XVII.

 

Conrad Nicolai Schwach.

(1793 —1860).

 

 

Av det “digter- og venne-triumvirat”, som i den første halve generation  efter 1814 spilte en ledende rolle paa det norske Parnas: Bjerregaard, Maurits Hansen og Schwach, kan den sidstnævnte siges at tilhøre Skiens­egnen. Vistnok har han baade som barn og ældre oftere skiftet opholdssted og i saa maate delt den norske embedsstands almindelige lod som etslags no­mader i det kjære land; men baade har han som yngre levet en række av aar her og de sidste 12 aar av sit liv været knyttet til vor egn, saa der er fuld grund til at stedfæste ham her, nærmest som Solum-sokning.

 

Conrad Schwach er født i Ringsaker 1793, aaret efter sin sambygding Bjerregaard. Med den utprægede tilbøielighet han hadde til i vers at behandle hvert sted han besøkte og hvert menneske hvortil han følte sig knyttet privat eller samfundsmæssig, er hans samlede digte blevne en slags poetisk journal over ham selv og hans samtid; og han har da hellerikke forsømt at mindes fødestedet, som han gjensaa (i 1849), i et par ganske vakre digte, skjønt det vel maa være tilladt at betvile at han egentlig hadde tydelige barndomserindrin­ger derfra, eftersom han ikke var mer end 3—4 aar gammel, da faderen, Immanuel Schwach, som prest forflyttedes til Hurum (1796). Ogsaa dette sted har han da besunget, i et digt “Solum og Hurum”, der findes indrykket i Skiensbladet “Correspondenten” 1850, no. 95. I 1805 blev Imm. Schwach sogneprest i Solum, hvor han døde 1834, og Solums prestegaard blev da i alle disse aar vor digters fædrehjem, stedet hvortil sønlige følelser drog ham, hvor han saa end færdedes i verden; og i det første aar av opholdet her tumlet han sig med lekekameraten Maurits Hansen, hans kjære “Qvintus Julius” (født 5te juli 1794), hvis far var prest i Porsgrund 1795—1806. “Som barn vi lekede paa Solums enge” siger Maurits H. i et dedikations-digt til novellen “Keadan” (>: hulen, antagelig efter det græske navn paa en hule ved det gamle Sparta).

Solum præstegaard.

 

1810 blev Schwach indmeldt i Kristiania kathedralskole. Det heter at han har faat den foregaaende undervisning hjemme hos faderen, kanske ogsaa leilighetsvis hos en av de huslærere, som i den tid hos velstaaende familier erstattede de manglende høiere skoler. Man kan i saa fald gjætte paa bergenseren Cornelius Dichmann, som en tid hadde været adjunkt (i græsk) ved Vor Frue skole i Kjøbenhavn og senere (antagelig 1806—10) var bosat i Porsgrund. I et digt til faderen siger Schwach selv: — “Der tændte for mit Blik hver Kundskabskjerte”, og heri ligger ialfald at hans fader har paa alle punk­ter lagt grundvolden. Har han virkelig været alene om at føre ham frem til næstøverste klasse, maa det siges at være godt gjort, og familietraditionen hæv­der ogsaa at presten var en usædvanlig kundskapsrik mand. — Schwach be­gyndte sin skolegang i Kra. i januar 1811 i 4de latinklasse. Ifølge skolens “deliberations-protokol” søkte han om tillatelse til at delta i den hebraiske undervisning

Sogneprest I. Schwach.

uten derfor at være utelukket fra den engelske, saa man faar ind­tryk av, at han muligens tænkte paa at bli theolog; flittig var han og fik gode vidnesbyrd. Hans eksamenskarakterer var i 1811: græsk 2, arithmetik 2, geo­metri 3, øvrige fag 1; lærernes vidnesbyrd om “skoleflid” og “husflid” lyder paa “udrnerket godt” og “meget godt”, og om hans naturgaver siger Arnesen: “Udmerket gode, uden al Indskrænkning”; Flor: “Den bedste Discipel i hen­seende til moden forstand og overlæg”; rektor Rosted: “Hans danske Udarbei­delser bære Præg af en mer end sedvanlig utdannet Tænke og Dømmekraft.” Opførselen var utmerket; Flor karakteriserer ham som “voxen i sin hele Natur og Adfærd”, men “lidt indbildsk af sine Kundskaber”. — Han var saaledes ikke langtfra at være et skolelys, men hadde dog hverken friplass eller stipen­dium ; den eneste opmuntring var at han det første aar fik som præmie Badens utgave av Tacitus. Under skolegangen blev han understøttet av sin morbror, agent Jacob Nielsen.

 

Det norske universitet, stiftet 1811, traadte først i virksomhet 1813, aaret efter Schwachs dimission fra Kra. kathedralskole. S. maatte derfor til Kjøben­havn for at begynde studierne. Det vilde være merkværdig om ikke en slik begivenhet hadde sat frugt i hans poetiske dagbok, og vi finder da ogsaa ganske rigtig i hans samlede digte “Den første Afsked fra Hjemmet 1812”. Formodentlig er han avseilet fra Skien med en eller anden liten dansk kornjagt:

 

”Hver en Plet av Fødeegnen blier
dobbelt yndig i den Rørtes Øie;

men de svinde; selve Kirkens Spiir

gjemmer sig bak krumme Flodbreds Høie.”

 

Juleaften sitter han da i Kjøbenhavn. Det er første gang han ikke til­bringer denne i hjemmet, hvor der da var dobbelt fest, fordi det tillike var faderens fødselsdag; og saa drypper der igjen nogle taarer og vers paa papiret Fra hans ophold i den daværende fælles hovedstad er en episode bevaret, som ved mange karakteristiske smaa træk fører tiden umiddelbart før rikernes ad­skillelse levende frem for os. Beretningen derom skyldes den danske litterat Peder Hjort (i “Kritiske Bidrag” etc. I s. 43—44) og hitsættes her i utdrag.

 

Da de nylig utnævnte lærere ved det norske universitet i 1813 skulde forlate Kjøbenhavn, blev der først holdt en større fest for Treschow[1]), derefter et avskedsgilde baade for Treschow og hans mindre berømte kolleger. Den sidste fest blev foranstaltet av den i Kjøbenhavn værende avdeling av “Sel­skabet for Norges Vel”, og det er da derom Peder Hjort som ung deltager fortæller:

 

“Midt for Bordet sad Treschow og hans gode Ven Stiftamtmand F. Moltke fra Aalborg; der blev sjungen og drukken  [sic] svært, og Blyantskrevne Viser, efter Sigende forfattede paa Stedet af Baggesen og Oehlenschläger, for­høiede Lystigheden og Forvirringen. Tilsidst var vi blot en halv Snes Styk­ker tilbage, men det viste sig med, at de eneste Ædrue vare Hr. G., jeg og min gode Ven Hendrik Flindt, en særdeles vakker Jurist, vel akkrediteret i ansete Huse, f. Ex. hos Geheime Raad Malling, og navnkundig ved at han havde et sort og et hvidt øienbryn. Vi fik da Arbejde med at bære, lede og tale til Rette. Pram, som kyssede os hjerteligst, bare vi ind paa en Seng, indtil en Vogn skaffedes. G. Dichmann, som dypt beklagede, at Loftet sad saa højt oppe, da han ellers oftest ved Gilder kunde naa at sætte et lidet Mindesmærke derop, lod sig berolige og fulgte hjem med en af dem, som snarest rattede sig lidt; nogle besørgede G. afsted.

 

“Men nu var vor Sanger Nordmanden Schwach tilbage, som endnu beherskedes af Centripetalkraften. Han var afholdt, og i de Uger stod han desuden i et eget Lustre (>:glans). Rudolf Bay, som komponerede Kantaten til Treschows Fest, kunde jeg ikke skaffe Sangere nok; hver Dag især krævede han en Bassist; saa gav Dichman mig Anvisning paa sin Kammerat Schwach fra 1812, jeg bragte ham til Regentskirken, hvor Musikprøverne holdtes, Bay strøg, Schwach brummede. — “Nej !“ raabte Bay, “det var jo Kontra-ef; velkommen Hr. Schwach!” — og det Ef slyngede sig nu som en Girlande omkring den kraftige buttede Bjørn i dette Foraar. Som billigt havde han ved Taffelet taget sin Løn. Flindt og jeg fik ham under Armen. Da vi naaede Kongens Nytorv og Luften havde klaret ham lidt, fik vi ud af ham, at han losjerede paa Vestergade; men nu blev han noget balstyrig, saa det kostede Anstrengelse at styre ham, dog mærkede vi snart, at det var heller Føielighed, thi han vilde blot have Haanden ned i Lommen for at tage Gadedørsnøgelen op til os. Paa Gammeltorv fik vi ud af ham, at det var en Dør og ingen Port, men om til Højre eller Venstre, endsige Nummeret o. s. v. det kunde al vor Fritten ikke faa frem. Vi gik da experimenterende tilværks, den ene holdt ham, den anden proberede Nøglen i Gadedørene ; men inden vi fandt et Indpas for denne, mærkede Vægteren Uraad og vilde gjøre Allarm. Men saa kom med det samme Frelsen. Under vor tyssende Forklaring udbrød Vægteren: “Aa, er det Nordmanden! det er en brav Fyr, han bor i No. — —-.“ Vi kom nu ind i Huset, hvor Madamen, som ventede ham eller havde hørt os nede paa Gaden, snart kom os imøde, og vi betroede saa vores endnu noget slingrende Sejler til hendes Arme som de bedste Ankertouge.” —

 

Efter andeneksamen var da Kjøbenhavneraaret tilende, og Schwach skulde hjem til Norge. Det var ikke let: veien gik enten over et av fiendtlige kryd­sere bevogtet hav eller gjennem Sverige (man erindre Hansteens eventyrlige hjemreise i 1814 og Bjerregaards arrestation i Gøteborg samme aar!). Schwach slap hjem i en liten norsk kornbaat og gjensaa ikke Kjøbenhavn, skjønt han i en modnere alder hadde ønske derom. I Kristiania slog han ind paa den juridiske bane og blev allerede som student ansat som kopist i justitsdeparte­mentet. Det varte ikke længe, før han hadde et navn som lovende poet og oftere benyttet leilighetsdigter: de 2 av ham utgivne “nytaarsgaver”, Nor 1815 og 1816, gav ham tidlig en position i litteraturen. Hans musikalske talenter bragte ham ogsaa i berørelse med scenekunsten: paa kongens (>: Carl XIII’s) fødselsdag 1816 opførte det dramatiske selskap Rossinis opera “Figaros bryl­lup”, med Schwach i Don Baziles rolle; men vor gode “kontra-ef” faldt igjen­nem, hvis man kan tro Pavels, som var tilstede ved forestillingen og i sin dagbok erklærer Schwachs præstation for at være “under al kritik”, med til­føjelse av, at derom var der kun een mening Ogsaa som poet hadde han motbør i det aar, men der blev han dog tilsidst staaende med seierspalmen.

