet de, saa var det gjerne der: saaledes ,,Norske Løve” (no. 2) ved England

i 1675 og ,,Kristina Elisabeth” ved Holland 1688. Fra sidstnævnte aar findes en fortegnelse over alle trælastdragerne, baade norske og fremmede, fra Skiensfjorden til utenrikske steder:

1 dansk 62 engelske

21 norske 6 kiedser [4]

7 fra Husum og Flensborg 1 skotsk

4 franske 1 fra Bremen

15 hollandske 1 fra Emden

Ialt 119, fra slutten av april 88 til første januar 89. Engelskmændene er, som man ser, i et overvældende flertal. Opgaven over utført trælast i 1667 og nærmest følgende aar viser meget store tal, som kanske har sin forklaring i behovet til Londons gjenopbyggelse efter den store brand i 1666, og man faar et begrep om denne trafiks store omfang og de mangfoldige slags trælast, som blev levert herfra, Fortegnelsen fra 1667 (som er avtrykt i aktstykkerne) viser (naar de forskjellige dimensioner medregnes) 42 nummere, hvori det største er den skaarne last: lange deler (>: bord) 66,300; fossedeler 6550; maaldeler 8350.; stakked (>: korte) deler 238,000, ialt 319,400 bord. 20 aar senere grep regjeringen til forholdsregler mot den sterke utnyttelse av skogen. En kommission blev nedsat i 1688, og tilvirkning og utførsel reguleret ved kongebud, hvorved virksomheten ogsaa i Skien hæmmedes, til landets bedste i det store taget, men følelig nok for Skiens brukseiere. I sit andragende av 1692 om moderation i skatten fremholder da ogsaa præsident Barnholt, at den ,,naadige reduktion av sagskjørselen” hadde svækket skatteevnen.

Den øvrige utførsel er væsentlig jern (stangjern og støpegods), hvorav der i 63 utførtes 617 skippund og i 67 ialt 1453.1/2 skp. hvorav bare 64 skp. utenriks, resten ti! Danmark; desuten tjære (henholdsvis 32 og 19 td. brynestener (6770 og 20,000) og endel huder og skind. Den store enkelthet, som præger Norges utførsel helt ned til slutten av det 19de aarh. træder os sterkt imøte i denne paa variation saa fattige opregning. ,,Handelsklaveret” hadde for utførselen bare 2—3 melodier. Saameget rikholdigere er indførselslisten for 1667, som gir stof til adskillige iagttagelser. Først og fremst er det da korn, hvorav der indførtes 6079 td, (mest rug), samt erter, bønner, gryn og mel (tilsammen 1822 td.) Om den sterke bruk av øl vidner 5928.1/2 td. malt og 33 skippund humle. Av fiskevarer forekommer 26 læster sild, 15 l. torsk, 53.1/4 td. makrel, 4 læster sej, 343 vaager tørfisk, 84 vaager spekelaks, 600 td. tørret aal, 30 td. tørret gjedde, 2100 snes tørret flyndre. De 3 sidste poster peker paa den hyppige forbindelse med Danmark. Drikkevarer er repræsenteret med 127 anker fransk brændevin, 8 anker dansk; 51 anker fransk vin, 9.1/2 td. mjød, 20 td. øl fra Rostock. Tobak: 1426 pund ,,smal”, 1 kiste og 860 pd. ,,tyk”. Forøvrig er der alskens bruksgjenstande og delikatesser i smaa partier: forsyningen av hatter for det aar er 2.1/2 dusin, av handsker 1 dusin og 8 par, og endda er der igjen utført til andre steder, saa forbruket av disse saker maa ha været yderst ringe. Til havedyrkerne var der for 3 rdl. urtefrø. For at fuldstændiggjøre billedet av datidens behov for alle disse smaa-artikler maa man tage den saa ofte paaklagede smughandel, særlig fra skibene, med i betragtningen. Den har sikkert været betydelig.

Om priserne paa en del vigtige artikler foreligger en erklæring (dat. 15/6 1686) fra magistraten, avgiven efter opfordring:

1 td. rug 7.1/2og 7 ort, men holdes i 2 rdl.

