V.

 

1710-15. - Krigsbyrder og mislig embedsførsel. -

Uenighet og misfornøielse. - Broen over Klosterfos. -

Parykskat, dagskat og skattemandtal. -

Sødefension og konvoi. - Borgere

og negotianter. - Magistratens eiendom

beslaglægges. - Et mord.

 

Vicestatholder Johan Vibe døde i 1710 og avløstes av baron Waldemar Løvendal. Uagtet Vibe var general, hadde han ikke som vicestatholder havt den militære overkommando, den var lagt i hænderne paa feltmarschal Gustav Wedel, (den første av denne bekjendte greveslægt i Norge). Løven­dal derimot fik alle traade i sin haand. Han var uægte søn av Gyldenløve og Sofie Urne og det ser ut til at begge disse elskovsbarn (Gyldenløve selv var uægte søn av Fredrik III) hadde de indre og ydre fortrin som hørte med til deres høitbetrodde stilling og kunde imponere og fortrylle den nation de blev sat til at styre: energi, tapperhet, redelig vilje, forstaaelse av nationens karak­ter, og dertil et glimrende ydre Væsen med glans fra de store omgivelser i ut­landet, hvori de hadde faat sin kavaller‑opdragelse. Da Løvendal kom til Norge, syntes man at ha faat Gyldenløve tilbake; han indførte (siger en sam­tidig nordmand) her i landet en "magnificents" og pragt, som man ikke hadde set make til siden hans fars dage, og var samtidig den ivrigste av dem alle i sit embedes utøvelse, fra tidligeste morgen (oppe kl. 4!), overalt paafærde for at ruske op i slapheten og utrydde misbruk. Næst efter ham maa som med­lem av slotsloven nævnes stiftsbefalingsmanden i Kra. stift, Wilhelm de Tonsberg, likeledes en myndig og overlegen herre, som visste at se sine underord­nede paa fingrene. Der er saameget større grund til at nævne ham her, som Skien hørte med under hans distrikt og i en lang aarrække (over 20 aar) lagde særlig beslag paa hans aarvaakenhet og indsigt. Endelig maa det ikke glem­mes, at Bratsbergs amtmand Henrik Adeler 1704‑11 var medlem av slotsloven. Det var antagelig dette som gjorde det ønskelig for ham at ha en stedfortræder her i amtet, og derved kom da Peter Russel til at spille den rolle hvori vi saa ham i slutningen av 1709.

 

Aaret aapnedes med krigserklæringen. Den 6te februar gik trommen, og borgerskapet samledes talrig paa raadstuen for at høre oplæsningen av kongens trykte declaration (av 21/12 1709) om at gripe til vaaben og verge imot "Cron Sverrig" (protokollens uttryk ), og at alle Cron Sverrigs eller hans undersaatteres varer og eiendom skulde konfiskeres. Iligemaade læstes en ordre (av 18/1) om at de kgl. matroser skulde samles og begive sig til Kjøbenhavn. Kort efter (17/2) kom et brev fra slotsloven angaaende blokhusene. 2 blokhus skulde bygges, og ingeniørkaptein Brun var beordret til Skien for at tage stederne i øiesyn. Endvidere at alle skulde assistere med transporten av søfolkene, og at de værnepligtige i de provinser som har været en tid under "Cron Sverrigs regjering" nu skulde begive sig til dansk tjeneste og faa 6 á 8 rdl. paa haanden foruten maanedssold. 30/3 oplæstes et kgl. patent (>: aapent brev) om pardon for de søfolk som av frygt for indrullering i landmilitien hadde begivet sig til fremmede steder. Samtidig den behagelige melding (nu begyndte de extraordinære byrder at melde sig !), at Skien skulde stille 30 baadsmænd, 1/2 bartskjer (>: feltlæge) og 1/2 trompeter, beregnet til henholdsvis 24, 40 og 32 rdl. pr. mand, = 756 rdl. 28/4 læstes slotslovens brev om at stille et eller flere defensionsskibe, enten mot refusion av omkostningerne eller mot maanedspenge under tjenesten eller mot visse privilegier. De 2 blokhus skulde bygges straks; og man skulde holde øie med at ingen fremmede opholdt sig i Skien eller distriktet, som kunde være mistænkt for speideri eller andet ulovlig forehavende. 13/5: melding fra politi‑ og commercekollegiet, at en eskadre under viceadmiral Peter Raben krydset mellem Skagen og Anholt til beskyttelse for skibsfarten mellem Jylland og Norge. Likeledes at en eskadre skulde krydse i Nordsøen. Saaledes gik det slag i slag utover. Det ser ut til, at der er pustet liv ogsaa i den for længe siden oprettede borgervæbning, som formodentlig væsentlig hadde eksisteret paa papiret: Av en skrivelse fra stiftamtm. Tonsberg til magistraten ser man nemlig, at "kaptein" Mads Gram (som altsaa kan ansees for den første kjendte chef for borgerkorpset) og løitnant Thomas Riesche hadde klaget, fordi endel av borgerne ikke vilde møte til mønstring og vagt. Tonsberg forlangte straks besked om vedkommendes navn og „specification over de kgl. Betjente”; man see han er rede til at straffe.

 

Baron Løwendal kom til Norge i slutten av august, og allerede den 15de sept. læstes en skrivelse til magistraten med spørsmaal om byens næring og "hvorledes politien og justitien administreres", og om de hadde forslag at gjøre. Det var tydeligvis meningen at rydde op i embedsverket og tvinge det til at fungere punktlig og redelig "uden ald passion" som Gyldenløve sommetider uttrykte det, og Tonsberg fulgte tappert i statholderens fotspor; samme dag læstes nemlig ogsaa en skrivelse fra ham, hvori han foruten at underrette om den nye statholders utnævnelse, paalægger borgerne at vedligeholde gater, brygger, broer, veier “uden ald undskyldning”, naar de derom blev tilsagt av generalveimesteren Ulrik Fredrik Boysen. Oktober 2/10 purrer han igjen magistra­ten: “Og som udj det øfrige inted noget contribuerer mere till een Byes opkomst end een god orden og skik, saa ville dend Edle Magistrat straxen indberette mig, hvorledes Politien vorder administreret”. 3 uker senere ser man at han hadde forlangt oplysning om legater til kirke og skole, men at Skiens magistrat “meget uefterrettelig” har sendt ham “noget snak” istedet. Ogsaa om politi- og brandvæsen manglet ordentlig besked.

 

Dette forhold fra de overordnede myndigheters side blev ikke uten følger. Der blev sagt om Løwendal, at han paa sine reiser fik klageskrifter i sækkevis, og for Skiens vedkommende er det tydelig, at sluserne aapnedes for en længe opdæmmet misfornøielse; men inden vi gaar ind paa enkeltheterne heri, skal vi se litt paa, hvad man i Skien hadde at sætte imot den truende fare for pestsmitte. 6/12 hadde Tønsberg skrevet i den anledning, og magistratens svar derpaa lyder i sin helhet saaledes:

 

“Høyædle og velbaarne

Hr. Etats Raad og Stiftbefahlings Mand

høygunstige Herre,

 

Efter Deris høyrespective Missive af 6 December 1710 Paa Scheens Raad­stue bleven oplæst, angaaende den Smitsomme Siuge ved Guds Bistand i alle optenchelige maader at præcavere, og saaledis Paa Raad og middel udj tide vere Betencht, ifald den sig (det Gud forbyde) her i Landet schulde indsnige, haver Mand Apotecheren Friderich Wolf tilspurt, om hand udj sit Apothec med de Medicamenter er forsiunit hvilche den for kort tid siden udj Kiøben­haun udgangne Pest-Tractat tydelig foreschriver, hvortil hand svarede Ja. — Doctores findis her icke, ey heller nogen anden Examineret Medicus. undtagen Stads Chirurgus Wilhelm Karhof, der formedeLst Stædets slette tilstand, efter Foregivende, iche verit god for hidindtil nogen Svend at have Kundet holde, det man hannem nu dog alvorligen injungerit, Saasom hand selv uden Byen til Patienter henkaldet, iche altid kand være tilstæde. Ellers haver Mand Borgerschabet foreslaget, at det schulde være Raadeligt og gaunligt, at sig her paa Stæden, om end iche Just en Promotus Doctor, dog i dett Ringeste Examinerit Medicus opholt, hos hvilchen Man i Nøds tilfælde et got Raad kunde søge; hvilket og Borgerschabet Ønschede; Mand sagde derhos, det sig iche vel kunde lade giøre, Saasom der iche paatvifledis hand Joe een viss løn af Byen aarlig schulle prætendere, den Indvaanerne, helst i denne Krigs og dyre tid iche Kunde taale, undtagen de omkring Byen Boende og vel Formuende sin Contingent dertil ville levere. Vi forbliver etc.

 

Scheen den 22 December

Ao 1710

 

P. Simonsen.      Gerhard Hansen.      Christopher Jørgensen Flod.”

 

Ogsaa fra chirurgus Karhof foreligger en fremstilling, av samme dato. Han erkjender deri sin forpligtelse til at holde en svend, men gjør samtidig opmerksom paa de uholdbare økonomiske forhold hvorunder han virker: “Der ieg ved min andkomst nochsom fornam, baade Jhenseende til Stedets mange fattige, der iche kunde betale, Saavelsom en deel Riige, der efter faaregivende sig selv Barberede, min leylighed iche at kunde vere nogen Svend at holde, haver Jeg en dreng udj lære andtaget”. Naar dertil kom “de mange Fuschere, som Jdelig og uformerchet Søger mit Ringe brøed mig at betage”, saa maatte han faa en næring ved siden av sit embede for at kunne opfylde forpliktelsen til .at holde en svend og androg om ret til at drive ved sin hustru en liten “husnæring” (handel) og “Smaa Kram”. Han hadde allerede begyndt dermed, med den følge at han formedelst takserborgernes fortrydelse var paalagt en utaalelig skat: byskat 4 rdl. baadsmandsskat 4 rdl. og blokhusskat 6, ialt 14 rdl. som han ikke var god for at betale uten at gaa tilgrunde!