 

Biskop Johan Nordal Brun døde i 1816, og det var ventelig at en saa betydelig mands bortgang maatte fremkalde “Harpeslag” fra alle kanter av landet, saasandt der fandtes folk som kunde “pine sin Muse og tygge en pen”. Det norske Parnas møtte næsten “in corpore”: 12 navngivne forfattere og endel anonyme, og der var bare den feil ved det, at der var ikke den rette orden i rækkerne. Saa mente ialfald laugets oldermand, den 70-aarige Claus Frimann, som fra sin avkrok i Nordfjord ikke kunde komme tidsnok til at føre an, og som med ærgrelse bemerket, at man ikke hadde git sig tid til at vente paa ham. Det var jo et rent usømmelig hastverk, og den som fik føle hans vrede var den unge Schwach. Han burde efter Frimanns mening slet ikke været med engang og hadde dog havt den dristighet at være blandt de første til at opløfte sin røst med et digt, hvorav hitsættes:

 

1.

“Hvis er den brede Kjæmpegrav

omhvalt av høie Fjelde,

hvor til ærværdig Bispestav

en Harpe op sees helde;

hvor Mænd og Kvinder samle sig

og sukke dybt og inderlig

og græde hede Taarer?

 

2.

Der slumrer Norges gamle Skald,

der hviler Troens Kjæmpe,

hvis Kraft og Ild i helligt Kald

ei Alder kunde dæmpe.

Der sluttes fast i Moderarm

den Søn saa gjæv, saa tro og varm,

af Fødeland for Kjæmper.

 

3.

Ja fast dit Minde stande skal

du Norges gamle Barde,

og lyse over Høj og Dal

som Fjeldets stolte Varde

og gyde Ild i Nordmænds Hu,

at vandre fromt og gjævt som du,

som du at elske Norge.”

 

Claus Frimann begik den daarskap ikke alene at give sin ærgrelse luft offentlig, men endog indblande den i det digt, hvormed han vilde hædre Bruns minde:

 

”Tak, Brødre! evig Tak for Krandsene saa skjønne!

Min Tak er Hjertets Tak, min Tak er Norges Tak —

O, kan et Smiil, et Ord fra Aanders Himmel lønne,

Saa hører fra ham selv: Tak, Mænd! Tak Brødre, Tak!

 

Ja Mænd kun ønsked han, og det var Du, min S a g e n!

Og det var Du, min R e i n ! — men synge Nordal Brun

hvor tør Du driste Dig, som bær paa Drengehagen

kun Foraarskyllingens den gule bløde Duun?”

 

Schwach var 23 aar gammel, da han fik denne Irettesættelse. Javist var han ung ; men av de poetiske bautastene, som den hedengangne sangers efterlevende kolleger ilte med at reise over ham, tør Schwachs være den der staar sikrest og hvis indskrift er mindst medtagen av tidens tand. Som det i rytme og versbygning minder om Grundtvigs berømte digt om Luther (hvorav det vel er en avlægger), saaledes har det som dette en ægthet i klang og følelse, der stiller det i første række av det som ved hin leilighet blev præsteret og under alle omstændigheter maatte frita forfatteren for at bortvises som en dunet kylling, der ikke burde aapne nebbet i de ældres kor. Samtiden synes ogsaa at ha været paa det rene med dette, og Cl. Frimann fik baade i vers og prosa høre hvad man mente om hans ubetimelige grættenhet. Han fik sine prygl og blev med rette mindet om den bedre moral i Wessels ord til Baggesen:

 

“ Du stiger i din flugt, jeg daler,

men dalende jeg har det Haab, den Trøst,

at lidt jeg læse skal Dit Vers med Lyst —.“

 

Og man kunde fristes til her at sige med Knut Hamsun: “Ærer de unge!”

 

I 1817 hadde Schwach igjen et sammenstøt med en av de ældre, og denne gang var det ham, som var den angripende. Provst Jacob Neumann hadde været medlem av den deputation, som det overordentlige storting 1814 efter unionens stiftelse sendte til Stockholm for at hilse paa Carl XIII. I tids­skriftet “Saga” (utgit av Joh. Storm Munch) hadde Neumann levert en noget selvbehagelig og unionsvenlig skildring, og nu tok den unge kraftpatriot og satiriker S. fat paa ham for dette. Neumann svarte, og saa hører man ikke mere fra dem om dette. Langt frem i tiden, da Neumann som biskop i Bergen gjorde en rekreationsreise til Trondhjem, møttes de der, og en fuldstændig ut­soning fandt sted. Den fandt sit bedste uttryk deri, at Schwach efter Neu­manns død 1848 skrev hans utførlige biografi.

 

Efter juridisk embedseksamen s. a. blev Schwach i 1818 utnævnt til overretssakfører (utnævnelsen fandt sted i et i Trondhjem avholdt statsraad, under Carl Johans kroning, og S. skal være den eneste embedsmand hvis ut­nævnelse er dateret .derfra) og flyttet i denne egenskap til Arendal 1821, efter et par aars praksis i hovedstaden. Hadde Arendal havt en avis i den tid, vilde man nok deri fundet spor efter Schwach, for han var paa færde med sin pen overalt hvor han kom; men Arendals første avis (“Den Vestlandske Ti­dende”) kom først et par aar efter at han hadde forlatt byen. Men han optraadte med poetiske bidrag til blade og digtsamlinger i Kra. og Bergen, og fra hans Arendalsperiode skriver sig det eneste, der endnu lever av hele hans mangfoldige produktion: Flagsangen fra 1823. Den bærer vistnok i sprog og billeder merker av en svunden tid; men kanske netop dette gammeldagse præg utgjør en del av dens “charme” og betinger dens virkning, sammen med melo­dien (av sanglærer ved Kra. kathedralskole Ipsen) fra hvilken den ikke godt kan skilles. Den er nok oprindelig skreven for en anden melodi, som er ganske fortrængt av Ipsens komposition. Vi har igrunden ikke nogen anden flagsang, som har vundet den popularitet som Schwachs, og Henrik Jæger har i sin litteraturhistorie hævdet dens værd. Merkelig nok har Schwach selv søkt at bringe sit verk i forglemmelse: det var i 1844, da Oscar I indrømmet os et skikkelig orlogsflag og samtidig indførte unionsmerket i det 3-farvede flag av 1821. Schwach skrev da en ny sang:

 

Du Oscars Kongegave,

mit Norges unge Flag!

Som frit paa alle Have

kan tolke Nordens Sag.

Vi Nordmænd føle Trangen

at vie dig et Kvad;

og hilse dig paa Stangen

som helt Fiirkløver-Blad.”

 

Den er optat i hans samlede digte, med melodi av den svenske harpenist Pratté og med bøn fra forfatteren om at hans landsmænd vilde synge den istedenfor den gamle! Men det gik ikke. Firkløveret er vistnok en yndet plante, men vi er efter langvarig strid og splid vendt tilbake til vort gode gamle trekløver, hvortil der knytter sig saa mange gode minder fra vor første frihets og trængselstid. — Der er antagelig ikke mange som vet, at flaget i 1821 blev tegnet av en ung bergenser, som det aar var med sin far, stortingsrepræ­sentant konsul Meltzer, i Kra. Blandt de mange konkurrerende utkast blev guttens lykkelige indfald det seirende. Han omkom ved det sørgelig berømte sammenstøt av dampskibene Norge og Bergen utenfor Kristianssand i 50-aarene. Norge sank, og søen lukket sig over den haand som gav vort flag dets far­ver og linier.

 

1830 blev Schwach utnævnt til 2den assessor i Trondhjems stiftsoverret. Det blev en stor forandring: fra det søndenfjeldske til det nordenfjeldske, fra den rare lille skibsreder- og skipperby,

 

”Hvor medens fast to Lustra (>: fem—aar) svandt, jeg fandt saa lunt et Lye.

Thi Ærlighed og Frihedssind og smagfuldt dannet Aand

med Gjæstfrihed og Vennesind der vandred Haand i Haand”

 

til den mere storstilede og kritiske trønderby. I “En time paa Dovre” (ind­rykket i Morgenbladet s. a. no. 339) skildrer han sine følelser ved avskeden fra det søndenfjeldske, og saa er han da borger av den ærværdige kronings­stad, som i den tid hadde hele sit gammeldagse præg. —

 

Schwach kom derop netop som den litterære feide mellem Wergeland og

Welhaven begyndte, og blev foranledningen til at dønningerne fra dette uveir ogsaa naadde Trondhjem og satte litterære kræfter i bevægelse. Skjønt han efter hele sin retning nærmest sympatiserte med Wergeland, fandt han dog saa stort behag i Welhavens berømte 3 “tylfter” (epigrammer), at han lot en avskrift av dem trykke som manuskript (ikke til salg, efter hvad han selv siger) til egen og andres fornøjelse. Satirikeren i ham kunde ikke lade være at beundre disse blanke og skarpslebne dolke. Men følgerne uteblev ikke ; der blev avispolemik, Schwach fik høre ilde, fordi man fandt ham paa den side, ham,

 

— — hvis ”Norhav” bruser kjær paa alles Tunger”

