XIV.


Kunstinteresser. Ole Bulls besøk 1849. --- Haandverksforeningen 1846. ---
Dampskibsfart paa Telemarkens indsjøer. Kanal. ---
Regelmæssig lokaltrafik paa fjorden.

 

 

Der er tidligere givet en oversigt over hvad Skiens Indvaanere fik se og høre av kunstpræstationer 1830-40, og det følgende decennium frembyder ogsaa i den retning adskillig av interesse. Mindst var der, som man maa vente, av bildende kunst: av portrætmalere (det fag som maatte kaste mest av sig, fordi det appellerte til den personlige interesse og fordi foto­grafien endnu var i sin spædeste barndom) nævnes i 1840 Qværndrup (for­modentlig dansk) og Mayson, som drev faget ved siden av skuespillerkunsten. I 1843 holdt den bekjendte originale kunsthandler Schmahr en utstilling og i 45 telemarkingen Mikkel Mandt med 12 malerier, samt por­trætmaleren Steen. I 46 Stoltenberg, landskaps- og portrætmaler, som hadde været her tidligere og givet undervisning. --- Det er tidligere omtalt at Feilberg optraadte med daguerreotypier (lysbilleder paa sølvplate) og samtidig averteres i aviserne anvisning til at forfærdige „lysbilleder paa papir”, altsaa de første fotografier. Desuten levet her 2 begavede amatører: akvarellisten Paul Linaae, fra hvis haand der eksisterer mange, tildels utmerkede prospekter, mest fra Skiensegnen, men ogsaa fra hans reiser i Norge og utlandet --- og den ikke mindre begavede sogneprest G. Lammers, som vistnok en tid vaklet mellem kunsten og prestegjerningen. Han drev især figurmaleriet, dels portrætter, dels kopier efter berømte fremmede malere (mest kirkelig kunst). Blandt hans bedste arbeider er det her gjengivne akvarelportræt av hans hustru Nicoline (f. Rode, søster av provsten i Gjerpen) og en række studier fra hans reise til Italien 1847-48. Disse tilhører nu fylkesmuseet paa Brekke, som ogsaa har indsamlet et dusin av Paul Linaaes akvareller, væsentlig av de mindre, medens de større er spredt i privat eie. En søn av Lammers, skibsfører Ernst Lammers, arvet faderens talent og har efterladt sig endel vakre akvareller (mest fra Porsgrund), hvorav museet ogsaa eier et utvalg. ---

G. Lammers
Fru Lammers

Lammers drev kunsten helt til sin alderdom, i de senere aar dog synlig uttørret av mange] paa friske impulser, medens Linaaes arbeider hele tiden viser en merkelig evne til paa egen haand at arbeide sig fremover til en friere og friskere naturopfatning. ---

 

Theaterforestillinger var der færre av i denne periode, muligens fordi man endnu savnet et passende lokale. Der nævnes G. W. Selmers selskap; I. Mayson; Van Deurs (som tillike underviste i fegtning m. m.); Carl Petersen; Cortes & Weise (førstnævnte er bekjendt fra Bjørnsons „Fiskerjenten”) og i 1847 „det bergenske skuespillerselskab” under ledelse av Chr. L. Hansen. Endvidere alleslags akrobater (C. Francke, Riego og fru Jordhøi, hurtigløperen Hermann, Gauthiers cirkus, Wincents Hoffman) og den berømte tryllekunstner Olivo, som optraadte i 1842 og senere. Fra en av hans forestillinger paa Limiesalen fortæller et øienvidne (D. Cappelen), at da Olivo fremtryllet en levende hane fra et damesjal, forstyrret Limies søn illusionen ved at rope: „Det er vor hane!” ---          

 

Musikken repræsenteres baade av fremmede og hjemlige kunstnere: Tøstie, Rostad (begge omtalt tidligere), harpenisten Langballe, jomfru Lindeman (av det bekjendte trondhjemske søskendkuld), Pratté (den berømte svenske harpenist), H. Bye, Gehrmann (bekjendt violoncellist), Spiess (fløitenist, senere bosat i Aalesund) med sangerinden frk. Juringius, den bekjendte pianist og komponist Tellefsen, Elise Bomhoff (Schwachs søster) og Albertine Blom, det musikalske vidunderbarn William Herwig (11 aar gammel); Tyrolersangere og (baade i 45 og 48) de noksom bekjendte tyske musikere Harzverein, som gjorde stor lykke med sine 8 blæsere.

1849 betegner et høidepunkt, for da kom først „Myllarguten”, som Ole Bull hadde opdaget og ført frem for hovedstadens publikum, og derefter Bull selv! ---

 

Søndag den 22de april optraadte altsaa Thorgeir Audunsson paa N. Høiers sal, med assistance av „endeel Musikyndere”, som indledet og avsluttet koncertens begge avdelinger med en ouverture og et sangnummer; koncertgiverens eget program bestod av: Kivlemøiarne (gangar), Luraasen (halling), Sævelien (,,tougdands ved gang til retterstedet"), Løitnantdrengen (halling), Rotneimsknut (halling), Rækveen, Nøringen, Myllar­guten. Billetten kostet 24 sk. --- Koncerten maa ha vakt stor interesse og tilslutning; i Amtstidendens referat heter det at „Myllarguten spillede for et talrigere Publikum end nogen Virtuos her nogensinde har lokket sammen. Hans rene, bløde og sjælfulde Spil fortjente og fandt almindelig Bifald. Saaledes som han kan neppe nogen foredrage vore nationale Dandse”.

