XI.
Nye tider. Opløp og militær indkvartering.
1789!
Det blotte tal virker som klangen av de basuner, der bragte Jerichos mure
til at falde. Og drønet av det store sammenstøt mellem det gamle og det nye,
mellem enevoldsmagt og folkestyre, mellem kavalerer og “citoyens”, mellem
parykker og naturbørn, gav gjenlyd ogsaa i vor avkrok av verden. — Vi har
ovenfor set et glimt av stemningen i fru Adelers betragtninger over besøket
i 1788, og det følgende vil vise, hvor tydelig hun var sig bevisst, at der
tar noget som maatte falde, en steil social motsætning, som maatte utjevnes.
Embedsmandsdatteren har ikke likt adelens priviligerede stilling, men hellerikke
sympathiseret med utøilede folkesværmes excesser. “Jeg erindrer godt”, siger
hun, “hvordan min Moder græd hver Postdag, naar hun læste Aviserne samt allerede
fortalte mig om deres (>: den franske kongefamilies) gruelige Skjæbne!
Jeg græd da naturligvis ogsaa — det var jo levende Mennesker, der led paa
samme Maade som vore Helte i Eventyrene led, naar de blev taget af Røvere”.
— “Hvor stort et Indtryk dette maatte gjøre paa den Tids Tænkemaade og Sædvaner,
vil bedst forstaaes ved nogle Erindringer fra den Tid i vores lille Kreds.
Der var, som før sagt, i og omkring Skien endel adelige Familier, som dog
ikke var talrige nok at omgaaes, hvorfor de nedlod sig til de første Embeds
og Pengemænd. — Stiftamtmanden i Aggerhus, Fr. Moltke
[1]
), var gift med en frk. Løvenskiold fra Fossum. Han var
aarlig
i
Skien paa Embedsreise, og hun paa Besøg til sine Forældre. Nu hændte det sig,
at en af mine Søstre skulde til Daaben, hvilket den Tid altid skede med stor
Pragt, og deres (>: M. og frues) Nærværelse benyttes, som kun kunde ske
paa en Søndag. Begge var Faddere og saaledes stor Middag hos min Fader, der
boede i Enden af Byen ved en stor fri Plads
[2]
), hvor der var opplantet Kanoner at skyde med ved de forskjellige
Skaaler under Middagsmaaltidet, som dengang begyndte Kl. 2 som seneste. —
Nu vilde denne Skydning just indtræffe under Gudstjenesten til Aftensang.
Altsaa aftensangen blev indstillet, og det hele skienske Borgerpersonale
nøiedes med at spadsere udenfor Huset og høre paa Taffelmusikken og Skydningen.
Om Aftenen stort Fyrværkeri paa samme Plads. Saa meget blev da endnu her
i Norden taalt af de store og fornemme. — Jeg erindrer ogsaa min sidste sal.
Mand Kammerjunker Adeler fortælle, at hans Moder, der ikke taalte Søreise,
blev baaret i Portechaise fra Gjemsø Kloster ved Skien til Christiansand,
da hans Fader blev Stiftamtmand der, fordi vi dengang ikke havde bekvemme
Landeveie. Men tænk at blive baaret næsten 30 Mil af Menneskearme ! Min Mand
fortalte og, at han var dengang 16 Aar og fulgte ikke med sin Fader formedelst
Mæslinger, men reiste en Tid senere med sin Hovmester, og endogsaa for ham,
som endnu var halv Barn, blev i alle Byer opsat Æreporte, og Borgerne baade
præsenterte og holdt Vagt ved hans Dør. Saa meget bliver ikke nu iagttaget
for en Prins. Men snart fik og Tonen Forandring her i Norden! De smigrende
Ord Frihed og det endnu mere lovende Ord Lighed fik da sin Tilværelse ! Disse
tvende farlige Ord var i alle Aviser og Skrifter og blev læst af mange, men
ikke forstaaet af Mængden, hvilket siden den Tid har afstedkommet mange, mange
Ulemper, og er vel ikke slut endda ! —“
Det
var i 1847 fru Adeler begyndte nedskrivningen av sine erindringer og anstillet
ovenstaaende betragtninger, hvorefter hun foreløbig lot pennen hvile. Saa
korn februarrevolutionen i 1848, hvis virkning strakte sig saa langt utenfor
Frankrikes grænser, og bragte med fornyet styrke mindet tilbake om hendes
barnedage i Skien under den store revolution av 1789 og de uroligheter, hun
her hadde været vidne til og faat et sterkt personlig indtryk av. Følgende
avsnit er præget av denne dobbelte reflex, fra 1789 og 1849, og den sammenligning
som derved naturlig frembød sig:
“Jeg
standsede ved Aarene 1792—74, da var Rædselsperioden paa det største i Frankrig,
hvor kun at være rig eller fornem var nok til at bløde for Morderstaal. Man
hører og læser idetmindste ikke nu saa mange Afskyeligheder som Aviserne
dengang var opfyldt med og dengang som nu læst men ikke forstaaet. — Saaledes
opstod der flere Opløb i Norges Smaabyer, formodentlig over de dyre Kornpriser,
da Kornet var dobbelt saa vigtig da, fordi Poteter ikke dengang var indført
i Norge. Jeg erindrer at mine Forældre fik ved en Ven som Raritet et Par Tønder
Poteter hvert Aar fra Holland. Desuden var jo dette Forhold saa ganske nyt,
at kunne raade og byde ja slagte de fornemme. Saa vidt kom det da ikke her.
