VII.
De sidste krigs-aar (1717—20) —
Nye skattepaalæg. —
Strid med amtmand Nobel — Indkvartering og
opgjør — Digt i bygdemaal —
Personalier.
I midlertid gik den store nordiske krig sin gang. Den hadde nu en mindre
tumultuarisk karakter, det svenske “Lejon” raset ikke længer midt inde i
Kristiania stift, men i en utkant, og landets forsvarsmidler var bragt i en
ganske anden stand end ved det uventede indbrudd i 1716. Men det var ikke spøk
at holde et snes tusen mand til stadighet paa benene, halvparten i aapen mark
og resten i fæstningerne, og borgere og bønder landet rundt hadde sin store nød
med at klare rekvisitionerne. 21/8 1717 utgik ordre til at i de 3 sydlige
stifter (Akershus, Kr.sand og Bergen) skulde hver fuld gaard skaffe 1 bismerpd.
smør, 4 do. kjød og 1 skippd. hø; de mindre gaarde i forhold. I grevskapet
Larvik hver gaard 2 skpd. hø, da østsiden var ruineret; slotsloven hadde store
tanker om Grevskapernes “kapitale” græsgange, som det heter i en off. skrivelse.
Enkeltvis ser man dog en vis omhu for at spare det plagede distrikt, som naar
Tonsberg i et brev til stiftamtmanden i Kr.sand ber ham ikke at sende expres
oftere end høist nødvendig, da de var saa overbebyrdet med hesteskyss. —
Krigsskat ogsaa i 1717, rangspersoner efter en særskilt takst, geistligheten
likesaa. — Jarlsberggreven (Gustav Wedel) hadde aaret forut faat et vældig
skattepaalæg: 5000 rdl. Det næststørste (baron Rosenkrants) var 800, og saa de
andre nedover; i 1717 lignende beløp “i denne trouble tid”. Enkelte av
slotslovens medlemmer søkte at slippe fra endel av byrderne i Kra. by, men nei,
de maatte punge ut, baade med det ene og det andet.
Det kritiske aar 1718, da fienden løp storm paa baade det søndenfjeldske og
nordenfjeldske, og baade Fredrikssten og Trondhjem hadde svenskerne utenfor
voldene, endte som bekjendt med det skud, som 11te dec. fældte Karl XII i en
løpegrav foran Fredrikssten, og alt fik nu et andet utseende. Fienden drog hjem
til sit eget land, og man kunde aande friere i de par aar, som forløp til den
endelige avslutning. -- Vi skal høre litt nærmere om, hvad avviklingen bragte
for Skiens vedkommende.
Først litt om “negotianterne”, som Tonsberg fremdeles hadde i erindring
trods alt det arbeide krigen og forvirringen skaffet ham. 11/2 1717 skrev han
til rentekammeret i Kbhvn., oplyste dem om at forholdet forlængst var ordnet
ved den kgl. resol. av 17/9 1714 og den forudgangne kommission i slotsloven, og
bad dem nu engang for alle beordre fogden at rette sig derefter. Men i den
“trouble tid” hadde man saa meget andet at tænke paa; først et aar efter (22/1
1718) utfærdigedes rentekammerets endelige og uomgaaelige ordre til amtm.
Lindberg og foged Høyer om at negotianter og rangspersoner og toldere skulde
betale skat sammen med Skien, og at asssor Russel skulde inddrive differancen
mellem fogdens og byens ligning for de nævnte klassers vedkommende. Dermed var
saken lagt i de rette hænder, motstanden endelig brutt; senere hører man ikke
mere til den sak.
27/1 1719 blev der ved kgl. resol. paalagt en ekstraordinær transportskat,
vistnok i anledning tilbakesendelsen til Danmark av de danske hjælpetropper som
var sendt herop (8 bataljoner fotfolk, et regiment kyrasserer m. m.). Det var
byerne som fik denne byrde; enten skulde de skaffe “skiberom” eller penger,
beregnet til 4 rdl. pr. læst, efter følgende fordeling: Kristiania 180 læster,
Bragnæs og Strømsø 200, Kristianssand 175, Arendal og Risør 105, Tønsberg og
Holmestrand 10, Fredriksstad 20, Skien med underliggende 150, Larvik 20,
Egersund 15, Stavanger 25 og Bergen 600. Paalægget, som gjaldt i 6 maaneder,
beløp sig til ialt 16,320 rdl. Kra. valgte at levere skiberum „in natura”.
Skien fik derved for dette aar at betale 2920 rdl. (efter fradrag for Kragerø)
foruten krigsskat 2400 rdl. (hvorav Kragerø 480). Fredrikshald og Trondhjem var
fri, av let forstaaelige grunde.
De i Skien om denne skat førte forhandlinger er interessante i flere henseender:
først fordi de gir os et indblik i handelens og søfartens tilstand i Skien og
“underliggende” paa dette tidspunkt, og dernæst fordi paabudet førte til en
stor skattetvist med et av slotslovens medlemmer. Samtlige aktstykker er
avtrykt paa sit sted.
