IV.
1695-1710. - President Barnholts
død. -Opsving i
skibsfart og handel. -Embedsmænd
og borgere.
- Økonomisk oversigt. - Krigsskyer.
Raadstueprotokollen,
som heldigvis er bevaret gjennem et længere tidsrum, er fra nu av vor bedste
kilde og trofaste følgesvend i byen; paa en maate byens avis, idet den
avspeiler dens offentlige liv og ikke saa litet av det private. Den blev fra
11/2 1692 ført av Ove Daniel Hickman, hvis bestalling (av 27/6-91) til
at være by‑ og raadstuskriver blev oplæst den dag. Haandskriften skulde
just ikke være hans bedste anbefaling til embedet, men har man først vænnet sig
til hans hieroglyfer, gaar det over forventning gjennem de tusinder av sider
han har beskriblet. Hvert aar indledes med en klingende og høitidelig
overskrift som „I Jesu Naufn” eller, “Gud give Løche i dette Aar” og lignende;
sommetider falder det parodisk, naar man straks efterser, hvorledes byens fædre
er i haarene paa hverandre om stort og smaat, til andre tider lyder det som et
nedraab, især naar man paa forhaand kjender, hvad der skulde komme av prøvelser
og vanskeligheter.
Det lakket mot slutten av Marcus Barnholts præsidentskap. Om et møte 19/12 94 heter det: „Hr. Præsident formedelst svaghed absent”, og aaret efter (24/10 95) ledet han for sidste gang forhandlingerne. Han hadde da beklædt stillingen siden 1671, fra 77 med titel av præsident, Skiens første og sidste; fra 1670 tillike assessor i overhofretten i Kra., en stilling som væsentlig bragte ham bekostning og bryderi med reiser og ophold samt høiere skat paa grund av rangen. B. var 2 gange gift: I. med Margretha Stochfleth 15/1 1655 (brudgommen var da 18 aar, bruden 15) og II med Augusta Juliane Cronenburg, som overlevet ham. Av Skiens høit fortjente præsident, som i vanskelige aar stod paa vagt om byens interesser og efter evne skjærmet den mot utaalelige byrder, findes desværre intet portræt. Derimot har Skiens museum tat vare paa likkisteplaterne fra hans og den første hustrus kister i den gamle kirkekjælder. Disse plater blev efter branden i 1886 reddet ut av kirkens ruiner og indskriften avtrykt i Personalhistorisk Tidsskrift 3die række I (1892). Præsidentens plate har en temmelig vidløftig indskrift paa latin, hvorav det fremgaar at han har faat en usædvanlig god utdannelse for sin stilling; han hadde nemlig studeret baade theologi og retsvidenskap og filosofi og for disse studiers skyld reist i Holland, Belgien, Spanien, Flandern, Brabant, Danmark, Sverige, England, Frankrig og Tyskland, saa det var ikke nogen hjemfødning som i disse aar bekledte borgemesterembedet, og man maa gaa langt ned i tiden for at finde et sidestykke til denne alsidige utdannelse. Dødsdagen var 29de nov. 1695. Datidens gravskrifter var gjerne overstrømmende i sin omtale av de avdødes dyder og ære, og Barnholts er ingen undtagelse fra denne regel; men naar det tilslut heter om ham at han var “uvillig mot ingen, velvillig mot de fleste, retfærdig mot alle” (nemini invitus, plurimis benevolus, omnibus æqvus”), saa tør nok denne i romersprogets faste former støpte dom bli staaende som et blivende monument over hans væsen og virke.
![]() |
Præsident
Barnholts kisteplate
|
13/2 1696
foregik det høitidelige skifte i ledelsen. Først optraadte Hercules Weyer som
ved bestalling av 21/11 95 var utnævnt til borgemester, og anmeldte at han
efter ansøkning var fritagen, men beholdt „gang og sæde” herefter som
borgemester. Derefter oplæstes bestalling av 18/1 96 for Peder Baad i samme
egenskap, og “præsenterit da welermelte Peder Baad som Borgemester, hvortil
tilstede(værende) Borgerskab ønschet ham til løche”.
Protokollen
har herefter adskillig mere at fortælle om byens forhold. Der er øiensynlig
kommet nyt liv i papirerne, nyt personale og ny virksomhet. Bedst viser dette
sig gjennem den i 1695 indførte anmeldelsespligt for de handlende og søfarende,
som herefter maatte ha raadstue‑attest for skib og ladning, hver gang de
drog ut med sin last. Herigjennem faar man et kontrolmiddel til at bedømme
omfanget av virksomheten i disse aar, om man end fra aar 1700 maa savne den
maalestok for værdierne, som et ordentlig toldregnskap skulde gi. Dog har man
slike fra 1795‑99 og efter den tid en veiledning i skibenes antal og
drægtighet; i 1695 gik der ialt 15 anmeldte her hjemmehørende fartøier med
tilsammen 2864.1/2 læster ut med trælast. Som prøve paa disse anmeldelser
hitsættes: 28/2 1696 “Erscheinet for Retten Joh. Jørgensen Ed Sohren Borger og
indwohner udj Kiøbenhafn, Indgaf Kgl. M.s Tolder Sr. Jørgen Erboes[1]
skriftlig med Egen Haand underschrefen Eed at det Schib den Norsche Løve kaldet
som er 256 lester drechtig hands allene uden Simuteret contract eller anden
underfundighed i nogen optenchelig maade med dessen Indehavende ladning som ei
ere contrabande ware, achtede sig fra Langesund til Holland og derfra til
Langesund, saa aflagde Schipperen sin corporlig Eed efter Reglementet og
beviste at have bekommit Hans M.s naadigste Søepass for denne Reise, som blef
daterit d. 22 februarij og var begierende at Raadstue widnet maatte dateris d.
13 februarij”.
Efter
denne formular er de fleste anmeldelser avfattet, og man faar da herigjennem
oplysninger om skib, eier, fører, ladning og reise for alle disse aar. Der er
allerede ovenfor givet en fortegnelse over hele rækken av fartøier 1673‑1713,
men nærmere oplysning kun til 1688; det blir derfor nødvendig her at gjentage
det sidste parti av rækken, med de oplysninger derom, som fremgaar av
protokollerne. Hvert fartøi er i denne opregning bare nævnt en gang, og
man kan altsaa ikke her se, hvormange der var i fart paa en gang, undtagen for
1695, hvor alle, baade gamle og nye, er tat med; men man faar en oversigt, ser
hver gang et nyt skib dukker op og faar adskillige oplysninger om dem.
1695. St.
Johannes 146 læster. Redere Maren Sørensdatter sal. W. Willumsens 7/10,
Frants Cudrioux 1/2, Joh. G. Weber 1/12 + 1/16, Jochum Fent 1/12 + 1/10 Bent
Willumsen (skipper) 3/16. Ladningen tilhørte Frants
Collier. Forlist 1697 utenfor Texel.
“ Fortuna,
120 l. Anders Madsen 1/2 samt ladning, Frants Coudrioux 1/2. Skipper Anders
Evertsen. Til England eller Holland.
“ Jonas,
192.1/2 l. Thomas Sommer 13/24, Anders Madsen 1/3, Jørgen Pedersen 1/8 Skipper
Peder Jørgensen. Bortfragtet til assistentsraad Stub, Fredrikshald.
“ St.
Peter, 144 l. Thomas Sommer 1/2, Jørgen Pedersen 1/2. Skipper Laurs
(>: Lars) Olsen. ‑ Likeledes fragtet av Stub. ‑ Redere i 1703:
Simon Jørgensen 7/16, Rasmus Jørgensen Holst 1/4, Ambor sal. Jørg. Pedersens
1.1/4.
“ Peternelle,
196 l. Thomas Sommer 11/12 og ladning, Elias Gregersen 1/12. Skipper Elias
Gregersen. Til Holland.
“ St.
Catharina, 259 l. Thomas Sommer 2/3, Anders Madsen 1/3 og ladning.
Skipper Hans Jacobsen.
“ Fortuna,
176.1/2 l. Arne Hansen i Brevik eier av skib og ladning, til lige skipper.
