XIV.

 

Christen Prams besøk i 1805 og indberetning

om byens næringsforhold.

 

 

I slutningen av 1805 fik Skien besøk av en av datidens mest bekjendte mænd, digteren og statsøkonomen (en besynderlig og for den tid meget karakteristisk  kombination!) Christen Pram.  I det 18de aarh.s sidste dage optraadte han som utgiver av det velrenommerede tidsskrift “Minerva” og forfatter av baade skuespil, episke og lyriske digte. Hans store fortællende digt “Stærk­odder” er vel omtrent ulæselig for nutiden; men han hadde en lyrisk aare og har f. ex. leveret en fri omdigtning av Horats’s “Integer vitæ”, som godt kan læses og nydes den dag idag, ikke mindst paa grund av den flothet, hvormed han har henlagt scenen til sin fødeegn Gudbrandsdalen og omgjort den romerske digters “sødtsmilende Lalage” til en likesaa søt norsk Sigrid! Han skrev ogsaa (1794) et prisskrift om et vordende norsk universitet, et av de mange utslag av hans forkjærlighet for sit fødeland. Pram var nemlig født i Lesje, av gammel norsk slægt (paa fædrene side i nogle, paa mødrene side i mer end tyve slægtled, siger han selv) og fastholdt, uagtet han vokset op i Danmark og levet der sin meste tid, med stor ihærdighet sin norske nationalitet; i 1814 søkte han endog om at bli ansat i et eller andet litet embede for helt at bli nordmand i det nye Norge. Et brev (dat. 27/7 1814, trykt i L. Daaes “Akt­stykker til Norges Historie i 1814”) viser den flammende lidenskap, hvormed hans brusende gemyt fæstet sig ved denne tanke og hvor krænket han følte sig over den lunkenhet man viste hans tilbud. — Pram var fattig og forgjæl­det. I sine sidste leveaar fik han et indbringende embede som toldinspektør paa St. Thomas (Vestindien) og døde der 1821, samme aar som hans norske samtidige Zedtlitz og Rein: Et poetisk trekløver av “embedsmands-digtere”, med fælles patriotisk grundakkord fra det 18de aarhundredes livsopfatning, men ellers forskjellig nok.

 

Pram var justitsraad og deputeret i det “Kongelige General Land-Økonomi og Commerce-Collegium”, da han av denne institution med det lange navn fik det ærefulde hverv at gjennemreise Norge og avgive indberetning om den øko­nomiske tilstand i byer og bygder. Til dette arbeide var han ganske vel rustet ved kundskaper, arbeidsdygtighet, interesse for saken, kjærlighet til landet (stimulert ved den stadige omgang med nordmænd i Kjøbenhavn) og sidst, men ikke mindst ved sin evne til at vinde hjerterne hvor han kom. I de bevarede breve til ham fra opholdet i Norge er der en tone, som sikkert ikke bare skriver sig fra ønsket om at fremstille sig selv og sit sted i det gunstigste lys for regjeringens utsending. - I to aar, 1804 til 1806, tok da Pram saa meget han kunde overkomme av Norge, omtrent alt til og med Trondhjem (undtagen kysten mellem Stavanger og Molde) og nedlagde frugterne derav i et vældig manuskript, hvis original er i Kjøbenhavn, men hviorav det norske kildeskrift­fond har bekostet en avskrift til sine paa vort universitetsbibliotek opbevarede samlinger. Desuten har univ. biblioteket en stor samling av de breve og meddelelser (fordetmeste fra norske embedsmænd) paa hvilke han har bygget sin indberetning ved siden av, hvad han paa stedet har iagttat og optegnet.

 

Utstyret med et “aabent brev” (dat. 12/6 1804) fra ovennævnte collegium reiste Pram i det nordenfjeldske i 1804 og gjorde i januar 1805, da han be­søkte Grevskaberne, en avstikker fra Larvik over Eidanger forbi Skien og op til Saude, hvorfra han over Kongsberg vendte tilbake til Kristiania. Utpaa sommeren kom han igjen. Denne gang gik reisen over Kongsberg til Saude (hvor han yndet at opholde sig, da prestefruen var hans tante), derfra gjen­nem Telemarken og Sætersdalen til Kristianssand og Stavanger, og derfra langs kysten til Arendal og videre op til Skiensfjorden. Sin ankomst hit hadde han forberedt ved fra hovedkvarteret Saude prestegaard (14/8) at skrive et længere brev til amtmand Løvenskiold:

 

“Søvde i Tellemarken 14 Aug. 1805.

S. T.

Hr. Amtmand v. Løvenskiold

 

Deres Høyvelbaarenheds gamle Venskab fra den Tid jeg havde den Ære at have Dem i Oeconomie-Collegio til Sidemand, og den Bevaagenhed, hvor­med De havde den Godhed at fornye det, da jeg sidste Vinter mødte Dem i Christiania, gjorde mig det bedrøveligt, da jeg siden i afvigte Januar gjorde et Sving gjennem Tellemarken, at vide at De ikke var hjemme, og at jeg følge­ligen ej, som jeg saare havde ønsket, (var) istand til at opvarte Dem, skiøndt det dengang kun kunde blevet for et øyeblik. Nu er jeg som De af oven­staaende Steds-Datum vil slutte, igjen i Tellemarken. Jeg har faaet Ordre at besøge Stavanger og samtlige Vestlandets eller Christiansands Stifts sydligere og vestligere Kyster. Jeg prøver paa at lægge Vejen til Stavanger tvert ind over Tellemarken og Raabygdelauget, og over Fieldet ind i Ryfylke. Om det gaar an, kommer jeg efter i Morgen og Overmorgen, da jeg haaber at arri­vere til Sillejord og saa ind til Hvidesøe til Fogden, Justiceraad Cloumann o.            s. v. Jeg har forsømt forud at anmode Deres Høyvelbaarenhed at beordre godt Veir for mig, medens jeg passerer Deres Amt. Jeg kom hid i Søndags Aftes, og kan ikke klage over Veiret hidtil; dog idag brygger det til Regn. Men derimod blev jeg paa 10 Timers Riden over den fordømmelige Vej paa Meheja saa forstødt, at min Tante her ikke har kunnet give Slip af mig, førend hun saa mig lidt i Stand igjen. Jeg kommer, meener jeg, om 6-8 Dage til Stavanger, bliver der en Uges Tid, eller omtrent; en Uges Tid paa Veien ned til Mandal i Stæderne Egersund, Flekkefjord og Farsund; en fjerde i Christiansand og Arendal; en femte inden jeg naaer Scheen.