11/2 1719 var der stort møte paa Skiens raadstue for at behandle den dagen
forut indløpne skrivelse fra rentekammeret om transportskatten. Russel, som i
egenskap av solomagistrat ledet forhandlingerne, forlangte at faa borgerskapets
erklæring saa betids, at han straks kunde ekspedere saken, og befalte derfor
paa embedsvegne borgerskapet at begi sig til næste værelse og raadslaa;
imidlertid vilde han ”patientere” (vente) paa raadstuen, til de blev færdige
(man ser, hvor han strutter av vigtighet!). — Saa fremkom da borgerne med en
redegjørelse, hvori de nævner de fartøier, som nu fandtes i Skiensfjorden, og
deres eiere:
Justitsraad Hans Nobel, et gammelt skib paa 135 l.
Hans Gregersen, et litet skib paa 71.1/2 utenlandske l. (= 46 comm.l.)
Assessor Russel, en liten hukkert paa 20 “
Bent Iversen, en kreiert, 20 l.
Isak Moi, en liten hukkert.
Bowman, en liten skute.
Anders Mortensen, en liten skute, 8 l.
Disse 7, hvorav 5 smaa, Var altsaa de sørgelige rester av den stolte flaate
som før krigen seilet her fra fjorden, 23 fartøier efter borgernes egen opgave
(som stemmer nøiagtig med de tidligere meddelte opgaver fra 1696). Derav kunde
88 l. gjøres disponible til vaaren, naar isen gik op, og forresten fandt de det
ugjørligt at yde mer; de bad tilslut Russel i sin erklæring bevidne dette, og
han slutter protokollationen med et løfte om at “meddele Borgerschabet den
Justice som Embedet og sandhed indfordrer”.
Følgen blev en irettesættelse (8/4): “Kristianssand og Skien (delvis ogsaa
Drammen) haver givet en og anden undskyldning og forespørgsel for tiden at
prolongere”, men slotsloven var ubønhørlig. De skulde betale.
 |
Men Skien og Russel fandt en utvei: De lignet amtmand Nobel i en
transportskat paa 1100 rdl., over halvdelen av det beløp, som faldt paa Skiens
part! Hvorledes de kunde gjøre dette, og hvorledes Nobel kom til at figurere
øverst paa listen over rederne i fjorden, hænger saaledes sammen:
Amtmand Nobel, som allerede før hadde vræret gift 3 gange, da
begivenheterne og hans plads i slotsloven førte ham hit i 1716, hadde
(formodentlig 1717) gjort den rike Anders Nielsens barnløse enke Dorothea
Hansdatter i Brevik til sin frue no. 4. Hun fik rang og han fik penger, men nu
faldt de ogsaa over ham som gribber. Baron Kragh var straks i januar 1718 ute
med en begjæring om et forskud paa 20.000 rdl. til flaatens reparation, og
samtidig kom der fra selve kongen en lignende bøn om ikke mindre end 40,000
rdl. Det blev endog overdraget en kommission i Kra. (Tonsberg og et par andre)
at bevæge Nobel hertil. Men Nobel sa nei. Han hadde allerede før giftermaalet
bevæget enken til at gi et forskud paa 7000 rdl. og var villig til at laane
kongen hvad boets debitorer indbetalte paa sin gjæld, endvidere til at
pantsætte sine eiendomme til enhver som vilde laane kongen penge; men længer
vilde han ikke strække sig. Dette avslag tok kommissionærerne meget ilde op,
især Tonsberg, som regnet ut, at Anders Nielsens bo utgjorde i aktiva 184,000
rdl. — Hvad der nu foregik i 1719, maa sees i lys av dette forhold.
Nobel, som altsaa ved dette giftermaal var blit en vældig possessionat i
Skiensegnen, med skib og trælastlager og sagbruk, blev da straks opfattet som
“negotiant” her paa stedet og behandlet i overensstemmelse dermed. Desuten
hadde man som rangsperson lignet ham i en krigsskat paa 1000 rdl. Dette blev
ham for drøit, og der paafulgte en skriftveksel mellem ham og myndig-heterne,
hvis enkeltheter kan studeres i aktstykkerne. Nobel gjorde gjældende, at han
hverken var negotiant eller borger av Skien, og samtidig fremholdt han at hans
forgjænger i ægteskabet bare hadde betalt i krigsskat en bagatel mot hvad man
nu vilde avkræve ham. Det sidste var unægtelig sandt; Anders Nielsen findes i
regnskaperne opført med 218 rdl. i 1712-13 og 80 i 1716. — Borgerskapet i Skien
gjorde derimot gjældende, at Nobel i den grad var herre over trælasthandelen i
Skiensfjorden, at ingen kunde faa kjøpt bord fra Gjemsø eller Ulefos uten
tillatelse fra fru Nobel (han selv opholdt sig for tiden i Kbhvn.) Der laa en
hel del engelske og skotske skiber og ventet paa last, men kunde ikke faa kjøpt[1]
. Hvor energisk Russel gik tilverks for at sikre Skien dette bytte, kan
skjønnes derav at han, efter hvad Nobel oplyser, endog hadde belagt hans frues
hus i Brevik med militær exekution for at inddrive en termin av skatten. —
Nobel tapte i denne strid; i slutten av juni erklærte rentekammeret i en kold
og knap resolution at han maatte finde sig i at betale. Hans avvisende holdning
til kongens anmodning om laan, Tonsbergs fremstilling av hans status og
borgernes oplysninger om hans trælastforretninger har tilsammenlagt fremkaldt
resultatet. Russel (som Nobel betegner som sin “avindsmand”) triumferte, og
Skien fik en god skilling i sin slunkne kasse.
