AV
FRU LOUISE BODENHOFFS BREVE FRA
GJERPEN 1847‑1853
Disse
interessante breve findes i en til julen 1909 av den danske forfatter E.
Bodenhoff utgit bok: «Et lykkeligt hjem, tidsbilleder i breve fra Norge».
Brevskriversken er en ung dansk frue, der i aarene 1847‑1853 var bosat
paa Jønnevald i Gjerpen, som dengang tilhorte statholder Løvenskiold og indtil
da hadde været bebodd av hans bror forstjunker Løvenskiold, som nu var flyttet
til Skien. Hendes mand «Emil», d. e. Frants Emil Bodenhoff, var i disse aar med
titel av «jagtjunker», ansat i statholderens tjeneste. Hans væsentligsle
gjerning var dog tilsyn med verkets skoger, hvorfor han i brevene iblandt ogsaa
tituleres «forstinspektør» og lign. Man faar av fruens breve det bestemte
indtryk, at han baade har været en god egtefælle og en bra mand i det hele; men
særlig gir brevene et billede av hende selv som et baade hjertegodt og
intelligent menneske, en meget musikalsk dame, derhos flink til at tegne og
male, med æstetish sans for alt skjønt i natur og menneskeliv, en baade belæst
og derhos huslig dame, med forstaaelse ogsaa av hverdagslivets krav. Breveve er
alle skrevne til hendes nærmeste familie i Danmark, som hun hænger ved med varm
kjærlighet; men de gir ingen oplysning hverken om hendes navn eller om hendes
forældres navn. Nogen saadanne nærliggende oplysninger gir, merkelig nok,
heller ikke utgiveren; men av Gjerpens kirkebøker kan man efter de fingerpek.
brevene gir, dog komme efter, at hun har hett Louise Dorthea, født Müller, og
at hendes far var oberst. Som saadan deltok han i krigen 1848‑1850
tillikemed sine to sønner, der var løitnanter. Av dem faldt den ene i en
forpostfegtning utenfor Fredericia i juni 1819, nogen dage for det store slag,
hvori vor landsmand general Olaf Rye faldt. Det gode indbyrdes forhold i
familien kommer overalt frem, og det er vemodig at læse om hendes dype sorg
over den tapte bror.
Den
danske dames begeistring over den norske naturs skjønhet, specielt omkring
Jønnevald, ved foten av det høie Skrehelle, fylder alle hendes breve; men endnu
mer gjør glæden over hendes hyggelige hjem og hendes huslige lykke det.
Likesaa tiltalende er de trohjertige vidnesbyrd, hun avlægger i dem om sin
moderglæde, da den tid var kommen. Hun musicerer og maler og læser tysk og
fransk; men sit hus forsømmer hun ikke. Hun er god mot de gamle og fattige, hun
er glad i alt det, hun har, i sine kjør, i sine lam, i sine griser og
fornemmelig i «Borken». Hun er hver dag en stund i fjøset, fordi der er saa
fornøielig og saa sundt! Om vinteren stabber hun ute i store støvler, om
sommeren streifer hun helt op under Skrehelle og er ikke synderlig ræd hverken
ulv eller bjørn, skjønt der dengang var nok av dem.
Den 3je
november 1847 skriver hun om sit hjem paa Jønnevald: «Her er saa hyggeligt og
lunt altid, og jeg bliver pleiet og passet i de største og i de mindste ting av
ham (d. e. av «Emil») med saa stor en ømhed og kjærlighed, og han maner mig til
forsigtighed, naar han maa reise fra mig, og naar jeg takker ham, fordi han er
saa god, svarer han: hvem kunde lade være at være god mod dig? ‑ Tror I
saa ikke, vi har det godt sammen?»
Om sit
første barn, en liten pike, skriver hun blandt andet: «Jeg kan ikke se mig mæt
paa mit lille barn. Jeg ser paa det, til jeg maa lukke øinene av træthed, og
naar de saa have hvilet et øieblik, maa jeg se igjen. For mine øine er det det
vidunderligste, det yndigste, de nogensinde have hvilet paa. Og de smaa
silkekinder, hvilende ved brystet, ‑ den følelse ‑ aah moder!»
