II

Ildebrand og regulering 1671. — Defensionsskib an­
skaffes. — Den skaanske krig 1674—79. — Extra­
ordinære skatter og utskrivning. — Defen­
sionsskibet i Kjøgebugt.

 

Ti-aaret 1671-80 indledes med en av de store ildebrande, som har til denne dag været de norske træbyers kroniske plage, og som kanske har herjet Skien mer end nogen av de andre. Man savner detaljeret beretning derom, kun det nøkne faktum nævnes i flere samtidige dokumenter: at den største og bedste del av byen ,,ved en stor och schadelig ildebrand” blev lagt i aske; i en skrivelse av 31/8-1680 nævner præsident Barnholt dog tapet av den ene av byens kister med gamle breve og beviser samt av ,,gewehr oc ammunition”. Kirken strøk ogsaa med, for 2den gang. Derimot har man i borgermester Mathias Lyches ,,Beretning om Skien” (fra ca. 1730) [1] ganske god underretning om hvad man foretok sig i anledning av branden, som fandt sted første pinsedag 1671. Allerede 8/7 beordrede Gyldenløve en kommission nedsat med det mandat at ,,regulere Gader og Tomter saaledes at de Kunde blive afmaalte, afdeelte og lige anlagt, og om nogle formedelst deris Platzers Krumhed og ulighed ey Kunde Tilstædes igjen at bebygge, da dennem saa store Tomter igien paa andre Beqvemmelige Stæder ved Byen at udvises”. - Dette er vistnok første gang man hører tale om byens planmæssige regulering, og det tør vel siges, at det utseende Skien derved fik er det samme som gjen­nem ildebrande og fornyelser holdt sig gjennem over 200 aar til den store omskabelse i 1886. Har der før 1671 været noget igjen av det middelalder­lige Skien, saa forsvandt det vel nu.

 

Kommissionen bestod av generalkvartermester og overingenieur Wilhelm Coucheron, raadmand i Tønsberg Thomas Bandsbild og fogden i Brunla len Søren Hercules. Den indfandt sig i Skien og sammen med magistrat og borgerskab ,,først anlagde og afdeelte Gaderne udi visse Længde og Bredde og gav dem Navne, dernest afmaalte alle Platser for enhver og i Vedkom­mendes nærværelse afpælede hvad enhver efter nøyeste overvejelse og billigste befindende Kunde til Komme og uden Fortræd Bebygge og Nyde”. — Forret­ningen avsluttedes 16/8 med et dokument. hvori kommissarierne lovet at utstede tomtebrev til samtlige brandlidte og lagde borgerne paa hjerte at holde sig de trufne bestemmelser efterrettelige og ,,ey ved nogen uroelighed give Aarsage til Uenighed” samt at magistraten ikke maatte tillade nogen at bygge ,,ander­ledes end til Gaderne efter en lige linie”.

 

Det var efter andragende fra Skiens magistrat at dette fandt sted, og det blir saaledes byens daværende styre som har æren av at der blev ryddet op i den gamle redes uregelmæssighet. Hovedøiemedet har antagelig været ved reguleringen at skaffe nogen betryggelse mot en gjentagelse av ulykken; der­om vidner den omstændighet at et hus som laa for nær kirken (det var ,,Michel oremesters”, >: organistens), blev sløifet mot en erstatning av 130 rdl., og at et hus i nærheten av søboderne blev indløst til nedrivning. Ogsaa torvet blev betænkt med indløsning av en tomt for 300 rdl., som ,,afgaar til torvet, saugbruget og andet bedste”. Der er i de gamle regnskaper spor efter en avgift til kirken for bruken av torvet, som altsaa oprindelig har været kir­kens eiendom og kanske den ældste begravelsesplads. — Reguleringen omfat­tet ialt 73 nummere, hvori man har en maalestok for brandens omfang; den angives andensteds til 100 hus.