1 ” malt 6 ort

1 ” korn 3 ”

1 ” skippund flesk 13-14 rdl.

1 ” td. torsk 4 rdl.

1 ” spekesild 3 rdl.

1 ” lagesild 3 rdl.

1 ” kvarter smør 1/2 rdl.

1 ” kjød 4 ort.

Denne opgave over priserne gjælder ,,sidste maaned.” — Der var en vigtig vare, som endnu ikke er nævnt: salt. Derav indførtes 183 td. i 1665, men bare 32 td. i 1667 (derav 11 td. norsk salt.) Det var, som man erindrer, en specialforretning for defensionsskibets redere. Om de altid har hentet det paa tilvirkningsstederne i Frankrig og Spanien, tør være tvilsomt; der er ialfald antydninger til, at de tildels har faat det i Holland. Nationen var ikke rigtig blit langveisfarende endnu. Dog ser man at defensionsskibet Marias efterfølger Christina Maria virkelig har faret paa Spanien, eftersom det forliste paa en slik reise i 1699. — For Marias vedkommende foreligger et regnskap, som hitsættes, med dertil knyttede antegnelser, hvori tolderen faar en alvorlig skrape:

,, Scheen Byes Defensions Schibets Participanter”.

CREDIT

Ao 1671 Den 24. Maij: Er Scheen Byes Defensions-

Schibets Reedere, af hans Kongl. Mayt Allernaadigst

forundt, med umonterede Schibe at maa lade indføre, Salt .............................2000 tdr.

” 1676 Den 24. Martij: hafver hans Høy Excellentz,

høvbaarne H. Statholder och General Ullrich Friderich

Guldenlow, Naadigen bevilget participanterne til

Defensions Schibed af Scheen, at maa lade Indføre 200 lester Salt, som er ...3600 tdr.

Summa Credit 5600 tdr.

CONTRA CREDIT.

Imod disse 2de benaadninger hafver Participanterne ladet indføre, som och i forrige Regnskaber findes antegnet:

Ao 1672 Spansk Salt .....................................202 tdr.

” 1673 ” ” .....................................600 ”

” 1674 ” ” ..................................... 463 ”

” 1676 ” ” ..................................... 610 ”

” 1677 ” ” ..................................... 211 ”

Frandsch Salt........................ 372

reduceret efter tolden imod

Spandsch Salt blifver .....................248 ”

Bekommet Spandsch Salt 2331 tdr.

Rester paa samme benaadinger endnu Spandsch Salt 3266 tdr.

Summa Contra Credit 5600 tdr.

Til dette regnskap har revisionen havt meget at bemenke Den paaberopte ordre av 24/3 1776 ,,vidis icke aff”, derimot citeres en forordning av 18/2, hvorefter defensionsskibene fik lov til at indføre 200 læster salt for den told som ,,def.skibene efter mindste Carter betale”, naar de kunde fremvise attest fra ,,hans høy Exellence” (>: statholderen), at de var antagne til kongens tjeneste, Endvidene fandt man selve regnskapet urigtig saavelsom den beregnede told, hvorfor der opstilles et nyt, med rest 2929 td. istedenfor 3266. Vanskeligheterne ved toldklareringen i den tid faar man et nærmere indblik i ved en avgjørelse fra 1673: Tolderen i Langesund, Thomas Thomassøn var efter renteskriver Claus Jørgensens regning blit skyldig ikke mindre end 9172.1/4 rdl, 5 sk. og anfører herimot, at han har maattet i disse besværlige tiden creditere skibene tolden til deres hjemkomst fra fremmede steder, hvor de siden ,,blefue for Ulycher och Tholden der Udofuer udeblefuen”; endvidere at hans far hadde gjort utlæg i ,,sidste beleiring” og at han selv hadde noget at kræve for sin tjeneste med defensionsskibet for Gøteborg, tilsammen 5700 rdl., som han forlanger fratrukket. — Dette blev ikke tilstaat, medmindre kongen av naade og formedelst ovenanførte aarsagen vilde lade noget fnatrække, og tolderens ,, forloffuere”, >: kautionister, lagmand Claus Andersen og byfoged Christen Christensen, fik paalæg om at betale summen. I regnskapet for 1679 siger magistraten, at tolder T. Tommesen ,,er fra embedet og han kan intet betale”, og av en kvittering fra 12/3 1689 ser man, at det ovendroges amtmand Nils Adeler, at bestyre tolden fra 7/5 til 1/9 1678.