Meningen
med denne min omtale av fru Bodenhoff er den at anføre nogle utdrag av hendes
breve, hvori hun omtaler Gjerpensforhold av mere almen interesse. Paa Fossum
bodde og styrte dengang statholderens næstældste søn hofmarschal Adam
Løvenskiold. Saavel av ham, som særlig av «marschalinden» gir brevene meget tiltalende
billeder. Adam Løvenskiold, der senere blev minister i Haag, var født 1804 og
døde 1886 i Sem. Han blev i 1837 gift med Katharina Wedel Jarlsberg, født
1815, død i Kristiania 1894. Begges kister er indsatte i det Løvenskioldske
likkapel. Deres to døtre, Sofie og Eugenie, omtales likeledes
ofte i brevene.
Jønnevald, 2den oktober 1847.
I skoven
viste Emil mig nogle forladte jerngruber, meget dybe og med vand i bunden; saa
dybe var de, at det varede en hel lang tid, førend man hørte, at den sten, man
havde kastet derned, naaede bunden. Jeg maatte ikke gaa helt hen til kanten for
at kigge ued, skjønt jeg holdt mig ved et træ med den ene haand og ved Emil med
den anden.
-------
Vi gik en
dag i mørkningen i fabrikbygningerne paa værket og saa det smeltede jern
strømme ud av ovnen og flyde som glødende lava dels i render henad jorden, dels
ned i forme, hvor det styrkner. De sorte mennesker dernede, som kun belystes
paa den ene side med et rødligt skjær fra den sterke ild (der var saa varmt, at
jeg ikke kunde holde ud at staa i døren), gik omkring og rodede med lange
stænger i det brændende, rødglødende jern, som lignede flydende guld; man
hørte ikke et ord eller en lyd ‑ de var som trolde i et eventyr.
25de oktober 1847.
Jeg har
glemt at fortælle om de morsomme norske bonderkarle, fire stykker, som var her
og hjalp med indflytningen. De have spidse huer ‑luer siger de her ‑
og havde saadanne pibende stemmer. En av dem ‑ Aslak Sveri (d. e.
Sverige, ovenfor Mo) er et slags naturligt geni, som bliver brugt ved bygning
av broer, opsætning av maskiner og alt, hvad der av arbeide kræver særligt
omløb i hovedet, ‑ et prægtigt, klogt ansigt. Det er komiske mennesker,
og naar de gaa, sige de: «Farvel og tak og ære for idag.»
3die november 1847.
Saa poetisk
en plet som Jønnevald findes der vist neppe paa hele jorden, en saadan
avveksling, en saadan rigdom paa skjønhed. Forleden gik vi saadan en smuk tur
sammen, lige hen under Skrehelle. Vi gik opad stier gjennem krat og enebær,
mellem løsrevne klippestykker og stødte paa det ene vilde og romantiske vue (d.
e. udsigt) efter det andet. Toppen av Skrehelle var indhyllet av skyer[1].
Vi have i denne uge seet flere brudetog ‑ «brudefærd» kalde de det her ‑
passere forbi Jønnevald. Et saadant bondebrudefærd ser morsomt ud. Først aabnes
toget av en pyntet gut, som paa en pyntet hest rider foran, saa kommer en kærre
med brudgom og brud, saa atter nogle ridende gutter og jenter, og sluttelig en
suite (et følge) av kærrer. Alle deltagerne i deres brogede, maleriske nationaldragter.
En jente red igaar paa en hest, som stødte saa sterkt, at hun for hvert sæt
fór i veiret. Det saa morsomt ud; men jeg tænker, hun har været for stiv og
træt til at danse om natten.
Nylig var
her en gammel bonde, Ole Høgli. Han lignede Thorvaldsen, men saa meget ældre
ud og tillige meget svagere ud. Man skulde ikke tro, at den olding endnu ifjor
skjød en bjørn. Han har skudt ‑ jeg husker ikke rigtig ‑ otte og
tyve eller seks og tyve bjørne. Om foraaret lægger han et aadsel ud, og saa
sidder han taalmodig paa lur, nat efter nat.
Løitnant
Hals (forvalteren
ved Fossum verk ‑ oftere nævnt foran) er en overmaade net mand, dannet,
beskeden og meget tjenstagtig. Han er stor og tyk. Han er av de mennesker, som
ikke drikker en skaal, uden virkelig at føle et inderligt og godt ønske for
den, med hvem han drikker.
 |
|
Herman
Løvenskiold
fra senere aar |
Forstmester
Løvenskiold
kalde vi for ”fruens mand”. Han skal være klog, endog til malice (ondskap);
det sidste har jeg dog ikke bemerket.
