xv.

 

Organist Bøttger og hans slægt. Et koneertprogram

fra 1804. — Paa Gjemsø 1810-21 og Søndre

Brekke 1810-13.

 

I 1796 utvandrede en dygtig musiker, Johannes Bøttger, fra Kjøbenhavn til Skien, hvor han (uvist i hvilket aar) blev organist, og hvor hans slægt i flere led blev boende. Ifølge familietraditionen var han født i Hertugdømmerne og hadde optraadt som musiklærer inden han kom hit. En endnu bevaret attest fra Fr. Raben (dateret Beldringe den 27de sept. 1796) bevidner, at han i 2 aar har undervist Rabens børn i klaverspil, og anbefaler ham paa det bedste. Traditionen vet ogsaa at fortælle, at hans usædvanlig smukke ydre gjorde det ønskelig paa et meget høit hold, at han skiftet opholdssted, uten at han selv hadde nogen skyld deri. Nok er det, i 1796 fik han et endnu bevaret reisepas, der lyder saaledes:

 

“Ober Præsident,

Samt

 

Borgemestere og Raad

i den Kongelige Residents-Stad Kiøbenhavn Gjøre hermed vitterligt, at nærværende Musicus Hr. Iohannes Bøttger agter nu at reyse herfra Staden til Scheen i Norge, Hvorfore vores respective, tienst- og venlige Begiering er til alle og enhver, som bemeldte Hr. I. Bøttger maatte forekomme, at de ham paa denne hans Reyse ubehindret vilde lade passere.

Til Beklæftelse under Stadens Segl og Raadstueskriverens Haand.

Datum Kjøbenhavns Raadstue den 24de November Anno 1796.

                L. S.        Lange.”

 

Passet er forevist toldbodvagten og bommens vagt d. 26de nov., som altsaa har været reisedagen. — Ifølge familietraditionen har Bøttger opholdt sig som musiklærer hos Niels Aall paa Ulefos, inden han blev organist i Skien; men der mangler efterretninger om hans bosættelse og liv her i egnen. Kun paa et enkelt punkt er det mulig at gi nærmere oplysning, nemlig ved et egen­hændig koncertprogram fra hans haand i 1804, og dette for datidens musikliv ganske betegnende aktstykke hitsættes i sin helhet:

 

“Da de flere af Musiquens og mine Velyndere have yttret, at de endnu med Velbehag vilde anhøre en Vocal- og

 Instrumental Concert, og den fornødne Assistance dertil af Musik-Elskere er mig tilsagt og i øvrigt betinget; saa er jeg og sadt i Stand til at kunde opføre denne, førstkommende Tirsdag 3 April Klok. 7 Eftermiddagen, udi den store Stue i forrige Jørg. Zachariasens Gaard, af følgende Indhold:

 

første Deel

 

No. 1. Sinfonie af Pleyl

       2.        Clavicin Concert af Gyrowetz

       3.        Solo, Duo & Chor af Operaen Eric Ejegod

 

anden Deel

 

       4.       Violin Concert af Massennan

       5.         Solo, Duo, Quat(u)or & Chor af Eric Ejegod

       6.         Slutnings Sinfonie

 

Til Deeltagelse udi denne er det jeg herved ærbødigst indbyder og udbeder derhos: at de Familier som vil tilstaae mig den Ære af deres Nærvæ­relse, gunstbehagelig herpaa vilde antegne det ongefærlige Antal fra hvert Huus torde ventes, paa det Stole og andre Beqvemligheder derefter kunde arrangeres.

 

De som efter Concerten behager at opholde sig, skal af min Kone blive opvartede med skaarne Smørrebrød, Viin og andre Liqueurs mod den sædvan­lige Betalning.

 

For samtlige Interessentere af den nu sluttede Concert fastsættes ingen bestemt Betalning for Musiquen, thi denne overlades ganske til enhver Families Forgodtbefindende. De, uden for Interessentskabet, som behageligen vil deeltage, kan enten forud hos mig eller ved Entréen blive forsynede med Bil­lets a 48 skil. Stykket.

                  Schien den 30 Mart. 1804.

Johannes Bøttger.”

 

Det fremgaar av ovenstaaende, at Bøttger tidligere hadde git en lignende koncert, og at der til denne istandbringelse har været dannet en slags midler­tidig musikforening (“interessentskab”). Dokumentet gir ogsaa oplysning om datidens koncertpublikum i Skien, idet følgende har tegnet sig til koncerten:

 

“Foruden de af mine Børn, som kan give nogen Assistance med Musi­quen, skal forhaabentlig min Kone, ieg og 2de Døttre møde. Bent Bentsen. 6 Personer fra Did. Cappelen. Ligesaa fra Ulr. Cappelen. Ligesaa fra Mülertz. Foruden mine 2 Børn som assistere ved Musiquen 4 fra H. Blom. — Ligesaa 2 Personer fra M. Barnholdt. Fra Stiftamtmand Adler 4 Personer. 3 eller 4 Personer fra Fred. Chr. Bärnholdt. Fra Christen Blom 2de Persohner.

3de Personer fra L. Holmer. Ligesaa 2de Persohner Ole H. Cudrio. Tillige­med mine Børn som assistere kommer Tellef Stub. 4 Persohner fra P. Flood. 2de Personer [ulæselig]. 2 Personer fra Stockfleth, som med fornøielse skal assistere. 2 Personer fra Jessen. Høch kommer. Jens Ørn kommer med 1 Dame. Nicolay Plesner.”

 

I alt 57 foruden de assistrende. Øverst paa listen pranger byfoged Bentsen, hvis datter Mogensine vistnok har været blandt de syngende. – Jørgen Zachariassens gaard var den senere latinskole, og salen, hvor koncerten blev holdt, var senere rektor Ørns storstue og skolens “auditorium” (>: forsamlingsværelse).

 

Der foreligger endnu et vidnesbyrd fra den tid om Bøttgers dygtighet og ry som musiker: Et rimbrev paa telemarks-maal av den nedenfor omtalte Hans Hanson. Det er trykt i “Enkelte Smaadigte” 1816 under titelen “Fjeldmandens Lyksalighed” og begynder saaledes:

 

                “O Du, som kan leike paa Fæle aa Luur,

                Men betre paa Langleik hel Are,

                Aa liksaa paa de, som gjær sliken en Duur

                Ti Kjørkja, saa Muran lyt svara!

                Deg senner en styveli Fjølman et Bræv

                Aa vons Du blir inkje fortruten;

                For kros mæg! han hel Dæg saa avlæta jæv,

                Som Skrivaren, Præsten aa Futen!”

