XVI.

Latinskolen 1824—54. — Forhandlinger om dens oprettelse. —
Ørn, Musæus og kolleger; rektor Feilbergs

erindringer. — Rektor Hammer. — Skolen

ombygges. — Mindefest 1874.

Kirkeordinantsen av 1537 (aaret efter reformationens indførelse) bestemte at der skulde være en latinskole i hver kjøpstad, vistnok nærmest for at forsyne rikerne med de nødvendige “presteemner”. Lærd og prestelærd var jo fra middelalderen enstydige begreber, og opfatningen av latinskolen som væsentlig presteskole holdt sig i folkebevidstheten længe efter at videnskabernes utvikling og forgrening og praktiske utnyttelse hadde git de lærde skoler et andet præg. Skien hadde gjennem over 100 aar en latinskole, hvis rektor og lærere (der var gjerne en rektor og en “hører” eller “collega”) gjennemgaaende var theologer, og for hvern disse tarvelig lønnede stillinger var enten bi-erhverv eller gjennemgang til prestekald. Man kjender en hel række av dem, fra 1617 til disse smaa latinskolers nedlæggelse i 173, og der findes ogsaa oplysninger om de smaa kaar, hvorunder de virket.[1])

Den sidste, Nils Winther, var i sine sidste leveaar (+ 1777) lotterikollektør for det kjøbenhavnske klasselotteri og blev derved aarsak til, at hans kautionist Simon Schweder mistet sin eiendom Søndre Brekke (nærmere herom i Fylkesmuseets aarsskrift for 1911).

Skoleforordningen av 17/4 1739 forandret disse smaa latinskoler til “danske” skoler undtagen i stiftsstæderne. I Skien vedblev skolens bestyrer at føre titel av rektor endog efter Winthers død, men det øvrige stel synes ikke at ha svaret til denne flothet. Den sidste titulærrektor var Hesler, som levet endnu efter den lærde skoles oprettelse. Og i det lange tidsrum fra 1739 til den lærde skoles gjenoprettelse i 1822 maatte de der vilde skaffe sine børn en bedre utdannelse sende dem fra sig, til utlandet eller til stiftsstæderne, medmindre de hadde leilighet til at holde private lærere. De der skulde bli næringsdrivende (handelsmænd og søfarende) gik gjerne til engelske skoler; de studerende til latinskolerne i Norge eller Danmark.

Aaret 1814 betegner et vendepunkt ogsaa i denne henseende. Faa aar efter melder en række mindre byer sig med krav paa oprettelse av lærde og realskoler (som altsaa skulde gjøre fyldest i begge retninger), blandt dem Skien, som hadde at konkurrere med Fredrikshald og Stavanger.

Det var byens stortingsmand i 1821, kjøbmand og stadskaptein Johan H. Blom, der gav støtet til den lærde skoles gjenoprettelse. Efter hans initiativ sammentraadte Skiens skolekommission (byfoged Bruenech, sogneprest Stochfleth, kateket Taraldsen, D. v. Cappelen, sr., Nic. Plesner, Jens Ørn, I. C. Hansen og guldsmed E. Hansen) den 3/4 1821 til raadslagning herom. At bygge ny skolebygning vilde overstige byens kræfter; men det ved privat offervillighet erhvervede lokale til den i 1812 oprettede borgerskole fandtes stort nok til begge skoler. Samtidig vedtok man at indby til subskription til omkostningerns ved lokalets indredning.

Borgerskolens bestyrer kateket Taraldsen (tingmand 1818) har som skolekommissionens formand ogsaa hat en fremtrædende andel i forhandlingerne mellem Skiens by og de offentlige myndigheter, i hvis haand avgjørelsen laa. Antagelig kan da æren deles mellem disse to, og forresten har det vel været et alment ønske blandt byens borgere at faa et lærdomssæte henlagt til deres by. Mangelen derav førte jo endog til, at folk flyttet fra stedet, som tllfældet var med kammerjunker Adeler paa Gjemsø. Samme aar som man begyndte at arbeide for skolens oprettelse, flyttet han til Kristiania med sin barneflok av hensyn til skolegang for dem.

Det er ikke vanskelig at følge forhandlingerne om skolens oprettelse. De nødvendige oplysninger herom findes i stiftsdirektionens og kirkedepartementets protokoller, dog savnes ett dokument, som unægtelig vilde hat stor interesse, nemlig det oprindelige andragende fra Skiens borgere. Hverken originalen eller den i Skien beroende kopi derav har det hittil været mulig at gjenfinde.

I august 1821 indsendte Skiens skolekommission et andragende om, at den derværende store borgerskolebygning maatte bli avstaat til en oprettende lærd skole, og den mindre, borgerskolen tilhørende, bygning indrettet til benyttelse for borgerskolen. Stiftsdirektionen, til hvem dette andragende var stilet, bestemte at biskoppen under den forestaaende visitats i Skien skulde forhandle nærmere om saken og derefter avgi indstilling; denne, som var til fordel for planen, blev avgit den 18de okt. og 6te december indsendte da Skiens skolekomm, sit av Taraldsen formede andragende til kongen om en lærd skoles oprettelse. Det er dette dokument altsaa, som ikke nu kan findes. Kirkedepartementet, som skulde forfatte en indstilling om saken, maatte imidlertid først indhente endel oplysninger. Der blev skrevet til eforaterne for de off. skoler, som ikke kunde drives uten statstilskud (det var Bergen og Kristianssand) for at faa rede paa de nødvendige tilskud, og til det akademiske collegium (universitetets styre) med spørsmaal om der kunde ventes utdannet et tilstrækkelig antal duelige lærere til de paatænkte skoler. Dette tok tid, og i Skien begyndte man at bli utaalmodig og fandt det nødvendig at purre paa. Den 18de april 1822 skriver kateket Taraldsen til biskop Bech, bringer saken i erindring og minder bispen om hans løfte om at virke for dens gjennemførelse; 30te april beder departementet stiftsdirektionen skaffe oplysninger fra Skien om hvor mange disciple skolen kunde paaregne i det første aar; 25de mai sender Skiens skolekomm. de forlangte oplysninger, og 21de juni hadde kirkestatsraaden sin indstilling færdig. Den økonomiske side av saken spiller naturligvis heri en fremtrædende rolle. Stortinget bevilget aarlig 2500 sp. (10,000 kr.) til de høiere skoler, av hvilke Kristianias, Drammens og Throndhjems klarte sig ved egne indtægter. Desuten hadde man en opsparet sum av 6000 sp. som de nye skoler kunde ty til, om de trængte tilskud. Dette vilde for Skiens vedkommende bli ubetydelig, da man efter opgave derfra kunde paaregne 40 elever à 32 sp. pr. aar. Og det akademiske collegium hadde efter indhentet betænkning av prof. Georg Sverdrup erklæret, at et par skoler maatte kunne oprettes uten frygt for at savne det tilstrækkelige antal lærere. “Ingen av disse omstændigheter synes altsaa at burde lægge hindringer i veien for at en lærd skole oprettes i Skien, hvilket Sted blandt de 3 steder, der har været anseet beqvemme til at modtage saadan skole, nemlig Stavanger, Skien og Fredrikshald, synes i alle henseender at være det fortrinligste, baade med hensyn til dets beliggenhed og omgivelse af et folkerigt distrikt, og med hensyn til det locale, som byen vil afgive, og den sikkre udsigt for at skolen der strax vil kunne bestaae næsten blot ved skolepengene.”

Paa disse for Skien smigrende præmisser indstiller da departementet (og 25de juni den norske regjering) paa oprettelsen av en lærd skole sammesteds, og den 1ste august (1822) satte Carl Johan naadigst sin ørneklo under beslutningen. I mindre end et aar hadde saken passeret alle instanser, og Skien hadde faat sit hjerteønske opfyldt.

Til en lærd skole hørte et tilsynsraad (eforer), og til medlemmer av dette beskikkedes 14/12 1822 biskoppen over Akershuus stift (som det dengang het, og hvorunder Skien dengang hørte) og amtmanden i Bratsberg. Det var altsaa biskop Sørenssen (Bech døde i december s. a.) og amtmand F. W. Wedel-Jarlsberg (tidligere amtmand i Finmarken) som blev skolens første eforer. Endvidere opnævntes en saakaldt “regulerings-commission”, bestaaende av byfoged Bruenech, kateket Taraldsen og grosserer Diderick von Cappelen, til at

ordne det fornødne med skolens lokale og til (et par tusen sp.) som av byens borgere var subskriberet til skolens oprettelse. Denne kornmissions protokol existerer heldigvis og opbevares i skolens arkiv; derimot er de av kommissionen istandbragte tegninger og overslag antagelig tilintetgjort ved branden i 1886, hos forstanderskapets daværende formand toldinspektør Steenstrup.

Det bygningskomplex, som stilledes til disposition, tilhørte oprindelig forgreningerne av den mægtige Wesseltoft-slægt: Jørgensen, Simonsen og Zachariassen. I 1767 eiedes no. 30 (den senere latinskolegaard) av Simon Jørgensen og var da takseret for 1880 rdl. No. 31 (senere borgerskolen) tilhørte Zacharias Simonsen; takst 2000 rdl. Og i no. 29 residerte Jochum Jørgensen. Man ser, hvor tæt disse det 18de aarh.s handelsmagnater hadde besat denne del av byen. No. 30 brændte i 1777 og blev av sin daværende eier Jørgen Zachariassen (+ 1799) gjenopført i den skikkelse gaarden hadde til ombygningen i 1855, betydelig større end naboen no. 31. Hovedbygningen blev nemlig, trods vandskade ved storflommen 1792, i 1797 takseret til 2500 sp. mens no. 31 kom ned i 1400; og saa kom hertil de vidløftige uthusbygninger, hvori der efter datids skik fandtes stald, fjøs, hønsehus m. m. Enkeltheterne heri findes i brandtaksten av 1797. Her skal kun nævnes, at gaarden hadde 10 værelser i een etage, med 25 vinduer, desuten et svært loft med 28 mindre vinduer, og at den var tækket med blaa teglsten som alle fornemmere huse i den tid.

Bygningen er med sit blaa tak og 3 høie skorstenspiper let kjendelig paa alle ældre prospekter av Skien. Den laa omtrent paa den nuværende aktiemølles plass, søndenfor kirken og like ved Bryggevandet. Ogsaa om enkeltheterne i dens utseende kan man danne sig en forestilling ved en større farvelagt tegning i Skiens museum; den er utført (til Bygdøutstillingen 1901) av adjunkt Jonas Hansen, som fra barneaarene kjendte den gamle bygning og senere hadde set de officielle (i 1886 brændte) tegninger. Saaledes har det lykkes for efterslægten at bevare billedet av det hus, der nu blev Skiens berømmelige lærdomstempel.

Skien latinskole 1824.

Ogsaa bygningernes indre og værelsernes disposition og bruk er kjendt. Reguleringskommissionen tænkte at skaffe plass i skolen ikke alene for undervisningen, men ogsaa til privatboliger for lærerne, og foreslog derfor, at der skulde være 4 klasseværelser, 3 mot syd og 1 mot vest; rektor fik hele rækken (3 værelser og kjøkken) mot øst; hver av de 2 adjunkter skulde have et værelse paa nordsiden, og til 2 andre lærere vilde man indrede værelser paa loftet (mezzanin-etagen”) med vinduer i utbygget ark. Denne plan blev i alt væsentlig fulgt, dog blev der ikke noget av den paatænkte indredning paa loftet. Enkeltheterne vil forøvrig fremgaa av det nedenfor meddelte rids, som det har lykkes at istandbringe ved konferance i 1902 med en av de faa gjenlevende av skolens elever fra Ørns tid.[2]) — Til bygningernes istandsættelse og indredning medgik noget over 2000 sp. Heri er da ogsaa medregnet omkostningerne ved indredning av lokale for borgerskolen (og bolig for kateketen) i den mindre bygning no. 31, østenfor latinskolen.

Saa gjaldt det at skaffe skolen lærere. Til bestyrerposten (der var avertert som overlærerpost

med 600 sp. og fri bolig) meldte sig 4 ansøkere: overlærer ved Trondhjems skole Knud Ramshart Ørn; overlærer ved Drammens skole M. A. Boye; adjunkt og cand. theol. Albert Hysing (Bergen) og adj. Johan Aubert (Kristiania). Hysings theologiske eksamen blev regnet som et ”præ”; men Ørns anciennitet og utmerkede fortid som lærer bragte ham seiren.

Hertil bidrog vel ikke mindst den glimrende attest fra biskop Bugge, hvorav der i departementets indstilling citeres, at “han har saaledes udmerket sig i Flid, Læregaver og Duelighed, at han har fortjent og afnødet Enhver sand Høiagtelse. Jeg tør med fuld Overbevisning forsikkre, at den lærde Skole, der vil faa ham til Rector, blev saare vel faren. Under hans Opsyn vilde de unge Mennesker ikke alene kunne dannes til i Tiden at vorde duelige og indsigtsfulde Mænd, men hvad der endnu i mine Øine er vigtigere, til sand Humanitet og til Ærefrygt baade for Guds og Statens Love. Fortjener nogen Skolelærer Befordring, da er det sikkert nærværende Supplikant”. — I indstillingen fremhæves ogsaa til fordel for Ørn, at “Schien er hans Fødebye, og han der allerede forud er fordelagtigen bekjendt.” — Ørns ansøgning er datert 15/11 1822; indstillingen 5/12 s. a., og 26/4 1823 blev hans utnævnelse meddelt skolens eforat.

Saaledes hadde man altsaa fundet “manden” (et æresnavn, Som mer end een rektor har baaret ved sin skole); men hvorfra tok man adjunkterne? Lærere med embedseksamen vokste ikke paa trær i de tider, og det gik hellerikke saa ganske glat at forsyne Skiens skole med “habile subjekter”. Der var foreløbig avertert 2 adjunktposter paa 250 sp., og til disse meldte sig løitnant Johan Crøger og en juridisk student Peder Krefting. Formodentlig skulde den første overtage matematik og nyere sprog den sidste historie og geografi. Krefting var en begavet bergenser, en av Henrik Wergelands ungdomsvenner, og utgav nogle aar senere et tidsskrift: “Magazin for politik, økonomi og historie”, hvori ogsaa Wergeland har levert avhandlinger og digte. Han betænkte sig imidlertid og tok sin ansøkning tilbake, efterat han allerede var konstituert som adjunkt, og fik lov til at beholde sin kopistpost i departementet. Samtidig maatte universitetet melde, at ingen av de filologiske studerende hadde været at formaa til at overta de averterede poster. Formodentlig foretrak de at fortsætte studierne til en embedseksamen, som aapnet utsigt til de bedre avlønnede stillinger som overlærer eller rektor. I Kreftings sted konstitueredes da en student fra Arendal Nils Berg, som allerede i 1811 hadde bevilling i Kjøbenhavn som translatør i engelsk, fransk og tysk og nu overtok undervisningen i disse fag samt historie, geografi og latin paa begynderstadiet. Lønnen blev for hans vedkommende sat til 350 sp. (hvorav de 50 var husleiegodtgjerelse). Han synes at ha været et urolig hode med litterære planer, interesserte sig sterkt for grækernes frihetskamp (han indbød til subskription paa et tidsskrift som væsentlig skulde handle derom) og forlot skolen i 1825 for at flytte til Kjøbenhavn (+ 1832). En oversættelse av Walter Scotts “Ivanhoe” utkom fra hans haand i Kra. 1827.

