x.

Familien Bentsen. — Mogensine Bentsens optegnelser.

— Kronprins Fredriks besøk i Skien 1788.

—

Mogens Bentsen var borgemester i Skien 1752 og fra 24/8 1759 tillike lagmand, derefter byfoged paa Kongsberg, gift med Sofie Heltzen, en søster av overberghauptmand Michael Heltzen. Av deres 4 barn var den ældste, Bent Bentsen (født 1745 [1] ), raadmand og byfoged i Skien (fra 1771?) og i sine sidste leveaar (1810-12) byens borgemester, med titel av justitsraad likesom faderen. En søster, Magdalene Sophie, var gift med sogneprest Castberg i Flekkefjord, derefter (1783) med kjøbmand Buchholm sammesteds. I 1806 blev hendes mand toldinspektør i Kragerø, hvor hun døde 1823. — Fru Buchholm hadde en poetisk aare og nød den ære, at flere av hendes digte blev optagne i “Det norske selskabs” skrifter og i Rakbeks “Minerva”; en av hendes beundrere kalder hende “Norges Sappho”. I hendes digtsamling fra 1793 findes flere stykker som besynger Skiens-egnen; saaledes har hun viet broderens landsted ”Sans Souci” (den lille eiendom paa østsiden av landeveien mellem Frogner og Bratsberg) et poem:

„Fred hvile over disse Enge!

Her være Glædens Opholdssted.

Her vandre glad dets ædle Dyrker længe,

Med varig Ynde du ham glæd,

O Broder! naar Dig Byrder trykke,

Naar Sindet er af Møie træt,

Du hvile her, Du aande let,

Og føle Livets sande Lykke”. o. s. v.

Og efter et besøk i Skien synger hun om sin fødeegn:

“Skjønne egn! hvor først jeg skued

Verden for mit Øie staae,

Og, naar Morgen-Solen lued,

Klar min Himmel altid saae,

Hvor min Barndoms Morgentid

Gik, som Solen, jevn og blid.

Ofte længselsfuldt mit Øie

Stirred mod din Strandbred hjem,

Gjensaa Bye og Dal og Høie,

Som Naturen pryded dem —Skiøn, afvexlingsfuld og klar,

Kiere Egn! din Udsigt var.

Snart skal yndig Sommer brede

Liv til al din Cirkel hen,

Jeg skal efter Sommer lede,

Ei blant Klipper finde dem!

Og naar Længsler møde mig,

Savne — men velsigne dig”.

Der er i disse vers noget mer end blot og bart kjærligheten til fødestedet; det 18de aarh.s naturopfatning, før romantikken brøt ind, har tydelig præget dem. Flekkefjord ansees nu for et rigtig vakkert litet sted; der er trangt, men yndig, og de klipper, som skræmte Magdalene Sophie Buchholm, har intet avskrækkende ved sig for nutidsmennesker. Men hendes skjønhetstrang har øiensynlig mættet sig med Skiensfjordens brede, flate, veldyrkede omgivelser. Og det sidste moment har utvilsomt veiet mest. Det er de samme sletter, hvortil hendes samtidige Pavels længtet fra Breviks klipper, og begge har seet paa naturen med samme øine som Holberg og hans samtid.

"Sans Souci" 1850

Ornstaaende helsidesbillede viser ”Sans Souci” (Sorgenfri) i dets nuværende skikkelse, efter at Chr. H. Blom paa Frogner forandret det til bolig for en “schweizer”. I dets gamle skikkelse ser man det paa det mindre billede: en to-etages bygning, hvorav den hvitmalte halvdel var det landlige festlokale, med dansesal ovenpaa og kjøkken og kammers nedenunder. Den rødmalte halvdel var kornlade m. m. I haven var et lysthus med en paa væggen malet figur i legemsstørrelse. Stedet gik endnu i 1850 under navnet “Raadmandens løkke” [2] ).

