THELEMARKISKE OPTEGNELSER

Af Conrad Nicolai Schwach.

 

 

Dikteren Schwach var fra 1848 til sin død i 1860 soren­skriver i Nedre Telemarken. I de første aar av denne tid kom han til at interessere sig for bygdelagets traditioner og historie, og gjorde paa sine reiser en hel del optegnelser, som han under oven­staaende titel utgav som kjælderføljeton i "Bratsberg Amtstidende" 1850-52. Optegnelserne er overmaate sjeldne. Bladet eies vel ikke nu av nogen, ihvertfald ikke av Universitetsbiblioteket, som derimot har artiklerne i utklip indklæbede i en av forfatteren selv tillavet bok. Vi har derfor trod at det var av interessee at gjen­optrykke optegnelserne og dermed gjøre dem tilgjængelige for al­menheten.

 

 

TIDEN jeg paany og sandsynligvis for Resten af mine Le­vedage var bleven Indvaaner af Thelemarken, fattede jeg det Forsæt at udgive en detailleret Chorografie over Bratsberg Amt ledsaget af antiqvariske og personalhistoriske Oplysninger. I et Par Aar har jeg samlet Materialier dertil; men da det er uvist hvorvidt jeg vil kunne gjennemføre mit Forsæt, deels fordi dertil behøves min personlige Nærværelse paa mange Steder udenfor mit Embedsdistrict, hvortil jeg maaskee ikke vil faae Tid, deels fordi dertil behøves mange Oplysninger, som jeg gjennem Andre maa søge, men som det synes, ikke kan erholde fra Alle, til hvem jeg derom har henvendt mig, saa vil jeg, for at de Oplysninger, jeg allerede har erhvervet, dog kunne erholde nogen Offentlighed, i dette Blad efterhaanden meddele dem.

 

Capellet paa Bratsberg.

 

Af Løvenskjolds Ord i hans Bratsbergamtsbeskrivelse Side 67: »at man i December 1783 ved at udgrave Gruus til Veifyld opdagede Levningerne af en ældgammel Kirke paa et un­der Bratsberg Gaard henhørende Jorde, som man altid, uden at vide hvorfor, havde kaldet Capeljordet, maa det antages, at den da opdagede Kirke var gaaet reent i Forglemmelse. Da en lang Tid syntes mig nødvendig dertil. byggede jeg, som indtil det nys er bleven oplyst, at Bjerghulen ved Gisholdt ved Nordsjøe endda i det 14de aarhundrede virkelig havde været brugt som Kirke, (cfr. Correspondenten No. 95 1851) antog Sagnet derom og det dertil knyttede Kirkenavn for en Fiction, derpaa den Formodning, at Bratsbergkirken muligens var byg­get af Gaardens fortidige Eier Dag Eilifsøn, der stiftede Gjemsøe Kloster, og i hvis Tid Kong Sigurd Magnussøns Exempel efter tilbakekomsten fra Jerusalem havde vakt Iver for Kirkebygging; at Kirken tilligemed Bratsberg Gaard var bleven øde­lagt under Kong Eystein Haraldsøns Hævntog mod Gregorius Dagssøn 1155, og at den fra den Tid havde ligget i Ruiner.

 

Men efterat den nuværende Eier af Bratsberg havde ladet Ruinens Indre opreise, fandtes ifjor Sommer paa den blottede Grund en liden Mynt af Kobber eller slet Sølv, som Finderen velvillig afstod mig. Denne Mynt har paa den ene Side et gjennembrudt Kors og paa den anden en Figur, som jeg antog for et Munke-A, og derfor saavelsom paa Grund af Korsets Form, henførte Mynten til den portugisiske Kong Alfons den 1ste, der regjerede fra 1112 til 1185, og af hvem saaledes en Mynt inden Kirkens præsumerede ødelæggelse kunde deri være bleven tabt eller henlagt. Men, senere har jeg ved Conference med numismatiske Venner faaet Vished for, at Mynten, paa hvilken det af mig antagne A skal forestille en slet afbildet Krone, er dansk og præget i Borgerkrigens Periode mellem 1249 og 1340 altsaa meget senere end Kirkens antagne Under­gang. Nu maa jeg derfor antage, at Kirken har existeret langt senere end 1155, hvad enten den nu slet ikke har været til i Gregorius Dagssøns Tid, eller den ei er bleven ødelagt under Opbrændelsen av Bratsberg Gaard, eller den efter en ødelæg­gelse da er bleven restaureret. Maaske har den og en anden, af Løvenskiold omtalt, Kirke paa Borrestad bestaaet indtil den efter Reformationen udførte Nedlæggelse af mange Capeller. Kun synes det underligt, at Kirken i et Tidsrum af 200 Aar kunde blive aldeles nedfalden og overgroet, ja endog været forglemt.

 

Gjerpens Kirke.

Denne gamle, uvist naar byggede Kirke, har 3 Klokker, hvis tildels ikke mere tilværende Indskrifter Kraft har anført i sin Norgesbeskrivelse. Naar Antiquvarius Arendt af den paa den ene af Klokkerne med Runer anbragte Indskrift: Exaltavit me dextera domini, hvilket var Kong Sverres Valgsprog, slutter at Klokken var støbt i hans Tid, turde denne Slutning være noget overilet, skjøndt det erkjendes, at Runeindskriften vidner om høi Alder. Men aldeles ubegribeligt er det mig, hvorfra Løvenskjold har hentet det Udsagn i Amtsbeskrivelsen Side 77, at Snorre Sturlesøn allerede i sin Tid omtaler Bygningen som en særdeles velforsynet Kirke. Den her omhandlede Klokke er forresten ikke mere til. Efterat den var brusten, er den blevet omstøbt paa Fossum og har derunder faaet følgende Indskrift:

"Denne omtrent 600 Aar gamle Klokke er omstøbt paa Fossum efter Statholder Løvenskjolds Foranstaltning 1849".

 

Paa Muren mellem Skibet og Choret av Gjerpen Kirke er med sort Maling anbragt et Horn ved Siden af en Støtte, og derover: Henricus Andreae samt nedentil: Jfc totum Jehovae devoveo 1619. Dette er formodentlig anbragt af den daværende Sognepræst Henrik Andersen Horn, hvis Til- og Fratrædelsestid ei vides, men hvis Eftermand, Henrik Baard, omkom under Præ­stegaardens Brand Natten til anden Juledag 1658.

 

Kirkesletten.

 

Dette Navn fører en mod Mælum Gaard grændsende Par­cel af Gaarden Gjærum; og om Oprindelsen dertil haves føl­gende Sagn:

 

Da Mælum Sogn skulde faae en Kirke, boede paa Gjærum en rig Kone, som for Bekvemmeligheds Skyld vilde have Kir­ken i Nærheden af sin Bolig, og bevirkede, at man begyndte Bygningens Anlæg paa den derefter benævnte Kirkeslette. Men om Natten flyttede usynlige Hænder det paa sit Sted henlagte Bygningsmateriale hen i Skoven, hvor nu Kirken staaer; og Annexkirke er en den 25de Juli 1736 indviet Træbygning, der mere ligner en Stald end et Gudshuus og formodentlig er den uanstændig­ste Kirke i Landet. Da Hovedsognets nuværende, allerede forli­det rummelige. og derhos skumle Kirke ligger omtrent i Cen­trum af Præstegjeldet, vilde Eieren af Ulefos Jernværk, som tillige eier alle 3 Kirker, kunne stifte sig et ligesaa varigt som hæderligt Eftermæle ved at bekoste en anseelig og for hele Præstegjældet rummelig Kirke opført, hvor Holdens Kirke nu staaer, og derefter Annexkirkerne sløifede. Det tør antages, at Annexernes Indvaanere, af hvilke faa eller ingen vilde faae en Miil at reise til Fælledskirken, ikke vilde modsætte sig en saa­dan Foranstaltning.

