EFTER REFORMATIONEN

Om sogneprestens kaldelse findes der i riksregistranterne en kngl. skrivelse til lensmanden i Bratsberg, datert Fredriksborg 28de mai 1574, altsaa fra tiden ved Eiler Svensens avgang i Gjerpen. Den er saalydende:

”Først, naar nogen sogneprest dør, da skulle sognemændene udi samme sogn have fuldmagt at give en anden lærd person kald til sogneprest, hvem de ville, og naar han saa har sognemændenes kald, saa skal han først begive sig til bispen i samme stift og give ham det tilkjende, at han er kaldet til sogneprest og Guds ords tjener i samme sogn. Finder og kjender bispen samme person udi levnet og lærdom at være god og duelig for en sogneprest og Guds ords tjener, da skal bispen ikke hindre ham i det kald og embede, som Gud ham undt har, men skal samme person fremdeles paa sit embedes vegne samtykke, at bønderne og almuen den mue (maa) beholde for en sogneprest. Og naar samme person findes duelig, da skal bispen forvisse ham med en skrivelse til vor lensmand om sin collats, hvilken lensmanden ham i ingen maade vægre skal, men ham den godvilligen uden gave og skjænk meddele efter ordinantsens lydelse. Og skal vor lensmand eller bispen ikke gjøre sognemændene nogen forhindring paa deres kald med ordinantsen. Ikke skal heller vor lensmand indsætte nogen prester i nogre sogne imod bispens samtykke og bevilgning, fordi at bispen er den, som bør at staa tilrette derfor, om der findes nogen brøst hos presterne paa deres embedes vegne.“

Var det smaat for sognepresten i Gjerpen i denne tid, saa var det nok endnu daarligere med Skienspresten i økonomisk henseende; ti den 28de oktober 1581 fik sognepresten udi Skien ved kngl. brev “halvparten av kronens part av tienden av Gjerpen sogn til hans underholdning, kvit og fri at beholde, eftersom borgermester og raadmænd udi forn. Skien underdanigst har berettet, hvorledes deres sogneprest hertil (hittil) skal have været saare ringe forsørget, saa han dermed ingenlunde kan behjælpe sig og være, og de ikke heller selv formaa hannem hans besoldning at forbedre.“

4. Hans Hjort.

159* -1600 (?).

Hans Hjort har sandsynligvis fulgt paa Sten Lauritsen, om aaret for presteskiftet ikke kan nærmere fastsættes.

I hans tid kom den bekjendte biskop Jens Nilsen paa visitas til Gjerpen, og som sedvanlig kommer der adskillig lys over de dunkle forhold, hvor denne biskop farer. Jeg hitsætter av hans visitasoptegnelser, hvad der her kan være av interesse.[7]

“Den 9de februar om morgenen for biskopen ud fra Lardals prestegaard og for gjennem Styrvold til Slemdal, hvor hr. Hans i Gjerpen og hr. Peder (Hansen) i Eidanger mødte ham ved Silje (d. e. Slemdals) kirke. Derfra reiste de over Slemdalsheien, tversover Børsesjø og kom til Gjerpen kl. mellem 2 og 3 om eftermiddagen. Herrekammeret paa prestegaarden var da saare ilde holdet med vindu og tag, og et kalt kammer, og hr. Hans beretted, at han haver 3 eller 4 gange tiltalit sine sognebønder og paamindt dem, at de skulde lade færdiggjøre det herremag.”

Om hr. Hans Hjort er endnu at melde, at det ikke længe efter dette gik ham ilde; ti “for nogen hans forseelse” blev han avsat og levde da en tid i den største armod, indtil han ved kongebrev av 2den juni 1606 fik tilladelse til at stedes til et andet kald, “saafremt han ellers lovligen kaldet kan blive”.[8] Sogneprest Skaar formoder (i nogle optegnelser i ”Grenmar” 1880 - 81 om prester i Gjerpen i de tre sidste aarhundreder), at han fik kald i Drangedal, hvor der mellem presterne Frants Mikkelsen, 1603, og Tyke Jensen, 1629, er opført en Hans Hjort, som han antar er den forhenværende Gjerpensprest. Da Tyke eller Tyge Jensen, ifølge Løvenskiold, var kommen til Drangedal i 1612, maa Hans Hjort i tilfælde være avgaat ved døden før eller i dette aar.

I Skiens ældste kirkebok findes anført blandt døde ”gammel Gjertrud Hansdatter, salig hr. Hans Hjortes”, begraven 16/6 1616, 82 aar gammel. Dette er muligvis en datter av Hans Hjort. Hun skulde saaledes være født i aaret 1594 og er vel da, efter faderens død, fra Drangedal vendt tilbake til Skien.

5. Kristian Pedersen.

1601-?

Ifølge klokker Svendsen hadde Kristian Pedersen bestyret kaldet i nogen tid, før han blev sogneprest i 1601. Efter dette maa hr. Hans helst være blit avsat senest i aaret 1600. Mere vites ikke om hr. Kristian.

6. Henrik Horn.

? - 1625.

I en efter biskop Herslebs paalæg indrettet kaldsbok eller kopibok - den har gjort tjeneste som begge dele - har daværende sogneprest i Gjerpen David Monrad (1701-1746) anmerket følgende om de første prester i Gjerpen efter reformationen: “Prester siden reformationen ere mig ganske uvidende, som jeg om dette, saavelsom om alt andet, fandt hverken blad eller bokstav efter min formand”; men saa tilføier han: “Ved min første hidkomst fortalte de gamle mænd i sognet, som da levede, at mindes av deres forældre og av dem selv de til denne tid sidste 5 prester”, og saa opregner han: Henrik Horn, Henrik Baad o. s. v. Altsaa var Henrik Horn den ældste prest i Gjerpen, som da var i de levendes minde, og svakt og uklart nok var det. I alle fald skriver David Monrads søn og eftermand, Johan Fredrik, som var opvoksen i Gjerpen, i kaldsboken om denne Henrik Horn, der var den ældste prest, gamle folk alt i hans fars tid kunde mindes: “Hvad,tid han kom til kaldet, naar han døde og øvrige omstændigheder ved hans person, er mig ubekjendt, alene at han levede, eller muligens kan være død 1619, som sees av en i kirken, i hvælvningen imellem kirken og koret, paa muren tegnet inskription, hvor læses: Henricus Andreæ”, og dernedenunder et horn og en støtte som hans vaaben, nedenfor symbolum (valgsprog): Me totum Jehovæ devoveo. 1619”.

Man ser saaledes, at folkemindet slet intet specielt visste at fortaelle, kun det blotte navn. Hvad der endnu visstes yderligere, var kun det, som kunde sees paa kirkevæggen. Det vilde vel været det sandsynligste derav at slutte, at Henrik Andersen, som maa ha hat familienavnet Horn, er død i det optegnede aar og blit begraven i kirkens kjælder eller under dens gulv ret ned for inskriptionen ; men han levde endnu i nogle aar og har antagelig selv anbragt denne inskription paa væggen over det sted, hvor han efter sin død vilde hvile. Denne inskription utslettedes forøvrig først ved kirkens store reparation og ombygning i syttiaarene forrige aarh. Har Henrik Horn virkelig levet efter sit valgsprog og som der staar: ”helt viet sig til Herren,” hvad man i det mindste faar anta har været hans ønske, saa har han da været en bedre prest, end forgjængeren har været, skjønt det vel ikke er værdt at dømme hin for strængt, naar vi ikke kjender mer til hans liv i det hele, end vi nu gjør, eller véd, hvori hans “forseelse” bestod.

Der er i det hele saa litet at finde i Gjerpen av sagn og folkelige traditioner. Den, som skal fortælle bygdens historie, maa meget savne denne islæt, der er saa god at ha litt av i fremstillingen for at gi begivenheterne farve og personerne liv; man er her væsentlig henvist til det skrevne. Derfor vil ogsaa det hele omtrent uundgaaelig bære mere merker av papirets fortørkede blæk end av det levende folkemindes friske blod.

Ifølge en notis i Landstads efterlatte optegnelser har Henrik Horn omkring 1616 været provst over “Tiendetaget”, d. e. nedre Telemarken, der i gamle dage kaldtes saaledes, fordi tienden var indført der, som i landet i det hele forøvrig, mens den ældgamle ordning bibeholdtes i øvre Telemarken eller “Skatlandet”. Det kan da i hvert fald ikke være rigtig, naar klokker Svendsen har opført ham som kaldt av bønderne og meddelt kollas av Eiler Urne, da Urne først var lensmand i Bratsberg tidligst i 1620.

I Horns embedstid indfalder biskop Glostrups visitas i Gjerpen den 25de februar 1618, hvor han da fandt alt i den bedste orden: “Hic omnia in bono statu inventa sunt.” Ikke fuldt saa vel fandt han det ved næste visitas, den 20de januar 1622, i alle fald hvad ungdommens fremgang angik.

I Henrik Horns tid har i det mindste to av de tre herredage, som holdtes i Skien i aarene 1613, 1619 og 1625, fundet sted. Ved den første av disse, hvorunder de bekjendte jesuiterforhør avholdtes, da det tilsidst lykkedes Oslobiskopen Nils Sinning “at tage skalkhedshammen fra deres ansigter”, var ogsaa kongen selv, Kristian den fjerde, personlig nærværende den 2den august og følgende dage. De vigtigste blandt de da mistænkte og blottede jesuiter var tre brødre Hjort, Kristofer, sogneprest til Aker, Evert, sogneprest til Stange, og Jakob, sogneprest til Onsø. Om ikke brødre til, kan de vel ha været i slegt med den avsatte sogneprest i Gjerpen Hans Hjort. Gudbrandsdølernes kjække førere i skottekrigen var ogsaa indstevnte til den samme herredag i Skien, hvor da baade Lars Hage, Peder Randklev og Berdon Seielstad møtte frem og fik kongelige belønninger for sine bedrifter.

Det er klokker Svendsen, som har notert, at Horn døde i 1625, og det er der al grund til at tro er rigtig.

7. Peder Jensen Bugge.

1626-1627 .

Han avla sin embedsed i 1626, men var sykelig. Han maatte ta kapellan og døde alt det følgende aar.

8. Mats Jonsen.

1627-1631.

Han hadde alt faat expectance paa kaldet i 1625; men ogsaa han døde snart. Saa kom Peder Bugges kapellan Henrik Baad, om hvem der blir adskillig mer at fortælle.

9. Henrik Baad.

1631-1657.

Om Henrik Baad, der i kaldsboken opføres som Horns eftermand, skriver forannævnte J. F. Monrad: “Om Henrik Baad haves heller ingen videre underretning end den om hans dødsmaade (nemlig at han indebrændte natten til anden juledag), hvortil endnu kan lægges en gammel, maaske usandfærdig fortælling: han hadde en datter, som var gift med en rektor ved skolen i Skien; samme skulde, av begjærlighed at bringe kaldet til sin mand efter faderens død, have været aarsag, om just ikke til ildebranden, saa dog til faderens død, idet hun, da han vilde reddet sig gjennem et vindu, har slaget ham tilbage ind i ilden, hvor han maatte omkomme. Dog hun nød intet av kaldet”. Hvis dette ikke er sandt, som det vel neppe kan være, maa denne datter dog i hvert fald ha hat et rygte blandt folk, som kunde gjøre fortællingen om en saadan umenneskelighet nogenlunde troværdig. J. F. Monrad antar, at denne brand har fundet sted i 1660 eller 1661 ; efter Løvenskiold[9] har den fundet sted i 1658, altsaa et par aar tidligere. Da eftermanden allerede 10/2 1658 hadde avlagt sin embedsed og 4/3 1658 hadde indgaat en overenskomst med enken om hendes andel av indtægterne, maa denne brand ha fundet sted endnu et aar tidligere, natten til andendag jul 1657, som altsaa blir Henrik Baads dødsaar. Ved denne brand er der da antagelig ogsaa mange gamle dokumenter og brevskaper strøkne med, saa det derav kan forklares, at der, som David Monrad sa, paa prestegaarden ikke fandtes ”blad eller bogstav” til opklaring av fortiden.

