VI.

 

1716. Carl XII i Norge. — Forskrækkelse og forsvars­

anstalter. — Slotsloven i Skien. — Telemarkingerne

rykker ut. — Fremdeles uenighet; magistraten

avsættes; undersøkelseskommission;

Peter Russel enemagistrat.

 

Aaret, hvis blotte navn virker som trompetskrald og trommehvirvler, gav folk andet at tænke paa.  Det minker med papirmasserne og kjævlet, men der er dog i de første maaneder spor av, at striden fremdeles var gaaende. Av dokumenterne sees, at haade Tonsberg og biskop Deichman har været i Skien i februar; i et brev av 10/2 indbød borgem. Simonsen Tønsberg til at ho hos ham under opholdet, med tilføiende at han gjerne skulde huset bispen ogsaa, hvis han ikke hadde hat sin svoger sorenskr. Marcus Hansen i logis. Man ser ogsaa at de 2 høie herrer i egen person har avlagt Gjert Hansen en visit for at melde, at en kgl. resolution av 28/12 1715 fastsatte, efter andragende fra de 2 andre magistratpersoner, et møte paa Skiens raadstue 19/3 for at behandle det store stridsspørsmaal, ligningen 1712—15. G. Hansen var som sedvanlig i slike tilfælde ikke at finde, saa det igjen blev hans “kjeriste” som maatte tage mot besked. Men neppe er Tonsberg kommet vel hjem, før han faar et nyt brev paa 4 sider fra G. H., hvori han væver op og ned “paa Kgl. Mayts vegne”.

— Der blev nok intet av det berammede møte; men inden vi gaar nærmere ind paa de omstændigheter, som fremkaldte en længere stans i striden, skal det nævnes at en kgl. resol. av 13/3 (trykt i aktstykkerne) uttrykkelig fastslog, at Kragerøs bidrag i krigsskatten 1712—15 (ialt 4018 rdl.) skulde fratrækkes de 20090 rdl., saa at Skiens part for disse 4 aar blev 16072 rdl. — Rentekamm­meret hadde nemlig hævdet det motsatte, men Fredrik IV viste ogsaa her sin naade likeoverfor den betrængte by. Hans bestemmelse om negotianterne (17/9 1714), eftergivelsen av et fjerdingaars krigsskat 1712 og nu denne sidste let­telse var jo ganske betydelige indrømmelser.

 

Den 21de marts hadde besætningen paa Akershus den fornøjelse at rette kanonerne mot de marsjkolonner, som over isen paa Bundefjorden kom frem, først mellem Hovedøen og Nordstrand, siden, da det blev for hett for dem den vei, mellem Hovedøen og Bygdø. Karl XII var i Norge! Rigtignok ikke i spidsen for nogen meget stor hær, men med forsterkninger bakefter sig, og nu som altid et forskrækkelsens tegn, trods motgang og nederlag.

 

General Lützow den norske øverstkommanderende, var den 17de kommen til Kr.a med hovedstyrken av de søndenfjelds disponible tropper, og dagen efter holdtes i Kraghs nærværelse et krigsraad, hvori man “unanimiter” ( >: enstemmig) besluttet at rømme Kr.a og trække sig sydover, fra postering til postering, med Larvik og Stavern som sidste tilfiugt. Akershus var sterkt, med en besætning paa 2000 mand, og kunde greie sig selv.

 

Den norske hovedstyrke leiret sig ved Gjellebæk, 3 mil fra Kr.a og 1 mil fra Drammen, hvorfra den i denne vanskelige tid fik sin forsyning med proviant. Og slotsloven, hvis hester nat og dag hadde staat forspændt til flugt, tok midlertidig sæte i Drammen. Baron Kragh saa ikke lyst paa stillingen. I begyndelsen skal han ha været temmelig kry og forlangt at der skulde leve­res et hovedslag paa isen for at hindre fienden fra at ta Kr.a; men hans stemning slog hastig om til den sorteste nedstemthet.

 

Den 21de (samme dag altsaa som svenskerne rykket ind i Kr.a) skriver slotsloven fra “Bragnæs” (som Drammen dengang kaldtes): “Udi saadan stor Nød og Fare er da Eders Kgl. M.s. Rige ved denne fiendtlige Invasion sat, og som der aldeles ingen tilstrækkelig Magt er, Fienden — at imodstaae, — mange Officierer syge hjemført, saa de fleste Troupper her er, i særdeleshed Infanterie, bestaar af store Companier og faa Officierer, ingen Forraad paa Penge eller nogen Søemagt, saa bede vii allerunderdanigst, at Eders Kgl. M. allernaadigst vilde lade sig dette Riges ynkelige Tilstand gaa til Hjertet, og med en hastig Undsætning at komme Landet til Hjælp, saavel med fornødne Troupper, alle Slags Victualier, Penge og allermest med en Escadre Orlogskibe”.

 

Dette var altsaa slotslovens syn paa situationen. Hvorledes Kragh bedømte de elementer i nationen, som nu maatte bringes i forhøiet virksomhet for at yde motstand mot det forfærdende fremstøt, kan sees av følgende hjerte­utgydelser av samme dato:

 

Om almuen, som han ikke hadde noget godt øie til, idet han øiensynlig betragtet den fra den danske herremands standpunkt og ganske manglet Gyl­denløves lyse evne til at omgaaes norske bønder, skriver han: “Og er hver­ken Hørsomhed eller Lydighed af foresatte øvrighed i Consideration, af Aar­sage Almuen haver havt den Frihed, de deres Øvrighed fra den nedrigste (>: laveste) kunde angive og hos Deres kgl. M. sort giøre, hvorudi de hidind­til have reusseret (>: havt fremgang), og nu desto værre Frugterne at sees; thi Bønderne er nu saa obstinate, at de hverken agte Foged, Amtmand, Stiftamtmand eller Vicestatholder, men hver efter sin Behag gjør hvad de lyster og godt finder”.

 

Om soldaterne: “De faae Folk, som til Defension regnes, er jeg fuldkommenom persuaderet (>: overbevist) giør deres, men Officierer fattes, og kræn­kes mit Hjerte i mit Liv, det jeg maa see, at saa brave Folk skal opoifres uden nogen ferme (>: fast) Modstand at kunne giøre formedelst Feil (>: mangel) av Officierer”.......

 

Vice-statholder baron Fredrik Kragh

Om borgerne: “Og kan jeg som før ei Borgerne overalt nok berømme for deres Nidkierhed til Deres kgl. M.s Tieneste, men Bønderne og Almuen kan jeg ei endnu nogen Berømmelse paalægge, og alle de store Ord, som paa Bøndernes Bravour (<: tapperhet) og Færdighed i alting er debiteret, finder jeg ganske contraire, men mere i Snak og Rodomontader (>: skryt) endi Gjerningen”.

 

Statholderen skulde dog faa anledning til at fatte bedre tanker ogsaa om bønderne, inden krigen var endt.

 

Foreløbig saa det leit ut, især hvis der ikke snart kom hjelp fra Danmark, hvor flere av de bedste norske regimenter endnu befandt sig efter kri­gen i Nordtyskland og Holsten. Men det skulde for en kort stund bli endda værre: Karl XII tænkte at omgaa den norske hær ved Gjellebæk. Han opgav at storme deres sterke stilling; men hvis han tok Drammen (og kanske Kongsberg med sølvverket) og avskar dem fra deres provianteringsbasis, hvordan vilde det saa gaa? Da kunde de kanske hellerikke naa ned til Larvik for at “speide over hav mot Danmark”, efter linieskibene og forsterkningerne.

