GAMLE FÆRDSELSVEIE MELLEM

NORDSJØ OG FRIERFJORDEN.

Av H. H. Holta.

 

Ved anlægget av sluserne i Skien og ved Løveid, fuld­ført 1861, i forbindelse med opdæmningen av Hjellevandet blev der skapt en helt ny færdselsvei mellem Telemarken og havet. Før kanaliseringen var der ved Løveid, som navnet antyder, et eid ca. 470 meter langt mellem Nordsjø og Storehølen (til Meierelven), og Skotfossen med Firingfoss kunde ikke passeres hverken op eller ned, Kun tømmer kunde slippes eller skytes gjennem Skotfossen, og selv tømmeret led betydelig skade i fos­sen. I en kommissionsbetænkning av 1844 heter det: »Da meget av trælasten lider skade ved at fløtes gjennem den steile og trange Skotfoss ved Nordsjøens utløp i Skienselven, idet en­dog tømmeret under visse vandstande sætter sig fast i fossen og stanser fløtningen i længere tid, saa kjøres allerede nu en betydelig del derav over Løveidet paa en høist ufuldkommen og slet vei, hvilket især er tilfældet med alle slags spirer og mastetrær samt skaaren og forædlet last, der i fossen er utsat for sønderslagning og fordærv. Foruten trælasten, soml gjennem Skotfossen og Løveidet føres til Skien og utstederne; transporteres nu fra bygderne paa den besværlige vei over Fjærestranden omtrent 10000 tønder korns tyngde aarlig i smør, talg, vildt, tjære, brynesten m. v. Den fra stederne ved Skiensfjorden op­adgaaende varetransport utgjør nu omtrent 33000 tønder korns tyngde av alle slags varer, saasom korn, salt, fisk, sild, brændevin og colonialvarer«. Den ufuldkotnne transportvei over Løveidet endte i en brat styrtning ned i Storehøl, og den skurlast m. m. som blev transportert over eidet blev styrtet ned i Storehøl gjennem en rende og blev saa fløtet i sopper videre nedover gjennem Meierelven og Farelven.

 

Terrænget paa begge sider av vasdraget fra Løveid og Skotfossen nedover til Elstrøm var saa ulendt at det var om­trent ufremkommelig, og ved Elstrøm var der et mindre fosse­fald, der i forbindelse med fossefaldene i Skien hindret trans­port paa elven opover til Løveid. Man kunde nok, naar elven var liten, til nød komme op med en tom pram gjennem Klo­sterfossen, idet forskjellen mellem vandstanden i Bryggevandet og Hjellevandet ved laveste vintervandstand kunde være like ned til 1.1/2  fot, men ved højeste flom kunde forskjellen være 18 à 22 fot. Transport av folk eller varer op elven fra sjøen til Løveid kunde der saaledes ikke være tale om, og endnu mindre nogen transport gjennem Skotfossen, der sammen med Firingfoss hadde en faldhøide av ca. 32 fot. Nordsjø ligger 49 fot over havet.

 

Den færdselsvei som fandtes paa østsiden av vasdraget, gik fra Vassdalen eller Omdalstrand over Kleiv og Gulset til Falkumelven og Skien; men denne vei var brat og vanskelig og har aldrig været nogen egentlig færdselsvei mellem Nordsjø og havet. Som anført i foranciterte kommissionsbetænkning gik færdselsveien mellem Nordsjø og Skien fra Fjærestranden over Geiteryggen til Faret, hvor der var overfartssted til Fartangen ved utløpet av Falkumelven, eller der roddes fra Faret til Døla­viken inderst i Hjellen. I Løvenskiold’s Bratsberg Amts Beskri­velse heter det

 

»I nærheden av Giemsø Closter ligger Hagesteen Fared. Her var tilforn et bekjendt færgested, dog derved var almuerne underkastet mange byrder, indtil Amtmand Berg antoeg sig deres sag ved forestilling til Kongen den 6 Juli 1728: at da nu Langefoss broe og Closter-broen vare byggede, kunde fra et giæstgiverie i Scheen for en taalelig pris alt gods besørges kjørt lige til Fierestranden uden først at kiøres, saa roes og derefter igien at kjøres, at almuen, Gjerpen Sogn fritaget, skulde aarlig give til Closterbroens vedligeholdelse 20 Rd. og aarlig til broen i Fierestranden 20 Rd. Da færgestedet blev 1506 allene op­rettet i mangel av broer, og altsaa blev Hagesteens privilegier ophævede den 7. Mai 1729. Man kan og herved anmærke at Langefossbroe er bygget anno 1640 og Closter-broen 1688«.

