 |
|
Gjerpens
prestegaard. Gammelt billede.
|
PRESTER I GJERPEN.
Sognepresterne
paa Gjerpen indtok en mere fremragende stilling end sine embedsbrødre i prestegjeldene
omkring og opover Telemarken. De synes at ha været selvskrevne medlemmer av
domkapitlet i Oslo, altsaa at ha været hvad han kaldte ” kôrsbrødre” eller
kanniker (canonici). Likeledes synes provstestillingen, i alle fald som regel,
at ha været forbundet med deres embede, det vil si, at de har været biskopens
ombudsmænd i visse dele av hans bispedømme. Ifølge dr. Bang
[1]
hadde Oslo domkapitel patronatsretten til Gjerpen kirke,
hvis sogneprest altid tillike var provst i Gjerpens provsti, likesom bl. a.
tilfælde var med sognepresten til St. Laurentius’s kirke i Tønsberg. “Gjerpinar
profastdømi” omfattet i middelalderen det nuværende Bamle og nedre Telemarken
og desuten av øvre Telemarken de to daværende prestegjeld Kviteseid og Fyresdal.
Til Kviteseid hørte dengang ogsaa Nissedal og Treungen, der utgjør et eget
prestegjeld, og ytre Flaabygd, der nu, sammen med Lunde av nedre Telemarken,
utgjør et eget prestegjeld. De øvrige prestegjeld i øvre Telemarken dannet
et eget provsti for sig og laa under Hamar bispestol. Da Hamar og Oslo forenedes
i 1537 ved reformationens indførelse, kom begge disse provstier under Oslo;
men ved reskript av 10de april 1631 blev først øvre Telemarken i sin helhet,
altsaa Kviteseid og Fyresdal medindbefattet, lagt under Stavanger bispestol,
fra 1682 Kristianssands, og den 22de juni 1863, da Oslo eller Kristiania stift
deltes og Hamar bispestol gjenoprettedes, blev ogsaa resten av det gamle Gjerpen
provsti, med Bratsberg amt i dets helhet, lagt til Kristianssands stift. Gjerpen
prestegjeld tilhører nu det saakaldte ”Skiens provsti”.
UNDER KATOLICISMEN.
1. Robert
Øisteinssøn.
1315.
Robert
Øisteinssøn er vistnok den ældste prest i Gjerpen, som nu kan faaes nogen
rede paa, og kun for de færreste prestegjelds vedkommende vil det nu være
mulig at paavise en ældre prest eller nogen anden historisk ubekjendt mand,
som har levet saa langt tilbake i tiden. Navnet “Robert” høres fremmed; men
det er maaske bare en vilkaarlig ændring av ”Rolv”;
man erindre den normanniske forandring av Gangerolvs navn til Robert
blandt hans efterkommere.
[2]
Ifølge
et brev, som nu kun eies i senere avskrift, har denne sira Robert som ap(ro)fastr
á Gerpini” den 18de januar 1315 (aarstallet er noget usikkert) mageskiftet
4.1/2 løps land i Sem med 4.1/2 løps land i Hollen, begge gaarder i Hiterdal.
Mageskiftet fandt sted med biskopens samtykke og efter anmodning av bonden
paa Sem, som da het Torgrim. Baade den daværende prest paa Rygin (Ryen i Hiterdal),
sira Eiliv, og mange gode bønder i Hiterdal gav likeledes sit samtykke til
handelen. Dipl. Norv. X, 12. Sml. Dipl. I, 152 og Glückstad, Hiterdals beskrivelse.
Provst
Robert har vistnok ikke levet længe efter det anførte aar 1315; i alle fald
er en anden hans eftermand som prest paa Gjerpen et par aar senere.
2. Solve.
1318.
I Diplomatariet,
III, 13, findes et brev, utstedt 6te juni 1318, efter hvilket Haakon Toressøn
og hans søster Kristin nu hadde betalt en gjæld, hvori deres da avdøde far
hadde staat til biskop Helge i Oslo: “fire tiender”. Brevet herom er utstedt
av de to søsken og beseglet av presterne sira Matthæus og sira Solve (”Solla”)
paa Gjerpen. Det er vel ikke umulig, at denne Haakon Toressøn kan være søn
til den Tore Haakonssøn, der var ridder, baron og sysselmand i Skiens sysle
og er nævnt som saadan den 20de mars 1303 og 17de december 1315. I saa fald
var det i 1318 ikke mange aar efter hans død. Haakon Toressøn selv nævnes
ogsaa den 23de juni 1325.
