 |
|
Gjerpensveien
|
Gjerpen
prestegjeld har, som saa ofte er tilfælde med prestegjeldsnavnene, sit navn
av prestegaarden eller, om man heller vil, av den gaard, hvorpaa hovedkirken
staar. Navnets sidste del er den hyppig forekommende gaardsnavnsendelse «vin»,
som betyder «græsgang», godt beite, og oftere findes i navn paa gaarder med
god og frugtbar jord. Likesom gaardsnavn med denne endelse tyder paa, at jorden
er god og frugtbar, tilkjendegir de ogsaa. at en saadan gaard hører til landets
ældste bebyggelse, som regel ældre end vikingetiden. Noget yngre er
de gaarder, hvis navn er sammensat med «heimr» (nu «um» eller «em»), og endnu
noget yngre de, som ender paa «staðir» (stad). Fra noget ut i middelalderen
er endelig de mange navn paa «ruð» («rød»). Endelsen i «Gjerpen» er samme
endelse som i «Bergen» («Bjørgvin») og samme ord, som vi har i «Vinje». Navnlig
i Aker, omkring Oslo, findes en mængde kjendte gaarder med denne endelse i
navnet, som Tøien, Taasen, Teisen, Grefsen, Bjølsen, Skøien, Voksen, Frøen,
fremdeles Ulleren, Vinderen, Lindern o. s. v. I Gjerpen hører hit gaardene
Grini, opr. «Grænin», hvor første del skal være træet «gron», gran, Limi,
opr. «Limin», hvor første del av navnet skal være det oldnorske «limr», der
betyder løvkvist, altsaa antagelig av derværende bjerkekrat; sml. gaardene
Ris og Rising. Endvidere hører vistnok hit Venstøp, hvor navnets sidste del antagelig betyder stup, staup, styrtning,
hvad der ogsaa stemmer med naturforholdene. Fremdeles Hyni, opr. ”Hyrnvin”, Mæla,
opr. «Merdin», Sanni, opr. Sandvin,
Søli, Søilin. I «Den røde bok» heter sidstnævnte
gaard «i Søylini». Endvidere vistnok ogsaa Men, opr. «Mærvin», hvor første del av navnet skal være adjektivet
«mær» = mjor, smal, motsat Breiđvin, nu Breien, et gaardsnavn, som dog
ikke findes i Gjerpen.
 |
|
Gjerpen
ned mot Skienselven
|
Av
usikker betydning er derimot den første del
av navnet Gjerpen. Det forklares av A. Kiær[1]
som muligvis det samme som «garp», der skal være det samme som «gurpa», tykt
mudder; sml. Søilvin, Saurbø (Søli, Sørbø), hvor navnets første del ogsaa
betyder søle eller mudder. I hvert fald, alle disse navn betegner baade jorden
som meget god og bebyggelsen som meget gammel.
Gjerpen
herred har et flateindhold paa 380
km2. Til sammenligning kan anføres, at naboprestegjeldet Solum
utgjør 318 og naboprestegjeldet Hollen 258 km2. Den største utstrækning
i længden, fra nord til syd, er 38 km., den største bredde, fra øst til vest,
er 18 km. Herredet er omgit av Saude, Sandsvær, Slemdal, Eidanger, Solum og
Hollen herreder. Op til det støter byerne Skien og Porsgrund.
I sin
sydvestlige del berøres Gjerpen av Skienselven paa dens løp mellem Skien og
Porsgrund og har gjennem denne seilbare elv og dens fortsættelse Frierfjorden
forbindelse med havet, som Gjerpen ingensteds støter direkte til. Det rækker
heller ikke i nordvest helt frem til det store Norsjøvand, men skilles derfra
ved partier av Solum, Hollen og Saude. Gjerpen har heller ikke indenfor sin
egen omkreds større vand at tale om. Det eneste vand nede i bygden ligger like
øst for hovedkirken og prestegaarden. Det heter Børsesjø, ligger kun 16 meter over havet, er 2½ km. langt og utgjør
nu ikke mere end omkring 1½ km2. Det hadde tidligere større omfang,
men blev i aarene 1853‑1854 sænket med næsten 3½ km2. Senere,
i aarene 1897‑1899, er det yderligere indskrænket. Ved disse uttapninger
er indvundet og tildels opdyrket omkring 150 hektarer. Noget av den tørlagte,
myrlændte flate benyttes som torvmyr, hvorfra en mængde torvstrø kjøres
omkring til gaardene, til forøkelse av gjødselen. Børsesjøs avløp kaldes Lerkup og gaar østenom og søndenom
Borgeaasen ut i Skienselven ved Osebro i øvre Porsgrund.
