UTDRAG
AV PROVST MUNCHS OPTEGNELSER
FRA
GJERPEN I AARENE 1814‑1833
Provst
Munch indrettet i 1819 en protokol, hvori han har gjort forskjellige
optegnelser. Han siger i et forord: «Jeg har bestemt denne bog for annalistiske
antegnelser kaldet vedkommende, dem, jeg selv agter at gjøre og vedblive med,
saa længe det algode. Forsyn forunder mig at virke i og for Gjerpen menighed,
ligesom jeg indbyder mine eftermænd til at gjøre det samme.»
Det er
dog mest optegnelser om veiret. Munchs næmeste efltermand, Fr. Rode, fortsatte
sine optegnelser nogle faa aar, til 1840, utelukkende om veiret. Rodes
optegnelser har ingen interesse. Av Munchs veiroptegnelser hitsættes et utdrag.
Andre av hans optegnelser er benyttet i andre forbindelser. Munch flyttet til
Gjerpen i anden halvdel av august 1813, og optegnelserne begynder med det næste
aar.
1814.
Et
regnfuldt, men saare frugtbart aar, dog var nøden stor i denne egn som en
naturlig følge av den 1angvarige krig og den vanskelige tilførsel fra Danmark.
1815.
Et maadeligt
aar baade her og paa andre steder. Nød og trang for levnedsmidler, især for
arbeiderklassen.
1816.
Vinteren
haard; sommeren og høsten regnfuld. I det heletaget et godt aar, især slog høet
godt til; men kornbjergingen var hel vanskelig, og for mange blev en stor del
av avlingen bedærvet.
1817.
Vinteren
haard, ogsaa regnfuld sommer. Kornet slog maadelig, men høet godt til.
1818.
Dette
aars vinter var skrækkelig haard med en overordentlig mængde sne, der blev
liggende til midteni av mai; men det blev ogsaa sommer med ett, og steg heden i
juni og juli til en frygtelig grad. Ager og eng frembøde et sørgeligt syn.
Varmen holdt sig langt ud paa efteraaret, og endnu ved nytaarstider var ingen
tegn til vinter, ingen spor av sne.
1819.
Vinteren
vedblev at være overordentlig mild, saa der endog paa mange steder hostpløiedes
i januar maaned. Først i slutningen av januar kom sneføre, der kun varede til
noget over midten av februar. I marts begyndte allerede foraaret, og i
begyndelsen av april var al sne borte. I de egentlige sommermaaneder var heden
aldeles afrikansk og gav hyppige tordenveir. Under den overordentlige hede kom
jævnlig regn. Ager og eng prangede ved en frodighed, som meget faa kunde
erindre sig mage til. Allerede den 22de mai saaes vinterrugen at skyde aks.
Indhøstningen understøttedes av det ønskeligste veir og gav en saa stor
overflod, at de sædvanlige forraadshuse ikke vilde forslaa.
1820.
Vinteren,
der havde indfundet sig i november, blev ved juletid formedelst hyppige snefog
hel frygtelig. Den sidste dag av 1819 rasede nordenvinden med snefog saa skrækkelig,
at alle veie nytaarsmorgen var ufremkommelige. Vinteren vedblev i hele januar
at være usædvanlig barsk med skrækkelige snefog. Den 20de januar var især
frygtelig. De ældste folk kunde ikke mindes saa skrækkelig storm og snefog.
Mange, der tilfældigvis var ude, var paa at sætte livet til, justisraad og
sorenskriver Kløcker fandt ogsaa paa den dag virkelig sin
død. Han havde havt thingforretninger paa Tveten i Eidanger og begav sig paa
hjemveien til Meen kl. 5 eftermiddag. Han fandt vel, at
veiret var haardt, men vilde ikke lade sig avskrække. Han havde allerede naaet
til høiden av vestre Borge, da det vilde snekav saaledes ombrusede ham, at
hverken han eller hans hest magtede længer at gjøre modstand. Han havde uforsigtigen
ingen karl taget med, og saaledes maatte han, ude av stand til at røre sig,
forsøge det sidste middel, fortvivlelsen raab. Over en halv time varede det,
før hans skrig naaede et menneskeligt øre. En tjenestekarl paa vestre Borge
hørte det, og det lykkedes ham paa ski at bane sig vei til den ulykkelige.
Han fandt ham endnu levende, fik bragt ham til sit hjem Meen, men saa ilde
tilredt av frosten og saa avkræftet ved den skrækkelige strabads og raaben,
at det var let at forudse, døden vildc paafølge. Den paafulgte ogsaa virkelig
8 dage efter
[1]
.
Foraaret
indfandt sig dog betimeligen, og den uhyre sne var ganske borte mod slutningen
av april. Vaaren og den første del av
sommeren var regnfuld, senere kom meget sterk tørke. Imidlertid fik
landmanden i det hele et ret godt aar.
1821.
Liden
eller ingen sne. Foraaret kom tidlig. Allerede i april var varmen betydelig,
men saa kom et skrækkelig eftersmæk av
kulde og
snefnog. I mai vedholdende kold regn, i juni tør kulde.