 

Det skulde smerte mig, om Tilfælde og Omstændigheder skulde gjøre, at jeg da ej skulde finde Dem ædle Ven og Velynder, for at opvarte Dem i Deres Hjem. Jeg veed Embedsmanden kan ej være Herre over sin Tid. Skulde De forudsee, at Forretninger eller Anliggender, hvad det var, skulde bortkalde Dem det sidste Par Uger af September, eller at nogen Tid især skulde da blive meer eller mindre ubeleilig for at unde mig en halv eller heel Dags Conversads, saa viis mig den Continuation af gammel Bevaagenhed, derom ved et Par Ord at underrette mig, saa jeg i Christiansand eller Arendal kunde antræffe saadan Anviisning, da jeg i Følge samme kunde enten paaskynde eller lidet forhale mit Ophold. Naturligvis er der ved en Udsendelse som min intet at udrette uden ved Anviisning og Conference med Mænd, ædle Velynder, som Deres Høyvelbaarenhed. — Der er allerede forekommet mig et og andet som jeg ønskede at tale med Dem om, og mere vil der rimeligvis blive, inden jeg faaer gjennemfaret Deres Amt.

 

Den fremmedes øye falder maaskee paa Gjenstande, som ej saa let fordre deres Opmærksomhed, der see dem hver Dag. Der er dertil noget, som Em­bedsmanden af forskjellige Grunde ikke vel kan tage fat paa, hvor meget han det end ønskede. Men tusinde ting vil den Reisende enten ikke see, eller see langt anderledes end det er, dersom ej den oplyste og sagkyndige Mand op­lyser og underviser ham (om) de rette Standpunkter.

 

Hvor meget jeg end ønskede snart strax — at besøge min ædle Vel­ynder, nyde Æren og Fordeler af Deres Anviisning, den jeg er vis paa De velvilligen vilde give mig, saa maae jeg dog, fornemmelig da den, især og først paa Fiældene, ublide Høst er forhaanden, følge min Bestemmelse, og ile Dem forbi. Jeg kan dog ikke dette, uden, saa godt det efter Omstændighederne la­der sig giøre, herved at opvarte Dem, at anbefale mig Deres Bevaagenhed, at undskylde og bede om Tilgivelse for at jeg ej giør det personligen, og at bevidne Dem den Ærbødighed, hvormed jeg har den Ære at være

Deres Høyvelbaarenheds ydmygste og lydigste Tjener

Pram.”

 

Dette brev blev av Løvenskiold besvaret med følgende, som var beregnet at møte Pram i Arendal:

 

“Fossum pr. Schien den 24de Augusti 1805.

 

Deres Velbyrdigheds meget ærede venskabelige Skrivelse af 14de d. M. overraskede mig paa det behageligste, fordi den giver mig sikkert Haab om den Lykke og Glæde at modtage Dem snart i min gamle Hytte. [1] ) Er end denne viisselig gammel, saa er dog dens Giæstfriehed, naar det giælder Mænd som Dem, Allerhøistærede ! lige saa lidet forrusted, som min Agtelse, mit Venskab for Dem. Mine bedste Ønsker geleide Dem over Fieldene og igjennem Norges vestlige ublidere Egne. — — For at ieg maa kunde være paa Pletten og med min Søn for at modtage Dem, vil De forbinde mig ved endnu at meddele mig nøyere Underretning om Deres behagelige Ankomst. — Deres Velbyrdigheds behagelige Skrivelse og det Løfte samme indeholder, er mig et nyt smigrende og saare kiært Bevis paa den Yndest og Godhed, som ieg stedse udbeder for Deres Velbyrdigheds

ærbødigst forbundne Tienner

Løwenskiold.”

 

Fra 11te til 15de november var Pram gjæst hos Jacob Aall paa Nes jernverk og indfandt sig ved Skiensfjorden i slutten av samme maaned. Den 19de var han i Langesund, den 20de i Eidanger, i Skien den 22de. Paa Fossum og i Porsgrund opholdt han sig den 22-28de november, og denne uke har da formodentlig været delt mellem selskabelighet og ihærdig arbeide; for Pram forstod sig paa begge dele. Det er utrolig hvad han “Mellem slagene” kunde præstere og expedere av breve og indberetninger, samtidig med at alle naturligvis feterede den mand, som paa det offentliges vegne skulde kikke ned i hvermands gryte. For Skiens vedkommende fik han vel det meste av sin visdom fra byfoged Bentsen, som bl. a. gav ham besked om landhusholdningsselskapet. I et brev av 24/12 efter Prams avreise, ytret B. sin store glæde over besøket og længselen efter en gjentagelse. Selv om man tager tidens komplimentøse uttryksmaate med i vurderingen, blir der nok igjen til at vise, at Prams elskværdighet har gjort indtryk, her som andensteds under Norgesreisen. Han har med sit heftige nordmandsgemyt, som lot ham avvekslende kaste sine venner paa dør og bede dem om forladelse, været noget av en “charmeur”.

 

Det var et i mange henseender interessant felt Pram fik at studere, da han kom hit, og det gav ham anledning til mangeslags betragtninger. Hans rapport om Skien hitsættes her i sin helhet:

 

