XI.

 

Litterære og kunstneriske interesser i 30-aarene. --- Kjendte mænd og familjer. --- Henrik Ibsens slegt. --- Edw. Munch. ---  Skiens marked. --- Ole Høiland. ---
Utvandring til Amerika. --- Nabosognene. --- Dagligt liv i Skien. --- „Ugebladet” gaar ind.

 

 

Fra Feilbergs boktrykkeri utgik ikke alene Ugebladet, men ogsaa en del smaaskrifter og et og andet litt større litterært tiltak, saaledes allerede i 1829-31 „Euphrosyne”, et tidsskrift for unge damer, som oplevede 2 hefter. I 1832 averterer Feilberg endvidere at ville trykke en „Fransk-Norsk og Norsk-Fransk Ordbog over Sø-Udtrykke”. Den var forfattet av skibsfører Søren Munk, væsentlig som et utdrag av en „Dictionaire de la Marine Francoise par Mr. Charles Romme”, og begrundes med Norges „betydelige samfærdsel med Frankrige i de senere aar”. Skiens hørere skole eier et eks­emplar, som har tilhørt Hans Blom (dengang elev av skolen, senere rektor) og av denne ivrige fransk-mand er forsynet med talrige tilføielser. I 1834 kom adjunkt Plums tabellariske „Universal-Omrids af den gamle Historie”, og 1840-41 en latinsk doctor’ disputats av kompagnikirurg (senere professor medi­cinæ) F. C. Faye, i 2 dele. Det maa ha været et noksaa vanskelig boktrykkerarbeide (man blir uvilkaarlig imponeret ved at læse paa titelbladet „Skienæ

MDCCCXL, Typis P. Feilberg) men saa bodde jo den lærde forfatter her og kunde selv læse korrektur. Skolen eier et eksemplar med egenhændig dedikation „Viro consultissimo N. B. Cappelen, Præfecto urbis, devinctissi­mus auctor”, og et til „Studioso doctissimo H. Blom amicus auctor”. ---

Søren Munk

Fra sit trykkeri drev Feilberg ogsaa bokhandel og i sine senere leveaar (han døde 1863) et leiebibliotek, som efter en bevaret katalog tællet 1081bind. --- „Ugebladet” kostet 3 spd. aaret, ogsaa efterat det allerede fra 1/7-1832 utkom 2 gange ukentlig (onsdag og lørdag). Det hadde i mange aar ingen nærmere konkurrent end „Jarlsbergs og Laurvigs Amtstidende”, til hvis utgiver Ugebladet i 1834 rettet følgende morsomme advarsel:

 

„Svært Ingen, kjære Hansen, i dit Blad ---

Personlig Sværte saa man sjelden gavne ---

Men vi indstændig bede Dig: O lad

Ei dine Typer Sværte savne!”

 

Det maa indrømmes at Ugebladet var upaaklagelig baade med hensyn til papir og sværte. Av samtlige aargange 1830-39 er 2 eksemplarer bevaret, hvorav det ene tilhører Universitetsbiblioteket, det andet Skiens højere skole.

 

Jens Melgaard

Som bokhandler fik Feilberg tidlig en konkurrent i bokbinder Alexander Melgaard, som allerede i 1832 (Ugebl. no. 12) averterer tilsalgs en hel masse literatur: skolebøker for den lærde skole, andagtsskrifter, underholdende læsning o. s. v. i broget blanding. Den danske skjønlitteratur, som dengang i stor utstrækning var vor aandelige næring, er næsten ikke repræsenteret; derimot de merkeligste bøker og titler, som nutidens læsende publikum er aldeles ubekjendt med, men som altsaa dengang maa ha været kurante saker: „Verdens forhaanden nærværende Ende”; „Øen Klippeborg”; „Den nyeste Puncteer Kunst”; „Den gamle ubedragelige Planet-Bog” o. s. v. Norsk litteratur, som der jo var litet av, er repræsenteret av Storm Munchs „Præsten i Hallingdal”, provst Graves „Nationalfortællinger” (G. døde som prest i Saude 1820) og det i sin tid meget bekjendte hefteskrift „flermoder” (av den tids nordmænd uttalt Her-mò-der!). Melgaard døde 1636; forretningen fortsattes av enken og sønnen Jens Melgaard, som i næste decennium optraadte som boktrykker og bladutgiver. En katalog over hans leiebibliotek (trykt hos Feilberg 1841) indeholder 781 no., hvoriblandt intet av H. Wergeland og 1 --- en --- bok av Oehlenschläger! Men Göthe findes da i 5 bind, Marryat og Bulwer.

 

For lejebibliotekerne utviklet sig, tilfredsstilledes læsetrangen ved læseselskaper. I museet paa Brekke findes en bok (L. Kruses „Bidrag til et nordisk Riges hemmelige Hof-Historie”, Kbhv. 1825) med indskreven forteg­nelse over et læseselskaps medlemmer i Skien 1825-26; den omfatter 46
navne, næsten alle fra de velkjendte familier i Skiens societet (deriblandt Knud Ibsen). Hvert medlem hadde boken en uke. I 1830 ser man at bokhandler Schive i Kra. hadde et læseselskap i Skien, med provisor Schive som mellemmand, og i samme aar averterer Jørgen Flood Ording som bestyrer av en læsecirkel; i 1834 hadde han desuten et leiebibliotek, hvor man for 6 sk. fik laane 2 bøker. Av et avertissement fra ham sees at begge institutioner samtidig var i virksomhet, baade leiebiblioteket og „Skiens læseselskab”.

 

Follestad

Den bildende kunst var til dagligdags repræsenteret av tegneskolens lærere Bøttger og O. Nielsen, av hvilke den første hadde faat en god utdannelse i Kjøbenhavn og antagelig var den som leverte transparenterne ved festligholdelsen av 26de januar og 17de mai; æreporten for kronprins Oskar i 1833 har vel begge været med at faa istand. Ole Nielsens tegning til indkjørselsportalen paa Gjemsø eksisterte endnu i 1886 og blev stjaalet under branden. --- Saa var det Feilberg, som maa ha været en dygtig landskapstegner, at dømme efter de 2 prospekter av Skien fra 1830-31, hvorav der endnu findes adskillige eksemplarer. I 1834 averteres de tilsalgs fra trykkeriet, for 36 skilling sort og 72 sk. illumineret (>: haandkoloreret); farvetryk kunde han neppe præstere, skjønt kunsten var kjendt allerede i det l8de aarhundrede. Leilighetsvis nævnes malermester I. Olsen i Porsgrund som en mand med kunstneriske anlæg og intentioner. Ved en enkelt anledning kom han dog galt fra det med sin kunst: i 1831 hadde han utstyret et offentlig plakatbræt i Vestre Porsgrund med Norges løve i blaat felt, med den følge at en ivrig patriot (Andreas Broch, senere adjunkt i Kra.) høvlet løven væk, saa brættet saa ut som „en skandale” (Olsens uttryk i den avisfeide, som utspandt sig i Ugebladet). Det hjalp ikke at Olsen paa­beraapte sig at heraldikens regler krævet blaat og guld sammen; hans nidkjære kontrapart anbefalte ham at male gjerne et forgyldt æsel i blaat, om han lystet, men lade Norges løve være i fred!     --- Av og til kom der reisende malere, som slog sig ned her en stund. Saaledes var Hornernann her i 1833; Mathias Stoltenberg (hvis navn som kunstner er gjenoplivet i nyeste tid) 1830 og 1834 som portrætmaler og gav undervisning i tegning, og i 1838 Rademacher, som i Ugebladet averterer portrætter og prospekter. Stoltenberg bodde under sit ophold her paa „Øen”, mens Rademacher holdt til paa Klyve ved Porsgrund. Samme aar averterer Feilberg prospekter av Gausta og Rjukan, men de var vel ikke hans eget arbeide. --- Det er kjendt nok, at Henrik Ibsen i barneaarene syslet ivrig med tegning og farver; et billede av Follestad, utført 1842, viser anlæg og tør vel tillike betragtes som et bevis paa at der i Skien har været noget at lære i den retning.

 

------------------------------------------------------

 

Nogen enkelt ledende mand hadde Skien ikke i disse aar, hverken i kjøbmandsgruppen eller blandt embedsmændene, efterat Didrich von Cappe­len, eidsvoldsmanden, som i saa mange aar hadde hat en førerstilling blandt borgerne, var død 30/4-1828. Efterat hans bygaard var brændt i 1813 (den laa søndenfor det nuværende raadhus) flyttet han til den store landgaard Mela, hvor han allerede før drev et mønsterbruk (omtalt i Chr. Prams reiseberetning 1805). Han hadde git 10,000 rdl. til oprettelsen av det norske universitet og var (som ovenfor fortalt) den ivrige oplysningsven og offervillige borger da borgerskolen blev grundlagt i 1812 og latinskolen 1822. Omfanget av hans virksomhet som skibsreder og trælasthandler fremgaar av de oplysninger som tidligere er meddelt om Skiens handelsflaate i krigs­aarene og tiden 1815-28. Det var saaledes en handelsmagnat i den gamle store stil, en typisk repræsentant for „slægten fra 1814”, som her gik til hvile samme aar som Skiens berømteste byesbarn blev født. Hans gravsted er paa kirkegaarden paa Lunde (byens næstældste); familiegravstedet paa den ældste blev flyttet til museet paa Brekke, da denne ældgamle kirkegaard blev raseret 1910 og 1911. --- D. v. Cappelen var 2 gange gift: I med

Maria Plesner (f. i Skien 1768, d. 1800), datter av kjøbmand Knud Plesner og Maria Kall. II Marie Severine Blom (f. i Skien 1778, d. 1832), datter av skibsreder og kjøbmand Hans Christophersen Blom paa Lagmandsgaar­den og Elisabeth Rougtvedt. De her gjengivne portrætter er efter originalmalerier, hvorav de to ældste er utført av den bekjendte portrætmaler kaptein I. Munch. ---

Maria Plesner
Didrich v. Cappelen
Marie Severine Blom

Da D. v. Cappelen døde, hadde han netop kjøpt Gjemsø av den danske gren av familien Adler. ---Sønnen Hans Blom Cappelen (f. 1803 og saaledes dengang endnu en yngre mand), som overtok godset og forretningen, foretok endel forandringer (se foran om Ole Nielsen) inden indflytningen i 1832, hvorved stedet fik det utseende som det (indtil en ildebrand i 1885, aaret før Skiens store brand) hadde i den lange række av aar, hvori „Klostret” var centrum for den høiere selskabelighet i Skien.

 

Hans Blom Cappelen

Det var et medlem av denne fremtrædende og vidt forgrenede slægt som i en halv menneskealder kom til at beklæde stillingen som byens ledende embedsmand. Borgemester Bruenich trak sig tilbake i 1830 som sorenskriver paa Romerike, og hans eftermand som byfoged var Nicolai Benjamin Cappelen (søn av grosserer Ulrich Cappelen i Porsgrund) f. i Skien 15/9-1795. Nogen fremtrædende jurist var han ikke, ialfald ikke av dem der hadde let for at „slaa fra sig” (det var vel denne mangel som gjorde at det ikke lykkedes ham at opnaa høiesteretsadvokaturen), men han hadde interesse for offentlige anliggender, særlig og bank- og pengevæsen (hvorom han har forfattet et par smaaskrifter) og var en i aandelig henseende vel avballanceret mand med en agtværdig karakter. Herom vidner de tillidsposter han i sin kommune beklædte som bankmand baade i spare banken, Norges bankavdeling og disconteringscommissionen, og storthingsmand 1839; han var ogsaa medlem av den kgl. kommission i anledning av „Torveslaget” i Kra. 1829. --- Hans økonomiske stilling maa ha været særdeles god, eftersom han eiet og bebodde Mela; senere en stor gaard i Telemarksgaten (no. 47-48 efter den gamle inddeling), en av de faa større gjenstaaende trægaarde efter branden 1886. I 1859 var han lignet efter en formue av 25,000 spd. Han synes ogsaa 1831 at ha bodd eller ialfald hat kontor i den bekjendte Stockmangaard. --- Der er i Ugebladets første tid endel klander over hans ledelse av valghandlingerne paa raadhuset; men forøvrig synes han at ha sluppet let fra tidens brytninger mellem embedsvælde og borgerfrihet. Han har vistnok været en fredelig mand; under det store sammenstøt i injuriesaken om „Langefossa” erklærte han sig inhabil og fratraadte som dommer. --- N. Cappelen var byfoged i Skien 1830-47, derefter sorenskriver i Bamle, og døde (ugift) i Skien 28/1-1866. Et fremtrædende træk ved ham er at han var bibliofil (boksamler) i stor stil, som vistnok kjøpte meget mere end han kunde overkomme at læse, at dømme efter de levninger av hans bibliotek som arvingerne skjænket Skiens højere skole: praktiske fagskrifter av alle slags, islandske tidsskrifter,. interessante juridiske samlebind og specielt en mængde aviser og tidsskrifter fra 20-30 aarene, omhyggelig samlede og indbundne: Morgenbladet, Statsborgeren, Vikingen, Nationalbladet, Patrouillen, Den Constitutionelle, Rigstidenden o. s. v. i lange baner. Vi kan takke denne hans sjeldne interesse for et komplet eksemplar av Skiens Ugeblad 1830-39, hvori endog tapte nummere er er stattede med haandskrevne! --- Der var forresten flere end N. Cappelen som i den tid viste den periodiske presse en slik opmerksomhet i at opbevare den, men en uskjønsom efterslægt har ødelagt deres samlinger som makula­tur og pakpapir. At ikke en lignende skjæbne overgik byfoged Cappelens efterladenskab var et stort held, som vel nærmest skyldes overdragelsen til et offentlig institut.