Raadmand Bent Bentsen var gift med. Karen Knudsen, datter av en kjøbmand i Brevik. Over deres talrike barneflok hitsættes efter Skiens ministerialbok en fortegnelse, med nogle tilføiede oplysninger:

1780 oktober 10 døpt Mogens (begravet 24/1 1781)

1781 “ 14 “ Mogensine Sophie (+ 1856)

1783 april 30 “ Hans (skibskaptein, + i London)
1784 novemb. 2 “ Karen Rosine

1786 august 11 “ Mogens (løitnant)

1758 april 17 “ Michael (oberstl., + i Bergen)

1790 marts 7 døpt Karen Rosine

1791 sept. 29 “ Gunnil Kristine (g. m. toldinspektør Lassen)

1793 marts 24 “ Petter (postmester i Trondhjem)

1795 januar 11 “ Sophie

1796 mai 17 “ Anne Rosine

1798 januar 23 “ Karen Benedicte

1799 sept. 12 “ Hermine Andrea (g. m. bureauchef Bernhoft)

1803 april 22 “ Karen Benedicte (+ 1818)
? ? “ Elisa (g. m. kommandør Tuxen)

Gjentagelserne i denne lange række betegner selvfølgelig dødsfald og opkaldelser efter de kjære døde. — Av fortegnelserne over fadderne hitsættes listen over Karen Rosines (1790), ved hvis daab det har gaat særlig fornemt til: Kammerherreinde Løvenskiold, Sr. Barth, jfr. Cathrine Cappelen, stiftamtmand Moltke, kammerjunker Adeler og kancelliraad Schlanbusch. Det var Moltkes nærværelse, som gav festen dette høiere sving. — Av de 3 her nævnte svigersønner er Bernhoft kjendt som litterat, og Lassen (i Trondhjem) var ogsaa noget av en skribent.

"Sans Souci" 1913.

Av denne barneflok var den næst ældste, Mogensine (eiensynlig opkaldt efter bestefaderen), den eneste som gjennem et længere tidsrum forblev knyttet til Skien; resten blev spredt utover, som det gjerne gaar med embedsfolks barn. Sit navn forandret hun selv til det mere nationale Signe, og en av hendes beundrere, poeten Hans Hanson, priser hende derfor i det store rimbrev i telemnarksmaal fra 1813 (optrykt i nærværende forfatters ”Gammel bygdemaalsdigtning” I). Hun blev gift med skibskaptein Andreas Hall og fik med ham 6 barn. Han hadde 3 (4?) barn i et tidligere ægteskab med Christine Adtzlew (datter av Petter A. paa Søndre Brekke), og da han døde i 1816, sat altsaa Signe Hall igjen med 2 kuld barn! — Faa aar efter

Raadmand Bent Bentsen	Karen Bentsen

(25/4 1818) indgik hun ægteskab med den sidste ætling av Adelerne paa Gjemsø, kammerjunker Anton Beatus Adeler og kunde altsaa holde indtog som frue paa “Klostret”; men det var under meget vanskelige forhold, eftersom gamle stiftamtmand Adeler ved testamente hadde overdraget godset til den danske linie, saa kammerjunkeren, den egentlige arving, sat som en slags pensionist i fløibygningen med en livrente paa 1000 sp., medens den danske arvings fuldmægtig, Pavels Hielm, residerte i hovedbygningen. — I 1821 brøt ægteparret op herfra og flyttet til Oslo, hvor kammerjunkeren døde 13/5 1843 (han omkom ved ulykkestilfælde, idet han væltet under en kjøretur) og enken 14/12 1856. — Det var i sine sidste levedage hun nedskrev de erindringer, som her skal benyttes. De har erindringsfeil og unøiagtigheter, men er i sin helhet et tiltrækkende og i mange henseender interessant billede av livet i Skien gjennem en menneskealder (1788-1821). Den gaard, som var hendes barndomshjem, er den nuværende jernbanestation, et av de faa gamle hus i centralbyen, som branden i 1886 levnet. Byfoged Bentsen bodde der sikkert i 1797, og endnu i brandtaksten av 1817 opføres ”Madame Hall” som dens eier. Det er altsaa dit vi føres i de følgende skienske interiører.

Det var gaat en menneskealder, siden Oldenborgerne hadde vist sig i Norge. Nordmændene var kongetro til det ytterste, men de hadde samtidig et og andet at fordre, som det ikke var saa ganske let at avvise, og det blev i 1788 fundet hensigtsmæssig, at kronprins Fredrik, siden 1784 rikernes virkelige regent under Christian VII’s sindssygdom, personlig viste sig blandt sine tro nordmænd. Der var desuten krigsskyer i horizonten. Den svenske konge Gustav III stod i begrep med at begynde et krigs-eventyr mot Rusland, og Danmark-Norge var ved alliancetraktater fra 1765 og 1769, fornyet i 1773, forpligtet til i et slikt tilfælde at støtte Rusland med et hjelpekorps. Støtet skulde utføres med norske tropper, og der var samlet 2 sterke “lystleire”, en ved Fredriksstad paa 8 à 9000 mand, og en noget mindre i det trondhjemske.