Noget sandt er det ganske visst i hint sagn; ti Maren Henriksdatter Baad var gift med Ernst Ernstsen (“Ernestus Ernesti”), der først var hører i Skien, saa kapellan hos Henrik Baad i Gjerpen og endelig rektor i Skien 1660. Rektoratet i Skien var dengang kun en daarlig stilling i økonomisk henseende. Rektors frie bolig i latinskolen bestod saaledes kun av et eneste værelse med kjøkken i latinskolegaardens kvistetage. Andenlæreren eller adjunkten, ”høreren”, bodde ogsaa paa skolen, og nedenunder hadde klokkeren, dengang Klaus Fendt, sin stue. Den tidligere rektor Sten Hansen Brun, som var blit kapellan i Skien, hadde i sin tid bodd nedenunder og hat 3 værelser og kjøkken, men studereværelse og soveværelse opvarmedes av en og samme ovn. Bryggerhus og bod hadde alle tre fælles; dog hadde hver sit særskilte rum i den sidste.[10]

Denne Ernestus Ernesti, som var fra Blekinge, har nok været et mindre respektabelt menneske, forsaavidt i likhet med sin hustru. Han var valgt av almuen til “medtjener” hos sin svigerfar; men lénsmanden paa Bratsberg, Henrik Walkendorf, protesterte mot hans ansættelse. Ernestus var da dristig nok til at sende en klage til kongen over Walkendorf, som i den anledning fremkom med en del oplysninger, der kaster et sørgelig lys ikke alene over Baads svigersøn, men over hele familien paa prestegaarden. Lensmanden skriver: ( Der føres et ugudeligt levned mellem forældrene och børnene, idet prestens kvinde (d. e. hustru) ideligen, fast nat och dag fylder sig och drikker; och naar der ikke er mere hjemme, løber ned til Skien och fem seks dage tilhobe drikker och svermer som et andet best (!). Prestens sønner slaar kjelder och dør och fordamminerer (ødelægger?) alt, hvis (hvad) de kan overkomme, slaar faderen, river haar och skjeg av hannem (!), slaar stifmoderen (Baad var altsaa gift for anden gang) och holder underlig hus, hvorfore jeg med flid derom haver inqvirerit, och der di det haver fornummet, er de ideligen bortrømt, dog en er tappet (arrestert), som havde truet sin fader (och) maatte forsverge landet, saa di andre børn, som tilstede er, vid saadan optugtelse ikkun ser liden gudsfrygt.“

Svigersønnen hr. Ernst maa nogenlunde ha holdt lag med; ellers kunde ikke de andres forhold være lagt ham til last og gjort ham uværdig til prestetjenesten.

Det har nok heller ikke været bare presten Baads familie, som viste en saadan slet opførsel; men ogsaa hr. Henrik selv maa der ha været adskillig at utsætte paa; ti den 19de oktober 1653 var han under tiltale paa kapitelshuset i Kristiania, fordi han hverken begyndte eller sluttet gudstjenesten til rette tid og for anden forseelse. Det blev ham paalagt, at han skulde vogte sig for slig uorden saavel paa de anordnede bededage som paa søn- og helligdage, at han udi liv og levnet skulde opføre sig, som en kristen prest sømmeligt og anstændigt kunde være, dersom han skulde undgaa avsættelse. Herpaa skulde han saa gi sin skriftlige tilstaaelse.

Denne tilstaaelse, som han avgav under 21de oktober 1654, lyder saaledes:

“Eftersom jeg ikke med den aarvaagenhed og flid mit betroede embede har opvartet, som kirkeordinantsen og kongelig forordning tilholder, idet jeg tjenesten udi kirken ikke i rette tid hverken begyndt haver eller sluttet til rette tid, ligesom jeg i andre maader forset mig, saa lover jeg, at jeg herefter med største flid og gudelig aarvaagenhed i mit kald skal være og virke, som det en gudfrygtig og kristelig prest anstaar. Dette til forsikring lover jeg, saafremt den høie øvrighed vil tilgive og tage hensyn til min alderdoni og store svaghed”.[11]

Det tør være, at Henrik Baads feil mest skrev sig fra alderdomsskrøpelighet og sløvhet; men det kan dog neppe bare ha været derfra, men ogsaa fra drikfældighet, likesom det ikke er usandsynlig, at prestegaardens brand kan staa i forbindelse med drik juledags aften, at presten ogsaa har deltat deri, og da branden opdagedes, været hjælpeløs og forvildet paa grund av tungt rus; men datteren maa vistnok derunder ogsaa ha vist en opførsel likeoverfor sin far, som har bragt folk til at tro hint forfærdelige om hende.

For endnu engang at komme tilbake til rektor Ernst og hans mindre vel omtalte hustru Maren Baad, saa sees de av Skiens kirkebok at ha hat en datter Kirsten til daaben i 1660; aaret efter fik de en søn Henrik Kristian og i 1663 igjen en datte, som fik navnet Eva. Samme aar, 30/11 1663, døde en ældre datter, 5.1/2 aar gammel, altsaa født i begyndelsen av 1658, mens de endnu bodde paa Gjerpen. Senere fik de en ny søn av navnet Henrik Kristian, døpt 4/10 1665, hvorav kan sluttes, at den første fra 1661 igjen var død, likesom de to aar efter fik en datter, der døptes 29/9 1667 og fik samme navn som datteren fra 1660. Den første Kirsten var da antagelig ogsaa død. Mange barn døde i tidlig alder den tid. Rektor Ernst Ernstsen blev heller ikke selv nogen gammel mand; han døde 20/8 1668, 49 aar gammel.[12] Da skiftet efter ham avsluttedes 16/8 1670, beløp boets masse sig til 117 riksdaler; men der var en gjæld paa 45 riksdaler, saa der kun blev 72 riksdaler tilbake til enken og hendes smaa. Enken hadde da solgt sin mands prestekjole.[13]

Den 6te november 1676 begravedes i Skien ”salig Henrik Baads Sara Jensdatter”, 68.1/2 aar gammel. Hun var altsaa født i 1608 og har temmelig sikkert været presten Baads fordrukne enke. Av hans utskeiende sønner kjendes ingen; men en anden datter, Bodil, var gift med skrædder Nils Hansen i Skien. Henrik Baad maa ha været den Henrik Henriksen Badius, som 6/7 1626 avla ed som residerende kapellan i Solum og blev ordinert til dette embede i 1627. En Henrik “Baed” i Skien, som nævnes i 1601 i anledning ledingsskatten, kan naturligvis ikke ha været presten, men maaske hans far. Han er vel ogsaa den Henrik Baad, som i 1622 sammen med Kristen Baad betalte ledingsskat i Skien og i 1621 og 1622 betalte skat av et sagbruk i Luksefjeld og av et nede i Gjerpen, det sidste sammen med Johan Gjertsen. Likesaa gjorde han i de følgende aar 1624, 1625 og 1626. Ved en skatteligning i Skien i 1642, til utligning av 280 riksdaler, nævnes baade en Henrik Baad og en Kristen og Peder Baad som skatydere. Det maa da efter dette være temmelig visst, at ogsaa presten har været en Skiensmand.

10. Nils Halvorsen.

1658-1681.

Likesom Henrik Baad var ogsaa hans eftermand Nils Halvorsen hjemmehørende i Skien, hvor hans far, der døde i 1641, var en velstaaende trælasthandler.

Efter hvad J. F. Monrad hadde hørt folk fortælle om Nils Halvorsen, skulde han egentlig ikke ha været nogen prædikant eller “sønderlig begavet til prædikestolen”. Forøvrig var ogsaa han Monrad ganske ubekjendt. Hans søn Halvor Nilsen, som efter sit fødested kaldte sig Halvor Nilsen “Gjerpen”, og blev sogneprest til Eidanger, var derimot “ bekjendt av sin store læsning og og lærdom”, som blandt andet blev lagt for dagen i en av ham holdt og i 1702 i trykken utgit likpræken over tolder Jørgen Erboe. Denne præken nævnes av Bang i hans utsigt over den norske kirkes historie efter reformationen som et eksemplar instar omnium paa den tids voluminøse likprækener. Den er en hel bok! Halvor Nilsen var prest i Eidanger fra 1685 til 1712. Nils Halvorsen døde paa Gjerpen “i høi alder” i 1681. Hans hustru Gjertrud Andersdatter var adskillig yngre og overlevet sin mand i flere aar, da hun først døde den 2den juli 1689, og blev begravet den 10de s. m. 55 aar gammel. Hun bodde i sine sidste aar paa nordre Rising i nærheten av prestegaarden, en ubetydelig eiendom, som var utlagt til enkesæte.

En datter av dem, Anne Nilsdatter, blev gift med eftermanden. Skjønt Monrad kun kjender til disse to barn efter Nils Halvorsen, presten Halvor Gjerpen i Eidanger og denne datter, har han dog sandsynligvis mindst hat endnu en søn til, nemlig “Anders Nilsen Gjerpen”, opkaldt efter morfaderen og 13de juli 1685, altsaa efter faderens død, viet i Gjerpen kirke med “Dorthe hr. Michels”, det vil sige med en datter av presten i Hollen, som selv hadde fæstet parret hjemme i Hollen. Derimot kan vel ikke kaptein Halvor Nilsen, der i 1695 var fadder for Gjerpenprestens, i tilfælde sin søsters søn Kristian, ogsaa ha været en søn av hr. Nils. To sønner av samme navn, og som begge levde op, har han vel ikke hat. Foruten Anne var der dog sikkert endnu en datter til; ti 8/8 1682, et aars tid efter Nils Halvorsens død, blev ”Pernille Nilsdatter Gjerpen” gift med sogneprest Daniel Barth.

Som temmelig almindelig den tid, har der ogsaa været uenighet og ugreie mellem formandens enke og eftermanden om hendes rette tilkommende, da Nils Halvorsen var blit Henrik Baads eftermand. Det er alt foran berørt, at Nils Halvorsen 4/3 1658 hadde indgaat en kontrakt med Baads enke Sara Jensdatter, hvorefter han i naadensaaret skulde gi hende 120 riksdaler. Denne kontrakt var undertegnet av provsten Jørgen Knudsen fra Skien samt tre andre gode mænd: Hans Iversen, Ove Andersen og Nils Hansen, alle ansete borgere fra Skien. Men under 13/7 1660 stevnet Povel Mikelsen, kapellan i Skien, og Ernst Ernstsen, rektor i Skien, paa Baads enkes og børns vegne, Nils Halvorsen for misligholdelse av denne kontrakt. Parterne møttes hos provsten paa Lunde 25/7; men først aaret efter, 1661, fik Skienspresterne Povel Mikelsen og Sten Hansen Bruun striden mellem parterne endelig bilagt.

Ovennævnte Ove Andersen var foged og gift med Nils Halvorsens mor, Anne Jakobsdatter, hans i 1641 avdøde far Halvor Nilsens enke, som døde i 1651. Hendes anden mand, fogden, døde i 1665, kun 47.1/2 aar gammel. En søster av hr. Nils, Pernille, var gift med Skiens rikeste mand, Hans Iversen. Antagelig maa da ogsaa hr. Nils ha været noget velstaaende.[14]

11. Ole Flor.

1681-1700.

Ole Frantsen Flor blev kaldet til vicepastor hos Nils Halvorsen, der da var svak og gammel, saaledes at han ved hans død skulde være hans efterfølger. Han ordineredes 2den oktober 1680, men kom først til Gjerpen det følgende aar.[15] J. F. Monrad, hans anden successor, fortæller om ham, at han var en ganske bra mand i sit embede og en god jorddyrker, som lot opta grøfter og forbedret prestegaarden paa flere maater. Mer vet han ikke at fortælle om ham, andet end at han, da han var kaldet i et sykebesøk til Menstad fredag før jul, blev “angreben av en heftig svaghed” og bragtes ind paa Ballestad, “om allerede død, vides ikke”. Flor hadde da sandsynligvis i længere tid været sykelig; ti allerede høsten 1699 hadde han søkt lægehjælp i Kristiania, i alle fald gjorde han da en reise derind, som, hvis jeg ikke har læst feil hans næsten uforstaaelige skrift, foretoges i dette øiemed; fra begyndelsen av 1699 blir hans skrift i det hele mer og mer ulæselig. Flor blev begraven eller “tumulatus”, som det da kaldtes i kirkeboken, den 29de december, efter at være død den 21de, kun 49 aar og 9 maaneder gammel. Han var saaledes antagelig født den 12te december 1651 og kun 30 aar gammel ved sin komme til kaldet. Om ham vites uttrykkelig, at han blev begraven under gulvet inde i kirken.[16]

Hans enke overlevet ham i 28 aar og var i smaa kaar, hvorfor de mange barn, hun sat igjen med, heller ikke kunde faa hverken den utdannelse eller den opdragelse, som moderen ønsket. De hadde mindst 10 barn, hvis navne findes indførte i Gjerpens, av ham indrettede ældste ministerialbok. De hjertesuk og korte bønnerop, hvormed lian her ledsager indførelsen av sine barns navn, tyder paa, at han har været en from og ømhjertet mand. Hans barn er, i henhold til kirkeboken, saavidt jeg har set, følgende:

1. Nils, f. 1681, opkaldt efter den avdøde morfar. Den lste advent, 27de november, “fremstillet min Nils til konfirmation paa sin hjemmedaab. Han blev, fød til denne syndige verden d. 17. november. Gud være ham naadig!” Faddere (testes) Peter Børting og Jørgen Erboe.