 

og han blev mindet om, at Wergeland ærbødig hadde kaldt hans flagsang en “karfunkel” (>: juvel). — Som mottræk lot Wergeland første avdeling av sine “Sifuliner” (epigrammer mot Welhaven) likeledes trykke i Trondhjem. — De 18 aar Schwach tilbragte i Trondhjem, faldt i hans kraftigste manddom og er kanske det interessanteste avsnit av hans liv, med mangesidig virksomhet, mange glæder og triumfer og adskillig motgang. Han var i aarrækker sekre­tær i videnskapsselskapet. deltok i kunstforeningens stiftelse, drysset vers om­kring sig offentlig og privat og satte mange spor efter sig i den trondhjemske presse. Det vilde imidlertid føre for vidt at følge ham her, skjønt opgaven kunde være fristende, og vi skal nøje os med nogle mindre kjendte eller paaagtede punkter. — I 1837 samlet Schwach frugterne av sit digterliv og bød dem frem “som et offer paa sprogets alter” i 2 bind “Samlede Digte” (hvortil i 1846 sluttet sig et 3die med ny titel). Striden omkring Wergelands person og digtning var fremdeles staaende; han var jo den evige kilde til forargelse. Men nu kom Schwach anstigende med hele sit læs av “mindedigte” og “damp­baadssange” og hvad det hette altsammen, og saa kom “Den Constitutionelle”, tidens æsthetiske politi, med lys og lykt for at undersøke varerne og kondem­nere dem uten naade og barmhjertighet. Det var bladets høitbetrodde recen­sent, lektor Collett (Camilla Collets mand) som besørget dette arbeide, idet han samtidig overantvordet hele det samtidige gods, slette og middelmaadige saker, til baal og forglemmelse. — Schwachs ven Maurits Hansen skrev i Rigs­tidenden en lang og velvillig anmeldelse, og Schwach hadde ogsaa anonyme venner, som i vers og prosa tok ham i forsvar. Den betydeligste av dem var oberstløitnant Johan Jørgen Broch, far til Ole Jacob Broch og senere be­kjendt som stortingsmand fra Larvik umiddelbart før Johan Sverdrup kom op. Den hele episode,: mindre bemerket fordi rabalderet omkring Wergeland overdøvet alt andet, er meget karakteristisk for sammenstøtet mellem det gamle og det ny, mellem det utslitte (som selv Wergeland, trods al patriotisme, et par aar efter erkjendte som saadant) og den spirende romantik og kravet paa en fornyelse. Et enkelt træk er saa betegnende : Striden gav anledning til en sammenligning mellem Andreas Munchs “Vandlilien” og Schwachs “Tjern­rosen”. De behandler jo samme emne, og medens en av Schwachs venner priser hans tjernrose, gjennemgaar han Munchs vandlilje og finder ut, at den lider av 9 botaniske, fysiologiske og logiske feil ! — Ingen kan vel nu læse Munchs digt uten at føle sig betagen av den stemningsfulde hengivelse i emnet, den naturandagt, hvorav digtet aander, og av dets sprogmusik. Men Schwachs? Javist er det et præsentabelt arbeide, med nogle vellykkede enkeltheter, agtværdig i tanke og følelse, men hellerikke mer. Schwach var jo en leilighets­vis digtende embedsmand, som hele den gamle garde fra det 18de aarhundrede og utover; hadde saa mange og forskjelligartede gjøremaal. Man ser ham rulle avsted i karjol, med snusdaasen i vestelommen, flaskefor i sætet og protokolskrinet paa karjolbrettet. Tankerne dvæler behagelig ved mindet om sidste aftensmat med boston eller polskpas og haapet om den forestaaende. Et skog­tjern passeres; en vandlilje! Et minde om smaa fotvandringer i barnedagene, i Hurum eller Solum, om skogstier og tjern — og digtet former sig. Natur­ligvis personlig, væsentlig privat. Liljen minder ham om uskyldig barndom, og nu er han en stor skøier! — Saa ruller karjolen videre, og verdenslivet kræver sin ret, især naar appetitten melder sig, og den var hos Schwach glubende.

 

Kort efter utgav Maurits Hansen sin “Bragi”, hvortil en broget flok sam­tidige hadde ydet bidrag: Lyder Sagen, Schwach, Aalholm, Urdsongis (>: Syl­vester Sivertson), Buch, Feodorowski (ubekjendt), A. Munch og Welhaven mø­ter her, den sidste med et digt “Lodsen”, som vistnok har git H. Ibsen idéen til “Terje Viken”. Det betydeligste bidrag er utgiverens 5-akts skuespil “Ha­kon Athelstan”, hvis sprog viser, hvad der kunde blit av denne forfatter, om han hadde faat levetid og vilkaar til at koncentrere sine evner. Han var da ogsaa den eneste av flokken, som det litterære politi i “Nella” tok hatten av for.

 

1842 var et ubarrnhjertig aar. For efterslægten er det folkeeventyrets litterære fødselsaar, med rike spirer til en national fornyelse i sprog og følelses­liv; men det tok med sig baade “Kvintus Julius” og Bjerregaard, Schwachs to kjæreste venner. Ingen tvil om, at han følte det dypt; men er det ikke betegnende, at det ved det ene dødsfald gaar ham næsten mest til hjerte, at han selv var syk og nær ikke hadde orket at skrive det skyldige mindedigt! —Længer ut paa aaret tusler en beskeden ung søndmøring ind til ham: det er Ivar Aasen, paa Færd til Trondhjems videnskabsselskap. Schwach tok venlig mot den fremmede, som blev der om kvelden og priser ham i sin dagbok (trykt i “Svn og Segn” -1902).

 

Uagtet Schwach med sine mangesidige interesser, sit litterære talent og sine selskabelige anlæg maatte ha mange betingelser for at gjøre fyldest for sig og trives i et bysamfund som Trondhjem, hvor der var rike handelshuse, talrike embedsmænd, en lærd skole og et videnskabsselskap, ikke sjelden theaterforestillinger og koncerter o. s. v. er det dog tydelig, at han følte sig mindre og mindre hjemme der og tilslut var aldeles paa kant med tilværelsen i Trondhjem. En væsentlig grund dertil var vistnok de personlige træk han selv ufor­beholdent har tegnet i digtet “Mit portræt”, hvor det bl. a. heter:

 

”Han gjerne tog Del i et muntert Kalas,

var Gjæk efter udsøgte Spiser”

- - - - - - - - - - - - - -

Ei meget han taalte af Evanske Drik,

let derfor han „Pisk” resikerte “ -- --

 

Det er tydelig nok, at det er denne tilbøielighet til utvungen livsnydelse som man i Trondhjem mer og mer har heftet sig ved. Mange aar senere har en forfatter i “Norsk Familieblad 1881 git uttryk for denne opfatning, der kulminerer i den sats, at Schwach i sin munterhet “ikke gjorde forskjel paa barsel og begravelse” ! Men der er flere momenter, som maa tages med: Schwach var en daarlig økonom, forsaavidt som han ofret altfor meget av sin knappe assessorgage (750 sp.) paa tilfredsstillelsen av sine ædlere passioner: bibliotek, myntsamling, billeder; dette maatte i længden bringe ham i forlegenheter. End­videre kan man vel gaa ut fra, at man i Trondhjem som andensteds taalte mindre av en indflytter end av en indfødt; hvad der hos denne er elskværdige og interessante svakheter, blir hos hin et stort synderegister av betænkeligste art. Og naar saa dertil kommer, at hans frimodige karakter og ivrige pa­triotisme vistnok skaffet ham en vis berømmelse, men paa den anden side ikke netop var nogen trappestige til gunst paa høiderne, saa er det noksaa forstaaelig, at han tilslut følte det som et livsbehov at komme væk fra “gla­cialbyen”, som han etsteds i sine breve kalder den.

 

1848 kom befrielsen gjennem en utnævnelse til sorenskriver i Nedre Telemarken. Den blev sterkt kritiseret av den bekjendte folkeskribent Anthon Bang (i hans blad “Den Frimodige”) der fandt det uheldig at betro S. en stilling som overformynder og skifteforvalter (dette sigter tydelig nok paa Schwachs pekuniære vanskeligheter); samtidig hævder han, at S. for længe siden burde være befordret til et embede av samme slags som det han hittil hadde indehavt. Det fortjener at lægges merke til dette, at der aldrig ymtes om mangler ved Schwachs virksomhet som dommer i Trondhjem. Han har vistnok været en ganske flink jurist.

 

Inden vi følger Schwach paa vei til Skien, skal endnu omtales et forhold, som sikkert har været ham en stor trøst og bidraget til at holde ham oppe i de sidste vanskelige aar i Trondhjem : hans venskap og ivrige korrespondance med toldinspektør Christie i Bergen, den berømte “præsident” (paa det overordentlige storting 1814), som i sine senere aar paa grund av svækket helbred gik over fra stiftamtmands-embedet til den beskednere stilling i toldetaten og væsentlig levet for sit kjære museum, hvis stifter han var, sammen med biskop Neumann. Det var paa museets vegne Christie aapnet forbindelsen med Schwach, der delte hans interesse for oldsaker og som sekretær ved videnskabsselskapet kunde gjøre ham tjenester. Deres korrespondance, som opbevares i Bergens museum, er meget vidløftig og strækker sig over et halvt snes aar; Christies breve er (antagelig av ham selv) indførte i en kopibok. Schwach var en briljant brevskriver og svulmer i ark paa ark av glæde over sin forbindelse med den mægtige og begavede aandsfrænde; Christie er knappere, men det er tydelig, at han var adskillig indtat i Schwach. Der var endog, samtidig med Schwachs befordring til sorenskriver, planer oppe om istedet at gjøre ham til byfoged i Bergen, for at han kunde overta museet efter Christie. Dette blev dog (heldigvis, tør man vel sige) intet av; men ved efterretningen om Schwachs utnævnelse sammenkaldte Christie sin husstand, hentet den bedste flaske op av kjælderen og utbragte en skaal for sin vens fremtid. — Venskapet, som væsentlig var dyrket gjennem brevene, var et par gange bestyrket ved person­lig samvær, første gang i 1847, da Christie besøkte Trondhjem (man ser av hans reisedagbok, at Schwach var den første han opsøkte) og aaret efter ved Schwachs reise til Bergen og Stavanger. I Bergen fandt Schwach alting saare vel, baade klima, natur og mennesker, og priste i vers og prosa sine bergenske venner og deres verk, museet. Christies brodersøn, ingeniør Johan Christie (stifteren av Skiens museum) har engang skildret for nærv. forf., hvilken figur Schwach gjorde i dette selskap. Den joviale, bredskuldrede, tykke og kort­halsede poet, med det av snustobak tilsmudsede skjortebryst og de store ørelapper hængende nedover frakkekraven, sad “lik en gnom” smilende i kredsen som skive for bergenske “brandere”. Det er i stilen, at hans “Kosmiske Drikkevise” (av kosmos, verdensaltet) blev til under dette samvær og siden sendt Christie fra Trondhjem. Denne karakteristiske gjenganger fra drikke­visernes tidsalder er optat i Schwachs “Udvalgte digte” 1856.