Borgemester og raad er de centrale skikkelser i datidens Skien. Den kunde nok til sine tider findes enkelte andre mægtige personer, en lagmand, en amtmand, i eller umiddelbart ved byen, som skygget litt for disse herrer, men slike folk bodde gjerne paa landet i den tid. Undertiden har lagmandsog borgemesterstillingen været forenet, hvilket for Skiens vedkommende van tilfældet et par gange i det 18de aarhundrede.

Gjennem den utvikling og utsondring som fandt sted i det 19de aarh. har vi vænnet os til at betragte næringsdrivende og embedsmænd som to høist forskjellige slags mennesker, med ganske uensartet utdannelse; det praktiske liv paa den ene side, akademi- og universitetsdannelsen paa den anden. Dette passer ikke paa det system, hvorefter byerne blev styrt i det 17de og en god del av det 18de aarh. Deres magistrat (en borgemester og flere raadmænd) bestod av næringsdrivende, gjerne de mere fremtrædende, hvis formuesvilkaar ydet garanti for sikkerheten av de offentlige pengemidler de hadde under sine hænder. Og de skulde ikke alene besørge byens skat ,,lignet og lagt” (ved hjelp av 12 takserborgere), og være ansvarlige for inddrivelsen gjennem kæmneren eller, om det knep, ved militær execution; men de hadde ogsaa dømmende myndighet. Byfogden var første instants; derefter magistraten, saa lagmanden, saa overhofretten i Kra. og endelig højesteret i Kbhvn. Saa lang og besværlig kunde altsaa rettens vei være dengang for en byborger. — Vi kan nok tænke os en embedsmand med sterke økonomiske interesser av forskjellig slags; men en stor driftsherre til stadighet samtidig fungerende som dommer eller overøvrighet er os en fremmed tanke. 100 aar senere maatte en amtmand i Bratsberg opgive sit embede av den grund og finde sig i forflyttelse. Men i den tid som det her er tale om, kunde disse motsætningen forenes, og for kjøpstædernes vedkommende hørte det endog med til systemet. At dette ofte førte til inhabilitet, gjorde ingenting; magistraten var mandsterk, mindst 3 mand, og ret som det er viker en av dem sætet, og de øvrige dømmer.

Denne ordning skrev sig fra Christian IV’s tid (17/4 1619) og blev noget nærmere fastsat i en skrivelse fra Fredrik III til Gyldenløve (25/3 1666), hvis hensigt dels var at indskrænke antallet av magistratspersoner i de 9 norske kjøpstæder ,,eftersom vi Naadigst fornemmer dend Beschwer oc Uleylighed vorre Kjøbstæder udj vort Rige Norge tilvoxer af Magistratens mangfoldighed til de øfrige Borgeres Storre Tyngsel och handels merklige præiudice” — dels at hindre magistratspersoners tilbøielighet til at skaffe sig uberettiget fordel: ,,Och efterdj wi desforuden kommer udj forfahring, at samme Kjøbstæders øvrighed sig schal tilholde nogen frihed och exemption udj Schatten uanseet de doch deris handel och Nering lige och fast mehre end de øfrige Borgere drifuer, saa er derfore Iligemaade wor Naad. Villie och befahling, at bemeldte Magistrats Persohner samtlige — — — herefter schulle Schatte efter Deris efne, formue, brug och handel lige med borgerne à l’advenant” (>: forholdsvis).