2. Abigael, f. 1683. “Baptizata dom. sec. adv.” (d. e. døpt anden søndag i advent) “min dotter Abigael - blev fød til verden den 6te december. Gud være hende naadig!” Faddere lagmand Iver Hansen og Anders Nilsen Gjerpen.

3. Gjertrud, født 13/3, døpt 10/3 1684. Gud være hende naadig. Faddere hr. Halvor Nilsen og Abigael, hr Jespers paa Bø.

4. Maren, f. 29/3 1685, død 5/6 s. a. I dødslisten: “Min. lille dotter Maren Olsdotter Flor, 9 uger gl. In coelis floret” (d. e. hun blomstrer i himlen).

5. Maren (secunda) f. 4/6 1686.

6, Anne, f. 17/5, døpt 20/5 1687, død 6 uker gl “O beata in coelis anima” (d. e. o salige sjæl i himlen !)

7. Frants, f. 13/9 1688, opkaldt efter farfaderen, “levede kun i 14 dage. Vivit in coelis” (d. e. han lever i himlen).

8. Maria, f. 9/10 1691, “som var en fredag”.

9. Frants (secundus), f. 15/3 1694. Faddere brigadier Arnold og frue, amtmand Henrik Adeler og Juliana Børting (Det blev ikke saa gildt med Frants, som fadderne var gilde!)

10. Kristian, f. 19/4 1695. “Gud velsigne de smaa med de store !”

Likesom Flor indtil 1689 kun anfører fadderne, “testes”, for sine egne barn, men ikke for andre, saaledes anfører han ogsaa kun for dem fødselsdagen ved siden av daabsdagen. Skal man kunne dømme fra prestens barn til andres, var det dengang, som regel, ikke lang tid mellem disse dage. Gjertrud var ti dage gammel, da hun blev døpt; Maren (I) 5 dage, Maren (II) 4 dage, Frants (I) 4 dage, Maria 5 dage, Frants (II) 5 dage og Kristian 5. Altsaa ingen 8 dage gammel ved daaben.

Den 14de februar 1701 holdtes skifte paa Gjerpen prestegaard efter den “ærv. hæderlig og meget vellærde mand og sogneprest” Ole Flor. Enken var den ”gudfrygtige og hæderbaarne matrone” Anne Nilsdatter. Som hendes laugværge var tilstede “hans ærværdighed” hr. Halvor Nilsen, sogneprest til Eidanger med annexer Brevig og Slemdal. Nye møter i skiftet holdtes 17de januar 1702 og 14de februar, den sidste dag altsaa aarsdagen efter første møte. Da var ogsaa manden til Flors eneste gjenlevende søster Anne, seigneur Mellicht, tilstede; hvad det skulde være godt for, kan ikke indsees. Skiftet foretoges, som i geistlig bo, av provst Peder Nyborg, resid. kapellan Ludvig Blehr og rector scholæ Peder Bernhoft, alle tre fra Skien. Boet sluttedes 29de december 1702 og den ”visse formue” androg da til 866 riksdaler; de uvisse midler, restancer o. s. v., utgjorde 95 rdl.; gjælden gik op til 124 rdl. Til deling blev saaledes av de visse midler omkring 741 rdl., hvorav enken fik 370 rdl. 2 ort samt en broderlod eller 63 rdl. 3 ort. Hver broder fik ellers, ved deling av 308 rdl. 3 ort, 61 rdl. 3 ort og hver søster 30 rdl. 3 ort og 12 sk. Paa samme maate deltes de uvisse beløb.

Av sølv fandtes der nogle fate og bægere, av messing og tin antagelig som almindelig, av lintøi, især duker, likesom av sengklær, vel noget mer end vanlig. I dagligstuen stod en stor kakelovn med messingføtter; den veiet 6 skippund. Av bohave fandtes ellers bl. a. et speil i sort ramme, et hollandsk skap med tre laaser, et ovalt stolpebord, hvis skive var indlagt med skifersten, 8 nye kalveskinds stoler, 10 gamle ruslæders do., en lænestol, en rund træstol, en kurvseng. Haandklærne var 3-5 alen lange, lakenerne 5 alen. Boksamlingen var meget stor, 273 bind, derav 35 folianter, mest alle latinske, som ventelig, og størstedelen teologiske verker; dertil ogsaa nogle hollandske og engelske. Av danske kan merkes Søfren Mathiesens regnebog og Henrik Harpestrengs lægebog. Av kjøreredskap var der bl. a. en meget gammel “chaise”, taksert til 8 rdl. Besætningen bestod av 5 hester, hvorav den bedste takseredes til 6 riksdaler, den simpleste til 2, hvilket viser datidens priser og pengenes værdi, 22 melkekjør (Terne, Stjerne, Dugrei, Ringerei, Fagerlin, Dagros, Fribot, Graadona o. s. v.), 2 kvier, 2 smaastuter, 4 kalver, 18 sauer, 4 svin - en besætning, som er større end den nuværende trods al den opdyrkning, som senere er foregaat. Det synes saaledes at vise sig, at Flor fortjente sit eftermæle som “god landmand og agerdyrker”. Disse svære besætninger, langt større end besætningerne nu for tiden paa mange av de samme gaarder, er forresten en meget almindelig kjendsgjerning, der mere tyder paa sultefodring i stor skala end paa større opdyrkning, end tilfælde er nu for tiden.

Det skulde saaledes ikke stille sig ilde for enken, som dertil hadde sit enkesæte med underliggende bruk og en pension av embedet, som ved eftermandens liberalitet var betydelig større, end den skulde være efter loven; men allikevel blev det ikke saa greit for hende, hvad vel alt skifterettens medlemmer har følt, idet de to av dem, provsten Nyborg og den res. kapellan Blehr, broderlig “aldeles intet begjærede for sit arbeide”, mens den tredje, rektor Bernhoft, for sit tilkommende, 2 riksdaler, kun tok nogle bøker. Som man vil se, var de fleste av hendes mange barn smaa og samtlige uforsørgede, da manden døde. Sønnen Nils, den ældste, som var teologisk student, var 19 aar og saa nedefter til den yngste, Kristian, som kun var vel 5. Moderen meddeler om dem i 1710, at Gjertrud efter sit 17de aar “siden stedse har været i tjeneste hos forskjellige folk”, mens Maren og Maria stedse var hjemme; hun siger, at de “paa grund av de aarligen tiltagende slette tider ikke har kunnet bekomme nyttige tjenester”; men om smaagutterne Frants og Kristian siger hun, at de da var utkomne fra hende i andres tjeneste. Efter kaldsboken døde hun i 1728; men skiftet efter hende avsluttedes ikke før den 29de mars 1730. Hun døde paa enkesætet Rising; men efter kaldsboken bodde hun paa Øde Sneltvet, hvor hun vel kun har opholdt sig en tid av aaret. Gaarden var ved hendes død i “en yderst miserabel forfatning” og boet = 0. Det, manden efterlot sig, er vel gaat med til familiens underhold de mange aar. Det sees av skifteprotokollen, at hendes sønner efterhaanden fraskrev sig sin ret til arv efter faderen, og svigersønnerne synes likeledes at ha avgit erklæring derom, før de indtraadte i egteskap med døtrene. Der var vel heller ikke stort at gi avkald paa.

Efter optegnelserne i kaldsboken var Nils, som nævnt, blit student, inden faderen døde. Han fik, vel tidlig, som det synes, alt 19/6 1705 “expectance” paa Gjerpen kald, men kom aldrig til at faa kaldet. Han blev skibsprest og døde ung. Den anden søn, Frants, blev underofficer ved de gevorbne eller, som der staar i skiftet efter moderen 29/3 1730, ”fourerer ved kaptein Powisch’s regiment i Fredriksstad”, men kunde paa grund av slet opførsel ikke avancere videre. Den yngste av sønnerne, Kristian, blev foged, men avsattes senere paa grund av slet opførsel og urigtig regnskap og var siden sine venner til byrde. Med sønnerne gik det saaledes ikke rart, og det var vel ikke saa greit for moderen at opdra dem,

naar de maatte ut til fremmede. Av de andre døtre blev den næstældste, Gjertrud, gift med tolder Jørgen Rosenhoff i Kragerø, mens Maren (i kaldsboken staar feilagtig Anne) og Maria, ifølge kaldsboken, “gjorde slette partier”. Gjertrud Flor sees av ministerialboken i 1702 at ha været fadder 2 ganger, for “Jens jydes” søn og for Monrads datter, i 1703 for kaptein Steens datter, i 1704 for Mads korporals datter o. s. v. Først den 11te juli 1719, da hun alt var vel 35 aar gammel, blev hun gift med Rosenhoff. Maria Flor var et par aar iforveien, 26 aar gammel, blit gift med Bernt Wittenberg; det har altsaa bare været et slet parti. Ved skiftet efter moderen hadde hun to barn: Ole og Nils W. Maren var gift med Kristofer Halvorsen i 1730 og bodde da, som søsteren, paa Rising.

Ole Flor holdt likprækenen over Gjertrud Iserberg, generalmajor Arnolds frue. Den var som sedvanlig meget omfangsrik og tryktes i Kjøbenhavn 1689 in qvarto.

12. David Monrad.

1701-1746.

David Monrad (dengang skreves almindelig “Monrath”) var født den 11te november 1666 i Assens paa Fyen, hvor hans far Jørgen Marcussen var residerende kapellan. Hans far døde tidlig, 1/6 1682, og “efterlod min moder, Elisabet Monrad, med mange uopdragne børn i fattige omstændigheder,” skriver sønnen, forannævnte J. F. Monrad, i kaldsboken. Moderen, hvis familienavn antoges av børnene, var en gudfrygtig kvinde, som overlevde sin mand i 36 aar og døde først i 1718, 74 aar gammel.[17]. “Faderens tidlige bortgang., skriver J. F. M. videre, “foraarsagede, at min salig fader maatte gjennem megen sygdom og fattigdom og stor trængsel fremdrage sine skoleaar, indtil han til Kjøbenhavn fra Odense gymnasio blev dimitteret” (1687). Efter som student at ha været lærer ved forskjellige “saavel private som publique” skoler paa Sjælland og Fyen, fik han endelig teologisk examen.[18] Senere[19] fulgte han den danske envoyé Luxdorph til Stockholm, hvor han forblev hos gesandten i hele 6 aar og gjorde tjeneste dels som kabinetsprædikant for sit herskap, dels som informator for sønnen Kristian Luxdorph. Mens han var i Stockholm, hadde han den “ære og naade” at holde en latinsk klagetale paa ridderhuset i anledning kong Karl den XI's død 1697. Da fru Fredrikke Luxdorph efter sin egtefælles død (5/9 1698), der fandt sted under opholdet i Stockholm, vendte tilbake til Danmark, fulgte Monrad med og forblev fremdeles en tid i hennes tjeneste. Fru Luxdorph var født Adeler og var en datter av generaladmiralen Kort Adeler, og da efterretningen kom om ledigheten i Gjerpen kald, fik Monrad embedet paa hennes anbefaling, fordi hennes søskende som arvinger til de Adelerske eiendomme, som før omtalt, ogsaa hadde jus patronatus eller kaldsret til Gjerpen. Monrad blev den 11te januar 1701 kaldet til Gjerpens sogneprest og reiste straks op til Norge for at tiltræde sit embede, hvortil han midfaste søndag blev ordineret av biskop Munch i selve Gjerpen kirke, idet biskopen just var paa visitas i provstiet. Monrad var da i sit 35te aar. I 1738 blev han provst efter Iver Hesselberg, sogneprest til Skien; men da han nu alt var 72 aar, hadde han ondt for at reise og derhos liten lyst til at være fraværende; han nedla derfor provsteembedet nogle aar efter.

