XII.

Bratsberg Amtstidende 1840. --- Amtmand Falsen. --- Kværndals‑
bækken svømmer over. --- Skiens marked 1840-1842. ---
Maadeholdsforeninger. --- Herman Bagger. --- Borchsenius. ---
17de mai. --- Utvandringen til Amerika.



 

Ved utgangen av 1839 avsluttet altsaa Skiens Ugeblad sin tilværelse, men det var ingenlunde Feilbergs mening dermed at indstille sin virk­somhet som bladutgiver. Straks over nytaar 1840 kom det første nummer av „Bratsberg Amtstidende”, en avis som holdt sig like til Feilbergs død og derefter langt ind i nyere tid. Den meldte sig som „et Ugeblad af blan­det Indhold”, format og utstyr var det samme som forgjængerens, abonne­mentsprisen likeledes, og den utkom som hin 2 gange ukentlig (tirsdag og fredag). Noget mer end en blot og bar navneforandring har det dog vel været i dette skifte. Utgiveren selv siger intet derom, men man tør nok tro at det har været meningen at komme væk fra de lokale stridigheter og minderne om „den lede sag” (injuriesaken) og ialfald for en stund puste ut i et roligere farvand. Studerer man nærmere det nye blads indhold i 1840, vil man se at avertissementerne spiller en fremtrædende rolle, og at der utenfor disse er svært litet baade av „localia” og av den slags avhandlinger og indlæg, som hadde utgjort en væsentlig del av „Ugebladet"s indhold. Hellerikke dyrkes digtekunsten længer med den kraft og hyppighet som tidligere; Hanson var jo død i 1837, og Hielm hadde endnu tidligere trukket sig tilbake fra enhver direkte ydelse til bladet. Den nye „Amtstidende” har saaledes et mere jevnt og prosaisk præg. Men i ett punkt var den tydelig overlegen over og mere maalbevisst end sin forgjænger; den leverte næsten i hvert nummer foruten et utvalg indenlandske noticer en staaende artikel „Udenlandske Efterretninger”, som ikke alene var ganske velredigerede, men tillike hadde en umiskjendelig liberal farve. Særlig gjælder dette bladets omtale av samtidige politiske bevægelser i Sverige og Danmark (hvor der jo efter Fredrik VI's død var adskillig uro), og forsaavidt kan man sige at Feilbergs avis tonet flag som tilhørende den liberale retning. At dettevæsentlig kom frem i omtalen av utenrigske forhold, var en forsigtighet som nok i de tider hadde sin taktiske betydning. Medens der ved de inden­landske noticer gjerne tilføies, fra hvilken kilde de stammer, er dette ikke tilfældet ved de utenlandske, som muligens er tilveiebragt direkte fra fremmede blade. Ved en senere anledning beklaget Feilberg provinspressens uheldige stilling i den henseende: om man abonnerte paa utenlandske tidender, saa naadde under datidens postgang allikevel efterretningerne først til hovedstadens dagspresse, og det blev da gamle nyheter provinsbladene kunde servere.    

Carl Valentin Falsen

           Med den herved betingede begrænsning synes dog Amtstidenden at ha arbeidet godt og planmæssig; dets utenlandske efterretninger er ikke sjelden virkelig underholdende, især naar der av og til leveres fyldigere skil­dringer (optrin i det engelske parlament, hjemførelsen av Napoleons jordiske levninger, og lignende). Om Feilberg har hat nogen medhjælp hertil, oplyses ikke; det kunde ligge nær at tænke paa latinskolens historielærer ad­junkt Plum eller muligens Herman Bagger, den senere saa bekjendte journalist.

9de januar 1840 averterte den konstituerede amtmand, foged Fr. Chr. Hansen i Larvik, at „den naadigst beskikkede amtmand „ridder Falsen” vilde overtage sit embede i slutningen av samme maaned, med bopæl paa Søndre Brekke ved Skien, og dermed hadde da amtet igjen faat sin overøvrighet boende i dets naturlige centrum. Den langvarige irritation som var en følge av at forgjængeren bodde paa Brunla, utenfor amtsgrænsen og „vor fjord”, og den midlertidige endog i Larvik, var det nu slut med, og saa var den nye overøvrighet tillike en personlighet som der stod glans av, med en god fortid som embedsmand og samtidig en lysende række tillidshverv i storthingslivet. Carl Valentin Falsen, søn av Enevold Falsen og broder til Chri­stian Magnus Falsen (lysende navne i Norges nyere historie) begyndte sin embedsbane som kopist i den norske regjeringskommission 1808, var i 12 aar (1814-26) bosat i Trondhjem som byskriver og byfoged, derefter sorenskriver paa Eker til 1839, da han blev amtmand i Bratsberg. Han hadde da repræsenteret Trondhjems by paa 3 storthing, Buskeruds amt paa 5, og gjentagne gange beklædt præsidentstolen, saa det var en mand med en tillidvækkende fortid man her fik den glæde at ha boende paa det prægtige Søndre Brekke. Han fik da ogsaa en varm velkomsthilsen i følgende sang, hvormed han i et privat selskap den 9de februar blev feiret og som blev trykt i Amtstidenden en ukes tid efter:

 

„Der hvor Vid og Retsind gaae

Haand i Haand fortrolig

Der kan Hjertet rolig slaae

Der har Fred sin Bolig.

Den behøver Smiger ei,

Som ei Smiger kræver,

Som gaaer glad paa Ærens Vei

Som for Kamp ei bæver.

 

Denne Hilsen bringe vi

Falsen! dig saa gjerne.

Ei du ukjendt er fordi

Vi var forhen fjerne.

hvad du trofast virket har

Hist i Thingets Sale,

Det paa Vinger Rygtet bar

Rundt blandt Fjeld og Dale.

 

Vær velkommen til vor Egn !

Seent du den forlade,

Vær dens Støtte, vær dens Hegn,

Det vi haabe glade ;

Og din Færd velsigne han

Som er over Alle,

Vær velkonnnen Norges Mand !

Det vi glad dig kalder.”

 

Forfatteren til denne vakre og hjertelige sang, saa fri for svulst og smagløsheter, er desværre anonym; muligens var det Hielm. Heller ikke fortælles der, hvor selskapet blev holdt, men det har vel været i et av byens repræsentative huse. Et par aar senere gjengav Amtstidenden av Henrik Wergelands skrift „Jødesagen i det norske Storthing” en skildring av Falsen, hvorav det væsentlige hitsættes:

 

„Den høie, smekkre, noget ludende Figur, som reiser sig der i Thingets Midte, og som med det tungsindige sensible Udtryk i sit Ansigt, det glatte mørke Haar, det bløde zittrende Organ ligner meer en Sydbo, en Italiener, end en Nordbo, er Amtmand Carl Falsen, en Repræsentant, kjendt med Høiagtelse fra 8 foregaaende Storthing formedelst den Følelsens Adel, der altid som en molstemt gylden Streng gjennembæver hans Foredrag, og formedelst den selvfornegtende Samvittighedsfuldhed, hvormed han yder den seirende, af ham til det Sidste bestredne Sag sin Tjeneste, for dog endnu at gjøre den saa heldbringende for det Almindelige som muligt. Thi ingen forsvarer mere tommevis sin Mening og er dog mindre fortrydelig paa­staaende, naar den ligger under i Voteringen. Denne sjeldne Egenskab har ogsaa vundet ham Anerkjendelse hos den Opinion, der nævner sig selv ved at sige: „Falsen er Royalist, Aristokrat og derfor ikke av vore Folk” ; men „han er en patriotisk Royalist, en Dannelsens Aristokrat” er den bleven tvungen at lægge til. Han er Broder af Manden fra 1814, af Christian Magnus Falsen, den Nordmand som har størst Fortjeneste af den nye Forfatning, og Søn af Digteren[1]) Enevold Falsen, den Nordmand der sørgede dybest over Fædrelandets Ulykke under de Gamle".

 