“Endnu 3/4 norske Mile nordenfor Porsgrund ligger Skeen, den egentlige Stad, for hvilken de tre, eller da Porsgrund er to, de fire andre Byer med alle de andre Ladepladse egentlig kun ere Forstæder. Elven er deroppe omtrent ¼ Miil bred, og skjøndt den ved nogen Heldning har Strømme nedenfor, og ej ovenfor Porsgrund blandes med Havvandet, er den dog lige hidop nogenledes seilbar. Der styrter den, skjønt ej fra nogen enkelt stor Høyde, dog i betyde­lige og brusende Fald, ud over Klipperne i tre temmelig smale Render. Landet hæver sig der betydeligen, dog saa, at Høyderne rundt om indtil betydelig Afstand fra  Floden ere ej allene beklædte med Jord, men denne i frodigste Vegetation og for det meeste, især paa østsiden, rigeligen opdyrket, alt i den ønskelige Retning, at Vestsiden som den Vegetationen ublideste, er værnet med de stejleste og nærmeste Høyder, ogsaa Nord og Østsiderne beskyttede, men i Afstand, ved stigende Bjerge; men alt hvad man seer ligger i nogenledes jevn Heldning mod Sønden; Staden selv i Terrasser paa den østre eller nordøstre Side af de omtalte Vandfalde saa malerisk skjønt, at Indbildningen vel vanske­ligen kunde danne sig noget skjønnere. Den er net, ja riigt, bygget, Gaderne brede, retlinjede, vel paverede; mange, ja vel de fleste Huse store og pyntelige, faae usle af Udseende; de fleste Qvarterer i Byen og hele dens Udkant forsy­nede med Haver i høye Terrasser, og ad Bjergsider eller Bakker, hvilket alt ej allene fra enkelte Høyder udenfor Staden, men næsten hvor man er endog i den udfolder sig idetmindste til nogen Deel for syet. Paa Vestsiden hæver sig det gamle ærværdige Bradsbierg, dette Herresæde fra fjærne Oldtid; der ser man for Resten den behageligste Afvexling af nær tilstødende Skove og Mængde for en Deel elegante Landboliger, midt nede mellem Vandfaldene paa en liden Klippeøe det ogsaa anseelige Giemsøe Kloster; Vandfaldene selv benyttede til 41 Saugmøller, af hvilke adskillige ligge ovenfor hinanden til Maleriets synderlige Forskjønnelse. Det man seer af Landet paa østsiden af Gjerpen Sogn er et Stykke af det til mest Frugtbarhed opdyrkede i hele Norge. — — Skeen selv, den egentlige Stad, hvis Udhavne eller Ladepladse de andre kun skulle være, ligger 3/4 Miil nordenfor Porsgrund. Dens meget skjønne Beliggenhed har jeg allerede omtalt. Denne uagtet er det kjendeligt, at Ladepladsene, især Porsgrund, have fravendt Hovedbyen Fortrinnet. Medens i de 3ti Aar fra 1769 til 1801 hine ere stegne fra lidt eller intet til hvad de nu ere, og flerefold have fordobblet deres Befolkning, havde i samme Tid Skeen endog tabt i sin. 1769 levede der dog 1809 Mennesker, ved sidste Folketælling kun 1805.

 

At Grændserne mellem Byen og Landet ikke ere synderlig bestemte, saa der mueligen saavel da som nu er talt med som hørende eller ikke hørende til Byen eller til de tilstødende Sogne paa Landet adskillige, som kunde ligesaa­godt regnes til hun som til disse, torde vel være Tilfældet og have voldet, at de da ere blevne nogle flere, nu nogle færre end de ellers havde været. De tilgrændsende Sogne Gjerpen og Solum sees af Tab. IV blandt deres Indbyg­gere at have adskillige, som leve af Byenæring, Gjerpen 4 Kjøbmænd, 10 Skip­peres, 50 Haandværkeres Familier, Solum 28 Haandværkeres Familier, af hvilke rimeligvis en Deel kunde tælles med til Befolkningen af den By, de boe ved Siden af. — —

 

Byens Kiøbmænd ere:

 

Adslev (Peder)  Trælasthandler, eier Skibsparter.

Altenborg (Johan) Krambod og Trælasthandler, velhavende.

Bagge (Rasmus), Krambod og Kornhandler, priviligeret Gjestgiver, velhavende.

Barnholt (F. Chr.) Krambod og Kornhandler.

Barnholt (Marcus) Krambod og Kornhandler, en velholden Mand; driver et lidet Teglbrænderie nærved Byen.

Blom (Christen) velholden Korn- og Krambodhandler.

Bloms (Christopher) Enke, formuende, handler med Korn, har Krambod, ejer Skibsparter, driver nogen Trælasthandel.

Blom (Hans Jensen) formuende Krambod og Kornhandler, udskiber nogen Trælast, har Sauge i Øvre Telemarken, og har der anlagt en Flaadningsan­stalt.

Blom (Johan) velholden Krambod og Kornhandler.

Blom (Hans Christopher) en meget virksom og formuende Mand, Krambod og Kornhandler; han eier Skibsparter; han driver og et Tobakspinderi paa 5 Presser, men og et temmelig betydelig Honningkagebageri.

Boyesen (Jacob) Krambod- og Kornhandler.

Brendel (Johan) ligeledes.

v. Cappelen (Diderich) Trælasthandler, erkjendt for Byens rigeste og vigtigste Kjøbmand. Hans Formue menes at være flere Tønder Guld, Han ejer 8 Skibe af 734 Commerce Læsters Drægtighed. Han har til disse Skibes Vedligeholdelse et eget Skibsværft, har betydelige Landejendomme og mange Saugbruge. Han har og egen Reberbane, hvorpaa der aarlig oparbejdes en 250-300 Skpd. Hamp. Han holder og et Tobakspinderie med 3 Pres­ser i Drift. — Paa en Avlsgaard, som han ejer nær ved Byen, sætter han Ære i at drive Culturen til det høyeste ved Anvendelse af anskaffet fortrinligt Agerdyrkningsapparat, ved Forsøg med forskjellige Sædearler og forskjellige Culturmaader, hvorved hans Agerdyrkning og Landhusholdnling bliver undervisende for Omegnen.

v. Cappelen (Ulrich) ligeledes Trælasthandler, ejer 4 Skibe af 474 Commerce Læsters Drægtighed, Skove, Saugbruge, en Mand af dyrkede Talenter og Indsigter, hvis Handle- og Tænkemaate omtales med almindelig Høyag­telse. Ogsaa denne hædrede Kjøbmand har betydelige Eiendomme og ansees, uagtet mange lidte Uheld ved Opbringelser og Søskade for en bemidlet Mand.

Cudrio (Ole Hansen) Krambod og Kornhandler; udskiber ingen Trælast, ejer Skibsparter og ansees for en formuende Mand.

Flood (Peder) ejer Skibsparter; en meget agtet Mand, der har ejet betydelig Formue, men lidt betydelige Tab.

Hals (H. M.) vethavende Krambod og Kornhandler.

Hansen (J. J.)                         “                       ”

Hesselberg (Claus) ligeledes.

Holmer (P.) ligeledes; i maadelig Drivt.

Jonsen (Frederich) ligeledes,    ligeledes.

