OFFICERER
BOSATTE I GJERPEN I ATTENDE
AARHUNDREDE
Ved den
norske landmilis’s oprettelse av Kristian den fjerd i 1628 blev Telemarken lagt
til «Tunsbergs regiment» og var i
dette regiment
med i «Hannibalsfeiden» 1643‑1645 og i «Krabbekrigen» 1658. Og som
Telemarkens bygder vistnok ogsaa Gjerpen og de øvrige prestegjeld i Bamble
provsti. Regimentschef var fra 1640 utover Vincens Bille. Da Bohuslen
taptes ved freden til Roskilde i 1660, opløstes Tunsbergs regiment og
omordnedes til «Smaalenenes regiment», mens Telemarken og Bamble væsentlig gik
over til «Vesterlens regiment». I «Gyldenløvefeiden» 1676‑1679 stod dette
regiment først under oberst Mogens Krag og
efter hans død i decenber 1676 under Kristian Vind. Exercerpladsen laa
ved Skienselven, først paa østsiden i Gjerpen, nedenunder Borge, senere paa
vestsiden i Solum paa en rummelig slette, Graatenmoen eller som almindelig
sagdes: «Graatarmoen» søndenfor det lille strandsted Graaten.
Under
«den store nordiske krig» økedes hæren, og baade Smaalenene og Vesterlen deltes
i to regimenter, hvorav Grenland og Telemarken utgjorde «første Vesterlen». Til første
Vesterlen hørte da 10 kompanier, deriblandt, som nye, det Bambleske, det Eidangerske
og det Gjerpenske. Ved det 18de aarhundredes begyndelse
hadde soldater av dette regiment, fordelte i hvervede danske regimenter, blit
transporteret avsted til utenlandske kamppladser og hadde tat del i den spanske
arvefølgekrig paa Vilhelm av Oraniens og den Habsburgske keisers side mot
Frankrigs konge Ludvig den fjortende. I den store nordiske krig mot Sverige var
første Vesterten paa tog østover
til Bohuslen under Løvendals overkommando fra 1711‑1719, da Fredrik den
fjerde gjorde det sidste forsøk paa at to Bohuslen tilbake. I 1717 var endel av
første Vesterlen: Eidanger. Gjerpen, Sauhered, Heiddal, Granshered, Tinn,
Hjartdal, Seljord og Bø igjen lagt under andet Smaalenske regiment, hvis chef
da var Sten Blix. Blix gik senere over til at være chef for første
Vesterlen.
I 1761‑1763
sendtes første Vesterlens regiment ned til Holsten, da det saa ut til krig med
Rusland. Brügman var da dets chef, bosat i Gjerpen eller Skien. I 1788
var regimentet under kommando av oberst Gude med paa toget til Bohuslen.
Gude var vistnok ikke bosat i Gjerpen. I 1789 oprettedes «Det telemarkske
nationale infanteriregiinent», hvis soldater hadde røde kjoler med grønne
opslag; men dette navn svandt igjen ved Karl Johans store reduktion av den
norske arme i 1818.
Jeg indleder
rækken av de i Gjerpen i det 18de aarhundrede bosatte officerer med et par,
som maaske alt var flyttet fra Gjerpen, inden det 18de aarh. gik ind:
Kapteinløitnant
Heiermann. Hans
«slegfredbarn» begravedes dom. exaudi 1686, 1.1/2 aar gammelt. Det synes ikke
at ha angrepet hans honnør videre, at han hadde hat et slikt barn; i alle fald
er kaptein Heiermann i 1693 fadder i Gjerpen sammen med saa høiagtede
officerer som brigadier (general) Arnold og oberstløitnant Leegaard. Aaret
efter, i 1694, er han endog fadder hos selve sognepresten i Gjerpen, Ole Flor,
sammen med amtmand Adeler og brigadier Arnold. Senere forekommer ikke hans
navn i kirkeboken. Han synes at ha bodd paa Otterholt oppe i øvre Gjerpen.
Løitnant
Ole Jonassens «kjeriste», d. e. hustru, begravedes i Gjerpen i september 1687. Anderledes
forekommer ikke hans navn i kirkeboken; men det synes dog at vise, at han har
været bosat her.
Jeg gaar
saa over til en meget celeber officer:
Johan
Arnold. Johan
Arnold var tysker, født i Sachsen 18de januar 1638[1].
Han var søn av landdommer Arnold i Lindenau i kurfyrstendømmet Sachsen. Hans
mor het Anna Leschely. I sin tidlige ungdom gav han sig i svensk krigstjeneste
under den berømmelige krigshelt Karl Gustav, men fangedes av danskerne i
slaget ved Nyborg og gik saa efter freden i 1660 og Karl Gustavs død i den
danske konges tjeneste og giftet sig nogle aar senere med en dansk dame. Til
Norge kom han litt efter, først i sekstiaarene, som kaptein ved dragonerne,
blev i 1677 oberst og chef for Akershuske regiment og deltok med stor
dygtighet i Gyldenløvefeiden. I 1682 kom han som chef for Vesterlen paa
disse kanter. I 1700 blev han generalmajor
eller «brigadier», som han sedvanlig titulertes, kjøpte Borgestad og
døde der 5te juni 1709, 71 aar gammel. Han kom altsaa ikke med i den nye krig.
Den 5te september indsattes hans kiste i det Arnoldske likkapel, som han hadde
opfort bak koret i Gjerpen kirke. Paa en sort fane, der hang over hans kostbare
kiste, stod der følgende indskrift:
Herunder hviler høiædle og velbaarne herre hr. Johan
Arnold.
Paa en graa fane stod der:
Kngl. M. til Danmark og Norge osv høibestalter generalmajor, fød i Sachsen aar
1638 den 18de januari, med største ære tjent 3 danske konger, død i Norge udi
sin lyksalige og høie alders 71 aar og 3 maaneder[2].
I Brække museum opbevares der fra hans kiste to
vaabenskjold med hans vaaben: 3 ekenøtter paa et skjold, videre 2 ”sørgende
krigere”, et symbol paa døden og et krucifixks.