Med disse forutsætninger var det rimelig at det gik bra i Falsens tid. Han var thingmand fra Bratsberg i 1842 og 45, medlem av en unionskomite i 41 og saaledes hædret baade av folk og konge; litt krangel og misnøie kunde der nok falde ved leilighet (man var nu engang blitt lysten paa at opponere offentlig og gjøre sin ret gjældende overfor embedsmyn­digheten,) men noget større nummer blev der ikke av det, og da han i 1846 blev forfremmet til stiftamtmand i Kristianssand, var det visst med oprigtig sorg man skiltes fra ham. --- I 1842, mens Falsen var paa Storthinget, blev der i Amtstidenden rettet et angrep paa ham, fordi han straks efter sin til­trædelse i 1840 hadde tat sig av veien mellem Skien og Fossum og beordret den istandsat av flere roder i Gjerpen end de som egentlig var inddelt dertil. Falsen leverte fra Kristiania et tilsvar, hvori det heter:„Ved min Ankomst til Bratsberg Amt forefandt jeg Veiene sammesteds i Almindelighed saa forsømte at jeg indsaa Nødvendigheden af straks at træffe virksomme og alvorlige Foranstaltninger til deres Istandsættelse, for at ikke Communicationen og Næringsveiene skulde lide altfor meget formedelst slette Veie. Fremmed som jeg var, vovede jeg imidlertid ikke da at udkaste nogen fast Plan for den nødvendige Forbedring, dog indsaa jeg strax, at denne burde begynde paa de Steder, hvor Færdselen var størst, hvilket sædvanligviis er Tilfældet i Nærheden af Kjøbstæderne. --- Den ovenmeldte Vei imellem Skien og Fossum er aldeles ikke saa simpel en Bygdevei som Anmelderen i Bratsberg-Tidenden antager; der findes ingen Vei i Amtet, kanskee med Undtagelse af Veien imellem Skien og Fjærestrand, hvilken ogsaa har erholdt en Hovedreparation, med saa betydelig Færsel som denne; den udgjør Skiens Møllevei og Transportvei for mange Tusinde Læs Malm, Jern og andre Varer imellem Skien og Fossums Jernverk. Veien befandtes paa mange Steder næsten bundløs, Vandet manglede alt Afløb, og der fattedes 1 à 2 Alen i dens lovbefalede Bredde av 6 Alen. Under disse Omstændigheder var det umuligt at paalægge dem, der vare inddelte til denne Vei, alene at udføre de Arbeider, som udfordredes for at sætte den i lovforsvarlig Stand, efter Veiloven paaligger dem nemlig kun at vedligeholde de oparbeidede Veie, men ikke i Almindelighed at udvide dem eller give dem nye Forbedringer. Da nu saadant alligevel her var uomgjængelig fornødent, ansaae Undertegnede sig ifølge Veilovens § 17, 19 med flere, saavel berettiget som forpligtet til at lade det udføre paa den eneste Maade som Veiloven for saadanne Tilfælde anviser, nemlig ved efter § 45 No. 4 og 47 at tilkalde de tilstødende Roder til Assistance".

 

Denne forklaring fremkaldte et utførlig svar, hvori indsenderen med gjennemgaaelse av vedkommende paragraffer i veiloven imøtegaar amtmandens opfatning og paaviser (eller søker at paavise) at de ikke kunde anvendes paa det foreliggende tilfælde. Man feiler neppe ved at antage at det var Gjerpens ordfører, Herman Bagger, som her anonymt utfoldet sin fra tidligere veisaker og stridigheter med de offentlige myndigheter opøvede færdighet i lovfortolkning og hævdelse av borgerret og kommunalt selvstyre. --- Hadde amtmanden lagt veien til Fossum over Gjerpen formandskap, var vel striden undgaat! --- Merkelig nok synes ingen av parterne at tænke sig muligheten av at de nærmest interesserte kunde bevæges til at ta et frivillig skippertak til istandsættelse av den temmelig korte, men meget vigtige veistump; man holdt sig til loven og fortolkningen av dens paragraffer og analogier.           

 

Bratsberg amtsthing blev i 1840 og 41 fremdeles holdt paa Nordre Brekke; amtmandsembedet blev under Falsens fravær paa thinget igjen bestyret av foged F. C. Hansen, og efter dennes forflyttelse, av kst. foged Borchsenius.

 

I 1841 var Søndre Brekke i fare: amtmanden gav et bal den 15de januar, og herunder antændtes gulvet i et værelse i 2den etage fra et ovnsrør nedenfra, som ikke var ført ind i skorstenspipen! Heldigvis korn der brandhjelp saa betids tilstede, at man slap med skrækken. --- Umiddelbart ovenfor noticen herom i avisen averterer en av balgjæsterne efter sine reisestøvler, som var forbyttet. Tragedie og komedie om hverandre, heldigvis mest av den sidste.

 

--------------------------------------------------

 

Under høstflommen i slutningen av september 1840 fik man en for­skrækkelse, idet Kverndalsbækken gav et større spetakkelnummer. Man var vant til at flommen vaar og høst tvang indbyggerne i enkelte hus ved Hjelle­vandet til at flytte (for ikke at tale om de overordentlige tilfælder, naar en „storflom” sprængte alle stængsler, og vandmasserne hvirvlet rundt selve kirken); men denne gang var det den til dagligdags noksaa uskyldige Kvern­dalsbæk, som voldte uleilighet og nær hadde kostet menneskeliv. Den var ikke som nu overbygget og bundet til pyntelig optræden, men fløt aapen nedigjennem byen, bak raadhuset ut i Bryggevandet. Vedholdende regnskyl den 24de og 25de sept. bragte bækken til at svulme slik op at vandmasserne strømmet over de tilstøtende haver og gater, ødelagde boer og plankeverk og tilsidst fyldte raadhusets gaardsrum. Enkeltheterne herved meddeles meget levende i følgende rapport fra vagtmesteren:

 

„Om morgenen kl. 7.1/2 , var jeg nede i Arresterne for at levere Arre­stanterne sin frokost; jeg hadde da Anledning til at erfare at saavel i Arre­sterne som fra selve Bækken der gaar igjennem Gaarden ingen Omstændig­heder vare tilstede, der kunne lade befrygte eller formode at en saadan uventet og pludselig Oversvømmelse som strax efter indtraf, da vilde finde Sted. Højst 1/4 Time efter at jeg var kommen op fra Arresterne i Gaarden, blev jeg af Arrestantind I. D. gjort oprnerksom paa at den over Bækken liggende Tømmerbro begyndte at flyde op af sit Leie; jeg begav mig da ned i Gaarden, hvor jeg erfarede at Vandet fra Bækken med en uhyre Kraft endevendte alt hvad der befandtes i Gaarden; i et Øieblik steg Vandet derhos op i lige Høide med Underkanten at Arrestvinduet. Jeg ilede nu op efter Nøglerne til Arresterne for at aabne Døren for Arrestanterne saavelsom for at faa affærdiget et Bud med Underretning. Da jeg atter kom ned i Gaarden kunde jeg ikke uden megen Anstrængelse faa aabnet den yderste Dør fra Gaarden ind til Bryggerhuset da Vandet i Forening med endeel flydende Træstumper hindrede Dørenes Aabning. Adskillige fra Gaden til Hjælp kaldte Arbeidsfolk viste ingen synderlig Lyst til at deeltage i at faae Arresterne aabnede. En af dem formanede jeg for nogle Øieblikke til at holde den omtalte ydre Dør aaben, medens jeg gjorde et Forsøg paa at naae et i Bryggerhuset staaende stort Bord, ved hvis Hjælp jeg troede at naa Laasen til Arrestdøren; neppe var jeg kommen ind ad den første Dør i Bryggerhuset, før den omtalte person, der skulde holde Udgangen aaben, slap Døren, hvorved Udgangen blev mig afskaaren. Efter at Udgangen igjen blev aabnet maatte jeg stige ned i Vandet til lige op under Armene; ei uden Vanskelighed naaede jeg Arrestdøren, da indflydende Træstykker hindrede Adgangen. Da Nøglen nu blev indstukken i Laasen, kunne denne ikke aabnes, da Vandet der stod over Laasen, hadde indført i samme endeel Mudder eller Fliser. Med uforrettet Sag maatte jeg vende tilbage for at faa noget til at stikke i Nøglehovedet for med Kraft at vride Nøglen om. Forvirrelsen blandt de Tilstedeværende var da saa stor, at istedetfor at række mig en passende Gjenstand, som jeg begjærte, raktes mig en Bordende og af en Anden en tynd Flis; omsider fik jeg Øie paa en gammel Jernstabel af en Dør; ved Hjælp af denne, og efter forgjæves Anmodning til de om­staaende Personer om at begive sig ned i Vandet, da jeg efter det ei saa ganske korte Ophold deri begyndte at føle en høist ubehagelig Kulde i Maven og Brystet, begav jeg mig atter ned i Vandet og fik nu aabnet Laa­sen. De indespærrede Arrestanter styrtede nu med forstyrrede Blikke ud af Arresten. En af dem ved Navn Anders Evensen Tangen udviste i dette Moment et godt Forhold, da han paa første Opfordring om at være mig behjælpelig med at faae aabnet Døren ind til 2de Fruentimmer, der sad indelukkede i de indre Arrester, øieblikkelig vendte om, og efterat Døren var aabnet tog en paa Ryggen af bemeldte Fruentimmere, hvilken han bar til mig for at føre hende ud, medens han paa samme Maade afhentede den Sidste.

 

Hadde dette Tilfælde indtruffet om Natten, ville det være tvivlsomt om ikke baade jeg og samtlige Arrestanter hadde kunnet druknet, da jeg ved Hjælp af en Lygte neppe ville have observeret at Broen var bortflydt; et eneste Trin ud paa denne ville saaledes blevet det samme som at gaae lige i en Fos; Nøglerne til Arresten havde sandsynlig fulgt med hvorved Adgang til Arresterne ville bleven meget vanskelig".

 

Vagtmesteren har øiensynlig kjæmpet som en helt og burde hat en redningsmedalje, og en av arrestanterne fortjener ialfald „hæderlig omtale”, men publikum, hvad skal man sige om det? --- Et par uker senere faldt en liten gut ned i en sagrende og blev reddet ved snarraadighet av sagmester Anders Myra (som stængte vandet av) og hjelp fra andre tilstedeværende. Idet Amtstidenden meddelte dette benyttet den anledningen til en skarp straffepræken over den „Lunkenhed” og „jammerlige Frygtsomhed”, som var utvist under flommen i raadhusgaarden. „Ingen rørte sig for at understøtte Vagtmesteren i hans Anstrængelser for at redde de ulykkelige Indesluttede, uagtet de ikke faa Tilstedeværende indstændigen bleve opfor­drede til at komme ham og dem til Hjælp”.