Peter Andreas Munch.

Det hastet med disse utnævnelser, ti departementet ønsket skolen sat igang 1/11 1823. Allerede 3die mai s. a. hadde Ørn faat reiseordre om at begi sig til Skien; Berg blev utnævnt 28/10; og da provst Edvard Munch hadde paatat sig at undervise i religion (4 timer ukentlig mot fri skolegang for 2 sønner), kunde skolen begynde sin virksomhet paa ovennævnte tidspunkt. Den høitidelige indvielse fandt dog ikke sted før et fjerdingaar senere, den 26de januar 1824. Da Skien ikke hadde nogen avis før 1830, er vi henvist til fra andre kilder at søke efterretning om høitideligheten. Egentlig skulde biskop Sørensen som eforatets første medlem ha præsideret og holdt indvielsestalen, men dette hverv var (formodentlig paa grund av aarstiden) overdrat provst Munch, hvis tale ved et lykkelig tilfælde er bevaret gjennem en avskrift av et senere forsvundet trykt exemplar. — Forsamlingen befandt sig i skolens “auditorium”, det store rum paa nordsiden, som tillike var rektor Ørns storstue; der stod de 17 nyindmeldte disciple, blandt dem det vordende lærdomslys Peter Andreas Munch, den først indtegnede elev i skolens protokol.

Provstens tale har litet av hvad de gamle veltalenhetslærere kaldte “lumina orationis”; men den er velordnet, klar og forstandig og ialfald paa ett punkt baaret av dyp følelse, nemlig idet hans blik falder paa hans “sjæls elsklinge”, hans tvende sønner som han med rørelse ser i discipelskaren. Ogsaa amtmand Wedel var tilstede og talte; derimot maa Ørn ha forholdt sig taus, hvilket kan sluttes av nedenstaaende optegnelse i stortingsmand Ole Bloms dagbøker. Han var i Skien paa gennemreise til stortinget og kom derved tilfældigvis til at delta i festligheterne, hvorom han paa sin likefremme maate skriver følgende: “Den 26de var jeg efter Indbydelse af Johan Blom tilstæde ved den Lærde Skoles Indvielse, som blev udført ved Amtmand Wedel og Provst Munch, derpaa var vi i Kirken, hvor Stockfleth vævede, men de 2de Første gjorde sine Sager godt. Derfra gik vi i Klublokalet, hvor over 100 Personer blev beværtede under Musik, og levede iblandt de Fornemste i Bratsberg Amt indtil Kl. 10.1/2 da jeg gik ordentlig hjem”. (Ole Blom noterer samvittighetsfuldt, om han forlot et selskap “ordentlig” eller ikke!)

Indvielsesdagen var Carl Johans fødselsdag, og majestæten viste skolen sin velvilje ved det legat (paa 2000 sp.), som bærer hans navn.

For at takke kongen for hans imøtekommelse av Skiens andragende hadde byen i 1822 opnævnt en deputation (sorenskriver Morgenstierne og stadskaptein Blom), som fik audients i Kra. Morgenstierne frembar taksigelsen i en tale (trykt i Universitets- og skole-annaler, anden række I s. 267-68), og Carl Johan skjænket da skolen de 2000 Sp. til et “begyndelsesfond”, som ved resolution av 16/1 1828 omgjordes til et stipendiefond.

Det var efter den tids forhold en meget præsentabel leilighet Skiens reguleringskommission tilbød den nye skole. Læseværelserne var med prisværdig omsorg lagt paa solsiden, efter den oprindelige plan alle 4 mot syd, senere i av dem mot vest. Rektors bekvemmelighet blev da hele rækken av rum mot øst og tildels nord; i 2 andre rum paa nordsiden bodde løitnant Crøger, mens den 2den adjunkt fik (likesom de senere tilkommende) bo ute i byen. Den paatænkte indredning av loft-etagen blev der intet av. Bygningen var avdelt ved en svær korsdannet korridor, som tidligere strakte sig gjennem no. 5 paa omstaaende rids, med lukket overgang til nabohuset østenfor. Denne overgang blev nu sløifet.

Facsimile av Carl Johans underskrift.

En inventarliste fra 1838 viser det tarvelige utstyr i skolens første tider:

“12 malede Borde med faste Bænke.

12 Stole med tilhørende løse blaa og hvide Betræk.

10 umalede Træbænke.

4 transportable Cathedre (malede).

1 Do. Talestol (malet).

4 sortmalede Trætavler med tilhørende Fødder.

1 liden umalet Boghylde.

1 Bogskap i 3 Afdelinger, af hvilke enhver har egne laasfærdige Døre (umalet).

1 Passer og Lineal, begge af Træe.

26 Glasblækhuse.

33 Bliklyseplader af simpleste Sort.

26 Lysesakse

2 Bliklysearme med tilhørende Skjerme.

4 ildtænger og 4 Ildskuffer, alle af simpleste Sort.

9 Kakkelovsskjærme af tynde Jernplader.

1 Fyrkasse.

7 Brandspande (5 af Læder, 2 af Seildug) alle malede.

1 Brandstige med Brandhage.

1 Brændebaare.

1 Iisvække.

1 Skindvæske til Papirer.

3 Stkr. indbundne Protocoller; i indheftet Do.

8 Fag Rullegardiner med tilhørende Snorer, Trindser og Jernkramper.

1 Malerkost.

1 Tjærekost og Træskuffe.

1 Bliklygte”.

Grundplan til Skiens latinskole 1824

No. 1	Rektors storstue	No. 12-13	løitnant Crøgers rum
No. 2	Rektors dagligværelse	No. 14	korridor
No. 3	Rektors kontor.	No. 15	uthus
No. 4	Rektors bibliotek	No. 16	pedelbolig
No. 5	Rektors kjøkken	No. 17	gaardsrum
No 6	Rektors soveværelse	No. 18	Søbod
No 7-11	klasseværelser	No 19	vandporten

Nutids matematiklærere vil vistnok smile til det flotte utstyr med 1 passer og 1 lineal til hele skolen! — Gymnastikapparater fandtes ikke; den tids skoleungdom maatte neie sig uten slikt og de fortsatte inventarlisters sterke defekter paa blækhus og vandkarafler og glas og lysesakser synes at tyde paa, i hvilken retning sportsøvelserne gik. Nye elevers traditionelle “daab” foregik nede ved “vandporten”, hvor de simpelthen blev dyppet i Bryggevandet, mens ceremonien nu av gode grunde foregaar paa landjorden og i sne.

Til skolens bibliotek var av det offentlige bevilget 200 sp. og for denne sum blev indkjøpt en samling store ordbøker og grammatikker i latin og græsk m. m. som altsaa er grundstammen til det nuværende lærerbibliotek. Dette tæller nu ca. 10,000 bind og optar et par store værelser foruten hvad der er magazinert; de gamle bøker av grundstammen staar nu i en krok og blir sjelden benyttet, men dengang blev de betragtet som en stor herlighet. I sit latinske brev til pastor Køppen (avtrykt i Auberts bok om Schweigaard) priser Schweigaard den liberalitet hvormed skolen i denne retning var utstyret, og hvad der manglet, kunde vistnok Ørn skaffe tilveie av sit eget store og kostbare bibliotek paa 800 bind, som var anbragt i et kot ved trappen til loftet (no. 4 paa ridset). Det havde et vindu til korridoren, men var saa mørkt at Ørn maatte gaa med lys derinde midt paa dagen, naar han skulde finde en bok. Skolens bøker stod i et skap i korridoren.

Det lader sig ogsaa gjøre at avlægge en visit i rektor Ørns bekvemmelighet og faa en idé om dens utstyr. Ved hans død blev nemlig boet registreret av skifteretten. Han hadde da forlatt skolen for et par aar siden og kanske skilt sig ved endel av sit bohave; men der er dog levnet en fortegnelse over meublementet til følgende 2 værelser:

“Sengkammerel:

En sofa med blaat Betræk.
Et Sengsted med blaat Omhæng.
Et hvidt Teppe.
12 Birketræes Stole med grønt Betræk.
Et Speil i Birketræes Ramme.
En Birketræes Commode.
En Mahogny Skrivepult.
En høj brunmalet do.
Et engelsk Gulvteppe.

Stuen:

Birketræes Sopha med Pude.
2 Spillebord.
Et lidet Hjørnebord.
8 Birketræes Stole.
Et Speil i Mahogniramme.
Et Skjermbret.
Et engelsk Gulvteppe.
Et Maleri i forgyldt Ramme.”

Ørn hadde sit kontor i no. 3 og dagligstue i no. 2. Her stod da den ensomme gamle mand og speidet med kikkert fra hjørnevinduet ut i gaten, som i de dage neppe var synderlig befærdet. Utsigten mot nord til torvet stængtes av kirken, hvis slaguhr vistnok har tjent skolen som tidsmaaler, eftersom der først i 1851 blev anskaffet et “jevndøgns-uhr”. I skolen vandret

han om med en stor grøn skjærm over de svake øine og sin uundværlige snusdaase [3] ), som der blev sendt bud efter gjennem kjøkkenet (no. 5) naar han hadde glemt den;

"Her ser dere Knut"

sammesteds indleverte eleverne sine stilebøker. Kjøkkenet blev ellers ikke brukt som saadant; Ørn førte nemlig ikke nogen husholdning. Pedellen, Ivar Fladsrud, (som bodde i no. 16 vestenfor vandporten) besørget opvartningen, og maten blev hentet til ham utenfra. Naar skolen var endt, var altsaa Ørn og løitnant Crøger alene i det store hus ! — Det er forøvrig let at forstaa, at denne ensomme ungkarls-tilværelse bidrog til at koncentrere hele hans energi og alle hans tanker om skolen og eleverne, for hvem han var en veileder og hjælpende aand med raad og daad. — Der eksisterer desværre intet ordentlig portræt av denne merkelige skolemand ; i mangel derav maa vi nøie os med nedenstaaende velmente tegning fra en elevs haand. Den pryder nu den højere skoles lærerværelse, blandt de der anbragte større billeder av skolens rektorer. Tegningen er, som man vil se, halvveis en karrikatur; men der ligger dog en vis respekt i underskriften “Ecce Canutum” >: “Her ser dere Knut”.

Familien Ørn var velkjendt i Skien og kan følges opover gjennem en række lensmænd og fogder i Telemarken til Jens Nilsson Ørn i Vraadal, f. l643 (muligens søn av Nils Jenssøn Ørn, tolder i Langesund). Hans Ørn, f. 1743, d. 9/1 1803, var kjøbmand i Skien (hvor han i 1793 eiet gaardene no. i 16 og 117 i Hjellen), gift med Else Dorothea Ramshart, datter av sogneprest i Solum KnutRamshart. Hun hadde først været gilt med løitnant Bang, men der var ingen børn av dette egteskah. Med Hans Ørn derimot 3 sønner: Jens Ørn, Knut Ramshart Ørn og Hans Nicolai Ørn, samt en datter, Valborg Marie, gift med amtmand Blom. Da Chr. Pram besøkte Skien i 1805 og avlagde sin økonomiske indberetning, var altsaa Hans Ø. død, og enken fortsatte forretningen, som efter Prams uttryk var “en mindre betydelig krambod og kornhandel”. I 1806 opføres Jens Ørn som reder for en brig “St. Jørgen” paa 44 cl. (bygget i Sandeherred 1786), ført av broderen Hans Nicolai. I 1812 forøgedes rederiet med brig “Anna” paa 87 cl. (formodentlig opkaldt efter Jens Ørns hustru Anne Zachariassen). Jens Ørn maa ha været ganske velstaaende; han ejet en stor murgaard (no. 23 og 150, i den nuværende Ibsens park), hvis levninger efter branden i 1886 tjente som lokale for Skiens sparebank, og var i 1826 lignet efter en indtægt av 1200 sp. I 1830 var han stortingsmand for Skien og døde 1831. — Den yngste av brødrene, Hans Nicolai (gift med Abigael Pharo), vial. skibsfører i en aarrække, derefter skibsreder (i 1842 eiet han skib “Tvende Venner”, ført av G. Svennungsen) og bodde paa Klosterøen til sin død i 1851. Gaarden overtoges av sorenskriver Schwach, brændte i 1854 og blev senere ikke gjenopført. - Hans datter Else (g. m. apoteker Lund paa Gjøvik) fortæller i nogle utrykte optegnelser, at hendes far gjerne vilde gaat den studerende vei, men som den yngste maatte han ta tiltakke med sjøen. Til erstatning dyrket han bøker og videnskaber langt over hvad der i hans stilling var sædvanlig og var søkt som raadgiver og mægler i og utenfor familien.

Knut Ramshart Ørn opkaldt efter sin morfar, Solumspresten), blev født i Skien 6/12 1778. Fadderne ved hans daab 15/12 var madame Grubbe jfr. Wølner, Søren Paus, Hans Blom og Henrich Holst Sin første lærde undervisning fik han hos presten Samsing i Tjølling og blev derefter sendt til Danmark for at fortsætte i Fredriksborg skole under den bekjendte rektor Bent Bentsen. Herfra blev han i 1797 student med “præ ceteris”; av de stipendier han under skolegangen hadde gjort sig fortjent til, var der opspart 40 rdl. til at begynde med i Kjøbenhavn. 1798 andeneksamen med præ ceteris (det gik strykende!); fri bolig ved Communitetet, derefter paa Regentsen; og saa blev han huslærer i et fornemt og fintdannet hus, hos geheimekonferentsraad Brun, hvis frue (Fredrikke Brun) var for fatterinde og holdt æsthetisk salon baade i Kbhvn. og Rom. Det blev nok et farlig ophold for den unge lærde; for her fik han et hjertesaar, som han aldrig forvandt. Man har bare antydninger at gaa efter, men disse er bestemte nok til at man kan skjønne det var husets billedskjønne datter Ida (senere grevinde Bombelles) som var ulykkens kilde [4] ). — Ørn drev filologiske studier, men tok ikke embedseksamen (den saakaldte “store philologicum”, som der stod megen respekt av) og var en tid lærer ved Schouboes institut, en av Kjøbenhavns velrenommerede skoler. Saa fik han i 1812 fra en ungdomsven, provst Kaurin i Hiterdal, anmodning om at skaffe ham en huslærer til hans 2 sønner, og en vakker dag stod Ørn selv i stuen hos sin ven, med randsel paa ryggen og med den hilsen : “Her har du din nye huslærer ! “ — Trods alle forestillinger om det urimelige i at begrave sin lovende dygtighet slik oppe mellem fjeldene, blev han hos Kaurin til dennes flytning til Trondhjem 1819. Den ene av Ørns to elever her blev professor i theologi og døde som biskop i Bergen. — Efter et aar hos svogeren, sorenskriver Gustav Peter Blom i Jarlsberg, blev Ørn adjunkt i Trondhjem og saa endelig i 1823 overlærer og bestyrer ved Skiens skole. Rektortitelen fik han noget senere.