Som hr. Johan Arnold hadde yndest hos kongerne,
hadde han ogsaa yndest hos kvinderne; ti han var ikke mindre end fire ganger
gift: først, i 1668, da han var 30 aar, med Anna Stadsgaard, sa.i i 1677 med
Sofie Amalie Gedde, saa i 1682 med Gertrud Iserberg og endelig i 1692 med den
rike enke Anna Klausdatter, datter av den ansete, da avdøde lagmand Klaus
Anderssøn paa Brække. Arnold var da 54, fru Anna 33 aar. Hendes første mand
Stig Anderssøn Tonsberg var død et par aar i forveien, 1690[3].
Gertrud Iserberg var dansk som hans to tidligere
hustruer, datter av kjøbmand Herman Iserberg i Kjøbenhavn. Hun døde paa Gimsø
den 3die juni 1687, 32.1/2 aar gammel, og blev indsat i Gjerpen kirke 26de
samme maaned. Paa hendes kiste, der opbevares i Brække museums gravhvælving,
staar følgende rimede inskription:
I.H.S.[4]
Her skjules under
disse bord
et legem, som til
dyd var gjord,
af navn fru Giertrud Iserbergk,
i aanden gjæv, i
troen sterk.
Hr. oberst Arnold,
hendis mand,
ei hende nok besørge kand;
ti hun var from oc dydefuld,
hun ædel var, trofast oc huld.
Men det mod døden hjalp dog ei,
ti sjælen gik den bedste vei,
til himmelen, hvor den alt er,
om kroppen end maa hvile her.
I tre og tredivt’ aar hun var,
da man til graven hende bar.
Ei mer nu tællis hendis aar;
ti hun for Lammets trone staar.
Anna Stadsgaard og Sofie Amalie Gedde har neppe
engang naadd hendes alder, da døden tok dem bort.
Likprækenen over Gertrud Iserberg, som holdtes av
Gjerpenspresten Ole Flor, blev trykt i Kjøbenhavn in quarto[5].
I det oldnordiske museum i Kjøbenhavn opbevares et paa høirød atlask trykt
bryllupsvers, som var forfattet til hendes bryllup med Arnold den 14de juni
1682[6].
Ifølge Gjerpens ældste ministerialbok blev den 28de juni 1683 et kun nogle dage
gammelt barn til «obrist Arnold» indsat i «sakristiet». Det maa ha været hendes
første barn. Ti aar
efter fru Gertruds død blev ogsaa hendes andet barn, Elsebe, da 13 aar gammelt, i 1697, indsat i kirken. Platen paa
lille Elsebe Arnolds kiste er ogsaa bevaret i museet. Indskriften paa den lyder
saaledes:
Her
hviler den høiædle og velbaarne jomfru Elsebe
Arnold, fød paa Gjemsø kloster den 12te september anno 1684. Hendis fader,
høiædle, velbaarne Johan Arnold, Kngl. Maj. velbestalter brigadier og obrister
udi Norge; hendis moder var høiædle og velbaarne frue Giertrud Iserberg. Denne
nu salige jomfru døde i Scheen den 8de januarii 1697 udi hendis 13de aars
alder. Gud give hende glædelig opstandelse.
Saa
følger et langt vers, hvorav en del skal anføres:
Jeg Elsebe Arnold hviler her,
salig i Gud hensoven.
Da (Gud i ?) min spæde barndoms tid
min moders haand bortkaldte
og hende til det evig liv,
til herlighed udvalte,
Gud mig ikke
moderløs
dog længe lod
forblive,
men Gud, al trøstes Gud, mon mig
en anden moder give,
som været mig en
moder from,
ja kjærlig mod mig
vaaren,
som hun mig havde
kjendet selv
under sit hjerte
baaren.
----
----
De havde glæde steds
af mig
udi min opveksts
dage;
men som jeg stod i
bedste flor,
ved døden jeg
bortrives,
dog derimod i
himmeltog
til evig fryd
indlives,
hvor jeg som grønnen
palmetræ
staar for Guds riges
trone
og sjunger Herren
evig lov;
han gav mig livsens
krone.
En fuldsøster av Elsebe: Charlotte Amalie Arnold
vokste op og blev 11te december 1703 gifl med den dengang rike assessor kancelliraad
Joakim Borse. Hun overlevet længe sin mand, der senere uforskyldt kom i smaa
kaar; men hun fik dog bli boende paa deres vakre eiendom Fjære gaard i Solum
til sin død, der vistnok ikke indtraf før omkring 1750. I fattigdom levedes
dengang ofte længer end i overflod.[7]
Hans
Jakob Arnold var søn
av Johan Arnold i hands første ekteskap med Anna Stadsgaard, født aaret efter
deres giftermaal den 21de april 1669. Han blev løitnant i 1690, tok del i
krigen i Nord-tyskland 1711‑1715 og steg under den til generalmajor.
Han blev kommanderende general i Norge, blev generalløitnant, ridder av Elefantordenen
og endelig i 1749, i sit 80de aar, feltmarschal, visselig den
eneste officer i Norge, som har baaret denne høie titel. Han maa antagelig
endda ha været nogenlunde i vigør; ti han døde forst julaften 1758 i sit 90de
aar. Hans kiste blev ført til Gjerpen og indsat i det Arnoldske kapel den
5te juni 1759; til den tid hadde den staat i et likkapel i Kristiania
[8]
.
Feltmarschal Arnold har vistnok været en mer end
almindelig dygtig mand med stor fortjeneste av Norges forsvarsvæsen. Han fik
istand skiløperkompanier og landeværn, likesom der i Kristiania efter hans
initiativ ved kngl. reskript av 16de december 1750 oprettedes «Den matematiske
skole for befalingsmænds børn, der ønsker at uddannes til officerer». Denne
skole var oprindelsen til «Den kongelige norske krigsskole», hvilket navn
skolen fik i 1820. Feltmarschallen var skolens forste chef.
I Gjerpen var han hjemme paa Borgestad av og til,
saa længe gaarden tilhørte hans forældre. Saaledes var han som kaptein, sammen
med sin nye stedmor Anne Klausdatter, fadder hos hendes bror assessor Anders
Klaussøn. Som generalmajor opholdt han sig en længere tid i Stockholm, hvor en
7 aar gammel datter av ham døde og 27/3 1724 blev indsat i familiebegravelsen
ved Gjerpen kirke. Han var nemlig 30te november 1702 blit gift med jomfru Karen
Tonsberg paa Borgestad, en datter av hans stedmor fru Anna i hendes første
egteskap med Stig Andersson Tonsberg. Han og hans hustru var saaledes hvad man
kalder «sammenbragte børn». Hun døde i 1734 og blev 19de november samme aar
indsat i familiebegravelsen.