Da han ikke kunde komme frem gjennem forhugningerne paa Kroksko­gen til Ringerike, sendte Carl XII den bekjendte ekspedition med 600 utvalgte ryttere under oberst Løwen nordover for paa en større omvei at falde nordmændene i ryggen. Til al lykke fik Lützow tidsnok besked herom til at møte det farlige angrep med et motstøt ; men slotsloven vovet ikke at oppebie utfaldet herav; den 28de marts skrev de til kongen : “Endnu holdes Eders Kgl. M.s Slotslov her paa Bragnæs, men vi veed ikke hvad Time vi dette Sted maa forlade, eftersom man nu fornemmer at Fienden anvender al Flid paa ved Omvei at komme ind til Drammen, paa hvilke Passager Skovene vel ere for­huggen, men ikkun med bevæbnede Bønder uden Officerer besatte, som ikke stor Resistance kan giøre” — og baron Kragh skrev’ samtidig: “Den 28de Martii faaer vi de onde Tidender at Fienden gaar omkring ved Hakkedal for at falde vores Armée udi Ryggen, som Generallieutenanten (>:Lützow) haver mig i Aften ladet vide, at her er ei for mig længer blivende Sted, saa Gud maa vide Enden endnu paa denne Misére (>: elendighet) maa blive”, I denne skrivelse gjentages endnu meddelelsen om, at Larvik vilde bli det sidste holde­punkt.

 

Lützow hadde altsaa raadet slotsloven til at sørge for sin sikkerhet ved at skifte opholdssted, og de fulgte opfordringen. Antagelig er de dragne av­sted den 28de, før efterretningen om hvad der om natten hadde tildraget sig paa Ringerike (da Øtkens dragoner overrasket og sprængte det fiendtlige korps); i hvert fald dukker de et par dage efter op i Skien, de 5 høie herrer: baron Kragh, stiftamtmand Tonsberg, justitiarius i overhofretten Blixencrone, lagmand Stockfleth og amtmand Hans Nobel (fra Romsdalen). Om deres ind­logeren her vet man bare, at Tonsberg bodde hos borgemesteren; statholderen formodentlig hos Russel, som jo førte det største hus i byen.

 

Vi har god besked om hvad slotsloven tok sig til i de 4—5 dage den holdt til her. Dens ordrebok indeholder nemlig 10 skrivelser, som er daterte herfra, derav de 9 av 31te marts, da de hadde det travlest, og forskrækkelsen endnu var paa sit høidepunkt. Samtlige er i sin helhet avtrykt blandt aktstykkerne, men deres væsentligste indhold skal gjengis her.

 

Det gjaldt først og fremst forsvarsforanstaltninger til at sikre Kongsberg og Skien. Regulært indøvede tropper hadde man ingen av paa disse kanter, de var jo dels i Danmark, dels paa “krigstheatret” nordenfor, og man maatte da opbyde de saakaldte „landdragoner” (rulleført landeværn) og vaabendygtige bønder forøvrig. Slotslovens ordre (i skrivelser til amtmand Lindberg og foged Høyer) lød da saaledes : Saamange skiløpere fra Øvre Telemarken som kunde opdrives og væbnes, skulde, forsynet med ski, rifler, krudt, kugler, kuglefor­mer og 12 dages kost, under anførsel av sine lensmænd rnarsjere over Kongs­berg til Hogsund, hvor major Rosenkrants og Nobels svigersøn Testmand vilde overtage kommandoen over dem. Landdragonerne fra Nedre Telemarken skulde marsjere til Skien med rifler, kaarder, ammunition og 3 ukers kost, under anførsel av sine officerer, og indkvarteres i Gjerpen og Eidanger. Mandskapet fra Bamle og Drangedal med lignende utstyr skulde til Langesund, de fra Sannikkedal og Tørdal til Kragerø. Eidangers mandskap skulde dels holde vagt ved landeveien i Langangen, dels i Brevik ved Blokhuset; Gjer­pens holde sig færdig med vaaben og 3 ukers kost.

 

Slotsloven gav desuten befaling til at landeveien til Skien skulde spærres ved forhugninger (>: at man fældte trær tvers over veien), saa det var tydelig nok at man i værste fald ikke følte sig sikker endog i Skien. Hvorvidt denne ordre, som blev git i den første forskrækkelse, virkelig blev fulgt, tør være tvilsomt; andensteds gjorde den slags anstalter utmerket nytte. Saa var det omsorgen for proviant til alle disse utkommanderede folk, tildels ogsaa vaaben og ammunition, som det kanske kunde skorte paa. Bergamtet paa Kongsberg, som nok var adskillig velforsynet, skulde forsyne skiløperne fra øvre Telemar­ken med sidstnævnte ting, og de “committerede” i Drammen (endel borgere som i denne kritiske tid indlagde sig stor ære ved at sørge for proviantering av tropperne ved Gjellebæk) fik ordre til at opsende til Hogsund et parti brændevin og tobak (2 ankere og 50 á 60 pd. engelsk tobak) til en “forfrisk­ning”. Arendal og Risør skulde bake “hart brød” til de regulære tropper, og Skien skulde bake lefser i mængdevis: Magistraten beordredes at sørge for at 30 td. havremel “udi lefser bliver forbaget, maadelig vel Stegt, saa at de i nogen stund uden at mugnis eller fordervis kan forvaris”. Disse 30 td. skulde leveres av borgerne; men ogsaa utover Gjerpen og Eidanger blev man sat i arbeide med denne bakning: hver prest, proprietarius eller andre som hadde raad til det, skulde levere lefser av 5 td. havre; hver fuld gaard av 1 td. og de andre efter sin evne. Slik lefsebakning har der vel aldrig været paa disse kanter, og altsammen skulde mot kvittering leveres til Skiens magistrat. Amtmand Lindberg skulde “med alvorlighed paadrive at denne bagning uden rin­geste forsømmelse bliver fortsat”. Tonen i alle disse skrivelser er præget av situationens alvor; der baade formanes og trues og henvises til nødvendigheten av at sørge for landets “defension” og “konservation” og vise iver i kongens tjeneste. Men der er ikke den varme aand over dem som i de tilsvarende i Gyldenløves tid.

 

Baade om reisen til og fra Skien og opholdet der findes nogle oplysnin­ger i et meget utførlig brev fra amtmand Nobel til kongen, skrevet under en sygdom i Kr.a (dat. 10/10 samme aar og bevaret ved en avskrift, som antagelig av Nobel selv er utført og sendt hans svigersøn og eftermand i Romsdalen, Erik Must. Brevet, som av riksarkivar Lange blev trykt i “Norske samlinger” I, 1852, er i stor utstrækning et klageskrift, særlig rettet mot baron Kragh, delvis ogsaa mot Tonsberg, som Nobel øiensynlig hellerikke har likt. Det er tydelig, at Nobel, som i mange aar hadde levet i nær berøring med bønderne i sit amt (hans residents var det av ham byggede og endnu temme­lig uforandret bevarede Moldegaard like ved Molde) saa med andre øjne paa bønderne og forstod dem bedre end vicestatholderen og tildels vel ogsaa de andre herrer i det høie regjeringscollegium. Han skildrer med levende farver, hvor ilde Kragh tedde sig mot bønderne og hvor grov han blev mot Nobel, da denne i et møte gjorde ham opmerksom paa dette uheldige forhold.