 

Bøe Hovedkirke og Lunde Annexkirke ere gamle Muur­bygninger; der ligeledes høilig tiltrænge baade Udvidelse og Oppyntning. Især gjælder dette Hovedkirken, der er altfor liden til den talrige Menighed. Denne Kirke har en ret mærke­lig Tavle med Navnene paa Stedets Præster siden Reformatio­nen og et gammelt Døbefad af Messing hvorpaa med Munkeskrift er anbragt et flere Gange gjentaget Ave Maria. Foruden disse og Flaabygdens i 1822 indviede Kirke, der indtil 1845 henhørte til Hvideseid, har Bøe Præstegjæld forhen paa Gaar­den Gaarder ved Grændsen af Saude havt en Gavekirke af Reisværk, Jfr. Maria helliget, hvor kun et Par Gange om Aaret holdtes Gudstjenest. Ifølge kgl. Resolution af 18de Januar 1840 er denne Kirke sløifet; men ved dens Nedtagelse fandtes Intet, der kunde veilede til Kundskab om dens rimeligviis høie Ælde.

 

Saude.

 

Af de gamle, ubekjendt hvor gamle Steenkirker i Saude Præstegjæld har Hovedkirken to Klokker med latinske i Mun­keskrift udførte Indskrifter. Disse ere formedelst Sprogfeil og Forkortelser ikke tydelige; men de synes at vise, at Kong Olaf og St. Laurentius have været betragtede som Kirkens Pa­troner, og Indskriften paa den ene Klokke viser bestemt, at den er støbt af en Paulus Olavsen Aar 1441.

 

St. Jørgen i Kamp med Dragen.

 

Denne Figur eller Gruppe, som nu er i min Besiddelse, har i flere Generationer staaet paa Akkerhougen i Saude; og det siges, at den for lang Tid tilbage er opgravet af Jorden i England, hvor en Nordmand skal have kjøbt og hidbragt den. Vistnok var ogsaa St. Jørgen en i England agtet Helgen, hvis Billede i Kamp med Dragen endnu findes paa Hosebaandsorde­nens Decoration. Men Figuren, der af Messing er støbt i 3 Dele, nemlig Rytteren, Hesten og Dragen hver for sig, medens en fra Rytterens Underliv nedgaaende Jernstang, der gjennem Hesten gaar ned i Dragen og derved skjules for Øiet, tjener til at sammenholde Gruppen, er saa godt modelleret og støbt, at man vanskelig tør henføre dens Støbning til en saa fjern Tid som den, hvori Helgentilbedelse fandt Sted i England. Ei hel­ler bærer Metallet noget Spor af at have ligget i Jorden. Sna­rere synes Figuren at skrive sig fra Rusland, hvor hans Billed, ligeledes i Kamp med Dragen, i Fortiden ofte anbragtes paa Mynter, der da bares som Amuleter, og hvor han fremdeles er en af de Helgener, hvis Billeder, især støbt af Messing, findes hos enhver Almuesmand og idelig hilses med Ærbødighed. Stykket er saaledes neppe nogen Antiqvitet, men derhos dog ikke heller uden Mærkelighed.

 

Om de i Saude Præstegjæld forefundne Oldtidsminder har jeg Intet at tilføie hvad Kraft derom har anført:

 

Af flere Almuesmænd har jeg hørt omtale et ret mærke­ligt Naturphænomen, der næsten hvert Aar een eller flere Gange fornemmes og bestaar i et, stundom med Røg og Glimt forenet Bulder, ligt Torden, der synes at udgaae fra Fjeldet ligeoverfor de ved Siden af Landeveien beliggende Vejum Gaarde. Men saalænge jeg ikke selv ved Erfaring har forvisset mig om Phæ­nomenets Beskaffenhed eller havt Anledning til at efterspore dets Aarsag, vil jeg kun henlede Opmærksomheden paa hvad man har fortalt mig!

 

Hitterdal.

 

Hvorledes dette Sogns gamle, mærkværdige Kirke ved et lykkeligt Sammenstøt af Liberalitet hos Directionen for For­eningen til Opbevarelse af norske Fortidsmindesmærker og hos Kirkeeieren, der til sit anseelige Bidrag til Kirkens Restauration senere endvidere har føiet en kostbar Gave af nye Kirkekar; nu er restaureret og vel endog fremstaaet i større Skjønhet end den nogensinde har besiddet er velbekjendt. Ved Nedtagelsen af den gamle brøstfældige Kirke fandtes Intet, der kunde give Formodning endsige Vished om dens Ælde.

 

Løvenskjold anfører en Indskrift, som skal have staaet paa en allerede i hans Tid sønderslagen Klokke i denne Kirke saa­lydende : Sanctus Olaus Rex M. G L. A og en korsdannet Figur, der i Forbindelse med Bogstavet A betegner Anno Chri­sti. Heraf kan man vel ikke med Løvenskjold slutte, at Kirken er bygget i Kong Olaf Haraldssøns Tid, men vel at den kan være bygget i 1150, da Klokken visselig har været støbt, og at Kirken har været indviet Norges fornemste Skytshelgen Olaf, hvis Navn ogsaa er et af de flere Helgennavne, der vare ind­skaarne paa Væggen i Choret, og som Kraft har anført. Paa en Planke i den ydre Væg har jeg under Kirkens Restauration selv seet indskaaret Aarstallet 1207, adskilt ved en Figur, der kan være en Binderune sammensat af Runerne T, L og G, og over Figuren W. Dersom der i Aaret 1207 i Hamar, under hvilket Bispedømme det dengang til øvre Thelemarketi henhø­rende Hitterdal rimeligviis da stod, havde havt en Biskop, til hvis Navn Bogstaverne W, T, L og G, kunde passe, kunde heraf drages nogen Slutning. Men hverken Hamar eller Osloe havde paa den Tid nogen saadan Biskop; og saaledes er denne Indskrift irrelevant, og maaske anbragt som et utidigt Spøg.

 

Annexkirken i Lilleherred har oprindeligviis været en Stavekirke af ubekjendt Alder, mindre end Hovedsognets men en Efterligning af den. Ved moderniserende Kalfatring er den re­duceret til en uanseelig Kirke.

 

 

Ole Hofdejordes Jernhaand.

 

Til dette Stykke, som længe opbevaredes paa Gaarden Tinne, og som nu er bleven mig overladt for at indsendes til Universitetets Samling, knytter sig følgende Sagn:

 

Da efter Svenskekrigens Slutning 1720 militaire Afdelinger indqvarteredes i Norges Landdistricter, fik ogsaa Hitterdal sin Afdeling, og denne hadde sin Excerceerplads strax nordenfor F{ovedkirken paa Ryenjordet. Disse Officerer skulle have holdt slemt Huus i deres Qvarteer; og grundede Klager derover indløb hyppigt til Bygdens daværende Lensmand Ole Olsen Hofdejordet. Denne ansaae sig derfor da mindelige Forestillinger ei frugtede, beføiet til med Magt at fremtvinge den bedre Orden, som ei paa fredelig Vei kunde opnaaes.

