IX.

 

Skiens første avis. --- Peter Feilberg. --- Pavels Hielm. ---

Hans Hanson. — Træk av Skiensbladets

virksomhet og byens liv 1830-1839.

--- Kronprinsens besøk 1833. ---

Karakteristiker av tonen i Skien og omegn.

 

 

En av vore betydeligere historikere (professor Gustav Storm) yttret en gang til nærv. forfatter at det gik ikke an at skrive historie efter aviser, og paaberopte sig sin egen erfaring derom. Men en lokalhistoriker vil ikke være enig heri. Tvertimot: Det er en stor lettelse i arbeidet, naar man naar saa langt frem i tiden at man faar aviser til ledetraad, og deres avspeiling av byens liv, et billede som blir rikere og mere avvekslende efterhvert som pressen vinder i magt og evne, er et uvurderlig hjælpemiddel i mange retninger.

 

Skien fik sin første avis paa et tidspunkt da et sterkt opsving i vort lands politiske og litterære liv, en forøget omsætning av aandelige og ma­terielle værdier krævet en forøgelse av de organer som kunde kontrollere og pleie dette nye liv gjennem offentlig drøftelse og offentlige, for alle til­gjængelige meddelelser. Vi som er vidne til hvorledes de forskjelligste in­teresser daglig laaner pressens sterke arm for at bane sig vei i trængselen, og for hvem aviserne er et daglig livsbehov, maa finde det ganske naturlig at der fra begyndelsen av 30 aarene viser sig en paatagelig sterk forøgelse av avisernes antal rundt om i landet. Samtidig med at store, det hele land omfattende bevægelser som bøndernes mandsterke optræden i storthings­salen og den samtidige spaltning mellem „patrioter” og „danomaner” fremkaldte grundlæggelsen av organer for intelligentsparti og bondeparti, maatte ogsaa kjøpstædernes oplyste borgere føle trang til organer for den offentlige drøftelse og pleie av stedlige fællesinteresser, hvortil en fri forfatning med trykkefrihet gav adgang. --- Ifølge en samtidig fortegnelse i Morgenbladet (som da hadde 10 aar paa baken) skulde der i 1829 findes omtrent et snes blade av forskjellig art. Endel var stiftet, men igjen gaat ind efter en re­spektabel, men kort tilværelse. Først efter 1830 kom der fart i bevægelsen og den fasthet som tilknytningen til lokalinteresser gav under byernes sti­gende utvikling, og i løpet av nærmeste 10 aar saa et snes nye blade lyset, hvorav adskillige eksisterer den dag idag. Utenfor stiftsstæderne med deres gamle priviligerede organer, var i 1829 Drammen den eneste by, som hadde egen avis; og saa kom da Skien, for at bruke et sportsuttryk, ind som en smuk no. 2, da Ugeblad for Skien, Skiensfjorden med Omegn utsendte sit første nummer den 1ste januar 1830.

 

Den mand som lagde ivei med dette nye foretagende var boktrykker Peter Fredrik Feilberg, f. i Tønsberg 7/4-1800, d. i Skien 5/8-1863. Fami­lien hørte hjemme i Flensburg hvorfra Friederich F. (f.12/10-1735) bosatte sig i Skien 1787 som „farver, overskjærer og kattuntrykker”, efterat han i nogen tid hadde fungert som supercargo og handelskommis­sionær.

Peter Fredrik Feilberg

I Skien bodde han i Skistrædet no. 78 (under Brekkeberget, likeoverfor hjørnet av den ældste kirkegaard) og omtales av Christen Pram (i reisebe­retning fra 1805) som en dygtig mand i sit haand­verk. Han blev en gammel mand: d. 24/6- 1835, altsaa næsten 100 aar gammel. --- En broder, Jacob Feilberg, blev i Amsterdam gift med en dame fra Trondhjem og døde i denne by som farver 1816 efter et noksaa omflakkende liv; børnene opgives nemlig at være født i Amsterdam, Roskilde, Tønsberg, Veierland og Trondhjem! Vor Feilberg, hans søn, vokset op i Trondhjem, kom derfra til farbroderen i Skien som farversvend, blev gift med hans datter Henriette Franciska (f. i Skien 16/5-1800) og etablerte eget farveri i gaarden no. 109 i Hjellen. Her grundet han ogsaa et trykkeri (paa aktier) med boktrykker Abelsted som faktor, indtil han selv blev utlært og fik lærebrev av Abelsted. Ved siden herav var han lithograf og en dygtig tegner; fra begyndelsen av 30-aarene eksisterer der farvelagte (haandcolorere­de?) lithograferede prospekter av Skien, seet fra Gjemsø, som ved sine korrekte forhold utmerker sig fremfor tidligere arbeider i en mere fantastisk stil. Og saa drev han en tegneskole for voksne, især søkt av damer, og forsøkte sig i sine senere aar med stor iver i fremstillingen av Daguerrotypier (foto­grafier paa metalplater), en ny kunst, hvortil han ved dr. Fayes hjelp fik ap­paraterne hjem fra Paris. --- Bokhandler var han ogsaa, idet han baade hadde alleslags litteratur tilsalgs og solgte visebøker og lignende fra eget trykkeri indtil han i 1855 overtok Ulrich Strøms bokhandel.           --- Feilberg var tillike underfoged 1849; veier, maaler og vrager 1855; borgerkaptein; medlem av byens første formandskap 1837 (ordfører 1838) og av Skiens deputation til Carl Johan under dennes sidste ophold i Kristiania 1839. --- Feilbergs enke døde i Molde 4/10 1872 hos sønnen, overlærer Karl Feilberg (senere rektor i Kristianssand). --- Det her gjengivne portræt av Feilberg er malet av den
danske maler H. F. Dahl, som opholdt sig her i 50-aarene; desuten eksiste­rer der farvelagte fotografier av Feilberg og frue.

 

Der har vistnok her som andensteds været yttret betænkeligheter ved oprettelsen av en stedlig avis. Den var jo noget nyt og i Skien var man fra gammel tid ræd for at slippe noget nyt og usædvanlig indenfor dørene (hvorom mere nedenfor); men der har utvilsomt været stemning for at forsøke, derom er der adskillige vidnesbyrd i „Ugebladets” første aarganger, og da et tiaar var gaat, og kræfterne hadde faat prøve sig, og banebryteren (som saa ofte) var segnet under merket, var dagspressen blit en institution, som i virkeligheten ingen kunde undvære. ---  Blandt dem der fraraadet, nævnes i traditionen byfoged Cappelen (underlig nok, eftersom han ikke alene var en stor boksamler og særlig maa ha været en ynder av periodisk litteratur, at dømme efter alt hvad han har samlet og bevaret); paa den anden side synes en saa mægtig herre som den daværende amtmand i Bratsberg, baron F. Wedel-Jarlsberg paa Brunla, ifølge en offentlig uttalelse av ham at ha interesseret sig for bladets stiftelse.