De hadde følgende børn:
Kristian Kristofer, som 1733 blev fændrik
i garden, 1735 løitnant, 1736 kaptein, 1739 major. Han fik avsked allerede
1743 og døde ugift i 1750. Han døde altsaa forholdsvis ung fra en velbegyndt
militær løpebane og har maaske i flere aar været sykelig, naadde vel altsaa
ikke engang morens alder.
Johan Fredrik, han døde likeledes
ugift, men blev dog en gammel mand, da han først døde i 1785. Han hadde titel
av geheimeraad.
Katarina Elisabet blev gift med den
danske greve Kristian Wedel til Wedelsborg. Hun døde alt i 1736, to aar efter
sin mor, og blev kun 27 aar gammel.
Anna Johanne, opkaldt efter
begge bedsteforældrene, blev ogsaa gift, nemlig først med oberst Fredrik Schlanbusch
og efter hans død anden gang med major Johan Fredrik v. Woldenberg, altsaa
begge gange med høie militære, likesom søsteren var blit gift med en greve. Med
Schlanbusch hadde hun en søn, der dog alt døde som barn. Med sin anden mand
hadde hun en søn Kasimir, der var født 8de mai 1737, avancerte til kaptein, men
døde alt 29de juni 1761, kun 24 aar gammel. Anna Johanne Arnold var sindssyk i en lang række aar og var blit
det, alt før hendes søn kaptein Woldenberg og hendes gamle far døde. I denne
sørgelige tilstand levet hun i Kristiania helt til sin død 25/3 1785. Hun døde
uten at efterlate sig arvinger, hvorfor hendes eiendele tilfaldt hendes
ovennævnte ugifte bror Johan Fredrik, der imidlertid ogsaa døde samme aar som
hun[9].
Fredrik Schlanbusch,
general H. J. Arnolds ovennævnte svigersøn, gift med hans datter Anna
Johanne, var søn av oberberghauptmand paa Kongsberg Heinrich Schlanbusch og
født 27de april 1689. Det maa ha været en ualmindelig dygtig mand, da han
allerede i ung alder var avanceret til oberst. Han døde desværre 29/6 1727, kun
litt over 38 aar gammel, mens han tjenstgjorde i Holsten. Hans kiste førtes op
til Norge og indsattes i familiebegravelsen ved Gjerpen kirke. Paa
kisteplaten, der opbevares i Brække museum, læses følgende inskription, der
trods tidens smagløse overdrivelser dog, godtgjør, at det maa ha været en
udmerket mand. Der staar:
Herunder hviler den høiædle og velbaarne Hans Kngl.
Maj. til Danmark og Norge forhen velbestalter obrister for det første Aggerhusiske
nationalregiment, nu salig hos Gud Friederich
von Schlanbusch, fød MDCLXXXIX den 27de aprilis, død MDCCXXVII den 29de
junii, der var tvende gange gift og efterlod tvende børn samt hos alle et
berømmeligt minde; ti hans anseelse, venlighed og omgjængelse var behagelig for
alle.
Saa følger i rimform en meget sterk ros over ham som
militær:
Dyd, troschab, mod
og tapperhed
og hvad som giver
ære
det kunde hver i
mange led
af hans eksempel
lære[10].
Med Schipio og
Hannibal,
med Pyrrho og Eugen
han nok var kommen udi tal,
om døden ei hans
bane.
for
tidlig havde fældet[11].
Han
derpaa har gjort prøve.
der
han saa ofte modig kom
i kamp med svenske løine[12].
I
krigens kugleblandet ild
var han en salamander,
enfin (d. e. kortsagt) han var soldat saa
snild
som
fordum Alexander.
Det er
vel en gammel latinsk skolemester, som har produceret dette.
Samtidig
med indsættelsen ave bedstemorens kiste i likkapellet, 19/11 1734, indsattes
ogsaa den lille dattersøn, der var død i Holsten henimot 4 aar efter sin far.
Hans mor maa altsaa være forblit der nede. Kisten hadde tysk inskription. Den
lille gut var opkaldt efter bedstefareti, general H. J. Arnold. Inskriptionen
lyder saa:
Es ruhet
hier in Gott der tugendsame Knabe Hans Jacob Schlanbusch, gebohren in Norwegen
den 20. Martii 1726, gestorben in Rendsburg den 2. April 1731, dessen Eltern
sind gewesen weiland Obr. Friederich Schlanbusch und
dessen Mutter Anna Johanna Arnoldt. Gott verleihe dem Cörper in der Erden eine sanfte Ruhe und am jüngsten
Tage eine fröliche Auferstehung und Vereinigung mit der Seelen zum ewigen
Leben.
Ogsaa
Anna Johanne Arnolds søn i hendes andet egteskap, den unge kaptein Kasimir v.
Woldenberg, blev bragt til hvile i Gjerpen kirke. Paa hans kiste staar følgende
eiendommelige inskription:
spør nogen. hvo det er, som nu i graven
sættes,
kan med sandfærdighed til svar igjen berettes:
her er nedlagt en kvist af store Arnolds rod,
af sind, af dyd og held, af hjertet eiegod,
nemlig
den
velædle og velbaarne Casimir Heinrich von
Woldenberg, Kngl. Maj. velbestalter capitaine ved det første Aggershusiske
infanteriregiment, fød den 8de Maj 1737, død den 29de Junii 1761.
Endnu
nogle tilføielser om familien Schlanbusch: Oberst Fredrik Schlanbusch’s far,
Heinrich Schlanbusch, blev indkaldt fra Tyskland i 1685 og var berghauptmand
paa Kongsberg i 20 aar, til han døde i 1705. Fredrik Schlanbusch var altsaa
født i Norge. Heinrich Schlanbusch efterfulgtes paa Kongsberg av sin anden søn
Johan Ludvig, der døde paa Kongsberg i 1735. En tredje av hans sønner Theodor
Georg blev eier av Eidsvolds verk[13].
Der var her i landet nogenlunde samtidig ogsaa et par andre høiere militære av
navnet Schlanbusch, nemlig Friederich Heinrich Schlanbusch, der omkring 1738
var generalmajor i Bergen, og, tilhørende et senere slegtled, Heinrich Georg Schlanbusch,
født 1719, død 1785, generalmajor fra 1774[14].
