IX
Sogneprest Iver Hesselberg og
hans beretninger i
“kaldsbogen”. — Ildebrand 1732. —
Nils
Hichmans selvbiografi.
Fra
borgemesteren kommer vi til en anden av størrelserne, som ogsaa har efterlatt
sig optegnelser: byens sogneprest Iver Hesselberg (1722—1738). Hesselbergs
slægt var noksaa gammel i Skien. I 1632 kjøpte Peder Hesselberg
[1]
kongens toldbod paa “Eidet” (nedenfor broene) i Skien og
var tolder i 1635; Iver Jensen H. nævnes som kjøbmand her omkring 1660;
Christen Iversen H. opføres i skattemandtallet for 1699, og sønnen
Iver Christensen H., som hadde gaat i Skiens latinskole og en tid
var skolens rektor, blev 15/8 1718 ordineret til medhjælper og efterfølger
for magister Peder Nyborg, med hvis datter han var gift. Nyborg selv var
fra 1716 efter H.s utsagn “en stilletiende Zacharias udi 6 aar i sit Præsteembede”;
det ser næsten ut som om forskrækkelsen over krigen og fiendens nærhet i 1716
har gjort den gamle prest uskikket til at fortsætte sin gjerning. I 1722 overtok
da Hesselberg det temmelig store kald, som dengang foruten Skiens by omfattet
Mælum og Solum med Porsgrunds kapel (paa vestsiden; østsiden hadde ingen kirke,
men sognet til Eidanger). Kongetienden av Solum kirke blev i 1723 tilstaat
Hesselberg som erstatning for 100 tønder havretiende av kirkene i Nedre Telemarken,
dengang disse med landets øvrige kirker efter amtmand Nobels og biskop Deichmanns
raad blev solgt for at skaffe penge i kongens ved krigen uttømte kasse. Hesselberg
kjæmpet tappert for at opnaa denne erstatning; da auktionen blev holdt i
Kr.a 14/4 1723 reiste han derind paa egen bekostning og gjorde forslag og
“supplikker” (>: andragender). Men, som han selv siger, min største fatalité
(>: ulykke) bestod derudi, at den som skulde beskiermed mig og mit Embeds
Indkomster, var den største actor imod mig” (hermed sigtes vistnok til biskop
Deichmann). Det lykkedes dog Hesselberg at bjerge den ovenfor nævnte kongetiende
(de 100 td. utbragtes ved auktionen til 1520 rdl.) samt ret til 2 aarlige
offerdage i Solum (resten av indtægten gik vel til den residerende kapellan).
Senere klager han over at disse offerdage bare indbragte 12 rdl. — Skal man
tro Lyche (se ovenfor) var dog kaldets indtægter temmelig rundelige; men en
tradition i Skien vet at fortælle, at en “Hesselberg begjærlig” endnu i vore
dager har været betegnelse for en fordringsfuld person. Forøvrig var han,
som vi nedenfor skal se, en meget agtet prest.
Hesselbergs
optegnelser findes i “Skiens Sognekalds Præste-Bog”, en protokol, som ifølge
en rundskrivelse fra biskoppen over Akershus stift, magister Peder Hersleb
(den berømte prædikant, senere biskop over Sjælland) i 1731 blev av Hesselberg
“udi ærbødig Hørsomhed” indrettet til indførelse av forskjellige efterretninger
angaaende kaldet. - Den gamle bok gir ikke alene vigtige oplysninger om ordningen
av præsteembedet, dets indtægter m. m., men paa flere punkter tillike interessante
tidsbilleder, tegnet med et liv og en dygtighet som gir indtryk av at den
der har ført dem i pennen har været en begavet mand, med fantasi og følelse.
Et
parti av kaldsboken har til overskrift “Antikviteter og troværdige Sagn” og
indledes med følgende om byens navn og vaaben: “Schiens By er vel en af de
ældste Byer, deres første Byprivilegium er over 500 Aar gamle; den skal have
sit Nafn af Ski, et Slags tyndt Træ, som er lidt krumpt foran og paa Midten
haver en Lyche, hvor Fødderne indfældes; paa samme Skie løber Bønderne i Telemarken
i stor Sne; og haver udi gamle Dage gaaet ud til Søkanten paa, at kjøbslaa;
da Byen herefter er kaldt Schien, hvis Figur og Skikkelse er denne”: (her
følger et tomt rum, øiensynlig bestemt til at utfyldes med en tegning av
vaabenet, som forresten er kjendt nok fra de gamle segl; forklaringen av byens
navn er som bekjendt usikker og endnu ikke fastslaat). Om byens folkemængde
gir han et andet sted den oplysning, at dens 4 kvartaler efter en av Hesselberg
i 1731 foretagen “husbesøgelse”, hadde 1802 indvaanere, hvilket var 600 mindre
end i tidligere dage, hvorfor han utbryder i et hjertesuk: „Herre, frels dit
Folk og velsigne dem som ere din Arv og Eiendom!” Det tør dog antages at en
del av dem som hadde sin næring i byen, bodde utenfor bygrænsen, men folketallet
har sikkert i krigsaarene været i tilbakegang.
