GJERPEN KIRKE
Denne
meget gamle og ærværdige kirke er bygget av sten og var i sin oprindelige
skikkelse indviet til apostlene Petrus og Paulus, hvorfor den i den katolske
tid kaldtes «Petri ok Pauli kirkja á Gjerpini á Hofund». Den skal ifølge professor
L. Dietrichsen
[1]
være ældre end 1250. Det er den visselig ogsaa, og kanske
ikke saa
litet ældre, hvis der da ikke har været en endnu ældre kirke end den, som
nu staar; ti der maa da vel være kommen kirke i Gjerpen likesaa tidlig som
oppe i Øvre Telemarken, hvor Seljords kirke og vistnok ogsaa Kviteseids er
meget ældre. Gjerpen kirke var vistnok oprindelig fylkeskirke for Grenafylke
eller for det hele
Efter
hans tydning ved et besøk i Gjerpen i 1816 stod der paa den ene, i 1850
omstøpte klokke, med runebokstaver: «Ave Maria, gracia plena, Dominus tecum,
benedicta sit in mulieribus, benedictus f(ructus) v(entris) tui» (d. e. den
gamle katolske bøn til jomfru Maria, tat av engelens hilsen, Luk. 2), og med
munkebokstaver fra 12te eller 13de aarh.: «Campana ista a Christo sit
benedicta» (d. e. denne klokke være velsignet av Kristus). Paa den i 1818
omstøpte klokke stod med runebokstaver disse, fra Psalteret tagne ord: «Dextera
Domini fecit virtutem, dextera Domini exaltavit me», og med munkebokstaver i en
blanding av latin og oldnorsk: «S(an)ct(us) Petrus apostolus bleci os» (d. e.:
den hellige apostel Peter velsigne os!) Paa de i 1902 omstøpte klokker stod,
paa den ældre: «Me fecit Johan Bartholomæus Holtzmann, Hafniæ 1750. Deo soli
gloria», og paa den yngre: «Mig støbte E. Rønning, Christiania 1781. Jeg er
nye omstøbt og bekostet av Herman von Løvenskiold».
I 1901
hadde nemlig den daværende kirkeverge ingeniør J. Christie paa Lagmandsgaarden
anmodet klokkestøper Olsen fra Nauen pr. Tønsberg om at undersøke de tre
klokker, man da hadde i Gjerpens kirke, hvorav den største i længere tid hadde
været sprukken og ubrukelig, mens de to andre, der var mindre, ikke stemte
sammen og desuten var placert meget uheldig, saavel for ringningen, der
nødvendiggjorde to mand, som i selve taarnet. Efter anstillet undersøkelse
foreslog klokkestøperen, at den største av klokkerne omstøptes, og at den
mindste solgtes, samt at der anskaffedes moderne ringeapparater, hvorved
ringningen med begge klokker lettelig vilde kunne utføres av en mand. Heron
blev da sluttet kontrakt, og den nye kirkeklokke, der er av 490 kg’s vegt, blev
tat i bruk i juli 1902 sammen med de anskaffede ringeapparater.
Gjerpen
kirke, der, som sagt, vistnok oprindelig var fylkeskirke, var ualmindelig rikt
utstyret med jordegods og indtægter. For det første var nu dens sogneprest,
ifølge dr. A. C. Bang, selvskreven provst og medlem av domkapitlet i Oslo; og
til dette hans embede var der lagt en særskilt, stor indtægt, det saakaldte
«Gjerpen provstedømmes jordegods», der ved reformationen utgjorde ikke mindre
end 102 gaarder. Dernæst var ogsaa kirkens egen eiendom i jordegods og tiende
ganske betydelig. Ifølge en av konferensraad Lars Benzen under Ode november
1734 i Kjøbenhavn utfærdiget nøiagtig fortegnelse over Gjerpen provstis og
Gjerpen kirkes daværende gods eiet kirken
i selve Gjerpen 10 gaarder, i Tjølling 1, i Eidanger 2, i Solum og Melum 3,
i Hollen 2 og i Saude 1, tilsammen 19 gaarder. Provstigodset utgjorde ved den
tid i Gjerpen 32 gaarder, i Slemdal 4, i Bamle 1, i Solum 5, i Hollen 2 og i
Saude 1, tils. 45 gaarder. Hertil kom for kirkens vedkommende endnu Gjerpen
prestegaard.[2]
Efter
reformationen blev provstigodset av den danske konge benyttet til forskjellige,
for kristendommens fremme mer eller mindre fjerntliggende avlønninger nede i
Danmark og tilslut av Fredrik den tredje i 1666 solgt ganske fra til admiral
Kort Adeler, der, som bekjendt, hørte hjemme paa disse kanter og allerede forut
paa lignende vis var blit eier av Gimsø kloster med tilliggelser. Admiralen
hadde tilgode 6 000 riksdaler av kongen, og overdragelsen av Gjerpen
provstigods til ham som eiendom var nærmest en likvidation for denne gjæld.