 

Det fremgaar av denne indledning tydelig nok, at Bøttger ikke alene har været klaver- og orgelvirtuos, men ogsaa har behandlet flere andre instrumenter, endog den særlig norske langleik. Føies hertil hans tidligere øvelse og erfaring som musiklærer, maa hans bosættelse her ha været en betydelig vinding for Skiens og omegnens musikliv og har sikkert sat sine spor, om end disse er utviskede i erindringen.[1]

 

Bøttger var gift med Mette Marie Schjøth, (av en bekjendt kjøbmandsfamilie i Larvik) og hadde en talrik barneflok: Odin (1799),  Hother (1801), Johannes (utvandret til Amerika), Nanna (gift med boktrykker Hansen), Otilia (g. m. toldbetjent Hofgaard, Freia (1806, g.m. løitnant Jørgen Rasbech i Kbhn.), Iduna, Odin (1809), Thora (1813, g.m. sakfører Lie, bokholder i Norges Bank). Hans døds-aar er ukjendt, men enkens død (17/2 1838) averteres av børnene i Skiens Ugeblad 1838 no. 14. – Ikke mindre end 5 av navnene i rækken er mythologiske og øiensynlig hentede fra Ewalds heroiske syngespil “Balders Død”, et vidnesbyrd om hvor sterkt dette stykke, med Hartmans musik dertil, har optat den unge musikers fantasi, og naar den 3die søn fik hete Johannes, var det kanskje likesaameget en hyldest til Johannes Ewald som en gjentagelse av farsnavnet. – Sønnen Hother blev en ganske betydelig mand i Skien: den første stadskonduktør hersteds (bygget Norges bank og den ombyggede latinskole) og stortingsmand 1845 og 57. Han hadde en poetisk aare og skal ha været en interessant og meget populær personlighet.

 

De her gjengivne silhouet-portrætters original tilhører en descendent i Larvik (frk. Iduna Lie).

 

Skien 1822

For den nulevende slægt knytter minderne om det stolte, i 1885 brændte herresæte Gjemsø (i daglig tale endnu almindelig “Klostret”) sig væsentlig til den store kjøbmandsfarnilie Cappelen. Men for 100 aar siden var det ander­ledes. Da residerte Cappelens i selve byen, hvor de eiet flere av de største gaarde; men ute paa Gjemsø sat den sidste ætling paa mandssiden av Adelerne i Norge, og maatte finde sig i, at godset toges ut av hans svake hænder og overfertes til den danske linie av slægten.

 

Rækken begynder som bekjendt med søhelten, generaladmiral Cort Si­vertsen Adeler, som i 1666 kjøpte Gjemsø av Christopher Gabel, og saa til­hørte godset i ubrutt rækkefølge 3 slægtled, søn efter far, samtlige i høie embedsstillinger. Den sidste av disse mægtige “klosterherrer” var Fredrik Georg Adeler, født i Danmark 1736. Faderen var stiftamtmand i Kristianssand (+ 1766); moderen, Anna Beate Rosenkrantz, var i sin ungdom hofdame hos Fredrik IV’s 2den dronning, Anna Sophie Reventlow; fulgte sin mand til Norge og blev 1777

 

Organist Johannes Bøttger -------------------------------------------------- Marie Bøttger (f. Schiøth)

begravet i familiens gravkapel ved Solum kirke. Ved en senere sløifning av kapellet blev kisterne sat ned i jorden, og det eneste minde om Anne Beate er platen paa hendes kiste, en meget tarvelig jernplate med en halvt utslettet indskrift, der gir uttryk for hendes fromme og ydrnyge sind. Platen opbevares nu i fylkesmuseet paa Brekke, hvor saa mange lignende min­der om svunden storhet er havnet.

 

Amtmand Adeler.

Fredrik Georg var oprindelig bestemt for militærstanden. Han skal alle­rede som barn ha faat officersgrad, og han yttret faa aar før sin død i en spøkende samtale, at han gjerne kunde været “generalissimus”, hvis han hadde fortsat den tidlig begyndte militære bane, eftersom han kun var 5 aar, da et kongelig lune i et øiebliks gode stemning gav ham den første utnævnelse. Men han slog tidlig om og blev i 1764 (28 aar gammel!) amtmand i Bratsberg, selvfølgelig litet forberedt til en saa vigtig og ansvarsfuld stilling. Det er derfor meget sandsynlig at fru Signe Hall Adeler (Mogensine Bentsen) har ret, naar hun i sine memoirer betoner, af venskapet mellem Adeler og hendes familie skrev sig fra den veiledning og støtte den unge amtmand fik hos hendes bedstefader, den erfarne lagmand og borgemester, og venskapet synes at være gaat over paa sønnen, efterat lagmanden var flyttet til Kongsberg. En liten historie viser, hvor gemytlig det gik til mellem dem: Under husnøden efter branden 1777 bodde flere damer av Bentsens familie hos Adelers, men Bentsen jr. som allerede var raadmand og byfoged, holdt midlertidig til i et litet hus, vistnok paa Klostrets grund, men nærmere byen. Saa vilde amtmanden ha selskap, og der gik bud til byfogden, men man ventet forgjæves paa ham. Saa blev der sendt en tjener hen for at spørge, og forretninger blev angit som undskyldning for, at han ikke kom; men den fiffige tjener hadde set en hare paa spid i kjøkkenet, og da det blev meldt, drog hele Klosterselskapet i procession med en spillemand i spidsen til Bentsens hytte og fandt ham med et par venner ved en liten bolle punch og den stekte hare. Alt blev tat med trumf: byfogden og hans medskyldige, haren og punchen, alt blev i triumf ført til Klostret med megen gammen og glæde. Adeler fortalte ofte den historie i sine ældre dage.

 

Som eier av Gjemsø og dermed stor næringsdrivende indtok Adeler en dobbeltstilling, som for en stund nødte ham til at bytte arntsmands-embedet i Bratsberg med en lignende stilling i Lister og Mandal (1771-1773). Saa blev han, paa betingelse med hensyn til tømmerhandelen, flyttet tilbake til sit gamle embede og var her til 1781, da han blev forfremmet til stiftamtmand i Kristi­anssand. Om han ikke var nogen fremragende embedsmand, saa var han ialfald en gjestfri og gavmild herre. Efter branden i 1777, da Skien laa i aske, og nøden var stor, blev daglig optil 70 mennesker bespist paa Gjemsø vinteren over, og huset gav ly til de husvilde, saa langt rummene strak til. I denne periode faldt ogsaa hans arbeide for oprettelsen av landhusholdningsselskapet, og det er ovenfor skildret, hvilken storartet gjæstfrihet han i den anledning utfoldet og med hvilken glans han feiret den aarlige præmieutdeling. Forsaa­vidt sviiktet han ikke det gamle ord “noblesse oblige” (>: adelskap forplikter).

Juliane Adeler (f. Cicignon)

 

Stiftamtmands-embedet var hellerikke uten torne. Under den store bonde­bevægelse i Nedenes, ledet av Christian Lofthus, var han nok ikke situationen voksen; han fik avsked i begyndelsen av 1788, vendte tilbake tìl Gjemsø og oplevet her kronprins Fredriks besøk i august s. a., til hvis minde han reiste den tidligere omtalte støtte. Resten av sine levedage tilbragte han da her som privatmand, optat med bestyrelsen av sin store eiendom, hvis omfang han

flere aar før sin død hadde indskrænket vied salg av skog og rettigheter til D. Cappelen. — Adeler var 2 gange gift: først med Juliane Cicignon, fra hvem han blev separeret i 1785; derefter med Caroline Løvenskiold, f. Schubarth, enke efter kammerjunker Jacob Løvenskiold paa Borgestad. Hun døde 1798, og saa var han da i sine sidste aar alene om den store husholdning, hvor der var rikelig plass for yndlinger og intriger og sladder, og hvor han uindskrænket kunde pleie sine gammelmands-egenheter. En stor matkrok synes han at ha været, og traditionen har sat hans død i forbindelse med mangel paa maate­hold i den retning, idet han døde av slag under et besøk paa Sem 1/11 1810. Fru Signe Hall, hans senere svigerdatter, fortæller derom følgende enkeltheter:

 

“Der skulde foretages den aarlige inspektionsreise paa flere Gaarde, der tilhørte Gjemsø i Gjerpen Sogn. Den Gamle vilde selv afsted i sin store Karet med 4 heste for, da det var sildig paa Høsten, og inde i Vognen sad hans Søn, Forvalter Dahl, dennes tvende Sønner og hans Broder Gartner Dahl, for­uden ham selv, som var en stor korpulent Mand. De forblev alle om Aftenen hos Proprietær Peder Haraldsen paa Sem. Til Selskab for den Gamle var budne Præsten Blom og en nærboende Prokurator Brangstrup, begge fornuftige og brave Mænd. Der blev om Aftenen trakteret sterkt med Medisterpølse og saadan mere rørig Mad, hvori den Gamle altid var meget glad, og især den Aften lod sig det smage, da han intet ordentligt havde nydt den Dag. Nu vilde Haraldsen endelig at hele Selskabet skulde blive hos dem om Natten for­medelst det store Mørke og slette Veie. Men nei, han var ikke til at overtale, han havde Lygter paa sin Karet o. s. v. Nu, de kjørte da afsted. De tvende forhen nævnte Gjæster gik, da de boede i Nærheden, lyst af en Gut, som for at føre dem paa tørre Veie hoppede over Grøfterne ind paa Marken. Adelers Kusk, som troede de gik i Veien, styrede Vognen efter Lyset, og skrækkelig! der væltede den store Karet med alle disse Mennesker indeni. Dog kom ingen til Skade uden den Gamle, som blev trukket ud af Vognen uden Bevidsthed og med det hele Selskab bragt tilbage til Sem. Der gik da straks Bud til Skien efter Læge (Professor Sørensen), der og kom straks om Natten, men erklærede at Døden var der, ikke af noget Stød ved Væltningen, men kommen hovedkuls paa den overfyldte Maave. Kortsagt, han døde Dagen efter.”

 

Adelerne ejet fra gammel tid de 3 Sem-gaarde (i 1723: Nedre Sem, Mid-Sern, Øvre Sem) ved den nordre ende av Børsesjø. Skueplassen for det ovenfor skildrede optrin er en ærværdig gaard, hvis eiendommelige hovedbygning og en gammel allé vidner om, at den har set bedre dage. — Av de omtalte gjæster er præsten den bekjendte provst Friedrich_Blom (+ 1813) i Gjerpen, hvis betydelige boksamling nu tilhører Skiens højere skole. Prokurator Brangstrup  bodde i 1810 paa Grini; tidligere i selve Skien, hvor han i 1797 eiet no. 47 & 48, konsul Schiotts nuværende gaard. — Dr. Sørensen var landfysi­kus i Bratsberg, senere (1814) professor.

 

Nogle dage efter ringet da klokkerne over den sidste “klosterherre”. Han blev, likesom moderen og hans 2den hustru, bisat ved Solum kirke, hvis bygning han hadde bekostet allerede i 1766, da han tiltraadte sit amtmandsembede. Kisteplaten over “Den Høyvelbaarne Her Friederich Georg de Adeler, Stiftsbefalingsmand, Kammerherre, Ridder af Dannebrogen, Stor Kors og Herre til Gjemsø Kloster, Medlem af Wiidenskabernes Selskab i Tronhiem” er nu, likesom hans moders, i Fylkesmuseet. — To svære halvrunde portfyldinger med familierne Adelers og Rosenkrantz’s vaaben, oprindelig anbragt i hovedbygnin­gen paa Gjemsø, opbevares ogsaa i Fylkesmuseets samlinger.

 

Nedre Sem i Gjerpen.

Den rette og naturlige arving til Gjemsø var amtmand Adelers eneste søn (av første ægteskab) Anton Beatus, født 1767. Svak fra fødselen (muli­gens en følge av at moderen altfor slavisk hadde fulgt datids mode med trange snøreliv) og kuet i opvæksten av en brutal hovmester, dertil trykket av det daarlige forhold mellem forældrene, som endte med den ovenfor omtalte sepa­ration 1785, var han hverken legemlig eller aandelig rustet til at overta arven som bestyrer av det vidløftige gods. Hans helbred hadde bedret sig noget under længere fravær fra hjemmet, først hos sorenskriver Fredriksen ved Man­dal, senere hos general Wackenitz (Adelers svoger) i Kristiania og slægtninger i Danmark; men var og blev viljessvak, let at høie og uskikket til at staa paa egne ben. Paa grund herav besluttet gamle Adeler sig til at lade godset gaa over til sin brodersen baron Fredrik Adeler til Adelersborg i Danmark, mot en aarlig livrente til Anton Beatus. Baron Adeler blev utnævnt til stiftamtmand i Trondhjem 1802, og paa veien dit besøkte han med sin frue Gjemsø. 2 aar efter forflyttedes baron Adeler til et amtmandsembede paa Sjælland og lagde igjen veien indom Gjemsø. Der blev skrevet efter Anton Beatus, som opholdt sig hos slægten paa Hindsgavl i Danmark, og da han kom hjem, blev overenskomsten sluttet. Istedenfor Gjemsø skulde han ha 1600 rdl. i aarlig livrente.

Alleen til nedre Sem.

 

Fra nu av opholdt han sig hjemme hos faderen, som i sine sidste levedager synes at ha fattet den kjærlighet til sønnen, som det tidligere hadde skortet paa. Han blev forelæser i fransk og tysk for den gamle, og blev ham tilsidst saa uundværlig, at faderen nødig gik ut uten at ha sønnen med. Nogle dager før sin død, da Anton Beatus yttret tilbøielighet til at bli paa Gjemsø, sagde han til ham : “Det kan du jo, naar du vil, kjære Anton; der er ingen anden herre her uden du, alt er jo dit!” — “Men vil min fader da ikke give mig det skriftlig?” — “Jo mænd vil jeg saa, men jeg dør jo hverken idag eller imorgen.”