Flere
av de interessanteste stykker i kaldsboken er fra dens første aar. Der var
tronskifte i slutningen av 1730, og den første i boken indførte kgl. forordning
er Christian den 6tes skrivelse av 16de okt. 1730, hvorefter „isærdeleshed
Adelsskabet og Ridderskabet saa vel som alle andre Undersaatter, som dertil
havde Formue og uden dens altfor store Besværlighed det kunde afstedkomme,
skulle udi et Aar derefter klæde sig selv, deris Folk og Tienere med sorte
Sørgeklæder” til Minde om Fredrik den 4de; endvidere om ringning med alle
klokker i begge riker fra 10-12 og 4-6, samt “ald Spil og Leg imidlertid
inden og uden Kirken at ophøre”. Den 18de nov. s. a. fulgte forordningen
om høitideligheten ianledning den avdøde konges begravelse; sørgefesten holdtes
i Kristiania paa selve begravelsesdagen (2den dec.), men i de øvrige byer
i stiftet den 20de december og foregik her i Skien efter Hesselbergs beskrivelse
saaledes:
“Da
Magistraten havde ved tvende Marschaller inviteret Borgerskabet at møde udi
Raadmand Bredals Hus her i Byen, lod jeg og Kirkeværgeren som laanede Tøy
til Prædicke Stolen og Kongens Stoel, hvortil blev brugt den næst øverste
Stoel, betræcke Alteret med Kirkens egne Ligklæder, og Altertafelen, foran
ved Alterfoden og frem til Chors Døren var lagt sort Tøy; strax inden for
Alterfoden stod tvende Voxlys med sort Flor og Kongens Vaaben paa; paa Alteret
stod tvende Voxlys med Kongens ,Vaaben og midt imellem en stor sort Tavle
med Kongens Crone af Sølfmaling, som gjorde en zirlig Parade. Da Dagen ankom,
blev ringet fra Kl. 11 til 1; og imod Slutningen gick 6 studiosi med 4 Scholæ
Aluminis (>: skoledisciple) og siden begge Præsterne fra Skolen til Kircken
hvor der saasnart Borgerskabet udtrinede blev intoneret af den Psalme: Hva
mit Hierte ræt inderlig jubilerer; under hvis Sang Samlingen skede i Kircken
saaledes: “Scholen og Studiosi med begge Præsteme gick foran, saa kom Marschallerne
og Magistraten med Borgerskabet. De geistlige gick lige til Choret og Præsterne,
en paa hver Side af Alterfoden, ved det sorte Klæde, og de Andre ned efter
Gulvet. Og da samme Psalme, som forestiller den himmelske Glæde under de Kongelige
Regalia (uden Befaling) var til Ende, blev den anbefalede Psalme: “Med Sorgen
og Klagen hold Maade”, og strax derpaa Troen siunget; da jeg gick paa Prædickestolen
og forklaret den anbefalede Text, om hvor værdig vor sal. Konge var vor Beklagelse
og den Klageprædicken, efter Folkets Exempel i Josiæ Død 2. Crøn. Cap. 35.
Da vi havde icke at klage over ham, at han havde været en tyrannisk Antiochus,
icke en haard Roboam, afgudisk Abdias, syndig Jeroboam, gierig Achab; men
at beklage os selv, som havde midst en from og naadig Josias, hierte David
og vis Salomon, en from Landsfader og Kirckens Fosterfader som baade ved Levnet
og Exempel havde fremmet Gudstienisten efter Textens Ord, hvorudi blev forestillet
en ræt Kongelig Lyst og Fornøyelse af Gudsfrygt som en af de største Kongedyder,
udi Davids Exempel — —“.
Efterat
teksten saaledes var utlagt, blev den avdøde konges personalia “allerunderdanigst
forestillet” (>: der blev givet en oversigt over hans liv fra vuggen til
graven med fremhævelse av de punkter, som har forekommet prædikanten merkverdige.
Han nævner saaledes, at ”paa hans Geburtsdag den 11te Okt. 1671 restaureredes
den i lang Tid forfaldne Ridderorden af Dannebroge, hvilken udi hans Fødsel
blev fød paany, den samme Dag 21 Ridddere af samme Orden blev creerede”; endvidere
omtales hans reiser til Tyskland, Italien (da Pave Innocents XII “beneventerede
hans Ankomst med sin Cammerherre Fascieri og lod sige, hand icke havde seet
saa stor en Prindz i Rom siden Carolum Qvintum”), Frankrik, England, Norge
(3 gange); fredsperioden 1700-1703 og krigsaarene med deres fataliteter og
endelig hans død i Odense 1730. Denne del av prædikenen slutter med et citat
av Horats:
“Pallida
mors æquo pulsat pede pauperum tabernas regumque turres”. (>: Den bleke
død gjør ingen forskjel; den banker baade paa fattigmands hytte og stormands
palads).
“Efter
2.1/4 Timers Tale og Forløb gik Studiosi og Skolen frem paa Korskircken paa
Gulvet og afsang den sidste anordnede Psalme. Naar den Tid og Stund var forhand,
da man gik af Kircken under Klockernes Lyd til sædvanlig Tid Kl. 4 da var
Lys tændt over den hele By udi alle Vinduer og Værelser i Fattig og Rigmands
Hus udi alle Gader, som gav en meget smuk Anseende og brændte til Kl. 9 om
Aftenen”. — Hesselberg avslutter sin skildring med et gammelt latinsk ord
: “Sic transit gloria mundi” >: saaledes forgaar al jordisk glans — hvilket
i arveundersaatlighetens og enevældets glansperiode kunde synes at indeholde
en litt nærgaaende reflexion over den hele stas. At Hesselberg tilfulde forstod
det arveundersaatlige sprog, fremgaar ellers noksom baade av ovenstaaende
referat og av det næste dokument, en henvendelse til den nye konge om stadfæstelse
paa hans kaldsbrev. Den er dateret Skien d. 8de januar 1731 og lyder i sin
Helhed saaledes:
“Stormægtigste
allernaadigste Arve Herre og Konge ! Vivas ! Vivas! Velsignet og høilovet
være kongernes konge Jesus Christus, som udi Deres Kongl. Mayestæt haver signet
disse Riger med saa naadig en Landsfader og sine Menigheder med saa from en
Fosterfader, som allerede haver givet sit Kongl. Løfte at vilde allernaadigst
confirmere Kirchens Tiener udi sit Brød og Embede; hvoriblandt jeg uværdig
blev af Deres Kongl. Majestæts salig Hr. Fader høiloflig Ihukommelse Kong
Frederich den fierde værdiget med Kaldsbrev dateret 15. Aug. 1718, den aldrende
og svage Mag. Peder Nyborgs Adjunctus udi Sognekaldet her udi Schien, og
siden ham som Sognepræst succedere efter hans Død, som skede d. 20de Oct.
1777 udi Schien og dets Annexer Solum og Mælum. Samme Embede jeg som Adjunct
udi 4 Aar og nu siden som Sognepræst udi 8 Aar ved Guds Naade med al mulig
Flid haver forestaaet. Nu beder jeg allerunderdanigst Deres Kongl. Mayestæt
vilde allernaadigst forunde mig samme Brød og Betjening at være fremdeles
Sognepræst udi Schien og Annexerne da jeg efter min allernaadigste Troskabsed
udi Christiania Kirche d. 13de Nov. sidstleden forpligter mig ved Guds Aands
Naade at leve min Konges og mit Embedes lydige og flittige Tiener og iche
glemme mine inderlige Suche og Forbønner, at den allerhøyeste Himmelens og
Jordens Regentere og hans enbaarne Søn den milde Immanuel Jesus Christus vil
benaade Deris Kongl. Mayestæts dyre Siæl med sin hellige Aand som Visdommens,
Raads og Herrens Frygts Aand; og velsigne Deris hellige Person med Kraft,
Helbred og Styrche udi mange Aar; Give Dens Mayestæt et lycheligt Regimente
udi Fred og forbedrede Tider; da jeg udi disse og andre Forbønner baade udi
Guds og mit Boligs Hus lever
Deris Kongl. Majestæts min allernaadigste Arveherres og Konges allerunderdanigst
tro lydig Tiener og inderlige Forbeder og Un dersaat Iwer Hesselberg”.