Større
end Børsesjø er fjeldvandene i nordøst oppe i Luksefjeld, først og fremst det
egentlig saakaldte «Fjeldvandet», der
er omkring 4½ km2 stort, og i nordøst derfra det litt mindre Øktern, der er omkring 3½ km2.
Fjeldvandet ligger omtrent 270 meter over havet, Øktern omkring 450. Luksefjeld
antages at ha sit navn av Fjeldvandet, der i gammel tid formodes at ha hett
«Luksir» eller Løgsir. I «den røde bok» (biskop Øistein Aslakssøns jordebok fra
1390‑aarene) staar: «i Løghsesfiallo». Økternvandet skal oprindelig ha
hett «Elptir». Begge disse vand, men især Fjeldvandet, er rike paa ørret. Et
tredje større vand, Eiangsvandet, 640 m.
høit, ligger i grænsen mellem Gjerpen og Saude, mest inde paa Saudes grund, men
har avløp til Gjerpen. Vi bør endvidere merke os Ulvstjern, længere nede mot bygden i vest. Det ligger bare omkring
80 m. over havet og er kun 1/5 km2 stort; men herifra faar Skien sin
rikelige forsyning med ypperlig vand. Mens byen saaledes er heldig med sin
vandforsyning, staar det i denne henseende daarlig til med Gjerpen selv;
navnlig lider den midterste og bedst bebyggede del i høi grad under mangel av
brukelig drikkevand. Det lille, som haves, er altfor kalkholdig.
Vandspørsmaalet har derfor længe været aktuelt; men arbeidet dermed har endnu
ikke ført til noget endelig resultat, uten for den til Skien støtende del, som
faar vand ved en av telemarkingen Aasmund Norgaard anlagt egen vandledning. Fra
sommeren 1913 er vand fra den bragt helt op til den høitliggende hovedkirke og
prestegaarden samt til de nærmeste gaarder nedenfor.
Likesom Gjerpen saaledes har forholdsvis litet av indsjøer, har det ogsaa noksaa litet av større elver; med undtagelse av ett vigtigere vasdrag, der bærer skiftende navn, er de øvrige ikke at nævne. Dette ene altsaa begynder i den øverste del av Luksefjeld eller rettere paa de til Luksefjeld støtende høidedrag av Saude og Sandsvær. Fordi det kommer fra Eiangsvandet, kaldes vasdraget først Eiangselv, der løper sydover med bøining mot øst og forener sig ved Aamot, et stykke ovenfor Fjeldvandet, med den fra Ravaldsjøen, nordøst paa Sandsværsfjeldene, kommende Besstulelv. Disse to elver falder derefter sammen ut i Fjeldvandets øvre ende, som der i nærheten ogsaa optar den fra Økternvandet kommende elv. Fjeldvandet har i sin sydlige ende et dobbelt utløp, baade et i øst og et i vest; men de to nye elver forener sig igjen længere nede og faar ved Mo, hvor de danner en høi foss, navnet Moelven, som længere nede blandt andre elver optar den nordvest fra Røivandet (74 m.) kommende Bøelv og danner saa igjen et nyt større fossefald ved Fossum, eg. «Fossheim», som derav har faat sit navn. I sin nederste del løper den saa dyp og stille, at den er seilbar for smaafartøier, og kaldes nu Falkumelven, fordi den løper forbi Falkumgaardene, som den skiller fra Gulsethøiden i vest, og gaar saa tilsidst ut i Hjellevandel ved Skien.
 |
|
Børsesjø
|
I nord og
øst er fjeldene noksaa høie. Høiest
er Blaafjeld nordøst for Fjeldvandet, omkring 560 meter. Længere syd er Skrehelle, øst for gaarden Hjønnevold,
omkring 550 meter høit. Man kan herfra se helt forbi Jomfruland. Endnu længere
i syd, men i samme høidedrag ligger Vealøs
sydøst for Børsesjø, vel 500 meter. Herfra kan man se Færder fyr i øst og
Torungerne nede ved Arendal i sydvest. Vealøs er derfor med sin vakre og vide
utsigt og sin lette tilgjængelighet et søkt utflugtssted for byernes ungdom.