 

Den gamle døde allikevel “imorgen”, og saa kom opgjøret. Sorenskriver Wessel forseglet alt, og sommeren 1811 kom det danske herskap for at ta eiendommen i besiddelse. Det kostbare indbo blev dels ført bort, dels solgt ved auktion; kammerjunkeren (>: Anton Beatus) fik beholde biblioteket, et mosaikskap og et stort bord og (ved fru Løvenskiolds mellemkomst) endel til en husholdning nødvendige ting, samt tillatelse til at bo i fløibygningen. I hovedbygningen residerte prokurator Pavels Hielm som forvalter for det danske herskap, og saa gik da nogle aar med alskens smaa ubehageligheter og rivninger. Kammerjunkerens tjener, Ola, som baade var sin herres tyran og ellers i høi grad paa hans parti, satte sin rekord under denne smaakrig ved at krype op i en skorstenspipe med sin fiolin og derfra genere Hjelm og hans aftengjæster med kattemusik ! —

 

Saa bestemte kammerjunkeren sig til proces om arven. Den tok naturligvis adskillig tid og førtes for kammerjunkeren av advokat Morgenstierne (senere bosat i Skien som sorenskriver) og for danskerne av den endnu mer bekjendte Jonas Anton Hjelm. Kammerjunkeren tapte ved stiftsoverretten, men saken, som nu skulde ind for den nyoprettede norske høiesteret, maa ha staat tvilsom, for Morgenstierne raadet til forlik, og motparten var villig dertil. Baron Fredrik Adeler var død i 1816, og 2 aar efter indfandt hans broder baron Christian Lente Adeler sig i Skien, hvor han ikke tok ind paa Gjemsø, men hos Signe Hall, som da var enke og residerte i sin fædrenegaard ved det nu­værende jernbanetorv. Der blev holdt selskaper og pleiet venskabelige forhand­linger, med det resultat at kammerjunkeren gik ind paa at lade alt bli som det var, mot 1000 sp. i livrente og ret til fremdeles at bo paa Gjemsø. Samtidig skede der en stor forandring i hans forhold, idet han blev forlovet og gift med enkefru Hall. Hun, bragte ham i medgift en stor barneflok, men samtidig i sin person den trøst og støtte, som han saa høilig trængte. Hendes memoirer, hvorav ovenstaaende fremstilling er et utdrag (med det hensyn som paabydes av at hun tydelig er fiendtlig stemt mot sin mands danske slægt og dens hjel­pere) taler i den henseende et sprog som ikke kan mistydes. Saa det giftermaal blev vistnok hans lykke.

 

De nygifte indrettet sin husholdning i fløien paa Gjemsø. Som lærer for børnene antokes den omvandrende huslærer, poeten Hans Hanson, som i et av sine mangfoldige digte ogsaa har skildret familien paa Gjemsø i disse aar. Han var en meget følsom natur og har sikkert været charmeret av Signe Hall, til hvem han i 1813 fra Kristiania sendte et morsornt rimbrev paa telemaal hvorav indledningen hitsættes:

 

“O du som me høgaste Frugo paa Straa

Kan gjenne ti Rangjen for Bysmuggen (>: by-fiffen) gaa

Aa veit Deg aa skjikke aa vende,

Som baatte baldyrar aa saumer saa pent,

Som dansar aa spælar aa kvæar saa vent

Aa anna Maal jamvæl forstænde,

Men endaa hæv sliken en Hug te kons Land,

At norsk Du vil væra ti alt det Du kan

Aa Namne dit jamvel omvende!

En Fjøllmand uppvoksi blandt Furu aa Gran  

Deg ber, at Du inkje fortryter paa, han

Deg dettane Brævet vil sende.

Du æ, som han uten alt Høkleri trur,

Den gjævaste Kjæring ti Paaskerun (>: Porsgrund) bur,

Aa inkje fins mange din Maka,

For daa Du æ upplært ti Leik aa ti Dans

Aa kan, naar Du vil, den forblinnandes Glans

Ti Stasen fraa mange full taka,

Saa bryr Du Deg lite om Stim aa um Sus,

Du passar som trugnaste Kjering Dit Hus,

For Mann aa for Baani Du stællar,

Aa Sjukmori slike der fins bare faa,

Som Sjukbaani held saa oulæta utaa,

Aa alle saa godt om Deg svællar.

Han derfor Deg agtar saa oulæta høgt

Aa stændigt han hæv ved kvar Leilighet søkt

Aa gji Deg den Ros Du fortente.

Aa da Du hæv von saa go ve’n igjen

Aa da Du hæv kalla en reint ut din Ven,

Saa var det no aasaa han mente,

At det var Deg slet ikkje nokko imot

Ifall i eit Rimbrev han veta Deg lot

Haasdan han ti Chrestian liver,

Ti Chrestian, Norjes den gjævaste By,

Ta den det gjeng jamvel i andre Land Ry,

Om den dej ti Tryktblader skriver.”

 

Derefter kommer da beskrivelsen av hans oplevelser i hovedstaden, sær­lig en teaterforestilling paa Fredrik VI’s fødselsdag. Digtet er, foruten at være bevaret i manuskript, tillike trykt i “Tønsbergs Merkur” 1841 og derefter i den ovenfor nævnte monografi om Hanson. — Signe Hall var altsaa en tid bosat i Porsgrund, hvor hendes mand førte “Tvende Søstre” for Jørgen Aall’; efter at dette fartøj var forlist, opføres han i toldregnskapet for 1812 som eier og fører av “Johanne Marie” av Skien, og i 1817 (aaret efter mandens død) er enkefru Hall ifølge brandtaksten for s. a. ejer av det Bentsenske hus (no. 3 & 4), som Hall altsaa maa ha kjøpt. —

 

Den attest Hanson gir hende i rimbrevet, kan vel overføres til hendes nye værdighet som frue paa Gjemsø; og skulde man være i tvil, saa vil det være tilstrækkelig at citere av hans skildring fra familjekredsen i 1820:

 

«-— — — — — saa ogsaa jeg

Glad nøiedes med halv saa blide Kaar

Som dem jeg her i fordums Dage nød,

Ifald jeg kunde blot forblive her.

Thi nu jeg skuer i sin fulde Glands

Det store Gode jeg forlade skal:

Det skjønne Sted, hvor blid og tryllende

Afvexlende Naturen yndig smiler,

Hvor Fossens Fald og Elvens stride Løb

Og frugtbar Dal og granbevoxte Fjeld

Og skyggerige Lund og kunstig Hauge

I skjønnest Perspectiv sig sammenblande.

Dog, Fos og Elv og Dal og Fjæld og Lund

Og Hauger selv jeg finder overalt

I det paa Yndigheder rige Norge.

M e n  a k ! H v o r  f i n d e r  j e g   s a a   g o d  e n  M o d e r,

S a a   b l i d,   s a a  h u l d,   s a a  t r o f a s t  e n   V e n i n d e?

 

Hvor finder jeg en saadan Lærlingflok?

Min brave, flinke, djærve, raske B e n t,

Som trods titusind Lyster udenom

Dog aldrig glemte Skolens Fordringer.

Min evig uforglemmelige H a n s,

Det sjeldneste, det værdigste blandt Børn,

Som med utrolig Lyst og stadig Flid

Forened Evner, Gransken og Forstand

Og var som tolvaars Barn en voxen Yngling.

O blide, salige var hine Dage

Da vi med fælles Flid os stræbte frem

Igjennem den for os ubante Vei,

Hvor vi Veiviser savnede og Lys,

Til Grækenlands og Roms de rige Skatte

Som skjulte laa i Classikernes Gruber.

 

Hvor finder jeg en Mand saa blid og god,

Der, tidlig alt med Sagas Sagn fortrolig,

Selv i den mørke Oldtids dunkle Irgang

Kan skabe Lys og række Ledetraad?

Hvor finder jeg en saadan Kundskabsskat

For Granskeren paa støvet Hylde gjemt?” o. s. v.