Natten
til den l0de nov. 1732 hjemsøktes Skien av en større ildebrand, som Hesselberg
under overskriften “Horrendum incendium” (Skrækkelig brand) beskriver saaledes:
“Natten efter Dom. 22 Trinitatis, da Kongen havde i Evangeliet holdt Regnskab
med den gjeldbundne Svend og befalet at sælge alt det, de havde, behagede
det den hellige og retfærdige Gud for vore Synders Skyld at optænde en forskrækkelig
Ildebrand, Natten til d. 10 Nov., eller Mortensaften: den begyndte udi Casper
Beckers Hus Kl. 1 Kvarter til 2 og i det første blev seet udenpaa det ene
Hiørne, iche 3 Alen fra Jorden, men da de begyndte at rive, fløy den saa got
som opad lige under Taget og tog saa Overhaand at den siden blev ligesom uudslukkelig,
hvorpaa den siden, da det store Hus kom i fuld Brand, tændte an paa alle 3
Sider, tvert over begge Gaderne Raadmand Giert Hansens Hus, som straks antændte
Fogden Schweders Hus, lige mod det samme Byfogdens Hus paa østre, Iver Blærs
Hus paa nordre Siden, og udi 9 Timer lagde den bedste Part af Byen i Aske,
thi da Peder Bors Hus var antændt, satte det Nicolai Iørgensens, Hans Smitts
og Børge Halvorsens Hus paa engang an; ligeledes Simon Jørgensens 2de Gaarde,
da Niels Weyers, det de 3 Huse: Casper Fransøn, Jens Bertelsøn og Apotekeren
Wulfs Hus. Ivar Blærs antændte Peder Flods, Bøye Pettersøn, det Ole Pettersøns,
det Johan Capelen.
Ellers
var det mercheligt at Schiens Kirche var i saa yderlig Fare, at ingen paa
dens Redning tænkte, thi da Simon Jørgensens 2de Gaarde stod i Brand, kastede
de saadan Hede fra sig, at Gavlen den østre blev antændt og derpaa brendte
den Jørgens og besynderlig den store Zacharias Simonsens Gaard, som var staaet
jevnhøi med Kirchens Tag (turris Babylonica Schiensia >: Skiens Babelstaarn).
— — Det jeg og kand vidne i Sandhed, at øverst ved Knappen af Taarnet saa
jeg en Røg udi en Arms Tydelse, hvilket gjorde mig meget bestyrtet, og da
jeg gick med Vand der op at vilde slukke om det havde været tids, sees der
indenfor iche en Glimt; jeg tenker den Gud viste hvor let det er ham at tænde
sit Hus an, — — dog det Syn aarsagis af den megen Ild, Røg og Damp Luften
var fuld af, og Conteten indentil af Tømret ogsaa var opfyldt med, men der
oven hen en Del Træchul, som den Røg har gjort; mange andre siger, de saa
virchlig Ild og en blaa Lue i Enden paa Røgen, en af Gud selv og den seede
Røg præparerit Ildstøtte om Natten over sit Hus til Beskjermelse. Den sluktes
af sig selv, thi ikke den mindste Finger eller Vanddraabe skal rose sig. Kirchen
kom meget til Skade ei alene paa sine Gavler, — 5 Vindues Carme blev spolerede,
Blyet rendte og Carmene antendt, det nye opbygte Sacristie, som ved Heden
av Simons Gaard var hitzig, blev af Apothekerens Gaard mere inflammeret og
endelig sat i Brand, da der var ikke liden Fare; men blev Folk i begge Vinduerne
af Kirken, som grændser dertil, posteret med Vand, Døren ind til Choret halfbrendt
i Tykkelse, og blev svalet med Vand, indtil det var falden; Luen slog op under
Kirchens Tag, men blev svalet; endelig ved Mængde Vand, som blev baaret fra
den
Grob
ved Saugene, og Guds egen Hielp, blev slukket, Alteret og Prædichestolen,
Ornamenterne og Lysekronerne bleve udbaarne, Gud kiender hvor beklemt jeg
var for dette hans Hus, og at jeg iche var 1 Qvarter af en Time i mit eget
Hus, som brændte, endog før det tændtes, da jeg gjorde Gud mit Brændoffer
og bad hand til sin Retfærdigheds Ære vilde være fornøyet i Christo med mig
for min Synd med mit eget Hus og spare sit. Jeg var aldrig i den Tid uden
Haab til Gud om Kirchens Redning, men jeg var derhos i stor Frygt, og de mange
yderligere Fahrer paa alle Sider, som den ret blev reddet som en Brand af
Ilden: Gud saa til de mange Sukke der opstigede til ham, endog af dem, som
gich ud af sit eget, at de dog iche maatte fattes deres Trøstes Hus.”
Efter
denne skildring av branden følger Hesselbergs betragtninger over samme, ordnet
under to hovedtitler: “I. En Vredis Ild. II. En Naades Ild mit i Vreden”,
med underavdelinger fra A til H, paragrafvis opstillet, som om det var grundlag
for en avhandling eller præken. Av disse betragtninger hitsættes de mest karakteristiske:
“Ald
Menniskelig Anstalt var baade borte og fattedes, og den uden der blev brugt
var forgjæves, hver løb til sit Hus at redde og lod Ilden raade sig, saa jeg
tør sige, at der iche blev brugt 1 Kar Vand til de 20 á 30 Huse, de beste
Arbeidsfolk løb til deres Hosbunder og reddede og de andre stod ledige og
ansaa Branden.” — — Den Ild fortærede mest de fornemmeste Huse og de beste
Kjøbmænds og derved straffede Hofmod og Overdaad i Bygning og Udstaffering,
Uretfærdighed i Handel og Arbeidernis Forurettelse i Belønning, Sicherhed
og Tryghed, thi om Natten hvem som først hørte det, ingen tengt det var Ild,
men anden Leven af Fyld og Drukkenskab; den viser ogsaa en af de store og
almindligen foregaaende Synder, foruden Guds Ords og Huses Forsømmelser, Sabbats
Misbrug til Vellyst og Arbeyder og Reiser, og andre sjulte og aabenbare Synder,
som staar udi Hoseæ 4 Cap.”