 

---------------------------------------------------

 

Skiens marked holdt sig fremdeles, trods forsøkene paa at faa den tvilsomme institution ophævet. I 1840 lyder avisens melding derom saale­des: „Vort i forrige Uge afholdte Marked, for og imod hvis Tilværelse i den senere Tid har været talt og skrevet meget, blev begunstiget af det skjønneste Vinterveir, der rimeligvis bidrog til Forøgelsen af Folkemassen som isærdeleshed 2den Markedsdag var større end nogensinde. Overalt herskede ualmindelig god Orden, og Roligheden blev neppe nogensteds forstyrret af Fylderi og Drukkenskab, som vi troe med Glæde at kunne berette at have aftaget betydelig i denne Egn. --- Markedspladsen var opfyldt med Boutik­ker af alle Slags, og Afsetningen skal have været over al Forventning god, skjønt rigtignok til meget nedsatte Priser. En Guldsmed skal saaledes have solgt for over 500 Spd. --- Af Bjørne, Ulve, Gaupe, Ræve, Maar og Gede-Skind solgtes en heel Deel, ligesom ogsaa Fuglevildt. Talg blev betalt med 12 Mk. og Smør med 9 Mk. pr. Bpd. Derimod saaes næsten Intet af Huusflidens Frembringelser at falbydes, og Hestehandelen var indskrænket til Bytteri med gamle og usle Heste, da gode ikke fandtes.”

 

1841: „Vort Marked begunstigedes af det ønskeligste Vinterveir og besøgtes af en Mængde Mennesker. Tvertimod hvad man paa Grund af den almindelige Klage over Pengemangel ventede skal der inar ha været lige saa god Afsætning som ifjor, omendskjont det gik flaut de første lde Markedsdage. Hestehandelen skal have været ringe. Industriprodukter fradenne Egn saa man neppe Spor af. Endeel Skind, Vildt, Smør og Talg blev vel solgt, men disse Artikler mangle ingen Tid Afsætning endog til høiere Priser end de der ved Markedet erholdtes. --- Alexander med Selskab gav eqvilibristiske Forestillinger med ufortrøden Flid og foreviste forskjellige Dyr, hvoriblandt en Boaslange. Til disse Forestillinger indbødes hveranden Time Markedsgjæsterne ved en særdeles indtrængende Musik af 2de Violi­ner, 1 Trompet og en Tromme. --- Lommetyverie, forhen ukjendt i denne Egn, blev under dette Marked drevet temmelig vidt, da efter en løs Calkul omtrent 400 Spd. skal være stjaalne. 28 tomme Tegnebøger ere paa forskjellige Steder fundne og indbragte paa Politikammeret, og endnu savnes 20. --- Ni Personer fra Christiania og Drammen ere som mistænkte for disse Tyverier arresterede; Forhørene desangaaende fortsættes hver Dag".

 

1842: „I tre Dage har vor Markedsplads nu atter været opfyldt med forskjellige Slags Boder, og hvis man skulde slutte fra Vrimmelen til Omsætningen, maa denne have været meget levende, hvorimod den dog for det meste har indskrænket sig til Bagværk, hvoraf flere Boutikker vare vel forsynede. Forresten høres almindelig Klage over en daarlig Afsætning, og Udbyttet for de fleste markedssøgende Handlende maa derfor visseligen blive Tab istedenfor Gevinst. Paa Industrien og Huusfliden har vort Marked endnu ikke virket synderligt, og et Stykke Vadmel eller Verken saaes ikke frembudt til Salg. Hellerikke saaes mange Skind og Huder. Lommetyvene have derimod ikke været uvirksomme, og vort Politi har derved faaet Anledning til atter at forsyne vore Arrester med Logerende, saa at vor Ar­restforvarer og vore Værtshusholdere høste størst Fordel af Markedet”.

 

Dette bittre utfald fremkaldte to imøtegaaelser, fra arrestforvarer I. Kjær og politibetjent P. Berg, som gir et andet billede av forholdene under markedet. Den første tilbakeviser insinuationen om de store indtægter: „I samtlige 3de Markedsdage indbragtes som Arrestanter 12 Personer, størstedelen for mindre Politiuordener. Det hele Udbytte for disse er 3 Mk. 2 Sk. --- --- og vil jeg med Taknemmelighed næste Aars Marked overlade Dem denne min Function med alle dens Herligheder og Gevinster, imod at De bestrider de dermed forbundne Udgifter, i Aar mindst 3 Spd.” --- Av lommetyver var der heftet en enkelt person her fra stedet, og „forøvrig hørtes Intet til slige Experimenter i Aar hverken paa Markedspladsen eller andet Sted her i Byen”. --- Om handelen siger han at der 2den og 3die markedsdag var en levende avsætning, især av kjøbmandsvarer, og at der ogsaa var usæd­vanlig stor tilførsel fra landet av skind, lærred, vadmel o. s. v., som for en stor del blev solgt utenfor selve markedsplassen. --- I samme uttaler P. Berg sig: Der var antagelig samlet 3-4000 mennesker, hvorav bare 2 blev arresteret for drukkenskap, og der var en betydelig mængde varer fra landet: skind (antagelig 2000 Gete og faareskind), verken, vadmel, lærred, strie, dynevar. Omsætningen herav foregik for en stor del rundt om i bønders logis, og der var idethele under dette marked saa stor tilfredshet blandt sælgerne som man tidligere sjelden hadde hørt.  ---  Begge disse to sakkyn­dige, som hadde anledning til at granske forholdene nærmere, er saaledes enige om at markedet var til fordel baade for by og bygd, og man tør vel heri ha et paalitelig og nødvendig korrektiv til Amtstidendens fremstilling. At bladet knyttet en spydig „hale” til de 2 indsenderes indlæg, kan ikke avsvække de meddelte oplysningers troværdighet. Tilsammenlagt gir da disse indlæg tillikemed bladets her gjengivne referater fra 1840-42 et ganske godt billede av Skiens marked i disse aar, baade som handelsstevne og som folkeforlystelse.

 

At brændevinet herunder spillet en stor rolle var ikke andet end hvad man kunde vente i den tid, men drukkenskapen var tydelig i avtagende, og hermed stemmer det da ogsaa at kampen mot det var reist gjennem de netop i disse aar stiftede Maadeholdsforeninger. Gjerpens sogn var her i første række: Den 29de januar 1841 utstedtes en indbydelse undertegnet av Herman Bagger, C. Lund, Hans E. Møller, H. Gasmann, Thor Andersen og John Jacobsen) til et møte i Ole Follougs hus paa Bratsbergkleven, og her blev da foreningen stiftet og dens love vedtagne den 16de februar næstefter. Tilslutningen var stor; allerede den iste april hadde man 89 medlemmer, hvorav 45 meldte sig ind i det samme dag avholdte møte, og 4de juli var antallet steget til 160. Foreningens love blev da offentliggjort i Bratsberg Amtstidende no. 54; dens første formand var Herman Bagger, og blandt dem der med iver virket for saken nævnes særlig pastor Schiøtt (senere sogneprest i Skien), som indledet forhandlingerne i møtet den 4de juli med en tale, der blev utgit i trykken. --- Bevægelsen bredte sig utover bygderne og nød støtte fra høieste hold, idet (som Amtstidenden med til­fredshet noterer) kongen og kronprinsen hadde meldt sig ind, formodentlig i Kristiania. --- 20/2-42 stiftedes en lignende forening i Solum med 55 medlemmer. Det maa erindres at disse foreningers program var meget „maade­holdende”; at „tørlægge landet” var der ikke tale om.

 

-----------------------------------------------------

 

Inden vi gaar videre, vil det være nødvendig at se nærmere paa de temmelig indviklede forhold som Skiens presse kom ind i med aaret 1842. Hadde Feilberg tænkt at han med sin nærmest paa avertissementer beregnede avis skulde faa leve idylliske dage, da gjorde han „regning uten vært” og uten Herman Bagger, som hittil hadde holdt sig i Gjerpen og spillet en ganske stor rolle der, men nu i 1842 utfoldet sin krigsfane i selve Skiens by.


Bagger var en til Norge indvandret jyde (søn av en distriktskirurg i Lemvig), f. 20/7-1800. Han hadde en god og flersidig utdannelse: først i 5 aar ved handelen; 1820 dansk-juridisk embedseksamen; fuldmægtig hos en prokurator i Kjøbenhavn; 1824 latinstudent; 1826 huslærer i Norge (hos Konsul Hvidt i Sandefjord); andeneksamen ved Kra. universitet; kst. Adjunkt i Drammen 1828-29; gaardbruker paa Folloug i Gjerpen (som svigersøn av proprietær Gogstad), hvor han blev ordfører og i 1839 storthingsrepræsentant for Bratsberg amt. Hvad der drev ham til at forlate Danmark maa vel ha været lysten til at spille en politisk rolle; under Fredrik VI's enevældige og godt befæstede styre var der liten utsigt dertil, men i det frie Norge var der chancer!

