SKOLEVÆSENET.
De ældste
efterretninger om skolevæsenets tilstand eller rettere om ungdommens kristelige
kundskap, som kan opdrives, indeholdes i biskop Nils Glostrups visitashok. Ved
sin første visitas i Gjerpen 25de februar 1618 har biskopen indført om de
kirkelige forhold i Gjerpen i sin almindelighet: “Hic omnia in bono statu
inventa suet”, d. e. her fandtes alt at være i god stand. Ikke fuldt saa
gunstig faldt biskopens dom ved næste visitas 20de januar l622; ti da skriver
han og det specielt om ungdommen: “Hic juventus mediocriter profecerata, d. e.
her hadde ungdommen (kun) gjort maadelig fremgang. I Eidanger stod det da meget
bedre til. Den 14de februar samme aar var der nemlig ogsaa visitas der, og
biskopen har for Eidangers vedkommende tilført visitasboken “Hic loci juventus
optime profecerat, et in bono statu omnia reperta sunt”, d. e. ungdommen her
hadde gjort den bedste fremgang. Mens det stod saa godt til i dette
naboprestegjeld til Gjerpen, stod det derimot temmelig daarlig til nede i Skien
den 21de januar 1622; ti biskopen skriver: “Visiterede jeg skolen ok fandt den
meget svag”.[1]
Et
interessant vidnesbyrd om den ældre folkeundervisning, for der endnu var
oprettet egentlige folkeskoler, er nogle i den Kollske manuskriptsamling i
Kjøbenhavn opbevarede meddelelser fra provst Peder Nyborg i Skien (død 20de
oktober 1722), som er avgit til daværende kommanderende general i Norge
Valdemar Løvendal, og som omfatter aarene 1705‑1715, særlig tiden omkring
1709. Forsaavidt Gjerpensfolk angaar, skriver disse opgaver sig vistnok
oprindelig fra Gjerpens daværende sogneprest, David Monrad. Der meddeles
saaledes, at av 13 unge mandskaper fra Gjerpen, tilhørende kaptein Fiens
kompani, var der 5, som ”kunde (læse) i bog”, mens de andre 8 alene kunde udenad de fem parter av katekismen. Av
18 mand, som tilhørte et andet kompani og var 19‑26 aar gamle, kunde 11
læse i bok. I en anden militær avdeling, hvori der var 18 fra Gjerpen, 19‑30
aar gamle, kunde de 13 læse, 2 endog skrive. I et andet dokument, som omhandler
gutter, der endnu ikke hadde naadd utskrivningsalderen, oplyses, at av 31, 13‑16
aar gamle, kunde 12 læse, en trettenaarig kunde ogsaa skrive. Av 30 andre
gutter; som var mellem 10 og 12 aar, kunde de 9 læse i bok, en tolvaaring, som
endnu ikke kunde læse, kunde de første syv bud, en anden kunde udenad hele katekismen,
mens en tredje var et saa stort lys, at han kunde baade læse, skrive og regne!
Saa svært vidt gik maaske allikevel ikke selv hos ham disse sjeldne færdigheter
efter vore maal. Der findes ogsaa i de nævnte samlinger en fortegnelse over 22 kvinder mellem 18 og 32 aar, hvorav
tredjeparten kunde læse, og alle hadde lært katekismen ttdenad.[2]
Man maa
sige, at disse resultater av prestens og klokkerens undervisning efter
omstændigheterne ikke var saa daarlige, og bedre blev det, ikke saa mange aar
senere, da pietistnen fik magten hos styrelsen; ti en av de mange gode sider
ved pietismen var just dens utprægede sans for folkeoplysning, og det ikke
alene religiøst, men ogsaa i de borgerlige fag. Med pietismen begyndte saaledes
realfagene ogsaa at gjøre sin første indtrædelse i de gamle, hittil meget
ensidige latinskoler.
I Fredrik
den fjerdes sidste tid blev der ved en kngl. forordning av 9de januar 1728, da
pietismen alt længe hadde begyndt at gjøre sig gjældende i de høiere kredser i
Danmark, paalagt de personelle kapellaner den samme forpligtelse som degnene
til at undervise ungdommen. I samme øiemed indførtes der ogsaa ved denne tid katekisationer i forbindelse med den
almindelige gudstjeneste, der lik en ikke ringe betydning for almindelig
utbredelse av kristelig kundskap i .menigheterne.
I
Bratsberg amt specielt var den daværende amtmand Kristian Bergh, der i det hele gir indtryk av at ha været en
merkelig og eiendommelig personlighet, meget interessert for folkeoplysningens
fremme. Han utfærdiget saaledes den 14de septemher 1729 et cirkulære, der
vistnok nærmest var rettet til sorenskriverne og fogderne i amtet, men gjennem
dem ogsaa henvendtes til sognepresterne og selve almuen. Cirkulæret gik ut paa
at opfordre til at bygge skoler og lønne lærere for den menige mand. Amtmandens
henvendelse blev ogsaa vel optat de fleste steder, navnlig i flere av
prestegjeldene i øvre Telemarken. I Seljord til eks. oplæstes amtmandens
skrivelse for almuen paa tinget den 17de oktober samme aar og vandt almindelig
tilslutning. Til lønning av lærere vedtok bønderne at utrede 8 skilling av hver
hud eller tønde skyld. Likeledes gik det i Kviteseid. Fyresdal, Laardal og
Vinje, det vil sige, i alle daværende prestegjeld i Vestfjeldene; men amtmanden
døde desværre ikke længe efter, og saa blev der foreløbig ikke mere av det
hele. Om der fattedes nogen beslutninger eller iverksattes noget i Gjerpen i
denne anledning, har jeg ikke kunnet finde noget om. Skjønt amtmanden vistnok
bodde like ved Gjerpens grænse, om han end ikke bodde i selve Gjerpen, som de
fleste amtmænd har gjort, saa tør det dog være, at det heller ikke her blev til
noget effektivt. Heller ikke senere kan man sige, at Gjerpen, under de
forskjellige faser i skolens utvikling, egentlig har gaat i spidsen, om det end
har fulgt noksaa godt med.