 

Saa drog da Schwach avsted sydover 1849, med en dundrende poetisk avskedshilsen til Trondhjem, hvorav den saftigste del av forfatteren selv blev supprimeret. Brevvekslingen med Christie blev avbrutt ved Christies død i oktober samme aar; det sidste brev i hans kopibok er til Schwach. Som prøve og til oplysning om Schwachs stemninger ved flytningen hitsættes av hans breve til Christie følgende:

 

“Skien den 10de Aug. 1849.

Høivelbaarne

Hr. Stiftamtmand Christie.

 

Omsider er jeg siden 24de f. M. her, hvor jeg skal begynde en ny Bane. Forvisset om at De, min ærede og dyrebare Velynder, med Deeltagelse vil modtage en Efterretning fra mig, griber jeg Pennen for at meddele Dem en saadan.

 

De forskjellige Vanskeligheder, som var forbundne med lempeligen og i Fred at vikle mig ud af Thrøndernes trofaste Favntag, foranledigede, at jeg ikke førend den 30te juni, efterat have solgt en stor Del af mit Indbo, hvoraf kun de uundværligste Dele foruden mine Samlinger af Bøger, Mynter og Kunstsager deels bleve sendte forud for mig og i godt Behold ere hidkomne foran mig, dels bleve som uundværlige efterladte i Trondhjem, og efterat jeg deels ved Provenyet deraf, deels ved et Pengelaan, som jeg omsider fik fra denne Kant, havde løst de pecuniaire Baand, og efterat jeg ikke uden Vemod havde sagt mine faa Venner i Trondhjem Farvel, forlod jeg denne Bye, hvis Totalitet i en Rad af 19 Aar er bleven mig saa hjertens modbydelig, og begyndte med høi Glæde Reisen sydefter. Underveis til Christiania, hvorhen jeg reiste over­land med Undtagelse af at jeg for Curiositets Skyld og for at undgaa nogle slemme Bakker gik fra Olstad i Ringebu 3 Mile nedad Lougen med Dampfartøiet Dalegudbrand, gensaae jeg med Glæde mit Fødested i Ringsaker, samt mange andre kjendte og kjære Steder og Personer.

 

I Christiania tilbragte jeg saare behagelig og i uafbrudt Virksomhed enten som Forretningsmand eller Gjæst hos gamle Venner 12 Døgn. Den 20de Juli forlod jeg Hovedstaden, efterat jeg der havde faaet ganske efter ønske arran­geret Alt hvad jeg der vilde arrangere, gjenseet de fleste af mine derværende venner (Nogle vare paa Reiser) og orienteret mig i Byen, der siden jeg for 19 Aar siden saa den aldeles er forvandlet tilligemed den stedse vakre, nu for­tryllende Omegn. Efter noget Ophold underveis i Drammen, Holmestrand og Laurvig for at gjæste derboende Venner, kom jeg med Mime hid mod Aften den 24de f. M. Jeg bestemte strax ikke at overtage Embedet førend den 30te dennes, da Høstethingsrækken begynder i Solum og gaaer opad Thelemarken. Da vil jeg i min Fædrenebygd, hvor mit Haab om en Faderarv av venlig, tillidsfuld Modtagelse allerede i rigt Maal er bleven opfyldt, begynde min nye Bane. Imidlertid bestyres Embedet fremdeles af den lige saa retskafne som dygtige og i Distriktet almeen agtede Bollmann, som vel er bleven Sagfører i Nedenæs Amt, men som derfra vil faa Dispensation paa 1 Aar og imidlertid forblive hos mig som eedsvoren Fuldmægtig og Bestyrer af alle Embedets Pengeanliggender.

 

Dette Pusterum av en Maaned behøvede jeg for at sætte mig behørig ind i Contoirets saa at sige Mekanik af Protokoller og Forretningsgang og for at arrangere mit næsten forfra begyndende Huus-Væsen. Jeg har faaet en deiligt beliggende og ret bekvemt indrettet samt ganske net Bolig, hvori Embedscontoiret allerede siden 1ste f. M. er etableret.

 

Imidlertid blir jeg ikke boende her længer end til jeg kan faa en bekvem Bolig i Solum Sogn, men nær nok ved Skien for fra denne eneste egentlige By i Districtet at faae de daglige Fornødenheder for Huusholdningen, naar man ei har Jordbrug, hvormed jeg aldeles ikke vil befatte mig. Meget belejligt for mig forefaldt her i Byen og i Porsgrund umiddelbart efter min Ankomst nogle betydelige Løsøreauctioner, paa hvilke jeg ihast og for meget godt Kjøb blev forsynet med tilstrækkeligt Indboe; mit Huus er allerede næsten ganske arran­geret og det uden Tab ved Omskiftningen af Møblementet og bliver det ganske, naar jeg fra Trondhjem faaer de der efterladte Sager, som jeg indtil Afreisens Øieblik behøvede og daglig venter med en beleilig truffen Søeleilighed.

 

Solum kirke.

Gamle Wessel, der modtog mig med al den Hjertelighed jeg kunde haabe af min Faders gamle varmhjertede Ven og min egen Ungdomsvelynder, er aandelig noget sløv, men legemlig stærk. Han er nu over 83 Aar, men saa rask, at han endnu kjører sit Dobbeltspand, og tilfods kan jeg ikke følge ham. Der er saaledes ingen Udsigt til at Pensionen snart vil ophøre. Men Embedsindtægterne er saadanne, at jeg ved Byttet har vundet — endog saa længe Pension og det kostbare Contoirhold varer — i pecuniair Henseende[2]); og min Vinding ved at bortbytte Trondhjem mod Skien og Thelemarken staaer uende­lig høit over al Vurdering. Jeg føler mig derfor ubeskrivelig tilfreds og glad paa Sjel og Krop — pedibus exceptis (>: undtagen benene) som dog nu er rolige. Min søstersøn, som jeg ifjor søgte anbragt ved Handelen, har jeg nu faaet anbragt i Christiania som Lærling hos en duelig og honnet Kunstdreier, hvilken Profession Gutten har Anlæg og Lyst til. Saaledes er ogsaa denne Steen lettet fra Hjertet.

 

Den hidtil i Skien forløbne Tid er bleven aldeles optagen af Contoir-­Revision, af Huusvæsens-Indkjøb og Anordning, af Udflugter i Byen og nærmeste Omegn for at fornye eller stifte Bekjendtskaber og af uopsættelig Brev­skrivning, saa at jeg ikke førend nu har faaet Stunder til denne Meddelelse. Jeg har været paa det saakaldte Capitelsbjerg nærved Byen og der fundet Rui­nerne af Gregorius Dagssøns Capel uforandrede som jeg for meer end tyve Aar siden saae dem; og jeg agter at træde i Underhandling med Bratsberg­gaardens Eier og med Bestyrelsen af Selskabet til Oldtidsminders Bevaring om Ruinens Udgravning og conserverende Indhegning i Lighed med Ruinerne paa Husebye. [3] ) Andre antiqvariske Excursioner eller nogen Erhvervelse har jeg endnu ikke gjort; dog har jeg opdaget, at en gammel og rig Bonde i Hiterdal, hvorhen jeg kommer i næste Maaned, har en gammel, længe nedarver Stoel, som skal være mærkelig. Er den erholdelig og en Plads i Musæet værd, skal jeg ikke glemme mit Løfte og min Pligt.

 

De vil af mine tidligere Breve vide, at jeg undertrykte det alvorlige “Far­vel til Throndhjem”. Men jeg tillader mig herved at sende Dem dette Farvel med den Anmodning, at De vil læse og derpaa — brænde det. Ligeledes beder jeg Dem venligen modtage den lille Bog, som hint Farvel skulde have aabnet, og det Portræt som et Par af mine Bekjendte i Throndhjem fik istand. Endelig beder jeg Dem velvilligen befordre medfølgende Pakker af lignende Indhold til gamle Sagen og til Deres Broder, for hvem saavelsom for Deres og hans øvrige Familie jeg beder min forbindtlige Hilsen frembaaren.

 

Nu har jeg da atter malet Bladet fuldt til Dem, min dyrebare Mentor ( >: veileder), og skal ikke længer trætte Deres Øine og Deres overbærende Taalmod. Skulde jeg inden Afsendelsen af dette Brev, som jeg skriver idag, fordi jeg imorgen tiltræder en større Udflugt paa nogle Dage, men maaskee retournerer inden Dampbaaden eller en Jagtfører fra Bergen, som nu ligger her og een af hvilke skal medtage Pakken, afgaaer, faae Noget at tilføie, tilla­der jeg mig et Postscript.

 
Nu beder jeg Dem kun modtage mit hjertelige Levvel og Forsikringen om min urokkelige Høiagtelse og uforanderlige Taknemlighed og ærbødige Hengivenhed.      

 

Schwach.”

 

I en her utelatt efterskrift fortæller S. at han efter indbydelse gjorde en søreise til Arendal, og slutter saa brevet. En maaned senere hadde han gjort sin første thingreise og meddeler i et nyt, likeledes meget utførlig brev det arkæologiske utbytte av opholdet i Telemarken ; de to venner var jo begge arkæologer og museumsfolk paa sin hals. Av dette brev hitsættes følgende:

 

„For mit oeconomiske og sociale Vedkommende har jeg al Grund til at være tilfreds med den Erfaring, Thingtouren har givet mig. Districtet har en skjøn Natur og gode Veie med Adgang til at gjennemskjære det næsten helt i Baad. Almuerne er meget skikkelige. Hitterdals, Bøes og Seufdes bestaaer, især de to første, af gjæve og oprigtige, noget stolte, men ikke egentlig stive Bønder. Holdens Thinglag er det mindste, og dets Befolkning mindre behage­lig og tildels fattig. Solum er et godt Thinglag, med velstaaende og ærlige, men tildeels noget overraffinerede Bønder; men der har jeg gjort Regning paa en Faderarv af Velvillie, og denne Regning har vist sig fuldkommen rigtig. Videre kan jeg endnu ikke sige om denne Sag og skal kun tilføje, at jeg er fuldkommen frisk paa Sjæl og Krop og fremdeles høilig tilfreds i min nye Stilling.” — Brevet slutter med de forsikringer om ærbødig taknemlighet og hengivenhet, som Schwach var en mester i at variere.