 

I saadan Hensigt begav han sig i Spidsen for Bygdens med forskjellige Vaaben udrustede Bønder hen til Excerceerpladsen, hvor det dog ei kom til noget Slag, enten fordi Bøndernes Mængde var Militairet overlegen, eller fordi Officererne manglede Mod, eller fordi Soldaterne ei fiendtlig vilde møde Slægtninge eller Venner. Derimod bleve Officererne med Lensman­den enige om at Denne kort derefter skulde møde i hines Qvarteer, for at afgjøre Sagen i Mindelighed. Da Lensmanden, som Følge heraf ubevæbnet, til fastsatte Tid indfandt sig i Officeerboligen paa Ryen, fandt han der en ganske anden Modtagelse end den med rette ventede. Paa Bordet laae Pistoler og dragne Sabler. Med en af disse gik den commanderende Capitain Nægler, løs paa Lensmanden og bibragte ham, medens denne søgte at værge sig med en Stoel, over den venstre Arm et Hug, der overskar Armen saa at Haanden faldt paa Gulvet. For ei at forbløde, flygtede nu Lensmanden til en i Nærheden værende Smidje. hvor han bevirkede Blødningen standset ved at stikke Armen i den glødende Esse Den afhugne Haand kastede Capitainen gjennem Vinduet ud efter ham med de Ord : “Der har du Labben din Ole Hofdejord! S Hvorvidt denne Begivenhed strax gjorde nogen Forandring i Officerernes Opførsel, derom tier Sagnet; men det melder, at Lensrnanden blev helbredet og lod sig gjøre en Haand af reent Sølv. Denne, som ikke mere fin­des, brugte han dog kun til Stads; til dagligt Brug lod han sig gjøre den endnu tilstedeværende Haand af tykt Jernblik og for­enet med en huul Underarm, hvori Armstumpen kunde stikkes ind og til denne Blikhaanden befæstes. Endvidere melder Sagnet, at Lensmanden i Vaaren 1723 reiste til Kjøbenhavn, for selv at tale med Frederik den Fjerde. Da han fremstillede sig for Kongen, som imidlertid havde faaet en forvansket Beretning om Begivenheden spurgte Denne ham i Vrede: »Er Du Blod­hunden Ole Hofdejord, der gjør Opstand i Spidsen for Bønderne i Norge? «Men Lensmanden trak sin Sølvhaand af, rakte Armstumpen mod Kongen og svarede uforfærdet: »Saaledes behandle dine Krigsfolk under Freden dine stakkels Bønder i Norge !« Under gjentagne Udraab : »Gudbevare os! veeg Kongen forfærdet tilbage; og da Lensmanden derefter fik Anledning til at forklare og ved medbragte Documenter beviste den sande Sammenhæng, vendte Kongens Vrede sig til en anden Side; og han spurgte Lensmanden, hvilken Straf han for langte over Ildgjerningsmanden. Men til Kongens Forbauselse svarede den høihjertede Døl : »Ingen anden end at han bortflyttes fra min Bygd«. Dertil blev ogsaa Befaling ufortøvet ud­stædt: og ved den Sjæleadel hvorom dette Træk vidner, vandt Ole Hofdejord ei alene sin Samtids Høiagtelse men ogsaa fuld adkomst til Eftertidens hædrende Erindring.

 

Helgenotra.

 

Til dette Fjeld, der ligger i Hitterdal ved Siden af den paa Vestsiden af Hitterdalsvandet mellem Bøe og Hitterdal fø­rende Ridevei over Roemsheien, knytter sig et Digtningssagn, der er smukt behandlet af Jørgen Moe (see dennes Digte Chri­stiania 1850 Side 112 o. f). For deres Skyld, der ei kjender denne Digtsamling, bemærkes her blot, at efter Sagnet blev en Pige fra Gaarden Thveiten ved Navn Helge (!) ved Musik lok­ket ind i Fjeldet, hvorfra hun ikke mere kom ud.

 

Hitterdal har 3 Gaarde av Navn Thveiten. deriblandt een paa Vestsiden af Vandet. Ved en Articulation, som ei med vore Skrifttegn kan udtrykkes, veed Dølen fuldkomrnent at be­tegne, hvilken af disse 3 Gaarde han omtaler.

 

Tessungdalen.

 

Saaledes eller med Navnet østbygden betegnes nu det Dalføre, der udgjør en Deel af Tinds Hovedsogn, hvoraf den indeholder den østligste, mod Nummedal grændsende Deel. Derfra Navnet østbygden. Navnet Tessungdalen udledes fra Tessungfjeldet, der ligger paa Grændsen mellem det øverste af Dalen og Opdals Annex til Rollag, ligesom Stedsnavnet blot kaldes Tinn. Tessungdalen benævntes fordum Tellefsdal; og om Anledningen dertil skal jeg nu meddele et Sammendrag af hvad Løvenskjold derom har anført i Amtsheskr. som og af hvad Præ­sten Heltberg efter Sagnet har nedskrevet i Præstegjældets Kalds­bog. hvoraf Præsten Sigholt velvillig har meddeelt mig Udskrift.

 

»En af de øverste Gaarde i denne Dal er Sønstebøe. Der boede i gamle Dage en rig Bonde, Tollef Sahl, der fik det Indfald ei at ville jordes som Andre. Paa en Slette, som endnu kaldes Sahlsvolden, noget søndenfor Sønstebøe lod han bygge en Hytte, der fik Navn af Sahlshytten, og hvis Tomt endnu paavises; og deri lod han ved to Messinglænker ophænge en Egekiste, hvori han paa sit Yderste forordnede at man skulde lægge hans Liig, hvorhos han lovede Dalens Indvaanere Velstand saalænge de holdt hans Gravsted i Ære, men i modsat Fald forudsagde, at der paa Sønstebøe aldrig skulde ophøre at findes Krøblinge. I længere Tid rettede Tollefsdølerne sig ogsaa derefter og høitideligholdt endog aarlig under Navn af Tol­lefsdagen, en Dag, formodentlig Aarsdagen for Tollefs Dødsdag. Men i 1692 lod den daværende Sognepræst, Jens Hauritz, som ikke vilde vide af denne Art af Helgendyrkelse opbrænde Hytten. Den var dog allerede forhen noget ruineret af en Hovmand (en Betjent hos en øvrighedsperson). Men Sagnet vil vide, at han til Straf derfor paa Reisen nedad Dalen paa et omtrent 1/2 Miil fra Sahlshytten midt i Veien værende Skredbjerg, som endnu kaldes Hovmandsbjerget, brækkede det ene Been, da Hesten styrtede med ham; samt at der efter Hyttens Forstyrrelse næsten uavbrudt har været Krøblinge paa Sønstebøe.

 

Kraft nævner som Bolig paa Harald Haarfagres Tid for Hersen Ulf Gylder, hans Søn og Sønnesøn en Gaard Fifiavold i Tinddalen. Dette Stedsnavn findes ikke mere. Men Præsten Sigholt formoder, at Stedet maa søges i den nedre Deel af Vestfjorddalen, der rimeligviis var den første bebyggede Egn i Præstegjeldet, og hvor Gravhøie, som forresten ei ere fundne i Tind, gives og ere befundne at indeholde Levninger fra Brændol­det. Paa Gaarden Marum i Hovedsognet stod og beboedes endda i 1828 en meget gammel, oprindeligviis som Røgstue op­ført, af store i en oval Form tilhugne Stokke tømret, og med en af kløvede og fladhugne store Træer sammensat og stærk jernbeslaaet Dør, der i mange Spoer af øxehug bær Vidne om de Voldsomheder, der i gamle Dage saa tidt ledsagede hiine Egnes Gilder. Paa samme Gaard findes endnu et i samme Maneer opført Stabur, der formodentlig er ligesaa gammelt.

 

Sagnene om Maristien og Præstehulen i et af de steile Fjelde, der omgive Tindsøen, ere for adskillige Aar siden poe­tisk behandlede af Bjerregaard. De ansees derfor velbekjendte og paapeges blot her. Navnet paa den Præst, der skal have fundet Redning under en Storm i Hulen, hvor han skal have tilbragt 3 Døgn, kjendes ikke.

 

Samtlige Kirker i Tinds Præstegjæld ere nye Træekirker. Hovedsognets er indviet d. 14de Septbr. 1836, Mæls Annexes den 25de Aug. 1839; Dals Annexkirke, som dog kun havde undergaaet en Hovedreparation og Udvidelse, blev derefter tagen i Brug den 27de Octbr. 1844; og Hofvinds Annexkirke, der aldeles fra nyt opførtes, indviedes den 29de August 1850. Den 1 . Septbr. s. A. indviedes den paa Mjøsstranden og Gaar­den Kollinghovden i Roulands Annex til Vinje ifølge kgl. Re­solution af 29de Octbr. 1847 af Træe opførte Kirke, der ved­kommer Tind forsaavidt, at Gudstjenesten, som der afholdes 4 Gange aarlig, skifteviis skal forrettes af Præsterne til Vinje, Tind og Silgjord.