Men saa
kom nogle aar efter, den 13de januar 1736, den bekjendte
konfirmationsforordning, som fik en overordentlig stor betydning ogsaa for
folkeoplysningen i det hele, om end nærmest for fremgangen i den religiøse
eller kristelige kundskap. Man kan vel med god ret sige, at konfirinationens
indførelse blev folkeskolens oprettelse, det vil sige, den drog denne efter
sig med indre nødvendighet. Under konfirmationsundervisningen fik nemlig presterne
et øket kjendskap til og en sterkere følelse av ungdommens sørgelige og
utilladelige uvidenhet og utilstrækkeligheten av hele den hittilværende
folkeundervisning. Konfirmanderne holdtes derfor baade længe og vel hos presten,
saa de efter vore forhold ofte var dygtig gamle, inden de stededes til
konfirmation, gjennernsnitlig 18‑19 aar, i lang tid nedover omtrent
aldrig under 16 aar.
Ved den
første konfirmation, som holdtes i Gjerpen, søndag efter paaske 1736, var alle
konfirmanderne mellem 17 og 19 aar.
No. 1,
fogden Schweders søn Jochum, var 18 aar. Ved høstkonfirmationen samme aar
konfirmertes prokurator Gasmanns datter Johanne, 19 aar.
Ved den
næste konfirmation, vaaren 1737, var igjen fogden no. 1, denne gang med
datteren Kristense og sønnen Jakob. Ved høstkonfirmationen dette aar var
løitnant Storms søn Anders 19 aar.
Til
konfirmationen søndag efter paaske 1738 møtte der op nogle i 22‑aars
alderen. Høsten samme aar hadde fogden igjen en flink datter at fremstille,
nemlig Margrete, 17 aar.
Høsten
aaret efter slog major Holmboes datter Alette rekorden med 16 aar; men endnu
adskillige aar frem, vaaren 1716, er der en Ouen Pedersen fra Vadrette, som er
25 aar, en gut fra Kreppa, som er 22, og en pike fra Rising, Marte
Jakobsdatter, som likeledes er 22 aar. Høsten samme aar staar Halvor
Kristensen fra Foss til konfirmation, 24 aar gammel, og Kristian Hansen fra
Follaug slaar rekorden til den kant med forinden at ha fyldt 26 aar! Ingen
foruten Alette Holmboe er endnu naadd ned under 17 aar, en lavalder, som rent
undtagelsesvis i dette aar præsteres av Kirsten Olsdatter Sneltvet.
Vistnok
fremskyndet ved de under konfirmationsforberedelsen gjorte erfaringer, kom alt
ikke mere end 3 aar efter, den 23de januar 1739, Kristian den sjettes
“Forordning om almueskolevæsenet paa landet i Norge”. Den var baade velment og
i sig selv god; men desværre, den kom, som den var, for tidlig og oversteg med
sine krav langt folkets daværende evne i alle henseender.
Hittil
hadde man mere privat hat en hel del “skolemestere”; de skulde nu avløses av “skoleholdere”. Det gamle navn hadde vistnok i
sig selv været bra nok; men de mestere, som hadde usurperet navnet, var som
regel kun daarlige “mestere”. Det var nemlig for en stor del forlorne “studiosi”
samt omvankende avskedigede underofficerer, tidligere gevorbne soldater og
lignende kapaciteter, som mesteparten ogsaa var av tvilsomt moralsk værd,
foruten av tvilsomt mesterskap forøvrig. Ja, der tales endog om gamle koner,
som optraadte i denne skolemesteregenskap, og kanske flere av dem ikke var
værst. I denne tid opkom det i vore øren i hvert fald ildelydende og
nedsættende navn paa læreremner: “subjekter”, idet eksempelvis den ene
sogneprest skrev til den anden, om han kunde give ham anvisning paa et til
skolen “tjenlig subjekt”. De gamle skolemestere blev det nu forbudt at fortsætte
sin virksomhet, uten som præceptorer for fornemme folk, der selv kunde svare
for sine barns lærere, hvis de da ikke fandtes dygtige til at gaa over til en
“skoleholders” sikrere og mere respektable stilling. Faste skoler skulde nu ogsaa oprettes, først og fremst for degnens
undervisning, og ellers hvor det lot sig gjøre. Foruten med en bestemt sum
aarlig skulde de nu ogsaa lønnes med en godtgjørelse, der vistnok var høist
beskeden, for hvert barn, som de underviste. De skulde desuten fritages for
militærtjeneste og for forskjellige andre offentlige, byrdefulde hverv. Den
førstnævnte lettelse var meget betydningsfuld og derfor ogsaa meget effektiv
til at skaffe skolen et nogenlunde tilstrækkelig antal av lærere, men i andre
henseender var denne ordning neppe synderlig til gavn for skolen selv. Derfor
er den bestemmelse, ogsaa av hensyn til skolens tarv, blit tat tilbake i nyere
tid. Samtlige sogn, ikke alene prestegjeld, skulde ha sin egen “skolekasse”,
hvis midler skulde søkes tilveiebragt ad forskjellige veie, nemlig dels ved frivillige
indsamlinger i kirkerne, dels ved tvungne mulkter fra forsømmelige forældre,
lærere og prester. Saa skulde altsaa det onde ogsaa her tjene det gode.
Endvidere blev der paalagt en likefrem skoleskat baade paa kirkerne og paa
presterne. Presternes bidrag var endog ganske betydelige og byrdefulde.
Saaledes maatte til eks. i øvre Telemarken Kviteseidpresten yde 5 riksdaler 2 ort
aarlig til skolens underhold, Seljordspresten 3, Laardalspresten, Vinjeog
Tinspresten litt mer o. s. v. Man maa herved agte paa, at 3 riksdaler den tid
omtrent var et halvt koværd. Ja, man bestemte endog, at kirkerne skulde undvære
sine “lysepenge” til skolens ophjælp. Alterlysenes skin fik undværes, naar man
isteden kunde tænde mere aandelig kundskaps lys i menigheterne! Dette sidste
henhørte ellers til en noget senere ordning end den, som egentlig fastsattes
ved forordningen av 23de januar 1736; ti kongen maatte slappe betydelig av paa
de første krav, fordi almuen magtet dem ikke og vel heller ikke vilde opfylde
dem, om den nogenledes kunde ha magtet det. Forstaaelse av og kjærlighet til
skolen maatte først komme op i folket, og hermed gik det sent og smaat. Derfor
utfærdigedes under 5te mai 1741 den saakaldte “Plakat og nærmere anordning om
skolevæsenet i Norge”. Dens tone er trods al besk erfaring mild, venlig og
eftergivende. De tidligere bestemmelser skulde modereres efter stedernes
forhold, og menigheterne skulde tillates selv at fremkomme med sine forslag til
skolens ordning samt “repartere” og indkassere de utgifter, som skolevæsenet
uomgjængelig krævet.