I denne forbindelse maa ogsaa nævnes Høgeliaasen, 360 m., med en privat
sportsstue, hvorfra man har en langtrækkende utsigt vestover Telemarken, men
særlig Kikutkollen, for hvilken den
førstnævnte i senere tid er traadt ganske i skyggen. Kikutkollen er vistnok
kun 320 m. høi, men har en meget fri og heldig beliggenhet. Skiens og
Telemarkens turistforening har her opført en større sportsstue, «Kikut», som blir meget besøkt fra Skien
baade sommer og vinter. Nedenunder foregaar i senere aar det landskjendte skirend. Det høieste fjeld av alle er
forøvrig Narefjeld, der ligger paa
grænsen mellem Saude og Gjerpen og er 787 m. høit. Det hæver sig øst for
Hiterdalselvens utløp i Norsjø. Endelig bør ogsaa Ulvskollen nævnes, 400 m. høi, nærmest fordi Skiens vandbasin, det
foran nævnte Ulvstjern, ligger nedenunder den og har fælles navn med den, hvad
nu denne Ulv, som har git disse steder sit navn, har været for et væsen,
menneske eller dyr.
Gjerpen
er en særdeles vakker og god bygd, og bygdens usedvanlig gode opdyrkning og
dens vel vedlikeholdte bebyggelse hjælper meget til at fremhæve naturens egen
skjønhet. Det er dog altsaa, som man av det foregaaende vil ha forstaat, ikke
nogen egentlig storslaat skjønhet,
end mindre nogen vild; den er overalt av en mild og blid karakter. Jeg skal her
la den gamle kancelliraad Herman Bartholomæus v. Løvenskiold fra Borgestad si
nogen ord herom, tat av hans «Beskrivelse af Bratsbjergs amt og Scheens by»,
trykt i 1783. Han skriver med sin eiendommelige, høitravende eller kanske
rettere snurrige stil: «Sognets smukke beliggenhed i tre mils længde er overalt
anprist, og naar man med agtpaagivenhed gjennemfarer denne yndige skueplads
fra Osebro til Bestul[2]
paa den tid, af aaret, da naturen spiller i alle sine rørende optrin, maa man
føle beundring over den store Skabers almagt og det herlige naturrige.»
Specielt om egnen mellem Skien og Porsgrund siger han, at den er «overmaade
angenem», og at den «forestiller lutter lystsyner og seværdigheder».
 |
|
Det
høiere liggende Gjerpen
|
Og mange
andre har med andre ord sagt det samme.
Som
nævnt, har Gjerpens prestegjeld sit navn efter prestegaarden; men oprindelig
het distriktet eller iallefald en større del av det Hofund og deltes i Up‑ og Uthofund. Dette navn forvanskedes
senere og skrives og uttales nu «Ophaugen» og «Uthaugen». Forvanskningen er
efter sin mening ikke aldeles vildledende, da Hofund antagelig hænger sammen
med verbet «hefja», hæve, og betegner et høiere liggende landskap, et
høideplateau, i nærværende tilfælde formodentlig nærmest det høidedrag, som
ligger paa østsiden av Skienselven, med dets fortsættelse nordover, og som i
sin søndre del falder av mot Børsesjødalen til den anden side.
Som man
maatte vente efter Gjerpens beliggenhet ved seilbar elv og fjord like op fra
sjøen ‑ maaske langt tilbake i tiden endog like ved to saadanne fjorder ‑
og efter dets frugtbare jordsmon og store naturskjønhet, er distriktet, som
alt i gaardsnavnene antydet, tidlig blit bebygget og tidlig blit et midtpunkt
for hele fylket og senere amtet, likesom der ogsaa tidlig begyndte at danne sig
en bybebyggelse omkring det inderste av fjorden eller elven like nedenunder den
senere hovedkirke i fylket, Gjerpen kirke.