 

Ved Faret laa Hakasteins kirke. Den hørte under Gjemsø Kloster og var naturligvis lagt der paa grund av at færdselen til og fra Skien gik den vei[1].

 

Tænker vi os imidlertid længere tilbake i tiden før Gjemsø Kloster var anlagt og før Skien eksisterte som kjøpstad, til en tid da stedets væsentlige betydning var knyttet til de faa store gaarde som fandtes heromkring saa som Gjerpen, Mæla, Fal­kum, Lunde, Brække og Bratsberg, saa er det klart, at Skien, eller stedet hvor Skien nu ligger, med saa daarlig adkomst ikke kunde øve nogen større tiltrækning paa færdselen mellem Telemarken og havet, saameget mere som ogsaa elven utover fra Skien og særlig da gjennem Graaten (ant. av grjot = sten, stenet strøm) var vanskelig at passere. Telemarkningernes gamle utfærdsvei til havet maa derfor søkes andre steder end over Skien, og ved undersøkelser i marken har jeg fundet spor efter flere av disse gamle færdselsveie.

 

Fra Rokstad ved Fjærekilen har der gaat en færdselsvei opover dalstrøket mellem vestre Klyve og Lien til Meltveit og Tjerndalen og fra Tjerndalen gjennem en dal over til gaarden Pladsen og videre forbi pladsen Hegna og østre Klyve til vestre Porsgrund eller Knardalstrand. Den flate strand mellem Klyve­bækkens utløp og Torsberg har da været benyttet til at landsætte skibene paa, skib = knorr, genetiv knarrar, derav navnet Knarrarstrand som senere er forvansket til Knardalstrand, idet det feilagtig er antat at stranden har faat sit navn efter gaar­den Knardal istedetfor at det omvendte formentlig er tilfældet.

 

Ved Klyve = Kljufa laa Kljufa kirkja, der var viet til St. Margareta, og denne kirke har altsaa likesom Hakasteins kirke ligget ved færdselsveien.

 

Ved pladsen Hegna er der nylig fundet en urne med aske i en gravhaug. Urnen var efter konservator Jan Petersens for­mening førromersk, og gravhaugen stammer saaledes antagelig fra begyndelsen av vor tidsregning. Denne gravhaug har ligget ved den gamle færdselsvei, og vidner saaledes om færdsels­veiens ælde.

 

I dalsænkningen melletn Pladsen og Tjerndalen ligger et tjern[2], derav har dalen faat navnet Tjerndalen (oldn. Tjørndalr) og efter dalen er saa gaarden Tjerndalen opkaldt. Gaarden ligger for enden av dalen, og der er intet andet tjern som kunde ha git gaarden sit navn; jeg har ofte forundret mig over gaar­dens navn, indtil jeg ved at følge sporene efter den gamle færd­selsvei støtte paa tjernet. Det høieste punkt paa denne færd­selsvei er paa et haav like ved tjernet, ca. 100 meter over ha­vet. Færdselsveiens længde fra Fjærekilen til Knardalstrand er ca. 12 kilometer. Fra gaarden Tjerndalen har der ogsaa været en veiforbindelse ned til Voldsfjorden ved Steinsvarp eller Røra. Fra Fjærekilen til Steinsvarp har veien kun været ca. 9 kilo­meter, men terrænget fra Tjerndalen ned til Voldsfjorden er brat og ulændt, og da den indre del av Voldsfjorden fryser tid­lig til og gaar sent op, maa det antages at Knarrestrand har været den hovedsagelige landingsplads, likesom det har været den bedste plads for landsætning av knarrerne.

 

En anden færdselsvei har gaat fra Fjærekilen ved Klov­holdt op dalstrøket vestenfor gaarden Tingstad (oldn. þingstađir) og vestenfor Solum prestegaard til den store gravplads ved Findal, hvor der sandsynligvis har været et gudehov. Efterat denne gravplads er passert, har færdselsveien delt sig i en vei ned til dalstrøket langs Klyvebækken, som har sit utspring straks ne­denfor gravpladsen. Nederst i Findaljordet er der en gammel veiforbindelse over til Tjerndalen; men ellers er det først ved gaarden Pladsen at færdselsveien over Findal forener sig med den forannævnte færdselsvei over Tjerndalen og fra gaarden Pladsen har begge færdselsveie gaat sammen og fulgt Klyve­bækken til Vestre Porsgrund. Avstanden fra Klovholdt over Findal til Vestre Porsgrund er ca. 10 kilometer. Den anden færdselsvei fra gravpladsen ved Findal har gaat over gamle Rugtvedt og Bjørntvedt til Lergravstrand tvers overfor Borgestad og til Lahelle (oldn. Lađhella) ovenfor Mollhaugen.