Hvorledes
denne ordning i det enkelte blev fastsat i Gjerpen, findes der i det daarlig
bevarede arkiv ikke nogen nærmere oplysning om; men den var antagelig
nogenlunde som den, der samtidig vedtoges i Fyresdal, hvor ordningsdokumentet
av 4de januar 1742 endnu er bevaret i sogneprestarkivet. I Fyresdal var dengang
5 sogne, og der skulde være en skoleholder i hvert sogn. Til anskaffelse av
skolerum, bøker og skrivesaker skulde hver gaardmand yde 12 skilling (40 øre)
engang for alle, hver husmand 4 skilling (13 øre) aarlig, hver løsgjænger,
hvormed ikke just forstodes “dagdriver”, men hvad vi kalder “dagarbeider”, 2
skilling.[3]
Selve dokumentet findes altsaa ikke længer for Gjerpens vedkommende; men den
faste løn for omgangsskoleholderne kan man se i den første tid utgjorde ialt 6‑8
riksdaler aarlig, foruten fri kost paa gaarden, mens omgangsskolen holdtes der.
Den oprettede skolestyrelse var samtidig baade skole‑ og
fattigkommission; ti der var flere berøringspunkter mellem disse to ordninger,
navnlig hvad angik fattige barns skolegang. Ogsaa lærerne selv kunde iblandt
dels begynde, dels ende med at komme under fattigkommissionens behandling.
Prestegjeldets
to gamle hoveddele: Ophaugen, det er Uphovund, og Uthaugen, det er Uthovund,
blev hver delt i 2 ”roder”, som skolekredsene da kaldtes. Dertil kom saa skolen
paa Fossum verk som noget for sig. Der var til at begynde fined i Gjerpen ialt
5 lærere.
Den 3dje
mars 1745, da skolen hadde været i virksomhet et par aar, kom biskop Dorph til
Gjerpen paa visitas. Han skriver i kirkeboken: “Jeg befandt nok lærernes flid og omhyggelighed for
sjælene, men derhos forefandt jeg aarsage at erindre de unge om deres pligt og
opmuntre dem til at fatte mere lyst og begjærlighed til Guds kundskabs samling,
hvortil ynskes Guds made og velsignelse”.
Vel et
par aar efter, den 3dje september 1747, skulde “sognekommissionen“, d. e.
altsaa fattig‑ og skolekommissionen, beskikke en ny skoleholder paa
Uthaugen istedenfor den forrige, Hans Svinholdt, som “formedelst skrøbelighed
og mangel paa tilstrækkeligt syn dertil ikke længere kunde være tjenlig og
derfor hadde forlangt sin avsked fra sit ham anbetroede skolehold og derimod
begjæret at hannem et lægd til underhold maatte forundes, efterdi han
var saa skrøbelig, at naar han mistede sit skoleholderembede, kunde han ikke
ganske forhverve sig føden, uden han maalte nyde noget til hjælp”. Kommissionen
forundte ham da at lægges paa Méns og Enggravs fattiglægd. Han var dengang 68
aar gammel og gik siden omkring som lægdslem til sin død, der indtraf 6 aar
efter. Saadanne var altsaa dengang en lærers kaar!
Ved et
møte, som holdtes av sognekommissionen den 3dje november 1751, er tilført
protokollen, at der angaaende skolevæsenets indretning paa Uthaugen var intet
at erindre uten at formane de to skoleholdere til at være flittige i deres
betjening; men det trængtes altsaa. Samme aar fandt man det nødvendig for
Ophaugens vedkommende at gi det avsides Luksefjeld, hvis befolkning dengang
vistnok var adskillig større end nu, sin egen lærer. “Saa blev vedtaget” ,
staar der, ”at Søren Aabye skulde antages at holde skole for dem i Lugsfjeld,
imod at de selv lønnede ham, som de bedst kan forenes”. Hvorledes det gik,
vites ikke; men aaret efter, i 1752, blev det meldt for sognekommissionen, at
den ene skoleholder paa Uthaugen var “siden midsommerstid bleven usynlig, uden
at nogen vidste, hvor han var henreist”. Skolekommissionen kom herved i stor
knipe. En ny nnaatte selvfølgelig søkes ansat i den usynliges sted; rnen man
hadde ingen, som kunde ansees endog nogenlunde skikket. Endelig meldte sig mot
slutten av det næste aar, 1753, en som het Peder Larsen; men “da han just ikke
straks kunde ansees at være istand til forsvarlig at undervise de unge alene,
allerhelst han ikke kan skrive, som han dog vil lægge sig efter at lære”, saa
paatok den anden og mere forfarne, endnu synlige lærer paa Uthaugen, som
dengang het Ole Larsen og maaske var en bror til Peder, sig at holde skole for
hele Uthaugens ungdom, dog saa, at “Peder Larsen paa hvert sted skal være ham
følgagtig, for at undervise og overhøre de mindre, medens han selv skal
undervise de ældre, navnlig dem, som vil lære at skrive”.
Den 5te
november 1752 hadde provst Ludvig Suchow visitert i Gjerpen, og “ forefandt med
største fornøielse ungdommen vel grundet og oplyst om de guddommelige
sandheder”. Aaret efter, den 10de mars 1753, var biskop Dorph igjen selv paa
visitas i Gjerpen og “forefandt alle ting til fornøielse”. Saa ‑1 aar
efter, den 12te mars 1757, visiterte biskopen igjen og ”forefandt ungdommens
forfremmelse i Guds kundskap til største glæde og fornøielse”. Saaledes gik
det altsaa forholdsvis ikke værst.
Ved en “
reguleringsforretning”, som skolekommissionen holdt lste november 1782 under
provst J. F. Monrads forsæde, blev prestegjeldet delt i 9 skoledistrikter
foruten Fossums verksskole, der var noget for sig.