 

 

Bogerlien.

 

Da Christian den Tredie havde sendt tydske Bjergfolk hen for at drive det ved Sundsbarmsvandet beliggende, i 1537 for offentlig Regning ìgjen optagne Guldnæs Kobberværk, hvis Kob­ber fandtes saa sølvholdigt, at man i nogle Aar udskilte Sølvet og deraf ved en paa Stedet selv anlagt Mynt prægede større og mindre Mynter, hvoraf endnu nogle gives som numismatiske Rariteter, gjorde Bønderne Opstand enten fordi de ei vilde taale det med Datidens Bjergværksdrift forbundne Pligtarbeide, eller fordi de maaske opæggedes ved Overmod eller anden utilbørlig Adfærd af de fremmede Bergmænd. Da Krigsfolk under Com­mando af Claus Bilde og Peder Hansen afsendtes for at dæmpe Opstanden, grebe Bønderne til Vaaben, bestaaende i Bue og Pile, gik Krigsfolket imøde og traf dem paa et Sted under Hou­geland Gaard i Hjertdals Hovedsogn. Der maatte de nedlægge sine Vaaben, hvorefter Stedet af Vaabenet Bue (Baaga) fik sit Navn. Præsten Wille beretter i sin Silgjordsbeskrivelse Side 28 o. f., at der i denne Anledning blev sat Ret Tirsdagen efter St. Olafsdag 1540; at derved udfandtes 16 Ophavsmænd til Opstanden; at af disse bleve de 5 fornemste strax henrettede, hvorved den 6te maatte forrette som Bøddel; at de øvrige 10 maatte løse sin Hals igjen med 1040 Lod Sølv, og med Sundsbarm Gaard, der faldt til Kronen; at de øvrige Bønder i Sil­gjord, Laurdal, Vinje, Hjertdal og Tind maatte erlægge mindre Bøder ved Præstation af Fødevarer til og Pligtarbeide paa Kobberværket, samt at de endelig maatte udstæde en hos Wille indtagen af Lensmanden og andre Mænd fra hvert Præstegjæld og af 3 Præster underskreven Afbigt, hvori de under Fortabelse af Liv, Ære og Gods lovede for Eftertiden at være lydige Undersaatter. Sagnet vil vide, at af de Henrettede hed En Guttorm og var fra Gaarden Bratlie i Moe Præstegjæld, en Anden Svei­nung, fra Gaarden Skaarnæs i Soulands Annex til Hjertdal. De øvriges Navne er glemte. Blandt dem der løste sin Hals med Penge, nævner Wille efter et Pergament af 1576 en Svend Ækre, som dertil fik Midlerne ved at sælge Gaarden Bakke i Hjertdal. Efter Meddelelse fra Præsten Finkenhagen fandtes i en Høi ved Elven i Bogerlien, da Præsten i Høsten 1839 lod den opbryde, endeel Fyrrefjæle, som han antager for Levninger af de Henrettedes Ligkister.

 

Andre Sagn fra Hjertdal kjender jeg ikke. Præstegjældets samtlige 4 Kirker ere af Træe. Hovedsognets er indviet 12te Juli 1812; Tudals Annexkirke er ogsaa opført i senere Tid, men naar den indviedes har jeg ikke kunnet faae Oplysning om. Gransherreds Annexkirke 11te Sept. 1849. Kun Soulands An­nex har endnu sin gamle, uvist - hvor gamle og hæslige Stavekirke, som dog nu skal være bestemt til Nedtagelse og Ombyt­ning med en ny. I fortiden har, efter Wille, Brunkebergs An­nex hørt til Silgjord og Aamotsdal til Hjertdal, hvorunder ogsaa Lilleherreds, nu til Hitterdal henhørende Annex til en Tid skal have hørt.

 

Vinje.

 

Fra dette Præstegjæld er ingen mærkelig Fortidsbegiven­hed eller noget andet Sagn end det af Welhaven blandt de 50 Digte (Christiania 1848) behandlede fabuløse om Dyre Vaa kom­met til min Kundskab. Dog bemærkes, at Wille omtaler som første Opdyrker af Argehovden en Rømningsmand, hvis Børn 1770 bleve tagne til Naade og døbte, samt en Røver, Navar, der boede i Skinddalen og gjemte sit røvede Gods i kunstige Kjældere paa Naverøen i Mjøsvandet. Ligeledes nævner han Falkfangerflotten som et Sted, der havde faaet sit Navn efter hollandske Falkefængere, som der opholdt sig. Kirkerne, hvor­iblandt den ovenfor nævnte paa Mjøsstranden, ere alle af Træe og efter Krafts Angivelse opførte, Hovedsognets 1796, Roulands Annexkirke 1808. Naar Næslands nuværende Annexkirke er opført, har jeg ei kunnet faae Oplysning om: den forrige var gammel, da den ifølge en Indskrift med Munkebogstaver i Cho­ret skal være bleven indviet 1242, cfr. Kraft.

 

Paa Gaarden Høgethveit nærved Vinje Præstegaard fandtes et gjennem flere Generationer med Gaarden nedarvet Skjæn­kekar af Messing og af en ualmindelig Form, da det forestiller en paa sine fire udstrakte Been staaende Hjort. Af saadanne Drikkekar haves i flere af Landets Musæer forskjellige Exem­plarer men i andre Skikkelser af andre Dyr især Løver og Sva­ner. De brugtes ved Gilder, idet de fyldtes gjennem en paa Dyrets Ryg værende og tilsluttelig Aabning, medens Drikken udskjænkedes gjennem Dyrets dertil indrettede Mund. Hanken dannes i Almindelighed, og saaledes ogsaa paa Høgethveithjor­ten, af en Slange, der snoer sig om Dyrets Hale og bider i dets Ryg. Denne Hjort ansees for at have en beskyttende Kraft og selv at være usaarlig. En tvivler om denne Usaarlighed foran­ledigede at Hjorten blev opsat som Skydeskive; men den mi­stede ved første Skud Hovedet, der igjen blev fastloddet. Da jeg ved Cand. Nicolaysens i Aarsberetningen for 1848 fra For­eningen for norske Fortidsmindesmærkers Opbevarelse indtagne Reiseiagttagelser havde erfaret Tilværelsen af dette Drikkekar, prøvede jeg at faa det kjøbt. Men uagtet det var forbi med Hjortens Anseelse som usaarlig Lykkebringer, holdt Eieren, Aslak Asmundsen, det dog i en aldeles urimelig Priis. Senere skal han for rimelig Priis have solgt den til Universitetet. -

 

Fladdal og Aamodtsdal.

 

Naar man fra Hjertdal gjennem den til Silgjords Præste­gjæld hørende mørke Svartdal fortsætter Reisen vestefter, aabner sig ved Aasbrækken en deilig Udsigt ned i den yndige Fladdal, Annex til Silgjord. Sagnet om hvorlunde denne Dal, der i Oldtiden næsten ganske optoges af en Indsøe, blev til en frugt­bar Slette, har Digteren A. Munch i den norske Folkekalender for 1850, der kan antages almindelig bekiendt, behandlet, hvor­for det her blot paapeges. Kjæmpen Sloe, om hvem der rime­ligviis ogsaa gives Sagn, kjender jeg kun forsaavidt han i Wil­les Silgjordsbeskrivelse nævnes som en Beboer af den, Sunds­barmsvandet omgivende Manddal. Paa flere Gaarde i denne den Præstegaarden underliggende Plads Hartol ved Foden af Skorvefjeld og et Stykke i Nordvest for Præstegaarden. Selv har jeg ikke seet det, men paaberaaber mig Willes Beretning derom i Silgjordsbeskrivelsen Side 43. Den mindre Elv, der styrter sig gjennem Grovehullet, kaldes Kivlebækken, og den Dal, hvorigjennem den falder ud i Silgjordsvandet, Kivledalen. Fra denne Dal haves et Sagn om Kivlemøerne, som en Søndag med deres fortryllende Luurtoner lokkede hele Almuen ud af Kirken, saa at ogsaa Præsten tilsidst gik ud og manede dem ind i Fjeldet. Ogsaa dette Sagn er poetisk behandlet av Wel­haven i et av de forhen paaberaabte 50 Digte, hvortil her atter henvises.