En datter
av kancelliraad Joakim Borse og Charlotte Amalie Arnold, altsaa en datterdatter
av Johan Arnold paa Borgestad, het Anne Kristine Borse og var gift med kaptein
Tode paa Tinn[15].
Til
vedlikehold av det Arnoldske likkapel var der ved skiftet paa Borgestad efter
generalmajor Arnold og frue blit utlagt et bruk i Løberg, der efter
feltmarschallens død i 1759 blev solgt, og salgssummen, 300 riksdaler, utbetalt
til sønnen geheimeraad Johan Fredrik Arnold. Da denne ugifte mands arvinger,
søsteren Katarina Elisabet Wedel til Wedelborgs familie, ikke hadde nogen
interesse av det Arnoldske likkapel her oppe i Norge, blev baade vedlikeholdet
forsømt og den dertil avsatte kapital borte[16].
Og tilslut bares de saa alle ut paa kirkegaarden, hvor deres fællesgrav er like
ved det gamle kapel. Men at de hviler der og saaledes for altid er «bosatte» i
Gjerpen, faar være min berettigelse til at ta alle disse med i denne avhandling.
Nu gaar jeg igjen videre til officerer, som virkelig har bodd i Gjerpen i det
18de aarhundrede.
Arnt Krag. Han var søn av chefen for Vesterlens regiment
Mogens Krag, der, som nævnt i indledningen til denne avhandling, var død i
december 1676, ved krigens begyndelse. Hans mor het Helvig Arntsdatter von der
Kuhle. Arnt Krag var altsaa opkaldt efter morfaren Arnt von der Kuhle, hvem nu
denne person har været. Arnt Krag avancerte efterhaanden helt op til sin fars
charge og blev tilsidst chef ikke for Vesterlens, men for første Smaalenske infanteriregiment.
Det gjorde, at han tilsidst maatte forlate Gjerpen og dra østover. Imidlertid
var det sterke baand, som hadde bundet ham her. Som major var han nemlig den
10dc januar 1702 blit gift med Kristine Elisabet Tonsberg paa Borgestad, en
søsler av Karen Tonsberg, der henimot slutten av samme aar, den 30te november
1702, blev gift med Hans Jakob Arnold, som likeledes da var major. Der maatte
høie officerer til for at kunne ta disse jomfruer! Brudene var døtre av fru
Anna til Borgestad i hendes første egteskap med Stig Tonsberg. Krag bodde de
første aar av sit egteskap hos svigerforældrene paa Borgestad. Den 30te august
1704 døptes derifra hans første barn, datteren Katrine Antonette. Krag var da
avanceret til oberstløitnant. Den 12te mars 1706 døptes hans andet barn, sønnen
Kristian. Han blev i sin tid likeledes officer, tok avsked som major og bodde
da paa Nes paa Romerike. Den 2den august 1707 døptes det tredje barn, datteren
Anna Sofia; det blev altsaa 3 børn paa mindre end 3 aar! Krag var da flyttet op
til Menstad, litt nordenfor Borgestad, nærmere Skien. Baade Krag og fruen maa
ha været avholdte folk, at dømme efter at de ofte var faddere. Saaledes
oberstløitnant Krag hos fændrik Usler i 1706, hos kaptein Fien samme aar og hos
Fiens svoger Kai Børting 1708. Fruen var sidstnævnte aar fadder hos Erik Smed,
hvad der viser, at hun ikke var stor paa det. Desværre døde ogsaa hun saa ung,
kun 29 aar gammel, den 19de juni 1709, og flyttedes til det stille lille rum
bak kirken otte dage efter, den 26de juni. Paa hendes kiste var der følgende
inskription:
Udi
opstandelsens haab hviler herunder høiædle, velbaarne og hos Gud nu salige frue
fru Christine Elisabeth Tonsberg, som
begyndte livet aar 1680 d. 20de Augusti, efter 7.1/2 aars kjærligt egteskab endte
livet 1709 d. 19de Junii fra sin hjerteelskende kjæriste høiædle og velbaarne
obristløitnant hr. Arnt Krag.
Es.
60, v. 20:
Din sol
skal ikke mere gaa ned, din maane skal ikke mere miste sit skin; men Herren
skal være dit evige lys, og dine sorgis dage skal have ende.
Og saa
synges der:
Her sover englesødt
den dydekrans og krone
fru obristløitnant, som
lever
for Guds trone.
I Skien hende Gud liv, jordebolig gav,
paa Menstad
sagtelig sin muld hun rysted av.
Hr.
Arnt Krag, som her var hendes egte hjerte,
fandt
udi hennes død en fast ulæglig smerte.
Hans
englelige ven for op til Herrens stol;
her er
kun skyggen af den dydfuldkomne sol.
Har ikke
disse høiædle jomfruer nogen gang, da de satte brudekransen paa sig, kommet
til at tænke sterkere over, hvor snart denne krans kunde komme til at ombyttes
med dødens? Mørknet aldrig nogen angest derfor bryllupsfestens glæde for dem?
Efter hustruens død nævnes ogsaa «oberst» Krag endnu nogle gange som fadder i
Gjerpen; men han har vel nu bodd med sine børn i sit nye kommandodistrikt. Han
døde ikke mange aar efter fra sine moderløse smaa, den 16de juli 1718, altsaa
under krigen. Det kan ikke sees, at hans kiste blev ført til Gjerpen.
Ved hans
første barns daab i 1704 var følgende faddere: generalmajor Arnold og frue,
kaptein Offenberg og borgermester Weyer
samt fru
cancelliraad Borse og sekretær Leopoldus’s «kjæriste» fra Vold. Fogden Hans
Krag paa Mæla, som blev begravet 9de januar 1714, kun 36 aar gammel, kunde man
tænke var en yngre bror av Arnt. Han var født mot slutten av 1677, og da oberst
Mogens Krag døde i december 1676, er
det jo ikke ganske umulig; men der kan ikke sees at ha været nogen nærmere
forbindelse mellem disse to i Gjerpen, skjønt de jo ikke bodde mer end en knap
½ mil fra hverandre.