Av fornlevninger er der ellers forholdsvis hittil kun fundet litet i Gjerpen, ‑ hvis de da ikke for længe siden er baade fundne og igjen forsvundne. Ifølge professor Helland (Beskrivelse av Bratsberg amt) haves for tiden kun 3 gjenstander fra stenalderen, ingen fra broncealderen, 5 fra den ældre jernalder og 8 fra den yngre. Deriblandt er særlig nævnt en spydspids av flint, 24 cm. lang og 6½ cm. bred, funden paa Borgestad omkring 1870, og en spiralring av guld fra den ældre jernalder, funden paa Bø. Derimot er der paa et par steder opdaget interessante helleristninger, nemlig i nord ved Fossum og i sydøst ved Løberg. Helleristningerne ved Fossum findes litt i sydøst for hovedgaarden, omkring 26 meter over havet. De bestaar som almindelig av de saakaldte «korshjul» (hjul med krydsende diametre), fotsaaler og raa skibsfigurer. Ristningerne ved Løberg ligger nordenfor gaarden, paa Løberghaugen, og bestaar likeledes av skibsfigurer samt spiraler og forskjellige dyreskikkelser (hester og muligvis rensdyr). Begge disse to samlinger av helleristninger er anbragt paa skraanende bergsider, ved Løberg omkring 30 meter over havet. Disse berg synes engang at ha været odder, der har stukket ut i vandet. Da helleristningerne antages at skrive sig fra en meget fjern fortid, flere hundrede eller endog tusener av aar (3000-4000 aar) før Kristus har Gjerpen altsaa været bebodd, om ikke bebygget, i en fjern forhistorisk tid, da fjorder fra havet maaske er gaat op forbi de nævnte helleristningssteder saavel i Skiensdalen som østenfor i Børsesjødalen. Disse helleristninger, saavelsom de paa Rauland, ved nedre ende av Totak, er senest undersøkt og beskrevne av daværende overlærer Coll i Skien. [3]
 |
 |
|
Fjeldvandet
|
Falkumelven
|
Prestegjeldet
utgjør i geistlig henseende kun et eneste sogn, men har nu to kapeldistrikter i
nord og syd: Luksefjeld i nord mot
Saude og Sandsvær og Borgestad i syd mot
Eidanger og Porsgrund. I civil henseende danner det ett tinglag og
lensmandsdistrikt med Slemdal, som tidligere en tid ogsaa i geistlig henseende
var forenet med Gjerpen.
Folkemængden utgjorde ved den første ordentlige
folketælling i landet i 1769: 2 789; men allerede ved næste folketælling i 1801
var befolkningen steget til 4 229. I de følgende aar til 1815 var forøkelsen
forholdsvis ubetydelig, idet befolkningen ved dette aar utgjorde 4 342. I det
derpaa følgende tiaar var tilveksten derimot ganske betydelig, idet
befolkningen nu, i 1825, var steget til 5 255. 40 aar senere, i 1865, efter to
mellemliggende utvidelser av Porsgrund og Skien, var den saa sunket ned igjen
til 4757, og var nu kun noget større end den hadde været i 1815. I 1890 hadde
den først igjen saavidt forvundet nedgangen, idet den nu utgjorde 529. I 1900
var den gaat sterkt fremad, til 7 067, og i 1910 til 8 075. Den utgjorde i 1916
vistnok mindst 9 000, da den ved Skiens byutvidelse fra lste juli reducertes
med omkring 1200 mennesker. Der forestaar ogsaa en ny byutvidelse fra
Porsgrunds side; men inden den træder i kraft, vil vistnok den sidste nedsættelse
i folketallet omtrent igjen være forvundet, da befolkningen nærmest ved byerne,
navnlig paa grund av de mange anlæg, er i stadig vekst. Fremgangen i
folkemængde i de senere tider vilde ha været betydelig større, end den er, hvis
ikke prestegjeldets omfang, som antydet, gjentagende var blit indskrænket ved
store byutvidelser, saavel fra Porsgrunds som Skiens side, og det just paa de
kanter, hvor befolkningen vokste sterkest. At Slemdal, som fra 1847 til 1856 var forenet med Gjerpen, ved lov av
21de april sidstnævnte aar igjen fraskiltes og blev eget prestegjeld, influerer
ikke paa de ovenfor angivne tal; dets folkemængde er ikke medregnet hverken i
1825 eller i 1865.[4]
 |
 |
|
Skrehellet
|
Kikuthytten
|
Jeg skal
nedenfor meddele noget nærmere om den første utskillelse og dens eiendommelige
grund; ti denne utskillelse utgik ikke fra
byen, men fra landet selv.