Imidlertid
kom kongen i ny gjæld til admiralen. Adeler hadde nemlig paa kongens vegne
foretat indkjøp av to paa hollandsk indrettede kjøkkener med tilhørende
kjøkkenredskaper til bruk, det ene paa Rosenborg slot, det andet paa
Fredriksborg, og til dækkelse av dette Adelers nye tilgodehavende overlot
Kristian den femte ham i 1673 ogsaa Gjerpen kirke med jus patronatus eller
kaldsret og konge‑ og kirketienden med jordegods til 56 huders skyld, som
i rentekammeret tilsammen beregnedes til en værdi av 1500 riksdaler. Admiralen
selv døde et par aar senere, i 1675, hvorefter eiendommene gik over til hans
bror amtmand i Bratsberg Nils Adeler. Amtmand Adelers brorsøn Henrik Adeler,
der likeledes var amtmand i Bratsberg, overtok dem efter hans død. Da Henrik
Adeler var død i 1718, gik eiendommene over til geheimeraad Fredrik Kristian
Adeler. Efterat ogsaa han var avgaat ved døden, solgte hans arvinger
konferenceraad Lars Benzen og etatsraaderne Fredrik, Theodorus og Kristian
Lente Adeler, der alle hadde sine herregaarder i Danmark, ved et i Kjøbenhavn
den 4de oktober 1735 utfærdiget skjøte alt, hvad Kort Adeler hadde avkjøpt
kongen, til kancelliraad Herman Leopoldus. Kjøpesummen var da 6 600 riksdaler
kurant. Gjennem sidstnævnte, der er stammefar for den Løvenskioldske familie,
er de saa forblit i denne families eie frem til denne dag. Gjerpen kirke var i
1734 blit kjøpt av provst Alstrup i Bamle, hvis enke i 1739 solgte den til
Laurits Bruun; av ham solgtes den igjen i 1750 til kaptein Bartholomæus Rasch,
som i 1764 solgte kirken til sin svoger Herman Leopoldus Løvenskiold sammen med
halvdelen av Fossum verk, hvorav Løvenskiold alt før eiet den anden halvpart.
Det til
admiral Adeler utstedte skjøte av 23de juli 1673 opbevares endnu paa Fossum og er saalydende:
”Vi
Christian den femte, av Guds naade konge til Danmark og Norge, de Venders og
Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken, greve udi
Oldenburg og Delmenhorst, gjøre alle vitterligt:
At Vi for
fuldkommen og nøiagtig betaling allernaadigst haver vendt, skjødet og avhændt,
saa som Vi og nu hermed allernaadigst vender, skjøder og avhænder fra Os og
Vore kongelige arve‑successorer udi regjeringen i formeldte Vores arve‑riger
Danmark og Norge og til Vores generaladmiral Os elskelige hr. Cordt Adeler
til Bratsberg og Gjemsø, ridder, jus patronatus til Gjerpen kirke udi Bratsberg
amt i Vores rige Norge, som han og hans efterkommere skal have, nyde og beholde
med lige og samme frihed, som Vi og fremfarne konger udi Danmark og Norge
samme nydt og havt haver, og det saaledes, at han og de maa lade annamme og
oppebære Vores og kirkens anpart tiende, samt have herligheden over prestegaarden
og deigne‑bøllet (?) saavelsom al anden kirkens aarlige landskyld og
indkomst, som av alders tid dertil ligget haver og tilligge bør, desligeste
selv, hans arvinger og efterkommere at kalde
preste og deigne til bemeldte Gjerpen kirke og kjendes Vi Os og Vores
kongelige arvesuccessorer udi regjeringen aldeles ingen ydermere lod, del,
ret eller rettighed at have udi eller til fornævnte jus patronatus eller des
kirkes indkomst eller herlighed, som for bemeldt, efter denne dag i nogen
maader, mens fornævnte kirkes jus patronatus at følge bemeldte herr Cordt
Adeler, hans arvinger og efterkommere, som des rette patroner til evindelig
arv og eiendom; men hvis (hvad) cathedraticum eller andre contributioner,
som saadanne av Os avhændte kirker kan tilkomme at udgive, skal herefter som
tilforn erlægges og betales; og skal de ikke være bemægtiget, presterne eller
deignene av nogen deres indkomst udi nogen maade det ringeste eller noget
at avkorte, av hvad som de hidindtil nydt og haft haver, mens de det at nyde
efter ordinantsen, og ligesom de det nu nydt haver i alle maader, skal og
fornævnte herr Cordt Adeler, hans arvinger og efterkommere kirken udav sin
tiende og aarlige indkomst forsvarligen ved magt og lige at holde, saa som
de ville vedsvare, og saafremt de samme jus patronatus ikke ville have forbrudt.
