Angaaende
Scheens Byes Privilegier.

Det første Privilegium som meldt, udgav Kong Hagen 1346, samme Confirmerede Kong Magnus Smech Anno 1359, og Confirmerede Kong Christian den Første samme med Tillæg, at Scheen skulde beholde samme Friheder som Tønsberg og Opslo.

Anno 1548 Confirmerede Kong Friderich den Første samme 21 Julii paa Aggershuus, ligesaa Kong Christian den Tredie i Viborg. Kong Christian den Fierde ligesaa, som sees af Kong Friderich den Tredies Confirmation paa Aggershuus den 25de Aug: 1648. Kong Friderich den Tredie haver paa Pergament givet Byen, som den første Souveraine Konge Privilegium, og deri tilladt, i Byen aarlig at holdes et Market hver 20de September, underlagt Byen al Trælast-Handel paa Tre Miles Omkreds, dog uden at fornærme de ældre berettigede; alle Skibene der allene og ej i Udhavnene at sælge sine Vahrer; alle Strandsiddere i Amtet at tage Borgerskab i Scheen, skreven Kiøbenhavn den 30te Julii 1662.

Disse Privilegier Confirmerede Kong Christian den Femte den 25de April 1682, hvori blev tilføyet, at Kragerøe til Scheen skulde give en aarlig Kiendelse, Scheens Byes Fattig-Huus fra den Tid at kaldes et Hospital lige berettiget med andre Hospitaler.

Byen fik Indløsnings Ret fra Grunde-Mænds Arvinger at indløse Kierlingtein til Fae-Drift, Borgerskabet allene at Kiøbe al Last i Ejdanger, Bamble og Gierpen Sogner og ingen Skippere, alle Udliggere og Strandsiddere inden 11te Junii at tage Borgerskab, og med ingen uden med Scheens Borgerskab at handle, dog ej Fiskere, Skydsfærds-Folk og Geistgivere; Magistraten paalagt Brand-Ordning at forfatte.

Kong Christian den Siette confirmerede samme den 23de Septembr. 1735, med Tillæg, at Christiansands Bye aarlig skal svare til Scheen 10 Rdlr. De Danske Sælgende maatte allene i 8te Liggedage sælge til andre end Scheens Borgerskab, alle Korn-Ladninger og Vahrer allene at sælges i Scheen og ej i Forstæderne; ingen Haandværks-Mand maae handle uden en Gros eller at maae indskrives til Handel og Kiøbmandskab imod Lovens 3 Bogs 7 Capitul 1 Articul uden til eget Huus behov; al Slagt og Fede-Vahre at falholdes paa Torvet uden med Forprang at opkiøbes uden for Byen.

Kong Christian den Femte confirmerede samme den 14de Novembr. 1749, grundet paa Stiftamtmand Rappes Forestillinger, deri bevilgedes, at i de 8te Liggedage ej ringere Partier maatte sælges end af Hvede og Rug 1 Qvarter, Byg og Malt 2 Qvarter, Erte og Gryn 1/8 Tønde, en halv Side Flesk, Ost Stykkeviis, tør Fisk 1 Bpd., og saltet Torsk 1 Qvarter, Smør i hele og halve Qvarter med videre, fik Udstæderne Frihed at kiøbe en Trædie Part af de til Scheen opgaaende Ladninger at imodtages ved Udsejlingen, Lugerne at forseiles under 20 Rdlrs. Mulct om Aabningen skeer før i Scheen; Ingen bleve Borger af Fremmede uden først oplærte paa Kiøbmands Contoirer paa visse Aar; Ingen Fremmet sælge smaae Partier uden til Kiøbmændene; Magistraten blev paalagt at bestemme hvem der maatte handle en Gros og hvem en detaille, hvem med Trælast og Kornvahre, samt hvem at drive Høkerie og Husnæring; Borgerne at holde en Betient for at paasee alle deres Rettigheder handthævede, hvilken Betient af den aarlige Bye-Skat skal lønnes; Her forbydes Kongsbergs Leverandeurer at sælge til dette Amts Bønder som er Scheens Opland under 10 Rdlrs. Bøder for enhver Forbrydelse, og her sørges bestandig for det som kan sætte Byen i en blomstrende Tilstand. De om de sande Fordele vel oplyste tvende deputerte Borgere forsømme intet Skridt hvor Forestillingerne ere fornødne, Magistraten bidrage med disse i at udarbejde Planer, og, naar vare ikke vore Enevolds store Konger tillige bønhørede og milde Fædre, naar det gjeldede Landets Vel og Folkets Lyksalighed.