Endnu paa forsommeren 1719 laa her danske hjælpetropper indkvarteret. Mens
Larvik hadde havt æren av at huse Lewetzows stolte kyrasserer og Lottigs fotfolk
(Riberhus regiment , var det det holstenske artilleri (2 kompanier)
som kantonnerte i Skien og omegn. Den 15de juni skulde de indskibes, og der
førtes forhandling imellem major Norden og borgerskapet om brød in natura
eller brødpenge til dem. Borgerne valgte at gi penge, ialt 245 rdl. mot at
faa korn av Drammens magasin for beløpet, efter følgende repartition:
Skien:
Assessor Russel 10 rdl.
Jon Arnesen 20
rdl.
Iver Sommer 5 rdl
Simon Jørgensen 20
rdl
Monsr. Weyer 10 rdl
Hans Gregersen 20
rdl
Peder Baar 13
rdl
Ulrich von Capelen 10 rdl
Rasmus Nielsen 10
rdl
Nils Lollik 10
rdl
Anders Tomesen 10
rdl.
Jens Borring
5 rdl.
Jens Gregersen
2 rdl
Porsgrund :
Secretair Leopoldus 20 rdl.
Gunder Buer 20
rdl
Monsr. Bouman 20
rdl
Niels Rafnæs 10
rdl
Brevik:
Laurits Nielsen 10 rdl
Jacob Nielsen 6
rdl.
Christen Nielsen 10 rdl
Monsr. Bonari 6
rdl
Man overdrog til PederPedersen Flod og Peder Gregersen at indkassere og
forhandle kornet fra magasinet i Drammen. — Det maa være indtruffet forsinkelse
med avmarsjen og indskibningen, for endnu den 23de juni lot Russel byens
indbyggere tilsi, at hver familie skulde male mel for at forsyne tropperne med
brød ved bortmarsjen. — Samtidig førtes der forhandlinger med slotsloven om
godtgjørelse for de svenske fangers ophold her, for nu foregik der stort opgjør
og utveksling av krigsfanger. 8/5 indgav Russel “designation over de
prætentioner som til hannem er indkomne og endnu har at fordre for de Swendske
Officerer”. Denne fortegnelse lyder saaledes:
Oberstløjtnant Rydingsvärd
til Mads Gram 8
rdl.
Russel
12
Peder
Jensens enke 21
Mads Ørn
9 “ 59
sk.
Hans Gregersen 85
Catharine
Paulsen 7
Generaladjutant Uggla “ Jochum
Altenburg 2 “ 78
sk.
Mads
Gram 8
Hans
Gregersen 60
Catharina
Poulsen 7
Mads
Ørn 9 “ 54 sk
Kaptein Gellersted “ Boye
Petersen og
Peder
Pedersen Flod 39
Samuel Bundtmager 8 “ 80
sk
Kaptein Høgeberg “ Jochum
Altenburg 2 ” 80
sk
Christen
Madsen 24
Kaptein Calmander “ Jochum
Altenburg 34 “ 80 sk
Mads
Gram 8 “ 2 sk
Løjtnant Palmfeld “ Jochum
Altenburg 34 “ 80 sk
Simon
Jørgensen 6 “ 4 sk
Løitnant Lillie “ Mads Gram 6
Av disse herrer var bare en igjen i Skien i 1719 (der hadde nemlig ogsaa
tidligere foregaat utveksling av fanger), derimot en hel del menige, hvorav
vistnok adskillige hadde tat tjeneste her og agtet at bli i Norge. Ialfald forutsættes
dette i en skrivelse av 1616 fra baron Kragh, hvori det heter at de som er
tilsinds at bli her i landet skal nyde samtykke dertil og meddeles frihetsbrev,
mens de øvrige skulde forføie sig til grænsen for at utveksles. Dette meddeltes
fangerne i et stort møte paa Skiens raadstue 23/6, hvortil de var indkaldt ved
“trommens rørelse”. Av protokollationen (som er meddelt i aktstykkerne) sees
at kaptein Geldersted for nogle uker siden var rømt med 3 menige paa en liten
jagt, som tilhørte Claus Tem og Tord Nome; forøvrig var der 27 menige, som
ønsket at utveksles, og kaptein Benjamin Wolf Smit av Vestgøta
infanteriregiment. Han nævnes ikke blandt dem, paa hvem borgerne hadde
fordringer, efter ovenstaaende liste, hvor de største summer sikkert angir
vedkommendes husvert.