 

At det ikke stod rart til andre steder heller, ser man av en samtidig indberet­ning fra Tønsbergs magistrat med oplysning om at der i Tønsberg og Holme­strand hverken fandtes apotek eller doctor, bare en barber ved navn Iust Friedlieb, der “snart ey har brød til Munden” (altsaa den samme som tidligere hadde forsøkt sig i Skien). Skrivelsen ender med følgende hjertesuk: „Den gode Gud sørge self for dette fattige Stæd i ald paakommende Nød”. — Fuldt saa ilde var det altsaa dog ikke i Skien. Apoteker Friderich Wolf maa være kom­men hit i begyndelsen av aaret; hans bestalling var dateret 8/8 1709, bekræftet av notarius publicus i Kbhvn. 1/2 1710 og løst paa Skiens raadstue 17/2. Det varte ikke længe, før ogsaa han var paa krigsstien for at værge sig mot indgrep i næringen (“præjudice”), nemlig ved en proces mot Andreas Blom, som hadde solgt apotekervarer til madame Justen. Den tapte han, men saa fik han desto kraftigere opreisning i en anden affære: man hadde villet tvinge ham til at delta i borgervæbningens øvelser. I hans klage derover heter det at “endeel af byens borgere har satt deres plaicier i at tilføye mig som dette Steds allernaadigst priviligerede Apothecker allsom største fortræd ved udpantning uden lov og dom”, fordi han ikke “comparerede paa dens anrettede mynster­plads her ved byen”, mot den kgl. forordn. av 4/2 1672, som fritok apotekere for al borgerlig bestilling, samt indkvartering. Han klager ogsaa over den for­træd som helt fra han kom til “dette ringe og slette stæd, moxen altid mod mig været intentionered”. — Dette røber unægtelig en vis fremmedfiendtlighet fra indvaanernes side, hvis det ikke utelukkende skriver sig fra deres uvilje over at ha folk imellem sig, som ikke i alle maater delte byrderne med dem. I ethvert fald fik de nu sit pas ordentlig paaskrevet gjennem følgende kraftige

 

“Resolution

Det burde well vere Borgemester Peder Simonsen vitterligt, at udi alle Lande er een Vedtegt at Apotechere ere for all tyngde samt inqvartering befriet, saa Kommer det mig meget ligt for at bemelte Borgemester maa udaf passion Requirenten have paalagt at møde naar Borger Compagniet forsamles, ieg bliver endmere udj min tanke størcket, naar ieg anser dend Udpantning, som hos requirenten uskielligen giort er, hvorfor ieg will have Borgemester Peder Simonsen alvorligen advaret, at hand sig efterdags fra slig utilbørlig medhandling entholder, saa at hand lader Vederfahre hver Mand udj Scheens Bye uden all passion og affecter rett og skiell, med mindre ieg icke skall foraar­sagis nøyere at lade examinere hans conduite, som ufeilbahre till hans avan­tage icke wil Udfalde. Imidlertid haver titbemelte Borgemester dend anstalt at forføye, at det udpantede uden ringeste ophold uskad i alle maader Requirenten tilstillet worder.

Christiania d. 10de Decembr. 1710.                                          W. de Tonsberg.”

 

Av andre byrder, som krigen voldte, maa nævnes at byen var paalagt at stille en rytter à 112 rdl. samt bidrag til 2 “skjærbaater” (smaa armerede kystfartøier) 200 rdl. til hver baat, “allerforderligst at indsamle”. Rytterpengene skulde være indbetalt senest ved aarets utgang. — Blokhuset vied Brevik har man vistnok gaat igang med, men Langesund gjorde indvendinger og indgav et formelig andragende om at slippe. Noget senere ser man, at Jørgen Peder­sen i Langesund gjorde forskud til blokhuset, men da de øvrige bidrag uteblev, kunde Skiens magistrat ikke faa det istand, hvorfor Tonsberg gav ordre til “uopholdelig at se dette blokhus forfærdiget og istandbragt, saa og med for­nøden Vagt besat”. Om den av magistraten anførte grund siger T. at den er “iche tilstedelig at hindre et saa høyfornøden verk, saasom de vell hafde kundet udfinde Et Middel at bringe de U-villige til Lydighed”.

 

Det var rimelig at man i Skien nu som før søkte dels at faa de store utenbyesboende driftsherrer, dels ogsaa de indflyttede utlændinger ind blandt sine skatteborgere, især nu da skoen begyndte at trykke for alvor. Saaledes forsøkte de sig med James Bowman i Porsgrund og en i 1706 til Skien ind­flyttet hollænder Jaye Worchum. Den første slap (som vi senere skal høre) fra det ved diplomatiets mellemkomst; den anden fik ogsaa ialfald foreløbig medhold i sin klage. Han var trods forordn. av 11/4 1685 skatlagt med alle extraskatter og tvungen til at delta i vagtholdet ved blokhuset, og fik av ma­gistraten intet svar paa sin klage, efter at der var holdt militær exekution hos ham for skatten. Dette nedkaldte igjen en lynstraale over magistratens hoved. Slikt vilde Tonsberg ikke vite av “medmindre jeg icke skall obligeres andre mesures (> : forholdsregler) formedelst deris mislige conduite at tage”.

 

 

Allerede i begyndelsen av oktober indlep der klager fra Skien over mislig embedsførsel, deriblandt over Peter Russel som amtmandens fuldmægtig. Det var ikke smaatterier, han blev beskyldt for: i slotslovens kopibok heter det, at han tok gaver for at holde det unge mandskap fri for utskrivning, og Tonsberg fik ordre til at lade klagen offentliggjøre og samtidig utlove en belønning av 200 rdl. til den der kunde bevise den, med løfte om at blive “i alle maader beskiermet og mainteneret”. — Og ikke nok med det: der blev utvirket en kgl. resolution (av 20/11 s. a.) om nedsættelse av en kommission til undersøkelse av Russels forhold. I det av Fredrik IV utstedte commissorium opreg­nes en hel del punkter, som skulde tages under behandling: Russels forment­lige underslæb og “stor urigtighed”, at han skulde ha mottaget gaver fra soren­skriverne Marcus Hansen i nedre og Morland i øvre Telemarken; at fogden paa Romenes skulde ha skutt sig ihjel, hvorom man forlangte Christopher Bioulands (Bjaalands) tilstaaelse; om misligheter ved utskrivningen til oberst Krags regiment (f. ex. at der fra Tinn bare var antaget en rekrut!); om sko-, kjød- og høiskatten; om en enkelt navngiven soldats forhold til Russel; og endelig om kompletteringsmandskap til vesterlenske regiment.

 

Til medlemmer av denne komission beskikkedes oberst Krag, krigskom­missær Møller, kaptein Handingman og Niels Josten. Den fik altsaa en over­veiende militær karakter, formodentlig fordi misligheterne væsentlig hadde svæk­ket effektiviteten av de militære foranstaltninger, en farlig affære nu da man rustet sig til krig! Og baron Løwendal var mand for at gripe til de yderligste midler, endog pinlig forhør, for at faa sandheten frem, saa det saa virkelig stygt ut for Russel, især da der fremdeles indløp klager over ham. Imidlertid har det støtt paa vanskeligheter at faa saken fremmet; de militære medlemmer av kommissionen fik forfald, og slotsloven maatte se sig om efter stedfortræ­dere til at utføre hvervet; 9/7 1711 skrev de til borgermester Peder Clausen Nørholm i Tønsberg og Herculus Weyer og gav dem commissorium til at træde sammen med Nils Justen, eftersom slotsloven ønsket saken fremmet “forder­ligst” og bragt tilende; men endda var der vanskeligheter: de 2 nye medlemmer maatte i november s. a. melde, at Niels Justen ikke har behaget at indfinde sig i Skien ved deres møte der! Saa fik da Niels Justen paalæg fra slotsloven om at møte til “tegtetid”, 14/1 1712, og der maa være avholdt møter, som bragte et resultat, men hvilket? Russel, som imidlertid fremdeles var en stor mand, eftersom han sat i kommission sammen med den til stiftamtmand i Kristians­sand forfremmede amtmand Adeler for at paadømme en tvist i Jarlsberg, klaget over at han ikke kunde faa utskrift av dokumenterne; slotsloven gav 8/11 1712 ordre til kaptein Handingman og Hercules Weyer om at gi ham utskrift for betaling, og saa hører man ikke mer til saken. Ialfald findes ikke mere derom i slotslovens og stiftamtmandens arkiver. Aaret efter var Løwendal væk; han forlot Norge og statholderskapet, og hans eftermand, tyskeren Viereck, som bare var her en kort stund, har vel ikke været mand for at drive paa. Det ser saaledes ut til at “inkvisitions-kommisionen”, som Russel kaldte den, er løpen ut i sandet; selv om han er bleven svidd og har faat en blamage, saa var det ikke værre, end at han et par aar efter blev betrodd at være eneher­sker i Skien.

 

En ganske anden rækkevidde fik klagerne over Skiens magistrat, for her avsløredes en indre splid og misfornøielse, som tilslut førte til en katastrofe. Felttoget i denne borgerkrig, som man vel kan kalde det, aapnedes av raad­mand Chr. Flod med en klage til Løwendal over borgermester Simonsen og byfoged Henrich Fredriçhsen, for deres “slette Nidkierhed for det Gemene samt Iustitien og Politiens Administration” og manglende kontrol med den svenske marketenter Andreas Kampe. Den anden raadmand, Gerhard Hansen, klaget over “Expeditionernes Negligence og Seendrægtighet fra Raadstuen udj Scheen”. Noget senere kom der mer av samme sort, baade et anonymt, til selve kongen stilet klageskrift, og fra navngivne folk i Skien antydninger om mislig omgang med pengemidler (børnepenger og de saakaldte rançonpenge til fangne søfolk i Tyrkiet.) Altsaa sommel og slaphet og tvilsom bestyrelse av penge; det var klageposterne, og det kan nok ikke betviles, at der var meget berettiget i kla­gerne. Mest gik det ut over borgermester Simonsen, som synes at ha været en svak mand uten evner for den stilling han beklædte. Likeoverfor Tonsberg, som i de følgende 5-6 aar fik sin fulde hyre med at greie floken, er Simon­sen i sine skrivelser og erklæringer altid den tid det yderste høflige og ydmyge underordnede; som prøve paa hans maate at tage tingene paa, hitsættes føl­gende tirade av hans foreløbige svar paa Flods klage: „udi dybeste underdanig­het betaches min Naadige Herre for tilschichede Copie af Raadmand Flods Sup­plique, hvorpaa Byefougdens og min underdst. Erklæring denne post schulde paafuldt. Mens som Byfougden veret en tid lang fraverende og udj Cragerø udj forretninger — — saa bedes underd.t om forladelse at der med denne Post iche efterkommes, Ellers er samme Raadmand et Meget Uforligt og Egensindigt Mennische, der lidet agter om Hvad hand schriver, Hvorfor og iche er dend første gang hand saadant usandfærdigt thøy haver sammenspundet, saa det er Nochsom Bra folch her udj Destrictet hans Weesen og Homeur bekiendt; Hand bliver aldrig Reelig, førend Allernaadst. bliver Anledet et par Smuche forstan­dige Mænd som Comiss.s til at Examinere sagerne paa begge sider, saa bliver hand sicherlig mere Navnkundiget” — En noget tidligere skrivelse indle­der han med at ønske “woris høygunstige Herre og dens Gandsche Huus frem­dehlis at bliwe udj ald den welstands Lychsalighed som Himmelen formaar”, og denne tone (hvorav naturligvis noget hørte med til tidens skik) vedlikeholdt han til det sidste. — Raadmand Flod døde allerede i løpet av det følgende aar, saa han undgik at bli “Navnkundiget”, og da der nogle aar senere virkelig blev sat et par “schmuche folk” til at undersøke forholdene (den ene av dem var Peter Russel!), blev det til liten glæde for borgemesteren. Byfoged H. Fridrich­sen døde 1713, saa var han fri for videre tiltale.