Videre
vites ikke om sira Solve, som paa biskopens vegne har mottat de skyldige tiender.
3. Jon
Klemetssøn.
1351.
Jon Klemetssøn
er muligvis sira Solves umiddelbare eftermand, som Solve var Roberts. Den
12te december 1351 var han i Olavs kirke i Tønsberg vidne til, at hr. Jon
Toraldssøn paa sin hustru fru Joraan Bjarnesdatters vegne overdrog jordegods
i Borgesyssel til sira Haavard Paalssøn, prest ved Mariekirken i Tønsberg,
antagelig for gravsted i kirken. Dipl. XI, 42. I 1371, 20 aar senere, var
Jon Klemetssøn bosat i Oslo som kôrsbroder. Kôrsbroder Øistein Aslakssøn utstedte
dette aar i sira Jons hus et brev, hvorefter Jon av Gudrun Sæbjørnsdatter
kjøpte et 7 øres bol i Sinsen i Aker. Dipl. II, 420.
[3]
Efter
biskop i Oslo Halvard Bjørnssøns død, som indtraf ved denne tid, blev Jon
Klemetssøn i 1372 av kapitlet “concorditer”, d. e. enstemmig, valgt til biskop. I 1383 var han tilstede paa et
bispemøte i Tønsberg sammen med den nyvalgte erkebiskop Nikolas og alle de andre norske biskoper.
Dronning
Margrete, som tillikemed sin søn opholdt sig paa Akershus vinteren 1384‑1385,
har i et brev av 14de januar 1385 skjænket ”den hæderlige herre, vor gode ven” biskop Jon av Oslo fuld skattefrihet
for hans levetid av hans gaard Folkestad i Ranrike i Vettahered. Biskop Jon
døde samme aar inden utgangen av september, efterat han en maaned iforveien,
den 23de august 1385, hadde faat til coadjutor og officialis (vikar) sin senere
eftermand ovennævnte Øistein Aslakssøn.
Biskop
Jons liksten er gjenfundet utenfor et hus i Oslo.
[4]
4. Jon
Alvssøn.
1382.
Jon Alvssøn
er maaske igjen nærmeste efterfølger i Gjerpen av Jon Klemetssøn. Han betegnes
uttrykkelig som kôrsbroder i Oslo i et brev av 4de november 1382, da han sammen
med 3 andre mænd i Olav Gauts gaard i Skien var vidne til en avstaaelse av
2 markebol i Eirikstveit i Eidanger.
5. Torgeir Torgeirssøn (?).
1395.
Den 17de
november 1395 utstedte 4 prester og 2 andre mænd paa Gjerpen prestegaard et
brev, da biskop Øistein var nærværende der. Brevet angaar et jordbytte, hvorved
biskopen fik 3 markebol i Disen paa Modum mot jord paa forskjellige steder
i Grenland. Foruten presterne i Solum og Hollen var det presten ved Laurentius’s
kirke i Tønsberg, Svein Arnessøn, der vel fulgte med biskopen, og kôrsbroder
i Oslo Torgeir Torgeirssøn. Manden, som biskopen selv mageskiftet jord med,
het Tormod Valdjuvssøn, og hans hustru, “eiginkona hans”, som ogsaa var tilstede
paa prestegaarden, het Herborg. De bodde paa nabogaarden Mærdin (nu Mæla).
Dipl. IV, 652. Da det ikke uttrykkelig er uttalt i brevet, er det maaske sandsynligere,
at Torgeir ikke har været prest
paa Gjerpen, helst da der aaret efter nævnes en anden kôrsbroder som provst
i provstiet. Torgeir har da kun været en kôrsbroder i biskopens følge likesom
Tønsbergpresten.
6. Halvard
Tordssøn.
1396.
Halvard
Tordssøn nævnes i et brev av 4de december 1396 som kôrsbroder i Oslo og provst
i Gjerpen provsti. Bemerkes
maa det i denne forbindelse, at presten paa Solum Olav Torsteinssøn, i 1397
nævnes som “profasta i Gerpina profastdømi”. Betyder dette, at Halvard ikke
længer var paa Gjerpen i 1397, og at Olav var “konstitueret” provst?
