XIII.

 

Færdselslinje mellem Skien og Norsjø.---

Aasmund Norgaard. --- Necolay Larsen. ---
Skolevæsen i 40-aarene. --- Embedsmænd. --- Carl Johans død.

--- Oskar I's besøk. --- Byens forskjønnelse. ---
Forening mot brændevinsdrik. --- Stemningen i 1848.

 

 

Medens Telemarken saaledes sendte en flom av. arbeidskraft over havet, og man i Skien sloges om Bagger og hans processer, modnedes et stort spørsmaal av fundamental betydning for baade byen og amtet: istand­bringelse av en tidsmæssig færdselslinie (særlig for varetransport) mellem Skien og Norsjø og av dampskibsfart paa sidstnævnte store indsjø og muligens andre av Telemarkens vande. Disse to planer var ikke nødvendigvis sammenknyttede, men hørte dog nær sammen og blev ogsaa realiseret samtidig; og her fik man da en opgave, der kunde samle gemytterne og hvor embedsværk og borgere og bonder kunde kappes om at utrette noget betydelig. --- Allerede Christen Pram hadde i 1805 været inde paa tanken om en farbargjørelse av Vrangfos (derom vidner en utførlig fremstilling med en kartskisse i hans papirer fra reisen i Telemarken) og den som mekaniker begavede telemarking Aasmund Norgaard hadde længe syslet med planer til sluseværk, muligens helt fra 1800, da han hadde set anlægget ved Trollhätta i Sverige. Nogle biografiske data om denne mand vil derfor her være paa sin plass:

 

A. Norgaard var født 14/10 1776 paa Gjersund i Brunkeberg anneks til Kvitseid. Moderen het Tone Torjusdatter Lundeval, og navnet Norgaard skal skrive sig fra et av brukene paa Lundeval; faderen Saamund Saamund­sen stammet fra slægten paa Huvestad i Brunkeberg. Der maa ha været kraftig stof i den slægt: i nogle optegnelser („Fragment av mit Liv") fortæller Aasmund N. at stamfaderen Knut Huvestad en morgen vaaknet ved at en bjørn huserte i fæhuset. Han sprang ut av sengen uten at gi sig tid til at faa klær paa sig, væbnet sig med en tollekniv og møtte bamsen i fjøsdøren. Under basketaket rullet de nedover en bakke, indtil bjørnen hadde fant 15 knivstik; da var den færdig! ---

Aasmund Norgaard

En av hans efterkommere hadde et godt øie til 2 søstre paa Berge og for at bestemme sit valg kløv han en aften op paa taket der og betragtet gjennem ljaaren søstrene, mens de spiste tilaftens; valget faldt da paa den som spiste mest! Aasm. Nor­gaard omtales av Pram i 1805 som en utmerket metalarbeider og urmaker; hos foged Cloumann i Kvitseid saa han en av ham opfunden maskine til at bake brød av poteter. --- I en ung alder kom han til den bekjendte Jacob Aall paa Nes jernverk (ved Tvedestrand), for hvem han bygget en masovn; her blev han forlovet med husjomfruen Lovise Jakobsdatter fra Berge (ved Grimstad), som efter eget sigende nedstammet fra en sorenskriver Falk paa Haugehaatveit i Mo (Telemarken). Jacob Aall hjalp ham til at reise til Sverige, hvor han fik se arbeidet med Trollhättakanalen; naar han kaldte en av sine sønner Norval, er det muligens efter en svensk ingeniør, som var knyttet til nævnte anlæg (hvis det ikke er en slags sammenstøp­ning av gaardsnavnene Norgaard og Lundeval?). I 1814 spillet han en kort tid en politisk rolle, idet han var medlem av det overordentlige Storthing samme aar og herunder medlem av den kommission, der forhandlet med de svenske kommissærer om unionens stiftelse; endvidere av deputationerne til Christian Fredrik 10/10 og senere til Carl XIII i Stockholm. Det var ikke smaating han der fik være med i ! En guldmedalje (gave fra Carl XIII til deputationens medlemmer) opbevares i familien; en snusdaase av guld, gave fra Carl Johan, solgte han senere til juveler Tostrup i Kra. for 300 spd. --- Den 17de november 1814 læstes i bladet „Tiden” (Kra.) følgende digt:

 

„Dei Norgjes Mæn paa Tingje stoe,

Aa Haralds Stoel saags ledig vera:

Daa Karel aa has Æt æ goe,

So ska dei Norgjes Krone bera.

De talas frit af qvorjums Mun,

Som buer i Hytta aa Palasse.

De skral, han Kongje bleiv paa Stun,

Thi vi me drikka oto Glase!

 

Ærverdig Nora reiste seg,

Betragtar Svea fe Veninne;

Naa vi me liva lykkeleg,

De gamle leie Hat sko svinne.

Ver, Skandi ! stolt av din Johan,

Som elskar Frihet utav Grunnen,

Velkommen hit, Du gjæve Man!

Me tømer Bugjane te Bunnen!

 

Gamle Noras Son”.

 

Det har længe været usikkert, hvem der var forfatter til dette digt (i al sin værdige og trohjertige enkelhet vistnok det vakreste av de forsøk datidens poeter gjorde paa at forsone sig med den nye union), indtil nærv. forf.. i Ole Bloms etterlatte optegnelser fandt digtet avskrevet med tilføiet oplysning om at O. Norgaard hadde indrykket det i „Tiden”; dermed maa han vel tillike være betegnet som forfatteren. Rigtignok vet man ikke om at han ellers har skrevet vers, og der var andre telemarkinger som i det bevægede aar gav politiske stemninger uttryk i vers; men ved det her omhandlede tidspunkt var Norgaard midt oppe i begivenheternes centrum. Den 10de november hadde han set Carl Johan i Storthinget avlægge ed paa Carl XIII's vegne, og det blir da nærmest ham som maa tænkes at være den der „tømer Bugjane te Bunnen” for den nye helt. --- Norgaard døde 1867 paa Dalen i Mo. Det her gjengivne portræt er malet av Mikkel Mandt. --- Om hans planer til kanalisering av vasdraget skriver hans søn skibsreder Simon Norgaard (Kolbjørnsvik ved Arendal): „At han var den første som fremkastede Ideen til Sluseverket ved Løveid, vil vel ingen bestride. Jeg har selv seet Modellerne dertil; de var fuldstændig og detaljeret udførte og opstillede i Sagbækken paa Dalen. Jeg tror han ogsaa var i Kra. med Modellerne; men han var foran sin Tid, og ingen heftede sig ved dem. Foruden Modellerne til Sluseværket gjorde han ogsaa Model til Vogner, som gik paa Jernbaneskinner og skulde være til at trække Gods over Gjeteryggen (ved Skien); de var indrettet saaledes at naar den ene Vogn gik op, gik den anden ned. Ogsaa denne Model erindrer jeg at have seet”. --- Der er en tradition om at en amtmand i Bratsberg har set modellerne og først spøkt dermed („Du Norgaard, du Norgaard, du finder nu paa saa meget"), men senere være blit overbevist. Den omtalte amtmand har muligens været Wedel-Jarlsberg; i ethvertfald var det ham som i 1831 sendte en forestilling (av 16/7) til regjeringen om ønskeligheten av en forbedret transportvei ved Skotfos, hvorefter 2 ingeniørløitnanter, F. Aubert og M. Rye, fik ordre til at undersøke forholdene. I 1835 blev der i samme øiemed nedsat en kommission (kapt. Aubert, foged Borchsenius og kjøbmand Bärnholdt) og i 1843 atter en (Bärnholdt, M. Rye, Borchsenius og konsul S. Munk), hvis indstilling forelaa i september 1844. Den opstiller 4 alternativer, hvorav det kost­bareste (med kanal gjennem Løveid, farbargjørelse av elven og opdæmning av Hjellevandet) blev beregnet til 233,400 kr. --- Hvilke værdier det her gjaldt, faar man en ide om, naar kommissionen sætter utførselen av tømmer til 25,000 tylfter og av andre produkter (tjære, brynestene, smør, talg, vildt) til 10,000 td.; den opover gaaende varetransport (væsentlig korn, salt, fisk,

sild, brændevin og kolonialvarer) til 33,000 td.            --- Om trafikken paa selve Norsjø heter det, at den „skeer nu enkeltvis af Bønderne og i smaa Pramme og betales med 24 Sk. pr. Tønde Korn fra Nordsjøs ytre Ende til Hiterdal, en Fragt som er ligesaa høi som den der betales fra Danmark til Norge. Denne kostbare transport, hvorunder desuden, ved Rorfolkenes Ukyndighed og Drikfældighed, ofte hele Ladninger forlise eller synke, maa fornemmelig tilskrives Fartøiernes uhensigtsmæssige Bygning og slette Tilstand".