I denne skrivelse fastsættes antallet for Skiens vedkommende til 1 borgemester og 4 raadmænd. I større byer var der i spidsen for magistraten en præsident, og denne ære nød Skien fra 1677, idet Marcus Barnholt rykket op til præsidentværdigheten. Et udateret mandtal, antagelig fra 1685, opstiller endog 1 præsident og 2 borgemestere foruten raadmændene, hvis antal synes at ha varieret, — Forordningen av 1619 nævner en ,,Oberkjøbmand”, som skulde dømme i forretningssaker borgerne imellem, men denne titel forekommer bare i det ovenfor gjengivne andragende fra 1692. — Magistratens gage bestod i deres andel i tolden paa visse livsfornødenheter (accise), som blev opkrævet av al tilførsel tilvands, samt endel sportler. Man ser av og til klage over, at disse indtægter ikke svarte til bryderiet: saaledes heter det i en enklæring (fra 1692), at ,,magistratens Indkomme er saare ringe, en raadmands ungefehr 20 rdl., og dog udfordrer deris Embets forretningen daglig Møye og Tilsvar i mange Maader, Særlig for Børne Penger”. Borgemester Mathias Lyche skriver 50 aar senere om fordums dages magistrat, at de var ,,alle sterke Kiøbmænd og havt fast al Kjøbmandskab og Handel allene og saa meget desto bedre kunnet subistere af Embedet som de da immer kunde nyde accisen hos sig selv uden nogen formindskelse, hvad enten deris Vahre blev Rigtig fortoldet eller icke”. I denne bitre bemerkning ligger en temmelig tydelig insinuation om misbruk. — Præsident Barnholt hadde ifølge en skatteklage fra borgemester A. Andersen (1679) ,,halvpanten av magistratens løn”, men fandt dog i sin erklæring til klagen, at, denne dobbelte løn var ,,saare ringe mot hans dobbelte umage”. — At det kunde være noksaa smaaat stel ogsaa med en raadmand, skjønnes av følgende oplysning i mandtallet for 1680: ,,Peder Rasmussen raadmand haffuer ingen brug eller næring, tilmed holdis Raadstue I hans Hus, fordi Inted kand svaris”.

Byens kommunale utgifter specificeres i regnskapet for 1683 saaledes:

Sognepresten 107 rdl.

Capellanen 100 ”

Latinske Skollemester 72 ”

Byschriffueren 50 ”

Organisten 52 ”

Instrumentisten 20 ”

Klaacheren 16 ”

2de Wegtere 32 ”

Rentepenge til Kirchen 12 ”

” ” de fattige 12 ”

Capellanens Husleie 12 ”

2de Capelan Enchers Husleje 12 ”

Latin Skolis ” 12 ”

Byens tieneres ” 4 ”

Extra (rest paa skatter) 70 ”

583 rdl.

Raadstueleye ikke opserveridt och dog wil betalis”.

