XII.

 

Storflom 1792. —
En fottur fra Skien til Kongsberg. —

29de januar paa Gjemsø.

 

Ildebrand og flom er de to store forskrækkelser, som i tidligere dage hjemsøkte byen, og som man dengang stod temmelig værgeløse mot, medens et efter alle kunstens regler organiseret brand- og vandvæsen og storartede regu­leringsarbeider i vasdraget nu holder disse jotunkræfter i ave. — En av de allerværste synes flommen i 1792 at ha været, og her er vi saa heldige igjen at kunne ty til fru Adelers pen for at faa et øienvidnes skildring:

 

“I et af disse Aar — jeg tror 93 [1] ) var om Vinteren saa uhyre megen Sne, at da den smeltede om Sommeren, blev der en Vandflom saa stor, at hele den nordre [2] ) Del af Skien blev oversvømmet. — Nu var den Dæmning, der holder de oprørte Vande i Ave, bleven saa gammel og svag, at den ikke kunde modstaa Vandets Presning fra oven, og det var vel et Held for de stak­kels Mennesker, der boede ovenfor Fossen i de tvende Forstæder ved Navn Blegebakken og Hjellen. Vandet voksede allerede om Aftenen saa sterkt at det begyndte at se farligt ud for vort Hus. Hos os var stort Aftenselskab for General Schleppegrel, som var paa Inspektionsreise at bese det thelemarkske Korps, og Regimentsmusikken maatte Kl. 9 om Aftenen staa i Gangen og blæse, medens Vandet alt var i Gaden udenfor Gadedøren, og inden Gjæsterne gik, var Vandet høit forbi Gaarden, saa de havde ondt ved at slippe tørre ud; men endnu stod Dæmningen. Dog efter en Times Forløb omtrent sprang Dammen, og aldrig skal jeg glemme, saa gammel jeg end er, hvilken Allarm og Skræk! Vandet kom susende som sterkeste Fos, knækked og brækked alt paa sin Vei. Alle Hegn og Gjærder ikke at tale om, men alle Sagbrug med tilhørende Tømmerstokker gik løs, og som drevne af Hvirvelvind snoede sig i en Runddands og dels tørnede an paa vores og de andre underliggende Gaarde

i Skien, dels seilede i flyvende Fart ud af Fjorden. Min Faders Gaard blev ikke alene stødt, saa vi troede det var forbi med os; men der opkom ogsaa saadan stank af Grunden, at Gaarden, der dengang var nymalet hvid, blev ganske sort, og varede denne Farve, der siden blev graa, næsten hele Sommeren. — Vandflommen var til St. Hans. Vandet blev snart stille, dog var vort Hus omflydt, saa en Pram blev baaret ind i Gaarden til at ro omkring til Udhusene og i Kjælderen, som efter den Tids Skik var godt forsynet med mange Vine, Porter o. s. v., hvilket alt maatte reddes ud. Dog var det endnu værre paa den anden Side af Byen; der blev næsten en hel stor Gaard ruineret og flere Udhuse bortskyllet og fordærvet. Ja Kirken var ganske omflydt af Fossen, saa der ingen Gudstjeneste kunde holdes den Søndag. Det var en Lykke at den ligger noget høit paa en uden Klippe, som Gjemsø Klosters Nonner i sin Tid forærede til Skien at bygge Kirken paa og kaldes Bjørneskjær.”

 

Fylkesmuseet paa Brekke eier et oliemaleri, der forestiller en storflom i Skien; det har tilhørt Chr. Blom paa Frogner og derefter dr. A. Backer, som i 1910 skjænket det til Skiens museum. Da det efter traditionen er malet av en Schweder, har man valget mellem far og søn, mellem Joachim og Severin Schweder, mellem 1792 og 1822, da der ogsaa var en flom, hvorav Severin S. har leveret en akvarel (ogsaa i museet). Paa oliemaleriet sees et skib med dansk flag, og da det trefarvede blev indført 1821, ligger det nærmest at henføre billedet til den ovenfor skildrede flom i 1792. “Joachim Schweder var sø­mand og døde 1806; i skiftet efter ham nævnes 17 “skilderier”, et antal der tyder paa, at vi her har at bestille med en “skildrer”, og at han er mesteren for maleriet av flommen. — Den gaard, der blev saa sterkt medtagen, er ri­meligvis no. 31, den senere latinskole. Den laa nedenfor kirken, paa den nuværende aktiemølles plass, og var saaledes sterkt utsat. I brandtaksten av 1797 omtales den skade den hadde lidt ved flommen; men gaarden hadde en mægtig grundmur (rene “fæstningsverker” fortæller en av dem, der har set den), saa den var ikke god at rokke. — Til sammenligning kan tjene, at under den sidste storflom 1892 gik vandet op til trappestenene paa jernbanestationen (byfoged Bentsens gaard i 1792); der blev rodd i pram indenfor porten og nedover langs perronen, og toldboden kunde man da selvfølgelig kun naa til­vands. Men slik hurlumhei som i 1792 var der ikke tale om; de mægtige mure ved Telemarkstorvet efter reguleringen i 1886 beskytter mot indbrud fra den kant. Hvorledes det imidlertid saa ut paa “Bakken” i 1892 er i friskt minde.