 

Denne sidste uttalelse peker jo videre end til selve kanalarbeidet, og da amtmand Falsen fik saken forelagt til erklæring, fremholdt han sterkt at en eventuel kanal ogsaa maatte være farbar for dampskibe, ikke bare baa­ter og flaater[1]). Og da disse indstillinger blev skrevne, var allerede i Skienspressen spørsmaalet reist om dampskibsfart paa Telemarkens sjøer, i likhet med hvad der allerede fandt sted paa Mjøsen og Randsfjorden. ---

 

Den 23de marts 1843 indeholdt nemlig Bratsb. Amtstidende og Corresp. en længere artikel „Om Dampskibsfart paa Nordsøe” av kjøbmand Necolay Larsen i Skien. ---  Indledningen er meget højtidelig: „Det er en gammel Erfaringssætning, man maae gaae frem med Tiden, hvis man ei vil gaae tilbage, og dette gjelder for os saavel i materiel som aandelig Henseende, saavel for Nationerne som for det enkelte Individ; Tidens Bølge ruller ustandset fremad i Evighedens Hav, nye Slægter fremstaae paa Fædrenes Aske, den menneskelige Aand udvikler sin Guddom med stedse nye og friske Kræfter i alle Retninger, støttende sig paa de svundne Slægters og opbeva­rede Erfaringer: dette er Forsynets Huusholdning med Menneskene. Den menneskelige Kløgts Formaal er ubegrænset, selv Elementerne tør den byde Trods”.

 

Efter en henvisning til de gode resultater fra de andensteds gjorte forsøk fortsættes saaledes: „At en Dampbaad paa Nordsøe maa være det Første indgribende Skridt til Ophjelpelse av det haardt medtagne Tellemarken, er utvivlsomt. At Tellemarken er den Egn af Landet, der ved vor mangelfulde og vaklende Lovgivning for Næringsdrifterne er ubilligst ug haardest medfaret, tvivler Ingen paa, hvis Kald det er at see ind i disse Forholder; thi betænker man at Tellemarken i Regelen hovedsagelig er skovproducerende, at Agerbruget der ikke udbytter det halve Forbrug af Fødemidler, at Tellemarken derimod forsyner 150 af Landets anseeligste Skibe fra 2de af Landets betydeligste Toldstæder Skien og Arendal med Ladninger, og man derhos betragter, hvad der ved høist ubillige Toldsatser paa denne Norges vig­tigste Bedrift fra denne nedtrykte Egn aarligen strømmer ind i Statscassen, da faaer man et klart Begreb om en medvirkende sand Aarsag til Udvandringerne.” Dette thema utvikles da videre, hvorefter forf. opstiller en beregning over omkostningerne ved anskaffelse av en dampbaad paa 20 hestekræfter og et driftsbudget for samme; tilslut en sterk opfordring til by og bygd om at forene sine kræfter og tegne aktierå 50 spd. for at tilveiebringe de 8000 spd. som efter hans beregning krævedes til anskaffelse av en damp­baat med 4 slæpebaater. --- Man kan se at forf. har tænkt sig farten fortsat helt op til Hiterdal, eftersom han fortæller at han har undersøkt Sauerelvens farbarhet og er overbevist om at hindringerne der kan bortryddes med for­holdsvis ringe bekostning.

 

Necolay Larsen

Necolay Larsen (han skriver stadig sit fornavn saaledes) var først skibsfører (førte en skonnert „Gurine” paa Newcastle), derefter kjøbmand i Skien, hvor han bl. a. handlet med kul, stentøi og tøier. Han var medlem av bystyret 1837; ligningsmand 1838; kasserer for søndagsskolen 1832; medlem av sparebankens direktion 1835-43 og 1845-47. Han oplevet ikke her i Skien at se sine dampbaatsplaner realiseret; i 1849 gjorde han opbud (boets aktiva utgjorde 2694, passiva 1695 spd. ved skiftesamling 20/2-1850). Han eiet da gaard no. 189, en halvpart i en søbod og en hugsteplass paa Blekebakken. (Vaanegaarden laa omtrent i bakken ved den nuværende festivitetsbygning). En meget stor fordring paa en forbindelse i Danmark (5078 spd.) blev solgt ved auktion; kanske dette papir var grunden til hans opbud.    

Det svulmende sprog i ovenomtalte avisartikel tyder paa at han var noget mere end en almindelig forretningsmand, og dermed stemmer det at han var meget musikalsk; han var instruktør for haandverkernes i 1847 stiftede sangforening og i februar 1850 gav han en musikalsk aftenunderholdning i madame Bloms lokale (>: senere Høyers hotel), forlot byen og skal senere ha levet nordenfjelds som musiker. Der eksisterer 2 oliemalede portrætter av ham, hvorav det ene hænger i dampskibsselskabets kontor i Hjellen, en passende plass for billedet av „pri­mus motor” i dampskibssaken.

 

Den første opfordring synes ikke at ha hat nogen større virkning. Saken blev behandlet paa amtsthinget s. a., hvor 3die komite (Torbjørnsen, Nielsen, Lund, Mülerts, Bendix Hansen) indstillet at der for tiden ikke skulde fra amtets side foranstaltes noget i denne sak, og dette blev enstemmig vedtat. I 1845 forsøkte konsul Søren Munk (tidligere skibsfører med „Aurora Frederika”, som gik paa Frankrig; forfatter av den ovenfor omtalte fransk-norske sømands ordbok fra 1833) i Follestad at bringe liv i saken ved at optage N. Larsens plan om et aktieselskab, men det gik trægt.

 

I Br. A. & C. oplyser en indsender S. P. (Søren Paus?) at der efter et halvt aars arbeide med saken var tegnet omtrent 100 aktier (mens planen forutsatte 300), derav Cappelen i Hollen 20, sorenskriver Wessel 10, grosserer Hans Cappelen 10, fuldmægtig Hans Wessel 5, Søren Munk 5, Chr. H. Blom 5, foged Borchsenius 5 og forresten endel i Skien og opigjennem bygderne. „Videre er Sagen ikke kommet” siger indsenderen, som derefter i en længere fremstilling læser sine landsmænd teksten, baade bønder og kjøbmænd, for deres lunkenhet og mangel paa syn for sin egen interesse og fremgang. Akerbruket stod lavt, og den nye vei over Meheien til Kongsberg trak en del av oplandet væk fra Skien, saa det var god grund for alle parter til at ta et tak, saameget mere som man (efter hvad indsenderen vet at fortælle) endog paa allerhøieste hold interesserte sig for saken. Søren Munk, som arbeidet med saken ogsaa i 1846, døde aaret efter (15/4 kun 49 aar gammel). Necolay Larsen leverte i 1847 endnu et indlæg (i Correspon­denten no. 82), hvori han betegner Skien som det dyreste sted i landet. --- Men det tok endnu nogle aar, inden der for alvor kom fart i arbeidet for dette store kommunikationsspørsmaal, baade kanalen og dampskibsfarten,

og vi vil da midlertidig vende os til andre sider av byens liv. Det er ganske interessant at se, at man i Thisted (Jylland) i 1842 sakte at vække opmerksomhet for en hurtig og direkte dampskibsforbindelse mellem det vestlige Jylland og det sydlige Norge (gjennem Aggerkanal til Limfjorden). Man tænkte nærmest paa Kristianssand, men naar Br. A. & C. optok vedkommende avisartikel, var det vel ogsaa med tanke paa at Skiensfjorden kunde komme med. I nyeste tid har som bekjendt, med industriens enorme vekst i Telemarken dette spørsmaal faat store dimensioner.