7. Jon
Kjetilssøn.
1409-1413.
Jon Kjetilssøn,
den tredje kjendte sira Jon paa Gjerpen, omtales som vidne i et brev, der
er utfærdiget i Gimsø kloster den 10de januar 1409 av det i brevet av 17de
november 1395 nævnte egtepar Tormod Valdjuvssøn og Herborg (Bergulvsdatter)
paa søndre Mærden.
Omtrent
2 aar senere, den 6te december 1410, var kôrsbrødrene
i Oslo Ulv Aasleivssøn og Jon Kjætjulsson (!) sammen med to andre mænd
i “setuostofune (dagligstuen) i prestegardenom i Gerpine” vidner til, at de
“heldo handom saman, vár vyrduliger herra ok andeliger fader herra Jakob, med Guds nád biskopr i Oslo” og
“velboren man Gaute Eriksson ridere”, ‑ hvorved biskop Jakob gav Gaute
Oslo domkirkes gaard “i Skido ok kallast herrans gard, honom ok hans ervingom
til everdelege eign”, samt biskopstienden i Gjerpen sogn for 5 nobler aarlig
(“fim nobili á hverju áre, svá længe sera herra Gaute liver ok han det væl
bitalar”), mens Gaute gav biskopen “Dillingar øina, er ligger i Vansjø i Ryggjof
(Rygge) sokn i Borgarsyslo”. Dipl. IV, 783. Biskop Jakob har da sandsynligvis
været paa visitasreise paa disse kanter, likesom biskop Øistein i 1395.
[5]
Vi har
endnu et brev av Jon Kjetilssøn, et ”vidisse” av et gavebrev fra Gaute Erikssøn,
som han den 29de juni 1413 utstedte sammen med tre andre. I dette brev kalder
han sig “Jon Kyædelsson, prester oc profaster á Gerpini”. Dipl. I, 638.
8. Hjarrande
Torvaldssøn.
1423. 1426. 1435. 1439. 1440.
Provst
Hjarrande, efter hvem der er blit bevaret en hel del breve like til vore dage,
var, før han kom til Gjerpen, prest i Saude i nedre Telemarken. dens han var
“prester á Saudhom”, var han ogsaa ”profaster á Thelemork”, hvorved dengang,
som naevnt, forstodes øvre Telemarken med undtagelse av det daværende Kviteseid
og Fyresdal, men med tillæg av Numedal. Som provst i denne del av Telemarken,
der, som nævnt, laa under Hamar bispedømme, optok Hjarrande den 15de januar
1423, paa biskop Anbjørn av Hamars vegne, vidnesbyrd om, hvorvidt presten
i Hjartdal, sira Kjetil Ivarssøn, hadde ”skirth” Halvard Kjetilssøns hustru
Aslaug. Det oplystes av tre kvinder, at dette var gjort av en munk, som het
broder Lydike og var kommen der. Sira Kjetil var nemlig da ikke hjemme. Dipl.
XI, 139. I juni maaned samme aar var han vistnok den mandhaftige provst, der
omtales i indberetningen om et da under en provstevisitas stedfundet drap
ved Hjartdals kirke. Den 12te januar 1424 indberettet nemlig lensmanden i
Hjartdal om et over Nerid Bjørgulvssøn paa Holms (d. e. Hjartdals) kirkegaard
optat forhør i anledning av, at han hadde dræpt Tjodgeir Jonssøn. “Dette var
ophavet til deres mellemværende”, skriver lensmanden, “at Ketil Halvardsson
sporde Halvard Ketilsson: kallar du mik ein skøkjason? Svarade thá Halvardr:
thu hefer mik kallat svá. En Ketil svarade Halvard: thu est ok svá. En H.
svarade K.: thá est thu thjofabarn. Efter thet lop Ketil at kirkjogardslidena
(kirkegaardsledet) efter sino sverde ok in atter at kirkjoveggenom (kirkevæggen)
ok hof (hævet) up handena ok høtte (truet) honom med sverdeno. Efter thet
togo Thjodgeir ok Helge Ketilsson i stak og skjorto Halvards, rifo sunder
nider til bæltistad (rev dem istykker ned til beltestedet) ok vildo dreget
han or kirkjogardenom.” Da ropte Halvard: “Det skal alle bra folk (”dandemen”)
være vidne til, at jeg ikke faar lov til at være paa kirkegaarden (“at mik
maa ei kirkjogarden halda” ). Derefter kom profasten og rykte Halvard ut av
deres hænder og bød, at han skulde have fred efter kirkens lov. “ Dipl. I,
692. Selv ved visitaserne kunde man altsaa ikke tvinge sin raa vildskap i
øvre Telemarken.