 

1711 indledes med behandlingen av et baade for byen og landbefolknin­gen vigtig lokalt spørsmaal, nemlig broen over Klosterfossen. Almuen i Nedre Telemarken hadde i slutten av forrige aar (som synes at ha taget tappen av tønden for alleslags besværinger) klaget til slotsloven over broens slette tilstand, som gjorde det ufremkommelig til Skien om vinteren, naar der var men-is. De tilbød at bidrage 1/3 til broen, hvis Skien og Klostrets proprietarius vilde tilskyte resten. Slotsloven gav Tonsberg ordre til at foranstalte hvad han fandt ret og billig; han sendte saken til amtm. Adeler, og saa kom den da til behandling paa Skiens raadstue 16/4 1711. I Adlers skrivelse oplyses, at almuen i Telemarken for over 26 aar siden hadde givet penger til broen, og at forpagteren paa Gjemsø, Jacob Thurman, hadde repareret den, men samtidig holdt “laas og luchelse” derover, saa de maatte betale 2 sk. pro persona for at slippe gjen­nem. — Borgerskapet bad sig fritaget for utgift til broen, som de mente utelukkende vedkom landbefolkningen. Denne hadde sin sedvanlige vei til Skien over Hagestensfaret, hvortil hele oplandet betalte den paabudne “far-told”. —Saken blev først endelig avgjort i 1714; da kom der ordre til at indkræve fra hele landdistriktet en sum av 560 rdl. fordelt med 1/3 paa Nedre Telemarken og 2/3 paa resten av amtet. Fordelingen mellem sognene, som ser noksaa ind­viklet ut, stillet sig slik:

 

Bamle fogderi 2.162/269

Nedre Telemarken 16.172/413

Tørisdal, Veum, Skafse, Heggeland, Nissedal, Vraadal, Treungens an­nexer 4.8/9

Resten av øvre Telemarken 12.42/959.

 

Det var amtm. Adeler, som før sin avreise til sit nye embede i Kr.sand i 1711 hadde foretaget denne fordeling. Han maa ha været flink i brøkreg­ning. Klostrets eiere vilde vedlikeholde broen, som jo ogsaa var av interesse for dem.

 

Med hensyn til pestsmitten bestemte slotsloven 20/8 at posten fra Kbhvn. til Stavern skulde røkes, før den blev sendt videre (pesten var nemlig nu op­traadt i Kbhvn.), hvorom postmesteren i Larvik, Thedorus Andersen, fik be­sked. Som karantænehavn anbefaltes Malmøen ved Stavern. Av krigsforan­staltninger kan merkes, at Skien skulde skaffe 6 hester, Porsgrund, Brevik og Langesund tilsammen 10. Av omsorg for kornforsyningen var det bestemt, at alle brændevinskjedler paa landet, uten standsforskjel, skulde lukkes, for at ikke grøden skulde bortødsles til brændevin; dette forbud blev dog midlertidig hævet i tiden mellem 1/12 og 8/1. Og saa ser man, at embedsmændene fremdeles gjorde vrøvl og var gjenstridige: Bratsbergs nye amtmand, Jacob Lindberg (cancelliraad og assessor i overhofretten) viste sig at være en mand, som Tonsberg maatte holde øje med. Han negtet saaledes at komplettere kaptein Spinches kompani, fordi derom intet stod i den ordre han hadde faat fra slotsloven om at skaffe rekrutter til vesterlenske regiment og sende dem til Stavern; men nu maatte han værsgo til med det! Og presterne i amtet gjorde vrøvl med mandtallet til konsumptionsforpagter Nils Gregersen, saa biskop Munch fik ordre om at tilholde dem at gjøre sin pligt. Bak dette ligger naturligvis embedsmændenes ulyst til at medvirke ved de ofre, som krigen paalagde.

 

I slutningen av aaret ser man at borgermester Simonsen har opholdt sig 6 uker i Kra. for at konferere med Tonsberg om byens skat og tarv. I ste­det for avdøde raadmand Flod blev Christian Brandt (blokhusets komman­dant) beskikket av Løwendal og fik noget senere sin kgl. bestalling (Kolding­hus 3/3 1712), men blev høitidelig indsat i embedet 26/11 1711, ønskedes til­lykke og fik nokel baade til “byens kiste” og hospitalskisten. Aaret endte med en affære mellem borgerskapet og 2 fremmede kræmmere, som hadde dre­vet handel, saa enhver kunde faa kjøpt “ 1 kniv, 1 saks, 1 par handsker, 1 allen kattun. nettelduk, baand, kniplinger, silke, ulden stof samt kornvarer”. Over denne “præjudice” indgav 5 borgere (Ulrich Friderich von Cappelen, Jaye von Worchum, Jens Gregersen, Christen Jensen og Peder Jensen) klage, da byfogden efter deres mening ikke hadde gjort sin pligt. Han svarte og op­lyste, at den ene kræmmer viar forsvundet om natten, og den anden hadde, efterat hans døre var forseglet, indfundet sig med nyerhvervet borgerskapsbrev, saa der var intet at gjøre. Han hadde nu været byfoged i 38 aar, uten viss løn, og beklager sig meget over den omtale han nu blev gjenstand for.

 

Til de skattepaalæg regjeringen grep til for at skaffe mynt under krigen hører den berømmelige parykskat. Forordningen derom (av 21/9 1711) begyn­der meget høitidelig saaledes:

 

“Vi etc. Giøre alle vitterligt, at ihvorvel Vi gierne saae Voris kjære og troe Undersaatter i disse besværlige Tider, for videre extraordinaire Paalæg og Udgifter forskaanede, saa dog alligevel, saasom til det gemene beste at fremme, alle og enhver af yderste Evne bør concurrere, og Vi ingenlunde tvifle at jo enhver allerede er persuaderet, at denne krig er begyndt og videre fortsætter, alleene til den Ende, for derved at erlange en sikker og bestandig Fred; Dette da at fuldbyrde, udfordres en anseelig Krigsmagt baade til Lands og Vands, hvis Underholdning ikke andet kand end foraarsage Daglige og Store Udgifter, til hvilke at udrede have Vi allernaadigst for got befunden efterfølgende Skat paa de Ting (hvor af de fleeste sig meere til Overdaadighed end af Fornøden­hed betjene allernaadigst at paabyde” etc.

 

Taksterne i denne skat var:

1 Carosse, chaise og lignende, med dække over, 20 rdl.

   Karjol  4 ”

2 Parykker, for rangspersoner 4 rdl., ellers 1 rdl.

3 Fontanger eller andre franske sæt eller topper likeledes henholdsvis 4 og 1 rdl.

4 Sko, 6 skill. pr. par i byen, 3 sk. paa landet

5 Tjenestefolk (iberegnet forvaltere, skrivere, svende m. m.) 1/6 av lønnen.

 

De fire første poster skulde betales 4 uker efter forordningens offentliggjørelse, den 5te i 2 terminer: paaske og St. Hans. Hvorledes Skiens magistrat fortolket disse bestemmelser eller evnet at gjennemføre dem, kan skjønnes derav, at endnu i 1715 resterte 287 rdl. av det samlede beløp 537.

 

Mandtallet til denne luksusskat (som den var ment at være, skjønt man har vanskelig for at forstaa berettigelsen av denne betegnelse for no. 4 og 5) er meddelt fuldstændig i aktstykkerne og indeholder mange fornøielige smaa­træk. Damernes haarpynt har faat mange slags betegnelser: Fontange, opsat hue, top, maadelig sæt, tarvelig sæt, lidet gement sæt, som om vedkommende var bange for at anses for storagtige. Byskriver Hichmann slap for sin per­son, da han “bruger peruque af fornødenhed”. Av 150 personer er 1/3 ungkarle med husholdning, ogsaa et ganske merkelig forhold. Den største skatyder i dette mandtal, som utelukkende omfatter de 4 byer, er Russel med sam­let beløp 38 rdl. (som han rigtignok skyldte endnu i 1715); den store mand hadde: frue, tjenestepike, skriverkarl, 2 tjenestegutter, 3 kvindepersoner, chaise med dæk over. Fruen hadde naturligvis fontange, og baade han selv og skriverkarlen paryk. Tjenesteguttene i hans hus hadde 15, kvinderne 6 rdl. aaret. Den rike Anders Nielsen Lerstang i Brevik førte i sammenligning dermed et meget tarvelig hus (8 rdl. 3-8 i skat). Om “negotianterne” er der ikke tale i dette mandtal; de maa søkes i fogdens.

 

Den 30te marts 1712 gik trommen, Skiens magistrat sat paa raadstuen og ventet i 1.1/2 time, men ikke en eneste indfandt sig! Om det var av like­gyldighet borgerne uteblev, eller om det var en demonstration, kan ikke sees av dokumenterne. Det kunde jo ogsaa tænkes, at man hadde paa følelsen at nye byrder og paalæg var ventende, og helst vilde slippe længst mulig for at faa vite noget om det, som man nødig vilde høre. Det var vinter, saa folk hadde vist god tid til at møte. Imidlertid var der ikke noget paafærde endnu, og dagen efter skedde ikke noget merkeligere end at raadmand Brants bestal­ling blev oplæst. Forst et par maaneder senere kom det: Frederik IV hadde 13/4 fra Koldinghus paabudt krigsskat (“dagskat”) over hele Norge. Kra. stift skulde yde 250 rdl. daglig, Trondhjems stift 200, Bergens stift 150. Skiens andel utgjorde 20 rdl. pr. dag. Aaret efter en lignende skat, men med det halve beløp, og der var givet den lettelse, at 1/6 skulde eftergives de villige betalere, av begge aars samlede skat (egentlig 1/4 av første aar.)

 

Man vil i aktstykkerne finde avtrykt hele det store skattemandtal for begge aar under ett. Det er underskrevet av Herman Leopoldus, som her optræder som autoriteternes særdeles betrodde tillidsmand (en rolle han oftere fik utføre i disse aar), dernæst av magistraten og saa av 11 takserborgere; den 12te (Anders Nielsen i Brevik) mangler. Leopoldus var “tilforordnet”. Mandtallet er usedvanlig omhyggelig avfattet og gir derfor (undtagen i et enkelt punkt) god besked om sammensætningen av det samfund, der skulde i fællesskap bære den tunge byrde:

 

Skien:     Rangspersoner og udenbyes boende negotianter...................................................... 27

                Borgere................................................................................................................................57

                Haandværkere (skomakere 11, skræddere 6, smede 7, andre haandv. 13).................37

                Arbeidere...........................................................................................................................126

                Enker....................................................................................................................................27

                Søfolk...................................................................................................................................18

 

................................................................................................................................................. Sum 272

 

Porsgrund: Toldere 6, borgere 13, Strandsiddere 36, Søfolk 32 ...............................................87

Brevik   Borgere 12, Strandsiddere 42, Søfolk 39.........................................................................93

Langesund:   “      4,             “              8,    “       18.........................................................................30

 

..................................................................................................................................................Sum 482

 

Kragerø er ikke specificeret; det skulde efter den gamle overenskomst av 21/6 1667 betale 1/5 part av det hele beløp. Her er som man ser, bare i Skien opført en særskilt haandverkergruppe (hvori, merkelig nok, snedkerne ikke staar selvstændig, men sammenblandet med endel andre); medens de i de andre 3 byer forsvinder mellem strandsidderne. Endvidere er i den rummelige sæk “arbeidsfolk” puttet alt der ikke passer i de øvrige rubrikker; i andre mandtal finder man dem undertiden specificeret som sagmestre, skotfolk, flaatefolk, sagdrenge, løsgjængere.

 

Det har nu som før været magtpaaliggende for Skien og de andre byer at faa de store utenbyesboende næringsdrivende med. Under titelen “rangsper­soner” danner disse proprietarier og negotianter en ganske imponerende gruppe:

 

Gjemso kloster                      571          rdl.          (død) Byfoged H. Fridrichsen            21            rdl.