Petersen (Rolf) Krambod og Kornhandler i gode Kaar.

Plesner (Nicolay) Korn-, Krambod- og Viinhandler, ejer 3 Skibe af 241.1/2 Commerce Læsters Drægtighed, udskiber ej nogen Trælast og ansees for en formuende Mand.

Rehbinders Enke ejer Skibsparter og meget betydelig Formue.

Schytte (Poul) Krambod- og Kornhandler, velhavende.

Stockmann (Christian) ligeledes.

Thygesen (Anders) ligeledes.

Wettergreen (Jacob) ligeledes.

Winther (Hans) ligeledes, han holder et Tobakspinderie med 3 Presser i Drivt.

Ørns (Hans) Enke, driver en ej betydelig Krambod og Kornhandel.

 

Af dette betydelige Antal Handlende er det kun faae og kun de her udtrykkeligen nævnte, der

handle uden i smaae Detail. Kun faae av dem ere rige og ansees langt de fleste for at slaae sig godt igjennem.

 

Angaaende denne Byes Handel og Næring anfører jeg følgende, mig meddeelt af en Mand paa Stedet:

 

At Skeen er en af Norges ældste Byer og efter historisk Sagn den tredie i Ordenen, synes derved stadfæstet, at denne By allerede i det 13de Seculo har havt Privilegier, som 1359 ere confirmerede.

 

Den var ene i Besiddelse af Handelen med Trælast fra Oplandet, nemlig øvre og Nedre Telemarken, men paa sin Viis: de i Skeen boende saa kaldte Kjøbmænd indkjøbte Trælasten for Hollændernes Penge, udflaadede den til Elven ved Byen og der udtoge og indskibede Hollænderne hvad dem var meest beqvemt og betalte de Skeenske Commissionairer en Provision. Deri skal til i det 16de Seculo Exporthandelen her have bestaaet, ligesom Hollænderne hvert Foraar overbragte Klæde, Isenkram og Urtekram og lode disse Varer ved deres egne Folk udhøkre Sommeren igjennem i smaa dertil paa Gaderne opslagne Fiæle­boder. Det var naturligt, at de Indfødte omsider maatte vækkes ved dette For­hold til selv at deeltage i eller bemestre sig Handelen i deres By. Hollænderne gik nu ikke længer op til Skeen, men kjøbte Trælast umiddelbart af Bønderne i Gierpen. Solum, Ejdanger og Bamble Sogne længer nede i Rivieret. Derved besveges da og Tolden. Man flyttede derfor Toldboden fra Skeen længer ud i Fjorden, og af Skeens Indbyggere nedsatte sig der et Antal for at opkjøbe Træelast af Bønderne og vinde paa dens Udsalg til Hollænderne. Heraf fik Porsgrund og Brevig deres Oprindelse, og snart blev Træelasthandlernes Antal der flere Gange saa stort som i selve Skeen. Langesund forblev længe kun en Udhavn for Lodse og Fiskere, men omsider nedsatte sig ogsaa der Kjøb­mænd.

 

Alle de paa disse Steder boende Handlende, Skibsførere og Amtshaand­værkere ere i Følge Skeens Privilegier Borgere i Skeen, berettigede til alle de Fordele, som Privilegierne hjemle Skeen, og svare derfor og By og Nærings­skat til Byen; Stiftamtmanden og Byens Magistrat, Byfoged og Skifteret ere deres øvrighed, og de under hvilke de henhøre, dog saa at Forordningen af 21. Juni 1793, der bestemmer Grændserne for Auctions og Skifteforvaltnings Jurisdictionerne og tillægger Landets Embedsmænd samme for dem der boe udenfor selve Byen, har gjort, at de der boende siden have dobbelt Jurisdiction.

 

Efterat de udflyttede Borgere Tid efter Tid have standset Hollændernes umiddelbare Handel med Bonden og selv skaffet sig Skibe, er Udforselen af Trælast saaledes tiltagen, at det allerede længe er anseet som afgjort at Skovene bleve yderligen medtagne. At monopolisere sig Tømmerkjøbet i visse Strækninger, at vanskeliggjore Fremdriften for enhver anden Kjøber, at opkjøbe flere Sauge end man har Tømmer til, for at udelukke tredie Mand, da Sauge­nes Antal er lovbestemt — at faae Bønderne ind i Skyldbøgerne, at kjøbe Skove og Vanddrage, at forbygge disse ved Hengsler og Texter og derved spærre dem for andre, at udlove længer Credit den ene end den anden til udenlandske Kjøbere, med videre — alt dette er Misbruge, der som bekjendt alt for almindeligen til Skade for det Hele have Sted i den norske Træelasthandel. Efter de nærværende Omstændigheder skulde man imidlertid fristes til at formode den Indskrænkning i Trælasthandlernes Handel og i Trælastudførselen, som heraf maatte flyde, tjenligere i det Hele, end om et større Antal Handlende deri kunde deeltage, nu da fri Hugst af alle Slags Træ er tilladt og der er uendelig Vanskelighed ved at opnaa Bevilgning til flere Sauges Anlæg. Med stedse tiltagende Tab af Forædlingslønnen vilde vel ellers maaskee Udskibnin­gen af vor Trælast tiltage og bevirke saavel Skovenes skyndigste ødelæggelse som ideligere Bankerotter til National-Credittens Svækkelse, end de den sildigere Tid allerede hyppigere har fremviist og som her næsten stedse have havit deres Grund i overspændte Speculationer i Trælasthandelen. Overalt synes Er­faringen at stadfæste, at de som i denne Handel skal gjøre Lykke, maae saa at sige være deraf i arvelig Besiddelse.

 

Hvad Importhandelen angaaer, af hvilken Korn og Fødevarer er de vig­tigste Artikler, da er denne intet mindre end i ønskelig Orden.