Hadde kjøpt 3/4 av Anders Nielsen (Lerstang). Solgt til Irland 1698.
“ Svanen,
268 l. Assessor Halvor Borse eier av skib og ladning. Paa reise til London
opbragt til Dunkirchen. I 1703 var Niels Josten paa Bjørntvedt eier av 7/8.
“ St.
Anne, 187 l. Brigadier Johan Arnold, skib og ladning. Skipper Christen
Andersen. Til England. I 1702 førtes det av Bøye Petersen (Ording) av Kragerø.
“ St.
Johannes, 256 l. Do. Do. Do. Skipper Nils Knudssen av Langesund. Til
Holland.
“ Hvide
Falk, 195 l. Thomas Sommer 1/8, Cornelius Danielsen (Brevik) 21/64,
stiftamtsskriver Preus 1/16, Rasmus Clementsen (Risør) 5/16, sal. Corn. Dan.
sr. 11/64. Skipper C. Danielsen. Ladningen tilhørte Frants Collier. Til London.
I 1703 eiet Anders Nielsen 3/4.
“ Den
Norske Løve, 260 l. Tolder Jørgen Erboe, skib og ladning. Skipper Johan
Jørgensen av Kbhvn. Til Holland. Solgt til Kbhn. 1696.
“ Engelen,
220 l. Halvor Borse, skib og ladning. Skipper Hans Gregersen. Til England.
Senere ført av David Davidsen Jonchin og i 1708: av Job Christensen Arveschau,
indvaaner og borger i Skien. Redere
i 1703: Niels Josten 2/3, Leopoldus 1/3.
“ Engel
Rafael, 80 l. Thomas Sommer. Skipper Lorents Koch. Fragtet av
assistentsraad Hannibal Stochfleth (fra Drammen til Holland).
Foruten
de her nævnte 14 fartøier, som er hentet fra raadstueprotokollen, indeholder
toldregnskapet for 1695 følgende:
Christina
Maria,
189.1/2 l. Defensionsskib. Chr. Pedersen Lund. Til Holland. Forlist 1698 paa
reise fra Spanien.
Langesund, 248.1/2 l. Chr. Pedersen og
Thomas Sommer. Til Spanien. Havareret ved Bergen [i Holland?] og solgt 1696.
St.
Peter, 82.1/2
l. Chr. Pedersen. Solgt til Fredrikshald s. a.
Elisabeth (se nedenfor).
Endvidere
oplyses deri, at Johannes Evangelist, 185 l., som var klargjort
herfra 1692, 24/11, ikke hadde været her siden; Neptunus, 59 l.,
var solgt til England. Haabet, 29 l., var solgt til Arendal, og
galioten St. Anna solgt til Danmark.
1696. Fortuna (tidligere Samson),
178 l. Anders Madsen 1/.2 og ladning, Peder Rode (Skien) 1/2. Skipper P. Rode.
Kjøpt i Amsterdam av skipper Ditlef Wolf
for 5800 holl. gulden.
“ Elisabeth,
181 l. Anders Madsen 1/2 og ladning, Ingebret Sivertsen 1/2, skipper. Til
Holland med trælast.
“ Endrægtighed,
179.1/2 l. Anders Madsen, skib og ladning. Skipper Hartvig Gjertsen Bomhof. Til Holland med
trælast.
“ Stjernen,
143.1/2 l. Halvor Borse, skib og ladning. Skipper Tord Kløne (Larvik), i 1704
Hans Grønvold („). Bygget samme aar i Bolvik. Til England.
“ Fortuna,
135 l. Claus Clausen (av Skien), eier av skib og ladning, skipper. Til Ostende.
Kjøpt i Altona s. a. for 6700 Mark = 2233 rdl. 1‑8 sk. Solgt til Ostende
s. a.
“ Haabet,
197 l. Anders Madsen 1/4, Gregers Pedersen 1/12, Anders Nielsen (Brevik) 1/6,
Johan Arnold 1/3, Jørgen Erboe 1/3. Skipper Børge Gregersen. Til Holland. Kjøpt
i „Meddeborg” (>: Middelburg) for 3000 rdl.
1697. St. Andreas, 71 l. Ochel
Hansen (Brevik), eier av skib og ladning. Skipper Paul Nielsen Worm. Til
England.
“ St.
Jørgen, 61 l. Jørgen Erboe 1/2, Jens Robertsen (Skien) 1/2, begge i
skib og ladning. Skipper Jens Robertsen. Til Skotland.
“ Haabet,
26.1/2 l. Anders Madsen, skib og ladn., skipper Claus Clausen.
1702. Den norske Bonde, 139 l.
Anders Nilsen 1/2, Lucas Tønnesen 1/2. Ladningen (trælast) likeledes halveret.
Til Holland eller Embden.
“ Libanon,
34 l. Anders Nielsen 4/16, Hans Jacobsen 3/16, Broder Melfesen ½ + 1/16 (alle av Brekvik). Skipper Br.
Melfesen. Til Embden.
“ Fortuna, 63 l. Nils
Pedersen Herrestad (Rafnæs) 2/3, Hans Gregersen 1/3. Skipper H. Gregersen. Til
England (Leith).
1703. St. Johannes, 56 l. Rasmus
Malling (Porsgrund) skib og ladning. Skipper Erik Andersen (Porsgrund). Til
England. I 1704 ført av Adam Bertel Bomhoff.
“ Emanuel,
77 l. Jon Arnesen 1/4, Elias Gregersen 1/2, Are Jonssøn 1/4. Skipper Arne
Jonsson. Til England eller Holland. Bygget paa Stathelle.
“ Getsemane,
223 1. Christen Pedersen (Lund) i Langesund, skib og ladning. Skipper Peder
Søfrensen (Langes.)
“ Christian
(?) Maria, 120 l. Christen Pedersen Lund skib og ladning. Skipper Johan
Nielsen av Skien.
“ Gylden
Haab, 23 l. Jens Jacobsen Ren, (Brevik), skib og ladning, skipper Jens
Jacobsen. Maalt i Brevik 22/5 1682.
“ Kong
David, 136.1/2 l. Christen Pedersen Lund. Skipper Ingebret Sivertsen.
“ Paradis,
190 l. Christen Pedersen Lund. Skipper Henrik Hansen. Bygget i Langesund s. a.
I 1704 fragtet av kammerraad Velgiord Hansen.
“ Abrahams
Offer, 154 l. Inger Clausdatter (sl. Erboes) 3/6 og ladning; Niels
Pedersen Herrestad 2/6, Hans Jacobsen 1/6. Skipper Hans Jacobsen. I 1704 var
Kai Børting eier av Inger Erboes 3/6.
1704. Haab Johannes, 386.1/2 l.
Generalmajor Johan Arnold, skib og ladning. Skipper Christen Andersen. Bygget
paa Borgestad s. a. Førtes i 1705 av Herman Grubbe.
“ Fortuna
af Porsgrund, 135 l. Ludvig Blydt 1/2, Frants Frantsen (Cudrio) 1/2.
Skipper Petter Koch.
“ De
Tre Venner, 151 l. Johan Arnold, skib og ladning. Skipper Ingbret
Sivertsen. Til Holland. Kjøpt i Amsterdam for 5090 fl.
“ Svanen,
34.1/4 l. Johan Arnold; skipper Hans
Nielsen av Brevik. Til Newcastle.
1705. Patriarch Jacob, 46.1/2 l. Christian Schurman (Porsgrund) 1/2, Lars
Nielsen Lerstang 1/2; skipper Jacob Nielsen Lerstang. Kjøpt i Emden 1701 for
2600 fl.
1706. Elias, 135.1/2 l. Simon
Jørgensen 3/4, Rasmus Jørgensen 1/4; skipper Rasm. Jørgensen. Til London. Kjøpt
i Neustadt (Holsten) for 5000 rdl.
“ Kragerø,
38, l. Anders Gjømlo (?) 1/3, Peder Jansen 1/3, Tovis Ferdinandus 1/3. Skipper
Peder Larsen. Til Emden.
“ Havmanden,
237 l. Niels Justen 1/2, Joachim Borse 1/2. Skipper Hans Grønvold. Til
Plymouth. Bygget i Porsgrund.