— Under disse omstændigheter var det, at kronprins Fredrik, dengang 20 aar gammel og ugift, paa sin lystfregat “Møen”, avseilte til Norge, landet i Fredriksstad, drog i triumf helt op til Trondhjem og derpaa sydover like til Kristianssand, selvfølgelig overalt hyldet med overstrømmende ros og begeistring og de festligheter som vort land kunde præstere. Det var vist altsammen oprigtig følt og ment, og forsaavidt kan man som vignet til reisen gjerne anbringe de første vers av fru Buchholms digt “Til det skib, som bragte Kronprinsen til Norge 1788”:

Skipskaptein Andreas Hall.

“Iil, lykkelige Kiøl, paa jevne Bølger!

Du bærer Tvillingrigets elskte Haab,

Iil trygt ! Naar beste Held din Ilen følger,

Bønhører Himlen Millioners Raab.

Naar da vi see dig majestætisk svæve

Hen mod vor længselsfulde glade Kyst,

Høit skal da vore Field og Dale bæve

Ved Glædens Udraab af hver Normands Bryst”.

Det er forbundet med adskillige vanskeligheter at faa nærmere rede paa enkeltheterne ved denne reise. Aviser fandtes jo næsten ikke. “Norske Intelligentssedler” bragte naturligvis utførlige meddelelser om festligheterne i Kristiania samt Drammen og andre nærliggende steder, men fra reisens fortsættelse over Kongsberg og videre sydover meldes intet. Derimot kan man gjennem de (officieuse) beretninger i “Berlingske Tidende” i Kbhvn. faa ganske god besked. Den 30te juli var kronprinsen paa Kongsberg; 2den aug. i Larvik; 3die aug. i Skien, hvorfra der skrives saaledes:

Skien 1870.

“Den 9. August Kl. 2.1/2 Em. ankom Hs. Kgl. H. vor naadigste Kronprins tilligemed Deres Høifyrstelige Durchlautigheder Prinds Carl af Hessen og Søn Friderich med Suite her til Byen i høieste Velgaaende. Hs. K. H. blev 1.1/4 Mil fra Byen [3] ) modtaget af Byens og Amtets Betiente samd 8 ridende Borgere i Uniform, og saavel af disse som 90 Bønder af Amtets forskiellige Præstegielde eskorteret til det Hus, som for Ham var istandbragt, og som Han, medens det korte Ophold, naadigst behagede at beboe.

Ved Æreporten mødte Hans Excellence Hr. Geheimeraad og Stiftsbefalingsmand de Scheel, Byens samtlige og de fleste af Amtets verdslige og geistlige Betjente, og paa den anden Side paraderede Borgerskabet under Gevæhr i Uniform. Saavel af dette som af et hertil paa Havnen udlagt Skib blev saluteret. Efter Middags Taffelet manøvrerede for Hs. K. H. en Bataillon af det første Vesterlehnske Regiment, og Byen saavel som Skibet var derefter om Aftenen illumineret. Næste Dags Morgen Kl. 5 fortsatte Hs. K. H. Reisen til Kristianssand. Det hele Almindelige yttrede den største Kierlighed og Hengivenhed for denne Landets elskede Fyrste ved bestandige Fryderaab, og for Stedets Indvaanere var Glæden overordentlig, da denne næstældste af Norges Byer kun en Gang har havt den Lykke udi Kong Christian den Fierdes Tid at omgiærde nogen af vores elskede Kongehuus.”

Dagen efter drog prinsen søveien til Kragerø og derfra den 5te aug. til Fredriksværn; i Helgeraaen gik han ombord i en dobbeltchalup, som førte ham til Kristianssand.

Fru Buchholm.