 

Knapt et par uker efter kunde aviserne melde at nu kom Ole Bull selv for at gi koncert, og nu naadde da stemningen sit høidepunkt. Det er betegnende for, i hvilken grad denne Norges berømte søn optok folkets fantasi og interesse, at selv de smaa provinsaviser stadig fulgte hans færd verden rundt, hjemme og ute, med referater fra hans triumfer, og Skienspressen (særlig Amtstidenden) dannet ingen undtagelse. I en tid, da natio­nalfølelsen skjøt saa sterk vækst, og man samtidig endnu hadde saa litet at vifte med overfor utenverdenen, flokket man sig saa meget sterkere om denne stolte repræsentant for nationens evner. --- Bull kom hit fra Larvik, ledsaget av pianisten Grundt, som assisterte med flere solonummere. Først gav de en koncert den 5te mai og derpaa efter opfordring nok en den 8de, begge i den store sal i fløibygningen paa Brekke. Av de i Amtstidenden meddelte programmer sees at Bull har spillet av sine egne kompositioner A-dur-koncerten, Polacca guerriera („krigspolka"), En moders bøn, Til sæters, Norges fjelde og karnevalet i Venedig. Det var jo særlig med de nationale toner han henrev sit norske publikum, og pianisten fulgte tappert efter med „Fantasi over tvende norske themaer” og „For Norge, kjæmpers fødeland”. Sammenligner man med nutidens koncertprogrammer, kan man vanskelig undgaa at ønske sig tilbake til den tid, da kunsten anslog disse strenge.

 

Bladene var naturligvis overstrømmende i sin ros. „Han har spillet her (siger Bratsberg Amtstidende), den store Mester, og Byens og Omeg­nens musikelskende Publikum har havt en nydelsesrig Aften, som længe vil leve i kjær Erindring. Fra By og Bygd var Folk strømmet sammen for at høre Ole Bull, saa at det store og rummelige Lokale paa Brekke blev ganske overfyldt. Ved sin Indtræden blev den længselsfuldt ventede hilset med stor­mende Acclamation, ligesom ethvert af hans Nummere modtoges med en­thusiastisk Applaus og Bravoraab. Da Bull til Slutning fremkaldtes, vari­erede han paa sin eiendommelig gribende Maade Folkesangen „For Norge, Kæmpers Fodeland”.

 

Det tilføies i referatet at hvergang tilhørerne klappet, ropte den utenfor forsamlede mængde hurra! Det var deres andel i nydelsen, de som ikke hadde raad eller ingen billet kunde faa av mangel paa plass. Men de fik da noget mere de ogsaa. Efter koncerten steg Bull frem paa hovedbygningens altan over indgangen og spilte for mængden. Det nævnes ikke i referatet, men er fortalt av D. Cappelen, der var tilstede som ungdommelig øienvidne. --- „Correspondenten” istemte den almindelige jubel: „Han er i Tonernes Rige en sand Konge, og som Konge blev han modtaget og ledsaget af det hele begeistrede Publikum”. Det er et ganske morsomt træk, at Correspondenten forøvrig nøier sig med at avtrykke Amtstidendens referat, som den (for en gangs skyld!) „helt og holdent underskriver”.

 

Der blev naturligvis givet en seksa for Bull (i mad. Bloms lokale), hvori 60 personer deltok; et langt større antal (siger Corresp.) var fortrydelig over at de ikke fik være med. „Vor store Landsmand indtog ligesaameget ved sin elskværdige Personlighed som ved sit geniale Spil, hvori han tolkede Selskabet sine Følelser”, og byens musikamatører bragte ham under festen sin hyldest med instrumentalmusik og sang.

 

Koncerten paa Brekke omtales ogsaa i fru Bodenhoffs breve („Et lyk­keligt Liv", Kbhvn. 1909). Hun fortæller at salen var oplyst med 10 stearinlys (det var jo i mai, saa der trængtes vel ikke saa meget) og der var 500 tilhørere. Bulls spil var deilig, men da han tilslut holdt en tale, fandt hun ham affekteret. --- Der er i Skien en tradition om at Schwach optraadte og takket Bull, fordi han hadde gjæstet „denne avkrok”, hvortil Bull svared at der hvor Schwach var, der var der ingen avkrok! Men eftersom Schwach i mai dette aar endnu ikke hadde forlatt Trondhjem, maa denne ganske morsomme lille episode ha fundet sted ved et senere besøk i Skien, i Schwachs sidste levedage.

 

------------------------------------------------

 

Den 24de juni 1846 stiftedes Skiens Haandværksforening. Naar man valgte St. Hans istedenfor den nærliggende 4de juli, var det vel fordi denne sidste var optat av „Forskjønnelsesselskapet”, men den hørte dog blandt de i foreningens love fastsatte 3 festdage: 17de mai, 4de juli og 20de dag jul. Den første generalforsamling blev holdt 27/12 s. a. --- Av den ved denne anledning fremlagte beretning (hvorav Amtstidenden gir et utdrag) fremgaar at foreningen ved sin stiftelse hadde 67 medlemmer og at dette antal i løpet av 2 aar var steget til 81. Foreningen hadde i begyndelsen sine moter hver torsdag kl. 7 hos kjøbmand L. A. Houen paa Snipetorp, senere hos kjøbm. H. C. Christophersen i Prinsens gate. I disse torsdagsmøter var der stadig foredrag og demonstrationer av theoretisk og praktisk art: fysik og mekanik efter Millingtons haandbok; den norske samfundsordning i middelalderen (efter prof. R. Keyser); Europas historie efter reformationen; fabri­kation av plokkede støvler; daguerrotypi og chemitypi; oplæsning av digte av Oehlenschläger, Baggesen og Wessel (om disse heter det at „Poesiens Blomster have ei heller været banlyste fra Foreningens Moder, og komme de oftere, ville de vel blive huuskjendte, om de end fra Førstningen af hilses som nogle altfor fine Damer"). Foreningen hadde allerede sat sig i skriftlig forbindelse med lignende foreninger i Kristiania, Bergen og Stavan­ger og „for dem angivet en Ide om at een Form som een Aand bør lægges til Grund for samtlige norske Haandværksforeninger”. Denne første aarsberetning slutter med følgende pathetiske ord fra formanden: „Dette, mine Brødre! er Beretningen om det første Halvaars Virken. Enighed og Fred har i denne Tid bygget sit Paulun over os. Lad Partikampen og Hadet og enhver af disse Mørkets Magter, som ikke frit og aabent i Brødres Kreds tør udtale sig, stedse være langt fra os!”