Forbydende alle og enhver herimod, som foreskrevet staar, at hindre eller
udi nogen maade forfang at gjøre, under vor hyldest og naade.
Givet paa
Vores kongelige residents udi Kjøbenhavn den 23de juli anno 1673.
Christian.
Under Vort signet.”
(L. s.)
Ved dette
salg hadde man imidlertid ganske glemt, at kongetienden av Gjerpen alt var
bortgit til sognepresten i Skien, skjønt
det ikke var mer end 10 aar, siden at sogneprest
Madsen i 1663 hadde faat den hele kongetiende baade av Gjerpen og Solum.
Den halve kongetiende av Gjerpen hadde Skiens sogneprest, paa grund av hans
yderlig smaa indtægter, oppebaaret allerede fra 1582. Dette lønsbidrag til
Skiens sogneprest, der i 1670 endog var stadfæstet som uforanderlig, kunde
da ikke vel tages tilbake, men skulde herefter isteden ydes og indkræves av
kirkerne i nedre Telemarken og Bamle efter en repartition eller fordeling,
som blev approbert den 21de oktober 1679 av Nils Adeler. Dette var da ogsaa
en maate at gjøre det godt igjen paa, saaledes at skjære remmer av anden mands
hud, og det en saa fattig mand som de stakkels kirker! Det var vistnok kongens
skam, som kunde tillate sig saadant; men Nils Adeler var det, som i 1678 hadde
fundet paa denne utvei, hvorved det lykkedes familien at beholde sit uantastet.
Denne nye utredsel for de nævnte kirker, 17 i tallet, berøvet dem næsten deres
halve indtægt. Disse kirkers indtægt utgjorde nemlig i det hele 234 tønder
1/2 kvarter (havre), og derav gik de hundrede tønder væk for dem paa denne
maate! Kongetienden av de to prestegjeld Gjerpen og Solum utgjorde nemlig
tilsammen netop et hundrede tønder, hvorav 60 tønder 5 skjepper faldt paa
Gjerpen og 39 tønder 3 skjepper paa Solum. Da nu kirkerne skulde sælges i
1723 og paa grund av denne reduktion i deres tiender maatte forutsættes at
bli daarligere betalt, blev der av Fredrik den fjerde fattet den resolution,
at saken skulde undergives generalprokurørens betænkning, idet man mente,
at de Adelerske arvinger aarligen hadde unddrat 100 tønder havre fra ”kongens
kirkers revenuer.” Betænkningen gik ut paa, at da avgiften hvilte ikke blot
paa Gjerpen, men ogsaa paa Solum kirke, som tilhørte kongen, kunde de Adelerske
arvinger ikke være pligtige til at utrede mere av de 100 tønder havre, end
der faldt paa Gjerpen kirke, likesom de maatte være fri for at svare avgiften
for den forløpne tid, da ingen tidligere paatale var skedd. I overensstemmelse
hermed tilkjendegav rentekammeret i skrivelse av 11te december 1723, at Gjerpen
kirke av de 100 tønder havre aarlig burde utrede 60 tønder 5 skjepper og Solum
kirke de øvrige 39 tønder 3 skjepper, som skulde betales til fogden. I kraft
herav har siden Gjerpen kirkes eiere, først Løvenskiold gjennem flere ætled
og nu i det sidste halve aarhundrede Gjerpens kommune, utredet til staten
det til 60.5/8 td. havre svarende pengebeløp, der var gaat over til en fast
sum: 84 spd. 105 skil. eller omsat til de nuværende penge kr. 339,50. I henhold
til lov av 14de juli 1897 er denne gamle kongetiende av Gjerpen kirke i 1903
blit indløst og indbetalt i statskassen med det 15‑dobbelte beløp: kr.
5 092,50. Saaledes lik da endelig baade kongen og de 17 kirker sit igjen!