 

Silgjord.

 

Wille citerer et Pergamentsbrev af 1350 som Beviis for at Stedet i ældre Tid kaldtes Sæiljugjordi, og udleder deraf den meget rimelige Slutning. at Sognet har faaet sit Navn af de der i Mængde voxende Silljotræer. Imidlertid bibeholdes her den i den nye Matrikul optagne Benævnelse. Hovedsognet har en ret anseelig grundmuret Kirke, St. Olaf indviet, af uvis Ælde. Men da dens Vægge efter Wille ere næsten 3 Alen tykke og opførte af en dobbelt Muur, medens Mellemrummet er opfyldt med Gruus, kan man antage at den er fra det 11te eller 12te Aarhundrede, da denne Bygningsmaade var i Brug. Nogle Skridt i Sydøst for Kirken findes Rudera af en, St. Halvard (ikke, som af Wille anført, Olafs Broder Harald) indviet noget mindre Kirke. Dennes Ælde er ligesaa ubekjendt; men det vides, at den, me­dens Guldnæs Kobberværk dreves af tydske Bergmænd, benyt­tedes af disse til Gudstjeneste, der forrettedes af en dertil ved Værket ansat schlesvigsk Præst, Marqvart Glasemacher, for hvem et Huus opførtes tæt ved Kirken.

 

Begge disse Kirker bleve senere ødelagte af Lynild, maa­ske medens Michal Aalborg fra 1612 til 1633 var Sognepræst; thi i hans Tid afbrændte Præstegaarden, maaske antændt under samme Tordenvejr. Medens Olafskirken istandsattes, blev den efter Guldnæsværkets Nedlæggelse, der synes at være skeet 1552, overflødige Halvardskirke sløifet. Den nuværende Kirke har efter Wille kun een i 1773 omstøbt Klokke, men havde forhen to. Den anden blev, da Almuen i Præsten Daniel Wulffs Tid 1689-1713 havde kjøbt Kirken af Kongen, der forhen betragtedes som Eier af alle Kirker, nedsendt til Kjøbenhavn for at omstøbes, men solgt til Onsøe Kirke i Smaalehnene, da Sil­gjords Almue ei vilde betale Omkostningerne ved Omstøbningen. Desuden har der paa Gaarden Garvig i den katholske Tid væ­ret et Capel, hvoraf Wille omtaler dengang synlige Levninger ligesom en dertil hørende Nøgel, der opbevares paa Gaarden. Desuden skal Silgjord i gammel Tid have havt et Annex, Færøe Sogn kaldet, paa Mjøsstranden, og dette en Kirke paa Frøe Sæter 1/2 Miil fra Gaarden Holvig i Tind. Wille omtaler Levninger af denne Kirke, i hvis Sted nu atter er kommen den ovenfor omtalte. Ogsaa i Kaavedalen 1/4 Miil i Vest for Hovedkirken skal have været et Capel.

 

I Nordost for Kirken løber Grundelven ud i Hovedelven mellem Fladdals og Silgjordsvandet. Den ved et Elvebrud øde­lagte Grunningsdal er nu blot en Sæter; men indtil omkring Midten af det 17de Aarhundrede indeholdt den Gaardene Væt­terhuus, Sylimoen og Hæddelie; og paa den sidstnævnte boede en rig Kone, Guro, der gav Præsten et Lispund Smør om Aaret, for at han ei skulde lade ringe sammen førend hun kom til Kirken.       -

 

Paa Gaarden østre Aasheim staaer eller stod i Willes Tid et ældgammelt Stabur, hvor en Morder ved Navn Staal Thjøstolf­søn i nogen Tid havde forskandset og forsvaret sig. Han og Broderen Halvor havde i et Slagsmaal efter en Sviir dræbt den tredie Broder, Ola, alle Sønner af en for Rigdom og Ugudelig­hed bekjendt Opsidder paa Aasheim. Thjøstolf Carlsøn. Halvor rømte; Staal maatte efter nogen Tids Forsvar paa Staburet overgive sig, men blev benaadet under den Betingelse, at han dræbte 7 fredløse Mordere, der havde Tilhold ved Sundsbarms­vandet, men som man ei havde kunnet fange. Denne Betingelse opfyldte han ved Hjælp af List og reddede saaledes Liv og Frihed cfr. Fayes norske Sagn. Dette skal være foregaat om­kring 1623. I 1684 den 2den Juli ihjælstak Ole Garvig paa Gaarden Øverland, i Overvær af Provsten Schancke og Præsten Wulff, et ungt Menneske Torgrim, Svartdal. blot fordi denne uadspurgt havde brugt Oles Pram. Overalt var Silgjordingerne i Fortiden yderst voldsomme og raae. Da Præsten Landskrone i 1604 afkrævede Guthorm Bækhuus de præstelige Rettigheder, fik han istedetfor dem Prygl og sin Præstekjole sønderreven; og da en Ketil Gjærmundsen, som 1640 og senere beboede Gaar­den Lie, for efter Gudstjenesten at vies kom ind i Kirken, medens Præsten Schancke stod paa Prædikestolen, kastede han Præsten sin Hue i øinene med de Ord: Staaer Du der, Du gamle Zakkedaries? Veed Du ikke at en Ketil Lie skal vies ?"

 

Disse Optegnelser angaaende Silgjord og dets Annexer ere for Størstedelen optagne af Willes Skrift, ligesom jeg ovenfor har benyttet og senere vil benytte saavel dette, som hans Indledning til Thelemarksreisen og Løvenskjolds Amtsbeskrivelse ved deraf at optage, hvad der passer til min Plan. Thi vel ere disse Skrifter offentliggjorte ved Pressen. Men de ere allerede, tildeels forlængst, forsvundne af Boghandelen og eies kun af Faa, saa at Deres Indhold er Mængden ubekjendt.

 

Hvideseid.

 

Naar man, reisende fra Fladdal, er kommen forbi Silgjords Kirke, deler Veien sig i to Arme. Den ene fører sydefter først over et couperet Terrain paa Vestsiden af Silgjordsvandet, siden over en nye langs med Vandet smukt anlagt Vei, der ved Ha­gadraget henimod Grændsen af Bøe endog., er storartet, Den anden Arm fører i vestlig Retning gjennem en til Silgjord hø­rende smuk Dal langs med en Elv, der springer ud af Vigdesjøen i Brunkebergs Annex til Hvideseid. Om denne Indsøe melder et Sagn, at en Præst langt oppe i Tiden er druknet deri, og at hele Søen, da Præstens Lig ei gjenfandtes, ved kirkelige Ceremonier indviedes til Kirkegaard, hvorfra Navnet: den viede Søe. Ved Brunkeberg Kirke forgrener sig atter Veien, idet den ene Green gaar ned til Rørfjorden, paa hvis Vestside Hvideseids Hovedkirke ligger, men den anden gjennem Høidalsmoes og Ødefjelds Annexer til Laurdal og Næslands Annex til Vinje samt dette Hovedsogn fører til Grændsefjeldet med Hardanger og intenderes eller engang intenderedes fortsat over Fjeldet. Fra Høidalsmoe Kirke gaaer en Ridevei som atter forgrener sig og fører enten lige ned til Laurdals Hovedkirke eller forbi dens Annexkirke Eidsborg ned til den øverste Ende af Bandagsvan­det Tæt ved sidstnævnte Vei er det mærkelige Ravnedyb, hvorom, saavelsom om nogle andre Naturscener i dette Strøg jeg har meddeelt mine Iagttagelser i Correspondenten No.43 1850.