 

P. Feilberg var ikke redaktør i den moderne betydning av ordet, for­saavidt som man derved forstaar en der stadig gir sin besyv med i dagens spørsmaal (han nævnes heller ikke i hverken Krafts eller Halvorsens forfatterleksikon) men han stod som ansvarlig utgiver og har sikkert skrevet de korte artikler, hvori der uten særskilt signatur tages til orde paa bladets vegne; til de versificerede henvendelser har han dog antagelig laant andres pen. I bladets sidste levetid skal han ha hat assistance av F. G. Wibe, lærer ved bor­gerskolen, og en gammel Skiensmand har i 1898 fortalt nærv. forf. at han som elev av skolen undertiden hjalp sin lærer med korrekturlæsningen (hvortil der jo helst skal være to). Efter datidens skik har det for en stor del været publikum, der besørget bladets indhold, og det viste sig temmelig snart, at der her ikke manglet folk som baade var skrivelystne og hadde evne til at forme sine tanker; var der saa en eller anden som hadde lyst til at sætte en fyrstik (anonymt, naturligvis!) hen i en bunke gammelt brendbart stof, saa blev der litterær ildebrand, og publikum fik moro under jagten paa anony­merne. --- Det første no. av bladet indeholdt en længere versificeret henvendelse til publikum og forøvrig bare avertissementer; ingen dagsnyheter, ingen prosaartikler, unægtelig ganske betegnende for den tids journalistik. Til sam­menligning kan anføres, at der gives samtidige no. av Morgenbladet som ikke indeholdt andet end theaterkritik (meget uthævet) og avertissementer, saa for­saavidt fulgte Skien hovedstadens mønster. Poesien var stadig sterkt repræ­sentert; i første aargangs 52 no. er der 25 digte (mest rimbreve og sørgedigte) og 12 no. indeholder kun vers og avertissementer. Først i no. 3 finder man en liten notits, i no. 4 en længere betragtning om utsigterne for et boktrykkeris og et blads trivsel i Skien og først i no. 5 en artikel om et lokalt emne. Bladet gaar saa forsigtig frem som en der vader i vand uten at være kjendt med bunden. Først efterhvert vover det sig til at gi plass for en i formen yderst moderat kritik over offentlige foranstaltninger og faar av velmenende indsendere ros for denne forsigtighed, samtidig med at der pekes paa den ytringsfrihet som grundloven av 1814 uttrykkelig hjemler. Men at praktisere denne frihet er jo i et litet samfund noksaa vanskelig; jo mindre byen er, desto mere ømtaalige er folk for offentlig kritik og desto lettere kan der øves privat tryk paa frimodigheten. Et uvant publikum var desuten tilbøielig til i en uskyldig spøk at se et ondskapsfuldt personlig an-grep. En velvillig „indsender” skriver at der skal findes „mænd av anseelse og indflydelse, hvilke ere misfornøiede over at Skien har faaet et Bog-Trykkeri og et Ugeblad”; men indsenderen forklarer dette ikke som et tegn paa slet samvittighet hos de styrende, men som „en Levning af den Aand, der fra umindelige Tider var herskende i Skien og som gjorde at man følede en besynderlig Modbydelighed, ja Frygt, for ei at sige Skræk for Alt hvad der var nyt og usædvanligt”. --- Idethele finder man i de første aar­gange mange, dels indsendte originale betragtninger over den periodiske presse, dels fra tysk oversatte avhandlinger om samme emne, et vidnesbyrd om at man ogsaa ad den vei vilde indarbeide sig i publikums bevissthet. En av dem der straks hilste Ugebladet velkommen var Conrad Schwach, i en (naturligvis) versificeret henvendelse. Den blev straks besvaret i samme stil, og da Schwach samme aar tiltraadte sit embede i Trondhjem som as­sessor i overretten og fra Dovre tok et poetisk farvel med det søndenfjeldske Norge, kom der atter et versificeret ekko fra Ugebladet, hvor man til enhver tid hadde krudtet tørt til baade glædes- og sørgesalut.

 

Det var i julirevolutionens aar Skiens første avis saa dagens lys, men dertil merker man intet, hverken direkte eller indirekte, uten forsaavidt som det vel likesom „laa i luften”, at den hellige alliances reaktionære politik heldet mot sin nedgang, og at tiden var kommen for en mere almen del­tagelse i det offentlige liv. Ugebladet hadde intet politisk program, det var ialfald fra først av aldeles nøitralt, og skulde man forsøke at karakterisere dets tendents, maatte den betegnes som en meget spakfærdig liberalisme; først i bladets senere aargange utvikler denne sig (ansporet dertil av en speciel konflikt, som nedenfor skal omtales) til en bevisst opposition. Den for hin tid karakteristiske dyrkelse av landsfaderen, Carl Johan, og kongehuset blomstret frodig, særlig ved festerne paa fødselsdagen den 26de januar (saaledes i 1830 ved Løvenskiolds selskap paa Fossum, senere ved „offent­lige selskaber” i Skien og Porsgrund) hvortil bladets faste poeter stadig leverte sangene. Den 4de november fik ogsaa sin hyldest i 1830, og først 2 aar senere ser man at den Ilde mai har været feiret i en „vennekreds”, og at avisen bringer den ved den anledning avsungne sang tillikemed en der synes at staa for bladets regning, og som forsigtigvis ender med at lov prise Carl Johan. Tiderne var vanskelige!        --- Oppositionspressen i Kra. slog
av og til paa at Skiensbladet var for tamt, og da politikkens bølger i 1836 gik særlig høit, raset Henrik Wergeland i „Statsborgeren” over dette „Biskaya”, som han kaldte Skien, og spottet over at Ugebladet ikke vovet at meddele sine læsere riksretsaktionen mot Løvenskiold. Han averterte endog i den anledning at patriotismen i Skien var død som følge av en forkjølelse den hadde paadraget sig paa Fossum! Ugebladet mandet sig dog op til at uttale en formening om, at statsminister Løvenskiold, trods al hæderlighet, var mindre skikket til at være statsminister, og i 1837 er det overmaade bittert, fordi man i Skien holdt sig tilbake fra høitideligholdelsen av 17de mai (Storthinget hadde jo aaret forut brudt isen og ved sin festmiddag sat sin autoritet ind paa at hævde nationalfestens berettigelse). Men da hadde bladet allerede kollideret med embedsmyndigheten og nedkaldt et uveir over dets hoved. Broen over Langefos (hvor nu kanalen har sine sluser) hadde længe været brøstfældig, og der blev i Ugebladet ikke blot spottet over den skrøpelige bro, som man spande en vis dame:

 

„Her hviler madame Godike,

som faldt, fordi hun stod ikke

 

men der henspilledes med uttryk som „en høifor­nemme ven” og en „friherlig caprice” paa at baro­nen paa Brunla var skyld i broens mislige tilstand. Amtmand Wedel-Jarlsberg anlagde derefter injuriesak mot bladet, idet han samtidig mindet utgiveren om sine fortjenester av dets stiftelse.

 

Amtm. Wedel-Jarlsberg

Denne proces satte dype merker i Ugebladets sidste par aar. Utgiveren siger i en ledende artikel at øieblikket synes at være kommet, da man vil foreskrive hvad der maa trykkes og ikke trykkes i bladet, og tonen blir fra nu av bitter. Processen varte et helt aar, og indlæggene deri utgjør bladets væsentligste indhold i den tid; Pavels Hielm førte med fynd og klem utgiverens sak baade i prosa og vers. Dommen faldt i september 1837, avsagt av foged Hansen som sættedommer, da byfoged N. Cappelen hadde kjendt sig inhabil og veget sæte. De paatalte uttryk blev mortificeret; Feilberg fik en mulkt paa 60 spd. og maatte desuten betale 14 spd. i om­kostninger og 35 spd. i salær til sættedommeren (et betydelig utlæg i den tid for en mindre bemidlet mand). Hielm fik 10 dalers mulkt for upassende skrivemaate. --- Blandt lagrettens navne findet et, der siden skulde flyve ut over verden paa en Skiens-borgers Pegasus: kjøbmand Brendel i Hjellen. --- Ugebladet gjenvandt ikke sit gode humør efter dette nederlag, og dets indhold blev magert. At dommen ikke gjorde noget skaar i Feilbergs borgerlige anseelse, kan sluttes derav at han aaret efter blev byens ordfører og i 1839 medlem av Skiens deputation til Carl Johan. I begge disse valg tør man vel se en opinionsyttring i Feilbergs favør. —

 

-----------------------------------------------------

 

Blandt dem der stadig hjalp til med at holde liv i Ugebladet maa særlig nævnes Pavels Hielm og Hans Hanson, velbegavede og penneføre mænd baade i vers og prosa. Paa grund av den fremtrædende rolle begge har havt i Skienspressens første dage fortjener begge her en nærmere omtale.