 

Nicolai Benjamin Cappelen

Byens sogneprest Jacob Bull (f. 1784) var vistnok ingen „Brand”, men heller ikke nogen ubetydelig mand. Han hadde en særdeles god embedseksamen og hadde før han blev prest været lærer i historie og geografi for øverste klasse ved Trondhjems kathedralskole, derefter ved Schouboes be­kjendte institut i Kjøbenhavn. Sogneprest i Fredriksvern 1814; storthings­mand fra „Grevskaberne” 1814; sogneprest i Skien 1830; storthingsmand 1833; provst 1835; tok avsked 1845 og døde i Kra. 1850. Vi har ovenfor set ham som taler ved tegneskolens aarsfester og ved Skiens deputation til Carl Johan 1839; i de fra disse anledninger refererede taler vil man for­gjæves søke spor av nogen veltalenhet efter vor tids smak, men han har sikkert været en mand med kundskaber og interesse for skole og oplysning, antagelig uten særlig præg i religiøs henseende[1]).

 

Den lærde skoles mænd var ogsaa stilfærdige folk. Rektor Ørn, den ubetinget betydeligste av dem, var jo en utpræget stuelærd, en ungkarl uten husholdning og som neppe omgikkes andre end sin nærmeste familie. Den der kom ham nærmest i lærdom og anseelse, adjunkt Arentz (ansat 1829), var vistnok en lærd særling, men samtidig i besiddelse av egenskaber som gjorde at han (med eller mot sin tilbøielighet?) litt efter litt blev trukket ind i det kommunale liv. Vi finder ham i næste decennium som bankadministrator (han var en utmerket matematiker), ordfører, storthingsmand, ja en kort tid endog avisredaktør, medens Ørn ikke drev det højere end til at fungere som overligningsmand. Begge var nær knyttet til Skien ved fa­milieforbindelser: Ørn var født her, og Arentz indgiftet i familien Stockmann. Om disse to og om skolens øvrige lærere henvises forøvrig til den i bind I givne fremstilling av latinskolens historie; ved borgerskolen virket personelkapellan Monrad (f. i Skien 1809) og Wibe, medens cand. theol. Hansen fra 1841 hadde privatskole (hvor Henrik Ibsen gik, samtidig med Hans Cappelens søn Didrik C.). Den skal ha tællet ca. 20 elever, fordelt paa 2 klasser. Hansen hadde en medlærer, Gunder Austad, som underviste i norsk, regning og skrivning. Latin var ikke blandt fagene, men Henrik Ibsen fik særskilt undervisning deri av Hansen. --- 21/4-1838 døde rektor og klokker Hessler, i sit 70de aar (ifølge annonce av enken Anna Alisa Joachima f. Winther); hans rektortitel var den sidste levning av Skiens ældste latinskole. --- Det er allerede antydet at Skien i disse aar huset en opgaaende lægevidenskabelig stjerne:     dr. Chr. Faye, hvis latinske doctordisputats blev trykt hos Feilberg og som senere blev professor medicinæ og livmedicus hos Oskar I.

Hans Munk

Hans ældre kollega landfysikus Hans Munk (f. i Danmark 1770, d. Skien 1848) var ogsaa dr. medicinæ og en betydelig forfatter i sit fag. --- I 1837 døde apoteker Mülertz, som drev indsamling og export av medicinplanter. --- De militære spillet ingen større rolle i Skien; de var spredt omkring paa chefsgaardene i bygderne, dog bodde korpschef Stabell her i 1826 og senere, og kaptein Jebe, som flyttet til Porsgrund. Men saa har vi jo juristerne, som var saa mægtige i datiden at der endnu lever det ord efter dem: „Verden tilhører os jurister!” --- Amtmanden bodde, som vi har hørt, utenfor amtet, paa Brunla ved Fredriksværn, indtil hans efterfølger Carl Valentin Falsen kom hit i 1839 og bodde paa Søndre Brekke, som rigtignok hørte til Gjerpen, men fra hvis have og lysthus man saa like ned i byens gater og gryter. Han var en politisk og administrativ størrelse, hadde repræsenteret Trondhjems by og Buskeruds amt paa en række av storthing og stadig beklædt præsidentstolen i thinget og dets avdelinger. Prokurator Pavels Hielm er det tilstrækkelig at nævne, han var jo byens livligste hode; prokurator Gullichsen repræsenterte byen paa thinget i 1836 og 37 (altsaa under den berømte riksretsaffære); bankkasserer Simon Thorbjørnsen, kst. byfoged 1839, og byfoged Cappelen er ovenfor omtalt, og naar hertil føles foged Paludan (d. 1838) og prokurator Søren Blom (paa Falkum), senere byfoged i Brevik, er dermed denne gruppes vigtigste mænd opregnet.

 

Blandt de næringsdrivende var familien Blom den talrigste. I mandtallet av 1838 er der 5 stemmeberettigede borgere av dette navn (det maa erindres at matrikuleret eiendom, hus eller jord, dengang var en betingelse, undtagen for embedsmænd), og der var endda mange fler.

Christopher Hansen Blom

Familiens førstemand var Christopher Hansen Blom (f. 1800, d. 1879) eier av Bratsberg (som han arvet med sin første hustru Marie Elisabeth Cappelen ved hendes far D. v. Cappelens død i 1828) og Frogner, hvis vakre bebyggelse med den prægtige poppelalle skyldes ham. Han eiet ogsaa den mægtige (nu forsvundne) reberbane paa Mela og var efter svigerfarens død vistnok byens første kjøbmand; storthingssuppleant i 1838. --- Paa Lagmandsgaarden residerede hans ældre broder Andreas Rougtvedt Blom (f. 1787, 1851), skibsfører og godseier. Han hadde gaat i skole i England (Cornwall) og som skipper oplevet adskillige eventyr i krigsaarene, førte i 1828 broderens store skib „Baron Holberg”, og var ifølge traditionen en dominerende personlighet, som det ikke var let at staa sig for.

Andreas Rougtvedt Blom

I nogle skrevne erindringer fra den tid skildrer en dame av societeten ham saaledes: --  --  -- „Saa var det fatter Andreas, mødende frem i sin lange graa frakke til fest som til arbeide, med sit vid og sin spøg, der avpassedes efter alle forekommende leiligheder, altid glad, ialfald blandt flere og anførende tonen i ethvert selskab. Var der nogen iblandt, der ikke var ham gunstig, var det kuns at vige; Andreas Blom maatte vinde seier for enhver pris, sleben eller usleben. Alle morede sig ved ham, men alle maatte bøie sig, ikke alene for hans sprudlende vid og vældige tungefærdighed, men ogsaa for den Retssands han altid gjorde gjældende. Han viste retten frem i dagen, naar den længe hadde ligget i mørket”. --- Efter denne skildring ligger det nær at gjætte paa at signaturen A (og dens dobbeltgjænger) i den ovenfor omtalte feide i Ugebladet 1831 med poeten Hanson ikke var nogen anden end „fatter Andreas”. Det vil erindres at Pavels Hielm (maskeret som den konstituerede leilighedspoet „Lykke paa Reisen”) endte feiden med et av sine mest vellykkede epigrammer. --- En søn av Andreas Blom var den senere rektor (paa Tromsø og Fredrikshald) Hans Blom, student fra Skiens skole 1839.

 

Saa var der endvidere kjøbmændene Cornelius Blom (eiet og førte brig Axel og Valborg) og Knud P. Blom (gjorde opbud i 36, men fik sit bo extraderet); Christopher Alb. Blom, som kjøpte enkefru Cappelens gaard ved det nuværende Jernbanetorv og i egenskap av „herbergerer” (>: hotelvært) ydet lokale for „assembleselskabet” og ved større festlige anledninger. Hovedbygningen brændte i 1888, men en sidebyg­ning staar endnu; dens høie kjælder huser nu en av byens kinematografer. --- 


Albert C. Blom takserborger 1833. Hans søn Albert D. Blom (førte „Karen Elisa” i 1830).         Johan Valentin Blom, sen., kjøb            mand, d. 27/1-1834, 70 aar gl. Gift med Elisabeth Marie Plesner. --- Johan Valentin Blom, jun., forvalter i Graaten, i 1889; Johan Blom, storthingsmand fra Skien 1821-22 og motionær ved latinskolen oprettelse, gik over i toldfaget og forlot byen. Endelig var der da den ovenfor nævnte prokurator Søren Blom, i sin generation den eneste akademiker av denne utprægede handelsslægt heri byen.

Jens Nilssøn Ørn

 

Grosserer Jens Ørn, storthingsmand 1830, døde aaret efter. --- Familien stammet fra Telemarken (lensmand Jens Nilsson Ørn, d. 1703 i Fyresdal). Kjøbmand Hans Ø. Bodde i Hjellen og hadde 3 sønner: rektor Knud Ramshart Ø., grosserer Jens Ø. og skibsreder Hans Nicolai Ø. --- Jens Ørn var i 1826 en av de største skatteborgere, eiet 3 større fartøier (2 skibe og 1 brig) og bodde ved sin død 1831 i en av byens faa murgaarde, no. 23 ved den nuværende Ibsenpark. Efter branden i 86 tjente levningerne derav som lokale for Skiens sparebank. Broderen Hans Nicolai bodde i sine sidste levedage i en gaard ute paa Klosterøen, som sorenskriver Conrad Schwach kjøpte og bebodde indtil denne brændte i 1854 og ikke blev gjenopført. Ifølge familietraditionen hadde han ønsket at gaa den studerende vei, men maatte som yngste søn gaa tilsjøs. --- Der skal ha eksiste­ret hos Jens Ørn et helt „ahnegalleri”, men derav er kun stamfaderens portræt bevaret, idet rektor Ørn tok det i sin varetægt; resten er som saa meget  andet fra det gamle Skien forsvundet.

 

Ulrich Cudrio

Kjøbmand Ole Cudrio (f. 1767, d. 1822) tilhørte en meget gammel indvandret fransk slægt (Francois Coudrioux, f. 1611, gift med Hedvig Paus). Han var valgt til storthingsmand 1818, men undslog sig paa grund av sygdom, hvorfor suppleanten kateket Taraldsen (se ovenfor under skolernes

historie) rykket op istedet, Sønnen Ulrich Fredrik C. (f. 1794, d. 1857) var en av byens større handlende, eiet 3 brigger og fortsatte saaledes slægtens gamle traditioner. Familiegaarden (no. 24) laa der hvor Ibsenparken nu begynder søndenfra. --- Det her gjengivne portræt av U. Cudrio er efter et (antagelig i England malet) oliebillede. Faderens silhouet er ikke sikkert authentisk.---  I nyere tid er slægten gaat over til at bli landmænd i Gjerpen.