 

At man i senere Tid skriver Præstegjeldets Navn Hvides­eid istedet for før Hvidesøe, grunder sig fortneentlig derpaa at der i Sognet ei findes nogen øe af Betydenhed, der kan antages at have været Opholdsstedet for de første Christne (de Hvide, som de af den gamle Asalæres Tilhængere spotviis kaldtes) i denne Egn og deraf kan have faaet Hvidesøenavnet, hvorimod det mellem Bandagsvandet og den øverste Deel af Hvidesøevandet eller Rørfjorden værende Eid, der ender ved Spiotsodden, og hvorover der gaaer Landevei mellem disse Søer, vel kunde have faaet Navn efter de første Christne i den Egn. Dette er imidlertid kun Formodninger, men vist er det, at Præ­stegjeldet forhen har havt langt større Omfang end nu. Ved den Strand, hvorpaa Hovedkirken staaer, er der blandt flere Landgangssteder for de Kirkesøgende eet, der kaldes Laurdals­støen, som Sagnet mener fordi de fordum til Hvideseid sognende Laurdøler der landsatte Deres Baade under Kirkebesøgene. Men dersom Laurdal med eller uden de nuværende Annexer nogen­sinde har været forenet med Hvideseid, maa denne Forbindelse allerede høit op i Tiden være bleven hævet. Thi lige fra det 14de, 15de og 16de Aarhundrede kjender man af gamle Docu­menter Navne paa særskilte Sognepræster for Laurdal, og fra 1564 kjender man Navnene paa Sognepræsterne for Hvideseid, hvortil dengang hørte Annexerne Brunkeberg, Vraadal, Nissedal og Treungen. Medens Præstegjeldet havde disse fire An­nexer, var der fra 1742 efter Rescript af 2den Marts s. A. i Kaldet foruden Sognepræsten en residerende Cappellan, for hvem Nissedals nuværende Præstegaard var Embedsbolig; men efter Rescript af 24de August 1810 blev Cappellaniet nedlagt og Nissedal med Treungen fraskilt Hvideseid og deraf oprettet et særskilt Præstegjeld. Derefter hadde Hvideseid kun 3 Kirker, hvortil 1822 kom Flaabygdens, der, som ovenfor anført, i 1845 henlagdes til Bøe.

 

Af Hvideseids Præstegjelds Kirker har jeg kun været i Hovedkirken, der er en anseelig Steenbygning af høi, men uvis Ælde. Om Annexkirkerne har jeg ikke kunnet erholde anden Oplysning end den, Løvenskjold eller Kraft meddele. Ifølge disse Forfattere er Brunkebergs Træekirke opført 1791 og Vraa­dals Do, indviet 1686.

 

Laurdals Præstegjeld

 

bestaaer af Hovedsognet Laurdal og Annexerne Høidalsmoe, Ødefjeld og Eidsborg, Hovedkirken, der ligger paa Gaarden Trisets Grund, er en lys og vakker, indvendig noget vaanings­huusmæssig indredet Bygning. Kraft (hos Løvenskjold findes Intet om Laurdal ligesom heller Intet om Vinje og Molands Præstegjelde) siger at den er bygget 1648. Anden Oplysning derom har jeg ikke kunnet faae; men Pastor Kildal har velvil­lig meddeelt mig at den nuværende Kirkes Alterstager bære Navnene Jørgen Hansen Ravn og Margarethe Frederiksdatter Blunk (formodentlig Ravns Huustroe) samt at der paa Gaarden Haatvedt opbevares en Planke, der skal have staaet i den forhenværende Hovedkirke, og at i denne Planke er indskaaret "Til Guds Ære er denne Kirke opbygt Anno 1684 af Funda­tor J. H. Ravn". Aarstallet 1648 hos Kraft maa saaledes være feilagtigt. Forresten melder Kildal, at efter et i Bygden gjængs Sagn skulde Materialierne tildeels have været tagne af en paa den Tid nedreven Kirke, der ogsaa nævnes af Kraft, og som skal have staaet paa en under Gaarden Blekum i Skafse An­nex til Moe hørende Fjeldstuul, Oprand, der endnu svarer Landskyld til Laurdals Kirke. Naar Kraft anseer Sagnet om at Triset har sit Navn deraf, at der i een og samme Sommer paa samme Ager blev saaet og høstet modent Korn 3 Gange, (her stend kryss og med blekk i margen: upaalideligt), har han vel Ret. Men Sagnet gaar heller Ikke ud paa 3 Indhøstninger men vil kun, at der høstedes 2 Gange og at man forsøgsviis men uden Nytte udsaaede 3die Gang. Og deri er Intet usandsynligt, naar man betænker Beliggenheden af den paa alle Sider uden mod Syd af høie, Solvarmen tilbagekastende Fjelde omhegnede Dal, som derved faaer et saa drivende Klima, at en af Stedets fortidige Præster skal have faaet fuldmodne Druer af Ranker, espalierede ved hans Huusvæg. I den usædvanlige lange og varme Sommer 1846 bar Bringebærbusken omkring Throndhjem to gange Frugt; Æbletræer blomstrede anden Gang og satte Kart; selv har jeg spiist Blomkaal, som jeg selv saae indhøstet paa samme Beed, hvor jeg nogle Uger før havde seet moden Blomkaal skjæres.

 

Høidalsmoes uanseelige Træekirke er opført for omkring 100 Aar siden. Ødefjeld havde, da Kraft derom skrev 1821-­1822 en Reisværkskirke af høi, ubekjendt Ælde. Ved kgl. Re­solution af 10de Januar (her stend kryss og med blekk i mar­gen: 1848) bleve Ødefjeld og Høidalsmoe sammensmeltede til eet Kirkesogn med Bestemmelse at begge disse Annexers Kir­ker skulde nedrives og en Fælledskirke i deres Sted opføres. Ødefjeldskirken er ogsaa i Overensstemmelse hermed nedreven; men saavidt jeg veed bruges Høidalsmoes gamle Kirke endnu.

 

Eidsborgs Kirke er en ældgammel Stavekirke af ubekjendt Alder; paa en af dens Hjørnepiller er der eller har været en Runeindskrift, men som er saa medtagen af Tiden, at man forgjæves har søgt at læse den. Denne Kirke har udvendig sin gamle Stavekirkeform med en bedækket Gang rundt Kirken. Men indvendig er den moderniseret. Ved at faae fladt Brædeloft, panelede Vægge og moderne Vinduer er den bleven et lyst og net, men ingenlunde kirkeligt Auditorium. Som Altertavle har den et Christusbilled, der ikke uheldig er malet af en Søn af Præstegjeldets Lensmand Mandt.

 

Nærved Eidsborg Kirke ligger Gaarden Groven, hvor en­gang det blodige Gravøl stod, hvorom Præsten Wolff har opbe­varet Mindet i sin i Winthers Maanedsskrift Bien indførte na­tionale Skizze »Spøgeriet i Riarhammeren« hvori tillige et Sagn om tidligere Begivenheder paa Gaarden Dalen ved Enden af Bandagsvandet er behandlet.

 

Det Fabelsagn der knytter sig til de Steenblokke, som staae høit oppe paa Eidsborgfjeldene, og som seete fra Vandet, have nogen Lighed med kolossale Menneskefigurer, er meddeelt i det før omtalte No. 43 1850 af Correspondenten.

 

Mo og Mo/ands Præstegjelde.

 

De fem Kirkesogne Moe, Skafse, Moland, Veum og Hæg­land udgjorde indtil 1769 eet Præstegjeld, Fyrrisdal, hvis Sog­nepræst boede paa den ved Fyrrisvandet beliggende Præste­gaard for Molands Præstegjeld, der endnu stundom kaldes Fyr­risdal. Ved Rescript af 2den Marts 1742 adjungeredes en Cap­pellan. Men ved Præstegjeldets Deling 1769 nedlagdes Cap­pellaniet; og Moe blev med Skafse forenede til eet Præstegjeld og Moland med Vinjes og Hægland til eet. Men ved kgl. Re­solution af 4de Decbr. 1844 bestemtes, at Gaarden Hæglands Annex skulde henlægges deels til Veums Annex, deels til Hovedsognet, den gamle, 1671 opførte, men faldefærdige Kirke nedrives, hvilket er skeet i 1845, og Kirkegaarden 20 Aar derefter ikke længer fredes.