De 100 tønder havre blev i 1723, da kirkesalget foregik, solgt, som kongen
tilhørende, for tilsammen 1702 riksdaler 13 skilling. Sognepresten i Skien
fik fra samme aar som erstatning ”kongens anparttiende av Solums kirke”, hvilket
beneficium dog skulde ophøre med den daværende sogneprest Ivar Hesselbergs
avgang. Allikevel blev det ved kngl. res. av 20de juni 1738, da Skien igjen
deltes i to sognekald, Skien og Solum, bestemt, at Solum kirkes kongetiende
fremdeles skulde følge Skiens sogneprest; men ved reskript av 30te mars 1810
blev dette igjen forandret, og tienden git Solums og Melums fattig‑
og skolevæsen.
[3]
Den 16de
juni 1855 besluttet Gjerpens herredsstyre at indkjøpe Gjerpen kirke, i hvilken
hensigt der blev optat et laan av Oplysningsvæsenets fond paa 4 000 spd., som
skulde forrentes med 6 % og tilbakebetales i 28 aar. Man fik dog kirken
overlatt for en billigere pris, om maaske paa andre vilkaar end oprindelig
tænkt; ti høiesteretsassessor Otto Løvenskiold og kammerherre Herman
Løvenskiold solgte, som arvetagere av Fossum gods efter deres far, gamle
statholder Løvenskiold, ved skjøte av 26de januar 1856 Gjerpen kirke til
Gjerpens kommune med de samme tilliggende forpligtelser og rettigheter, med
kongetiende og kirketiende, med de kirken tilhørende kar og øvrige løsøre samt
med alle forefaldende utgifter og indtægter, for 2 800 speciedaler, hvorimot de
beholdt alt det kirken tilliggende betydelige jordegods, hvorav en større del
endnu er i familiens eie, men adskillig ogsaa efterhaand avhændet og bortsolgt.[4]
Kirketienden, der saaledes var det eneste av kirkens eiendomme, der medfulgte
ved dens overdragelse til kommunen, utgjør tilsammen kr. 884,60. Den hviler
væsentlig paa jord inden prestegjeldet og erlægges nu ved gaardenes sterke
deling for det meste med ganske smaa beløp, ned til 10 og 20 øre. Den oplægges
til et kirkefond, og der skal fortsættes dermed, til et beløp, stort kr. 13
269,00 er naadd.
Med
hensyn til kirkens tidligere indtægt av fæstede stoler kan eksempelvis inerkes
efter de gamle kirkeregnskaper:
I 1782 bortfæstedes
en kirkestol til prokurator Peder Rougivedt som eier og beboer av øvre Sem.
Han fik fæstet frit, efter selv med 30 riksdalers utgift at ha bekostet pulpituret.
I 1811 fæstedes til Kristian Monrad som eier av Frogner den av avgangne Joachim
Adtzleff tidligere benyttede stol mot en aarlig avgift av et kvarter byg at
betale efter kapitelstakst. I 1813 fæstedes avgangne kammerherre Fredrik Georg
Adelers stol til raadmand og ridder av Dannebrog Nils Aall paa søndre Brække
mot en avgift av 2 riksdaler dansk kurant eller 1/4 td. byg efter kapitulstakst,
saa længe han eiet og brukte Brække gaard. Samme aar fik mad. Brangstrup efter
hendes mands død ret til at benytte hans stol «næst ved orglets østre side»
mot 1 kvarter byg og mot, at amtsfuldmægtig Resch og tømmerfoged Lars Bärnholdt
beholdt fri adgang til plads i samme stol. I 1815 leiet Hans Gasman og Kristian
Eckstorm den tidligere av prokurator Brangstrup benyttede stol mot en aarlig
avgift av 1 kvarter byg, betalt efter kapitulstakst. I 1825 leiet Andreas
Blom paa lille Gjerpen (Lagmandsgaarden) det mad. Rougtvedt tidligere tilhørende
pulpiturstolested mot en aarlig avgift av 2 species.
Av en
ganske interessant skrivelse fra stiftamtmand Adeler, datert Gimsø kloster 16de
juni 1791, til kammerherre Løvenskiold, «herre til Fossum», angaaende strid om
en kirkestol i Gjerpen kirke, hitsættes begyndelsen:
«En sand høiagtelse for Deres Høivelbaarenhed, forened med følelse av erkjendtlighed for det venskab, De altid har givet mig prøver paa, er aarsag udi, jeg idelig har søgt at stede mine forpagtere eller bønder paa Bratsberg og Follaug udi rolighed ved den fornærmelse, de tror at være sked ved, at bønderne fra Hauen, Løberg og Ballestad tilegne sig rettighed at tage sæde i den stol i Gjerpens kirke, der fra Arilds tid har tilhørt Bratsberg og Follaug ganske alene. Disse udvedkommende (sic) bønders dristighed er endog gaaet saa vidt, at deres koner og døtre har været nogle gange ved anledning av den store mængde mennesker, der ved visse høitideligheder har søgt kirken, at udstøde mine bønders koner. Disse sidste, som ganske herved opbragt, ville ei unde deres mænder (sic) eller mig rolighed, førend de erholder deres stolested ufornærmet av andre. Kjønnet, opbragt, veed Deres Høivelbaarenhed, er vanskelig at stille, da de altid vil have deres krig frem» o. s. v.