I provst
Fredrik Bloms embedstid, 1790‑1812, oprettedes i 1790 fast skole paa Osebakken. I løpet av
aarene 1796‑1798 forsyntes skolerne med 14 eksemplarer av Balles
lærebok, uten at der gjordes noget forsøk paa at fortrænge Pontoppidans
forklaring, likesom ikke, trods rationalisten biskop Bechs opfordring, den
evangelisk kristelige salmebok blev indført i Gjerpen, hvad derimot var
tilfælde i Skien. I 1797 indførtes Horsters “Kort udtog av bibelske historier”,
der ikke er rationaliserende; likeledes var alt i 1790 samtlige skoler blit
forsynet med bibel. Lærerlønnen blev i 1791 forøket til 12 riksdaler aarlig,
efterat den i 1782 var forøket fra 6‑8 til 10 riksdaler. I 1808 blev den
igjen yderligere forøket til 15 riksdaler. De samlede utgifter til skolevæsenet
utgjorde omkring 1790 74 riksdaler, men steg senere helt til 108 riksdaler.
Ved sin
visitas i Gjerpen i 1809 tilførte biskop Bech visitasprotokollen om skolen:
“Ungdommen befandtes i almindelighed ikke at mangle i deres xdom (skal betyde
kristendom !), nogle derimod var endog meget vel underviste, og andre vel
anførte til brug av egen eftertanke”. Om lærerne siger Bech: “De omgaaende
skoleholdere trænge alle til hensigtsmæssig dannelse, hvilken sag anbefales den
retskafne, “for orden og det godes fremme saa nidkjære og værdige hr. provst
Blom”.
En ny
skole, den Adlerske legatskole paa Bratsbergkleven, hadde ved denne tid været i
gang i 20 aar, fra 1790.
Provst
Blom hadde vistnok gjort, hvad han efter omstændigheterne i hans tid kunde
gjøre for skolens fremgang; men nogen fremgang av større betydning fandt dog
først sted under hans eftermand, den av skolen høit fortjente provst Edvard Munch, sogneprest i Gjerpen 1813‑1834.
Saalænge den gamle klokker Monrad endnu stod i tjenesten, var der mindre at
gjøre til skolens opkomst; men da han i 1816 avløstes av den dygtige og
energiske Kristen Lund, fandt Munch,
under forutsætning av hans hjælp, paa en vei til fremgang, som blev av meget
stor betydning, og det ikke bare for Gjerpen.
Kristen
Lund var virkelig skolentdannet; han hadde eksamen fra seminariet paa
Brahetrolleborg i Danmark. Paa seminariet hadde han efter tidens medfør vistnok
indsuget en god del rationalisme; men ved siden derav hadde han ogsaa faat
gode skolekundskaper og viste sig at ha megen dygtighet til at undervise. Det
blev ordnet saa, at Lund fritoges for at overta nogen enkelt skole, mot at han skulde være “sognepresten behjælpelig i
alt, hvad der kunde fremme almueungdommens undervisning og dannelse, og
fornemmelig i at oplære og danne haabefulde subjekter til duelige skolelærere”.
Paa denne maate fik da Gjerpen et slags skolelærerseminarium under
sogneprestens og kirkesangerens ledelse. Undervisningsgjenstandene var:
religion, bibelhistorie, geografi, det nødvendigste av modersmaalets gramtnatik,
skrivning, regning og metodik. Derav overtok Munch selv religionsundervisningen
og metodiken, “hvorunder katechetik hører”. Eleverne møtte to ganger i uken,
den ene dag hos presten, den anden hos klokkeren paa de tider av aaret, da
deres hjælp hjemme paa gaardene var mindre nødvendig. Denne dannelsesanstalt
holdt sig i en lang række aar og skaffet Gjerpen mer end en duelig lærer,
foruten hvad det ogsaa kunde avse til andre skolekommuner.
Antallet
av lærere i Gjerpen hadde været 9 indtil 1823, da var Puttene og Fjelddalen
blit utskilt til en egen kreds, som skulde kaldes “Gravli rode” og fik egen
lærer. I 1825 fik Borge, som før hadde været forenet med Ballestad, 5 maaneders
sommerskole, som dog i 1830 “paa grund av omstændighederne” blev indskrænket til
det halve. Den aarlige utgift til skolevæsenet, der tyktes vel svær, utgjorde
da, tilsammenlagt, 206 spd. 114 sk. eller ikke fuldt 828 kroner.
Ogsaa
Munchs eftermand provst Fredrik Rode, 1834‑1854,
var meget interessert for skolens fremgang. Av hans forskjellige indberetninger
om skolevæsenets tilstand vil det ha sin interesse at medta nogle utdrag. Av
den ældste av hans indberetninger, avgit til biskopen 25de april 1837, sees, at
Gjerpen, hvis folkemængde da utgjorde omkring 6 000, hvorav henimot 1 100 barn
mellem 8 og 15 aar, hadde 3 faste skoler, nemlig, foruten Fossum, Bratsberg og
Osebakken, og 8 omgangsskoler foruten en hjælpeskole i et av de vidtløftigste
distrikter, formodentlig Luksefjeld. I de faste skoler undervistes der hele
aaret igjennem, i omgangsskolerne 7 maaneder om aaret; men søkningen var
daarlig. Man kunde knapt regne 1 maaneds skole gjennemsnitlig paa hvert barn,
idet trods det store barnetal de daglig fremmøtende barns tal i de forskjellige
skoler gjennemsnitlig neppe oversteg 14‑15. Undervisningsgjenstandene var
læsning, religion med bibelhistorie og koralsang og kun for en del av barnene
desuten skrivning og regning.
Av en
temmelig lang indberetning til Kirkedepartementet, datert 10/10 1838, sees, at
prestegjeldet da nøiagtig hadde 1108 barn, 588 gutter og 520 piker. Av disse
uteblev 29 aldeles fra skolen! Neppe 1/6 søkte
skolen saa stadig, at de opnaadde det i loven bestemte minimum, 2 maaneders
skole, mens over 1/4 bare søkte skolen enkelte dage om aaret, “sedvanlig kun de
dage eller den eneste dag, da skolen
holdes i deres forældres eget hus”.
Omgangsskolen var ordnet saa, at der almindeligvis faldt 2 dages skolehold i
omgangsskolerne paa hver hud gammel skyld. Omgangsskolelærerne var samtlige
indfødte Gjerpensogninger og hadde ingen anden utdannelse end den, de
hadde faat av kirkesanger Lund, med bistand av sognepresten. Undervisningstiden
var 26 til 27 uker. Lønnen 12 til 25 spd. foruten frit kosthold.