“Ilden
havde ædt sig saa dybt i Jorden, at Maanedsdagen derefter var levende Ild
endnu i Jorden og i Julehelligdage røg det end paa 1 Tompt”.
Som
beviser under post II anføres:
“At
Saugene og dette Stæds Brug blev sparet da dog Heden af Zacharias Simonsens
Gaard var saa stord, at den antænte 2de Saugtager, da dertil kom strax nogen
menniskelig Anstalt, at det blev forkommet”.
“At
Søboderne allesammen bleve urørte, og Gud (maa ske for dens Skyld) sparede
de 2de Huse ved Bryggerne, thi ellers kunde det seet fahrligt ud.”
“At
ikke et eniste Menniske kom til Skade paa Læm eller Liv, ja iche en frugtsommelig
eller hendes Foster, thi Søndagen for den samme Nattis Brand føde en frugtsommelig
under Prædicken og uden ingen en Maanets Tid,. allene et fattige Qvindemenniske
tilligemed 2de aldrende bleve saa indspærrede af Ilden, udi Anna Maria Peder
Arensen Hus, at da de tenkte at holde sig under Bjerget, blev Heden saa sterk.
at den brændte deres Hus og de med stord Besværing og snart iche uden Lifsfahre
retirerede mellem de andre Huser, ja det som mest er at forundre, at nogle
som før vare saa forskrækkede, naar de hørte et liden Ulyd eller en Skorsten
afbrændte, vare nu saa behiertede at de reddede baade sig selv og noget af
deres.”
“Da
det tog Ild i Apothekerens eller udi den høie Gaard hvor Lyder Møller og Michel
Povlsen tilforn hafde boet, saa det forskrækkeligt ud, og da Fahren var det
høyeste, blev dog Haab til Frelse allerstørst; thi da begyndt Winden at vende
sig og blæse temmelig strengt og slog Ild og Røg paa den afbrendte Part, da
begyndte det at dagis Lys skinnede igjennem, og mand fich Lys som nyt Lif
af den fæle og forskrækkelige Nat, som hafde saa igiennernluet Sinnene, at
mand i lang Tid efter, hvad mand saa paa, syntes nær gloende eller Ildagtigt;
der kom og mange udenbys fra, besynderlig fra Porsgrund og Landet, som de
der Klochen 3 à 4 om Morgenen da de opstod, fich den Brand at se, kunde iche
førend da fremkomme, saa at den Gud havde i Vrede betient sig af Natten og
de foranmælte Aarsager til at hiemsøge, og hafde da sagt til Ilden, som fordum
til Havet, hid skal du komme og her skal du lægge dine stolte Bølger, saa
fich Folk baade Mod og Magt over Ilden, idet de posterede sig ved Hiørnehuset
hvor Willum Carhof boede som var et lavt Hus, fik revet Taget af og svalet
Huset, siden ved den liden Distance mellem Frans Pittersons eller tilforn
Vorckums Hus og siden opad, saa at Menniskene de brød sig bagenfor Ilden,
ved det Vinden blæste af; og det siste Hus op under Brechekleven hvor Morten
Pedersen tilforne hafde boet, afbrandt Kl. 11 Slet.”
“Guds
Frygt var falden paa den ganske Stad, saa der var snart ingen, som jo udfløttede
af sit Hus, undtagen Lunde og Tangen og Qvernedahlen; men Resten hafde deres
Huse tomme, og dog var Guds Miiskundhed større end det vi haabede, saa hand
sparede det overblevne. og det skede hverchen for vor Fortjeneste eller vor
Troe, som den var saa saare liden og vor Frygt saa stord.”
„Gud
gav en særdehles Trøst og Frimodighed udi de fleste Hierter og stillede deres
Siæle tilfreds med hans Villie, at de gav Gud baade Retfærdigheds, Barmhiertigheds
og Forsiuns Ære, at dersom de hafde videt det forud vilde de hver Dag gaaet
bedrøvet; men faa Dage efter var hver trøstet.”
“Da
Ilden saa vit var slukket, at der syntes ingen videre Fahre med, blev der
om Eftermiddagen af 11. Nov. ringet til Chor, da der skede Bekjendelse, Bøn
og Taksigelse, og der den var til Ende, gik jeg hiem i mit Hus og saa min
Hustru og Børn
[2]
).”
Biskop
Hersleb har to gange gjort paategning i kaldsboken. Første gang efter en visitats
den 21de febr. 1732 og anden gang 27/2 1735. Han skriver, at han „med Fornøielse
har seet, at den (>: Kaldsbogen) er saa vel begyndt”, og naar man ser,
med hvilken flid H. har samlet og kopieret dokumenter, kaldet vedrørende,
maa denne ros findes vel begrundet. — Et vidnesbyrd om den agtelse, den ivrige
prest nød i samtiden, er et længere digt ved hans død, forfattet av Mathias
Aagaard (prest i Fyresdal?); det opbevaredes i 1901 tillikemed Hesselbergs
og frues portræt hos enkefru Høy (f. Møller) paa Halden ved Langesund. Digtet,
som er forfattet i velklingende og flytende vers (“Alexandriner”) hitsættes
i sin helhet:
Sørgelig dog trøstelig Samtale
imellem
En Scheens Borger
og
En Telemarchens Bonde
over
Den i Livet
Velædle,
Velærværdige og Høilærde
nu hos Gud salige
Hr Iver Hesselbergs Død
Den 4de Aprilis Anno MDCXXXVIII
Optegnet af
Den Salige Mands og efterladte Families
Tjenstærbødige Ven og Tjener
Mathias Aagaard.
Bonden:
God
Dag, min gode Mand, hvad ondt mon det betyder
At
Alle gaaer saa sort, og Manges Taare flyder;
Kand
skee, I sørger for Aprilis Slud og Regn?
Paa
Landet holde vi det ikke for ondt Tegn.
Borgeren:
Du
gjetter deri Ret, April har os bedrøvet,
Dog
Slud og Regnen selv ei Glæden fra os røvet;
Men
see et værre Tegn, en mindst forventet Nød,
Hr.
Iver, den Guds Mand, vor Sogne-Præst er død!
Bonden:
Ach
Væ! saa undrer jeg slet Intet, at I sørger,
Men
Kjære! mig forlad, at jeg saa dristig spørger:
Hvad
Aarsag var dertil, hvad Dag bortdøde Han,
Som
var saa hjertegod, en herlig Præste-Mand?
Borgeren:
Hans
Time kommen var Naturens Gjæld at yde,
Han
Himlen havde Lyst et større Kald at byde,
Som
Synden Aarsag blev til Alles Sorg og Nød,
Saa
var og vores Synd en Aarsag til Hans Død.