 

Trælasthandlerne, som maae formodes at være de meest formuende, troe at have opfyldt alt hvad dem paaligger, naar de have den Kornforraad de ansee fornøden for de Bønder de handle med, og de Folk som arbejde for dem. De hidgrændsende tre Jernværksejere sige: os vedkommer ikkun at forsyne vore Hyttefolk, høist de Bønder, som levere os Kul. Fire Kjøbstæder og 17 Kirkesognes hele øvrige Behov falder altsaa paa de saa kaldte Krambodhand­lere; disse forene hver især intet mindre end Salg af Klæde, Linned, Isen og Urtekram pp pp (?). Forsyning for saamange Handelsgrene fordrer, især i saa dyre Tider som de sidste have været, saa store Capitaler, at de langt overstige disse Smaahandleres Formue og Credit; om de end overhoved ere velholdne, ja tildeels formuende Folk. Havde de end Midler til ogsaa at skaffe Kornfor­raad, saa sige de: Trælasthandlerne udvide eller indskrænke aarligen deres Kjøb hos Bønderne efter Afsætningen udenlands, og Jernværkseierne udvide deres Kornleveringer til alle de af Almuen, som kjøre for dem. Derefter er det os umueligt at beregne hvor stort eller lidet Antal der vil kjøbes af vore Oplage.

 

Den heraf flydende Uorden i Forsyningen med Landets vigtigste Behov vil neppe kunne rettes, uden Kornhandelen under visse Forpligtelser kunde besørges af et Societet, efterdi en Classification hverken er befalet eller lod sig overholde. Politiet er nu glad ved at kun enhver som vil og kan, berettiget eller ikke, udsælger Korn og Fødevarer.

 

At til dette Tolddistrikt aarligen indføres maaske nogle Hundrede Tusinde Potter Kornbrændevin [2] ) er sørgeligt. Sælgerens Gevinst ved at forfalske det allerede noksom slette Fabricat er skjændig, men den hyppige Nydelse ødelæg­ger Moraliteten og nedbryder Almuens endog physiske Kraft, At Kjøbmen­dene tage deres uldne, som og Isen- og Urtekram Varer fra tredie eller fjerde Haand er noget, som ansees fælleds for alle Norges mindre Stæder, og da Erfaringen viser at mange saakaldte Handlendes Vindesyge er ubegrænset, saa maa den sidste Kjøber, til total Afmagt, offre paa saadanne Altere. Deraf Arbeidsklassens yderlige Armod.

 

Foruden Trælasten og Jernet afhentes fra dette Tolddistrict en Deel spundet Rulletobak og en Deel her bagte saakaldte Honningkager. Heri bestaaer hele Handelen. Dog maa endnu tillægges, at naar Korntilførselen med danske Fartøyer har viist sig aldeles utilstrækkelig, have adskillige af Kjøbrmendene foreenet sig om at lade nogle Partier afhente i Østersøen.

 

Denne uden Tvivl i det Hele meget rigtige Skildring af dette Steds Handelsvæsen har (jeg), næst den meddeelte Fortegnelse over de Handlende, intet væ­sentligt at tilføye. Jeg vilde ønske, at den blev virkeligen oplyst ved de af Toldbøgerne extraherede Data, som indeholdes i Tabellen. Hvad Ud- og Indførselen angaar, saa ere de, som forhen oplyst, paa Trælasten og Kornet nær, meget lidt efterrettelige.

 

Listen viser imidlertid, at disse 4 Byers Handlende eje 60 Skibe af 5481 Commerce Læsters Drægtighed, overhoved altsaa svære Skibe, efter Middeltal 83 Commerce Læster drægtige. Hver Commerce Læst anslaaet til 150 Rd. stikker deri en Formue af mere end 800,000 Rigsdaler. Af nyt bygges her saa godt som ingen; men da den hele aarlige Udskibning angives at bestaae i 753 Ladninger, tilsammen 25,028 Comm. Læster, medens Toldregnskaberne viser, at der udføres 29,897.1/2 C. L. blot Trælast, viser dette, at Toldantegnel­serne ogsaa heri maae være urigtige; thi skjøndt Trælastudførselen er langt den vigtigste, saa udføres der dog en heel Deel Jern, skjøndt her ej angivet [3] ), og dog vel, skjøndt i ringe Qvantiteter, en Deel Skindvarer og noget mere, saasom de ejdsborgske Hvædsestene. Men her er Trælastudførselen anført 4,867.1/2 C. L. høyere end samtlige udgangne Skibes Drægtighed.

 

Haandværksfamilierne i samtlige 4 Steder sees at have været 198, eller (Tab. XIV) 984 Personer, noget over 1/7 af Befolkningen; allerede et ringe Forhold, men saa meget ringere naar der erfares, at samtlige disse Mennesker baade leve i ringe Kaar og, med altfor faae Undtagelser, ere ringe Arbeidere.

 

I Skeen nævner man som udmærkede Arbeidere allene to af deres Sned­kere ved Navn Watner og Glose, hvis Meubler sættes uden at staae tilbage ved Siden af de berømte engelske Haandværkeres; og en Farver Fr. Feilberg, som tillige overskjærer og appreterer uldne Tøyer, hvorved jeg saae, af telle­markisk Huusmanufactur og tellemarkisk Uld, Tøyer, der taalte Sammenlig­ning med gode Varer, gode Uldmanufacturer. — Under Navn af Bielkehuggere, Saugarbeidere og Haandarbeidere leve her 266 Familier, altsaa en 11-1200 Mennesker af den fattigste Almue, hvis Qvinder og Børn høyligen trængte til ernærende Sysselsættelse og vist nok udgjøre en heel Deel af deres Almisse­lemmer. Hvor lykkeligt om gode Værkstæder, især om forstandige Manufactur­anlæg, der behøve og kunne med gjensidig Fordel sysselsætte et stort Antal Mennesker, som have liden anden end simpleste og almindeligste Menneskeevne, gave disse Mange ernærende Sysselsætning.