 

Fra Christies haand foreligger 2 svarskrivelser fra denne tid. Medens Schwachs breve er avfattede med episk bredde og utførlighet og bevæger sig i lange, tildels indviklede sætningskjæder, der minder om Ciceros taler, er Christie knap og fyndig, med næsten forretningsmæssig tørhet; men av de korte satser fremlyser dog tydelig hans interesse for vennen og hans velfærd. Han takker for det tilsendte portræt, som han vil anbringe paa sin væg mellem sine øvrige venner; billiger at S. undertrykte sit bittre “Farvel til Throndhjem” og anstiller i den anledning nogle moralske betragtninger ; fortæller endel om museet, som optok hele hans interesse til det sidste, og sender tilslut en hilsen til amtmand Aall, som hadde tilbragt nogle aar i Bergen og der været en fremragende kommunal kraft. — Det sidste brev er dateret 2den oktober og er muligens det sidste Christie overhovedet har ført i pennen: hans egenhændige indførsel i kopiboken stanser dermed, og 8 dage efter kom sørgebud­skabet om, at den ærværdige “præsident paa første frihetsting” (som Bjørnson kalder ham i sit digt til Bergen) var gaat til hvile. Schwach bragte selvfølgelig vennens minde det skyldige poetiske offer i et mindedigt i Bratsberg Amtstidende; det hører til de bedre i genren, dypt følt som det sikkert var.

 

Schwach var altsaa til en begyndelse saare vel tilfreds; men et aar efter har pipen en anden lyd. Indtægterne var ikke saa rundelige, som det saa ut til; det offentlige hadde beklippet dem, og vi skal høre breve i en anden toneart.

 

Foruten brevene til Christie er der nemlig fra Schwachs Skiensdage bevaret endel andre, der gir baade utførlige og ganske oplysende bidrag til kundskapen om hans forhold her. Han hadde en i det trondhjemske bosat ven, cand. theol. og maltkontrollør Jacob von der Lippe Hansen (søn av Hans Findal i Solum), som altsaa var fra Skiensegnen, og hvem han baade fra Trondhjem og fra Skien har sendt adskillige epistler[4]). I et langt brev, dateret 2/5 1850, gjør han utførlig rede for sin mislige økonomiske stilling efter overtagelsen av det nye embede, som efter fradrag av pensionen til sorenskriver Wessel (800 sp.) og kontorhold (750 sp.) ikke gav ham mere end 366 sp. at leve av ! Han var derfor betænkt paa, da der ikke var noget andet passende embede ledig, at søke avsked med antagelig 500 sp. i pension. “Men (heter det videre) af 500 sp. kan jeg ikke leve her i Landet, og bliver dette Alternativ valgt, er det min Bestemmelse at drage til Danmark eller Sverige, hvor man kan leve af 500 norske Spd. og hvor, især i Kbhvn. og Stockholm, jeg vilde faae Anledning, som hertillands ei gives, til at høste materielle Frug­ter af mine Kundskaber og min Tid. Men saa er de glade Udsigter, hvormed jeg kom hid, til at tilbringe mit Livs Aften i en kjær Egn og i en Virkekreds, som allerede er bleven mig saare kjær, samt til omsider at faae en Grav ved mine Forældres Side, paa engang forbi; og jeg kan med Frithjof tage Farvel med mit Fædreneland “och med lifvets glädje.”

 

“Efter disse Omstændigheter kan Du begribe, at jeg ikke er ret frisk paa Humeuret. Da jeg igaaraftes, efter at have siddet hele Dagen vred Pulten, reiste mig og fra Vinduet saa Eierne af flere Haver sysselsatte med disses Tilsaaning og Beplantning, fødtes i min Sjel uvilkaarlig følgende Tanker, som jeg straks nedskrev:

 

"O! nu er den kommen, den elskelige Vaar,

Og Maisolen længe er oppe;

Snart Marken sit spraglede Klædebon faaer,

Det lysner alt i Træernes Toppe.

Nu sysler Enhver, som eier lidt Jord,

Ja er det blot en lille bitte Have;

Han planter og saaer, thi han haaber og troer,

Natur, at velsignes med din Gave.

Ak jeg har ingen Jord, ei en eneste Plet

Stor som den, mine Fodsaaler dække;

Jeg har intet Træ, ei et eneste et,

Ei en eneste spirende Hække.

Intet har jeg at vente, Natur, af d i n Høst,

Og arm er mig Høsten af Livet;

Jeg eier endnu fast den eneste Trøst,

Som Gud har de Dødelige givet,

Den Trøst, at naar Jorden de mødige Been

Har taget i de moderlige Arme,

Saa faar jeg vel ogsaa en Sommer med reen

Og Frugter frembringende Varme.

 

Til andre Tider spøger jeg med min usle Stilling, og som Prøve sender jeg Dig et Skjemt, som jeg skrev i Morgenstunden af min sidste Fødselsdag. Jeg er fød paa en Skjærthorsdag. Siden 1793 har denne ei faldt sammen med 28. Marts uden i 1839 og iaar, og dette foranledigede at jeg sidste Skjærthors­dag havde nogle Bekjendte hos mig til en Frokost, der blev ret munter og holdt Laget sammen til langt paa Kvellen. 1861 falder ogsaa Skjærthorsdag sammen med 28. Marts. Men da vil jeg haabe at jeg længe har hvilet. — — Og dermed Stop for denne Gang. Lev vel og vær broderlig hilset fra Schwach, som vil være glad ved at faa gode Tidender fra Dig. Vale!” —

 

Schwach bodde dengang i Lieunghs gaard, øverst i bakken i Kongens gate, likeoverfor den nuværende methodistkirke. Bratsberg Amtstidende 1849, no. 75 indeholder avertissement fra ham om kontor og bolig i gaarden, som dengang ogsaa var lokale for Norges bank. I de centrale dele av byen var der i den tid adskillige haver, som er forsvundne efter branden i 1886, og saa har han da fra sit vindu kunnet følge vaararbeidet i nogle av disse, i kvartalet paa vestsiden av gaten. De verslinier, hvori han har git sin stemning luft (de staar ogsaa at læse i Bratsberg Amtstidende s. a. no. 36) er noget av det bedste han har skrevet, inderlig følt og i en sprogtone, der slet ikke ligner de talemaater hvori han ellers bevæger sig. Han er kommen for et øieblik ut av de slitte gjænger. Tonen minder om “Sæterjentens søndag”; han skulde vel ikke ha læst Jørgen Moes digt og uvilkaarlig formet sin længsels uttryk derefter? Moes første digtsamling utkom i 1850, men saa blir det et spørsmaal om det var saa tidlig paa aaret, at Schwach kan ha kjendt den paa dette tidspunkt. Likheten er imidlertid umiskjendelig, og er der en efterklang tilstede, saa er det det eneste i Schwachs samlede produktion, der røber nogen reel paavirkning av romantikens inderlighet ; trods al virkelig eller pligtskyldig beundring for dens danske heroer var og blev han den gamle tids mand i tanke og form.

 

Mot slutningen av 1850 flyttet Schwach op til Bratsberg, hvis eier Chr. H. Blom var flyttet til Frogner. En av de poetiske frugter av opholdet deroppe paa høiden er “Fyrren paa Bratsberg”, tilegnet Blom og publiceret i “Correspondenten” no. 92 s. a. — Fra Bratsberg skrev han 27/11 1850 et brev til den berømte danske naturforsker Ørsted, hvis forelæsninger han hadde hørt i 1813. Han hadde i 1839 fra Trondhjem sendt Ørsted sit digt “Glasset” og faat tak for “det skjønne digt”. — Nu hadde Ørsted sendt Schwach en hilsen gjennem rektor Musæus; hadde desuten embedsjubilæum 1850, og saa sender Schwach en hel liten buket av digte og et brev, hvorav følgende hitsættes:

 

“Jeg er efter næsten 20 aars ophold i Trondhjem kommen tilbage fra dette borealske Exilium til det sydlige Norge som Sorenskriver i Telemarken. Mine Kaar er for det Første ikke betydeligt forbedrede ; men jeg er kommen til en behagelig Egn, hvor mine første Ungdomsaar henrandt, hvor mine Forældre hvile og hvor jeg ønsker at kunne slumre ved deres Side ; til en Egn, der er Danmark i Rummet saa meget nærmere, at mit Haab om Opfyldelsen af det aldrig opgivne ønske: at gjense Axelstad (>: Kbhvn.) er gjenoplivet.”

— Man ser, hvor sterkt (trods al patriotisme) Schwach hadde bevaret mindet om 1813 og rikernes gamle hovedstad, hvor han hadde pokuleret med Pram og Baggesen og Oehlenschläger. —

 

Der findes, især i de første aar fra 1849 og utover adskillig fra Schwachs haand i de skienske aviser. Endel derav (f. eks. mindedigtene over Christie, Oehlenschläger, Georg Sverdrup) har han selv optaget i sidste utgave av digtene (fra 1856); det øvrige er glemt, men kan hentes frem igjen, eftersom baade Bratsberg Amtstidende og Correspondenten er fuldstændig bevarede. Det var ganske rimelig, at han i Skien maatte ansees som den ypperste av de hjemmehørende poeter; byens frugtbareste leilighetsdigter og vittigste hoved, Schwachs aandsfrænde Pavels Hjelm, var død, og om der end fandtes en og anden versmaker, kunde ingen av dem gjøre Schwach rangen stridig. En spydig indsender i “Krydseren” 1850 skriver: “For en Tid siden var jeg i Skien, hvor blandt andre merkelige Ting Conrad Schwach sidder paa Dommer­sædet, kjeder Publikum, men underholder sig selv ved at kokettere med ”de hulde Ni”, medens Fru Justitia, hvergang han afsiger en ny Dom, sætter ham en ny Voxnæse paa, der immer er anlagt etter en langt større Maalestok end hans egen, og den er, som han selv siger, stor, skapt til Briller og Snus”. Denne yttring er, saavidt bekjendt, den eneste offentlige antydning til, at han som jurist ikke skulde holde maal og være sin stilling voksen.