 

Peder Pavels Hielm

Peder Pavels Hielm var født i Stavanger 1781, bestyrer av Gjemsø gods (efterat dette var overtaget av den danske linie av familien Adeler), norsk juridisk kandidat 1823, underretsprokurator i Bratsberg amt 1824 til sin død 2/4- 1846. Bodde i mange aar i et hus utenfor „broene”, som strøk med i den store brand i 1854. --- Hielm var en kjendt litterat længe før han optraadte i Ugebladet; han hadde allerede 10 aar tidligere skrevet meget, dels anonymt, dels under navn, og da Ugebladet begyndte, fik han en tumleplads, der synes særlig at ha passet for hans begavelse, eftersom denne laa bedst for de smaa og lokale emner. Han besad en usædvanlig færdighet i at behandle smaa emner i versform, en spillende lethet, der minder om Wessel og Baggesen, og det tør være et spørsmaal om nogen av hans norske samtidige kunde hamle op med ham i at tumle med sprogets ord og former. Hans rimbreve har sikkert moret samtiden; hvem kan f. ex. motstaa følgende opregning av hvad han skylder sine kreditorer:

 

,,Hr. A for Lak og Postpapiir

Hr. U tor daarlig Callico

„

B for Halsens Væde

„

P for Torskenakker

„

C for dobbelt Cassimir

„

Q for slebne Glas-Demant

”

D for enkelt Klæde

,,

R for Messingdingler

„

E for Florets Hovedfløi

„

S for rene laant Contant

„

F for Silkehatten

„

T for Brød og Kringler

„

G for ægte Bomuldstøi

„

U for Sølverstrikkepind

”

H for Kjøbstadskatten

„

V for smaa Tiestiller

„

I for Blæk og Perlesand

„

W for Kalveskind

”

J for Agrens Grøde

„

X for to Par Briller

„

K for skummet Melkevand

„

Y for Voxdugsparaply'n

”

L for dranket Fløde

„

Z for Børnedukker

”

M for tolv Par skjeve Skoe

„

Æ for gule Risengryn

„

N for gamle Frakker

„

Ø for Puddersukker.”

 

 

Især var Hielm paa sin høie hest, naar det gjaldt tvilsomme omvan­kende „litterater”, som han kunde tumle med og gjøre til skive for sine vit­tigheter. I 1830 kom en litterat Obel hit og falbød en novellesamling (,,Morskabslæsning") for 4 mark pr. eksemplar. Straks var Hielm færdig til at overdænge den ulykkelige fyr med sit skyts. Man skulde tro at en eneste spidskugle, et epigram, maatte være nok til at gjøre det av med ham; men Hielm spenderte en hel kanonade, en formelig „trommeild”, for at dræpe en spurv:

 

„Horats er blot en Finke,

Virgil en ussel Sinke,

Homer en Torvefisk,

Terents en Brislinghende,

Plutarch en Pegepinde,

Mod denne Obelisk!”

 

Og saaledes spraker det gjennem hele 40 vers! --- En anden gang gjælder det en omflakkende kjøbenhavnsk „academisk Borger og Digter” Christen Leth, som til tak for utvist hjælpsomhed efterlod sig følgende tak­sigelse i Ugebladet:

 

„Farvel du kjære Staden Skeen,

Nu maa jeg Afsked tage.

Du lettede min Sorg, min Meen,

og mildned mine Dage.

En Frakke kjøn mig Ibsen gav.

En Vest, og Stokmann sagde:

Der har du den, jeg har ei Stav.

P. Boysen Skjorten lagde.”

 

En saa god anledning kunde ikke lades ubenyttet, og kort tid efter faar „Borgeren og Digteren” sin salut efter sig i form av et rimbrev til „de Digterkongers Konge Christen Leth”:

 

- - Jeg ser dig ofte i pegasisk Ridt

i boysonsk Skjortelse og ipsensk Frakkelse

Jeg takker dig fordi du bød mig frit

Dit sjeldne genialske Raadeigsbakkelse.

Jeg græd kun over, at jeg fik for lidt

Af din den hede fede Digterbakkelse

Før jeg erfarede ved Sort paa Hvidt

Din mørke Afskedsdagsadaftenlakkelse".

 

Der var dog andre folk paa bjerget end Hielm, og baade ved denne og andre anledninger maatte han utstaa mangen het dyst, i vers og prosa, med folk som øiensynlig hadde lyst til at maale kræfter med ham. Begge parter er anonyme, men medens Hielm er kjendelig gjennem alle de forklædninger hvori han (forgjæves) søker at formumme sig, vil det vistnok være umulig at faa rede paa hans motstandere. Det synes som om han ogsaa har forsøkt sig som dramatiker: ved en avskedsforestilling av Olsens  danske skuespillerselskap 2/9-1831 opførtes en „original norsk vaudeville” („Dampfarten eller Forlovelsen i Kahytten"), som efter hans egen erklæring i Ugebladet 1833, no. 47 er av ham; desuten hadde han skrevet den ved anledningen fremsagte prolog og epilog. ---

 

Hielm forsøkte sig ogsaa temmelig ofte i den alvorlige og følsomme digtning, hvori han efter nutids begreber er mindre heldig end i den satiri­ske; vingerne vil ikke rigtig bære, og man kan vanskelig tilbakeholde et smil naar han paa den kongelige fødselsdag synger:

 

„Skjøn i sit østlige Purpur oprunden

Hilsed os Nordmandens festlige Dag,

Othinske Dovreqvad gjalded i Lunden

Lød for os alle som Nattergalslag. ---

 

Odin, Dovre, Nattergal er dog for meget i en mundfuld! Eller naar han i 1833 ved efterretningen om Oehlenschlägers besøk i Norge sadler sin Pega­sus og svinger sig op til „Gaustads Svimmeltind”, for fra dette høie stade at uttrykke sin henrykkelse og invitere digterkongen til Skien. Men i det store taget forsvarer ogsaa Hielms alvorligere arbeider sin plads ved siden av sam­tidige leilighetsdigte, og var han heldigere i at spotte end i at rose, saa var dette en svakhet han igrunden delte med hele den dalevende slægt av norske leterater, en arv fra det 18de aarhundrede. I 1821 deltok han i konkur­rencen om den av kjøbmand Pløen utsatte præmie for en norsk nationalsang; Bjerregaards sang blev „den kronede”, men Hielms („Grib Skjald i de to­nende Strenge") blev dog funden værdig til optagelse i Fr. Brandts „Visebog for norske Selskabskredse” (Chra. 1850), og hans talrige sørgesange over avdøde gjorde saa megen lykke at en samtidig kritiker kaldte ham „Sorgens sande Skjald”. For at vise hvad han i den retning kunde præstere, hitsættes et sørgedikt fra 1828, hvis gjenstand ogsaa i andre henseender fortjener interesse paa grund av forholdet til visse senere meget berømte personligheter: Paa Skiens ældste kirkegaard[1]) fandtes i nærheten av det anselige gravmæle over D. Cappelen sr. en gravplate med følgende indskrift:

 

EMILIE SELMER
født paa
Fredrikshald den
11. Sept. 1808
af
Forældre Kjøbmand
Johan Selmer og hustru
Inger Elisabeth født
Leganger, død i Skien den
31. Oct. 1828.[2])

 