 

Folketalslisten viser de Almisse nydendes Antal at være i samtlige 4 Byer 315, af et Mennesketal af 5,149, saaledes omtrent hver 16de. Til disses Forsørgning har den brave Byfoged, Raadmand Bentzen, istandbragt et Arbeids­huus, hvor de, som dertil er brugelige, spinde Blaar eller plukke Værk. Der sørges ved Subskription saaledes for dem, som ej kunne arbeide, og til Supplement for dem, der kunne ved Arbeid fortjene noget, at Betleri er der ikke mere i Skeen. Man var forlegen med det spundne Garn. De Subscriberende have et Par Aar vedtaget at dele mellem sig Kjøbet deraf for hvad det koster Fattigvæsenet, men man havde nu et ej ubetydeligt Qvantum tilovers, som man forgjæves ved Auctioner og paa alle Maader havde søgt at realisere. — I Fat­tigskolen klædes de Børn, som udmærke sig. Men der var endnu ingen Ar­beidsskole. Læsning og lidt Skriven og Regning var hele Undervisningen. Man havde for Folks Børn udenfor Almuesklassen en Skole, der er en Levning af en for mange Aar siden indstillet Latinskole, hvis Lærer deraf endnu kaldes Rector. Men Regnen og Skriven var nu ogsaa der alt, hvori der un­dervistes. Man havde ej heller der som i det nærliggende Kragerøe og i de fleste andre Stæder enet sig om at skaffe sig nogen privat Skole af forbedret Indretning. Kjøbmændene og Embedsmændene har derfor rnaattet sende deres Børn andre Steder hen, hvor Undervisning var at skaffe. Christianis Institut her ved Staden (>: Kbh.), Fredriksborgs, Helsingøers, Odenses og Nyborgs Skoler have i de senere Dage havt Skeens Ungdom at underviise.

 

Der boer udenfor disse Byer, som allerede berørt, adskillige saavel Handlende som Andre, der ikke høre til Landet, men egentligen, som Kjøbstadnæ­ring drivende, til Byerne. Saaledes boer den blandt Brevigs Indbyggere anførte Kjøbmand Bent Blehr egentligen udenfor Byen paa Gaarden Kiellestad og gjør derfra sine Udskibninger.

 

Endnu nærmere ved Byen Skeen og med den sammenhængende er Giemsøe Kloster og Bradsbjerg Herregaard, begge tilhørende forrige Stiftamt­mand, Kammerherre Adeler, med vigtige Landejendomme, Skove og Saugbruge, som Vandfaldet i Skeens Elv saa godt som i selve Byen. Lidt længere nede midt imellem Skeen og Porsgrund ligger Gaarden Borrestad, der ogsaa har egen Udskibning og ejes af Kjøbmand Jacob Aall, som har 3 Avlsbrug og er en meget formuende Mand, nærpaarørende med de øvrige af dette Navn og deeltagende i den Agtelse for sand Hæderlighed, som samtlige de, der bære det.”

 

I et andet parti av sin indberetning (et tabellarisk avsnit) har Pram sammenfattet sine indtryk av Skiensfordens byer saaledes:

 

“ Langesund, Brevig, Porsgrund og Skeen, fire særskildte i en Strækning af henved 3 Mile adsplittede Byer, ere i Henseende til øvrighed, Toldadministration og Opland paa en Maade dog kun at betragte som een Bye. De ligge alle fire ved en og samme Fiord eller Revier, Langesundsfiorden. Langesund, meget mindre end nogen af de andre, ligger nærmest ved Havet, de andre efter hinanden indtil Skeen ved Fiordens nordre Ende. Heele Fior­den eller dog dens største Deel er at ansee som en skiøn Havn. Egnen om Langesund er steenrig og nøgen; men fra Brevig opad er dette en af Norges skiønneste og frugtbareste Egne, hvor og Opdyrkningen, dog egentlig kun i Nærheden af disse Steder, har giort ualmindelige Fremskridt. Det er egentligen kun Skeen, som er Stad, de andre tre ere kun dennes Ladepladse. Tabellen viser, at Befolkningen der var fra 1767 til 1801 paa 10 Mennesker nær ufor­andret; desstørre var Tilvæxten i Udhavnene, hvor den var stegen fra 445 til 3444 Mennesker; det kan nok imidlertid hænde, at Befolkningen kun da er bleven talt paa en anden Maade, siden de, som hoe i disse Ladesteder for en stor Deel lige saa fuldt kan tælles for Landboer, som for Byefolk; dog er disse Byers stærke Tilvæxt ubetvivlelig.

 

Da Toldopgaverne for dem er fælles, saa har jeg betragtet dem forsaa­vidt som een Stad. Ogsaa i denne, eller disse, findes mange rige Folk, men og en heel Deel fattige. Deres Trælastudførsel er den største fra noget af Norges Toldstæder. Hvor overdreven og ødelæggende mange troe denne Træ­lastudførsel, især som i den sildigere Tid har været, saa kan der dog neppe være Tvivl om, at der jo fra denne Fiord til evig Tid kunde aarligen udføres en saadan Masse Træe, dersom der var føyet den muelige Anstalt for, at Op­landet dertil kunde levere hvad der dog virkeligen voxer, og aarligen kunde fældes i dets Skove. Men et meget stort, og uden Tvivl det skovrigeste Stykke af dette Opland er afsondret fra Tilførselen ved et ud gjennem en Fjeldsprække styrtende Vandfald, hvor Fremflaadningen spærres og forsinkes, utroelig Mængde Tømmer knuses og forkommes, uberegnelig Skade ved Oversvømmelse bevirkes, og en Landstrækning, som kunde nære mange Gange fleere Mennesker end der er, hindres i sin Næring og Opkomst. En til Regieringen indgiven Plan til dette spærrede Vandfalds Aabning henhviler i flere Aar under hidtil frugtesløse Overveielser, en Sag af yderste Vigtighed.

 

Bradsbierg Amts forhenværende Amtmænd, Stiftarntmand Adeler og nu værende Kammerpræsident Hr.Geheimeraad Moltke have stor Fortjeneste af et her oprettet Landhuusholdnings Selskab, som foruden Amtets brave Fogder, Præster og Embedsmænd har disse Steders bedste Borgere til Medlemmer og har paa Oplandets Cultur havt Vigtig Indflydelse. Det er og Mænd i disse Stæder den herfra udbredte bedre Agerdyrkning og Havedvrkning skylder sin Oprindelse. Han har saaledes ei blot indvundet et betydeligt Areal, men ogsaa formildet Klimatet ved en stor Moses Udtørring og Opdyrkning nær ved Porsgrund, hvilket især er den ædle Kammerherre Løvenskiolds og Kiøbmand Aalls Fortjeneste.

 

Med al denne Stads Træelasthandel og endskiøndt den især har beriget fleere dermed sysselsatte Huse, synes denne handel at være her paa en mindre hæderlig Fod end, saavidt mig bekiendt, i nogen anden af Norges Handelspladse. Ei alleene afhentes langt den større Deel Trælast af de Fremmede (hvilket dog er det almindelige overalt) men man udsender Speidere overalt for at opkapre de tilseilende Kiøbere, at kiøbe sig med Bestikkelser de fremmede Skippere og at undersælge hinanden; og den Træelast man udfører med egne Skibe, sendes for maaskee den større Deel paa Eventyr fra Havn til Havn, istedenfor at bestilles i Følge Forbindelser paa fremmede Steder af kjendte Kiøbere. — Alt dette, de i de sildigere Tider stegne Priser uagtet, synes at vidne om, at Udførselen ovierdrives, hvis ikke da at denne Handel ei er nok­som organiseret eller beregnet.