I april og mai (30/4 og 11/5) var der i Stockholm sluttet “cartel” om
krigsfangerne, undertegnet av Løwenørn og Adlerfeldt, og i juni—juli kunde de 2
generalauditører Gødsche og Dalman paa hver sin nations vegne i Fredriksstad underskrive
likvidationen, hvorefter der utveksledes 1346 danske og norske fanger mot 734
svenske; differencen beregnedes i penge. Men der var endnu 1000 svenske fanger
i Norge, som ikke indbefattedes i denne likvidation, saa overtallet blir paa
vor side allikevel. En stor transportflaates forlis paa den svenske kyst i 1717
paa reise fra Danmark til Norge var vistnok grunden til at der overhovedet
blev saa mange danske og norske fanger i Sverige. — Et fornøieligt træk i denne
store fortegnelse, som er paategnet “Fredericus”, er de talrike opnavn, hvormed
de svenske fanger har prydet sig, og hvorav følgende utvalg hitsættes : Oluf
Larsen kjæmpe, Anders Anderssen frimodig, Anders Hansen flyver, Erik Perssen
lystig, Per Olsen brav, Olaf Jenssen abbor, Lars Nielsen bagdel, Anders
springer, Hans laks, Jon glad, Jon modig, Lars Jostsen stadig, Jens flink,
Anders dunder, Jon langmodig, Per vigtig og Nils Anderssen facit! (Navnene er
i dokumentet skrevne paa dansk).
Saa var da endelig krigen forbi. Den hadde kostet overordentlig baade av
menneskeliv og penger gjennem disse 10 trængselens aar, men saa hadde den ogsaa
paakaldt nationens evner og dyder, stillet den ansigt til ansigt med de
alvorligste opgaver, og rusket op i sløvhet og daarlige vaner. Og nordmændene
var gaat med ære fra basketaket, trods tarvelige hjelpemidler og mangler ved
ledelsen; løven var fældet og den norske bamse kunde igjen vandre uforstyrret:
„Da
sad vor Bjørn igien paa næste Field og Klippe,
Og
saa hvor Hovedkulds de Svenske maatte rippe.
Han
havde Huus og Hjem bag Buskens grønne Blad
Og
vidste hvor der laa vel mangen Steg i Rad”.
(Jørgen Friis).
Et vidnesbyrd om at krigen bragte opsving i følelseslivet og satte tankerne
i sterkere bevægelse er de mange “aktuelle” (>: til bestemte personer og
begivenheter knyttede) digte i bygdemaal fra denne tid, et fænomen som gjentok
sig under nationalfølelsens vækst i sidste del av aarhundredet og fremover. Til
flere av dem kjender man forfatterne: det er embedsmænd og boklærde folk, som
maskerer sig med bondens dragt og maal og derved opnaar en poetisk virkning,
langt saftigere og kraftigere end det som vanlig præsteres i literatursproget.
Og hvor man er henvist til gjætning, er det dog tydelig nok, at ophavet til
digtene er av samme slags som til de navnefæstede.
Den 12te oktober, Fredrik IVs fødselsdag, blev av vicestatholder Løvendal
feiret med en glimrende fest, et maskebal i Kristiania, som en unavngiven har
besunget paa denne velkjendte maate, at en bonde er vidne til herligheten og
beskriver den paa sin vis:
Løvendal
Sielf er mæ Fruve
Pynta
som fagreste Duve.
Etter
følgier Kaxer og Faxer,
Klæd
te Giæsbus-Rey, qvar ha si mæ sey,
Glor
taa lange Ley,
Slire,
Belte, Snore aa Bore
Glimrer
ti qvar Søm aa qvar Kore.
Siaa
Bole dæ laga taa Rætter,
Supa
aa Steka mæ Sætter,
Rarest
Fisk aa Bakkels mæ Hakkels
Utaaf
Kaal aa Root, Næpe-Graut aa Kloot,
I
en Reng paa Foot
Mølske,
Klub aa Klining mæ Grining,
Laa
om Bole Qveetlumper aa Bryning.
Kanner
aa Stauper va fulle,
Taa
øl aa taa Viin, saa dom rulle
Baade
Mænd aa Kiæring mæ Bæring.
Der
valt Smal aa Snak om kaar Vomel-Stak;
Qvar
si Skaal utdrak.
Kongens
Skaala bygdes mæ Frygdes[2]
Trues
Knifsteng end Leeken den lyktes.
Knaparne
kom op aa dantze,
Møyenne
kunne bra svantze,
Ut
alt Gaalve nie og vrie
Kruket,
krumt aa skieft, dæ va jilt aa jæft,
Gaalve
valt au sleft;[3]
Inkie
va da Langleg hel Harpe,
Men
dom blaaste ti Luren hin skarpe.
Gu
late Konungen læfve!
Gu
gi Ham Seyeren giæfve!
Løvendal,
vort Hue, mæ Frue
Signe
Gu aa glæ, Bona hans aau mæ!