 

-------------------------------------------------

 

Byens skolevæsen var i begyndelsen av 40erne i en vanskelig stilling, særlig latinskolen, hvis elevantal ved rektor Ørns fratræden i 1841 var sun­ket til det snes, hvormed den hadde begyndt, og hvis tilværelse som statsskole derfor var temmelig tvilsom og bekymringsfuld. Samtidig ser man det private initiativ dukke op i en tidligere ukjendt utstrækning. I Bratsb. Amtstidende 1841 no. 6 averterer de theologiske kandidater Johan Hansen og W. F. Stockfleth hver for sig oprettelse av en skole; kort efter maa de ha slaat sig sammen, eftersom de averterer at deres skole begynder den 15de marts i mad. Petronelle Hansens hus, guttene kl. 9 og pikene kl. 3. --- Og samtidig averterer cand. theol. U. Strøm paa Hollen verk og Johanne Singdahlsen paa Holden prestegaard oprettelsen av en skole i juli s. a. Aaret efter averterer Johanne Strøm og U. Strøm sammen „Strøms pigeinstitut” (det er altraa blit et egtepar av dem) og deres skole maa ha faat adskillig søkning, eftersom de averterer at der nu kun er plass for 4 à 5 elever til. --- Hansens skole var som bekjendt den hvori Henrik Ibsen gik; han omtaler selv Stockfleth som sin kjære lærer i norsk, og det ser ut som om det en tid væsentlig var denne, der drev skolen. Hansen fik nemlig midlertidig ansættelse ved latinskolen og averterer derefter i 1843 at han vil oprette skole. Dette ser jo litt broget ut og er ikke let at faa rede paa. --- U. Strøm blev senere bokhandler. Hansen synes at ha drevet sin skole indtil han i 1846 ved kateket Monrads utnævnelse til sogneprest i Vanelven (Søndmør) blev bestyrer av borgerskolen, derefter ved dennes sammenslut­ning med latinskolen adjunkt ved sidstnævnte. Forøvrig var der adskillig konkurrance. Cand. theol, A. Lagaard averterte i 1844 undervisning i latin, græsk og nyere sprog for 12 sk. timen; aaret efter søkte han at oprette pikeskole; i 1846 averterer han gratis undervisning for konfirmanter. Samme aar opretter Stockfleth (sammen med Anne Hedvig Pedersen, født Melsom) en „Middelstandsskole”, som synes at ha havt levedygtighet, eftersom den bestod i 1851 og muligens fremover. Betalingen var yderst billig, 2 spd. aarlig! --- I 1848 averterer Nanna Wille (paa Bjørnestad ved Porsgrund) oprettelse av en skole i Skien, men det kan ikke sees at den kom istand; derimot begyndte 1/9-49 frk. Krebs en pikeskole, efter anbefaling av Chr. Myhre, i hvis hus hun hadde været lærerinde i 10 aar. Tidspunktet synes at ha været gunstig, eftersom U. Strøm realiserte i 1850. Han averterte allerede i 48 sin gaard paa hjørnet av Prinsens gate og Kirkegaardsstrædet, og i 1851 overtok Feilberg hans bokhandel.

 

I vakancen efter Ørn var adjunkt Plum konstitueret bestyrer av latinskolen og gjorde sit bedste for at holde den oppe. Baade han og Hansen underviste gratis i latin til optagelse i skolen, og i avertissementer gjør Plum opmerksom paa at skolen ogsaa optok „ikke-studerende”. Hermed var han jo inde paa en rigtig tanke: det gjaldt at indfange for den gamle lærdskole den stigende trang til skoledannelse ogsaa for andre end vordende embedsmænd. 1843 kom Johannes Musæus som bestyrer (foreløbig med titel av overlærer), en energisk og virkelysten, næsten explosiv natur, som lot høre fra sig i skoleprogrammer og avisartikler, men det var først ved hans forflyttelse til Kristianssands rektorat i 1851 at skolens fremtid blev endelig ordnet og sikret (se herom skolens historie i b. I). Borgerskolen var det ogsaa smaat med: den hadde efter hvad der oplyses i en bitter artikel i Br. A. i 1843 ikke mer end 10 elever. Gamle kirkesanger Fr. G. Wiibe døde 14/11-43 og blev begravet under stor deltagelse; skolens førstelærer Monrad blev i 1844 befordret til sognepræst og avløstes av Johan Hansen, og endelig i 1851 blev borgerskolen sammensluttet med latinskolen.

 

Almueskolen maa endnu i 1843 ha virket under særdeles vanskelige og litet opmuntrende forhold. I ovennævnte avisartikel skildres med sterke uttryk hvorledes 70 elever var sammenstuvet i et litet rum, medens borgerskolens 10 hadde 2 til at brede sig i. Skolelærer Eriksen hadde forrige aar forgjæves bedt om at faa et av de mange ledige rum i borgermester Bruenechs forrige gaard, som nu var byens eiendom, men nei: man leiet værel­serne ut til berider Gauthier og hans „stinkende dyr”!

 

Sogneprest Bull fik gjentagne gange i aviserne høre at han paa grund av alder og sykelighet burde trække sig tilbake. I sit sidste embedsaar blev han inddragen i feiden mellem de 2 aviser, idet han paa anmodning fra Feilberg om en attest (i anledning av en paatænkt ansøkning) avgav et vidnesbyrd, der vistnok gav F. ros i mange stykker, men samtidig lagde en væsentlig del av skylden for splittelsen i byen paa Feilberg og henviste som bevis herpaa til en avtagen i borgerlige tillidshverv. Dette var jo ærgerlig for Feilberg, som ikke hadde ventet slik „præsteattest” (den er offentliggjort i Br. A. no. 37 s. a.); Bagger triumferte i sin „Correspondent”, og Amtstidenden visste til gjengjæld at fortælle at Bull hadde ydet 10 spd. paa en subskriptionsliste til bestridelse av Baggers procesomkostninger. „Trefliga tilstånd”, siger svenskerne! --- Bulls personelkapellan Knud Olaus Monrad, som længe hadde baaret embedets byrde og desuten bestyret borgerskolen, blev i slutten av 1844 sogneprest til Vanelven (Søndmør). Sin virksomhet som skolemand avsluttet han med en norsk skolegrammatik (trykt i Skien 1844), som oplevet 5 oplag.

 

I 1845 trak Bull sig tilbake (han levet nogle aar paa „Aldershvile” ved Fredriksvern og døde i Kra. 1850) og avløstes av Ole Herstad Schiøtt, tidligere sogneprest i Dybvaag, senere (fra 1840) i Porsgrund. Han var født i Jylland og kom som barn til Kristianssand, hvorfra han blev student i 1822. En tidlig død (9/5-48) bortrev ham fra hans virksomhet i Skien, hvor han synes at ha gjort lykke som prædikant. Den 12te oktober 1845 blev han av provst Beylegaard indsat i sit nye embede og den høitidelige handling inspirerte Pavels Hielm til et begeistret digt i „Correspondenten” (no. 83), hvori han i de varmeste ordelag skildrer de to ordets forkyndere.