Monrad var ikke alene meget sykelig i sin barndom og ungdorn, men ogsaa i de første aar, efterat han var kommen til Gjerpen. Dette gav anledning til, at formandens søn Nils Flor i 1704 søkte og fik expectance paa kaldet. Han var derhos en svoger av Monrad, som hadde egtet hans søster Abigael; men David Monrad kom til længe at overleve Nils Flor. Monrads vedvarende sykelighet gjorde, at ogsaa hans svigersøn Henrik Gjertsen senere søkte expectancen; men ogsaa for ham blev ventetiden for lang, saa han tilsidst, efter at ha frasagt sig den, søkte og fik Sunds kald i Bergens stift, mens Monrad tok sin søn og senere eftermand Johan Fredrik Monrad til personel kapellan. [20] Han var forøvrig nu noksaa frisk i forhold til sin alder, saa han selv utførte det meste arbeide, og naar han hver tredje eller fjerde søndag ikke præket, forrettet han for alteret og utførte de øvrige ministerielle forretninger for dagen. Han var en brav mand i sit embede, siger sønnen, hadde sterkt bryst, god stemme, skarpt syn, saa han til det sidste uten briller kunde læse den fineste skrift. Sønnen siger videre om ham, at han var mager og tynd og aldrig hadde været fet. Anden juledag 1745 blev han syk i kirken efter prækenen og døde i sit 80de aar, netop paa 45 aarsdagen efter sin kaldelse som sogneprest, den 11te januur 1746. Sønnen skriver dette i kaldsboken; i ministerialboken staar derimot feilagtig, at han døde den 12te januar, og at han blev begraven den 19de s. m. Han blev nedsat i muret gravsted i Gjerpen kirke ved siden av sin formand Ole Flor. [21]

Av ministerialboken sees, at Monrad samme aar, som han kom til Gjerpen, nemlig 15de november 1701, egtet formandens datter Abigael Flor, likesom Ole Flor i sin tid hadde egtet sin formands datter. Med hende lik Monrad først en liten pike, født 12te december og i daaben, 20de december 1702, kaldt Anna Elisabet efter begge bedstemødrene. Blandt fadderne var hr. Halvor i Eidanger og Gjertrud Flor, altsaa moderens onkel og tante. Denne datter var det, som i sin tid 25/9 1725 blev gift med forannævnte Henrik Gjertsen og døde i Eidanger 1739, kun 37 aar gammel. Abigael Monrad blev ikke gammel; hun døde i sin anden barselseng den 8de juli 1704, efter ikke fuldt 2.3/4 aars egteskap, bare 21.1/2 aar gammel; hun var altsaa blit gift, litt før hun fyldte sit 19de aar. Det barn, hun da hadde født til verden, var en liten gut, som lik navnet Ole efter hendes far; men han levde ikke op og fulgte snart moderen. Abigael Monrads død stod paa en maate i forbindelse med kong Frederik IV’s besøk i Norge. Under sit ophold i denne egn bodde nemlig kongen paa Borgestad hos general Arnold og skulde derfra reise op og bese Fossum jernverk, hvis eier blandt andet hadde leverance av kanoner til kongen. Da kongefølget ventedes forbi prestegaarden, der ligger like ved veien, maatte ogsaa den unge barselkone op trods sin svakhet, - manden var vel ikke tilstede, saa han kunde hindret hende; han var vel i kongens følge. Ogsaa hun, ung og uforsigtig som hun var, maatte faa se denne i tidens øine næsten guddommelige aabenbarelse. Skjønt det ikke var mer end et par dage, siden hun var falden i barselseng, stod hun altsaa op og gik fra det kammer, hvor hun laa, ind i et andet værelse, hvis vinduer vendte tit til veien, “for at have den ære at se kongen, hvilken fornøielse bekom hende saa ilde, at hun et par dage derefter døde”, som der staar i kaldsboken. Stakkels unge mor, som saa tidlig maatte forlate livet og sine to smaa! Ogsaa Skiens kirkes klokker ringet for hende, da hun bares til graven, som det heter i byens gamle kirkeregnskap: “15. july 1704 ringede for hr. Davids paa Gjerpen hans kjeriste alle klokker.”

Tre aar efter, i 1707, giftet Monrad sig igjen, med Barbara Leopoldus, datter av den velstaaende tyske kjøbmand i Kristiania Herman Leopoldus. Hun døde ogsaa før sin mand, men dog først efter 23 aars egteskap, i aaret 1730. Hun skal i disse aar ha født 5 sønner og 2 døtre; men likesaalitt som jeg har fundet hendes dødsaar i ministerialboken, har jeg der fundet alle barnene. Det staar der nok naturligvis; men det er let at fare forbi navn, man søker, i denne bok; ti Monrads skrift var gnidret og utydelig og, navnlig de sidste aar, næsten ulæselig. Allikevel vilde han føre bøkerne selv og ikke engang i sin allersidste levetid la sin søn kapellanen gjøre det!

Det første barn, jeg har fundet i kirkeboken, er datteren Barbara Abigael, opkaldt efter begge hustruerne, født 29/7, døpt 15/8 1711. Hun blev 14/9 1730, vel 19 aar gammel, gift med Thomas Lange, tolder ved Langesunds toldsted, død 1773. Hun døde først i 1792, 81 aar gl. De hadde, som Tordenskjolds forældre, 12 sønner og 6 døtre; men ei én blev Tordenskjold! Efter datteren Barbara fulgte sønnen Johan Frederik, født 17de mai 1713, der i sin tid blev faderens eftermand. Derefter kom Jørgen Herman, født 14de oktober 1714, død som sogneprest i Eidanger 10de september 1763; 49 aar gammel. Hans portræt findes i Østsidens kirke i Porsgrund paa et, maleri, hvor han i prestedragt knæler foran den Korsfæstede. En dattersøn av ham var den efter ham opkaldte statsraad Jørgen Herman Vogt. Blandt de senere fødte barn kan merkes Markus Ditlev, født 12te april 1722, der blev residerende kapellan i Eidanger.

David Monrad har visselig ikke alene været “en brav mand i sit embede”, men ogsaa ellers en hædersmand. Sin formands enke, der vistnok tillike var hans svigermor, skulde han egentlig efter den lovlige beregning (1/8 av den faste indtægt) ha git i pension 15 rdl. 1 mk. 12 sk.; men han gav hende 30 rdl. eller det dobbelte, og hvad videre, som “Gud vil velsigne ham, skal tiden lære”. Han vilde være ”som en søn i relation til hans moder”, og betalte disse 30 riksdaler med 10 rdl. til hver av de tre store høitider.

I Nils Hichmans autobiografi, der for en del aar siden delvis blev trykt som føljeton i Skiensbladet “Fremskridt”, findes nogle interessante, leilighetsvise oplysninger om David Monrad. Hichman betegner ham som “en elsk- og ærværdig, brav prestemand”, og fortæller, at “om sommeren søgte saavel gamle som unge fra Skien ofte Gjerpen kirke baade for den korte og fornøielige spadseretur gjennem ager og eng, som især for at høre hr. David, der ofte gav tilhørerne fuld nøie for deres gang med sine indfald og talernaader, som stod ham ret vel. Hr. Iver Hesselberg, sogneprest i Skien, næsten et orakel i sin tid, formaliserte (?) sig ikke lidet over at se mange stole i kirken ledige om sommeren formedelst mange av hans tilhøreres idelige og hyppige gang til Gjerpen kirke for at høre paa hr. Davids “ skoser”, som de kaldte det. Han udlod sig herover med misfornøielse og utaalmodighed, sigende: “Mon her i Schiens kirke blir mere avner udsaaet end andensteds?” Men det stod ikke til at ændre, saalænge hr. David levede”, skriver Hichman.

Som eksempel paa Gjerpenprestens “skoser” og vittige indfald fortæller Hichman om “en velhavende bondemand Just Foss, som ikke var bange for at tage sig 1, 2, høgstan 3”. Første søndag efter trinitatis “moraliserede hr. David om den rige mands kammerater og dem, der elske at drikke jamt og samt”, og sagde da: “De drikker, ja de drikker, saa det høljer og render i halsen, just som en Foss”. Trettende søndag efter trinitatis var det evangeliet om ham, som drog ned fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt røvere. Dette anvendtes paa kjørere fra Fossum til Skien, som paa veien var indom hos Mats Gram, hos hvem de iblandt kunde gjøre sig lystige og tilgode. “ Hr. David pegede ud gjennem vinduet ved prædikestolen ned mod Skien og sagde: “Se det Jericho! Der skal de ned. Ind til Mats Gram skal de. Der sidder de og drikker pengene op, som de skulde have til kone og børn” . Dette var nu vel endnu drøiere end det foran anførte om Just Foss og “just som en foss” og dertil like imot loven, som forbød navns nævnelse paa det hellige sted, naar man straffet laster. Men næsten værre endnu var følgende, hos Hichman eksempelvis anførte fritalenhet av hr. David. Der var blit stjaalet noget linned, som laa paa blek i prestehaven. En mand paa Snibetorp nede i Skien mistænktes for tyveriet, og idet presten omtaler det paa prækestolen, slutter han saa: “Der kan I se, hvad folk vi har iblandt os - smukke kristne!” O slet bestilt!” - d. e. rettere skrevet: o slet, Bestilt! ti manden, som mistænktes, hadde just det sjeldne navn “Bestilt”. I Skiens kirkebøker sees en Ole Bestilt at være begraven 17/10 1705; det er antagelig den formodede tyv. En voksen datter av Ole Bestilt døde i 1692. Er det altsaa denne Ole Bestilt, som offentlig sigtedes for tyveri, har det ikke været nogen ung mand, og da han døde i 1705, maa David Monrad alt i sine første aar i Gjerpen ha begyndt med denne sin fritalenhet.

Man skal efter dette ikke ville negte, at hr. David baade maa ha været interessant at høre og en prædikant, som kunde tale praktisk, med en merkelig aandsfrihet og livlighet i den vel ellers noksaa stive og tørre prækentid. Saaledes anfører Hichman ogsaa noget av en præken, som han holdt i Skiens kirke over den forlorne søn (en tekst, som dengang ikke hørte til de forordnede evangelietekster). Monrad gav ved denne leilighet et moderniseret billede av en scene i de gode dage i den forlorne søns liv, da der var kamerater nok: “God morgen, mon frère! Vel staaen op? Har du sovet godt inat? Skal vi ikke ha en morgensup? En aqvavitdosis?” - - -. En formodet scene senere i hans liv gjengives saaledes: “Men se, der kommer svindsot i pungen. Nu kjender ingen kavaleren. Alle forlade ham. “Hør far, tag mig an til at vogte jeres svin! Jeg lar mig nøie med et stykke tørt brød og en drik vand!” O stakkel! Se, hvor pjalterne hænger og slænger paa ham. Det heder ikke længer: ”Lad os ind paa apotheket og ha os en kirkedosis!” Nei, nu har piben faaet en anden lyd! - Ja, han har mange brødre. Gid de kun vilde vende om, som den forlorne søn gjorde, saa var det vel!” Apoteket, hvortil der hentydes, var netop oprettet ved denne tid, i 1709, og har altsaa ogsaa levert medicinske draaper av tvilsom nytte, eller med andre ord, det har halvt været en drikkesjap.

I Landstads efterlatte papirer er optegnet begyndelsen av en skriftetale av David Monrad; den lød saa: “Det er rusket veir idag, gutter, og rusken har vi her for os. Han rusker og snusker og stopper i sæk baade kjød og pølse og hvad han fik”. Der var altsaa en saadan “rusk” blandt skriftebørnene denne uveirsdag. En anden gang begyndte han skriftemaalet saa: “Her er kommet fem underlige dyr i vor have” o. s. v. Det maatte ikke være hyggelig for alle og enhver at komme til skriftemaal hos hr. David.[22]

Hichman fortæller ogsaa, at hr. David selv hadde bestemt teksten til likprædikenen over sig, nemlig Pauli ord : “Herren har friet mig fra en løves mund”. Provsten Steenbloch (fra Hollen), som skulde holde liktalen, bekjendte, at han ikke visste, head den salige mand egentlig hadde ment med denne tekst og denne løve, hvorfor han forklarte løven om forskjellige: Satan, synden og verden, og tilsidst gik det tit paa kirkepatronen, kancelliraad Herman von Løvenskiold (!)

Vilde provsten imitere hr. David og forsøke seg i vittige “skoser” ?

lste oktober 1704 holdtes paa Gjerpen prestegaard skifte efter Abigael Olufsdatter Floer, sogneprest hr. David Monraths hustru. Skifteforretningen utføres av provst Peder Andersen Nyborg, res. kapellan i Skien Ludvig Albrethsen Blehr og rector Schienensis Peder Bernhoft. Tilstede var den avdødes morbroder, sognepresten i Eidanger, hr. Halvor Nilsen, paa de to smaa barns vegne. Boets formue, iberegnet den avdødes arv, androg til 477 rdl. 23 sk. Gjælden var 213 rdl. 3 mk.; denne paatok faderen seg selv at avgjøre, likesom han intet forbeholdt seg i anledning av sin hustrus begravelse. Barnene arvet saaledes den halve formue med 228 rdl. 2 mk. (Det vil i virkeligheten omtrent sige det hele, naar faderen overtok gjælden). Den lille broder og søster skiftet efter faderens ønske likt, da søsteren var den ældste, og da hun hadde to navne, der i faderens øine gjorde hende god som to. “Anne”, sa han, “ bar det ene navn efter sin mormor og det andet efter sin farmor”. Saa skulde de to smaa søsken ha hele boet og dele det likt. Det var ogsaa ved denne leilighet, han viste sin liberalitet mot svigermoren og øket til det dobbelte hendes pension av embedet. Det var en trøst for hende over tapet av den unge datter.