1829,
Jævnlig
slud og tildels skyllende regtn. Slæde kom man ikke til at benytte. Rasende
storme fandt nu og da sted, især rasede ved jevndøgnstiden en nordvestvind,
hvis lige selv de eldste ikke kunde erindre sig paa den tid av aaret. Næsten
alle gjærder og plankeverker her omkring blev nedkastede og mange trær i skoven
med rod oprykkede. Vaaren kom, som man kunde vente det, overvættes tidlig,
og i slutningen av marts var alt stikkelsbærbuskene grønne. Paaske, der indtraf
7de og 8de april, var saa skjøn, som ellers pintsen pleier at være, og vaaren
vedblev at gaa frem i sin skjønneste ynde; men saa satte det til med den mest
haardnakkede tørke, som næstete varede uavbrudt fra 1ste mai. I slutningen
av august kom endelig regn, og det saa overflødigt og voldsomt, at det kunde
lignes med skybrud. Blot efter 3 dages regn steg vandene saa frygteligt, at
de foraarsagede stor ødelæggelse. I Skien var vandet saa høit, at adskillige
sauger bortreves, og man befrygtede, at alle broer vilde gaa med. Mudringen
var ganske overskyllet, saa man roede imellem husene. Dette var især tilfælde
den 28de og 29de august. Aaret endte uden sneføre.
1823.
I januar
maaned intet sneføre, dog temmelig koldt.
1824.
Et for
landmanden meget knapt aar baade med hensyn til hø og kornavlen.
1825.
Vinteren
1824‑1825 av de ægte norske med overflødig sne.
Fodermangelen
var om vaaren høist trykkenide.
1826.
Vinteren
var kort. Allerede først i marts gik sneen bort. Tidligt i april begyndte mange
at harve. Hømangelen var dog meget følelig. Sommeren bragte frygtelig varme,
jævnligen fra 18 til 23 grader. Ogsaa dette aar var en av de for landmanden
saare uheldige og knappe.
1827.
Vinteren
1826‑1827 var, som en norsk vinter bør være. Vaaren kom tilbørligen
tidligt. Vaaraannen var god, siden havdes jævnlig regni, dog ogsaa mange smukke
og varme dage. Følgen var ogsaa den, at ager og eng avgav en høst, som man ikke
i lang tid kunde mindes mage til.
Sorn
medlem av 5te ordentlige storting maatte Munch være borte fra 31te januar til
midten av august og som medlem av riksretten 23 dage fra begyndelsen av
oktober. I denne tid har han derfor intet optegnet.
1828.
Vaaren
kom temmelig seent. Sommeren var regnfuld, især i slaatten, saa at høbjergingen
faldt saare besværlig. Aaret kunde dog i det hele taget regnes blandt de
bedste.
Munch var
fraværende paa det overordentlige storting, der aapnedes 16de april. Først i
midten av juli var han hjemme igjen.
1829.
Dette aar
var næsten helt igjennem, selv om sommeren, usædvanlig koldt, og næsten den
hele høst daglig regn.
1830.
Et
regnfuldt, men dog i det hele taget godt aar.
1831.
Vinteren
usædvanlig stræng. Sommeren blev altfor varm, og den sterke tørke gjorde
betydelig skade paa eng og ager.
1832.
Et godt
og overflødig aar, som for hele landet, saa for Gjerpen i særdeleshed.
 |
|
Edvard Munch i 1819. |
1833.
Den 12te
september dette aar utnævntes Munch til stiftsprovst i Kristiania efter
Sigwardt, som var blit biskop i Kristiansand efter Munchs avdøde bror Johan
Storm Munch. Derfor intet videre skrevet om veiret, men vel om hvorfor han
flyttet fra Gjerpen. Han siger:
«Gud er
mit vidne, at jeg med blødende hjerte satte pen til papiret for at søge mig
fra det kjære, i saa mange henseender behagelige Gjerpen; men den haarde nødvendighed
nødte mig dertil. Formedelst tidernes stedse tillagende besværlighed, handelens
flauhed, der igien har medført allehaande stansninger i landmandens erhvervskilder,
er Gjerpen kalds indtægter i en foruroligende grad avtagne, medens min tiltagende
familie, der nu bestaar foruden min hustru av 5 sønner og 5 døtre, hvorav
3 sønner ved universitetet og 1 ved Skiens lærde skole, fordrede udtælliner,
hvortil kaldets indtægter ikke paa langt nær forsloge. Jeg har gjort alt,
hvad der har staaet i min magt, for ikke at synke ned for meget i gjæld og
ved min avgang efterlade vor kjære familie i misére. Saaledes har jeg havt
pensionister i huset til oplærelse, fornemmelig udlændinger; men trods al
anstrængelse og den yderste sparsomhed ser jeg mig indviklet i stedse større
vanskelighed for at subsistere.»
Tilslut
siger han saa om aaret: «Vinteren var ualmindelig snefuld; imidlertid kom
vaaren usædvanlig tidlig. Allerede i de første dage av marts viste lærken
sig, og i midten av maaneden var al sne borte.
