I.

 

Indledning. — Regnskap efter krigen i 1644.
Andragende 1661. Salg av kronens sagbruk.
Strid om Kragerø 1670.

 

Midt  i det 17de aarhundrede, ved enevoldsmagtens indførelse (1660), finder vi Skiens tætsluttede lille borgersamfund oganiseret og utviklet slik som det holdt sig, merkelig ensartet, gjennem et tidsrum av halvandet hundrede aar. Tiden bragte selvfølgelig forandringer og forbedringer, og materielle katastrofer som krig, ildebrand og storflom voldte direkte og indirekte forstyrrelser og midlertidig tilbakegang; men naar skaden var reparert, og det værste tryk overstaat, var byen igjen det samme tætte borgersamfund paa henimot 300 skatteborgere og 2000 indbyggere, et antal som med nogle svingninger over og under synes at ha holdt sig fra 1675 til utover 1800 temmelig uforandret. Omkring 1690 tør man efter skattemandtallet sætte det til 2400, i 1731 opgives det at være sunket til 1800 og var ved folketællingen i 1801 endnu ikke mer end 1900, regnet efter bygrænsen. I 1815 naadde byen igjen det gamle folketal 2400 og hadde i 1826 litt over 400 skatteborgere.

 

Næringslivet er jo det man først og fremst spør efter, naar man vil ha rede paa en bys liv og grundlaget for dens tilværelse, og for den som gjennem de levnede dokumenter søker at trænge ind i gamle dages forhold og bærende tanker er der for Skiens vedkommende et enkelt ord med dertil svarende tankebillede, som stadig træder i forgrunden: Privilegierne. Almindelig næringsfrihet var et ukjendt begrep i de dager; retten til at drive handel, særlig til at formidle omsætningen mellem indland og utland, var en forret, et privilegium, og denne ret var Skiens klenodium, som maatte passes og pleies og fornyes og om mulig forbedres fra konge til konge, fra Haakon VI i 1346 (det ældste) til Christian VII i 1771, det sidste og eneste til vor tid i original bevarede av disse dyrebare dokumenter. som gjemtes i ,,byens kiste” paa raadhuset, indtil en ildebrand i 1766 fortærede dem.

 

Men det var jo ikke nok, at man hadde sine gamle skindbreve og papirer i orden. De rettigheter, som derfra hadde sit utspring, rnaatte værnes mot dem som vilde krænke dem og ,,præjudicere” byens borgere, og slike konkurrenter var der nok av: Fremmede kom og falbød sine fristende varer, aabenlyst og i smug, i selve byens huser; skipperne handlet ombord i skibene med varer fra utlandet; bønderne i kystbygderne solgte tømmer til de frem­mede i uthavnene og fik varer av dem; embedsmænd og proprietærer rundt om drev handel uten at ha borgerskap og dele byens byrder. Gjennem lange tider, fra 1650 og utover, kan man følge byens kamp for at komme denne konkur­rance tillivs og beskytte sig mot den. Og der var andre forhold som trykket og plaget. Det lille middelalderske byanlæg, hvis beliggenhet kunde være bekvemt i en tid da man rodde skibene, hadde vanskelig for at opretholde sin stilling likeoverfor de ,,utstæder” og ladepladser, som i utviklingens medfør vokste op naturlig utover fjorden: Langesund, Brevik, Porsgrund og langt i syd Kragerø, som tidligst (1666) fik en vis selvstændighet, men endnu længe maatte betale sin skat som en fastsat portion (1/5) av Skiens. At toldopsynet anbragtes i disse ,,utstæder”, og at hele fjorden i toldregnskaperne kaldtes Langesunds tolddistrikt, er i den henseende betegnende. Naar hertil kom at Skiens havn allerede omkring 1650 var saa opgrundet ved alskens avfald fra sagbrukene og vel ogsaa fra selve byen, at selv mindre fartøjer hadde vanske­lig for at færdes der, kan man ikke undres over at borgerne undertiden var nær ved at tape modet. Hertil kom ovenikjøpet noget som gjennem 3/4 aar­hundrede satte deres taalmodighed yderligere paa prøve: en række av krige med dermed følgende prøvelser i skikkelse av ekstraordinære skattebyrder, ind­kvarteringer og materielle ydelser stillet fordringer, som til sine tider gik over alle rimelige grænser. Dette forhold laa som en mare over byen, tæret paa dens kræfter og skapte store vanskeligheter for dem der i egenskap av byens fædre skulde ikke alene i første række være med at bære byrderne, men ogsaa være ansvarlige for at pengene kom ind og gjøre embedsmæssig rede for regn­skapets rigtighet.