 

Lars Barnholdt, kjøbmand, og Christian B., skibsfører, hadde endnu større traditioner at opretholde, helt fra „præsident” Barnholdts tid i det 17de aarhundrede (se herom bind I). Familiegaarden laa i Telemarksgaten (der hvor nu Prinsessegaten gaar op fra Telemarkstorvet) og bar efter kron­prins Fredriks besøk i 1788 det stolte navn „Prinsegaarden”. Den er paa billederne fra den tid let kjendelig paa de allegoriske figurer i frontespicen og ved sine store dimensioner. ---

Ole Barnholdt
Fru Barnholdt

Lars B. var viceordfører i 1838. Til familiens eiendommer hørte Falkum, Marensro og „brænderigaarden” (ved det nuværende jernbanetorv). De her gjengivne portrætter av Chr. B. og hustru er efter fotografier; oliemalede portrætter av denne gamle og berømte slægt findes neppe.

 

Haandverkergruppen tællet i 1830-40 saa betydelige navne som Feilberg og Bøttger, som jo indtok ledende stillinger i byens kommunale liv; endvidere Ole Nielsen og den gamle Anders Tollefsen Watner som var indflyttet fra Mandal. Han forekommer allerede i 1781 paa subskriptionen til kirkens utstyr og døde i Skien 1843 som huseier og (ifølge traditionen) „Norges bedste snekker”. Han har bl. a. forfærdiget 2 prægtige chatoller, som kjøbmand Altenburg forærede sine svigersønner. Av det ene, som har tilhørt Knud Ibsen og nu findes i museet paa Brekke, gjengiver her en av­bildning fra 1901, da det var utstillet i den store kulturhistoriske utstilling

paa Bygdø. Dets hemmelighetsfulde skuffer og gjemmer var i Henrik Ib­sens barneaar en av hjemmets attraktioner.

 

Altenburgs chatol

Blandt dem der gav det borgerlige Skien sit præg hørte endvidere familierne Ording og Boyson (Bøyesen). Man ser ikke stort til dem i det offentlige (og allermindst i avisen, undtagen gjennem avertissementer en gang imellem) for det var stilfærdige folk, som ikke var anlagt for de større roller; men de har sikkert været repræsentative for en betydningsfuld del av det borgerlige „mileau”. Der er tidligere i dette bind (se ovenfor s. 128) gjort rede for disse slægters forhold i det 18de aarhundrede og deres eien­dommelige aandsretning; i decenniet 1830-40 kan merkes, at Realf Pettersen Ording døde 7/11-1837 i en høi alder (72 aar). Hans handelsgaard var no. 65 (meieriets nuværende tomt paa hjørnet av Prinsessegaten og Skistræ­det). Endvidere Jørgen Flood Ording (d. 12/11-36 kun 44 aar gammel) skibsfører, overformynder og kirkeværge 1831, kst. postmester 1833, forligelses­kommissær 34, bokholder ved Norges bankavdeling ved dens oprettelse i 35. Han hadde, som ovenfor fortalt, et leiebibliotek, var bestyrer av læseselska­bet for Skien og Porsgrund og underviste i handelsfag (aritmetik, bokholderi, engelsk, retskrivning og kalligrafi). Altsaa en meget betrodd og kund­skapsrik mand. --- Av den anden gren av slægten (stamfaderen het Bøye Pettersen Ording) er den mest fremtrædende Jacob Boyson, bekjendt som forligelseskommissær,  d. 31/7-1834, i en alder av 75 aar. Han eiet gaarden no. 58 (likeoverfor Realf Ording i no. 65) og Rising i Gjerpen, hvor der holdtes auktion efter ham 14/10-34. --- Jacob A. Boyson var kjøbmand ved Klevbroen i 1831, og Peder A. Boyson averterer ophør med sin handel i 1832.

 

Av de øvrige handelsmænd og skippere er de fleste nævnt i fortegnelsen over skibsredere, skibsførere og skatteborgere, og ellers leilighetsvis (som i oversigten over handelen side 156, hvor man finder baade store og smaa). --- Et træk i den tids liv er sværmeriet for at eie landgaarde: Altenburg eiet en av Aarhusgaardene, Christopher Paus Bu­slaatten, Cudrio Søndre Veastop, K. Ibsen Nordre Venstøp,

Jørgen Floo Ording

Boyson Vestre Rising, Ole Paus Østre Rising, Peder Flood Petersborg, Johan Blom Grini, H. Chr. Blom Lagmandsgaarden, Chr. H. Blom Frogner, D. Cappelen Mela, J. Ørn Marensro, Peder Haraldsen Sem, Zachariassen Haven, Roligheden, Mikal Melsom Huken.

 

------------------------------------------------------

 

Saa er det da tilsidst familien Ibsen, den i nutiden berømteste og mest efterspurgte av dem alle. Den kom til Skiensfjorden fra Bergen, hvor Peter Ibsen (indvandret fra Stege paa Møen, Danmark) var skibsfører og døde 1766, et aar efter sin søn Henrik, likeledes skibsfører (f. 1726), gift med Wenche Dishington. Hun giftet sig opigjen med Jacob von der Lippe, dengang personelkapellan ved Nykirken, 1771 sogneprest i Solum[2]), død sammesteds 1804, hustruen i 1780). Saaledes kom hendes søn i første egte­skap, Henrik Ibsen (f. s 1765) hertil som barn og blev skibsfører fra Skien. 1789 førte han, kun 24 aar gammel, skibet „Caritas” (115 c.l. med 16 mands besætning). Det var en gammel skute (bygget „inden Langesund” 1749) og hadde tilhørt firmaet Simonssønnerne; 1780 førtes det av Georg Stockmann (egentlig Stokkemand, fra Stokke i Jarlsberg), som faldt overbord og druknet paa hjemreise fra Ostende, hvorefter skibet fortes hjem av Christian Monrad. Stockmans enke eide i 1793 og senere den bekjendte gaard no. 39 (hjørnet av Prinsensgate og Telemarksgaten) som blev digteren Henrik Ibsens barndomshjem. --- I 1789 var skibet kommet paa nye hænder, da Simonssønnernes firma hadde gjort opbud aaret forut. Christian Monrad blev fører av en brigantin „Niels Aall”, og Henrik Ibsen overtok at føre „Caritas” for D. v. Cappelen; gik i 1789 til England med trælast. I 1793 opføres han i Skiens skattemandtal som „boende paa Solum preste­gaard” med 3 rdl. i skat; men i 1797 eide han ifølge brandtaksten no. 27 i Løvestrædet (den senere Henrik Ibsens gate), en 1 etages gaard med 7 værelser, takseret for 2600 rdl. Gaarden laa søndenfor det nuværende raad­hus og blev fjernet ved en regulering av Jernbanetorvet før branden i 1886. --- I 1795 24/11 blev han gift med Johanne Cathrine Plesner (datter av kjøbmand Knud Plesner og Maria Kall). Aaret for dette bryllup er ved en forveksling med et andet bryllup (en ældre søster Marias giftermaal med D. v. Cappelen) sat til 1785; feilen, som hittil har været staaende i alle behand­linger av Ibsenslægten, blev rettet av I. H. Bergwitz i hans i 1917 utkomne verk „Henrik Ibsen i hans avstamning”, hvorfra flere data her er laant.

 

Den førstefødte i dette egteskap var Jacob von der Lippe Ibsen, døpt 6/9-1796. Fadderne var: Mad. Maria von Cappelen, jfr. Wenche von der Lippe, jfr. Anna Winter Jørgensen, cancellieraad Schlanbusch, skibskaptein Johan Plesner, Nicolai Plesner. --- Aaret efter kom Knud Ibsen, døpt 13/10-97. Faddere var denne gang: Mad. Anne Plesner, mad. Elisabeth Blom, jfr. Juel, mad. Stub, D. von Cappelen, forvalter Heuch, Petter Adtzlew, Peder Holmer. --- Da var antagelig faderen med „Caritas” dragen ut paa sin og skibets sidste reise, som endte (uvist naar) med det sørgelige totale forlis ved Hesnes utenfor Grimstad. I museet paa Brekke opbevares følgende dokument (fundet av nærv. forf. i raadhusarkivet og gjengivet her i fotografisk facsimile):

 

P. M! (>: Pro Memoria).

Skipper Hendrich Ibsen førende Skibet Caritas har i Eftermiddag været hos mig, og aflagt reede for sit Mandskab ifølge de Kongelige Anordninger, hvilket jeg ikke ville undlade at tilmelde Deres Velbyrdighed til behagelig Efterretning.

Westre Porsgrund

den l1de August 1797.

Ærbødig

                                                                                                B. Fontenay.

Til

S. T. Hr. Cancellie Raad

og Byeskriver Schlanbusch –

Scheen -

 

 

Mer vet man ikke herom. Det er traditionen, som har bevaret mindet, under de officielle dokumenters taushet. Toldbøkerne for 1798 har (mot sædvane) ingen fortegnelse over skibe og redere, og for 1799 nævnes 3 forlis, men deriblandt er ikke „Caritas”.

 

Knud Ibsen var opkaldt efter sin morfar Knud Plesner, skibsfører og kjøbmand i Skien, død 20/5-1790. Han førte i 1769 skib „Kronprinsesse Lovise” (120 l.), hvormed han forliste samme aar ved øen Man. Det kan ikke sees at han har eiet fartøi selv, men han maa ha sittet ganske godt i det, eftersom han eiet gaarden no. 40 i Telemarksgaten (ved siden av Stockmanngaarden), i 1767 takseret til 1200 rdl. og i 1797 (altsaa paany opført efter branden i 1777) til 4000 rdl. --- Denne gaard, hvor sønnen Nicolai Plesner bodde i 1817 og 1826, var altsaa familiegaarden, Johanne Cathrines barndomshjem. Hendes mor, Maria Kall (f.1741, d. 1786), var datter av en rik kiøbmand Nicolai Kall, hvis store eiendom (no. 290 A) i 1767 laa „ved Vandet nedenfor Saugerne” (formodentlig ved Bryggevandet og var takseret til 2550 rdl. foruten sjøboderne, en takst som dengang kun stod tilbake for Wesseltofternes. Nic. Kall døde i 1774, og baade navnet og gaarden er forsvundne. ---

Ole Paus

Man ser hvor dypt Ibsenslægten var forbundet med Skiens gamle kjøbmandsfamilier, og dette forhold blev ikke for          rykket, da Knud Ibsens mor allerede27/11-1798 giftet sig paany, med skibsfører Ole Paus, f. 1776, d. 1855. Han bodde i 1793 hos Hans Jensen Blom i Telemarksgaten no. 32 (hvor nu metodistkirken ligger). 1806 førte han skib „Venskabet” (91.1/2 c.l.) for Nicolai Plesner; 1814 skib „Hazard” (127.1/2 c.l.) for samme reder. I 1826 opføres han i mandtallet med en indtægt av 300 spd. uten angivelse av bopæl; han var nemlig allerede i 1800 flyttet utenfor byen, op i Gjerpen, hvor han eide og bebygget den prægtige gaard Rising, nær kirken, og hvor han døde i en hoi alder (89 aar) 23/7-1855. Hustruen døde samme steds 8/12-1847. --- Ole Paus var storthingsmand fra Bratsberg amt i 1830; sønnen Christian Cornelius Paus byfoged i Skien 1847-74, storthingsmand 1857, 59, 60. Det her gjengivne portræt av Ole Paus er malet av Mikkel Mandt, en telemarkisk kunstamatør. Billedet av Rising er efter et fotografi, som viser gaarden i dens gamle skikkelse, med frontespice i det 18de aar­hundredes stil.