Efter Nobels fremstilling drog han og lagmand Stockfleth (de to synes at ha holdt sammen) iforveien fra Drammen den 29de marts, gjorde underveis holdt for at forvisse sig om at Kragh og Tonsberg, som overnattet paa Sande prestegaard, virkelig kom efter, og var den 30te i Skien. Dagen efter holdtes da det store møte her, hvorfra saa mange skrivelser blev utfærdigede, og herunder kom det igjen til ubehageligheter. Kragh, som ikke var ganske ædru, skjældte Nobel ut, saa at ikke alene de tilstedeværende herrer, men “endog canaille paa Gaden” kunde høre det (der har formodentlig været sammenstim­ling av folk utenfor). Dagen efter reiste Kragh igjen til Drammen, da han fik vite at der var kommet endel høiere officerer fra Danmark, og Tonsberg fulgte straks efter, saa at der nu blev samtidig holdt „slotslov” paa to steder, i Drammen og i Skien. Kragh hadde endog fornærmet Nobel yderligere ved at overlate forretningerne i Skien til Stockfleth alene, under paaskud av at Nobel hadde tat permission for at reise til Kjøbenhavn.

 

Der foregik mere under Nobels og Stockfleths nærværelse i Skien: Tele­markingerne kom og de var ikke naadige. Godt, at Kragh var reist, for ellers var der vist blit endda større spetakkel. Der hviler nogen uklarhet over for­holdet: man hadde utkommandert mandskap baade fra øvre og nedre Telemar­ken, og til sidstnævnte laa der i Skien en fra Tonsberg til amtm. Lindberg utfærdiget meddelelse (av 3die marts) om, at de ifølge Kraghs bestemmelse skulde marsjere til Angers-kleven ved Holmestrand; hvor overinspektøren i Jarlsbergs grevskap, Jacob Bøhm, skulde sørge for at anvise dem opholdssted ; medens Øvre Telemarkens skiløpere skulde gaa til Kongsberg og Hogsund. — Det synes imidlertid temmelig sikkert, at ogsaa de sidste har tat veien til Skien istedenfor Kongsberg ; den 7de april skrev bergamtet paa Kongsberg til Kragh, at endnu var ingen telemarkinger komne, og at rygtet sagde de var dragne til Skien; og Nobel, som jo maatte vite god besked, eftersom han blev igjen her, fortæller: — “for at udvise alene med et Exempel Bondens Hjerte og Villie til at gaa mod Fienden, da tog Bønderne udi et Fogderi, kaldet Thelemarken, fat paa deres egen Amtmand, som ikke vilde følge med dennem, hug hannem udi hans Skuldre og havde da sandelig massakreret deres egen Foged, dersom Stoch­fleth og jeg ikke havde været tilstede og faaet dennem stillet. — Herpaa maatte jeg da give dennem min Stifsøn som jeg til al Lykke havde ved Haanden, for at føre et Compagni af dem an som Skiløbere; Major Rosenkrands tog sig og et Compagni af dennem, og maatte da Fogden med et bange Hjerte følge med Resten.”

 

Dette kan jo ikke godt ha fundet sted noget andet sted end i Skien, hvor Nobel og Stochfleth opholdt sig netop i de første dage av april, og Nobel fortæller jo derom som noget, hvorved han har været personlig tilstede; det var jo ogsaa her amtm. Lindberg og foged Høyer bodde (den første paa Mela, den anden antagelig ogsaa ensteds i nærheten av byen.) Det er ogsaa sikkert, at i slutten av april laa et korps telemarkinger ved Holmestrand, det kan man se av en ordre om at proviantere dem, da nisten var opspist; deres antal angives til 300 mand. Men saken blir litt mere indviklet ved at biskop Pontoppidan fortæller (i “Norges naturlige Historie”) noget, som han har hørt av Lützows egen mund: “Særdeles kom paa en Dag en Trop af 300 saadanne volontai­res fra Telemarken, Folk fulde af Lyst og Mod, bærende 3 Ugers Kost i deres Randsel og derhos en riflet Bøsse, sigende: “God Dag, Fader, vi høre du har faaet fremmede Gjæster, som du vilt skilles ved. Har du Lyst at bruge os, da sig, hvad vi skulle gjøre, saa skal du se, vi ere Mænd.” Hvor har nu Telemarkingerne fundet Lützow? Han laa jo ved Gjellebæk og har vel av og til været i Drammen; men naar de kom fra Skien med ordre at posteres ved Angersklev, er det litet rimelig, at de drog videre. Der er jo ogsaa en mulig­het for, at vi har med 2 korpser at bestille, og at skiløperne er dragne helt op til Lutzow (og kanske har været med i kampen paa Krogskogen) mens de andre efter den første ordre har ligget ved Angersklev. En skrivelse av 18de april (fra Drammen) taler om de “under Rosenkrants og Testrnand her nedkomne 300 mand”, en av 24de om de “nu ved Angers Klev liggende 300 bønder.” Tallet synes at vise, at det er et og samme korps. Under alle omstændighe­ter er det mindre rigtig at betegne dem som “frivillige”; de var jo utkomman­deret gjennem myndigheterne og ledsaget av sine lensmænd. Men det var en lang vei de hadde tilbakelagt, til tjeneste langt utenfor hjemmet, og deres for­hold forøvrig var vist saaledes som det er beskrevet av samtidige. Vi skal senere se, at blev sendt endnu længer avsted.

 

Den overhængende fare for at bli omgaat og angrepen i ryggen var altsaa avværget ved den raske og heldige kamp paa Norderhov prestegaard natten til 28de marts. At det blev mulig at faa melding om svenskernes marsj over Hakedalen og vinde tid til at møte dem paa Ringerike skyldtes en tapper bonde Gregers Granevolden, der samlet 69 mand og med dem opholdt fienden en hel dag (27/3) i en trang vei paa Harestuskogen. Mindet derom er i nyeste tid gjenoplivet, og den modige og energiske gjæstgiver med hans brave sambygdinger har faat den ære de fortjener.[1] Med rette kunde oberst Huitfeldt 12/4 skrive til kongen: “Den gemene bonde, som ved fiendens hastige indfald var bragt i consternation, har nu recolligert (>: samlet) sig og paa alle passer fattet post ved forhugning til defension.” Og siden gik det slag i slag med at svække fienden i større og mindre sammenstøt, efterhvert som der kom undsætning og modet steg hos forsvarerne. 31te marts, samme dag som baron Kragh rasede i Skien, avseilet Tordenskiold, som han nu het (hans adelspa­tent er dateret 24/2 s. a.) fra Kbhvn. med 200 officerer og underbefal og naadde Drammen 6/4 Nogle dage senere avgik en eskadre paa 7 linieskibe under viceadmiral Gabel og ankom til Fredriksstad 17/4; og 22/4 kunde chefen (løitn. Norman) paa snaven Neptunus melde, at 18 kornskibe, konvoieret av linieskibet Delmenhorst, var indkomne til Stavern. Føies hertil, at Gabel førte et par norske regimenter (trønder og bergenhusinger) med sig tilbake til Norge, maatte alt dette stive forsvaret betydelig op. Men penger! De manglet, og man maatte gripe til extraordinære forholdsregler.