Men baade paa Kongsberg, Moss og i Skien var Opstanden dog af den Beskaffenhed,
at der maatte kaldes Militær tilhjælp. Skien faar jeg da holde mig til, da
det vel især bliver Skiens Krønike jeg kommer til at skrive. Altsaa Skien:
Der begyndte at gaa flere Rygter, især at Kjøbmændene var godt forsynede med
Korn, men vilde gjemme det til endnu dyrere Priser. Endog de bedre Haandværksfolk
kom til min Fader, som var første Magistratsperson
[3]
), for at spørge om det ikke kunde gaa an at forlange beseet
deres Søboder for at bedømme Kornbeholdningerne, hvortil min Fader gav sit
Samtykke og talede atter med vedkommende derom. Kornhandlerne var straks
villige at oplukke deres Boder, da de desværre kun havde liden Beholdning
formedelst sin ringe Tilførsel fra Danmark, dels fordi der havde været flere
daarlige Kornaar, og dels for de store Bevægelser udenlands. Ja, som sagt,
Fader med 6 af de bedste og fornuftigste Haandværksfolk gjennemgik og besaa
alle Pakboder med deres Kornforraad, og befandtes da til manges og især Faders
Sorg at være altfor lidet, da han tilligemed sine andre Embeder ogsaa var
Maaler og Veier og derfor saa nøie vidste Besked om, hvad behøvedes til Skien
og dets Opland Telemarken; thi dengang var ikke Jorddyrkning hvad den nu er.
— — Dengang var Fader ikke rolig uden der var indført 80,000 rd. Korn
[4]
) aarlig, mest Byg og Havre, da Bønderne kaldte Rug “Jyta”
og “Skvætte-Mad”; men inden han døde (1812) hadde samme Distrikt nok med 10-12,000
Td. — — Denne Tid og flere efterfølgende Aar skal have været Norges mest florerende.
Det synes da rigtig at være en Skam at ville revoltere formedelst noget dyre
Kornpriser, da endnu ikke Mangel var, men kuns kunde befrygtes. Dog, som før
sagt: Gemytterne blev ophidsede ved det nye og prægtige Skuespil Frankrig
gav, at enhver kunde tage sig tilrette. Saaledes ulmede denne Glød, at Kjøbmændene
maatte oplukke sine pakboder, og nu vilde alle derind at efterse. Saaledes
var det St. Hansdag 1794 (skal være: 1795) om eftermiddagen, medens jeg sad
ved Vinduet i mine Forældres Dagligstue, at jeg saa en stor Flok Folk komme
ind af Porten (jeg tællede indtil 205); det var mest Landsfolk fra de nærmeste
Bygder og nogle faa fra Skien af Flaade- og Sagfolk. Men de saa ikke det mindste
oprørske ud og tog ærbødig Hatten af, naar de saa op til Vinduet hvor min
Moder og jeg stod. Dog var det sandelig ikke hyggeligt at se saa mange Mennesker
komme paa en Gang, som jeg vidste alle vilde tale med Fader. — Moder græd
og bad mig gaa ud at se; da jeg kom ud i Gangen, var den med alle Trapper
prop fuld, men de gjorde straks Plads for mig. Jeg gik da til Kontordøren,
men turde ikke gaa ind for Fader, som jeg vidste ikke vilde synes derom. Jeg
hørte hans stemme, hvor han talede beroligende og forsikrede, at Kjøbmændene
vist ikke vilde udsuge dem (hvilket var deres Udtryk); men at der allerede
var skrevet fra flere til Danmark for at forlange mere Korn opsendt, og snart
kunde ventes god Forsyning; desuden langt til vinteren m. m. Jeg hørte og
flere bad Kokkepigen om noget at drikke; dette sagde jeg Moder, som straks
befalede, de skulde have øl, og da efter den Tids Skik enhver selv bryggede
til sit Hus, saa havde vi just til St. Hans et Par Tønder fulde i Kjælderen,
hvilke og virkelig blev tømte; derefter al den Malt, der var i Huset, blandet
med Vand; thi bart Vand gik det ikke an at byde nogen Mand paa den Tid. Efter
nogle Timers Forløb gik de alle lige saa rolig og stille, som de kom, i Tillid
til hvad Fader havde lovet og tilsagt dem. — Nu kom Fader ind til os for at
drikke en Kop The og var næsten kvalt af at tale saa meget i den Hede. Folkenes
Forlangende var, at Fader ogsaa vilde lade dem bese Kjøbmændenes Kornbeholdninger,
men Fader havde betydet dem, at det ikke var hverken anstændigt eller tilladeligt
at komme saadan ansættende et Far hundrede Mand, men vilde de sig imellem
udvælge 6- 8 Mand, da skulde Fader ledsage dem næste Formiddag, thi idag var
det for silde, da de største Kornhandlere var ude paa sine Landsteder, og
desuten viar det etslags Helligdag.
Saaledes
fortalte Fader os, og vi troede alt i god Orden, da et forskrækket Menneske
uden Hat kom løbende ind af Porten og lige ind i Stuen med det Raab: “Nu dræber
de Husbond!” Dette Menneske var Emil Floods (skal være Peder Flods)
Bodsvend. Tilfældet var, at den Flok Fader havde beroliget, var Skiensfolk
og stod altsaa under Faders Jurisdiction, men de blev oppe i Byen mødt af
Porsgrunds og Landsfolk, der stod under Amtets Bestyrelse. Og i Spidsen for
disse var en Mand, Thor Garver kaldet. Han skreg og raabte, at de store kun
vilde plage de stakkels Folk, og at hine havde spist alt lækkert og godt,
medens de manglede alt, og at Kjøbmand Flood havde meget Korn, men vilde have
5 Rdlr. for en Tønde Rug. — Dette var aldeles ikke Sandhed, men var udbredt
ved et uforsigtigt Ord af Tante (>: fru Flood?) til en Arbeidsmand, der
forlangte Korn, idet hun havde svaret: “Nei min gode Mand, vi kan ikke sælge
en Tønde Rug, om de saa vilde give os 5 Daler for den.” — Flood var tvertimod
en altfor god Mand og havde vist gjerne solgt Korn, endog til Underpris, om
han havde havt, da han idethele var en meget ædel Mand. — Fader fik da efter
megen Tale beroliget dem saaledes, at de forlod Floods Hus og lovede at gaa
hver til sit Hjem. Dette holdt og Skiens Folk, men Landets for omkring i flere
Kjøbmænds Huse og brumlede, men efter Faders Raad tog de alle vel imod dem
og bød samt gav dem Mad og Drikke. Han selv gik til Raadhuset og sagde dem,
at han var der at finde, om de vilde ham noget mere. En ung Løitnant Grønvold
kom til Fader og tilbød ham at hente sit Kompani, som hørte hjemme i Gjerpen
Sogn ved Skien; men Fader vilde naturligvis ikke tage derimod, idet han spurgte
Grønvold om han vilde befale Sønnerne at skyde paa deres Fædre? Om Aftenen
var alt roligt og forbi.