Han er derimod gyselig høflig, siger til alting: «Jeg beder om forladelse»,
bærer rød paryk og skal være saa bange for sin broder statholderen, at han
næsten ikke vover at sætte sig ved sideni av ham, naar han er her. Ham (d.
e. statholderen) er de alle bange for. Men forstjunkerens kone, den søde tante
Anne, hører til dem, som lidt efter lidt dø ud, og der fødes desværre ikke
flere av den slags, saa ganske aparte, gammeldags i klæder og gammeldags i
lader, venlig, klog, lidt følsom (d. e. sentimental) gaar hun rundt og pusler.
Hun er ikke bange for nogen eller noget, men økonomisk i en grad, koger the
paa kakelovnen, laaser og lukker for pigerne, endog det allerutænkeligste,
lader gulvtæppetøi ligge paa loftet i mange aar,
«fordi det er synd at gaa derpaa; thi det er ganske nyt»
[2]
.
Januar 1848.
Saa endte
da denne glade jul meget, meget sørgelig. Den endte med Sophie Løvenskiolds
død. At Sophie ikke havde mange aar at skulle leve i, synes jeg længe at have
kunnet se; men at døden skulde komme saa snart og saa hurtigt, var der ingen,
der havde ventet.
Siden hun
ifjor sommer var syg i Christiania, har hendes natur (sic) været ganske i
uorden. Ved maaltiderne nød hun næsten intet, men levede saa at sige kun av
slikkerier, kager, konfect og saft. Hun var meget uforsigtig i alle henseender,
og da det blev paalagt hende av lægen at avholde sig fra sin passion for søde
sager, stjal hun sig til at nyde dem i smug. Den megen dans har ganske sikkert
fremskyndet døden. «Jeg er ganske rask, naar jeg blot morer mig,» sagde hun;
«det er kun adspredelse, jeg mangler.»
Jeg ser
hende endnu danse frem i en francaise ‑ hendes høie, elegante figur,
smukke, gracieuse bevægelser, milde, straalende ansigt, hilsende mig med et
lykkeligt nik, som om hun vilde sige: «Her paa et bal er jeg hjemme og føler
jeg mig glad ved at leve.» Det var i den samme sal, hvor hun nu et par dage
senere staar lig.
Om
juledansen paa Fossum denne gang, som blev saa skjæbnesvanger, skriver fru
Bodenhoff: Klaveret blev flyttet ind i spisestuen, hvor vi skiftedes til at
spille og danse, Sophie allerivrigst. Wedel[3]
lavede punsch, herrerne (væsentlig unge søofficerer) blev meget lystige, og
dansen noget vild. Det var nu tre aftener en suite (i træk), der var bleven
danset og danset længe, som de ogsaa bruger her i Norge. Næste morgen skulde de
fremmede herrer reise kl. 11. Sophie følte sig uvel, men stod dog op, pyntede
sig med en ganske ny kjole ‑ for første og sidste gang ‑, saa sød
og nydelig ud, men fuldstændig ætherisk, skjænkede the for os alle og gik
derefter straks igjen tilsengs.
Jeg var
med frøken Linaae[4] nede hos
hende, spøgte over hendes letsindighed, som nu førte straffen med sig, holdt
hende en prædiken, hvorav hun ‑ maaske for sidste gang ‑ lo. Hun
klagede ikke; men paa hendes ansigts udtryk saa man, at hun led meget, dog
troede alle, at det ikke havde noget paa sig. Hendes forlovede Herman[5]
var med grund lidt vred, fordi hun havde danset saa meget, skjønt han bad hende
om ikke at gjøre det. Doktoren, som blev tilkaldt. sagde, at det var «aldeles
ingen ting». Klokken elleve om aftenen kjørte vi hjem (Bodenhoff og frue) fra
Fossum til Jønnevald. Nu idag, klokken var ni, og vi var just veil at klæde os
paa, kom der brev fra hofmarschallen, at da vi forlod dem, havde ogsaa glæden
forladt dem; thi samme morgen klokken halv syv var Sophie død.