Rising

 

1825 1/12 blev Knud Ibsen gift med Marichen Cornelia Altenburg; og hermed er vi da igjen inde i en gammel kjøbmandsslægt. Den første Altenburg i Skien var Jochum Altenburg, f. 1684, d. 1745, begravet i Hollen, hvor sønnen Didrich[3]) var forvalter ved Ulefos jernverk (d. 1766). Saa kommer da Johan Andreas Altenburg, f. 1763 (døpt i Gjerpen 20/3 s. a.), gift 4/12-1794 i Skien med Hedevig Christine Paus (f. paa Kongsberg 29/10-1763), datter av holzførster (>:skoginspektør) i Øvre Telemarken Cornelius Paus (begravet 27/9-1799). --- Johan Altenburg var først skibsfører (førte i 1795 det store skib „Emanuel”, 230 1., til England med trælast), derefter kjøbmand. I sin reiseberetning 1805 omtaler Chr. Pram ham som drivende „krambod og kornhandel, velhavende”. I 1817 eiet han gaarden no. 20 (paa hjørnet av Prinsens gate og Skistrædet), takseret til 3000 spd., endvidere et brændevinsbrænderi paa Lundetangen og en av Aarhusgaardene i Gjerpen (en fjerdingvei nordenfor byen). I 1808 eide han en jagt „Hen­richs Ønske”, som blev tat av fienden samme aar; i 1814 en brig „Indu­strie” paa 68 c.l., ført av Johan Blom.

 

I 1797 fik Joh. Altenburg en datter Marichen Christine, som blev døpt 30/1. Fadderne var: Madame Dorthea Blom, jomfru Maria Blom, jfr. Petro­nelle Blom, Christian Blom, Hans Jensen Blom, Ole Paus. To aar efter kom Marichen Cornelia Martine, hjemmedøpt 24/11-1799, bekræftet i kirken 17/5 aaret efter[4]). Hendes første navn var altsaa en gjentagelse av den ældre søsters. --- Johan Altenburg døde 2/10-1824 i Skien. Aaret efter stod da datterens bryllup med Knud Ibsen, første december 1825, og i mandtallet for 1826 finder vi ham indført som kjøbmand i enken Stockmanns gaard, lignet efter en indtægt av 250 spd. Det kan ogsaa oplyses, hvilke varer han indførte og utførte, og hvad hans butik var forsynet med: I 1826 fik han fra Bordeaux (med Severin Backe, fører av „Venskabet”) 1 fustage druebrændevin, 1 do. vin, 1 kasse kapers. Endvidere 8 kasser kandis, 1 fustage raffineret sukker, 40 pd. mandler, lakritssaft, ingefær, allehaande og peber. --- Fra London (med Hans Nic. Ørn, skib „Anna”) bomuldsvarer, farvet bomuldsgarn, farvet og ufarvet traad, farvet kamelgarn og uldvarer. --- Fra Altona (med „Kronprinds Oscar”, kapt. Folkman) 1 fustage raffineret sukker, uldvarer og ufarvet lærred. Og saa var hans butik forsynet med glasvarer, elfenbenskammer, hornkammer, poleret og upoleret jernkram, for­gyldt messingarbeide, poleret do., uldkarder, speil og speilrammer, uægte guldtrækkerarbeide, kniplinger, lærredsbaand, pennefjær, blyanter, tarmstren­ger, blikvarer, Nurnbergerkram, børster, dreierarbeide, optiske instrumenter, merskumspiper, saffiansporteføljer og silkevarer --- rigtig et allehaande­magazin i datidens smag! Det var ikke i saa ganske smaa portioner heller: i 1828 hadde han paa lager 1 pibe druebrændevin (450 potter), 1 oksehode vin (202.1/2 p.), 1 terts eddik (112.1/2 p.), 832 pund kaffe i kreditoplag, 63.1/2 p. brun the, 15 p. peber, 47 p. hvit ingefær, 15 p. allehaande, 478 p. risengryn, 199 p. raff. sukker, 864 p. kandis. I dette aar utførte han 144 p. druebrændevin til Egersund, 365 p. til Bergen; et par smaa partier trælast til Danmark (Veile og Horsens) og til London trælast for 1100 spd. sam­men med D. v. Cappelen. Hermed er arten og omfanget av hans kjøb­mandsvirksomhet betegnet; antagelig har butikhandelen været det vigtigste. Svigermoderen var i 1826 lignet efter en indtægt av 600 spd. Hendes brig „Industris” blev i 1825-28 ført av Claus Barcley.

 

Knud Ibsens første barn, Johan Altenburg Ibsen, f. 3/10-26, døde allerede 14/4-28, kort efter at Henrik Johan, den senere saa berømte digter, var kommet til verden. Fadderne ved denne opgaaende stjernes daab var: Madame Ibsen, jomfru Mariane Paus, Ulrich Cudrio, Hans Jacob Bakke,

skibskaptein J. Stenersen, Jacob Boysen. Hjemmedøpt 28/3, daaben stadfæstet i kirken 19/6. Det vil vistnok vække forundring at høre at Henrik Ibsen ikke er født i Stockmanngaarden. Han trodde det selv og skal ha yttret da man kaldte det gamle „Løvestræde” for „Henrik Ibsens gate”: „Det var da underlig! I den gate har jeg aldrig boet.” Men hans far maatte vel vite besked, og han har til en ven (kontorchef Houen, d. i Skien 1916) sagt: „Det er rart at folk siger Henrik er født i Stockmanngaarden. Henrik er født i Wamberggaarden han !” Denne gaard var no. 28 i Løvestrædet og tilhørte kjøbmand Johan Bülow Wamberg, storthingsmand fra Skien 1827-28. Det er bekjendt at W. og Knud Ibsen var venner (sidst nævnte besøkte W. under hans ophold i Kra.) og det er da tænkelig at K. Ibsen har passet huset for ham under hans fravær i 1828. Ialfald faar man ta det som givet, at Knud Ibsen ikke kan ha erindret feil, og da bærer „Henrik Ibsens gate” sit navn med dobbelt grund, eftersom det hus som farfaderen Henrik Ibsen eiet i 1797 laa likeoverfor Wamberggaarden i samme gate! --- Paa det her gjengivne billede av gaten med kirken i bakgrunden
(efter et oliemaleri i museet paa Brekke, utført 1881 av Chr. Rasmussen) ser man begge huse i forgrunden tilhøyre og tilvenstre. De forsvandt ved branden i 1886, og raadhuset optar nu Wamberggaardens plads. Det var en vakker 1 etages bygning, i 1817 takseret for 2600 spd.

 

Henrik Ibsens gate

Sikkert nok er det allikevel at Henrik Ibsens første barneaar tilbragtes i Stockmanngaarden. De erindringer han selv har meddelt (se Henrik Jæ­gers festskrift og Norsk Forfatterleksikon) som sine første indtryk av verden, knytter sig til denne gaard, som i brandtaksten av 1817 beskrives saaledes (den tilhørte da kjøbmand Christian Stockmanns enke Rachel, d. 1841):

 

„a. Vaanings Huset 2 Etager høj, Tømret Bordklædt mahlet og Tægltægt 24 al. lang, 15 al. breed, tie Værelser med 5 dobbelte Kakkelovne; I Kjøkkenet Skorsteen og Bagerovn; I Bygningen 16 Fag Vinduer, og under Gaarden een muret Kielder. Taxeret for 1580 spd.

b. Een Baghuus Bygning Tømret og Tægltækt 35 al. lang 5 al. breed, hvorudi Bryggerhuus med Skorsteen og Bagerovn samt indmuret Brygge Pande, 3 Boeder og Fæehuus, Taxeret for 350 spd.

c. Plankeværk og Port til Gaden for 10 spd.

Sum 1860 spd.”

 

Paa det side 133 gjengivne billede, et vellykket fotografi fra 1867, ser man nedover Prinsens gate, med Stockmanngaarden nederst paa hjør­net tilhøire; kirken med nogle faa trær lukker utsigten mot syd. Der eksisterer ogsaa et fotografi av facaden mot torvet (nu i museet paa Brekke), likesom der er et billede av Prinsens gate sett søndenfra; paa dette (der er utført av K. Storm) ser man tilvenstre Stockmanngaarden, tilhøire apoteket med en svane over døren; derefter kommer en stor 1 etages gaard (den tilhørte i 1817 kjøbmand Christen Blom) og over denne ser man Al­tenburgs gaard no. 20. Den mørke murgaard som avslutter perspektivet, er grosserer Jens Ørns, og tilvenstre for denne Ole Cudrios. ---

Prinsens gate

Paa billedet fra 1867 (hvor et par Lundeherringer i nationaldragt har stillet sig op som staffage) ser man endnu de for den tid karakteristiske høie gatetrapper og paa huset tilhøire (dengang bokhandler Melgaards) en praktfuld gatedør i rokokkostil. Sammenligner man den daværende bebyggelse med den „city”, som har reist sig efter at branden i 86 la det hele i grus, kan man ikke

undgaa at bemerke, at husene dengang hadde et mere individuelt præg. Man bodde i byen, hver gaard var et familiehjem, ofte med haver og fjøs[5]) (Stockmanngaarden hadde ogsaa sit „fæhus"), der hvor man nu gaar fra butik til butik.

 

Knud Ibsen flyttet (antagelig i 1832) op i svigermoderens gaard, en 2 etages bygning med 10 værelser og adskillige uthusbygninger, takseret for 3000 spd. i 1817. Dette var vel hans bedste tid, men herligheten var desværre av kort varighet, for allerede i slutningen av 1834 ser man i Ugebladet et avertissement om offentlig auktion over madame Altenburgs bræn­deri paa Lundetangen („nu kjøbm. K. Ibsen tilhørende"), pantsat til Norges bank; og i løpet av 1835 fulgte den ene auktion efter den anden: i januar over 6 kjør, 4 hester og 4 svin, pantsat til prokurator S. Blom; i mai over bygaarden no. 20 efter rekvisition av firmaet Kragelius i Hamburg, og litt senere over 2 søboder; i juni over løsøre og indbo (deriblandt 2 speile og 2 „sjeldne gulvtepper"), et vognskur paa Li med have og 2 tomter paa Lundetangen og Blekebakken; og i løpet av dette aar var det vel at fami­lien trak sig tilbake til det ly, som var levnet: den bekjendte lille land­gaard Venstøp, hvor Henrik Ibsen fra nu av bodde til henimot den tid da han i 1844 forlot Skien. (Familien var nok da flyttet ind til byen igjen, til den nedenfor nævnte bolig paa Snipetorp). Av fædrehjemmets indbo er kun bevaret det tidligere omtalte chatol fra snedker Wathners mesterhaand og en tarvelig stol (begge nu i museet paa Brekke, hvor der ogsaa findes en tegning, utført av Henrik Ibsens mor). Portrætter av forældrene findes ikke. Madame Altenburg døde i Porsgrund 7/3-1848, hvor hendes anden svigersøn, J. Stenersen, bodde. ---

 

Der har dog, ialfald om sommeren, været glanspunkter i tilværelsen ogsaa paa det ensomme Venstøp. Gjerpens sogneselskap holdt netop i disse aar sine aarsmøter her paa „Oskarsdagen”, 4de juli, likeledes hadde Skiens skyteselskap sin aarlige skiveskytning paa „Ibsens Venstøp”, og ial­fald ved sidstnævnte anledning gik det vistnok muntert til. Knud Ibsen var nu ikke efter alt at dømme den mand som mistet humøret om verden gik ham imot, og adskillig av den kvasse og overlegne ironi, som utmerker Henrik Ibsens digtning, kan nok gjenfindes i hvad traditionen melder om hans far, med hvem han efter utsagn av folk som har kjendt begge, hadde adskillig tilfælles i utseende, væsen og vaner. Paa selvfølelse manglet det ikke: „Naar Paus’ene er daue, saa er de daue, men mit navn vil leve, det!” sa Knud Ibsen, idet han dog ,vistnok heri trak en veksel paa sin berømte søn. Om dennes verk „Per Gynt” sa han: „Der staar: Du lyver Per” --- der har dere hele  boka!" --- Om sin fallit sa han spøkende: „Alle som har været borgerkapteiner her i byen, har gjort opbud. Jeg fik 2 stemmer ved valget paa kaptein, og det var nok til at gjøre det av med mig". Saa gjorde han en dag en tur til Porsgrund og traf der en meget alvorlig frue, som sa: „Ak ja, De gaar paa gravens rand nu, Ibsen”. „Det har jeg gjort siden jeg blev født, frue!” Selvfølgelig hadde han lystige historier paa lager. En av de bedste var om en harejagt, hvor en av deltagerne (nomina sunt odiosa; det var en herre av societeten) ved synet av haren --- kastet han sit gevær og løp sin vei! --- Paa Venstøp fik han en nat visit av en indbrudstyv. Væbnet med en stok gik han ned fra soveværelset og overrasket malefikanten, en liten feier fra Fossum, som i sin forfjamselse ikke visste andet middel til at redde sig end at han tok frem en lommelærke av brystlommen og spurgte indsmigrende: „Jeg maåtte vel ikke by Dem en dram, Ibsen!” --- Over disse historier frydet han sig svært og serverte dem gjerne. Blandt hans jagtvenner var Cudrio paa Søndre Venstop, som med særlig velbehag mindedes at de en gang hadde hat exellencen Lovenskiold med paa jagten: „Her paa denne stein sat bikkjene, jeg og exellencen”, med passende klimaks i begeistringen.