Aaret
efter behagede det Hr. Thor Garver at bemægtige sig en Del Bord paa Hr. Cappelens
Tomt i Porsgrund, hvorfor han skulde arresteres; men dette turde ikke Amtmanden,
forinden han havde skrevet til Christiania efter Miljtær. Saa meget Fader
holdt af alt militært, billigede han dog ikke dette Forlangende af Amtmanden
som altfor bekosteligt for Staten ved saadan Bagatel. Amtmanden havde desuden
beskrevet Folket saa oprørsk, at der blev sendt 50 Mand Artilleri med 4 store
Kanoner, 50 Mand Husarer og 300 Mand Jægere med behørige Officerer til hvert
Slags. — Det var rettet pudsigt Indtog at se al denne Mlilitærmagt at omringe
den Stakkel, der sad bunden og nedbøiet paa en liden Arbeidsvogn. Han blev
nemlig bragt til Skiens Raadhus-Arrest, og alt Mandskabet og Officererne indkvarterede
i Skien. Kanonerne udenfor Raadhuset, Feltvagter paa flere Steder — jo det
saa let høitideligt ud. Desuden blev der saa muntert ved de mange unge dannede
Menneskers Ankomst. Jægerne var det saakaldte Staffeldtske Korps. Officererne
af alle Vaabenarter var enten danske eller tyske, det vil sige Holstenere.
Staffeldt selv, Arenfeldt, Krebs, Rathlew med mange flere, vistnok
omtrent 16 Stykker, som alle sang godt og var i det hele en Pryd i Selskabskredsen;
dertil god Musik (ogsaa Holstenere) saa jeg, der dengang var 15 Aar, erindrer
mig endnu den Tid med Fornøielse. Jeg lærte meget at ordne min Sang af dem.
— Dagen efter deres Ankomst var der stor Middag hos mine Forældre for dem,
og siden kom de meget hos os. De var i Skien i Aar, og min Fader vilde gjerne
beholdt dem bestandig, da deres Folk var idethele skikkelige og flinke i flere
Tilfælde (ved Ildsvaade m. m.), samt mange gode Haandværkere blandt dem. Men
efter et Aars Forløb var Dom i Thor Garvers Sag falden (Tugthus, tror jeg);
da fulgte de ham alle til Chra. og saaledes havde, som Fader sagde, den Bagatel
baade kostet og bryd mange Mennesker; men Militæret tror jeg gjerne vilde
blive i Skien for en stor Del, da de levede i en uafladelig Selskabelighed”.
Ovenstaaende
interiør, der er git med øienvidnets troværdighet (indtrykket av de usedvanlige
begivenheter har øiensynlig fæstet sig dypt) er vistnok tilforladelig i det
meste av hvad forfatterinden har opfanget med egne øine og øren og har forsaavidt
adskillig værdi. En anden sak er det om situationen var saa uskyldig og ufarlig
som hun i sit ræsonnement fremstiller den, og militærets nærværelse saa aldeles
upaakrævet og overflødig. De officielle aktstykker fører et andet sprog, og
nu skal autoriteterne faa ordet.
Saken
hadde 2 sider: For det første var det selve kornforsyningen, hvorledes man
med hensyn til den skulde faa en ordning, der betrygget mot mangel og ophævet
enhver rimelig grund til uro og oplep; for det andet var det spørsmaalet om,
hvad man skulde gjøre med anstifterne av oplepet, og hvorledes man skulde
faa straffet dem for deres utilbørlige forhold.
Kornspørsmaalet
blev straks tat under behandling av de stedlige myndigheter, mens de betænkte
sig en uke, inden sakens kriminelle side kom til sin ret; men da de derom
avsendte skrivelser indeholder den officielle rapport om det forefaldne, hitsættes
disse først:
I.
Pro Memoria!
I
Dag 8te Dage, efter Postens Afgang, indfandt sig hos mig en stor Deel af Strandsidderne
i østre og vestre Porsgrund, samt nogle Bønder af Gjerpen Sogn, som besværgede
sig over at en ankommen Skipper til Scheen ikke ville sælge dem i de bestemte
Ligge Dage, samt at denne, efter Overlæg med Kiøbmændene, skulle affordre
dem langt høyere Priser end de Kiøbmændene gav. Denne Forsamling, som viste
sig ganske beskeden, tilkiendegav ieg, at saamange af dem som virkelig maatte
tiltrænge at kiøbe Korn, maatte derom henvende sig til Stædets Politimester
hr. Raadmand Bentsen, som i Tilfælde at deres Andragende var grundet, derpaa
ville raade Bod; Jeg foreholdt dem, at det var imod Lovene at samle sig i
saadan Mængde, formanede dem til ordentlig Forhold, og bad dem indstændig,
at de nøye ville tage sig vare for noget der skulle kunde forstyrre den almindelige
Rolighed, hvorom de høytideligen forsikrede mig, og lovede at ville følge
det ieg havde betydet dem; ikke destomindre siger Rygtet, at enkelte af Strandsidderne
tilligemed endeel af Byens Indbyggere skal ved denne Leylighed have insulteret
nogle af Kiøbmændene i Scheen, hvilken Tildragelse ieg anseer mig pligtig
til herved at indberette, med den glade Formodning, at ingen videre Urolighed
fra Amtets Almue kan med Grund befrygtes, siden ingen endnu af dem have manglet
den fornødne Undsætning af Byg, Havre og Malt, som det Almuesmanden forbruger;
hvorimod ieg ugierne har bragt i Erfaring, at Ophavsmændene for dette ulovlige
Forhold have saameget Tilhæng af de angrændsende Almuer, at ieg anseer det
yderst vovelig nu, medens Gemytterne saa meget ere opbragte, at angribe denne
Sag, hvorom Collegio fra Byens Jurisdiction formodentlig vil blive insinueret
en mere udførlig Indberetning:
Meen Gaard den 1ste Julii 1795.