Det er ikke længer nogen hemmelighet at den unge dame som endte sit liv her i tyveaarsalderen, var en av Henrik Wergelands første „flammer”, besunget av den 18aarige sværmer i digtet „Ida og Selma” (1826). Det indtryk hun hadde gjort paa Wergeland holdt sig langt ut igjennem aarene trods alle nye „Stellaer” (som han kaldte sine stjerner). Han siger selv at hun som et venlig gjenfærd omsvævet ham og tok del i hans ve og vel, og det maa være hende han sigter til i et digt fra 1838 („De to Elskerinder"), hvori han fortæller sin forlovede at hun har en engel til medbeilerske; for­saavidt kan man sige at hun „gaar igjen” i hans digtning. I de paa dødsleiet skrevne „Hasselnødder”, hvori han med overlegen humor ser tilbake paa sit livs glæder og sorger, fortæller han paa den fornøieligste maate om enkeltheterne ved sit sværmeri, indtil han en vakker dag forfærdes ved efterretningen om, at idealet var forlovet med Fredrik Stang (den senere statsminister) ! --- Hun flyttet som forlovet til Skien, hvor hun blev optat i soren­skriver Morgenstiernes hus, og her døde hun da i 1828. Hendes begravelse foregik efter et øienvidnes beretning med særegen høitidelighet; en av følget tok en haandfuld jord av graven og gjemte den. Fr. Stang (der senere blev gift med en av døttrene i det hus, hvor hun døde) besøkte i flere aar graven, og i sønnen Emil Stang (likeledes statsminister) gaar navnet igjen. Over hende skrev da Hielm følgende digt:

 

Emilie Selmer.

(Af Pavels Hjelm).

 

Du, som fremvinked Lys, og Cederne og Sivet

Af mørkt chaotisk Skjød,

Det Hellige og Støv --- af Døden skabte Livet,

Og hylled Liv i Død!

 

Du Aand! vi kaldte Gud, som Verden har i Eie,

Som skabte Fryd og Graad ---

Hvo fatter vel dit Maal --- hvo speider dine Veie,

Hvo grandsker dine Raad! ---

 

Du, som saa blidelig paa Dødningbolstret hviler ---

Fra denne Smertens Øe

Du gik til Glædens Land --- og end i Døden smiler

Du, underskjønne Møe!

 

Nys bandt Du Myrthens Krands for søsterlig Veninde,

Men Haabet sluktes ud

For hende, snarlig Dig en lige skjøn at binde,

Thi Du blev Gravens Brud.

 

Nys udi gladen Kreds, i Vaarens rige Fylde,

Saa elskelig Du stod ---

Snart Østens Straalelys Dit Gravkors ømt vil hylde,

Og Aftenrødens Blod.

 

Ved søsterligt Farvel den røde Rose blegner,

„San grumt vi skilles ad!”

Den Hvides Hoved mat til Stænglens Midje segner

Med taaredugget Blad.

 

Kjærminden staaer forladt, saa sorgende og ene,

Af Smerte Lilien døer ---

Og Gravcypressen mørk fra sine spæde Grene

Det tunge Offer strøer.

 

Ja, græder, Blomster smaae, paa Skjønheds-Blomsten præger

Sig Dødens kolde Haand.

Den milde Blomst er kunst, og fra dens indre Bæger

Sig svang dens blide Aand.

 

Og kolde ligge nu de farveløse Blade

Og Stængelen saa from ---

Snart falder Jordens Muld fra Kirkegaardens Spade

I Urnens Helligdom:

 

Paa Demantøiets Glands og over Svanebarmen

Og Læbernes Rubin,

Paa Haarets gyldne Lok og Alabasterarmen

Og Kindernes Carmin.

 

Emilie! Farvel, du gravblomstklædte Pige!

„Den Elskte” er dit Navn ---

Din Elsklings Elskede! Hvil, Jordens Elskelige

Sødt i dens Moderfavn!

 

---------------------------------------------------------

 

Det kan neppe bestrides at Hielm denne gang virkelig har gjort et greb i „de tonende strenge”. Digtet er saavidt vides ikke blevet trykt, Talfald ikke i samtidige blade; det er bevaret i et haandskrevet kvartbind med digte fra Hielms haand, for tiden tilhørende Skiens høiere skoles bibliotek. Hvad Hielm leilighetsvis har skrevet efterat Ugebladet avsluttet sin tilvæ­relse i 1829, vil senere bli omtalt.

 

---------------------------------------------------------

 

Den anden av Ugebladets trofaste var en fra Hielm ganske forskjellig type, from og følelsesfuld helt igjennem, uagtet han ifølge tidens smag og krav paa alsidighet ogsaa forsøkte sig som satiriker (dog ikke i Ugebladet).           --- Hans Hanson er født i Larvik 1777; han ønsket selv at gaa den studerende vei, men blev bestemt for handelen og efter datids skik sendt over til England for at gaa i skole og lære det nødvendige engelsk. Efter hjem­komsten derfra fik han ansættelse hos U. Cappelen i Porsgrund og reiste i flere aar som „Tømmerannammer” i Telemarken. 1805 blev han gift med en datter av kjøbmand Bagge i Skien og etablerte en liten handel i Porsgrund; men den huslige lykke varede kort: i 1809 mistet han sin hustru, og da en gigtfeber hadde gjort ham til krøbling, slog han ind paa en ny bane; han tok igjen fat paa bøker og studier og tjente sit brød som omvankende huslærer, mest hos familier ved Skiensfjorden. I 1832 utgav han et litet bind „Minderne” (trykt i Feilbergs officin) hvori han dvæler ved sin tapte lykke; boken er utstyrt med det her gjengivne billede (fra Feilbergs haand?) hvor man ser i forgrunden et ungt egtepar og længer borte en forkrøblet skikkelse: det er de 2 stadier paa hans livsvei. Billedet er tat fra Melaveien; man ser Melas hovedbygning og den gamle, nu forsvundne furu, hvor han efter traditionen yndet at sitte og forme sine poemer. ---            

 

Furuen paa Mælaveien

Da Ugebladet begyndte, var Hanson en mand paa 53 aar, og hans virk­somhet i bladet bærer præg av den modne alders likevægt og fredsomme­lighet. De bidrag som er merket med hans navn, er væsentlig leilighetsvers ved dødsfald, paa kongens fødselsdag og ved lignende anledninger; og saa er der en hel del bidrag i prosa, dels originale og dels oversættelser, som maa antas at skrive sig fra hans haand. Et steds gjenfinder man det merke (Libertus Biedermann) hvorunder han tidligere hadde skrevet i „Nationalbla­det”. Han omtaler ved flere anledninger det nære forhold hvori han stod til Ugebladet, og siger etsteds at skulde han fralægge sig forfatterskabet til alt det man tillagde ham, maatte han avertere hver uke i bladet!

 

Blandt de polemiske episoder hvori han blev indviklet skal her nævnes en, som er ganske fornøielig, skjønt den vistnok var mindre behagelig for hovedpersonen deri. --- Hanson hadde i 1833 sammen med en niece fulgt med toldkrydseren ut fra Langesund for at nyde synet av saa mange fartøi­ers indsejling. Man skulde tro at dette mindst av alt egnet sig for offentlig behandling i en avis; men der var strengere regler dengang end nu for det smukke kjøns deltagelse i Livet utenfor husets vægger. En anonym indsen­der (formodentlig en hjemvendende skibsfører) fortæller, at han ved indsejlingen til Langesund fandt „krydsporten” besat bl. a. med en dame, antagelig for det tilfælde at om passagerer av hendes kjøn skulde befinde sig paa de samme dag indpasserede 20 skibe, de da kunde vorde inkvirerede efter fransk delicatesse, og muligens om en hollandsk ægtefælle skulde tiltrænge hjælp, da at saadan kunde være for haanden." Og indsenderen forsikrer i dydig harme at dette hadde vakt selv „de simpleste matroskoners misbilligelse”. --- Blufærdighetens ridder forsvandt like saa hurtig som han var dukket op, men en god ven overtok derefter hans literære procura, og der paafulgte en feide, hvorunder Hanson fik høre at han hadde studeret sig pukkelrygget over grammatikken, medens en paa Hansons side optrædende indsender gir ham det vidnesbyrd at „han kjender ingen mand, der under uheldige tilskikkelser av skjæbnen har paa en hæderligere maade erhvervet sig sit livsophold”. Hanson selv værget sig i et længere og meget aabenhjertig indlæg, hvori han som god grammaticus ikke sparer motpartens ortografiske synder (et vanlig træk i den tids polemik). Striden avsluttes med følgende salut (sand­synligvis affyret av Hielms øvede haand) til angriberen:

 

„Du vældig sov, samt aad og drak

Og førte megen Qvalm og Snak

Ei til din Næstes Gammen -‑-

Mit Hjærtens ønske derfor er:

Gid Du faa Skam for Du var her!