“ Gamle
St. Anne, 191.1/2 l. Johan Arnold. Skipper Jens Clausen, senere Anders
Jonsen.
“ St.
Anne, 187.1/2 l. Johan Arnold. Skipper Bøye Petersen (Ording.)
1707. St. Anne, 61 l. Anders
Gjømlo 1/2, Jørgen Olsen 1/2. Skipper Jørg. Olsen. Fragtet med trælast i
Porsgr. av Frants Daniel Wischer.
1708. Langesund, (drægtighet ikke
opgit). Niels Justen 1/3, Jørgen Pedersen 3/4. Skipper Henrik Hansen Willer.
Bygget i Langesund 1707.
“ Den
norske Galei, 137 l. Anders Nielsen 1/2, Lucas Tønnesen 1/2; skipper L.
Tønnesen.
1708. Dorothea Galei, 89 1.
Anders Nielsen. Skipper Michael Jonas Aagaard av Fredriksstad. Til Spanien med
Trælast. Kjøpt i Hamburg for 4900 lybsk. Senere maalt til 133 l.
“ Patriarchen
Abraham, 128 l. (senere 154 l.) Madame Marichen sal. Jacob Bøyesens, i
Kragerø. Skipper Henrich Jacobsen Ording.
1712. Natanael, 110 l. Anne
Arnold. Skipper Jens Clausen. Til Cork (Irland). Kjøpt i Bergen for 1800 rdl.
1713. Susanna Margreta, en
nybygget snav. Christian Brandt. Skipper Lars Johannesen (Bergen). Til Bergen
med jern.
Denne
fortegnelse viser altsaa tilvæksten fremover fra 1695 til 1713. I førstnævnte
aar var som ovenfor vist 16 skibe i fart utenriks, og dette tal gjentager sig i
1710, kan vel altsaa betragtes som normalt for perioden. Ifølge toldlisten for
1699 var der da ca. 20 fartøier hjemmehørende her i fjorden, og nogen nedgang
merkes, idet ifølge samme kilde 3 større skibe blev solgt: St. Catharina
til Drammen, Pernella til Kr.a og Jonas til Larvik. Det ser
næsten ut, som om man har „lugtet krudt” og i tide realisert endel av flaaten;
i de nærmest følgende aar blev ingen nye anskaffet før 1702, da freden efter
den kortvarige krig i 1701 var sluttet, og krigsskyerne for denne gang drevet
hastig over. Nedgangen var øket ved tapet av Chr. Pedersen Lunds store
defensionsskib Christina Maria, som i 1698 blev borte paa hjemveien fra
Spanien. Men i 1703-4 gaar det igjen raskt fremover med nyanskaffelser, og det
ser ut til, at virksomheten var saa god som nogensinde før, da uveiret for
alvor brøt løs i 1710.
Gjennemgaar
man rækken av skibsredere, kan det ikke undgaa opmerksomheten, at
tyngdepunktet holder paa at forrykkes og har tilbøielighet til at flytte sig
utover fjorden, fra den egentlige by til utstæderne. Der er nok likesom i
foregaaende tidsrum et par fremtrædende skibsredere i selve Skien, Thomas
Sommer og Anders Madsen, men de „utenbys negotianter” blir mægtigere og mægtigere:
Anders Nielsen (med slegtninger) i Brevik, Christen Lund i Langesund;
paa „avlsgaardene” folk som Peter Børting, Halvor Borse, Niels
Josten (alle 3 jernverkseiere) og Johan Arnold, som til forskjellige
tider alene eiet 8 store fartøier, hvorav flere paa en gang. Niels
Josten bygger „Havmanden” i Porsgrund og Johan Arnold „Haab Johannes” paa
Borgestad (paa 286.1/2 l., det vældigste i fjorden); Porsgrund begynder sin
langsomme, men sikre vekst med navne som Blydt, Schurman, Malling, Niels
Herrestad; Kragerø har 3, derav 1 større. Foruten skibsrederiet har der ogsaa
været drevet en betydelig befragtning, særlig av Ludvig Blydt i Porsgr. og
Frants Collier i Skien. Muligens de har sittet her væsentlig som kommissionærer
for fremmede handelshus; under en skattetvist ser man en indvaaner av
Porsgrund (Bowman) paaberope sig, at han er „factor” for fremmede.
Det er
ovenfor under behandlingen av skibenes navn antydet, at enkelte er opkaldt
efter redernes hustruer (deres “kjærester”, som det heter i datidens sprog).
Dette maa være tilfældet med Thomas Sommers “Peternella”, Anders
![]() |
![]() |
Generalmajor
Johan Arnold
|
Anne
Clausdatter Arnold
|
Blandt de
øvrige skibsredere vil man treffe et par navne, hvis bærere skulde spille en
betydelig rolle: Leopoldus, den første av slægten Løvenskiold, og Simon
Jørgensen (Wesseltoft), stamfaderen til den bekjendte og vidt forgrenede
kjøbmandsfamilie i Skien. Begge vil senere bli nærmere omtalt.
Av
raadstueprotokollens indhold i disse roligere aar hitsættes et og andet til
belysning av forhold og personer under Peder Baads borgemesterskap. I 1696 lot
den nye lagmand (efter Iver Hansen) i „Skiens laugstol”, David Gorissen Clim,
læse, først paa tinget 17/2, dernæst 12/3 paa raadstuen en fredlysning av
„Laugstolens Residensgaard Lille Jerpen med dertil berettigede hestehauge og
de udi hestehaugen wærende huusmans Sæder og Rødninger, eftersom hand achter
selv at bebygge det og i dette aar bruge.” Dette maa vel være den første
herskapelige bebyggelse av dette bekjendte sted. To ganger er hovedbygningen i
nyeste tid bleven forandret; den gamle 2‑etages bygning, der av ingeniør
J. Christie blev omdannet til en 1‑tages, skrev sig efter traditionen fra
Hans Christophersen Blom, som overtok gaarden i 1799 (lagmands‑embedet
var da nedlagt, og staten solgte eiendommen); men forholdet mellem hans bebyggelse
og lagmand David Clims 100 aar ældre er nu vanskelig at bestemme.
Panteregistrene for Gjerpen blev tilintetgjort ved branden paa Klyve i 1826, og
brandtakster fra det 18de aarh. findes heller ikke i Gjerpen, saa de offentlige
kilder mangler. Et par gamle trær og veispor paa marken nordenfor den nuværende
gaard synes at være spor av en ældre bebyggelse, men derom er man nu henvist
til gjætning. Det rimeligste er, at lagmand Clim lagde gaarden, hvor den nu
ligger; men den pietet, hvormed de 2 trær er blit bevaret midt inde i marken,
er vistnok paafaldende. Til eiendommen hørte ogsaa “lagmandsskjæret” i Faret,
hvor der var fiskerettighet, som David Clim værnet om.
1697 19/5
„Blev almuen Erindret efter velbemeldte hr. amtmands Indgivende d. 5 Maij 97
om Langefos Broes fuldkommen forferdigelse med Ræcher og i andre maader ‑
‑ saavel som om det gamble Vegt og maals afschaffelse og det Nye at blive
bragt i brug”. Derefter avsagde magistraten dom ianledning flere personer, som
hadde gjort vrøvl med ilignet skat: først Ole corporal og 2 skalmeiblæsere,
Hans og Christopher, som slap med en mulkt av 2 mark 16 sk. Dernæst ingen
ringere person end den store negotiant Frants Collier, som hadde protestert
mot at betale “prestehjelpen”; han fik sit pas ordentlig paaskrevet: „Mr. Fr.