Frøken Ida Brun.

Dette var altsaa Ørns antecedentier, da han indfandt sig i sin fødeby for at lede dens nyoprettede lærde skole, og stort mere er der ikke av ydre begivenheter i hans ensomme og stilfærdige liv. Ogsaa i en anden henseende er det vanskelig at komme ham nærmere ind paa livet: han har omtrent intet skrevet, som kunde give et direkte indblik i hans tankeliv og bidrage til at forme et billede av hans aandelige personlighet. Der er bare nogle ordknappe embedsskrivelser og ubetydelige privatbreve, og det eneste holdepunkt blir da de av ham forfattede avgangsvidnesbyrd for dimittenderne, hvorav Schweigaards er avtrykt i Auberts ovennævnte biografi og P. A. Munchs i fru Munch Naurs biografi av sin far. Det sidste er meddelt i oversættelse, Schweigaards efter den latinske original. Det er ikke vanskelig at se, at de er ført i pennen av en moden og overlegen aand, en omhyggelig stilist og en stor latiner. — Saa blir det altsaa samtidiges vidnesbyrd som skal forme for os billedet av denne skolemonark (for det var han, en Jupiter i skolestuen); han lever i de elever, hvis aand han har beriget med kundskaper og human dannelse, og det blir fra elevers mund vi maa hente de væsentlige træk. Heldigvis har 3 av de mest fremtrædende blandt dem ydet bidrag hertil.

Den mest indgaaende skildring av rektor Ørn som skolemand findes i “Danske Samlinger”

V, Kbhvn. 1869-70. Anledningen hertil er en av P. W. Becker forfattet biografi av Bendt Bendtsen, rektor ved Fredriksborg skole 1789-1830. En av dennes mere fremtrædende elever var Ørn, til hvem flere av Bendtsens utmerkede egenskaper synes at være gaat i arv, og i et tillæg har biografiens forf. git nogle fra Norge hentede oplysninger om Bendtsens berømte discipel. Det var et ikke saa ganske litet apparat, som blev sat igang for at faa noget at vite om denne pædagogiske berømthet, hvis liv utenfor skolestuen saa ganske unddrog sig enhver offentlighet. Det blev overdrat overlærer Volrath Vogt at indhente oplysninger, og han har da, som rimelig kunde være, henvendt sig til fordums lærere og disciple ved Skolen: Prof. P. O. Schiøtt (student fra Skien 1851-52) skriver til adjunkt Arentz og denne til sogneprest Mülertz, men foreløbig med magert utbytte. Arentz skriver saaledes derom til Schiøtt: “Jeg kjender overmaade lidet til Ørns Fata, saasom han ikke gjerne meddelte sig, og har derfor henvendt mig til hans Slægtning Pastor Mülertz, men derved er jeg bleven lige klog. Han skriver mig til: “Salig Ørn sagde saa tidt og ofte, hvad der var hans ønske: “Gjemt er og glemt”. Han undgik, at hans Navn skulde læses eller nævnes. Jeg synes for mit Vedkommende ogsaa, at disse Ord skulde lægges paa Hjerte. Hvad jeg om den kjære Afdøde kunde meddele, blev ogsaa altfor ufuldstændigt.” — Arentz fortsætter derfor saaledes : “De vil se, at jeg har altfor liden Hjælp til at bringe Sammenhæng i de Momenter, som jeg under mine hyppige Samkvem med ham kunde have opfattet og bevaret. Han var selv ikke tilbøielig til at lede Talen hen paa hans Livs Begivenheder, og hans Omgivelser havde for megen Ærefrygt for ham til at være paatrængende. Engang sagde han til mig, da Talen var om ham: “Hvad skulde man ogsaa vente af en Mand, hvis Kraft blev nedbrudt i hans kraftigste Alder?” Han havde altid en Sky for offentlig Fremtræden, og om jeg end har Grund til at tro, at han i sin Ungdom var Medarbeider af et eller andet tydsk Tidsskrift, saa skjulte han dog sin Deltagelse saa omhyggelig, at ikke engang hans Fortrolige havde nogen Anelse derom.” Saavidt Arentz; mere var der ikke at opdrive fra den kant, og om Ørns personalier er da hellerikke noget yderligere blevet bekjendt. Forholdet er sandsynligvis dette, at der, bortseet fra en enkelt episode i hans ungdomsliv i Kjøbenhavn, ikke er synderlig at fortælle, fordi han har levet saa stilfærdig og tilbagetrukkent, og ovennævnte episode faar man aldrig rede paa, fordi Ørn selv ikke har villet det. Kun saa meget er klart, at hans følelsesliv her har lidt skibbrud, og at dette har paavirket hans senere livsførelse og livsopfatning i høi grad. Men hvad der maatte kunne leveres af nogen blandt hans elever: en skildring av Ø. som lærerpersonlighed, saa indgaaende, at efterslægten deraf kan faa et nogenlunde fyldigt begreb om ham, det blev virkelig ved denne lejlighed givet av en av Ørns sidste elever: Prof. Catharinus Bang har nemlig (anonymt) i ovennævnte anledning, da man søgte at skrape sammen noget om Ørn, givet en utførlig og sympathetisk skildring, der er saa meget mere at paaskjønne, som det fra andre kilder [5] ) er bekjendt, at forholdet mellem Ørn og C. Bang ved dennes dimission ikke var det bedste, og at Ø. ikke lagde skjul paa sin misnøie, men tog temmelig haardt i. — Prof. Bang skriver altsaa: “Som Rector ved Skien Skole var det nu, at Ørn udfoldede sin rige, stærke Personlighed og herved gav Undervisningen og dens Indflydelse paa Gutternes hele Individualitet en Fylde og Skarphed, som tør være temmelig sjeldne i den pædagogiske Verden. Men han var heldig nok til blandt det første Kuld, som han skulde dimittere til Universitetet, at have Personer som Schweigaard og P. A. Munch. Den glimrende Examen artium, som især den Første bestod, gav Skolen et Ry, saa den snart blev søgt fra Landets fjerneste Egne, selv om der i deres Stiftsstæder allerede havdes lærde Skoler, saasom Trondhjem, Bergen o. fl. Det overveiende Antal af Disciple ved Skolen bestod saaledes af Fremmede, der ingen Forbindelse havde blandt Byens Familier, ingen Bekjendtskaber blandt deres egne Jevnaldrende. De førte saaledes et afsluttet Liv og omgikkes kun hverandre indbyrdes. Herved kom deres Skoleliv til allerede at antage Charakteren af et Universitetsliv en miniature. Men hos de Dygtigere blandt disse, der vare opvakte nok til at have en tidlig Modtagelighed, var Rectoren Sjælen i dette. Han gik selv omkring i Logierne, for at besøge og holde øie med dem, og her kunde han sidde hos dem i lange Timer og tale med dem om alt andet end deres Skolesager. Fandt han, at de havde Lyst til literær og æsthetisk Læsning, underholdt han sig

Professor Catharinus Bang.

med dem i den Retning, laante dem Skrifter og fik selv tillaans af dem nye udkonmne. Paa selve Skolen gjennemgikkes de klassiske Forfattere med oplysende Parallelsteder af nyere Forfattere, f. Ex. Terents’s Komedier med Holbergs. Især var det dennes Peder Paars, der ideligen blev trukken frem, og naar man ikke kunde fuldføre et paabegyndt Citat af denne eller af Comedierne, vankede der ligesaa dygtige Skjend, som naar man ikke havde kunnet den daglige Lectie. Men paa den anden Side var der Intet, som hans skarpe Ironi drog hvassere tilfelts imod, end for tidlig Productionslyst. Det Hele var blot beregnet paa at, hvad han kaldte ”skaffe Gutterne sine Omløb i Hovedet”. Uagtet han af Figur var liden og corpulent, havde han et barskt, ægte Rector-Udseende, saa endog Smaagutterne uvilkaarligt brast i Graad af Frygt, den første Gang de saa ham.

Hvad han vilde først og fremmest, var at imponere. Han var streng i en vistnok sjelden Grad; men han vilde have det i sin egen Magt at slaa af paa det stærke Indtryk. Var der kommet en ny Discipel i Classen, saa grebes den mindste Anledning til at lade Pryglene flyve om ørene paa de Efterladende. Krævede Respecten, at een af disse kunde have faaet for meget, saa søgte Ørn underhaanden at gjøre det godt igjen. Desuden hadde han til sin Disposition et rigt Fond af den mest skjærende Satire; de Dovne fik aldrig Lov til at have Ro for hans idelige Allusioner, baade paa Vers og Prosa, paa Latin og Norsk. I de høiere Classer læste han i flere sammenhængende Timer, undertiden hele Formiddagen. Herved fik Undervisningen langt mere Frihed, ei blot udover de bestemte Pensa, men udover Skolelivet selv. Det virkelige Liv blev draget med ind, og der udviklede sig heraf et Samliv mellem Ørn og Disciplene, der ligesaavel opmuntrede og forfriskede ham selv, som det gav disse et Omblik, der gik videre end den Erfaring, som deres Aar tilstedede dem. Han behandlede dem som Voxne, tiltalede dem ”Mine Herrer” og brugte altid ”De”, undtagen til de Efterladende, der affærdigedes med et haanende ”Han”, men aldrig ”Du”. Hans Methode var i egentligste Forstand personlig. Paa Grund af den ærefrygtbydende Respect, som han indgjød, kunde han tage sig Friheder, som neppe nogen anden Lærer med Følelse af Ansvar vilde vove. Steder i de klassiske Forfattere, f. Ex. i Horats, som ellers behandles in usum Delphini (>: i utvalg), foredrog han med dramatisk Livfuldhed; Plumphederne i Holbergs Comedier, ja endog obscønvittige Anecdoter citeredes med et sprudlende Humor, og den gamle barske Mand lo selv med, saa Kathederet rystede, og det skraldede i Væggene. Men aldrig faldt det nogen Discipel ind at hefte sig ved det Smudsige som det, der skulde være det egentlig Picante. Derfor kjedede man sig heller ikke i hans Timer. Enten var man urolig og bange, fordi man ikke havde den bedste Samvittighed, eller man følte sig i en mærkelig Grad let og fri, thi man glemte aldeles, at man var i Skole. Hertil bidrog især den næsten ærbødige Takt og elegante Hensynsfuldhed, hvormed han behandlede og talte til de værdige Disciple. Det var den ældre, dannede Mands vejledende Anerkjendelse af en oprindelig Ligesindethed. Herved følte man sig ikke blot hendragen, men ogsaa hævet op til ham og udover Slyngelalderens keitede Interesser. Ved denne fine Følelse ligeoverfor de ungdommelige Gemytter viste Ørn, hvilken gjennemdannet Mand han i Grunden selv maatte være, og dette er især det Træk af, jeg kan gjerne sige chevaleresk Ærbødighed for det ungdommeligt Mulige hos Disciplene, som især fæstnede sig hos disse og vakte deres egen Opmærksomhed for sig selv, deres Selvagtelse, og lagde Grundvolden til en Dygtighed ogsaa i Sjæl. At denne hans Methode var aldeles personlig, og at den ikke var et tillært pædagogisk Apparat, men en uvilkaarlig Afsætning af den Livets Skole, hvori han selv var dannet, viste sig tydeligst, naar han talte alene med Disciplene i sine egne Værelser. Var der ingen særegen Anledning, saa var han en underholdende Selskabsmand, lod sætte for dem Vin og Bagværk; men var Anledningen af høitidelig eller sorrigfuld Natur, var man bleven confirmeret, havde man Sorg i sin Familie, og allermest, skulde man forlade Skolen og sige Farvel til ham: da var den gamle Mand, som i Skolestuen kunde være saa haanende barsk, uttale sig saa skaanselløst ironisk om saa mange Forhold i Livet — han var ordentlig qvindelig blød. Han kunde græde, rigt og stærkt, som et Barn, og hvad han sagde, hans Formaninger etc. var saa rent individuelt ud af ham selv, saa frie for alle disse constante moralske pædagogiske Maximer, at det gik ind i det unge Sind og forblev der med Styrken af en personlig Livsmeddelelse.

Sit Liv udenfor Skolen tilbragte Ørn meget ensomt. Han kom aldrig i Selskaber og gik kun for at spadsere eller for at se til sine kjære “Latinere”. Han var altid meget sygelig, taalte ikke stærkt eller konstigt Lys. De lange mørke Vinteraftener henlevede han derfor alene uden anden Underholdning end den han fandt i sine Erindringer og i sin egen lyse og rige Aand. Men denne Ensomhed gjorde ham ikke til nogen Særling i nogen Henssende. Han viste altid den virksomste Deltagelse for det virkelige Liv og dets Forhold; hans Livsanskuelse var frisk og fyldig, som om han skulde leve midt oppe i et bevæget Liv. Han gik altid, selv i Skolestuerne, meget nitid paaklædt. Hans Dragt var av det fineste Klæde, hans Linned var skinnende hvidt, undtagen i Brystet, hvor det var oversaaet med Dynger af Snustobak; og af hans Maade at føre sig paa, samt af hans elegante Conversationstone, kunde man mærke, at han maatte have deltaget i det højere Selskabsliv, hvis det ikke simpelthen har været en naturlig Følge af den humane Tact, som altid yttrer sig, naar den overlegne Aand har sin Rod i en fint følende Sjæl. Kun naar han berørte en Gjenstand, kunde han være ubarmhjertig, og han kom ofte tilbage til den i Skoletimerne. Det var Kjærlighed, Forelskelse. Kom han ind paa dette Capitel, da kunde han være saa blodig bitter, saa haanende, at om Disciplene dengang hadde forstaaet det i hele dets Usandhed, maatte de have følt sig oprørte ved det Umenneskelige i det. Dersom der nu heri var en skjult Tendents med at gjøre dem uimodtagelige for barnagtige Forlibelser eller tidlige Forlovelser, saa viste dog den individuelle Styrke og Uvilkaarlighed, hvormed de spottende Udgydelser fremkom, at hans eget personlige Hjerte var med i dem, og at det led af et Saar”.