Av de 3 faste skoler lønnedes læreren ved Osebakkens skole, hvis barnetal var 60
gutter og 55 piker, med 80 spd. og 10 spd. til husleie. Undervisningstiden var
45 uker. Om læreren bemerker Rode: “Han har ingen seminaristisk dannelse og
overhovedet ingenlunde den dannelse, som burde findes hos et saa betydeligt og
tildels av handlende og haandværkere beboet distrikts eneste lærer; men
beboerne fandtes ikke ved sidste vacance villige til at udrede en saadan løn,
at en dueligere lærer kunde ventes og erholdes”. Til Bratsbergs eller Bratsbergklevens skole hørte 102 gutter
og 98 piker, tilsammen 200. Av disse undervistes 60 i skrivning, 40 tillike i
regning og 6 desuten i historie og geografi. Skolen støttedes ved det av
stiftamtmand Adeler i .1790 oprettede legat paa 200 riksdaler. Læreren, hvis
navn var Aslak Isaksen, ugift og 33
aar gl., hadde 100 spd. i løn og var tillike konstituert organist; men hans
indtægt som saadan var ubetydelig, da hele den faste indtægt tilfløt den gamle
organist. Han hadde heller ingen egentlig seminaristisk utdannelse, men var
utdannet i klokker Lunds skole. Ved Fossum skole, hvor der var 60 gutter og 38
piker, tilsammen 98 barn, fik 58 undervisning i skrivning, 37 i regning og 4 i
historie og geografi. Læreren, hvis 1øn var 100 spd., het Hans Isaksen, var 37 aar og gift. Han hadde heller ingen seminaristisk
dannelse, “men er ikke desto mindre udmerket duelig”, Klokker Lund selv derimot
hadde en indtægt av omkring 500 spd. og var fri for skolehold mot at utdanne
”subjekter”. Fra prestens side var hjælpen nu væsentlig indskrænket til, at de
vordende lærere deltok i den undervisning, som gaves for konfirmanderne.
I en lang
indberetning til Kirkedepartementet, datert 21/11 1853, oplyser Rode, at der i
1839, da flere distrikter var blit uforholdsmæssig store og folkerike,
foretoges en fuldstændig omregulering, hvorved prestegjeldet fik 10
omgangsskoledistrikter og 4 faste skoler, nemlig foruten Fossum, Bratsberg og
Osebakken, ogsaa Borge distrikt. Da
man imidlertid ikke kunde opdrive de
nødvendige midler til sidstnævnte faste skole, blev Borge distrikt den 11te omgangsskole, og da man heller
ikke saa sig istand til at utvide Bratsbergklevens skolelokale og ansætte en
andenlærer ved skolen, maatte man snart efter oprette den 12te omgangsskole for
Brække distrikt. Om omgangsskoleholdernes løn oplyser han, at den før 1791 kun
var 10 riksdaler, og at lærerne paa Bratsbergkleven og Osebakken heller ikke
hadde mer, skjønt de ogsaa maatte undvære fri kost, som de andre dog hadde i
tillæg til sin pengeløn. I 1791 blev lønnen for omgangsskolelærerne forhøiet
til 12 rdl. og for læreren paa Bratsbergkleven til 30 rdl. De 12 rdl.
forhøiedes senere til 15. Læreren ved Fossum verk hadde endog 150 rdl. foruten
fri bolig og en liten jordvei; men saa maatte han ogsaa fungere som
kontorbetjent ved verket, “hvorved skolen rimeligvis ikke profiterede”.
Omgangsskoleholdernes løn, der i 1819 var 16 spd. og sukcessivt steg til 25
spd., der var det ordinære maximum, var nu forhøiet til 30 eller endog 40 spd.
efter duelighet og tjenestetid.
Om almuens stilling til og interesse for skolen bemerker Rode: “Gjerpens almue er utvilsomt den mest uformuende i Bamble og nedre Telemarkens provstier; men disse vanskeligheder skulde dog vistnok overvindes, dersom det ikke fattedes paa en klar erkjendelse av oplysningens nødvendiglied og en levende interesse for dens fremme. Vel antager jeg ikke, at man i almindelighed miskjender skolens betydning; dens vigtighed indrømmes sikkert villigen av alle; men dens virksomhed, børnenes intellektuelle og kristelige udvikling betragtes dog altid som det sekundære, medens omsorgen for det daglige brød er hovedsagen, og naar faderen siger, at han ikke kan undvære sine børns arbeide, saa ansees dette altid for en fuldgyldig undskyldning for deres udeblivelse fra skolen ‑ ‑ ‑. Det bør derhos bemerkes, at rodeinddelingen overhoved, og tildels ogsaa klasseinddelingen i de faste skoler, existerer mere paa papiret end i virkeligheden. Almuen har aldrig villet finde sig i at iagttage denne orden; den vil sende børnene i skolen, naar de ikke behøves hjemme, og en stræng overholdelse av regelen skulde kun lede til en endnu langt større forsømmelse. At forlange sogneprestens samtykke til at lade børnene enten for en tid eller ganske udtræde av skolen falder aldrig nogen ind; naar det konvenerer forældrene at beholde børnene hjemme eller at sætte dem i tjeneste eller sende dem tilsøs o. s. v., da sker det, uden at nogen tilladelse søges. Det eneste tvangsmiddel, presten har, er at vise strænghed ved antagelsen til konfirmationsforberedelsen; derfor benyttes ogsaa skolen gjerne flittigt i det sidste aar før konfirmationsalderen, uagtet det idelig foreholdes forældrene, hvor meget mindre de vilde savne børnenes arbeide i den tidligere alder; men ofte vil man endog ikke forpligte sig til børnenes tilstrækkelige skolegang, førend presten til gjengjæld vil love at antage dem til konfirmation». ‑ ‑ ‑ Rode bemerker videre: «Næst almuens utilbøielighed til at gjøre nogen opofrelse for at skaffe deres børn en stadig og tilstrækkelig skolegang antager jeg, at en av de væsentligste hindringer for skolevæsenets udvikling og heldige fremgang er den stedse tiltagende vanskelighed ved at faa dygtige, det vil sige flittige, nidkjære og samvittighedsfulde omgangsskoleholdere. Det maa være høist paafaldende, at man ikke manglede saadanne tilforn, da lærernes løn var langt lavere, medens man nu vanskelig kan formaa unge mennesker til at betræde denne bane. Jeg vil ikke gaa tilbage til den tid, da en omgangsskoleholder fik 10 rdl. aarlig: de vare nok dengang, som man kunde vente det for en saadan løn. Man vil vide, at skoleholderne i den tid gjerne vare haandverkere, som selv til nød kunde læse, og som