Fredrik Rode

At Schiøtt ved dette tidspunkt var kuet av sygdom, antydes i digtet, og det blev ham hellerikke forundt at residere i Skiens præstegaard mere end 3 aar. Han hadde været ivrig virksom ved stiftelsen av maadeholdsforeningen i Gjerpen og synes forresten at ha ofret sig utelukkende for den geistlige side av sit embede. To sønner har vundet et navn i den lærde verden: Peter Olrog Schiøtt, professor i græsk, og overlærer Steinar Schiøtt, oversætter av Snorre til landsmaal og forfatter av Dansk-norsk ordbok.

 

En administrativt anlagt prælat var Munchs eftermand i Gjerpen Fredrik Rode. Han tørnet snart sammen med Bagger, som i egenskap av ordfører i Gjerpen hadde adskillige sammenstøt med sognepresten om dennes ledelse av valghandlinger og forstaaelse av formandskapsloven m. m. Et pinlig indtryk gjør en længere Feide i 43 om hvorvidt Rode visste at hans hest og fole græsset paa kirkegaarden! Rode søkte at faa ende paa spetaklet ved at sammenkalde en privat forhørsret paa prestegaarden, hvis resultat blev offentliggjort i avisen. Samme aar blev han medlem av en kgl. kommission til sammen med sven­ske og russiske kommissærer at istandbringe en ordning av lappespørsmaalet i Finmarken, hvor han hadde tilbragt en række av aar, inden han blev forflyttet til Gjerpen. Hans erindringer derfra („8 Aar i Finmarken") blev trykt hos Feilberg 1842. --- Rode blev (likesom sin forgjænger) stiftsprovst i Kra. (1854) og hofprædikant, derefter (1859) sogneprest i Lier.

 

Av større festligheter i herværende embedskredse kan merkes soren­skriver Wessels 50 aars jubilæum som embedsmand 21/12-1842. Han hadde da været sorenskriver i Nedre Telemarken i 50 aar, bosat paa Bjørndalen ved Vestre Porsgrund (det ovenfor gjengivne billede av gaarden er fra 1798, malet av A. U. Hersleb). Festen blev holdt paa Mela, hvor over 70 personer (bønder, borgere og embedsmænd) var møtt frem med amtmand Falsen i spidsen for at hædre jubilaren. Der blev holdt taler av Falsen, foged Hansen (fra Larvik, kst. amtmand), provst Debes og jubilaren selv, som talte for constitutionen. I haven var anbragt et transparent med Wes­sels navn i glorie og aarstallene 1792-1842.

 

To aar efter kom turen til den 74-aarige dr. Hans Munk, født i Kbhvn. 1770, landfysikus i Bratsberg fra 1817. I anledning av dagen bragte Br. Amtstidende følgende artikel: „Igaar, . den 25de april, feirede den her i Byen boende Landphysikus Doctor Munk sit Embedsjubilæum efter i 50 Aar at have gjort Tjeneste som Landphysikus og Districtslæge. Hans første Bestalling er underskrevet af Kong Christian VII, og saaledes strækker hans Embedstid sig nu ind i den 6te Konges Regjering. 26 Aar af denne tid har han tilbragt i vor Bye. En talrig Forening af Medborgere ønskede ved en festlig Høitideligholdelse af Dagen at bevidne Jubeloldingen deres Deel­tagelse, men maatte ifølge hans eget bestemte Ønske give Afkald herpaa. Foruden de hjerteligste Lykønskninger fra et stort Antal Personer, hvoriblandt en Skrivelse fra det medicinske Facultets Professorer og en Mængde Læger i Chra. og andre Steder, havde en Mængde af de Indvaanere og flere Colle­ger, med hvilke Jubeloldingen lear staaet i fleraarig Forbindelse, som Erindring om Dagen foranstaltet indbragt paa hans Studeerværelse et Mahogni Skrivebord af særdeles smukt Arbeide med dertil passende Skrivetui og andre Skriveapparater i Sølvindfatning. --- Paa Bordets øverste Flade i Fronten er i Sølv udgravet Ordene „Dr. H. Munks 50aarige Embedsjubilæum”, og paa den ene Side „Den 25de April 1844”, paa den anden „Studio et labore”.

 

Begge jubilanter opnaadde en meget høi alder: Munk døde 5/2-48 og Wessel 1851, henholdsvis 78 og 85 aar gamle.

 

2 aar længere frem, saa var der igjen en større festlighet: amtmand Falsen var befordret til stiftamtmand i Kristianssand, og dr. Faye til lektor ved universitetet. Den 17de juli 1846 blev da de to udmærkede embedsmænd hædrede med et festmaaltid, hvor festkomiteen bestod av adjunkt Arentz, bankadministrator Myhre, kjøbmand L. Barnholdt, toldinspektør Scheel og overlærer Musæus. Der blev avsunget sange av Hother Bøttger (til Falsen) og adjunkt Plum (til Faye); Musæus talte for Falsen og provst Rode for Faye. Tilslut hofmarskalk Løvenskiold for Norge. --- Man ser at byens og egnens bedste kræfter har været i aktivitet for at hylde de bortdragende. De 2 festtaler er i sin helhet gjengivne i Bratsberg Amtstidende, kraftige og hjertelige udtryk for deltagernes stemning; svartalerne er ganske kort gjengivne, men det heter om Falsens at det var „et skjønt og hjerteligt Foredrag”. --- Det blev ikke Falsens lod at føre videre og se fuldbyrdet de store kommunikationsforetagender, som nu stod paa dagsordenen her i amtet; at han baade har været interesseret og offervillig kan bl. a. sees av den op­merksomhet han viet et nærliggende mindre foretagende: sænkning og regu­lering av Børsesjø, til indvinding av store arealer dyrkbar jord og betryg­gelse mot flomskade paa de tilgrænsende eiendomme. Han hadde med personlig opofrelse og med støtte av sorenskriver Wessel og foged Borch­senius faat istand de foreløbige undersøkelser med kartlægning, nivellering og beregning, utført av kaptein M. Rye, og saken var inden hans avreise kommen saa langt at man i et møte paa Skiens raadhus 21/4-46 valgte en komite til sakens yderligere fremme; nemlig Løvenskiold, Rode, Borchsenius, Paus, Gunder Sem og Even Folloug. En god anbefaling var det at Oskar I ved sit besøk her i 1845 hadde fattet interesse for planen, og at den svenske ingeniør oberst Erichson hadde uttalt sig fordelagtig om den. Omkostnin­gerne ansloges til 7875 spd. Der var som sædvanlig endel avisskriveri pro & contra, og Falsen selv redegjorde i en længere avisartikel, dateret 25/5, for sin opfatning av planen og dens gjennemførlighet, hvori fremtiden har givet ham ret.

 

Falsen fik en værdig efterfølger i Hans Jørgen Christian Aall, assessor i stiftsoverretten i Bergen. Han hadde allerede 2 gange repræsenteret Bergen paa Storthinget og var snart fast i sadlen her baade som amtmand og thingmand og storthingspræsident, likesom Falsen.  

Amtmand Aall

          Aall hadde den fordel at han ved familietraditioner var specielt knyttet til Skiensfjorden, hvor hans forfædre hadde levet og virket (selv var han født paa Nes jernverk i 1801).        Han tok ikke bopæl paa Brekke, men først i Porsgrund i admiral Fabricius's gaard, senere paa Ekeli (et kort stykke ovenfor Borgestad).