Naar
Gud en Menighed vil straffe med stor Plage,
Saa
tages Lærere og fromme Folk af Dage.
Dog
Mange agter ei, at Gud i dette Spil
Har
Riset udi Haand og Vreden vise vil.
Aprilis
Fjerde Dag, Lang-Fredag, maa vi mindes,
Paa
hvilken Suk og Sorg tilsammen maatte bindes.
I
Døden fulgte da sin Herre Tjeneren,
Dog
gir den Enes Død den Anden Liv igjen!
Bonden:
April
ustadig var, og det kan Eder glæde,
Den
Dødes Sted maa snart en anden Mand beklæde.
Saa
vist som Paaskedag gir Farten Ende god,
Saa
raades ogsaa vel paa Eders Sorrig Bod!
Borgeren:
Ja
Sorg og Sørgedragt kan Tidens Længde lindre,
Men
aldrig nogen Ting min Kjærlighed skal hindre;
Saa
tidt jeg Kirke seer og Præken høre vil,
Hr.
Iver tænker jeg: gid du var endnu til!
Du
kunde Konsten ret, med Guds Ord lose, binde
Samvittigheden,
hver i Hjertet kunde finde
En
Himmel-Smag udaf din Lærdoms søde Trøst,
Tak
for hver deilig Gang vi hørte her din Røst.
Hvor
liflig vidste Du vor Ungdom at oplære,
Med
stor Taalmodighed Du kunde overbære
Din
Uvens Tvil; du var for Enkerne en Mand,
Ja,
vore Skoler har din Omsorg sat i Stand.
Slig
Præstemand er rar for os igjen at finde,
Som
kunde hver saa vel om deres Pligt paaminde,
Kort
sagt: Han Iver hed, frembar og Ivrighed,
For
Gud i Guds Ords Kraft med al Sagtmodighed.
Bonden:
Her
findes Præster fleer’, og de, som ere gode,
Naar
Lodden træffer ret, I bliver vel tilmode,
Borgeren:
Guds
Naade Kirken vel forsyne vil og kan,
Men
hvor faar Børnene en Fader, Enken Mand?
Her
græder Enker tre, syv Børn søger Føde,
Mangfoldig’
Venner fleer’ besørger den Afdøde,
Da
havde Alle Hjælp af denne ene Mand,
Han
delte Raad og Trøst til hver udi sin Stand.
Bonden:
Hvor
kand oplyste Folk saa vankelmodig være?
Dog
Sorgen volder det, som Hjertet vil fortære,
Men
just i Sorgen selv proberer Gud vor Troe,
Og
i sin Kjærlighed gjør at vi bliver froe.
Kand
vi Personer Tre i Guddom tro at være
Eet,
hvorfor tror vi ei, Gud kan tre Enker nære?
Har
Ugen Dage syv, syv Brød har ogsaa Gud,
Syv
Kurve-Levninger kand holde Ugen ud.
Tre
Bønner læres os i Fadervor at bede
Om
aandelige Ting, fra Ondt kan Tre os lede,
Den
mindste fjerde Bøn er ene nok om Brød,
Syv
Børns Bønner Syv formindsker Syv Slags Nød.
Kand
Agermanden saae, i Haab igjen at høste,
De
Efterlevende i Haabet sig kand trøste,
Den
Dødes Guds-Frygt og hans Bønner raadner ei,
Gud
hjælper vel igjen, Han har sin egen Vei.
Borgeren:
Tak,
kjære Bonde! for den trøstig Hjerte-Tale,
Med
slige, flere Ord jeg Enken vil husvale.
Gud
styre Alting vel til vor og hendes Gavn,
Saa
skilles vi nu ad i Jesu Christi Navn.
†
Memento
mori!
Hesselbergs
liv fulde skildring av branden saavelsom av sørgefesten over Fredrik IV vil
utvilsomt læses med stor interesse. Vi er jo paa kjendt grund, og har man
læst den ovenfor givne fremstilling av byens historie 1710-32, saa er man
jo fortrolig med hele personalet, baade festdagens og brandnattens. Den ivrige
prest benytter, som man ser, leiligheten til at holde en straffeprædiken
for sine medborgere, særlig de velstaaende kjøbmænd, blandt hvem han især
synes at ha havit et godt øie til de nu for alvor fremdukkende medlemmer av
familien Wesseltoft, Zacharias Simonsen (hvis “babelstaarn” har været ham
en forargelse) og Simon Jørgensen. — Hesselberg døde 4/4 1736, aaret efter
at hans biskop var forflyttet til Danmark. Hans hustru Anette Nyborg overlevet
ham helt til 30/11 1786. I 1767 eiet og bebodde hun no. 26 i Prinsens gate.
Ved Hesselbergs død blev det store kald delt (kgl. rescript av 30/6) saaledes
at Christen Bødtker (som fra 1733 hadde været resid. kap. i Skien)
fik byen og Anders Baar (resid. kap. i Solum fra 1713) fik Solum og
Mælum. En disput mellem de to herrer om indtægterne ordnedes vied en mindelig
overenskomst, bekræftet ved kgl. resolution av 12/5 1740.
Fra
Livet i Skien i de sidste aar av det her behandlede tidsrum har vi mange interessante
træk i Nils Hichmans selvbiografi, hvis forfatter var født og opvokset
i Skien og har havt gløgge øine til at betragte og forstand til at vurdere
baade sig selv og sine samtidige.
 |
 |
|
Sogneprest
Hesselberg
|
Anette
Hesselberg
|
Forfatterens
bedstefar var den i det foregaaende omtalte Ove Daniel Hickman, byskriver
og notarius publicus i Skien 1691-1713, gift med borgemester Peder Baads datter
Sarcha. Han var ifølge sønnesønnens uttryk “av tysk extraction” (>: opdragelse),
rimeligvis fra hertugdømmerne, men de næste slægtled er indfødte Skiensfolk,
likesom familien paa kvindesiden hørte hjemme her. Av byskriverens barn nævnes
i biografien døtrene: Grete, ldde Christine (g. m. Karhoff, kapellan i Gjerestad);
Anne (g. m. Joh. Berthelsen, prest i Flesberg)
samt
sønnen Tobias, som var fuldmægtig hos amtmand Lindberg og ved sit giftermaal
med fru Lindbergs søster Anne Marie Justen yderligere knyttet til dette hus.