Fru Arnolds dødsbo            263          ”              Jochum Reins enke                              23            ”

Generalløitnant Legard        45            ”              Stiftsskriver Iver Struck                      40            ”

Oberst Arnold                      95            ”              Sorenskr. Marcus Hansen                  22            ”

Kancelliraad Borse               235          ”              Monsr. Pinian                                       5              ”

Major Fien                             47            ”              Jacob Thurman                                     24            ”

Sekretær Leopoldus             190          ”              Apoteker Fr. Wolf                                47            ”

Sr. Kai Børting                      214          ”              Barber W. Carhof                                 23            ”

Assessor Russel                  142          ”.             Kons.forpagter M. Morland               47            ”

Borgemester Weier              190          ”              Peder Christensen                                11            ”

Med. Maren Eeg                  5              ”              Bertel Hagedorn                                   5              ”

Borgemester Simonsen       114          ”              Musikant Hans Jørgen                        5              ”

Raadmand Gerh. Hansen    45            “

       “       Christian Brandt   19            “

 

Derefter kommer de ubetitlede borgere, hvoriblandt merkantile størrelser som Jon Arnesen (190), Simon Jørgensen (214), Hans Gregersen (131), Christen Andersen (119), Peder Baar (72), Ulrich von Cappelen (95), Hans Sivertsen (95), Rasmus Tommessen (95), Jayen von Worchum (72), I Porsgrund: Rasmus Rasmussen (95), Gunder Solvesen Buer (83), James Bovman (72), Nils Pedersen Herstad (118). I Brevik: Anders Nielsen (214), Lars Nielsen (95); i Langesund: Jørgen Pedersen (214).

 

Tolderne er samtlige opført under Porsgrund, og de geistlige findes ikke i dette mandtal (heller ikke skolemestrene), da de var særskilt beregnet. ‑ Det ser litt besynderlig ut, at musikanten figurerer blandt rangspersonerne, mens organisten maa nøies med en beskednere plads. Apotekeren er ikke sparet, heller ikke barberen, og den omtvistede hollænder von Worchum er ogsaa med; muligens har skattefriheten ikke omfattet ogsaa den extraordinære dagskat. Hans Sivertsen (eller Siwers) var den kræmmer som i hui og hast fik borgerbrev og nu altsaa er bleven en pen borger av Skien med stor skat.

 

Hvor magtpaaliggende det var at faa de utenbyes med, kan skjønnes derav, at de tilsammen repræsenterte et bidrag av 1529 rdl. Det gik ikke fort at faa pengene ind, og værre blev det derved, at skatteskruen dreiedes ogsaa de 2 følgende aar. Midtsommers 1714 leverte magistraten et slags opgjør for 1712‑13: I alt paalagt 9150 rdl., hvorav indkommet 3224 rdl. Restance for Skien 1926 rdl. Det øvrige skulde klares av Kragerø med 1830 rdl. Rangspersoner paa landet 1529, Tolderne 90, Søfolk (som fritages) 322, strandsiddere 225 (uerholdelig). ‑ For alle 4 aar 1712‑15 blev det ca. 20,000 rdl., hvorav Kragerøs bidrag var 4018 rdl. ‑ I 1711 skrev magistraten til Tonsberg: „Her er sandelig iche penge iblandt folch, vil derfor underdanigst bede welbaarne Herre udj det længste har Taalmodighed med dette fattige folch."

 

Likesom borgem. Simonsen hadde været indkaldt til Kr.a, saaledes fandt man det i 1712 ønskelig, at amtm._Lindberg og foged Krag indfandt sig med sine mandtal til Bratsberg amts andel i dagskatten. Lindberg undskyldte sig og søkte at slippe fra det, men slotsloven forstod ikke spøk i denne tid; 10/5 kom der en ordre, hvis sprog ikke er til at tage feil av: „Saa dog alligevel, som din nærværelse her til den ende uomgjængelig behøvis, Saa er Voris allernaadigste Villie og befaling, at Du uden nogen slags videre undschyldning eller paaskud til forbemelte tid dig her præcise indfinder. Dermed skeer Vor Villie Befalendis Dig Gud". Skrivelsen er undertegnet av general Hausmann. Det maatte være behagelig for en amtmand at faa en slik overhaling, men slotsloven med vice‑statholderen i spidsen repræsenterte den kgl. myndighet i Norge (dens stil og uttryk er formet derefter) og der var sikkert ikke andet at gjøre end at lystre.

 

13/8 skrev slotsloven, at Nordsø‑eskadren ikke kunde avse skibe til convoi, hvorfor negotianterne maatte se til at klare sig selv. Rederne hadde foreslaat at alle de koffardiskibe som førte skyts (ialt 9) skulde slaa sig sammen og seile i sluttet eskadre fra Larkollen til Flekkerø; underveis skulde de utenfor Stavern og Merdø varsle de andre ved 2 skud og som kjendetegn føre hollandsk gjøs paa fortoppen. ‑ Der blev i denne tid drevet kapervirksomhet ogsaa fra Norge, saaledes utrustedes i Kristianssand, som jo laa svært beleilig til, en kaperbukkert „Det frugtbringende Selschab”, men her i fjorden synes man ikke at ha deltaget i den slags frugtbringende forretninger. I november fik man ordre om at brygge 150 td. øl (1 td. malt og 2 td. humble til 3 td. øl), og i samme maaned marsj‑ordre for de i Bratsberg hjemmehørende kompanier av vesterlenske regiment. Endel soldater nølte med at komme avsted, men Lindberg fik paalæg om at faa dem ivei. De skulde til Fredrikstad og Fredrikshald, under oberst Johan Henrik Garman.

 

Var 1712 temmelig fattig paa begivenheter, er dets efterfølger saameget betydningsfuldere i flere henseender. 2den marts var Tonsberg i Skien for at faa istand et opgjør og ordne forholdene. Gerhard Hansen hadde indsendt til kongen en vidløftig klage i 14 punkter over de 2 andre medlemmer av magistraten, og Tonsberg lod nu først oplæse baade klagen og kongens brev til ham om saken, derefter skred han til forhør. Det gik nærmest ut over borgemesteren, som maatte tilstaa adskillige mangler og fik tilhold om bedre forretningsførelse, deriblandt anskaffelse baade av en voteringsprotokol og en til indførelse av indløpne ordrer fra overordnede, hvorefter Tonsberg „formanede magistraten til Enighed og fredsommelighed, forestillende deris Plicht udj deris Embeder, og belowede Magistraten samtlig Efterdags udj Enighed, fuldstændig Harmoni at lewe og alting at overlegge til Byens bæste og gode.”

 

Efterat Tonsberg saaledes hadde ialfald foreløbig tilveiebragt fred inden byens styre, skred han til at behandle et andet vigtig forhandlingsemne, nemlig forholdet mellem byen og de utenbyesboende. Tilstede var nu amtmand Lindberg samt endel av borgerne, som uten tvil med spændt opmerksomhet har paahørt diskussionen. Proprietariernes sak førtes av Lindberg, medens Tonsberg lagde dygtig ivei for at bevise, at de som handlende maatte skatte til byen og dele dens byrder. De hadde fra gammel tid betalt „summariske skatter" med denne (han henviste til mandtallet av 1676), endvidere baadsmandsskat, skjærbaads‑ og blokhusskat. Lindberg kaldte dem vistnok proprietarier, men de var heller negotianter, som handlet baade med

Herman Leopoldus (Løvenskiold).

indenlandske og udenlandske og leverte korn, malt, salt og krambodvarer til bønder og sagbruksfolk. Ialfald maatte der en kgl. dispensation til for at fritage dem. Efter endnu en formaning til magistraten om herefter at vise mere „exactitude" (nøiagtighet) i embedsførsel, sluttet dette berømmelige møte, det første i en række av fire slike. En av de følgende dager behandledes skatteligningen. Borgerne erklærede, at dagsskatten var altfor stor, større end de kunde bære, men Tonsberg sa, de maatte foreløbig finde sig deri og se tiden an; derefter blev der holdt en prøve­ligning, og av intimationen til mandtallet for 1712‑13 ser man, at denne briljante ligning er bygget paa den under Tonsbergs ledelse utførte som fundament og veiledning. En hel uke ofret Tonsberg paa disse og andre saker, og man faar et sterkt indtryk av, at han her var den rette mand paa den rette plads, et hoved høiere end de andre. At han ikke slap taket i striden om proprietarierne, skal vi se i det følgende. At Leopoldus, skjønt selv stor proprietarius, har sluttet sig til byens parti, tør man vel slutte derav, at han har ledet avfattelsen av mandtallet 1712‑13, som helt og holdent er i den aand.

 

Ut paa vaaren skulde handelsskibene avsted, og der maatte sørges for betryggende konvoi. Det var jo store vædier som stod paa spil, naar alle Østlandets trælastdragere drog ut, optil et halvt hundrede fartøier i flok og følge. Vi har set, at det i 1712 var smaat stel med konvoieringen, men nu skulde det bli bedre.

 

Den egentlige orlogsflaate (slagskibene, de svære 2‑ og 3‑dækkere og deres mere letseilende følgesvende fregatterne) var samlet i de danske farvande. Norge hadde et kystvern i galeierne, hvorav der i disse aar var bygget adskillige, især i Kristianssand : Prins Carl (1705), Fridericus Qvartus, Louise, Charlotte Amalia, Prins Christian, alle i 1710 og nok en Fridericus Qvartus og en Louise fra samme aar i Arendal; disse fartøier, som hadde baade aarer og seil og en bemanding paa optil 200 mand (derav et kompani landsoldater, detacheret fra forskjellige regimenter) var hovedvaabenet. Dertil kom en del lette fartøier: 2 brigantiner, Bergen og Trondhjem, bygget i Kr.sand 1710; en

snav Jephta og en dobbeltchalup Andromeda, begge bygget i Holmestrand; 9 dobbeltchalupper i Kr.sand 1710. Man ser, hvor sterkt der i 1710 blev drevet paa med forberedelserne. ‑ Av skjærbaater fandtes endel, og det var, som vi har set, meningen at faa bygget et par nye, men denne type var i tilbakegang. Defensionsskibenes tid var ogsaa forbi; dog ser man, at adskillige handelsfartøier førte skyts og kunde bite fra sig, om det knep.

 

Til konvoiering maatte anvendes fregatter, med snaver som assistance, og vaaren 1713 kom der melding til Skien, at der var til disposition 5 fregat­ter: Søridderen (ført av Vossbein, Wessels tapre konkurrent), Pachan, Leo­parden, Løwendals Galei (Wessel) og som no. 5 en ny fregat „som vi aller­naadigst har bevilget maa kjøbes” (slotslovens brev av 25/3 til Skiens magistrat). Den blev bygget i Langesund hos Jørgen Pedersen, som skulde levere den færdig, i fuld stand med kanoner og alt; Vossbein med et par kolleger hadde det hverv at inspicere og tage imot fartøiet. Det blev imidlertid ikke dette, som kom til at konvoiere, men en svensk fregat Gøtha Lejon, som Vossbein hadde erobret og som blev omdøpt til „Søormen” (eller Sødragonen, som den ogsaa kaldes). Man hadde først tvil om dens sjødygtighet, men den blev avstivet med 16 skippund sprukne kanoner og 300 kugler til ballast, og saa tænkte man den kunde brukes. ‑ Konvoien skulde først gaa samlet, derefter dele sig i 2 avdelinger, en med 3 fregatter til England, den anden med 2 fregatter til Holland. Betalingen var først sat til 1 daler pr. læst, men blev straks efter modereret til 1/2 daler; og skibene skulde ligge færdige i Stavern 14/5.