i skoletiden passede deres haandverk, saa at deres undervisning vel fornemmelig bestod i tilsyn med, at børnene læste paa egen haand, og i om aftenen at høre dem opramse deres lektie udenad efter katechismen. Men saaledes var det dog ikke for 30 á 40 aar siden, da min formand her i prestegjeldet oprettede en dannelsesanstalt for almueskolelærere, hvis undervisning klokker Lund, seminarist fra Trolleborgs seminarium i Fyen; har den væsentligste fortjeneste av, medens dog provst Munch ogsaa selv deltog deri, ligesom jeg gjorde det samme i de første 10‑12 aar av min embedstid. Dengang havde man altid flere, stundom 6 å 8 unge mennesker at undervise, og Gjerpen havde indtil for faa aar siden den satisfaktion ikke alene selv at have dannet alle sine egne skolelærere, men ogsaa at have forsynet flere av nabosognene, navnlig Skien og Porsgrund, med nogle av deres dygtigste lærere. Nu er dette næsten ganske faldt bort, da i de senere aar ingen eller kun av og til en enkelt har villet modtage undervisning eller uddanne sig for skolefaget. Man kunde vel paapege enkelte omstændigheder, som har medvirket hertil; men jeg tror dog, at den egentlige hovedgrund ligger dybere end i forandrede ydre forhold, og at den maa søges i tidsaandens almindelige retning, i de større fordringer, i den tragten efter uavhængig stilling og ulyst til at tjene, som paa mange maader synes at fremtræde hos den yngre generation i vore dage; thi det er ikke blot almueskoleholdere, men ogsaa huslærere, personelkapellaner og tjenestetyende av ethvert slags, som det bliver alt mere og mere vanskeligt at erholde, medens man dog idelig klager over, at alle næringsveie mere og mere overfyldes og tilstoppes; kandidaten saavel som husmandssønnen tager heller over til Amerika for at oprydde sig et eget hjem i urskoven, end han arbeider paa kommunens eller den private mands opdyrkede marker herhjemme. Denne betragtningsmaade finder næring i tvende for almueskolelæreren særegne omstændigheder. Den ene finder jeg udtalt som en spaadom av provst Blom allerede i 1807. I en da avgiven indberetning om skolevæsenets tilstand her i Gjerpen siger han: ”Saa længe befrielsen fra militærtjenesten forenes med skolelønnen, skal man aldrig her savne subjekter til skoleholdere; men dobbelt og tredobbelt løn skal i modsat fald intet virke”. Dette stadfæster nu erfaringen. Vel ere skoleholdere endnu befriede for militærtjenesten; men denne har tabt sin rædsel og dermed sin kraft til at jage unge mennesker ind paa skolebanen. Fordum bleve av en langt mindre folkemængde langt flere udskrevne, og tjenesten var langvarig og stræng; kuns faa turde haabe at slippe, og ingen kunde vide sig sikker uden den, som havde mange penge at kjøbe sig fri for; den fattige maatte se at undfly faren paa anden maade, og han fandt det sikreste skjulested i skolestuen, hvor det kostede liden møie at smutte ind. Soldatertjenesten staar ikke længer for ham i den frygtelige røde trøie, hvori hans bedstefader skildrede den. Der kræves kun nogle ugers tjeneste aarlig; han har lidet at frygte av hasselstokken og i disse fredelige tider endnu mindre for fiendens kugler».
 |
Jeg
tillater mig nedenfor at anføre nogle skrivelser fra hin gamle skoles lærere,
fordi de er karakteristiske baade for forhold og personer.
Først en
udatert klage fra læreren i Brække distrikt like utenfor byen, Andr.
Christensen. Av en journalpaategning sees den at være fra 1842. Andr.
Christensen er forsvunden av foranstaaende lærerliste fra 1850:
Til
Den respective Skolecommition!
Jeg
tillader mig herved at fremkomme til den respective Skolecommition med et
ærbødigst Andragende om at foranstalte det Fornødne med Hensyn til de Uordener,
som finder Sted i Brække Skoledistrict; thi uden at de mere formaaende
Authoriteter med Kraft vil tage Haand i med, ere de bedste Hensigter og
redeligste Bestræbelser fra min Side, hvilke, saavidt jeg med mine Evner og
ringe Kræfter formaaer, gaa ud paa, samvittighedsfuldt, at gjøre, hvad mit
Kalds Pligter byder mig, ‑‑ næsten aldeles frugtesløse.
Der
hersker nemlig i Almindelighed den Uorden: at de fleste Børn, naar undtages
nogle Faa, aldrig ‑ eller dog kun sjelden besøger Skolen ordentlig,
uagtet flere af mig gjentagne Opfordringer, ‑ og omendskjøndt de da
undertiden kommer paa Skolen een, to eller høist tre Dage ad Gangen, saa
udebliver de derimod igjen een, to og tre Uger, ja! ofte hele Maaneder førend
jeg da igjen er istand til at faae dem paa Skolen, og Andre besøger den ‑
slet ikke.
Men ‑‑
Grunden til, hvad der i Særdeleshed har foranlediget mig til nærværende
Andragende, skal jeg paa følgende Side foreløbig tillade mig at fortælle.
Jeg
begyndte Sommerskolen den 13de Juni, hvortil jeg foreløbig havde tilsagt
Districtets skolepligtige Børn at møde.
Hans
Olsens Børn, Olea og Anne Gurine, der begge ere over l5 Aar, og de meest
forsømte i hele Districtet, kom da ogsaa paa Skolen, den første Uge: to Dage:
de to følgende Uger kun een Dag. Mandagen i den 4de Uge var Anne Gurine paa
Skolen, Tirsdag udeblev hun; Onsdag fik jeg igien formaaet hende til at komme
paa Skolen. Jeg foreholdt hende da alvorligen hendes Skoleforsømmelse og
fordærvede Opdragelse, idet jeg sagde: at, saafremt hun ei vilde besøge Skolen
ordentlig, kunde hun ikke blive confirmeret her, men ville af Øvrigheden blive
sendt til Tugthuset og der indestængt og tvunget til at lære for at blive
confirmeret. Ligesom jeg ogsaa sagde, at de fleste Mennesker, som blive
straffede for Tyveri, Lediggang og andre Laster, ere saadanne, som i deres Barndom
ei tilbørlig have lært at kjende sine Pligter; hverken mod Gud eller sig selv,
og sine Medmennesker, og derfor heller ikke lært hvormeget Pligternes
Opfyldelse beroer paa Menneskets Lyksalighed.[4]
Og derefter straffede jeg hendes Forsømmelse med eet Rap of en Birketræes‑Pidsk.