 

14/3 hadde kongen git tilladelse til at angripe pengebeholdningerne i Bergen og Trondhjem, men paa førstnævnte sted var man slet ikke lysten paa at punge ut. Stiftamtskriveren, hadde for det første med en merkelig forsynlighed utbetalt allerede i februar over 7000 rdl. som først forfaldt i mai, og dernæst erklærte han, at resten av beholdningen var saa liten, at det ikke lønnet sig at sende den med expres. For dette forhold fik han da en alvorlig skrape 26/3, og et par uker efter kom paalæg fra slotsloven til Bergens by om at sende 2 “fregatter” til Stavern med pengene. Dermed mentes vel defen­sionsskibe, men bergenserne hadde ingen slike i brukbar stand: det gamle “Chri­stian Gyldenløwe” paa over 40 kanoner laa lastet med bord til Portugal og var utjenstdygtig, og de tilbød derfor et par mindre fartøjer (kaperen “Haab Galei” paa 24 kanoner og “Ebeneser” paa 22 k.) Under den skriftveksel som i den anledning førtes med de høiere myndigheter i Bergen, fremhæver slotsloven offervilligheten i de østlandske byer, Kristiania, Drammen og Skien og andre steder, som “haver vist en Stoer redebonhed og goed Villie som reedelig og troe undersaattere i denne betrængte tiid at gribe voris allernaadigste Konge under Armene, Stoere Summer Penge saavelsom et stoer partie victualier fri­villigen forschudt.” — Saa skulde en virkelig fregat sendes østenfra, men Gabel var øiensynlig uvillig til at detachere nogen fregat: han var nemlig ængstelig for, at en svensk eskadre fra Gøteborg skulde lokke ham ut til batalje i aapen Sø, mens de svenske galeier lurte sig opover med forstærkninger til fienden (de naadde som bekjendt Dynekilen). Kjed av alle disse “obstacula” bestemte endelig slotsloven, at Hans Sahlgaard skulde drage avsted som expres, og han bragte da i begyndelsen av juni (5/6) en sum av 46,550 rdl. fra Bergen til Stavern og videre med landskyds til Kra. Derav var 22,000 rdl. fra Generaltoldforvalteren i Bergen, Johan Garman. -- Den vidløftige korrespondance herom indeholder mange karakteristiske enkeltheter, bl. a. at man i Bergen befæstet Stadsporten og anskaffet en armeret patruljebaat. Den del av landet var jo uten orlogsværn. Men da de vilde ha utlægget godtgjort, henviste slotsloven til de store ofre krigen krævet av byerne østerpaa.

 

De for nordmændene heldige sammenstøt paa Moss i begyndelsen og slutten av april skaffet folk paa vestsiden av Kristianiafjorden og hele kysten bortover betydelig bryderi, for der blev tat en mængde krigsfanger, og disse skulde nu anbringes i passelig avstand fra grænsen og krigsskuepladsen. Allerede 9/4 kom der stort anskrik fra Larvik: de var i “høieste pericul” (>: fare) med 78 svenske fanger, som de aldeles ikke var sterke nok til at passe paa; og 15/5 laa et skib “De 3de Søstre” (ført av Nils Andersen Damgaard), eskortert av en Snav under Even Fredrichsen, med 248 fanger, som blev avlevert til inspektør Bøhm i Larvik. De utgjorde en portion av de 600 fanger fra sidste affære paa Moss, som Slotsloven hadde besluttet at sende vestover helt til Bergen. Først var det tanken at sende dem søveien, og der var allerede truffet avtale gjennem de committerede i Drammen med 2 skibsførere, Wirch Lobbesen paa “Maria” og Green paa “St. Anna”, om at føre dem dit under bevogtning av 2 fregatter; men da Gabel vægrede sig ved at avse nogen fregat, ændredes planen derhen, at hele flokken skulde sendes avsted overland i 3 portioner: en over Filefjeld, en postveien til Stavanger og en gjennem alle byerne langs kysten, likeledes til Stavanger, hvorfra de over eiderne skulde fortsætte til Bergen. Marsjruten for sidstnævnte avdeling var: Stavern, Helgeroa, Langesund, Brevik, Porsgrund, Skien, Kragerø, Risør, Arendal, Kr.sand, Mandal, Flekkefjord, Egersund, Stav­anger, Bergen. De fanger, som vilde tage tjeneste ensteds underveis og ernære sig paa den maate, skulde faa lov til det; og de som gjorde kvalm, skulde skytes uten videre. Bergen fik virkelig paa denne maate en hel del fanger at sørge for; de blev fordelt rundt om i distrikterne, helt op til Nordfjord, fra hvis foged der foreligger regnskab for deres ophold.

 

Men Skien slap ikke med denne flygtige visit: 21/5 meldte slotsloven avsendelsen av 236 fanger, hvorav halvparten skulde til Kr.sand, halvparten til Skien for at fordeles i by og land og tjene sit brød. De var oprindelig indbragt til Kra. men maatte sendes længere væk “formedelst nærhed av fien­dens land”. Herved fik altsaa Skien og omegn for længere tid en indkvartering av fanger, hvis endelige utveksling først fandt sted flere aar efter (hvorom nærmere nedenfor.) Av det endelige opgjør i 1720 ser man, at flere av officererne har logeret i Skien. Under den sterke utskrivning av mandskap baade tillands og tilvands var kanske denne tilførsel av arbeidshjælp ikke saa uvelkommen (ialfald ser man andensteds spor av en saadan opfatning). Men der var ogsaa byer, hvor man var brydd med sine gjæster, saaledes det pla­gede Larvik, hvorfra inspektør Bøhm skrev utpaa høsten at 60 svensker har tat tjeneste i og ved Larvik, men endel er rømt, og resten vil antagelig gjøre det samme i de mørke høstnætter, tilvands og ta med sig baatene. St. Hansaften hadde de tænkt anrette en ulykke paa byen (formodentlig ved ilds­paasættelse), uten at man dog kunde bevise det. Derfor bad han om, at de portionsvis maatte føres ned til Fladstrand.

 

Om vore Telemarkinger er at melde, at de i slutten av april blev beordret over til Moss (over Horten). Foged Høyer fik 24/5 brev fra slotsloven om at indfinde sig for at følge med. Det var general Lützow som vilde ha dem avsted til Moss (hvori vistnok ligger en kompliment til deres brukbarhet), og der skulde de stille sig til general Sponnecks disposition. Videre hører man ikke til dem; antagelig har de gjort bevogtningstjeneste paa Moss for at frigjøre endel regulære tropper til forfølgelse av fienden. Sin dygtighet som skiløpere fik de jo paa denne aarstid ikke bruk for. Ellers ser man av Nobels ovenfor omtalte brev, at man satte stor pris paa denne vaabenart og mente at kunne utrette store ting med den. -- Høyer maa ha fulgt med, eftersom der en tid blev konstitueret en foged i hans sted. En av kaptein H. J. Ovenberg 16/1 1721 i Skien utfærdiget “rulle” over Øvre Telemarkens kompani av Vesterlenske regiment (oberst Garman) viser, at dette kompani ( 124 mand) har været med i Pommern 1715, i Dynekilen 1716, foran Gøteborg 1717 og desuten ligget i garnison paa Fredrikssten i 1716, kanske ogsaa i 1718. — Den nedenfor avbildede erindringsmedalje, der har været brukt som sølje med vedheftede skaalformede prydelser, er kanske et minde fra denne deltagelse i flere av de vanskeligste affærer. Antagelig har disse mandskaper gjort tjeneste paa en av de norske galeier. Rullen er meddelt blandt aktstyk­kerne. — Det kan tilføies, at 8/4 (altsaa netop som skiløpernes utrykning fandt sted) ansøkte Tollef Jonsen Lindem og Nils Larsen paa samtlige bønders vegne i Telemarken om lettelse i skattebyrderne. Disse var vist slemme nok; men hvad skal man sige om Grevskaberne, hvor der uavladelig var indkvar­tering og gjennemmarsj og leverance av hø og hester, og hesteskyss og øl­brygning, for ikke at tale om østsiden av fjorden, hvorom det meget beteg­nende heter, at den var “uttømt”! Forøvrig var det meningen at proviant og hø skulde betales senere; 24/10 1716 faldt der kgl. resolution om at disse ydelser for aarene 1709—12 skulde tilbakebetales efter slotslovens takst.