Tre aar
efter, den 11te juli 1426, var provst Hjarrande og presten Nikulas Helgesøn
i Fyresdal, “ Niclis Hælgeson, prester á Mylandum (d. e. Moland), tillikemed
lagmanden i Skien Torgeir Geirmundssøn paa Mærden, hvor de saa og “invyrdelica”
læste over et av sysselmanden Herlog Pederssøn utfærdiget brev, samt
utstedte et “vidisse” eller en erklæring herom. Sira Nikulas fra Fyresdal
har vel hat et erinde ned til provsten. Dipl. V, 577.
Igjen
omkring tre aar senere, den 25de mars 1429, var provst Hjarrande “á Holline,
er ligger i Græ(n)lande, á Mario messo dagh i longa fasto,
[6]
med gode manna, som var sire Olafver ok sire Thorstein,
gjorde da sire Henrik” med provstens samtykke et mageskifte vedkommende jordegods,
som tilhørte Hollens prestebol. Dipl. XIII, 143. Sira Henrik er sandsynligvis presten
paa Hollen og sira Olav og sira Torstein formodentlig et par av nabopresterne.
Merkværdig nok betegnes Hjarrande i dette dokument ikke blot som ”profaster
i Gerpine”, men som “koorsbroder i Stavanger”, under hvilken bispestol han
jo ikke hørte. Det er ingen skrivfeil, som vel heller ikke godt kunde tænkes
mulig i et saadant tilfælde; ti i et vel seks aar senere brev fra 26de september
1485 tituleres han eller rettere titulerer han sig igjen som kôrsbroder i
Stavanger, provst og prest paa Gjerpen. Han solgte den sidstnævnte dag 3 markebol
jord i søndre og nordre Ravneberg i Hiterdal og mottok betalingen. Dipl. IX,
265. I et par senere breve, som nedenfor skal anføres, titulerer han sig derimot
som kôrsbroder i Oslo, hvad der efter hans embedsstilling ikke kan vække nogen
forandring.
Den 13de
oktober 1435, samme aar som han solgte eiendomme i Hiterdal, kun nogle uker
senere, var Hjarrande sammen med Fyresdalspresten, sira Audun, paa Fjalestad,
en gaard oppe paa høiderne mellem Fyresdal og Nissedal, hvor disse prester
da var vidner til et forlik, som avsluttedes efter et stygt slagsmaal. Dipl.
I, 762.
Endelig
haves et ganske merkelig brev av provst Hjarrande, som han den 23de mars 1439
tilskrev Telerne, saavidt de stod under ham, i anledning deres deltagelse
i den bekjendte Halvard Graatops oprør. Jeg gjengir her kun en del av det:
[7]
“Alle
de mænd, som bygger og bor i Telemarken, saa vidt som Oslo biskopdømine tilhører,
hilser jeg, Hjarrande Torvaldssøn, korsbroder i Oslo og provst her hos eder,
kjærlig med Gud. Vide skal I, kjære venner og almue, at eder allesammen forestaar
stor, mangfoldig skade, hvis I ikke forstyrrer det med bod og bedring og stor
ydmyghet, baade til sjæl og legeme for det løp, som I tankeløst løp ifjor
med Halvard Graatop, Olav Buk, hans moder og søster til stor, utaalelig skade
og eder selv til litet gavn og fromme, heller alt landet til stor skam og
blygsel og mange mænd til livstap og meget pengetap, som mangen mon have faat
for eders skyld, og som endnu forestaar mange, hvis førnævnte Olav Buk og
hans moder ikke vilde gjøre eder naade og miskund for Guds skyld. ---Nu har
han og hans moder for Guds skyld og for fornemme mænds bøns skyld kun forlangt
til erstatning for sin store, utaalelige skade nogle faa penge, at hver (!)
mand i Telemarken skal give Olav Buk, hans moder og søster 1 ko eller 4 huder
eller 2 gilde, gode maarskind eller 2 gode gaupeskind, baade rik og fattig
(!), ung og gammel, saavel den, som hjemme sat (!), som den, med Graatoppen
løp, og det skal være betalet i Skien seneste termin omkring første mariemesse,
som nu næst kommer. Men hvis I ikke gjør det, som staar skrevet her foran,
da vil han hjemsøke eder saaledes ---og siger, han vil ingen spare, hverken
barn eller koner (!!), om I nøder ham hertil, hvilket Gud forbyde skulde hænde.