 

Da Falsen i 1845 igjen skulde paa Storthinget, blev byfoged N. Cappelen konstitueret amtmand, og „Correspondenten”            meddelte 4/11-41 sine læsere denne efterretning med en begeistring, der noksom viser at C. rigtig var en embedsmand efter Baggers hjerte: „Posten har neppe i lang Tid bragt Amtsdistrictet en glædeligere Efterretning end Hr. Byfoged Cappelens Udnævnelse til midlertidig at overtage Bestyrelsen av Bratsberg Amt. Hr. Cappelen har i sin Embedsvirksomhed hersteds erhvervet sig almen Erkjendelse som en retsindig, samvittighedsfuld og duelig Embedsmand, der altid tilbørligen har vidst at distingvere imellem Person og Sag, mellem Privat-og Embedsforhold. --- Hr. C.s politiske Anskuelser kunne vi vel ikke ganske tiltræde, men han maa som enhver selvstændig Mand have sin egen politiske Troe og desuagtet ligemeget høiagtes af Enhver for sine mange øvrige gode Egenskaber. --- Han er desuden en Mand af megen Læs­ning og er besjælet af den sande Humanitet. Vi maa derfor dobbelt gratu­lere Amtsdistrictet med hans Udnævnelse”.

 

At denne storartede attest ikke bare stod for Correspondentens regning ser man derav at bladet ved avslutningen av amtsthingets forhandlinger i 45 kunde meddele at Cappelen hadde ledet forhandlingerne til „Amtsformandskabets fuldeste Tilfredshed ligesom Sagernes foreløbige Behandling og Forberedelse af ham var udført med særdeles Nøiagtighed og Grundighed. Hr. Provst Beylegaard var desaarsag overdraget ved Mødets Slutning at bevidne Hr. Byfogden Amtsformandskabets Erkjendelse heraf og derfor at frembringe dets uskrømtede Taksigelse, hvilket Hr. Provsten udførte med den ham egne Værdighed og Hjertelighed”.

 

27/5-1847 blev N. Cappelen utnævnt til sorenskriver i Bamle og fra­traadte byfogedembedet i Skien, som han hadde bestyret siden 1831. Han blev dog boende i byen, i den store trægaard no. 47 & 48 paa hjørnet av Telemarksgaten og Lundegaten, en av de faa gaarde i centrum, som blev skaanet ved branden i 1886. Her bodde han til sin død 2871-1866. Om hans formuesforhold og boksamling er der meddelt ovenfor side 233. Det der gjengivne portræt er efter et oljemaleri fra 1829. --- Hans eftermand som byfoged var Christian Cornelius Paus (søn av Ole Paus paa Rising i Gjerpen), som hadde været foged paa Lister fra 1836, thingmand derfra i 48 (altsaa valgt før han tiltraadte i Skien) og nu hjemvendt til sin fødeegn. Han var byfoged i Skien til 1874 og døde paa Rising 1879. ---

Byfoged Paus

Det ser ut som han har været en rolig og sikker embedsmand, der holdt sig utenfor dagens strid (Schwach bruker i et brev til Borchsenius det spøkende uttryk om ham at han var ikke nogen „ottendedels pause”, hvormed vel skal betegnes en vis solid langsomhet). Likesom Cappelen gjemte han paa gamle aviser, men medens

Cappelens (heldigvis for størstedelen indbundne) samling er bevaret, blev Paus's efter hans død opbrændt som „braata”. --- Det gjengivne portræt er efter et fotografi.

 

Her var flere prokuratorer bosat i eller ved Skien i disse aar: Søren Blom paa Falkum, Petersen paa Bratsberg, Dahl paa Haven, Frek (kst. byfoged, bekjendt bibliofil likesom Cappelen), S. Thorbjørnsen (bankkasserer) og den noksom bekjendte Pavels Hielrn, som døde2/4-46. Med ham tapte byen en av sine eiendommeligste skikkelser. Efter i lang tid at ha avholdt sig fra at skrive i aviserne (hans mangfoldige sange ved festlige anledninger blev dog publicerede av andre) tok han fat igjen, da han fik Correspon­denten til tumleplass for sin Pegasus. Gjennem sine sidste leveaar fyldte han bladet med svulmende digte, hvergang offentlige eller private impulser satte hans fantasi og følelse i bevægelse (f. eks. over Carl Johan, Jacob Aall, Henrik Wergeland), og det kan bare beklages at han manglet evne til at koncentrere sig og omsætte sine inspirationer til mere lødige arbeider. Pegasus tok magten fra ham, istedenfor at han skulde styret vingehesten! --- Merkelig nok fremkaldte hans bortgang intet samtidig livstegn fra kollegerne i digterfaget, av hvem adjunkt Plum fulgte ham ikke længe efter; den flit­tige skolemand og velmenende leilighetsdigter døde nemlig 8/1-48. Men ved utgangen av Hielms dødsaar skrev Plum et mindedigt i Corresponden­ten, og bladets red. foreslog utgivelsen av Hielms digte i utvalg.

 

Samme aar kom der imidlertig forsterkning til det reducerede digterting: sorenskriver Wessel tok avsked og efterfulgtes av assessor i Trondhjems stiftsoverret Conrad Nicolai Schwach. Efter 18 aars ophold i Trondhjem havnede han her, hvor han hadde tilbragt sine barneaar (faderen var prest i Solum) og hvor han derfor egentlig følte sig hjemme. Efter kortere ophold paa Bratsberg og i selve byen (i Lieunghs gaard, paa hjørnet av Telemarksgaten og Snipetorpgaten) kjøpte han først kjøbmand Hans Ørns gaard paa „Øen” (straks utenfor Damfosbroen) og da denne brændte i 1854, flyttet lian til Jacobsens eiendom Christiansro (like ved Tolleskogen), hvor han døde i 1860. --- Assurancesummen for den brændte gaard, som ikke blev gjenopført, da det offentlige behøvet tomten, bragte orden i hans mislige financer, saa han levet her sine sidste aar i en tilfredshet hvorom hans breve fra den tid bærer vidnesbyrd, med sine bøker (1200 bind), sin myntsamling og sine mangfoldige lithografier. --- Det var en landskjendt mand som her slog sig ned. „Flagsangens digter”, det var nok til at slaa de andre av marken, og han blev da ogsaa ved flere anledninger feteret som saadan. Det varte hellerikke længe før han lot høre fra sig i byens aviser med større og mindre poemer, som han synes at ha fordelt likelig paa de 2 konkurrenter. Det vakre lille vaardigt fra 1850 (se b. I, s. 343) er nok til at vise at han var et godt stykke foran de lokale poeter, som hittil hadde raadet grunden.

 

-------------------------------------------------

 

I marts 1844 meddelte byens aviser i høitidelige, med sorgerand utstyrede redaktionsartikler Carl Johans død (8/3) med dertil knyttede betragtninger; 20/3 avlagde borgerkorpset paa torvet ed til konstitutionen og den nye konge, og den 26de april blev der avholdt sørgefest til minde om den avdøde. Byens indvaanere samlet sig kl. 10 i det nye raadhus, hvis store sal var klædt med sort klæde og levende grønt og prydet med en gibsbyste av Carl Johan mot en bakgrund av to norske flag og borgerkorpsets fane. Paa hver side av bysten stod som æresvagt en officer av korpset, og ved indgangen 2 sørgemarskalker med pragtfulde stave. Fra raadhuset gik man i procession til kirken, hvor en av Hother Bøttger forfattet kantate blev sunget og pastor Monrad holdt sørgetalen. Derfra igjen til randhuset, hvor byfoged Cappelen avsluttet høitideligheten.