 

Konvoien kom ikke avsted til fastsat tid. Wessel og Vossbein fik ordre til at gjøre et krydstogt for at utspeide en svensk eskadre (under dette togt utførte Vossbein igjen den bedrift at tage et svensk skib, kaperfregatten Pachan[1]), og imens maatte alle de andre ligge stille og vente i Stavern. Endelig, 28de juni, fik Wessel efter endt krydstogt ordre til avgang, og under ledelse av ham og Sahlgaard drog den store flaate avsted, Wessel til Holland, Sahlgaard til England. “Søormen” førtes av løitnant Owesen, tidligere chef for en av sna­verne. Av disse var bare 2 i sødygtig stand: Neptunus og “Det norske Vaaben” (egentlig et svensk fartøi, kaperen “Det svenske Vapen”, ført av Knabe, og nu erobret av Wessel og omdøpt.) Disse 2 fulgte konvoien. De øvrige het Mercurius, Ormen, Den grønne Jæger (som blev brukt til postfar­tøi), Jefta og Serpenten. Jefta førte 8 smaa kanoner, 18 aarer, 29 mand. Skjærbaatene var endnu svakere, men galeierne spillet en ganske betydelig rolle; de var med i Pommem, foran Gøteborg og i Dynekilen, tildels med bemanding fra Telemarken.

 

I disse krigsstider maatte orlogsfartøierne av og til gjøre den tjeneste at føre høitstaaende personer til og fra Norge. Da vicestatholder Viereck døde i løpet av 1713, førte en fregat i oktober hans enke og efterladenskap til Danmark; samme maaned fik Wessel ordre til at hente hans efterfølger, baron Fredrik Krag, i Fladstrand med sin fregat “Løwendals galei’, men der kom kontraordre, og det blev en anden som et fjerdingaar senere førte denne mand hit. — 1 december blev alle fartøierne oplagt (undtagen Søridderen) og mandskapet fik permission til første marts. Handelsskibene var lykkelig bjerget hjem i begyndelsen av november.

 

I Skien kriget man imidlertid smaat og jevnt med proprietarierne og de fremmede. Bønderne i Gjerpen hadde i marts klaget over de militære utredsler og henyttede leiligheten til at beklage sig over den maate hvorpaa de blev utnyttet av jernverkseier Kai Børting: han vilde ikke betale dem med penger for deres leverance av trækul til verket paa Fossum, men betalte med jern, som han beregnet til 9 rdl. pr. skippund, mens de bare fik 6 rdl. for det, naar de skulde sælge det. Ogsaa Russet er paa krigsstien mot Børting, procederer om pulpitur (kirkestol i Skiens kirke, en ret som synes at ha været meget efter­tragtet[2]. Saa er det Bowman i Porsgrund, han var ikke saa let at faa bugt med, eftersom han fik støtte hos det engelske diplomati. Gesandten Pultney i Kbhvn. hadde klaget til Fredrik IV paa hans vegne over mislig behandling baade av B. og engelske kjøbmænd og skibe, som ikke fik lov til at sælge i byerne. Bowman var, hette det, ikke borger, men engelsk “factor”. Herom forlangte da kongen i brev til slotsloven erklæringer, som først skulde forelæg­ges B. til besvarelse, inden kongen traf sin avgjørende beslutning om forhol­det. Imidlertid raset borgerskapet fremdeles; i en proces mellem Bowman og Rasmus Rasmussen protokolleres (30/11):  „Rasmussen considererede, at saadan Monsr. Bowmans hel præjudicerlige handling (>: handel) medfører sig denne schadelige consequence, at om samme mod ald Reson og forhaabning hafver gienge og frembgang til Bifal, var det endog Befrygtelig, at det omsider schulde Blifve en By uden Borgerschab”. Indignationen naadde sit høidepunkt, da Bowmans sakfører, prokurator Bertel Hagedorn, slog paa, at der ikke kunde dømmes efter et “uconfirmerit privilegium”; raadmand Brant, som i egenskap av konst. byfoged allerede hadde avsagt dom i saken (den behandledes nu som appelsak) refererede sig til sin “utstædede domb” og talte harmfuld om dend schadelige consequence til denne eldgamle Priviligerede Byes undergang”. Naar de vanskelige tider var overstaat, skulde der nok komme confirmation paa privilegierne! Dette kunde han saameget tryggere uttale, som der allerede fra høieste hold var truffet foranstaltninger til at bringe klarhet over byens forhold til dens avlæggere og nærmeste omgivelser, idet kongen opnævnte 2 av slotslovens medlemmer til commissarier for at avgjøre, om Porsgrund, Brevik og Langesund hørte til landet eller byen (>: Skien). Sorenskriveren i Nedre Telemarken behandlet nemlig arveskifter sammesteds som om de hørte til hans jurisdiction, og dette blev jo et fradrag for Skien. Baade amtm. Lindberg og Skiens magistrat fik ordre til at møte i Kra. 23/10, og man kan av indledningen til skattemandtallet av 1712-13 se, at forhandlingerne har varet i 2 uker, saa forholdet har visst været optat til behandling i hele sit omfang. Àmtm. Lindberg gjorde motstand til det sidste; i mai (altsaa et par maaneder efter det ovenfor berettede møte mellem ham og Tonsberg i Skien) skrev magistra­ten til Tonsberg, at Lindberg motarbeidet dem; han hadde “udstrødd”, at proprietarierne ved vicestatholderens erklæring var unddragne byen, og magistraten paakaldte nu indstændig Tonsbergs hjælp. for at “wi og denne ældgamble previlligerede Bye iche Betages woris Rætt og Saa aldelis undergaa”. 20/11 indsendte raadm. Brant en del dokumenter og oplysninger, bl. a. om at konfiskationer altid havde været behandlet av byretten, og at da tolder Thommesen i 1679 blev belagt med personlig arrest, var det Skiens byfoged som op­traadte. Det gjaldt at “byen maatte komme paa fode og magistraten kunde leve”, som han siger. De kjæmpet for brødet.

 

Lindberg var vistnok fremdeles ikke i høi kurs. I august fik han igjen en alvorlig skrape, fordi soldaterne ikke hadde indfundet sig til sit regiment. Av personalforandringer kan merkes at byskriver Ove Daniel Hickman døde i       mai; han førte sidste gang protokollen 2/5 og avløstes i embedet av Niels Wendelboe (bestalling dateret Gottorp 3/7). Raadmand Brant tjenstgjorde som protokolfører 8/5-27/9, og vikarierte ogsaa som byfoged mellem Henrich Fridricksen og dennes eftermand Fridrich Henricksen i slutningen av aaret, saa han var en adskillig benyttet mand. At han hadde en bedre utdannelse end magistratens øvrige medlemmer, det ser man ogsaa av hans skrivelser.

 

Gerhard Hansen maatte i dette aar verge sine odelsgaarde Falkum og Gulset (han var altsaa en ganske stor possessionat) mot commissarius Claus Bertelsen, som hadde sat dem til auktion. Der blev proces, auktionen blev ophævet, og Bertelsen fik 30 rdl. i omkostninger. Uagtet G. Hansen var søn av Skiens rikeste mand Hans Iversen, som ved sin død i 1668 efterlot sig en formue paa ca. 40,000 rdl. og over 100 jordeiendommer, er han ikke langt oppe i rækken av skatteborgere, men hadde vistnok allikevel en betydelig social position ved slægtstradition og gode forbindelser.[3]

 

Vi skal slutte aaret med at meddele et litet træk av livet i Skien i den tid, en ny heltedaad av Peter Russel. Beretningen findes i brev av 7/8 av borgem. Simonsen til Tonsberg og lyder saaledes:

 

“Nu for en halv times tid siden kom bud til mig fra hr. Mayor Mechel­burg og begierede at ieg vilde anordne et par Mænd som maatte komme til hannem og besigtige hans Persohn, som Ryssel schal Ilde have Tragtert udi Wurchums Huus, med Mayorens egen Kaarde, og nu er Barberen derhos til­stede, der blev mig af de udschichede sagdt, at hand er Ilde til Reed, mens dog uden farlighed for dødsfald; og der haver iche et Eeneste Menniske veret Nærværende som kand vidne om denne Handel, saa gierningen og Vesenet er Ryssel ligt Noch; dog schal jeg saa vit mig muligt see Mayoren at faa Revance, for dend loug og Rætt”.

 

Det merkeligste ved historien er, at der ikke findes spor til at majoren fik nogen opreisning, eller søkte at faa det. Formodentlig har mangelen paa vidner gjort det haabløst. Russel maa jo efter borgemesterens attest ha været rent et skræmsel. Men saa fik da barber Karhof som en gangs skyld en pa­tient, og det en fornem.

 

I februar 1714 fik fregatten “Mynden” (kapt. Güntelberg) og snaven Neptunus den ære at hente den nye statholder i Fladstrand. Wessel, som i 1712 hadde ført Viereck til Norge, skulde ogsaa nu møte i Flatstrand for at faa mulig ordre. — Saa kom da den nye mand, en myndig herre, som hadde kongens naade og tillit, men savnet de egenskaper, der skulde berettige ham til den høie og ansvarsfulde stilling. Ingen kunde dengang ane den trængsels­tid som skulde komme, og hvorunder han ogsaa kom til at gi en mindeværdig gjæsterolle i Skien. Forøvrig bragte krigen ingen anden begivenhet end bestemmelse om at krigsskat fremdeles skulde utlignes, for Skiens vedkom­mende under ledelse av Leopoldus som specielt tilforordnet.

 

Rentekammeret forlangte i slutningen av 1713 (formodentlig som følge av den i nov. avholdte kommission) en redegjørelse fra Skiens magistrat an­gaaende de utenbys boende borgere og deres næring. I denne erklæring, som blev avgit 31/1 1714 oplyser magistraten, at der av edsvorne borgere paa lan­dets grund bare fandtes 3, nemlig Niels Pedersen paa Rafnes, Rasmus An­dersen paa Herre og Bent Iversen paa Blage ved Brevik. I Porsgrund, Brevik og Langesund omtrent 24. Men dertil kom to grupper: først “strandsidderne”, som næsten alle levet av handel, dernæst de paa avlsgaardene boende rangs­personer. En særlig opmerksomhet vies den oftere omtalte Bowman: „Og er der udj Porsgrund boende en engelskmand ved nafn Iames Boumand, som icke er Borger, dog benøtter sig ald Borgerlig friched, og negotierer med indlændsch og udlændsch ved Kiøb og Sall, alle slags wahre i Smaa og Store parthier ligesom en Borgere, ia fast meere end nogen Borgere inden Langesund. Hand har Giort parthie wed Giftermaal her i Landet paa 6 à 7000 rdl. og anlagt en Stor Bygning udj Porsgrunden med tilhørende Pach Huuse og Kiældere”.

 

Saa kom turen til rangspersonerne (hvorom de allerede for hadde git er­klæring til kommissionen i Kra. 8/11 1713):

 

1. Sallig Genneral mayor Arnoldts Stærbhuus paa Borrestad gaard, Eier 6 Sauger foruden anden Lastebrug, Šampt ald Brugelig Negotie, og Ree­der udj 3de schibbe, har Packhuus for Byens Strømme.