 

Det siges og, at Kornhandelen, som her dog er af den meget store Vigtighed, er i blot de mindre formuende Kiøbmænds Hænder; at de mere for­muende Huse dermed ikke befatte sig; at deraf flyder, at der ingen tilstrække­lige Oplag er, de undtagne, Biergværksejerne holde for deres Værker og dem, med hvilke de staae i Forbindelse, at derfor Oplandet, som ved disse Han­delssteder skulde forsynes, oftere end de fleeste andre Steders Opland, er Man­gel underkastet.

 

Disse Klager er for vigtige og for almindelige til ei at fortiene meget alvorlig Opmerksomhed, om de og, som jeg troer, ere i det mindste for saa vidt ugrundede, at de ei bør være til Bebreidelse for disse Stæders Kiøbmænd, blandt hvilke mange ere bekiendte for lige saa ædle og tænksomme som for­muende Folk. Det er i fleere Egne af Norge, her maaskee fuldt saa meget som noget andensteds, Tilfældet, at Aarsvæxten og Oplandets Tarv og Trang til Korn ej viser sig, førend det er for silde om Høsten at forskrive Korn udenlands fra. Forskiællen mellem hvad der udfordres indført til Landets Forsyning i et frugtbart Aar og i et Misvæxt-Aar er for stor til at det kunde tænkes mueligt stedse at være forsynet mod det værste. Endog formuende og agtpaagivende Kiøbmænd kunne dog neppe vove saa store Summer, som i saa Fald ofte maatte voves. Noget vilde vel Bygdemagaziner, som og gives paa nogle Steder i øvre Tellemarken, hielpe til at formindske Ulykken, idetmindste til at afhiælpe Trangen til Sædekorn; men et afgiørende Middel mod Mangelen er Agerdyrkningens Udbredelse og Opkomst i de Egne, hvor Uaar, i det ringeste ved Frost, ikke er at befrygte, hvilket er Tilfældet i samtlige de nedre og sydligere Egne. De Egne vilde sikkerligen overalt blive faae, hvor ei Avlen blev nogenlunde tryg, naar Culturen bragtes til det muelige. —

 

Med Forædlingsindustrien, Manufacturer og Haandværkere seer det her endnu slettere ud end i de vestre Stæder, hvor dog drivtig Skibsbygning findes, medens her er ingen herskende Haandindustri, og faae af de nødvendigste og almindelige Haandværkere hæve sig over en lav Middelmaadighed.

 

Disse Stæder, eller dog især de to nordligeres Beliggenhed er for Resten saa skiøn, saa fordeelagtig og i alle Henseender indbydende. De ligge det aabne Hav saa nær; Indsejlingen er uden Vanskelighed; Fiorden har sikkert Leje for utallige Skibe; Stæderne ere omgivne med de skiønneste og frugt­bareste Marker; Oplandet beboes af en for en stor Deel velhavende Almue; har let Communication med Stæderne ved den Række af Floder og Indsøer

om Sommeren til Baads, om Vinteren ved Iisveiene. Opdyrkningen er i Drivt; alting i kiendelig og haabfuld Fremgang. Her er og god Communication ad en fortræffelig Chaussée til den bedste og meest befolkede Deel af Landet østenfor, 4 Mile til Laurvig, 8 til Tønsberg, 12 til Drammen, 16 til Christi­ania. Det blev let at aabne en Communication beqvem med det kun 4-6 Mile fierne Kongsberg; og i den Fjeldegn, som nu, især formedelst Mangel paa Communication, er øde; derved vilde der vindes Boesteder for flere Tu­sinde Beboere.

 

Der er i det sydlige Norge vel mange Steder uendeligen meget at udrette til en lykkelig og velhavende Befolknings Formerelse, neppe noget Sted saa meget, med saa klar Forvisning om Held som her. Men ogsaa er denne Fremvæxt, som sagt, i frydelig Gang, skiøndt i Henseende til Stæderne vel endnu i det væsentlige ikke saa kiendeligen som i Omegnen. Imidlertid torde næst Trondhiem og det lille Christiansund Skeen være den smukkest bygte Bye i Norge”.

 

Ser man nærmere paa ovenstaaende skildring av byen og dens forhold, da er det for det første tydelig nok, at dens beliggenhet, bebyggelse og omgivelser har tiltalt Pram. Det Skien han fik se, var en efter den store brand i 1777 nybygget by, med vakre, hvitmalte hus, ordentlige kvartaler, brolagte gater, i alt væsentlig med det samme utseende som da den brændte i 1886. Naar det saa erindres, at det var en by paa ca. 2000 indbyggere, der præsen­terte sig slik, kan man nok forstaa, at han følte sig behagelig berørt av dens utseende. Det uregelmæssige og knappe terræn, som under senere tiders sterke tilvækst i befolkning og bebyggelse har gjort det vanskelig at tilfredsstille nutidens krav og samtidig gjøre et harmonisk hele av det gamle bycentrum og de nye bydele (man behøver bare at tænke paa hvad byens regulering efter branden 1886 har kostet!) —  kunde dengang ikke være saa følelig. En sammenligning mellem brandtaksterne før og efter 1777 viser, at man tok ordentlig i ved gjenopbyggelsen; og naar det saa hertil føies, at adskillig av det, som i 1886 var gammelt og tildels brøstfældig, i 1805 var nyt og velstelt, kan man godt forstaa hans tilfredshet med byen. Og omegnen (“disse blide skjønne egne”, som han siger et andet sted i beretningen) faldt naturligvis ganske i hans smak. Det veldyrkede, flate, kornproducerende Gjerpen har rigtig været en bygd efter Prams hjerte, baade æsthetisk og statsøkonomisk.