Blandt løsøret fandtes der i guld en ring med 3 leder og med en diamant i til 5 rdl., en slet (d. e. flat) tvindering, nogle (øre)-dobber og guldkniplinger; sølv var der for 45 rdl. Bøkernes værdi ansloges til 30 rdl.

Aarets avgrøde hadde i 1704 været yderst mislig paa grund av den store og langvarige tørke; høavlingen var saaledes ikke det halve av det vanlige; kornavlingen mislykkedes ganske, skjønt der var nedsaadd omtrent 20 tønder av forskjellig slags sæd.

Den 26de januar 1746 holdtes der skifte efter David Monrad selv, der ved bevilling av 23/8 1730 hadde hensittet i uskiftet bo efter sin anden hustru Barbara Leopoldus. Som deres arvinger opregnes ved denne leilighet:

1) Hr. Johan Fredrik Monrad, sogneprest til Gjerpen.

2) Hr. Jørgen Herman M., medtjener i Gran.

3) Kristian Vilhelm M., 28 aar.

4) Markus Ditlev M., 24 aar.

5) Barbara Abigael, gift med seigneur Thomas Lange.

6) Bolette Fredrikke, gift med seigneur Halvardus Borse.

Hans datter med sin første hustru, før nævnte Anne Elisabet, der var gift med sogneprest Henrik Gjertsen, var død før denne tid; derfor opregnes kun barnene; de var:

1) David, 17 aar;

2) Gerhard, 9 aar;

3) Jørgen, 7.1/2 aar.

I boet fandtes nu en hel del kontanter, tildels i utenlandsk mynt, samt et stort, ja rikt indbo. Det var vel kommet ind med hans anden hustru, den formuende Barbara Leopoldus. Senere holdtes stor auktion, som varte hele 3 dage, fra 3dje til 5te mars s. a.

Hans første hustru Abigael blev nedsat i sin fars murede begravelse under kirkegulvet. Der blev ogsaa hr. Davids kiste nedsat. Som med sin første, tidlig bortvandrede hustru, levde han ogsaa med den anden “i det kjærligste egteskab”, hvad der ogsaa fremgaar av hans testamente, som han opsatte ved hendes død i 1730. Det lyder saaledes:

“Aug(ustin), De civitate Dei, lib. I, cap. XII.

Hjælpe mig Gud dagligen at have min død i tanke, at naar døden banker paa, mit hjerte da maa være opfyldt med anger for min synd, med kjærlighed til Gud og min næste og med troen til Kristum !

Min Gud, livet og døden staar i dine hænder. Dit navn være lovet for hver dag, jeg har levet, for hver velgjerning, jeg har annammet. Mine maaneders tal ere for dig, slaa mig ikke ihjel i din hastighed, giv mig tid til at bede dig om naade! Giv mig troen til min sidste ende! Bevar fornuft og sanser til mit yderste, at min sjæl maa udfare av sin skrøbelighed med glæde og i himlen indfare til salighed ! “

Testamentet ender saaledes: “Min Jesu, lad mig dø, med Gud vel forliget og med mig selv vel fornøiet! Tilregn ikke min arme sjæl mine mange synder, men rense den i det allerhelligste blod av din søn Kristo Jesu! Giv mig et glad hjerte, at forlade verden og indbind min sjæl i de levendes knippe! Lad mig med mine efterlevende og de med mig omsider samles i salighed, at om jeg end ikke ser dem og de ikke mig mere paa jorden, lad os dog se hverandre igjen i himmelen! Amen”.

Der tilføies: “Renskrevet i mit enlighedskammer 1730”.[23]

Man ser herav, hvilket sterkt indtryk hustruens død gjorde paa ham.

I 1726 døpte Monrad “en neger fra Bengalen, og blev denne forretning udført i overvær av mange mennesker”.

13. Johan Fredrik Monrad.

1746-1790.

Johan Fredrik Monrad, ældste søn av David Monrad i hans andet egteskap med Barbara Leopoldus, var, som før nævnt, født paa Gjerpen den 17de mai 1713. Han gik paa skole i Kristiania, hvorfra han i 1731 dimitteredes av rektor Jakob Rasch og blev teologisk kandidat i 1734. I 1739 blev han, 26 aar gammel, kapellan hos faderen, fik expectance paa kaldet efter ham og succederte i begyndelsen av 1746. 10 aar senere, i 1756, blev han, 43 aar gammel, efter Suckow i Hollen, valgt til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti og døde efter vel 50 aars prestetjeneste i et og samme kald den 14de januar 1790, i sit 77de aar, og blev begravet den 22de næstefter.

Skjønt han saaledes, likesom faderen, var prest i saa mange aar i et og samme prestegjeld - han og faderen tilsammen næsten et helt aarhundrede igjennem -, er der vistnok nu ingensomhelst mundtlig overlevert kjendskap til ham længer i Gjerpen; men det frugtbare Gjerpen synes rigtignok ogsaa at være en noksaa ufrugtbar jordbund for folketraditioner og gamle folkeminder, der holder sig fra slegt til slegt. Landstad skriver om ham i sine efterlatte optegnelser: “Hr. Monrad har udført de skifteforretninger, han bestyrede, med en for de tider særdeles lethed og dygtighed og førte et vakkert sprog. Dette viser sig især i et skifte efter presteenken Maren Stabell i Hollen, hvor han fik med en prokurator at bestille; men det er en sand fornøielse at se, hvor godt han klarede sig, og hvor overlegen han var den gode prokurator. Der skulde ingen skriver i vor tid have deduceret og begrundet sine kjendelser bedre”. Han har i kaldsboken optegnet, at han lot den gamle prestegaard (fra Nils Halvorsens tid) nedrive som aldeles faldefærdlig. Det maa da ikke ha været nogen særdeles solid opført bygning; ti den var ikke endnu hundrede aar. Monrad opførte paa egen bekostning ny hovedbygning, der flyttedes noget østover. Derved korn den mere i ly, men mistet ogsaa den storartede utsigt, som den gamle hadde hat. Den utgjør den vestre halvdel av den nuværende.

J. F. Monrad blev den 19de oktober 1741 gift med Kristence Sofie Schweder, en datter av den i Gjerpen bosatte foged Joachim Schweder og født omkring 1720.[24] Med hende hadde han 10 barn, 4 sønner og 6 døtre, hvorav dog kun en mindre del levde op.

Av barnene kan merkes: Joachim (eller Jochum), David (senere bosat i Drammen), Kristian (i Porsgrund), Barbra, gift med prokurator Fermann, og Kristine, der 29/8 1770 blev gift med klokker i Gjerpen Gjert Monrad. Hun døde efter faderen, men før moderen, i 1796, og efterlot sig 7 barn i trange kaar.

Provstinde Monrad døde i huset hos sin svigersøn, klokker Gjert Monrad, der bodde paa Bratsbergkleven, 13/10 1800. I skiftet skrives: “Provstinden havde især i de sidste aar under megen legemets svækkelse maattet holde sig inde og mest ved sengen, hvorfor ikke nogen, der er kjendt med omstændighederne, undres over, at hendes gangklæder var av den beskaffenhed, at vedkommende fandt det passeligere at uddele dem til trængende end lade dem komme til deling”. Sit løsøre hadde hun skjænket sønnedatteren Hedvig - formodentlig Jochum Monrads i 1779 fødte datter - for klæder og andre nødvendigheter, som hun hadde bekommet. Hun var ellers ikke fattig, da hun eiet en obligation paa 1000 riksdaler. Herfra gik dog til aabod paa enkesætet Rising 54 riksdaler og til begravelsesomkostninger 81 rdl. Til skifte og deling blev igjen 862 rdl.[25]

14. Fredrik Blom.

1790-1812.

Fredrik Kristofersen Blom nedstammet i fjerde led fra Fredrik Johansen Blom, der døde som sogneprest i Laardal øvre Telemarken i 1659 og er stamfar for den først i øvre Telemarken, navnlig i Laardal og Kviteseid, senere fornemmelig i og ved Skien bosatte familie av dette navn. Fredrik Johansen Blom var gift mel Maren Kristofersdatter, datter av Kristofer Hansen, som var sogneprest i Stokke og derav kaldte sig “Stockman”. Navnene Hans, Kristofer og Fredrik har da senere været utpræget almindelige i familien Blom. E:n søn av denne Fredrik Johansen (eller Jansen) Blom var Kristofer Fredriksen, der blev lensmand i Laardal og døde sammesteds paa gaarden Bjaaland i høi alder 1735 som en meget rik og i sin kreds meget omtalt mand, der endnu lever i sagnet og i stevet. Hans søn Kristofer var likesom faderen lensmand i Laardal, hvor han døde i 1757. Kristofer Kristofersen efterlot sig flere sønner, av hvilke de fleste flyttet nedover til Skien, hvor de blev ansete og rike forretningsmænd. Blandt disse sønner er særlig at merke Hans Kristofersen Blom, der var valgt til Skiens repræsentant paa Eidsvold, men døde, forinden repræsentanterne traadte sammen. En yngre bror av ham var den nye Gjerpensprest Fredrik Blom, der var født paa Bjaaland den 29de mai 1749, men, som han selv siger, “opfødt i Skien”, hvor han gik paa “rektorskolen” fra omkring 1760, altsaa fra sit 11te aar, og hvorfra han dimitteredes til universitetet av rektor Winther i 1767. Skjønt han jo var en velstaaende mands søn, var det efter sagnet noksaa smaat for ham i Kjøbenhavn, idet det siges, at han her til hverdags maatte nøie sig med te og smørrebrød; kun om søndagen hadde han raad til ordentlig middagsmat og noget ekstra, som f. eks. gaasestek. Han læste til haud, det vil sige, han la op det minimumspensum, som gav karakteren haud. Herom fortæller han intet selv, men derimot, at han som kandidat “anvendte nogle aar til privat undervisning for skikkelige folks børn i Norge og Danmark”. I Norge var det den rike trælasthandler paa Mæla Didrik von Cappelens sønner, Didrik og Peder, som han underviste. Dog blev han snart prest; ti den 30te mars 1774, i hans 25de aar, kaldtes han til personel kapellan hos Kristian Paus, der hadde været sogneprest i Saude i nedre Telemarken fra 1747. Paus var født i Gjerpen 1710 og søn av klokkeren her Søren Paus. I december 1782 døde sogneprest Paus, og Blom, der imidlertid var blit forlovet med hans datter Kirsten Margrete (født 16de mars 1755), med hvem han giftet sig 3dje januar 1783, blev først, under 30/3 1783, kapellan hos Paus’s eftermand i Saude, Immanuel Greve, men allerede samme aar, den 27de august 1783, utnævnt til residerende kapellan i Skien. Kammerherre Herman Løvenskiold, der som eier av Fossum jernverk hadde jus patronatus til Gjerpen, gav ham saa 16de januar 1786, uten at Blom hadde søkt derom, expectance paa kaldet, som han da efter Monrads dødelige avgang ogsaa tiltraadte 2den mai 1790. Den 4de oktober 1798 blev Blom provst i provstiet efter Greve og døde 13de november 1812, noget over 63 aar gammel. Allerede vaaren efter, 7de mai 1813, døde ogsaa hans enke, 58 aar gl., og jordfæstedes den 13de mai ved sin mands side paa Gjerpen kirkegaard, hvor deres grave endnu kjendes og nu skal holdes vedlike av kirken. De ligger like ved gjerdet i kirkegaardens sydligste del.

Av deres tre barn døde sønnerne Kristofer og Kristian i en meget ung alder; derimot blev det ældste av barnene, datteren Kristiane, f. 18/1 1786, meget gammel, da hun først døde 7/3 1877, altsaa over 91 aar. Hun blev 27/11 1811 gift med sit søskenbarn Andreas Rougtvet Blom, hvem hun bragte i medgift Gulset og flere gaarder i Gjerpen.