Alle
ønsker dæ,
Aa
tel Slutning heyer[4]
: Gi Seyer
Uti
alle vore Telter aa Leyer!”
Det prægtige digt (hvorav et par vers her er utelatt) er avtrykt i Det
norske Samlags tidsskrift “ Syn og Segn” 1898 og der gjort til gjenstand for en
sproglig undersøkelse. Forfatterens navn antydes sandsynligvis i underskriftens
forbokstaver (“I Christiania Her”), men denne I. C. H. er endnu ikke funden.
En særlig lokal interesse knytter sig til et andet og længere digt fra
1722, likeledes i anledning av kongens fødselsdag. Det er trykt i samtiden og
paany fremdraget av historikeren O. A. Øverland i tidsskriftet “Bogvennen”
1898. Ogsaa i dette digt er det en bonde, som blir øienvidne til fødselsdagsgildet
og beskriver dets stas og pragt; men interessen derved er for os saameget
større, fordi det er en telemarking som lægger ivei og først efter mange
vanskeligheter over Skien naar frem til det kongelige gilde paa Østrup.
Av den grund hitsættes det her i sin helhet, med uteladelse av de mange
ordforklaringer, hvormed det oprindelig er utstyret og som for størsteparten er
overflødige for nutidslæsere:
“Nocklo lentuge røddur aa yskie-qvæ digta uti kongsstaen Kjøpenham aa
framborin ut paa kongsgaren Østrop te fødselsdagen den ølløffte i slagtmaanon
aakons naaduge kongies Kong Frerec den fiores, daa han fylte dæ halftrea tiug
aa eit aar aa dei skrev aarstallen etter dettan omqvæ GU Laat’ Dæ KongeLeg HVVs
I HelMen her Lenge LeVa!
Æg sto up i ottaa aa fæck mæg ei bidt
Aa hiurde paa ryggien mi skreppu aa hidt
Saa loup æg aarmerckies te Hougelie-jug,
Aa guten loup etter paa skii aa paa triug,
Saa skout æg fyst jaasur eit tiuge aa tri
Tvo tyltur ville æg haavo, før æg ville la blie
Aa guten knap reinsdyr aa riupur saa fort,
Tes me kun kie aarke aa bære meir bort.
Saa stond de qvællas me lavde kon te
Aa gienge heimatte aa guten loup mæ
Daa fæck me paa fiødde et snio-fooch saa traat
Og tenchte dæ heimen ho ville forgaat;
Saa lâs æg aa qvædde meir hell æg giort har,
Sea æg blei funta aa kommin te kar.
Æg vadda i snioen, tes æg blei saa trøit
Æg kunne kie meire gaa snioen u-brøit.
Ein øchte-bidt tooch æg, aa guten min mæ
Saa kroup me i snioen aa slo kon te fræ.
Te midnaat saa gloosde æg litevædt ut,
Daa saag æg paa fiødde kom gangan eit gut.
Æg groov aa æg spurde: Aa kiære
min son,
Har væraatta bliast te nocken go mon ?
Han svara: Ja santen, i bygdo dæ ær
Saa blidt aa saa fagert som hougballa-vær.
Daa kroup æg toor hio aa smygde mæg ut.
Aa took te snus-hodne aa mætta mi snut
Saa loup me te huse i kuut som ei mær.
Aa aldri Saa prøvde æg saadan ei fær:
I fægda ho Krabbens aa Hannebals mæ
Aa Gyldenløvs hetten du tru mæg te dæ
Æg vaago mi trøye fær Bahuuses slot
Aa spaaro kie Svenskien mæ kru aa mæ lot:,
Ho Paal aa ho Folqvorsam førde kon an,
Æg var blant di Knichtan dei kælde snap-han;
Me fattas kie æita, mæ var inchie spâr
Saa lengie ein uxe i Vigsia var.
Men aldregen lei æg saa myckie traval,
Sea æg blei te knicht, aa uti ein capral:
Som daa æg maatt’ liggie i snioen aa foch;
Men daa eg kom heimat, te qvilun æg tooch.
Mitvicku deretter saa sæla æg upp
Den musute øiken aa kiørde mæ snup
Te kaupstaen, Skien, mæ Margit aa mæg,
Æg tooch da te vægen, aa va fulla snæg
Jaa Tychie i Giellen me tooch lossement,
Der vaaro fiødmænnar aa mangen by-fent.
Dei spurde min: min Olav, haat hæv du te gaat?
Smær, riupur aa jaasur aa annat meir smaat.
Saa kom der ingangan ein fremmine kar,
Han bou te aa beholle heile lasse som dæ var.
For riupu æg ville haavo skiællingar tvoo,
Han bou mæg kuns ein. Daa toch æg ti aa loo,
Saa drog han taf mæ dæ, aa tioven ta mæg
Om æg fæck ein skiælling, han tooch dæ mæ sæg.
Fær ceisen var inchie betalt taf mit smær;
Æg tachte, æg matte beholle mi mær.