Der var adskillig nervøsitet i byen og frygt for, at den store tilstrømning av folk fra landsbygden skulde volde vanskeligheder. En skrivelse av 30/7 fra amtmand Petersen til foged Thornson gir uttryk for denne stemning. For det første skulde fogden gjennem lensmændene paase, at der ikke blev solgt brændevin under kronprinsens nærvær (“uden til høyeste Nødtørft”) og denne ordre gjaldt alle kro- og værtshusholdere paa Kleven, Hougene og andre steder omkring byen. Dernæst var man bange for at bøndernes kavalkade “kunde komme til at anstille Uordener, ja Ulykke”, hvis hestene blev skræmt ved den larm av skud, musik og hurrarop, som ventelig vilde finde sted ved indtoget. Av den grund bedes fogden om at sørge for, at de ridende bønder gjorde holdt paa Kleven, indtil salutten var forbi; bakefter kunde de tage ind i byen for at vise Hans Kongi. Høyhed deres allerunderdanigste Hengivenhed”. — Brændevinsforbudet var sikkert nok velbegrundet, især naar man betænker tidens traditionelle umaadelighet; derimot er der ellers ingen antydninger til at den ridende eskorte ikke har været sin opgave voksen. At det var fra Kleven indtoget foregik, fremgaar av ovenstaaende.

Mogensine Bentsen var 7 aar gammel, da hun oplevet denne sjeldne stas, og hendes memoirer tar sit utgangspunkt derfra:

“Min første vigtige Erindring er fra Aar 1788, da der i Juli Maaned dette Aar var uhørt store Forberedelser i min Fødeby Skien formedelst Tilsagn, at 3 Prinser vilde komme dertil, og da min Fader var første Magistratsperson der [4] ), hvilede alt Ansvar paa ham, hvorfor jeg, endskjøndt dengang kun 6 (7) Aar gammel, daglig hørte saameget tale derom, at alt endnu er levende i min Hukommelse. Dog maa jeg rigtignok bekjende, at de største Bagateller henrev mig mest, blandt andet: Min Moder tog mig hen at bese alle Værelser i en stor Gaard, der var istandsat med alles bedste Møbler og Sager. Denne Gaard hedder endnu den Dag idag “Prinsegaarden”. Men mig henrev mest en meget broget Sæbekugle i en af Prinsernes Soveværelse. Ligeledes blev jeg sendt op i et Hus, hvor jeg skulde se deres Indtog i Byen. Der var en uhyre Mængde Vogne, men jeg lagde kun Mærke til min Bedstefader Sorenskriver Nord. Dog var min bedste Glæde i denne Anledning Æreporten. Min Længsel (efter) ved min Skolegang at kunne gaa igiennem den var umaadelig. Den var naturligvis lukket, indtil Prinserne hadde passeret den. Men neppe var nogen af dem saa stolt som jeg, da jeg første gang passerede den, ligesom min Sorg var stor, da den blev nedtagen.”

Efter denne barnlig umiddelbare beretning kommer en del politiske betragtninger, som vistnok nærmest er en modnere alders reflekteren over en svunden tids forhold, men samtidig har interesse til belysning av de stemninger, der ialfald i enkelte lag av befolkningen har rørt sig under den officielle overflate; thi noget av denne kritik har hun vistnok hørt i sin opvækst:

“De Prinser, som var der, var Danmarks og Norges Kronprins, siden Fredrik VI, allerede dengang Landets Regent i sin Faders, Christian VIl’s Sindssvaghed. Kronprinsens Svigerfader Karl af Hessen, dengang Generalissimus af alle danske og norske Tropper baade til Lands og Vands, og dennes Søn Fredrik, siden engang Norges Statholder. Nu, de var da i Skien, efter sigende for at mønstre det telemarkiske Regiment, men at beskue disse dengang saa uøvede Tropper kunde ikke være Gjenstanden. Den sande Aarsag til deres Komme til disse afsides Egne var vistnok langt vigtigere: for at stemme de flere adelige Familier og mange Pengemænd, der tilfældigvis var samlede der, til god Stemning og Skat-Erlæggelse til et paatænkt Tog med Tropperne ind i Naboriget Sverige, medens Sveriges Konge Gastav III var beskjæftiget at forsvare Finland for Rusland. Dette uheldige og slet anlagte Tog er noksom historisk bekiendt, og at Gustav sikkerlig haardt havde gjengjældt det, det er vist, havde han levet noget længere. Men det var jo altid den danske Skik at sætte Norge i Spidsen, naar det gjaldt Uroligheder med Sverige. Saaledes var det da og dengang; tomme Magasiner, daarlig Aarets Tid — silde paa Høsten — megen Sygdom blandt Folkene, daarlig Lægehjelp o. s. v. Kort sagt, der vandtes jo rigtignok et lille Slag ved Qvistrum Bro i Prinsernes Nærværelse, men uden Ros for de Norske, da deres Mængde var saa meget overlegen. Sidenefter døde desværre Folk nok af de ovenanførte Aarsager. Men Gudbevares! dengang var jo endnu her i Norden alt vel, hvad de kongelige foretog sig. Saaledes blev ogsaa dette Tog besunget og rost, ja lige indtil paa det Sted, hvor Prinsen i Gjemsø Klosters Have havde staaet for at bese Udsigten, blev siden opreist en Marmorstøtte, der vistnok staar der endnu.