Den 3dje
april 1787 indsendte Osebakkens (eller som man da skrev «Aasebakkens») beboere
andragende til kongen om, at Osebakken maatte fraskilles Gjerpen og lægges til
østre Porsgrunds kirke. Blandt ansøkerne staar først Jens Fischer, videre A. C.
Storm, N. Kruse, Louis Vauvert, Jens Kiil. Ansøkningen begynder saa
«Vi og
vore fædre have nedsat os her for at vinde brød til nødtørftig ophold, dels med
at fare med skibe fra denne egn og dels med at forrette det arbeide, som falder
ved denne skibsfart her i Porsgrund, og iblandt os er alene 3 à 4, der
formedelst vundet borgerskab til Skien nære sig derved. Det, de fleste saaledes
kan erhverve, er neppe tilstrækkeligt for dem og familien at leve av, særlig i
disse, mere end forhen, tiltagende dyre og besværlige tider. Nødvendigheden
driver os altsaa til nu, fremfor nogensinde forhen, at søge den lettelse i
vore omstændigheder, som synes mulig og billig og derhos ikke medfører nogen
besvær for vore medborgere. Dette, hvormed vi hidindtil har været bebyrdede,
bestaar derudi, at Gjerpen kirke, hvortil vi som lemmer av samme menighed
henhøre, er beliggende omtrent l.1/4 mil fra dette strandsted Aasebakken,[5]
der er den sydlige og yderste grænse av sognet, og at vores sogneprest Monrad
ved samme kirke er boende. Ikke herav, nemlig længden av denne vei alene, men
og av dens besværlighed til sine tider, saasom om vinteren formedelst stor sne
samt høst og foraar ved det bekjendte og saakaldte tællegrøb, ved hvilken den
gjøres meget ubekvem og undertiden inpassable, flyder den bekostning av
hesteleie, der for de fattige iblandt os og de, som have talrige familier, men
som ikke selv holde best, er betydelig, da man for en saadan skyds med een
hest maa betale 48 sk. à 72 sk., og uden hjælp av hest kan man ikke være tjent
i tilfælde av barnedaab, ligesaa jordefærd, barselqvinders introduction og
communion, især naar svage og aldrende skal betjenes, samt naar presten skal
befordres for at besøge de av sygdom sengeliggende, foruden at fremkomsten og
iblandt .bliver, om ikke ganske umulig, saa dog høist vanskelig, saa at man
ofte har været exponeret for tab av helbred og lemmer ved at omveltes av vogne
eller slæder, der adskillige gange er indtrufen under at følge lig og i andre
tilfælde» o. s. v.
Andragendet
blev ikke indvilget, da det baade
møtte kirkeeierens, hr. kammerherre Herman Løvenskiolds protest og fogden Thornsohns
avvikende erklæring. I en skrivelse herom til kammerherren bemerket fogden:
«For Deres Høivelbaarenheds fortrolighed og grace imod mig ved underlagdes
gjennemlæsning takker jeg underdanig. Sandheden i enhver ting kan ikke
forandres; derfor har jeg angaaende den ansøgte forandring erklæret til amtet
saaledes:» o. s. v. - ‑. Fogden har været en meget høflig mand og har ‑
trods hin sats om sandheten ‑ allikevel, i høflighetens og
velvillighetens tjeneste, været istand til i sin erklæring at forandre sandheten i et og andet til
skade for Osebakkingerne. Han slutter sit brev til Løvenskiold saaledes:
«Altid
tilbeder jeg mig og mine Deres Velbaarenheds og hendes Naades grace, og altid
er jeg med største submission
Høivelbaarne herr kammerherre,
høigunstige velynders underdanige tjenere
Thornsohn».[6]
Kirkeeieren
hr. Løvenskiolds erklæring i anledning andragendet indledes saaledes: «Om ikke
supplikanterne vil forstaa eller betænke, at det ikke er vel handlet, til
deres egen, i sig selv meget ringe fordel at forsøge paa at svække mine og
Gjerpen kirkes betjentes under høikongelig hyldest og naade allernaadigst
forsikrede rettigheder, synes det dog noget dristig, at de for hans kongelige
Majestæts throne tør nedlægge en suppliqve, bygget paa adskillige motiver, som
jeg med grund tror feilende» o. s. v.