 

Det var haardt at være ute i kongens tjeneste i dette aar. Daarlig med mat og klær, baade tillands og tilvands. Cheferne gjorde sit bedste, og mange har vist ofret av det lille de selv fik. Ret som det er, høres der melding om at mandskapene er nær ved at “krepere” av mangel, undertiden at de holder paa at gjøre mytteri av samme grund. Landhæren kunde vel altid finde noget her og der, men ombord i skibene var det værre. En av dem som klaget bitrest var Vossbein paa “Søridderen” i en skrivelse av 17/6 s. a. — Den svære linieskibsflaate (3100 mand) slukte meget og stillet store fordringer til forvalter Alsbach i Larvik; en dag ordre til at Larvik skal brygge 1400 td.  skal Alsbach skaffe 4 ukers proviant til flaaten, og han maa svare at han vet ikke hvor han skal tage dem fra. Flaaten behøvde ogsaa ved, og bønderne i Stokke leverte 196 favner, som de da bad om at faa betaling for. Grevskaberne var gode at ta til.

 

Under disse omstændigheter var man selvfølgelig taknemlig for enhver haandsrækning fra byernes borgere, blandt hvilke, som vi ovenfor har set, ogsaa Skien nævnes som villige til forskud og opofrelser. 12/4 1716 har Skiens magistrat sluttet accord med 4 i Brevik liggende skippere fra Lister amt om indkjøp av kjød (saltet og røket), flesk og smør for 216 rdl. 10 sk. og besørget varerne avsendt til Larvik. I skrivelse av 20/4 spør de om varerne skal betales ved assignation paa fogden i Lister amt eller om de “av de faa i cassa værende og belovede penger schall betahlis”. Den 27/4 meldes fremdeles om indkjøp av levnetsmidler (ifølge slotslovens ordrer av 17de og 20de), deriblandt et parti lefser, som avgik fra Skien om aftenen den 24de. I en henseende viste man her slaphet, nemlig med bevogtningen av blokhuset ved Brevik (de følte sig vel trygge saalænge de hadde Gabels store eskadre i farvandet), men Tonsberg gav 29/4 baade magistraten og amtm. Lindberg en ordentlig opstramnling, hvorefter der kom fart i tingene. Allerede 1/5 protokolleredes : “Magistraten strax befallede Iacob Dan (underfogden) med 2de vidner at tilsige wagt af Byen og Begynde fra første Rode 6 Mand at tilsige som i morgen tidlig her fra Stædet til Brevik sig forføyer med Behørig gewer Krud og Lod samt proviant til 3de Etmaal paa Blockhuuset at Blifue”. — Samtidig var der presset paa med besvarelse av en tidligere forespørgsel om der kunde skaffes armerede handelsskibe til 40 kanoner, og kanoner til samme, og dette besvares da 4/5 derhen at slike fartøjer ikke fandtes, men at Kai Børting paa Fossum daglig lot bore kanoner efter magistratens opfordring. Det var ellers Nils Josten og Herman Leopoldus, som i disse aar fra sine jernverker (Baaseland og Bolvik) leverte ammunition til hær og flaate; i en skrivelse fra general­krigskommissær Sverdfeger (8/10 1718) heter det, at de var de eneste som kunde levere “visse sorter ammunition”. Leopoldus skaffet granater for 2,524 rdl. og Nils Josten kugler og skraa m. m. for ikke mindre end 22,145 rdl.

 

Medalje til minde om Carl XII's død 1718 (Medaljen tilhører nu urmaker Gulseth i Skien)
Indskrift paa forsiden: "Saa var hans Skiebne. Friderichshall d. 11. Decemb. 1718."	Indskrift paa bagsiden: "Den Svenske Løve faldt for Norske Løvens Fod Der miste hand sit Liv og sidste stolte Blod"

Saa blev der av Skien forlangt et vist antal baater som skulde leveres i Fredriksstad. Man skaffet 8, som ankom i juli og august, antagelig for at gjøre tjeneste som transportfartøier under krigsoperationerne i Smaalenene. Tilsidst, i slutningen av aaret, en vistnok højst uventet rekvisition: Ridesadler, som vel var det der fandtes mindst av i Skien. Grunden var den, at et skib som fra Danmark bragte sadler til de nyoprettede dragonkompanier, var forulykket, hvorfor slotsloven 28/12 saa sig nødt til at rekvirere: Fra Kra. 50, Tønsberg 10, Larvik 20, Skien 30, Fredrikshald 20 foruten 35 fra andre ste­der. Der blev først holdt husundersøkelse, saa blev borgerne paalagt at møte paa raadstuen med sine sadler, og tilsidst fik man da paa denne maate gravet frem 15 sadler (altsaa det halve antal!), hvorav flere ubrukelige. Hos “nego­tianterne” utenbyes kunde man vist fundet galant ridetøj, men nu saa man følgerne av at disse endnu ikke var bragt ind under byen.

—  Protokollationen herom er meddelt blandt aktstykkerne.

 

Pesten hører man ikke mere om, end at der i august gik det rygte i Kra. at den var kommen til Skien, og at der daglig døde 6 á 7 mennesker. Tonsberg, som øjensynlig blev opskræmt ved rygtet, skrev 14/8 til borgemeste­ren med anmodning om hastig og sikker besked, ellers trøstet han sig ikke til at reise hit. Videre besked mangler, saa rygtet har sikkert været ugrundet.

 

Til aarets krigsbegivenheter hører vel ogsaa en stor batalje i Skien, foranlediget derved at endel rekrutter fra Telernarken under anførsel av underofficer Poul Knudsen Dahl paa reise til regimentet forlangte at laane baat til Porsgrund. Der blev et vældig spetakel, hvorunder byfogden, assisteret av byfolk og svenske fanger, holdt paa at massakrere fædrelandsforsvarerne. Knud Dahls klage (dat. Chr. 28/11) til obersten er meddelt i aktstykkerne, hvor man kan studere enkeltheterne i det store slag. — Der blev beordret undersøkelse under ledelse av en embedsmand i Kragerø, men der synes ikke at være kommet noget ut av den.

 

Den sidst refererte begivenhet danner tillike en passende overgang til det mindre krigsteater og dets personer. Borgemester Simonsen hadde altsaa hat deri ære at huse Tonsberg ogsaa under slotslovens ophold i de bevægede dage 29/3-3/4. I et brev av 23/4 gjør han med de sædvanlige ydmyge talemaater undskyldning for, at stellet og bevertningen ikke var bedre, men “smaa fugle lægger smaa æg”. — Tonsberg hadde havt familie med, nemlig sin frue og en datter samt en “M. D. Plaaes” (kaptein de Place?), og Simonsen takker i brevet damerne, fordi „deres fromhed er saa stor, at de var fornøoyde med dend Gamble Borgerlige maade”. Av Nobels ovenciterte skrivelse ses, at Tonsberg hadde hat 12 hester i skyss (den beskedne Nobel nøiet sig med 2), saa det var ikke smaatteri at befordre en slik storkar. — Endvidere ser man at Simon­sen tok sig den frihet at sende sin overordnede nogle kagger med østers. Sandsynligvis har det været behageligere for Simonsen at beverte stiftamtman­den end for denne at tage imot, for Tonsberg visste vel altfor godt, at han maatte komme til at kjøre fremdeles med stramme tømmer. De gamle mot­sætninger var endnu levende under overflaten: Borgemesteren slutter brevet med at fortælle, hvor forskrækkelig optat han er; der gaar næsten ikke en time, uten han maa ha opsyn med ‚,indenbyes og udenbyes væsen”, og nu er han desuten alene om det; raadmand Brant var flyttet ut av byen, og “dend andre Raadmand er som altid veret”.

 

Facsimile: P. Russel.