Denne fortegnelse har først og fremst interesse ved den iøinefaldende mangel paa de store og vigtige poster, som i vore dage hører med til et civiliseret bybudget: brand-, vand-, havne-, veivæsen m. m. m. Kravet paa noget av dette kom frem i det ofte omtalte andragende fra 82, men endnu i 84 ser man altsaa intet spor derav. Dernæst har vi her for os byens ,,betjente”. Navnene mangler, men kan med lethet opstilles: det er da først sognepræsten, magister Hannibal Jessen (gift med Maren Adler og svoger til amtmand Henrik Nilssøn Adler), sogneprest til Skien, Solum og Mælum; kapellanen Ludvig Albrethsen Blehr (1677—1716), om hvem det heter: ,,I 39 aar levede denne mand i dette ringe embede i fred og god forstaaelse med sognepræsten og menighed.” Latinsk skolemester Gjert Larsen, som har sittet i yderst tarvelige kaar; det heter om ham i en noget senere erklæring til regnskapet: ,,Er nu høi aldrende og derhos fattig mand, har ei andet til Indkomme end de 20 rdl. byen aarlig hannem forunder (de 50 rdl. i forrige tid tillagt ham for kost og husleie). Og af disciplene nyder han slet inted til løn, eftersom det ikon er fattige folks børn hand informerer, saasom En og anden holder privatim Latinsche Skolemester til deris børn, saa det ikke kan regnes for nogen stor skole”. Blandt dem, der saaledes holdt egen ,,præceptor” for sine barn, van sognepræsten. Endvidere byskriver Nils Lauritsen; organist Michel Lybeck og musikant Hans Georg Weber (i et senere mandtal opføres 2 ,,skalmeiblæsere”); hører (>: andenlærer) ved latinskolen er i 1683 ikke opført, men var aaret efter Christopher Jørgensen Flod, den første av dette senere velkjendte navn i Skien (blev senere raadmand); klokker Mads Pettersen. Byfogden, Henrich Fredrichsen Schiltrød, hørte ikke til de av byen lønnede, men var selvfølgelig et vigtig led i personalet. Desuten var der i Skien bosat en og anden embedsmand, som frivillig valgte byen til bosted, saaledes i 84 stiftsskriver Nils Mogensen, kommissarius Scheving og procuraton Marcus Cloed. Byens postmesten het ,,Isach postmester”, det var da og langt nedigjennem tiden en ubetydelig bestilling, Apotek fandtes ikke; i begyndelsen av 1690erne optræder en doktor Christian Gram, om hvem det i regnskapserklæring fra magistraten siges at han ,,er ei indført som stadsbarberer for nogen Skat, baade for at forordningen derom ei melder, saavelsom at hand icke deraf kand subsistere, efterdj hand ei hæver meer end ungefehr En Snees Dahler aarlig Barberer-Løn og icke i Aar og Dag forefalder nogen Patient, maa dog holde Svend og Dreng, sidder ellers i stor Viitløftighed og given aarlig Rente i Huuse-Leie”. Man ser herav, at stillingen var en kombination av barberfaget og lægekyndigheten (derav benævnelsen bartskjær, badskjær, om feltkirurgen), og at folk i den tid ikke befattet sig med at være syke. Hans efterfølger klaget, som vi senere skal se dels over at andre fusket ham i næringen, dels over at folk barberte sig selv.

Det fremmede element inden borgerskabet hadde en særegen stilling. En kgl. resolution av 21/9 1671 bestemte nemlig, at fremmede kjøbmænd, som nedsatte sig i Norge, skulde være skattefri i20 aar (undtagen for told og accise), saalænge de handlet en gros. Dette var gjort for at fremme opsving i handelen ved de fremmedes kapital og dygtighet, men var en kilde til ærgrelse for borgerne, som maatte bære skattebyrdenne og se paa indflytternes voksende velstand. Man ser da ogsaa, hvorledes de stræver med at faa dem inddragne under de almindelige regler og tvinge dem til at dele byrderne. I 1691 forsøkte de at ligne to engelskmænd, Willer og Frants Collier, i fortificationsskat og bad rentekammeret uttale sig derom. Willer hadde da været bosat i Skien i 10 aar; Collier blev en betydelig skibsreder. Der nævnes ogsaa en Bodkam og har sandsynligvis været flere. Blandt skatteborgerne træffes adskillige, hvis fremmede oprindelse er tydelig nok, men som paa denne tid var fuldstændig indlemmet i borgerskapet: Andrew Cornish; Frantz Frantzen Coudrioux (senere skrevet Cudrio, hvorav der endnu er descendenter i Skiensegnen); Cornelius Jansen Trinepol. Alle disse var raadmænd. Endvidere skibsfører Daniel de Bout, som i 1675 mistet sit skib og, antagelig av den grund, fik flere aars skattefrihet ved en ordre fra Gyldenløve; den lyder kort og fyndig saaledes:

,,Magistnaten udj Scheen haffuer at lade nerværende Daniel de Bout vere forschaanet for all Schatt och Contributioner, ordinari och extraordinari, for forleden aar 1676, dette og følgende Aar.

Actum Laurwigen d. 23 Aprill 1677. U. F. Glew.”

Siden hører man ikke mere til ham end at han opføres som skattebonger i 1685; men det kan ikke sees at han da har ført skib. Ouirinus Baccardi forekommer bare et enkelt aar (1674) som fører av et litet fantøi.