Andragendet
blev da ogsaa under 14de august s. a. avslaat i det danske kancelli og
resolvert:
«Herved er intet at gjøre.»
Men ved
det andet presteskifte, omkring 25 aar senere, gik det bedre for Osebakkens indvaanere
hermed, forsaavidt som deres andragende da blev imøtekommet paa høieste sted;
ti trods den daværende kirkeeier amtmand Severin Løvenskiolds motforestillinger
blev adskillelsen nu bestemt ved den vakance i Gjerpens sognekald, som
indtraadte med provst Bloms avgang. Det kgl. danske kancellis skrivelse til
statholderskapet i Norge, datert 13de juli 1813, er saalydende: «Det vil være
statholderskabet i erindring, at amtmanden over Bradsberg amt, kammerherre
Løvenskiold, hos dette collegium har andraget paa, at en forandring maatte ske
i den ved fastsættelsen av den aabne by Porsgrunds grænser, i følge cancelliets
skrivelse til daværende vicestatholder, under 5. maj 1812 tagne bestemmelse, at
en del av Gjerpen sogn, nemlig strandstedet Aasebakken ved forefaldende vacance
i sognekaldet for Gjerpens prestegjeld, som i sorenskriverembedel i Bamble,
skulde henlægges under Porsgrunds jurisdiction.»
Efterat
cancelliet i denne anledning havde modtaget stiftets og senest
statholderskabets betænkning av 20. februarii sidstleden, tilskrev man
kammerherre Løvenskiold, at dette collegium, efter hvad der var oplyst, ikke
fandt nogen anledning til at fravige den engang tagne bestemmelse; men da man
erkjendte, at bemeldte jurisdictionsforandring ikke bør komme ham som eier av
Gjerpens kirke til fornærmelse i hans lovligen erhvervede rettigheder, og at
han maatte være berettiget til at nyde godtgjørelse for det ham ved Aasebakkens
indlemmelse under Porsgrunds menighed tilføiede tab, saa udbad man sig tillige
bemeldte kammerherre Løvenskiolds betænkning, om han, saaledes som
stiftamtmanden over Aggershus stift har foreslaaet, attraaede godtgjørelse
enten paa den maade, at der av Porsgrunds by, efter upartisk skjøn, erlagdes en
aarlig avgift til Gjerpens sogn, eller saafremt han muligens hellere maatte
ønske en bestemt sum engang for alle, at denne da formentligen kunde bestemmes
av uvillige mænd, som ei henhørte til nogen av de omhandlede menigheder. I
kammerherrens derpaa hertil indkomne svar har han bestemt negtet at ville
indlade sig i en saadan renunciation, men derimod, i kraft av sin eiendomsret,
paastaaet, at Aasebakken fremdeles som hidindtil skulde blive beliggende under
Gjerpens sogn. Av de av kammerherren fremførte grunde for denne vægring fandt
cancelliet sig imidlertid aldeles ikke foranlediget til at fravige den
ovenmeldte, i skrivelse til vicestatholderskabet av 5. maji f. a. i denne sag
vedtagne bestemmelse, og ihvorvel man, i medhold av udtrykkene i det allerhøieste rescript av 4. december 1807 til stiftamtmanden
over Aggershus stift ansaa sig beføiet til at resolvere paa bemeldte
kammerherre Løvenskiolds remonstration, efterdi
det ved rescriptet er fastsat, at overøvrigheden skulde bestemme grænsen,
og cancelliet altsaa, naar disse derom ikke kunde blive enige, maatte decidere
i sagen, saa har dog cancelliet med hensyn til kammerherrens paa hans ret som
privat mand og kirkeeier grundede bestemte vægring for at antage noget vilkaar,
anseet det for sin pligt allerunderdanigst at indstille sagen til Hans
Majestæts egen allerhøieste bestemmelse.