Æg sputta aa banna aa ba lel saa surt:
Aa kiære ceis-mestar! vær inchie saa urt,
Men giæv mæg te amptman aa futen lidt at,
Tach inchie altsommaa saa plusseleg fat.
Han trudde med kachien aa avrest saa ilt.
Æg tenckte: naa blir dæ full vonums meir vilt.
Saa kom baae amptman aa futen aa ba,
Dei maatte faa atte einqvor te eit spa,
Aa comsions-futen ville slæppe mæg lous.
Daa leichte mæg hugien aa kom paa eit naus.
Dæ spaadde : Æg skille vel kommo derfraa.
Mæ sommo kom tausa aa sâ, æg skulle gaa.
Saa gich æg i kiørchio aa glosde mæg om,
Æg tøchtes æg var daa jaa paven i Rom.
Paa lofte dei førde mæg, æg skille siaa,
Onglyren deo qvædde, aa leicken gick paa.
Der sto daa tvo karra, mæ ein dievul einqvor,
Den rack dei ti strupen aa drog en attoor;
Æg minnas kie rettar dei kallan basson.
Æg grinde, æg saag aldrigen saadan en sion.
Saa kom der ein fram mæ ein kurv uti hand,
Som den æg fra grannan i flor fæck te laan,
Aa hinen tâ mæg var en inchie saa heit,
Han kunne kie helle fingran, saa ilt en hom beit
Saa saag æg ein kar sat aa leichte paa eit skaap;
Dæ kælde dei uren, daa sloo æg up ein gaap.
Saa sto nocklo gutar, dei begynde aa qvæ,
Aa aldrig nockon fiød-slot var lichne mot dæ,
Saa Gu tâ mæg, daa dessan begynde den leick,
Om æg kie taf gomaa om snuta blei bleick.
Saa foor æg paa gutu, der kom riand’ ein kar
Aa tuta i hodn, æg spurde, haat dæ var?
Dei sae dæ va posten, han føiser i skiold,
Dæ paa Østrop ska væra ei herre-fær bold
Te aaminne paa dagien, daa kongien ær fød
(Æg tenchte: tru kosten var inchie upød
Saa skulle æg visselæg væra der mæ,
Aa siaa paa den færa, kor loupe taf vil dæ).
Æg minnas, æg hadde vill’ vor her i fior,
Aa siaat daa kons drotning aa princessa stor
Dei vaaro indførde i Kiøpenhams stâ
Mæ pipur aa trommur, aa qvor man var glâ:
Men ska æg naa seija mi sandheit reint ut:
Den reysa mæg hindra kons goe her fut,
Fær skatten taf garen var inchie betalt,
Di sættan qvererar aa cuffion paa alt.
Der kom daa tvo knichtar aa ein capperall
Aa bravera mæ verjur, som dei voro gall.
Capperalen var vild-tysch, aa spurde mæg strax:
Hør, Bauer! was hastu zu bezahlen dein Schatz?
Bring uns nun bald Essen, und Geld noch darzu,
Oder du kriegest Schläge. Aa hjølp mæg naa Gu!
Æg tenchte: naa tache dei garen reint bort,
Mæ buje aa fænaan baa lite aa stor.
Æg bâe daa mi Margit: aa veine mit baan
Du giæv mæg brur-kodda aa stackgen te laan,
Saa mein æg jaa grannan aa faa mæg paa borg
Te aa klara dei karran aa slocke mi sorg.
Saa gâ æg capralen til cuffions-byr
Ein einbenning daler, saa slap æg dæ styr
Saa gick dæ te mæ mæg, mi drotninge from,
Daa dæ var den skulla æg i fior inchie kom;
Men te dennan færa æg nista meg ut,
Aa loot mæg skreddera ny kufftu aa klut,
Di kiæm æg aa siaar dettan herskape sæl,
Gu laat dæ gaa Dickon ævendelig væl!
I fiøddo aa sletten dei yskier dæ mæ;
Te slutten taf gommaa saa vil æg naa qvæ:
**********************************
Meloten
gieng sæg etter: Calva Fortuna etc.
1.
Naa
vil æg sala min gangar graa
Aa
binne mi verju mæ sie,
Aa
tæke mi joledags kufftu uppaa,
Aat
kongs-garen vil æg rie.
GU
Laat’ Dæ KongeLeg HVVs
I
HelMen her Lenge LeVa!
2
Daa
æg saa kom uti høge loft.
Daa
saa æg alt folkje saa blie,
Kong
Frerec han sitter uppa sit slot,
Om
honom gieng sugur saa vie.
Gu
laat etc.
3.
Kong
Frerec han sitter utmæ sit bor,
Æg
siaar hanom uti got lone.
Utmæ
saa sitter hans drotning stor
Aa
glimrar som liose i crone.
4.
Her
sitter princen, kons kongie son
Mæ
si princesse den veine,
Gu
laate dickon te gommaa aa mon
Fæ
lando aa richurne eine.
5.
Her
sitter den are kongeleg root
Princessar
aa princen mæ gommaa
Bliæ
aa fagræ i hiarta aa moot
Dei
visar sæg alletesommaa.