 

Tar man utgangspunkt ved aar 1650, finder vi byens magistrat optat med efterveerne fra Christian Vi’s sidste og uheldige krig, som endte med Brømsebro-freden. Den kortvarige og endnu uheldigere krig med Sverige 1658-60 synes ikke at ha krævet saa meget, men desto haardere blev tryk­ket under den skaanske krig 1675-80, og da man i en længere fredsperiode var kommen til kræfter igjen, kom den store nordiske krig, hvorunder 10 aars uavbrutte krigstilstand (1710-20) satte hele landet paa den alvorligste prøve og voldte Skien en tilbakegang, hvis enkeltheter der i det følgende vil bli gjort nærmere rede for. - Føies saa hertil de store ildebrande i 1652, 1671 og 1732, som alle ødelagde den bedste del av byen, maa det vel indrømmes at prøvel­sernes maal i denne periode var fyldt, og at der skulde en usedvanlig seighet til for at komme igjennem alt dette, gjenoprette tapene og bjerge sin by frem­over til bedre og roligere tider. Dette er det Skiens borgere har gjort, et følge­værdig eksempel, som efterslægten maa være dem taknemlige for.

Den l4de mai 1651 fik Skiens magistrat en skrivelse fra den kommis­sion som var nedsat for at undersøke Norges offentlige regnskaper i Hannibal Sehesteds statholdertid, med opfordring til at ,,forstendige” (<: gjøre rede for) hvad Skien under sidste krig hadde bidraget til soldaternes underholdning, kvarter, proviant, hester, vaaben og andet, over den aarlige paabudne skat, og om de hadde faat noget vederlag derfor.

 

Dette var vistnok en særdeles kjærkommen skrivelse, og magistraten leverte allerede samme dag sin besvarelse med de forlangte oplysninger. I 1644 hadde byen betalt paa Akershus i ,,unionsskat” 300 rdl. og ,,contribution” 500; aaret efter igjen 500 i contribution, og ellers ,,ingen anden synderlig contribu­tion” i feidetiden. Dette var jo ikke nogen imponerende sum, og Skien hadde vist sin offervillighet ved ikke at beregne noget for flere dages indkvartering av en del kompanier som kom vestenfra; men de hadde hat større utgifter allikevel. Blokhuset ved Brevik hadde nemlig under krigen været dem en dyr affære og kostet byen ,,en merchelig summa”, 2000 rdl., at ,,anrette og under­holde med andit dets tilhørende”; og saa kom efter krigen en indkvartering i 2.1/2 aar av rytterofficerer, hvorefter byen kunde præsentere en regning paa ikke mindre end 5,096.1/2 dl. Herav hadde de faat anvisning av statholder Sehested paa 2549 dl. 2 m. 8 sk. i Bratsberg lens contribution og odelsskat, fra Philippi 1649 til aarsdagen 1650, samt tilsagn om at faa betaling efterhvert som mid­lerne dertil indkom, eller tilsvarende avkortning i den sedvanlige skat; men allikevel ,,Intit i saa maade bekommet”. Statholderen hadde ogsaa overdraget Ove Bielke og Børge Juel at utlægge jordegods nordenfjelds som vederlag, men ogsaa heraf ,,i lige maade Intit efterkommit”. Til gjengjæld hadde Skien tat det meget rolig med indbetalingen av sin skat. Kopskatten for 1645 var ikke betalt. da de var i tvil om den var betalt andensteds, hvorfor de begjærer kommissionens resolution om dette punkt: om skatten er eftergiven eller skal betales. Endvidere var der restance for byens almindelige skat (300 rdl. pr. aar) for 3 aar. 1648—50, i haab om avkortning ifølge statholderens skrivelse, og det samme var tilfældet med indeværende aar, for at ,,de fattige folk her udi byen kunde hjælpes og komme paa fode igjen”.

 

Efter denne redegjørelse, som gir et begrep om forvirringen i de tiders statsregnskap, benytter magistraten anledningen til at komme ind paa det oven­for nævnte yndlingsthema, privilegierne. For embedsmændene, foged og skri­ver, driver handel til ,,forsveckelse for borgerskabet”, uten at dele byrderne med dem, i strid med ,,reces og privilegier”, hvilket derfor bedes avskaffet. Magistraten tænker endog tilslut i den anledning at skaffe byens sagbruk en liten avance: hvis bønderne har leveret tømmer istedenfor skat, er borgerne villige til at overtage det til den pris det er leveret for (tydeligvis har bønderne i det tilfælde maattet finde sig i en lavere pris end den de kunde forlange av de næringsdrivende).