 

Telemarksgaten

Da Henrik Ibsen blev konfirmeret, foregik dette i Gjerpen kirke. Hans far hadde ventet at Henrik skulde bli no. 1 paa kirkegulvet og blev meget fortørnet da provst Rode stillet en søn av lensmand Pedersen paa Limi øverst, derefter Theodor Eckstorm fra Grini, og saa Henrik Ibsen som no. 3. Men han fandt en trøst i præstationerne ved overhøringen, som i den tid gik forut for avlæggelsen av løftet. De to førstes svar paa provstens spørs­maal var ganske ordinære, men da turen kom til Henrik, var hans svar „formelig som en deklamation, far!” fortalte hans far med stolthet. --- Det er bekjendt nok at Henrik i Johan Hansens privatskole særlig utmærkede sig i religion (og norsk, selvfølgelig). I Norsk forfatterleksikon har I. B. Halvorsen, efter provst Ordings meddelelser, git en livlig og utførlig skil­dring fra Henrik Ibsens skoledage, med sterke glimt av hans begavelse som stilist og satiriker. Paa det her gjengivne billede av Telemarksgaten ser man nærmest tilhøire skolehuset med en høi gatetrap; av Gjerpen kirke i dens daværende skikkelse vil man finde et prospekt nedenfor, under omtalen av præstefamilien Munch.

 

Knud Ibsen gjenvandt aldrig senere sin position som kjøbmand. Efter flytningen til byen igjen fra Venstøp var han i nogle aar ansat i Skiens sparebank og drev da og senere en kommissionsforretning ved salg til byens handlende for de danske skippere, som kom hvert aar op til Skien med sine grønmalte jagter lastet med korn og fetevarer av alle slags. Et hus paa Snipetorp, hvor han længe bodde, er bevaret omtrent uforandret; ved sin død i 1877 bodde han hos kjøbmand Christopher Halvorsen paa Lunde. Hans ydre skildres av kontorchef Houen (hvem vi skylder de ovenfor givne anekdoter om ham) saaledes: „Under middelhøide, spædlemmet, ovalt ansigt, noksaa lang og svakt krumbøiet næse, liten mund; smal mellem øinene, der var temmelig poliske; blondt og temmelig langt haar”. Hans frue var mørkhaaret, med forstandige og dype øine. Hun var alvorlig, blid og elskværdig, mens manden var spøkefuld, skarp og vittig.

 

-----------------------------------------------------

 

Til 30aarenes Skien hører som et nært og kjært naboskap presten Edvard Munch i Gjerpen, som residerte her i 20 aar, fra 1813-33. Slægten er berømt, baade gjennem sit nære forhold til digteren Edvard Storm, sine egne utmerkede ældre medlemmer av navnet Munch og i nyere tid ved betydelige til slægten knyttede kunstnernavne (Ed­vard Munch, Frits Thaulow, Edvard Diriks). Oplys­ninger om slægten og særlig om livet i Gjerpen prestegaard og personalet der findes i flere nyere skrifter: „P. A. Munchs Levnet og Breve” av Laura Larsen Naur; „Nationalforskeren P. A. Munch” av Chr. Brinchmann; og „Gjerpens prestegjelda og presters historie” av J. L. Qvisling hvortil her henvises.

 

Edvard Munch

Edvard Munch var født i Vaage 1780. Hans mor var halvsøster av Edvard Storm, og det var til hendes bryllup Edv. Storm skrev det morsomme digt „Aat Monkje”, hvis original desværre kom væk i posten for nogle aar siden under en forskrækkelig snevinter (det var avsendt hit til Skien for at facsimileres). Efter theologisk embedseksamen 1804 var han i nogle aar huslærer i Porsgrund hos kammerherre Løvenskiold (ifølge Qvisling, som retter den i flere skrifter forekommende feil at det var hos amtmand L. paa Fossum); derefter (fra 1809) lærer i tysk og fransk ved landkadetskolen i Kristiania, og saa i 1813 sogneprest i Gjerpen, efter indstilling fra amtmand Løvenskiold, som hadde „patronatsret” til dette sognekald. Hans breve fra denne tid aander den inderligste glæde over denne befordring, og det er tydelig nok at han har tilbragt de 20 aar i Gjerpen under gjensidig tilfredshet. Munchs formand i embedet var provst Fredrik Chriophersenn Blom, av den bekjendte talrike slægt, som var saa sterkt repræsenteret i Skien; en retsindig og lærd mand, hvis betydelige theologiske bibliotek er bevaret (for tiden i den høiere skoles lærerbibliotek). Munch har ved sin embedstiltrædelse git ham et vakkert eftermæle i kaldsboken, og fortsatte hans gjerning paa bedste maate. Fr. Blom var yngre bror av Hans Chr. Blom paa Lagmandsgaarden.

 

Fredrik Christophersen Blom, f. paa Bjaaland i Laardal

Gjerpen prestegaard var i Munchs tid en dannelsesanstalt av høi rang. Han var en utmerket sproglærer, talte og skrev fransk og tysk og hadde i sit hus en hel række unge mennesker til undervisning: 2 Løvenskiolder (Otto og Severin), som dog antagelig bodde hjemme paa Fossum; de senere sogneprester Paul Hofgaard og Knud O. Knudsen; Ivar Hofgaard; Hans Møller (fra Aakre ved Porsgrund); en voksen franskmand Dublicat, og dertil hans egne gutter, av hvem den berømte Peter Andreas snart blev latinskolens lys og senere en lærd historiker av europæiske dimensioner. Det var forsaavidt særdeles i sin orden at det tilfaldt Edv. Munch at holde indvielsestalen ved latinskolens oprettelse (26/1-1824) og at Peter Andreas er den først indskrevne elev i skolens protokol. --- Munch var gift med Johanne Sophie Hofgaard (datter av sogneprest Andreas Hofgaard, eier av Fornebo ved Kristiania). Hun var 15 aar gammel, da hun stod brud, og har efter traditionen været et usædvanlig opvakt og muntert væsen, som forstod at flette smaa komedier ind i prestegaardens høitidelige liv. I sønne­datterens (fru Larsen Naurs) optegnelser er der bevaret et par prøver paa hendes opfindsomhet i den retning.

 

Der var ventende en huslærer (formodentlig før Munch selv overtok undervisningen i sit hus). En dag i mørkningen stanset en slæde utenfor, og en herre traadte ind og præsenterte sig som den nye huslærer. Presten tok venlig mot den nye mand, gik længe op og ned paa gulvet i ivrig samtale

med ham, indtil der blev bragt lys ind og det opdagedes at den nye lærer var hans hustru iført prestens egne klær! ---

Fru Johanne Sophie Munch

Saa kom da den virkelige huslærer og blev gjenstand for en lignende mystifikation: Han ventet sin forlovede paa besøk og passet i sterk spænding paa hver slæde som kjørte forbi. Endelig kjørte en vel indpakket dame ind paa gaarden, huslæreren ropte: „Der er hun”, styrtet ut og omfavnet --- prestegaardens solide budeie, som var utstyret med fru Munchs hat og kaape! --- Denne tilbøielighet til smaa muntre farcer skal være gaat i arv til P. A. Munch, efter hvad hans datter fortæller. Og saa var der en gammel barnepike, Ingeborg, som var „fuld til randen av alle mulige viser og historier”, saa prestegaarden har nok været et alt andet end kjedelig sted. Rik paa underholdning for smaa og store, i en kreds hvor sindet var opladt til alle sider av tilværelsen. -‑-

 

I 1813 utgav Edvard Munchs bekjendte broder Johan Storm Munch en digtsamling „Fjeldblomster”, hvori der blandt minder fra en sommerreise i 1812 forekommer et digt „Porsgrund og Skien”. Første og sidste vers lyder:

 

„Søstre ! yndigt blomstrende !

I, som omslynged’ af

Venskabs og Enigheds

Tryllende Rosenbaand

Staae udi kjerlig Favn

Og speile med Rødmen

Det hulde Aasyn i

Den sølvblaa Flods

Stilrindende Vande!

 

--- --- --- Men see! mit Hjerte skal

Gjemme med stille Fryd

Stedse dit Minde,

du Yndige Søstrepar!

Usminket Venskabs

Og nordisk Gjestfriheds

Smilende Sæde!

 

Denne reise foregik altsaa i 1812, samme aar som Edv. Munch drog til Kjøbenhavn for at spille den kjedelige rolle som supplikant og (som han selv skriver til Løvenskiold 21/11 s. s.) „staa timevis i Forgemakkerne og vente paa at Naadens dør skal aabnes”. Provst Fr. Bloms død          13/11 s. a. og Løvenskiolds velvilje bragte ham dog uventet hurtig en løsning. --- I 1823 blev Johan Storm Munch utnævnt til biskop i Kristianssand og besøkte da paa reisen sin broder i Gjerpen. Baade i sønnen Andreas Munchs (den bekjendte digters) „Barndoms og Ungdomsminder” og i Fru Larsen Naurs ovenciterte skrift omtales dette besøk, hvorunder der under ledelse av Peter Andreas blev holdt en stor turnering paa „Hestehaugen”. Efter A. Munchs utsagn i et mindedigt over fætteren var denne tidlig paa det rene med deres forskjellige begavelse: „Jeg vil blive mit fædrelands Herodot, bliv saa du dets Tyrtæus” heter det der at han sa til den poetisk anlagte fætter.

 

Bortseet fra endel annoncer som formand i Gjerpen sogneselskap har Edv. Munch efterladt faa spor i Ugebladet. Det vigtigste er et digt „Ved Biskop Johan Storm Munchs Grav” (Ugebladet no. 8 1832), da budskapet kom om broderens død i januar s. a. Han har altsaa ogsaa hat en gnist av digterflammen, og den har slaat ut i lue ved den sterke impuls. Med en let forstaaelig hentydning (ialfald for datidens nordmænd) til broderens plads blandt nationalsangerne heter det her:

 

---„Og er din Bane end fuldendt paa Jord

Dit Navn, din Daad dog skal iblandt os leve ---

Og stedse vil dit Qvads de høie Ord

hver ægte Normands hjerte mægtigt hæve”.

 

 

I 1833 søkte Munch av økonomiske hensyn embedet som stiftsprovst i Kristiania. Han forlot nødig sit kjære Gjerpen, men familien var stor, og saa flyttet han da i mai 1834 til hovedstaden. Før avreisen hadde han den sorg at miste en søn Axel, som døde 9/3-34, kun 6 aar og 5 maaneder gammel. Forældrenes bekjendtgjørelse derom er et sterkt og rørende vid­nesbyrd om deres dype sorg og den almindelige medfølelse fik sit uttryk gjennem ikke mindre end 3 digte i Ugebladet: et av Pavels Hielm og 2 anonyme. --- Julen 33 var altsaa den sidste de tilbragte i Gjerpen prestegaard, og P. A. Munch (som dengang forberedte sig til juridisk embedseksamen) var hjemme paa besøk, medens hans gode ven Welhaven sat paa sin hybel i Kristiania uten utsigt til juleglæder av den slags som da var de mest søkte: juleturing paa landet, hos slægt og venner paa embedsgaardene og storgaardene i de brede bygder. Der var gjæring og sterke brytninger i de akademiske kredse; Schweigaard og Welhaven var brutt ut av Studentersamfundet, hadde stiftet sit eget litterære organ „Vidar”, og nu sat da W. der og skulde læse korrektur paa en avhandling[6]), hvortil P. A. Munch hadde tat manuskriptet med sig! I denne stemning skrev han et rirnbrev til sin kjære Peter:

 

„ --- De er paa Gjerpen, i de gamle Trakter,

hos Far og Mor: det lader jeg passere ---

men De vil støve, vil slaa lld, flanquere !

min Gud! De spilder Deres skjønne Fagter.