Petersen.
Til
det høy kongelige
danske
Cancellie.
II.
Underdanig
P. M.
I
de øyeblikke jeg med Posten den 24de sidstleden afsendte min underdanige
Indberetning om Eftersyn af Rug paa Kiøbmændenes Beholdnings Steder, fremfandt
ieg gandske uformodet i mit Huus som de selv sagde 300 Mænd af Gjerpen Sogns
Bønder fra saa kaldet Udhaugen, og Porsgrunds Strandsiddere som da kom fra
Amtmanden, og af hvis Foredrag, isaavidt kunne uddrages, Resultaterne vare
følgende: At de vilde vide Aarsagerne til KornVahrernes nærværende høye Priis,
desaarsag vilde de see saavel de Danskes Indkjøbs Regninger, som Kiøbmændenes
sluttede Accorder med dem, videre vilde de oplyses om deres Ret til Indkjøb
af Fahrtøyerne, hvilken endeel erklærede at ville renunsere paa, imod at
faa Kiøbmændene forbundne til, stedse at have Beholdninger af Alle Slags Korn
Vahrer, eller og maatte et Magazin af Hans Majestæt her anlægges. —
Hertil
svarede ieg: at de dem bekiendte Krige udenlands og Forbud mod Udførsel fra
alle fremmede Steder var, forbunden med afvigte Aars ringere Korn-Høst, upaatvivleligen
Aarsagen til de høye Priser i Dannemark, som det eeneste Sted hvorfra Norge
nu kunde erholde Korn, og hvilken, neml. Priserne, de selv kunne eftersee
i de offentlige Tidender. — At ligesom ieg ikke kunne tvinge nogen dansk Mand
til at fremvise Indkiøbs Regninger, saa forholder det sig og saaledes, at
de fleste vare Selv-Eyere af Ladningerne, havde derfor ingen Regning over
Indkiøb hos sig, og Accorder med Kiøbmændene skeer stedse mundlig, som saaledes
medfører den fuldkomneste Sandhed. At saavel Forordningen af 30te Julii 1768
som Told Roullen af samme Aar dens 6 Cap. Art. giver dem frie Adgang til af
Skibe-Rummene at kiøbe Korn til deres Huus Fornødenhed medens de opseyle Fjorden
og ved Byen ligge, hvorfor jeg og allerede forud havde tilholdet de forhaandenværende
og skulle saa med de ankommende Danske at iagttage de 8 Ligge Dage fra andgivelses Dagen, som saavel
Told-Anordningen som Byens privilegier indvilge. At det fortiente deres modnere
Overveyelse, førend de gav Slip paa at kiøbe umiddelbar, da det stod dem nu
frit, enten at kiøbe af Kiøbmanden eller de Danske, saa meget mere som det
ikke kunde forudsees om Kiøbmands Standen stedse blev formuende nok til at
indkiøbe store Forraader, og uden for deres Evner kunde de ikke forbindes.
At det ene dependerede af Kongens Naade om han efter deres Andragende derom
vilde anlægge noget Magazin, og endelig, at i Overensstemmelse med det saaledes
oplyste, skulde enhver Almues Mand blive mod accorderende Betaling med Skipperne,
de tilbage værende Ligge-Dage fbrsynet med hvad Kornvahre han forlangede og
behøvede i saa vidt tilrække kunde (dog maae ieg anmerke at ikke en af Opløberne
har benyttet sig deraf).
Endskiøndt
saa mange af Hoben som ieg kunde høre, erklærede sig fyldestgiorte ved disse
ofte igientagne Oplysninger, og at de ey meere kunde fordre, derfor og begav
sig fra mit Huus, maatte ieg, som strax forføyede mig op i Byen, med Bekymring
fornemme at de mest ildesindede under Anførsel af en Thor Andresen Garver
fra Osebakken, havde indbrudt sig i Kiøbmanden Floods, ligesom derefter i
Ole Cudrios, Hans og Albrecht Bloms Huuse og der
forholdt
sig voldsomme baade mod deres Personer og Eyendomme. At ieg mod denne og hans
Følge, fra hvilket dog endeel af de sindigere afholdt sig, anbragte de eneste
Midler ieg havde i Hænde og troede anvendelige: Formaninger, neml. til Roelighed
og lovlig Fremgang, og igientagne Oplysninger til Overbeviisning om Tingenes
sande Sammenhæng, maatte ieg med Smerte og Nedtrykkelse erfare var aldeeles
frugtesløs, thi med de groveste Callumnier, Injurier, Undsigelser og de ufornuftigste
Fordringer, under tumultuarisk Hujen og Skrigen af Anføreren og Hoben, blev
all begegnet. Klokken 7 à 8te om Aftenen blev endelig Byen befriet fra dette
Besøg, og endskiøndt Rygterne siden fra Dag til Dag har truet med Malcontenteres
endnu meere rasende Tilbagekomst, har man hidtil intet formerket. Jeg indskrænker
mig ved denne min underdanige Rapport eene til at indberette Deres Høyvelbaarenhed
Tildragelsen og mit Forhold.
Schien den 1 Julii 1795.
Til Bentsen.
S.
F. Hr. Stiftsbefalilngsmand v. Moltke.
III.
Pro
Memoria!
Med
Dags Post har jeg modtaget underlagte Anmeldelse fra Byfogden i Scheen Hr.
Raadmand Bentsen, betreffende en Hoben Bønder fra Gierpen Sogn i Bratsberg
Amt, som skal have indbrudt sig i nogle Kiøbmænds Huuse og sammesteds begaaet
Voldsomhed, alt under det Paaskud, at deels den store Mangel paa Korn Vahre,
deels sammes overdrevne høye Priser, satte dem i den Nødvendighed at gribe
til disse Midler for enten at faae Korn eller i det mindste at forvisse sig
om Kiøbmandens reedelige Behandling.