Det var da noksaa rimelig, at det var hos ham amtm. Lindberg søkte tilflugt
i sine sidste ulykkelige levedage. Tobias Hichman var efter sønnens vidnesbyrd
meget anset og yndet baade i by og bygd, blev meget brukt som konstitueret
embedsmand og avancerte til sorenskriver i Senjen. — Han eide hus i Skien;
det blev sparet i den store brand 1732, men strøk med i 1777.
Biografiens
forfatter, Nils Justen Hichman (øiensynlig opkaldt efter morfaderen)
blev født i Skien 7/1 1718. Da hans far ikke likte at ha ham i “kjærringskole”
(der har altsaa ogsaa i den tid været damer som holdt undervisning for smaa
begyndere), blev han til en begyndelse sat i “dansk skole” hos Morten Kraghed,
med en svenske, Christian Hellich, som hjelpelærere. Om svensken, som muligens
var en av de efter fredsslutningen i 1720 tilbakeblevne krigsfanger, fortæller
han, at han gik i en blaa kjole med messingknapper “saaledes
som
Carl XII og skal have brugt”. Det var en brutal undervisning efter tidens
methode, med hug og slag, og den lille elev lærte snart at kjøpe hjelp hos
de ældre ved at ofre av skolematen og ølbuttelen (som altsaa i den tid hørte
med til en skoleguts daglige utrustning). Forøvrig øvet han sig i de færdigheter
og idrætter, som var klædelige for en tapper Skiensgut: ake paa kjælke i de
bakker, hvorav der efter hans eget malende uttryk fandtes “en Guds grøde”
i Skien; staa paa et ben paa skøiter nedover de bratteste og mest holkede
bakker; slaas med skolekamerater og andre og gjøre spilopper i hjemmet; av
og til en kjøretur paa egen haand, hvorved han engang væltet og nær hadde
sat livet til paa landeveien opover mot Grini --- friskt og herlig altsammen.
“Gaden og bakken var mit liv,” siger han. Skolen kostet ham døvhet for en
tid, og kjælkebakken en stor næse, som han maatte bære paa hele sit liv; men
freidigheten synes at være like stor hos vor helt, som utviklet sig til en
slagsbror av første rang i ungdoms-aarene.
I
1728 færdig med sine plageaander i den danske skole,
og der skulde tages bestemmelse om fortsættelsen. Hans far spurte om han vilde
bli prest, og hertil svarte den 10-aarige gut ja. Byens 2 geistlige, Iver
Hesselberg og Albrekt Blehr, hadde rigtignok værst hans rædsel; han flygtet
over en anden gate naar han saa dem komme vandrende i sin embedsdragt, med
den lange sorte kjole og det “hvite hjul” om halsen, og presten paa prædikestolen
forekom ham som et væsen fra en anden verden. Men skrækken var blandet med
beundring, og for guttefantasien stod det som et værdig maal at bli en slik
ærefrygtindgydende person. — Der maatte altsaa læses latin, enten i Skiens
latinskole eller privat, og den sidst nævnte vei blev valgt, formodentlig
fordi den var fornemmere. Nils H. omtaler “Storskolen” med respekt som en
god skole, især under de 2de brødre Stenbloch, som efterfulgte hverandre i
rektoratet, og fortæller at den hvert aar dimitterede 5 à 6 studerende; men
det synes av andre kilder (skattemandtallene med dertil hørende antegnelser)
at fremgaa, at det væsentlig var fattige barn, som søkte skolen, mens de velstaaende
foretrak privatundervisning, idet flere familier slog sig sammen om at holde
lærer (“præceptor”). Saaledes kom Nils H. i latinsk skole paa Nordre Brekke,
den velkjendte gamle gaard, hvis hovedbygning stod væsentlig uforandret til
1906, da den brændte og blev erstattet med den nuværende murgaard paa samme
plads. — Her bodde dengang raadmand og kjøbmand Nils Weyer, søn av
foged Hercules Weyer (se ovenfor). Han holdt præceptor for sine barn, og dit
sognet da vor Nils med en del andre, for av student Karhof (formodentlig en
yngre bror til den i det foregaaende omtalte stadsbarber og kirurg) at indvies
i latinens mysterier.
 |
|
Nordre
Brekke.
|
I
et par aar hadde han da sin daglige vandring til Brekke, som efter hans egen
beskrivelse laa “et bøsseskud” fra byen. Undervisningen blev drevet baade
formiddag og eftermiddag, saa han maatte avsted 2 gange daglig med sin tunge
bokbør, som var saa svær at han underveis maatte hvile paa kirketrappen; var
veiret slet, blev han paa Brekke til middag. Karhof var en streng tugtemester
og urimelig i sine fordringer, og hans medhjelper, jyden Jørgen Wang, sekunderte trofast med stok og lineal, saa det
tilslut nær var kommet til slagsmaal mellem ham og den tapre lille latiner.
I 1730 var Karhof i Kbhvn. for at ta theologisk eksamen, og herunder nød da
Nils H. den ære at præsidere i hans sted ved de 6 latineres bord, mens Wang
ledet undervisningen ved det andet bord og “sinkebænkene”. Aaret efter var
biskop Hersleb i Skien, og viste under visitatsen i kirken Nils H. den ære
at eksaminere ham paa latin; samme aar fik Karhof, som var forlovet med hans
faster Idde Christine, stillingen som klokker i Kragerø og Nils H. fulgte
da med for at fortsætte sin skolegang under hans veiledning.
Beretningen
om et par merkelige episoder av livet i Skien i hans guttedage hitsættes i
sin helhet og med hans egne ord. Den ene angik en pike, den anden en soldat,
som begge kom under bøddelens haand:
“Pigen
var fra Tellemarken og sad i Fængsel i Schien, fordi hun havde faaet et Barn
med sin Stedfader. Hun skulde efter Dommen miste sin Hals med Sverd og brændes.
Jeg var der, hvor hun sad fængslet og saa hende, men ikke uten Gysen og Bevægelse.
Hun var ung og velskabt. Tiden stunder til, at hun skal rettes. Hun blev udført
i en bred Chaise, siddende imellem Hr. Iwer og Hr. Albrecht,
kom til Retterstedet, og da Kredsen blev aabnet, inden hvilken en Sand-Dynge
og Baalet var tillavet, trænger jeg mig bag Chaisen indenfor Kredsen. Byfogden
Hans Krag trækker sin Kaarde ud og siger: “Jorden skal drikke dit Blod”,
hvorpaa Hr. Iwer straks siger til hende: “Frygt ikke, thi Guds Søn har udgydt
sit Blod for dig”, men jeg havde nær sunket ned, da jeg saa Hovedet blev afhugget,
thi jeg stod ei 5 Alen fra Hugget. Hun blev da slæbet op paa Baalet og brændt.