 

Før branden var der ført forhandlinger om anskaffelse av et ,,defensions­skib” for Skien. Det var armerede handelsfartøier, dels bestemt til at holde kysten fri for kapere og sørøvere, dels til at gjøre tjeneste sammen med or­logsflaaten. Til gjengjæld for den kostbare utrustning fik de privilegier, i motsætning til de ,,slette” (>: almindelige) fartøier. Skiens defensionsskib skulde ha privilegium paa at indføre den vigtige handelsvare, spansk (og fransk) salt, og allerede før skibet var tilveiebragt, 24/5-1671, hadde dets eventuelle redere faat bevilgning paa at indføre med ,,umonterede” (>: ubevæbnede) skibe 2000 td. salt. - 28/10 skrev Gyldenløve fra Kjøbenhavn til Skiens magistrat for at paaskynde skibets anskaffelse, da de dermed forbundne ,,herlige privilegier” maatte tjene til byens opkomst. Hvis Skien (og Kragerø) nu vilde skynde sig dermed, lovet han ikke alene selv at tage ,,en god part” deri, men ogsaa at faa admiral Adeler til participant. - Noget tidligere hadde Skien (6/9) til lin­dring for sine tap ved ildebranden faat bevilget frihet for de ordinære skatter saavelsom for contributioner og indkvartering i aarene 1671-75, og Gyldenløve lover dem i sit brev (som er avtrykt i aktstykkerne), at han vil hjælpe og ,,cooperere” til at faa denne skattefrihet forlænget et par aar, saa at de ,,ey schall Svechis” ved defensionsskibets anskaffelse. Det tør vel herav sluttes, at Gyldenløves velvilje har været medvirkende ved den haandsrækning som skattefriheten gav dem. Han var jo i disse aar Norges skytspatron.

 

Defensionsskibet kom virkelig istand. Det var en ,,pinasse” med 4 mers og 24 kanoner og blev under den skaanske krig taget i tjeneste ved flere vigtige anledninger. Om dette skib og dets rolle under krigen vil der nedenfor bli givet nærmere oplysninger.

 

Den skattefrie aarrække, som Skien saa vel kunde behøve for at gjen­reise sin by og komme litt til kræfter, var endnu ikke helt forbi, da der kom en trængselstid, like saa langvarig som skattefrihetstiden og i sine følger endnu meget længer: den skaanske krig, 1674-79. Direkte føling av krigen fik Skien aldrig, saaledes som det trondhjemske og de østlandske grænsedistrikter. Naar undtages at byen under syvaarskrigen (1563-70) skal være brændt av et svensk streifkorps, har den været forskaanet for at se fienden foran portene. Men den fik med de andre kjøpstæder bære den knugende byrde av de mangeslags skatter, som regjeringen grep til for at skaffe penge til krigen: proviant­skat, familie-landehjælp, soldaterhold, kop- og kvægskat, krigshjælp, baads­mandsskat, krigsstyr — foruten indkvarteringer og midlertidige uttællinger, som skulde godtgjøres senere. Det blev en vanskelig, næsten uoverkommelig op­gave for byens styre at faa utlignet og skaffet tilveie alle disse paalæg og skaffe lindring i byrden ved forestillinger og bønner. Mer end en av de vel­staaende segnet under trykket og efterlot sin familie i armodskaar, hvorom lig­ningsmandtallene noksom bringer vidnesbyrd. Borgemester og raad gjorde hvad de kunde for at skjærme byen mot dette pres, og statholder Gyldenløve vendte ikke det døve øre til klagerne; tvertimot. Men ,,krigens flamma” blusset, og pengene maatte skaffes. Det er et vidnesbyrd om Gyldenløves dype tak i nordmændenes hengivenhet, at hans popularitet gik usvækket ut av denne prøve.

 

Allerede i 1675 hadde Skien trods skattefriheten maattet deltage i ,,familie­landehjælpen” med 1058 rdl. og et kvartal av det paabudne ,,soldaterhold”. Byen skulde stille 100 soldater, beregnet i penge til 2471 rdl., og denne skat betalte de i 4 aar, altsaa 9884 rdl., det største paalæg under hele krigen. Der­til kom, at de nu igjen skulde til at betale den ,,ordinære” skat (371 rdl. pr. aar) samt proviantskatten (500 bismerpund smør = 500 rdl.), som de i 5 aar hadde været fri for. Gyldenløve gjorde sit bedste; i skrivelsen om defen­sionsskibet 1671 gaar han ut fra, at det var i 6 aar de skulde nyde skattefrihet, og sendte intet skattebrev for 1676-77.