Jeg raader eder til, at I meget heller betaler. ---‑ Saa har de lovet
i Gjerpen skibrede og i Bamle, at de skal gjøre, og fremdeles i Ulefos’ skibrede.
Og saa tykkes det dem allesammen at være, at de har nydt ondt av eder heri
(vel forsaavidt, som Telerne var opløpets og ulykkens ophavsmænd); ti I var
de første, som løpet begyndede og har skyld i al drapsulempe. Men vil I med
god vilje betale førnævnte penge, da vil han lade eder være aldeles frie paa
sine, sin moders og sin søsters vegne, saa ingen skal paatale det i sine levedage.
Derfor, kjære venner, stem heller i bækken end i aaen og giv heller disse
faa penge ut, som foran er omskrevet, end I giver ut alt det, I eier, baade
løst og fast og livet med, som dog er meget værre ‑ det Gud forbyde!
Ti han holder eder alle jævngode. Kjære venner, gjør med dette, som der ligger
storlig magt paa for eder. Hermed befaler jeg eder allesammen den altmægtige
Gud og den hellige kong Olav”. Dipl. III, 752.
Brevet
synes i virkeligheten at tyde paa større nidkjærhet for, at Olav Buk med moder
og søster kunde faa en bra erstatning for sine tap, end paa en saa særdeles
angstfuld omsorg for de uskikkelige sognebørn i Telemarken, om det end skal
ha utseende av det motsatte. Brevet, som antagelig blev oplæst i kirkerne,
har vel heller ikke gjort det tilsigtede indtryk paa Telerne.
Hjarrande
var endnu i sit embede den 28de februar 1440, da han sammen med Gaute Erikssøn
og to geistlige utstedte vidisse av en del breve.
Den 31te
oktober 1433 utfærdiget biskop Jens av Oslo en visitasberammelse, hvorefter
han om vinteren vilde besøke Tunsbergs
og Gjerpens provstier. Han vilde komme til Gjerpen fra Hollen over Gimsø og
reise derfra til Slemdal og videre til Svarvestad (Lardal) og derfra til
Eftaløite (Sandsver). Dipl. VI, 448. Vinteren hadde ogsaa biskop Øistein
valgt til sin visitasreise i 1395 og biskop Jakob i 1410.
Ifølge
klokker Svendsens optegnelser var Haakon Jonssøn ved denne tid kapellan i Gjerpen (19/12 1433.)
9. Andres
Henikesøn.
1446. 1449.
Andres
Henikesøn (= Henningssøn?) avgjorde som “provest á Gerpine” den 15de juni
1446, sammen med væbner Herlaug Pederssøn og flere, i mindelighet en arvestrid.
Dipl. I, 797.
Den 9de
november 1448 fældet 2 prester og 9 lagrettemænd i overvær av Andres Henikesøn,
provst paa Gjerpen, dom i saken mellem presten paa Herekseid (i Drangedal)
og Aasulv Herbrandssøn angaaende et markebol i Haatveit i Nissedal. Dipl.
IX, 307.
Den 17de
august 1449 kundgjorde Herlog Pederssøn á vapn (d. e. væbner) og lagmand i
Skidu syslo Gaute Erikssøn et forlik mellem sira Andres Henikesøn, vicarius
á Gerpine, og Hakon Pederssøn,
foged i Brunla, “um den skade, som forskriven Hakon Pederssøn ok hans medfølgjare
gjort sir Anders”. “Vardo de da sa eins, at fornemder Hakon, hr. Hartvigs
fogætæ, skal give s. A. tre gode halvstykkeklæde, to at bitale at váren nestkommende,
det tredje at høsten nestefter”. Dipl. II, 785. Hvad skade hr. Hartvigs,
d. e. hr. Hartvig Krumedikes foged har gjort sira Anders, faar vi altsaa ikke
nærmere rede paa. Et andet spørsmaal er, hvorfor sira Andres tituleres som
“vicarius”. Er det, fordi han som provst var biskopens vikar eller stedfortræder,
eller er det som vikar for en anden geistlig, der var den egentlige sogneprest
eller i alle fald indehaver av embedets indtægter? Den sidste antagelse synes
efter det følgende ikke at være ganske usandsynlig.