Kristian Mechlenburg var fra Drammen, hvor han blev født paa
Bragernes 15de april 1657. Omkring 1680 blev han gift med Vibeke Beate Bagge,
som blev begravet 18de januar 1692 der, hvor han da har været bosat, som ikke
var Gjerpen; men snart efter maa han være kommen hit og blit kjendt her, hvor
han endnu samme aar den 1ste
december, uten trolovelse og lysning, blev gift igjen med den rike kakse paa
Fossum Peter Børtings ældste datter Anne
Kristine. Mechlenburg, som var i en alder av 35 aar, var dengang alt avanceret
til major. Allerede 9de september det
følgende aar døptes en søn, som blev opkaldt efter morfaren. Fadderne var
brigadier Arnold, assessor Barnholt, fruens bror Kai og hendes søster
mademoiselle Juliana Børting. Selv var major Mechlenburg mange aar senere, i
1705 og 1710, fadder hos kaptein Steen og hos løitnant Usler i 1706. I 1706 var
ogsaa «jomfru Mechlenburg», der maaske har været en datter av majoren i hans
første egteskap, fadder hos kaptein Steen. Efterat ogsaa hans anden hustru var
avgaat ved døden, giftet Mechlenburg sig for tredje gang med Anniken Møller,
som overlevet ham[17].
Mechlenburg
var major i kavalleriet, hvor han i 1682 var blit ritmester. Hans forbindelse
med den Børtingske familie var vel hverken heldig eller hædrende, om end mademoiselle
Børting fra Fossum skulde vare et rikt parti og forsaavidt et godt gifte; men
med hendes rigdom blev det i alle fald ikke rart i længden og, som det ser ut
til, heller ikke synderlig bevendt med hendes høiædle og velbaarne egtemand i
andre henseender[18]. Under
tinget paa Mæla 6/12 1706 lot saaledes oberst
Arvid Kristian Storm tinglæse en
obligation paa ham, lydende paa 500 riksdaler, og monsieur Simon Jørgensen fra
Skien en ditto paa 300 riksdaler. Til tinget sammesteds vaaren efter blev
majoren stevnet av Knud Pedersen for en gjeld likeledes paa 300 riksdaler. Til
samme ting stevnedes han ogsaa for gjeld av en Jakob Gregersen. Majoren «blev
paaraabt trende gange, men indfandt sig ikke», staar der i tingprotokollen. Paa
sommertinget samme aar 1707 fremla «fogedfuldmægtig» (prokurator) Peder
Christensen en obligation, dateret 6/2 1682, lydende paa 148 riksdaler, og
likeledes en anden, dateret samme dag og lydende paa 100 riksdaler. Han fremla
yderligere en tredje obligation, dateret 16/10 1706, paa 300 riksdaler.
Majoren uteblev fremdeles. Man la da «arrest» paa den fjerdedel av Fossum, der
tilhørte ham som hans hustrus arv, og likeledes paa kul og malm.
Major
Mechlenburg døde nede i Skien den 9de januar 1715, 58 aar gammel, og hans lik
førtes senere fra Skiens kirke til det Børtingske likkapel ved Gjerpen kirke[19].
Om hans død fortælles aktmæssig, at den farlige herremand Peter Russel under et sammenstøt mellem ham og majoren i Wurchums
hus i Skien «trakterte» sin kontrapart saa ilde med majorens egen kaarde, at
han fik sin død av følgerne. Skiens læge, barber Karhof, søkte forgjæves at
redde hans liv. Formodentlig har de været berusede[20].
Major
Mechlenburgs tredje hustru Anniken Møller døde i Skien et par aar efter sin
mand og blev begravet 25/3 1717; hun var da 44 aar gammel og hadde været 16 aar
yngre end sin mand. En søn av ham i hans første egteskap med Vibekke Bagge,
Peter Vilhelm, blev døpt i Elfteløt kirke i Sandsver 20/12 1689. Han blev
officer som sin far, fændrik 1717, sekondløitnant 1718, premierløitnant 1725,
kapteinløitnant 1743 og endelig i 1748 i hans 59de aar kaptein og chef for
garnisonskompaniet paa Akershus, i hvilken stilling han døde 14/10 1750, 61 aar
gammel. Som det gik smaat med hans avancement, har det vel ogsaa været smaat
med hans begavelse. Han var gift med Gertrud Marie Leegaard, der døde i Kristiania 8/7 1761[21].
Der har
været flere høiere militære av navnet Mechlenburg. Saaledes Kristian Fredrik
Mechlenburg, der var født 14/7 1677 i byen Elsass i Schlesien; han døde som kaptein
paa Kronborg 10/10 1729. Hans Erasmus Mechlenburg, født 1705; han avancerte til
oberstløitnant. Sønnen Ezekiel Gustav Mechlenburg, født 1742, døde 1804 som generalmajor. Nils Henrich
Mechlenburg, født omkring 1750, døde som oberst. Foruten disse officerer var
der en Vilhelm Mechlenburg, som 1657‑1661 var «commissarius» hos
statholder Nils Trolle. Og flere, deriblandt en, som var sogneprest i Eidanger.
Ulrik Fredrik Fien var søn av oberstløitnant Otto
Ludvig Fien. Han blev 6/12 1702 gift med Peter Børtings yngre datter Juliana og
saaledes svoger til major Mechlenburg. Fien bodde i Gjerpen først paa Venstøp,
senere paa midtre Fossum. Han hadde tidligere staat ved Smaalenenes, men blev
5/6 1706 som kaptein overflyttet til Vesterlen. 4/5 1711 avaticerte han til
major. Av tingprotokollerne kan man se, at han flere ganger, navnlig i 1707 og
1708, var indstevnt til tinget paa Mæla, men uteblev som svogeren. En del av
disse indkaldelser skedde for begges vedkommende «paa deris kjeristers vegne»
og gjaldt saaledes antagelig det Børtingske bo, og for Fiens vedkommende ikke
som for Mechlenburgs hele rækker av gamle ubetalte obligationer eller
gjældsfordringer.
Egteparret
hadde 10/3 1705 vistnok sit første barn til daaben, en gut, som blev opkaldt
efter begge bedstefædrene: Peter Otto Ludvig Fien. Han døde allerede aaret
efter, og da forældrene dengang bodde i Skien, blev kisten indsat i den
Barnholtske begravelse i Skiens kirke. Inskriptionen er paa latin og lyder saa:
Hac
subductus est urna pie defunctus nobilissimus juvenis Petrus Otto Ludowicus
Fien, prognatus Schiinæ anno 1705
die 10 Martii nobilissimis parentibus,
nobilissimo et fortissimo viro Uldarico Friderico Fien S. R. M. capitano
fidelissimo, nobilissima et virtuosissima conjuge Juliana Borthing. Denatus est Schiino 1706 die 13 Febr. Dominus ter optimus, maximus dabit illi vitæ
æternæ gaudia [22].