 

Ianledning fru Adelers omtale av de store selskaber i hendes fars hus, kan det her være passende at medtage hendes skildring av, hvorledes en repræ­sentativ embedsmands husholdning i den tid maatte være rustet:

 

Storflom 1792

“Efter Konfirmationen blev jeg hjemme i mine Forældres Hus og deltog med dem i alt, saavel Huslighed som Selskabelighed, hvilke begge Dele var god Anledning til, navnlig Huslighed. Jeg var den ældste av 12 — siger tolv — levende Børn! Dertil stor Selskabelighed formedelst den fordelagtige Tid og deraf flydende Maade Folk levede paa. Thi foruden Bevertning var det og nødvendigt den Gang at modtage reisende Venner og Foresatte til Logis, da Hoteller ikke var begyndt og de saakaldte Værtshuse var aldeles uskikkede for de bedre vante Mennesker. Saaledes naar Biskopperne var paa Visitats, boede de hos Præsterne, hviilket vel endnu er Tilfældet paa Landet. Hos mine Forældre boede flere Stiftamtmænd, ja endog Generaler. Mansbach har tvende Gange boet hos mine Forældre, foruden den store Middag der hver Gang blev givet for ham. Besynderlig nok, jeg hørte aldrig omtale, hvad det kostede, men at alt maatte være saa gentilt som muligt. Formodentlig kom det vel deraf, at alt hvad man skulde bruge, var i Huset, med faa Undtagelser. For at give et Exempel herpaa: Mine Forældre maatte engang give en Middag paa over 30 Personer, efter nogle Timers Bestemmelse for Stiftamtmand Gebhard Moltke. Silde paa Aftenen blev det bestemt, og straks om Natten blev slagtet gjødede Kalkuner og Gjæs, som altid var færdige i Hønsehuset, da 2 og 2 af hver Sort altid blev indsat til Gjødning. Kjød til Steg af baade Vildt og Kalv med Oksekjød var der nok af i Madboden. Dertil en velforsynet Vinkjælder, Dessert m. m. Til Overflod paa alt dette fik vi om Formiddagen saa mange Foræringer af Byens Folk, at det var til Bryderi at modtage dem.”

Raadmand Bentzen.

 

I sine sidste leveaar var byfoged (fra 1810 borgemester) Bentsen sykelig, og dette saavelsom vanskeligheterne i krigsaarene har vel gjort avbræk i det her skildrede velvære. Han søgte lægehjelp i Kjøbenhavn og befandt sig tilslut saa vel der, at han (formodentlig nærmest for spøk) yttret, at hvis der blev et præstekald ledig der, vilde han søke det; han hadde nemlig baade juridisk og theologisk embedsexamen. Bentsen døde 1812. Et portræt i de Sandvikske samlinger (det har oprindelig tilhørt Andreas Faye) viser ham i det 18de aarh.s dragt og er temmelig forskjellig fra den ovenfor gjengivne silhouet.

 

Den nuværende jernbanestation, hvis litet indbydende utseende og indred­ning næsten er bleven et ordsprog, har altsaa i sin tid været byens fineste hus, ikke ved rigdom, men ved de personers rang og betydning, som færdedes der. Dets utseende dengang kan sees av et fotografi fra 70erne (gjengit oven­for), hvor man ser baade det og Rasmus Bagges hus,  den priviligerede gjæst­givers; sidstnævnte hus var byens matrikelnummer 2. No. 1 (som laa søndenfor), brændte i 1777 og blev ikke gjenopbygget. Da Bentsens (senere Jakob Müller’s) hus blev jernbanestation, blev det forlænget i begge ender og mistet derved sit oprindelige utseende.