 

Utlæg og bryderi altsaa, allerede i 1675. Selv Gyldenløve, som var saa naadig, kunde være striks og bydende, naar det gjaldt krigens behov. 11/3 kom der fra ham en ,,Wenlig hielsen met Gud” og ordre til at gjøre forskud i penge og proviant (indtil 350 rdl.) til de ,,marinische compagnier”, som var utskrevne og samlet i Kristianssand, Stavern, Fredriksstad og Moss; at levere til stiftsskriver Johan Wette i Kr.sand ,,uden forhael stracks”. — I august s. a. fik man indkvartering av en avdeling av oberstløjtnant Brockenhus’s rytterregiment: 1 løjtnant, 1 cornet, 2 corporaler og 38 menige med hester. Alle skulde ha ret til at koke ved husværtens ild og spise ved hans lys; hestene skulde byen sørge for. For corporalerne beregnedes 5 rdl. pr. maaned for ,,fuld tractament”. Indkvarteringen varte til slutten av november, og byens regning (dat. 29/11) var paa 236 rdl. 3-18.

 

1676 indledes med Chr. V’s trykte brev om fortsættelse av familie-landehjælpen ,,eftersom Krigs Flammen endnu siunis for dette Aar at vilde continuere” (utstedt paa Akershus 29/3 av Gyldenløve og i Skien læst baade paa raadstuen ­ 16/3 og i kir­ken 19/3). Og knapt en maaned efter kom en ordre fra Generalkrigskom­missariatet, at Skien skulde betale 750 rdl. til defensions­skibets redere for at lette byrden med dets utrustning til kongens tjeneste; og disse penge skulde regnes iste­denfor det byen skyldte i ,,soldaterhold”. Det har ikke gaat fort med utbetalingen; først i de­cember kvitterer amtmand Niels Sørensen Adeler og to av Skiens borgere for mottagelsen.

 

,,Uten øl og mat er helten ingen ting”, siger Wessel, og Skien maatte være med for at skaffe disse fornødenheter. Kaffe var neppe kjendt, the endnu mindre, og det blev da øllet som var soldatens drik, især paa flaaten. 16/4-1676 rekvirerte Gyldenløve fra Moss 100 tønder (,,gode oc døgtige”) at leve­res til Moss eller Fredriksstad fra Skien og Kragerø. Senere forlangtes leve­rance av ,,hart brød” (>: skibsbrød): 5/3-1678 fik Skien anmodning om at bake 250 td. derav, og skrivelsens uttryk viser hvor magtpaaliggende det var, ,,efter­som hans Kgl. Mayestæts tienneste høiligen udkrefver at en anseelig partie av hart bagged kafringbrød udj Søestæderne forfærdiges og holdes i beredschab. — Og som hans Kgl. M.s høie tienniste herudj merkeligen beroer, altsaa vilde de med des tilvejebringelse bevise saadan flid og omhyggelighed, at det kand vidne for dem hvor kier hans kgl. M. og fædernelandets tienneste er dem”. Det sidste uttryk fortjener at lægges merke til; det kommer igjen baade hos Gyldenløve og hans underordnede og synes eiendommelig for Gyldenløves tid, denne appel til patriotismen foruten til kongetroskaben. — Skien bakte altsaa hart brød og viste den omhu at pakke det meste derav i tønder; 9/9 s. a. kvitteres der i Fredriksstad for 116 td. og 18 skippund ,,uten trær”, fremleveret ved Hans Clausen baker og fragtet (for 29 rdl.) ved skipper Oluf Nielsen. Omkostningerne skulde fratrækkes skatten, med 2 (?) rdl. pr. tønde. Denne iver fra borgernes side indbragte dem stor ros. Rekvirenten (Hans Kaas) siger i en skrivelse av 29/3, at han skal ,,wide at berømme” dem, beder dem tage ,,halv biug, halv rugmel” og lover, at hvis de vil levere 300 td. istedetfor 250, skal godtgjørelsen bli 6 ort pr. td. — En speciel leverance av 12 gode baater forlanges til transport i ,,den forestaaende campagne, 18/4-1678. Skien skaffet 9 og Kragerø 2, leveret i Fredriksstad. Av indkvarteringer fik man i 3 maaneder 1677 et kompani av trondhjemske regiment (3 officerer og 121 menige) à 816 rdl. Ogsaa nogle svenske krigsfanger sees at ha været stationeret her. Alt dette kunde være brydsomt nok, men i sine virkninger langtfra saa knugende som de extraordinære krigs-contributioner. ,,Soldater­holdet” er allerede omtalt; men der kom noget, som for de næringsdrivende vistnok var endnu værre. 26/10-1676 utstedte Gyldenløve fra Akershus et trykt brev, hvori han meddeler at kongen har overdraget ham at skaffe penger paa bedste maate, og at han er kommet til det resultat at maatte paabyde i Norge en almen krigsskat (saadan som i Danmark), denne ene gang ,,oc ey lenger end i nerverende aar”. Ogsaa her stilles en kraftig appel til fædrelandsfølel­sen: ,,Intet maatte forsømmis, som til Fæder-Landets kraftige Værn oc nødig Defention monne udkræfvis”.