Da Fien i
1724 var fadder hos raadmand Brandt, var han avanceret til oberst og regimentets chef. Sidste gang
han er funden nævnt i Gjerpens kirkebøker, er 30/9 1730, da han var fadder hos
kaptein Barnholt paa Ballestad.
Den
Fredrik Kristian Fien, som i 1717 blev kaptein og 1736 oberst og chef for
Vesterlen, er maaske en yngre bror av Ulrik Fredrik [23].
Fredrik Leegaard blev fændrik 1680, løitnant 1683, kaptein
1686, major 1690. Sidstnævnte aar gik han i fransk krigstjeneste og var
fraværende til 1692. Trods det nok har været en dygtig mand, maa han dog ha
været litt i slegt med Jean de France; ti efter hjemkomsten skrev han sig «de
Leegardté»! I 1696 blev han oberst, i 1709 generalmajor,
i 1711 generalløitnant. Han døde 1/2 1733, altsaa efter vel 50 aars
tjeneste. Skjønt han var gift med Margrete Arnold paa Borgestad, har han
vistnok aldrig bodd i Gjerpen. Der har dog været flere Leegaarder her. Saaledes
var her længe en «jomfru Leegaard paa Borgestad», som var en meget benyttet
fadder mellem aarene 1702 og 1722. Der nævnes ogsaa en kaptein Matias Leegaard,
som likeledes flottet sig med navnet «Legarté». Han var gift med Kristence
Hesselberg fra Skien, datter av kjøbmand Iver Jenssøn Hesselberg og døpt 30/8
1661. Det kunde vel være generalens bror[24].
David K1iim, en søn av lagmanden, blev løitnant ved
Vesterlen i 1709 og kaptein i 1717. Da hans far døde, overtok han hans store
gaard i Skien og blev vel boende der. I alle fald var han oftere fadder i
Gjerpen til 1722. Hvor han siden blev av, har jeg ikke set noget til.
Adskillig
ældre end Kliim var antagelig kaptein
Steen, som bodde paa Grini. Ved fornavn har jeg aldrig set ham nævnt. Hans
hustru het Kristine Elisabet, til daglig bruk «Lisbet». De hadde 2/8 1702 en
søn Johan Kristian til daaben. Fadderne var de fineste: baade generalmajoren
og hans frue og jomfru Karen Tonsberg, alle fra Borgestad. Desuten
borgermesteren i Skien, Weyer, og kollegaen kaptein Palm. Det blev en hel række
børn; men de fleste døde tidlig. Under dette avancerte Steen til major, til
oberstløitnant og til oberst. Endelig
døptes 15/2 1717 sønnen Johannes; men da var alle officererne væk, i alle fald
var ingen fadder; de var vel alle «dragne i krigen». Siden har jeg ikke støtt
paa Steens navn i kirkebøkerne.
Kaptein Erik Palm, bodde en tid paa Bratsberg, senere
paa Brække, antagelig Brække søndre. Hans frue het Anne Margrete; men ingen
børn av dem sees at være døpt her. Deriinot var Palm fadder i 1701 og 1702 og
stevnedes som sine vaabenbrødre Mechlenburg og Fien til tings 10/4 1706,
uteblev, men dømtes til at betale.
Hans Holmboe var kaptein, da han kom til Gjerpen. Han var
prestesøn fra Jylland og født i 1684. Hans hustru het Marie Gustava Mandal og
var en søster av fogden Melchior Høiers hustru Elisabet. I 1733 blev Holmboe
major, og i 1746, da han alt var 62 aar gammel, blev han oberstløitnant.
Holmboe maa ha været en formuende mand, da han kjøpte Borgestad efter fru Anne Arnolds død, men solgte rigtignok gaarden
igjen i 1731 til kancelliraad Herman Leopoldus. Flere av hans mange børn døde
ganske smaa. Blandt dem som levet op, var døtrene Alette, der konfirmertes i
1739, og Johanne og Karen, der konfirmertes sammen i 1743. Han har vistnok
igjen forlatt Gjerpen.
Kristian Barnholt tilhørte en anset og rik slegt i
Skien, hvor han var født den 27de mai 1692. Slegtens stamfar, Kaspar Barnholt
eller Bärnholt, var fra Nordtyskland indvandret til Skien, hvor han blev
raadmand i 1641 og borgermester i 1651. Hans søn Markus Barnholt bar titelen «præsident» og døde i 1695. Markus
Barnholt var en stor trælasthandler opover Telemarken, og hans navn forekommer
idelig i samtidens retsprotokoller, særlig i skifteprotokollerne. Sønnen Kristian
blev militær og steg til major. Han bodde paa Ballestad i Gjerpen. 15/2 1725 døptes hans søn Ulrik Fredrik.
Faddere var blandt andre kaptein Holmboe og frue og Didrik Cappelens
«kjeriste». Den sidste var endnu kun en begyndende magnat. Levet ikke Ulrik Frederik
op, saa levet den den 30/9 1730 døpte søn Karl
Frederik op; i alle fald blev han konfirmeret i Gjerpen 1747. Sønnen Markus
var kornet, da han 16/11 1744 blev gift med Pauline Roholt. Major Barnholt
blev en meget gammel mand; han døde 17de november 1774, 82 aar gammel. Paa hans
kiste, der indsattes i familiens begravelse i Skiens kirke, stod følgende
inskription:
Herunder
hviler hr. major Christian von Bärnholt, fod anno 1692 d. 7de Maj, død d. 17de
November og i sit hvilested indsat 24de ditto i aaret 1774.
Saa
følger et længere digt:
Nu velan,
jeg gaar foran
til den
store himmelglæde,
til den
herlig kronet stand,
hvor
tilrede er mit sæde;
ti det
dyre hvide lam
frelste
mig fra verdens møie
og
tildækte al min skam.
Jeg
derfor vil døden døie,
ti jeg
vandrer til Guds lam.
Verden,
jeg godnat dig giver,
jeg dig
nu undsiger plat (!) [25].