“Efter Ørns Død skal man have fundet i et Gjemme en Haarlok, indesluttet i et Papir, hvorpaa der stod: “fra din Ida”.

Rektor Ørn

Professor Bangs skildring er det fundet nødvendig at benytte saa utførlig, fordi den er bortgjemt i et her i Norge saa litet kjendt og tilgjængelig verk som de “Danske Samlinger”, hvorfra det er hentet. Det samme kan derimot ikke siges om prof. Monrads bidrag til Auberts biografi av Schweigaard. Den er saa velkjendt og isaa manges hænder, at det er tilstrækkelig at henvise til det sympathetiske billede Monrad i erindringerne fra sine skoledage har tegnet av sin rektor. Han tar derunder avstand fra Bangs yttring om Ørns formentlige tilbøielighet til at dvæle ved det grovkornede hos Holberg og klassikerne, og denne uoverensstemmelse kan kanske forklares ved den rigtignok ikke betydelige tidsavstand mellem de 2 elever: Monrad blev student i 1834, C. Bang i 1841. Muligens har alder og sykelighet i Ørns sidste aar skjærpet en tidligere skjult bitterhet og samtidig avstumpet frygten for at behandle ømtaalige emner. — Naar Bang lader Ørn efter eget sigende blot tilsigte at “lade eleverne faa omløp i hovedet”, da gjør Ørn vistnok sig selv uret. Han har sikkert heller levet paa rektor Bentsens hjertesprog, det græske “hedy to manthanein” (>: det er sødt at lære) end nøiet sig med bare at tilsigte aandelig gymnastik. Dermed stemmer ogsaa hans hele bramfrie liv, over hvilket man som motto kunde sætte den samme sentents, som blev anvendt om hans Fredriksborgske mønster:

“Omnia ad conscientiam, nihil ad ostentationem referre” (>: i al sin gjerning at søke ind til sin samvittighet, uten hensyn til skinnet).

I 1841 tok Ørn avsked paa grund av nedbrutt helbred og tilbragte et aars tid hos sin tidligere elev (en av det berømte kuld fra 1828), sogneprest i Moland C. Mülertz. Det fortælles, at han i begyndelsen var betydelig opkvikket ved forandringen; men i et brev til brordatteren Else Ørn, dateret 2/5 42, er tonen noget nedstemt: “Min Helbredstilstand er ved Hjelp af det gode Veir vi nu saalænge har havt, som den var da jeg sidstegang var hos Eder.” Sine sidste levedage tilbragte han igjen i Skien, hvor han logerte hos en kusine Karen Jacobea Grubbe (datter av Bernt G. og Margretha Ramshart), i hendes gaard, no. 94 i Lundegaten. Her døde han den 16de okt. 1843, kl. 3 morgen, 65 aar gammel. Begravelsen foregik den 23de og skildres saaledes i Bratsberg Amtstidende (no. 85):

“Rector Ørns jordiske Levninger bleve i Lørdags bragte til deres sidste Hvilested, ledsaget af en talrig Skare. Forrest gik den lærde Skoles 2de ældste Lærere som Marschaller, derefter foran Kisten Hr. Konsul Gasmann, der paa en liden Fløielspude bar den Afdødes Ridderorden; umiddelbart efter Kisten fulgte den lærde Skoles samtlige Elever og Øvrige Lærere og derefter Familien og øvrige store Følge. Ved Graven holdt Hr. Pastor Monrad, en Discipel af den Afdøde, en skjøn Tale, og en i Anledning Sørgefesten forfattet Sang blev afsunget under Accompagnement af Hornmusik. Efter Jordfæstelsen traadte Skolens midlertidige Bestyrer. Hr. Adjunct Plum, frem og bragte den Hedengangne Skolens sidste hjertelige Farvel. Hr. Dr. med. Faye, der som den Afdødes Læge under hans langvarige Lidelser havde havt rig Anledning til at erfare og beundre hans sjeldne Aandsudvikling, tolkede til Slutning i et smukt Foredrag Mandens Værd.”

Sangen er ikke samtidig avtrykt, men er muligens identisk med et senere i samme avis optat dikt av signaturen H—m, sikkert nok Pavels Hjelm, byens hyppigst benyttede leilighetspoet i disse aar. I no. 93 læses nemlig:

Knud Ramshardt Ørn.

1.

Der er et Land for Kjærlighed og Tro,

Hvor Kjæmpen hviler unter Palmers Ro;

Hvor Livet sig med Edens Roser pryder,

Og ingen Kummerstaare mere flyder.

2.

Der har vor Ørn nu sit Paulun sat;

Der gryr hans Morgen efter Sorgens Nat;

Nu har hans Længsel naaet Fredens Lande,

Nu har hans Smerte Stjernen paa sin Pande.

3.

At gyde Trøst og Haab i sorgfuldt Bryst

Og standse Armods Taare var hans Lyst.

Han viste Ynglingen ved Daad og Lære

I Dyd og Viisdom kun at søge Ære.

4.

O! naar hans Tale lød som Platos mild,

Han spredte Lys; han tændte Dydens Ild;

Han var en Lampe i Geniets Tempel.

Og Pligt og Ære var hans Idræts Stempel.

5.

See ved hans Grav staae Norges bedste Mænd

Med Graad i Øiet for den tabte Ven.

Han kan forklaret nu sin Skaber prise

Med Romas Ædle og med Hellas’ Vise.

6.

I Dødsminuten han en Engel saa

Med Stjernebeldte og med Vinger blaae;

Det var hans første Kjærlighed, den søde,

Han trykked til sit Hjerte, da han døde.

7.

Men er i Graven end hans Øie lukt.

Saa visner ikke dog hans Dagværks Frugt.

I Ærens Pantheon er gjemt hans Minde,

Og Noras Taare paa hans Grav vil rinde.

H—m.

Hentydningen i 6te vers, hvis adresse er tydelig nok, gjør det dog mindre rimelig at denne sang kan være den ved begravelsen benyttede. I en haandskreven samling digte av Pavels Hielm (i skolens manuskriptsamling) findes et andet, mere høitravende digt i klassisk odestil, som kanske er det rette. — Faa dage efter den høitidelige bisættelse utstedte skolens lærere en indbydelse til reisningen av et monument paa graven; bidragenes maximum blev sat til 1 sp. Denne opfordring blev villig efterkommet. Da regnskapet blev avsluttet i mai 1845, var der av 97 bidragsydere tegnet 105 Sp. og anskaffet et monument av jern (støpt paa Fossum for 85 sp., vistnok adskillig under den virkelige pris). De gamle Skiensfamilier er paa subskriptionslisten rikelig repræsenteret: Cappelen, Løvenskiold, Bärnholt, Blom, Monrad o. s. v. 4 à 5 av hvert navn. Schweigaard fik lov at give 10 sp. ekstra (listen findes i Morgenbladet no. 155 s. a.). Den latinske indskrift paa støtten (av prof. Monrad?) karakteriserer Ørns virksomhet med et par fyndige ord: “Assidue et sapienter” (>: med paapasselighet og visdom).

Rektor Ørns gravsted.

I alle skildringer av Ørn fremhæves hans hjelpsomhet, særlig overfor hans disciple. Denne skyldtes selvfølgelig i første række hans gode hjerte og faderlige omsorg; men han var ogsaa i det lykkelige tilfælde at være fuldstændig ovenpaa i økonomisk henseende. Ikke alene var embedets indtægter mer end tilstrækkelige for en ungkarl med en saa indgetogen levevis; men da hans bo blev registreret, og testamentet skulde fuidbyrdes, viste det sig, at han efterlot sig ikke mindre end 13,000 sp. (52,000 kr.) væsentlig anbragt hos Heftye & Søn i Kra., i bankaktier og statsobligationer.

Ørns testamente er dateret Molands prestegaard 21/8 1842. Det bestemte, at hans søster, amtmandinde Blom, skulde nyte renterne av kapitalen (efter et mindre fradrag til Jacobea Grubbe) og at derefter denne skulde deles mellem hendes 3 sønner: Hans Ørn Blom (den bekjendte litterat), Peter Julius B. og Gustav B. — Hvis alle 3 døde før moderen, skulde arven tilfalde Skiens hospital. — Denne sidste bestemmelse gjorde forholdet temmelig indviklet og fremkaldte langvarige forhandlinger. Vistnok var det litet rimelig, at det omtalte tilfælde skulde indtræde ; men muligheten var der dog, og hospitalets foresatte maatte ta sine forholdsregler. Endelig, efter meget skriveri, og efterat amtmand Blom hadde stillet de behørige garantier, blev boet extraderet i december 1845.

Sit indbo testamenterte Ørn til Jacobea Grubbe; ved auktionen efter hende i 1849 spredtes det utover (bl. a. til Hansen paa Fjærestrand). Pedel Fladsrud arvet hans gangklæder, og den vakre boksamling gik til Ørns søstersønner. Skolen eier ikke en eneste bok med hans navn.

Indenfor lærerkorpset var, av høist naturlige grunde, theologernes gruppe den bevægeligste; lærerstillingen var jo for dem væsentlig gjennemgang til prestekald. Provst E. Munch, hvis overtagelse av religionsundervisningen hadde vakt departementets høieste tilfredshet, fungerte til utgangen av 1824 og avløstes av Conrad Peter Neumann, som tillike overtok græsk og norsk. Samtidig var Nicolai Benjamin Aall lærer i religion, hebraisk og latin paa begynderstadiet Neumann blev i slutningen av 1828 kapellan i Ullensaker og erstattedes for en kortere tid av den unge Schweigaard, skolens dimittend fra det samme aar. Av Schweigaards breve fra den tid (i Auberts biografi) fremgaar, at han i følge med Ørn og student Mülertz i 1829 gjorde en sviptur med dampskib til Kbhn. og at Ørn herunder har besøkt Nord-Sjælland, antagelig for at gjense Fredriksborg og rektor Bentsen. Aall blev kateket i Tønsberg og fratraadte i 1830. Hans eftermand J. B. Ebbesen døde uten at ha tiltraadt embedet, og erstattedes med Knud Gislesen (senere biskop i Tromsø), som var her til utgangen av 1833, avløst av skolens tidligere elev Fredr. Carl Mülertz; han blev her da til utgangen av 1840, og flyttet derpaa som sogneprest til Moland i Telemarken, hvor han altsaa huset rektor Ørn i nogen tid.

Den øvrige del av lærerpersonalet viser mere konstante forhold. Løitnant (senere kaptein) Johan Wibe von der Osten Fasting Crøger hørte til skolens faste inventar som lærer i matematik og levende sprog. Han bodde paa skolen til 1835, var lærer til 1841 og døde 1859 som kaptein ved Hedrums kompani. Crøger tilhørte en interessant familie: faderen er bekjendt som “Røkenpresten”, og søsteren Olea Crøger har reddet Telemarkens værdifulde skat av gamle viser. Landstads samling av norske folkeviser er i stor utstrækning bygget paa hendes optegnelser.

Professor Schweigaard.

Da translatør Berg opgav sin stilling i 1825, fik man i hans sted en lærer fra — Danmark! Det var Fredrik Plum (søn av biskop Plum), student fra Roeskilde. Han var paa besøk hos sin morbror dr. Hans Munk i Skien og fik lyst til at ta fast ansættelse her, meldte sig til den ledige post og fik den. — Plum blev ved skolen til sin død 1848, som lærer i historie og geografi. Nogen fremragende lærer var han ikke, men han har øiensynlig vist stor interesse for sin gjerning, og i mellemtiden efter Ørns død til hans eftermand Musæus kom, var skolens ledelse betrodd Plum som konst. bestyrer. I denne egenskap leverte han i “Norske Universitets- og Skole-Annaler (2den række I) en for os meget værdifuld oversigt over skolens historie fra dens oprettelse til aaret 1840. Den er tør og tabellarisk, som slike officielle meddelelser pleier at være, men den erstatter de manglende skoleprogrammer, hvorav der ikke blev utgit noget før Musæus’s tid. Plum holdt (i rektors sted) talen ved skolens reformationsfest 1837 og hadde en poetisk aare; i byens aviser fra den tid (ogsaa i Morgenbladet og Jarlsberg og Laurvigs amtstidende) findes digte av ham. Han søkte i 1844 rektoratet paa Kongsberg efter Maurits Hansen, men fik det ikke, og maatte bli i sin beskedne stilling som adjunkt i Skien hvor han ejet og bebodde “Huken” ved Melaveien (av Plum omdøpt til “Fredriksgave”). Var det dengang let at opnaa de underordnede poster, saa var gagerne til gjengjæld smaa; Plum hadde i 1840, efter 15 aars tjeneste, 500 Sp. Han blev 1831 gift med Dorothea Raben, datter av landphysikus i Bratsberg Christian Raben (+ 1817).

En mand av betydeligere dimensioner, en virkelig kapacitet og den eneste i denne kreds av yngre lærere, som til en vis grad kunde hamle op med Ørn, var Hans Severin Arentz (f i Farsund 1806), ansat 1829 i Neumanns fag græsk og norsk, desuten ivrig matematiker. Han kom hurtig i Ørns gunst, de spadserte sammen, og Ørn utbrøt engang heftig om en kollega, som misundte Arentz denne plass i kridthuset: “Han, han er en pygmæ (>: dverg) mod Arentz !“ — Det er ikke bare som skolemand Arentz har efterladt sig et betydelig navn; han var ogsaa en av byens ypperste kommunale tillidsmænd: ordfører, tingmand, medlem av bankavdelingens administration, en kort tid ogsaa redaktør av Baggers avis “Correspondenten”. Det sidste viser noksom i hvilken retning hans politiske sympathier gik, men han var en stø og vel avballanceret personlighet, som man kunde ty til, naar stridens bølger gik høit (og de gik høit i 40erne!) og der trængtes en retfærdighetens klippe at redde sig op paa. — Arentz blev likesom Plum ved giftermaal knyttet til stedet: i 1838 ægtet han nemlig Margretha Stockmann, av den bekjendte gamle Skiensfamilie, i hvis ættegaard Henrik Ibsen levet sine første barneaar.