Og Ekko svared: Amen!!!

Lykkepaareisen

Constitueret Leilighedspoet.”

 

Hanson har en anden adkomst til en plads i litteraturen, nemlig hans i sin tid yndede og i nyere tid igjen fremdragne digte i Telemarksmaal. De skrev sig fra hans yngre dage og vedkommer ikke Ugebladet uten for­saavidt som han deri (foranlediget ved en publikation i „Statsborgeren”) gir en længere utredning derom. Han har øiensynlig ikke selv forstaat deres værd, sammenlignet med den overflod av vers han hele sit liv strødde omkring sig, i det vanlige litteratursprog. Men som pendant til det ovenfor meddelte digt av Hielm hitsættes her den bedste og kraftigste av Hansons Telemarksviser til bevis paa, at han ogsaa har hat „gnisten”:

 

Den som støtt er grei, som ingjen Mand bedræg,

Som vil fint og snilligt fare;

Han kan gangje hugheilt paa kvar spelig Væg,

Han kan kvert Handivle spare!

Alder tar'n fæle, støtt saa gjæng'n trygg,

Gjennem Langrosdal som ivi Gjeiterygg!

Eg ska seie dæg,

Haatt det hendte mæg,

Da eg seinst for ivi Skaret.

 

Toku dækte Dalen, naut va det eg saag,

Inkje Værju hadd' eg paa mæg ---

Ti ein Blaabærhoug ei Hunnebære laag,

Fire Ongar had'o sjaa sæg.

Binna flaug op, bisna paa mæg for ei Stond,

Alder saag eg ennaa slik ein fælskli Bjønn!

Hugheilt gjikk eg stad,

Eg om Sigrid kvad,

Binna laas som ho 'kje saag mæg.

 

Sæt me midt om Veten uppaa Skorvefjøll

Øvst paa høgast Hestenuten,

Heller ti Vaarfloumen nedi Satahøl

Midt for Kaavafossespruten!

Alder fæle eg paa nokon speleg Væg,

Haar eg gjeng aa færas, stændig likvel eg

Held ta Sigrid mi,

Ho som er saa blid,

Ho som er saa fin te røa."

 

Hvem skulde uten nærmere paavisning falde paa at dette digt er en omplantning paa norsk grund, helt ind i bygdemaal, av Horats's berømte „Integer vitae” (første boks 22de ode)! Og denne perle hadde Hanson slængt efter sig i en kasse papirer hos sin ven Hans Allum, som fandt den der og satte den i „Statsborgeren”! ---

 

Den 30te april 1837 omkom Hanson ved et ulykkestilfælde i Langesund. Han gik ved aftentid utfor en brygge og druknet, dagen for han skulde tiltræde en ny huslærerpost (paa Klyve ved Porsgrund). En broder førte liket til Porsgrund, hvor det blev begravet ved siden av hans forlænget avdøde og høit elskede Christiane, under stor deltagelse. Graven blev hele sommeren igjennem prydet av ukjendte hænder. ---         

 

---------------------------------------------------

 

Fyrstelige besøk var en sjeldenhet i Skien. Byen laa ikke i kongernes reiseroute. I 1704 hadde Fredrik IV overnattet paa Borgestad uten at ænse kjøbstaden, og saa kom endelig kronprins Fredrik (VI) i 1788 kjørende nedover Klevbakken med et uendelig tog av vogner og 100 bønder tilhest; det var det første fyrstebesøk siden Christian IV holdt herredag her i 1613 (og senere for over Haukeli?). I 1813 var Christian Fredrik paa besøk hos Nils Aall paa Brekke og 2 aar efter kom Carl Johan som kronprins, hvorom der ovenfor er fortalt. --- Dyrkelsen av kongehuset var traditionel i Norge. Landets tilsidesatte stilling i Oldenborgertiden synes ikke at ha gjort noget skaar i den naive og i og for sig agtværdige følelse for „arvedrotten”, og denne følelse overførtes under den nye union paa „landsfaderen”, som desuten ved sin glimrende fortid som kriger og marschal av Frankrig var kvalificeret til at prises som „heltekonge”. --- De kongelige fødselsdage blev brukt som festdage for selskaber som amtets gamle landhusholdningsselskab (se bind I, side 205) og selskabet for „Poregrunds og Osebakkens vel”; et lignende selskab for „Gjerpens vel” hadde valgt „Oskarsdagen”, den 4de juli (kronprins Oskars fødselsdag) til sine aarsmøter. Det var da ganske i sin orden at det blev en stor dag for Skien og omegn, da kronprinsen den 5te august 1833 satte foten paa den gamle kjøpstads grund.

 

Ugebladet, som paa dette tidspunkt var i sin „feireste alder”, præsterte i et extranummer den nødvendige verssalut, med ikke mindre end 3 digte: „Velkomstqvad til H. kgl. H. Kronprinds Oscar”; „Normanna-Qvad til Gamle Norges ædle Tronarving ved Hans høie Nærværelse i Skien” og „Kong Gunder (et Sagn)”. Alle 3 er med priselig taktfuldhet anonyme, saa man ikke skulde beskylde forfatterne for at stikke sig frem til opnaaelse av kongelige gunstbevisninger, f. eks. ved befordring i embede (der mangler ikke eksempler paa at han virkelig lod de stakkels leilighetspoeter høre slikt, som tak for hjælpen). Tonen i disse digte er den sædvanlige høit­stemte :

 

„Velkommen Drot til Telers Strand!

Rung Echo tregang gjennem Skoven;

Velkommen, Fyrste! over Voven,

Velkommen hid fra Broderland!

En ædel Slægt, som Eed ei bryder

Som reen uskrømtet Troskab pryder

Dig hilser, Tvillingrigets Haab

I Jubelsang og Fryderaab !”

 

Saaledes begynder det første digt, med den for tiden karakteristiske selvfølende fremhævelse av nordmændenes troskab. Den var stor, om alt andet var smaatt! --- Det næste digt (hvis forf. antagelig var Pavels Hielm)
bevæger sig i lettere, ganske velklingende rythmer:

 

„Bølgevand,

Ombrus de svømmende Tritoner!

Odelsland,

Bøj dine Cederkroner!

Fryderaab

Udstod 1 Jutultinder!

Mænd og Qvinder

Lauren vinder

Om vort Fremtids-Haab”.