Det var
just Hermans fødselsdag, paa hvilken hun er død. Har jeg nogensinde beskrevet
ham? Han er mørk og bleg, klog, men noget bitter. Han pleier at sige, at «man
skal gaa paa jorden, om den saa er gloende». Igaar laa han med hovedet ned i
sin sopha, bundfortvilet, og vilde ikke tale med nogensomhelst. Han er, som
regel eller lidt ofte, menneskesky. Jeg tror, at hun holdt ikke saa meget av
ham, som han holdt av hende. Hun var dog altid elskværdig mod ham som mod alle
og havde et sjældent godt hjerte.
Da doktoren
kom, havde Sophie hørt, at han sagde til frøken Linaae: «Det er snart forbi.»
«Saa bed for mig, kjære, kjære moder,» sagde hun, «og hils min lille Eugenie
(den nogle aar yngre, endnu ikke voksne søster). Hun havde en meget haard
dødskamp. Doktoren havde hele tiden maattet holde hende. De blev alle siddende
hos hende, længe efterat hun var død. Herman vilde slet ikke bort derfra. Først
da dagskjæret brød ind og viste, at hele hendes ansigt var fortrukket av
smerte, var han styrtet ud av værelset.
8de januar 1818.
Stakkels
Herman er saa grænseløs fortvilet og ubehersket i sin sorg. Da vi om aftenen
sade ved theen, kom fru Cappelen fra Holden og hendes datter, Sophies veninde.
Dem ønskede Herman selv at se; men da det kom til stykket, kunde han ikke taale
det, men besvimede og blev baaret ind paa sit værelse. Han kom dog snart til
sig selv, men viste sig ikke mere.
14de januar 1848.
Der var
en mængde fremmede herrer kommet reisende til begravelsen. Jeg talte med vor provst
Rothe (d. e. Rode), en meget net og meget klog mand. Imellem Fossum og
kirken var bygget flere store æreporte, og paa kirkegaarden, paa veien ind til
kirken, var der bygget en hel lovsal eller buegang, bag hvilken sørgemusiken
spillede. Kirken var helt betrukket med sort, hvilket Skiens borgere havde
foranstaltet.
28de januar 1848.
Stoddere,
tiggere, zigeunere ‑ «fanter» kaldes de av almuen er her mange av. Saa
komme de om aftenen og bede om logi. Alle have raadet os til ikke at tage nogen
ubekjendt i huset om natten. Saaledes kom forleden en kone ind med et barn paa
ryggen og et i sit forklæde og et tredje ‑ eller saa godt som et tredje ‑
under forklædet. Hun bad om logi for sig og for de to og trekvart børn og for
hendes mand med tre andre børn, som stode ude i gaarden. Grethe (tjenestepiken)
gav dem melk, brød og fire skilling norsk, men sagde, at logi kunde det ikke
nytte, de bade om; thi det var engang for alle bestemt, at hun ingen turde
indlade om natten. Da hun fortalte mig det, syntes jeg dog, det var for
ubarmhjertig, da det var sent og over tolv graders kulde; men nu var de
allerede forsvundne i mørket, og vi vidste ikke i hvilken retning. En fattig
kone paa Kaste (litt længer opover) var barmhjertigere end vi og tog imod dem.
Om natten kom det tredje eller rettere det sjette barn frem, det, konen havde
under forklædet. Næste morgen drog fantefamilien videre til Slemdal, og konen
havde sagt, at saaledes var alle hendes børn fødte.
Jeg
besøgte Anne Kaste, som gav dem tag over hovedet, og hun fortalte, at
fantekvinden var over halvtredsindstyve aar ‑ altsaa bliver det vel det
sidste barn ‑, og at manden var noget over tyve[6].
Endvidere at kvinden med det nyfødte barn ‑ som endnu ikke var vasket ‑
paa skjødet havde kræfter nok til at tage et stykke brænde og kaste efter
mandens hoved, fordi han sagde, at barnet var kommet altfor tidligt. Da Anne
Kaste derefter kogte havregrød og gav til konen, tog manden den fra hende og
spiste den selv.
Av bønder
fra Slemdal, som senere have mødt familien oppe i fjeldene, have vi hørt, at
det lille barn var død.
I disse
dage har en bonde skudt en «gaube», hvilket er det samme som los, og Aslak
Hoppestad har skudt en bjørn. En ulv er skudt her i nærheden, og en anden har
forleden dag spadseret nede ved verket og været efter en hund ved høilys dag udenfor
lieutenant Hals’s bolig. Her er nok ualmindelig mange iaar; men vi have ogsaa
faaet en ualmindelig stræng kulde.