Føies hertil den i 1841 utnævnte nye lærer Jens Wesenberg, theol, kandidat og Crøgers efterfølger som lærer i nyere sprog samt hebraisk og religion, har vi lærerpersonalet, da den nye bestyrer Johannes Musæus tiltraadte i 1843. Med ham kom der unegtelig frisk vind i seilene. Medens Ørn, især i de senere aar, hadde ført en tilbaketrukken tilværelse, var Musæus en utadvendt natur, ivrig og færdig til at søke rapport med omgivelserne og slaa til lyd for sine meninger. Nu kom der straks en række skoleprogrammer (1845, 46, 51) med skoleefterretninger og indstillinger og avhandlinger, og i hans første program fra Kristianssand (1852) findes to prøver paa hans rektorale veltalenhet: avskedstalen ved Skiens skole og tiltrædelsestalen i Kristianssand. Det er altsaa ikke vanskelig at faa tak i ham. Inden vi. gaar videre i skildringen av skolens forhold skal imidlertid endnu en av skolens elever fra Ørns tid faa ordet: det er Karl Feilberg søn av byens første bogtrykker Peter Feilberg, bekjendt baade som skolemand og filologisk og filosofisk forfatter (rektor i Kristianssand 1875 + 30/9 1909). Efter utstillingen paa Bygdø i 1901, hvor ogsaa Skien var repræsenteret, og hvor han med interesse hadde betragtet de der utstillede minder fra hans fødeby, søkte nærv. forf. den gamle, som da hadde tat avsked fra Kristianssands rektorat, og fik ham til at fortælle om sine Skiensdage. Av en række breve, som han i den anledning skrev, sammenstilles her følgende skildring, og efter den foregaaende tørre opregning vil man da her igjen faa et øienvidnes friske meddelelser:

Rektor Feilberg.

“Min Skoletid omfatter Aarene fra 1840 til Artium 1846, altsaa Ørns to sidste Aar, Plums interimistiske Bestyrelse og Musæus’s to første Aar. De store Evners og Begavelsers Tid var forbi, Ørn var sygelig og holdt det saavidt gaaende. Jeg har dog havt den Glæde at have tilbragt 2.1/2 Aar under hans Regime. I hans Dage var Latin og Græsk de vigtigste Fag, alt Andet var Bifag og behandledes som saadanne. Skoletiden var 8 Aar, fordelt paa 4 Klasser, og selv ved Optagelsen maatte Discipelen have gjort sin Indtrædelse i den latinske Lærdom ved ialfald at have gjennemgaaet den latinske Formlære. Jeg var jo dengang et Barn med liden Evne til at bedømme Skolens Tilstand, men ved siden at tænke mig tilbage har jeg dog havt det Indtryk, at Skolen da paa Grund af Rektors Sygelighed var i Forfald. Der var i Forhold til det ringe Discipeltal altfor mange dovne og uskikkelige Elementer, og

flere af dem gik siden ogsaa i Hundene. Imidlertid var Ørn alligevel en ærefrygtindgydende Personlighed, af hvem jeg følte mig i høi Grad tiltrukken, og det syntes, som om han snart fattede en personlig Interesse for den lille blankøiede Gut, som var meget ivrig efter at lære og lære godt. Skjønt jeg paa et saa tidligt Stadium ikke havde Anledning til at nyde godt af hans Undervisning paa Skolen, fik jeg dog saadan Anledning privat, da han tog sig for at undervise mig og en samtidig Kamerat (E. Cappelen, Gunnar Knudsens Svigerfader) i latinsk Stil udenfor Skoletiden. Men da vort Ugearbeide var strengt nok i og for sig, maatte denne Undervisning henlægges til Søndagene før Kirketid. Jeg hørte af Skolens Traditioner og fandt af disse Timer bekræftet, at han stillede ganske store, tildels urimelige Fordringer til sine Disciplers Arbeidsevne ; men vi to var for stolte af det Fortrin, Gamlingen havde givet os, til ikke at strække os saa langt som muligt for at tilfredsstille de Krav han gjorde til os. Han syntes ikke at have nogen Forestilling om, at Gutterne trængte til fysisk Udvikling og Pleie, eller rettere han mente vel — og dertil kunde han vel have nogen Ret efter Skolelivets Aand og Art i tidligere Dage baade her og i Danmark — at det vilde nok Gutterne selv sørge for, uden at Skolen behøvede at hjælpe til. Men Sagen er, at ved dette Princip blev de samvittighedsfulde overanstrængte, og de ligegyldige kom strax i Agterhaanden med sit Arbeide og blev af Nødvendighed dovne og hjalp sig igjennem med alskens Fuskerier. I den Tid, da jeg kom ind paa Skolen, var der i det lille Discipeltal en Række udprægede Exemplarer i den Retning.

For imidlertid at vende tilbage til mit personlige Forhold til Rektor Ørn, saa forstod jeg godt hans Interesse for mig og var ham oprigtig taknemlig derfor. Da han i 1841 havde seet sig nødt til at tage Afsked og derpaa tilbragte et Aars Tid hos sin Søstersøn Præsten C. Mülerts i Drangedal, kom han tilbage til Skien, hvor han snart efter døde. Før dette indtraf, var jeg imidlertid, tilskyndet af min Fader, gaaet op til Rektoren for at gjøre ham en Visit og takke ham for hans Godhed mod mig, hvad der aabenbart baade rørte og glædede den gamle Mand; han havde Taarer i øinene, da vi skiltes, og jeg bevarede altid en glad Erindring om, at jeg havde taget Mod til mig og gjort dette Skridt.

Det Indtryk, jeg som Barn, i den korte Tid han var min Rektor, modtog af ham, havde Virkninger som varede langt udover Barnealderen. Hans værdige og noble Personlighed vakte hos mig Forestillingen om et Ideal, som det var værd at stræbe efter at ligne. Hans altid omhyggelig soignerede Ydre, hans Dragt av det fineste blaa Klæde, hans hvide fine Linned, hans store Snusdaase, som altid fulgte ham, hans Række af Tobakspiber, som Pedellen Iver Fladsrud maatte rengjøre og stoppe for ham hver Mgrgen, Alt bidrog til i vore Øine at give ham en respektindgydende Apparition; ingen af Lærerne kunde maale sig med ham i den Henseende.”

“Adjunkt Frederik Plum (Student, søn af Biskop Plum paa Fyen) var min første Lærer i Latin, som privatim forberedte min Optagelse paa Skolen ved at indføre mig i Brøders lille latinske Grammatik. Han underviste 1ste Klasses 1ste Kuld i Latin. Efter et Aars Forløb maatte han dele Undervisningen med som gjennemgik den latinske Del (Lectiones Latinæ) af Brøders Læsebog, medens Plum hadde den danske. Han exercerede os i Gloser og Former, som man kan tænke sig de gamle “Hørere.” Han var desuden Lærer i Historie og Geografi, men en skrøbelig Lærer, ogsaa der fornemmelig “Hører”. Hvad han gav sine Disciple af selvstændig Opfatning og Interesse for Faget, maa nærmest regnes for Intet. Ligesom vi maatte puge Gloser og Former, maatte vi ogsaa puge hans “ethnografisk synkronistiske Tabeller” udenad, og det var en drøi Kost at komme tilrette med. —

Adjunkt Mülertz gjorde paa os Indtrykket af en flink Lærer, men forlod os snart for at blive Præst. — Kaptein Crøger (Plums Svoger og Sognepræst Th. Crøgers Fader) introducerede os i Mathematikken gjennem Bjørns Arithemetik og nød ikke nogen synderlig Respekt hos Disciplene ; han læste ogsaa Tysk og Fransk. Det var vanskeligt i de Dage at faa Lærere i Fransk, som virkelig kjendte Sproget, men Crøger havde opholdt sig i Frankrig og virkelig lært det. — Det har imidlertid liden Interesse at gjenkalde Erindringen om disse skrøbeligere Lærere, uden forsaavidt det viser, under hvilke tunge Forhold Skolerne dengang arbejdede, men ogsaa hvorledes den grundige klassiske Undervisning udfyldte paa en merkelig Maade den Mangel paa Interesse og Dygtighed, hvormed “Bifagene” behandledes. Fuskeriet var formelig sat i System, og alligevel blev Resultatet tilsidst en meget respektabel Almendannelse og tilsidst en stor Arbeidsdygtighed og endnu større Udviklingsdygtighed for de gode Elementer blandt Disciplene.

En Mand derimod, som fortjener en fremtrædende Plads i den gamle Latinskoles Historie; der med alle sine Særheder aftvang os Respekt og Kjærlighed; som strax lod os forstaa, at han gik helt op baade i sin Lærergjerning og i sine Studier og ikke drev dem som et Hoveriarbeide; som aldeles markeret glædede sig over ethvert Tegn paa Fremgang hos Disciplene, og til hvis Ledelse de overlod sig med ubegrænset Tillid, var Adjunkt Hans Severin Arentz.. Han havde ikke rukket til at faa nogen Embedsexamen, men havde et solid Fond af vel tilegnede Kundskaber; paa os gjorde han Indtrykket af at vide Alt, og vi forstod godt, at alle hans Kolleger saa op til ham med stor Respekt. Hans Fag var Mathematik og Græsk, undertiden Norsk (hvad dengang var det samme som norsk Udarbeidelse). For begge de første Fag interesserede han sig levende, især for Mathematikken, som beherskede ham med, næsten kunde man sige dæmonisk Magt; naar der var Tale om at løse en vanskelig mathematisk Opgave, kunde han glemme Alt. Han var ogsaa en af de faa Lærere ved Datidens Latinskoler, som virkelig forstod dette Fag og ikke blot elementær, men ogsaa den højere Mathematik. Videnskabelig Produktion var yderlig sjelden hos Datidens Lærere. Som en Kuriositet skal jeg nævne, at jeg blandt Kristiansands Skoles gamle Programmer fandt et af gamle Rektor Amberg med Overskriften: de osculis (om kys). — Arentz skrev i et Skiensprogram en Afhandling om et Punkt i Funktionslæren.

En Scene, der karakteriserer ham som Lærer og Menneske, staar endnu levende for min Erindring efter de mange Aars Forløb. En Dag i 2den Klasse (der var 4 toaarige Klasser) da vi hadde rukket saa langt som til Slutningen af 1ste Kapitel i B. Holmboes Geometri og jeg var bleven examineret til hans Tilfredshed, udbrød han : “Nu har vi den pythagoræiske Læresætning igjen; medens jeg examinerer de Andre, kan du forsøge paa at bevise den Sætning uden at tage til Bogen.” — Jeg satte mig strax til Arbeidet, og efter noget Studium løste jeg den Opgave og nedskrev Beviset. Da blev A. straalende, tog mig over Skuldrene og uden at ændse Examination eller Spektakler marscherede han lige ind i 4de Klasse med mig og præsenterede mig for “kandidaterne” og deres Lærer (jeg husker ikke hvem det just var) som den, der uden Hjælp havde klaret “Pythagoras”.

Et andet Minde fra samme Tid, som jeg trofast hat bevaret, har ogsaa nogen Betydning og det ikke blot til at karakterisere Arentz som Lærer, men ogsaa for en Del de aandelige Interesser blandt det store Publikum. Som Lærer i Norsk Udarbeidelse havde han givet os den Opgave: “Betragtninger paa en Kirkegaard”. Denne besvarede jeg — jeg husker det endnu levende — ved at hensætte mig en stille Aftentime paa Kirkegaarden og lade min barnlige Fantasi fremmane for mig Tanken paa de Afdøde og Muligheden af at korrespondere med deres Aander, men Forestillingen om en saadan vilde jeg helst for klare af Fantasiens Virksomhed under Indflydelsen al den høitidelige Stemning, der fremkaldtes af Situationen. Denne Besvarelse vandt Arentz’s høieste Bifald, ogsaa den maatte han vise flere af sine Kolleger, som jeg siden erfarede havde seet mere kjeligt paa den; en havde ment, jeg havde gjengivet Et eller Andet, som jeg havde læst. Det var nu ikke Tilfælde; for Fuskeri som for Pugeri havde jeg tidlig en naturlig Modbydelighed. Men saavel min Besvarelse som rimeligvis Arentz’s Opgave stod i Forbindelse med Tanker, som dengang fyldte den aandelige Atmosfære omkring os. Mauritz Hansens Fortællinger og Reminiscentser fra den tyske Romantik havde gjort Spørgsmaalet om Spøgelser og Afdødes Aabenbarelser til et meget almindeligt Samtaleemne; jeg havde oftere lyttet til Ældres Samtaler derom, Spørsmaalet havde ogsaa sat mine Tanker i Bevægelse, og da jeg aldrig erindrer, at jeg trods den megen Tale om Spøgelser (ligesom om Nisser og Trolde og lignende) havde næret noget Slags Spøgelsefrygt, var mine Tanker af sig selv gledet ind i den Retning, hvori jeg besvarede Opgaven.

Man vil altsaa forstaa, at jeg altid bevarede et taknemligt Minde om denne Særling; thi en Særling var han i høi Grad, af det Slags som Nutidens nivellerende Former ikke mere tillader at opelskes. Han var distræt til Yderlighed, hvad der fremkaldte Gutternes Kaadhed, hvorfor han jevnlig var en Skive, til baade Ærgrelse og Beklagelse for mig, som satte saa høi Pris paa ham som Lærer. Selv hans Kjærlighed til Hustru (Margarethe Stockmann) og Barn (som døde tidlig) gav sig under disse Distraktioner rørende Udtryk, som af de samme kaade Gutter blev modtagne som Gjenstand for Spot. Trods det ringe Discipelantal var der blandt dem adskillige urolige Elementer med liden Sands for at lære, men stor Lyst til at gjøre Spektakler, og dette befordredes meget ved den uheldige Ordning, som Discipelbesætningens Faatallighed nødvendiggjorde, med 2-aarige Klasser, altsaa 2 Aarskuld i samme Klasse.” —

”Ved Rektor Ørns Afsked og Mülertz’s Udnævnelse til Præst fik Skolen to nye Lærere, cand. theol. Jens Wesenberg og cand. mag. Vincent Stoltenberg medens Plum blev midlertidig Bestyrer. Arentz følte sig rimeligvis ikke den Opgave voxen. Plum følte sig vist heller ikke vel i denne Stilling ; han var af et yderst kolerisk Temperament, og dette steg i denne Tid ofte over Normalen. Men et Slags Disciplin holdt han dog, hvad Arentz neppe havde kunnet.