 

I disse utdrag fra lærerens høitstemte avskedsdigt, en rikt strømmende flod av femfots jamber (det versemaal som Ewald og Oehlenschläger hadde indført i fælleslitteraturen) har vi, alle poetiske superlativer fraregnet, et vakkert billede av kammerjunkerens huslige kreds i disse sidste dage paa Gjemsø. De sidste, eftersom ønsket om at skaffe børnene den nødvendige skolegang fremkaldte en flytning i 1821. Skiens lærde skole var endnu ikke oprettet, og huslæreren hadde ingen akademiske examener. Han var oprindelig utdannet for handelen ved en

Anthon B. Adeler.

skole i England, hadde senere nydt veiledning i Porsgrund av filologen Dichmann (en broder til Oelenschlägers bekjendte lærer) men kunde ikke bringe eleverne utover latinens begyndelsesgrunde. – Saa brøt  familien op og bosatte sig i Oslo. Av guttene blev Hans sat ind i Kr.a kathedralskole, hvor han ifølge de endnu bevarede examenstabeller straks viste sig værdig til den ros, hans lærer i ovenciterte vers øser ut over ham. Han døde som prest i Ullensaker 1877.

 

I sit 3die egteskap fik Signe Hall en datter, Antonie (som blev gift med kammerherre og ritmester Chr. Lassen) og døde i Oslo 1856, efter at ha skre­vet de her saa ofte benyttede memoirer, som ved hendes død var ufuldførte. Kammerjunkeren døde 1843. Det her gjengivrne portræt viser ham fordypet i en av sine kjære bøker; det er malt i hans dødsaar av Adolf Tidemand, derefter kopieret av David Arnesen, den bekjendte tegnelærer i Kra. — Naar man har læst hustruens skildring av hans lidelser, vil man med dobbelt interesse dvæle ved disse milde og tungsindige træk.

 

En akvarel av Skien 1822 [2] , som nu tilhører fylkesmuseet, viser Gjemsø med den fløibygning, hvori den sidste ætling i mandslinien av Adelerne i Norge bodde fra 1810 til 182l. Alle andre billeder viser hovedbygningen fra nordsiden, som vendte indover mot byen. Søilefronten, som gav bygningen et paladslignende utseende, fandtes ikke i Adelernes tid. Den blev tilsat av en ny eier, Hans Blom Cappelen, som overtok den efter sin fader eidsvoldsmanden Didrik v.Cappelen i 1828. Han bygget ogsaa portstuen, som nu er flyttet til fylkesmuseet (se herom museets aarsberetning 1910). I 1885, aaret før Skiens store brand, brændte hovedbygningen og blev ikke gjenopført. Hele stedet er nu skueplads for en storartet industriel bebyggelse og virksomhet, hvorved selve terrænet er betydelig forandret. Paa kartet over Skien 1796 sees de gamle haveanlæg.

 

Samme aar som Gjemsø skiftet eier, foregik der ogsaa en stor forandring paa en anden av storgaardene i Skiens umiddelbare nærhet, nemlig Søndre Brekke.

 

Gaarden er gammel. Den nævnes omkring aar 1400 i “Den røde bog” >: biskop Eysteins fortegnelse over kirkegods i Oslo stift, og tilhørte da Skiens kirke (Mariakirken). Endnu 1647 betalte opsidderne paa Brekke bygsel til kirken, men ca. 50 aar senere er den utgaat av fortegnelsen over kirkens eien­domme, og opsidderen opføres som eier.

 

Det er en lang række av embedsmænd og større næringsdrivende, som har bodd paa denne ærværdige gaard: Raadmand Jørgen Henrichsen Grohl (1647); lagmand Claus Andersen, som flyttet til Nordre Brekke (1659?); raad­mand Hans Jacobsen Falch (1689); amtmand Nils Sørensen Adeler, broder­søn av admiralen, medlem av “slotsloven”, stiftamtmand i Kristianssand, død i Skien 1718; assessor i overhofretten Russel (1723); hans enke (1730); foged  Joachim Schweder (1732-1740); Simon Schweder (til 1775); Jochum Adtzlew, kjøbmand i Skien (1775-1791); Petter Adtzlew (til 1810); raadrnand Niels Aall (1810-1830).

 

I fylkesmuseets aarsskrift for 1911 er meddelt fyldigere oplysninger om gaarden og dens eiere, særlig om det store juridiske rabaldernummer i 1775, da eiendommen gik under auktionshammeren. Simon Schweder skyldte mange penger til flere av sin slægt,

Søndre Brekke 1800.

og da han desuten maatte indfri et kautions­ansvar for rektor Winther i Skien (som kollektør for det priviligerede klasselotteri i Kjøbenhavn), kunde han ikke længer holde det gaaende og maatte efter tapper motstand finde sig i at gaarden blev solgt ved auktion for 2105 rdl. Efter et hidsig kapløp med bud og overbud mellem provst Monrad, kjøb­mændene Simon Jørgensen og Z. Zachariassen og prokurator Rougtvedt fik sidstnævnte, som var klasselotteriets mandatarius, tilslag for nævnte sum og har antagelig straks efter solgt gaarden til Simon Schweders svoger Jochum Adtzlew, eftersom dennes adkomst til eiendommen er dateret 14/12 1775, nøi­agtig 2 maaneder efter auktionen.

 

Kart over Søndre Brekke

J. Adtzlew var en ganske velstaaende trælasthandler og eiet en bygaard i Skien, som med tilhørende søbod i 1767 var takseret til omtrent den samme sum som han betalte for Brekke. Den brændte i 1777, og Adtzlew har da sandsynligvis for alvor flyttet op til Brekke, eftersom hans børn fra 1778 av er døpt i Gjerpen. Hermed hænger ogsaa spørsmaalet om Brekkes ældre og nuværende bebyggelse sammen. Sammenholder man jægerkorpsets ovenfor omtalte kart over Skien 1796 med en i fylkesmuseet opbevaret akvarel (fra ca. 1800?) kommer man til det resultat, at den oprindelige hovedbygning, en to­etages gaard, har ligget paa den nuværende nordfløis plass, og at den nuvæ­rende hovedbygning er bygget av J. Adtzlew. Den maa være bygget efter auktionen i 1775, ellers kunde umulig hele eiendommen gaa for 2000 rdl., og kartet fra 1796 viser, at den paa det tidspunkt var bygget. Paa akvarellen ser man baade den gamle og den nye hovedbygning, set fra nordost, og ved havegjerdet mot vest en pavillon i 2 etager, der siden er forsvundet.

 

Adtzlew døde i 1791, og sønnen Petter A. fortsatte forretningen. I 1800 opføres han som eier av skib “Haabet”  paa 86.1/2 C.L. (ført av Ole Dahl i Porsgrund) og Pram nævner ham i 1805 som trælasthandler og eier av skibs­parter. Men det var da paa heldingen med familiens velstand. Av hans moders sidste optegnelser i familiebibelen (1802) kan tydelig ses, at det var forbi, og i 1806 blev Brekke igjen solgt ved auktion. Formodentlig for at redde

gaarden for den odelsberettigede, endnu umyndige Bøye Ording.Adtzlew kjøpte fru Susanne Hedvig Ording (f. Flood) den for ca. 4000 rdl., og saa blev da Adtzlew boende der indtil 1810, da en ny kjøper meldte sig.

 

Det var en av Skiensfjordens største handelsmagnater, Niels Aall i Porsgrund, som i nævnte aar fik lyst til at føie Brekke til sine mange øvrige eien­domme. Slægten Aall er saa velkjendt og tæller saa mange i Norges politik og næringsliv fremtrædende personligheter, at det her vil være tilstrækkelig at nævne nogle enkeltheter til belysning av familiens rolle ved Skiensfjorden omkring det her behandlede tidspunkt.