Børnene
vare ikke før komne hjem til Middag, førend Hans Olsens Kone med sin Datter
næsten aandepusten af Vrede kom løbende ind i Skolelocalet med Forbandelser og
skamløse Sjældord over mig; og da jeg bad hende øieblikkelig at forføie sig paa
Døren, skjød hun Døren i Laas, og greb min Pidsk med de Ord: «Den skal Du faa
smage»; jeg vristede da Pidsken fra hende og satte den saa i den anden Ende of
Værelset, og idet jeg vendte
mig
tilbage løb hun mig lige i Brystet, formodentlig for at støde mig omkuld; jeg
greb da gesvindt begge hendes Arme, for ikke at blive opkradset i Ansigtet,
omkring Haandeledene og holdt hende fast mod Væggen, eller en Sæng, som stod
opslaaet paa Væggen, indtil Vreden hos hende havde lagt sig noget. Jeg skal
derfor tillade mig at anmode den respective Skolecommition om at sætte
fornævnte Hans Olsens Kone under Tiltale og tage Forholdsregler
for, at
ikke saadanne skamløse Mennesker ubeføiet skulle overrumple mig.
Ærbødigst
Andr.
Christensen.
Nærværende
ved ovenstaaende Scene vare: Drengen Hans hos Mdm Barnholdt, som sad
i Sængen, og Arbeidsmand hos Mdm Barnholdt, Henrik Gundersen, som i
det samme kom ind.
A: C:
Den anden
skrivelse er fra A. Amundsen, der muligvis er Andr. Christensens efterfølger i
Brækkejordets kreds. Av foranstaaende lærerliste kan man se, at han ved denne
tid har været omkring 60 aar gammel.
Velbaarne
Hrr: Provst Rode!
Førend
Deres Velbaarenhed skjenkede mig Deres sidste Samtale stod det længe i min Hu
at ville have tilladt mig den Frihed at bede mig tilgivet en Skrivelse
ianledning af den næst Foregaaende. Det var, ‑ ret forstaaet ‑ et
Alvorsord DVbhd. under disse Samtaler udtalte, men sandelig begge Gange ogsaa
med al den Mildhed og Skaansomhed for den indre Følelse, som Superieuren kan
vise sin Inferieur naar det gjelder at forkynde denne en uhældsvanger Skjebne.
Og denne vil visselig ramme mig fra den Dag af da jeg maa drage mig tilbage fra
min Function ved Brækkejordernes Almueskole, det eneste faste Punet jeg havde
at hælde mig til.
Det er
ikke min Mening ved disse Linier at kunne bevirke nogen Forandring i Deres
Beslutning om min Endtledigelse hvorom De dog ikke heller har udtalt det sidste
afgjørende Ord; men jeg ville blot kaste et Blik ud over min nærmeste Fremtid,
og jeg beder Dem ret inderlig at dette maa skee skriftlig, fordi at under en
mundtlig Samtale min Læbe ligesom forstummer naar jeg har at tale min Sag om
ømfindtlige Gjenstande, og jeg desuden af en maaske for vidt strakt Beskedenhed
ikke kan overtale mig til at anbringe Modsætninger naar De selv taler, for
ligesom at ville gjendrive Deres Meninger. Naar jeg tænker mig fremad og i den
haardeste Vintertid at blive sat ud af Virksomhed, da aabner sig for mig en Tid
da mørke Skyer vil omtaage mig og Mine, ‑ den Tid af Aaret da jeg har
seet mig istand til at kunne for endeel erstatte forbrugte Klædningsstykker,
til Anskaffelse af det kostbare Brænde og Lys, og til at afbetale Huusleie m.
M. hvorpaa Vinteren gjør ubetinget Krav, og hvad denne sidste angaaer, saa er
der Sandsynlighed for at blive min Huusbeqvemmelighed opsagt naar Eieren vil
vide at jeg paa det Uvisse kan betale ham. Jeg lever i en lykkelig ægteskabelig
Forening og med 3de Børn som jeg med Guds Bistand haaber alle vil arte sig vel;
men jeg har til denne Stund end ikke forkyndt min Familie den Skjebne der ved
Aarets Ende forestaaer os.
Fra hvem
dette Uhæld er fremvirket er mig ubekjendt: saa ofte jeg taler med Børns
Forældre i min Skolerode, yttrer Ingen noget om Misfornøielse med mig eller
angiver Klageposter, som dog maa ulme i nogle Gemytter. I de flere borgerlige
Huse i Skien, hvor jeg er søgt til daglig Freqvents møder mig overalt
Tilfredshed, og jeg tør antage at hvis jeg mere umiddelbar arbeidede under
DVbhds egne Øine, De selv ville skjenke mig den. Blandt Sognets Skolelærere er
jeg vel Senior af Alder, men min physiske Kraft er end ikke svækket og gjerne
har jeg ønsket mig at bibeholde en fra tidligere Dage tilvandt Virkelyst; og er
denne ikke saa levende som i yngre Dage, saa har ogsaa ringere Kaar og i en
fattig, men tillige lidet erkjendtlig Kreds ikke kunnet oplue den, imedens jeg
dog synes at have arbeidet paa en Maade, som ikke skulle efterlade aldeles
Misnøie i min Kreds.
Deres
Velbaarenheds Ordre til at møde hos Dem i morgen har jeg indhændiget; men jeg
beder mig tilgivet at forudskikke Dem disse Linier.
Deres Velbaarenheds Ærbødigste
A. Amundsen.
Brækkejordet den 31te October 1851.