 

Skatten blev utlignet saaledes, at den i særlig grad faldt paa de rike og høitstillede og saaledes var hvad man nu vilde kalde en progressiv skat. Der blev opstillet 8 klasser, hvorav de 4 første betalte:

 

                                I               (15 personer)         1.1/2        rdl. daglig.

                .               II             (30       ,,                1                ,,       ,,

                                III            (60       ,,                   1/2          ,,       ,,

                                IV            (120     ,,    1/4        ,,       ,,

 

                                Derefter kom de øvrige 4 klasser med 12, 6, 4 og 2 skilling daglig (skatten gik derfor senere under navn av ,,dagskatten”). Bønderne slap, og systemet var rigtig, saasom der ikke var almindelig værnepligt; den personlige krigstjeneste hvilte paa den ,,menige almue”. Men det viste sig dog, at byrden blev for svær, især da det ikke, som Gyldenløve bebudet, blev bare i det nærværende aar. Denne mare laa i hele 3 aar over de større næringsdrivende og hadde da kostet Skien (med utstæderne) ialt 6912 rdl. — Av de 4 øverste

                klasser var der her opført:

 

                I.              Assessor og lagmand Claus Andersen            547          rdl.          - 2 -

                II.            Anders Cornisch                                                  365          ,,

                III.           Borgemester Anders Andersen                         182          ,,              - 2 -

                IV.           Vice-lagmand Iver Hansen                                 91            ,,              - 1 -

                                Hans Jacobsen Falch                                          91            ,,              - 1 -

                                Tolder Thomas Thomesen                                 91            ,,            - 1 -

 

Derefter præsident M. Barnholt og Peder Povelsen med 45 - 2 - 12 hver og alle de mindre skat-ydere, ialt 65 i Skien og 24 i Kragerø. Da an­tallet av skatteborgere var ca. 300, viser disse tal, at skatten faldt paa et ut­valg.

 

Virkningen uteblev ikke. Der kom protester, og flere av de større næ­ringsdrivende (A. Andersen, A. Cornisch og Hans Jacobsen) fik skatten mode­reret, tildels til det halve. Gyldenløve var naadig, og hver gang han i de følgende aar maa fornye paalægget, sker det med beklagelser over de desværre ,,endnu continuerendes vanskelige tider”. (Bragnæs 29/3-1579). Det viste sig ogsaa vanskelig at faa pengene ind, og byens regnskaper kom i uorden med restancer i den grad, at det endelige opgjør først fandt sted 20 aar efter kri­gens slutning. Men krigens krav var ubønhørlige, og de kom undertiden i en form, der ikke taalte opsættelse. Saaledes anviste Hans Kaas 10/8-1678 (fra ,,Lejeren wed Quistrombro”) 3175 rdl. av Skiens resterende skat til oberst Winds regiment og ,,vil formode at som pengene forlængst er forfaldne, de giøre god og prompte betahling”. Den korn ogsaa noksaa fort: 25/11 kvitterer regimentsfuldmægtig Paludanus for beløpet. hvorav 500 rdl. fra Kragerø. 20/8-1679 atter anvisning (dateret Marstrand) paa 3000 rdl. til officererne ved samme regiment, og 7/11 kvitterer I. Hasselberg for summen at være ,,fornøyeligen contenterit og betalt”. Og efter krigens slutning 2748 rdl. til Vesterlehnske regiment, betalt i Grimstad 5 dage efter at anvisningen var utstedt!