 

Parti av Prinsens gate

Der meddeles ikke, hvem den første bestyrelse bestod av, men i næste generalforsamling (30/12-47) valgtes: Feilberg, Bøttger, Gundersen, O. P. Holm, S. W. Saarbye, A. Andersen og O. Nielsen. De 2 første har vel, som man kunde vente, været de ledende, antagelig med Feilberg som formand, og hermed stemmer det da ogsaa, at disse første aarsberetninger er optagne i Amtstidenden, ikke i Correspondenten, som blot indeholder de ordinære avertissementer. Av denne anden aarsberetning ser man at for­eningen fremdeles har hat meget at byde paa : mekanikus Waitz har holdt foredrag om dampmaskinen; apoteker Krohn om kemi; adjunkt Blom om kristne sekter (kvækere, hernhuter og haugianere); dr. Schaaning om kemiens anvendelse i garverier; adj. Stoltenberg om unionen; adj. Arentz om varmelæren; dr. Leegaard om optik, og adj. Plum et versificeret foredrag om Belgrads beleiring 1456. Det var ved indvotering av „overordentlige medlemmer” at foreningen opnaadde denne værdifulde assistance, som minder ikke litet om nutidens arbeiderakademier; den „tilførte foreningen et nyt og frisk bevæget liv”, siger aarsberetningen og har utvilsomt ved den sterke deltagelse fra latinskolens mænd bidraget til at styrke skolens stilling i disse for dens opretholdelse kritiske aar. --- Paa et par punkter hadde foreningen allerede hat anledning til at optræde i spørsmaal av betydning for næringslivet; den hadde efter opfordring av Skiens formandskap avgit erklæring om markedets ophævelse (som den tilraadet, hvis det samme blev bestemt i de andre kjøbstæder), og den hadde nedsat en komite (Bøttger, Feilberg, Gundersen, Plesner, Andersen) til at utarbeide forslag til forandring i haandværksloven av 8/7-39.

 

Det er allerede omtalt at foreningen hadde sin egen sangforening. Den abonnerte ogsaa paa tidsskrifter og aviser (Skillingsmagasinet, Morgenbladet, Rigstidenden) og hadde dels ved kjøp, dels ved gaver fant istand en boksamling paa 117 bind. Den største gave var 40 bind fra exam. juris Thorbjørnsen; blandt indkjøp nævnes Thues norske lærebok, Fayes Norgeshistorie, Fayes Folkesagn, Wergelands For Arbeiderklassen og Holbergs Jeppe paa Bjerget. --- I 1848 oprettedes en sparekasse, med hofmarskalk Løvenskiold som formand, Thorbjørnsen som viceformand og Feilberg som kasserer. De første indskud (27/3) var 20 spd. 8. sk. --- Alt tilsammen en lovende og ærefuld begyndelse.

 

-----------------------------------------

 

Ved decenniets utgang var de store kommunikationsspørsmaal endelig modne til at løses: dampskibsfart paa Telemarkens indsjøer og kanalvei mellem disse og Skien. Det første var forholdsvis let at realisere, men det andet var et for den tid kjæmpemæssig arbeide, som efter det bedste og derfor dyreste alternativ kom op i 1/2 million kroner og desuten i den almindelige opinion hadde som offentlig foretagende med krav paa statskassen en konkurrent i planen om den første norske jernbane, mellem Kra. og Mjøsen. Det var derfor kanalen, som krævet det største arbeide, med sam­virker mellem alle de kræfter som her maatte sættes i bevægelse offentlig og privat: amtsthinget, Skiens by med sagbrukseierne, Telemarkens bygder, og i sidste instans staten med sine ingeniører og den nødvendige pengehjælp.

 

Det blev i forholdenes medfør Bratsbergs amtmænd som fik den opgave at lede bevægelsen og optræde som mellemled mellem de private interesser og det offentlige. Det er ovenfor nævnt, at Wedel-Jarlsberg allerede i 1831 i en forestilling (av 16/7 s. a.) til regjeringen gjorde opmerksom paa ønskeligheten av „en forbedret Transport-Indretning ved den saakaldte Skotfos”, enten ved en jernbane eller et sluseverk. I 1844 hadde Falsen saken til behandling. Der forelaa da betænkning fra en kgl. kommission (kjøbmand Bärnholdt, kaptein Rye, prokurator Borchsenius, konsul S. Munk, samt kanal- og havnedirektøren) og et av kanaldirektør Røyem utarbeidet forslag i 4 alternativer, og Falsen uttalte i sin betænkning tilslutning til planen om en kanal, men fremholdt tillike at kanalen burde være farbar ogsaa for dampskibe; dermed saa han videre frem end kommissionen hadde vovet, idet den kun forutsatte fartøier paa 45 fots længde. --- Saa iverksatte regje­ringen nye undersøkelser og planer. Trollhättan-kanalens bestyrer oberstl. Ericsson blev tilkaldt for at undersøke forholdene, og efter samraad med ham utarbeidet kaptein. Waligorski i 1846 et nyt forslag, som med endel forandringer blev det der tilslut seiret. Det forutsatte slusekammere av 90 fots længde og gik saaledes i samme retning som Falsens ovennævnte betænkning; Waligorski selv fik ikke videre befatning med arbeidet, eftersom han forlot Norge i 1848, men han maa særlig erindres som den hvis plan i hovedtrækkene blev fulgt.