Ingen hos
dig salig bliver,
og din
galdelyst godnat!
Vær
velkommen, himmellyst!
Lad en
draabe af din naade
læge al
min sjælevaade.
Det gaar
merkelig let med trøsten! Ellers var han neppe i livet fuldt saa hellig og
verdensløst, som han blev i døden, efter denne gravskrift at dømme. 17/8 1723
hadde saaledes opsitterne paa nabogaarden Grønnerød stevnet kaptein Barnholt
til tings angaaende «prætensioner, som kapteinen vil maintenere» (hævde).
Utfaldet av processen kan ikke sees i retsprotokollen; forhaabentlig blev de
forlikte.
Likesom
paa major Fiens lille søns kiste, er der sat en lignende inskription paa kisten
til en liten datter av Barnholt, Susanne Juliana, der blev født paa Ballestad i
1734 og døde alt samme aar; der staar:
Epitaphium,
opsat over den velædle og velbaarne, nu himmelsalige jomfru (hun var kun vel 8
maaneder ved sin død) Susanne Juliana v. Barnholt, hvis livslys blev antændt
paa Ballestad gaard d. 5te April 1734 og der igjen d. 17de December ved en
sagte og salig død udslokt, samt d. 23de hujus næstefter under Scheens kirke
udi sine kjære forældres begravelse nedsat og efterladt denne tale: «Talen» er
et langt, temmelig uklart rimeri, som ikke er værdt at bevare, da der foran er
git prøver nok. Retskrivning og interpunktion er forøvrig her, som i
indskriften paa kapteinens kiste, ganske vild.
Karl Rudolf Schubart, født i Danmark den 23de september
1714. Hans far døde i Danmark som oberstløitnant 26/11 1743. Schubart blev
løitnant i den danske arme 1734, fik «majors karakter» 1747, blev virkelig
major 1754 og aaret efter oberstløitnant. Omkring aarhundredets midte var han
kommen til Gjerpen, men synes avvekslende at ha opholdt sig her og i Odense,
hvor han døde 9/10 1759, kun 45 aar gammel. I Odense var han ogsaa første gang
blit gift, 1741, med Marie Elisabet von der Maase, som døde sammesteds 20/7
1746, bare 24 aar gammel. Det er den gamle sørgelige vise igjen. Anden gang
blev han gift i Gjerpen med Inger
Lövenskiold, født 2/9 1732 og datter av kancelliraad Herman Leopoldus
Løvenskiold paa Borgestad. Hun overlevet sin mand i næsten 50 aar og døde først
10/12 1808. Men omtrent samtidig med Schubart døde ogsaa begge hende forældre
paa Borgestad, saa den unge frue i løpet av en
maaned bleu baade forældreløs og enke [26].
15/9 1752
hadde Schubart en datter, Margrete Marie, til daaben i Gjerpen kirke. En ny
datter, Anna Sybilla, blev omtrent et aar efter, 25/9 1753, døpt i Odense, men
en tredje datter, Charlotte Hedevig, blev 19/8 1757 døpt i Gjerpen kirke. Han
synes altsaa avvekslende at ha bodd i sin fødeby Odense og i Gjerpen. Efter
sin mands død var fru Schubart, næsten 30 aar efter, fadder hos kammerherre
amtmand Moltke, hvis frue var av slegten, og datteren, «frøken Schubart», hos
lagmand Hagerup i 1781.
I denne
forbindelse medtar jeg den litt yngre kaptein Bartolomæus Rasch, som 12te mai 1751 blev gift med Else Kristine
Løvenskiold, en søster til major Schubarts hustru Inger. Men da han blev
forlovet med Løvenskiolds datter, tok Rasch avsked fra militærtjenesten. Hans
interesse vendte sig da helt mot driften av Fossum verk, hvorav han efter
svigerfarens død i 1759 arvet halvdelen. men han solgte den igjen i 1764 til
svogeren, som saaledes overtok det hele. Senere sees Rasch omkring 1766 at ha
bodd paa nordre Sem. Rasch var født 1723 og døde i 1805. Hans hustru var født i
1734 og døde i 1817, begge altsaa i høi alder, han 82, hun 83 aar gammel.
Saa
kommer jeg til to officerer, kapteinerne Fleischer og Rye, som begge hadde en
masse barn, hvad der omtrent er det eneste, jeg vet at sige om dem.
Kaptein
Fleischer begyndte med sine barnedaaber omkring 1740. En datter, Anna Dortea,
blev ogsaa konfirmeret i Gjerpen i 1758, 17 aar gammel, var altsaa født i 1741;
men i 1763 døde baade Fleischer og hans frue, han 64, hun 38 aar gammel. Han
var altsaa født i 1699, hun i 1725, og har da formodentlig været hans anden
hustru. 1763 var et fælt dødelighetsaar; det er derfor rimelig, at egteparret
døde i en epidemi. Hvor blev det saa av de mange forældreløse? I Gjerpen merker
man i alle fald ikke nogen videre spor til dem. Herman L. Løvenskiold, død
1759, oprettet i hans tid et legat til bedste for trængende i Gjerpen, men
bestemte, at renterne forelobig skulde deles mellem kaptein Fleischer og en
gammel funktionær. Herav fremgaar, at det har været noksaa smaat for kapteinen.
Saa var
det kaptein Rye. Jeg har noteret 9 av hans børn, som alle blev døpte i Gjerpen;
men mellem 5 og 6 mangler rimeligvis en og mellem 8 og 9 kanskje to; det tør da
ha været tylvten fuld! Rye blev forøvrig oberstløitnant mellem 1762 og 1763
eller mellem sønnerne Andreas, døpt l7/10 1761, og Johan Sigismund, døpt 11/4
1763. Han bodde paa Mén og drev vistnok et dygtig jordbruk. Bartolomæus
Løvenskiold skriver om ham i sin beskrivelse av Bratsberg amt: «Han er en
meget god mand og meget agtbar formedelst mange gode egenskaber.» Da de to gode
mænd bodde ganske nær hverandre, har de vel ogsaa «pleiet en venskabelig
omgang». Rye døde den 24de januar 1789, 63 aar gammel.
Med ham
forsvinder omtrent officererne fra Gjerpen, hvad der nu kan være grunden, den
nye hærordning eller andet.