 

Begge Kirker i Moe Præstegjeld ere nye Tømmerbygnin­ger, indviede, Hovedsognets den 15te Decb. 1839 og Annexets den 8de Juli s. A. De Kirker, i hvis Sted disse ere komne, vare Reisværkskirker af høi, men ubekiendt Alder; og hverken de omstøbte Klokker eller noget Kirkekar eller Bygningerne selv havde nogen mærkelig Indskrift. Molands Hovedkirke er ligeledes en Tømmerbygning indviet 2den Juli 1843. Den forrige var bygget 1665 og havde et, nu i den nye Kirke opbevaret, Billed af den hellige Laurents, til hvem det derfor er rimeligt at en endnu ældre Kirke i Sognet har været indviet. Veums Annexes i 1727 opførte Træekirke var allerede i 1850 bestemt til Nedrivelse. Hvorvidt dette er skeet og Bygning af en ny kirke begyndt, er mig hittil ubekjendt.

 

Til Moe Præstegjeld hører en paa Grændsefjeldet mod Bygland i Sætersdalen beliggende Dal, som nu blot benyttes til Sæter, men for Digerdøden skal have været beboet, udgjort et eget, formodentlig Fyrrisdal tilliggende. Kirkesogn og havt sin egen Kirke, hvoraf endnu Tomten paavises tilligemed Spoer af flere Gaarde. Om en fortidig Kirke paa Blekum i Skafse er forhen talt. Paa Tofslie i den til Moland hørende Birthedal skal, ligesom paa Sligstøl i Veums Annex havde været Kirker, hvorom deels Spoer vidne deels blot Sagnet taler.

 

 

Nissedals Præstegjeld,

 

der som ovenanført indtil 1810 henhørte til Hvideseid, bestaaer af Hovedsognet Nissedal og Annexet Treungen.

 

Hovedsognet har udentvivl sit Navn efter den deri væ­rende Indsøe, Nisservandet, der optager Vraadalsvandet og ved Arendal falder i Havet gjennem Nidelven, hvis Navn ventelig er en Forkortning av Nisserelven. Annexet skal efter et i Fayes Samling anført Sagn have sit Navn deraf, at der i Sognet efter Digerdøden kun gjenlevede 3 Børn (Unger) der bleve antagne og opfostrede af en paa Gaarden Vadder i Moesogn boende from Kone, Gro, som skal  efterladt sig en talrig Efter­slægt. En Gaard af Navn Vadder findes ogsaa i Moe Hoved­sogn, men senere skal jeg anføre en anden og formodentlig rig­tigere Etymologie af Stedsnavnet, der nu for Tiden skrives Thridunden.

 

Saavel Hovedsognets som Annexets Kirker er af Træe, opførte hun 1762, denne 1748, og begge beliggende ved Nisservandet. Paa Søftestad i Hovedsognet og Unnestad i Annexet er der Jernmalmgruber, som foranledigede et i 1814 begyndt men senere opgivet Anlæg af et Jernværk paa den med Vandfald forsynede Gaard Fjone i Hovedsognet.

 

 

Drangedals Præstegjeld

 

bestaar af Hovedsognet Drangedal og Annexet Tørrisdal, af hvilke i gammel Tid hunt hørte til Grænland, dette til Thele­mørk, hvorom nedenfor Mere. I Tørrisdal (!) ligger en liden Indsøe, der ligesom flere lignende har Navnet Bjaarvand efter de Bævere (Bjaarer) som i Fortiden der skal have været at see.

 

Ved den sydlige Ende af dette Vand og paa Grændsen af Hovedsognet bærer en liden Holme Navn af Thelaskjær, som man mener fordi den betegnede Thelemørks Grændse paa det Sted. I Annexet ligger Gaarden Vraalestad eller Roalde­stad. Her skal efter Sagnet have boet en mægtig Høvding Halvor, og Løvenskjold omtaler en Stuebygning og et Stabur, som nu ei længer ere til, men som ved deres Størrelse og fra det Almindelige afvigende Indretning kan have kunnet antyde at Gaarden har havt særdeles rige Beboere. Paa Gaarden Holte i Hovedsognet findes paa et Fjeld nogle Ruiner af en fortidig Skandse, som Sagnet kalder Graatopsslot, men hvorfra de fleste Stene ere borttagne til Mure paa Holtegaarden.

 

Hovedsognets Kirke, Emanuels kaldet, er en Korsbygning af Træe uden anden Mærkelighed end en Tavle, der indeholder Navnene paa Stedets Præster siden Reformationen. Løvenskjold omtaler den som i hans Tid ny, uden at nævne naar den opførtes. Annexkirken nævnes av Løvenskjold som en under Navn af Tabor i 1748 indviet Kirke, der opførtes og eiedes af Chrstian Otterbech, som fra 1725 til 1758 var Sorenskriver i det ida saakaldede Nedre Thelemarkens og Bamble Sorenskriveri. Kraft nævner den som en i Aarene 1806-1808 i modern Stiil opført Korskirke af Træe. Formodentlig har den af Otterbech knapt 60 Aar tidligere byggede Kirke forgaaet ved Ildebrand eller andet Uheld.

 

margen: S. 138].

 

Bamble Præstegjeld

 

bestaaer nu af Hovedsognet Bamble med Ladestedet Langesund som Annex. Forhen hørte saavel Bamble som det nu Kragerøe Bye annecterede Sogn Sannikedal til Nædenæs Amt, hvorfra begge Sogne henlagdes under Bratsberg Amt medens Henrik Adeler fra 1692 til 1710 var Amtmand der. Da vare og saa­vel Kragerøe som Sannikedal Annexer til Bamble, der da havde to Præster, af hvilke den residerende Cappellan boede i Kra­gerøe. Men ved Rescript af 12te Decbr. 1738 adskiltes Kragerøe og Sannikedal fra Bamble, som bleve forenede til eet Præstegjeld og Cappelaniet nedlagdes. Ved et Rescript af 17de Febr. 1786 bleve de i Bamble beliggende Gaarde Ravnæs, Lille Herre og Hellestved henlagte til Porsgrunds Præstekald mod at den daværende Præst for sin Embedstid skulde nyde 40 Rdr. aarlig af Præsten i Porsgrund. Men en kgl. Resolution af 26de Septbr. 1836 adskildte dem igjen fra Porsgrund og gjen­forenede dem med Bamble. Hovedsognets forrige Kirke var en, St. Olaf indviet Steenkirke, ældre end Reformationen men for­resten af ubekjendt Alder. Den nedbrødes i Præsten Lammers’s Embedstid som Sognepræst i Bamble, altsaa mellem 1836 og 1848, ligesom den gamle, rundt om den liggende Kirkegaard fremdeles benyttes. I samme Tidsrum opførtes, efter Tegnin­ger af Lammers, et Stykke fra Kirkegaarden den meget smukke, med Malerier af hans kunstfærdige Haand prydede nye Tøm­merkirke. Nogle Partier i Bygningen antyde, at Bygmesteren har tænkt sig den heelt igjennem udført i den gothisk-norma­neiske, spidsbuede Stiil. Da man, formodentlig af oekonomiske Grunde har opgivet denne langt kostbarere men ogsaa langt effectfuldere Construction, danne de i Spidsbuestilen udførte Partier en Contrast mod Kirkens Heelhed, og derved forstyrres noget det forresten behagelige Indtryk af dens Betragtning. Langesunds Kirke er en Tømmerbygning, indviedes den 12te Juli 1765 under Navn af Bethel, og om den er Intet videre at bemærke.

 

Om den engang i Tiden foretagne Bearbeidelse af en formeent Sølvanviisning i Bamble og om det dertil knyttede Sagn, som M. C. Hansen i den i Huusvennens første Halvaar­gang nr. 4 indførte romantiske Skizze, Skattegraven, har be­handlet, har jeg i nærværende Blads No. 99 1850 meddeelt hvad jeg veed. Noget andet Sagn fra dette Sogn kjender jeg ikke.