 

Schwach var en ivrig besynger av vore ældste dampskibe. I hans samlede digte er der en rubrik “Dampbaadssange”, hvor vi har dem paa rad: Constitutionen, Prins Carl, Prins Oscar, Prins Gustav. Sangen til “Prins Oscar” ( vort første private dampskib, anskaffet av bergenserne) er ikke med i utgaven fra 1856, men averteres i Morgenbl. 1828 no. 174 med, med musik av Waldemar Thrane, “Fjeldeventyret”s bekjendte komponist. — Det var da rimelig, at Schwach maatte gripe harpen, da “Statsraad Stang”, den første dampbaat paa Telemarkssjøerne, løp av stabelen paa Gaasodden i Fjærekilen 20/12 1851 og begyndte sin fart vaaren 1852. I sidste anledning skrev S. et digt til samme melodi (“Vift stolt paa Codans bølge”) som sangen til “Constitutionen”:

 

”Du Barn fra Britens Strande,

Du Grenlands Fostersøn!

Nu aabnes frosne Vande,

Og snart er Bredden grøn.

End ligger du og sover

I Fjærekilens Bugt;

Men snart i Skum af Vover

Begynder du din Flugt.”

 

Kort efter gjorde “Statsraad Stang” en lysttur med 200 passagerer opover Norsjø. Ved Gvarv kom amtmand Aall og sorenskriver Schwach om­bord, der blev saluteret, og til ære for Schwach spiltes flagsangen. Den var jo dengang endnu i alle munde.

 

Samtidig fik han en poetisk raptus i anledning begivenheterne i Frankrig. Digtet, dateret 5te mai (Napoleons dødsdag), er i sonnetform, som S. ellers aldrig har benyttet. Han minder om, at den dag tok Frankrigs ære enkeslør, men synes nu at ville indgaa en ny forbindelse:

 

”Mon Enken nu vil Sløret atter kaste

Og sig igjen med Brodersønnen gifte?

Han synes meget længselsfuld derefter.

 

Men Enken raader jeg af alle Kræfter

Forbindelsen forsigtigen at stifte

Og fremfor Alt sig dermed ei forhaste.”

 

Fra Skiens-perioden skriver sig Schwachs, saavidt man vet, eneste dra­matiske forsøk. Han hadde i Trondhjem for en theaterforestilling i 30erne foretat en bearbeidelse (forkortning) av Oehlenschlägers “Tordenskiold” og le­vert baade prolog og epilog dertil; i Skien drev han det til at skrive en farce “Formandskab og Djævelskab eller Magistraten under egen Forsegling”. Den blev opført og nævnes ogsaa i Halvorsens forf. lexikon, men noget eksemplar derav har ikke kunnet opdrives; den synes haapløst forsvunden. Av titelen kan man vel slutte sig til farcens point : en magistrat, som blir indelaast og forseglet i et skap. Noget større tap for litteraturen er vel dens forsvinden neppe.

 

 

Schwachs økonomi maa ha bedret sig betydelig i 1851. Med hans formand Wessels død i dette aar indtraadte en stor forandring, idet den trykkende pension bortfaldt, hvorved nettoindtægterne av embedet ialfald kom op i i 200 spd. Naturligvis har Schwach havt generende gjældsposter fra tidligere dage at trækkes med. Ved avreisen fra Trondhjem fik han saavidt bjerget sin myntsamling, som kreditorerne vilde lægge beslag paa, og selv fra den fjerne Arendalstid dukket fordringer op. En gammel Skiensborger har derom fortalt, at han fra Arendal fik en slik fordring (paa ubetalt husleie) til inddrivning; han avla i den anledning en visit hos Schwach paa Bratsberg, og denne sagde da: “Kom igjen da og da, saa skal jeg se at finde en grøn (>: en femti-dalerseddel) til Dem.” Ja han kom til avtalt tid og fik — et litet hefte i grønt omslag, Schwachs skrift om Trondhjems domkirke!

 

Om en lignende poetisk omgang med gamle gjældsposter har hr. D. Cappelen meddelt følgende: Schwach forlot Arendal med gjæld til brødrene Dedekam, som sendte et skriftlig krav i datidens høflige kjøbmandssprog. Heri mindet de ham om at “Vor herre ved sin nærværelse i Arendal lovede at betale gjælden” (antagelig ved S.s. ovenomtalte besøk i Arendal 1849). Men Schwach svarte, at han ikke vovet at lægge sig op i “Vor herres” affærer; hadde han lovet at betale, vilde S. være ham taknemlig og ikke skjænke disse penge flere tanker! — Det bør tilføies, at Schwach fra Trondhjem sendte Morten Dedekam (ved hans utnævnelse til maaler, veier og vraker) et rimbrevr, saa sprudlende og let, i ægte Wessel-Baggesens manér, at det nok kunde tjene som et klækkelig avdrag; det findes optat i digtsamlingen fra 1856. — Schwachs lyst til smaa poetiske skøierstreker gav sig utslag paa mange maater; paa hans kontor hang en erindringsliste med følgende overskrift:

 

“O glæder Jer, I Møl, der roder i Archiverne,

Thi meget af det Gods, der her optegnet staar,

Blev til for Eders Skyld, og derfor Sorenskriverne

Opfostringsbidrag tro Jer yde Aar for Aar!”

 

Hr. Cappelen fortæller ogsaa, hvorledes Schwach engang uforskyldt fik sig en bedre middag: “Gamle Jørgen Flood paa Vold var medlem av tilsyns­komiteen for Skiens bankavdeling. Han spiste da gjerne middag hos min moder, naar han ved tilsynsmøter kom til Skien, og fik da en ældre herre til selskab, i regelen min morbror sorenskriver N. B. Cappelen. En ny tjenestegut fra Solum, som ikke kjendte nogen anden “skriver” end skriveren der, gik feil med invitationen, og til middagen kom — Schwach, pyntet og høiti­delig. Tableau! Ingen forklaring, god mat og vin og stor tilfredshet.”

 

Et vidnesbyrd om bedringen er, at Schwach i 1851 flyttet fra Bratsberg ned paa Gjemsø, hvor han av skibsreder Nicolai Ørns enke kjøpte hendes gaard i Klostergaten, til venstre like utenfor Damfosbroen. Hermed var han, vistnok for første gang i sit liv, huseier og var desuten saa heldig, at gaar­den brændte i en stor ildebrand 1854 og at han slap at føre den op igjen, eftersom det offentlige hadde bruk for tomten til regulering. Han kunde altsaa stikke assurancesummen i lommen. — Intet under, at vi i 1855 finder ham kry og veltilfreds ute paa Christiansro ved Tolleskoven. Schwach kjøpte ikke gaarden, som var opført av skibsfører Christian Nord 1835, men bodde tilleie i hovedbygningen, medens eieren (lensmand Jacobsen) holdt til i en sidebygning. Her kunde han da leve efter sit hjertes lyst, plante og saa i en stor have, finde god plass til sine samlinger ; og saa var han paa landet, til og med i sit elskede Solum! — I et langt brev av 14/1 1855 til sin “kjære Jacobus” (Hansen) gir han et humoristisk uttryk for denne veltilfredse stemning:

 

“Jeg er grumme vel tilmode ; thi den merke Aarstid er overstanden, og Solen skinner Kl. 10 Form. vakkert ind i min hyggelige og smukke Arbeids­stue gjennem en to Etages Række af deilige Zwibelblomster, deriblandt en pragtfuld Amaryllis (her har S. i brevet tegnet 4 blomsterpotter). Kristine er den gamle gode Husbestyrerske. Det har glædet baade hende og mig udenom at erfare, at de temmelig talrige Gjæster i et Par Julelag hos mig have fundet sig i højeste Maade tilfredse med Beværtning og Opvartning, skjønt hun til ingen af Delene har havt anden Hjælp end Tjenestepigens.” — Jamænd var dit Nytaarsbesøg (>: Hansens brev) mig kjært, min gode Hansen, og kjæ­rere endda skal det være mig, naar jeg — som vel engang skeer — kan modtage Dig personlig og viva voce (>: mundtlig) vexle de vingede Ord og føre Dig omkring i mine huuslige Omgivelser, der virkelig ere saa behagelige som en Enkemand [5]) bør ønske det. I Slaabrok finder Du mig ikke mere, jeg er bleven yngre — skal jeg sige os — end jeg var i det formaledidede Nidhjem, hvor mange Forhold, som jeg nu er reent og aldeles emancipert fra, gjorde mig gammel før Tiden. — — Graa Haar er vakkre, siger jeg, for mine er halvveis graae og blive det vel helveis, om jeg faar leve en Stund, hvilket jeg baade ønsker og haaber. Min legemlige Sundhed er nogenledes og min aan­delige aldeles usvækket; det Haab, hvormed jeg drog hid, er just ikke ganske, men dog tilstrækkelig opfyldt. Jeg har en behagelig Embedsstilling i en af Landets interessanteste Egne, sorgfrit Udkomme og Evne til at hjelpe min Familie. Temmelig rige Samlinger fra Videnskabens og Kunstens Verden fin­des i mine Værelser; i min Have skal Flora og Pomona forhaabentlig trives godt. Spisekammer og Kjelder ere velforsynede. Hvad skal man saa hige efter mere?”

 

“Jeg interesserer mig meget for det nu paabegyndte Canalarbeide, og da det vistnok vil være Dig kjært som gammel kjendt paa Stedet, sender jeg Dig et lidet Rids, der vil vise Dig, hvorledes man nu omskaber Localiteterne. Naar nu disse Forberedelser ere gjorte, og Dæmninger opførte, hvorved alle Sauge blive Aargangsbrug og Ellstrømmen forsvinder, saa begynder man at sprænge sig gjennem Fjeldet forbi Skotfossen og bygge Huser i Spalten. Jeg ønsker virkelig at opleve den Dag, da man kan komme i Baad lige fra Bryggevandet til Hiterdal. Der er noget storartet i saaledes at beseire Naturen.”

 

“Nu ser Du, min gode Jacobus Johannides (>: Hansen) hvorledes det staar til hos gamle Agetøren (aktøren, spasmakeren?) som Bønderne gjerne kalder mig. Noget Nyt udenfor Huset veed jeg ikke at berette. — — I Lortebæk er mig bekjendt intet Nyt uden den smukt ombyggede og ret elegante Bygning for den lærde og Realskole. Lammers og hans Apostle, kvindelige som mandlige, rase som de længe have gjort. Et Julebal kunde ikke komme igang. — — — Jam charta repleta est et exhaustus pæner fons epistulæ (>: papiret er fuldt og ku­den næsten tømt). Altsaa lev vel! Skaf Sigrid en Broder ! vær broderlig hilset af

 

Din Schwach.”