 

Brevet, som er stilet til ,,Høyædle, velbyrdige och strenge herrer tilforordnede Commissarier och gunstige befordrere”, slutter med de sedvanlige komplimenter og er undertegnet av Casper Barnholt (borgemester), Jon Thommessen, Petter Ridderhus, Peder Rasmussen, Cornelius Jansen Trinepol og Jørgen Henrichsen.

 

Skien nøiet sig ikke med at byen sammen med de andre kjøpstæder i et stort fællesandragende (i 37 avsnit) hadde frembaaret sine ønsker og krav ved arvehyldningen paa Akershus. Et fjerdingaar efter (22/11-1661) opsattes et nyt dokument til ,,Stormegtigste Høybaarne Første allernaadigste Herre och Konnung”, hvori de under henvisning til ovennævnte fællesdokument yderligere fremsatte sine særlige ønsker i 11 punkter:

 

1. At byens privilegier maatte paany bekræftes.

2. Oprettelsen av et aarlig marked, fra 20de sept. til Michaeli, med forpligtelse for bønderne til at møte frem med sine varer (hester, slagtekvæg, smør, talg, huder og skind m. m.)

3. Forbud mot at fremmede og folk ved søkanten drev handel med Telemarken og de andre bygder. Fogderne skulde holde øje med dette, og varerne skulde beslaglægges og deles mellem kongen og byen.

4. Særlig maatte det forbydes bønderne i Solum, Bamle, Eidanger, Gjerpen at sælge trælast til fremmede eller andre varer.

5. Ingen fartøjer fra andre steder maatte ligge i uthavnene og drive handel, men seile til byen og handle paa kjøbmænds vis; i motsat fald have sine varer forbrudt.

6. Byens borgere ønsker at forpagte de 7 sagbruk ved byen, som tilhørte kronen, og som lehnsherrerne hittil hadde brukt paa kongens vegne. Skiens borgemester og raadmænd, som hittil intet hadde faat for sit ar beide, beder om denne forpagtning.

7. Strandsiddere og andre handlende ved søkanten skulde tilpligtes at tage borgerskap i Skien.

8. Kong Christian IV hadde nogle aar før brandene i 1652 bevilget 1000 rdl. til utvidelse og forbedring av Skiens kirke. Denne sum hadde lehnsherren, riksadmiral Ove Gedde, faat overført til bygningen av en kirke i Langesund; men da dette ikke blev gjort, og Langesund ikke trængte nogen kirke, medens Skiens kirke var brændt og gjenopbygget med stor bekostning, saa bad de nu om at faa disse ubenyttede penge til kirkens reparation.

9. At de fattiges andel i konfiskationer og frivillige gaver fra skipperne maatte tilfalde Skiens fattighus.

10. At ingen maatte bosætte sig i byen uten at besidde midler til at drive handel eller tilstrækkelig dygtighet til at ernære sig ved et haandverk. Tvivlsomme personer skulde skaffe kaution for skatten.

11. At Skiens borgere likesom hittil maatte have fri adgang til at handle i Larvik, hvilket Tønsberg vilde forhindre dem i.

 

Dette er i sammendrag indholdet av den skrivelse som kongens ,,fattige underdanigste arve-undersaatter” tilstillet ham. Den er undertegnet av ,,borgemester og raad udi Skeen” uten navne, men med segl, som viser byens vaaben og indskriften ,,sigillum civitatis Schenensis; senere (i raadstueprotokollen) findes et mindre segl med ,,insignia urbis Schienensis”. Begge synes brukt iflæng. — Vi møter her de bærende tanker i datidens Skien. De var i god overensstemmelse med enevoldsstyrets tænkesæt og system, men motstridende interesser og selve den naturlige utvikling gjorde det vanskelig at gjennemføre dem, og dokumentet (som i sin helhet er meddelt blandt aktstykkerne i 2det bind) vidner tilstrækkelig om den inderlige forargelse hos byens borgere over vanskeligheterne ved at opretholde deres magtstilling og over de mangeslags omgaaelser av deres privilegier. De vilde herske i sin ,,circumference”, fra fjeld til hav, og mente vistnok, som de sagde, at bygdefolket var bedre tjent med at bruke dem som mellemmænd end med den direkte handel med frem mede.