 

Det 3die. digt er en poetisk fortælling, hvis personer (kong Gunder og hans søn Olav) tydelig nok skal betegne Carl Johan og Oskar. Man var kommet saa langt i utviklingen at der var trang til at søke noget der hadde en national norsk klang, en omklædning i gammel stil av nuets feirede personligheter. Skulde man gjætte paa forfatteren, kunde man tænke paa Hanson eller en signatur       --d, som av og til skrev ganske gode vers, men hvis eiermand ikke er avsløret. Provst E. Munch i Gjerpen kunde ogsaa leilighetsvis bevæge sig i versform, naar aanden kom over ham, saa der manglet ikke folk paa bjerget ved en slik anledning. ---

 

Ugebladets referat av den store begivenhet kom 5 dage efter, med en meget højtidelig indledning, hvori der ræsonneres over slike festligheters sjeldenhet og betydning i vort land: „Det ligger som bekjendt i vort Lands Institutioner, hvori Nordboens rolige og alvorlige Character overalt saa kjendelig fremtræder, at der udenfor det kirkelige Samfund kun gives faa offentlige Festligheder, da disse som Midler til at vække den højere Interesse og fremkalde hos Mængden en mere levende Deeltagelse for den Samfundet omfattende Eenhed, ialmindelighed ansees som unødvendige og overflødige”. Men desto hjerteligere yttrer følelserne sig dog „med et vist alvorligheds­præg”, ved de enkelte anledninger som ved overordentlige tilfælder frembyder sig, o. s. v. Og saa følger, efter den nødvendige og passende hyldest til kongehuset, referatet av dagens begivenheter.

 

Kronprinsen kom med dampskib til Porsgrund, hilset med 32 skud fra Moldhaugen, og steg iland ved konsul Floods brygge, hvor der var reist en æreport. Statsminister Løvenskiold var tilstede og præsenterte byens magistrat og bystyre, medens amtmand Wedel-Jarlsberg under den derpaa følgende frokost forestod præsentationen av de øvrige fremmødte embedsmænd og borgere. Saa fortsattes reisen i vogn forbi Osebakken, hvor after en æreport var reist (Osebakken opretholdt sin selvstændige værdighet i den tid!), og en privat æreport utenfor admiral Fabricius's bolig. Prinsen hadde under denne del av reisen æresfølge av Skiens og Porsgrunds politimester, fogden, Porsgrunds borgerrepræsentanter og lensmanden i Gjerpen med 12 bønder tilhest.

 

I Skien var æreporten reist ved torvet (likesom ved Fredrik VI's besøk i 1788). Ugebladet gir en utførlig skildring av dette mesterverk, en triumfbue med allegoriske figurer, inskriptioner og en overdaadighet av blomsterkranse. Her paraderte borgerne og brandkorpset, og den sædvanlige præ­sentation fandt sted, av magistrat og repræsentanter og „medborgere av alle klasser fra byen og omegnen”. Prinsens første besøk gjaldt den lærde skole, derefter kirken, og saa var der frokost i Bloms gaard med taler og jubel. Efter en mønstring av borgerkorpset, som „hadde den lykke at vinde H. kgl. Høiheds høie Bifald” gik turen utover Broene, hvor Pavels Hielm hadde reist en privat æreport med 9 hvitklædte unge piker, som overøste prinsen med blomster under forbikjørselen, medens grosserer H. von Cappelen paa Gjemsø hadde reist 2 granklædte portaler ved broen over Klosterfos og indklædd hele broen med bjerkebusker. Paa Graatenmoen paraderte Telemarkens bataljon under oberst Stabell, og kl. 5 om eftermiddagen indfandt prinsen sig paa Fossum, hvor statsministeren gav en gallamiddag, med musik og kanonade til skaa­lerne. Ved broen var opført æreport med 2 inskrip­tioner, hvorav den ene lød:

 

„Naar det ei længer staar blandt Fossums lyse Minder

At vi Dig, elskte Prinds, iblandt os saae;

Da Malmens Lavastrøm ei meer i Sandet rinder,

Da vældig Hammer her ei meer skal slaae”.

 

Statsminister Løvenskiold

Efter middagen besaa Prinsen jernverket, hvor hans navnetræk blev støpt i luende malm. Telebønder av begge kjøn i nationaldragter blev fremstillet, og tilsidst avsluttedes festen med et fyrverkeri. Tidlig næste morgen kl. 6 gik prinsen ombord i dampskibet, som var gaat op til Skien, mens autoriteter og borgerkorps fik sig en morgenparade, pas­serte Porsgruud under vældig salut, og saa var da det mindeværdige besøk overstaat. „Bakefter kommer tyndtøl”, siger ordsproget, denne gang i skik­kelse av en udtværet litterær feide med kritik og motkritik over de ovenfor omtalte festdigte. At 4de november dette aar blev erindret med et længere digt, hvori prinsebesoket blev omtalt, var en rimelig utløsning av stemningen efter festen for den populære fyrste.

 

-------------------------------------------------------------

 

De betragtninger som stiftelsen av Ugebladet fremkaldte, har bl. a. skjænket os adskillige bidrag til skildringen av Skiensegnens kultur i sam­tid og nærmeste fortid, seet baade med indfødtes og fremmedes øine. Allerede i no. 4 av bladets første aargang leverer en „Skiens og Porsgrunds Ven” en avhandling med overskrift: „Kan et Bogtrykkerie bestaae i Skien, og kan et Ugeblad der vedligeholde sig?” og gir heri en lysende skildring, som bare har den feil at den næsten bare har lys og ingen skygge i billedet. Imidlertid fortjener den at meddeles i utdrag:

 

,,Skien og det med Samme forenede Porsgrund har i en lang Række av Aar udmærket sig blandt Norges mindre Kjøbstæder, ei alene ved den driftige Handel og overflødige Velstand som der herskede; men endnu mere ved den elskværdige Aand, der besjælede Indbyggerne, hvilken Aand ei uddøde, selv da Handelen standsede, og Formuen for en stor Deel forsvandt. --- Enhver gjorde sig Umage for at vedligeholde sin Credit, sin Han­delsære og sin Anseelse ved at levere gode Varer og at iagttage den punct­ligste Nøiagtighed med sine Remisser og sine Betalingsterminer. Opbud var en Sjældenhed, og en svigagtig Banqverot noget aldeles uhørt i Skien og Porsgrund, og paa ingen Skibe var man saa villig til at tegne Assu­rance som paa dem fra Skiens-Fjorden. Kjøbmændene i Skien og Porsgrund vare for største Delen Folk af den fineste Dannelse ; nogle af de anseligste blandt dem --- f. ex. Hr. N. B. Aal1 og hans Sønner --- havde endog havt en videnskabelig Opdragelse, og de som denne Lykke ei var bleven til Deel, havde dog ved Læsning og Tænkning udviklet deres Forstand og dannet deres Smag; og at de agtede og yndede Videnskaberne, det beviste de ved alle Leiligheder, hvor det kom an paa at yde Bidrag til disses Fremme. Hvor betydeligt bidrog ikke Skien og Porsgrund midt under Krigen til Universitetets Oprettelse? ja om det blot gjaldt at subscribere paa en Bog, saa leverede altid Skien og Porsgrund et større Antal Subscri­bentere end nogen anden Bye af lige Størrelse. Overalt har Lysten til at understøtte almennyttige Foranstaltninger vist sig til alle Tider levende virksom i Skien og Porsgrund. Det var i denne Egn man gav det skjønne Exempel med Bradsberg Amts oeconomiske Selskab. Og hvad er der ikke gjort i denne Egn til Agerdyrkningens Fremme? Ved at opdyrke Walder­myrene har Hr. Jørgen Aall forvandlet en lang Mosestrækning, der før opfyldte Luften med en skadelig og usund Taage, til frugtbart Agerland. Og hvor betydeligt har den ifjor afdøde Hr. Didr. Cappelen ei virket til denne Omegns Opdyrkning? Han var det ogsaa som under Krigen paa egen Bekostning udrustede den første Kanonbaad og derved opmuntrede Flere til at følge hans Exempel. --- Hvilke betydelige Bidrag til Understøttelse for de Saarede og de Faldnes Efterlevende indkom der ei fra Skien og Porsgrund efter Slaget den 2den April 1801? Og i Nødens mest trykkende Aar 1808 og 1809, hvilke betydelige Gaver sendte da ei Skiens og Porsgrunds Indbyggere til Armeens Udrustning og Underholdning og siden til de Saaredes og Syges Pleie? Hvilke virksomme Foranstaltninger gjordes der ikke til de Fattiges Forsørgelse under Kornmangelens trykkende Tid? Hvo tænker ei her paa den ædle Jørgen Wright i Porsgrund, der med en saa uegennyttig Iver, saa utrættelig en Virksomhed aldeles opoffrede sig til at besørge en lige Uddeling av det Borgernes fælleds Omhu og Godgjørenhed havde tilvejebragt han kan gjerne sige at han offrede sit Liv i den Fattiges Tjeneste!            --- Og denne Aand er den samme, skjøndt dens
Evne til at yttre sig er saa betydelig indskrænket".