 |
|
Gjerpen
kirke efter tegning fra 1871
av Anna Munch, født Benjaminsen |
Den gamle
enskibede kirke med de svære kistemurer og de dype vindusnischer og alt
skramlet av pladsoptagende familiestoler, og som nu ogsaa tiltrængte ganske
betydelige reparationer, begyndte mer og mer at føles baade utidsmæssig og for
liten.[5]
Fra midten av forrige aarhundrede blev der da en tid ført mange forhandlinger,
der dreiet sig, om man enten skulde rive den gamle kirke ned aldeles, da den
ogsaa hadde en mindre bekvem beliggenhet for en større del av menigheten,
eller om man ikke i hvert fald burde sløife den som kirke. I saa fald vilde man
erstatte den med to nye kirker, en længere nord, paa Hjønnevald, og en længere
syd paa Ballestad. Daværende amtmand Aall, som var bosat paa Ekeli i ytre
Gjerpen og var en meget flittig kirkegjænger, og det i bokstaveligste forstand,
interesserte sig meget for denne plan; men enden blev dog, at man besluttet sig
til at beholde og at utvide og restaurere den gamle kirke; den var for ærværdig
og for kjær. Ved kngl. resolution av 14de februar 1871 blev dette tillatt, og
det betydelige ombygningsarbeide sat igang efter en av Chr. Christie,
arkitekten ved domkirkens restauration i Trondhjem, levert tegning. Ombygningen
begyndte i juli 1871 og fuldførtes til paaske 1873, da kirken igjen toges i
bruk palmesøndag. Al den gamle indredning var da tat bort og rummet utvidet ved
to store sideskib, der støttedes av svære granitsøiler. Likeledes var der
opført et høit, spidst taarn istedenfor det gamle, kuppelformede, der forresten
ikke var ældre end fra ottiaarene i det 18de aarhundrede. Kirkens daværende
eier, Herman Løvenskiold, hadde nemlig i aarene 1781‑1782 utvidet kirken
i dens vestlige ende med ny indgang og nyt taarn, hvad endnu kan sees av en
inskription over den egentlige indgang til kirken. Likeledes hadde den samme
Løvenskiold aaret forut i 1780, ombyttet blytaket paa kirken med «et godt og
forsvarligt stentag».
Kirken fik ved denne store restauration ny daabsfunt av huggen granit. Daabsfatet derimot, som er av drevet messing med adskillige allegoriske figurer, er neppe under 300 aar gammelt og vistnok av betydelig antikvarisk værd. Av stort antikvarisk værd er ogsaa de to massive alterlysestaker av messing, skjænket kirken i 1643 av daværende lensmand i Bratsberg Ove Giedde (død som riksadmiral i Danmark i 1660) og hans hustru Dorothea Urne. Egtefællernes navn: O. G. D. U. med aarstal er paaført stakerne. Aaret før hadde Giedde git et par lignende, men meget mindre alterstaker til Kviteseid ældgamle kirke. Alterkalk, forgyldt disk samt brødæske av drevet arbeide, alt av sølv, er ogsaa ældre, men neppe noget synderlig gammelt arbeide. En stor, vakker vinkande av sølv, som kirken hittil hadde manglet, var blit den foræret av provst Fredrik Rode, da han i 1854 skulde forlate Gjerpen for at overta sit nye embede som stiftsprovst i Kristiania. Rode har likeledes foræret kirken sit oljemalede portræt i legemsstørrelse og forgyldt ramme, et udmerket billede. I 1906 foræret biskop Skaars barn kirken et oljemaleri av sin far. Det er malet efter fotograli av Gabriel Kielland i Trondhjem. Det er av de moderne kladdemalerier og kan visselig heller ikke i kunstnerisk værd sammenstilles med Rodes billede. Forøvrig er der nu til kirken anskaffet billeder av alle Gjerpens sogneprester i det sidste hundrede aar. Fra en ældre tid har intet billede av prester været at opdrive. En ny, vakker altertavle, forestillende Frelseren, malet av Chr. Brun og indkjøpt for 1200 kroner (300 speciedaler), blev i 1813 skjænket kirken av de tre mænd: amtmand Aall, dispascheur Møller og skibsreder Flørenæss, alle bosittende i ytre Gjerpen. [6] En fin alterduk er foræret kirken av fru kammerherreinde Hannah Løvenskiold. Kirken har to messehagler, den ene ældre og simplere, til almindelig søndagsbruk, og en anden nyere og kostbarere til bruk paa de store høitider. Alteret selv er likesom prædikestolen og alterringen gulmalet og temmelig tarvelig; men der vil forhaabentlig snart bli en forandring deri. Kirkens gamle prædikestol m. m. har fundet sin plads i museets kirke paa Brække.