 

Vi kommer nu til den mere personlige deltagelse i krigen, som for Skiens­fjordens byer væsentlig blev utskrivning av mandskap til flaaten. 27/3-1675 kom ordre til at levere ,,baadsmænd”, og 27/6 kvitterer kaptein Floris Carstensen (2 aar senere førte han i Kjøgebugt linieskibet ,,Tre Løver”) for, at by­fogden i Skien Henrich Fridrichsen har leveret 23 tillikemed 1 trompeter (rullen er trykt blandt aktstykkerne). Paa dokumentet tilføier borgemester Barnholt navnene paa 7 i Kragerø utskrevne. Trompeteren har det tyskklingende navn Johan Siedenbroch, de andre er nordmænd. 6/5-1678 kvitterer Jan Gerritsen paa kongens skib ,,Gyldenløve” i Stavern for 7 baadsmænd herfra; der var utskrevet flere, men de var rømt. De 7 var av kæmneren utstyret med penge og klær. — Ved samme anledning ser man, at der ogsaa fra Skien var leve­ret opgave over 7 mandskaber, passelige til ryttere, men ogsaa av dem rømte 3, og det holdt nok idethele haardt at tilfredsstille fordringen til krigsmandskab. 1/3 1679 blev byen av Bielcke mindet om de 36 baadsmænd de skulde skaffe, ,,saaledis qvalificerede og habiterede som Hans M.s høye tieniste det utfordrer”, men man klarte ikke at sende mer end 19 og Kragerø 8. Skien paaberopte sig ogsaa den store anstrengelse de hadde gjort med at skaffe 50 mand av defensionsskibets besætning.

Er Leffueret Ombort Paa hans Kongl. Mayts. Orloff Schieb Güldenløue frae scheen aff Præsident Marcus Barrenholt och BorgeMester Anders Andersen forned.ne Persohner 1 Asbiørn Andersen aff scheen 2 Dierrich Sieptpert v. harlem 3 Anders Arrentsen aff scheen 4 Olle Gulbrandsen aff scheen 5 Søffren Ollesen aff ibid. 6 Bendt Welgiørsen aff ibm. 7 Ansteen Iffuersen aff ibm. — Actum Schieb Güldenlou Den 6 Maij Ao 1678. Bekreffter ieg underschrefne Jan Gerritsen. —

Saa var det blokhuset i Brevik, som var til plage og bekostning. Av regnskapet for 1679 ser man at der var en kommandant (,,en officer av byen som obwarter Blochhuusets Vacht”), en konstabel, en korporal og en tambur. Kommandantens gage for 5 maaneder var 30 rdl., konstablen fik 16 og de andre 12. — Effektiviteten av dette forsvarsverk blev ikke sat paa prøve, og man var sikkert inderlig kjed av dette quasi-militære væsen.

 

Størst interesse knytter sig til Skiens defensionsskib, som virkelig kom i aktiv tjeneste under krigen. Skibet, som het Maria, var paa 218.1/2 læster og ifølge toldregnskabet for 1673 bygget samme aar ,,her paa Stedet”, hvilket vel vil sige i Langesund. Det var (ifølge samme kilde) en ,,pinasse med 4 mers og 24 ,,effective Støckporte”, >: det førte 24 kanoner, med behørig ,,Schantz og back”. Som redere opføres s. a. lagmand Claus Andersen, vice-lagmand Iver Hansen, Andrew Cornish og Stig Tonsberg; aaret efter kaldes det ,,com­pagnie schib for Skeen, af Sambtlig Borgerschab reeded”. Skibets fører var Hans Lazari (o: Lazarussøn) fra Ek i Bamle, som ogsaa fungerte som kap­tein under krigen; blandt aktstykkerne vil man finde en fuldstændig rulle over hele besætningen, 113 mand, hvorav 94 baadsmænd og 19 officerer, underbefal m. m. fra chefen til profossen (bødlen).