 

De er jo egentlig en Kostforagter;

og alt, hvad Skien mægter at levere

blandt smaa og store Døtre af Cythere

har De jo mønstret baade for og agter.

 

Om Julelyset hvælver De en Skjæppe !

En Karl som De maa søge nye Volter

i Skien skjønner man ei slig en Brander.

 

Paa denne Klippe Juleglæden strander;

vær strunk, vær kjæk! De veier dersteds neppe

et Ørken meer end Teisner, Peder Holter!

 

--- Dog ak! hvad ser jeg, Peter! hvilken Mine!

Saa er De endelig paanyt forelsket! ---

nok et Glas Tran! --- De blier da aldrig lædsket

og taber Smagen reent paa ædle Vine.

 

De staar da atter i den gamle Pine! ---

hist sidder hun pingvinsk og stind og mæsket!

--- De har den Skjønne til en Storvalts æsket ---

Jeg seer den hele Balforsamling grine.

 

--- --- Nu skal jeg sidde her og korrigere,

skjønt De tog hele Manuskriptet med Dem;

hvad kjender jeg til Bank og Pengevæsen?”

 

Digtet, som i sin helhet er trykt i prof. A. Løchens biografi av Wel­haven, er skrevet i den velklingende, men vanskelige sonnetform, hvori han samtidig utarbeidet det berømte stridsskrift „Norges Dæmring” (1834), og han gir etsteds i digtet med selvfølelse uttryk for det velbehag han følte ved at kunne mestre disse slyngede rim. Den trivelige dame, hvis pingvinske deilighet han driller vennen med, er vistnok et produkt av digterens fantasi. Hvad hverken brevskriveren eller adressaten ante, var at julereisen virkelig skulde bli skjæbnesvanger for Munch i den i brevet antydede retning; for under julefestligheterne paa Fossum traf han sin skjæbne i Nathalie Linaaes skikkelse.

Fru Nathalie Munch

Hun var usædvanlig musikalsk, og hendes foredrag av Gøthes „Kennst du das Land, wo die Citronen bluh’n” var ikke til at motstaa; efter en række samvær, hvis glanspunkt var en maskerade paa Fossum (hvor hun var skjoldmø og Munch ridder) blev de forlovet og to aar efter gift. --- Dette rimbrev er (tillikemed Wergelands ovenfor omtalte be­tegnelse av Skien som et „Biskaya” i 1836) det eneste berøringspunkt med den litterære og politiske gjæring i disse aar. Ugebladet har ingen gjenklang derav, ialfald ikke av de principielle motsætningers kamp, ingen omtale hverken av personer eller indlæg. Forsaavidt var byen en „ravnekrok”.

 

Edvard Munch var storthingsmand fra Bratsberg i 1827-28 og medlem av riksretten overstatsraad Collett.    Foruten det ovenfor omtalte skoleinternat fik han ogsaa istand et slags privat seminarium paa Gjerpen prestegaard (med bistand av kirkesanger Lund, elev av det dengang bekjendte og ansete Blaagaards seminar i Danmark), en grund mere til at betegne Gjerpen prestegaard som et oplysningscentrum. ---Flere av hans taler er trykt, deriblandt hans avskedsprædiken i Gjerpen kirke 31/8-34. --- Munchs fortjenester blev paaskjønnet med Nordstjerneorden, og han indehadde fra 1839 stillingen som hofprædikant. Døde i Kra. 1847. Det her gjengivne billede av Gjerpen kirke og prestegaard i hans tid er efter en akvarel av Paul Linaae (1861).  

Gjerpen kirke og prestegaard.

         ---  Og Peter Andreas Munch døde som en berømt mand, sit fædrelands Herodot, i det land „wo die Citronen bluh’n”, i Rom 1863.

 

---------------------------------------------

 

Til avslutning paa denne skildring av decenniet 1830-40 hitsættes nogle spredte træk av byens liv. ---I sine erindringer fra barneaarene (trykt i Henrik Jægers festskrift 1888) dvæler Ibsen ved den store interesse som knyttet sig til det aarlige marked i februar. Det var i 1835 at Skiens marked efter 51 aars hvile blev gjenoptat, ved kgl. resol. Av 23/7-34, man kan gjerne sige med blandede følelser fra borgernes side; for de handlende saa visst ugjerne den sterke konkurrance utenfra, og nogen paakrævet og nyttig omsætning av varer synes ikke at ha fundet sted. Ialfald ser man at Ugebladet stillet sig temmelig skeptisk til det hele og ikke er synderlig begei­stret i sin omtale derav. Det blev nok for en stor del til en sammenstimlen av folk, der kom til byen for at more sig. Det er forsaavidt karakteri­stisk at medens Ugebladet ellers ikke befattet sig med „anmeldte reisende”, saa har det dog like før markedet (der begyndte 24/2 og varte i 3 dage) en lang liste over de tilreisende: embedsmænd fra landet og fra nabobyerne helt op til Drammen, handlende og haandverkere, utlændinger fra Sverige og Frankrig (fra Calais og Cambrai!), de fleste indkvarteret hos private, da der kun var et par „herbergere” i byen. Ugebladets markedsberetning lyder saaledes: „Vort Marked var meget talrigt besøkt og som en Følge deraf er en ikke ubetydelig Deel Krambodvarer bleven afsatte, dog syntes ikke et større Antal Markedsboder med saadanne Varer nødvendige. Derimod have ikkun faae Industrie og Handelsartikler været indførte til Salg, hvortil for­meentligen denne Vinters ustadige Veir og Føre især have været Aarsagen. Hestehandelen har ikke været betydelig, uagtet her vare mange Heste. Smør og Talg er bleven solgt for omtrent eens Pris, nemlig 7 Mark 12 Sk. til 8 Mark. Bjørnehuder er falbudne til 12-16 Spd. pr. Stk., Ræveskind til 13-14 Mark; desuten har endeel mindre Skind været tilkjøbs, men Afsætningen paa denne Artikel syntes ikke at være stor, der vel ogsaa for endeel maa tilregnes at ingen Bundtmager var paa Markedet. Forøvrigt hørte man de markedsbesøgende klage over Mangel paa offentlige Forlystelser, idet det almindeligen erkjendtes at heller intet Marked har været saa fattigt paa Uordener og deraf følgende Arrestationer som dette. Hvorvidt Marke­det kan være til Fordeel for Byen og Egnen, vil vel nærmere vise sig næste Aar; at adskillig Slags Omsætning og Tuskhandel befordredes derved er uimodsigeligt; men beklageligt at den største Fordeel skulde blive hos Suk­kertøisælgerne, thi disse bleve allerede 2den Markedsdag læns.”

 

Aaret efter var der større tilfredshet: ,,Vort andet Marked, som aabne­des og sluttedes ved Klokkeringen og Musik af blæsende Instrumenter fra Kirketaarnet, har i det Hele været livligere og rigere besøgt end vort Første. Ikke mindre end 28 Boder foruden flere Borde og Kister vare anbragte paa Markedspladsen „Muddringen” ved Bryggerne. I Manufacturhandelen fandt vistnok saavel paa Markedspladsen som i Byens Kramboder en mere end almindelig Omsætning Sted, men denne svarede dog neppe til Forraadene. Paa hjemmevirkede Lærreder, Strie, Vadmel, Trækopper og deslige sporedes en Total Mangel. Sukkertøis- og Likørsalget var her, som paa ethvert Marked, det fordeelagtigste, dog har ogsaa Haandværksproducterne og især Guld og Sølvarbeider fundet rigelig Afsætning. --- Af Heste til Salg vare der ikke mange, derimod var Handelen med Skind ikke ubetydelig." --- Tilslut omtales tegneskolens utstilling av Haandverk og Industri, som hadde et talrigt besøk, og det fremhæves ogsaa denne Gang at der hadde været god orden og faa politiforseelser. Merkelig nok er listen over tilreisende denne gang meget fattig paa notabiliteter.

 

I 1837 blev markedet (trods godt veir og føre) nærmest en skuffelse: tiltagende konkurrance og avtagende søkning. Det eneste lyspunkt var skindhandelen, idet de mange faldbudne skind av bjørn, ulv, gaupe og ræv „vidne om at Normanden end i vore Dage er en vældig Jæger!” Men husfliden var det sørgelig smaat med, og Ugebladet siger rent ut at markedet neppe svarer til formaalet og gir „fornyet Anledning til Sviir, Sværmen og Lediggang.” --- Drikkeriet var paa sit høidepunkt netop i 30aarene; der klages i Ugebladet over, at byens vægtere nægtet at ringe til begra­velse, medmindre der blev bragt brændevin op til dem i kirketaarnet! Saa­meget merkeligere er det at der var saa god orden under de første marke­derne, og politiet faar sin velfortjente ros for sin andel heri. Byfoged Cappelen har nok ikke været nogen daarlig politimester. Endnu sterkere lyder misfornøielsen det følgende aar, og Ugebladet stiller en likefrem opfordring til Skiens bystyre og Bratsberg amtsthing om i fællesskap at søke den unyttige og fordærvelige institution ophævet. Der er ikke længer nogen glæde ved basunerne fra kirketaarnet.

 

-----------------------------------------------------

 

Koleraepidemien gjorde som bekjendt en visit ogsaa i Norge i be­gyndelsen av 30aarene, og man holdt ogsaa i Skien en ængstelig utkik efter den uhyggelige gjest. Man slap dog for at faa den indenfor tærskelen; men der var andre skræmsler, som kunde sætte gemytterne i bevægelse, og der var øiensynlig ikke liten forskrækkelse, da det i juli 1831 meldtes at den berømte indbrudstyv Ole Høiland i følge med 3 andre var rømt fra „slaveriet” paa Akershus fæstning og ikke alene hadde vist sig i omegnen av Drammen, men ogsaa, som det syntes, hadde utstrakt sit virkefelt helt ned til Skien, idet der var begaaet tyverier av klær og skotøi paa Svorver­plassen i Gjerpen. I Skien holdt avdelinger av borgerkorpset nattevagt med hagelladte geværer, og 19de juli fortæller Ugebladet: „Frygten for Slaven Ole Høiland og Consorter virker fremdeles megen Uroe og Ængstelse i denne Egn. Paa flere Gaarde i Gjerpen lade Eierne om Nætterne holde Vagt, i Skiens Bye patruljeres hver Nat af en Afdeling af Brandcorpset eller Borgercorpset, og i Gjerpen Sogn har nylig en stor Jagt til Forfølgelse af Rømlingerne været anstillet af en Deel af Bønderne samt en Afdeling af Skiens Brandcorps, som velvillig gav Assistance, da det indberettedes at 3 ubekjendte Personer af mistænkeligt Udseende vare blevne bemærkede i Otterholdt Skov ovenfor Fossum Jernværk. At Personerne have været her i Egnen bevises af adskillige nylig forefaldne Tyverier som især af en ved Moe i Gjerpen Sogn forefunden Slavedragt. Ved Nattetid ere i Skien hist og her deels een, deels tre mistænkelige Personer komne tilsyne, men Om­stændighederne have ei tilladt Angjældendes Paagribelse. Der er Grund til at antage at Personerne omstreife under forskjellige Forklædninger, endog i militær Dragt eller Fruentimmerklæder”. --- Kort efter kunde Ugebladet bringe den beroligende meddelelse at 2 av de farlige omstreifere var sat fast i Arendal og sandsynligvis en i Drammen, saa nu var bare Ole Høiland igjen; men han var rigtignok den værste. Videre hører man denne gang ikke om affæren. Ole Høiland blev naturligvis om en stund tilsidst knepet og sat fast; men 8 aar efter kom paany det samme foruroligende budskap gjennem gjentagne offentlige bekjendtgjørelser i Ugebladet, med rømlingens signalement og en utlovet belønning av 300 spd. for hans paagripelse. Muligens er det fra denne hans vandring paa fri fot man har beretningen[7]) om en visit i Skien: „Blandt andre notable reisende hos Anders Limi paa Lie kom ogsaa Ole Høiland der en aften. Han utgav sig for handelsreisende og spillet kort med verten og klokker Lund paa Aarhus og kjøb­mand Nicolai Larsen. De maa ha fundet sig meget vel i hans selskap, for verten selv skysset ham til Larvik morgenen efter!” --- I Kragerø indtraf samtidig det komiske tilfælde at en tilreisende sjømand blev antagen for at være den berømte rømling; politimesteren med mandsterk assistance indfandt sig og foretok en grundig undersøkelse, endog „storvask”, for at finde ar og kjendemerker, indtil en tilstedekommende skipper kunde bevidne at „angjældende” var en høist uskyldig styrmand, som søkte hyre! --- En slik berømt rømling sysselsatte selvfølgelig fantasien i høi grad; frygten hos de opskræmte var blandet med beundring, og Ole Høilands portræt avertertes tilsalgs hos en av byens bokbindere.