Herman Bagger

Og Bagger forstod at benytte dem og maatte med sine forutsætninger bli en som ikke var at spøke med, naar han kastet sig ind i 30-aarenes politiske kamp. --- Da han flyttet til Skien hadde han allerede en ganske bevæget fortid at se tilbake paa, i stridigheter med embedsmyndigheten og avisskriverier av en høist uforfærdet art. En justitssak, som gik helt til højesteret, med paafølgende klage fra Bagger til Storthinget, var en av de mindre følger av denne virksomhet. --- I 1839 var han forsaavidt paa toppen, som han dette aar kom paa Storthinget; men i 1841 skedde der et omslag. Til repræsentanter fra Bratsberg valgtes nemlig i det aar (i valgmøtet paa Nordre Brekke 5/7):  amtmand Falsen (med 30 stemmer), kirkesanger Ole Bjørnsen. (25), kst. foged Borchsenius (18 st.) og sogneprest Gustav Lammers (9 st.), medens Bagger blev 3die suppleant. Først og fremst var det Falsens bosættelse i amtet, som forandret stil lingen og chanserne for at naa op; en slik størrelse var ikke let at komme forbi. Han fik da ogsaa 30 stemmer av det 37 mand sterke valgmandscollegium. Men dernæst dukket en farlig konkurrent op i den unge foged Borchsenius, som hurtig maa ha vundet bøndernes tillid, eftersom det lykkedes ham at vippe Bagger fra den stilling han hadde naad i 1839. Og merkelig nok var ogsaa han en indvandret jyde!

Fr. Borchsenius

 

Fredrik Charlow Sophus Borchsenius var søn av en sogneprest i Værum, f. 10/1- 1808. Kom i tyveaarsalderen til Norge som kontorist hos en farbror (sorenskriver B. paa Romerike); tok norsk‑juridisk embedseksamen 1832 og blev samme aar fuldmægtig hos sorenskriver Wessel, med hvis datter han blev gift. Hermed var han da fast indplantet i Skiensegnen og steg hurtig opover: konstitueret foged 1837 (og sekretær paa første amtsthing); prokurator 1841; konstitueret amtmand 1843; foged 1844 til sin død 12/12-1880. --- Ved valgforsamlingen i 1841 betegnes han som „gaardbruker”, og

det har vistnok for en stor del været hans sterke interesse for jordbruket som i forening med hans dygtighet som embedsmand skaffet ham plassen som repræsentant fra Bratsberg paa en lang række storthing (1842-64). I 1846 kjøpte han Store Mela, som i hans tid flere gange var sæte for en privat landbruksskole under ledelse av den bekjendte Jensenius (en av B. indkaldt landsmand fra Sjælland).

 

Der blev i aarenes løp mangt et basketak mellem disse to, av en vold­somhet og utholdenhet, som minder om ordene i en dansk vise: „,Jyden han er sterk og seig”. Men foreløbig maa det være nok at peke paa valget i 1841 som den sandsynlige grund til at Bagger overlot Borchsenius valpladsen i Gjerpen og slog sig ned i Skien, hvor han temmelig snart aapnet sig en løpebane av offentlige tillidshverv, der godt kan staa som værdig parallel til konkurrentens. ---

 

Det kan tydelig skjønnes at Feilberg i 1842 veiret konkurrence og tok sine forholdsregler. I en redaktionsartikel 10/5 bebudes en forandring i Amtstidendens program, saaledes at den istedenfor at være væsentlig en adresseavis, hvis hovedsagelige indhold var bekjendtgjørelser, fra; vilde i større etstrækning end hittil bringe drøftelse av offentlige anliggender og efterret­ninger fra indland og utland. Dens politiske farve erklæredes at være liberal, dog ikke „ultraliberal”: „Maadehold i Alt vil være vort Valgsprog”. ---  Formatet blev utvidet fra kvart til folio, og bladet vilde utkomme tre gange ukentlig (mandag, onsdag, fredag) uten forhøjelse av prisen. (3 spd. anret). Fredag den iste juli utkom da bladet i sin nye skikkelse, med en redak­tionsartikel, hvori der anstilles nogle betragtninger over den lokale presses vanskeligheter; samtidig betones, at bladet aldeles ikke vil slutte sig ube­tinget til „oppositionen”, men forbeholder sig frihet til alle sider.

 

Samtidig utkom første no. av „Skiensposten”, (altsaa en avis til paa et sted, hvor der var knap nok plass for en!), trykt hos Jens Melgaard og redigeret av Herman Bagger. Prisen var 2 spd. pr. aar, bladet kom 2 gange ukentlig og var altsaa billigere end dets ældre kollega. Begyndelsen var ikke saa svært lovende: tarvelig utstyr og bare 1 avertissement, men utgiveren lovet nye typer om 14 dage, og allerede i no. 7 kunde Melgaard melde at det nye blad hadde 135 abonnenter. Men Bagger synes snart at være blit kjed av affæren; i no. 44 erklærer han sin fratrædelse som redak­tør og averterer i næste no. utgivelsen av en ny avis med titel „Correspon­denten”. Den blev der dog foreløbig intet av; Bagger og Feilberg slog sig indtil videre sammen og utgav i 1843 en avis med titel Bratsberg Amtstidende og Correspondent, hvorav der bare utkom denne ene aargang. „Skiensposten” holdt det gaaende til utgangen av 1843, forsøkte prisnedsættelse til det halve og nyt navn („Skiens Adressetidende"), men opgav kampen og gik ind, efter at ha levet i 3 halvaargange. Samtidig var forbundet mellem Bagger og Feilberg opløst, og hver av dem gik sin egen vei. I 1844 utkom Bratsberg Amtstidende som før, Bagger startet Bratsberg Amts Correspondent (senere forandret til Correspondenten), trykt hos Mel­gaard, og saa seilet da disse 2 konkurrenter i en lang aarrække side om side og gav hverandre det glatte lag med passende mellemrum. --- Begge blade fik en lang levetid og gjorde hvert paa sin vis ret for sig; men Bag­gers „Correspondent” blev den mest omstridte og mest berømte. Den hadde sin leders stridbare og personlige præg og var hans organ under hele hans løpebane som offentlig personlighet.

 

---------------------------------------------------

 

Festligholdelsen av den 17de mai har spillet en fremtrædende rolle i vort politiske liv, og der er ovenfor gjort rede for hvorledes man i fore­gaaende decennium indrettet sig dermed i Skien. I 1840 findes intet spor til at man tok notits av den nationale festdag, og aaret efter skriver Amtstidende: „Med Undtagelse av Formandskabets Indbydelse til Subscription for de Brandlidte i Trondhjem, der udgik den 17de Mai, samt Skibenes Flagning, forefaldt her intet med Hensyn til Constitutionsdagen”. Men i 42 fik endelig dagen præg av at være en folkefest, slik som den senere har holdt sig:

 

„Den Lunkenhed man her i Byen i flere Aar har viist Frihedsdagen, synes iaar at være vegen for en frie Borgere værdig Aand. Allerede fra den tidlige Morgenstund hilsedes den 17de Mai fra Brækkebjerget, hvor en Deel af Byens Indvaanere hadde samlet sig, med Hornmusik, Sang, Hurra­raab og Kanonsalut. Derfra drog en Deel af Forsamlingen under Musik ned igjennem Byen og standsede paa Torvet, hvor Nationalsangen istemmedes og et levende Hurraraab endte Festligheden for denne Gang. Kunde man end med Grund beklage Mangel paa almeen Interesse ved denne Leilighed, havde dog det Skeete givet Skiens Publikum en Impuls og fremkaldt en Bevægelse, der henimod Aftenen gestaltede sig til en Folkefest i Ordets egentligste Forstand. Omtrent Kl. 6 begyndte det at blive levende i Ga­derne, og i Nærheden af Torvet concentrerede sig en Menneskemasse som vor By sjelden kan opvise. Under Musikkens Toner og med det vakkre trefarvede Flag i Spidsen satte Hundreder af Mennesker sig i Marsch udover Broerne mod Klosterskoven, hvorhen allerede Mange vare ilede forud, for i Guds frie Natur at feire Friheden. Her blandedes nu alt Folket om hverandre og en almindelig Dands kom i Gang, hvorved Rangforordning og Standsforskjel for nogle Timers Tid blev lagt tilside. Ved Siden af de moderne Dandse vakte vore raske Fjeldgutters Smidighed og Livlighed i Hallingen og Springdansen levende Interesse. Fra Tid til anden lode Fri­hedssange fra den begeistrede Mængde. Det Hele sluttedes med et smukt Fyrværkeri og Opstigningen af en Luftballon, en Sjeldenhed paa denne Kant. Den hele Aftenen herskende jævne Munterhed og Lystighed blev ikke afbrudt ved nogen Uorden. Kl. 11 brød Musikken op, og anført av den strømmede Mængden tilbage til Byen, gjorde Holdt paa Torvet og tog Afsked med Dagen i den kronede Nationalsang samt et tredobbelt Hurraraab".