Der er
endnu en del officerer, kapteiner og løitnanter, som dels har hat barn til daab
i Gjerpen, dels været faddere; men jeg vet forøvrig kun litet om dem og vil
derfor væsentlig indskrænke mig til at nævne dem, saaledes kapteinerne Usler,
Hamburg, Fermann, Holm, Hansen og Storm samt løitnanterne Wiel (Viel), Lübking
og Rosenkrantz. Usler blev fændrik 18/8 1696 og kaptein 19/11 1730. Mange
børn. En datter, som het Gertrud, blev 1/4 1717 gift med løitnant Wiel, der
selv begravedes i Gjerpen 20/2 1744, 64 aar gammel. En anden datter av Usler,
Lisbet Katrine, døde som voksen samme aar som søsteren blev gift, og begravet
10/11 1717, 28 aar 5 maaneder gammel. Blandt løitnant Wiels børn er datteren
Lisbet Katrine, født 1719 og opkaldt efter den avdøde Lisbet Usler. I 1725,
24de søndag efter Tref., var Usler sammen med sorenskriver Paus fadder helt
oppe i Vinje. Det gjaldt en datter av capitaine des armes (vaabentilsynsmand?)
Kristian Colstrup, som var gift med Else Qvislin, en datter av sognepresten paa
Vinje Abraham Qvislin. For kaptein Hamburg, som hadde to sønner til daaben i
1758 og 1765, døde en halvvoksen datter, Konstanse, i 1769, 13 aar gammel. Løitnant Lübking døde i
Gjerpen 20/8 1778, 42.1/2 aar gammel, og løitnant Rosenkrantz’s frue 25/4 1789,
31 aar gammel. Kaptein Storm skal endnu huskes i Porsgrund for «adskillige
eiendommeligheder». Han bodde der en tid i den saakaldte Tillischgaard. I
Gjerpens kirkebok figurerer han med uegte barn baade i 1790 og 1793. Hans far,
Fredrik Kristian Storm, var født i 1727 og sergeant i 1753. Bedstefaren var
ogsaa officer og døde som løitnant 8/10 1765, 82 aar gammel. Videre bragte ikke
han det. Hans enke, det vil sige hans anden kone, var adskillig yngre end han
og døde først i 1792, 83 aar gammel. Hun var altsaa født i 1709 og kan ikke
være mor til en søn av løitnant Storm, som var født i 1718 og konfirmertes i
1737, 19 aar gammel.
Der
nævnes i kirkebøkerne flere, som bærer navnet Storm; men det synes at være gaat
ned i tarveligheten med dem allesammen. De bodde dels paa Osebakken, dels paa
Fossum.
Der er
imdlertid et par høiere officerer, som bør omtales her, fordi
de stod i nær forbindelse med fremtrædende folk i Gjerpen, om de end bodde litt
utenfor Gjerpens grænser. Det er brødrene Peter og Vilhelm Deichman, sønner av
den bekjendte danske biskop over Akershus stift, Bartolomæus Deichman. En
tredje bror, hvis navn altid vil huskes paa grund av dets sammenhæng med det
Deichmanske bibliotek, videnskapsmanden kancelliraad Karl Deichman, bodde i
Porsgrund, hvor han levet et stille ungkarsliv, viet til videnskapelige sysler,
og døde 29de april 1780. Kancelliraad Herman Leopoldus Lovenskiold var gift med
biskop Deichmans datter Margrete, og biskopens enke bodde sine sidste aar hos
ham paa Borgestad, mens kammerherre Herman Løvenskiold paa Fossum var gift med
Vilhelm Deichmans døtre Inger og Kristiane Sofie Deichman.
Peter Deichman var født i 1703 og døde i Kristiqnia 1775, 72
aar gammel. I forholdsvis meget ung alder blev han i 1724 kaptein, major i
1735, oberst og chef for Vesterlenske regiment 1753 og generalrmajor 1761. Da han blev kaptein, kun 21 aar gammel,
lavedes dette vers om ham i Kristiania:
Hille
pine, hille haarde!
er vor
bispesøn kaptein,
som har
aldrig trukket kaarde
mer end
Vartous usle degn"?
Mechlenburgske
studedrenge
til
kaptein man gjøre kan,
skulde da
ei bispens penge
gjøre af
en purk en mand?
Peter Deichman
synes at ha blit en dygtig officer allikevel og ha forsvaret berettigelsen av
sit tidlige avancement, om end hans far biskopen kan ha været ute og hjulpet
til. Han var gift med Anna Grøn, en datter av kjøbmand Tøger Grøn i Kristiania.
Skjønt han begyndte i rike forhold og i sin tid var medeier av Fossum, skal han
dog ha levet i noksaa smaa kaar paa det sidste, ‑ jeg vet ikke hvorfor.
Hans frue var fadder hos hans svoger paa Borgestad i 1747, og han selv var det
i 1753, samme aar han kom hit som chef for Vesterlen.
Vilhelm Deichman var, som broren, chef for Vesterlen og bodde i
Solum, hvor han døde 16/5 1799 i den høie alder av 82 aar og ligger begraven
ved Solum kirke. Han var oftere fadder i Gjerpen. Saaledes i 1757 hos kaptein
Fleischer, hos søstersønnen Bartolomæus Løvenskiold paa Borgestad i 1760 og
1774, hos dr. Møller paa Aakre i 1777, hos lagmand Hagerup i 1781 og hos
kammerherre amtmand Moltke i 1787.
Manuskript
477 paa universitetsbiblioteket indeholder en fuldstændig fortegnelse over
cheferne ved Vesterlens regiment i det 18de aarhundrede til og med 1777, som
jeg vil medta her:
Sehested
1700.
Sesterfleth
1711.
Garman
1712.
Blix
1716.
Eichstädt
1722.
Fien
1736.
v. Krogh
1740.
Deichman
1753.
Koss 1759[27].
Brüggeman
1761[28].
Tønsberg
1762.
Deichman
1777.
Sammesteds
findes ogsaa en opgave over de forskjellige gager ved regimentet pr 1/1 1766.
Efter denne hadde:
obersten............... 1125 riksdaler
oberstløitnanten... 575 --”--
en
major..............475 --“--
»
kaptein.............325 --”--
»
premierløitnant (ikke opgit)
» sekondløitnant..132 --“--
» sergeant............38 --“--
» furer..................36 --“--
» korporal............30 --“--