 

Inden vi tar avsked med det 18de aarhundrede og Mogensine Bentsens smaa og store oplevelser, hitsættes fra hendes papirer en ganske morsom liten idyl: en selskapsfottur fra Skien til Kongsberg, i de dager noget saa usædvan­lig, at man maa tro Skiensungdommen, ialfald i Bentsens kreds, hadde faat endel “Rousseau” og natursværmeri i hovedet. Beretningen, som bortset her­fra ikke frembyder noget merkværdig, lyder i al sin enkelhet saaledes:

 

“En liden Episode i mit Ungdomsliv morer mig endnu i min alderdom, nem­lig en Fodreise fra Skien til Kongsberg. Jeg var dengang 13 aar — ak den glade ungdomstid! Selskabet bestod av min Moder, 35 Aar gammel; hendes Broder (10 Aar yngre); en Fætter af mig, Bergkandidat Riegels, og mine Brødre Magnus og Michael, Gutter paa 9 og 12 Aar. Toget skulde gaa over Langeruds-dalen.

 

Vi samledes da med en hel Del andre Venner fra Skien paa min Faders Landsted “Løkken” [3] ), dengang et meget vakkert Sted. Desværre, jeg har siden hørt det forarmet og hæslig, men saa gaar det jo med mange Ting i denne forunderlige Verden og var vel heller ikke godt anderledes for mange Tings Skyld. — Vi vandrede da derfra en vakker Eftermiddag i Juni Maaned i stort Selskab og med megen Spøg og Munterhed. En af min Faders Heste fulgte, med et stort Læs af vort Tøi, Mad og mange Forfriskninger, blandt andet en stor Tine med Appelsiner m. m. Fader havde ofte kaldt os et Fantefølge og sagde, at vi skulde have en Hund og en liden Gris med. Nu traf det sig saa pudsigt, at med Fader fulgte hans lille Hund, og i Stilhed havde han ladet Pigen slippe en lille Gris løs, der fulgte hende villig. Men da vi kom ud af Porten, og den lille Gris saa sig paa større Vidde end han var vant til, begyndte den at løbe rundt næsten som gal imellem os alle, hvilket gav Anled­ning til et muntert Spetakel, og med Møie blev den bragt tilbage.

 

Nu vandrede vi da bortover Veien til Gjerpen Kirke og videre, hvor vore Venner fra Skien forlod os efterhaanden, Fader sidst. Vi blev da alene og kom om Aftenen Kl. 10 til Gaarden Mo, nød der noget og fortsatte vor Vandring til Vasenden; der forlod vi Faders Hest og Kusk, da der ikke var Kjørevei længere. Vort Tøi maatte siden bæres af Hest i saakaldt Kløvsadel. — Ved Vasenden begynder Fjeldvandet; der laa 2 Pramme beredt til os. Vi roede da opover det deilige Fjeldvand i den lyse deilige Sommernat. Vandet var stille og klart som et Speil ; den eneste Bevægelse var vore Pramme og en Mængde ørretter, der formodentlig undrede sig over den uvante Uro om Natten; thi Færdselen var dengang meget liden. De hoppede og sprang som muntre Guld og Sølvfisk. Jeg sang af Hjertens Glæde, indtil Moder sagde:

“Nei Sina, du maa ikke synge saa meget; Folkene ror ikke, men sidder stille og hører paa dig!”

 