Barnholdtgaarden

 

Dette var altsaa den første virkelige 17de mai i Skien, no. 1 i en lang række lignende, hvori de politiske stemninger (og brytninger!) har avspeilet sig til den dag idag. Og længer ute i samme aar hadde man den glæde at kunne feire endnu en patriotisk fest: det var da det nye toldflag blev heiset den 23de september. Orlogsflaget var endnu ikke frigjort, det hadde Carl Johan forbeholdt sin efterfølger; men til toldflag sanktionerte han det trefarvede, og Amtstidenden kunde den 24de sept. fortælle sine læsere: ,,Igaar blev da endelig ogsaa her det nye Toldflag heiset. Som paa andre Steder havde man ogsaa her belavet sig paa at festligholde den Dag da første Gang de nationale Farver skulde vise sig paa Flagstangen ved Toldboden. Men dette var nær bleven aldeles forpurret, da det skal have været tilsigtet at heise det nye Flag i al Stilhed. Enkelte havde dog Aftenen den 22de ds. bragt i Erfaring at Flagget vilde blive heist deri følgende Dag, og uagtet den korte Frist saae man dog den 23de om Morgenen en temmelig talrig Folkemasse samlet paa Muddringen udenfor Toldboden, hvor ogsaa Borgermusikken var tilstede. Kl. 9 heisedes Flagget under Hurra, udbragt af Toldinspecteuren, Baron Wedel-Jarlsberg, og istemt af den forsamlede Mængde, derefter bleve 2 i Dagens Anledning forfattede Sange afsjungne under Accompagnement af Musikken, hvornæst Byens Ordfører udbragte Hurra for Kongen og for Storthinget. Endelig spilledes Melodierne til Schwachs Flagsang og til Bjerregaards Nationalsang, hvorefter Menneskemassen nied Musikken trak op ad Gaden til Torvet, hvor den opløstes. One Aftenen var der i Chr. A. Bloms Locale foranstaltet en Festlighed, hvori circa 40 Personer deeltoge, og hvor Skaaler udbragtes for Norges Selv­stændighed, for Kongen, etc. --- Selskabet forblev samlet til langt paa Natten".

 

Man ser hvorledes den aandelige atmosfære har været svanger med nationale stemninger. Der var grobund i gemytterne for en utvikling i alle retninger, til borgerfrihet, national selvstændighet, samling af samfundets skilte lag under fælles fane. Og aaret 1842 var ogsaa i litteraturen et merke­aar, en milepæl mellem 2 stadier paa veien: 2 av den ældre slægt vandret bort, Bierregaard og Maurits Hansen; og Asbjørnsen og Moe dukket op med den første norske eventyrsamling, litet paaagtet i begyndelsen, men hvor uendelig frugtbar i sin virkning! --- Skienspressen leverte av og til sagn og optegnelser fra Telemarken (man sat jo her ved indgangen til et av nationens rikeste skatkammere) uten at ane deres virkelige værdi; i 1840 indeholdt saaledes Amtstidenden (i no. 25) det berømte sagn om Dyre Vaa, som Welhavens mesterlige behandling 7 aar senere (i Asbjørnsens aarbok „Hjemmet og Vandringen”) gjorde til et av vore kosteligste smykker.

 

Den 5te februar 1843 feiredes Carl Johans 25-aarsjubilæum som Norges og Sveriges konge, og Skien stod ikke tilbake. Der var festgudstjeneste, hvortil bystyret tillikemed embedsmænd og medlemmer av borgerkorpset gik i procession fra det nye raadhus; 210 fattige fik kaffe og penge og 11 husarme familier 1 à 2 spd. hver; om aftenen illumination og transparenter. Latinskolen hadde reist en obelisk med en inskription der mindede om kongens gavmildhet mot skolen, og tegneskolen et særlig vakkert transparent: kongens navnetræk og krone, omgiven av 25 stjerner og følgende vers:

 

„Kvartseclat staaer som Stjerner om din Krone,

Selv est en Stjerne Du for Folk og Throne”.

 

Det var vel Hother Bøttger, som hadde æren av dette; han var jo baade en smagfuld tegner og litt av en poet. --- I beretningerne om dagens fest i hovedstaden følger Amtstidenden Morgenbladets referat, som var kryd­ret med nogle bittre politiske reminicenser (bl. a. at Kra. bystyre i 1839 ikke hadde været at formaa til nogen festlighed ved constitutionens 25-aars-jubi­lærun, og at dets daværende ordfører faldt i unaade, fordi han allikevel fik istand et fyrverkeri paa St. Hanshougen !). Den ukritiske beundrings og ubetingede underdanighets tid var forbi.

 

Det var mot embedsaristokratiet oppositionen i disse aar rettet sine angrep. „Bondestorthinget” 1833 er kjendt, men byernes „liberale” hadde ogsaa noget paa hjerte, derom vidner de nu paafølgende stridigheter i Skien tilstrækkelig. Det vilde føre for vidt allerede paa dette tidspunkt at utvikle hvad denne kamp i tidens løp førte til. I sin almindelighet kan man sige, at et land uten høvdinger blir utsat for litt av hvert (det viser jo Norges historie i middelalderen og langt utover), og riksretten av 1836 viste at embedsvældet, naar det knep, baade vilde og kunde slaa leir til vagt mot overgrep mot nationen; men det kan hellerikke, med senere tiders erfaringer for øie, betviles at her virkelig var mangt og meget at holde oie nied og et tryk som maatte lettes.

 

Det var Herman Bagger som paatok sig den ofte utaknemlige rolle at være klæggen som holdt den offentlige retssans og borgerlige selvfølelse vaaken. For sine samtidige stod han fra først av sikkert nok som en „Streber” (som tyskerne kalder det), en ærgjærrighet, som intet skydde for at naa frem. „Hvad vilde han her?” spurgtes der nok mere end en gang. Da han hadde meldt sig ut av „Skiensposten” og denne vendte sine vaaben mot ham, fik han da høre om sin likhet med Herman von Bremen (Holbergs politiske kandestøper), og med hentydning til hans velvillige holdning likeoverfor den tiltagende og foruroligende utvandring til Amerika spurgte bladet spydig: „Vil ikke Hr. Bagger ogsaa forsøge sin Lykke i Amerika?” Ja det var vist manges ønske, for der fulgte jo et evig slagsmaal med hans optræden: lensmand, foged, sorenskriver, sognepræst, amtmand, statholder, høiesteret --- hele rækken av offentlige myndigheter fik bryderi og ubehageligheter av den kontrol han paatog sig at øve. Og følgen for ham selv var en række processer, hvis antal og forviklinger neppe har noget sidestykke, med mulkter og mortifikationer og en tilsvarende evig allarm i pressen. Hadde man til sine tider seilet i dødvand, fik folk i Skien sandelig nok at snakke om fra det øieblik han blev borger av byen i 1842.

 

Bagger selv har vistnok ment at være et uskyldig offer for vanskelig­heterne ved den opgave han hadde paatat sig. Den artikel hvormed han aapnet første no. av „Bratsberg Amtstidende og Correspondenten”, slutter saaledes: „Sandhed, Frihed, Ret og Borgerheld vil Redactionen offre sine ringe Evner, og skal den stedse stræbe efter at dette ikke skeer paa Hu­manitetens Bekostning” --- og dette har vistnok været hans oprigtige mening. „Sjælen i vor Forfatning er Control” siger han noget senere, og „Trykkefrihed er den controllerende Myndighed, som sætter Statens Tjenere under Offentlighedens Domstol”. „Men hvilken Illusion er ikke denne Trykkefrihed hos os? Lad Pressen paa engang paatale een eller ti forskjellige mislige Embedshandlinger hos lige saa mange Statstjenere, og Red. har strax een eller ti forskjellige Processer, avlagt efter Regjeringens Beneficium til den eller de formeentlig Fornærmede, uden at det samme Gode tilstaaes ham.” --- „Embedsstanden er saaledes blevet en .privilegeret Kaste, hvori
intetsomhelst Indgreb taales.”

 

 

Noget var der i denne opfatning, i enkelte tilfælder endog meget; men Bagger glemte at de offentlige tjenestemænds utsatte stilling virkelig krævet beskyttelse (de blev jo ofte paalagt at reise sak mot angrep), og dernæst at der ved hans egen angrepsmethode kanske klæbet mangler, som virket irri­terende og fremkaldte protest, uvilje og motangrep. Det er i den henseende typisk at han begynder en artikel om de i den tid desværre noksaa hyppige kassemangler hos fogderne saaledes: „Vi have leet at en Statsminister efter at være idømt Straf for Embedsforbrydelse er bleven Statholder, og hvorfor skulde det da kunne vække Forundring, hvis saa var, at see en Foged eller Oppebørselsbetjent befordret til et større Embede, hvorved han fik adgang til at tilbagebetale de mange Hundrede, som han har været nødsaget til at benytte af det Offentliges Midler for at leve standsmæssig?” --- Enhver kan jo se at Bagger her med et lovtrækkergrep har stillet 2 kvalitativt uensartede slags „forbrydelser” ind i samme klasse, og det kan ikke forundre at Feilberg blev kjed av at staa som utgiver av et blad, som blev brukt paa denne maate. Rigtignok hadde han selv aaret forut paa en litt sursøt maate meldt den „nytaarsgave”, som Carl Johan hadde givet nationen ved denne utnævnelse, men dette Baggerske træk maatte dog bli formeget av det gode. Et par aar efter, da kompaniskapet var opløst og Bagger rigtig fik tumle sig i sin egen Correspondent og dermed skaffet sig flere injuriedomme, blev det da ogsaa i Feilbergs avis fremholdt mot ham hvorledes denne forbryderetiket nu med like saa god grund kunde klistres paa ham selv.