Allerhøistsamme
har derpaa under 5. d. m. behaget allernaadigst at resolvere saaledes: «Det
vil i denne sag have sit forblivende ved indbemeldte av vort cancelli avgivne
resolution, og vil det ved lovligt skjøn og eragtning kunne avgjøres, hvad
kammerherre amtmand Løvenskiold bør tillægges i godtgjørelse for strandstedet
Aasebakkens indlemmelse under Porsgrunds by.
Hvilken
allerhøieste resolution cancelliet ikke undlader til naadigst underretning
underdanigst at tilmelde Deres Høihed, med anmodning, at De naadigst ville
bevirke allerhøistbemeldte resolution kundgjort saavel kammerherre Løvenskiold
som stiftamtmanden over Aggershus stift, førstnævnte til underretning og sidstnævnte
tillige til foranstaltning med hensyn til den allernaadigst befalede
skjønsforretnings avholdelse og den i overensstemmelse dermed fastsættende
godtgjørelse for bemeldte kammerherre Løvenskiold.»
 |
|
Billede
fra Falkumbroen, hvor Skiens byutvidelse stanser
|
Løvenskiold,
der ved denne avgjørelse hadde faat «en uudslettelig bitter følelse om lid
uret», henvendte sig derefter til prins Kristian Fredrik med anmodning om at
indgaa til Hs. Majestæt med en forestilling for endnu at bevirke den avgivne
bestemmelse hævet. Han siger mot slutningen av sit andragende herom: «Som
undersaat maa jeg adlyde, om Hans Majestæt, efter allernaadigst at have hørt
mine modgrunde, befaler Aasebakken fraskilt Gjerpen og tillagt Porsgrund; men
til at modtage pengeerstatning for dette savn haaber jeg dog ikke at skulle
blive nødt.» Den virkelige adskillelse henstod dog endnu i næsten 30 aar og
fandt først sted i 1842.
Likesom
dengang, i 1842, ved Osebakkens henlæggelse til Porsgrund flere hundrede
mennesker var blit fraskilt Gjerpen, saa blev, i henhold til lov av 26de august
1854, i dette aar igjen folkerike dele av prestegjeldet henlagt til Skien, nemlig Brækkejordet,
Bratsbergkleven og Follestad. Den daværende sogneprest i Skien, Lammers,
protesterte rigtignok, trods de økede indtægter, han derved vilde faa av sit
embede, mot denne utvidelse av Skien og fremkom isteden med det mindre
praktiske forslag at dele dette nye Skien, der herved fik en tilvekst paa
omkring 1200 mennesker, i to sognekald. Der ansattes imidlertid isteden til
sogneprest Lammers’s lettelse snart efter en residerende kapellan i Skien.
«Lettelsen» bestod forøvrig væsentlig i noget andet og hadde hensyn til de
vanskelige religiøse forhold i Skien og Lammers’s eiendommelige meninger.
Et par
aar efter blev, som alt nævnt, ved lov av 21de april 1856 ogsaa Slemdal
fraskilt Gjerpen og gjort til eget sognekald.
Efter
lange forhandlinger blev ved lov av 20de august 1915, som alt antydet, igjen en
større utvidelse av Skien bestemt, denne gang baade paa Gjerpens og Solums
bekostning. Mens utvidelsen i 1854 hadde skedd paa byens sydøstlige side,
skedde denne paa den nordvestlige. Betydelige strækninger av prestegaarden og
av Mæla, men fornemmelig av Falkum, helt frem til Falkumelven, er fra lste juli
1916 tillagt byen. Den befolkning, som herved overføres til byen fra Gjerpen,
er, som i 1854, igjen omkring 1 200 mennesker.
Ogsaa
Porsgrund har, som likeledes foran nævnt, paa kant indledet forhandlinger om
byutvidelse baade likeoverfor Gjerpen,
Eidanger og Solum» men disse er endnu kun paa det rent foreløbige standpunkt.