Imorges
kom Helge Foss ind og spurgte tjenstligst; om nogen ønskede at se en «ligfærd»,
og pegede ud ad vinduet. Nedenfor dette kjørte en «spidsslæde», en enspænder
kane. En mand sad inde i den, to andre stod bagpaa, og foran i slæden stod en
ligkiste opreist, som om den døde stod paa benene. «Det er Thorgrim Dalis kone
oppe i Fjeldet,» begyndte Helge, og saa kom en lang historie, som jeg desværre
ikke kan gjengive paa norsk og heller ikke med Helges vidtøftighed og liv; men
den er saa sørgelig og rørende, synes jeg. Konen var fra Thelemarken, men gift
oppe i Dali, hvor hun havde levet i mange aar med sin Thorgrim, der er en
gammel mand nu. Hun var selv over tredsindstyve aar og havde tidligere været
meget øvet paa ski og gjort valfarter om vinteren til sit gamle hjem tre mile
derfra; men tre norske mile i det vilde fjeld skal være besværligere end tolv
paa en dansk landevei. Nu havde hun i mange aar ikke været paa en saadan reise;
men da nu ovenikjøbet hendes datter var gift i Thelemarken, fik hun forleden en
brændende lyst til at benytte den sterke frost og det gode skiføre til at
reise op og se til datteren. Gamle Thorgrim syntes nok, det var lidt galt; men
«kjærringen», som .Helge udtrykte sig, spændte skierne paa og sagde farvel.
Nogle dage senere talte Thorgrim med en anden bonde, som kom fra Thelemarken,
og som havde seet hans datter, men konen var der ikke. Saa gik de ud og ledte i
sneen vidt omkring; men da det havde sneet sterkt siden hendes bortgang, var
det vanskeligt at følge sporet. Imidlertid saa de, at hun var gaaet en halv mil
over en sø, som heder Hartevandet (Hørte); men der stansede pludselig sporet,
saa de antoge, hun havde merket, hun var faret vild, og saa var gaaet samme
spor tilbage. Over en jordvold med grøft foran, og det hele dækket med høi sne,
var hun faldet. Der fandt de hende, næsten skjult av sneen, og gamle Thorgrim
maatte med de andre bære konen hjem; thi der hvor hun havde færdedes, kan ingen
hest og slæde komme frem[7].
August 1848
Av
fantefølger er her mange, disse Norges «evige jøder», der flakke om i skovene
med børn paa ryggen og andre i laser (filler) baade for og bag. De er en stor
plage, især for fattige og overtroiske, som det ublu rak (uforskammede pak)
søger at udsuge til det yderste. Her forbi Jønnevald komme flere gange om ugen
saadanne. Forleden passerede et følge av ni voksne. Det var Meldals‑følget,
og den bekjendte hex, den gamle Soffia, gik foran, høi, gravitetisk, med
korslagte arme og lange skridt, øine som kul, stridt, graat haar og en bitte
pibe i munden. Saa fulgte de andre otte i gaasegang efter hinanden. En mængde
dagdrivere faa smag for dette omflakkende liv, og derfor tage de bestandig til[8].
September 1848.
Statholderen skal kunne være mindre
elskværdig, ja endog kunne være grov. Paa Fossum have de alle en frygtelig
respekt for ham. Ikke at tale om, at han av alle andre end de allernærmeste
bliver behandlet med en komisk ydmyghed som en vicekonge over Norge. Damerne
reise sig op, saasnart han ikke sidder o. s. v. Men meget vittig, morsom og
galant skal han kunne være, naar han har lyst dertil. Dog trække de alle veiret
lettere, naar han er reist fra Fossum.
November 1848.
Jeg
ængster mig aldrig for mig selv, naar jeg er alene, og det er jeg jo meget; thi
folk her er slet ikke slemme eller «kultiverede» i det onde, og man hører
aldrig om et tyveri, end mindre om andre forbrydelser. Aldrig hører man to mænd
skjændes; altid er de rolige og fredelige[9];
men klynke det gjør de iaar; thi det er ikke mere, end at de fleste bønder
akkurat kunne opholde livet, saa fattige er de. Men det maa for en del være
deres egen skyld; thi de arbeide ikke nær saa meget, som de kunde.