 

-----------------------------------------------------

 

Amerikafeberens første tegn viste sig i 1837. Den 23de mai s. a. skriver Ugebladet: „Igaar afseilede herfra 56 Tinddøler for i Nordamerica at finde en blidere Skjebne. --- Nogle af dem siges at være forsynede hver med 800 Spd., og indbyrdes vare de saaledes forenede, at de gjensidigen skulde understøtte hinanden med Penge og Arbeide. De havde sørget for at der i Selskabet vare forskjellige Haandværkere, som Tømmermænd, Smede etc. 2de af de Udvandrende skulle til næste Aar vende tilbage for at give Underretning om deres Medbrødres Skjebne og Udsigter for Fremtiden; thi dersom dette var efter Ønske, da agtede (efter fortællingen) liver tredie Mand i Tind og Nummedalen at udvandre til næste Aar. De Tilbageven­dende reise for Bygdernes fælles Bekostning. --- En Hjemvendt har opvakt denne Udvandrings-Lyst og indgydet Mistillid til Regjeringens faderlige Omhu og bekjendtgjorte indhentede Oplysninger om tidligere udvandrede Normænds Skjebne". ---             

Denne utvandring blev straks av amtets øvrighet indberettet til finants­departementet„ fra hvilket der straks indløp en skrivelse (dateret 29/5) om saken, offentliggjort i Ugebladet av den konstituerede foged Borchsenius. Det het deri at Dep.tet allerede før hadde hat sin opmerksomhet henvendt paa saken (foranlediget ved tidligere utvandringer fra Stavanger amt) og hadde søkt underretning hos en troværdig i New York bosat nordmand, blikkenslager Torgersen, for tiden paa besøk i Norge. Derefter gjengives dennes betragtninger over de vanskeligheter utvandrerne maatte være belavet paa, med den tilføielse at fra det offentliges side kunde der ikke lægges hindringer iveien for utvandringen; man hadde kun at advare for at sætg utvandrerne istand til bedre at bedømme sit foretagendes tilraadelig­het. Dette var ogsaa det standpunkt amtets øvrighet hadde indtat til saken. --- Der oplyses intet om, med hvilken skibsleilighet de 56 tindøler (samt 2 fra Numedal) drog avsted. I december 1838 averteres i Ugebladet at et stort fregatskib („Fredrik VI", paa 550 c.1.) til vaaren vilde anløpe Svelvik for at gaa til Amerika med emigranter, saafremt et tilstrækkelig antal tegnet sig. Prisen var 50 spd. med kost. --- I det følgende decennium tok denne utvandring en rivende fart, og der vil bli god anledning til at følge Skiens andel i den nye trafik, som herved aapnet sig for bruken av handelsflaaten. --- Der var uaar i Norge i disse aar; kornavlingen slog feil, og folk var nedtrykt utover bygderne. Mange tvangsauktioner avertertes fra Norges bank.

 

----------------------------------------------------

 

En mindelse om Skiens gamle herskerstilling inden sin „circumference” faar man ved at læse en bekjendtgjørelse i 1837 fra byens ordfører Chr. Myhre om et møte av bystyret for at behandle et forslag fra amtmanden: at de aarlige „kjendelser” fra Kragerø og Kristianssand til Skien skulde bortfalde. De beløp sig til henholdsvis 24 spd. og 10 spd.         --- Det kan ikke sees hvorledes forhandlingerne herom forløp, men naar forslaget engang var fremsat, maatte jo disse forældede avgifter bortfalde. Man kan bare undre sig over at dette ikke var skeet for længe siden. --- Porsgrund var som bekjendt blit kjøbstad allerede i 1807, men stod endnu under Skiens jurisdiktion, med fælles byfoged; dette forhold opløstes i begyndelsen av 40 aarene, og saa seilet da Skien fuldstændig alene, uten „utstæder” i sit kjølvand, efter utviklingens medfør:                Den nye tid og dens krav stikker ogsaa
paa et andet punkt frem: i Ugebladets sidste aargang no. 33 tar redaktio­nen til orde for anskaffelsen av en dampbaat paa Langesundsfjorden (hvorved vistnok menes farvandet helt op til Skien). Der synes nærmest at være tænkt paa en bugserbaat for at undgaa de tidsspildende vanskeligheter ved at beseile fjorden og Skienselven, men kom et slikt foretagende igang, vilde jo passagertrafikken melde sig av sig selv. Imidlertid gik der flere aar inden planen blev realiseret; interessen samlet sig, merkelig nok foreløbig, om et andet, vistnok høist vigtig men adskillig vanskeligere foretagende: istandbringelse av dampskibsfart paa Telemarkens store indsjøer. Begge dele blev da realiseret omtrent samtidig, saaledes som der senere skal bli gjort rede for.

 

Av Skiens to nabosogn er Gjerpen det som er nærmest knyttet til byen og dens historie. --- Ved folketællingen i 1835 var der 6069 indbyggere, mot 4342 i 1815, altsaa en betydelig tilvækst; i begge tal er medregnet Bratsbergkleven, Brekkejordet og Osebakken, hvorav de 2 førstnævnte nærmest maatte regnes med til Skien og den 3die til Porsgrund, hvormed dette „Ladested” netop i disse aar blev forenet, samtidig med at Porsgrund fik egen jurisdiktion og saaledes blev fuldstændig frigjort.---  I 1805 hørte Gjerpen til de meget faa bygder i amtet, som kunde brødføde sig; i 1835 opgives utsæden til 1074 td. havre, 227 td. byg, 62 td. blandkorn, 49 td. rug, 7. td. hvete, ialt 1419 td., hvortil kom 2145 td. poteter (som en menneskealder tidligere endnu var en raritet) og 6 td. erter.            Der var 372 gaarde og 216 husmandsplasser, med 223 selveiere og 149 leilændinger. Kreaturholdet var: 445 hester, 1685 kjør, 2454 sauer, 41 gjeter og 280 svin (heri ikke medregnet besætningerne paa Kleven og Osebakken). Altsaa en ganske mægtig bygd. Til fremme av landbruk og husflid hadde man det nystiftede „Gjerpen sogneselskab”, hvis bestyrelse i 1833 bestod av provst Edv. Munch (formand), Chr. Paus (sekretær), kammerherre E. Løvenskiold, Andreas Blom, Chr. H. Blom. ---Blandt de i 1832 opsatte præmier kan merkes: kammerh. Løvenskiolds (5 spd.) for „den Pige af Bondestanden, der fremstiller sig som Brud for Alteret i hjemmevirkede klæder og uden anden Hovedprydelse end sit eget Haar”; og skibskaptein Andreas Bloms (likeledes 5 spd.) for „den velhavende Mands Datter, der staar til Confir­mation i hjemmevirkede Klæder”. Disse præmier blev aaret efter vundne av Rasmus Ingebrigtsen Dyrkolds hustru og Erik Eriksen Bøhles tvilling­døttre Anne og Berthe. Overmaade karakteristisk for tidens stræv med at opmuntre til tarvelighet og selvhjulpen husflid (i bedste samklang med Henrik Wergelands, av motstanderne haanede „Stella i verkenskjole"). Selska­pet holdt sine aarsmøter paa Nordre Sem, Aarhus (hos kirkesanger Lund) Venstøp, (Knud Ibsen), Bratsberg (C. H. Blom). Foruten disse sogneselskaper fik man det i disse aar gjenoprettede landhusholdningsselskap for hele amtet, som tok arven efter det av amtmand Adeler i 1776 stiftede „Opmuntringsselskab” (se bind I, s. 251). Det nye selskap stod under le­delse av Niels Aall paa Ulefoss.

 

Der var en mængde større og mindre gaarde i Gjerpen, hvis indehavere stod i nært forhold til byens liv og dens mest fremtrædende familier: Mela (D. v. Cappelen), Lagmandsgaarden (A. Blom), Bratsberg og Frogner (Chr. H. Blom), Nordre og Søndre Brekke, Aakre (Møller), Borgestad (Realf v. Cappelen), Rising (Paus og Bøyesen), Limi (lensmand Pedersen), Grini (fru Rehbinder og Eckstorm), Foss (Gasmann), Venstøp (Knud Ibsen og Ulrich Cudrio), Aarhus (fru Altenburg), Falkum (prokurator Blom) og det mægtigste av dem alle: Fossum jernverk, sætet for familien Løvenskiold, hvis slotlignende hovedbygning var opført i aarene 1811-17. Verket talte i 1835 ikke mindre end 460 dertil knyttede personer, og dets eiere spillet en betydelig rolle baade ved den store virksomhet og deres sociale position, tydelig nok fremhævet ved de gjentagne fyrstelige besøk i 1833, 1845 og 1849. Severin Løvenskiold, amtmand, Eidsvoldsmand, statsminister, statholder --- ---det er et helt stykke Norgeshistorie. Sin meste tid tilbragte han vistnok i Stockholm (hvor Norges statsminister i den tid altid opholdt sig) og Kra., men han var da av og til hjemme paa Fossum og døde her i 1856. Interessante „interiører” fra Fossum (og Skien) fra en noget senere tid end den her skildrede findes i en dansk bok „Et lykkeligt liv”, der skildrer en dames ophold i Gjerpen 1848. ---

Bjørndalen

 

I Solum var det da „Klostret”, som spillet hovedrollen, først i Adlernes tid, senere (fra 1828) i familien Cappelens besiddelse. Denne slægt sat op­rindelig i flere av byens gaarde, men trak sig utover efterat en av gaardene i byen brændte (i 1813), og fra 1830 var Klostret og Cappelens enstydige begreber. Eiendommen laa jo saa nær byen og. blev i 50erne indlemmet i denne. --- I Solum prestegaard sat den lærde Immanuel Schwach, digterens far, som døde 1835. Og helt nede ved Vestre Porsgrund bodde i en aar­række sorenskriver Jonas Wessel (egentlig Olsen) paa Bjørndalen, en søstersøn av digteren Johan Hermann Wessel, hvis familienavn han antok.

Sorenskriver Wessel

Et gammelt prospekt av gaarden, malet av Hersleb, gjengives her; likeledes et morsomt portræt av den værdige embedsmagnat, med pipe og kaffekop og et Morgenblad for 25/4-1839. --- I hans hus bodde ogsaa hans fætter og navnefætter Jonas Wessel, digterens eneste søn, prokurator i Porsgrund, død 20/7-1836 (,,av et apoplektisk tilfælde" heter det i sorenskriverens dødsannonce i Ugebladet no. 62, men traditionen fortæller at han druknet i en stor bæk ved Bjørndalen). --- Kjendere av J. H. Wessels digtning vil erindre at lille Jonas og hans blaa øine findes i et av W’s spøkefulde smaavers. Hans embedsbane var nok ikke rar, og det gjør et vemodig indtryk at læse bekjendtgjørelsen om at hans faa eiendele (gangklær, sengklær, møbler og bøker) skulde sælges ved offentlig auktion i enkemadame Knudsens hus i Vestre Porsgrund. Han var ved sin død 56 aar gammel.