6.
Her
find’ æg jarlar aa riddure bold
Som
fichtar fæ lando aa richie,
Naar
dei te belte tæch verju aa skjold
Blant
kiempur dei ingien vil vichie.
7.
Her
find’ æg frugur aa møyane knoot
Te
giestebo heerlæge klædde,
I
sickje aa maar ifraa hovu te foot
I
klæur saa ero dej hædde.
8.
Fæ
bore saa tenar hofmænnar bra
Aa
siaar dessan alle te goe.
Mæ
eita aa mungaat aa haat dei vil ha
Dæ
giære dei løstug aa froe.
9.
Dei
skienckar mioen aa vinen frack
I
glas aa i gyldte pocalur,
Mæ
bore begynde aa einqvor ei leick
Aa
drickie qvoraras skaalur.
10.
Der
stænd spelleman mæ feila aa laat,
Aa
tromma begynd’ te aa skramla.
Ongersvein
han gienne mæ møyane kaat
Vi
dansa om tromma maat ramla.
11.
Æg
vil inchie kuure i dennan fær
Men
halle mæg lustug i moote
Te
ynskie fæ kongien æg hell paa aa qvær
Aa
fælle fæ honnom te foote.
12.
Gu
laate kons kongie mæ drotninga væin
Mæ
prins aa princessar tillichie
I
heimen her leva saa lenge som ein
Aa
mote saa sea Gus richie.
13.
I
lando gi trivas baa lite aa stort
Aa
kodne dæ gro kon te nøttas,
Jag
fægda toor richie aarmerkies bort,
Aa
laat kon mæ frea beskøttas.
14.
Gu
giøve kaupmannen go lychie te sit,
Aa
bonen giøv furu aa graano,
Saa
fær kongien skatter aa me moko lit
Te
føe fæ baadni aa kaano.
15.
Aa
nær saa kons kongie ska seya go nat
Aa
tia i heimen er ommaa,
Gus
englir dei tæche da saali has fat,
Dæ
yskier me alletesommaa.
Gu
Laat Dæ KongeLeg HVVs etc.
Skildringen av gildet er mindre fyndig og saftig end i foregaaende digt,
men kanske netop derved mere i overensstemmelse med emnet; den kongelige
værdighet breder sig over det og angiver tonen. Saa meget friskere og friere
slipper forfatteren sig løs i skildringen av sin jagt paa fjeldet og sin færd
gjennem Skien. Baade akcisemester og konsumptionsforpagter, amtmand og foged,
organist og musikant er velkjendte størrelser; hans husvært i Hjellen, Tyge
Helgesen, tok borgerskap i Skien 1718. — Kirkemusikken i Skiens kirke, slik som
han beskriver den, maa ha været en extraordinær præstation paa den kongelige
fødselsdag, siden der baade er orgel og basuner og horn, det sidste
formodentlig behandlet av byens bestaltede musikant, og basunerne av to
“skalmei-blæsere”. Guttene, hvis sang gjør slikt indtryk paa ham, har vel været
latinskolegutter, muligens oplært i flerstemmig sang.
Det er ogsaa for dette digts vedkommende ukjendt, hvem forfatterskapet skal
tilskrives. Tidspunktet forbyder at tænke paa Hans Paus i Kviteseid, som digtet
visen om Anne Arnold; han døde nemlig i 1715. Men det er i Telemarken eller
Skiensegnen man maa lete efter ham.
Efter dette poetiske meIlemspil skal vi da se litt paa flere av de
personers skjæbne, som i det foregaaende har spillet en mer eller mindre
fremtrædende rolle.
Først om det høie regjeringskollegium, slotsloven, som blev ophævet kort
efter krigens avslutning. Dets formand i de kritiske aar, baron Fredrik
Kragh, forlot Norge i 1721 og døde i 1728 paa sit herresæte
Steensballegaard ved Horsens; han var gift med en datter av Griffenfeld og
hadde med hende faat nævnte eiendom. — Under forvirringen i marts 17l6 maa han
ha anbragt sine rørlige eiendele i Skien, for i en skrivelse av 15/5 s. a.
skriver galeieskadrens chef fra “Fridericus Qvartus” (formodentlig ved
Fredriksstad) at han ikke har kunnet avse noget fartøj til at hente hans “gods”
fra Skien, og at det forresten er tryggere der end i Kra. Endel av hans bohave
blev dog ved flugten fra Kra. indbragt paa Akershus; Nobel klager i sit brev
til kongen ogsaa over dette uvæsen, at Krag, Tonsberg og biskop Deichmann
fyldte fæstningens rum med sine saker, istedenfor at man burde ha bjerget ind
mest mulig proviant[5].
Skal man tegne Kraghs portræt med Nobels pen, blir det et temmelig hæslig
billede; de ovenfor citerede yttringer i hans skrivelser viser dog, at han ikke
ganske manglet følelse for det folk, han var sat til at styre, og i andre breve
glæder han sig som et barn over de fordele, man vandt over fienden. Han har
været litt av en Jacob von Thyboe, prisgiven til øieblikkets stemninger.