— Dhr. Prinsers Generøsitet var ellers ikke stor. Ingen Drikkepenge hvor de kom, og til de øverste i hver By de kom blev uddelt en lille Sølvpenge, som blev kaldt “Prinsedaler”.

Fredrik VI.	Kronprinsesse Marie.

I en ganske anden tone er følgende beretning holdt, som hitsættes fra “Slægten Aall” [5] ); den er ogsaa forfattet av et øienvidne og indeholder langt flere karakteristiske træk:

“Det var denne Eftersommer, da Danmarks daværende Kronprinds gjorde Norge et Besøg og derfra det lidet hæderlige og for hans Rige lidet nyttige Indfald i Sverige, som er bekjendt under Navn af “Tyttebærkrigen”. Paa denne Tid besøgte han ogsaa Skien, og denne By med Omegn gjorde alt for at vise Tronarvingen Deltagelse og Ære. Blandt andet var ogsaa en stor Æreport opført paa Torvet ved Raadstuen, som var sammensat af Granbar, og som ingen maatte passere før Kronprinsen havde holdt sit Indtog. Min Broder og jeg havde faaet Plads i Jørgen Floods Hus, som laa læt vied Æreporten. Blandt andet var der samlet en Skare af 100 Telebønder, hvoraf nogle med langt Skjæg og alle udstaferede i deres ægte Nationaldragter med hvide Vadmelskofter, side sorte Buxer samt Tolleknivslire ved Siden, svære Søljer i Skjorten, samt brede Øxer eller gamle Sværd i Hænderne. Alle rede de paa modige borkede sortmanede og tykhalsede Heste og i spidsen for dem alle red min Onkel Jacob Aall, ogsaa udrustet med et gammelt Sværd, paa en borket Hest, iført gul Trøie og Skindbuxer. Af det hele Tog var der intet, som gjorde mere Indtryk paa mig end denne Skare Telebønder, og jeg kunde ikke holde mine Taarer tilbage, da min Oncle, som var den blideste og kjærligste mand, meget afholdt af mig og mine Sødskende, med en barsk Mine og stiv Holdning red igjennem Æreporten.

Jacob Aall.

“Byen havde ogsaa foranstaltet en Parade af et ridende Corps, men dette gjorde aldeles intet Indtryk paa mig, og jeg synes at erindre, at dette Arrangement var noget sædvanligt Stads. — Prindsen sad i en aaben Vogn og hilsede den jublende Mængde til begge Sider, og omendskjøndt han ikke, som bekjendt, var noget graciøs i sine Hilsninger, der sædvanligen affærdigedes med et Nik, saa gjorde dog Prindsen med de hvide Haar og øienbryn stort Indtryk paa mig. — Der var arrangeret en stor Gaard for ham og hans Suite i Nærheden af Torvet, som indtil den senere Tid beholdt Navnet “Prindsegaarden”, og en militær Vagt var foranstaltet udenfor samme, men han afskedigede den og beholdt kun Borgervagten, hvoraf 2 og 2 skiftedes til at paradere udenfor hans Dør; al anden Vagtparade frabad han sig. — Neppe har nogen Kongesøn, hverken før eller siden, faaet en mere deltagende Modtagelse og bleven hilset med større Jubel end Kronprinsen paa denne Reise i Norge”.