 

Brevet, som med sine klassiske reminiscentser, og sin gemytlige spøgetone og sin hjertelighet er en god prøve paa Schwachs brevstil, indeholder ogsaa nogle satiriske vers mot Bratsberg Amtstidendes daværende redaktør adjunkt Arctander, som holdt avisen i en strengt opbyggelig tone. Schwach har samtidig indrykket digtet i Correspondenten s. a. no. 6. — Javist kunde man paa forhaand vite, at der maatte være et svælgende dyp mellem Schwach og Lammers og hans “apostle”. Og dog var der ialfald ett punkt, hvor de kunde møtes paa nøitral grund: begges utprægede kjærlighet til billedkunsten. — I anledning av, at Arctander i sin avis hadde aapnet et felttog mot luksus, gir Schwach i ovennævnte vers Skien attest for, at

 

“mer luxusfri, meer nøgtern neppe kan

paavises nogen Bye i noget Verdens Land.” —

 

Kristiansro (Solum)

Christiansro er i det væsentlige uforandret som gaarden var i Schwachs tid; kun er vinduerne moderniseret, og det indvendige ved oppudsning noget forandret. Schwachs husstand bestod i disse aar av hans gamle husholderske Kirstine Rynning og en pleiedatter Ella. En yngre broder August tok han sig meget av og skaffet ham gaarden Reistad ved Drammen (han blev senere stationsmester paa Aamot ved Randsfjordbanen); en anden broder, cand. theol. Immanuel S., var død for flere aar siden. En søster Elise, enke efter skibs­fører Bomhoff i Porsgrund, var meget musikalsk, og underviste i pianospil og harmonilære. Blandt tegnene paa den nye velstand i Schwachs hus var an­skaffelsen av et prægtig piano. Forresten melder traditionen, at sølvtøiet gjorde hyppige reiser til byen som depositum og blev indløst, naar gagen indløp, saa kontantbeholdningen var nok ikke altid i ønskelig tilstand. Gammel vane er vond at vende!

 

Det var hans gode ven og dusbroder foged Borchsenius paa Mela, som i embeds medfør hadde at forsyne vor sorenskriver med midlerne til at nære og pleie denne veltilfredshet. Der er bevaret nogle breve fra Schwach til Borchsenius (i Skiens højere skoles manuskriptsamling), væsentlig om forretninger og penger, men paa Schwachs manér pebret med alskens pudsige indfald. I et av dem inviterer han fogden til en “dejeuner à la fourchette” (>: gaffelfrokost) kl. 12 med paafølgende l’hombre (midt paa dagen !) og paalæg om at melde ankomsten i betimelig tid forud, thi “vi ville leve godt” ! — Hvad Schwach forstod ved at leve godt, kan ogsaa oplyses; spisesedlen ved hans gjæstebud var konstant og lød bestandig paa:

 

Fiskepudding

Oksesteg

Risengrynspudding med rød sauce

Rosiner, mandler, kransekake.

 

Schwach hadde en utmerket appetit, og hans bedrifter i matfatet grænset undertiden til det groteske. Der fortælles saaledes, at han engang paa en tingreise opholdt sig paa Dolva, netop som der var kokt en stor portion “slaatte­grøt”. Schwach skulde da ogsaa smake paa grøten og fik en portion. Den hadde mersmak, og der blev øst op en til. Denne fik ogsaa efterfølgere, og da S. var færdig, hadde han sat tillivs hele partiet. Men da var det ogsaa nær gaat ham som det gik hans digterkollega Sneglu-Halle, som sprak over grøtfatet i Harald Haardraades tid. Schwach sat urørlig og “mådde illa”, indtil husfruen, som skjønte hvad der maatte til, bragte ham et ølglas fransk brændevin, tilsat med pepper; da kviknet han til igjen.

 

Da auktionsprotokollen over hans indbo og samlinger er bevaret, er det en let sak at montere hans bolig i alle enkeltheter, like til bokhylden og dens indhold. Pragtrummet var hjørnestuen med sofa, lænestol og 12 stoler (bjerk) med grønt betræk; divanbord, 2 spillebord av mahogni; pianoforte; damaskes bordtepper. Paa væggene litografier og staalstik (et snes stykker fra Dresdener galleriet og Thorvaldsens museum). I kontoret: sofa, 10 stoler, 2 taburetter (bjerk med sort betræk); bokhylder og skap (til myntsamlingen); tobaksdaaser og snusdaaser; malerier av Hurum og Solum, litografi av Ringsaker; portrætter av Neumann, Jacob Aall, Christie, Foss, Sørensen, Lyder Sagen, Bierregaard, Maurits Hansen, Sylv. Sivertson, Wergeland, Carl Johan, Rafael, Thorvaldsen, Mozart, Shakespeare, Homer, Ossian; prospekter av Christiania, Porsgrund, Arendal, Skien og Trondhjems domkirke. — I bokhylden bl. a. skrifter av Rahbek, Ewald, Sneedorff, Rein, Pram, Mad. Buchholm, Fr. Schmidt, Riber, Cl. Frimann; almanakker 1701-1800; Morgana 1820 og 1821. Sjofna, Dan, Norrøna, Tiden o. s. v. Dette rum var selvfølgelig Schwachs private arbeids­værelse; sorenskriverkontoret laa i en av de vidløftige uthusbygninger. — Saa var der 2 gjæsteværelser, sengkammer o. s. v. hvis utstyr er av mindre in­teresse. — Blandt de flotheter S. tillot sig i. disse lykkelige aar, var kjøpet av 220 litografier efter Dresdener-galleriet; bokladeprisen var 400 spd. men gjen­nem maleren Johan Dahl (bosat i Dresden) fik han dem for 230 spd. som utbetaltes til Dahls svigersøn ekspeditionssekretær Bull i Kra. Pengene dertil tok han av en til embedet hørende indtægt, de saakaldte rekognitioner av enker, hvorom han hadde ligget i krangel med det offentlige, og som departe­mentet endelig hadde bekvemmet sig til at utbetale (brev til Borchsenius av 21/4 1855). Det var et utvalg av denne billedskat, hvormed han prydet sine vægger. Et av dem, Corregios “Nat” (nu i museet paa Brekke) har han paa baksiden forsynet med en kunsthistorisk notice, hvori han betegner det som verdens berømteste maleri, og følgende digt:

 

Lucas Evangelium

cap. 2, v. 10—12,

Som Herrens Engle havde det forkyndt

For Hyrderne paa Betlehemske Enge

At finde skulde de som nys begyndt

I Krybbe og i Svøb Dens Liv, som, længe

Forjettet, skulde ned til Jorden stige

Og aabne Veien til sin Faders Rige.

 

Saa see vi det i dette Kunstens Værk,

Der hviler Han, paa Moderarme baaren.

Fra ham gaaer Lyset ud saa mildt og stærk

Som Ordet, til hvis Tolk han blev udkaaren.

Det skjønne Lys de glade Hyrder blænder

Mens Glød af saligt Haab det tænder.

 

Fra Himmelhvælvet Englene med Fryd

Og signende paa Gudesønnen skue,

Naturen selv ifører sig sin Pryd;

Fra Dæmring glimter Morgenrødens Lue:

Marias Aasyn straaler lyst af Glæde,

Imens hun fæster Blikket paa den Spæde.

 

C. N. Schwach,

i Decbr. 1854.

 

Det er ovenfor fortalt, hvorledes Schwach i 1852 paa Gvarv blev erind­ret som flagsangens digter. En lignende hyldest, endnu mer demonstrativ, fik han i sit sidste leveaar, den 17de mai 1860. Det var statholderstridens aar, der var spænding i gemytterne, og grundlovsdagen blev landet rundt feiret med større intensitet end vanlig. Her i Skien blev det anset for en hindring for dagens høitideligholdelse, at den faldt paa en søndag; politiske gudstjenester laa fjernt fra folks tænkesæt, og branden fra Lammers-bevægelsen var endnu ikke sluknet. Der blev dog holdt en, som det synes, vellykket fest i Kloster­haven, som velvillig var stillet til disposition, med tale og sang for dagen av adjunkt Stoltenberg, av Bagger for kongen og av student Mørch for fædrelandet. Saa drog hele forsamlingen ut til det nærliggende Christiansro for at hylde Schwach med et “leve flaget”. Han kom frem paa trappen og var meget bevæget, da folkeskaren fyldte det rummelige tun, og flagsangen bruste ham imøte. Det var hans livs store øieblik. — — Et par dager efter var Ole Bull i Skien og gav koncert, hvor han frydet tilhørerne med variationer over flagsangen. Saa kom der storflom, damfosbroen gik i fossen, og folk fik ogsaa det at tænke paa. Det var bevægede dager, med glæde og strid, skræk og spænding. Schwach hadde længe lidd av gigt i benene. Et av brevene til Borchsenius er dateret “Podagrahavn”, og i et andet beskriver han, hvorledes han sitter med begge ben støttet paa puter for at kunne holde ut ved skrivebordet. Det var vistnok denne sygdom, der i forening med hans uforsigtige levevis uttømte hans kræfter. — Den 9de september kl. 4 om morgenen drog han sit sidste suk og blev begravet paa Solums kirkegaard den 15de i overvær av en talrig skare fra byen og egnen. Skiens sangforening utførte sangene i sørgehuset og paa kirkegaarden ; talen holdtes av personelkapellan Bull. “Correspondenten” viet ham en sympathetisk nekrolog, hvori det tilslut heter : “Det var en elskværdig Personlighed, der ved sin Hjertelighed og sit muntre Vid maatte indtage Enhver, med hvem han kom sammen; han var en oprigtig og trofast Ven og hadde en varm og uskrømtet Følelse for Sandhed og Ret, en Følelse som han ikke sjelden udtalte med en djærv Frimodighed og uden Persons Anseelse. Ved disse Egenskaber saavelsom ved sin Digtervirksomhed har Conrad Schwach vundet et kjært og agtet Navn, der længe skal leve i taknemlige Landsmænds Erindring.” — Hans gamle beundrer “Rungolf” ofret ham et høitstemt digt i Hortensbldet “Gjengangeren”, og “Christianiaposten” avtrykte efter en dansk avis en længere nekrolog, av sig­naturen F. B. (>: Fredrik Barfod). — Schwach fik saaledes sit ønske op­fyldt, at hvile hos sine forældre. De var da forlængst døde: Moderen (Elisa­beth Nielsen) 1813, faderen 1834; stedmoderen (Arnborg Cudrio) 1844. Hu­struen, som ovenfor nævnt, 1836 i Trondhjem. Da hans hus opløstes, flyttet pleiedatteren og den gamle husholderske til Trondhjem og søsteren Elise Bomhoff til Drammen. Descendenter av broderen August lever paa Fredrikshald som de eneste bærere av det velkjendte familienavn. —

 

Den 26de sept. holdtes paa Christiansro registreringsforretning, bestyret av cst. sorenskriver Kaare (Schwachs fuldmægtig) med Thomas og Halvor Bjørntvedt som vidner og taksationsmænd. Schwachs testamente var dateret 27/5 1854; arvingerne var:

 

Karen Kirstine Rønning.