Collier, som ei allene beboer Et med di beste huuse og Eiendomme udj denne
menighed, men desforuden Indladet sig udj Et Stort anseelige Maste og
Tømmerbrug udj Telemarchen. Eier og tilkommer 3de of de beste Sauger og et nyt
opbygget Qvernhuus med trende par Quernstener udj, af hvilchet Brug (undtagen
Quernene) Sal. Borgernester Anders Andersen og Raadmand Sal. David Davidsen
tilforn eiede og levede af, thi kunde vi iche frafalde kiemnerens og taxer
Borgernes paastand og Lovens klare ord pas. 441 vers 2 og 3die, som absolutte
foresige at alle og Een huer, som Boe i Kiøbstæderne, af huad Stand de og ere
og af huad frihed de sig kunde paaberaabe, baade priviligerede og de som i
Kongens tienniste ere, schulle give Betientene deris Rettighed” ‑
hvorefter de ilagde ham 4 rdl. i mulkt. Det omtalte kvernbruk var ellers
velseet og anbefalet, da det gjorde bedre tjeneste end de ældre; kun general
Arnold, som eiet et av disse, protesterte, da han mente sig “præjudicert”.
Samme aar
døde raadmand Thomas Sommer, og Christopher Jørgensen Flod indtok hans
plads, med bestalling av 14/8 97, som blev læst paa raadstuen 2/9. Flod var,
som vi har seet, hører ved latinskolen i 1684, men var altsaa gaat over til de
næringsdrivendes klasse, med talrige descendenter til den dag idag. I 1694
hadde han av Thomas Sommer forpagtet dennes stilling som
consumptionsforpagter, hvorved han i 1706 paadrog sig en proces med Sommers
arvinger. Den anden raadmand var Gerhard Hansen (broder av lagmand Iver
Hansen), som vi senere vil faa meget at bestille med. Magistratens personale
var saaledes nu adskillig mindre storstilet end i Barnholts tid, da man hadde
baade præsident, borgemester og raadmænd. Nu nøiet man sig med borgemester og 2
raadmænd, og dermed forblev det for eftertiden.
Næste aar
bragte den ganske vigtige forordning av 11/10 98 om at indtil utgangen av 99
skulde bønderne overalt i Norge ha ret til at kjøpe korn direkte av
„skiberomrnene”, altsaa uten kjøbmændenes mellemkomst. Denne ret, som gik igjen
endnu 100 aar senere, var selvfølgelig en indrømmelse til de fattige forbrukere
og skulde være en beskyttelse mot misbruk og kunstig fordyrelse av varen i mellemhandlernes
hænder. Hvorvidt bestemmelsen virket efter sit øiemed, er et andet spørsmaal;
ialfald paastod Skiens kornhandlere i 1795, at den var litet benyttet og litet
værd. Aaret efter kom tronskiftet med dets høitidelighet og forandringer i
rigernes styre. l/9 1699 var borgerskapet forsamlet paa raadstuen „Hvor da blev
allerunderdanigst læst og forkyndt Hans Kongl. Mayestæts woris allernaadigste
arweherre och Konge Kong Friderich den 4des allernaad. Anordning om Sørgeklæder
at bære for Sal. og høyloflig Ihukommelse Kong Christian dem fembte, dat.
Kbhvn. den 26. Aug. 1699. Iligemaade om Ringen med Klocherne over ald
Dannemarch och Norge ‑‑‑, saa och forbud paa Spil og Sang i
Kiercherne og udenfore, indtil hans Kgl. M. allernaad. anderledis tilsiiger”.
Selv kirkemusikken skulde altsaa forstumme under kongesorgen, alene
kirkeklokkenes og prædikantens røst høres gjennem denne dystre gravstilhet.
For
Norges vedkommende medførte tronskiftet at Gyldenløve traadte tilbake fra sin
stilling som statholder. Som Christian V’s halvbror og yndling hadde han havt
en position, som ikke godt kunde opretholdes under det nye styre. Tidligere
hadde han saa ofte det lot sig forene med statholderstillingen opholdt sig i
Kbhvn. hvor den livsglade herre fandt det muntrere end i sine norske
residentser (Kra. og Larvik); nu tænkte han efter sigende paa at trække sig
tilbake til sit grevskap Larvik, som var oprettet for ham, og hvor den gamle
„herregaard” endnu minder om hans ophold der. Han hadde tildels ved tvangskjøp
(den eneste skygge over hans forhold til Norge) utvidet det ganske betydelig og
desuten av familien Adler kjøpt det deilige “Jomfruland”. Men politiske hensyn
gjorde det mindre ønskelig at ha den forhenværende, mægtige og populære
statholder residerende i sit grevskap, det fornemste i begge riker, samtidig
med at en ny mand overtok statholderskapet, og saa drog han til Hamburg, hvor
han levet stille og døde faa aar efter. Hans nærmeste efterfølgere i Norge var Cristopher
Gabel (1699‑1708) og Johan Vibe (1708‑10).
![]() |
Facsimile:
deres Beredwill. U. F. Guldenlew.
|
Salget
av Jomfruland foregik 1696, og det er rimeligvis som følge derav at vi omkring
aar 1700 finder amtmand Henrik Nielssøn Adeler bosat paa Søndre Brekke.
Dermed var amtmands‑residentsen flyttet fra nærheten av Kragerø op til
amtets naturlige centrum. Bebyggelsen paa Brekke var dengang meget forskjellig
fra den nuværende, sonn skriver sig fra 1778 (Adtzlew) og 1810 (Niels Aall);
den ældste hovedbygning var en 2etages gaard paa den nuværende nordfløis plads.
Samme aar
som borgemester Barnholt døde, skiftet Skien tillike sogneprest. Under den
skaanske krig var det den lærde Jesse Matzen, som residerede i
prestegaarden paa Lunde. Han var (med professortitel) rector i Kr.a, derefter
sogneprest i Skien (med Solum og Mælum) 1659-1673, men maa ha levet endnu i
nogle aar, eftersom han 19/3 1676 har egenhændig paategnet, at den kgl.
kundgjørelse av s. a. er „læst of prædikestolen” i Skien[2].
Blev begravet i Gjerpen kirke under koret, hvorfor det maa antages, at han i
sine sidste leveaar har bodd utenfor byen. Saa kom den tidligere omtalte
Hannibal Jessen 1673‑94 og derefter Peder Andersen Nyborg 1695‑1720.
Han var gift med en datter av biskop Rosing i Kr.a og stod saaledes i et intimt
forhold til denne sin overordnede, som Gyldenløve satte saa stor pris paa, at
han (rigtignok forgjæves) søkte at faa ham forfremmet til biskop over
Sjælland, det fornemste geistlige embede i de 2 riker. Nyborg skal ha været en
god mand mot sine underordnede[3].
Muligens sporer man dette træk ogsaa deri, at han oftere angiver at ha
indbetalt samtlige geistlige betjentes skat direkte til biskoppen. Jesse Matzen
var broder til den bekjendte kjøbmand i Tønsberg, Anders Madsen (indvandret fra
Jylland), hvis efterkommere blev adlet under navnet Tonsberg; en søn av
denne kjøbmand var den i Skien bosatte Stig Tonsberg, gift med Anne
Clausdatter; en anden søn, Mathias, blev stiftamtmand i Kr.a, og dennes søn
Wilhelm, likeledes stiftamtmand sammesteds, fik saa meget at bestille med
Skiens forhold, at hans navn vil forekomme paa hvert blad av byens historie
under den store nordiske krig.
Frants
(Francis) Collier
maa være død ca. 1699, eftersom mandtallet for dette aar opfører „Mad. sal.
Fransis Collier” som skatteborger. Han efterlot sig et par sønner, Frants og
Josef og en steddatter „mamoiselle Elisabeth Asche”, om hvis midler der blev
proces i 1703. Senere hører man ikke mere til dem. Men der dukker en ny mand
op, hvis navn peker paa en engelsk oprindelse, men hvis fortid er aldeles
ukjendt: Peter Russel (ogsaa skrevet Ryssel). Han var næringsdrivende,
trælasthandler i stor stil, og maa ha været en energisk og dygtig personlighet,
eftersom han hurtig steg tilveirs og for en tid kom til at spille en betydelig
rolle i byen. Det ser ut til, at han forstod at haandtere baade kaarde og
pistol, og der er det ved ham, at der altid staar larm av hans optræden. Noget
lignende gjælder om hans samtidige Gjert Hansen, og hvor disse to er paa
scenen, kan man altid vente sig larm og store fagter. Sidstnævnte hadde det
med at forsvinde, naar det knep (hvad juristerne kalder „ikke at lade sig finde”)
og begge skaffet byen og hospitalet adskillige penge i kassen ved mulkter, dog
gik det i den henseende mest utover Russel. God ryg til at bære det hadde de
begge.