Den
tredje skrivelse endelig er fra Joh. Gulbrandsen, lærer i nabokredsen Bratsberg
(Bratsbergkleven), likeledes like ind paa Skien. Efter hans vakre skrift og
fuldt korrekte ortografi samt gode stil at dømme, maa hr. Gulbrandsen ha været
en mer end almindelig oplyst mand. Det er et andragende om lønsforhøielse, som
synes vel begrundet, han heri skriver:
 |
|
Bratsbergklevens
nye skole.
|
Til
Forstanderskabet for Bratsbergs Almueskole!
Dengang
jeg meldte mig til den Lærerpost, jeg for Nærværende er anbetroet, havde jeg
vistnok i økonomisk Henseende adskillige Betænkelighder, naar jeg saae hen til
Størrelsen af den opstillede Løn; men da mine Kaar vare saavidt, at jeg troede
mig istand til at kunne bære de med Flytningen forbundne Udgifter samt de
Bekostninger, som et forandret Opholdsted i Førstningen vilde forvolde, uden
at tye til Laan, og jeg desuden var forebragt, at dette sted skulde være
særdeles billigt som Levested, lededes jeg af disse Hensyn til at søge Posten
og modtog ogsaa med Glæde Efterretningen om at mit Andragende gunstigen var
indvilget, da jeg ved denne Befordring haabede at være sikret et tarveligt
Udkomme for mig og min Familie for den nærmeste Fremtid.
Imidlertid
har Erfaring i den Tid jeg har været her overtydet mig om, at det med min
nuværende Løn vil blive vanskeligt for ikke at sige umuligt at kunne slaae mig
igjennem her paa Stedet paa en nogenlunde anstændig Maade; thi havde jeg ikke
hidtil fra min Fødebygd havt Noget i Forhaand, da vilde min Stilling allerede
have været mere end mislig. Og kan jeg for Tiden ikke undgaa at stifte Gjæld,
da jeg med en særdeles stræbsom Hustrue kun har eet Barn at forsørge, intet
Uheld har tilstødt og Levnetsmidlerne erholdes til lave Priser, skjønner jeg
ikke hvorledes det skal kunne gaa an at soutinere, naar modsatte Omstændigheder
indtræffe. Vel har en aarlig Indtægt af 100 Spd, fri Bolig og 9 Spd. 72 Skl.
til Brænde Udseende af at kunne strække langt, naar man veed at sætte Tæring
efter Næring; men da jeg aarlig maa betale af min Løn 10 Spd. til Brænde,
foruden ovennævnte Godtgjørelse dertil, faaer jeg tilbage 90 Spdr =
29.63/73 Skilling pr. Dag i Aaret. At en saadan Dagpenge ikke er tilstrækkelig
for en Familie, indsees formeentlig of Enhver; og indrømmes det ogsaa, at Almueskolelæreren
har og i Regelen maa have flere Fornødenheder end den simple Dagarbeider ‑‑
ikke for at kunne leve over denne eller over sin Stand ‑‑ men for
at kunne have Anledning til at gaae frem i Udvikling og Aandsdannelse, som er
Tidens stedse voxende Krav til ham, da maa det vel sikkerligen ogsaa erkjendes,
at den, i hvis Lod det faldt at arbeide under altfor usle og fornedrede Kaar,
maa have grundet Frygt for at synke under Byrdens Magt i en eller anden
sørgelig Henseende -‑ lige ilde for ham selv og den Gjerning han blev
betroet at varetage.
Hvorvidt
det imidlertid under disse ingenlunde haabefulde Udsigter her skulde kunne
aabnes mig Anledning til Bifortjeneste, har vel Tiden været for kort til at
overbevise mig om; at den vil blive meget ubetydelig synes vist; og desuden
finder jeg, at min Skole er af den Beskaffenhed, at den ikke tillader mig ret
mange Biforretninger for privat Erhverv, saafremt jeg skal kunne røgte dlen med
Orden og Samvittighedsfuldhed.
At
andrage om Forøgelse i Lønnen eller at forsøge Lykken andensteds, er saaledes
det eneste Middel jeg har at gribe til; men til det Sidste føler jeg ingen
Lyst, og det Første havde jeg bestemt mig til at udsætte i det Længste, deels
of Frygt for mulig Mistanke om daddelværdig Fordringsfuldhed og deels af
Ængstelse for at vække Misnøie hos Skoledistrictets Opsiddere over forøgede
Udgifter i Tilfælde mit Andragendes Indvilgelse. Imidlertid viser Skolens
Forhandlings‑ og Ligningsprotocol, at Districtet betaler aarlig 34 Spdr
til Lærerens Løn, og fordeles nu dette Beløb paa Skolens 170 Børn, bliver den
aarlige Contingent 24 Skl. pr. Elev. ‑ Det er vel faa Districter i
Landet, hvis Indvaanere for en saa ringe Skjærv have Adgang til Undervisning
for deres Børn Aaret rundt i en fast Skole, og hvis Lærer efter de stedfindende
Forholde nyder en saa ringe Besoldning. Herpaa var imidlertid visselig Intet
at udsætte, naar den Mand, til hvem Skolen blev anbetroet, alligevel kunde
røgte sin vigtige men byrdefulde Gjerning uden at nedslaaes af ængstende
Næringssorger; men kan han ikke det i de blide Dage, og det heller Intet kan
være at udsætte paa hans Oekonomie, da maa det formeentlig være en moralsk Forpligtelse
for Districtet at bidrage til at formilde hans Kaar, saafremt hans
Ombudsførelse dertil gjør ham værdig og Beboerne af Districtet have Evne til at
bære den Udgift et saadant Bidrag vil foranledige; ‑ og hvad Districtets
pecuniære Evne angaaer, da skal jeg tillade mig den Bemærkning, at kunne
Forstæderne til andre Byer, uden Hjælp af Legater eller lignende Bidrag,
afholde alle Udgivter til deres Skolevæsen, saa kan man vel ogsaa taale en
liden Opofrelse her, hvor man har et saa betydeligt Bidrag om Aaret til Skolen.
I Henhold
til mit Foranførte tillader jeg mig herved ærbødigst at andrage hos det ærede
Forstanderskab for Bratsbergs Almueskole om et Tillæg til min Løn, hvis
Størrelse jeg naturligviis henstiller til Skolens Foresatte at bringe i
Forslag, og smigrer jeg mig med det Haab at faa mit Andragende gunstigen
indvilget.
Bratsberg Almueskole, den 29de Juli 1845.
Ærbødigst
Joh. Gulbrandsen.