 

Endnu en liten ting hadde de paa hjerte. Samtidig med den store skrivelse forfattet borgemester Casper Barnholt et andragende om hjælp til gjen opbyggelse av byens raadhus, som tilligemed kirken og skolen ,,aff dend store skadelige Ildebrand udj Asche lagt” (1652). De hadde med stor møie faat de to sidstnævnte op igjen, men ikke raadhuset, og maatte holde raadstue rundt om i husene, hvor det kunde falde, og det samme var tilfælde med lagmands thinget (som formodentlig holdtes paa Skiens raadstue). Da landsbygderne forsaavidt ogsaa var interesseret i saken, foreslog Barnholt at bønderne i Skiens ,,laugstol” skulde bidrage 1/2 rdl. av hver fuldegaard og de mindre i forhold som hjelp til et nyt raadhus for byen. Idet borgemesteren utbeder sig en kongelig resolution herom, slutter han brevet med de sedvanlige respektfulde formularer (denne gang kanske litt sterkere end ellers): ,,Vi ville stedse og altid findes Eders kongl. Majestæts tro lydige arveundersaatter med liv, blod og gods usparet, og ellers dagligen beder Gud, han Eders M. udi et langvarigt fredsommeligt og lykkeligt regimente naadeligen spare og erholde vilde”.

 

Det er ukjendt, om Skien fik sit ønske om raadhuset opfyldt. Har de faat det, blev det ialfald en kort herlighet, for 10 aar efter gol den røde hane igjen over byen, og lang tid efter heter det fremdeles, at raadstuemøterne blev holdt hos en av byens borgere, mot at vedkommende fritoges for skat.

 

-------------

 

Tidsrummet 1661-71 maa i flere henseender ha været gunstig for byens opkomst. Den ordinære skat til kongen (foruten utgifterne til byens embeds mænd og det kommunale stel) utgjorde 371 rdl. pr. aar, og av extraordinære ydelser har der (ialfald fra 1663) kun været 3 gange prinsesseskat (,,princessinstyr”, ved fyrstelige giftermaal) à 185.1/2 rdl., ialt 556.1/2 rdl. i aarene 1664-67-70. Forsaavidt levet man under rimelige forhold, og enkelte av byens næringsdrivende har været efter tidens leilighet meget velstaaende. At skatte restancen ved periodens utløp var en bagatel av 10 rdl. 2 mark og 2 skilling vidner om, at byrden har været let i sammenligning med hvad man snart efter fik opleve. Og saa var borgerne blit eiere av de sagbruk de hittil hadde for pagtet: Lensherren i Bratsberg, Jørgen Bielke, som efter Roskilde-freden 1658 organiserte Norges forsvar og drev svenskerne ut av Trondhjem, fik for sine fortjenester og utlæg skjøte paa Gjemsø kloster med de 8 kron-sagbruk (27/9-1662) samt de av Skiens borgere forpagtede, og solgte straks efter (25/11) sidstnævnte til borgerne. Den i den anledning forfattede vedtægt, til regulering av tømmerkjøp og fløtning, blev forfattet i møte paa Skiens raadstue 2/5-1663 og dagen efter underskreven av Jørgen Bielke, lagmand Claus Andersen, borgermestrene Casper Barnholt og Peder Jenssen, raadmændene Anders Gjermundsen, Peder Rasmussen, Cornelius Janssen og Oluf Nielsen, borgerne Isak Hendrichsen, Hans Tideman, Gjert Brachtisandt og Jacob Rasmussen, samt Bielkes fuldmægtig Severin Christensen. Den kongelige stadfæstelse herav fulgte 26/1-1664, At Bielke igjen solgte Gjemsø til statholder Christopher Gabel og denne ikke længe efter til Cort Adeler, er noksom bekjendt. Det mægtige naboskap var vistnok ikke ublandet behagelig for borgerne, men de gik da over fra sagbruks-leiere til sagbruks-eiere.