 

„Ligesom sand fiin Levemaade og en Grad af Cultur, der ikke er almindelig i Handelsstæderne, altid har hersket i Skien og Porsgrund, saa have ogsaa Indbyggerne stedse med Rette været berømte for deres uhyklede Gudsfrygt og for deres uplettede rene Sæder. --- Den Overdaadigheds og Letsindigheds-Aand, som i de sidste Aar før Krigen saa sterkt udbredte sig over hele Landet, naaede vistnok ogsaa til Skien og Porsgrund og efterlod sig ogsaa der sørgelige Virkninger; men det kan man dog ikke nægte at i Forhold til Evnen var Pragt og Yppighed slet ikke stegen til den Grad blandt Kjøbmandsstanden i denne Fjord som i mange andre norske Kjøb­stæder. Ja, en Ting som jeg troer geraader til Skiens og Porsgrunds Ære, er at da den dramatiske Epidemie udbredte sig saa rasende at endogsaa det mindre formuende Laurvig og det lille Flekkefjord fik sine Privat-Theatre, saa blev dog Skien og Porsgrund frie for Smitten, omendskjøndt vel ingen norsk Kjøbstad paa den Tid kunde havt bedre Evne til at oprette et dramatisk Selskab, og heller ikke skulde man vel paa noget Sted med samme Folkemængde kunnet finde saa mange Subjecter hvis Aandsdannelse og Kunstsands gjorde dem saa fortrinligen skikkede til at soutenere et saadant Selskab med Ære”. ---

 

„Den for Handelen saa aldeles ugunstige Tid, der i saa mange Aar har vedvaret, de betydelige Offere Statens Vedligeholdelse har krævet, den idelige Udgift uden Indtægt, har for største Delen tilintetgjort denne Fjords Rigdomme. Meer end et agtværdigt Handelshuus i denne Egn har seet sig nødt til at gjøre Opbud, og derved er den almindelige Credit og Anseelse, som Skiens og Porsgrunds Kjøbmænd engang havde i fremmede Lande, forsvunden. --- Men den gamle hæderlige Aand besjæler endnu Kjærnen af Skiens og Porsgrunds Indbyggere, ihvormeget dens Evne til at ytre sig end kan være bleven indskrænket”. ---

 

Efter denne veltalende skildring av forholdene i den nærmeste fortid gaar da forf. over til at drøfte nutidens forutsætninger og kommer til det resultat at der (især efter latinskolens oprettelse) maatte være gode utsigter baade for et boktrykkeri og et eget ukeblad: „Skulde vel det første kunne mangle Arbeide, eller det sidste Bidrag? Heri maatte man vel gi den velvillige lovtaler medhold.

 

„Skiens og Porsgrunds ven” blev ikke staaende alene med sine betragtninger. I no. 15 av Ugebladet optræder en som for 25 aar siden hadde bodd i Skien, og sekunderer paa det kraftigste den første i hans ros over velgjørenheten: ,,Indsenderen kan ei andet end med inderligt Velbehag tænke tilbage paa den ømme Omhu, hvormed Skiens Borgere sørgede for de Træn­gende. Foruden de almindelige veldædige Foranstaltninger til de Fattiges

Forsørgelse blev der fra alle Kornhandleres Pakhuse aarligen, saavel til Juul som til Paaske, udleveret mange Tønder Kornvarer til Huusarme, medens der fra de mindre Kjøbmandshuse uddeltes et betydeligt Qvantum Meel, Gryn, Erter, Flesk og andre Fødevarer til de Trængende. Aldrig lode Sau­geeierne Huun eller Vragetømmer kjøre hjem til Brænde, uden der tillige bleve kjørte mange Læs til Huusarme og Trængende; ja i de rige Huse havde man en ordentlig Liste paa sengeliggende Fattige, til hvem der daglagen blev sendt Mad; ja for hvem man endogsaa betalte Læge og Lægemidler. --- Med inderlig Glæde har Indsenderen erfaret at den samme Veldædighedsaand, som altid har besjælet Skiens Borgere, endnu er ufor­andret hos dem. Ifølge de seneste Efterretninger Indsenderen har fra Skien, er der sørget for at alle Byens Fattige dagligen erholde varm Mad og desuden et Tillæg i Penge efter Enhvers Trang. --- Hjerteligen ønsker Indsenderen at enhver Kjøbstad i Norge vilde følge Skiens Eksempel i at sørge for sine Fattige".

 

Forsaavidt er der den skjønneste enighet i lovprisningen, og en indsender no. 3. som optræder i et „Indsendt fra Østlandet” (no. 34 og 37 s. a.), slutter sig til de to foregaaende i dette punkt, men har ellers adskillig at indvende:

„Indsenderen har aldrig været bosat i Skien, men han har i forrige Tider ofte i Handels-Forretninger været i denne Bye og undertiden opholdt sig der i flere Maaneder, saa at han tror at have havt Anledning til at kjende den Aand som fordum herskede der, og skjøndt han i Hoved-Tingen er enig med den ubekjendte Forfatter, der kalder sig Skiens og Porsgrunds Ven, saa maa han dog tilstaae at han i Denne seer altfor meget Vennen, der med Kjærlighedens Kaabe saa gjerne vil skjule sin Vens svage Sider; men derimod søger ved alle Leiligheder at sætte hans glimrende Egenska­ber i det fordelagtigste Lys. Det er en Sandhed at Skiens Indbyggere have gjennem en Række af mangfoldige Aar udmærket sig ved Sædelighed, God­gjørenhed mod Fattige og Iver for at fremme Statens Vel; det er en Sandhed at Skiens og Porsgrunds Trælast-Handlere vare høit agtede udenlands for deres Redelighed og Promptitude; det er ogsaa Sandhed, at en vis vi­denskabelig Cultur har i den senere Tid udbredt sig endogsaa til Skien, og at denne begyndte i Porsgrund ; men dette er ogsaa først skeet i den senere Tid; thi gaar vi 40 Aar tilbage i Tiden, da finde vi Alt, hvad der fortjente Navn af videnskabeligt, var saare lidet agtet i Skien. Man folede en dyb Ærbødighed for Geistligheden; men Studenten, som skulde dannes til Geistlig blev behandlet med megen Ringeagt; man kaldte ham Studios, og dette var et Skjeldsord, som blev anseet som ensbetydende med en Halv-Forrykt! thi Mængden havde stadig Mistanke om at enhver Student var forvirret i Hovedet, da det paa den Tid var en almindelig Troe i Skien, at Læsning i mere eller mindre Grad forstyrrede Hjernen, og man var næsten ligesaa bange for at et ungt Menneske skulde, som man kaldte det, forfalde til Læsning, som at han skulde forfalde til Drukkenskab; derfor var man ogsaa meget bange for at lade sine Børn lære for Meget, paa det de ikke, som man sagde, skulde bli forvirrede Studioser; ja det er slet ingen Overdrivelse, naar Indsenderen paastaaer, at det for 40 Aar siden var meget ualmindeligt, at noget Menneske i Skien kunde, i Ordets rigtige Betydning, læse; derimod lærte Børnene godt at skrive og regne, sagde man; men Orthographie blev anseet som en aldeles ufornøden, ja endogsaa latterlig Videnskab".