 

Aaret efter kom Oskar I paa besøk, ledsaget av prins Gustav, stathol­der Løvenskiold og svenske og norske officerer og hoffolk, over Kongsberg og Luksefjeld til Fossum og Skien. I Luksefjeld var der middag paa Lø­venskiolds lyststed „Sophiesminde” med stor kanonsalut, og bonden Halvor Fjeldet, som for 32 aar siden hadde fulgt Christian Fredrik samme vei, hadde æren av ogsaa denne gang at føre fyrstens sabel (en gammel vakker ceremoni, som betegnet troskap og tryghet). Ved amtsgrænsen møtte hofmarskalk E. Løvenskiold og den konst. amtmand N. Cappelen. Fra So­phiesminde over Fjeldvandet til Vassenden, hvorfra lensmanden i Gjerpen med 24 bønder tilhest og med fakler eskorterte foran vognen nedover til Fossum. Her var der paa fjeldet tændt baal, som set nordenfra dannet et O; indkjørselen oplyst med kolorte lamper; vældig salut, som næsten overdøvedes av hurrarop fra de forsamlede tusinder, og i gaardsrummet Skiens borgerkorps opstillet „i fuldkommen parade” med musik for at tilbyde en æresvagt, som dog blev avslaatt. Ogsaa Skiens formandskap var møtt frem for at indbyde til en frokost i byen dagen efter, men dette blev efter kongens ønske omgjort til en almindelig audients og præsentation i festlokalet.

 

Den følgende formiddag ved 12 tiden kjørte kongen med følge nedover til byen, hvor der ved bygrænsen var reist en vældig æreport av grønt og blomster, over 25 fot høi, istandbragt paa 4 dage (formodentlig har man været i uvisshet om hvilken vei majestæten vilde komme). Her stod da magistrat og formandskap, hvis ordfører (Arentz) holdt en velkomsttale. Ved æreporten paraderte brandkorpset og i Løvestrædet (senere Henrik Ibsens gate) borgerkorpset, hvis utmerkede musik tiltrak sig de høie gjæsters op­merksomhet. Efter audientsen i festlokalet (Bloms hotel) og parade paa Mudringen gik gjæsterne i ell eskadre av prammer opover elven til Løveid, hvor kongen tok lokaliteterne omkring den vordende kanal i øiesyn og nød synet av 100 tylfter tømmer, som blev sluppet gjennem Skotfos. Saa nedover elven igjen til byen og derfra til Fossum, hvor der efter middagen var audients for Porsgrunds og Breviks formandskap. Til selve middagen var kun indbudt chefen for Skiens borgerkorps og provst Rode i Gjerpen, „en Mand hvis Talenter er Hs. M.s Opmærksomhed fuldkommen værdig, og som man af Hjertet maatte ønske opløftet paa Oslo Bispestol”, siger „Correspon­denten”, som altsaa i sin festbegeistring aldeles glemte sin gamle strid med provsten! --- Næste morgen gik reisen tilvogns nedover til Porsgrund, under eskorte av lensmanden i Gjerpen med sine 24 tilhest, som ved Osebro avløstes av 18 fra Eidanger til amtsgrænsen. Opholdet i Porsgrund var ganske kort; der var reist æreport ved Osebro. ---  Det maa ha været paa denne kjøretur nedover at kongen blev gjort opmerksom paa Børsesjødalen, hvis uttapning han (som ovenfor antydet) fattet interesse for.

 

„Her i Byen vare alle Butikker lukkede i Løverdags, og vil denne Dag stedse blive levende i Folkets Minde. Byen fik i det Hele ved Kongens Nærværelse et Udseende, som man maatte ønske ret længe vedligeholdt” --- saaledes slutter Correspondentens referat, som er svulmende i følelsen og omhyggelig for at faa alle enkeltheter med, medens Amtstidendens er mere knapt og fyndig. --- At Pavels Hielm var ute med et vældig digt, er en selvfølge.

 

Det var ikke saa svært længe inden man i Skien fik opfyldt ønsket om at opleve en lignende opkvikkelse. Den 23de september 1849 kom Oskar I igjen paa besøk, denne gang ledsaget av dronning Josephine og prins Gustav, saa nu var der dobbelt grund til at jubilere. De kom sjøveien, med orlogsdampskibet Nordkap, men da dette paa grund av vandstand og havneforholdene ikke kunde lægge ind til byens brygge, maatte der træffes ekstraforanstaltninger til en festlig ilandstigning. Til avveksling fra avisreferaterne kan herom præsteres en beretning fra et øienvidne, nemlig Didrik Cappelen, som derom fortæller følgende (i brev fra 1906 til nærv. forf.) :

 

„Følget var jo noksaa stort, og Byens Roflotille af Prammer egnede sig ikke egentlig til at landsætte Damer med. Man maatte derfor ty til en av de gamle Føringspramme, der efter tarvelig Leilighed udstyredes paa det bedste. Bemeldte Pram, der bar det stolte Navn „Elefanten” paa Grund af sin Størrelse, var forresten en fuldbefaren Skude. Bugseret af en gammel Brig „Axel og Valborg” havde disse i Forening fragtet Bjælker fra Skien til Slottet i Kra., hvorunder Elefanten i en Storm tog Styret fra Briggen og gik i Land ved Vallø. Begge kom dog siden tilbage til Hjemstedet. Træmaterialierne til Slottet blev hugne paa den saakaldte Kaasa, som ved den Anledning opdyrkedes og nu henligger som dyrket Jord mellem „Hans Cappelens Minde” og Amtssygehuset.

 

Da Elefanten skulde i Kongestads, blev den opfiffet og indredet bedst muligt. Den blev ved Hjælp af Kalkvand gjort skinnende hvid, fik sin indre Bund dækket med et Brusselertæppe og paa dette et tilsvarende Møblement af Borde, Sofaer og Stole. Som Drivkraft havde man 2 store fireroede Bryggepramme, roede af Flaadefolkene, dengang Aristokratiet paa Brygge-og Hjellevandet. De nivellerende Dampskibe til Fløtningen kjendtes jo de-gang endnu ikke.

 

Forsaavidt det gjaldt at føre de høie Herskaber med Anstand fra Pælen ind til Mudringen, troede Modtagelseskomiteen at være vel forberedt; men enhver der har havt med den Slags Arrangementer at gjøre, har nok erfaret at man ikke kan være tryg, forinden alt er vel over. Der blev, som rimeligt kunde være, reist Paastand om at man ikke kunde lade Elefanten føre Majestæterne uden at den fik en Chef, og denne paastod med Be­stemthed at hertil udkrævedes atter et Ror. Endelig kom man saa langt at en udmærket zirlig gammel Skipperborger i blaa Kjole, blanke Knapper og hvide Benklæder stod færdig til at fore Elefantens dyre Last fra Nordkap til Mudringen ved et paasat Ror. --- Til Modtagelsen her paa Fastland var opført den traditionelle Æreport, hvor som Æresvagt stod to Skibsførere i hvide Benklæder, blaa Trøier og Straahatte, hver med en Stang med norsk Flag i Haanden.

 

Saa langt var alt gaaet efter Programmet; men nu kom der en lige saa upaaregnet som upaaregnelig „Mand med en Slæde i Veien”. Indenfor Æreporten stod opstillet Byens Borgergarde (til daglig blot kaldet „Borgere) i fuld Puds. Chefen fandt, som rimelig kunde være, at han for Anlednin­gen burde mod Sædvane optræde for Fronten tilhest, hvilket han gjorde paa en af sine blakke Vognheste, mindre øvet som Ridehest. Det er kjendt at Hestene ikke taaler den Støi som fremkaldes ved at Infanteriet præsen­terer Gevær, og Blakken var ikke bedre end de fleste andre Hester. Da der præsenteredes for Hs. Majestæt, reiste Blakken sin Vei; men alle kom dog godt frem, Kongen med Følge til Fossum, og Blakken tilbage til Korpset med Chefen i god Behold.”

               

Dette var altsaa den ikke-officielle beretning! --- Om aftenen bragte Skiens sangforening kongeparret et fakkeltog og en serenade paa Fossum, hvor følgende sang blev sunget:

 

„Velkommen Ind, o ædle Drot!”

Fra Fjeldet trindt gjenlyder.

Ja tryg drag ind i Klippeslot,

Hvor Troskab Haanden byder.

Ei gylden Pragt Dig hilser her,

Men Dalen har Dig favnet,

Den vinked blidt: Velkommen vær!

Og Fossen brummed Navnet.