 

Det haardeste sammenstøt fandt sted da Bagger blandt sine mange motstandere traf sin landsmand Borchsenius, og hvad der gav deres mellemvæ­rende et særlig ubehagelig præg, var at striden foranlediget offentliggjørelse av familieforhold og pengesaker fra begges fortid i den egn, hvor de hadde levet i sin barndom og første ungdom. Borchsenius fremdrog en hof- og stadsretsdom av 1824 mot Bagger, og denne svarte med en redegjørelse, hvis enkeltheder mindst av alt passet i en avis. „Fy hr. Bagger, skam Dem” roptes der i Amtstidenden, og Borchsenius (som da var konstitueret amtmand) fik av regjeringen fri sakførsel til injuriesak. Den begyndte i oktober 1844 og endte i . . . 1850 med en av byfoged Paus avsagt dom, hvorved Bag­gers beskyldninger mortificertes og omkostningerne ophævedes. Under proceduren gav Borchsenius's sakfører, prokurator S. Blom, en vidløftig og ind­gaaende skildring av Baggers fortid i Gjerpen og paaviste, hvor daarlig han hadde stelt med den gode eiendom han hadde giftet sig til og hvilke van­skeligheter han voldte sine kreditorer (foged Hofgaard maatte som panthaver erhverve sig 2 høiesteretsdomme inden han fik ham til at rømme eiendommen); omtalte hans sammenstød med advokat Fredrik Stang i 1840, da Bagger selv førte sin sak for Høiesteret og for en gangs skyld „mistet sin vanlige hardiesse” likeoverfor denne motstander, og idethele gav et billede av ham som maatte berøve ham enhver tillid. Og dog: midt under denne strid straaler „Correspondenten” av dyd og selvtilfredshet, offentliggjør glimrende attester fra selve Hof- og Stadsretten (hvis dom i 1824 blev brukt som vaaben mot ham!), fra sognepresten i Sandeherred, fra rektor Borch i Drammen, fra bygdefolk i Gjerpen,               en paafuglehale med de skjønneste fjær, og ikke nok med det: Bagger har øiensynlig venner og forsvarere blandt toneangi­vende mænd i byen, som byfoged Cappelen, adjunkt Arentz og gamle sogneprest Bull, og man ser borgerskabet i Skien villig gi den „processualistiske eventyrer” plass imellem sig, med betroelse av kommunale tillidshverv. Han fik borgerbrev som handelsborger 7/6-1844 og blev av formandskapel (med 3 stemmer mot 2) ansat som kommunerevisor; ved aarets utgang viceordfører (mens Arentz blev ordfører); 11/4-45 forligelseskommisscr (med 59 stemmer, mens hans motstandere C. Myhre og Feilberg bare fik 10 og 5 st. Dog blev de 2 sidstnævnte suppleanter med 32 og 28); endelig overligningsmand. Hermed var det avgjort at Bagger og hans avis ikke lot sig utrydde; forsaavidt var Feilbergs og hans medkjæmperes strid mot uhyret frugtesløs. Bagger blev i Skien og naadde op til at beklæde i mange aar stillingen som byens ordfører og storthingsmand. --- Een position beholdt Feilberg uanfægtet: han var 1841 chef for borgerkorpset og, som det synes, en dygtig chef med interesse for stillingen og evne til at gjøre noget ut av denne i militær henseende tvilsomme institution.

 

-----------------------------------------------------

 

Utvandringen til Amerika antok i begyndelsen av 40-aarene slike di­mensioner at man blev betænkelig likeoverfor denne tapning av nationens arbeidskraft. Det er allerede ovenfor fortalt at embedsmyndigheterne hadde drøftet saken, men ialfald foreløbig var blit staaende ved den opfatning at der ikke maatte lægges hindringer iveien, og at det eneste som burde gjøres var at sprede paalitelig oplysning om forholdene, til veiledning og advarsel. I slutten av 1843 nedsatte regjeringen en kommission til yderligere behandling av saken, og i denne fik foged Borchsenius sæte, formodentlig fordi Bratsberg amt hørte til dere, hvor bevægelsen var sterkest. --- Skienspressens holdning er ikke til at tage feil av: saalænge Herman Bagger redi­gerte „Skiensposten”, var denne meget interesseret for Amerika, og det samme var tilfældet med „Bratsberg Amtstidende og Correspondent” i 1843, medens samme aargang av „Skiensposten” er sterkt contra; saa gik sidstnævnte blad ind, og vi har da Bagger med sin „Correspondent” som fortsætter den velvillige holdning likeoverfor utvandringen (den stemte jo med hans theori om det trykkende og kostbare embedsvælde), mens Feilbergs Amtstidende er organet for bestræbelserne for at holde igjen mot strømmen.

 

Var bekymringen over utvandringen stor, saa var der paa den anden side noget at tjene paa den, og man ser da ogsaa at skibsrederne i Skiensfjordens byer (og naboerne, fra Larvik til Kragerø) benytter anledningen. Omtrent et snes større fartøier var i 1842-45 sysselsat hermed, dels direkte til New York (hvorfra de befordredes videre til Chicago og Milwaukee), dels til Havre, for derefter at fortsætte med større fartøier over Atlanterhavet. Passagerernes antal var fra 100 til 200, med lovbestemt rum og antal efter drægtigheten (4 pr. c.læst). --- Følgende fartøier kan efter annoncerne sees at ha været sysselsat i denne „trade” i 1843:

 

Columbus (kapt. Chr. Hassel, reder Duus i Kragerø). Æolus (Thor­bjørnsen, av Kragerø). Vinterflid (O. Elligers, reder Hans Cappelen). Salvator (Johan Gasmann, av Porsgrund). Columbus (H. Jensen, Porsgrund). Washington (løitnant Herman Schmidt, Porsgr.). Axel og Valborg (Cornelius Blom). Thora (Johnsen, av Porsgr.). Vandringsmanden (C. F. Wamberg, Porsgr.). Kjellestad (Blehrs paa Stathelle). Kronprins Oscar (Halvor Arve­schoug, Porsgr.). Lafayette (av Brevik). Venskabet (Petersen). --- I 1844-45 (foruten flere av ovennævnte): Industrie (B. Adtzlew, reder consul Flood i Porsgrund). Norden (S. Halvorsen, av Porsgr.). Buonovento (P. Mathie­sen, av Larvik). Preciosa (O. Krog, reder H. Bjørn, Kragerø). Familieur (A. Pedersen av Arendal, en galeas, som tilbød at ta 80 passagerer! Den averteres, men man kan ikke se om den er benyttet). Preciosa (O. Hal­vorsen, av Brevik). Henriette (reder Chr. Myhre). Med „Vinterflid” fulgte i 1843 Knud Aslaksen av Vinje, som var hjemme i Norge efter flere aars ophold i Amerika og kunde være raadgiver og fører for de andre. „Axel og Valborg” var s. a. fragtet av 120 tindøler for 600 spd. til Havre, og 100 mosogninger underhandlet om lignende fragt med et andet fartøi. Med „Axel og Valborg” og „Venskabet” fulgte ialt tilsammen 329 passagerer til Havre, hvorav 26 vendte tilbake til Norge, da de ikke hadde midler til at fortsætte; resten fortsatte 24/6 til New York med „Argo”. --- „Æolus” førte 165 til Havre og fortsatte til N. York med 130.

 

At fjeldbønderne solgte sine gaarde for at søke bedre levebrød i det fjerne Vest, det fik saa være; men da proprietær Hans Gasmann paa Foss i Gjerpen forkyndte i slutten av 1842, at han ogsaa vilde drage avsted, blev der stor opstandelse. Baade i prosa og vers fik han henvendelser i aviserne, og Amtstidenden avtrykte i no. 123 (14/12) Christian Winthers berømte digt „Flugten til Amerika”, men uten virkning. Gasmann solgte Foss for 7500 spd., og  12/5-43 melder „Br. Amtstidende og Correspondent” : „Det vrimler i disse Dage her i Byen af Mænd, Qvinder og Børn, der i America ville opsøge et nyt Fødeland. Allerede idag afgaar Skibet „Salvator” fra Porsgrund til New York med 145 Passagerer, hvoriblandt Hans Gasmann med hele sin Familie. Vi ville af et oprigtigt Hjerte ønske, at Held og Lykke maatte følge ham paa hans lange Vandring". --- „Salvator” kom til N. York13/7;, altsaa efter 2 maaneders reise; noget tidligere var briggen Washington naadd frem, og et brev av  12/7 fortalte: ,,Overgangen fra Sølivet til Festlighederne den 4de Juli (De forenede staters store festdag) var for Passage­rerne en sand Forlystelse; de fleste var iland og frydede sig ved Musik, Fyrværkerier, Illuminationer etc., og deeltoge glade i den herskende Munterhed". Salvator (og Vinterflid, som ogsaa var ventende) var sinket av motvind. --- Reisens fortsættelse til Wisconsin oplyses at koste 7.1/2 dollars for voksne, børn det halve; bagage 100 pd. frit.