 

Saaledes stod saken, da amtmand Aall i 1846 overtok sit embede her og dermed tillike blev den ledende og bærende kraft i arbeidet for dette storverk, hvis dimensioner steg med aarene; for nu blev der ogsaa tale om opdæmning og regulering av Hjellevandet og anlæg av sluser mellem dette og Bryggevandet. Hermed var man naad frem til den tanke, som Aall gav ettryk for i en senere betænkning: at Norsjø ikke længere skulde være en indsjø, men en bugt av havet --- og Skiens by i videre utstrækning end fra først av tænkt interesseret i den store plans gjennemførelse. --- De økono­miske vanskeligheter voldte nu i nogen aar at saken foreløbig stod stille, men Aall arbeidet stadig med den for at samle interesserne til en avgjørelse. I 1849 dukket et nyt forslag frem; den begavede norske ingeniør Engebret Soot besøkte Skien i de første dage av marts for at se paa valdraget og fremlagde kart over en plan, som skulde bli betydelig billigere. Det væsent­lige ved denne var at sluseverket skulde lægges ved selve Skotfos istedenfor gjenrem Løveid, og endvidere foreslog han opdæmningen av Hjellevandet, der siden blev optat i den endelige plan. Denne plan blev ogsaa forelagt for Ericsson og kanaldirektør Røyem; sidstnævntes erklæring (meddelt i Correspondenten no. 52 s. a.) finder at der i Soots forslag er ideer som „fortjener at Lægges merke til”, men kritiserer ganske skarpt forslaget i den

mangelfuldt utarbeidede skikkelse hvori det forelaa. --- Imidlertid skiftet han
mening, da han utpaa sommeren hadde studeret lokaliteterne nærmere, og

kunde „Correspondenten” (som beundret Soots „store og merkelige evner” og praktiske blik) fortælle at nu hadde Røyem sluttet sig til Soots plan og trodde at den kunde utføres for Soots overslag (70,000 spd.)

 

Det gik allikevel ikke slik, for nu viste selve statsraad Fr. Stang, den for kommunikationsvæsenet ivrig interesserte chef for indredepartementet, sig paa plassen. Han hadde allerede i 1846 været her og sammen med Falsen og Waligorski tat lokaliteterne i øiesyn ; nu kom han igjen, og 10/9 melder Correspondenten: „Statsraad Stang har været oppe i Thelemarken for at besee de dersteds under Arbeide værende store Veianlæg, var igaar her i Byen og ved Skotfossen, for paa selve Stedet i Forening med Amtmand Aall og Flaadningsinspecteur Eberhardt at tage under fornyet Overveielse hvilke Forslag, Capt. Waligorskis eller Inspecteur Soots bør gives Fortrinet og af Regjeringen forelægges næste Storthing til bevilgende Understøttelse. Saavidt vi have havt Anledning til at erfare, skulle samtlige nævnte Herrer, uagtet Herr Kanaldirecteur Høyems fordeelagtige Erklæring om Soots Forslag, dog være kommet til det Resultat at Waligorskis Plan maatte være at foretrække, saasom der i samme haves størst Garanti for et i alle Henseen­der sikkert Resultat. Vel vil maaskee Udførelsen medtage over 120,000 Spd., men dette er dog ikkun en ringe Sum i Forhold til de uberegnelige Fordele, som derved i Fremtiden vilde bringes det store vidtstrakte skjønne Thelemarken, idet et Dampskib da i Skiens Havn kunde indtage Ladning og dermed gaae lige op til Tangen i Hitterdal, en Strækning af omtr. 7 Miil". ---

               

Nu gjaldt det at tilveiebringe de nødvendige pengemidler, i første række saa store frivillige bidrag at man kunde vente at staten vilde tilskyte resten og overta det hele arbeide for offentlig regning. I Skien saa det for øieblikket temmelig mørkt ut; 1848 hadde været et kritisk aar for trælasthandelen, og aaret efter maatte en hel række firmaer i Skien (Chr. Myhre, Chr. S. Myhre, Myhre & Plesner, T. S. Plesner, A. F. Thomsen) gjøre opbud. De fik sit bo igjen extraderet i 1850, men stemningen i byen maa under disse forhold ha været temmelig trykket; allikevel, amtmand Aall slap ikke taket: ved utgangen av aaret (29/12) fik han sammenkaldt et møte i handelsforeningen, hvor der blev valgt en komite (Chr. H. Blom, Julius Plesner og Otto Bärnholdt) til at træffe forberedende foranstaltninger og lede underhandlingerne mellem de interesserte parter, og fra nu av gik det sik­kert fremover. I 1852 vedtok amtsthinget at bidrage 20,000 spd. til kanalen og at opfordre samtlige formandskaber i Øvre og Nedre Telemarken til i 20 aar at bidrage med henholdsvis 15 og 20 sk. pr. skylddaler; og s. a. gav en kgl. resolution tillatelse til at utføre anlægget, væsentlig efter Wali­gorskis plan med de av Røyem utarbeidede modifikationer og tilføielser.

 

I 1853 kunde man likeoverfor statsmyndigheterne præsentere følgende statelige liste over tegnede lokale bidrag:

 

Herrederne i Telemarken          kr. 109,727.33

Skiens kommune                             „      24,000.00

Brukseierne i Skien                  „      48,000.00

Amtskommunen                                       „      80,000.00

Amtmand Aall                                  „        4,000.00

Jernverkseier D. Cappelen         „       16,000.00

Kammerherre H. Aall                     „         6,000.00

Sum kr. 287,727.33

 