Strax
efter Brevets Modtagelse har jeg beordret Bye Fogden at afholde og uopholdeligen
at tilstille mig Forhøret, der nøiere kunde oplyse Beskaffenheden med dette
Opløb og de Angieldendes hele Forhold under denne Sag.
Med
næste Post seer jeg mig i Stand til herom at give det høye Collegium omstændelig
Beretning: Imidlertiid har jeg tilkiendegivet det Norske Generalitet Nødvendigheden
i paakommende Tilfælde at sætte den Egns Indvaanere i Sikkerhed, da den er
næsten gandske blottet for all militair Assistance, hvorpaa Collegium har
tilkiendegivet mig at der paa første Reqvisition de fornødne Foranstaltninger
skulle til den Ende blive føyet.
Vedblive
Uordenerne sammesteds og er min Nærværelse her paa Stædet ikke uomgiængelig
fornøden, agter jeg selv at reyse derhen for at undersøge Sagen.
Skiønt
jeg forbeholder mig med omgaaende Post at gjøre den fuldstændigere Forestilling
om det passerede, saa maatte det dog være mig tilladt foreløbigen at forestille,
at da en Commission bliver uomgiængelig fornøden til strax at undersøge dette
nye Opløb og dømme de Skyldige, jeg ingen beqvemmere dertil veed at foreslaa
end Tolderen i Kragerøe Hr. Ober-Krigs Commissair Terkelsen og Ober Inspecteur
Bull i Laurvigs Grevskab.
Ladegaardsøen
den 4de Julii 1795.
Moltke.
Til
Det Høy Kongelige
Danske
Cancelli.
Forelagt
i Statsraadet d. 10 Jul. 1795 og skal den nærmere Efterretning fra Stiftamtmanden
afventes. C.
Brandt.
IV.
Pro
Memoria!
Det
er den sikre men hældige Følge af alvorlige og til rette Tid anvendte Foranstaltninger,
at de ikke allene standse, men ogsaa qvæle i Fødselen hver Folke-Urolighed;
Den vankundige men hidsige Pøbel, styret af koldsindige men lastefulde Ledere,
føler ikke Lovens Værd, førend den seer samme støttet paa Magten der skal
haandthæve den.
Det
er rimeligt at Almuen i Gierpen Sogn og Bradsberg Amt, tilskyndet af ildesindede,
har foretaget sig de Uordener, hvorom jeg med sidste Post gjorde Anmeldelse,
blot fordi den stod i den Tanke at det sidste Opløb i Christiania ikke skulde
blive Gienstanden for Regieringens Opmærksomhed og ikke opfordre Lovene til
Strafs Lidelse, og fordi den ikke saae en uopholdelig Virkning af Pøbelens
uordentlige Adfærd.
Skiens
Magistrat har med Dags Post tilkjendegivet mig, at den Hob Bønder fra Gierpen
Sogn, som havde udøvet Voldsomheder i Scheen, ikke siden har forstyrret Roligheden
sammesteds. Forhøret, som jeg ventede mig tilstillet, for paa Grund af samme
at giøre en udførlig Beretning, har ikke kundet afholdes; deels fordi selve
Borgerne, der ere blevne molesterede, ikke har tordt, af Frygt for grovere
Fornærmelser, fremkomme med deres Klager eller Declaration ; deels ogsaa fordi
Gierningsmændene, henhørende under Landets Jurisdiction, ikke ville møde.
Det
Høve Collegio (sic !) biefalder uden Tvivl at Sagen saaledes som den af Byefogden
er forklaret, bliver ved en Commission oplyst og paadømt; Til den Ende refererer
ieg mig til mit seneste Forslag, at Ober Krigs Commissair og Tolder Terkelsen
i Kragerø og Ober Inspecteur Bull i Laurvigen til Commissarier maatte udnævnes.
De ere uen for Juristictionen, staae ikke i noget Forhold med Egnens Indvaanere,
og ere bekiendte som retskafne og oplyste Mænd.
I
hvorvidt det maatte være passende, at Amtmand Justitsraad Petersen, under
hvis Amt Gjærningsmændene sortere, hvis Embeds Forhold giver Adgang til største
Tillid, skulle indtræde i Commissionen? er noget som jeg maae ind-stille til
det Høve Collegii gunstige Bedømmelse.
Commissarierne
rnaatte efter min Formodning bemyndiges at undersøge, ikke alleene Opløbet
og Almuens Forhold ved samme, men ogsaa de Embeds-mænd og Borgeres Handlinger,
som under Sagens Drift kunde oplyses at have givet Anledning til Almuens Klage.
Af en saa udstrakt Befaling til Commissionen seer Almuen, at det var Regieringen
ligesaa magtpaaliggende at hæve hver Anledning til Undersaatternes Besværing,
som alvorligen at straffe de skyldige.
Ieg
haver allerede tilmelt det Norske Generalitet det passerede, paa det samme
kunde, i Fald Commisionen bevilges, strax føye de hensigtsmæssige Foranstaltninger,
naar Commissionen bliver nødsaget at arrestere de groveste af Forbryderne.
Det er højst nødvendigt at handle i dette Tilfælde med lige saa megen Eftertryk
som Forsigtighed, thi paa den ene Side er Egnen, hvor disse Uordener ere passerte,
næsten blottet for Militair, og den civile Øvrighed savner den fornødne Assistance;
og paa den anden Side giør Aarsens Tid det betænkeligt at tage for mange Landsoldater
fra deres Gaardbrug og forestaaende Høislaat. Naar det derfor maatte behage
det Høye Collegium at til stille mig det udstædende Commissorium, saa skulde
jeg ikke sende den til vedkommende førend de fornødne Messures, efter Overlæg
med Generalitetet, vare tagne.