Bloms eftermand Edvard Munch har git ham et meget godt vidnesbyrd, idet han i kaldsboken har skrevet følgende vakre ord om ham: “Som en redelig og nidkjær Herrens prest levede og virkede provst Fr. Blom i Gjerpen til aaret 1812. Han havde til den tid besiddet styrke og god helbred, men begyndte mod efteraaret at skrante. Dog blev han ei alvorlig syg førend i førstningen av november, da han blev nødt til at søge sengen. Han vidste, at hans time nærmede sig, og gik sin opløsning imøde med den ro og fatning, som kun bevidstheden om et saa velført liv som hans og den gjennemgribende religiøsitet, der stedse besjælede ham, kan give”. I forbindelse hermed kan anføres det vidnesbyrd, som biskop Bech ved sin visitas i Gjerpen den 23de juli 1809 har skrevet i kalds- eller kopiboken : “Hr. provst Blom viste i en opbyggelig og velment (sic) prædiken Kristi lære som vei til lyksalighed. Ungdommen befandtes i almindelighed ikke at mangle kundskab i deres xdom (d. e. kristendom), nogle derimod meget vel underviste og andre vel anførte til brug av egen eftertanke. Held og velsignelse over menigheden og dens redelige og saare hæderværdige lærer!”

Provst Blom efterlot sig et stort bibliotek, der nu for største delen tilhører Skiens offentlige høiere almenskole og bestaar, som man paa forhaand kan vite, mest av rationalistisk teologi og filosofi. Familietraditionen siger vistnok, at han ikke fulgte den da moderne rationalisme, men holdt paa den gamle lære, likeledes, at Hans Nilsen Hauge oftere besøkte hans hus, og at han skal ha sagt om Hauge, at han var form for sin tid. At dette dog maa modificeres adskillig, fremgaar blandt andet av hans efterlatte skrevne prækener, hvorav er bevaret en hel samling. Allerede hans av biskop Bech anførte tema i hans nævnte visitaspræken i 1809 tyder herpaa. I sin avhandling om presterne i Gjerpen, trykt i Porsgrundsbladet ”Grenmar”, skriver saaledes Skaar: “Efter at have læst 14 av hans endnu opbevarede, utrykte taler, maa jeg tilstaa, at hans prædiken er rationalistisk. Av disse 14 taler er den ene fra 1780, de øvrige fra aarene 1794-1810. I alle disse taler findes intet om Kristi gjenløsning undtagen dette: “Vi ere dit ved Jesum gjenløste og elskede folk, naar vi tænke og handle som gode kristne”. Jesus er ellers “vor religions guddommelige stifter”, “vor himmelsendte lærer”, “som var kommen til verden for den guddommelige sandheds udbredelse og viste, at ved dens værdige annammelse ethvert menneske blev lykkeligt og saligt”. Den Helligaand nævnes aldrig uten da, naar et bibelsted anføres, hvori hans navn forekommer. Synden kjendes væsentlig kun som laster, og blot en enkelt gang har han berørt menneskehjertets dype fordærvelse. Omvendelse berøres ikke, likesaalitt som gjenfødelse. Uagtet flere av talerne er liktaler, er dog legemets opstandelse ikke nævnt. Daaben og nadverden er ikke nævnt i nogen av talerne, hvor stor opfordring der end synes at have været til at omtale dem. Samtlige taler er moralprædikener, saadanne, som vi kjende dem fra begyndelsen av dette aarhundrede. Vi skulde ved Jesu lære forædles til tænksomme og dydige mennesker, det er en tanke, som atter og atter kommer frem. “At følge Jesum”, siger han, ”i tro og ydmyg lydighed er vei til salighed”; men hvorledes denne tro og denne lydighed skabes, derom findes ingen oplysning”. Ogsaa om det, jeg har hat anledning til at læse, maa jeg sige det samme. Det var dertil tørt og litet originalt, skjønt det var en festpræken med særlig foranledning.

Men var provst Blom i tidens medfør sterkt paavirket av den rationalistiske kristendomsopfatning, saa var han dog en helt igjennem oprigtig og sandhetskjærlig mand, der gav sandheten ære, saavidt han forstod den. Et vakkert bevis herpaa har man i det sanddru skudsmaal, som han 6/11 1810 gav Hans Nilsen Hauge og hans venner, om det end heller ikke fuldt ut stadfæster den ovenfor nævnte tradition om hans forhold til Hauge. Det avgaves paa foranledning av stiftsoverretsprokurator Lumholtz, Hauges defensor, da hans sak endelig for alvor blev optat til avgjørelse.

Blom skriver: “Hans Nielsen Hauge har jeg kun engang talt med, da han for et par aar siden av stiftet var sendt til Vestlandet for at tilveiebringe salt, som da var stor mangel paa. Men jeg har hørt tale om, at han for flere aar siden har været i dette og tilgrænsende sogne og har adskillige bekjendte, som ynde ham[26]. Jeg har og hørt, at andre av hans bekjendtskab have omreist og holdt religiøse taler. Ingen uorden er mig bekjendt i denne egn som følge derav. Derimod maa jeg tilstaa at have hørt, saavel om Hans Nielsen selv som andre, der have været av hans bekjendtskab, at de alle have ført et stille og sædeligt levnet, advaret fra laster og opmuntret til et gudfrygtigt væsen. Hans Nielsen Hauge skal selv have opmuntret til arbeidsomhed i hvert kald og desuden givet vink til et og andet nyttigt foretagende i adskillige næringsveie, som og til gavn ere benyttede. Det er ingenlunde at formode, at Hans Nielsen har ytret noget, som kunde avvende fra tilbørlig lydighed mod øvrigheden; thi jeg kjender ingen av dem, der have nydt hans omgang, uden for føielige og villige under al befalet orden. Ja, i al udvortes forhold udmærke disse mennesker sig som avholdne fra laster. De besøge flittig kirkeforsamlinger; de omgaaes mere, end i almindelighed mængden av folket, med Guds ord; de have omsorg for deres husfamiliers sædeligheds bevisning i alle dele; de findes ikke paa de steder, som, desværre, lokke mange letsindige til tidsspilde og nære fordærvende lyster. Jeg kan derfor ikke andet i den kreds, jeg lever og kjender, end glæde mig over, hvad jeg synes at have sporet som bevis paa, at gode anvisninger og gode exempler virke ogsaa fra den lavere folkeklasse til det bedste”.

Et gammelt, tarvelig sognebudsetui med kalk og disk av sølv, kjøptes av Blom paa auktionen efter hans formand og skjænkedes embedet. Det haves endnu, men brukes ikke.

15. Edvard Munch.

1813-1834.

Edvard Munch er født paa Vaage prestegaard i Gudbrandsdalen den 7de februar 1780. Hans far, daværende sogneprest til Vaage, Peter Munch, født i Kristiania 1740, hadde tidligere været kapellan i Ringebu og blev senere, i 1787, sogneprest til Land, hvor han døde i 1802, og hvor han endnu skal omtales som en mere end almindelig dygtig prest. [27] Peter Munch var igjen en søn av kaptein løitnant Søren Munch, der kjæmpet under Tordenskiold i Dynekilen 1716 og døde 1748, 62 aar gl., netop saa gammel som sønnen. Edvard Munchs mor Kristine Sofie Storm, født 1746, død 1825, var en halvsøster av digteren Edvard Storm og datter av Johan Storm,

Billedet er malt, efterat han hadde forlatt Gjerpen, omkring 1840.

Edvard Munch

Peter Munchs formand i Vaage. Kristine Storm skal, som ogsaa paa forhaand var at formode, ha været en mere end almindelig begavet og brav kvinde, hvis udmerkede breve til sine to sønner under deres ophold i Kjøbenhavn endnu skal være bevaret i familien. Edvard Munch hadde nemlig en ældre bror Johan Storm Munch, født 1778 og død 1832 som biskop i Kristianssand, en i sin tid bekjendt digter; men ellers ingen andre søsken. Sammen med denne sin omkring halvandet aar ældre bror blev Edvard Munch først i længere tid undervist hjemme, mest av faren selv. Han dimitteredes ogsaa privat i 1796, men ikke av sin far, som dertil ikke var kompetent, men av professor Deichman. Skjønt saa ung, fik han bedste karakter og aaret efter den filosofiske examen, hvorefter han sammen med broren reiste hjem til sin far, som da for flere aar siden var flyttet til Land. Da Peter Munch ikke hadde raad til at holde begge sine sønner samtidig i Kjøbenhavn, blev alene Johan Storm, som den ældste, igjen sendt ned til universitetet, mens Edvard et par aars tid forblev hjemme og hjalp sin sykelige far i alt, hvad han som uordineret kunde hjælpe ham i. Senere blev han huslærer hos den bekjendte lærde provst Abraham Pihl i Vang paa Hedemarken og kom først i 1802 ned igjen til Kjøbenhavn for at studere. Han uuderkastet sig allerede i 1804 teologisk examen, som han likeledes fik med laud. Efter sin hjemkomst til Norge var han saa i flere aar “hovmester” hos kammerherre Løvenskiold i Porsgrund, [28] indtil han i 1809 blev ansat som lærer i tysk og fransk ved landkadetakademiet i Kristiania. Da han i denne tid giftet sig og stiftet familie, men indtægterne var smaa, og det var meget dyrt at leve, særlig paa grund av forvirringen i pengevæsenet, blev han tilsidst nødt til, uten at ha faat noget andet levebrød, at frasi sig sin post og sende hustru og barn hjem til svigerfaren, mens han selv begav sig ned til Kjøbeuhavn for at ligge der og søke om prestekald. Han hadde dog heldigvis kun opholdt sig i Kjøbenhavn en maaneds tid, da han fra kammerherre Severin Løvenskiold paa Fossum, den daværende amtmand i Bratsberg, fik meddelelse om provst Bloms død, og at Løvenskiold i henhold til sin patronatsret agtet at indstille ham til Gjerpen sognekald. Han ventet da i Kjøbenhavn, til Løvenskiolds indstilling var fremkommet, ansøkte saa om audiens hos kongen for at erholde vishet om, at indstillingen vilde bli tat tilfølge, og efter at være blit forvisset derom, vendte han, som han siger, “med lyse forhaabninger hjem til fædrelandet” i februar 1813. Kort efter hjemkomsten glædedes han da ogsaa ved efterretningen om, at han under 19de februar var blit utnævnt, og ordineredes derefter i vor Frelsers kirke i Kristiania av biskop Bech den 19de mars. Hans breve til Løvenskiold i denne anledning findes endnu paa Fossum; jeg gjengiver nogle brudstykker av dem her, da de er ganske karakteristiske. Den 21de november 1812 skrev han saaledes fra Kjøbenhavn: ”Jeg er draget herned for personlig at virke til opnaaelsen av et embede, hvorved jeg med familie kan finde tarveligt udkomme. Det er en tornestrøet vei, sollicitanten har at betræde: at staa flere timer i forgemakkerne og vente paa, at naadens dør skal aabnes; som oftest at maatte gaa tilbage uden at være indkaldt, og, om man end bliver det, at avfærdiges med ubestemte, intet sigende eller lovende svar - denne ublide og ydmygende lod frister jeg nu. Jeg har ikke større ret til at besvære mig derover end saa mangen værdig og fortjent mand - - -. De har kaldsrettighed til det deilige Gjerpen; er end godseierens kaldsrettighed bleven noget indskrænket, saa er jeg dog forvisset om, at den, som Deres Høivelbaarenhed sætter øverst blandt de trende, der ved indtræffende vacance skal foreslaaes, er sikker paa at blive valgt av kongen; tør og kan jeg haabe ved saadan leilighed at vorde erindret av Dem? - - -. Et rygte siger, at den retskafne provst Blom er saa syg, at hans familie og venner mistvile om, at han nogensinde mere kommer levende til kirke. [29] Det staar i Deres Høivelbaarenheds magt at gjøre mig til et av de lykkeligste mennesker” o. s. v.

Den 8de december 1812 skrev han igjen til Løvenskiold : “Jeg havde i løverdags den ære at modtage Deres Høivelbaarenlleds saare kjærkomne skrivelse av 28de november. [30] Det har usigeligen glædet og rørt mig, at De og Deres ædle frue straks tænkte paa mig ved det vakante Gjerpen. Hvor længes jeg efter at kunne i gjerningen vise, hvor meget det ligger mig paa hjertet at retfærdiggjøre Deres gode forventninger om mig. Kan jeg end ikke straks optræde med det sikre blik, den lethed i embedets nlangehaande forretninger, som den værdige avdøde i saa høi grad besad, saa føler jeg dog den sterkeste drift hos mig til at gjøre mig mere og mere skikket til det ophøiede kald, der vinker mig” o. s. v., og igjen den 19de s. m.: “Ligesom ved et trylleslag har Deres Høivelbaarenhed forvandlet mine udsigter fra mørke og uvished til de blideste og mest beroligende av verden”.