 

2. Canceljraad Iockum Borse boende paa Fiere gaard er Eiende foruden Ullefos Iernværk et Skib kaldet Havmanden, og ellers Smaa parter udj 3de andre Skibbe, hafver udj Byen Saugbrug og anden lasthandel, er indgreben udj alleslags Kiøbmandschaber og Borgerlig næring wed Kiøb og Sall, i Stor og Smaa parthier med indlændsch og udlændsch, har dertil Packhuus og Søeboed wed Byens Strømme.

 

3. Mayor Fyen Boende paa en gaard Strax wed Fossum Iernværch, Omtrænt 1/4 miil fra Eiende 1/8 part udj bemelte Iernwærck, som hand Self lader drifve, item Saugbrug og anden Borgerlig Handel.

 

4. Secreterer Herman Leopoldus paa Bjørntved gaard strax ved Porsgrund, er Eiende Bolwigs Jernværk, har Saugbrug og lastehandel, nyder udj Kiøb og Sall lige friehed som Borgerschabed med indlændsch og udlændsch, og Packhuus dertil wed Byens Strømme.

 

5. Borgemester Herchules Weyer paa Bræche gaard, Grændsende til Byen, er Eiende 3de Sauger i Byen under fuld Drift, anseelig Iordegods udj Tællemarchen, hafver Stor Bielche og lastebrug Sampt ald anden Borgerlig Kiøb og Sall i Store og Smaa Parthier, Saa wel med udlændsch Som indlændsch, der til Sit packhuus i Byen.

 

6. Kay Børting, proprietarius til 5/8 parter udj Fossum Iernværch og Samme stæds boende 1/4 miil fra Byen, er Ejende udj Byen Huus og gaard med Packhuus, Sampt 2de Sauger og nyder frie Kiøb og Sal som en Borger.”

 

Med den forsikring at alt  “saaledes udj Sandhed Befindes” ender da den i dette punkt ialfald enige magistrat ærklæringen (som er stilet til Tonsberg) med at recommandere ”denne fattige Bye” og sig selv i den velbaarne herres gunst og forblive hans underdanige og allerydmygste tjenere. — Ja Tonsberg har nok ikke forsømt at tale byens sak, men næste aars forhandlinger viste, at negotianterne endnu ikke hadde overgit sig og søkte at holde stillingen gjen­nem fortolkningskunster. Der maatte mere til, før Tonsberg fik bugt med dem. Samtidig førtes der forhandlinger om en adskillelse mellem Skien og Bratsberg amt; Fredrik IV hadde i en skriyelse av 17/9 til slotsloven git sin vilje derom tilkjende, og nu sendtes en kopi derav til Skiens magistrat til erklæring.

 

Ved sin kraftige optræden i Skien forrige aar hadde Tonsberg tilveiebragt roligere tilstande, men der manglet ikke gjæringsstof, og freden var nok bare paa overflaten. Nu kom endog sognepresten magister Peder Nyborg ansti­gende med et par skrivelser (av 20/4 og 9/7) som gir et indblik i forholdene baade nu og langt bakover i tiden. Han klager over misligheter ved lønning og ligning: Tonsberg hadde bestemt at Nyborgs dagskat for 1713 skulde be­tales ved fradrag i lønnen, men “ ieg nød icke den lycke at bekomme en Eniste skilling”. For borgem. Simonsens tid blev ligningen lagt i februar, saa byens betjente kunde faa halvaarsløn utbetalt ved Michaeli, men endnu i juli dette aar var man ikke færdig. „Her er en stor bedrøfvelse iblandt Byens Betientere, Geistlige og Verdslige, særdelis bejamrer sig meget dend heel fattige Rector Peder Bernhoft, som hafver inttet andet at lefve af end sin fattige løn”. Saa har han en liten bøn at frembære: „Fra gammele tider hafuer altid Sogne­presterne i Skeen havt Brøds, Vins og Voxlius holdelse til Skiens annexer Solum og Mælum, men dette hafuer ieg nu godvilligen for dette aar 1714 og efterfølgende overdraget til dend unge kapellan til annexerne hr. Anders Baar for at faa hans sind til Rolighed, fredelighed og fornøielighed”. Nu bad han Tonsberg om at faa denne ret til Skiens kirke. Og saa gir han følgende ka­rakteristik av forholdene: „Og var dette dend første Uenighed, som ieg kom udi med Magistraten, at ieg der for Aar vilde hafve alle ting med Kirchen, Skolen og Hospitalet i sin richtighed: thi alle ting ved disse Stæder vare ved min ankomst 1695 udi en forkiert og forstyrret tilstand. — — Jeg er i den tanche, at siden Reformationens tiid hafver Magistraten med Sognepræsten i Skien aldrig giordt Regenskab for nogen Ober Øfrighed, men giordt og sluttet som De Selver lystede, secundum illud stat pro ratione voluntas (>: efter det gamle ord: slik skal det være, fordi jeg vil).”

 

Sogneprest Anders Baar.

Nyborg fik sit ønske om leverance til Skiens kirke opfyldt, og et til, som var like saa vigtig, nemlig at Tonsberg vilde indfinde sig i Skien og holde opgjør om det paaklagede forhold med kirkeregnskapet m. m. Den ”stefnedag” glædet Nyborg sig til og takket himlen for at den endelig skulde komme. Til fuldstændiggjørelse av billedet bør tilføies, at borgemesteren aaret forud (7/8) skrev til papa Tonsberg og bad ham og bispen i forening „ret lede provst Nyborg udj hans vildfarelse; Manden indbilder sig at Gert Hansen og hand da ere, og ingen anden her i byen”. Man faar her et indblik i parti­stillingen; G. Hansen hadde øie for misligheterne ved byens regnskapsvæsen, og drev det dertil at der i 1710 til Tonsbergs store forargelse blev lavet 2 mandtal, et fabrikeret av ham selv og et av de 2 andre. Men saa begik han selv saa mange fadæser og kranglerier, at han tilsidst blev trukket med i ne­derlaget, da dette endelig kom for alvor.

 

Krig med Sverige, krig med proprietarierne, krig mellem magistraten ind­byrdes, det blev feltraabet i 1715. Det holdt haardt at faa skatterne inddrevet i denne tid, Der maatte an­vendes militær exekution, hvorunder man gik saa haardt frem, at man ved vintertid tok klæderne fra folk, hvilket vel nærmest rammet de fattigste som ingen andre materielle værdier hadde end det de gik og stod i. I et brev av 4/3 klager magistraten over denne nød og ber om utsættelse; de hadde sendt hvad de hadde til disposition, 1600 rdl. Hertil kom en byrdefuld indkvartering av syke matroser, hvis enkeltheter skildres i et par skrivelser fra borgemester Simonsen og raadmand Brant som gjensidig roser hverandre for opofrelse og konduite, mens Gjert Hansen fremstilles som et haardhjertet uhyre. Saaledes skrev Simonsen 15/3 til Tonsberg: “Naadige Herre, ieg haver giort til hundrede rdl’s forschud til de indquarterede Syge Søefolck og Soldaters Forflegning — havde ieg iche saa trofast taget mig dennem an, som ieg giorde, havde sicherlig dend største dehl af dem bortdøed, samme byrde og Ombkostninger Ieg over et helt Aar, Ja halvanded Aar med Mange af dem Maatte udstaae, Mens derimod Raadmand Giert hansen aldrigen havde godhed for en eneste drich Reent Wand eller deslige verdig for nogen af dem”. Derimod hjalp raadm. Brant som en ærlig mand baade i Brevik og Porsgrund, hvorved “samme bedervede og syge folch bleve conserverede og fuldferdige til Kgl. M.s tieneste”. Og raadm. Brant sekunderer med et lignende av samme dato:

 

„Da de Half døde Mennischer under winters haarde Hierte (>: midtvin­ters) blev af Baadene opbaarne paa Stiger og Bærebaarer i Borgemesters Huus og da Hafvende Store wærelser, hvor de af Hannem baade med warme, mad og driche dend gansehe eftermiddag og Natt blef meeged wel pleied, Raabte Raadm. Hanssen, før dem paa Raadstuen, paa Raadstuen, i Hvor wel hand noch widste, at de der, Hvor ickun war ét Eniste liden overwærelse, som war leyed til Raadstue, ingenlunde kunde opkomme og mindre faa Rom, men maatte lagt ud for paa gaden som andre Bæster Saa Sluttelig hand derwed fik anled­ning at undgaa dend meeged Sygelig Stank de arme Mennischer med sig førte, som Siden diswær anstach mange Huuse i Byen. Saa fra dend tiid de an­kom og indtil de afgich wilde hand ej hafve det mindste dermed til nogen de Syges Hielp og befordring at beschafe, men dend byrde laa allerstørst paa Borgemester, som Self i Enddel fattige Huuse lod med Mad og Driche Stædse­ varende Pleye mange af de Usle Mennescher, indtil de blef tilpas, som alt udkrævede tæmelig forsehud, dernæst hafde ieg min part, fornemmelig med de som blef inquarteret uden Byes i Porsgrund og Brewig”.

 

Denne indkvartering, som fyldte byen med elendighet og stank og voldte et utlæg av 1400 rdl., maa efter uttrykkene i Simonsens brev ha tat sin be­gyndelse vinteren 1713—14, mere vet man ikke om den. Ellers var det naboamtet i nord, som nærmest fik føle at der var krigstilstand; over Larvik og Stavern gik den ene militærtransport efter den anden, og vedkommende em­bedsmænd (overinspekter Jacob Bøhm og forvalter Jørgen Alsbach) i grevska­berne fik sandelig nok at bestille. I april kom Vossbein ind til Stavern med den svenske fregat ”Hummeren”, som han hadde erobret, altsaa igjen en for­sterkning til forsvaret; hvad den av Jørgen Pedersen byggede fregat kom til at hete, faar man ikke besked om; kanske det var ”Mynden”, som i juni blev sendt til Langesund for at kjølhales. Av galeiflaaten beordredes de 3 bedste til Danmark, under konvoi av fregatterne.

 

Der var pengenød ogsaa i de offentlige kasser. Eskadrechefen, viceadmiral Gabel, kunde ingen penger faa hos tolderen i Larvik, og maatte hen­vende sig til tolderen i Langesund. Aaret efter maatte man gaa meget læn­gere vestover for at skrape penger sammen til øieblikkets behov.

 

Den kgl. resolution av 17/9 1714 om negotianterne blev av Tonsberg meddelt Skiens magistrat straks i begyndelsen av 1715, men man maa ikke tro at de gav sig endnu. De fortolket kongens bestemmelse slik, at den bare gjaldt de handlende som virkelig bodde i Porsgrund, Brevik eller Langesund, ikke dem der sat paa sine avlsgaarde. Skatten indbetalte de til fogden, som vistnok erklærte sig villig til at tilbakebetale den (skjønt den allerede berodde hos stiftsskriveren), men der var forskjel paa det beløp de hadde betalt til fogden og det de skulde ut med til byen, saa der vilde opstaa vanskelighete; dette utviklet magistraten i et brev til Tonsberg (4/3) med bøn om hans hjælp. Et par maaneder senere heter det i et brev til samme fra raadm. Brant, at ne­gotianterne ikke vilde begjære en skilling tilbake hos fogden; denne hadde alle­rede indsendt sit regnskap, og da man saa hos ham forlangte opgave over dagskatten paa landet, for at de kunde inddrive differencen, svarte han med at henvise dem til rentekammeret. I mellemtiden var forholdet indberettet og­saa til slotsloven.