Amtmand Nobel opgav sine embeder i 1719, deltok i et par aar i en
matrikuleringskommission, hvis arbeide ikke blev benyttet og først gjenoptaget
100 aar senere, og bosatte sig derefter paa Fyen, hvor han for sin nyerhvervede
rigdom bygget herresætet Sandholt, i 1726 ophøiet til “majorat”. Den første
arving til dette stamhus var hans søn Hans Nobel, en tid amtmand i Stavanger.
Naar den linie utdør, som for tiden er arveberettiget, tilfalder majoratet
familien Coucheron i Norge. — I 1718 var Nobel, sammen med lagmand Lange,
bestyrer av Kai Børtings bo; om hans forviklinger med Skien er ovenfor
fortalt, og i de nærmest følgende aar ser man, at han har realiseret, sin frues
eiendom og overført formuen til Danmark, vistnok til liten glæde for borgemester
Russel, som vel i det længste søkte at fastholde det fete “skatteobjekt”. —
Nobel blev likesaa haardt bedømt av sin samtid, som han selv dømte de ledende
mænd i slotsloven. Et ondskapsfuldt latinsk epigram om ham lyder:
’“Nobilis et nebulo nullo discrimine distant” >: Der er ingen forskjel paa en Nobel og en
slyngel! Men man faar gjøre med ham som med Krag, korrigere portrættet efter
hans egne uttalelser. —
Tonsberg vedblev at styre sit embede i bedste velgaaende til sin død i
1731. Vi vil endnu faa meget at høre fra den gamle myndige herre (som i 1720 endog
vikarierte for statholderen og saaledes for en stund var rikets første mand paa
de følgende blade av byens historie. — Om lagmand Stochfleth er intet videre at
melde, men saameget mere om Blixencrone, egentlig en prestesøn Blix fra
Manger ved Bergen, som gjorde “carriere”, adlet 15/4 1712, da han fik det
stolte navn, en tid foged i Sogn og tilsidst justitiarius i overhofretten i
Kra. og medlem av slotsloven. Han faldt som offer for den i 1725 nedsatte
kommission til undersøkelse av embedsmænds forhold i Danmark og Norge: beskyldningerne
mot Blixencrone lød paa bestikkelse og hadde tilfølge, at han maatte opgive sit
embede i 1728 og bøte halvparten av sin formue. Slaget var knusende. B. trak
sig tilbake til Bergens stift og døde i 1730. —Han var likesom Nobel 4 gange
gift, et træk der unægtelig peker i retning av pengegriskhet; en gang med en
søster av Nobels svigersøn og efterfølger i Romsdalen, Erich Must.
Naar det kunde gaa saa ilde med de store, er det ikke at undres over, at
det sommetider bar galt ivei med de mindre. Især har fogderne en sørgelig
historie som “kassebedrøvere”, og Skien eller rettere Bratsberg stod ikke
tilbake.
Prokurator Peder Christensen, som blev konstitueret istedenfor Høyer
da denne i april 1716 maatte til Horten for at følge Telemarkingerne over til
Moss, hadde en kort og glimrende saga som foged: blev belagt med civil-arrest
1/2 aar efter, og registrerings- og sekvestrationsforretning avholdt i februar
1717. Saa var han færdig. Men værre var det at det gik samme vei med embedets
egentlige indehaver Melchior Høyer. 9/4 og 27/5 1719 gav rentekammeret
amtm. Lindberg ordre til at suspendere ham og konstituere Jochum Schweder i
hans sted. 29/6 avleverte Høyer en generalextrakt til utgangen av 1718,
hvorefter der skulde være i restancer og beholdning 21,631 rdl. 57 sk.
Derefter rømte han. 14/10 fik byfogden i Skien, Fridrich Henrichsen Schiltrød,
ordre til at arrestere hans 2 fuldmægtiger, Peder Bugge og Frans Krog, og beslaglægge
deres papirer, da de hadde oppebaaret en termin av skatten og man maatte søke
at redde beløpet. — For Høyers kautionister, kancelliraad Jochum Borseog Niels
Josten, blev det naturligvis en ubehagelig affære, men de hadde jo heldigvis
ryg til at bære tapet. Endnu i 1724 heter det dog at det gik smaat med indbetalingen
av de 11—12,000 rdl. som deres ansvar beløp sig til. Hvorledes det tilsidst gik
Høyers eftermand blir der senere anledning til at fortælle; det blev dog ikke
slik skandale med ham.
Skiens byfoged Fr. H. Schiltrød var der ogsaa ugreie med. 9/7 1718
gav rentekammeret en alvorlig paamindelse, og Tonsberg fik aaret efter
anmodning om alvorligen at tilholde engang for alle denne byfoged at sende
regnskap 1705—1717. Man ser hvorledes disse funktionærer laa efter med sin
regnskapsførsel.
Ogsaa eneherskeren Russel stod for fald. Men det tok endnu nogle aar
inden han ramlet, og der er adskillig at fortælle inden vi kommer saa langt.