 

Sannikedal

 

er Annex til Kragerøe, om hvilken Bye saavelsom om Amtets øvrige Kjøbsstæder senere vil blive handlet.

 

Annexets ret anseelige Træekirke er bygget 1776 og derved  Intet videre at bemærke. Jomfrueland, der formodes at have sit Navn af at have tilhørt et Nonneklostet, antages at være det i Sverres, Inges og Hakon Hakonsøns Sagaer forekommende Grænmar,: grønt Hav. Dette Navn er maaske foranlediget ved øens flade og lave Terrain, der giver den i Frastand nogen Lighed med en grøn Strækning af Havet selv. Paa Gaarden Stumsnæs staae nær ved Søen nogle Bautastene; og paa Gaarden Morland har været et Jernværk, af hvis Marsovn endnu Spoer ere tilbage. Andre Mærkeligheder om dette Sogn ere ei komne til min Kundskab.

 

Eidanger

 

med Brevigs Kjøbstad som Annex udgjor nu eet Præstegjeld, hvortil forhen ogsaa østre Porsgrund henhørte indtil Rescriptet af 2den Decbr. 1763 gjorde. Porsgrund til et særskilt Præste­kald, hvortil ogsaa de i Eidanger Sogn liggende Gaarde Bjørn­tvedt, Jønholdt og Skrukkerød henlagdes, og ophævede østre Porsgrunds Forening med Eidanger. Ved kgl Resolution af 26de Septbr. 1846 ere disse tre Gaarde igjen adskilte fra Porsgrund og gjenforenede med Eidanger. Indtil den Kgl. Resolution af 10de Juli 1847 henlagde Slemdals Sogn under Gjerpens Præ­stegjeld, med hvilket det forhen udgjorge eet Thinglaug, var ogsaa Slemdal, uvist fra hvilken Tid, Annex til Eidanger, som da hadde to Præster, af hvilke den residerende Cappellan ge­meenlig boede i Brevig.

 

Eidanger Kirke er en ved Tilsætning af Træebygning ud­videt Steenkirke af høi, ubekjendt Alder, forresten uden Mær­keligheder. Slemdals Annexkirke er ligeledes en Steenbygning af ubekjendt Alder og uden nogen Mærkværdighed. Da Eid­anger Præstegaard, der laae paa Gaarden Moen nordenfor Kir­ken, var afbrændt 1521, forenedes med den Gaarden Adelheim, der ligger i Sydøst for Kirken og strækker sig ned mod Eidangerfiorden. Paa denne Gaard staaer nu Præsteboligen. Da Præstegaarden ved denne Forening var bleven meget stor og overflødig forsynet med Skov, henlagde en Kgl. Resolution af 8de Decbr. 1847 en Deel af Skoven til Gjerpens, fornøden Skov manglende Præstegaard med den Indskrænkning at Havnegang i dette Stykke forbeholdtes Eidangerpræsterne, der og skulle nyde den aarlige Afgift af en i Skovstykket opryddendes Plads, hvis Beboer skal have Tilsyn med Skoven, der længe tyvagtigen benyttedes som Brændemagasin af Fattige i Porsgrund. Gaar­den Birkevold var i Fortiden adelig Sædegaard, hvis Herregaards­privilegier synes at være ophørte 1670. Dens Bygninger skulle have staaet i Nærheden af den nuværende Præstegaard, hvis Navn Adelheim maaske staaer i Forbindelse med Birkevolds adelige Eiere, der maaske tillige havde eiet Adelheim. En Deel af Stranden ved Eidangerfjorden kaldes endnu Herregaardsstran­den, som man mener, efter Herregaardsbygningernes Beliggen­hed der. Under denne Herregaard laae nogle af de ved Lan­deveien mellem Porsgrund og Laurvig beliggende Gaarde; og et østenfor eller nordenfor disse løbende Dalføre, hvorigjennem Præsten i Eidanger reiste til Annexet Slemdal, og hvorigjennem i seneste Tid Anlæg af en mindre couperet Vei til Laurvig er paatænkt kaldes fremdeles Birkedalen.

 

Efterat en stor Deel af de hidtil meddeelte Efterretninger om Kirkerne vare trykte, erholdt jeg ved Rigsarchivar Langes Velvillie efterstaaende Oplysninger, hentede fra Statens Archi­valier navnlig fra den saakaldte røde Bog, om de Kirker, der i Aaret 1398 hørte til Gjerpens Provsti og stode under tilsyn af Bispen i Osloe.

 

1.     fleiti-adals, ogsaa Rygina (Ryen) Kirke indviet St. Maria »in festo Crespini & Crespiniani« >: den 25 Octbr.

2.     Sauda Kirke, indviet St. Laurentius »in die Cyriaci martyris« o: den 8de August. Ved denne Kirke stod et Kors, hvortil var givet et ørebol i Gaarden Vegheim.

3.     Nes Kirke, indviet Apostlerne Peter og Poul »in pro­festo exaltationis crucis« : den I3de September.

4.     Bjaar (Bøe) Kirke, viet St. Olaf »in profesto Halvardi

>: den I4de Mai.

5.     Gordina (Gaarder) Kirke, viet St. Maria »in die nati­vitatis beatæ virginis« z: den 8de September.

6.     Lunda Kirke, viet johannes den Døber den 26de Septbr.

7.     Hollyna (Holden) Kirke, indviet St. Maria paa »Simo­nis & judæ« Dag >: den 28de Octbr.

8.     Helginar Kirke, viet St. Olaf den 2den Febr.

9.       Fenes Kirke, viet St. Michael »in profesto ad vincula Petri« : den 3Ite juli. 1)enne Kirke, som hidtil var mig ube­kjendt, maa have ligget paa Gaarden Fæhn i Holden, nu for Tiden mærkelig ved sine Jerngruber.

10.     Rurnanæs Kirke, viet St Laurentius »IV. Kalend Octobris« 3: 26de Septbr.

11.     Medalheim (Mælums) Kirke, viet St. Laurentius, Da­gen ei angivet.

12.     Mikjalsberg Kirke. Vielsesdagen og Kirkens Helgen nævnes ei, men naturligviis har Kirken været indviet St. Michael hvis Navn den bær.

13.     Solheims Kirke, indviet Johannes den Døber »in vi­gilia St. Laurentii« 0: d. 9de August.

14 Kljufva Kirke paa Gaarden Klyve ved Porsgrund, viet St. Margaretha. Om vielsesdagen er tilføiet: "translata a festo Michaelis in crastino luce evangl.« >: den I9de Octbr.

Om den Jordstrækning under Nutidens Bjørntvedt, hvor-paa vestre Porsgrunds nuværende Kirke staar og forhen et Ca­pel stod, i ældre Tid har ligget under Klyve, hvorved den her nævnte Kljufva Kirke falder sammen med vestre Porsgrunds, eller om der førend Opførelsen af det porsgrundske Capel eller samtidig med dette har staaet en Kirke paa Klyves nuværende Grund, er mig hidtil ubekjendt.

15.     Skeidis Kirke i Bamblum, viet St. Olaf den 4de October.

16.     Mo Kirke i Sandaukedal, viet St. Laurentius.

17.      Kirkjan à Monorn i Eidangre (paa Moen i Eidanger) viet St. Margaretha.

18.      Gymsoy Klaustrkirkja er opført i Jordbogen fordi Klosteret stod under Oslobiskoppens Tilsyn; men om Vielses­dagen o. s. v. nævnes Intet. Derimod nævnes, ligeledes uden videre oplysning.

19.      Borgostada Kirke, der rimeligvis blot har været et Capel uden Sogn. I)erimod nævnes ikke Bratsbergs Kirke, som derfor maa antages blot at have været et Huuscapel for de for­dums Beboere af Gaarden, der gjennem flere Aarhundreder var Sæde for Kongernes Sysselmænd eller senere Lænsherrer.