Ieg
troer endeligen, at det ville være af bedste Virkning, naar det maatte behage
Hans Mayestæt Kongen, i Anledning af disse nye Opløb, at bekientgiøre saadanne
Advarsler, som det seeneste i Christiania gav Anledning til. Dette offentlige
Beviis paa Regjeringens Mishag over slige Uordener vil ikke kunde andet end
giøre Indtryk endog paa den raaeste Hob, og i det mindste tilbageholde alle
de uvedkommende som i Opløbs Tilfælde, vel ikke deltager i samme, men dog
forøger Mængden, og derved understøtter sammes Mod.
Christiania den 11te Juli l795.
Moltke.
Til
Det
HøyKongelige Danske Cancelli.
Allerede
den 17de juli faldt der kgl. resolution for nedsættelse av den kommission,
som stiftamtmand Moltke hadde foreslaat, med mandat til ikke alene at undersøke
optøierne men ogsaa embedsmænds og borgeres forhold; 30/7 meddelte Moltke
dette til amtmand Petersen, og 1/8 avgik dennes melding til kommissarierne
i Larvik og Kragerø, med den beroligende tilføielse, at der var truffet avtale
med generalitetet om militær assistance av jægerkorpset, som kunde være i
Skien i 4 dage efter indløpen rekvisition. En uke senere skriver amtmanden
til raadmand Bentsen om det samme og melder, at kommissionen sættes paa Skiens
raadstue 21/8, hvortil han beder indstevnet kjøbmændene Floed, Cudrio,
Hans og Albert Blom.
Hermed
var nu denne del av forføiningerne bragt i orden, og vi skal da se nærmere
paa, hvad man foretok ianledning av kornforsvningen.
Ogsaa
her var man gaat rask tilværks. Alleiede den 25de juni, dagen efter opløpet,
var der (ifølge Skiens raadstueprotokol) møte paa raadstuen av de fleste av
stedets handlende med borgemester Hagerup og raadmand Bentsen
for efter magistratens indbydelse at forhandle om kornforsyningen, i anledning
det passerede voldsomme opløp av Gjerpen sogns almue og Porsgrunds strandsiddere.
Da magistraten frygtede at danskerne herefter vilde sky denne fjord, endvidere
mente at de handlende ikke kunde formodes at ville uttrække en saadan kapital
av deres handel som nødvendig utfordredes til anskaffelse av et saadant parti
korn som behøvedes til at forekomme hungersnød, saa foresloges at indgaa til
kongen med ansøkning om et laan paa 50,000 rdl. til kornkjøp eller ialfald
en leverance fra de offentlige magaziner for samme beløp, garanteret i fællesskap.
Endnu
mer ekspedit var amtmand Petersen; thi endnu inden solen gik ned den 24de,
selve oprørsdagen, utsteder han skrivelser til begge fogderne om kornmangelen
og dens frygtede følger. Til foged Cloumann skriver han om mangel paa
korn og fedevarer og forlanger underretning om tilstanden i Øvre Telemarken
og utsigterne for høsten der. En stor del almuesmænd fra Bamle distrikt har
fremført klage mot handelsmændene, og der gik rygter om at de fra Telemarken
var ventende. Han beder fogden hindre denne “utvandring”;
der
var allerede gjort indberetning til Rentekammeret med andragende om aapning
av magazinerne, og der var av kjøbmændene gjort anstalter til kornkjøp. —
En lignende skrivelse avgik til foged Thomson med anmodning om bistand: “Skulde
ikkedestomindre nogen mængde fra Bøygderne hertil utvandre, maa jeg bede at
Deres Velbaarenhed ville begive sig herud for at gaa til Haande i nærværende
meget critiske Tilfælde.” Av begge forlangte han beregning over det aarlige
behov for tilførsel av korn og av toldinspektør Coucheron opgave over
indførselen av korn i de sidste 8 til 10 aar.
Dette
var det første støt, men amtmanden, som øiensynlig var blit opskræmt, lot
det ikke bero med det. 8 dage efter skrev han til Moltke med bøn om, at han
hos Rentekammeret vilde andrage om forbud mot kornutførsel fra Danmark, indtil
Norges trang var tilfredsstillet; og da de underordnede embedsmænd ikke var
raske nok i vendingen, purret han allerede 3/7 fogderne med fornyet krav paa
oplysninger og bad dem samtidig erindre de formuende om den naturlige pligt
at hjælpe de fattige og trængende. Dagen efter kræver han av toldinspektøren
besked inden en uke og bringer i erindring den kgl. forordning av 30/7 1768
om at skibene under opseilingen til Skien skulde sælge itil strandsiddere
og bønder, hvad de maatte trænge av korn.
Regjeringens
foranstalninger var av temmelig passiv natur. 4/11 forbød en kgl. resolution
utførsel fra Danmark og Norge til fremmede steder av korn, malt, gryn, brød
og tvebakker, og dette forbud hævedes først 20/4 1796, ved skibsfartens begyndelse
efter vinterdvalen. Men noget positivt skridt for direkte at skaffe det manglende,
tok man ikke; man anbefalte surrogater og opsendte endel eksemplarer av prof.
Strøms avhandling om islandsk mose som næringsmiddel. Det blev altsaa fremdeles
overlatt til de handlendes energi at skaffe korn. Den 11/11 forlangte amtmanden
av byfoged Bentsen oplysning om kornbeholdningen “her i fjorden”, og 4/12
holdtes igjen et stort møte paa Skiens raadstue, foranlediget ved en kancelliskrivelse
av 14/11. Her fik man da ordentlig besked om stillingen. Magistraten oplyste
nemlig, at der i Skien fandtes:
1926 tønder rug
3200 “ byg
1455 “ havre
1341 “ malt
303 “
gryn
505 “
erter
Hos udenbyes handlende:
722 tønder rug
1193 “ byg
838 “
havre
844 “
malt
139 ”
gryn
294 “
erter
Kornhandlerne
erklærte at særlig i et mindre frugtbart aar trængtes en tilførsel av ca.