November 1848.
Der slagtes
nu 11 køer og 200 faar paa Fossum foruden grise (! !). Der er et grueligt
slagteri i Norge, med pølsegilder i denne tid allevegne, saa , børn og voxne
spise sig syge. Da her nu tillige passerer saa lidt, dreier konversationen sig
saa meget om husholdning, og det skulde slet ikke undre mig saa meget, om jeg
saa norske damer, istedenfor andet haandarbeide, medtage til aftenselskaberne i
Skien en lille tine og et lille bræt og en lille kniv og et lidet stykke kjød
at skrabe (! gav damerne i Gjerpen dem det følgeværdige eksempel i denne
materialistiske retning ?)
Nytaarsaften 1848.
Herman
(Løvenskiold) har noget mere «borgerligt» i sin hele optræden, i sit væsen og i
sin maade at tænke paa end de andre Løvenskiolder; men det kommer vistnok av,
at han er født, efterat adelen blev avskaffet i Norge (?). Herman har megen
forstand, dannelse, «læsning» og udmerkede, men strænge principer (deri laa det
vel heller). Istedenfor, som familien ønsker det, at gaa ind i et udenrigsk
departement, staar han i begreb med at forpagte en lille gaard, Foss, hvis
jorder stode op til Jønnevalds jord mod syd. Den ligger yndigt, og han bliver
derved vor nærmeste nabo. De gode norske kalde ham indolent, fordi han ikke vil
benytte sin juridiske examen; men han er dels lidt menneskesky ‑ han tror
heller ikke godt om menneskene i almindelighed ; dels har han en passion for
naturen og for livet paa landet.
September 1849.
Statholderen
er overmaade høflig, næsten overdreven; men der er noget, som lader en ane, at
han indvendig er grænseløs herskesyg.
November 1849.
Det er
vist, at naar man ser nøiere, hvorledes den norske bonde (d. e. vel specielt
Gjerpensbonden) lever, saa er det omtrent ‑ nei ikke engang ‑ som
hunden i Danmark. Men for det meste er det deres egen skyld; thi de er ikke
flittige, men ligge helst og strække sig. Mere end fem arbeidsdage om ugen
paatage de sig sjældent, og naar en bonde skal arbeide i skoven langt borte,
kan han heller ikke bære mere med sig end til fem dage, hvorav man ser, hvilken
mængde de fylde i sig; men det er ikke nærende mad; thi den bestaar mest av
kold havregrød og varm kaffe uden sukker og fløde. Bygbrød med en blanding av
surmelk og vand er en luxus for mange. Jeg læste et langt brev, som nogle
udvandrere fra Jønnevald havde skrevet hjem fra Amerika. De var ikke saa
overordentlig tilfredse, men vilde dog aldrig mere hjem til Norge. «Her er
ingen tvang, og du vil finde dig langt lykkeligere her end ved at arbeide
hjemme i statholderens skove»[10]
Mai 1850.
Statholderen
har været her en tid. Igaar reiste han hjem, og hele Fossum drager et dybt suk;
men om det er av lutter sorg? En merkelig kraftig gammel herre, baade aandelig
og legemlig, og med en jernvilje.
Julen 1852.
Vi var en
mængde mennesker paa Fossum første juledag. Tredje juledag var det atter en
mængde mennesker, flest fra Skien. Jeg havde provst Rothe tilbords. Han
er efter min mening mere interessant, naar han ikke staar paa prædikestolen,
og kan være endogsaa bidende morsom, saa jeg lo meget av nogle av hans
historier. Han var tidligere prest oppe blandt de norske finner og kjendte saa
godt saa vel de av dem, som var blevne myrdede,‑ som den stakkels prest,
der indgiver disse hedninger saadan kristendom. Ja, presten Lammers i
Skien faar vel snart lignende indflydelse. Halvdelen av Skiens beboere er rent
gale (!) og foragte alle andre, som ikke dele deres anskuelser. Lammers tror at
kunne læse paa folks ansigter, om de er rettroende eller ei, og er rasende (!),
fordi han ikke maa vise dem bort efter behag; men saa tordner han til gjengjæld
1øs for dem og trøster dem med løfter om det hedeste helvede o. s. v. Enhver,
som danser eller spiller whist, er rent fortabt, prædiker han, og den
overbevisning deler nu halve Skien[11].