Hertil kom aaret efter Fossum jernverk med 8000 kr., Skiens havnevæsen 20,000, amtskommunen 44,000, altsaa ialt kr. 359,727.33. --- Samtlige herreder var med undtagen Nissedal, hvis beliggenhet peker mot Arendal. Paa et slikt gundlag kunde man da vente den ønskelige støtte fra statens side, og denne paafulgte raskt gjennem en kgl. resolution av 30/12-53 og storthingsbeslutning av 24/4-54, hvormed arbeidets iværksættelse for offentlig regning var endelig sikret. I den artikel hvormed Correspondenten 25/5-54 feiret den glædelige begivenhet, prises først og fremst amtmand Aall som den der „ved sin personlige Indflydelse har været Anlæggets vigtigste Befordrer”; dernæst minder bladet om amtmand Wedel-Jarlsberg, som for 20 aar siden hadde været gjennemtrængt av tanken om kanal og dampskibsfart paa Norsjø. „Hvad Sympathi fandt han? Den samme som de Fleste,

hvis Idegang gaar foran Samtidens --- den samme som Cassandra fandt for

sine Spaadomme”. --- Cassandra var en trojansk sandsigerske, som talte for
døve øren blandt sine landsmænd; naar Correspondenten i sin festartikel bruker denne henvisning til den klassiske oldtid, ligger det nær at tænke sig at det er adjunkt Arentz, som har ført pennen ved denne anledning. Herman Bagger var for øieblikket paa Storthinget som repræsentant for Skien, og Arentz hadde tidligere (i 1851) redigeret bladet for ham. ---

Parti fra Mudringen


Aalls byste er av en taknemlig efterslægt reist ved Løveid, og den første dampbaat som gik gjennem sluserne (1862) bar navnet „Amtmand Aall[1]).

 

Dampskibsfarten paa Norsjø gik det lettere med. Da „Amtmand Aall” i 1862 gik gjennem sluserne ved Løveid, hadde dets forgjænger allerede i et halvt snes aar plasket i det indtil da indestængte farvand, til fryd og nytte for bygderne ovenfor. Endnu i slutten av 1850 saa det mørkt ut, og „Correspondenten” skrev om den „ringe interesse” for saken, men det følgende aar gik det raskt. Medens amtsthinget endnu debatterte spørsmaa­let „kanal eller hestejernbane” (det sidste, som jo var betydelig billigere, hadde en ivrig talsmand i foged Borchsenius), gik arbeidet med anskaffelsen av dampskibet i flyvende fart, og ved aarets utgang laa det nye vidunder i Fjærekilen, færdig til at begynde til vaaren, naar isen gik op. --- Det var
Skiens handelsforening, som tok ledelsen (forsterket med et par jurister, prokurator S. Thorbjørnsen og prok. Hans Wessel) og satte en aktietegning igang, med det gunstige resultat at der allerede midt i februar var tegnet 265 aktier (for 6625 spd.) i Skien og desuten 40 aktier paa Herman Bag­gers specielle liste; hertil kom senere ikke mindre end 300 tegnet i byg­derne, ialt henimot 18,000 spd., som var det beløp hvortil aktiekapitalen blev sat, og som svarte noksaa nøiagtig til skibets pris i færdig stand. Paa dette grundlag kunde man da søke statsbidrag i form av et laan paa 12,000 spd., som ogsaa blev bevilget av Storthinget 5/4 efter en debat, hvorunder Bagger (støttet av Schweigaard med flere) opnaadde litt gunstigere avbe­talingsvilkaar end av komiteen indstillet.

 

Den 3die mai 1851 holdt aktieselskapet konstituerende generalforsam­ling paa Skiens raadhus under ledelse av prok: S. Thorbjørnsen, til ved­tagelse av love og valg paa direktion. For Skien valgtes S, Thorbjørnsen, J. Vanvert og J. Plesner; for Hiterdal fanejunker Semb; for Solum, Bø og Hollen Abraham Bergan. Endvidere forelaa tilbud fra den for indsjøfarten interesserte kjøbmand Wiese paa Lillehammer (som 10 aar tidligere hadde fant igang dampfarten paa Mjøsen) om at avslutte kontrakt i England om bygning av en dampbaat; og dette tilbud blev mottat, og med prisværdig raskhet samme dag skriftlig mandat avsendt til Wiese. --- Allerede den 20de mai meldte Wiese fra England, at et jernskib paa 130 fots længde var kon­traheret med Marshall i Shields, som tidligere hadde leveret 4 lignende far­tøier til Norge. Skroget skulde være færdig 31/7 og maskineriet 20/9, begge dele indrettet til at skrues fra hverandre og indskibes til Norge. --- I de
sidste dage av september laa seilskibet „Lyne” (kapt. Christensen) i Langesund med dampskibets dele ombord, og allerede den 8de oktober kunde Correspondenten melde at den følgende dag vilde ribberne være reist og „give Anledning til et smukt Skue”.

 

Mens dette foregik med den ønskeligste hurtighet, hadde man samtidig arbeidet for at faa en noget mindre dampbaad til fart paa „Vestvandene”. Der var tegnet aktier (à 25 spd.) for 12,000 spd., statsbidrag (10,000 spd.) var bevilget, og den 7de juli 1851 valgte en generalforsamling paa Spjotsod i Kvitseid den første direktion: Ole T. Flom, lensmand P. Mandt, landhandler Wohl, lensmand Bjørnsen, distriktslæge Bakke, kjøbmand Vanvert og Christoffer O. Blom. De vedtagne love var væsentlig overensstemmende med Nordsjøselskapets, og aktiekapitalen blev sat til 18,000 spd. likesom dettes; og i et direktionsmøte i Skien 4/10 hvor kjøbmand Wiese var tilstede, paatok han sig at reise over til England og bestille ogsaa dette dampskib. I slutten av november var ogsaa denne sak ordnet: Marshall i Shields paatok sig at levere inden utgangen av februar 1852 et dampskib paa 33 hestekræfter, 100 fot langt, 15 fot bredt, til en pris av 1600 pund for skrog og maskineri, leveret frit ombord til avskibning.