Det vilde selvfølgelig være av interesse at faa rede paa indflytteme fra Danmark og hertugdømmerne. Jyder og Flensburgere har sikkert forekommet her som andetsteds i Norges kjøbstæder, hvor særlig Flensburgerne helt ned til vore dage har været et fremtrædende element i handelsverdenen. At embedsstanden i stor utstrækning blev rekruteret fra Danmark er kjendt nok, og der var forholdet gjensidig, saaledes at den ved rigernes adskillelser i 1814 var mindst like saa mange nordmænd ansat i Danmark som omvendt; imidlertid er det vanskeligere for de næringsdrivendes vedkommende at paavise forholdet. Navnene gir ikke tilstrækkelig oplysning, saaledes som ved de fremmede nationens kontingent. I haandverkernes gruppe (hvorom enkelte av skatteantallene gir speciel besked) findes adskilligë fremmedklingende navne, og enkelte stillinger, som organist, instrumentist, apoteker, læge, en hyppig besat med tydelige indflyttere.

De ,,utenbyes negotianter”, aristokratiet rundt om paa jernverk og avlsgaarde, passer det bedre at omtale i næste periode, da det hadde vokset sig særlig sterkt. De som bodde paa de allernærmeste gaarder, Falkum, Mela, Nordre og Søndre Brekke, medregnes til byens personale, saaledes som Claus Andersen og sønnen Anders Clausen, paa N. Brekke, Hans Jacobsen Falck paa S. Brekke og flere. — De mægtige eiere av Gjemsø, Cort Adeler og hans arvinger, saa man ikke stort til. Bruket blev bestyret ved fuldmægtig, men Cort Adelers enke, Anna Pelt, har nok residert her en tid. Den anden gren av slægten holdt til ved Kragerø, særlig paa Jomfruland; det var amtmand Nils Sørensen Adeler (1675—94, i 1669 Overraadmand i Kragerø); Søren Adeler, lagmand og overraadmand i 1685; Henrik Nilssøn Adeler, amtmand 1694— 1710, bodde senere dels som leieboer i Skien, dels paa sin eiendom Søndre Brekke. I mandtallet for 1685 heter det, at amtm. Adeler ,,med gandsche familia svarer til Landfogden”, mens lagmanden blev lignet i 250 rdl. (som borger av Kragerø.) Bratsberg amt hadde altsaa dengang sin amtmand boende i en utkant; senere holdt de stadig til ved Skiensfjordens indre egne, med en enkelt undtagelse (Baron Wedel, som i 1830 bodde paa Brunla).

Lagmand Claus Andersen var i 1684 død og efterfulgt i embedet av Iver Hansen (d. 1693). Datteren Anne var først gift med Stig Tonsberg (av en bekjendt, fra Jylland til Tønsberg indvandret familie, Madsen, som blev adlet under navnet Tonsberg); derefter med generalmajor Johan Arnold paa Borgestad (,,Madame Anne Clausdatter afgangne Sti Tonsberg er kommen i Egteskab med velbaarne hr. obrist Arnold”, siger en erklæring til mandtallet for 1692). En søn, Anders Clausen, paa Nordre Brekke hadde likesom faderen assessortitlen, og en broder, Anders Andersen var borgermester i Skien. Der hadde været stor velstand i slægten, men det gik adskillig tilbake med dem som med flere av de andre samtidige. Antegnelser og erklæringer til regnskapet fortæller tilstrækkelig derom:

Lagmand Iver Hansens enke er gaat fra arv og gjæld. Borgemester Anders Andersen og raadmand A, Cornish’s enke er forarmede og kan ikke lægges i skat.

Lyder Møller (consumptionsforpagter 1684—93, død i Kb.hvn.) ,,Den salig mand var udi stor vidhøftighet, særdeles for consumptionsforpagtningen, saa hans enke og mange børn har frasagt sig arv og gjæld.”

Stiftsskriver Mogenssøn død, efterladende enke og børn i stor vitløftighet. Har i 23 aar ikke gjort regnskap for kirkernes indtægt i Bratsberg amt.