P. A. Munch som barn.

Løvenskiolds indstilling til kongen av 15de december(?) 1812 satte ogsaa som no. 1 Edvard Munch; som no. 2 pastor Heibroch, der hadde forrettet som personel kapellan i Tin og Seljord: som no. 3 sogneprest til Nissedal Musæus. “Enhver av disse tre mænd”, siger patronen, “har efter min overbevisning de egenskaber, som udfordres til med held og værdighed at beklæde det ledige embede”. Naar han foretrak Munch for de andre, var det, “fordi den værdige unge mand paa 16de aar var akademisk borger og paa 8de theologisk kandidat med laudabilis, for den homiletiske og katechetiske prøve karakteren laudabilis, havde over 3 aar med held og udmerkelse været lærer ved det kngl. norske landkadetkorps, men nu av mangel paa tarveligt levebrød havde maattet ophæve sin husholdning, sælge sit bohave, sende kone og barn hjem til sin families forsorg. Desuden har han paa 5te aar i mine forældres hus været huslærer og i den tid erhvervet sig mine forældres og min agtelse og hengivenhed, hvorpaa jeg ønsker at give ham bevis ved at sætte ham ud av hans sørgelige forfatning og sætte ham i en virkekreds, hvori han ved sine udmærkede evner og retskaffenhed upaatvivlelig vil blive en gavnlig embedsmand”. Dette var sidste gang, jus vocandi utøvedes ved Gjerpen sognekald.

Sogneprest Munch kunde dog ikke straks flytte til Gjerpen eller overta embedet, som imidlertid bestyredes av den som nr. 2 indstillede pastor Heibroch, senere sogneprest til Sørum; ”naadensaaret” utløp nemlig ikke før i november maaned. Munch fik dog ordnet det saa med provst Bloms arvinger, at han kunde tilflytte prestegaarden i den vakre sommertid. Han kom til Gjerpen den 7de august og holdt sin tiltrædelsespræken den 22de s. m., 10de s. efter Tref., men talte, som det synes, ikke over evangeliet, men over en selvvalgt tekst 2. Tim. 2, 15. Først i begyndelsen av oktober overtok han embedet, hvilket jo i grunden var nogle uker for tidlig. Sin taknemmelige glæde over at ha faat Gjerpen sognekald har han uttrykt saaledes i kaldsboken: “Med den inderligste taknemmelighed erkjender jeg det guddommelige Forsyns overvættes godhed i at anvise mig endnu i min kraftfuldeste alder (han var kun 33 aar) en virkekreds, der forener saa mange behageligheder, har saa meget opmuntrende som min nærværende. Ve mig ogsaa, om jeg ikke ofrede mine bedste kræfter til den menigheds gavn, Herren betroede mig, om jeg ikke troligen stræbte at nære og vedligeholde det meget gode, der findes hos Gjerpens menighed, og som sikkerligen, næst Guds bistand, kan og bør tilskrives min værdige formands redelige og utrættelige bestræbelser”.

Den 19de januar 1827 utnævntes Munch til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti, efter som konstituert at ha bestyret provstiet siden 13de mai 1826. Samme aar møtte han som anden repræsentant for Bratsberg amt paa stortinget og blev som lagtingsmand medlem av den av samme storting nedsatte riksret over chefen for Finansdepartementet, statsraad Collett, efterat hans andragende om fritagelse paa grund av svake øine var blit forkastet mot 5 st. Han var likeledes medlem av det overordentlige storting i 1828, der varte i 3 maaneder.

Av hensyn til sin store familie søkte Munch i 1833, som han siger, “med blødende hjerte” Kristiania stiftsprovsti, som han ogsaa fik og utnævntes til 12te september 1833. Han flyttet til Kristiania i mai 1834 og holdt sin tiltrædelsespræken i vor Frelsers kirke 6te s. efter paaske. Henimot utløpet av naadensaaret kom han tilbake til Gjerpen, der midlertidig fra 29de april til 31te august bestyrtes for Munchs regning av daværende sogneprest til Mo, senere til Risør, Peter Wettergreen, og holdt sin avskedspræken 31te august, 14de s. efter Tref.

Den 26de januar 1839 utnævntes Munch til hofprædikant, efterat han et par aar iforveien var blit ridder av nordstjerneordenen. Paa grund av svækket helbred nødedes han nogle aar senere til at ta avsked fra sine embeder, hvilken avsked meddeltes ham den 29de april 1845. Han levde endnu i vel 2 aar og døde i Kristiania den 14de juli 1847, 67 aar gl.

Som stiftsprovst var Munch medlem av den kngl. kommission til utarbeidelse av forslag til lov om fattigvæsenet og senere av kommissionen til ordning av rikets undervisningsvæsen, likesom han var medlem av nationalgalleriets bestyrelse og flere aar (1837-1842) formand i samme.

Munch omtales av sønnedatteren fru Laura Larsen Naur, født Munch, i hendes bok om P. A. Munch, som “en fin, beleven og kundskabsrig mand”, der talte flydende fransk og tysk, havde et udmerket bibliotek, tillige var musikalsk og spillede en meget god fløite”. Han var gift med Johanne Sofie Hofgaard, der overlevet ham til 11te august 1860. Hun var en datter av forhenværende sogneprest til Sigdal, da eier av Fornebo ved Lysaker, Andreas Hofgaard, og hendes mands bror Johan Storm var gift med hendes søster. Begge brødre viedes samme dag, den 9de mars 1810, i Haslum kirke. Sofie Hofgaard skildres av ovennævnte sønnedatter som en begavet dame, “humoristisk, satirisk, oplagt til spøg og skjelmstykker”. Som eksempel paa det sidste fortælles, at hun engang en vinteraften klædte sig i prestens klær og kom kjørende tilgaards i egenskap av en ventet huslærer og hadde som saadan en lang samtale med sin mand, inden hun gjenkjendtes, da lys bragtes ind. Denne sidste egenskap er da gaat i arv fra hende til hendes berømte ældste søn.

Munch hadde ikke mindre end 11 barn, hvorav vi her vil merke os den ældste søn og den ældste datter:

Peter Andreas, født 15/12 1810, den først indtegnede elev av Skiens nyoprettede latinskole, den store historiker, gift med den “yndige”, musikalsk rikt begavede Natalie Linaae, med hvem han gjorde det første bekjendtskap paa Fossum i julen 1833 - altsaa sidste jul i Gjerpen - under en maskerade, hvor hun var skjoldmø og han ridden - visselig et sjelden smukt par. P. A. Munch, der var døpt 2/2 1811 i slotskirken paa Akershus, konfirmeredes ved “overordentlig konfirmation” 25/11 1827 sammen med sin læsekamerat den senere høiesteretsassessor Otto Joachim Løvenskiold. De fik begge det skudsmaal ved konfirmationen: “I enhver henseende rosværdig og haabefuld”.

KristineMatilde, født 5/11 1815, gift 22/12 1833, 18 aar gl., med kjøbmand Kristian Juul Stub Myhre, 32 aar gl., professor Edvard Munch (Myhres) mor.

Provst Munch hadde unge gutter til undervisning i huset, deriblandt Paul Hofgaard, den senere sogneprest i Hjelmeland, Knud Olaus Knudsen, den senere sogneprest i Oddernes, Hans Møller fra Aakre samt brødrene Otto og Leopold Løvenskiold, der vel bodde hjemme paa Fossum og reiste ned til undervisningen.

Av Munchs forskjellige trykte prækener og taler kan anføres:

Tale ved kammerherre S. Løvenskiolds likbegjængelse 1818, Kristiania 1819.

Tale ved pastor L. Bremers jordefærd, Hollen 1820, Kr. 1820.

Tale ved Skiens lærde skoles indvielse 26de januar 1824, Kr. 1824.

Avskedspræken i Gjerpen 1834, Kr. 1834.

I prof. Herslebs ”Mindekrans” tale ved hans grav, Kr. 1836.

“Det ser ud til”, skriver Skaar, “at Munch har været en dygtig og nidkjær prest. At han, hvis universitetsliv falder i rationalismens blomstringstid, var paavirket av denne retning, og at hans prædiken i den tidligste del av hans embedstid var rationalistisk, er ikke andet, end hvad man omtrent paa forhaand kan vide. Men han synes at have været blandt de prester, som lærte at sætte pris paa Grundtvigs vidnesbyrd og derved førtes lidt efter lidt tilbage til kirkens tro og bekjendelse”.

16. Fredrik Rode.

1834-1854.

Fredrik Rode blev født den 23de september 1800 i Kjøbenhavn, hvor hans far, den i 1830 (29/12) som oberst og generalkrigskommissær avdøde Hans Henrik Rode (født paa Fredrikshald 9/7 1767), dengang gjorde tjeneste som løitnant. Moren Karitte Nikoline Holst (født 10/6 1778) var fra Trondhjem. I hans tidligste barndom flyttet forældrene fra Kjøbenhavn til Holsten, hvorhen hans far var blit forsat som kompagnichef og adjutant hos prins Fredrik av Hessen, der hadde bopæl i Rendsborg. Ved krigens utbrud i 1807 kaldtes kaptein Rode igjen til tjeneste i Danmark, og efterat han hadde faat ansættelse ved generalstaben, flyttet ogsaa familien i 1809 tilbake til Kjøbenhavn. Fredrik Rode fik sin første undervisning i hjemmet og væsentlig av faren selv, indtil han i 1812 indsattes i Herlufsholms skole. Omtrent ved samme tid blev hans far sendt op til Norge i et militært hverv, men under den forutsætning, at han snart skulde vende tilbake. Han kom dog til at forbli i Norge til efter freden (i Kiel) og tok da, som nordmand, avsked fra dansk krigstjeneste, hvorefter han av Kristian Fredrik utnævntes til oberst og generaladjutant, likesom han ogsaa var en av de den 22de mai 1814 utnævnte (16) kammerherrer ved Kristian Fredriks nye norske hof. I 1815 hentet han endelig sin familie efter sig, og Fredrik, som var den ældste av hans 6 barn, blev da indsat i Kristiania katedralskole, men i 1818 igjen tat ut av skolen for ved privatlæsning at indhente de forsømmelser, som de hyppige flytninger hadde foraarsaget, og blev saa, privat dimittert, student med laud i 1819. Efter andeneksamen var han i 1.1/2 aar huslærer hos general Wedel og vaklet en tidlang mellem det teologiske og det filologiske studium, og da han desuten i denne tid gav privatinformation indtil 5-6 timer daglig, begyndte han først i 1823 for alvor paa teologien, men blev allerede i 1824 kandidat med laud, hvilken karakter han likeledes fik ved den praktiske prøve.

Fredrik Rode.

Efter at ha hat en vikarpost 'ved katedralskolen og samtidig manuducert teologiske studerende, søkte han og lik i mars 1826 det da i 1.1/2 aar vakant staaende Alten Talvik sognekald i Finmarken. Ved ankomsten derop maatte Rode ogsaa overta den midlertidige bestyrelse av et par andre ledigstaaende sognekald, nemlig Hammerfest med Maasø, som han bestyrte i 3 aar, og Kistrand med Kautokeino, som han bestyrte i 5 aar, inden de kunde bli besatte med egne prester. Samtidig blev han konstituert som provst i Vestfinmarken, hvilket embede i mands minde hadde været forenet med Talviks sognekald. Hans ven Stockfleth var litt forut blit utnævnt til sogneprest i Vadsø, og disse to var da en tid de eneste prester i Finmarken og førte et fuldstændig nomadeliv for at betjene sine vidstrakte sognekald. Efterat endelig alle kald i provstiet var besatte og provstevalg var foregaat, blev Rode i 1832 valgt til provst i Vestfinmarkens provsti. I juli samme aar valgtes han til anden repræsentant for Finmarken til det syvende ordentlige storting og begav sig den lste oktober 1832 avsted med hele sin familie. Reisen foregik i baat helt ned til Trondhjem og var ikke alene besværlig, men ogsaa farefuld. Fra Trondhjem tok han overland til Kristiania, hvor han ankom den 22de december, altsaa efter nær 3 maaneders forløp. Han slap at gjøre denne svære reise med alle sine opover igjen; ti efterat han forgjæves hadde søkt forskjellige embeder søndenfjelds, blev han under 23de december 1833, paa daværende statsminister Løvenskiolds anbefaling, utnævnt til sogneprest i Gjerpen. Han maatte dog selv, inden han flyttet til sit nye hjem, igjen gjøre en reise op til Finmarken for at ordne det nødvendige med sit embede og sine egne private affærer. Han var da fraværende fra de første dage i januar til ut i august maaned 1834, hvorefter han 12te september ankom til Gjerpen og holdt sin tiltrædelsespræken to dage senere, 16de søndag efter Tref., - samme søndag, hvorpaa han, 20 aar efter, holdt sin avskedspræken, idet han under 29de april 1854 var blit utnævnt til det samme embede, som hans formand Munch i sin tid, nemlig stiftsprovst- og sogneprestembedet ved vor Frelsers kirke i Kristiania.