Ella Fredrikke Schwach (med Abraham Nielsen Bergan som curator og værge).

Samuel August Schwach (i Skouger spr. Drammen).

Elise Bomhoff, f. Schwach (i Saude).

 

Endel løsøre og pretiosa var forbeholdt arvingerne, deriblandt 5 familieportrætter til Ella og 2 do. til tjenestepiken Mina Funnemark. — Auktionen over indbo og løsøre begyndte 13/12 1860 og varte i 3 dager; av sølvtøiet blev det store drikkehorn (gave fra venner i Skien) kjøpt av Peder Findal og eies nu av frk. Tony Borchsenius i Kra. En snusdaase av sølv (vennegave fra Trondhjem) er hos familien Borgen i Bø. — Et par maaneder efter gik boksamlingen og de talrike litografier under auktionshammeren. Denne auktion (som tok 5 dage) blev,

C. Schwach.

som rimelig kunde være, holdt i byen, i Anders Chr. Farvoldens gaard. Bøkerne var ordnet og katalogiseret av overtoldbetjent Frellsen og overlærer Stoltenberg. Sammen med billederne var det ca. 1500 nummere, som her strøddes utover. En hel del derav er vistnok senere gaat tapt i Skiens brand; men ret som det er dukker endnu frem billeder og bøker, som har tilhørt Schwach, og utover de nærmeste bygder skulde vel endnu findes adskillig. — Det maa i høi grad beklages, at Schwachs manuskripter (og breve?) ikke blev tat vare paa. Der siges, at de i en aarrække blev brukt til indpakningspapir hos en kjøbmand. Deriblandt var antagelig ogsaa manu­skriptet til hans “Erindringer”, som allerede i 1848 fyldte over 300 foliosider, efter hvad han fortæller i et brev av 16/9 s. a. til Christie. Maurits Hansens breve til Schwach er bevaret og utgivne av prof. L. Daae (i “Bidrag til Norges historie”); formodentlig har S. selv overdraget dem til M. Hansens efterladte. Christies breve til ham er reddet derved, at de er indført i C.s egen kopibok, som opbevares i Bergens museum.

 

Det er snart gjort at tælle de digte av Schwach, som kan siges at være helt igjennem vellykkede, og det er egentlig bare et eneste et, som endnu flyter ovenpaa tidens strøm. Det er nu forresten en skjæbne han deler med saa mange andre. Av den engang forgudede Tullin er der et eneste digt (og av dette egentlig bare 8 strofer) som vi nu synes der er saft og kraft i; og Mauritz Hansen, den mest begavede i triumviratet, som selv “Den Constitu­tionelle” tok hatten av for — hvormange er det vel, som læser andet av ham end “Lille Alvilde”, som er kommet ind i læsebøkerne? — Men at Schwach hadde “en gnist av digterilden”, er sikkert nok; derom vidner flere av de ovenfor citerede vers, og han var sig ogsaa dette bevisst, med en forening av beskedenhet og selvfølelse. Den sidste kunde trænges likeoverfor den haard­hændte kritik som han blev gjenstand for, av “det nye skjaldskabs exaltados” (et uttiyk av Rungolf). I 1856 utgav han en ny utgave av sine digte, et utvalg hvormed han mente at kunne begrunde sit fra Horats laante “non omnis moriar” (>: jeg skal ikke ganske forsvinde), og i fortalen gjør han op med sin samtid om dette punkt og appellerer til efterslægten. Det kan falde vanskelig at efterkomme denne appel ut fra et blot og bart æsthetisk, kunstvurderende standpunkt. Derimot kan det ikke nægtes, at der er noget i hvad han bemærker i fortalen til den første, omstændeligere utgave (1837—46): at meget deri ikke har synderlig værd i sig selv, men faar det ved de emner han er kommet i berøring med. Der er noget naivt og barnlig ved dette, men det er karakteristisk for tiden, og selv Wergeland hævdet leilighetsvis en lignende opfatning. Klenodierne (fædrelandet, constitutionen, flagget, patriotismen) var saa hellige, at de laante sin glands ogsaa til de ufuldkomnere hymner til deres ære.

 

Man faar da tage hele bunken og hele Conrad Schwach i liv og digt, som et tidsbillede, en avspeiling av et halvt aarhundrede av vort folks liv, en politisk og litterær barnealder, hvori det gamle stedes til hvile og det nye vokser frem. Schwach er igrunden den mest rendyrkede type for en forsvunden klasse mennesker: embedsmandsdigterne. De var dette allesammen, fra raad­mand Tullin til bureauchef Wergeland og professor Welhaven. Og saa har han hele det 18de aarhundredes geschäftige alsidighet: han er jurist og embedsmand; interesserer sig for oldtidsminder; er numismatiker (myntkjender), bok­samler, billedsamler; tegner, synger og komponerer melodier; sidst og ikke mindst digter; altid færdig med pennen til at drysse vers utover slægt og ven­ner, store og smaa, saa alsidig, at han omspændte hele skalaen fra drikkevisen til salmen. Denne person, der i det ene øieblik syntes skapt av punsch og snustobak og lystighet, kunde i det næste sætte sig hen og skrive choraler til sørgefesten over Carl Johan (i Trondhjem 1844) eller et digt som det ovenfor meddelte over Corregios “Nat”. Og saa dertil en utmerket makker ved boston­bordet og bægeret!

 

At der ikke kunde blive nogen romantiker av en saa mangesidig person­lighet, ligger i sakens natur. Der kunde ikke bli mundharpeklang og felespil med skjælvende understrenge som hos A. Munch, Welhaven og Jørgen Moe, uagtet han saa inderlig gjerne vilde være med, synge om sagn og nationale emner han ogsaa. Av hele sin yngre samtid har han bare beundret Werge­land (av hvis digte han aaret efter W.s død utgav et utvalg, likesom han flittig har utgit arbeider av Zedtlitz, Bierregaard og Mauritz Hansen); de andre nævner han aldrig, og der er ikke spor av, at han har forstaat det litterære gjennembrudd i 40erne. Og dog har han været i berøring med de kræfter, hvorfra bevægelsen hadde sit Utspring; blandt de utoverstrødde levninger av hans bibliotek findes et værdifuldt litet samlebind med optryk av Edvard Storms døleviser, Hansons telemarksdigte, de sidste i en velredigeret avskrift med Schwachs egen haand, og Mons Lies (Jonas Lies oldefaders) krigssang fra 1808 med en tilføiet melodi (gammel halling) av stor interesse.

 

Utsigt til Telemarken fra Solum.

 Solurn kirke og prestegaard ligger inde i en prægtig granskog, paa en høide omtrent en halv mil fra Skien. Ingen av dem er synderlig gamle ; kir­ken er bygget av amtmand F. G. Adeler 1766 og kan hverken i alder eller utseende maale sig med Gjerpens ærværdige, fra middelalderen stammende fylkeskirke. Beliggenhet og omgivelser er ogsaa høist forskjellig: medens Gjerpens kirke er synlig fra alle sider paa lang leid, omgit av opdyrket land, ligger Solums skjult av mægtig skog, i en romantisk ensomhet, som ogsaa har sin store tiltrækning. Og likesom Gjerpens kirke er hvilested for den Løvenskioldske familie paa Fossum, saaledes er Adelerne fra Gjemsø bisat i Solums. Stedet mangler altsaa ikke historisk duft. — Præstegaarden var i Immanuel Schwachs tid en enetages bygning og blev paabygget i 40erne. —Inde paa kirkegaarden hviler da Conrad Schwach like ved siden av sin fader; begge grave har ensartet utstyr med et ornamenteret jernkors. Han fik saa­ledes lægge sine ben i hjemlig jord, ved de enge, hvor han som barn leket med sin kjære Mauritz, og i den del av Norge, hvor han efter hele sin natur og utvikling hørte hjemme: i kystlandet, med den aapne færselsvei over Ska­gerak til Danmark, paa landsbygden, som han yndet, og dog nær byen, som han nok kunde spotte over, men allikevel ikke undvære. Gaar man nogle skridt nordover, forbi prestegaardens bygninger, aapner sig en overraskende utsigt over Norsjø mot Telemarkens fjerne fjeld. Det er romantikkens for­jættede land, de “huldreblaa tinder”, som han aldrig med sin aand naadde ind i.

 

I sit digt ved Bjerregaards død siger Wergeland, at naar blaaklokkerne paa hans grav svaier i vinden, vil “Aagots søde Vise” (sæterjentens sang i “Fjeldeventyret”) klinge ut fra dem. Man maa ønske noget lignende om Schwachs. Har vindens pust gjennem græsset paa graven nogen musik for efterslægten, og er vi lydhøre nok til at opfatte den, da vil det være „flag­sangen” som klinger til os, fjernt og svakt som fra et hundredaarig klaver. Den bruste engang som en fos, og dens toner lød engang fra Ole Bulls bue.

 

“Non omnis moriar”!

Schwachs grav.

 


[1] Professor i filosofi. Deltok i “notabel-møtet” paa Eidsvold 1814.

 

[2] Herom maatte han dog senere sige som Per Gynt: “Kom senere til andre resultater” —hvorom mere nedenfor.

[3] Einar Tambarskjelves gaard.

[4] Brevene har senere tilhørt Jacob Hansens datter, fru Sigrid Lie (+ 1910) i Skien.

[5] S.s hustru Anna Margrethe Heide var død i Trondhjem 1836.