 

Niels Aalls fader, Nicolai Benjamin Aall, eiet ifølge sin av amtmand  Fr. G. Adeler autoriserede jordebok 71 gaarde og bruk i Telemarken foruten Ule­fos jernværk og sagbruk (med ret til aarlig at skjære 100,000 bord), 2 sager i Skien (14,700 bord) og Gaarden Bjørntvedt ved Porsgrund. Ved hans død 1798 overtok den ældste søn Niels A. Ulefos med tilhørende eiendomme; Jørgen A. resten av eiendommene i Telemarken samt Bjørntvedt; Jacob A. kjøpte for sin arvelod Nes jernverk ved Arendal, og den fjerde søn kjøpte Bjørntvedt av broderen, som beholdt parcellen “Roligheden” og brukte den til sommerbolig. Familiens store bygaard i Porsgrund brændte 1813. Paa Borgestad residerte deres farbror Jacob Aall, eier av Bolvik jernverk. Det var saaledes en overmaate fremskutt plass denne familie indtok i Skiensfjordens handelsverden; kun Skiensfamilien Cappelen kunde kappes med dem. I 1806 eiet Aalls ialt 18 større fartøier, Cappelens 13.

 

Krigsaarene 1807-1814 bragte selvfølgelig betydelige tap og vanskelig­heter for dem allesammen, men Niels Aall var dog en saare mægtig herre, da han overtok Brekke. Født 1769 hadde han som sine bødre faat en utmerket utdannelse, var som 20-aarig yngling i Paris i revolutionens første aar, derefter i England, tok borgerskap i Porsgrund 1794 og fortsatte efter faderens død den store forretning. I Porsgrund bodde han i den ovennævnte bygaard (beliggende paa samme tomt som familien Jeremiassens nuværende eiendom). — I 1810 overtok han uten godtgjørelse at bestyre raadmands-embedet i Skien ( under borgemester Bentsens sykelighet i hans sidste levedage), og dette var da vel grunden til at han ønsket sig en vinterbolig i Skien og til det øiemed fæstet sine øine paa Søndre Brekke. Vinterbolig, for til sommeropholdssted hadde han Ulefos, hvor han allerede i 1800 hadde begyndt opførelsen av den prægtige hovedbygning (av Pram i hans reiseberetning betegnet som “maaske den skjønneste og prægtigste i hele Norge”), efter tegning av professor Ravert i Kjøbenhavn.

 

Der var en del formelle vanskeligheter ved overtagelsen av Brekke, og juristerne fik noget at bestille. Hedvvig Ording var død, og saa maatte først odelsarvingen, den umyndige Bøye Adtzlew, løse gaarden hos hendes arvinger og derefter samtykke til salget erhverves fra 3 instanser: værgen (skibsfører Christian Monrad), overformynderiet og endelig kancelliet i Kjøbenhavn. Petter Adtzlews kreditorer skulde ogsaa tilfredsstilles, og til syvende og sidst han og hans familie sikres en ny bolig m. m. Endelig var alle formalia i orden. Den 22/11 1810 utfærdigedes skjøte paa eiendommen, for en kjøpesum av 12,500 rdl. — Petter Adtzlew fik desuten 600 rdl. for inventar m. m. og betinget sig i sit forslag (“propo”) til vilkaar for hurtig fraflytning, at han skulde ha fri bolig i et aar, 12 td. rug, 2 td. hvete, 8 td. byg, 6 td. malt, 4 td. hele gryn, 2 td. erter, 20 td. havre, 12 td. poteter, 4 td. salt samt foder til 2 hester, 5 kjør og 12 sauer. En pen forsyning for nærmeste fremtid! Men Niels Aall var mand for at betale disse smaatterier og gav ovenikjøpet fru Adtzlevv 100 rdl. — Hermed forsvinder da Adtzlews fra Brekke; Petter A. døde i 1838 som skibsfører, og de øvrige mænd av slægten valgte samme levevei. Av familien Schweder, deres forgjængere paa Brekke, lever endnu mandlige descendenter; nogle av dem har syslet med malerkunsten som amatører, og man antar, at det fylkesmuseet tilhørende oliemaleri av flommen 1792 er maalet av Joachim Schweder (Simon Schweders søn), død 1806 som sømand. En søn av ham, Severin S. var kontorist paa Brekke hos Niels Aall og har efterlatt sig en akvarel fra flommen 1822 (ogsaa i museets samlinger).

 

Nu kunde da den nye eier ta ordentlig fat av hjertens lyst, rette paa hvad der var brøstfældig og mangelfuldt og omdanne det hele efter smak og behov. Den ældste hovedbygning maatte vike for en længere, enetages fløibygning og dertil opførtes en tilsvarende fløi mot syd, som dækket uthusbygningerne. Arrangementet har en paatagelig likhet med broderens, Jacob Aalls, residents paa Nes jernverk; sidstnævnte er murbygning, mens Brekke er trægaard, undtagen nordfløien, som er bygget av sten (ikke almindelig mursten, men et haardere materiale) og bordklædt, saa det hele bygningskompleks præsenterer sig harmonisk som træbygning. Nordfløien indeholder bl. a. en stor dansesal med musiktribune og gik tidligere under navn av “kavalerfløien”; der var ogsaa et stort billardværelse. Muligens staar dens særegne materiale og byggemaate i forbindelse med dens bestemmelse at tjene som festlokale. I sydfløien hadde Aall anbragt kontoret med tilhørende rum. — Park og have undergik vistnok ogsaa adskillige forandringer og fik et friere præg (efter engelsk mønster?); en vei langs vestsiden, som naboerne hadde faat hævd paa, blev indløst ved overenskomst.

 

Hvad hovedbygningens indre angaar, da har man, efter at Brekke i 1910 blev indkjøpt til fylkesmuseum, søkt mest mulig at bringe alt tilbake til det gamle, med fjernelse av senere tilsætninger og overmalinger. Ved en omhyg­gelig undersøkelse (ledet av arkitekt Jürgensen) har det lykkes at gjenfinde næsten overalt de gamle vægfarver og fornye dem, og mer end en av de be­søkende har sikkert følt sig overrasket ved de skjønne farvenuancer og den behagelige virkning derav, naar man gjennem de aapne døre ser bygningens rum fra ende til anden. Indboet har antagelig været nykjøpte engelske møbler med tilsætning av arvede saker fra rokoko og renæssancetiden. I ethvert fald har det været kostbart og utsøkt. Provst Alexander Lange, som var huslærer paa Brekke i 1815, fortæller i sine erindringer derfra, at han følte sig formelig genert den første nat ved den for ham uvante og overvældende elegantse i det værelse, som blev ham anvist.