At forholdene ogsaa i andre henseender var uforandrede, kan man læse sig til av et par breve fra Peter Russel, som trods den ubehagelige historie med “inkvisitions-kommissionen” i 1712 nu stod paa spranget til at bli byens fader og ledende mand. I det første brev (3/11 1716) fortæller han om en ildebrand i bakgaarden hos Frants Cudrios enke. Den blev formedelst det stille veir slukket, skjønt med besvær: men „her er ikke den Ringeste andstalt til Præcaution (>: forebyggelse), byen har bekaastet 2de Sprøiter, Skatter er lagt til Brandstier, Brandhager og hvad videre fornødiges, Sprøiterne er foragtet og ubrugelig og intet af det øvrige stilles udi werk, saa vi lever her udi stor frygt”. — — Og “som jeg frygter Riiset da skal trøkke mig haar­dest”, beder han Tonsberg vil lade sig underrette om den tilstand brandvæsenet i Skien er i. — Det andet brev (av 30/11) fortæller, at der siden forrige brev har været 5 gange ildløs og daglig pipebrand, fordi feieren har forlatt byen, da han ikke fik det av magistraten lovede underhold. Russel hadde faat sprøi­terne istand og kjøpt 2 nye brandslanger, med personlig utlæg, og probert dem paa torvet et par ganger. Og saa beder han om at faa tilstillet brandordinant­sen for Kr.a med ordre til at indrette en lignende i Skien. Man ser hvor han klør i fingrene efter at faa komme til, og disse brever har vistnok bidraget til, at magten kort efter blev lagt i hans hænder.

 

For sammenhængens skyld blir det nødvendig i den følgende fremstilling at føre beretningen om “borgerkrigen” med en gang helt frem til dens avslutning i 1719. Hvad der ellers er at fortælle om Skien og dets forhold til den store krig, maa tages senere.

 

I slutten av september bryter borgerkrigen ut igjen, skriver C. Brant til Tonsberg, at nu er det rent ilde, og der er indtraadt en. ny constella­tion, hvori Søren Rasmussens fule fjæs figurerer bak de 2 andre : “Det er beklagelig nu kommen saa widt, at Borgemester, ligesom Raadmand Hansen, aldelis lader sig forlede af Søren Rasmussen til Største Confusion i magistrats Embedet”. Brant har advaret Simonsen, men uten frugt. Og saa fortæller han, hvad der sidst har gaat for sig mellem dem.

 

De tre herrer var for en gangs skyld blit enige. De hadde været samlet paa raadstuen og (“usædvanlig” siger B.) enstemmig paa 3 timer forfattet ligningen for indeværende aar. Saa skulde den renskrives og sendes til Tons­berg, men dagene gik, og da Brant endelig spurte om ikke renskriften var kommen tilbake fra stiftamtmanden for derefter at indsendes til rentekammeret, viser det sig, at ligningen laa hos — Gjert Hansen, og at der efter byskriverens meddelelse var gjort forandringer, dog uten at forandre hovedsum­men ! Dette var jo kjæltringstreker, og hvad der var like saa ilde: da Brant klaget over dette for P. Simonsen, svarte denne (efter en konferance i portrummet med den onde aand Søren) at B. kunde gjøre hvad D. han vilde, og at G. Hansen var reist til sit bruk! -- Tilslut antyder B. temmelig utilslø­ret, at der blev disponeret paa utilbørlig maate over skiftemidler uten byfog­dens og byskriverens vidende.

 

Saa gik der et par uker, hvori skrivelserne fra magistraten er undertegnet av P. Simonsen og G. Hansen, det nye brødrepar, og Brant forsvinder. Man feiler neppe ved at antage ham for den skikkeligste av de 3, og der er over hans skrivelser en klarhet, ro og værdighet, som de andre mangler. Det var synd at han skulde trækkes med i de andres fald; men foreløbig var der vel intet andet at gjøre end at skjære alle over een kam.

 

Fra nu av gik det slag i slag med yttringerne av stiftamtmandens mis­nøie og foranstaltningerne til at bringe byens forvaltning op av uføret.

 

Den 30te oktober 1716 mistet magistraten den funktion at avfatte lignin­ger, og dette vigtige arbeide overdroges 2 av byens vederhæftigste borgere, Simon Jørgensen og Jon Arnesen. Det skede ifølge rentekammerets ordre, og i den skrivelse, hvori Tonsberg meddelte denne til Skiens magistrat, la han ikke fingrene imellem. Omkostningerne skulde bæres av de 3 herrer i magistraten; det oplyses senere, at de 2 borgere forlangte 1.1/2 procent av hovedsummen for sit arbeide, og at dette blev fundet billig og indvilget. Saa stor tillid viste Tonsberg dem, at han til rentekammeret erklærte det unødvendig at kræve kaution av dem; de hørte til de “suffisanteste og welhavneste Borgere” og “deris accuratesse i allemaader” var ham bekjendt. Tonsbergs skrivelse til magistraten lyder saaledes:

 

“Edle og Welviise Hr. Borgemester og Raad!

 

Endelig har dend af dennem i saa Langsommelig tid slette førte Condu­ite og Mislige forhold udj dens Embede bragt det derhen, at det Kongel. Rente Cammer icke har funden det raadeligt, at lade jndeværende Aars Krigsstyr af dennem oppeberge, og derfor tilskreven mig 2de Borgere at anordne, som dessen beløb Kand jndsamble og derfor Regenskab aflegge, for hvilcken dens Umage det høiloflige Rentecammer har befallet de af Magistraten skall betalles; hvorpaa jeg og har beordret Seign. Simon Jørgensen og Joen Arnesen Krigs Styren for jndevænende aar, efter dend af dennern fremsendte Ligning at jnd­drive, omendskiønt samme icke efter dend af dennem samtlig forfattede Project var jndrettet, hvorfor de som original Ligningen Corigeret haver, i sin tid will blive ansvarlig, hvilcket dennem hermed till efterretning Communiceris. Jeg forbl.r

Christiania d. 30te Octobr.

W. d. Tonsberg”.

 

Den 9/11 indsendte (som ovenfor meddelt) assessor Ryssel til stiftamtm. Tonsberg en beretning om ildebrande og brandvæsenets mislige tilstand i Skien.

— I den anledning anmodet Tonsberg assessor R. om at optræde paa hans vegne, indkalde magistraten og eksaminere dem om forholdet, likeledes kæmne­ren. Det er tydelig nok av tonen i Tonsbergs skrivelse, at han syntes maalet var fuldt, og at tiden nu var kommen til et opgjør med Skiens magistrat. Bre­vet til Russel slutter nemlig saaledes: “og will jeg derefter forwente af wbhr. Assessor een fuldstendig efterretning om alt hvad till denne Sags examen er forretagen, paa det Mand eengang Kand faa denne uorden, som fast udj hver Post, udj Scheens Bye det algemeene Wæsen betreffende, sig yttrer, wedbør­ligen redresseret”.