 

Det var Skik at Kjøbmændene sendte deres Sønner et Par Aar til England for at lære Sproget, som man kaldte det; men blottede for al gram­maticalsk Kundskab om deres Moders-Maal og uten den allerringeste Forkundskab om det Lands Sprog til hvilket de sendtes, bragte de det sjælden højere end til at skrive en Engelsk Vexel og et uorthografisk Engelsk Han­delsbrev; derimod blev ethvert andet Sprog end Engelsk anseet for aldeles unyttigt, ja endogsaa for Meget skadelig at lære, og det var med forskræk­kelse man i Skien erfarede, at der i Porsgrund gaves Kjøbmænd, som endog lode deres Døttre lære Fransk, og dette var i de fleste Skienske Familie-Kredse en Gjenstand dels for Beklagelse og dels for Spot."

 

„Den Pietisme som endnu i det Tids-Punct her tales om var herskende i Skien, var blot en levning fra forrige Dage da den uden Tvivl havde været varm, sværmerisk Religieusitet; men skjønt Forældre ikke formaae at meddele Børnene Sectens Aand, kunne de dog opdrage dem i dens Former, og jo mindre der er tilbake av Aanden, jo stivere og mere pedantiske blive Formerne, og dette saa man tydeligen i den tid i Skien; thi ligesaa vist som det er at dens Indbygggere hæderligen udmærkede sig ved rene Sæder, lige­saa sandt er det ogsaa at de udmærkede sig ved en ængstelig Stivhed, og at en vis Mandfolk-Skyhed characteriserede de Skienske Fruentimmer; thi aldrig saae man i den Tid ugifte Mandfolk og Fruentimmer gaae sammen paa Skiens Gader; ja endog det at unge Mandfolk nærmed sig en spadse­rende Flok unge Fruentimmer ansaaes for upassende og blev en Gjenstand for Bagtalelse; thi det er en Sandhed som Erfaring bekræfter, at hvor Reli­gieusiteten kun bestaar i udvortes Ærbarhed, uden at dens Aand behersker Hjertet, der kommer en anden aand istedet, som er det Modsatte af Christendommens Aand nemlig den der saa gjerne vil drage Næstens Skrøbeligheder for Lyset og med uskaansom Strenghed bedømme og fordømme Andre, ja som giver selv det Uskyldige en forargelig Betydning. At denne Aand engang var den herskende i Skien, det kan ingen negte, som har kjendt Byen fra fordums Dage, og sandt er det at den ingensteds ytrede sig sterkere end mellem Pietisterne; thi naar de saakaldte måhriske Brødre og Søstre ved deres Biskops aarlige Besøg efter tilendebragt Andagts-Øvelse samledes i selskabelig Kreds, da bleve de arme Verdens-Børn paa det ubarmhjertigste hudstrøgne af Søstrenes Tunger”.

 

„Alt hvad der afveeg fra de gamle Vedtægter ansaaes i Skien som fordærveligt, og for Alt hvad der var nyt og usædvanligt havde man en virkelig Skræk; ja denne strakte sig endog til fremmede Personer, thi dersom nogen Fremmed nedsatte sig i Byen uden at have Familie eller mæg­tige Patroner der, blev han ogsaa fremmed i al sin Tid, og selv Reisende maatte have meget kraftige Anbefalinger, om de skulde vorde Deeltagere af den. selskabelige Omgang i Skien, og selv da blev det blot i den Kreds, hvortil han var anbefalet; thi man dannede dengang i Skien saa at sige visse sluttede Omgangskredse, udenfor hvilke man næsten aldrig kom”.

 

„Saaledes var Skien for 40 Aar siden, og Enhver der kjendte den i de Dage maae tilstaae at ethvert Træk i Billedet er sandt; men meget foran­drede det sig allerede i de 20 Aar, i hvilke Indsenderen saa jævnligen opholdt sig der, og Skieds . og Porsgrunds Ven har Ret i, at den forandrede Tone udbredte sig fra Porsgrund; saa at man begyndte i Skien at face nogen Smag for Læsning, ja man oprettede endog et Læseselskab, man betragtede ikke længer Studenter og Videnskabs-Mænd som Halv-Vanvittige og frygtede ikke for at man skulde blive forrykt af formegen Lærdom; men man oprettede omsider en ypperlig Borger-Skole, ja man begyndte endog at give sine Pigebørn nogen Dannelse; Pietisternes Antal aftog efterhaanden, og deres Forsamlinger ophørte tilsidst aldeles, hvorved tillige de stive Former og Kjønnenes skye Tilbageholdenhed mod hinanden mere og mere forsvandt, uden at Sædernes Reenhed derved Teed; Assembleer bleve, efterat Exemplet var givet i Porsgrund, ogsaa indført i Skien, og derved blev Omgangen meer almindelig, den selskabelige Tone friere og mere utvungen, hvilket ogsaa gjorde at Bagtalelse nu blev sjældnere, da Selskabet var mere blandet end fordum da enhver Kreds kunde saa frit tale om dem der vare udelukkede af deres Samfund; kort: sand Dannelse, Oplysning og Forfinelse udbredte sig aarligen mere og mere i Skien i de Aar Indsenderen hyppigen omgikkes der”.

 

„Der kan ikke være nogen Tvivl om at jo Skiens Fremskriden heri i de sidste tyve Aar, i hvilke Indsenderen kun har havt liden Omgang i den Bye, er vedbleven med endnu stærkere Skridt end før; dette bevises ogsaa tydelig nok af Latinskolens Anlæggelse og Bogtrykkeriets Oprettelse; thi havde den almindelige Stemning været derimod, saa kunde der vist intet Bogtrykkeri blevet etableret; men det udfordrer maaskee et Aarhundrede, førend den Aand og Tone, som længe har været herskende paa et Sted, aldeles taber sig og om den end ogsaa paa det Hele er bleven anderledes, saa gives der dog mange Individer, som endnu nære de gamle Fordomme og holde fast paa de gamle Former”. --- Derefter gaar da Indsenderen over til, likesom den første i rækken, utførlig at drøfte Ugebladets situation ved starten.

 

Støper man de her gjengivne skildringer sammen til ett billede, faar man en efter al sandsynlighet rigtig Forestilling om det Skien som var og det Skien som blev til, idet den første indsender har besørget lovtalen og den tredie har leveret den kritiske og dyperegaaende betragtning. Knytter man dette sammen med hvad der tidligere er iaant fra B. Løvenskiolds skildring fra 1783 og fra Mogensine Bentsens memoirer, faar man paa den ene side et temmelig snevert avgrænset og indestængt bysamfund, paa den anden side et handels- og embedspatriciat som repræsenterer forbindelsen med udenverdenen og dermed en friere og mere forfinet dannelse, med herresæter utover hele egnen. Den sidste gruppe (med navne som Adler, Løvenskiold, Aall, Cappelen, Blehr, Chrystie, Wright og mange andre) avgir foregangsmændene og de til de store oftere beredte patrioter; begge grupper møtes i den borgerlige hæderlighet og i den trang til velgjørenhet, som krig og nød fremkaldte, og som desuten hadde sine røtter i religiøsitet paa den ene side og høiere dannelse og materiel evne paa den anden. --- Det er en meget forstandig bemerkning av den sidst citerede indsender (som maa ha været en gammel mand med ganske dypt kjendskap til forholdene) at der gaar lang tid inden saa dypt rotfæstede karaktertræk svinder; det viser noksom byens historie i den følgende tid, og selv i vore dages Skien, med dets under utviklingen saa betydelig forandrede forhold, finder man spor herav.


[1] Raseret i 1910 og 1911 og gravplaterne flyttet til museet paa Brekke.

[2] Av Emilie Selmer findes intet billede.