 |
|
Gjerpen
kirkes kor
|
I 1804
fik kirken orgel, «den første og
eneste paa landet i egn og amt». Aaret efter, 7/8 1805, oprettedes fast
organistpost med kancelliets approbation av det fra provst Blom og flere indsendte
forslag. 1/11 1809 beskikkedes Peder Christophersen av kirkeeier Løvenskiold
til organist. I sin tale, da orgelet første gang toges i bruk, gir Blom
menigheten følgende vink om den rette sangmaate: ”Al behagelighed i sang og
især i kirken beror”, siger han, ”paa, at en samlet menighed bruger maadelig
stemme, da der altid er forskjel paa raab og sang. Man synger ikke”, siger han
videre, ”for at vise sig og hæve sig, men for at blande andagts toner til aands
opløftelse”.
Med hensyn
til organistens avlønning gik provst Bloms med fleres forslag ut paa, at den
skulde tilveiebringes derved, at hver kommunikant, naar han søkte sakramentet,
skulde nedlægge i en bøsse 2 skilling til organisten. «Ingen skulde være tvungen
til at give mere; men anledning skulde heller ikke være betaget nogen, som
efter evne og gavmildhed finder for godt at gjøre ædelmodigt tillæg.» Denne
ordning vedblev helt til 1866, da den endelig hævedes efter forslag av sogneprest
Holter. Organisten fik nu en fast 1øn paa 50 spd. (200 kroner) av kommunekassen.
Straks efter kirkens ombygning og utvidelse i syttiaarene fik kirken ogsaa
et nyt og meget fuldkomnere orgel, bygget av orgelbygger Jensen i Trondhjem
efter anordning av organist Ludvig M. Lindemann. Det toges i bruk 2den søndag
efter Tref. 1874. Orgelet var for sin tid et meget godt orgel, der hadde kostet
1000 kroner, men blev efterhaanden noksaa ødelagt. I 1908 skjænket da kammerherre
Løvenskiold og frue i anledning deres sølvbryllup kirken et nyt, udmerket
godt orgel. Det blev efter komposition av organist Abraham Hvidsten i Skien
levert av orgelbyggerne Olsen & Jørgensen, Kristiania. Det har 1416 piper,
i alt et moderne utstyr, og koster omkring 10 000 kroner. Samtidig ombygget
og utvidet kamrnerherren det galleri, hvorpaa orgelet er anbragt, og dette
nye galleri blev, likesom selve orgelet, meget rikt utstyret. Det bæres av
en række slanke søiler, hvorpaa alt, likesom ogsaa paa orgelet selv og galleriet,
er holdt i hvitt og guld. Endvidere foretoges ved samme leilighet en forskjønnende
ændring ved takhvælvingen, det vil sige ved det indre tak over orgelet, for
at sikre dette mot ødelæggende væte. Videre blev kakelovnsnischerne smukt
ommuret, tak og vægger ommalte, alt efter arkitekt Bødtkers tegninger og forslag
til en samlet utgift av nye 10 000 kroner. For at skaffe det nye orgel en
tilsvarende dygtig organist, forpligtet kammerherren sig for et tidsrum av
10 aar at yde et meget betydelig tilskud til hans avlønning, hvorved den av
kommunen hittil fastsatte organistløn mer end tredobledes. Som organist ansattes
den udmerket dygtige cand. philos. Olaf Hareide
fra Kristiania. Det gamle orgel solgtes med kammerherrens samtykke av
sognepresten til landhandler T. T. Skræi i Fyresdal for 1200 kroner, paa
betingelse av at han skulde sætte det i fuld stand og forære det til hovedkirken
i Fyresdal. Beløpet har sognepresten faat lov til at anvende til fri, videre
utsmykning av kirken. Han har hittil anvendt en del til anskaffelse av billeder
av presterækken, deriblandt store fotografier av de fra Gjerpen utgaaede biskoper,
av hvem man ikke tidligere hadde billeder, samt en udmerket god malet kopi
av et portræt av provst Edv. Munch, prest i Gjerpen 1813‑1884, professor
P. A. Munchs far. Desuten er mindre beløp anvendt til oppudsning av seks høiryggede
antike stoler og til anskaffelse av nogle finere tepper, deriblandt et vakkert
gulvteppe indenfor alterringen. Det meste henstaar dog endnu ubrukt og samler
renter i Gjerpens sparebank.