1698 13/1
faldt der dom i en sak, som G. Hansen tapte. Retten sendte bud efter ham, (han
var jo raadmand) men han var „upasselig”. 12/5 s. a. heter det igjen, „G. H. ej
verit at finde”, og hans „kieriste maa tage mot besked”. ‑ 8/4 1701 blev
P. Russel dømt til at gjøre G. Hansen skriftlig undskyldning og betale 10 rdl.
til hospitalet. ‑ 8/9 1703 melder protokollen om et større spetakel:
„Mogens Olsen Rose, der med beraad hue trende atschilte Nætter sig hawer
fordristet Monsr. Petter Ryssels winduer at indslaae og derudover ved et haugl‑schud
udj sin arm Beschadiget, hawer ved saadan sin u‑Lauglig gierning Schade
for hiemgield, betahler Schaden som paa winduerne er gjort med 3 Rdl. og
derforuden for hver gang = 3de gange 40 lod sølv, som er 120 Rdl., til med for
Processens bekostning 8 Rdl., hvilchet samme inden den tid som Lowen biuder bør
wære Entrichtiget, Imidlertid continuerer Arresten indtil Betallingen schier,
saa frembt wedkommende iche stillers nøyachtig caution. ‑ Endelig saasom
monsr. Russel wed 3de widners tilstand over Bewises i sin gaard at have slaget
Mogens Rosse, uden hand war paagreben, med Een Pistol paa hans Axel, hvorved
hand siunis at wille Rætted sig selv, bør hand derfor Bøde trende = Sex lod
Sølv, hvorved Byefougdens dom saaledis er forandret”. ‑ Hvad der har
foranlediget Mogens Rose (en skipper?) til denne handling, oplyses ikke, men
ellers er saken tydelig nok: han har gjort attentat paa Russels hus, og denne
har verget det med tapperhet, som den frygtelige karl han var, viftet og skudt
med pistol med hagelladning og tilsidst git misdæderen et slag med pistolen.
Retten har øiensynlig undt ogsaa Russel et smæk og benyttet den sidste
omstændighet til at ilægge ogsaa ham en mulkt. ‑ 10/2 1703 avsagdes dom
over Peter Russel, fordi han sat i stort sagbruk og skibsrederi og allikevel
negtet at tage borgerskap. Han maatte bøte 40 lod sølv (faldsmaalsbot) til
kongen og byen, 4 rdl. til hospitalet og 6 rdl. i omkostninger. Det er
karakteristisk at byfogden, som var første instans, stadig dommer Russel
mildere (hvilket kan skjønnes av magistratens domme), men hans protokol
existerer ikke længer, saa der savnes de supplerende oplysninger, som derfra
kunde hentes. ‑ 20/10 er der proces og dom mellem Russel (som imidlertid
er avanceret til „assessor udi Commerce‑collegio”) og G. Hansen. Sidstnævnte
blev dømt til at betale 30 rdl. til Skiens kirke og 24 rdl. i omkostninger,
mens Russel denne gang gik fri. ‑ 28/7 1707 protokolleres at G. Hansen
stænger sine døre, saa byens tjener ikke faar tilsagt ham at møte. Men 7/8
møtte han og lot tilføre protokollen, at han befinder at være holden
extraordinær raadstue „alleniste for at indføre at G. H. iche var hiemme”. Han
hadde været oppe i landet for at tilse sine bruk, og fruen var paa Falkum
„efter aarets leilighet” (det var nemlig ved sommertid). Fruen kaldes i 1703
„madame Mechtele” (Mechthild?) Naar dertil føies, at han i 1708 hadde proces
med den „dydædle og gudelskende Madame sal. borgemester Baads”, har man vel foreløbig
nok. Baade han og Russel var like store og frodige gjennem alle disse trængsler
og trivedes godt. Russel var jo endog blit assesor og blev en av de overordnede
myndigheter betrodd mand. Ovenstaaende kan betragtes som en „ouverture”, et
forspil, hvori melodierne antydes til de store arier, der skulde komme, naar
tæppet gik op for selve forestillingen.
I 1701
døde et par av magnaterne, nemlig tolderen i Langesund Jørgen Erboe, som
tillike var betydelig skibsreder, idet han var alene om det store skib „Den
norske Løve” paa 260 l. og interessert i flere; og assessor Halvor Borse,
hvis forretning fortsattes av Joachim Borse (gift med Charlotte Amalie
Arnold). Om Halvor Borses død bringer en beretning fra Skiens borgemester i
1715 ianledning et mord den ellers ukjendte oplysning, at han blev myrdet, uten
at man nogensinde fik rede paa gjerningsmanden. Borse eiet 2 jernverk, Hollens
og Bolviks; familiens begravelsesplads var et trækapel ved Solum kirke, som den
delte med de ældste slægtled av familien Leopoldus (senere Løvenskiold).
Herman Leopoldus var nemlig gift med Borses datter Inger. Man ser hvor tæt de
store jernverkseiere og trælasthandlere sluttet sig sammen til en familiekreds.
‑ Til de betydeligere personalforandringer maa det selvfølgelig regnes,
at Skien i 1705 skiftet borgemester ved Peder Baads død s. a.
Protokollen melder herom: „Samme forbemelte 31 Augustj 1703 paa Schien Raadstue
Klochen 1 Slæt, hr. Raadmand Christopher Jørgensen Flod (hr. Raadmand Hansen
absent), hvor da ædle Petter Simonsen lod allerunderdanigst læse hans Kgl. M.s
allernaad. hannem givne Bestalning at wære borgemester her udj Scheen udj den
forrige, wed døden afgangne Borgemester Peder Jacobsen Baads Stæd, efter des
widere allernaad. formeld, dat. Fridrichsborg den 6 Juli 1705” ‑
hvorefter da „velformelte Peder Simonsen nedsatte sig i Borgemester Sædet og
tillige med Raadmand Flod siddet Rætten”. ‑ Peder Simonsen var
borgemester i l l aar, en tid fuld av trængsel og uro for byen og for ham selv.
Da han ikke tidligere er nævnt blandt byens næringsdrivende, er det vanskelig
at skjønne, hvorledes han med en gang er kommen op i denne ansvarsfulde
stilling, som tillike forutsatte økonomisk vederhæftighet.
Med
hensyn til byens læge‑ og apotekervæsen ser man, at der i 1697 var en
„stadschirurgus Mr. Justus Fridlib”, som klaget over at Mr. Christians
barbersvend og en apoteker gjorde ham „præjudice” i hans bestalning. Det ser
efter dette ut til, at Skien da hadde baade en stadsbarber (den tidligere
omtalte Christian Gram) og en stadschirurg. Var der litet at bestille for den
første, som jo tillike var læge, maatte det bli endda mindre for to. Apotekeren
er vel den i mandtallet for 1699 opførte „Petter Munch, som holder apotek”.
1703 25/1 blev der læst bestalling (av 25/11 1702) for W ilhelm Karhof
som stadschirurgus i Scheen og distriktet; at han tillike har havt privilegium
paa at barbere kan sees derav at han i 1708 klaget over organist Willem, fordi
han hadde befattet sig med at barbere og derved „upriviligeret har menget sig
udj chirurgersche forretninger”. Organisten gjorde gjældende, at Karhof
manglet ordentlig examen, men aaret efter lot denne tinglæse en attest fra dr.
Henrich Bonsach og 2 barbermestre i Kra. (dat. 14/3 1709) om at han hadde
bestaat examen for dem. ‑ Hvor sterkt næringsfriheten var begrænset i de
tider, blir man stadig mindet om. I 1705 læstes paa raadstuen 26/10 en
skrivelse fra rentekammeret om, at enkedronningens hofapofeker Johannes Jæger
hadde faat privilegium paa fabrikation av segl‑lak. Nutildags tar man
patent og overlater til publikum at kjøpe hvad de foretrækker, ægte varer eller
efterligning; dengang gjaldt det ved gunst og naade at kapre et privilegium.