Nu, vi kom da til Fjeldgaarden. Vi var ventet Kl. 3 om Morgenen, spiste god Fødegrød og sov som Stene, indtil Konen vækkede os med Besked, at Middagsmaden var færdig, men at Veiret trak op til Torden og Regnbyge. Nu ja, vi kom op, og Maden kom ind, men til min store Fortrydelse baade kogt og stegt af mine Venner Ørreterne. Dog de smagte alle godt og til Slut­ning mig ogsaa. Efter Spisningen lagde vi os atter til Ro, og Moder gav Konen Ordre til ikke at vække os, forinden der var godt Veir. Konen smilte og svarede: “Om det nu blev ondt Vejr mange Dage, vil De da ligge den hele Tid?” — Men Kl. 3 om Eftermiddagen kom hun ind og sagde, Uveiret var forbi, og nu var det deiligt Veir. Vi kom da afsted i Hast og fik for­uden en Hest med Kløv ogsaa en med Bondesadel, for at vi Fruentimmer, især Moder, kunde ride over de mange Skovbække, som Konen sagde nu vilde være iveien efter den svære Skylregn. Men jeg kan forsikkre, at Hesten kun blev brugt over Bækkene og da med tvende paa en Gang saavel af Mandfol­kene som os; thi Sadelen var saa ond at sidde i, at vi vilde hellere gaa. Nu, det gik da hele Tiden op af Fjeldet til P1atsen Bestul, i Mil fra Fjeldgaarden, men som dengang var saa lidet indbydende, at vi fik ud endel Hø og hvilede paa Græsbakken et Par Timer; var allerede paa Benene igjen Kl. 3 om Mor­genen og vandrede den hele Dag, som igrunden var den interessanteste for­medelst de mange smukke Fjeldtrakter og de morsomme Møder med Sæter­pigerne, som aldrig havde seet saadant Følge komme gaaende tilfods med saa fine Klæder o. s. v. Især os Fruentimmer, skjønt gaaende Mandfolk var og nyt, da de senere almindelige Fodture ikke var begyndt da. Sæterstuerne var saa smaa, at vi ikke var inde i nogen af dem, men drak vor Melk udenfor, ja de var aldeles som jeg senere har seet dem paa Theatret, især i “Fjeld­eventyret”.

 

Den Dag vandrede vi næsten 2 Mile, hvilket næsten er utroligt, men det var da saa, thi Veiret og alt begunstigede os, dertil vore mange Forfriskninger af alle Slags, syltede Frugter, Appelsiner o. s. v. Vi kom da helt til [?] i Sandsvær, hvor der var bestilt Aftensmad; men vi var baade trætte og mætte, saa vi snarlig lagde os og sov altfor længe den Morgen, saa vi ikke kom ud før Kl. 10. Vi vandrede da i stærk Hede og Solskin; vistnok havde det væ­ret fornuftigst at have blevet der til Eftermiddag, men vort forunderlige Tog var meldt til Kongsberg, derfor vilde Moder vi ikke skulde narre eller forskrække dem. Men Herre Gud, hvilken lei Dag! Jeg kan ikke nægte, jeg blev glad da den første Vogn mødte os og bød et Par af os Plads. Siden kom mange flere Vogne os imøde, saa vi alle kjørte den sidste halve Mil. Dog, da vi kom i Nærheden af Kongsberg, steg vi alle ud af Vognene, baade vi langveisfarende og de mødende, saa vi var et høist gigantisk Følge ind ad den lange Sandsværmo; de Folk, som boede der, maa vistnok have hørt om Toget, thi de stod alle ude i deres Døre for at se paa os, dertil hilsede, smaa­snakkede og lo. Paa Kullebunden boede Faders Moder, som levede endnu og havde ladet sin Lænestol flytte ud paa Gaden for at modtage os med Spøg og Glæde. Vi præsenterede os naturligvis først for hende, og blev det hele Følge der til Aften hos den aandrige muntre 76 aarige Dame, der var som hele Byens Moder. Hun var Søster af Oberberghauptmand Heltzen. — Afte­nen blev da munter nok. Saa viandrede vi med hele Følget over til min On­kel, Sekretær Helge Bentsen, hvor vi skulde bo. — Vi var paa Kongsberg 1 Maaned, levede efter den Tids Skik i Selskabelighed den hele Tid, men da saa Aaret gled hen mod Høsten, maatte vi hjern. Vi kjørte, red og gik, efter Omstændighederne, og det smagte inderlig godt, da Faders magelige gode Vogn med tvende raske Heste førte os til vort gode kjære Hjem”.

 

Bratsberg amts landhusholdningsselskab (oprettet 30/7 1830) er vel direkte eller indirekte fortsættelse av det ærværdige “Opmuntringsselskab”, som blev stiftet 1777 under den sterke opvaagnende interesse for jordbruket, som man i den periode tydelig kan spore hos embedsstanden i by og bygd. Det har ikke lykkets at finde arkivsaker fra det gamle selskap (om de overhovedet existerer), men nogen holdepunkter har man dog. For det første har man et trykt exemplar av selskapets love [4] ) fra 1784, hvis titel lyder: “Det den 29de Januarii 1777 stiftede Bratsberg Amts oeconomiske Opmuntrings-Selskabs forøgede Love, vedtagne af Selskabet den 28de December 1784. Christiania, trykt hos I. M. Berg” . Dernæst findes i universitetsbibliotekets store samling av breve til Christen Pram under hans reise i Norge 1804-1806 en kort fremstilling av selskabets stiftelse og virksomhet, forfattet av byfoged Bentsen, som tillige leverede en avskrift av selskapets love, opbevaret sammesteds. Byfoged Bentsens redegjørelse lyder saaledes:

 

“I saa vidt erindres, blev i Aaret 1776 af hans kgl. Høyhed Arve Printz Friderich utsat 3de Præmiér for de Landmænd i Norge, som befantes fortrinlig at have udmærket sig ved Fremgang og Forbedringer udi Land og Agerdyrkning.

 

En af disse, een Medaille til Værdie af 100 Rd., blev tildelt daværende Amtmand i Bratsberg Amt, hr. kmhr. Fredr. Georg Adeler, som derefter behagede at udsætte en lige Sum til Uddeling blant de Almues Mænd under hans Gods, som ved Jordforbedringer viste sig mest fortiente.

 

Til at bievære disse Præmiers Uddelning den 29 Jan. 1777 indbød hr. Km.en til sig een talrig Samling af Egnens Mænd af de forskjellige Classer, og derunder bleve samtige eenige om, formedelst aarlige Sammenskud af 4 Rd. pro persona, at tilvejebringe een Fond, af hvilken opmuntrende Belønninger kunde uddeles for Jordforbedring og huuslig Flid i Amtet. Denne Vedtagelse er siden uafbrudt overholdet af Selskabets Lemmer, som formedelst Af og Tilgang varierer fra 70 til 80 ordentlige.

 

Fra 2 til 300 Rd. uddeles aarlig i Penge og Hæders eller Agtelses Tegn, bestaaende af Sølv Bægere til forskiellig Størrelse og Spise-Skeer. — Hvad af Tilskuddene kan spares, er Tiid efter anden giort Renteydende, saa at Selska­bet nu eyer een staaende Fond af ca. 1300 Rd. — Paa Bægerne anbringes graveret i een forgyldt Medaillon een Inscribsion, hidtil af saadan Indhold:

 

Som, brave Mand! med Stræbsomhed

Du Brød og Lykke finder,

Saa her ved Landsmænds Skiønsomhed

Et Hæders Tegn du vinder.

 

Paa Skeerne graveres: Bradsberg Amts Opmuntrings Selskab. 20 Rd. har hidtil været den høyeste Præmie dette Selskab har tildeelt enkelt Mand; fra 4 til 6-8-10 og 12 Rd. er de almindelige, eftersom Jordforbedringerne og den Huuslige Fliid (henseet saavel til Nytten som til Exemplet) andsees vig­tigst. Bestæmte større Premier blive kun i enkelte Tilfælde udsadte saasom for Fiskeriers Udvidelse i Havet langs Amtets Kyster, for Fællesskabs Ophævelse i Skov og Mark m. m., men da Selskabet i disse Deele desværre ikke er fyldestgiort, ere og deslige nu indstillede. En Gienpart af den seeneste ud­færdigede Præmie Opgave vedlægges under No. 1. Disse blive efter Dhrr. Biskopers indvilgelse udi April Maaned hvert Aar bekiendtgjorde af Prædike­stolene.

 

Hver 29de Januar indbydes almindelig alle Medlemmer, som boe i Egnen, af den nuværende Formand Hr. Kmhr. Adeler til Giemsøe Kloster, og til samme Tiid og Stæd indkaldes fra nærmeste Sogne de Almues Mænd og Qvinder der ere tilkiente Præmier, hvor de under Forsamlingen modtage disse og opmuntres til vedvarende Fliid. De af Selskabet vedtagne og fremdeles gjældende Love vedlægges. Endelig er det Selskabets yderligere Formaal, naar een noget klæk­keligere Fond kan samles, af denne at understytte til en og anden betydelig Myrs Udgravning, ligesom det og anbyder paa tillige at istandbringe een kort Agerdyrknings Bog, grundet paa Climatets Beskaffenhed, det locale og sikre Erfaringerr hvilken derefter skulde gratis uddeles over heele Amtet.

 

Meere veed ieg ikke af nogen Vigtighed at opgive om dette indskrænkede oeconomiske Selskab.

 

Skien d. 30te Novbr. 1805.      Bent Bentsen.”