Marcus Cloed: ,,Er nyligen overgaaen høieste rettes dom, for mere end han er god for. Er desforuden i stor vitløftighed”

Hannibal Jessen: Enkens slette tilstand bevidnes.

Raadmand David Davidsens enke “lever aldeles i slet Tilstand”.

Zacharias Simonssøn: ,,Er ved døden afgangen. Hans arvinger er gaaen fra arv og gjæld. Var ei heller mere i behold af hans Middeler end 12 rdl. som er bekostet paa hans begravelse”.

Hans Jacobsen Falch hadde mistet 2 skibe (tagne av skotterne); ,,saa og hans øfrige midler forlist”, saa han i 1694 maatte opgive sin eiendom S. Brekke.

Frants Cudrio ,,mistet forleden aar skib och ladning.” — Saaledes lignet da Skien i disse aar en skog, hvor vindfaldene ligger igjen efter stormen.

[Christian V.]

Blandt de ting raadstueprotokollen fra denne tid vet at fortælle om, kan merkes, at Peter Børting i 1687 hadde klaget over, at dammene ved Skien hindret ham i at drive sit jernverk ,,der i egnen”. 21/1 88 beskikkedes da 3 kommissarier (Schhanbusch, Mechlenburg og Barnholt) til at undersøke forholdet, og 9/5 avgav de beretning om sin befatning med saken. Da de kom til aastedet, gik vandet over de 4 dammer, og uagtet de egentlig først skulde gi indberetning og derefter vente paa en kgl. resolution, fandt de det nødvendig at handle paa egen haand og bestemte dammens fjernelse. Dette var under flommen vanskelig, men der blev dog gjort saa stor aapning, at man antok resten vilde stryke med under øket tryk av vandet. De oplyser desuten, at dammens eiere allerede hadde begyndt nedrivningen frivillig (formodentlig av frygt for en ødelæggende storflom).

Hvorledes borgerskapet fremdeles (ogsaa efter andragenderne av 1682 og deres resultat) strævet med at faa ordnet sit kjøbmandsskap paa tilfredsstillende maate, fremgaar av den avhandling ,,Om den visse Handels Deling oc Indrettelse her i Schen By, efter Stædets Leiligheed och Indbyggernes Vilkaar”, som magistraten (Barnholt, Falch, Cornish, Jacob Baad) under 14/1 1686 indsendte til kongen. Et hovedpunkt deri, hvis adresse er tydelig nok, er ønsket om at alle udenbys boende handlende enten skulde flytte til byen eller opgive al handel søværts. Dermed tænkte de nok at stoppe baade ,,utstæderne” i deres utvikling og holde de store herrer paa avlsgaardene fra livet. Forøvrig henvises til forslaget, som er meddelt blandt aktstykkerne. Det førte, saavidt vites, ikke til noget resultat.

Der kan ikke ha været synderlig at bemerke ved byens daglige liv i disse aar. Den laa halvveis avstængt fra seilleden og saa bare smaafartøier paa havnen. Indkvartering, krigsfanger og et fornemt besøk i ny og næ kunde vel bringe avvekslinger, storflom og ildebrand skake hele byen op og bringe flere aars stræv med at reparere skaden. Men ellers var det vel ,,stilleben” aaret igjennem. Kirken og raadstuen har været de eneste forsamlingssteder, hvor sindet løftedes over det daglige og optoges av sterke og almene interesser. Tryggest har de vel følt sig ved klokkeklangens indbydende toner utover den lille by; for naar trommen gik for at kalde borgerskapet til møte, var det mindre sikkert, hvad borgermester og raad førte i sit skjold, og hvad posten, fra Kbhn. eller Kristiania hadde bragt. Derom har de foregaaende meddelelser fra krigens tid nok at melde.

[1] Mange fornøielige enkeltheter heri er (efter Mathias Skaanlunds Dagbok) gjenfortalt i Øverlands Norgeshistorie.

[3] Den tilhører kjøbmand Sørfondens rikholdige antikvitetssamling.

[4] Muligens betegnelse for de smaa engelske fartøjer (”kids”).