 

I toldregnskapet for 1677 bemerkes om dette fartøi, at det for tiden var i Kgl. M.s tjeneste, og av antegnelserne for 1679 at det hadde været med ,,for Gottenborg”. Dette forholder sig saa og kan bekræftes fra andre kilder, utførligst i en avhandling av kaptein Baggesen (Archiv for Søvæsenet XI), hvori affæren foran Gøteborg 1776 behandles. Den dansk-norske eskadre be­stod av 4 danske orlogsskibe (>: linieskibe). 2 hollandske, 3 galeaser, 1 fløite, 2 defensionsskibe fra Bergen, 1 fra Skien, 5 galeier, 5 skjærbaater og 1 jagt, under anførsel av kommandør Johan Wibe (efterat den oprindelige chef, ad­miral Markvard Rodsten, var suspenderet). Wibe forsøgte gjentagne gange at angripe den svenske flaate, som laa tilankers under Elfsborgs kanoner, ved hjælp av brandere og en ,,smøger”, hvis røk skulde drive ind over fæstningen og hindre denne i at bruke sine kanoner. Planen, hvis utførelse øiensynlig har krævet dristighet, blev drøftet i et krigsraad, og Wibe refererer i sin rap­port skibschefernes vota. En av hollænderne fraraadet bestemt og negtet endog at resikere sit skib, og flere av de norske kapteiner delte hans betænkeligheter, men tilføiet dog at ville efterleve admiralens ordre; blandt disse nævnes ogsaa Hans Lazari. — Da Wibe derefter skred til handling, mislykkedes forsøket 2 gange ved slet opførsel av dem som skulde haandtere branderne.

 

Aaret efter var ,,Maria” med i det navnkundige slag i Kjøgebugt. I kommandør Victor Hansens ,,Vore Søhelte” findes skibet paa den der leverede skisse av de 2 flaater og deres styrke betegnet som et fartøi paa 30 kanoner og 120 mand, altsaa noget sterkere end ovenfor efter vore hjemlige aktstykker angivet. Nils Juels flaate var delt i 3 eskadrer, og ,,Maria” hørte til 2den eskadre under admiral Markvard Rodsten, som altsaa nu var tagen til naade

igjen. Denne avdeling fik under slaget den rolle at kringsætte det svenske skib ,,Draken”, som var løpet paa grund, tillikemed dets hjælpere, hvorefter den fulgte hovedstyrken tilhavs efter fienden og kom tidsnok til at tage del i den store kamp. — Saa heftig end denne var, hadde vort defensionsskib kun 2 døde og 4 kvæstede efter slaget, men dette tyder ingenlunde paa nogen lun­kenhet under bataljen, thi forholdet var gjennemgaaende slik. Selve Nils Juels skib ,,Christianus Qvintus”, som hadde været omringet av 6 svenske i den værste tummel, opviste ikke mere end 8 døde og 36 saarede, og hele vor flaates tap opgjordes til 80 døde og 250 saarede, medens svenskernes var 4 dobbelt. Forklaringen av dette misforhold er (efter Victor Hansens fremstilling) at sven­skerne skjøt efter fiendens takkelage, vore folk efter skrogene.

Erindringsmedalje efter slaget i Kjøgebugt.

 

Vinteren 1678-79 laa ,,Maria” hjemme. Ifølge en skrivelse av 27/11-1678 fra generalkommissariatet skulde 4 mand sættes til at holde vagt over det, og desuten var der av besætningen 15 mand, som ,,ingen wis tilhold hafwer” og derfor av Skiens magistrat maatte anbringes i Skien og dets ,,underliggende”, for at man kunde være sikker paa at have dem, naar vaaren kom.

 

Det er vanskelig at utfinde, hvem av skibets besætning der har været hjemmehørende i Skiensfjorden og specielt Skien. Der mangler fra disse aar i mandtallene specification over de til søtjenesten rulleførte (endog for en serie av 8 aar i rad, ifølge antegnelserne til byens regnskaper). En enkelt, Jochum Chur, findes som skatteborger 1684, og blandt de 23 i 1775 leverede baads­mænd findes navnet Glettenberg, som endnu er repræsenteret hersteds.

 

Defensionsskibet figurerer sidste gang i skibslisten fra 1685. Aaret efter blev det overtaget av Gyldenløve, som igjen solgte det til Peder Brandt i Ber­gen[2]. Dets fører nævnes ogsaa sidste gang i 1685; han hadde da overtaget lagmand Iver Hansens ,,fløyte” Fortuna. Derefter er der en lacune paa flere aar i listerne indtil 1693, undtagen 1688, da Fortuna nævnes sidste gang, men ikke dets fører. Hans Lazari, som vistnok sammen med de øvrige chefer har baaret æresmedaljen fra slaget i Kjøgebugt, forsvinder altsaa hermed av sagaen.

 


[1] Dette vigtige dokument er trykt blandt aktstykkerne.

[2] Meddelt av overlærer R. Tank