Af de to nye Lærere, som begge med Hensyn til solide Kundskaber var fuldt paa Høide med sin Opgave, har jo en stor Del endnu levende kjendt Stoltenberg og hans svage Side, Disciplinen, saa det er unødigt at indgaa nærmere paa denne Side af hans Virksomhed. Trods hans underlige generte Personlighed lærte vi snart at skatte hans Dygtighed, men fornemmelig hans Hjertensgodhed og Hjælpsornhed. — Wesenberg var en staut respektindgydende Mand, ligeoverfor hvem det, saavidt jeg kan erindre, aldrig faldt nogen Discipel ind at gjøre Spektakler eller Opposition. Men han led desværre af et sygt Sind, der traadte sørgelig forstyrrende i Veien for hans lovende Fremtid. Man talte allerede om ham som Universitetslærer-Emne; men det skulde ikke realiseres. Hans Sindssygdom udartede til Forfølgelsesvanvid, der tilsidst bragte ham til at søge Præsteembede i det nordligste Finmarken (Vadsø) for at undgaa sine indbildte Forfølgere. Denne Indbildning gjorde ham distræt i Timerne, men saa stor var Respekten for ham, at dette aldrig foraarsagede Uro. Ham skylder jeg for en stor Del min Interesse for theologiske Undersøgelser; thi hans egen Interesse for dem førte ham ofte til at optage religiøse Spørgsmaal til indgaaende Behandling, der tildelte mig langt mere end Lærebogens (Stenersens) tørre kvasifilosoferende Fremstilling af “Den naturlige Religion”, der udgjorde den største Part af Bogen og optog det allermeste af Undervisningstiden. Vi forstod kanske ikke meget af hans Udviklinger, men vi fik dog Impulser til Selvtænkning og videre Udvikling. Han gav os Indtrykket af en Mand med grund fæstede, gjennemarbeidede Overbevisninger. Disse to Lærere har jeg meget at takke for, især da de snart kom i et venskabeligt Omgangsforhold til mine Forældre, hvad der gav mig Mod til at henvende mig til dem i diverse Tvilstilfælde, og da jeg aldrig lod mig nøie med en halv Forstaaelse, indtraf saadanne ikke saa sjelden. Wesenberg kom mig af Sigte, da han drog til sit Præstekald, hvorfra han dog paa Grund af sin Sindssygdom Aaret efter maatte tage Afsked. Med Stoltenberg derimod bevarede jeg et hjerteligt Venskabsforhold lige til hans Død.

Om de Øvrige Lærere, som skiftende Forhold for en kortere Tid bragte ind paa Skolen, har jeg ingen speciel Erindring, indtil Johannes Musæus i 1844 blev Rektor. Denne var en nærsagt fanatisk latinske og græske Filologi for den eneste Vei til videnskabelig Dannelse og nærede en yderlig Foragt for enhver Dannelse, der ikke var gaaet igjennem dem. I Forhold dertil gjorde han ogsaa Krav paa at ansees for en overlegen Mand paa snart sagt alle Omraader og fortjente det vistnok ogsaa inden sin Virkekreds. Han var en meget stiv Latiner og Græker og havde uddannet sig en egen pædagogisk Methode til at gjøre disse Fag frugtbringende for Disciplenes almindelige Aandsudvikling. Men denne var ensidig logisk-grammatisk, overensstemmende med den norske Grammatik, som han selv havde udgivet, og som han ansaa for Kvintessensen af al sproglig Indsigt. Derfor gik han til den modsatte Yderlighed af mange dygtige klassiske Lærere paa den Tid. Imedens disse drev paa et obligat Studium av latinsk Grammatik med alle dens overflødige Detaljer, forsømte Musæus disse aldeles og vilde drive Disciplene til at læse Grammatikken ud af selve Texterne. Derfor anlagde han Læsningen paa en minutiøs korrekt Analyse, som blev altfor tør og kjedelig for Gutterne og tilsidst af dem blev drevet rent mekanisk, eftersom de fik nogen Øvelse deri. Det var et godt Princip, men han overdrev det, og det kostede altfor megen Tid. For den reale Side af Oldtidslivet, for Literaturhistorie, almindelig Historie og Antikviteter havde han liden Sands. Det bevises bedst derved, at han kunde overlade Plum at læse Antikviteter og Mythologi som Led af sin Historieundervisning. Men Bøiesens Antikviteter havde denne ingen Forstand paa, og Mythologiens dybere Mening og dens kunsthistoriske Værdi lige saa lidt, saa det hele blev et tørt Pugeri uden Frugt. Det var den gamle ensidige Klassikerundervisning, hvoraf man kanske tør sige at Musæus gjorde det Bedste; men Skolen som Livet i det Hele stod foran en ny Tid, som med sine Krav paa reelt Indhold snart skulde omforme Skolen og frembringe den lange Række af famlende Forsøg, hvormed den endnu ikke er færdig. Musæus’s Modstand mod denne Revolution var rent ud sagt fanatisk, og han faldt da ogsaa som Offer for sin Trods mod den; thi han var langtfra nogen skabende Aand. Han kunde kun trodse, og saaledes faldt han i sin egen Forestilling som Martyr for, hvad han ansaa for den eneste Vei til videnskabelig Dannelse.

For de alvorlige og arbeidsomme blandt Disciplene var han en fortrinlig Lærer; han opdrog dem til methodisk og nøiagtigt Arbeide og til en Forstaaelse af det videnskabelige Arbeides Værd, som jeg for mit eget Vedkommende ikke kan skatte høit nok. Saaledes førte han os ogsaa de første Skridt ind i Filosofien og interesserede os maaske mest ved sin Gjennemgaaelse af Ciceros Tuskulaner og Platos Apologi. Det bedste Bevis paa hans energiske Undervisning er, at jeg endnu efter ca. 55 Aars Forløb har bevaret ikke blot et sterkt Indtryk, men i mange Henseender nok saa klar Erindring om hans Forsøg paa at bringe os til Forstaaelse af filosofiske Spørgsmaal. Om Omfanget af hans filosofiske Indsigter skal jeg ikke udtale mig; jeg havde naturligvis ikke Forstand paa at bedømme dem. Større end i Almindelighed i vort Land paa de Tider var det iallefald og stort nok til at vække Interesse derfor hos hans bedste Disciple. Men noget som han i udpræget Grad manglede var Kritik og fremfor Alt Selvkritik. Hans Selvfølelse var ubegrænset, og naar han mødte Modstand, lod han den komme tilsyne paa en Maade, som saarede og fornærmede og vidnede meget daarligt om de humanistiske Studiers humaniserende Indflydelse paa Personligheden. Derfor skabte han sig ogsaa Fiender overalt og havde ingen Forestilling om, at han selv var Skyld deri. Ligeoverfor Disciplene kom dette tilsyne ved den markerede Forskjel han gjorde paa dem, der var heldige nok til at staa i Kridthuset hos ham — en slaaende Modsætning til Gentlemanen Ørn, som var agtet og afholdt af Alle, og hvem Ingen faldt paa at træde for nær.

Siden disse Skildringer nødvendigvis har maattet faa en personlig Karakter, skal jeg nævne en Omstændighed, som paa samme Tid som den vidner om hans Mangel paa Kritik, dog har havt en ikke saa ringe Betydning for mine senere Studier. Som Lærer i Norsk i øverste Klasse gav han os engang til Besvarelse den Opgave : “Hvorledes skal man forklare sig Guds Verdensstyrelse i Forhold til den Kausalnexus (aarsaks-forbindelse), som gaar igjennem Historien?” — Det var noget at tænke paa for 16 à 17 Aars Gutter! Saaledes lød virkelig Ord til andet Opgaven. Havde han nogen Ide om, at det var et Spørgsmaal, som saaledes præcist formuleret havde staaet, siden den engelske Filosofi opkastede det for 200 Aar siden; at det i Grunden omfatter Alt, hvad Filosofien spørger om: Forsoningen imellem Religion og Filosofi, imellem Frihed og Nødvendighed, imellem Dogmatisme og fri Tænkning, i det Hele om Menneskeaandens Selvstændighed? Det er ialfald ikke troligt. Hvorledes vi besvarte denne Opgave, har jeg naturligvis ikke nogensomhelst Erindring om. Naturligvis blev det Hele til Sludder, maaske med Reminiscentser fra Stenersens Lærebog i Religionen, som var den eneste Bog inden vor Læsning, som kunde give os nogensomhelst Holdepunkter. Men at han selv mente sig at have fundet de Vises Sten, som hele Verden søgte efter, er ikke tvilsomt, og jeg husker endnu Grundtanken i hans Løsning, som var den, at Gud var efter sit Væsen extramundan, virkede paa os ved aandelige Suggestioner, som vakte vor Lyst til at arbeide i den Retning, som han vilde. — Løsningen var allerede dengang for mig ikke tilfredsstillende, og Grunden til, at jeg endnu husker Sagen saa godt, er, at Spørgsmaalet af mig ikke blev henlagt, men atter og atter er kommet frem igjen, indtil jeg nu ved Slutningen af mit Liv, efter 56 Aars Forløb fra hin Tid, efter at have bragt mit indre og mit ydre Livs Erfaringer i Harmoni med hvad jeg har kunnet samle af Viden og Forstaaelse, forekommer mig at have nogen Ret til at tro, at jeg har løst Spørgsmaalet, især i de sidste to af mig publicerede Afhandlinger.

Men hans Samtid var ikke bedre. Musæus kunde opkaste et saadant Spørgsmaal og indbilde sig at have besvaret det; de Andre lod det ligge og indlod sig ikke paa Vidløftigheder. Selve Universitetets Professorer kunde give Artianere Opgaver, hvis Rækkevidde de ikke synes at have fattet, f. Ex. den “dumme” Opgave, som P. A. Munchs (kvindelige) Biograf[6]) i Folkevennens sidste Aargang (1900) nævner som Aarsag til, at denne ualmindelig begavede Artianer ikke fik præceteris, som han skulde havt til Artium: “Hvorfor er Lærdom ikke altid forbundet med Sædelighed?” hvilket i Grunden jo kun er en populariserende Omskrivning for: en Udvikling af Kants kategoriske Imperativ. Man maa tænke paa Poul Martin Møllers Klage over sin aandelige Ensomhed i sin Professortid i Kristiania og Munchs eget Udtryk “de gamle Parykblokke ved Universitetet” . Musæus var en fuldblods Repræsentant for den gamle klassiske Dannelse. Denne var ensidig, det kan ikke nægtes. Man havde længe havt Følelsen deraf, ogsaa i Udlandet, især i Tyskland, hvor Romantikken brød frem som en Protest mod den og et Forsøg paa at grundlægge en ny Livsopfatning. Men ligesaa uklart som det stod for Alle, hvori Ensidigheden egentlig bestod, lige saa uklar blev Romantikken om sine Maal og Midler. Den blev en ny Ensidighed, som afløste den gamle, og Uklarheden blev ikke mindre her i Norden. Klassiciteten kan man trygt sige havde baaret sin endelige Frugt i Deismen, som i det Store taget beherskede Livsopfatningen i det 18de Aarhundrede og et langt Stykke ud i det nys forløbne. Vor egen nøgterne norske Aand havde ikke vist sig synderlig modtagelig for Romantik; selv dens Virkninger paa Oehlenschläger og Grundtvig havde ikke vundet synderlig Gjenklang hos os, hvad der viel for en stor Del havde sin Grund i vor fattige Boghandel og dermed sammenhængende Mangel paa literær Sands i det Hele taget. Derfor er H. Wergelands Livissyn, som H. Lassen i sin Bog “H. W. og hans Samtid” har gjort opmærksom paa, væsentlig deistisk, uden at han selv har nogen Anelse derom; hans Naturbegeistring, oprigtig som den er, bærer det forudgaaende Aarhundredes Præg. Hans “Skabelsen, Mennesket og Messias” er et stort lyrisk-deistisk Panoptikon, og at han ikke kom ud derover viser Omarbeidelsen i hans sidste Dage. Hans nationale Sværmeri har hellerikke Noget med Romantikken at bestille, derfor maa det skaffe sig Udløb i politiske Extravagancer. Da har Welhavens nationale Poesi, skjønt Reflexionen har en større Magt hos ham, langt dybere Toner. Det vil rimeligvis forbause mange at høre, at Wergeland hovedsagelig havde den klassiske Dannelses Livssyn, medens Welhaven af denne Dannelse fornemmelig havde modtaget sin udprægede Sans for den stilfulde smukke Form, men forøvrigt efter sit aandelige Indhold var dybere baade i religiøs og national Henseende. Istedenfor at den filosofiske Deisme var en logisk-metafysisk Konstruktion, som man forsøgte at skaffe et Indhold gjennem Naturalismen, saa var Wergelands Deisme en poetisk Konstruktion, som han forsøgte at fylde med Indhold af sin frugtbare Fantasis Natursværmeri; men lige langt fra den virkelige Kristendom var de begge. Musæus var nu alt Andet end en poetisk Natur. Hans Deisme var tør Logik, som han indbildte sig var Kristendom, naar han udstafferede den med lidt Dogmatik og skriftmæssig Terminologi. Havde han ikke endogsaa engang (dengang da S. B. Bugge havde taget theol. Exam. og var bleven Sognepræst til Gran) — fattet den Beslutning ogsaa at studere Theologi! Han holdt et halvt Aars Tid paa at studere det nye Testamente, i hvilken Periode jeg overraskede ham i dette Studium, idet han holdt paa at oversætte det nye Testamente paa Latin, som om han ikke vidste, at Kirken allerede havde to autoriserede latinske Oversættelser, Itala og Vulgata! Han drømte vistnok om at overraske Dhrr. Professorer til Examen og tvinge dem til at tale Latin, og han nød vist allerede i Tankerne deres Forlegenhed og sin Overlegenhed. Imidlertid blev det ham et for besværligt Arbeide, og efter en Tids Forløb hørte jeg ikke mere om den Plan. Man vil efter dette forstaa, at jeg trods M.s mange mindre gode Sider har bevaret en taknemmelig Erindring om denne besynderlige Mand. Selv de negative Indtryk af Disharmoni i hans Natur har havt en stor, omend indirekte Indflydelse paa min Opfatning af Livets Idealitet. Han har paa mange Maader maattet bøde haardt derfor før sin Død.”