Man var selvfølgelig i Skien og omegn spændt paa at høre hvad Gasmann kom til at melde fra den nye verden. Hans første brev var dateret Pejn-Lek (>: Pine Lake) pr. Milvaukee den 18de Oktober 1843 og blev offentliggjort i Bratsb. Amtstidende og Correspondenten den 18de december, derefter særskilt trykt og solgt for 3 sk. pr. eksemplar. Av dette brev, som er stilet til „Mine kjære Svogere A. P. Limie, Even Ballestad og Simon Jønnevald, samt min kjære Svigersøn A. L. Houen” hitsættes nogle utdrag, som endnu vil ha interesse; i sin helhet er det visst av samtiden slukt med begjærlighet: ,,Vi landede ved Byen Milvaukee den 3die August, hvor jeg logerede min Familie ind, medens jeg reiste op i Landet for at see mig om efter Land, og etterat have reist omkring noget, kom jeg did hvor Ellef Bjørnsen Tungen boer, omtrent 26 engelske Mile i Nordvest for Milvaukee, ved en Indsøe, som heder Pejn-Lek. Her fandt jeg Landet overmaade smukt, ikke ganske fladt, eiheller storbakket, men bestaaende af passende Skraaninger og Heldinger. Her er ikke tyk Skov, men smukke Aabninger, det er: Træerne staar i en passende Afstand fra hinanden, saa at man kan pløie imel­lem dem, og naar man seer dette Land, seer det ud som en Have fuld af store Frugttræer, og jeg ved ikke at sammenligne det med noget bedre i Norge end med Hr. Møllers Aakre ved Porsgrund. Landet forskjønner og meget her ved den Mængde Indsøer og Elve her er; disse Søer vrimle af Fisk, og i Elvene er mange Maskiner. --- En heel Deel af mine Landsmænd som var i Følge med mig, har her taget Land i Brug, nemlig Tollef Walle, David Førre, Aslak Moe, Torkild Listuel, Daniel Ballestad, Peder Maueraasen, Ole Bougerød, Tosten Dagsrød og Svenung Lien af Bøe. ,,Jeg tog ogsaa en 1/4 Section i Brug (160 Acres) for at hoe paa indtil jeg havde seet mig mere om og kjøbt Land. Her har jeg nu bygget og boer over­maade smukt, lige ved en liden Indsøe og imellem Egetræer ligesom i en Have; men Bygningerne er ikke store eller elegante kan I troe; thi i Amerika er man meget nøisom i saa Henseende: først maa man dyrke sig Land og siden, naar man faar noget at leve af, bygge. --- Mine Bygninger bestaae derfor kuns af Stue, Kjøkken og Spisekammer og ovenpaa 2 smaa Værelser og et lidet Klædekammer          dette er hele Stadsen; men saa har jeg, endskjøndt det ialmindelighed ikke bruges her, bygget Stald og Fæ­huus til mine Dyr. Af disse har jeg 2 ganske smukke brune Vognheste, 4 Kjøreoxer, 4 Melkekoer og 2 store Kalve. Huus til Svinene bruges ikke her, da disse bestandig gaa ude, føde sig selv af Egenødder og blive saa fede om Høsten, at man ikke paa nogen anden Maade kan faa dem federe. Man kan derfor her have saa mange Svin man lyster, uden ringeste Bekostring. --- I Henseende til Omgang og Naboskab have vi det ganske hyg­geligt, da her boe en heel Deel svenske, tildels adelige Familier. --- Da jeg nu havde bygget saa meget at jeg kunde faa min Familie herop, saa jeg mig videre om efter Land, men jeg kunde ikke finde noget der behagede mig bedre end Landet omtrent 5 à 6 engelske Mile i Nordvest. Her har jeg kjøbt 1000 Akres. Jeg havde rigtignok tænkt at kjøbe mere, men da Skatterne her, omendskjøndt de ere højst ubetydelige, beregnes efter Enhvers synlige Formue, saa vilde jeg for det første ikke kjøbe mere. Hvad anden Formue man har at betale Skat af, bliver efter Ens eget Opgivende, og dette bliver i Almindelighed ikke stort. Det maa vist forundre mange i andre Lande at den amerikanske Forfatning kan bestaae med saa ringe Indtægter af Skatter; men Amerikanerne har lært at sætte Tæring efter Næring, og her spares ogsaa sikkert meget ved at her er meget lidet Militaire og Embedsmænd mod i adskillige andre Lande, og at de sidste lønnes og pensioneres eiheller nær saa høit som i Europa. --- Landet som jeg har kjøbt, er meget smukt; det ligger i en Firkant, hvorigjennem rinder en smuk liden Elv; det bestaaer deels af Skovaabninger, deels af tykkere og god Skov af Eeg, Alm, Valnødtræ, Løn og flere Sorter; desuden har jeg ogsaa smaa Prairier, hvor jeg har slaa et alt mit Høi til Vinteren. --- ---

 

,,At give Eder, mine Venner, nogen fuldstændig og paalidelig Beretning angaaende dette Land og dets Forholde tør jeg endnu ikke vove; men at Landet er smukt og frugtbart, tør jeg nok med Sikkerhed sige, og jeg synes ikke at i de Beretninger som i Norge er læst, at man har rost det formeget;  imidlertid overgaar det i mange Henseender mine Forventninger, saa jeg er meget fornøiet over min Beslutning at flytte hid og haaber med Guds Bistand aldrig at angre det; dog er hermed ikke meent at det kunde være godt for alle Mennesker uden Undtagelse at komme hid, da de der komme her uden Penge med Familier, som ikke er arbeidsdygtige, og ikke forud have Bekjendtere her, komme i det Første mangengang i stor Forlegenhed; dog, Betlere har jeg ikke seet, siden jeg kom paa amerikansk Grund. --- Et Bevis har jeg ogsaa paa at her maae være godt; det er nemlig kuns 5 Aar siden at Landet heromkring begyndte at dyrkes, og her ere nu de som sælge mange Hundrede Tønder Hvede, Potetes og Mais og ere alt blevne formuende Folk; men sandt er det og at Landmanden her heller ikke har mange Byrder; thi foruden at Skatterne ere en Ubetydelighed, er han her frie for saa mange Udgifter som man har i Europa da Alt som forrettes her af Embedsmænd koster ubetydeligt. Den største Udgift man har er at man maae selv bekoste og bygge sine Kirker og Skoler, hvorimod Præsterne lønnes af den Amerikanske Missionskasse. Vi Norske og Svenske have nu ogsaa besluttet at bygge os en Kirke og have valgt en svensk Mand som boer her og er theologisk Candidat, til vor Præst[2])”. Efter endnu en utvikling av, hvem der kan anbefales at utvandre, og hvorledes de maa være rustet for at klare sig det første aar, slutter brevet med en opfordring til svogerne om at komme efter og med hilsen til Herman Bagger, som han beder om at offentliggjøre brevet og ikke glemme ham med aviser til sommeren.

 

Allerede midtsommers s. a. hadde B. A. & C. trykt et andet Amerikabrev (efter gjentagen opfordring, som der tilføies). Det var fra Aasmund Aasmundsen Vinje til „velagtede Aslak Olsen Midbø” og var dateret „Mi­cigo, 3 norske Miil i Vest for Milwauki hos Jon Tollevsjori, den 9de Nov. 1842”. Av dette brev, som er skrevet med usædvanlig liv og fynd, hitsættes her enkelte partier:

 