De gamle
toldregnskaper, fra sidste halvdel av det 17de aarhundrede, er som tidligere bemerket
langtfra fuldstændige. Der er gjerne en eller anden mangel ved dem, for enkelte
aar findes intet, og det eneste regnskap som gir oplysning paa alle punkter er
det fra 1696, som derfor i sin helhet er trykt blandt aktstykkerne i 2det bind.
Dog er der bevaret saameget at man kan danne sig et begrep baade om omfanget av
den virksomhet som dreves her og enkeltheterne deri, særlig for utskibningens
vedkommende. Det var jo den som egentlig bar det hele og skaffet penger i
offentlige og private kasser.
I alle
disse regnskaper, hvorav der i tiden fra 1669 til 1699 er bevaret 19 stykker,
spiller selvfølgelig trælasten hovedrollen. Den almindelige skaarne last, bord
eller “deler”, som den stadig kaldes, figurerer merkelig nok altid sidst paa
listen, uagtet den gaar op i hundredetusinder, medens de øvrige trælastprodukter
maa nøie sig med beskednere tal. Der skjelnes mellem lange deler, korte
deler, maaledeler, fossedeler, vragdeler og (i enkelte
fortegnelser) slemdalsdeler, hvorav de korte deler gjerne utgjør
hovedmassen. Mesteparten gik til utlandet (særlig England og Holland),
beskednere kvanta “mellem rigerne”, >: til Danmark. Summerer man de enkelte
poster av denne hovedartikel, faar man en ganske god oversigt over
virksomheten i disse 30 aar: i 1669 og 1670 blev der utført over 1/2 million
bord (henholdsvis 566,600 og 556,840); derefter følger et par magrere aar, men
saa stiger det igjen opover til den imponerende sum av 713,964 i 1680, hvormed “recorden”
sættes. Intet av de følgende aar kan opvise noget lignende, og man maa antage,
at denne forcerede virksomhet hadde sin grund i bestræbelserne for at reparere
derigjennem svækkelsen ved de store ofre krigen 1674‑79 hadde paalagt borgerne
saavelsom rangspersonerne. For de nærmest følgende aar mangler ethvert
regnskap; 1683 er paafaldende ved et rent minimalt kvantum (47,400), saa man
skulde tro, at der enten mangler et ziffer i tallet eller at naturhindringer
har gjort det umulig at faa lasten frem til sagbrukene; og saa kommer man tit
ganske jevne og ikke særdeles store beløp i 90aarene, hvorav dog 1698 har et
betydelig (497,050), dernæst 1699 med 342,068. Der slutter rækken, og man er
avskaaret fra at faa besked om fortsættelsen, helt ut til 1731.
Listen
over rundlast og andre former av trælasten begynder altid med de sværeste: Master,
spirer og bjelker, og gaar saa nedover med en stor mangfoldighet. Der er
loddebjelker, granbjelker, furubjelker i mange dimensioner, fra 20 til 7 alen;
endvidere ankerstokker, pumpetrær, vindebommer; haandspager, baandstager,
tøndestav, emmerstav; skibsknær av gran og furu; bradspilstykker, juffers,
sperrer, aarer, rorpinder; barkuner (>: bak‑huner?), bekkerholt,
stenlægter, straalægter; økseskafter, stakitverk; planker og hugne honer;
stolper og ved ‑‑ omtrent 30 forskjellige slags, foruten de mange
variationer i materiale og dimensioner. Gran og furu er naturligvis dominerende;
men der forekommer ogsaa ek (baade bjelker, stolper, planker, bord og knær),
lind (et parti paa 150 tylfter bord) og ener (enerstager). Veden er fordetmeste
bjerk, delvis furu og or; av denne vare gik i et enkelt aar over 2000 favner
til utlandet og Danmark. Bjelkerne bar været et fremtrædende nummer: i 1696 gik
3249.1/2 tylft til utlandet, 445.1/2 tylft til Danmark, ialt 44,340 stykker.
Den anden
store utførselsartikel var jern: stangjern, kakkelovner, gryter, takker,
bryggepander, saltpander, vægter, kiler, ankerfliger, altsammen “mellem rigerne”
(>: til Danmark) eller ”mellem provinserne” (>: indenriks). Hovedartikelen
her er stangjern, hvorav der i 1695 utførtes 1345 skippund 11 lispund; i 1696:
1015 skp. 5 lp. 7 p. Hertil kom i 90aarene meget betydelige leveringer av
krigsmateriel (kanoner og ammunition) til staten: i 1695 ikke mindre end 92
kanoner, hvorav dog de fleste var av litet kaliber; 37 i 1696 og aaret efter 52
av større kaliber (24 pundere), foruten en mængde granater, kugler (baade runde
kugler og knippelkugler) og skraa. Jernverkerne ved Skiensfjorden synes at ha
gjort denne fabrikation til en specialitet, hvori de utmerket sig.
Andre
utførselsartikler av betydning fandtes ikke. Der opføres stadig nogle tønder
tjære, endel bukkeskind samt de velkjendte brynestene, hvorav det høieste antal
var 26,100 i 1677; et enkelt aar forekommer kalk (10 td.) og 2 td. „endtzian” (>
: gentiana) ‑røtter, og dermed synes opfindsomheten at være uttømt. Endnu
100 aar senere kunde, som vi skal se i det følgende, en reisende national‑økonom
(Chr. Pram) klage over denne ensidige koncentration av alle kræfter om et par
store artikler, med forsømmelse av de mindre. Paa indførselssiden vil man først
og fremst fæste sig ved kornforsyningen: i 1696 indførtes rug 5639 td., byg
5573 td., havre 805 td. samt gryn 382 td. og erter 358 td. Av andre matvarer i
samme aar: tørfisk 266 voger, tørret flyndre 5600 stykker, flesk 74 skippund,
makrel 147.1/2 td. og til brygning av det dengang uundværlige øl 18 skp. humle
og 11,551 td. malt. Av dansk brændevin 21 td. og 179.1/2 anker, fransk 10
oksehoveder. Forøvrig vil man i det fuldstændig avtrykte regnskap for 1696
(likesom i det fra 1667) finde mange interessante smaatræk til oplysning om
bruken av saavel nødvendighetsartikler som luksusvarer. Derimot kan man ikke
som ved en senere tids mere fuldstændige regnskaper, hvor hver enkelt skibsladning
er specificeret, avgjøre om disse ting er hitbragt av fremmede eller hjemført
av vore egne fartøier.
Hermed
kommer vi over til spørsmaalet om, hvilke nationer det var, hvis fartøier til
stadighet besøkte Skiensfjorden og i hvor stort antal, og en hel række av
regnskapene fra 90aarene gir i den henseende god oplysning. Et fælles træk ved
dem er at de for det første skjelner mellem utenrikshandel og indenriks,
hvilket igjen vil sige omtrent det samme som trælastutskibningen paa den ene
side og alt det øvrige paa den anden; endvidere at der sondres mellem „skibe”
og „smaa fartøier”, hvilket igjen blir noget nær det samme; men indenfor
smaafartøiernes gruppe skjelnes kun mellem „indlændiske” og „udlændiske” samt
norske og danske, saa man ikke faar rede paa, hvilken nationalitet de smaa
utenlandske fartøier tilhørte. Men bortset herfra faar man gjennem disse lister
et ganske godt billede av trafikken.
