INGEBORG AKELEYE
Ingeborg
Akeleye blev født 13de mai 1741 og var av gammel dansk adel. Hendes far,
tidligere kommandørkaptein Jens Verner Akeleye, var i 1756 blit overlods i det
søndenfjeldske Norge og var bosat i Tønsberg. Det var en mand av tvilsomt moralsk
værd.
Herman
Løvenskiold fra Fossum, hvis bedstefar Herman Leopoldus 6/11 1739 var blit
ophøiet i adelsstanden under navnet Løvenskiold, var født noget senere i samme
aar, 12/12 1739. Av rygtet kjendte han til frøken Akeleyes store skjønhet; men
hende selv kjendte han ikke. Ja, han hadde endnu aldrig set hende, da han,
mens, han opholdt sig i Frankrike, tilskrev en ven, sorenskriver Friis, der
bodde paa den store gaard Falkensten ved Horten, om han vilde være ham
behjælpelig med at indlede en forbindelse med frøken Akeleye med egteskap som
formaal. Den sværmende elsker var jo ikke kommen langt ut i aarene og livets
erfaringer; men han var da altid en 23 aar. Friis efterkom hans anmodning.
Familien Akeleye skulde om en tid reise til Kjøbenhavn og indskibe sig fra
bryggen paa Horten. Denne leilighet skulde benyttes. Det var i 1762. Herman
Løvenskiold korn hjem og indfandt sig paa Falkensten. Efter forutgaaende avtale
med sorenskriver Friis som mellemmand blev de to presentert for hverandre paa
Hortens brygge. Der paafulgte saa en længere forhandlimg med faderen; men enden
blev, at familien skulde tænke nærmere over det og gi besked fra Kjøbenhavn.
Svaret blev gunstig. Den forelskede yngling, som hadde fundet, at virkeligheten
stemte med hans forestillinger, reiste snarest mulig ned til Kjøbenhavn, hvor
han alt i januar det paafølgende aar blev forenet ved egteskapets baand med
gjenstanden for sin kjærlighetsdrøm. Men han kom snart til paa en litet
hyggelig maate at vaakne op av sin deilige drøm. Virkelilhetens kolde prosa
viste sig. For hele den Akeleyeske familie, den skjønne unge dame iberegnet,
hadde det ene bestemmende været, at frieren var meget formuende. Især var saa
tilfældet med den tyranniske, griske svigerfar, som temmelig snart vilde ha
haand i svigersønnens midler. Det begyndte med, at han forlangte, at Herman
Løvenskiold skulde sælge Fossum og i det hele sine eiendomme i hjembygden og
bosætte sig hos svigerforældrene i Tønsberg. I dette øiemed indkjøpte
svigerfaren paa egen haand en gaard i Tønsberg til bolig for de nygifte. Dette
blev dog formeget, likesom Løvenskiold i det hele var ilde tilfreds med sin
myndige og egoistiske svigerfar, der da ogsaa paa sin kant blev yderlig
misfornøiet og uttalte sig om svigersønnen med største bitterhet. «Monsieur
Løvenskiold», sa han saaledes, «er en slet og ilde optugtet dreng.» Det værste
var, at han med flid syntes at komme med slike nedsættende uttalelser i
datterens nærværelse, likesom hans stadig ogsaa rev ned paa hans familie, hvor
han kunde komme til. Det er ikke at undres paa, at omgangen mellem det unge par
selv blev, som det sagdes, «koldsindig», især da det ved nærmere bekjendtskap
viste sig at være meget litet av aandelige berøringspunkter og gjensidig
sympati mellem dem. Efter en større scene endte det med, at Herman Løvenskiold
forlot Tønsberg og hus og hustru og reiste hjem til Fossum.
Forholdet
mellem de to egtefæller kunde vel endnu ha rettet sig, især hvis den unge kone
hadde unddrat sig sin fars indflydelse og vogtet sig for andre indflydelser av
en endnu farligere beskaffenhet. Hvorledes det var, saa var de to igjen flyttet
sammen, idet hustruen var reist efter til Fossum; men til ulykke for dem begge
kom Løvenskiold noget senere til igjen at stifte nærmere bekjendtskap med en
dansk adelsmand, der rigtignok var en helt anden type end overlodsen Akeleye
og meget finere av herkomst. Det var grev Kristian
Konrad Danneskiold, der endog var av kongelig oldenburgisk æt; han var
nemlig en sønnesøn av statholder Ulrik Fredrik Gyldenløve. Gyldenløve hadde,
som bekjendt, oprettet Larviks grevskap. Efter hans død i 1704 gik det over til
sønnen Ferdinand Anton «Danneskiold‑Laurvigen», og da han døde i 1754,
først til hans ældste søn Fredrik Ludvig, og da han i 1762 var død uten avkom,
tilfaldt grevskapet den yngre bror; ovennævnte Kristian Konrad Danneskiold. Han
kom ved denne tid op fra Kjøbenhavn og tok ophold paa den gamle «Herregaard»
fra Gyldenløves dage eller maaske alt da paa gaarden Gulle Rauan ved Larvik. Den høiadelige greve var en vakker og
elegant herre og lik sin bedstefar en stor dameven, forøvrig i det hele en
fordærvet og samvittighetsløs person, der med rette hjemme i Danmark gik under
navnet «den onde greve». Han var 41 aar, kammerherre, storkors av Danebrog og
indehaver av en høi stilling i marinen. Hans hustru Dortea Sofie v. Holstein
hadde vært meget ældre end greven, og han hadde utelukkende egtet hende av
hensyn til hendes store rigdom. Hun hadde nemlig været hofdame hos dronning
Anne Sofie, som ved sin død hadde testamentert hende 50000 riksdaler. Nu var
hans frue just død for en kortere tid siden. og saa meget større frihet hadde
altsaa den kurtiserende fine hofmand. Bak ryggen paa den troskyldige, visnok
litet kløgtige egtemand, der var betat av den nye husvens høie stand, indledet
greven et kjærlighetsforhold til den unge, vakre frue. Bekjendtskapet hadde
begyndt med et par formelle visiter fra begge sider, men fortsattes som venskap
under hyppigere samvær og gjensidige besøk til Fossum og til Rauan. Fru
Ingeborg hadde heller ikke været noget stø i morale før, og det var ikke saa
meget at undres paa, at den kjække. livlige greve snart tiltalte hende mer end
hendes «kedelige» husbond. og fik hende længer avsted end tilbørlig, saa
forholdet snart blev til aapenbar forargelse.