Fredrik III hadde 13/12-1660, samme aar som det store system-skifte i rikernes styre fandt sted, kort og godt bekræftet Skiens privilegier i Bratsberg lehn og dets underliggende havner ,,udi de priviligerede friheds mile” (>: i en omkreds av 3 mil, i den tid meget drøje), og 30/7-1662 besvaret det ovenfor gjengivne andragende av 22/11-1661 med et utførligere rescript, hvori alle byens gamle rettigheter stadfæstedes, saa vidt de ei var stridende mot den souveræne arveregjering. For saa vidt var alt i orden. Men de skulde dog snart opleve den ærgrelse at Kragerø, den fjerneste av ,,ut-stæderne”, fik en vis selvstændighet: 16/1-1666 kom et kgl. ,,aabent brev” som fastsatte, at Kragerø herefter skulde ha egen byfoged og en ,,ober-raadmand”, som skulde være dommer og i fællesmøter i Skien ha sæte næst efter borgermesteren. Desuten skulde en borger fra Kragerø tilforordnes de 12 ligningsmænd i Skien. Generalpostmesteren beordredes at oprette postgang mellem Skien og Kragerø. Ingen anden skat skulde opkræves end de almindelige skatter og paabud, og Kragerøs borgere skulde ,,umolesteret” der faa residere, uten at flytte til Skien, og ha samme rettigheter og privilegier som Skiens borgere. ,,Doggere” (>: havfiskere) skulde faa lov til at bosætte sig i Kragerø og være skattefri og faa salt efter Kristianssands takst. — Til gjengjæld for al denne naade skulde Kragerø bygge og vedligeholde en galei.

Skiens følelser likeoverfor denne løsrivelse kom ikke til orde før ved tronskiftet i 1670, men da kom de ogsaa med fynd og klem. 28/6 s. a. indgav byen det sedvanlige andragende om confirmation paa sine 400 aar gamle privilegier og polemiserer sterkt mot de rettigheter Kragerø hadde opnaadd. Kragerø var bare en ringe laste- eller ladeplads ,,trei miile herfra” (!), hvorfor de androg om at Kragerø ,,ligesom af gammelt, under Scheen byes frihed og stedets magistrats direction maatte forblive, upriviligeret, efterdi dog ingen saa danne smaa ubeleilige pladser her i Norge findes, som er priviligerede som Kragerø”. — Og Skiens ærgjærrighet gik videre. Under sine bestræbelser for at opretholde det under Christian IV anlagte, endnu spinkle Kristianssand, hadde regjeringen lagt de smaa ladesteder østenfor og vestenfor under denne by, deriblandt ogsaa Risør. Men det skulde den helst ikke gjort! Det var skeet Skien uavvidende og ,,udentvivl ved urigtige angivelser”. Risør laa 10 mil fra Kristianssand, men bare 6 mil fra Skien; de fleste borgere i Risør hadde sin næring i Skiens distrikt og lehn, og derfor androg Skien om, at Risør maatte bli underlagt denne by. — Dokumentet er undertegnet av Marcus Barnholdt (som her har avløst faderen i embedet), Anders Andersen, Anders Gjermundsen, Peder Rasmussen, Cornelius Johanssøn og Hans Hanssøn.

 

Straks efter (i august s. a.) kom Kragerø med et lignende andragende om stadfæstelse paa Fredrik III’s kongebrev av 16/1-1666. Det var forfattet av Nils Sørensen Adeler, byens oberraadmand, som uten tvivl har været den drivende kraft i bevægelsen for byens løsrivelse fra Skiens herredømme. Cort Adelers broder, herren til Jomfruland, var vel gjennem sine forbindelser mægtig nok til dette verk, og det hjalp ikke, at den nye statholder, Ulrich Fredrik Gyldenløve, som det synes, heldet til Skiens parti. Paa denne bys andragende paategnet han, at efter høisalig Fredrik III’s privilegier til Kragerø tør han ikke ,,nogen anden raison alleguere (>: anføre)”; dog er det billigt at de ,,proportionaliter deris schatter till Schien bye Richtig erlægger”. Og paa Kragerøs: ,,Aller underdanigst remitteret til Eders Kongl. Magts Naade”. Til Kragerøs gunst talte vel ogsaa, at Niels Sørensen Adeler i sit andragende kunde om den paabudne galei fortælle, at den ,,nu och moxen er ferdig”. Avgjørelsen blev da ogsaa derefter. Allerede 29/8 fik Kragerø bekræftelse paa det aabne brev av 1666, og da Christian V en god stund senere (18/11 s. a.) gav confirmation paa Skiens privilegier ,,udi dens Ord, Puncter og Articuler”, saa vidt de ikke strider imod ,,Jura Majestatis, absolutum Dominium, Souverainitet og ArveRettighed”, tilføiedes der: ,,dog Kragerøs privilegier uforkrænkede”. Men skattene skulde betales ,, proportionaliter” med Skien”.