10. Toke
Nikulassøn.
144*.
Toke Nikulassøn
var allerede i 1408 kannik i Oslo; nævnes som saadan ogsaa i 1427. Senere
blev han erkedegn, archidiaconus, og nævnes med denne titel i 1434 og endnu
i 1448. Denne Toke har da maaske været den egentlige indehaver av Gjerpens
sogneprestembede efter Hjarrandes avgang.
[8]
11. Torkel Jonssøn.
1449.
Torkel
Jonssøn var av biskop Jens indsat til sogneprest i Gjerpen i den avgangne
Toke Nikulassøns eller Niklissøns sted; men erkebiskopen,
Aslak Bolt, avsatte ham igjen, baade fordi han opholdt sig utenlands,
og fordi, som erkebiskopen under 21 mars 1449 skriver til Gjerpens menighet,
“vi hafum understandet (forstaat), at han vil upbera rentor kyrkjone (kirkens
indtægter), ok syter han litet æder (eller) intet um den tjonest, som slikæ
værdigæ kirkjo ok yder ærligom soknemonnom burde hafa af honom, ok enn (videre),
som værre er, da hafom ver understandet hart ok vont rykte um fyrnemdan sire
Torkil”. Derfor hadde erkebiskopen ”med raade ok samtykt capituli i Oslo,
Gudi til heider ok kyrkjone ret til styrk ok upheld, yder til velferdar ‑
‑ gevet dessom vaare kære son, herre Hanis Hanissyni, kanik i Oslo,
Gerpine kirkjo”.
Om denne
Aslak Bolts “kjære søn” Hans Hanssøn vites intet. Han har maaske paa grund
av uenighet mellem biskop og erkebiskop ‑ erkebiskopen døde jo ogsaa
allerede aaret efter, 1450 ‑ aldrig kommet til at overta sogneprestembedet
i Gjerpen. Som midlertidig (?) provst nævnes i et brev av 18de september s.
a. Solums prest Reidar Havtorssøn. Opløsningen i kirken synes at begynde at
vise sig.
12. Reidar Gudleikssøn.
1474. 1475. 1477. 1479. 1480.
Reidar
ombyttet iblandt sit gode norske navn med det apostoliske, hvorom det maa
ha mindet ham, og kaldte sig “Peder”, saaledes i et brev, datert 14de mars
1474, da Peder Gudleikssøn, “proster á Gerpene”, med flere andre var paa søndre
Mærden, hvor (fogden) Jens Pederssøn og hans hustru Herborg Nikelasdotter
forliktes med Margit Aslaksdotter paa Sødve (= Søve i Hollen?) om en arv
“ok mong onnor maalefni (saker) ok articula (!), som theirra mellom var komet”.
Dipl. III, 905.
Den 20de
januar 1475 var igjen “Peder”, “proster á Gerpine oc presther der samastatz”,
sammen med lagrettemand Svend Tordssøn, denne gang i sit hjem, “i setstune
á Gerpene prestegarde”, vidne til et forlik om arven efter Gudrun Torkelsdotter,
Dipl. I, 791. Omkring 3 aar senere, den 14de november 1477, var ”Reidar” Gudleikssøn,
proster i Gerpine”, Anund Anderssøn, foged over Skide sysle, Hans Anderssøn,
lagmand i Skide, “Jussæ Person a vapin” (d. e. væbner Jens Pederssøn), tolv
mænd i alt, samlet i Herrans garde i Skido, hvor de skiftet en meget betydelig
samling jordegods mellem arvingerne. Dipl. I, 909.
Fra 19de
februar 1479 haves følgende brev av provst Reidar: ”Alle mænd dennem, som
dette brev se eller høre, sender Reder Gudleksson, provast i Schiens syssel og prest paa Gerpen, og Jøran Rolfsson, prest paa Solheim,
Guds og sin velsignelse, kunnigt
gørande, at vi saa og vi læste registret i Gerpens provstedøme, funde vi
der, at Ketil paa Elfvetvedt havde givet under Solheims prestebord al Kujastvet,
som ligger i Kilom i Medælands (d. e. Medalheims eller Melums) sogn”. Dipl.