Søndre Brekke 1810-1910

 De bevarede regnskaper fra byggeperioden 1810-12 viser baade omkostningerne og hvem der har forestaat arbeidet. Det var den bekjendte telemarking Osmund Norgaard, kjendt baade for sine mekaniske talenter og fra sin færd som medlem av det overordentlige storting 1814 og av deputationen til Carl XIII s. a. Han forestod anlægget et helt aar. Endvidere snedker Ole Nielsen i Skien, den samme som 20 aar senere bygget portstuen og søilefron­ten paa Gjemsø og var med at stifte tegneskolen. Haven anlagdes av en for anledningen indkaldt gartner Pries (som for 5 fjerdingaar honoreredes med 3800 rdl. foruten reisegodtgjørelse); malerarbeidet utførtes av Waydenhauer. I løpet av et par aar var paa denne maate Brekke bragt op i en værdi av 60,000 rdl.; indboet opførtes med 26,505 rdl. og husholdningen for et aar med 40,000!

 

Man kunde spørge, hvorledes N. Aall kunde bestride disse uttællinger netop under krigsaarene. Men han var jo en grundrik mand, som i 1811 selv ansatte sin formue til over en halv million rdl. Paa et kritisk tidspunkt, da hans vigtigste forbindelse i Kjøbenhavn gik fallit, var der vanskeligheter, saa han søkte et moratorium paa 3 maaneder; men det gled over, og i den store familiebok “Slægten Aall” (redigeret av arkivar Krog-Steffens), hvorfra adskillige av disse oplysninger er hentede, heter det endog, at hans stilling i disse aar, trods alt, var glimrende. Som den gode patriot han var, ydet han ogsaa æresskillingen paa fædrelandets alter, bl. a. 10,000 rdl. til universitetet. Ved stiftelsen av Norges bank kom hans andel paa 770 lod sølv. Til bedøm­melsen av ovennævnte uttællinger maa dog vore pengesedlers daarlige kurs tas i betragtning, ogsaa før statsfallitten i 1813; efter denne var det ikke nogen eventyrlig luxus at tænde sin pipe med en papirdaler. Senere ser man at værdierne paa Brekke nedskrives ganske betydelig. I “Slægten Aall” leveres efter N. Aalls regnskapsbøker et par morsomme eksempler paa, hvilke svimlende summer man kom i ved de enkleste uttællinger i denne papirpenge­nes tid: Regningen for et aftenselskap i Kra. 1 november 1815 (4 personer) lød saaledes paa: Aftensmat 30 rdl., 4 flasker rødvin 60 rdl., i flaske konjak 30 rdl., sukker og varmt vand 5 rdl., 1 pund tobak 16 rdl., 2 piperør 18 rdl., summa summarum 177 rdl. for et traktement, der som

man ser ikke gik ut­over det almindeligste. Men saa var en daler hellerikke mer værd end 8 skilling, i den værste tid.

 

 

Spør man i Skien efter synlige minder fra tiden omkring 1814, er det paa Brekke man maa søke dem. Vi har eidsvoldsmanden D. Cappelens grav paa den næstældste kirkegaard (paa Lunde); men alle familien Cappelens eien­domme i Skien, endog Gjemsø, er væk sammen med det øvrige brændte bycentrum. Væk altsammen, undtagen prestegaarden, jernbanestationen og nogle andre bygninger, hvortil der ikke knytter sig noget specielt at nævne fra hin tid. Paa Brekke derimot kan man drømme sig 100 aar tilbake og finde næring for fantasien. Gaarden ligger der staselig og skinnende som da Niels Aall hadde formet og ordnet den, og husherren selv hadde en fremtrædende andel i de begivenheter, hvorav det nye Norge fremgik. Her paa Brekke mottok han besøk av Christian Fredrik i 1813; aaret ester satte han, sammen med Christie og Rosenkilde, over til England for som ekstraordinær utsending at søke at faa dets regent og regjering i tale og virke for Norges sak; han var medlem av Christian Fredriks statsraad, og det faldt i hans lod at undertegne Mosse­konventionen. Litet har han været hjemme i denne urolige tid; men Brekke var dog hans vintersæte, og naar man færdes i rummene deroppe eller vandrer omkring i parken, falder det forholdsvis let at hensætte sig til den tid, da dette rikmandshjem var et av knutepunkterne i trængselsaarenes liv, med tunge dage og med feststunder.

 

Det var antagelig i parken vestenfor hovedbygningen, at skuespiller H. Chr. Knudsen fra Kjøbenhavn den 2den august 1813 gav en dramatisk forestilling i fri luft, til indtægt for saarede krigere og de faldnes efterladte. Man var i Skien ikke forvænt med teaterforestilhinger, hadde knapt nok set en av de i den tid, da der i Norge ikke fandtes noget offentlig teater, andensteds noksaa hyppige privatkomedier, og det har sikkert gjort et dypt indtryk at se og høre en av skuespihkunstens utvalgte anvende sit talents rike midler paa fædrelandets alter. Det sidste uttryk maa tas bokstavelig, for der var virkelig reist et alter, hvorpaa der skulde ofres. Et kobberstik i fylkesmuseet fremstil­ler en av disse Knudsenske patriotfester (i Kjøbenhavn) og gir tilnærmelsesvis en idé om arrangementet. Et brev fra Aall til Christian Fredrik skildrer begivenheten som en for den herværende befolkning enestaaende høitidelighet og meddeler, at der paa alteret indkom over 6000 rdl.

"Fædrelandsk Kirkegaard" 1814.

 

Endnu i slutten av samme maaned kom Christian Fredrik hit paa tilbakereise fra Kristianssand og tok ind paa Brekke. Han hadde været Jacob Aalls gjest paa Nes jernverk, og Niels Aall var ved et brev fra broderen underrettet om ceremoniellet, bl. a. at prinsen efter engelsk skik optraadte selv som vert der hvor han tok ind. Enhver museumsbesøkende paa Brekke vil erindre “prinseværelset”, første etages nordøstre hjørneværelse. Dets gamle møblement er nu paa Ulefos og saaledes endnu i behold; museet har hjulpet sig med et stuemøblement i empire istedet. Her stod da himmelsengen, hvori hs. kgl. høihet strakte sig efterat ha reist med briggen Allart paa een dag fra Tvedestrand til Langesund, og videre til Skien, og den store grønne sal foran soveværelset var audientsgemak. Prinsen hadde et talrig følge, deriblandt skuespiller Knudsen, som formodentlig her som ellers har frydet selskabet med sin skjønne sang ved taflet; der var musik og dans, og “kavalerf1øien” har antagelig været skueplassen for et liv, som svarte til dens navn. — De officielle beretninger om besøket findes i Chra. Intelligentssedler 1813, hvorfra følgende hitsættes:

 

Christiania Intelligentssedler No. 66 “Fortsættehse af Fortællingen om Hans Høiheds Reise i det sydvestlige Norge”: — — Fra Næss gik Hans Høihed til Tvedestrand og derfra paa Briggen Allart til Langesund, hvor Høi­samme ved Capitain Holms Grav ofrede den hensovne kjække Mand en hæd­rende Erindring. Samme Aften ankom Hans Højhed over Brevig og Porsgrund paa Ridder Niels Aalls ved Skeen beliggende Gaard Brække; baade Brevig og Porsgrund vare illuminerte og Veien oplyst med Fakler. Søndagen den 22de August bivaanede Hans Høihed Gudstjenesten i Skeen, besaae derefter de of­fentlige Indretniger sammesteds og i Porsgrund, paa hvilket sidste Sted det be­væbnede Borgerskab tillige viste nogle Militairøvelser, som vandt Hans Høi­heds Tilfredshed. Den Virksomhed og Opofrelse med hvilken Bradsbergs Amts Providerings-Commission har afhjulpet den almindelige Trang, erhvervede Ved­kommende Høisammes velfortjente Taksigelser. Den 23de August gik Hans Høihed over Fossum og Langerudsdalen til Kongsberg. Denne ubanede Vei maatte gjøres dels til Hest dels i smaa Baade, dog naaede Hans Højhed samme Aften det bestemte Natteqvarteer hos Overberghauptmand Brunnich paa Kongsberg.” — —

Chra. Intellig.sedler No. 70 (31 Aug.)