40,000 td. for Skien med forstæder og Opland. Der skulde da behøves 16,500
td. for at “fournere Publicum” i maanederne december-april. Nu var der efter
magistratens optælling ca. 12,500 td. av alle slags, altsaa en eventuel mangel
paa 4000 td., som maatte dækkes. Ingen vilde vove sin eiendom paa søen i
hjertet av vinteren; fra Danmark kunde derfor ikke ventes mere, og trods de
høie priser hadde de anstrengt sig av yderste evne for at forsyne sig baade
over Danmark og direkte fra utlandet. — Skulde der opstaa mangel, maatte man
anraabe kongen om at aapne rikets magaziner. —
Vi
skal nu se paa, hvorledes man imidlertid stelte med saken mot urostifterne.
Den l4de nov. 1795 meddelte kancelliet kongens beslutning, at Thor Andersen
skulde dømmes av kommissionen, men hans personlige heftelse utsættes til
dom var falden. Naar undersøkelsen var endt, skulde
der opnævnes actor og defensor. Herom blev da kommissarierne underrettet av
amtmanden (25/11), men saa indeholder amtets kopibok i over et fjerdingaar
ikke noget om saken. Først 16/3-96 kommer der igjen en skrivelse, hvorav kan
sees, at de av raadmand Bentsen med flere fremlagte dokumenter om opløpet
i Skien var indsendt til kancelliet. Endvidere hadde Thor Garver holdt samlinger
med kirkealmuen i Eidanger, Gjerpen og Solum, og den opnævnte actor, prokurator
Gasmann, hadde ikke alene forlangt en bekræftet gjenpart av de til
kancelliet indsendte dokumenter, men ogsaa vidneførsel angaaende de omtalte
“samlinger”. - Amtmanden ønsket ikke utsættelse, men anbefalte dog actors
andragende, og saa hører man intet mere herom før henimot midtsommer, da der
for alvor kom fart i sakens behandling. Amtmanden har øiensynlig fremdeles
været bange for en fornyelse av optøierne; i en skrivelse av 11/7 til oberst
Schleppegrell beder han ham sørge for, at den paa telthusene beroende
forsyning av skarpe patroner snarest mulig blev transportert til Fredriksværn
“uden opsigt blandt almuesmanden”, og kort efter blev jægerkorpset budsendt,
et bevis paa, at nu skulde det bli alvor med avgjørelsen av den farlige sak.
18de
juli møtte borgemester Hagerup og raadmand Bentsen paa raadstuen med efterretningen
om den forestaaende indkvartering. Samtlige handlende var indkaldt og ytrede
den tydeligste misnøie med den tiltænkte ære. Det var, som de sagde, Porsgrunds
strandsiddere og nogle dertil grændsende bønder som hadde foranstaltet opløpet,
og Skiens borgere burde havt fyldestgjørelse istedenfor at besværes med en
byrdefuld indkvartering. Imidlertid vilde de dog gjøre sin pligt og træffe
de nødvendige foranstaltninger. — Dagen efter skrev amtmanden til major v.
Staffeldt angaaende endel enkeltheter ved jægerkorpsets transport og
marsj. Den 21de skulde korpset være i Larvik og ventedes til Skien den 23de
om aftenen. Man kan se av amtmandens skrivelse at der skulde brukes vandvei
(antagelig fra Helgeroa) til Brevik; derfra skulde bagagen (kanoner og ammunition)
transporteres tilvands til Porsgrund, medens korpset fortsatte fra Brevik
over Langangen til Skien. Landeveien over Langangen var ikke tjenlig til transport
av armatur og bagage, da der (siger amtmanden) ved den nyanlagte vei ikke
fandtes kjøretøier. Dog var der sørget for 20 hester og oversætning i Langangssundet.
— Man ser, hvor litet utviklet forbindelsen tillands dengang var fra fjord
til fjord. Amtmanden beder tilslut (uten nærmere begrundelse) ophold i Porsgrund
undgaat. —
Jægerkorpset, som var oprettet i 1788 og hadde været
avantgarde under indrykningen i Bohuslen samme aar, hadde i flere aar kantonnert
paa Moss, men blev i 1796 forlagt til Kristiania, hvor dets nærværelse var
mer nødvendig til garnisonstjeneste og til opretholdelse av ro og orden.
Et detachement paa 100 mand var i 1795 sendt til Kongsberg ianledning uroen
blandt bjergverksarbeiderne, og i 1802 maatte en større avdeling over Filefjeld
til Lærdalsøren i lignende øiemed. Det blev benyttet til litt av hvert.
Den
styrke som nu i juli 1796 kom anstigende til Skien talte (ifølge Ødegaards
“Norske jægerkorps’s historie) 250 mand, omtrent det halve korps, foruten
endel artilleri og kavalleri. Det var saaledes en temmelig betydelig styrke,
som her skulde indkvarteres og forpleies, og der har været vanskeligheter
av forskjellig art. Brødet blev bakt i Larvik og sendt søværts fra Fredriksværn.
Der klages over den daarlige havre i Skien til husarhestene og forlanges bedre
havre anskaffet andenstedsfra. Hvad pengene angik, da meldte Staffeldt 1/8
at han hadde tat 2000 rdl. ut av kassebeholdningen og bad om yderligere 1000
rd., hvis opholdet skulde forlænges; han beregnet, at detachementet kostet
11 à 1200 rdl. pr. maaned. — Forøvrig ser det ut til, at opholdet her forløp
uten viderværdigheter.
 |
Nu
kunde da de offentlige myndigheter med tryghet, beskyttet av 3 vaabenarter
og med kanonerne plantet foran Skiens raadstue, gaa i gang med forhør og procedure.
22/7 hadde kancelliet indvilget actors andragende om “extensionsbevilling”
for at ogsaa de omtalte “samlinger” i 3 kirkesogn kunde inddrages under sakens
behandling, og idet amtmanden meddeler dette til kommissarierne tilføier
han at han har anmodet actor om ufortøvet at befordre saken. Dette gjentas
flere gange, med henvisning til at ogsaa kancelliet har vist tegn til utaalmodighet
og gjentagende har bragt saken i erindring. Det er tydelig, at amtmanden har
været ivrig for at faa det hele avgjort mens man var under militær beskyttelse.