 

I begyndelsen av december ankom maskineriet til Nordsjøbaaten (avsendt med et skib fra Drammen), og den store dag nærmet sig, da skibet skulde gaa av stabelen. Det var da rimelig at det vigtige spørsmaal „hvad skal barnet hete” satte sindene i bevægelse, og der mylret frem en slik mængde forslag, at Correspondenten tilslut blev lei av dette spetakel og avskar diskussionen : Thule, Grenland, Gausta, Rjukan, Odin, Thor, Harald Grenske, St. Olaf, Sverre, Frithiof, Ormen Lange, Jotunheim, Sterkodder, Skidan, Gregorius Dagssøn, Bjørkebeinaren --- slik fraadset indsendernes fantasi i gamle navne og kom naturligvis tildels i haarene paa hverandre om berettigelsen av deres forslag. Et eneste ett pekte i hvad man kunde kalde aktuel retning: det var forslaget om at opkalde baaten efter „primus motor”, amtmand Wedel-Jarlsberg. Det blev ikke fulgt, men det endelige resultat kunde siges at ligge i samme gate, da Correspondenten delt 20de december 1851 leverte følgende festlige referat:

 

,,Det til Farten paa Norsjø hestemte Dampskib er idag løbet paa Vandet fra Stranden ved Gaasodden, hvor det siden Begyndelsen af September Maaned er bleven sammenklinket. Da alt var færdigt til Afløbningen, steg Directionens Medlem Herr Procurator S. Thorbjørnsen op paa Skibets Dæk og udtalte omtrent følgende Ord:

 

„Alt er forberedt! Lad os da ønske Held for dette Foretagende vi nu ville iværksætte!

 

Og du unge Brudgom! som nu for første Gang skal favnes af din yndige Brud, --- seil med Held paa Nordsjøs og Heddals Vande! Frem Oplysning og Velstand og bær Navnet efter Norges gjæve Søn Statsraad Stang”.

 

Signal gaves derefter til at lade Skibet gaa. Under Mængdens Hurra, under Kanonernes Hilsen paa Søens modsatte Bred gled Fartøiet da, idet den Skienske Borgermusik spillede Melodien til Schwachs Flagsang, stolt ned af Beddingen, standsede en kort Stund i sit Lob, dog snart laa det, gyngende Norges Løve med sin Olafsbile, der pryder dets Gallion, som en skinnende Svane paa Vandet. Skibet har en meget smuk Construction, og Hr. L. Wiese, hvem Bestillingen deraf har været overdraget, har sandelig Ære heraf.

 

Nu istemte Sangforeningen fra Skien, anført af sin udmerkede Instruc­tcur Herr Conradi, følgende Sang (til en Melodi af Otto Lindblad):

 

Hurra, Hurra, Hurra!

Nu favner Norsjøs Vande Kjæmpesønnen stærk,

Det Snillets bolde Barn, det Nutids Tankeværk,

Der stolt som Viking fra Strand til Strand

Snart bruser over Norsjøvand

I fredsæl Færd.

 

Hurra, Hurra, Hurra!

Nu ligger Uroen slagen imellem Granders Gaard,

Nu glimter Vaarsolsdagen over Bondens Kaar;

Thi nu fra Solheims til Heddals Strand

Han farer over Norsjøvand

Trods Væir og Vind.

 

Hurra, Hurra, Hurra!

Nu brudt er Trællelænken, løst er Armens Kraft,

Som smeddet var fra Bænken fast til Aarens Skaft;

Thi lyde nu Sangen langs Norsjøvand

For virksom Færd over Land og Strand

I Thelemark.

 

Derefter spillede Borgermusikken flere nationale Melodier og Sangforeningen gav adskillige vakre Nummere, blandt hvilke Flagsangen og „Bor jeg paa det høie Fjeld”. Paa Gaasodden var der en festlig tilstelling for arbeiderne, hvor der blev sunget en længere og meget kvik folkelig vise til ære for dem der hadde utført arbeidet, og med hentydning til de tilstedeværende engelskmænds andel deri var der ved beddingen reist en æreport med flag og vimpler og to indskrifter: „Farewell” (vendt mot landsiden) og „Velkommen” (mot vandet). --- Bladet slutter sit referat med føl­gende betragtninger: „Tør man fra den Menneskemasse, som der havde samlet sig, slutte til den Interesse der er vakt i Folket for dette vort første indgribende Reformskridt i det thelemarkiske Communicationsvæsen, saa maa man erkjende at denne ei kan være liden --- dog er der vist enkelte som ogsaa ere imod dette Tidens Fremskridt.         --- Dette er da den første Beretning vi have at give om Dampskibet i Norsjø; Gud lade det nu være en Spore til at fuldkommengjøre Communicationen med Thelemarken”.

 

I disse slutningsord laa utvilsomt en hentydning til den store opgave som endnu forelaa til løsning: aapning av vandveien mellem Norsjø og Skiensfjorden; og dette haab blev ikke beskjæmmet. Under forhandlingerne i Skien 1853 om anlæg av sluser mellem Hjellevandet og Bryggevandet talte forøvrig Bagger mot, mens Arentz og Aall talte for; Bagger opfattet kanalen som noget der vanskelig var til Fordel for Telemarken, og frygtet anlæg av byer deroppe. Man skulde næsten tro at referatet er skrevet av Arentz, som ialfald tidligere redigerte Correspondenten i Baggers fravær.                ---


At der endnu fandtes enkelte som ikke rigtig var med paa det nye, er ikke andet end hvad man kunde vente; selv mot vor første jernbane reistes der jo en motstand som ikke bare skrev sig fra økonomiske betænkeligheter likeoverfor de store utlæg. --- Den anonyme forfatter av de 2 ovenfor nævnte festsange var ifølge traditionen Hother Bøttger; merkelig nok hadde man ikke henvendt sig til Schwach; men i utgaven fra 1856 av dennes „Digt­ninger” findes en sang til „Dampbanden Statsraad Stang”, dateret 15/4-52, hvis første vers lyder:

 

„Du Barn fra Britens Strande,

Du Grenlands Fostersøn !