 

Men han var ikke kommen bare for at se, nyde og rose. Der skulde øves kritik, og han har øvet den med en frimodighet, som viser, at indberet­ningen nærmest var konfidentiel. Samler man alt hvad han har sagt om Skien og Porsgrund (indberetningen om sidstnævnte by er trykt i Porsgrunds jubi­læumsskrift 1907) vil man se, at han har hat adskillig at indvende mot de handlendes varetagelse av sin opgave og oplandets tarv og toldernes opsyn med at alt gik rigtig til. — For indførselens vedkommende er det kornforsyningen, som ligger ham paa hjerte; den har i de tider spillet en rolle, som man nu har litt vanskelig for at sætte sig ind i. Den priviligerede trælasttilvirkning og trælasthandel (da der for hvert sagbruk var reglementeret det antal bord som turde skjæres) og den dermed sammenhængende organisation av handelen med livsfornødenheter (slik som Pram forklarer den) er jo forlængst “en saga blot”; og dampskibe og jernbaner har gjort brødnød til noget næsten utænkelig i fredstid. Idethøieste kan man opleve en fordyrelse, naar krig og blokade stænger de kornproducerende landes utskibnirig av sin overflod. Men dengang var det anderledes, og det norske landbruk hadde hellerikke den motstands­dygtighet mot et mislykket kornaar, som det nu eier i den økede mangfoldighet av sine produkter.

 

Saa var det utførselen. Pram levet i en periode, da man levet højt paa statsunderstøttet industri, og industrien, næringsveienes mangfoldiggjørelse, var hans kjæphest. Det er da ikke at undres over, at han fandt forholdene her noget enkle i den henseende. Det var trælast og atter trælast det hele drejet sig om; og saa endel jern (som han altsaa ikke kunde finde igjen i toldregn­skaperne!). I sin indberetning om Porsgrund og oversigt over hele fiordens næringsforhold uttaler han sig noksaa skarpt herom og fremhæver i motsætning hertil det initiativ og den mangfoldighet han under sin reise til og fra Stavan­ger hadde fundet i Vestlandsbyerne, særlig Farsund. Han syntes, at Skiens­fjordens rike egn og store opland burde være et bedre grundlag for en mangeartet industri end de smaa klippehjem bortenfor Neset.

 

Pram har selv opgit de stedlige hovedkilder for hans fremstilling. I et brev, datert Kongsberg 7/12 1805, til commercecollegiet siger han, at han har indsamlet sine efterretninger ved amtmand Løvenskiolds, byfoged Bentsens og flere kyndige og erfarne embedsmænds og particuliers (>: privatmænds) bered­villige og indsigtsfulde anvisning. Her som andensteds er det altsaa i første række embedsmændene, som gir ham oplysningerne, og hans ros eller dadel faar et artstrøk derav. Skildringen av hollændernes optræden maa være hentet fra en endnu dengang levende tradition i Skien og er derigjennem av megen interesse. Ellers er jo hollændernes rolle i vor skibsfart og handel velkjendt nok, de tok arv efter hanseaterne og lærte os tilslut at stelle vore saker selv; men endnu omkring 1800 vrimlet deies fartøjer i Skiensfjorden.

 

Om Prams ophold i Skien vet man forøvrig intet andet end at han, som ovenfor sagt, var amtmand Løvenskiolds gjæst paa Fossum og derunder besøkte Skien og Porsgrund. I Skien var hans svigerfar, dr. Erichsen, begra­vet 1788; en ganske merkelig mand, som blev meget benyttet av regjeringen til iværksættelse av store (mislykkede) industrielle projekter. I Eidanger preste­gaatd besøkte han Jonas Rein, den senere saa berømte Eidsvoldsmand, med hvem han formodentlig hadde fælles minder fra “det norske selskabs” glandsperiode i Kjøbenhavn. — Fra Skien drog han saa opover Telemarken, hvor han fandt et rikt stof for sine iagttagelser. Beretningen herom fylder flere hundrede sider i hans manuskript. Noget av det interessanteste deri er hans fremstilling av den allerede dengang vakte diskussion om farbargjørelse av vasdraget op til Vestfjeldene. Der findes endog i hans papirer en kartskisse av vasdraget, med niveau-angivelser. Og saa har han paa sin eiendommelige, poetisk-kraftige maate leveret et forsvar mot den nedsættende omtale Telemar­ken fra gammel tid hadde været gjenstand for, og derigjennem reist disse egnes indbyggere et æreminde. Om Lunde siger han at det er Norges skjøn­neste og blideste bygd.

 

I det ovenfor nævnte tabellariske parti av indberetningerne findes ogsaa oplysninger om kornavlen i Bratsberg amt. Pram anslaar behovet for korn (regnet efter 3.1/2 td. pr. indbygger) til 156,128 td. i et aar, medens avlingen utgjorde 129,700 td. Indførselen i 1803-1805 var gjennemsnitlig 44,048 td., hvormed altsaa baade byernes behov og landsbygdernes underskud skulde dækkes. En tabel over samtlige bygders kornavl viser at følgende bygder selv avlet til behov: Gjerpen, Sauland, Kviteseid, Lunde og Næs. — Gjerpen “satte rekorden” med 16,916 td. (til 4229 indbyggere).

 

Likesom Pram i Eidanger prestegaard traf Jonas Rein, saaledes fik han under opholdet i Stavanger anledning til at gjæste en anden poetisk notabilitet, den glade digter og prest Jens Zedtlitz i hans prestehjem i Vigedal, og verten har naturligvis ikke forsømt at ryste ut av ermet nogle vers til ære for sin gjæst; de ligger blandt de øvrige breve og papirer fra reisen i universitets­bibliotekets samlinger. Det bedste deri er kanske de 2 første linier:

 

“Nei den som paa oeconomien reiser,

kan ei genere nogen mand.”


Christen Henriksen Pram.


[1] Fossums nuværende hovedbvgning var dengang ikke bygget.

 

[2] Efter Toldregistrene er hele Indførselen til Langesunds Toldsted 441.1/2 Tønde Kornbrænde­viin, 63,676 Potter. At Indsmuglingen mange Gange overstiger denne Fortoldning, er øiensynlig. (Prams anmerkning).

[3] Den i Tab. VIII over Bradsbjerg Amt leverede Overskuelse viser, efter Angaven i Thaarups Statistik, Jernproducterne der at være aarlig 14,132 Skp. Ei alt, men dog en stor Deel deraf udføres. Det Hele vilde udgjøre ca. 500 C. L. (Prams anmerkning).