 

O. Rygh antar at det gamle navn paa Klyvebækken har været Finna, derav navnet Finndalir, og dalen har da git navn til Findalgaardene, paa samme maate som foran nævnt for gaar­den Tjerndalens vedkommende.

 

En tredje færdselsvei har gaat fra bunden av Fjærekilen op dalstrøket til Gravkleiv (sammensat av grop, oldn. gróf, og kleiv). Færdselsveien er her kommet op fra dalen gjennem en brat, dyp hulvei, der altsaa har git navnet til gaarden Gravkleiv. Gaardens brønd eller vandolle ligger nede i dalen, og transporten av vand fra brønden op til gaarden har i tidernes løp medvir­ket til at uthule veien i sandbakken. Fra Gravkleiv maa færd­selsveien ha gaat over Solum prestegaards jorde omtrent der hvor der ligger 3 eller 4 hauger i færdselsveiens retning; disse hauge er muligens gravhauge. Haugene er imidlertid paafyldt sten fra akeren, saa det kan ikke, uten nærmere undersøkelse, bestemt avgjøres hvorvidt de er gravhauge eller ei. Over de opdyrkede jorder kan færdselsveiens spor ikke følges; men gjen­nem skogen sydvest for prestegaarden findes tydelige spor av gammel vei like frem til gravpladsen ved Findal.

 

Endnu ældre end gravpladsen ved Findal er muligens en gravplads som jeg har støtt paa ved veien henimot Holtanjordet. Ved denne gravplads har formentlig ogsaa en vei kommet op gjennem dalene fra Fjærekilen.

 

En fjerde færdselsvei har gaat fra bunden av Fjærekilen over Lillefjære og Rømyr til Bjørntvedt og videre til Lergrav­strand eller Lahelle. Efterat dampskibet »Statsraad Stang« kom i fart paa Nordsjø og hadde sin brygge under berget ved Fjæ­restranden, har færdselen til og fra Porsgrund ogsaa i nyere tid gaat denne vei. Fjæreberget antages at være det gamle Nau­starberg hvor baatstøene eller baatnaustene var.

 

Det maa antas at den største færdsel har foregaat mens isen laa paa vandene, og derfor har færdselsveiene mellem Fjæ­rekilen og Frierfjorden fortrinsvis gaat efter dalene, hvor sneføret holdt sig længst, og hvor stigningsforholdene var bedst, saa man lettest kunde komme frem med hest og slæde.

 

Naar man taler om disse gamle færdselsveie, maa man ikke tænke paa veie i moderne forstand; de var mere at regne for stier som selve færdselen lavet, og som ved rydning og ved nedlægning av klopper eller trandlebroer (smale stokke lagt ved siden av hverandre) over diker og myrer var gjort fremkommelige for folk og hester.

 

Ved siden av den færdsel som over isen eller i baat fore­gik over Nordsjø til og fra Fjærestranden eller Rokstad, har der naturligvis ogsaa foregaat en færdsel landværts. Denne færd­selsvei maa ha gaat gjennem Hollen og Mælum og har sand­synligvis støtt sammen ved Rokstad med den førstnævnte færd­selsvei fra Rokstad over Meltveit og Tjerndalen.

 

Om dette gaardsnavn Rokstad uttaler O. Rygh: »Her og i flere andre tilfælder er jeg sterkt tilbøielig til at tro at navnet har lydt Rólfsstadir av mandsnavnet Rolf (Rolfr), uagtet dette kan synes noget dristig naar man finder navnet skrevet i den nuværende form allerede i slutningen av det 14de aarh. At Rolfs- i vor tids uttale er blit til Roks- er der sikkert eks­empel paa«.

 

Det ligger nær at gjette paa at den norske Kong Rodwulf eller Rolv, som ved aar 500 kom til Theodorik den store kan ha git navn til Rolfsstadir. Det var ved denne tid at stadir­navnet kom i bruk, og Jordanes nævner granii. d. e. folk i Gren­land, først av de folk Kong Rodwulf sagde han hersket over[3]. Det vilde ialfald været et udmerket sted for et høvdingesæte paa Rokstad, hvor færdselen mellem Telemarken og havet baade tillands og tilvands rnaatte passere og hvorfra disse vigtige færd­selsveie lettest kunde beherskes.


[1] Like søndenfor Faret ligger Farholmen, hvor der er rester av gamle grav­hauge som kan tyde paa at her har været et kultsted ogsaa før kristen­dommens indførelse.

 

[2] Rektangelkartet viser hverken dalen eller tjernet.

[3] Cfr. Professor Alexander Bugge i Historielagets Aarsskrift 1920.