Den
anden, nemlig om Soldaten, var endnu horriblere og merkelig.
En
Søndag staar jeg at spise (i min Skolegang var det mig ikke tilladt at sidde
til Bords); under Maaltidet blev Trommen hørt at røres, saa vi blev altererede;
hvorpaa min Fader siger: “Hvad nu? Hvad mon der er paa Færde?” Han lukker
Vinduet op og spor Tambouren, hvad det betydde, hvorpaa blev svaret: “Der
er sked et Mord i Peder Sommers Hus paa Tatterbakken (Navnet
paa en af Gaderne i Schien) under Høimesset i Dag”. Jeg havde ikke længere
Tid at bie, men lagde Hænderne sammen og gik fra Bordet. Derpaa springer
jeg straks op ad Bakken, hen til Hjørnehuset, hvor Mordet var begaaet. En
stor Mængde Folk var udenfor Huset — jeg trænger mig ind, kommer ind i Stuen,
hvor Byfoged Krag med nogle Mænd sad der. Sagen undersøges; Pigen ligger
død i Kjælderen. Hun var hjemme alene, medens Husbonden Peder Sommer,
Enkemand, var i Kirken. Hun var gaaet ned i Kjælderen for efter Lars Arveschougs
Begjæring at tappe ham et Krus øl. Straks drager han en stor Kiste over Lemmen,
at hun ikke skulde komme op; han brækker et Skab op for at finde Penge, men
faar kun 26 Sk. Imidlertid raaber hun i Kjælderen: “Hvad bestiller du Lars
? Du skal bli ulykkelig!” hvorpaa han overfaldt hende i Kjælderen med mange
Knivsting. Efter hans egen Tilstaaelse var hun nær bleven ham for sterk, thi
hun værgede sig saa længe, ja med en Tønde, til han syntes ikke at ville bie
længere, til Folk kom af Kirken.
Fodsporene
vare kjendelige efter ham af Blod i Sneen, da han var gaaen igjennem Gaarden
og kløvet over et Plankegjerde. Manden Peder Sommer kommer hjem af
Kirken, banker paa Døren, som Pigen baade havde lukket op for Lars
og lukket i efter ham, thi hun ventede intet ondt af ham, da han var vant
til at have sin Gang der i Huset og var vel kjendt; desuden født i Schien,
i Familie med nogle af de rigeste og fornemste i Byen. Da Manden i Huset ikke
blev indladt, sendte han Bud efter Smeden, som dirkede Døren op, hvorpaa han
kommer ind og blir forskrækket ved at finde Pigen i Kjælderen svømmende i
sit eget Blod.
Nu
kommer det Mærkelige : Jeg gaar, efter at have staaet bag Byfogdens Stol
og hørt, hvad jeg vilde, ud igjen, hvor da flere og ikke færre var forsamlede
af Folk, og gaar hen til Gjerningsmanden Lars Arveschoug, som endda
havde det Hjerte at torde være iblandt denne Mængde. Jeg tænkte mindst, han
var den skyldige, men ser ham dog i Øinene, sigende: “Herre Gud, Lars, hvem
mon har gjort dette?” „Ja, det maa I sige, Far!” siger han. Om der var noget
Liv i Pigen, da hun blev først seet i Kjælderen, erindrer jeg ikke, men Mandag
Formiddag derpaa blev han angivet af sin egen Moder. Hun havde seet Blod paa
hans Skjorte-Erme, den han havde lagt af sig, før han gik ud iblandt Folk
og stod udenfor Huset, hvor jeg saa og talte med ham. Hun fandt og den blodige
Kniv bag en Kiste. Samme Mandag Formiddag blev han af Hr. Iwer Hesselberg,
som Vagten bragte ham hen til, overvunden og bekjendte Alting. Han var af
de Geworbene og blev ført til Christiania, hvor han af Krigsretten blev dømt:
med økse at miste Haand og Hoved, som blev lagt paa Steil, og Kroppen paa
Hjul.
Der
kom en trykt Vise ud i Fangens Navn, med Bøddel, Synderen, Steil og Hjul,
og Blok og økse paa Titulbladet”.
Fra
disse blodige tidsbilleder vender vi da tilbake til mere dagligdagse ting.
— Et for datiden karakteristisk træk er dens tilbøielighet til luksus i klædedragt
og bevertning ved de enkelte store anledninger, mens livet til hverdags vistnok
var adskillig tarveligere end nu. — Et paa latin forfattet brev til faderen
(som var paa en reise til Kbhvn.) indbragte vor Nils i hans Brekkedage ikke
mindre end 3 nye hatter, hvorav de 2 var utstyrt med sølvgaloner og den 3die
med guld! “Hvilken herlighet!” utbryder han. Den maatte og skulde fremvises
straks, skjønt hattene endnu laa indpakket paa faderens kontor; han stjal
sig til at faa fat i dem, spadserte sent paa kvelden i regn og mørke ned til
byens arrestlokale (“Kortergaarden”, kalder han det; muligens en forvanskning
av “corps de garde”?) og fremviste sig derinde for den forbausede arrestant
og vagten. Sit haar krøllet han omhyggelig hver aften, saa det om dagen hang
“som en fuldkommen dannet rund medisterpølse”. — Endnu mere glimrende lyder
beretningen fra hans Kragerøtid. Han var der blit hjertensven med den rike
kjøbmand Poulsens sønner, og disse smaa Poulsener saa ut som smaa grever,
i røde klær og sølvtraadsknapper, gallonerte hatter, sølvspænder i skoene
og ved knærne, hvite silkestrømper; men Nils skjæmte ikke laget: mansjetter
og kalvekryds; sølvspænder i sko og knæbukser; brune klær med perlemors knapper
eller grønne med sinkknapper; blaa eller spraglede strømper, og saa de 3 fine
hatter! Intet under, at “det gav Parade i Kragerøs Gader”, naar disse junkere
viste sig. Bevertningen i Poulsens hus var i stil hermed: thebord, kaffe,
chokolade, confekt, frugt, aftensmat med vin — og kom et av Poulsens skiber
hjem, blev de hentet ombord med sluproere, og to mand paraderende ved faldrebet.
Herremandsliv!
Imidlertid
fortsattes da studierne hos Karhof, som fremdeles, trods svogerskapet, var
en slem bussemand undtagen Mortensaften (l0de nov.) da han hadde sin “sangaften”,
og sammen med sin hjelpelærer gik omkring i husene og sang latinske sange.