Hollændere
og engelskmænd utgjorde gjennem hele aarrækken hovedstyrken av de fremmede,
som kom hit for at faa trælast; derefter kom i langt ringere antal skiber fra
Nordtyskland (Emden, Bremen, Hamburg), Frankrig, Sverige og Hertugdømmerne
(særlig Flensburg, hvis driftige handlende hadde sine folk ute nærsagt
allesteds). Saa er det danskerne, son stadig, undertiden i rent overvældende
antal kom hit med korn, fedevarer og brændevin og drog ut igjen med trælast og
jern i sine oftest smaa farøier. Næsten alt jern gik den vei. Endelig har vi da
nordmændene selv, som jo maa interessere os mest at iagttage, særlig de i selve
Skiensfjorden hjemmehørende; og her møter vi netop i aarene 1690 til 99 som et
fremtrædende træk den forholdsvis store hjernmeflaate som deltager i
trælastutskibningen. Høidepunktet heri betegner aarene 1696‑97, da her
begge aar var 23 hjemmehørende fartøier, hvorav bare 2 smaa, resten skiber paa
120 til 268 læster. Av de 23 fartøier i 96 blev 3 solgt og 1 forliste, men
disse 4 erstattedes med 4 nye og et lignende forhold fandt sted i 94‑95,
et vidnesbyrd om hvor energisk man holdt det gaaende. Og saa er der en ting til
som fortjener opmerksomhet, nemlig at det i disse aar er norske fartøier i
stigende antal, som besørger utførselen. Det minker med Hollænderne, og
englænderne blir i nogle aar aldeles borte. Medens sidstnævnte i 1688 møtte frem
med 62 større og 6 mindre fartøier, og nordmændene hadde 21, er det i 1695
nordmændene som har ledelsen, med 60 skiber, mot 2 engelske og 10 hollandske. I
de følgende aar indtræder litt efter litt det gamle forhold, men endnu i 1699
hadde Norge overvægten, om ikke i antal av fartøier, saa dog i tonnage, over
begge konkurrenter i utskibningen. Tar man et av de livligere aar til prøve
paa virksomheten, faar man (i 1698): 128 større fartøier og 173 mindre, som
anløp her. Men de store fik man aldrig se i Skien; der staar uttrykkelig over
listen: Skibe som paa ladestederne Langesund, Brevik og Porsgrund er indkomne.
Særlig
mangelfulde er opgaverne over, hvad trafikken indbragte det offentlige i
skikkelse av told og tiende, idet der i hele den her behandlede række kun findes
opgaver derover fra følgende 7 aar:
1672: 8,136 rdl. 1688: 15,658 rdl.
75 : 23,935.3/4 „ 96: 19,127 „
76: 20,038.3/4 „ 98: 29,473 „
127 sk.
77: 13,754.3/4
„
Dette er
jo ikke meget, men allikevel tilstrækkelig til at faa et noksaa korrekt begrep
om forholdet. Man ser en sterk opgang i de første aar av den skaanske krig, dog
saaledes at det i 1677 gaar næsten likesaa sterkt nedover igjen. De store
indtægter falder paa de aar, da utførselen av skaaren last („deler”) var særlig
stor, og man kan saaledes rimeligvis bruke de bevarede opgaver over denne
utførselsartikel til derefter at beregne tilnærmelsesvis tolden for de aar, da
opgaverne over denne mangler. Aaret 1698, da der utførtes indpaa 1/2 million
bord (det største tal mellem 1683‑99), har ogsaa recorden i toldbeløpet. ‑
Man kan ogsaa følge indtægternes fordeling paa aarets maaneder: i 1688
begynder tolden først i mai, hvilket stemmer med skibsfartens almindelige
begyndelse om vaaren, og forsætter helt til december; i 1696 derimot begynder
trafikken allerede i januar og fortsætter likeledes aaret ut. Den store trafik
har stadig været henvist til sommermaanederne, mens det antagelig er
forbindelsen med Danmark og „provinserne”, som man (rimeligvis for
kornforsyningens skyld) har holdt gaaende ogsaa i vintermaanederne. ‑ Om
lønningerne til toldpersonalet oplyses i 1696, at tolderen (i Langesund) fik 2‑16
rdl., 58 sk., kontrolløren (i Porsgrund) 78 rdl., 90 sk. og 3 underordnede
betjenter hver 39 rdl., 44 sk. ‑ I selve Skien bodde ingen
toldfunktionær, men opkrævningen av „consumption” og „accise”, som begge var
en told paa visse livsfornødenheter, hadde sit hovedsæte i Skien, hvor man
stadig ser en consumptionsforpagter bosat.
Det
billede man gjennem ovenstaaende faar av handelsvirksomheten i disse aar,
stemmer med beregningerne av folkemængden, dels efter skattemandtallene, dels
efter andre oplysninger. Sogneprest Peder Nyborg opgav i et andragende fra 1696
Skiens folkemængde til noget over 2300, og hans eftermand Iver Hesselberg, som
i 1731 holdt en privat optælling og fandt 1800 indbyggere, siger at byen var
gaat tilbake med 600. ‑ Den sterke økning av handelsflaaten maa ha givet
mange mennesker sysselsættelse; av de 23 skippere i 1796 var de 20 bosat ved
Skiensfjorden, og av de 337 mand, som efter høieste beregning utgjorde flaatens
besætning, har vel adskillige været familiefædre og bosat i Skien. Til fradrag
kommer vistnok det ovenfor paapekede forhold, at rederne for disse mange og store
fartøier for en stor del var utenbyes boende magnater; men man maa dog blive
staaende ved det resultat, at der efter svækkelsen ved den skaanske krig igjen
var et opsving, som fik en sørgelig ende ved tilbakegangen under den næste
krig. Det kan bare beklages, at mangelen paa toldregnskaper ikke tillater at
følge enkeltheterne heri utover aar 1700.
Byens
skattevæsen synes at ha været nogenlunde i orden i disse aar, dog ser man at
Skien endnu i 1697 fik en avkortning paa 667 rdl. efter andragende fra borgemester
Baad, i hvis embedstid man endelig kom til et opgjør efter den skaanske krig.
Den store generalkvittering for aarene 1663‑93 (avtrykt blandt
aktstykkerne) er et fortræffelig dokument til at faa en oversigt over hele
dette regnskap. Det er dateret Jægersborg 8/9 1702.
Her
finder man samlet paa et bræt alle de 12 forskjellige slags skat, som var
betalt i disse 30 aar:
Ordinær
skat 4823 rdl.
Prinsesseskat 6661 „
Kobberskat 118 „
Familie‑landehjælp 3203 „
Soldaterhold 9885 „
Proviantskat 2500 „
Krigsstyr 6912 „
Folkeskat 793
„
Krigshjælp 1823 „
Kop og
kvægskat 5095
„
Baadsmandsskat 1274
„
Fortificationsskat 1000
„
Dette
blir en sum av 44112 rdl., hvorav der til forskjellige tider blev eftergit flere
større og mindre beløp, ialt 3663 rdl. ‑ Restancerne opføres med 2417
rdl. hvorimot byen hadde at fordre og fik erstatning for forsjellige ydelser
som baater, brød, baadsmændshvervning og underhold, indkvartering m. m. Hertil
kommer da byens egne utgifter, som i disse 30 aar antagelig kan sættes til 20,000
rdl., og den paa sagbrukseierne hvilende trælasttiende.
Kopskatten
(skat paa hvert hoved) gir efter sin natur indblik i husholdningen, da der
samtidig blev betalt skat av husbondsfolk, tjenere, barn over en vis alder, og
kvæg, undertiden ogsaa ildsteder. Den nøiagtighet hvormed man herunder gik
tilverks, grænser til det komiske, som naar kvæget er inddelt i skatteklasser
efter alderen og der kommer antegnelser i den anledning. Lagmand Iver Hansen
hadde i 1686 betalt for en okse, men ikke angit dens alder, og dog skulde der
for en okse over 4 aar betales 80 skilling, for en under 4 aar 32 sk.
Sognepresten Peder Nyborg angir i 1684 samvittighetsfuldt og nøiagtig: „sig
selv, sin hustru, tvende piger, en amme, en dreng, en hest af den 4de sort, 2
kjør af den 3die sort, en ung gris”. ‑ Det ser ut til, at byens øvrige
griser har fundet smag i opholdet paa prestejordet, for i 1702 heter det: ”Magister
Peder Nyborg lod atter fredlyse sit Præstebols jorder, som af Svin meget
fordervis”. han staar her likeoverfor den tidligere omtalte vanskelighet byens
folk hadde med at finde græsgang for det kvæg de fra gammel tid var vant til at
holde. Borgemester Lyche skriver derom (i 1730): „1686 finder man allerede den forandring at
være giort med Liie Gaard, som af Kong Friderich den 2den var Bevilget
til Byens Udrast og almindelig Fædrift, at dens opryddede Mark er efter
Magistratens disposition bleven Indhegnet deels til Kornlycker og deels til
Huuse Tomter, som siden har gaaet fra Mand til Mand og er nu partageret Eyendom”.