 

Dette var ilde nok, men der skulde komme mer. Tonsberg hadde 31/10 s. a. konstitueret Jens Borring som midlertidig Veier og Maaler efter avdøde Jacob Andersen, men Skiens magistrat motsatte sig denne ordning, paaberopte sig byens privilegier og sin stillings prærogativer og (hvad der vakte deres overordnedes høieste forargelse) satte en dame (formodentlig enken) til at be­styre embedet indtil videre. Tonsberg indrømmer i den skrivelse, hvori han indberetter dette til vicestatholderen, at magistraten efter loven kan foreløbig disponere over slige mindre bestillinger, men kan paa den anden side ikke finde sig i, at en av ham foretagen constitution ikke respekteres av hans underordnede, naturligvis saameget mindre, som disse iforveien var tilstrækkelig prostitueret. Hans brev til baron Kragh giver det sterkeste uttryk for denne opfatning: “Jeg maa rent ud bekiende at ingen Magistrat udj tvende Stifter jeg har betjent har foraarsaget mig meere Møye og fortræd end Scheens Magi­strat, Og skulle jeg afmale dens Conduite med dend skiell og føye jeg af dens forhold er anleediget, da blev det sandelig et portrait som for dets rarité for posteriteten (>: efterslægten) burde i fremtiden forvaris. Deris Excellence wille Gunstigst lade sig forestille, at dens Mislige forhold med Dens Kongel. Maits. Skatters oppebørseler siden Krigens begyndelse har paadraget dennem saaledes det Kongel. Rentekammers juste indignation (> : berettigede fortrydelse), at dens Boe og Midler ere Sequestrerede, ja de have funden saa liden Credit sammesteds, at det Kongel. Rentekammer har ved Mig forordnet tvende Borgere paa dens bekostning, som maa incassere dend udj dette Aar allernaadigst paabuden Krigsstyr”. — — “Deris Exellence Kand desforuden Gunstigst fornemme hvad slet anstalt de haver forføyet, at de et Qvindfolch haver betroed at forestaa Weyer Maaler og Wrageriet”.

 

Baron Kraghs avgjørelse er ikke bevaret, men at den gik i favør av Tonsberg og hans klient Jens Borring, kan tydelig skjønnes derav, at Tons­berg 20/11 sender den “sub sigillo volante” (>: i største hast) til Skiens magistrat for at de kan fornemme, hvad hs. exellence mente om deres “tergiversationes” (>: utflugter) og samtidig opretholder Jens Borrings ansættelse. Med samme post sendte han et særdeles velvillig og høflig brev til de 2 borgere, som hadde paataget sig skatteligningen; han finder deres lensforlangende billig og gir oplys­ning om et par vigtige punkter, hvorom der forresten tidligere var givet besked til magistraten: nemlig at de utenbyes boende næringsdrivende (“proprietærerne”) skulde skatte til byen, ikke til landet (et forhold som jo var ordnet ved en kgl. kommission), og at Kragerø by nu som før skulde “participere i alle summa­riske Skatter med Scheen”. Der var 13/3 s. a. faldt kgl. resol. for at Kragerøs andel i krigsskatten 1712—15 (ialt 4018 rdl.) skulde komme Skien tilgode, en betydelig lettelse for den haardt betrængte by, og Tonsberg hadde derom under­rettet magistraten 11/4, men under den nu herskende forvirring var det vel ikke let at faa rede paa slikt. Endnu 30/11 er der et melankolsk brev til Tonsberg fra Brant, som med hensyn til ovennævnte Jens Borring erklærer at ville rette sig efter sin overordnedes vilje og forresten har han maattet “absentere” sig fra magistratsforretningerne, saalænge disse styres av det nye triumvirat, med Søren Rasmussen som ledende aand.

 

Mot sidstnævnte blev der nu rettet et avgjørende støt. Gjentagne gange var der klaget over ham, sidst av prokurator Bertel Hagedorn, hvis praxis led under den andens hemmelige konkurrance. Vil man ha et portræt av ham, skal man læse den erklæring borgemester Simonsen paategnede paa et andra­gende fra ham:

 

“Denne Person Søren Rasmussen, ved dette Andragende, fremstiller sig ligesom hand var en ypperlig Mand, der skulde have baade forstand og villie til at se paa Kongl. Mag.ts Interesse og tienistes befordring, Mens hans Væsen og Gjerninger er fast det Heele Synden fieldske Districtes Indvaanere bekiendt, at hand baade udi Kragerø og fleere Stæder meget U-Sømmelig har forholdet sig, ja paa dette Sted, medens hand her været, oftest med Ondskabs Listighed hidset Gotfolch Sammen, Saavel som æreskieldet Een og Anden braf Mand her i byen, hvorfor hand og nogle gange været afstraffet ved Penge-Mulct, Men som hans forfærdelige Onskab haver dog icke afladet, Er hand ved en Kongl. Commission d. 18. April 1708 bleven dømbt fra Procurator-Embedet”. — Dette sidste fremgaar dog ikke av den bevarede kopi av dommen, men der var vist­nok ellers mange vidnesbyrd om, at Søren Rasmussen Lim hadde meget utestaaende med fru Justitia; Simonsen oplyser, at han endog var tremerks-mand, og var det denne mand han nu gik i kompaniskap med! — 8/12 kom der en i de strengeste uttryk avfattet skrivelse fra Tonsberg, hvori han fornyer sit forbud av 4/10 1715 mot Rasmussens prokuratorvirksomhet og tilholder magistra­ten at respektere love og anordninger.

 

Der blev imidlertid ikke stor tid for dem til enten at vise lydighet eller gjøre “obstacula” og “tergiversationes”, som det heter med de mange fremmedord, hvormed datidens embedsskrivelser er broderet. 10/12 faldt der kgl. resolu­tion om, at hele Skiens magistrat skulde suspenderes for sin forsømmelse og opsætsighet med at gjøre regnskap for krigsskatten, og at stiftamtmanden skulde opnævne 2 mænd til at undersøke magistratens forhold; efter denne kommis­sions beretning skulde det da senere avgjøres, om generalfiscalen fik befatning med den, eller om den kunde avgjøres paa anden maate. — Til dette vanske­lige hverv opnævnte Tonsberg assessor Russel og sekretær Herman Leopoldus med ordre til at holde sig rede til møte med stiftamtm. efter nærmere ordre.

 

Det var først ved utgangen av januar 1717 at Tonsberg traf denne bestem­melse, men allerede i slutningen av december f. a. hadde han utvirket, at man i Kbhvn. utnævnte Russel til midlertidig magistrat istedenfor de andre. Han nød jo allerede den ære paa Tonsbergs vegne at holde forhør over magistratens forhold til brandskatten, saa det var rimelig, at han nu blev den betrodde mand, som skulde rydde op i affærerne. — 3/2 var Tonsberg i Skien og præsiderte ved det store møte mellem den gamle og nye magistrat; det ser ut som om han selv har egenhændig besørget den væsentlige del av nedenstaaende protokollation, formodentlig fordi byskriveren hadde en meget slet haandskrift, som gjør raadstueprotokollen fra den tid yderst besværlig at læse. Referatet lyder i sin helhet saaledes:

 

“Anno 1717 Dend 3. Febr. var paa Scheens Raadstue forsambled Høiædle og velbaarne H. Estads Raad og Stiftamptmand Wilhelm De Tonsberg som ifølge Deris Kongl. Mayest.s allernaadigste Befalling af 18. Deb. 1716 Hafde taget til sig Hr. Assessor Peter Ryssel og Hr. Secreterer Hermand Leopoldus, Magistratens forhold som fra Deris Embeder Er Suspenderet at undersøge, og møtte Hr. Borgemester Peder Simonsen og Hr.Raadmand Christian Brandt, Hr. Raadmand Hansen mødte og blef da oplæst Deris Mayts allernaadigste ordre til Stift Amptmanden Datteret dend 18. Deb. Ao 1716.