Grevens
løse moral og hans kvindejagt var velbekjendt nok i Kjøbenhavn; men muligvis paa forhaand ubekjendt for Løvenskiold og
hans frue, skjønt det er litet rimelig. Greven hadde netop utført en merit i
den retning, som alverden talte om, og som just hadde været den nærmeste aarsak
til, at han var kommen op til Norge. Har Løvenskiold kjendt noget til dette,
saa var hans forhold likeoverfor den berygtede, farlige greve en endnu større
daarskap end hans blinde og tankeløse forelskelse i frøken Akeleye.
Danneskiold hadde nemlig aaret før dette bekjendtskap mellem greven og
familien paa Fossum kom istand, i 1765, bortført den skjønne, attenaarige
skuespillerinde Mette Marie Rose og holdt hende indespærret i sit palæ i
Kjøbenhavn. Hendes far klaget til kongen, og greven fik ordre til «ufortøvet,
inden 3 gange 24 timer», at begive sig til Norge, likesom han lagdes i en
vældig mulkt paa 10000 riksdaler for sit forargelige forhold. Den unge
skuespillerinde, der nok heller ikke var nogen uskyldig engel, forvistes fra
Kjøbenhavn i 2 aar og fik ikke lov til igjen at komme tilbake til scenen. Grev
Danneskiolds nye kjærlighetshistorie med Ingeborg Akeleye gav forøvrig
anledning til den Kjøbenhavnske vits: «Siden greven ikke kunde plukke rosen,
maatte han nøie sig med akeleien.»
Ingeborg
Akeleyes egteskap med Herman Løvenskiold blev opløst; men det var allikevel
ikke dette fruens utilladelige forhold til greven, som egentlig førte til
skilsmissen mellem egtefællerne; det var snarere fru Ingeborgs griske far, som
vilde benytte sig herav for gjennem en separation muligvis allikevel at faa tak
i en større del av svigersønnens penger. Han satte i det øiemed op en
separationskontrakt, der gik ut paa, at hans datter skulde faa 16 000
riksdaler av sin mand og derhos den i Tønsberg indkjøpte gaard til sin bolig.
Paa den maate vilde overlodsen igjen ha hende hos sig og dermed ogsaa antagelig
ha haand over hendes midler. Den bedragne og medgjørlige egtemand lot sig
virkelig ogsaa foreløbig bevæge til at gaa med paa dette høist urimelige
forlangende, hvorefter hr. Akeleye reiste med datteren til Danmark.
Løvenskiolds ven sorenskriver Friis fik dog modificert noget den opstillede
pengesum, idet han som godtgjørelse for den ubehagelige juridiske bistand, han
ydet Akeleye, fik beløpet nedsat til 13 000 riksdaler, uten at sorenskrieren
selv vilde motta noget av det saaledes for Løvenskiold indsparte, da det fra
hans side kun var en tjeneste, han ydet sin ulykelige ven. Overenskomsten, der
helt gjennem er ganske karakteristisk, begynder saaledes:
«Efterat
vi underskrevne, jeg Herman Løvenskiold, eier av Fossum jernverk, og jeg
Ingeborg Løvenskiold, født Akeleye, fra vores egteskabs begyndelse og nu næsten
i trende aar har med taalmodighed, men forgjæves ventet, haabet og av den
Høieste tilbedt os, at hjerterne, dem vi paa begge (?) sider rent ud maa
tilstaa ikke før, ved eller efter vores bryllupsakts fuldbyrdelse har været
sammenknyttede med det kjærlighedsbaand og den overensstemmelse, der kunde
gjøre vores egteskab lykkeligt for os selv og fornøieligt for vore venner,» ‑
‑ saa, saa.