Æreporten har antagelig staat mellem det daværende raadhus (hvor nu bokhandler Kroghs gaard ligger) og det gamle apotek. Floods gaard var i 1793 no. 37, ved siden av apoteket, og dette stemmer med angivelsen ovenfor. — “Prinsegaarden” er velkjendt; den har ogsaa gaat under navn av “Barnholtgaarden”, men dette navn er fra det 19de aarhundredes begyndelse:

i 1793 tilhørte den Ulrich von Cappelen, som antagelig har været kronprinsens vært i 1788. Paa billederne av Telemarksgaten før branden 1886 er den let kjendelig med sine 2 symbolske figurer i frontespicen; den laa like mot “Broerne”, der hvor Prinsessegaten nu munder ut i Telemarkstorvet. — Den ridende borgergarde (der vistnok likesom Kristianias berømmelige “Gule chor” skriver sig fra prinsebesøket 1788) bestod av dhrr. D. von Cappelen, Simon Zachariassen, Knud Plesner, Jacob Bøyesen og Gregers Forbech (samt antagelig 3 fra Porsgrund); det hele borgerkorps var paa ca. 100 mand, under Poul Lieungh som chef.

Kronprinsen var ledsaget av Carl av Hessen, fra 1772 til 1814 kommanderende general i Norge, skjønt han fordetmeste opholdt sig i Danmark, og fra 1790 kronprinsens svigerfar. Endvidere hans søn Fredrik av Hessen, vicestatholder i Norge 1809- 12, og selvfølgelig en mængde notabiliteter fra selve egnen. Stiftamtmand Fredrik Georg Adeler hadde i begyndelsen av aaret faat avsked fra sit embede i Kristianssand og var antagelig nu paa Gjemsø, sit gamle herresæte. Hans eftermand, Fredrik Mollke, tidligere amtmand i Bratsberg, var nok ogsaa møtt frem i Skien for at gjøre kronprinsen sin opvartning og følge ham til Kristianssand (ifølge et brev fra ham av 14 til hofmarschal Bülow), og Skiens gater har vistnok i disse prinsedage frembudt en sjelden samling av hvad der fandtes av betydeligere folk i egnen. — Kronprinsens yndling, ovennævnte Johan von Bülow var sikkert med i følget; i et brev av 2/9 til Moltke oversender han 32 rdl. som drikkepenge til de 32 mand, der bugserte “Møen” ut fra Kristianssand den 7de august.

Et varig minde om besøket fik man i den av F. G. Adeler paa Gjemsø reiste mindestøtte, som blev anbragt i haven paa et fritliggende punkt med vakker utsigt nordover mot byen. Denne tar sig godt ut herfra, og flere av de første billeder av Skien (saaledes P. Feilbergs lithografier ca. 1830) er tagne omtrent her. Støtten, med marmorplater paa en kjerne av mursten, er nu adskillig medtagen og bare den ene sides indskrift læselig; men det øvrige er nedskrevet efter erindringen av hr. Didrik Cappelen, som eiet og bebodde Gjemsø da det brændte i 1885, aaret før byens sidste store brand. Den hele indskrift lyder saaledes:

“Til uforglemmelig Erindring om Hans Kongelige Høihed Kronprinds Friederiks høie Nærværelse paa Gjemsø Kloster, den 17de Augusti opreist av Stedets Eier Kammerherre og Stiftamtmand Friederik Georg Adeler, R. D. O.”

“Høitidelige Sted ! I dine dunkle Skygger

Skal Friederiks gyldne Navn opflamme Normænds Aand,

Mens dette Minde, som Erkjendtlighed ham bygger,

Usvækket evig staar og trodser Tidens Haand.

Her stod han smilende og vinked Saligheder

Fra Himmelen og fra sin Faders Throne frem,

Ja Normænd knæler her for ham som elskte Eder,

Som skabte Overflod i Nordens kolde Hjem.

Kast saa et traurigt Blik til Magni Herskerdage.

Til Første Christians og til den fjerde hen,

Her stode Heltene, hvo kalder dem tilbage

Hvo kalder deres Navn fra Gravene igjen?

Skal kolde Marmor Tolk for deres Hæder være,

Er Mulm og Taushed da en Løn for Heltene?

Nei ! Friederiks store Navn skal Friedriks Fædre ære,

Hans Navn skal redde dem ifra Forglemmelse.

Naar saa en Rad af Aar, naar Seklers Haand utsletter

Det som en skjønsom Slægt for store Konger skrev;

Naar fremmed Vandringsmand af dette Marmor gjetter

Paa ham vor Fader var før han vor Konge blev,

Da skal den spæde Søn, som kjække Fader lærte

At hædre Heltes Navn, udstamme hine Tre;

Men denne Linie skal staa skrevet i hans Hjerte;

Den store Friederik dem mer end lignede!”