 

Ja hil Dig, Norges bedste Pryd,

Dets Stolthed og dets Glæde!

Din Thrones Grund er borgerdyd

Dit Slot er Retfærds Sæde.

Derfor det staaer uryggeligt,

I Ly af Troskabs Volde,

Det frie Folk ei sviger Pligt,

Selvgiven Lov vil holde.

 

---------------------------------

 

Høit flammer Glædesblus mod Skye

Og Jubel trindt fra Land og Bye

I Natten bølger ud!

Hvad kalder denne Jubel frem,

Hvi toner Hymner gjennem dem?

Hvi staaer bekranset hist vort hjem

I festligt Blomsterskrud?

 

Jo! Nora-Drotningen er nær,

Vor Oscar og hans Viv er her,

Vi see den hulde Diis.

Og gamle Skyduns Sølverstrøm

Har baaret Hovunds Sornmerdrøm,

Nu er dens stolteste Berøm

Du høie, hulde Diis.

 

Og Fakkelskin og Jubelsang

Og Glædesraab i Cymbelklang

Vi bære for Dig frem!

allfader signe hvert dit Fjed,

Din Æt og al din Kjærlighed,

Du Fyrstemoder! Nordens Fred

Og Fylde er med dem."

 

Der nævnes ikke hvem forfatteren av sangen var; men er nærmest henvist til at gjætte paa Hother Bøttger. Han har som man ser pyntet digtet med de gamle navne Skydun (>: Skien) og Hovund (>: Gjerpen; endnu bevaret i „Ophauen” og „Uthauen"). Sangen hører til de bedre i datidens leilighetsdigtning, og det vidner ikke daarlig om byens kultur, at man kunde præstere en slik serenade paa et tidspunkt, da mandssangen i flerstemmig kor endnu var litet utviklet hertillands. Antagelig har organist Johnsen, som ogsaa var borgermusikens instruktør, været den bærende kraft.

 

Tirsdag morgen, den 25de sept., vendte de kongelige tilbake til byen for at tiltræde reisen til Sverige. Hellerikke denne gang fik man den for­nøjelse at huse de høie gjæster i selve byen (hvorom der tidligere var uttalt ønske), men det kan jo være at de har villet spare byens borgere for de dermed forbundne vanskeligheter, naar det nærliggende Fossum, statholderens hjem, stod parat med færdig utstyr og traditionens hævd. --- Kongeparrets vogn var forspændt med 4 hester, og derefter kom følget i 15 vogner, eskorteret begge dage av 50 bønder tilhest. „Oskarsdagen”, den 4de juli, hadde allerede i Carl Johans levetid været en merkedag og blev efter Oskar I's regjeringstiltrædelse feiret med stor og oprigtig begeistring, hvortil den kgl. resolution av 20de mai om det nye norske orlogsflag sikkert bidrog meget. Et gammelt og ubehagelig spørsmaal hadde dermed fundet en i realiteten ønskelig løsning, men der klæbet dog derved den mangel at man ikke hadde gaat den konstitutionelle vei gjennem Storthinget som lovgivende statsmagt, og at unionsmerket uten nødvendighet var paaheftet handels- og toldflaget. I Skien gjorde Amtstidenden denne opfatning gjældende ved at optage fra „Nordlyset” (i Trondhjem) en meget utførlig artikelrække om flaget og dets historie fra 1814; men hvad skulde man sige, naar selv Conrad Schwach, forfatteren av flagsangen fra 1823, skrev en ny flagsang (til en melodi av den svenske harpespiller Pratte) til ære for „Oskars Kongegave” og bad sine landsmænd bruke den istedenfor den gamle! Det blev der nu heldigvis ikke noget av; dertil var de gamle toner altfor kjære. --- Det nye flag blev den 14de juli heiset paa Skiens toldbod og flere skibe i havnen under musik og kanonade, men Amtstidenden paastod at begeistringen var „ikke ret stor”.

 

Om 4de juli som festdag var der imidlertid ingen tvil. Paa Graaten­moen var der i 1844 parade av det telemarkske korps, og i byens klublokale stort festmaaltid, med sange av Hother Bøttger og Thormod Knudsen Borgjordet (som dette aar var valgt til thingmand fra Bratsberg). Og anlednin­gen blev brukt til at stifte et selskab for Skiens forskjønnelse; indbydelsen dertil er dateret 4de juli og undertegnet av Musæus, Theiste, Chr. H. Blom og Hother Bøttger, som altsaa er dette endnu eksisterende selskaps stiftere. Indledningen dertil lyder i datidens svulmende sprog saaledes:

 

Indbydelse.

,,Lad Dyr blot grave Huler, hungre, tørste,

og kjæmpe kun for Hunger og for Tørst.

Hvis Mennesket staaer i Naturen først,

saa bør han vise sig Naturens Fyrste".

 

„Ovenstaaende Digterens Ord kunne ogsaa finde Anvendelse som en Opfordring til ikke blot at sørge for Livets Fornødenheder, men ogsaa for dets Forskjønnelse. Den Art af Forskjønnelse, som bestaaer i Forskjønnel­sen af den Plet af Jordoverfladen, som vi beboe, synes nu mere og mere at vinde Interesse i vort Fødeland. I enkelte af vore Byer have der saa­ledes dannet sig Selskaber, som have et saadant Formaal. --- Beliggende i en henrivende skjøn Egn, hvor Naturen synes ligesom at opfordre Kunsten til at komme den til Hjælp eller maaskee heller at opfordre den til Væddestrid, har dog denne Bye hidtil saavidt deelt Skjæbne med de fleste Byer i vort Fødeland, som Kunsten kun har gjort saare lidet til Forskjønnelse af Byen og dens Omegn”.   

 

Det var antagelig den kraftige Musæus, som forte pennen ved denne anledning. Han var ogsaa formand i den samme aar stiftede Forening mod Brændevinsdrik, som konstitueredes den 6te december 1844 med 67 medlemmer, og hvis første direktion bestod av kjøbmand Otto Bärnholt, Chr. N. Blom, Musæus, adjunkt Wesenberg og adj. Stoltenberg Da formandskapet nægtet foreningen lokale paa raadhuset, var det Musæus som i pressen førte dens sak. --- I 1845 ser man at 4de juli blev feiret baade paa „Roligheden” (hos politibetjent P. Berg, som her hadde et traktørsted) og paa Bloms sal, og det ser ut som om man her har et uttryk for spaltnin­gen i byen: det har antagelig været Baggers parti som holdt til paa Roligheden, medens motpartiet feiret dagen i det mere fornemme assemblelokale. Der er ogsaa tegn til at man tildels følte ulyst ved at gaa sammen den 17de mai, men det kom dog ikke til aapent brudd. ---

 

Efter Carl Johans død og under den national-liberale luftning fra oven i Oskar I's tid var enhver skygge av grund bortfaldt mot 17de mai-festen, og bestrbelserne gik væsentlig herefter ut paa at faa, først de kommunale, derefter endog statsmyndigheterne til at gaa i spidsen (for de sidstnævntes vedkommende ved salut fra fæstningerne og flagning). Et uttryk for dette er det (siden som unødvendig strøkne) første vers av Bjørnsons berømte sang „Gamle Norge”, da den første gang blev sunget en 17de mai:

 

„Vi nordmænd vil synge for Norge en sang,

hun har vel fortjent den og faar den engang

paa sterkere maal med kanoner til,

hvis ellers han lyster, „og andre vil”!