----------------------------------------------

 

Skien var en liten by, og det daglige liv uten synderlig variation. I en tid da folk endog i hovedstaden stod i sin gatedor og speidet efter et menneske, kan man ikke vente det bedre i en provinsby. Denne det daglige livs ensformighet illustreres træffende af P. A. Munchs biograf fru Larsen Naur, naar hun fortæller at hendes far en dag kom spadserende fra Gjerpen ned i byen og paa sit spørsmaal til en kjøbmand, som stod i sin butikdør: „Er der noget nyt i byen idag?” fik det svar: „Aa ja, Blom gik nedover gata idag!” --- Det er resignationens humor, en stemning som Welhaven gav et uttryk for i „Norges Dæmring”:

 

Naar stundom man en større Tummel sporer,

har Himlen sendt os stærke Meteorer

som Kolera, en afbrændt By, med Mere;

men efter Skrækken sig fra Barmen lister

det stille Længsels-Suk, naar Synet brister:

„Hvor her er flaut! ---O, gid der snart kom flere!”

 

Men var det stille og kjedelig om dagen, kunde det nok hænde at folk til gjengjæld øvet sine kræfter om kvelden og utover natten naar de hadde faat mod til heltedaad. I Ugebladet for 1832 no. 78 averterer den nye byfoged N. Cappelen følgende advarsel: „Da det er anmeldt for mig, at forskjellige Gade-Uordener i den senere Tid skulle i Skien være forøvede, ved Vindueslemmers Afløften, Slibestenes Bortvælten, voldsom Banken eller Støden paa Huusdøre m. m. saa advares herved mod saadanne Ulovligheder, med Opfordring om velvillig Meddelelse til mig af hvad der maatte findes mulig ledende til Urostifternes Opdagelse”. I 1835 er han ute i Ugebladet og advarer mot kjelkeakning i byens gater (et kronisk onde, som Skiens terrain med bakker til 3 sider gjør det saa vanskelig at utrydde), med trusel om konfiskation av kjelkerne og „efter omstændigheterne” bøter

eller korporlig straf, uten persons anseelse, efter „Rescript av 29/12-1774 og Sagens Natur”! --- Der klages ogsaa i Ugebladet over at byens torv var stadig valplass for byens slagsbrødre, blandt hvilke traditionen har bevaret enkelte berømte navne, Ola Lammers, Suppelars, Carl Buse og Johan Pudding. Den første i rækken av disse normannahelte maatte dog engang bite i græsset for en dansk skipper, Tykke-Jensen; han overfaldt ham paa veien til Graatenmoen, hvor dansken kom vandrende for at se paa eksercitsen; men fik en „dansk skalle” (en dengang her ukjendt kampmethode) saa „vor helt straks benene iveiret vendte, og længe laa han saa som død”. (Wessel).

 

Rektor Karl Feilberg (søn av boktrykker P. F.) har for mange aar siden i nogle breve til nærv. forf. git et par træk av livet i Skien i hans barneaar. Han var født 1828, altsaa samme aar som Henrik Ibsen, og hans skildring vil derfor være et godt supplement til Ibsens egne erindringer:

 

„Et Par Træk af Byens Fysiognomi i de Dage har jeg Lyst til at meddele. Først om Byens eneste Politibetjent (Peder Tysker), som tillige var Borgerkorpsets Tambur. Hver Nytaarsdag kom han i sin Galla-Uniform: hvide Benklæder (jeg synes endnu jeg fryser, naar jeg ser ham i Erindrin­gen), grøn trangsluttende Uniformskjole, med hvide Opslag, og en høj Chako med endnu højere Top marscherende fra Hus til Hus, blev inviteret ind og fik sin Nytaarsgave i klingende Mynt, ligesom Feierne til Julen, og en Skjænk atpaa. Jeg maa tilføje, at jeg ikke erindrer nogensinde at have seet ham beruset under denne Razzia, hvad der jo vilde have været tilgiveligt under saadanne Omstændigheder. Han var da naturligvis fulgt af en Skare lystige Børn. --- Til Juleoptogene hørte selvfølgelig syngende Stjernegutter og Rumlepotte-Gutter, som fik sine tarvelige Skillinger. Julebuk-Væsenet florerede; det var den Maade, hvorpaa Børnene spillede Komedie dengang.

 

Et fornøjeligt Udslag af Byens Hygiæneforanstaltninger var de af den gamle Politiforordning imod Hundegalskab indførte Beholdere paa Gadehjørnerne: man satte ud Sildekvartere med „friskt Vand” til Brug for Hun­dene. Det „friske Vand” blev naturligvis aldrig fornyet; det stod og raad­nede og udbredte en skrækkelig Lugt i lange Afstande.

 

I Hjellegaden, hvor vi boede, havde vi Aaret rundt Fornøielsen af at se Byens priviligerede Drukkenbolt „Libitus” efter endt Dagsarbeide komme sjanglende hjem, fulgt af en hujende og skrigende flok Unger. Der var idethele en fornøjelig Ubundethed blandt Ungdommen. Legen gik fra den ene Ende af Byen til den anden, og Nutidens politiciviliserede Kommuner vilde korse sig ved at høre det vilde Skrig og Spektakel, som lød hele Byen over. Dengang var det i sin Orden, ingen lagde Mærke dertil. Især var det Kjælkeagning, Slædeagning og sommetider i Mangel af bedre Redskab Agning paa en lang Planke, hvor en 10—12 Børn trængte sig sam­men, nedad den ene af Byens bratte Bakker og opad den anden, frem og tilbage, fra Snipetorp til Lunde. Om Vaaren og Sommeren Boldslagning og Pindespil, hvoraf jeg endnu bærer Mærke paa mine Fingre, Kiksing i alle Rendestene, Gjemsel bande over og under Sagvelterne. Rullar gik hele Aaret igjennem under forskjellige Former."

 

Det maa dog tilføies, at byens smaapiker ikke hadde saa frit spillerum som nu til kjælkeagning og anden sport. Kvindernes emancipation var endnu ikke begyndt, og en gammel Skiensdame, hvis erindringer gik helt tilbage til 1828, har fortalt om den inderlige forfærdelse hvormed hun under kjælkeakning ute i Follestad fik se rektor Ørn komme vandrende paa en av sine reglementerte spadserture med et par av de underordnede lærere (,,som en pave med sine kardinaler")! ---  Adskillelsen mellem de forskjellige samfundslag var ogsaa meget større dengang end nu; Latinskolens elever maatte ikke ha omgang med de andre skolers, og de ældre „akademiske borgere” dannet her som andensteds en særegen kaste.

 

------------------------------------------------------

 

Det er allerede før fortalt hvorledes virksomheten som bladutgiver voldte Feilberg en ubehagelig injurieproces, fordi han hadde git plass for angrep paa overøvrigheten i et enkelt anliggende, nemlig den skrøpelige tilstand, hvori „Broerne” befandt sig, veiforbindelsen mellem byen og Gjemsø og videre utover til Solum. Dette var en gammel historie, som ogsaa i tidligere tider hadde kostet megen møie, og hvis kjernepunkt egentlig var netop dette at det kostet, og at man var tilbøjelig til i det længste at la det skure, saa længe de skrøpelige greier hang sammen, og reparere af og til, naar faren syntes overhængende. Langt ute var det broen over Klosterfos, hvis vedlikehold paahvilte landdistriktet og eierne av Gjemsø med hver sin halvpart; saa kom Damfos, som ikke omtales denne gang; derefter Langefosbroen, hvis tilstand synes at ha været nærmest en skandale; og nærmest byen det stykke, som kaldtes specielt Broerne, og som ogsaa maa ha været i en betænkelig tilstand, eftersom det heter at folk om vinteren foretrak at kjøre og gaa isen langs med dem. --- Nu var det saa langt fra at amtmand Wedel var nogen motstander av istandsættelsen, at han tvertimot beskyldtes for at sværme for kostbare nye broer; han vilde ha træbroen over Klosterfos erstattet med en stenbro og istedenfor „Langefossa” og „Broerne” hadde han et projekt om en bro over Hjellevandet. Under avisskriverierne om saken kom da brodden i angrepet til at vende sig mot amtmanden som den der ved sine „friherrelige capricer” (han var jo baron!) hindret en efter byens evne passende fornyelse av de brøstfældige færsels­veie; og naar man saa hertil føier vanskeligheten ved i de tider (og endnu længe efter) at øve kritik over en høitstillet embedsmand, saa er det let at forstaa at skriverierne endte med en injurieproces, og at denne fik et for angriperne uheldig utfald. Der var unegtelig brukt uvorne uttryk, og det blev ikke bedre under processen, hvis „akter” fyldte Ugebladet gjennem et par aargange.

 

Det var Pavels Hielm som førte saken for Feilberg og boltret sig av hjertens lyst i lange indlæg baade i prosa og vers. Han endte sin proce­dure med et længere digt, hvis slutningsvers lyder:

 

„Og nu Farvel til den lede Sag!

Om nok en Velkomst man ei fremtvinger.

Med Tugthusklokken i Vildskab ringer

og udgraverer en anden Kag (>: kagstrykningsstolpe)

Thi Amtets Friherre ei maa haabe,

At Byens Farver er saadan Taabe,

At Riset, hentet fra skumle Krog,

Kan kyse ham, liig en Skolepog!

 

Morsommere end disse lange og vidtsvævende indlæg, hvori motpartens sakfører, prokurator S. Blom, ikke fulgte ham længer end højst nød­vendig er de samtidige satiriske smaa anonyme avisartikler, som efter alt at dømme skrev sig fra P. Hielm, og hvori særlig Langefossa spiller hovedrollen. Under overskriften „Dødsfald” læses i 1836 en fingeret dødsannonce, med følgende slutning: „Farvel mit gode gamle Skien med alle dine Ind­vaanere! Farvel, Farvel! --- og tager Jer vare, Godtfolk, at I ikke kommer til Skade ved Ligbegjængelsen! Jeg føler at min sidste Time slaaer --- alle mine Been smuldre sammen. Nu døer jeg. Condolence frabedes. Langefosbroen”. --- Livet hang dog i den skrøpelige bro endnu en god stund, thi i 1838 kom den endelige annonce fra „Den Afdødes paa Gravens Rand vandrende Søstre”, hvormed øjensynlig menes „Broerne”.

 

Dommen faldt 22/9-37 med det resultat at Feilberg maatte bøte 60 spd. til Skiens fattigkasse, 14 spd. i saksomkostninger, 35 spd. til sættedommeren (foged Hansen) og skyss og diætgodtgjørelse efter av amtet approberede regninger. Og Hielm til Skiens fattigkasse 10 spd. for upassende proce­dure. Aaret efter trak amtmand Wedel sig tilbage til en retrætstilling som toldinspektør i Porsgrund efter at han s. a. hadde aapnet det første amtsthing (se ovenfor herom og om festlighetene ved hans fratræden), og Feilberg blev paany valgt til Skiens ordfører. Det tør nok være at den „lede sak” har været medvirkende til at han sluttet med Ugebladet i dets daværende skikkelse; 21/12-1839 averterer han at det fra nytaar utkommer under titel Bratsberg Amtstidende, og hermed indvarsles da et endnu mere ind­holdsrikt og bevæget decennium av byens historie.

 

-------------------------------------------------------


[1] I Ugebindet 1832 priste dog en anonym digter ham for hans nytaarspræken.

[2] Billeder fra Solum prestegaard findes i bind 1, s. 327 og 357. --- Et akvarelportræt i museet paa Brekke forestiller efter traditionen en Dishington, muligens hendes far.

 

[3] Opkaldt efter sin oldefar. Hans farfar var sorenskriver Henrik Didrichsen Altenburg_ i Smaalenene (se ovenciterte skritt av I. K. Bergwitz).

 

[4] Hendes faddere kan ikke opgives, da kirkeboken er ufuldstændig.

[5] I 1835 var der i Skien : 74 hester, 119 kjør, 31 saner, 215 svin, indenfor de dengang snevre bygrænser.

[6] Formodentlig en anmeldelse av Jacob Aalls „Nutid og Fortid”, signeret ---d (Schwei­gaard).
 [7] Meddelt av kontorchef Houen

.