100 aar senere forsøkte en energisk borgemester at rydde op i dette forhold og
opretholde byens eiendomsret baade paa Li og Lunde, men da var det forsent.
Tomtene var ved hævd gaat over til eiendom.
Bestræbelserne
for at faa folk til at flytte ind til kjøpstæderne fortsattes med en kgl.
forordning av 16/12 1707, som 3/1 1708 læstes paa Skiens raadstue „efter
Trummens Rørelse”. Den paabød frihet for formynderbestilling samt borgerlige og
byens bestillinger til en vis tid for „dem som sig for borgere i kjøbstæderne
i Kongens Riger wille nedsætte, saa og at der handles moderat med deslige
borgere i de aarlige byens taxter”. Denne forordning er som man ser forskjellig
fra den i 1671, som gav fremmede ret til at være skattefri i 20 aar.
Samme aar
fornyedes den vigtige vedtægt av 2/5 1661 om tømmerdriften m. m., stadfæstet
26/1 1664 og 25/9 1703. Den var av notarius publicus Georgus From læst paa
Kjøbenhavns raadstue 20/7 1707 og blev 10/5 tinglyst i Skien efter begjæring av
Monsr. Mats Ørn (paa Sr. Poul Wendelboes vegne, fuldmægtig ved Gjemsø
kloster) og de andre sagbrukseiere. Likeledes „Een anordning og indrætning”
funderet paa ovennævnte vedtægt, av brukseierne i og ved byen, dat. 9/4 1708.
Det var
nu 20 aar siden dødsklokkerne ringet i alle 3 nordiske riker over dronning
Ulrikke Eleonora, fredspantet som skulde indvarsle en ny politik. Griffenfeld,
fredens talsmand i Norden, sat paa Munkholmen, og det kortvarige uveir i 1700
viste tydelig nok, hvad man spekulerte paa. Freden var ikke at stole paa.
„Hielp
Gud Altid fremdelis saa og Dette aar 1709” lyder raadstueprotokollens fromme
intimation til aarets forhandlinger, og denne gang gav aarets begivenheter
ordene en dypere klang og betydning. 8de juli stod slaget ved Pultava, som blev
bestemmende for rikernes politik i de følgende 10 aar, og allerede i september
avspeiler den nye situation sig i protokollens meldinger om, hvad man nu fik at
tænke paa. 30/9 læstes vice‑statholder Johan Vibes brev til
magistraten om at opgive antallet av skiber og bemanding i Skiens distrikt, og
17/10 kom det endnu tydeligere: „Slotsloven har erachtet tjenlig at udruste et
schib fra Scheen”, og spørger hvad de kan præstere av ammunition og mandskap.
Minderne fra defensionsskibets dage skulde altsaa fornyes. ‑ Den
myndighet som her optræder og bærer det vildledende navn slotsloven, var
en regjeringskommission for Norge, oprettet med stor høitidelighet i Kr.a av
Fredrik IV under hans Norgesreise i 1704. Den fik sit navn efter Akershus slot
og bestod av 5 medlemmer med vice‑statholderen som formand. Siden
Gyldenløves avsked var dette statholderens officielle titel.
Endnu
mens Skiens borgere var samlet paa raadstuen den 17de okt. indløp expres fra
Kragerø med brev fra byfoged Barth og deri indlagt skrivelse fra slotsloven til
Skiens magistrat og byfogden i Kragerø om det samme emne. Slotsloven bad
oplyst, om der fandtes skiber son kunde armeres med 12, 16, 24, 30‑40 kanoner;
om der fandtes skyts og av hvilket kaliber. En maaned efter fik man hænderne
fulde med en anden forsvarsforanstaltning, hvorom borgerne hadde alt andet end
behagelige minder: blokhuset! Denne gang endog 2, idet ikke alene
Brevik, men ogsaa Langesund skulde utstyres med et slikt. ‑ Magistraten
gjorde sin pligt, og man skred til værket. En komite av borgere (Jon Arnesen,
Simon Jørgensen, Mads Gram, Peder Baar, Hans Gregersen, Peder Gregersen)
beordredes avsted med titulær borgemester Hercules Weyer som formand,
forsterket med Rasmus Rasmussen fra Porsgrund, Hans Nielsen fra Brevik, Lars Nielsen
Lerstang, Jørgen Pedersen og Nicolai Hammer fra Langesund. 29/11 forelaa
komiteens indberetning og forslag:
Paa
Syltereens østre punkt i Brevik hadde der i gammel tid været et blokhus eller
bolverk, men nu hverken blokhus eller „støcker” (kanoner). Et blokhus vedtoges
opført igjen paa samme sted, med behørig bestykning; derved kunde „ald
fientlig anfald af Indløbere gjennem Hellerøefjorden” hindres og Brevik og
Eidanger sikres saavelsom Porsgrund og Skien. De haapet at Eidanger og Gjerpen
maatte tilpligtes at hjælpe til med vagtholdet, eftersom blokhuset var tjenlig
til det ganske distrikts beskjærmelse. For at se ogsaa Langesund „conserverit”
maatte man lægge et blokhus paa ytterste pynt av Langøen, hvor man visste der
ogsaa før hadde staat et slikt; men hvor det hadde staat, fandtes der nu ingen
tegn til: enten det var nedlagt fordi blokhuset ved Brevik blev anrettet, eller
av alder forgaat eller av søen bortskyllet, „kand iche wides”. Det burde
bestykkes med større kanoner end Breviks; Skien kunde nok hjælpe til med at
bygge det, men Bamle og Solum maatte bidrage med vagthold. Det var umulig for
Skien at holde vagt paa begge steder, da der var 2 mil til Brevik og 2.1/2 til
Langesund, og slemme veier tillands, ‑ Dette er hovedindholdet av den vidløftige
betænkning. Dersom disse gamle blokhus har været av samme konstruktion som de
der endnu staar i Fredriksværn, maa det forundre, at tidens tand saa hurtig
hadde gnavet dem istykker, for de Fredriksværnske er saa solide, at det ikke
lønner sig at rive dem ned. Der maa nok ha været andre kræfter, som tæret pas
dem. ‑ Til at føre opsyn med bygningen av blokhuset i Brevik og fungere
som dets kommandant hadde man allerede utset Christian Brandt (senere
raadmand i Skien), med en gage av 12 rdl. maaneden. fra 14de nov. „da wj Hannem
hertil antog, og til Gud af Naade forleener os en ønschelig Fred”. Saalænge man
holdt paa med bygningen av blokhuset, skulde Brevik holde en vagt pas 6 mand;
senere vilde Skien overta vagthold og bemanding. ‑ Til
krigsforberedelserne hørte vel ogsaa slotslovens omsorg for at de fornødne
forraad av næringsmidler fandtes, og at der ikke blev dyrtid paa disse; en
skrivelse av dette indhold (læst 5/l2) bestemte at magistraten skulde taksere
og sætte kjøp paa kjød, øl og brød efter lovens 3 ‑ 4 ‑ 8.
Det var
ikke bare den forestaaende krig, som voldte bekymringer. Ogsaa fra en anden
kant truet en fare, som man maatte søke at værge sig mot: pesten, som
hadde vist sig ved Østersøen og truet med at brede sig vestover. 10/9 møtte Peter
Russel paa Bratsberg amts vegne (man ser han allerede er en betrodd mand)
og bad oplæst et brev fra slotsloven til amtm. H. Adler om „negotiens ophør pas
Danzig og omliggende stæder”, grundet smitsom sygdom. Derfra kommende skiber
skulde ankre utenfor indløpet til Langesund indtil videre. Russel meddelte
tillike, at han næste dag vilde reise til Langesund for at træffe fornøden
anstalt, da han ikke vovet at „tardere (forsinke) Hans M.s villie”. Denne
anledning til at gjøre sig vigtig fik han dog ikke nyte ganske alene:
Borgemester Simonsen oplyste at der med sidste post var indløpet lignende besked
til ham, hvorfor ogsaa han vilde reise til Langesund til conferance. ‑
Krig og pestilentse! Det var altsaa „aspekterne” ved utgangen av 1709.