Skolen befandt sig unegtelig i en vanskelig stilling ved Ørns fratræden, saa vanskelig, at det tilsynelatende gjaldt “at være eller ikke være”. Det elevantal man ved dens oprettelse hadde forespeilet for statsmagterne, holdt nu for det første langtfra stik: istedenfor med 40 begyndte skolen med ca. 20. Tallet gik dog hurtig op og naadde i 1829, aaret efter at det første artiumskuld hadde vakt opmerksomhet for skolen, 49, høidepunktet i hele perioden fra 1823 til 1851. Dette holdt sig i nogle aar, men synker i 1838-40 igjen ned til det tal, hvormed skolen begyndte. Skolen hadde da ialt dimitteret til universitetet 47 elever, et noksaa betydelig antal fra en liten by, enkelte av dem var komne langveisfra, tiltrukne av skolens ry. — Skolens søkning var altsaa i 1841 saa ringe, at de off. myndigheter for alvor begyndte at diskutere spørsmaalet om dens bestaaen, og samtidig ser man det private initiativ utfolde en tidligere ukjendt iver for at tilfredsstille trangen til en god og samtidig billigere undervisning. Der var nu for det første lærdskolens nabo, den kommunale borgerskole, som i 1843 hadde 10 elever i et rummelig og pyntelig lokale, medens folkeskolens (“almueskolens”) 70 elever var sammenstuet i et eneste rum! Og ved siden derav dukker der frem flere private firmaer, som under skiftende former og kombinationer konkurrerer med de offentlige skoler; 3 theologiske kandidater: Johan Hansen, W. F. Stockfleth og U. Strøm er alle paafærde med sine planer. De to første averterer en gutte- og pikeskole, og samtidig konkurrerer Strøm med en lignende; senere gaar Stockfieth over til Strøm. Hansen hadde sin skole (hvor Henrik Ibsen gik og blandt andre kjendte Skiensborgere Didrik Cappelen) i Telemarksgaten, hvor nu hotel Royal ligger; Strøm, som tillike optraadte som bokhandler, i Knud Bloms gaard (i Skistrædet?). — Saa blev spørsmaalet, hvad den lærde skole selv og endmere hvad Skiens kommune vilde gjøre for at redde det synkende skib. Skolen blev i de to første av disse kritiske aar styret av Plum som midlertidig beskikket bestyrer, og han viste sin offervillighet ved at undervise gratis om eftermiddagen de elever, der vilde ind i den høiere skole. Kommunestyret nedsatte 15/6 1841 en komité til at avgive indstilling om saken; den bestod av kjøbmand Christopher Myhre, adjunkt Arentz, adjunkt Plum og boktrykker Feilberg. — Komitéen hadde sin indstilling færdig efter et fjerdingaars overveielser. Det temmelig vidtløftige arbeide, dateret 30/9 s. a., endte med at peke paa, hvad der virkelig 10 aar senere blev skolens redningsplanke: en sammensmeltning av de 2 skoler, hvorved borgerskolens kommunale indtægter (ca. 550 Sp., deriblandt 340 i “moringspenge”) overgik til den nye fællesinstitution, mot at skolepengene for ikkestuderende elever nedsattes til respektive 10 og 16 sp. og at der foruten eforatet blev organiseret et kommunalt forstanderskap for ovennævnte elevers vedkommende. — Efter 2 ganges behandling blev denne indstilling vedtat av bystyret i november 1841 med 10 mot 9 stemmer, og derefter hører man i et par aar ikke mere om saken.

Rektor Musæus.

Slik var stillingen, da Johannes Musæus i slutningen av 1843 blev utnævnt til skolens bestyrer. Skolens hele situation blev betragtet som svævende, og rektortitelen fik han ikke saalænge han var i Skien, hvormed han tydelig nok var meget misfornøjet. Mien han har sikkert nok trodd, at han nok skulde bringe sakerne paa fote igjen. I 1845 kom hans første skoleprogram med en avhandling om “Antallet av de lærde skoler” og en forestilling fra hans haand til departementet angaaende ophævelse av skolens provisoriske stilling, Idet han peker paa, at discipeltallet igjen var steget til 32, insisterer han paa at den ved kgl. resolution av 27/5 43 trufne bestemmelse om skolens provisoriske bestaaen hæves; han ser deri en betingelse for, at den med fornøden kraft og lyst og autoritet kan opretholdes og trives. Endvidere utvikler han i en længere skrivelse til eforatet sin mening om den foreslaaede kombination med borgerskolen. Han har i og for sig intet imot denne tanke, hvis realisation vilde være heldig baade for stat og kommune; men han fraraader den for øieblikket, fordi kommunen opfattet den som et offer der bragtes til den lærde skoles opretholdelse. Man skulde vente, til opinionen var klarnet paa dette punkt.

Musæus har, som sagt, øiensynlig tiltrodd sig evnen til at skaffe skolen en ny blomstring ved egen kraft, uten hjælp av ekstraordinære foranstaltninger. Heri blev han dog skuffet; elevantallet sank igjen uhjælpelig og var, da han sluttet, igjen paa det samme lave niveau som i Ørns sidste dage, og tanken om en kombination med borgerskolen kommer gang paa gang frem igjen, indtil den meldte sig som en uavviselig nødvendighet. — Der var ogsaa ved

men endog med skolens største klasseværelse, medens endel av korridoren istedet blev avpanelet til et saadant. Saaledes sat han da med 8 av skolens 12 rum! Han maatte ha det slik paa grund av de fordringer til gjæstfrihet, som hans stilling medførte. Og til 20 elever maatte vistnok de 4 rum være tilstrækkelige. Man ser ogsaa av et skoleprogram fra 1846, at da han ikke fik friplass for 2 sønner, meldte han dem simpelthen ut av skolen ! Slike træk kan ikke ha gjort godt og maa ha motvirket det indtryk hans velmente iver, bl. a. ved indførelse av gymnastik og tegning som skolefag, ellers vilde gjort.

Ved kirkesanger F. G. Wiibes død i slutningen av 1843 maatte spørsmaalet om op. Han var nemlig fast ansat lærer ved samme, og dette forhold var en av hindringerne for skolens sammenslutning med latinskolen. Imidlertid ser man, at borgernes tanker for øjeblikket gik i en anden retning. En komite (Chr. Myhre, T. Plesner, Olaus Monrad, adj. Wesenberg og H. Hansen) avgav indstilling om hele det kommunale skolevæsen, og den gik først og fremst ut paa at beholde borgerskolen og forbedre den ved indførelse avi en temmelig sterk undervisning i et fremmed sprog, hvortil man valgte tysk. Førstelæreren skulde ha 260 sp., andenlæreren 200 sp. Kirkesangeren skulde herefter være lærer ved en nyoprettende almueskole no. 3 foruten de to man hadde før. Betalingen skulde i borgerskolen være 90 sk. maanedlig i borgerskolens nederste klasse, 2 sp. maanedlig i øverste; i almueskolen 2 sp. aarlig. Saa hadde man endvidere en “fattigskole” med skolepenge 1 sp. aaret eller ogsaa gratis for de ubemidlede; en pikeskole, hvis lærer lønnedes med 170 sp. og fri bolig i skolehuset; og endelig foresloges oprettet en haandgjerningsskole (for piker). Hvormeget av dette omfattende program der blev realiseret, kan ikke sees av den kilde, som her er benyttet, nemlig byens aviser fra den tid; men i 1846 ser man, at cand. theol. Hansen overtok at bestvre borgerskolen (istedenfor personelkapellan Monrad, som i 1845 forlot Skien for at overta sit embede som prest i Vanelven paa Søndmor), og da hans privatskole nedlagdes, oprettet Stochfleth en “middelstandsskole”, som eksisterte endnu i 1855. Den private konkurrance holdtes altsaa fremdeles gaaende, og det maatte komme til en avgjørelse, som da foreløbig fandt sted i 1851. I juni 1847 hadde bystyret gjentat sin beslutning om sammenslutningen, og i januar 1849 nedsattes atter en komité: toldkasserer Theiste, kjøbmand Otto Bärnholdt, kjøbm. Christopher Myhre, adjunkt Blom og redaktør Hermann Bagger. Paa grundlag av denne komite’s indstilling, som vedtoges av bystyret 7/5 s. a. aapnedes da nye forhandlinger med departementet. Der var 3 tvistepunkter, som det var vanskelig at komme forbi: Skiens kommune opstillet lavere satser for skolepengene end departementet; den vilde ikke paata sig istandsættelse og vedlikehold av skolebygningen; og den forbeholdt sig ret til at opsi forbindelsen mellem de 2 skoler, med 1/2 aars frist. Efter et aars forhandlinger og beslutninger, idet kommunen holdt paa sit i det længste og fandt dept’s betingelser “uantagelige”, fandt den endelige avgjørelse sted i et repræsentantmøte 22/10 1851. Departementet hadde tøiet sig med hensyn til spørsmaalet om bygningens vedlikehold, men stortingets kirkekomité fastholdt her den oprindelige betingelse, idet den forøvrigt indstillet paa skolens opretholdelse med et tilskud av 1300 sp. av statskassen, og likeoverfor den bevilgende myndighets avgjørelse vovet Skien ikke at sætte saken yderligere paa spidsen. Bystyrets beslutning, hvorved man gik ind paa de av det offentlige opstillede betingelser, var enstemmig, og “Correspondenten” feirede begivenheten med følgende redaktionsartikel:

“I det her i Byen i Onsdags afholdte Repræsentantmøte blev det eenstemmigen besluttet, at Communalbestyrelsen ubetinget indgaar paa de af sidst-afholdte Storthing fastsatte Betingelser for Combinationen af Borgerskolen og Latinskolen. Vor lærde Skole vil altsaa nu overgaa til en fuldstændig Real-og Latinskole. Allerede ved dette Skoleaars Begyndelse indkom paa Latinskolen en stor Mængde Disciple og med den indtrædende Combination og den derved vundne Stabilitet tør det ventes, at Discipelantallet snart vil voxe til 70 a 80. Gid Regjeringen derfor nu maatte være heldig i Valget af Skolens Rector, og dette vil vist ikke være saa vanskeligt, naar ikke det strænge Anciennitetssystem befølges, hvad visseligen heller ikke bør være Tilfældet, saa ofte det gjælder at vælge en Chef for et Skoleinstitut, hvis Flor jo i det Væsentlige er afhængig af det Personelle og fornemmelig Skolens Overhoved.”

Den sidste del av redaktionsartikelen sigter til, at bestyrerposten paa dette tidspunkt var vakant. Musæus hadde allerede i slutningen av 1850, da skolens stilling endnu var svævende, søkt sig væk og var 23/10 50 utnævnt til rector i Kristianssand. Han vedblev dog at bestyre Skiens skole indtil sommeren 1851, da han efter endt eksamen tok avsked med skolen. Ved siden av alt det mindre fordelagtige, som er sagt og ikke godt kan undgaaes i en skildring av denne eiendommelige og urolige mand, er det en fornøjelse at hitsætte den særdeles velvillige og rosende avskedshilsen, “ Correspondenten” gav ham:

“Igaar blev som sædvanligt Udfaldet af den offentlige Examen ved Skiens lærde Skole offentliggjort, hvorefter Musæus i en gribende Tale tog Afsked med den Skole, som han nu i et Tidsrum af 7 Aar med saa megen Dygtighed har bestyret. Skolen taber i ham en Mand, som gjennemtrængt af en videnskabelig Aand, en dyb Følelse af sit Kalds Vigtighed og Ansvarsfuldhed, med en sjelden administrativ Dygtighed og Energi i en saa høj Grad var skikket til at lede den igjennem de mange Vanskeligheder, som dens nye Organisation fører med sig, hvis den fremdeles skal bestaae, — til at gjennemføre Foreningen paa en Maade, som baade kunde tilfredsstille Videnskabens Fordringer og den paatænkte mere praktiske Retning. Tabet af ham for Skolen, som til enhver Tid vilde være vanskeligt at erstatte, er saaledes under de nærværende prekære Omstændigheder dobbelt føleligt. Imellem ham og hans Disciple har stedse hersket det skjønneste Forhold, og det imellem dem knyttede Baand har strakt sig langt ud over Skolelivets Grændser. Til Erindring fra taknemmelige Disciple blev den elskede Lærer tilstillet en Present bestaaende af en forgyldt Sølvfrugtkurv med en Bærskee og Paaskrift Grati discipuli Ioanni Musæo.”

Det er sikkert nok Arentz, som har ført pennen ved denne anledning, eftersom det var ham, der under Herman Baggers fravær paa stortinget i 1851 redigerte “Correspondenten” for ham, og om end noget av styrken og varmen i de vakre ord tør skrives paa kollegialitetens regning samt den ved en avsked sædvanlige tilbøielighet til (og lethet ved) at sige noget godt og behagelig, blir der dog nok igjen til at vise, at Musæus trods alle kanter og besynderligheter dog kunde vinde baade anerkjendelse og sympathi. Arentz var en altfor solid natur til at snakke over sig av bare høflighet. Musæus’s senere skjæbne var sørgelig; han kom paa kant med sine overordnede, blev i 1857 formelig fradømt sit embede ved høiesteretsdom (av 18/12 s. a.), men benaadet med avsked og pension. Han levet siden i flere aar i utlandet (Frankrig, Tyskland), sysselsat med litterære arbejder, og døde i Aalesund 1878.

Fredrik Plum --------------------------------------------------- Nicoline Dorothea Plum f. Raben

Det blev Arentz, som midlertidig fik den rolle at lodse skolen videre, gjennem den nye ordnings vanskeligheter, men ogsaa under den opmuntring som laa i bevidstheten om en ny opgangstid for skolen. Rektoratet kunde han ikke søke, da han manglet filologisk embedseksamen, som nu ikke længer godt kunde undværes; men forøvrig hadde han den støtte som det gav at være en av byens bedst betrodde mænd. Thingmand hadde han været allerede i 1841, og i 1851 var han Skiens ordfører; desuten agtet for sine sjeldne og mangeartede kundskaber. I skolen underviste han i saa forskjellige fag som græsk og matematik (og fysik); i sidstnævnte fag var han skolens hovedlærer, og publicerte i programmet for 1850 en stor matematisk avhandling (“Om functionen Gm”), formodentlig ansporet av Musæus’s initiativ og eksempel.

Plum døde 8/1 1848, altsaa i en forholdsvis ung alder. Ved hans begravels talte Chr. C. Bruun (kapellan i Eidanger) paa tidligere elevers vegne, og i sørgçhuset “skildret hr. Pastor Schiøtt med Sandhed den Afdødes sjeldne Iver og nidkjære Bestræbelser for den lærde Skole, ved hvilken han i næsten 1/4 Sekel har været en exemplarisk samvittighedsfuld og virksom lærer”. I dette “Correspondenten”s referat ligger en vakker anerkjendelse av Plums iver og redelige vilje; svakheterne ved hans virke og personlighet (saaledes som Feilberg ovenfor har skildret dem) faar derved den nødvendige motvægt av dyder.

Rektor Blom.

Wesenberg var forflyttet (1846?); som lærer i religion og tysk m. m. kom fra 1850 cand. theol. Paul Christian Ditlef Adolf Holfeldt. — Endvidere Hans Blom,. som baade hadde filologisk og theologisk embedseksamen og blev en landskjendt skolemand og forfatter; han var student fra Skien 1838 og blev adjunkt her fra 1845 til 49, da han avancerte til rektor paa Tromsø. En anden, likeledes velkjendt skolemand, Job Christian Dischington Elster Bødtker (senere rektor i Kristianssund) aapnet her sin bane som adjunkt 1848—52. Man ser det var ikke srnaafolk, som i disse vanskelige aar stod vagt om skolen. Ved borgerskolens nedlæggelse kom dens bestyrer Johan Hansen ind som adjunkt; naar dertil føies Vincent Stoltenberg (timelærer fra 1841, adjunkt 1852, overlærer 1853) og August Arctander, adjunkt fra 1853, da har vi den kreds av lærere, som omgav Musæus og (med undtagelse av Blom og Bødtker) fulgte skolen ind i den næste periode.