 

“Den 21 d. M. om Aftenen havde Byen Skien den Lykke at see Hans Høiheds Statholderens Komme hertil, hvor Høistsamme, efter forud tagen Be­stemmelse, tog ind hos Hr. Raadmand, Grosserer og Ridder Aall paa Brække Gaard, hvilket Sted, efter Eierens Evne og Smag, var prydet med det som her kunne tilveiebringes. Kanonernes Knald og flere Tusinde Menneskers glade Hurra forkyndte dem, som af uovervindelige Aarsager ei vare komne tilstede, at Hans Højhed var ankommen. Aftenen var skjøn, og den forsamlede Mængde igjentog ofte deres glade Jubel, imedens Hans Højhed naadigst forundte de tilstedeværende Embedsmænd og Borgere en kort Audience, og indtil Høistsamme gik til Sovegemakket. Morgenen derefter Klokken 9 Slet behagede det Hans Højhed naadigst at give Audience til Alle, som i den Henseende fremstillede sig, hvorefter Høistsamme begav sig til Byen, hvor Borgermilitairet paraderede, bivaanede dernæst Gudstjenesten, tog Byen og dens offentlige Indretninger i øiesyn og reiste derefter til Porsgrund, hvor Borgermilitairets Excercitie og Byens offentlige Indretninger ligeledes toges i naadigst Øiesyn, hvorefter Hans Høihed vendte tilbage til Brække, hvor Middags-Taffelet var færdigt, hvortil Byernes og Omegnens Embedsmænd og de fornemme Borgere vare indbudne og hvor velmente Skaaler for Deres Majestæter Kongen og Dronningen, Hans Højhed Statholderen, det hele Kongelige Huus, Tvillingrigerne, gamle Norge og Forsvaret til Lands og Vands, under Kanonernes Torden, ved dertil affattede passelige Sange bleve frembragte. Den næste Morgen Klokken 10 Slet fortsatte Hans Højhed Reisen over Luxefjeld til Kongsberg, under Ledsagelse den første Miil af Stedets Embedsmænd og endeel Borgere, og medtog Alles hjerte­ligste og underdanigste Hengivenhed. — Paa Veien til Fossum Jernværk, hvor Hans Høihed tog Frokost hos Eieren og Beboeren Hr. Kammerherre og Amt­mand de Løwenskiold, var det at en formuende og en af de ved daglig God­gjørenhed mod de Fattige udmærket Borger af Skien, besjelet af sand Glæde og hjertelig Taknemmelighed for den Naade Hans Høihed havde værdiget os Alle, ytrede for mig, at han for at hædre Hans Høiheds Nærværelse, vilde ved Tilbagekomsten til Skien lade udlevere som Offer til Skiens Byes og Brads­bergs Amts Fattige 100 Tønder Byg. Dette fandt jeg strax ved Ankomsten til Fossum Anledning til underdanigst at anmelde for Hans Højhed, hvortil Høistsamme ytrede Sit naadigste Bifald samt i Anledning af, at Giveren ønskede sit Navn fortiet, befalede mig at tilkjendegive ham Sit naadigste Velbehag, som er skeet, og tillige at bekjendtgjøre dette i de offentlige Tidender, som herved underdanigst efterkommes. — Vort fælleds ønske i disse 2de Byer var at lægge vor allerunderdanigste Hengivenhed for Hans Majestæt Kongen, Hans Højhed og det hele Kongelige Huus for Dagen, tilligemed vor Kierlighed til Fædrelandet, og vi vare saa lykkelige at høre af Hans Højhed Selv, at Han var fornøiet med os. — Held følge denne gode Fyrste, ligesom han altid led­sages af vore bedste ønsker og Velsignelser.

 

Skien den 24de August 1813.

                  Bruenech.

Cancelliraad, Borgemester og Byfoged

         i Skien og Porsgrund.

 

 

Et aar efter: hvilken storm av politiske begivenheter hadde ikke da faret henover Norge! Kielerfred, notabel-møte paa Eidsvold, grundlovgivende for­samling sammesteds, krig med Sverige, Mosse-konvention, overordentlig stor­ting, union med Sverige; og saa en høstdag en dansk orlogsbrig under seil fra Fredriksværn, med Christian Fredrik ombord, i fykende storm med kurs for Danmark. Den skjønne drøm om et Norge for nordmændene, og kun for dem, var endt og eventyret foreløbig ute.

 

Ovenstaaende portræt av Christian Fredrik har følgende tilblivelseshistorie:

 

Kjøbmand Lund i Drammen vari 1807 med sit fartøi kapret av eng­lænderne og sat en tid i “prison”, men slap løs ved gode og formaaende engelske venners hjælp og fik endog i opdrag at bringe med sig hjem til Norge et forslag om utveksling av fanger (han hadde i den anledning audients hos Canning, den daværende utenriksminister). Dette blev imidlertid tat ham saa unaadig op herhjemme, at han blev holdt fængslet i 6 uker paa Akershus og stillet for en ret, som frikjendte ham fuldstændig. Saa hadde han i 1814 audiens hos Christian Fredrik, som (antagelig fordi han kjendte til den urime­lige behandling han hadde været utsat for) spurgte om han paa en eller anden maate kunde viise ham en gunst, og hertil svarte da vor Drammenser, at den største gunst han kunde vise ham var, om han vilde sitte for maleren kaptein Jacob Munch, saa man i Drammen kunde komme i besiddelse av et billede av ham. Dette lovet kongen, og Munch malte da det store portræt, som nu hænger i salen paa Eidsvold. Men Lund var ikke tilfreds med resultatet og forlangte et nyt, som skulde vise Chr. Fr. “saa smuk som han virkelig var”, hvorefter Munch malte det her gjengivne mindre billede, med vandfarve paa pergament (muligens efter et samtidig kobberstik). Begge billeder hang i Lunds havestue paa Ekengen i Lier og fulgte med, da han i 1863 flyttet til Pors­grund. Ved hans død i 1868 gik billederne over til hans søn overtoldbetjent Johan Lund, som ved sin død 1897 overdrog det større billede til Eidsvolds­galleriet; det mindre hadde han tidligere foræret til dets nuværende eier, prof. C. Boeck i Kra. — Uniformen er paa sidstnævnte billede lys graa, med sølv­distinktioner og sorte opslag. Underskriften er sat av kunstneren selv:

“Christian Fredrik, Konge til Norge”.

 

 


[1] Naar Christen Pram i sin reiseberetning fra 1805 fortæller, at han i Porsgrund hørte en dilettant-koncert, hvis mage neppe kunde præsteres i Kjøbenhavn, tør man nok derved tænke paa elever av Johannes Bøttger.

[2] Gjengit side 248.