 

I den fortegnelse magistraten leverte over de gjenstridige nævnes ikke Leopoldus, hvorved den ovenfor fremsatte formodning bestyrkes, at han hadde loyalt sluttet sig til Skien. I trop med negotianterne ser man ogsaa tolderne,

5 i tallet: Ulrich Anthony Rode, Jens Rasmussen, Lars Rasmussen, Jacob van Deurs og Hans Laugesen. Gjemsø kloster betalte sin skat for 1714 i Kbhvn. (med 343 rdl.) saa dem fik byen ikke fat i denne gang, ser det ut til, men maatte nøies med fuldmægtigen Jacob Thurmann. Negotianternes række varforøket med oberst Arnold.

 

Endnu 3 aar efter maatte myndigheterne gripe ind med aldeles utvetydige ordrer for at bryte motstanden, saa seig var den. En del av skylden laa vel hos amtmand Lindberg, resten i de vanskelige tider, som nu kom og optog opmerksomheten med større ting. Desuten fik Tonsberg i dette og nærmest følgende aar slik møie med forholdene inden selve Skien, at det maa holdes ham tilgode, om han for en stund glemte negotianterne. Uenigheten inden Skiens magistrat flammet igjen op, og denne gang til en slik høide, at der maatte extraordinære forføininger til for at bringe byen ut av uføret.

 

Den som voldte mest bryderi var Gerhard Hansen, som nu syntes for alvor at ville vise, hvad karl han var. Idet han likeoverfor sin kollega Brandt satte sig i positur, som den der hadde været raadmand udi 30 aar, mens Brandts værdighet bare var 4 aar gammel, og samtidig førte megen tale om kgl. Maje­stæt og hans interesser, som han mente sig at repræsentere, lavet han igjen paa egen haand et mandtal, og beæret sine kolleger og Tonsberg og selve kon­gen med et utal av lange skrivelser, til hvis avfattelse en fhv. prokurator Søren Rasmussen synes at ha været behjælpelig. Samtidig plaget han kollegerne med en række beskikkelser, som tilslut utartet til den rene komedie: ”Moxen hver dag beskikkelse” skriver Brandt til Tonsberg, “saa hands gandsche forretninger til Kongens tieniste bestaae blot allene i beschichelser, som Hand udi sit Huus lader concipere ved Hans nu Elschelige wen (>: Søren Rasmussen), og Hver Gang wi wærit forsamblad derom, Har Hand alt Brugt udflugter til ophold.” — — ”Welbaarne Herre, Saa sandt som gud er i Himmelen, saa weed ieg iche at Raadm. Hansen udj min Betienings Tiid Har Enten Conciperit, vigilerit eller udj alt Skrefwed til et arch Papir i alle forrætninger, saa wel dens Mayts som Byens — — men løber nuomstunder daglig med sine Beschikkelser.” Ja vistnok kunde Brant med grund sukke ”og har mand siden dend tiid (>: da G. H. og Søren Rasmussen slog sig sammen) iche Haft meegen Rolighed i denne fattige Bye.” — Det var mandtallet og skatteligningen, som var Gjert Hansens platform, og man skjønner stridens kjerne, naar borgem. Simonsen siger i sin fremstilling til Tonsberg, at G. H. vil bare ”sammen Rive store Mantaller med udarmede folch og fattige forarmede Encher som disverre er Mangfoldige af I denne Bye.” Gjert Hansen sparte paa sin side heller ikke paa konfekten i klagemaalene over sine kolleger: ”Om jeg end spæntte alle fire for, ud Retted ieg lige meget.” — ”Gud for lad dem, haver saa atter i dag klochen 11 Maatt lade dem paa Nye beschiche” o. s. v. Det er forresten om­trent ugjørlig at give noget fornuftig utdrag av hans mangfoldige ”memorialer”; man kan bare beklage Tonsberg, hvis tid blev optat av at læse og besvare alt dette sludder, hvorav han leilighetsvis gir en fyndig karakteristik.

 

I slutningen av april meddelte Tonsberg, at myndigheterne i Kbhvn. for at sikre kongens penge, hadde besluttet at sekvestrere de 3 magistratspersoners eiendom. Det var, som Brandt siger i et indlæg, en ”skam over det ganske land”, vistnok delvis ikke ukjendt andensteds, men i denne utstrækning hvad man nu vilde kalde en rekord. De fik en frist til at bli enige og faa regnska­pet i orden, og da den utløp uten resultat, faldt det rammende hugg.

 

21/6 1715 kvitterer Tonsberg for byfoged (Fridrich Henrichsen) Schiltroeds meddelelse om, at Peder Simonsens og C. Brants boer var beslaglagt. Forsaa­vidt var alt vel; men Gjert Hansen hadde byfogden ikke faat bugt med, og stiftamtmanden maatte ”uformodentligen fornemme, paa hvad fast uhørt maade Raadm. G. H. haver imodsatt sig dend af det Kongel. Rentekammer anbefalede Sequestration jeg skall well saadan af G. H. forøved formastelig og dumdristig Adfærd paa sine Steder i Morgen med Posten forestille, till forven­tende Anordning, hvorledes med hannem skall forfahris” o. s. v., hvorefter han paalægger byfogden paany at utføre beslaglæggelsen, medmindre han med vold hindres deri. — Man ser av brevet, at den før omtalte prokurator Søren Rasmussen, som var fradømt sit embede, hadde været Gjert Hansen behjelpe­lig under affæren, idet han foregav at at være fuldmægtig for generalfiskalen. Dette sidste var nok meget tvilsomt, ialfald rettet Tonsberg en forespørsel derom til gen.fiskal Brostroph Albertin; men ifølge dokumentene hadde han efter embedsfortabelsen ved en naadesakt av baron Kragh faat lov til at procedere Gjert Hansens saker, indtil han kunde forsvinde til en egn, hvor han var ukjendt. Byfogdens brev er bilagt med en av to vidner, Augustinus Halvorsen og Jahn Churtz, underskreven erklæring, som viser hvilket dramatisk bevæget optrin den forsøkte seqvestrationsforretning hadde været. Ledsaget av de 2 mænd ind­fandt byfoged Schiltroed, byskriver Wendelbo sig 13/6 i G. Hansens hus for at oplæse rentekammerets og stiftarntmandens ordre, men oplæsningen blev idelig avbrutt og forstyrret av G. Hansen og hans assistent S. Rasmussen. Langt om længe var da oplæsningen endt, men da de nærmet sig kjøkkendøren for at begynde sin fortegnelse med de derværende saker, skyndte G. H. sig at slaa skaaden for døren og svor paa, at de skulde før se hans hjerteblod. ”Med det samme slog Raadmanden sig for sit Brøst med den Høyre Haand, og med den Wenstre hand Slog til siden som Kaarden Sad. Med det Samme spranch Raadmandens Kieriste op, som Saed paa en Stoel og tog Kaarden fra Hannem. Og som Byfogden iche maatte komme udj Kiøchenet, gich hand til Sengen og befallede os udi dens Mayts Høye Nafn og paa Embets vegne, at komme med hannem for at begynde der, Raadmanden sagde Ney og med det samme greb Raadmanden Jan Churtz i den Eene Arm og sagde, i Skal iche gaa med, og Byfogden i den Anden og befallede der hos udj dens Mayts Høye Nafn at følge med hannem.” — Enden paa dette optnin i stor heltestil blev, at det ene vidne, Aug. Halvorsen, som var nærbeslægtet med huset, resolverte at gaa sin vei, saasom “det iche kunde skee paa en civil maade”, mens de andre gik ned i gaarden for at vurdere den. Saa kom derefter byfogdens ovennævnte rapport med bøn om den nødvendige assistance til ordrens fuldbyrdelse, saa han ikke paa embedets vegne igjen skulde bli beskjæmmet.

Det var rimelig, at Tonsberg ikke la fingrene imellem, da han meldte det forefaldne til rentekammeret og skulde fremstille, hvor “formastelig og wolde­lig bemelte Raadm. G. Hansen har imodsatt sig Rettens Middel, ja hvorliden reflexion hand Kaster paa Deris Excellence og høie Herreds ordre, — — lader hand udj hans missiwe till mig Klarligen se, hvorudj hand tydelig tilkiendegi­ver ingen Sequestration at will consentere”. T. tilføjer tilslut, at han nok vet, hvorledes han “skulde forfahre mod saadan dumdristig og halstarrig Persohn som Gjert Hansen”, hvis han blev støttet, men da han i motsat fald vilde resi­kere en vidløftig proces, nøier han sig med at gjentage ordren om beslaglæg­gelsen og avventer sine overordnedes forholdsordre forøvrig.

Den fornyede ordre vovet G. H. ikke at motsætte sig. Han valgte at gjøre sig usynlig, saa længe forretningen stod paa; 3 dage i rad søkte byfog­den ham forgjæves. Den første dag optraadte raadmandens svoger, chirurgus W. Karhof og fremviste en kaution, som ikke blev antagen, formodentlig fordi byfogden ikke hadde nogen bemyndigelse dertil. Kautionsdokumentet maatte ellers være ganske akceptabelt; det er undertegnet av 5 borgere (Simon Jørgen­sen, U. Anton Roede, Jens Rasmussen, W. Karhof og Peder Gregersøn), som garanterer at G. Hansens midler, av enhver art, skulde “ være og blive i samme Tilstand som nu forefindes, til Hans Kongl. Mayts Skadesløsholdelse.” Men sekvestrationen blev altsaa allikevel utført og boets eiendele nøiagtig opskrevet i overvær av G. H.s hustru, som var tilstede de 2 følgende dage. Fast eien­dom og løsøre utgjorde tilsammen 2339 rdl., hvorav huset i byen 900 og sagene 1400. G. Hansen ejet selvfølgelig meget mer, men byfogden holdt sig til hvad der fandtes paa byens grund, slik som han hadde gjort med de andre 2. G. Hansens gaard er i registreringsdokumentet ikke betegnet ved no. eller gate, men ved beliggenheten til 3 naboer: Peder Baar, assessor Ryssel og Nils Rasmussen, og fortegnelsen over indboet omfatter bare 3 rum: dagligstue, seng-kammer og kjøkken. Et 4de rum blev ikke aapnet, da det var “mormors værelse”.