XI, 244. Brevet, som er gjengit ordlydende og ”væsentlig med sin egen ortografi,
er merkværdig moderne, næsten rent dansk, selv hvor det gjælder de gamle nedarvede
formler.
Aaret
efter, den 16de mars 1480, utstedte “Reidhar Gudleiksson, proosther i Skidesyslo ok prester a Gerpine”, paa Klivom i Saude et
brev om et jordmageskifte vedkommende Bø prestebol. Svein Haakonssøn var da
prest i Bø. Dipl. XIII, 143.
Samme
aar, antagelig i juni, møtte provst Reidar i “ Herrens gaarde i Skienne” som
ombudsmand for abbedissen i Gimsø, fru Birgitte, i en sak angaaende “nogen
vande øster i marken”, som skulde høre til klostrets gaard Mén. Tilstede
var blandt andre ogsaa presten paa Hollen, Torgjuls Tollevssøn, og presten
paa Solheim, Herman Rollevssøn. Dipl. XVIII.
13. Orm
Anundssøn.
1487.
Mens provst
Reidar var noksaa moderne, i alle fald hans sekretær, holder hans efterfølger
Orm Anundssøn sig derimot igjen nogenlunde i den gamle stil i en kvittering
for kirkeombud, datert 15de februar 1487: ”Ollom monnom theim, som thetta
bref see ædher høyra, helser jek Orm Anundson, prester a Gerpene, kunnukt
gørande, at da jek visiterade up Grandlande (skal være Grenland), kom der
da beskedliken man for meg Aval Olafsson i rette umbode brodersins Ansten
Olafsson ‑ Gud hans saal naade ! (broderen var altsaa død) ‑ som
kirkjaumbodet at Saude kirkja hafde” o. s. v. Dipl. I, 952.
14. Jon
Aslakssøn.
1496.
Jon Aslakssøn,
den fjerde prest paa Gjerpen med navnet Jon. hadde tidligere været prest i
Fyresdal. Fra den tid findes et brev av ham, datert 25de april 1490. Den 25de
februar 1496 var han blit “provaster á Gerpene” og var nævnte dag, som han
kalder “sancti Mathias (!) apostoli dagh”, sammen med førnævnte prest i Bø
Svein Haakonssøn og “lagrettesmanden paa Grænland” Olav Taraldssøn, i Bø prestegjeld
og “heimtade á kirkjene vegne á Gardene” (d. e. Garde kirke i Bø) fra Bergulv
Drengssøn 16 huder som indløsning av et pant til nævnte kirke, der stod i
gaarden Flateland i Hjartdal. Dipl. I, 986.
15. Engelbert.
[9]
1550. 1557. 1563.
Provst
Engelbert, eller Engelbrekt, hvis efternann
ikke kjendes, blev immatrikulert ved universitetet i Køln 1522.
[10]
Som kannik i Oslo fik han i 1548 Løiten sognekald til præbende.
Den blev efter hans død delt mellem 12 residerende kanniker i Oslo.
[11]
Naar han kom til Gjerpen, er ubekjendt.
[12]
Sammen med lagmand Nils Andersen og borgermester Søren
Thoos i Skien utstedte han tredje dag efter Botolvsmesse (17de juni) et brev
om, hvem hustru Sigrid, Adzer Kræmmers, paa sin dødsdag bekjendte at være
sine rette arvinger.
[13]
Dagen
efter Botolvsmesse 1552 avsa lensmanden Klaus Hvitfeldt, provst Engelbert
og flere mænd i Skien dom i saken mellem sognepresten i Kviteseid Mikkel Lauritsen
og almuen. Den gik ut paa, at bønderne Thelemarken fremdeles hadde at svare
den “rede”, som de tidligere (i den katolske tid) hadde pleiet at betale,
og det av hver jord, som pløies og saaes, enten eieren bor paa den eller ei.
[14]
Engelbert
er Gjerpens sidste katolske og,
som paa de fleste steder, første lutherske prest ‑ av navn.
Ifølge
en notis i Oslo domkapitels jordebok fra 1595 avgik provst Engelbert ved døden
“vel mere end 32 aar forleden”, altsaa omkring 1563.
[15]