Versemaalet er det samme som i “Wessels “Kjærlighed uden Strømper”, nemlig “rimede Alexandriner”, tragediens vedtagne form, og de høitidelig fremadskridende linier, med sin duft av gammeldags kongesmiger, fører hele den tids milieu frem for tanken. Man ser de ydmygt bukkende hofmænd og dybt neiende damer, de høihælede sko med sløifer og de hvite silkestrømper, hvitpuddrede hoveder med opstrøket haar hvilket møte her i det gamle stilfærdige borgerlige Skien mellem al denne stas fra ”l’ancien regime” og fjeldbønderne tilhest paa sine tykhalsede hester! Og hvilket stof for en moderne “fìlm” ! Skade, at det (fraregnet portrætterne) helt maa overlates indbildningskraften at utmale sig det hele optrin.

Den 11te august var kronprins Fredrik igjen i Kjøbenhavn, og 8 dage efter kom statsminister Bernstorffs “declaration” om, hvad de forenede riker ifølge defensivtraktaten av 1773 var forpligtet til, og at et hjælpekorps vilde blive stillet til Ruslands disposition. Hermed var da “Tyttebærkrigen” erklæret, som forresten ikke var nogen krig i almindelig forstand, men snarere en militær demonstration, idet forutsætningen var, at der kun skulde ageres med det traktatmæssig fastsatte antal tropper og freden forøvrig opretholdes. I begyndelsen av september indfandt kronprinsen sig igjen i Norge for at følge hæren, som anførtes av Carl av Hessen, og saa marsjerte da de 12,000 mand ind i Baahuslen helt ned til Gøteborg, hvor de blev stoppet, dels ved Gustav III’s pludselig nærværelse paa kamppladsen, dels ved stormagters (England og Preussens) diplomatiske intervention. Resultatet var nul og mindre end det, for krigen kostet 7 mill. rdl. De 800 svenske krigsfanger blev sluppet løs igjen, og de ved Kvistrum tagne kanoner og faner opsnappet av svenskerne under søtransporten nordover. — En deltager i toget, har i sine optegnelser leveret en bitter og haanende kritik over Carl av Hessens slette og planløse ledelse. — Kronprinsens rolle var den frivillige tilskuers; han sværmet for militærvæsen, især den stramme parademæssige side derav, og var ialfald en dygtig rytter. I en fra Kbhvn. utgiven haandskreven avis, hvorav et exemplar for 1788 opbevares i Bergens museum, fortælles at han vakte troppernes begeistring ved i følge med dragonerne at sætte over en elv, og ved tilbakekomsten til Kristiania blev han hyldet som en stor seierherre.

Naar det i Tidemands optegnelser heter, at marsjordren kom aldeles uventet til de ved Fredriksstad forsamlede tropper, da har vel dette sin rigtighet for de underordnedes vedkommende, men de høiere autoriteter maa dog ha været underrettede om, at noget var igjære. Skien maatte stille 20 artillerihester, og meddelelsen derom var allerede den 14de aug. utfærdiget av stiftarntmand Scheel i Kra. Ordren fornyedes 23de aug. og 11te september med tillæg om derligere at holde et endnu større antal parat. Hestene blev sviemerkede baade med kongens og Skiens navne og efter benyttelsen sendt tilbake til Skien for at sælges ved auktion, da de ikke var leveret av enkelte borgere, men av byen i fællesskap. —

Den sædvanlige bekymring for Norges forsyning med korn skjærpedes vistnok ved krigen og de eventualiteter, som den kunde medføre for handelen. Et vidnesbyrd herom tør man viel se i nedenstaaende aktstykke, en meddelelse fra lagmand og borgemester Eiler Hagerup til de handlende i Skiensfjordens byer:

Pro Memoria.

Stiftet har under 25de September d. A. tilskrevet os saaledes:

“De af Stiftet indhentede Efterretninger om Forraaden af de i Købstæderne forefindende Levnets Midler, give de bedrøveligste Udsigter for Vinteren og Fremtiden, helst om de i Europa sig tegnede og tildeels alleerede indtrufne Conjuncturer skulde nogen Tiid vedvare, og under saadanne Omstendigheder kan kun Tillid til sand Patriotisme, og den dermed forbundne Agtpaagivenhed og Virksomhed, give Haab til de forestaaende Uhelds Afværgelse. De Herrer Handlende i Aggershuus Stifts Kiøbstæder, have da her een Leilighed at vise, at de ere Fædrelandets Venner. Ved Produkternes Forædling og bedst muligste Afsetning, samt ved Nødvendighedernes Tilveyebringelse kan de udmærke sig som Statens gode og nyttige Borgere. Som saadanne bør de og med rette ansees, og det vilde derfore være uskiønsomt handlet, om man vilde opmuntre dem i een Tidspunkt, som denne, at anvende alle mulige Evner for at anskaffe det til Kiøbstedernes og Landets Fornødenhed behøvende. Men da maaskee adskillige Efterretninger og Rygter kan have giort dem uvisse, om De med Sikkerhed kunde handle, saa er det mig angenemt, efter de mig tilkomne, at kunde give dem den Forsikring, at om noget kunde blive at befrygte, hvortil der dog ej endnu er nogen Formodning, saa er Assurance Compagniet i Kiøbenhavin villig til at tegne Assurancen for Opbringelse og Molest, naar vedkommende derom under Præmiers Betaling vil melde sig.”

Hvilket, som hertil i Nat med Expresse er ankommen, behagentlig herved bekiendtgiøres. —

Scheen den 29de Septbr. 1788.

Eiler Hagerup.”

Borgemesterens promemoria er utfærdiget i 2 exemplarer, et til de “respective Handlende” i Skien og et do. til dem i Brevik, Stathelle og Langesund. Det første er “underdanigst læst” og paategnet av Didrich v.Cappelen, Poul Lieungh, R. Flood, K. Plesner, Alberth Blom, Hans Abrahamsen, Lars Plesner, P. Blankenberg, Z. Zachariassen, Søren Paus, Petter Bøyesen, Claus Hesselberg, Hans Ørn, Georg Brendel, Hans J. Rougtved, Gregers Forbech, Peder Wiibe, M. Johnsøn, Lars Lassen, Bøye Ording, Ulrich Cudrio, Joachim Adtzlew, — No. 2 af: Boye Chrystie, Hans Erichsen, Hans Holst, Joachim Borse, Anders Erichsen, Hans Winter, Albert Blehr, Jacob Cudrio, H. Erboe, Henrich Green, Jacob Iuell, Hans Pharo, Lars Pharo. — Formodentlig har der ogsaa været avsendt et lignende til Porsgrund, men dette exemplar mangler. — Borgemester Hagerup har, som man ser, været rask til at expedere; han har vistnok (trods de forsigtige uttryk i stiftamtmandens skrivelse) havt følelsen av, at situationen var truende.

Netop paa kornhandelens omraade hadde man forøvrig i 1788 oplevet den glædelige forandring, at Danmarks privilegium paa at forsyne det søndenfjeldske Norge med korn var ophævet. Bestemmelsen derom er dateret i juni og var saaledes en foræring kronprins Frederik medbragte paa sin Norgesreise eller en indledning dertil. Antagelig er det nærmest hertil der i mindestøttens indskrift sigtes med de “saligheder”, som han “vinked fra himlen og sin faders throne frem.” For Danmark var 1788 et stort merkeaar ved regjeringsforanstaltningerne til bøndernes frigjorelse og overgang fra stavnsbundne leilændinger til frie selveiere. —

De ovenfor gjengivne portræter av Fredrik og prinsesse Marie som nygifte (1790) tilhører fylkesmuseet paa Brekke og er muligens kopier efter originalmalerier av den berømte maler Juel. Særlig er kronprinsessens portræt vakkert gjort. Museet eier ogsaa en akvarel fra ca. 1820 av “Frihedsstøtten” (reist i Kbhvn. til minde om bondeemancipationen i 1788.) De 2 portrætter har tilhørt major Onsrud paa Eie i Lardal (Jarlsberg og Larviks amt) og kom derfra til lensmand Pedersen paa Limi i Gjerpen, hvor de sammen med endel rokokomøbler i mange aar utgjorde en for en lensmandsgaard vistnok temmelig usædvanlig prydelse.

---

[1] Ifølge ministerialboken konfirmert 1755, saa ovennævnte fødselsaar synes tvilsomt.

[2] Tegningen skyldes snekker Carl Bratsberg, som erindrer stedet fra sin barndom.

[3] Formodentlig ved amtsgrænsen, bortenfor Langangen.

[4] Dette er ikke saa ganske rigtig: lagmand Hagerup var borgemester.

[5] Av arkivar Krogh-Steffens.