Indtil kirkens restauration i 1871 var der ved kirken indrettet to likkapeller, general Johan Arnolds paa østsiden, fra 1699, og verkseier Peter Børtings paa nordøstsiden, indrettet i 1701. Til vedlikehold av det Arnoldske likkapel blev paa skiftet efter generalen og frue utlagt det mellemste bruk i Løberg, som feltmarskalk H. J. Arnold, generalens søn, senere solgte for 300 riksdaler, der efter hans død, i 1759, blev utbetalt til sønnen geheimeraad J. F. Arnold, efter hvis død beløpet igjen skulde overleveres til nærmeste arving. Geheimeraad Arnold døde i 1785, og hans arvinger, der tilhørte den grevelige slegt Wedel Wedelsborg i Danmark, har vel ikke længer hat nogen interesse av vedlikeholdet, og summen er blit borte. [7] Gravkapellet er dog blit staaende og tilhører nu familien Løvenskiold paa Fossum. Der er blandt andre indsat statholder Løvenskiolds kiste, Eidsvoldsmanden. Kisten bares ut i døraapningen og bekransedes efter gudstjenesten 17de mai 1914. I dette kapel indsættes fremdeles efterkommere av statholderens familie paa Fossum. Det Børtingske kapel blev derimot ved restaurationen omdannet til et rum for daabsbarn. Samtlige øvrige kister fra begge kapeller samt en hel del, som hadde henstaat i kirkens kjeldere, deriblandt antagelig flere av Gjerpens gamle prester, blev nedsat i en stor fællesgrav like i nordøst for kirken, og der sover de nu dødens søvn side om side, store og smaa, de gamle patricierfamilier i Gjerpen fra det 17de og 18de aarhundrede. Flere av de ytre kister, der var forsynet med kostbare beslag og messingplater med lange inskriptioner, har nu faat sin plads i den likkjelder, som er forbundet med kirken i museet paa Brække. En mængde løse plater og beslag er ogsaa opstillet der. I 1899 lot kammerherre Leopold Løvenskiold denne store fællesgrav omgjærde med et jernstakit og satte op et eindommelig formet, langstrakt monument, forsynet paa vestsiden med navnene paa de her hvilende døde av den Arnoldske familie, generaler og andre høie militære, og paa østsiden med navnene paa verkseiere og godseiere av den Løvenskioldske familie. Av andre grave av almindelig interesse kan nævnes provst Bloms og hustrus grav, videre
 |
|
Orgelgalleriet
i Gjerpen kirke.
|
stadsfysikus
Johannes Møllers fra Aakre, Borgestads gamle familiegravsted og biskop Skaars,
alle beliggende mot kirkegaardens sydøstre hjørne. Alle disse gravsteder
skal herefter bevares uten fæstefornyelse og vedlikeholdes av kirken. Endelig
kan ogsaa merkes gaardbruker Gunnar Sems grav (han døde 24/2 1906), hvorpaa
er reist en vældig bautasten, som bønder i Bratsberg har sat over Bratsberg
landhusholdningsselskaps dygtige formand.
Et par
høitstaaende personer, der ikke tilhørte Gjerpen, kom ved eiendommelige
omstændigheter til ogsaa her at faa sit sidste hvilested, idet deres jordiske
levninger indsattes i det Løvenskioldske gravkapel, nemlig grevinde Trampe og
kammerherre Kaas, om hvem vi her i den anledning skal meddele følgende nærmere
oplysninger.
Anna Dorothea Trampe, datter av høiesteretsjustitiarius
Edvard Colbjørnsen, var 8/5 1808 i Kjøbenhavn blit gift med grev Fredrik Kristian
Trampe. Denne hans unge hustru, der forøvrig var hans anden hustru, skulde
reise efter ham til Trondhjem for derfra sammen med ham at seile til Island,
hvor han var blit stiftamtmand eller stiftsbefalingsmand; men paa opreisen
fra Danmark døde hun paa Brække i Bamle 13/10 1808. Derfra flyttedes hendes
lik til Gjerpen og indsattes i det Løvenskioldske gravkapel 19/10. Hun var
ved sin død kun 16.3/4 aar. Paa hendes kiste stod følgende inskription: «Herunder
hviler Anna Dorothea Colbjørnsen, fød den 21de januari 1792, gift den 8de
mai 1808 med Fredrik Christopher (?), greve av Trampe, kammerherre og stiftsbefalingsmand
over Island. Død 13de oktober 1808.»