Egteskapet
blev opløst 31/3 1766, og Løvenskiold forpligtet sig til at overlate sin
fraskilte hustru den i Tønsberg indkjøpte gaard samt at betale hende 1000
riksdaler aarlig i 13 aar. Den samvittighetsløse og egoistiske far vilde nu
disponere datterens midler og truet hende endog med «hug», som hun skrev til
sorenskriver Friis, hvis hun ikke heri føiet ham. Hun forlot da Tonsberg og tok
sin tilflugt til sorenskriverens hjem, efterat hendes mor, der ikke i dette
stykke holdt med sin mand, flere ganger hadde været ængstelig for, at hun i sin
fortvilede stilling skulde berøve sig livet. I en erklæring herom siger
sorenskriver Friis bl. a. følgende, efter at ha git en fremstilling av
forholdet: «Saaledes er denne ulykkelige frue bleven gift, og da hendes fader
ikke reusserede udi (d. e. da det ikke lykkedes hendes far) at faa hendes mand
med sine midler under sin direktion, er hun, for at skille manden av med denne
kapital, bleven skilt fra sin mand, siden av sin fader haardelig begeignet.»
Ved
kammerherre Sperlings hjælp ‑ en person av samme kaliber som greven selv
‑ blev grev Danneskiold av den alt halvt sindssyke kong Kristian den
syvende igjen kaldt tilbake til Danmark i 1766 og utnævnt til admiral; men da
han i denne stilling viste stor udueliglighed og tillike ellers faldt i den
ustadige og vilkaarlige konges unaade, blev han paa Struensees foranstaltning i
1770 avsat og i alle fald forbudt at vise sig ved hoffet. Fru Ingeborg, som
hadde reist efter ham til Danmark, fulgte ham ogsaa i det følgende aar tilbake
til Norge og levde med ham i løs forargelig forbindelse, til greven døde i 1783.
Greven hadde git hende løfte om at gifte sig med hende, men vred sig altid fra
det. I 1777 testamenterte han hende dog nye 13000 riksdaler, da hun ikke fik
flere penger fra sin mand. De skulde utbetales av hans bo, og efter en haard
proces med arvingerne fik hun dem ogsaa utbetalt i 1787. Hendes far var da alt
død for flere aar siden, i 1772, og hadde i det hele med hensyn til hende ikke
utrettet andet end at gjøre sin datter baade brødefuld og til en begyndelse i
alle fald ogsaa meget ulykkelig. Fru Ingeborg gik imidlertid videre paa
kjærlighetens stier og hadde vistnok alt før grevens død fundet en ny gjenstand
for sin kjærlighet. Det var en svensk mand, Karl
von Manderfeldt, der ogsaa var en tvilsom person, som titulerte sig dels
«landraad», dels «legationssekretær». Hans oprindelige navn var Karl Ingman, og
han hadde av forskjellige grunde, specielt paa grund av nogle mislige
pengeaffærer, maattet forlate Sverige. Han hadde imidlertid faat lov til at
anta det finere navn «von Manderfeldt», blev derefter kjendt med greven, og da
han var en meget behagelig selskapsmand, blev han snart omtrent uundværlig for
ham, saa han ansatte ham med titel av «intendant» som opsynsmand over sine eiendomme
og med 1000 riksdalers aarlig løn. Endnu samme aar, som greven døde, 7/11 1783
giftet fru Ingeborg sig med von Manderfeldt. Hun var da 42 aar, han bare 36. De
flyttet først husene paa «Rolighed» ned til bygrænsen, hvor de sattes op igjen
og kaldtes «Karlsro». Det blev dog hverken Karls‑ eller Ingeborgsro; ti
parret flyttet om en stund ind til Kristiania, hvor de leiet general Mangelsens
tidligere gaard («Mangelsgaarden») og førte der «et stort hus».
Efterat
fru Ingeborg hadde vundet sin proces i 1787, flyttet de saa ned til Kjøbenhavn,
hvor de fandt og ikke fandt et nyt «Karlsro» ved Taarbæk. Ogsaa her levet de en
tid et selskabelig liv; men nu gik det stadig nedfor med dem. Da fru Ingeborg
døde i 1804, 63 aar gammel, var det noksaa smaat for hende, og von Manderfeldt
vendte tilbake til Sverige, hvor han døde i Venersborg i 1813, 66 aar gammel.
Saavel i Danmark som i Sverige hadde han skaffet sig nogen indtægter ved som
politisk agitator at virke for en forening av de skandinaviske riker, med
understøttelse en tid fra det svenske hof og en tid fra det danske.
Herman
Løvenskiold giftet sig senere igjen, men holdt sig nu, klok av skade, paa
kjendt grund, idet han egtet Inger Marie Deichman, en datter av oberst Vilhelm
Deichman i Solum. I 1793 solgte han Fossum til sin yngre bror Severin og levet
nu ogsaa selv sine sidste aar i Solum, nemlig paa Faret utenfor Skien, hvor det
nuværende amtssindssykeasyl er bygget. Her døde han i 1799, 60 aar gammel,
efter endnu en gang til at ha prøvet egteskapets lykke, nemlig efter sin kones
død, med sosteren.