Av specifikationen, som gir et indblik i et velstaaende hjem i datidens Skien, hitsættes:

 

Udj Daglig Stuen

 

19      Adschillige Schilderier à 2 ort 16 sk. St. er ..........................................................6 rdl.  2  - 16
1      Speil med sort Ramme om   ....................................................................................14 rdl
1      Løi Benk................................................................................................................ 4 rdl
1      firkant Engelsch Bord............................................................................................ 1 rdl
1      firkant slagbord...................................................................................................... 1 rdl 2 – 0
4      høye Engelsche Stolle a 2 Rdl............................................................................... 8 rdl
7      lauge (>: lave) Stolle a 1 Rdl................................................................................  7 rdl    
2      Messing liuse plader.............................................................................................  4 rdl                   
1      liuse Krone med 15 ten Arme..............................................................................  10 rdl 2 – 16
1      fod til fyrfad af Jern ............................................................................................  0 rdl 1 - 8

 

Udj Seng Cammeret

 

7         lauge Stolte a 1 Rd. Er ........................................................................................  7 rdl

1         Læne Stol..............................................................................................................  3 rdl

1         Brun Speil............................................................................................................   4 rdl
9     St. Schilderier........................................................................................................ 4 rdl
1     Rand Bord af Eg...................................................................................................  2 rdl     
11   smaa schilderier...................................................................................................   2 rdl
1     træbord.................................................................................................................   1 rdl
1     Engelsch slagwerch.............................................................................................   20 rdl
1     otkanted træbord..................................................................................................   1 rdl
1      nøgelskab............................................................................................................   0 rdl 2 – 0
1     Egeskap med Tuende Døre for............................................................................  5 rdl
1     grønt malet skab..................................................................................................  2 rdl
1     opræd seng med Blaa sperrelagen for og et teppe anseet for.............................. 30 rdl
2de fiældstolle...........................................................................................................   1 rdl 2 – 0

 

               


I det velforsynede kjøkken mange ting av messing, kobber, blik og stentøj, men ikke glas. Bemerkelsesværdige træk er det sterke utstyr med “skilde­rier” (formodentlig kobberstik), de kostbare engelske møbler og de tarvelige “fjeldstole”. Det ser ut, som sengkammeret i virkeligheten har været dagligstue (det var jo der G. Hansen mottok rettens folk og opførte sit heltedrama) og “dagligstuen” svarende til vor “bedstestue” . Huset har ikke hat mange rum, og der fandtes blot 3 kakkelovne, men det er utvilsomt et træk av magnatens velstand, naar der ved ovnen i dagligstuen var “ 2de Brand Iern med metalpiller og fødder samt 2de messing fødder”.

 

Forsaavidt hadde altsaa “rettens middel” feiret en triumf over halsstar­righeten, men Tonsberg skulde allikevel faa den sorg at lide et foreløbig nederlag. Gjert Hansens “missiver” og forsikringer gjorde ikke noget indtryk paa stiftamtmanden (“jeg hører ingen raabe meere over U-schyldighed udj Reigen­schabernes Udeblivelse, da jeg dog ey seer at I Eder det ringeste til dessen forfærdigelse anstrenger”), men rentekammeret lot sig dog derav imponere saa­vidt, at det bestemte sig til at “relaxere” G. Hansen for beslaglæggelsen, dog mot “uryggelig kaution”, og byens regnskaper skulde nu gjøres færdig inden 6 uker. Det er rimelig, at Tonsberg “ugierne maatte fornemme” denne reso­lution og gjorde ganske kraftige motforestillinger mot dette skaar i hans an­seelse; men der var ikke andet at gjøre end at efterkomme ordren. Man ser da ogsaa senere, at han tildels fulgte den politik at imøtekomme G. Hansen til det yderste; desto sikrere kunde slaget tilsidst ramme. En maaned senere ser han sig nødt til atter at gi Skiens samlede magistrat en skrape, fordi regn­skapet ikke er færdig; men G. H., som har skrevet og klaget over, at han ikke kunde faa ligningen utlevert til gjennemsyn i ro og mag, faar ikke medhold heri. Nei da: det “bør skee collegialiter og paa dend till saadanne publique forretningens afhandling destinerede Raadstue”.

 

G. H. feiret imidlertid sin “relaxering” med nye beskikkelser og vidløf­tige skrivelser, som naturligvis ikke førte til noget. Det eneste rimelige deri er den fordring fra hans side, at der skulde tages ordentlig tid til gjennemgaa­elsen i fællesskap, som “icke kand schee i en altid værende liden hast paa Raadstuen til at consentere (>: bli enig om) det som de hiemme i deris Huuse saadan langsommelig tid har arbeidet paa”; men i dette punkt fik han altsaa ingen støtte hos sin overordnede. Tvertimot, i en lang og streng skrivelse av 9/8 foreholder Tonsberg ham hans pligter som magistratsperson og stiller ham i utsigt at bli kassert. Med “relaxeringen” gik det hellerikke rart. Be­tingelsen var en akceptabel kaution efter en av Tonsberg 9/8 i skrivelse til by­fogden meddelt formel, som var strengere end den i ovennævnte kaution av 22/6, og byfogden hadde ofte, men forgjæves forlangt den hos G. H., som bare svarte med utflugter og krav paa at faa vite hvad han skyldte.

 

2/9 meldte magistraten, at 2 opnævnte kjæmnere Bøye Petersen[4] og Peder Pedersen Flod hadde krævet krigsskattens 1ste termin uten ringeste re­sultat, hvorfor militær inddrivelse begjæredes beordret, helst 2 terminer med det samme, 9/9 kom en lang og indtrængende skrivelse fra C. Brandt til Tonsberg, hvori han redegjør for vanskeligheterne ved at arbeide sammen med G. H. og ber om ordre til sidstnævnte at utlevere det i sin tid av Brant og Flod forfattede mandtal, som skulde være temmelig forskjellig fra det av G. H. alene forfattede, og som han urettelig hadde tat med sig fra raadstuens arkiv. Endvidere, at 6 borgere (helst forhenværende kæmnere) skulde være tilstede ved affattelsen av mandtallet, og tilsidst ber han om sin dimission fra et embede, som indbringer ham saa meget bryderi og saa liten indtægt (80 rdl. halvaaret, efter hans opgave). Var han alene om at stelle med det hele, skulde han baade love bedre orden og stille kaution om det forlangtes.

Dette er jo grei og mandig tale, og man kunde fristes til at tro, at Tonsberg ikke hadde grepet fejl, om han hadde betrodd ham stillingen som ene­magistrat en stund. Det blev imidlertid en anden og haardere hals, som tilslut fik det hverv, og Brant maatte dele skjæbne med de andre.

 

Midt under al denne strid og splid opskakedes byen ved et mord, idet en av dens agtværdige borgere, Christen Andersen, natten til 12te juli blev myrdet midt nede i byen. Beretningen derom fra borgem. Simonsen til Tons­berg hitsættes i sin helhet, med tilføiende, at begivenheten ikke andensteds findes omtalt, og at det derfor er ubekjendt, om den utpegede gjerningsmand blev paagrepen, eller hvor han blev av. Han forsvandt, som det vil sees, samtidig fra byen.

 

Høyædle og Wel Baarne Hr. Estats Raad og Stift Befahlings Mand, Naadige og høy Gunstige Herre.

 

Naadige Herre, underdanigst, som Sørgeligst maa gives tilkiende, at Nestleden Naten til d. 12 July omtrent ved Tolf eller halvet, Er Chresten Andersen som var en Brav og Reedelig Borgere og handelsmand her i Byen kommen gaaende fra Stranden (som hand havde kommet af sin Reise fra Langesund) og op til Torved, udj henseende at gaae hiem til huuset, blevet overweldiget af Consumptions forpagtenen Morten Moorland; og saaledis Paa Mordersche Wiiss Tragtered; staahlet sig paa bemelt nu Sl. Mand, Rent hannem med sin Kaarde strax Under hans Wenstre Brøst ind og udigiennem Ryggen, stødt hannem atter med Kaarden under dend Wenstre arm ind og ud igiennem dend høyre Axel Blad, foruden langt flerer deslige Steed og med Kaardefæstiss stødelse udi hoveded; saa dend Adfærd er Gruesom og forschrechelig: og icke et Mennische liden eller stoer, Kunde give dagen der efter nogen dend Mindste under Retning derom Hvem gierningsmanden havde wæret; førend Stads-Capi­tain Mads Grams tieneste dreng og tienistepige loed sig forlyde udj deris hoss­bundes Huus, at de ved omtrent Kloch. tolf om Naten, da de kom fra Stran­den opgaaende, udj dens hosbundes og Madmoders ærinde, bleve var, at Moorland den tid stoed udj Postmester Micel Povelsens Biislaug, Mens Widere war dem iche widende; hvorpaa hverchen dend Sl. Mands eftenlatte Enche, hendes Wenner, eller Byens øvrighed torde sigte og saggive Moorland, førend noget ud paa dagen Blev Spargeret af En og Anden, at Moorland var blevet usiun­lig, saa besøgte Jeg tilligemed Raad Mændene og Byefougden med fleere Hans Iboende Huus, Spurdte Hustruen om hendes Mand, svarede at Enten hand var Reist til Chrestiania eller anden steds udj sine lougl. ærende, war hende Ube­wiist, og giorde sig Meget hidsig, fordj at wj wilde fornemme om hendes Mand, hvorpaa Wj Maate lade ded saaleedes lade beroe, dog loed udj bæste og Alle Mueligste Maade warligen eftersege Hvad som til under Retning og oplysning kunde være giørlig, hvorum samtlige Magistraten med Byefougden og Mange af Byens Beeste Indwaanere bleve sammenkaldede paa Raadstuen om fredag som Prædichenen var endet, mens Enu tordte ingen give Moorland sag, Løverdags Morgen bleve Wj atter forsamb!ede paa Raadstuen; saa gav Assessor Ryssel Moor!and sag, at hand var Morderen og drabsmanden; der­paa er blevet inquirert fast i hver Mands Huus I Byen, saa og paa Nogle andre udj Dette fald Mistengte stæder, om hannem; Men iche saa løchelig at faaed noget den Minste under Rætning Enu, Ieg haaber at dend Allerhøyeste Gud schal krafteligen hindre hannem, at hand kommer ti! wedbørlig straf her i Werden; Andre saadanne Udædische Mennescher til Exempel og afskye; thi om dend Mordere og Drabsmand som dræbte Sl. Assessor Borsse blev fordult, en iche enu Aabenbared for Mennescher; saa Mueligen hans tid, tør wel udj tiden frembschinne om hand enu Lever; Midlertid hawe wj at saugne En Ret schichelig og Retschaffen brav borgerlig Mand, hvis Sjæl er udj Guds haand, Gud være Enchen med hendes U-Myndige dens hielp og Trøst. Dend Mor­dere Hendrich Høne som for 8 aars tid siden ombragte sin Hustru, War og undkommed, Mens derudj var ieg saa løchelig at fich Kundschab om hannem, saa hand blev igjen grebet og fik sin fortiente Løn; Naadige Herre, Fortørnes iche over min witløftige schriuelse, hvorfor jeg underdanig og ydmygelig beder om forladelse; Gud lade sin Riige Welsignelse stedse og altid, frem og frem, være over Min Naadige Herre og Gandshe Huus.

 

Høyædle etc. underd. Thienere

 

P. Simonsen.

Scheen d. 15. Julij 1715.

 


[1] Dette som det synes yndede navn betyder vel ,,Grib an”(Pack-an).

[2] En fornøielig fremstilling av denne side av rangsyken findes i Edvard Holms Danmark—­Norges indre historie 1560-1720.

[3] Utmerkede oplysninger om familien findes i arkivar Finne-Grønns avhandling i Norsk gene­alogisk tidsskrift I, hvor der bl. a. meddeles at portrætter av G. H. og frue eksisterte endnu i 1858.

[4] Den første av denne bekjendte slægt (Ording) i Skien. I 1702 førte han skibet St. Anne for general Arnold og betegnes da som bosat i Kragerø. Navnet skrives forskjellig i mandtallene: Boy Pittersen, Bøye Pettersen.