 

Salut var der forresten nok av, baade med kanoner og nøklebøsser; man kan jo ikke tænke sig en rigtig 17de mai uten at det smelder fra den tidlige morgen. Her i Skien var bespisningen av de fattige eller gaver til dem et fremtrædende træk; i 1844 siger Amtstidenden: „Kl. 12 saaes Festens Perle, de Fattiges Glæde omkring det af Borgeres Christenfølelse fyldte Spisebord i det nye Raadhus”. --- Kl. 3 gik en procession med et
norsk flag og borgerfanen og musikken ut til Graatermoen, hvor dagen feiredes med sang og lek. Efter tilbakemarsjen til byen om aftenen sluttedes festen paa torvet med avsyngelse av nationalsangen (>: „Sønner af Norge”, indtil denne i 60aarene avløstes av den nuværende „fædrelandssang”, Bjørnsons mesterverk). --- Salutten besørgedes fra Otto Bärnholdts brig. --- Aaret efter holdt man til paa Roligheden og i 1846 i Klosterskoven med den egentlige folkefest, da Graatermoen laa for langt borte og var altfor rum­melig; om formiddagen (festen faldt i det aar paa en søndag) var der højtidelig festgudstjeneste med „en herlig tale” av sogneprest Schiøtt over Jacobs brev I, 22. --- Processionen hvori for første gang byens korporationer gik under sine faner, gik denne gang en runde gjennem gaterne; brændevinssalg var forbudt, og alt gik i den skjønneste orden. Festkomiteen, som var valgt i et møte paa raadhuset, bestod av Bøttger, Theiste og Bagger.

 

I 1847 blev ikke mindre end 280 fattige bespist. I 1849 faldt dagen igjen paa en helligdag, nemlig Kristihimmelfartsdag, og komiteen (A. Andersen, Bagger, Bøttger og adjunkt J. Elster Bødtker) siger i sit høitstemte oprop : „Naar Kirkens fest er endt, og Dagens historiske Minder kalder os, saa ville vi om Eftermiddagen Kl. 5 i festligt Optog igjennem Byens Gader stevne ud i Guds frie og herlige Natur og i hans himmelhvælvede Tempel, mellem Granernes Søiler, feire Frihedens Fest.” Man feiler neppe ved at antage at det er den nye mand, adjunkt Bødtker (senere rektor i Kristianssund), som her førte pennen. --- Der skulde temmelig snart komme tider, da det i Skien blev en betænkelig sak at feire 17de mai paa en helligdag; men i 49 var der endnu ikke tale om en slik sondring. Dog: søndagen forut holdt Gustav Lammers sin tiltrædelsesprædiken i Skiens kirke!

 

Februarrevolutionen i 48 og endmere den første slesvigske krig satte gemytterne i sterk spænding, gjennem de mange frivillige, som gik i krigen for Danmark, de berømte norskfødte officerer, som vandt et navn og faldt under ledelsen av større slag, og de forenede rikers fremtrædende rolle under vaabenstilstanden, da Slesvig blev besat av norske og svenske tropper. Olaf Rye var jo telemarking (fra Bø), Schleppegrell hadde ogsaa gjort tje­neste her før 1814, og Leopold Løvenskiold var blandt de faldne frivillige

(11/6-48).

 

Blandt de norske tropper, som i 48 blev sendt avsted, var ogsaa 2 kompagnier fra Telemarken, som avmarsjerte fra Skien 13-14de juni under æresbevisninger fra byens side: „Borgerkorpset gjorde Honneurs for de Af­marscherende, ligesom Brandvæsenets Officianter. Chefen for Borgerkorpset gjorde de bortdragende opmerksomme paa, at man her i Byen allerede var i Begreb med at danne en Kommitte for at understøtte de Trængendes efterladte Familier, i hvilken Anledning Hr. Capitain Rye bad Stedets ærede Handlende, som matte have noget tilgode af de bortdragende, at de vilde være lemfældige i at indkræve saadan Gjæld i deres Fravær. Et Par af Skiens Borgere havde besørget Forfriskninger til Soldaterne” --- fortæller Amtstidenden, medens Correspondenten ikke sees at ha taget notits av det patriotiske optrin.

 

Saaledes var man her paa flere maater direkte interesseret i begiven­heterne, og stemningen var bevæget. Hos Feilberg solgtes nationalkokarder (for 8 sk.) og hos Schøyen Norges riksvaaben (12 sk.). Frygten for at Norge kunde bli inddraget i Krigen fremkaldte i 48 et forslag om oprettelse av en „Nationalgarde” (>: en folkevæbning; den almindelige vernepligt var endnu ikke gjennemført, og den regulære arme var faatallig) omkring i byerne, og denne tanke fandt en talsmand i Amtstidenden no. 33 s. a., nærmest som en utvidelse av det eksisterende borgerkorps ved optagelse av yngre folk. Feilberg, som endnu var borgerkorpsets chef, gav tanken sin tilslutning, men han fratraadte stillingen aaret efter, og der synes at ha været en viss opløsningstilstand trods korpsets gode traditioner, for det viste sig vanskelig at finde hans eftermand. I et møte i juni 1849 nægtet den korst. chef Otto Bärnholt at mottage valg, skjønt han hadde stort flertal, og det samme var tilfældet med borgerløitnant J. Plesner, som ved nyt valg fik de fleste stemmer. Saa stod man der indtil videre uten fast ordning. --- Imidlertid ser man at korpset i september under stor tilstrømning av tilskuere mønstret for amtmanden og fik ros for sine præstationer, likesom det litt efter ved kongebesøket optraadte som vanlig, naar undtages det ovenfor omtalte uheld med chefens hest, som ikke taalte „præsenter gevær!”

 

Der blev virkelig i begyndelsen av mai 1848 dannet et „frivilligt infanterikorps”, efter tiltak av „redningskorpset”, som formodentlig bestod av raske unge folk. Efter et møte 30/4 utstedte de et høitstemt oprop til i disse farefulde tider at væbne sig til forsvar for arne og fædreland, i tilknyt­ning til borgerkorpset, men under ledelse av egne befalingsmænd. Indtil videre maatte man selv holde sig med gevær, men man haabet jo senere at faa utlaant vaapen fra statens arsenaler. --- Indbydelsen til det konstituerende møte er undertegnet av Hother Bøttger, P. Thorbjørnsen, Lie, G. S. Hoell og O. Nielsen, og møtet blev holdt 21/5, samme dag som et lignende korps blev stiftet i Porsgrund med 57 medlemmer (under ledelse av kapt. Abelsted, I. A. Flood, O. Tandberg, byfoged Heyerdahl og A. Folkmann). Videre underretning faar man ikke gjennem aviserne, som forøvrig hadde travlt med at melde om de offentlige foranstaltninger (mobilisering av orlogs­flaaten, like til en avdeling kanonchalupper, som av marinens dampskibe blev slæpt sydover til Skaane, og avskibning av 3000 mand til den store leir sammesteds) og de private demonstrationer og opinionsytringer fra Danmark. I et talrikt møte paa raadhuset, sammenkaldt av 17de-mai-komiteen, vedtoges en tilslutning til den fra Kra. indgivne adresse, mot 9 stemmer (hvoriblandt N. Cappelen og Musæus). Denne minoritet samlet siden 70 underskrifter paa en anden (i Amtstidenden offentliggjort) resolution, hvori man tok avstand fra de krigerske opinionsyttringer av borgere der „mangle saavel de Indsigter som det Overblik over Verdensbegivenhederne som Bedømmelsen af saa vigtige Statsanliggender udkræver”. Med hensyn til den 17de mai besluttet møtet at der denne gang, av hensyn til de danske forhold, ikke skulde holdes nogen festlighet, men at dagen skulde erindres ved grundlæggelsen av et laanebibliotek for almuen.

 

En damekomite stillet sig samtidig i spidsen for en indsamling til de efterladte efter norske frivillige, der faldt i krigen; indbydelsen er underteg­net av Louise Blom, Hanna Prunst og Charlotte Krebs. Listen var utlagt hos Chr. Myhre.


[1] De her meddelte oplysninger er hentet fra postfuldmægtig Oskar Thielles bok „Norsjø- Skienskanalen” (Skien 1813).