,,Den 11te Juni seilede vi fra Drammen, og den 16de om Aftenen forlod vi Synet af Norge. Den 17de saa vi ikke andet end Himlen og det brusende Hav og de fraadende Bølger; da det led ud paa Dagen, kom der en svær Braadsøe, som brækkede en Bordgang efter hele Skandserækken paa Briggen og sønderrev det store Mærsseil over Kahytten; dog kom der ikke flere som gjorde Skade, men mange overskyllede Fartøiet. Den 30te ved Middagstid fik vi paa een Gang see England paa høire og Frankrig paa venstre Haand; imod Aftenen kom vi ind i Kanalen, og da begyndte det at tordne og lyne meget stærkt, som varede uophørligt til Kl. 11, da det holdt op til Kl. 12; men derpaa begyndte det igjen meget heftigt, og Kl. 1 om Morgenen slog Lynilden ned i Fartøiet og splittede paa Formasten Mærsestangen og Mærsseilet samt kløvede Masten nedover, og derfra frem i Gallionen, hvor den rev løs nogle JernSpænger og kløvede Eget ind i Kjølen, Alt uden Skade for Seiladsen, men Splinter og Fliser fløi over hele Dækket, --- ja Styrmanden og 3 Matroser maatte overende, dog uden at Nogen bekom den allermindste Skade. Lynilden løb efter Jernkjettingerne som man skulde see gloende Malm, og vi syntes at staae i en uophørlig Ild; ja jeg er forsikkret om, at ingen Norsk har seet saadant, som ikke har været andensteds end i Norge, og Skipperen sagde at han havde faret i 26 Aar, men aldrig været ude i saadant Sommerveir som denne Reise, enten Storm eller Stille. --- Den 6te ved Middagstid kom vi til Havre de Grace i Frankrige; der laae vi i 8 Dage, og der var mange beundringsværdige Ting at see. Jeg var den 7de S. efter Tref. i en katholsk Kirke og hørte Messe. Der var Meget og Mangt at høre og see, lystigt for Legemet men sørgeligt for Sjælen. Den 14de seilede vi fra Havre paa et stort americansk Skib, kaldet Hector, med god Vind og føieligt Veir, som vi havde hele Havet over til America, og godt og sundt var det paa Fartøiet, da der ikke var meer end 50 Passagerer ombord. --- Den 18de (august) om Aftenen fik vi se det americanske Land og om Natten seilede vi til Qvarantainepladsen, hvor der blev ankret. Om Morgenen, som var den 19de, da jeg kom paa Dækket og fik see Landet omkring mig: O Gud for et deiligt Syn det var. --- Om Morgenen den 20de vandrede jeg ud i Byen og til al Lykke traf jeg Anchersen, som gjorde overmaade god Reslaing (?) for mig; han bestilte det saaledes at jeg med mit Tøi skulde komme frit opover Landet foruden Betaling lige til Milwauki; ligeledes forærede han mig 5 à 6 Mk. Smør og et stort Fleskestykke. Den samme Dags Eftermiddag reiste vi fra New York opover Landet paa Steambaad, som drog 12 andre Baade med sig, Alle ladede med Folk og Gods. Den 22de om Morgenen Kl. 3 kom vi til Albany, reiste derfra den 23de Kl. 5 Eftermiddag paa Kanalbaad som bliver kjørt med 2de Heste (60 norske Miil med 85 Sluser). Den 30te kom vi til Buffalo, reiste derfra paa en stor 3 Dæks Steambaad og kom til Mil­wauki den 7de September; der traf jeg igjen Halvor K. og min Datter Sigri med sit Følge, samt Aasne Tvedtene og Christen m. Fl. fra Ødefjeld, Alle med god Helsen og Sundhed. --- For gamle Stømperer som jeg og flere
slige seer det mørkt ud for at lære Sproget; dog haaber jeg til næste Sommer at have lært saa meget at jeg kan veilede Eder, naar vi findes igjen i Milwauki i August Maaned 1843, hvor jeg tænker at møde Eder, mine Elskelige, saafremt Gud vil vi skal træffes igjen efter Aftale. --- Landet er her fladt og bevoxet med al Slags Løvskov, men mest Eeg. Her voner Alt hvad der bliver saaet og plantet, foruden Kaffe og Bomuld, og her er deilige Frugter at see imod i Norge. --- Paa Klimatet er her megen Forskjel imod i Norge; 14 Timer den længste Dag og 10 Timer den korteste Dag vi have her; vi ligger under den 42 Grad og I under den 60 Grad, og det maa gjøre stor Forskjel paa Klimatet. --- En Arbeidskarl faar her ½ Daler om Dagen, om Sommeren noget mere; men strengt Arbeide og over­maade god Kost. Her er ingen Hviletimer fra Morgen til Aften, og naar man har spist, saa paa Døren med sidste Bid i Munden og paa Arbeidet igjen. Qvindfolk faar l til 1.1/2 Daler Ugen, men det er ikke strengt for dem, thi de gaae ikke paa Udarbejde.  For Bjørn Skouvig er her slet ikke værdt at komme; thi her er 4 modsatte Ting for ham: 1 den stærke Sommervarme 2 det tunge Arbeide 3 den stærke Vinterkulde og 4 Sproget; alle disse Ting ere for ham som Brændeviin for Høna. --- Ingen maa komme til Amerika i nogetsomhelst Fag og tænke sig at være Mester, nei! her er saa kunstige og velindrettede Ting av alle Slags, at det er et Under at see. Hvo der har løse Penge troer jeg gjorde bedre i at lægge samme i Ameri­kansk Jord; ligesom især de som af Nød ere bespendte af for stor Nærings sorg; thi saadan finder slet ikke Sted her i Amerika. --- O Gud give min Broder Ole Anundsen Drotning kunde komme her med sin Familie og Smaa; det skulde være godt for de Smaa at sidde med et Hvedebrød i den ene Haand og et Fleskestykke i den anden. Jeg vilde, næst efter min Kone og hjertelig kjære Børn ønske Ole den Glæde at komme hid til Amerika. Du Halvor Lunde! nu staAer jeg ligesom for Dig og taler mundtlig til Dig: kan du nu opvække hans og hendes Slægtninger, som ere formuende, til at de gjør et Indskud og koster ham over, saa gjorde de en Gjerning, som de aldrig har gjort Magen til. --- Jeg kunde ikke skrive disse Linier uden Taarer i Øinene, thi jeg kjender inderlig vel den elendige Næringssorg. -‑- De borgerlige Love ere her overmaade godt indrettede til at nyde Friheden, men skarpe mod Forbrydere, og meget hurtig gaar Retten sin Gang; her er ikke som i Norge, thi der fimler og famler de saalænge med en Forbryder at de tilsidst have intet, for det de famler og finder med saa længe, mister de tilsidst ud af Hænderne".

 

Brevet slutter med en „flittig Hilsen til min ærede Præst og min velsignede gamle Lærer Niels Svennungsen” og den forsikring: „Det jeg her haver skrevet er Sandhed”.

 

Begge disse breve er skrevne efter et forholdsvis kort ophold i det nye land og ingen av deres forfattere hadde oplevet en nordamerikansk vinter, da de skrev. De stemmer overens i at hakke paa det norske embedsvæsen, som langt utigjennem aarene vedblev at anføres som en av grundene til utvandringen, men ellers er tonen ganske moderat. --- Medens „korrespondenten” fortsatte med at anbefale Amerika, bl. a. ved statistiske sammenlig­ninger (f. ex. mellem den amerikanske præsidents og den norske konges løn: henholdsvis 40,000 dollars og 96,000 spd.), forsømte ikke Feilbergs avis at levere motlæg baade gjennem økonomiske oplysninger og Amerikabreve, der stod i sterk motsætning til de lokkende skildringer. Den 26de sept. 1843 skrev Niels Christiansen Limi (fra Gjerpen) til sine forældre og søskende: „Her har hersket megen Sygdom siden de Norske kom hertil ifjor, thi Landets Klima er usundt og her døer Mange. Forøvrigt ønsker ikke at Nogen af min Familie kommer hertil, da jeg indseer, at Enhver som har Noget at leve af i Norge, sikkerligen vil blive skuffet. Her er Jord nok, men Mangel paa Skov. Arbeidslønnen er meget nedsat og i Vinter døde Kreaturene deels af Kulde og deels af Hunger, saa at Folk maatte tage sit Korn og give dem.” --- Og i en længere artikel i februar 1844
skriver Amtstidenden: „Hvad slige lokkende Skildringer virkede, viste sig frygteligt i den Masse af Udvandringer der ifjor fandt Sted. Mænd og Qvin­der, Oldinger og Børn strømmede afsted for at naa det forjættede Land; Enhver der blot paa nogen Maade kunde opdrive Omkostningerne ved Overfarten, maatte reise; ja af de 1841 Udvandrere, der ifjor lagde Veien over Havre til Lyksalighedens Boliger, vare 200 saa aldeles blottede for Resourcer, at de ikke kunde naae Maalet uden ved en Subscription blandt Landsmænd til et Beløb af 5000 frcs. Værre endnu var det at en stor Mængde af disse Elendige for at vinde Overfarten maatte forpligte sig til at arbeide visse Aar deels hos Landsmænd, deels hos amerikanske Skippere; de have saaledes realiseret det Sidste de havde tilbage, Friheden”.

 

Den 25de nov. 1843 gav Ole Bull sin første koncert i New York, og New York Herald gav ham i den anledning følgende velkomsthilsen: „I Besiddelse af sin Konsts høieste Fuldkommenhed, og hvad der hos os vil sige endnu mere, en enthusiastisk Tilhænger af Friheden og frie Institutioner og en Søn af det frieste Folk i Europa, vil hans Reise gjennem Amerika kun vorde eet Triumphtog". --- Idet Amtstidenden gjengav denne notice, hadde den nok en liten tanke ved siden av den sædvanlige stolthet over den berømte landsmand: „Det frieste Folk i Europa”; skulde det være nødvendig at flygte fra det for tyranniets skyld? --- Ole Bulls amerikanske eventyr med kolonien „Oleana” er verdenskjendt, likesom dens litterære efterklang i Henrik Ibsens „Per Gynt”:

 

„Midt i mit Hav, paa en fed Oase

vil jeg forplante den norske Race;

det dalske Blod er jo kongeligt næsten;

arabisk Krydsning vil gjøre Resten.

Rundt om en Vik paa en stigende Strand

faar jeg Legge Peeropolis, Hovedstaden.

Verden er aflægs! Nu kommer Raden

til Gyntiana, mit unge Land!”

 

Det bør ikke glemmes, at denne strøm av utvandrere og de dertil knyt­tede pressefeider fandt sted i de sidste par aar Ibsen levet i Skien og var i en alder, da slike indtryk maa ha virket sterkt og fremkaldt reflektioner. Han var da flyttet fra Venstøp til byen igjen, op paa Snipetorp, med utsigt til havnen. De store og høitidelige scener ved skibenes avreise og utvan­drernes farvel til Norge foregik forresten i regelen længer ut i fjorden, ved Porsgrund eller Langesund; ialfald melder Skiensaviserne intet nærmere herom. ---

 

Et trist indtryk gjør det, naar Amtstidenden fortæller (i no. 41 s. a.) at av de utvandrede tindøler er 60 døde, og resten „vandrer om som Skygger”. „Denne Colonies Udvikling gaaer saaledes over en Mængde Grave, og til disse Gjenvordigheder vandrer Norges Børn for først at berede deres Efterslægt blidere Kaar”.


[1] Nutiden kjender ham vel bedst som justitiarius og medlem av regjeringskonnnissionen; men dengang hadde man ham nok i friskt minde som litterat og „skjønaand”.

[2] Ved kgl. resul av 12/10-43 blev det tilladt cand, theol. J. W. Chr. Dietrichson at ordi­neres til geistlig virksomhet i Amerika. Han blev senere sogneprest til Moland (ved Arendal), derefter postmester i Porsgrund.