Den nye rektor, Hans Julius Hammer, var født i Kristianssand 1810. og filologisk kandidat fra 1833; hadde været adjunkt i Drammen, overlærer og bestyrer i Molde (1836-40) og rektor i Stavanger (1840-52) og hadde saaledes en tillidvækkende fortid og megen erfaring, da han overtok Skiens rektorat, som det nu igjen endelig fik lov til at hete. Han blev her da ogsaa til sin død 3/5 1872 og synes at ha været, hvad skolen nu trængte: en erfaren, interesseret og rolig leder med en vel avballanceret karakter, som uten at støte til nogen side førte skolen velbjerget

Rektor Hammer.

fremover. Hammer har ikke optraadt med større videnskabelige arbeider, men der er fra hans haand adskillige mindre avhandlinger, som viser den interesserte og kyndige skolemand. Han optok den av Musæus begyndte skik med aarlige skoleprogrammer med skoleefterretninger og drøftelse av skoleanliggender; de er i et beskedent oktavformat, mens hele rækken fra Musæus’s tid (7 stykker) er store kvarthefter, og man følger i disse mere stilfærdige programmer med tilfredshet skolens jevne vækst. Den naadde i 1856 et discipeltal av 79, og saaledes var forventninger og forutsætninger ved den istandbragte kombination mere end opfyldt. 2 aar efter steg tallet endog til 129.

Hammer var ikke ganske fri for at dyrke verskunsten. Der er spor derav i aviserne fra 50erne, og Fylkesmuseet eier foruten hans eksemplar av bibelen tillike et “unicum” fra Hammers Moldedage: et eksemplar av den haandskrevne avis (Molde Søndagsblad) hvormed den lille by maatte nøje sig, inden den fik trykkeri. Der findes deri et festreferat fra en borgermiddag paa Carl Johans geburtsdag, og man kan vistnok gaa ut fra, at Hammer er forfatteren av de der meddelte sange. Ellers hadde neppe dette aktstykke vandret med ham til Skien for at havne i museet. Han skal ogsaa til “Correspondenten” ha leveret nogle artikler om “Den falske Aandelighed”, formodentlig under trykket av det i Lammerstiden herskende oprør i gemytterne. — I et skoleprogram fra 1865 har han oversat Tacitus’s skrift “Germania” og til “Norske Universitets- og Skole-Annaler” leveret flere bidrag: Drammens skole 1816-32, Molde skole 1822-37 og Stavanger skole 1826-41. Dermed er vel de væsentligste træk i hans aandelige personlighet tegnet, forsaavidt de kan læses av hans stilfærdige forfatterskap.

Av de andre lærere har Holfeldt i programmet fra 1857 leveret en kirke-historisk avhandling (“Et Blik paa den christne Kirke før og efter Constantin”) og holdt ved universitetsjubilæet 1861 et foredrag om videnskabens betydning. Arctander var mere skrivelysten; han hadde med stipendium studert svensk skolevæsen og i flere aar levet som privatlærer i Stockholm. I programmet for 1856 gav han “Nogle Oplysninger om Privata Nya Elementarskolen i Stockholm” ; oversatte Westermeiers kirkehistorie (dette vidløftige arbeide i 4 bind blev trykt i Skien og oplevet 2 oplag) og redigerte i nogen tid Bratsberg Amts-tidende i pietistisk retning. — Stoltenberg var musikalsk (spilte en god violin) og lyrisk anlagt, holdt festtalen i Klosterhaven 17de mai 1860, skrev sangen for dagen og forfattet i 1862 til eksamensfesten en skolesang (til “Hematkomsten”s gamle velkjendte melodi), som hitsættes, da det vist vil glæde de gjenlevende av hans elever at opfriske mindet derom:

Mel.: Stusle Søndagskvellen.

“Nu Farvel, I Bøger, Bænker, Pen og Blæk,

Nu Farvel, Du Skolestue!

Ud os vinker Skov og Eng og Blomsterhæk,

Straalende i Solens Lue,

I den underskjønne, store Billedbog,

Som Naturen moderlig for os opslog,

Blade skal vi flux;

Fux saa godt som Dux

Nemme skal nok denne Lexe.

Hvad for Tegning er i Blomstens fine Blad,

Hvilken Farvepragt i Kronen!

Hør den kjælne Sang af Fuglen let og glad,

Aldrig tar den feil af Tonen,

Bækkens sagte Nynnen, Skovens milde Sus,

Fossens dybe Dur og Elvens raske Brus,

Det er hjemlig Klang,

Norges egen Sang;

Den gaar vel Enhver til Hjerte.

Naar vi saa i dette rige Moderskjød

Sanket har for Aand og Hjerte,

Smagt uskyldig Friheds Lyst og Hvilen sød.

Skal vi freidig uden Smerte

Samles atter i det Aandens Værksted her,

Bytte Blomst og Busk med Bog og Pennefjær,

Og med klarnet Blik,

Tanken ren og kvik

Gaar vort Arbeid let fra Haanden.”

Stoltenberg.

Det ligger utenfor dette arbeides plan at gaa nærmere ind paa tiden efter 1850, og det maa derfor overlates til andre at øse av den endnu levende tradition om Skiens skole i 60-aarene og skildre de originale træk av den tids lærere, hvis levetid ligger nutiden saa nær.[7]) Arentz tok avsked 1866, men fortsatte efter opfordring endnu i nogen tid som ordfører og blev, da han aaret efter ogsaa opgav dette arbeide, hædret med en takkeskrivelse fra bystyret (optagen i Morgenbladet 1867 8/4). Han døde 13/5 1875. Holfeldt forlot skolen 1886 og døde samme aar. Stoltenbergtok avsked 1885 og levet senere som pensionist i Kra. til sin død 1899. Han blev 85 aar gammel og læste med usvækket interesse sine klassikere til det sidste. Av hele denne kreds synes han at ha været den elskværdigste og mest avholdte. — Arctander døde 5/12 1878. — Portrætter er leveret her, saavidt de har kunnet opdrives; av Arentz skal der aldrig ha eksisteret noget.

Skolens stigende søkning nødvendiggjorde temmelig snart en større forandring av dens lokale, og denne blev i 1854 iverksat efter tegning av stadskondukter Hother Bøttger som senere bygget ogsaa Norges bankavdelings murgaard paa Lie. — Den nye bygnings utseende er velkjendt fra mange fotografier av den; det nedenfor gjengivne fremstiller skolen set fra nordøst. Men da baade huset og arkitektens tegninger strøk med i branden 1886, maatte ogsaa her det indre rekonstrueres efter oplysninger fra folk, som fra skoledagene har god erindring om rummenes anordning. Paa denne maate er omstaaende rids fremkommet.

Opgaven løstes væsentlig ved at forandre den gamle ubrukte loftetage til en fuldstændig 2den etage, med et helt frontparti baade mot nord og syd. Bygningen mistet derved fuldstændig sit gamle utseende baade utvendig og indvendig. Første etage indrededes helt til skolebruk med 8 à 9 rum og en gymnastiksal i midten; ovenpaa var rektorboligen med 10 værelser og en prægtig festsal med galleri. Medens ombygningen stod paa, holdt skolen midlertidig (i 3 fjerdingaar) til paa Søndre Brekke, i sydfløien

Der kan være delte meninger om, hvorvidt bygningens ydre var vellykket i sin nye skikkelse; men i det indre medførte forandringen utvilsomt stor vinding baade for skolen og dens bestyrer. Ett spørsmaal melder sig dog: hvorledes kunde gymnastik-undervisningen midt inde i bygningen foregaa uten at uroe de omliggende klasser? En av eleverne fra den tid har git svaret i følgende fyndige form: “Det var andre karle der deponerede i min tid!” Det hændte nok ogsaa, at der inde i klasserne var slik uro, at støjen fra sportsmændene utenfor døren ikke var noget at ænse. “Der var ikke ørenslyd at faa”, siger en anden av skolens elever fra den gamle tid; der blev banket og snedkret og drevet alle slags haandværk, medens læreren sat paa kathedret, og vedkommende var saa vant til dette, at da eleverne for en gangs skyld blev enige om at sitte ganske stille, opstod der en uhyggelig situation. “Hvad betyder dette?” “er det havblik før stormen?” Sagnet siger, at der blev truet med at hente rektor, hvis de fremdeles sat slik ; om trudselen blev iverksat, vides ikke. — I en noget anden genre er fortællingen om hvorledes det gik da en flok gutter i fællesskap holdt paa dørvrideren for at hindte en lærer i at slippe ind. Der blev sendt bud efter Musæus, som med sin frygteligste mine spurte: “Hvem grep initiativet?” — “Jeg”, svarte en spæd og ynkelig røst, som slet ikke tilhørte anstifteren; men gutten trodde at “initiativet” i den lærde rektors mund betydde — — dørvrideren!

Den nye rektorbekvemmelighet maatte med sine 10 værelser siges at være særdeles rummelig, grupperet omkring festsalen. Sidstnævnte var en luksus, som en senere tid har sløifet, idet man nu næsten overalt er henvist til gymnastiklokalet som forsamlingsrum ved eksamensfester og lignende. Den var skolens stolthet og skal ha været meget vakker. Skolens bibliotek var opstillet der. Den paa ridset betegnede “glassal” hadde sit navn efter de store vinduer i væggen mellem den og gymnastiksalen, som derved fik lys fra 3 sider.

glassalen var opgangen til rektors bekvemmelighet, hvor Hammer “kom stabbende ned med stokken i den ene haand og stilepakken i den anden”. Medens Ørn hadde sit kontor til det trange smug mot øst, laa nu rektors kontor ( no. 13) høit og frit mot vest, hvor eftermiddagssolen skinnet ind. — Den nære beliggenhet ved vandet og sagbrukene var tildels generende (ved støien av sagbladene om vaaren) og kunde i flomtid bli farlig. — Under en storflom skal engang en tømmerstok være drevet ind gjennem et vindu, og i brandtaksten av 1797 siges uttrykkelig, at flommen i 92 hadde gjort megen skade paa bygningens kjældere og uthus. Naar gudstjenesten under en storflom blev avlyst i den nordenfor høiere liggende kirke, kan man skjønne, at situationen ikke var hyggelig nede i skolebygningen. Værst maatte det under slike omstændigheter være for pedellen nede ved vandporten; ved ombygningen fik han nok en noget trvggere bolig østenfor. Beliggenheten like vied den inderste krok av brvggevandet gjorde det let at lade gjenstande, som man vilde ha av veien, forsvinde i dypet; en klasseprotokol blev paa den maate, baaret av 4 sammensvorne og medskyldige, som ved haandspaalæggelse delte ansvaret, ofret til Neptunus, medens lignende forbrydelser efter skolens flytning har antat form av et offer til Vulkan. Ogsaa til Tartarus (de mægtige kjeldere, hvis mure lignet fæstningsverker) vovet ugangskraakene sig ned ; der stjal de syltetøj fra rektorinden, ukontrolleret, efterat rektorboligen helt og holdent var anbragt i 2den etage. — Paa nordsiden, mellem skolen og kirken, var der et litet haveanlæg; i det 18de aarhundrede hadde gaarden sin have nede ved bryggevandet.

Skiens latinskole 1855

Professor Monrad.

Den 14de juli 1874, ved avslutningen av aarseksamen, feiret skolen sit femtiaarsjubilæum, i festsalen (den kaldes i referatet “den store bibliothekssal”), som var pyntet med ekeløv, flag og et navneskjold med indskriften “Knud Ramshart Ørn”. Skolens nye rektor, den lærde og aandfulde Emil Schreiner, holdt en særdeles vakker tale, hvori han først dvælte ved minderne fra

skolens ældste periode og derefter behandlet dens dobbelte stilling som lærd- og realskole. — Til rektors tale sluttet sig en sang av professor Monrad, skolens præceterist fra 1834, som var personlig tilstede og overrakte gavebrevet paa det saakaldte “reiselegat”; det var stiftet ved bidrag av tidligere elever og var bestemt til stipendiefond for skolens lærere. Renterne derav (ca. 100 kr.) tildeles aarlig efter tur en av de fast ansatte lærere til feriereise. Antagelig er Skiens skole den eneste her i landet, hvis elever paa denne maate har erindret sine lærere, saa effektiv til gjennem en hvert aar fornyet paamindelse at styrke solidaritetsfølelsen ved skolen. — Byens sogneprest, provst Andreas Hauge, og dens viceordfører overtoldbetjent Castberg talte ogsaa i kortere foredrag varmt og vakkert for skolen og dens gjerning, og som et levende mindesmerke fra skolens grundlæggelsestid sat i forsamlingen den 83-aarige pedel Iver Fladsrud, som fra sin vagtpost ved “vandporten” trofast hadde fulgt skolen gjennem alle de femti aar. —

Da skolens bygning i 1886 gik op i flammer sammen med over 200 andre i den centrale del av byen, var den allerede som skolelokale ombyttet med den nye murgaard i Brekkeby (indviet 1883), ogsaa i mange andre henseender er skolens kaar forandret. Intet kan vel bedre illustrere forskjellen end naar man i tankerne ser den faatallige gutteflok, som paa Carl Johans fødselsdag 1824 under forsæte av “det høie eforat” fik sin indvielse som latinskolens elever og fremtidshaab — og samtidig mindes det aarlig hver 17de mai fornyede syn av folkeskolens tusinder og den høiere almenskoles hundreder, gutter og piker, som med flag og musik og sang og hurrarop fylder byens gater. Der ligger et mægtig stykke Norges-historie i denne kontrast. Men over og gjennem den store glæde, som denne fremgang skjænker, klinger ordene fra Monrads festsang ved 50aars-jubilæet:

“Hellig er vor Mindeskat.”

---

[1] Emnet er behandlet av prof. L. L. Daae i et skoleprogram fra Skien 1866, av provst

Qvisling i „Fremskridt” 1907 og i adj. Bloms Optegnelser.

[2] Rektor Karl Feilberg.

[3] Den opbevares endnu hos en slægtning.

[4] Hendes mand var Osterrikes repræsentant ved de forhandlinger, som førte til Kielertraktaten i 1814. Det Brunske hus er utførlig behandlet av Louis Bobé i et særskilt skrift, men deri nævnes intet om Ørn.

[5] Rektor Feilberg.

[6] Fru Larsen-Naur.

[7] Se provst Qvisling: “Fra mine unge aar” (Skien 1912)