Den indbragte ham ca. 50 rdl. og paa de fleste steder et glas vin, saa de
optrædende tilslut trængte gjensidig hjelp for at holde balancen. Da gik lærer
og elev arm i arm. — Om Skiens store brand i 1732 fortæller han, at den kunde
sees helt til Kragerø; luften var rød og tyk av røk og flammer. Umiddelbart
efter var Nils H. paa besøk i Skien og hadde da vanskelig for at finde frem
til hjemmet, som ilden hadde skaanet. Besøket gjentoges i 1735, da faderen
3/2 indgik nyt egteskap med Maren Hofgaard, datter av kjøbmand i Skien
Christen Jenssøn Hofgaard De blev efter den tids skik blandt fornemme viet
i huset, og “jeg ved ikke lige til Bryllup i Schien i Henseende til Mængde
af Bryllupsgjæster, Prægtighed og Omkostninger”, siger vor autobiograf. Til
andendagsbrylluppet hadde han paa egen resiko invitert familien paa Brekke,
baade forældrene og sine inclinationer fra skoledagene, “jomfrudøttrene”;
dette indbragte ham en skarp irettesættelse av faderen, saa han skyndte sig
at komme avsted til Kragerø igjen.
Samme
aar skulde han ha „deponeret” i Kbhvn. eftersom han var færdig hos Karhof,
men dette hindredes ved en alvorlig sygdom. Derimot foretok han sin første
altergang (konfirmationen blev først indført aaret efter) og beretningen derom
er skreven med en saa levende og barnlig oprigtighet, at den fortjener at
læses i sin helhet:
„Om
jeg ei kom til at reise til Kjøbenhavn, stod mig dog en anden vigtig
Sag for, og det var min Altergang; den skulde da for første Gang ske i Schien.
Confirmationen var da ikke kommen paa Gang i Schien eller Kragerø,
Min Fader skrev mig da til at komme hiem for at gaa til Alters med. Men dette
maa jeg sige, at jeg tror aldrig, Confirmationen havde gjort mere Virkning
paa mig end denne korte Præparation med at gaa et Par Gange til Hr. Iwer.
Især den sidste Gang, jeg var hos ham, da jeg paa Knæ annammede hans Bøn og
Velsignelse med Haandspaalæggelse, saa jeg var i saadan Graad og Bevægelse,
at jeg, ved at gaa hjem, havde ondt for at skjule det; thi jeg vilde ikke,
at det skulde sees, at jeg græd. Hvilke Forsætter! Hvilke Løfter! Hvilken
Alvorlighed til at leve som et Guds Barn ! Jeg gjorde 2 à 3 Bønner efter Hr.
Iwers Forlangende, som jeg skrev for ham paa Papir; men det var min
Fordel, at han lod mig paa mit Kammer componere dem, thi der var ”Paradisets
Urtegaard” og ”Den Bedendes Kjæde” mine Raadsmænd. Men her forefaldt mig en
Angest Natten før jeg gik til Skrifte, som jeg ikke maa glemme: Jeg maatte
Dagen før jeg gik til Skrifte, følge med 3 à 4 Schiens Jomfruer ud til en
Gaard, hed Gulset, for at æde Flødegrød. Da vi kom derud, blev vi og
inviterede paa en Kop Chocolade af et Parti unge Karle, som vare i en anden
Stue. Denne Invitation var mest for Fruentimmerets Skyld, thi de havde intet
af Kjønnet i Compagni med sig. Men hvor angest jeg var om Natten, da jeg tog
Afsked med mit smukke Selskab, kan jeg ikke sige. Jeg aabnede mig dermed for
en af Selskabet; hun trøstede mig sigende: “Han har jo Intet at være angest
for; vi har jo intet ondt gjort”. Jeg sagde: ”Jeg skal til Skrifte imorgen!”
Hun sagde: ”Vor Herre regner ikke en uskyldig Fornøielse.” Jeg lod mig da
sige og forføiede mig hjem paa mit Kammer. Min Fader vidste ikke noget deraf,
og jeg vilde ikke heller fortælle ham det, thi jeg tvilede paa, at han var
fornøiet dermed; især siden det var første Gang. Men min Angest blev omvendt
Dagen efter. Jeg, som med mine Forældre var alene i Sakristiet til Skrifte,
læste memoriter op i Skriftestolen en Bøn, som jeg havde componeret, ligemeget,
hvor det meste var kommen fra — nok er det, jeg udførte den saaledes, at min
Fader tørrede sine Øine, og Hr. Iwer holdt snarere en Lov- end en Skriftetale.
Jeg gik mere glad ud af Skriftestolen, end jeg Natten forud havde forladt
den omtalte Jomfru, thi hun trøstede den bedrøvede Synder, men Hr. Iwer berømte
og gratulerede den tillidsfulde og benaadede Syndere, saa jeg fuldførte min
Altergang med Devotion og Tilfredsværenhed”.
Endnu
et aar tilbragtes da i Kragerø med fortsat læsning hos Karhof, som imidlertid
var blit enkemand og var saa optat av en ny forlovelse, at den unge studerende
fik omtrent skjøtte sig selv; dog vanket der endnu av og til brutal behandling
og slag i parykken. Endelig i 1736 kom han da avsted, fra Gjerestad, hvor
Karhof var blit residerende kapellan; den slemme præceptor viste ham nu den
opmerksomhet at følge ham 1.1/2 mil til Søndeled, hvor de skiltes.
I
Skien fik han ved avskeden av sin fader en vakker kaarde, for den tids studenter
like saa nødvendig som duskehuen nutildags. Og saa bar det avsted over Skagerak
til universitetsstaden, hvorfra han i 1739 hjembragte sin theologiske eksamen,
efter adskillige oplevelser og ubehageligheter, som her maa overspringes.
I aarene 1739-42 fungerte han dels som vikarierende prædikant for sogneprest
og kapellan, dels som rektor for N. Winther under
dennes
fravær i Kbhvn. Desuten overtok han en stilling som præceptor hos Weyer paa
Brække og kunde nu herske som skolemester i de samme stuer, hvor han hadde
sittet som elev.
Nils
Hichmans selvbiografi blev fundet i Sandefjord av den bekjendte lokalhistoriker
S. A. Sørensen, som i 1901 offentliggjorde et utdrag i Skiensbladet “Fremskridt”.
Fra denne publikation er ovenstaaende hentet. — Biografien er ført noget
længer frem i tiden og indeholder mangt og meget av interesse utenfor hvad
der her er meddelt, saa den kanske endnu en gang vil avgi stof til skildringer
fra det 18de aarhundrede.