Nu aabnes frosne Vande

Og snart er Bredden grøn.

End ligger du og sover

I Fjærekilens Bugt;

Men snart i Skum av Vover

Begynder du din Flugt”.

 

Det er de samme rythmer, hvormed han i sin tid hadde hilset Norges første dampbaad „Constitutionen”, og man merker den øvede sangers greb i strengene. Byens sangforening optraadte, som man ser, under ledelse av Conradi, som har en ærefuld plass i mandssangens historie; han var i mange aar for haandverkerne i Kra., hvad Behrens var for studenterne, og opholdt sig i længere tid i Skien, hvor hans instruktion og koncerter gjorde megen lykke. -‑-

 

24/3-52 losset skonnert „Jernbarden” (kapt. Erichsen) i Graaten skroget og maskineriet til den anden baat (paa Vestvandene), og efterat dette var kjørt op til Fjærestrand, begyndte „Statsraad Stang” sin virksomhet 7/4 med at slæpe altsammen, lastet i 2 malmpramme, op til Ulefos. Det gik tungt i is og nordenvind, og det høire maskineri (man erindre at det var en hjul­baat) virket ikke fuldt effektivt, men nedover igjen gik det paa mindre end en time, og paa en senere prøvetur til Gvarv gjorde skibet 10 mil i vagten. Saa fik man en stor lysttur til Gvarv med 200 deltagere; paa Gvarv kom amtmand Aall og sorenskriver Schwach ombord og „blev regalerede med de behørige hurraer”, og til ære for sidstnævnte spillet musikken flagsangen. Stemningen var høi, og skibet var tydeligvis befolkningens favorit baade i by og bygd. Litt senere fortæller Correspondenten: „Statsraad Stang” er daglig saa sysselsat med Befordring af Passagerer og Fragtgods, at man næsten tør nære den dristige Tanke, at der ikke vil medgaa mange Aar, forinden 2de Dampbaade komme til at seile paa Norsjø." --- Paa en ny lysttur var der ikke mindre end 400 deltagere, og skibets fører kapt.

Aslaksen roses som en mand der „med Kyndighed i sit Fag, sin Opmærk­somhed og Beskedenhed maa vinde enhver Passager”.

 

Det første driftsaar gav som resultat at der var befordret 14,781 pas­sagerer og 13,784.1/2 td. gods, og driftsregnskapet viste et overskud paa 461.1/2 spd. Desuten var der paa skibets gjæld til statskassen indbetalt 1200 spd. og den samlede utgift til skibets anskaffelse, med inventar og møblement, 13 prammer, 4 slæpebaater, 2 kul og vedhuser opgives til 17,326 spd. --- Aaret efter stod regnskapet endnu bedre (der blev da avbe­talt 8000 spd. til staten) og i 1855 opføres: 22,992 passagerer, 15,969 td. gods og et overskud paa 2489 spd. I opgaverne over befordret gods er ikke medregnet jern og trælast (dette siges udtrykkelig i 54). --- Saaledes gik da denne kraftige og stolte banebryter i henved et snes aar, indtil den blev avløst av hensigtsmæssigere mindre skrueskibe, solgt og transporteret ned gjennem sluserne, hvilket vistnok var et vanskeligt stykke arbeide (hjulkasserne blev midlertidig fjernet; men hvorledes klarte man længden?). I 1871 finder vi det brukt som karantæneskib ved Hovedøen (Kra.) og derefter (1879) solgt til Sundsvall. Det her gjengivne billede av baaten er istandbragt ved retouchering av et fotografi, som i anledning av Bygdøutstillingen 1901 blev erhvervet av Skiens museum. ---

 

Statsraad Stang

Vestvandenes baat blev imidlertid sammenklinket ved Flaavand, hvor det gik av stabelen 6/2-52, hilset med en sang av Simon Olaus Wolff (en av de gamle velkjendte nationalsangere, dengang sogneprest i Saude) og ogsaa ellers likesom søsterskibet paa Norsjø feiret i vers og prosa og gjenstand for beundring. Den kostet 12,000 spd. og fik navnet St. Olaf, ganske passende for et fartøi som skulde færdes saa langt oppe mellem fjeldets jutuller. Det blev naturligvis ikke saa storartede driftsforhold som med „Statsraad Stang”; det første driftsaar (juli-oktober 52) viste en indtægt av ca. 646 spd. og en underballance av 49 spd. --- Bemandingen var nok­saa talrig: kaptein (lønnet med 84 spd.), styrmand, maskinist, 2 fyrbøtere, 2 matroser, baadsmand. Skibet sees i den første tid oftere at ha skiftet

St. Olaf

fører; i 53 var det styrmand H. Pettersen fra Skien. --- I 1859 viste regnskabet en indtægt av 3247 spd. Samme aar valgtes ny direktion: Mikkel Mandt, Anders Houkom, Sveinung Tvedt, og til revisorer sogneprest Teisner og lensmand Qvisling. --- Det her gjengivne billede forestiller skibet ved bryggeri paa Dalen. Efterat det endelig hadde uttjent, prydet gallionen langt ind i nyere tid landhandlerstedet paa Kirkebo. --- Kjøbmand (tidligere løit­nant) L. Wiese, som hadde saa stor andel i disse dampskibes anskaffelse, døde allerede i 1853 i Kra. av koleraen, som dengang herjet hovedstaden.

 

-----------------------------------------------

 

Samtidig med at Telemarkens vidtstrakte indsjøer fik det prægtige nye færselsmiddel, gjorde man endelig alvor av noget, som sikkert længe hadde været et almindelig ønske og laa nærmere for haanden, nemlig regelmæssig lokal dampskibstrafik paa Skiensfjorden. Ved fyrstelige besøk i 1833 og 1845 hadde man hat den sjeldne fornøjelse at se en dampbaat paa elven og helt op i Skiens havn, og et privat dampskib „Carl Johan” hadde gjort lystture mellem Larvik og Skien under stor tilslutning; men dette hørte til de overordentlige begivenheter. Sterkest følte man vel ønskeligheten av at kunne benytte det nye, av vind og strøm uavhængige middel til bugsering av seilfartøier i den til sine tider vanskelige led mellem Skien og Langesund; men ogsaa for persontrafik mellem byerne i fjorden maatte regelmæssig dampskibsfart bli en stor lettelse.