Kammerherre
Georg Konrad Kaas, der var medlem av
den for Norge utnævnte «regjeringskommission», omkom, som bekjendt, ved at det
fartøi, hvormed han skulde reise op fra Danmark, forliste utenfor kysten ved
Bamle. Hans lik blev senere gjenfundet og gjenkjendt og førtes ogsaa hit til
indsættelse i det Løvenskioldske gravkapel, hvor det blev indsat 23/3 1809.
Saa vel
mot øst som mot vest fra kirken er der fra kirkegaardsgjerdet en ganske
ualmindelig vakker utsigt; kirken ligger nemlig saa høit og frit og
dominerende, som man vil ha set paa billederne av den. Men den har av samme
grund ogsaa flere ganger været utsat for ødelæggelser ved lynnedslag. Om et saadant
voldsomt tordenveir, hvorunder kirken led betydelig skade, skriver provst Blom:
«Den 26de juni 1797 indtraf ved et heftigt tordenveir og skarp lynild fra
norden, at Gjerpens kirke blev beskadiget paa et par vinduer og begge sider
paa taget i nærheden av taarnet. Henved et tusind blaa tagsten ere sønderslagne
og nedkastede; bordtaget under samme er ligesaa søndersplittet. Noget av
klædningen paa taarnet nede ved taget er splittet ligeledes. Av muren i
vinduerne findes sten opveltet og adskillig smaat nedkastet av splinter, kalk
og sten om og udi kirken». Det maa ha været en mandag; ti Blom tilføier:
”Tilfældet paa samme tid igaar vilde kostet mange menneskers liv”. Den 3dje
august 1900 indtraf et lignende tilfælde. Det var en vakker solskinsdag, hvorunder
der pludselig brøt løs et frygtelig uveir. Lynet slog red i taarnet og voldte
en stor ødelæggelse paa det, som det kostet megen besvær at faa udbedret. Et
fremmed turistselskap fra Bergen paa 3 herrer og 2 damer, hadde uheldigvis
søkt sin tilflugt i svalgangen under taarnet, hvor flere av dem under et vældig
skrald blev svimeslaat, men dog kom sig igjen efter en tids forløp og syntes
ikke at ha lidt nogen varig men; den skræk, de utstod, glemmer de derimot
neppe. Taarnet er nu forsynet med lynavleder. I vinterstormene kan det gaa
haardt paa takstenen.
 |
|
Gjerpen
kirke sett fra vest
|
Gunnar
Knudsen og hustru skjænket ved gavebrev, datert 5/7 1889, 4 000 kroner til
et legat, hvis renter skal brukes ”til forskjønnelse av Gjerpen kirkes omgivelser”.
Renterne er de sidste aar særlig brukt til træplantninger. En betydelig forskjønnelse
av Gjerpen kirkes omgivelser var forøvrig alt tilveiebragt i 1886‑1887
ved den kostbare opmuring av indkjørslen til kirken og dennes beskyttelse
med jernrækverk. Dette arbeide kom paa ikke mindre end kr. 1 453,43. Det var
ogsaa grundlæggende for, hvad der senere kunde gjøres.
Da den
gamle kirkegaard omkring kirken i tidens løp var blit rent for liten, blev der
efter en hel del forhandlinger ved kngl. res. av 11/9 1839 tillagt den
nuværende vestre kirkegaard, 3 maal stor, med en aarlig avgift av 1.1/2 spd.
til sognepresten, der ogsaa forbeholdtes det paa den faldende hø. Der gjordes
da ogsaa nogen forandring ved den gamle kirkegaard og navnlig ved den til
kirken førende vei. Noget av det, som voldte vanskeligheter ved denne
kirkegaardsutvidelse, var ogsaa hensynet til kirkeeierens specielle interesser.
En merkelig uskik, som stod i forbindelse med kirkeeierens interesser, var
blit temmelig almindelig ved denne tid eller mot slutten av 30‑aarene,
nemlig at «mange søgte at tilsnige sig brugen av kirkeklokkerne til begravelser
ved at lade disse udføre under sammenringningen» ! Sogneprest Rodes forbud
herav foranlediget en del avisskriveri, hvori ogsaa statholderen blev
indblandet som den, der i egenskap av kirkeeier hadde foranlediget sogneprestens
forbud av denne uskik, der var et indgrep i kirkens rettighet. Men heller ikke
denne kirkegaard var længe tilstrækkelig; ved kngl. res. av 30/11 1846
tillagdes yderligere 10 maal, den nuværende nedre kirkegaard, mot en aarlig
avgift av 6 spd. til sognepresten foruten det paa den faldende hø.