— Saa blev der da berammet møte i Skien 13/9, og lensmændene fik ordre til
at indkalde vidner. Imidlertid sat Thor Garver i raadstuekjælderen og befandt
sig slet ikke vel. For det første var han misfornøiet med diætpengene, 6 skilling
dagen, og androg om forhøielse, som blev negtet. Endvidere var han samtidig
sat under tiltale for tyveri av noget bolværkstømmer og 21/9 dømt til 2 maaneders
tugthus; denne dom appellerte han og opnaadde frifindelse ved lagtingsdom
av 25/10, men den ivrige prokurator Gasmann satte igjennem, at der blev sat
ekstraret til fornyet vidneførsel og behandling. Saa blev han syk og flyttet
fra kjælderarresten op i et bedre rum, indtil han i mars 1799 igjen kunde
anbringes i kjælderen. Og imidlertid var da hans saker under behandling like
til juni s. a. — Av mangel paa off. dokumenter kan intet videre fortælles
om kommissionsbehandlingen, og høiesteretsarkivet gik tilgrunde da Christiansborg
slot brændte 1811; men i en skrivelse av 14/6 bedes høiesteretsdom over Thor
Garver meddelt ham, og naar man saa vet at han blev transportert fra Skien,
kan man gjætte sig til resultatet.
24/2
var stiftamtm. Moltke i Skien og protokollerte paa raadstuen et forslag til
betryggelse mot brødmangel. Bakerhaandværket skulde gjøres avhængig av autorisation,
og bakerne tilpligtes at holde et tilstrækkelig lager av rug, under politiets
tilsyn. Forslaget var begrundet i den under saken mot Thor Garver fremkomne
paastand, at der manglet brød i Skien. — Protokollen er den dag ført av Bentsen
med Chr. Blom og Hans Ørn som assisterende. — En efterdønning av saken er
ogsaa en plakat av 29/7, rettet mot utspredte rygter som avskrækket de omboende
fra at søke Skien med sine varer. Der lovedes 20 rdl. til den der bevislig
kunde angi rygternes ophavsmand, og angiveren blev tilsikret fortielse av
navn. — Ingen beboer av Skiens opland maatte unddrage sig fra at søke derhen.
Jægerkorpset
blev liggende i Skien over 5 maaneder. Vistnok ser man av amtets kopibok at
der allerede i oktober blev forhandlet om ordningen av bortmarsjen, men det
var først i december (eller ifølge et enkelt dokument 9/1 1797) denne fandt
sted; en mindre styrke blev igjen og passet paa helt til midten av juni. —
Nærværelsen av saamange militære og særlig de mange officerer har selvfølgelig
været en stor begivenhet i byens liv, særlig i dens selskabsverden. Skien
hadde tidligere ord for at være en stilfærdig by og skildres saadan av Bartolomæus
Løvenskiold (i hans bekjendte bok om Bratsberg amt); men det opsving de norske
kjøpstæder fik gjennem den “væbnede nøitralitet” fra 1780, under de nordamerikanske
koloniers uavhængighetskrig med England, har vel ogsaa gjort sig gjældende
i Skien, og naar Mogensine Bentsen fortæller at officererne her levet i en
uavladelig selskabelighet, maa vel denne ha en bakgrund av tilsvarende velstand
og livsglæde i handels og embedsfamilierne i og omkring Skien. Paa Moss,
hvor korpset opholdt sig i flere aar, var det særdeles yndet og blev feteret
ved sin avreise derfra i april 1796; i Kristiania vakte officererne stor opsigt
ved at opføre Schillers skuespil “Die Räuber”, og Conradine Dunker bruker
i sine “Erindringer” store ord om denne præstation og dens virkninger. Om
officererne siger hun at de “næsten alle var interessante og talentrige personligheder”
. — Flere av dem har spillet en fremtrædende rolle i krigsaarene 1807-14:
Staffeldt
[5]
) var chef i den ærefulde affære ved Trangen i Solør 1808
og førte i 1814 en brigade paa 8000 mand i Smaalenene; Arenfeldt likeledes
en brigade (paa 5000 mand) s. a. ; og Krebs er jo helten fra Lier og
Matrand,
som opretholdt vore vaabens ære under det bedrøvelige felttog i 1814 og paa
hvis grav i Kra. der hvert aar nedlægges en krans den 17de mai. Han var kaptein
i 1796 og hadde kommandoen her, naar Staffeldt ikke var tilstede. — De officerer
som blev igjen helt til sommeren var leitnanterne Schetelig (Scheitlie) og
Rathlew; sidstnævnte hadde en liten affære med gjæstgiveren Christen Bratsberg
paa Kleven, som indgav klage til amtet, men ellers forekommer ikke vidnesbyrd
om misforhold og rivninger. Korpsets musik bestod av 9 hornblæsere, hvorav
flere var utlært i Kjøbenhavn.
Et
vakkert bevis paa flid og dygtighet har korpset efterlatt sig ved det prægtige
kart over Skien, som blev utarbeidet under opholdet her og skjænket byen til
tak for gjæstfriheten.
Det
er delt i 4 plater (man ser av korpsets regnskaper at der om høsten blev anskaffet
4 tegnebord) og er saa omhyggelig tegnet, at man næsten kunde rekonstruere
haveanlæggene paa Gjemsø og Brekke derefter. Følgelig er det et overmaade
vigtig dokument for kjendskapet til byens utseende omkring aar 1800. Kun maa
det beklages, at man ikke har sørget for at paaføre husenes nummer, hvorved
man kunde sparet nutiden for adskillig tvil og uleilighet. — Korpset hadde
dengang en skole for underofficerer. Denne skoles chef var Krebs, og
man kan derfor gaa ut fra, at kartet er tegnet under hans ledelse og opsyn.
Norske
jægerkorps blev opløst i 1888 efter at ha bestaat i 100 aar. Et kompani derav
var stadig tjenstgjørende i Stockholm i unionstiden, og det nu opløste gardekompagni
i Kra. var de sidste bærere av jægeruniformen.
 |