 

Til denne embedsmæssige redegjørelse fra den gamle byfogeds haand kan heldigvis føies et interiør fra disse festdage paa Giemsø. Det er atter Mogensine som har ordet, og man vil av hendes skildring se, at “klosterherren” forstod at feire dagen med glans:

 

“Kongens, Christian VII’s, Geburtsdag 29de Januar blev benyttet til paa Gjemsø at feire Stiftelsen af det saakaldte Bratsbergske Landhusholdningssel­skab. Fru Schubart (Adelers svigermoder) »ønskede at se den hele Ceremoni, og derfor var min Moder og jeg indbudne til ogsaa at møde Kl. 10 (jeg var kun 15 aar, men var altid med). Foræret Skieris off. h. skoles bibliotek av kammerherre Lovenskiold paa Fossum.Vi kom da til Klostret og blev strax ført op paa den som jeg dengang syntes store Sal. Midt paa Gulvet stod det runde Bord, som I alle kjender, næsten bedækket af Sølvsager: Et stort Krus, flere mindre. Bægere og mange Skeer, desforuden Penge — alt Sølv.

Arveprins Fredriks brev til foged Rougtved og medalje med Chr. VII's billede.

 

Husets Damer og vi sad i en Halvkreds et Stykke fra Bordet, men lige ved dette sad den gamle Adeler og min Fader, der var (mellem os!) Bestyre­ren af det hele. Nu indkom da i begge Sideværelser og tildels i Salen en Mængde af Bratsberg Amts Almue, de fleste klædt i de smukke telemarkiske Dragter i bedste Stads; det var alle de som skulde have Præmier for Hus- og Landflid, — Nu reiste Fader sig og holdt en vakker (ja rigtig vakker!) Tale, med sit deilige Organ og gode Anstand, i Anledning af Dagen samt Opmunt­ring til fremtidig Flid, dertil nogle velvalgte Ord til Præses i Selskabet, vor Vært, o. s. v. Mange Mandfolk var ogsaa tilstede af Selskabet, som Cen­sorer, Kasserer, Bogholder m. fl. Nu blev af Flokken fremkaldt ved Navn den første, som fik den store Sølvkande, hvorpaa en gammel jovial Præst havde sat den Inskription:

 

“Drik heraf med din Mund,

Isak Aasolfsen Rennesund.”

 

Med det samme istemte Musikken en Fanfare, saa vi alle studsede, da ingen havde vidst eller hørt noget derom før; thi de var skjulte i det 3die Værelse ved Siden.

 

Ovenpaa dette kom de indbudne Selskabs-Gjæster til Middag, efter den Tids Skik Kl. 2, omtrent 80 tilsammen af begge Kjøn, og blev beværtede med 36 Retter Mad, det vil sige 9 Anretninger med 4 forskjellige Ting af hver Sort, f. Ex. 4 Sorter Suppemad, 4 Slags Postejer o. s. v. Om Aftenen kom Ungdom til Bal, hvor vi, som det da brugtes, dansede til Kl. 4 om Morgenen.Jeg var den eneste ukonfirmerede.”

 

Det Bratsbergske selskap var ikke alene om at bruke en kongelig fød­selsdag til stiftelsesdag og aarsfest; dets et aar ældre søster i Romsdalen hadde gjort det samme, og da tegneskolen i Skien stiftedes i 1832 (den er den nu­værende aftenskoles stamfader) henlagdes aarsfesten til Carl Johans fødselsdag, den 26de januar. — Et exemplar av arveprins Fredriks medalje i sølv, tillike­med en egenhændig skrivelse (dateret Fredensborg 1773) opbevares i Fylkes­museet; den var tildelt foged Andreas Rougtved ved paa østre Romenes i Hollen, som vistnok har været en av opmuntringsselskapets virksomste medlemmer. — Da fru Adeler er født 1781, skulde den ovenfor skildrede festlighet ha fundet sted 1796. Og hermed siger vi farvel til det 18de aarhundrede og stiger over tærskelen til det l9de, med borgervæbning og krigsbulder og mange slags vanskeligheter.


[1] skal altsaa være 1792.

[2] Forf, har muligens fulgt den gamle betegnelse “nord” om retningen opover vasdraget, og mener da dermed de nedenfor nævnte forstæder.

 

[3] Det tidligere omtalte ”Sans Souci” mellem Frogner og Bratsberg.

[4] Foræret Skiens off. h. skoles bibliotek av kammerherre Løvenskiold paa Fossum.