Den ulykkelige Ildebrand den 29de November 1766, da Scheens Raadstue brændte, borttog alle de gamle og rare Documenter, hvoraf Scheens Byes Mærkværdigheder skulde uddrages; Vi veed allene at erindre os denne Byes beklagelige Skiæbne Tiid efter anden ved Ildebrand.

1652 den 14de Fabruarii brændte Kirken med 48 Gaarder.
1671 Pintze-Dag brændte Kirken og et Hundrede Huse, Ilden begyndte i President Barnholts Gaard.
1732 Novembr. 10de om Natten brændte 44 Gaarder, og Kirken blev med megen Nød reddet; Ilden begyndte i Casper Bechers Gaard i Nummer 28.
1766 den 29de Novembr. brændte Raadstuen og Under-Fogden Usgaard, hvorved tillige bestandig bliver at beklage de derved af Ilden fortærede mange gamle og rare Breve og Documenter.
1777 den 24de Novembr. om Morgenen Klokken halv Otte opkom igien en ulykkelig Ildebrand som lagde i Aske Et Hundrede og To og Halvfierdesindstive Gaarder, Kirken, Raadstuen, 32 Saver og 2de Vand-Møller ved et Quinde-Menneskes ugudelige Uforskigtighed; Ilden begyndte i Tobakspinderen Halvor Nielsens Huus, hvor hun tiente.
1779 den 2de Novembr. Klokken halv Fem om Eftermiddagen, blev den for det meste opbygde Bye atter sadt i den yderste Forskrækkelse ved en nye Ildebrand som optæntes i bemelte Halvor Nielsens Baghuus No. 19, som dog kun afbrændte hans Baghuse og en Felbereders Gaard, og det selv samme ulyksalige Qvinde-Menneske, som enten af Vaade, eller Gud veed ellers, havde været Aarsag til den næst forrige store og almindelige Ildebrand, hun havde nu med frie Forsæt denne sidste Gang sat Ild for at stiæle 500 Rigsdaler, som hun vidste hvor de laae forvarede; hun blev grebet, halshugget og brændt.

Begge disse saa nyeligen tildragne Begivenheder der vidne om de Ulykkeliges Elendigheds Forøgelse, og om et eneste ugudeligt Menneskes Umenneskelighed og fast uhørte Misgierninger, maae endnu udpræsse Taare af Øynene og Rørelse i det inderste Hierte, og hvor sporedes ikke ved disse Ruiner den Kongelige Naade og Gavmildhed i et Faderligt Hierte over sine lidende Børns og Undersaatteres Nød og Elendighed, den kolde og gysende Vinter var alt for Haanden den 24de Novembr:, enhvers indsamlede Vinter-Forraad fortærede Ilden og dens skræksomme Luer, den Nødlidende blev Betle-arm, og den Fattigste var i Fortvivlese der var udsat for Hunger, Kulden og Nøgenhed; Nærings-Vejene laae hendøde og Machinerne laae i Aske der skulde give Handelen sine Kræfter og de Handlende Evne til at inderholde deres Medmennesker; Enkerne bære paa sine Faderløse Børn omringede af Luerne; Suk, Graad, Forvirrelse, Bedrøvelse og en heel Rad af Elendigheder rakte hinanden forgiæves Haanden; de Husvilde søgte Lye i Ulmen og Ruinerne, de Fornuftige vare raadvilde og udøste Vee-Klager, og de Ufornuftige, der med Nød undgik den fortærende Ild, brølede ud sine vilde og rasende Toner, kort sagt: her var en af de bedrøveligste Skue-Pladse og en Skam for Menneskeligheden, at et Menneske, en Christen, en blant de Christne opdragne, kunde være og blive et Middel først ved Skiødesløshed imod Lovene, og tilsidst imod den selve Naturens Lov og den Selskabs Lov de de vankundigste Hedninger end ikke torde overtræde, kunde anrette saa skræksomt et Syn en saa fortvivlet Handling, saa følende Sørge-Spil og saa overdrevet fast u-menneskelig Voldsomhed imod Dyden og Forvovenhed imod nogle Tusinde uskyldige Med-mennesker, dog denne angrede sine Synder og leed for sine Forbrydelser.