Der nest Blef oplæst De Comitertes varsel til Magistraten Dateret d. 1. Febr. 1717. — Dernest lod Stift Amtmanden Indføre at saa som disse urolige tider Iche tilstæder hannem længere her paa Dette Stæd sig at opholde anseende hans nerverelse udj Christiania til deris Maysts tienistes befordring ved Armeen Saa høyligen Behøfues, Saa ville Hr. Assessor Ryssel og Hr. Secretaire Leopoldus­ som de tvende Mænd hand Efter deris Kongl. Mayests allernaadigste til Hannem Ergangene Befalling til sig haver taget at undersøge dend Suspenderte magistrats forhold udj deris Embeder, uden ophold fortfahre med Inquisitionen, for at see de saa længe udstaaende, og af Magistraten at Indkræve forsømte Restantser først til Rigtighed bragt, paa det deris Kongl. Mayst. kand komme udj allernaadigst Erfaring, hvad dend Egentlige Restants er, og hos hvem ded Er Bestaaende, saa og hvad hos Magistraten Sielf maatte Indestaae; Disligeste hvad Schifte og u-myndiges Capitaler vedkommer, og ellers alt hvad af pengesager kand have sin oprindelse, endten Deris Kongl. Mayest. Byens eller u-myndiges. Ligeledis vilde de og Prosequere dend Inquisition udj alle de poster, saa vit dend anden allerede begynte Commission imellem Hr. Borgemester Simonsen og Raadmand Brant paa den Eene, og Raadmand Gerhard Hansen paa den anden side, angaaende deris tvistighed en particulier ikke Kand vere ved dends Endelig uddrag hinderlig, og det alt sammen til dend ende at deris Maysts fordringer Kand blifue bragt till snarest mueligt rigtighed og Securité. W. D. Tonsberg.”

 

Straks efter hjemkomsten til Kr.a skrev Tonsberg (11/2 1717) til Russel med paalæg om at ordne et par punkter: Gjert Hanssen hadde endnu ikke stil­let den forlangte kaution og Søren Rasmussen drev endnu sit spil som proku­rator. Særlig det sidste var det sikkert Russel kjærkomment at gripe ind i; for det var mot R. som retsadministrator at S. R. hadde været saa grov, at det førte til den ovenfor omtalte kommissionsdom av 1708, med 80 rdl. i mulkt til Russel. — Imidlertid begyndte de to herrer kommissarier paa sit byrdefulde hverv. Det første møte, 9de febr., var ikke lovende; G. Hansen møtte ved sin søn, og P. Simonsen var bleven hastig syk. Og protokollen fra følgende møter viser at G. H. gjorde alleslags vanskeligheter og drev gjen med det hele. For det første var han ikke til at formaa til at møte, under paaskud av at han var arresteret (byfogden hadde nemlig tilsagt ham, ikke at fjerne sig fra byen længer end at han altid kunde være at finde til kommissionens “tægte-tid”) og da dette ikke blev tat for godt og han efter stift­amtm.s ordre maatte bekvemme sig til at møte, gjorde han naturligvis vrøvl til det yderste. Assessor Russel sees at ha været en skarp examinator, og Tonsberg selv var flere gange tilstede og præsiderte i denne “inkvisitions-kom­mission”, som han kaldte den. Det gjaldt ikke alene den store forirring i mandtalsførselen og skatteligningen, men ogsaa magistratens forhold til behandling av skifter og umyndiges midler, og magistratens arkiv og protokolførsel, som synes at ha været meget mangelfuld. Av og til fik forhandlin­gerne et dramatisk præg, naar G. Hansen ikke vilde ut med sandheten (som Tonsberg sa med rene ord) og satte et tilbud om salighedsed mod vidnernes og dokumenternes enstemmige vidnesbyrd. — De 2 andre, særlig Brant, var spakfærdige og rimelige.

Det tok 2 aar, inden kommissionen blev færdig:

 

I mangen akt in folio

de tvistet contra, tvistet pro” —

 

( referatet optar ca. 130 sider av raadstueprotokollen), og mens man i august 1717 indbildte sig at kunne bli færdig med saken, var det først 19/1 1719 de 3 kommissarier kunde underskrive for sidste gang. Til dette sidste møte hadde G. Hansen rustet sig med attest fra lagmanden og det hele borgerskap, som han vilde ha protokollert, og søkte ogsaa paa anden vis (ved at begjære utlaan av dokumenter) at trænere saken, men nu sa Tonsberg, at det fik være slut, og at nu skulde indberetningen avgaa til myndigheterne i Kbhvn.

 

W. de Tonsberg.

Allerede i 1717 var der gjort alvor av at tilveiebringe det manglende beløp i Skiens krigsskat (ialt 2462 rdl.) ved auktion over magistratens beslaglagte midler. Værst blev det for borgemester P. Simonsen, som maatte ut med 1448 rdl. — Brant slap med 541 og G. H. med 386. — Det ser imidlertid ut til, at de slap billigere ved det endelige opgjør, efter at regnskapet var revideret i rentekammeret; dette opgir nemlig 15/2 1718 magistratens gjæld til 1329 rdl. 86.1/2 sk. og denne sum blev av Gjert Hansen, som den pengesterkeste, virke­lig indbetalt, idet han gjorde utlæg for de andre. Der hviler nogen uklarhet over forholdet; hvad der er sikkert er at sistnævnte sum er opgjøret over deres forhold til de extraordinære skatter, og ifølge en skrivelse fra rentekammeret (16/4 1718) var der desforuten 21 poster igjen, som gjaldt betydelige beløp. Og 29/7 1719 melder rentek. at efter deres decision paa antegnelserne til regn­skapet over de samme skatter 1709—15 hadde magistraten at betale 694 rdl. 58.1/2 sk. Lægger man de 2 beløp sammen, faar man omtrent det oprindelige beløp, noget over 2000 rdl. — I april 1718 ser man av rentekammerets kopibok at Simonsen og G. Hansen har været i Kjøbenhavn for at faa hævet (“relaxeret”) beslaglæggelsen av deres bo. Dette lykkedes dog ikke, hvilket de (som de siger i en skrivelse av 16/4) ”væmodentlig maatte fornemme”, men ellers blev de pyntelig behandlet, fik lov til selv at inddrive de skatterestancer, som de stod til ansvar for, og da de yttret frygt for at deres “haarde fiende” assessor Russel vilde skaffe dem vanskeligheter, blev Tonsberg anmodet om at assistere og sørge for, at der ikke blev lagt unødige hindringer iveien for dem. — Simonsen døde i august 1718, og dermed er han ute av sagaen. G. Hansen hadde i 1718 bebudet, at han vilde gjenta besøket i Kbhvn. og faa kvittering for at alt var i orden med pengene; man kan vanskelig tilbakeholde et smil, naar man læser i rentekammerets protokol, at det høie collegium fin­der dette bebudede nye besøk aldeles unødvendig. — Hjemme i Skien hadde han søkt at ramme deres „haarde fiende” paa privatlivets omraade ved at anmelde Russel for leiermaal med musikant Hans Jørgen Webers datter. Rentekammeret forlangte derfor 22/10 1718 at Tonsberg skulde ta sig av saken og ansætte en upartisk sættedommer, for at Russel kunde enten “purgere sig med sin æd” efter Norske lov 6—13, pag. 967 eller lide efter 6—25, pag. 976. —Dette var unægtelig leit, og man kan ikke undre sig over, at Tonsberg kviet sig litt for at ta fat paa en slik sak. Det gjaldt jo den mand, som var betrodd at rydde op i Skiens affærer.

 

13/5, altsaa et halvt aar efter, skriver rentekammeret til Tonsberg og spør, hvad han i den anledning har foretat sig. Giert Hansen hadde nemlig purret paa hos rentekammeret (i og for sig en besynderlig praksis, at en sak paa den maate kunde behandles via Kbhvn.) Imidlertid faldt dette angrep uheldig ut: 24/6 1719 skriver rentekammeret til G. Hansen, at Russel hadde tilbudt ed paa sin uskyldighet, og at saken desuten nu var for gammel. Vidner paa, hvad man hadde hørt av andre, maatte ikke føres efter aars forløp; de maatte føres “paa fersk foed”.