 

Det var en enkelt mand, H. Bull fra Tønsberg, som i 1858 aapnet farten med et litet fartøi Colibri, efter traditionen en liten hjulbaat (dampbarkasse). Den var oprindelig bestemt for St. Petersburg, men skibet som hadde den ombord, strandet paa Jæderen, hvorefter Bull kjøpte den i Farsund og selv førte den paa Skiensfjorden; mandskabet bestod av Chr. Aug. Ording, senere kjøbmand i Kbhvn. 7/5-51 begyndte den sin rute efter følgende takst: Skien-Porsgrund 12 sk., Porsgrund-Brevik 20 sk., Brevik-Langesund 8 sk. --- 2 gange i uken korresponderte den med kystbaaten „Constitutionen” i Brevik. --- Den vare „lille fugl” (som Correspondenten kaldte den) var ikke sterkere end at ved dens avgang fra Skiens brygge kunde en sterk passager gjøre sig en fornøielse av at holde den fast, til stor fortrydelse for dens fører; den klarte dog f. eks. at føre Skiens sangforening

paa lysttur til Brevik og Eidanger. --- Ved aarets utgang var dens saga her i fjorden endt; den blev sat i rute mellem Fredriksstad og Sarpsborg, derefter paa tilommen mellem Grønsund i Edsberg og Gleng ved Sarpsborg og optraadte tilslut ved Fredrikshald.

 

Allerede mens dette første forsøk var igang, blev mægtigere kræfter sat i bevægelse for at skaffe et tidsmæssig større lokalskib. Her var det Porsgrunds sjømandsforening, som med tilslutning fra Skien gik i spidsen. Der blev tegnet aktier for 7,700 spd., og i et konstituerende møte i Porsgrund 14/3-51 valgtes til bestyrelse Jørgen Wright, Tonning, Jørgen Flood sr., Chr. Schøning, L. Ludvigsen og Arnt Folkman. Saa gik det raskt fremover; ut paa sommeren opnaadde man statsbidrag (5000 spd.), og kjøbmand Chri­stian Blom blev bemyndiget til under et ophold i Hamburg og England at indkjøpe et passende fartøi. Han fandt ikke noget passende blandt de til salg frembudte, men kontraherte et nyt paa 40 hestekræfter hos Marshall i Shields, at levere næste vaar for 1680 pund. --- 3/7-52 gik „Trafik” (saa het det nye fartøi, med et praktisk grep paa saken) fra Shields, kom til Langesund om morgenen „ mottat med hurrarop, og begyndte sin rute 12/7. Til fører ansattes Gerhard van Deurs, og at baade skibet og dets fører faldt i publikums smag kan skjønnes av følgende velvillige omtale i Correspon­denten i anledning av en tur til Jomfruland og Kragerø: „Skibet gjør en ualmindelig Fart og manøvrerer ualmindelig godt. Man har ogsaa været særdeles heldig i Valget af Hr. Kapt. G. van Deurs til Chef for Dampskibet. Han er en fint dannet Mand, der med Indsigt og Alvor røgter sit Kald og derhos med al mulig Artighed omgaaes Passagererne; han synes som skapt for denne forøvrigt saare trættende Post”. ---  Ifølge traditionen optraadte han gjerne med hvite hansker paa kommandobroen, saa han har nok været en tiptop dandy av en kaptein. --- Ved aarets utgang hadde skibet befor­dret 8414 passagerer og bugseret 194 fartøier, og i det følgende aar 16,592 passagerer og 352 fartøier. Man ser hvilket sterkt behov der har været for den sidstnævnte del av dets virksomhet. --- I 1855 blev prokurator S. Tor­bjørnsen indvalgt i direktionen, medens oprindelig ingen aktionær i Skien kunde ha sæte i bestyrelsen (den var forbeholdt de yttre byer i fjorden). Merkelig nok blev Van Deurs allerede i 53 avløst som fører av Helgesen (senere lods i Follestad). Skibet maa tidlig være blit utslitt; i 1859 blev det solgt ved auktion og tilsidst ophugget i Kra. --- Paa det her gjengivne billede av Skiens havn ser man skibet ligge ved bryggen (navnet paa hjulkassen kan læses med forstørrelsesglas), og det findes ogsaa paa et par av Linaaes akvareller fra Skien og Porsgrund. I museet paa Brekke opbevares et par tallerkener med skibets billede og navn; de har vel hørt til dets service. ---

 

Det varte ikke længe før der meldte sig konkurrenter. Allerede i ok­tober 1853 kom der fra Randers i Jylland en baat paa 20 hestekræfter, indkjøpt av kjøbmand Hans Hansen i Graaten tillikemed en unævnt compagnon. „Martello”, saa het baaten, gik da i et par aar; i 1855 blev den solgt til Lyhmann i Sandefjord og aaret efter igjen til Trondhjem. --- Og saa tilslut „Skjold”, som tilhørte Ole Roe i Brevik og førtes av Østen Helgesen; den konkurrerte i den grad med „Trafik”, at den hadde de samme avgangstider fra Skien! --- Senere blev den omdannet til et seilfartøi (galeas) og forliste i Nordsjøen med en kulladning (efter meddelelse av Østen Helgesen i Follestad 19/9-1910).

Skiens havn -- S/S Trafik


[1] Foruten datidens aviser er til denne oversigt over kanalens forhistorie benyttet det ovenfor nevnte utforlige og velskrevne arbeide av Oskar Thelle.