I 1843 var Rode blit provst i Bamle provsti, likesom han i Kristiania blev hofprædikant i 1855. I Kristianiaforholdene trivedes han imidlertid ikke, hvorfor han allerede inden 5 aars forløp søkte sig derifra og blev, omtrent nøiagtig 5 aar efter sin utnævnelse til stiftsprovst, den 23de april 1859 utnævnt til sogneprest i Lier sognekald ved Drammen. Fra dette embede søkte han avsked i 1875, hvorefter han igjen bosatte sig i Kristiania og døde der i høi alder den 24de oktober 1883. Han ligger begraven paa Lier kirkegaard. “Rodeløkken” i Kristiania har, saavidt vites, sit navn efter ham.

Rode hadde i 1849 de fleste stemmer til biskop i Tromsø, men frabad sig dette embede, likesaa i 1859 til biskop i Bergen. I 1853 var han blit ridder av St. Olav.

Et oljemaleri av ham hænger i Gjerpen kirkes sakristi; det er forskjellig fra det kjendte litografiske portræt av ham, der skal være fra 1857; oljemaleriet er maaske nogle aar ældre.

Likefør sin avreise til Finmarken hadde Rode i 1826 egtet Olava Magdalene Holter (født i 1807), en datter av overtoldbetjent Iver Holter i Drammen. Efter to aars lykkelig egteskap døde hun fra ham om vaaren 1828, kun 21 aar gl. Efter “to aars tung og traurig ensomhed” indgik han under et ophold i Kristiania og Drammen nyt egteskap med sin avdøde hustrus yngre søster Anne Lucie Holter (født 1809), med hvem han hadde flere barn, hvorav dog to sønner døde som smaa i Finmarken.

Rodes anden hustru døde i Lier 17de oktober 1860; derfor vilde han vel ogsaa selv begraves der, hvor i alle fald ogsaa en av hans sønner var bosat.

Rode har efterlatt sig følgende skrifter:

1. Forklaring til Martin Luthers katekismus, en kortfattet omarbeidelse av Pontoppidans forklaring. Skien 1840. 79 s.

2. Ligtaler over viceadmiral Jens Schow Fabricius og hans tidligere avdøde hustru Else Marie f. Schive. Skien 1841. 10 s.

3. Optegnelser fra Finmarken, samlede aarene 1826-1834 og senere udgivne som et bidrag til Finmarkens statistik. Skien 1842. 340 s.

4. De fem parter av Luthers katekismus med en kortfattet forklaring for de første begyndere. Drammen 1864. 68 s. Altsaa en omarbeidelse av Forklaringen fra 1840.

Gjerpen prestegaard omkring 1850.

I “Prædikener av norske geistlige” findes en præken av Rode paa 3dje søndag i faste.

I ”Correspondenten” for 1856 er trykt hans liktale over statholder Løvenskiold. Han har altsaa holdt denne tale, efterat han hadde forlatt Gjerpen.

Rode var en ualmindelig dygtig mand i administrativ henseende med mange praktiske interesser, en udmerket jordbruker, som satte prestegaarden i ypperlig stand, utvidet haven og hovedbygningen, opførte nye uthus o.s.v. Hans omhyggelige gaardsregnskaper og nøiagtige skiftebrukstegninger av prestegaardens jordvei ligger efter ham paa Gjerpen.

Inden sin avreise fra Gjerpen skjænket Rode kirken eller rettere menigheten en stor og vakker alterkande av sølv og oversendte den til formandskapet, ledsaget av følgende skrivelse: ”Idet jeg nu staar i begreb med at forlade Gjerpen, ønsker jeg gjerne her at efterlade mig et erindringstegn, der kunde tjene som et - om end kun svagt - vidnesbyrd om den hengivenhed, hvormed jeg omfatter og stedse vil omfatte dette sogn og dets indvaanere. Jeg tillader mig derfor at bede det ærede formandskab om at modtage medfølgende sølvkande til kirkevin som en kjærlighedsgave ikke til kirken, men til Gjerpens menighed, som jeg dog haaber inden en ikke meget fjern fremtid at ville blive eier av Gjerpens kirke, i hvilken jeg ønsker kanden benyttet. Jeg har længe forgjæves haabet, at kirken skulde faa en sømmeligere alterkande end den, som nu haves; men om dette ønske end er bleven uopfyldt, medens jeg kunde bruge den, vil det dog være mig en glæde at vide den brugt paa det sted, hvor jeg selv ofte savnede den.

Gjerpen prestegaard den 4de september 1854.

Med agtelse og hengivenhed

ærbødigst

F. Rode”.

I denne anledning fattet formandskapet enstemmig følgende beslutning: “Ordføreren bemyndiges til paa formandskabets vegne at bevidne hr. stiftsprovst Rode, at forsamlingen paa menighedens vegne med levende erkjendelse av hr. provstens fortjenstfulde embedsvirksomhed i denne menighed har modtaget dette fornyede bevis paa den hengivenhed, hvormed hr. provsten omfatter menigheden, i hvilken han vil forblive i kjærlig og taknemmelig erindring”.

17. Knud Gislesen.

1855-1856.

Om Knud Gislesen vil jeg helst anføre hans egne meddelelser, datert Tromsø 21de april 1860 og hitsendt til indførelse i Gjerpens kaldsboks ”series pastorum”. De er datert omtrent maanedsdagen før hans død, under hans sidste sygdom; men de er øiensynlig forfattet flere aar tidligere, i alle fald før 1859, og er saalydende:

“Jeg Knud Gislesen er født den 29de december 1801 paa gaarden Løksli i Hjerdal i Øvre Telemarken, hvor min fader Gisle Knudsen var klokker og gaardbruger. Jeg var yngste barn og eneste søn. Jeg erholdt den undervisning, som en brav omgangsskoleholder og min fader kunde give mig, og da jeg i mit 16de aar var konfirmeret, blev jeg selv antagen til omgangsskolelærer. I den anledning tilbragte jeg siden nogen tid ved Hvideseids seminarium under dets samvittighedsfulde lærer Thoresen, der raadede min fader til at lade mig lære noget mere end det for min stilling nødvendige. Jeg vedblev som skoleholder i 5 vintre, medens jeg om sommeren hjalp min fader med hans jordbrug og udførte stundom hans forretninger i kirken. Siden underviste jeg i et par aar min sogneprest Meldahls sønner og læste da paa egen haand noget av de gamle sprog, hvori nabopresterne Heyerdahl[31] og Landstad[32] siden kjærlig veiledede mig. De nevnte mænd opmuntrede mig til at vedblive at læse, og professor Hersleb og daværende student, senere professor Jens Kaurin[33] lovede mig veiledning, hvis jeg kom til Kristiania. Da nu mine kjærlige forældre vare blevne mer fortrolige med den tanke, at det var Guds vilje, jeg maatte skilles fra dem, var tiden kommen, at jeg kunde tilfredsstille min længsel efter at lære noget mere, hvilken jeg længe i stilhed og uden ydre formaal havde næret. En haard kamp kostede det mig at forlade mine forældre[34] og mit barndomshjem; men den forladte tilstand, hvori jeg da følte mig med faa midler og en saare uvis fremtid for mig, var en sterk opfordring til at vaage, bede og arbeide, og dette var en av de første frugter, som den himmelske vingaardsmand lod fremspire av hin saa tunge skilsmisse.[35]

Jeg kom ind til Kristiania i mars 1825 og blev modtagen med megen velvilje av mange studerende, der underviste mig uden nogensomhelst godtgjørelse. Jeg tillader mig av erkjendtlighed at nævne disse velgjørere. De vare: professor Hersleb, Harbitz, Odén,[36] Aall, Faye og fornemmelig brødrene Kaurin samt de to brødre Ludvig og Otto Aubert. Jens Kaurin dimitterede mig det følgende aar til universitetet,[37] hvor professor Hersleb fremdeles var min faderlige veileder og uforglemmelige velgjører.[38] Ved at give privat undervisning og ved at overtage en lærerpost ved Møllers institut blev jeg istand til at opholde mig ved universitetet, hvor jeg tillige var alumnus i det filologiske seminarium.[39] Da jeg i december 1830 havde taget theologisk embedsexamen,[40] blev jeg ansat som adjunkt ved Skiens lærde skole, hvis rektor K. R. Ørn, der ved sin person og velvilje gjorde lærernes stilling baade lærerig og behagelig, jeg stedse vil ihukomme med taknemmelighed.

Knud Gislesen

Den 2den september 1833 blev jeg naadigst udnævnt til resid. kapellan til Asker med forpligtelse tillige at være første lærer ved det skolelærerseminarium, som dersteds da skulde oprettes. Derved kom jeg i geistlig stilling, hvilket jeg ønskede, og fik tillige anledning til at fortsætte min tidligste gjerning at arbeide for almueskolen. I denne stilling forblev jeg i 22 aar. Der fandt jeg ret mit andet hjem, rigt i enhver henseende; thi ogsaa de tunge tab, jeg der led, droge mig nærmere til ham, som er veien, sandheden og livet og bragte mig mere ad den indre erfarings vei tilbage til min barnetro. I 1847 mistede jeg nemlig min første trofaste hustru Sofie Dorothea, født Finkenhagen, der i 15 aar havde i opofrende kjærlighed ledsaget mig.[41] Ikke længe derefter døde mine forældre.[42] Da jeg i en række av aar havde arbeidet her, gjorde jeg, for om muligt at gavne min efterhaanden svækkede helbred og for tillige at samle nogen erfaring fra andre lande vedkommende min stilling, i aarene 1849-50 for egen regning en udenlandsreise.[43]

Kun følelsen av, at det dobbelte embede ikke passede for min tiltagende alder, kunde bevæge mig til at søge bort fra Asker, hvor mine menigheders, mine disciples og mine medbrødres kjærlighed og deriblandt min 16 aarige medarbeider provst Langes trofaste venskab bidroge saa meget til at gjøre mig tilfreds i min stilling. I 1854 forenede Gud mig med min anden hustru, enkefru Henriette Glückstad, født Vibe, som i tro og kjærlighed følger mig nu paa min vandring”.

Henriette Vibe var født i Bergen 29/4 1809 og datter av daværende amtmand, senere generalkrigskommissær paa Akershus Nils Andreas Vibe, død 9/9 1814. Efter hendes fars død kom hun i huset til general Aubert og forblev der, til hun i 1829, paa sin tyvende fødselsdag, blev gift med sin fætter Kristian Fredrik Glückstad, der døde som ekspeditionssekretær i Finansdepartementet i 1838. Hun var en søster av de bekjendte mænd major Andreas Vibe og rektor F. L. Vibe. Paa hendes aandelige liv og paa hendes senere literære virksomhet kom en anden av hendes fættere, finnernes bekjendte apostel Nils Joachim Vibe Stockfleth til at faa en avgjørende indflydelse under hendes enkestand.

Jeg lar Gislesen fortsætte:

“Den 8de juni 1854 blev jeg naadigst udnævnt til sogneprest til Gjerpen, hvor jeg i den korte tid, jeg der arbeidede, fandt aabne arme og kjærlige hjerter, som jeg stedse vil mindes med taknemmelighed. Med ængstelse for det store ansvar, men og med tillid til Gud, hvis vilje jeg ogsaa her troede at se, erklærede jeg mig villig til at modtage det embede (Tromsø bispeembede), hvortil jeg blev valgt og under 21de november naadigst udnævnt”.

Saavidt biskopen selv.

Den 2den september, 13de søndag efter Tref.. 1855 blev Gislesen indsat til sogneprest i Gjerpen, og alt den 13de april 1856, 3dje søndag efter paaske, holdt han sin avskedspræken. Hans virketid i Gjerpen blev saaledes ikke lang, kun omtrent 7.1/2 maaned. Han indviedes til biskopsembedet den 18de mai 1856 i Kristiania og ankom til Tromsø den 27de juni. Men heller ikke som biskop hadde han nogen lang virketid, idet han allerede bortkaldtes den 20de mai 1860, ikke fuldt 58.1/2 aar gl.

Bispinde Gislesen var død aaret forut “med den dybeste fred”, den 10de mai 1859, efter kortere tids sygdom; ti i april var hun endnu som sedvanlig. Den 6te juni skrev biskopen i et brev til en ven om hende: ”Ak, ja vort tab er saare tungt. Den hjemvandrede havde en kjærlighed, som var herovenfra, og som omfattede med inderlig omhu alles vel, og for mig var hendes omhu overordentlig. Omkring mig er kun savn og i mig sorg. Mange sørge med mig; thi hun var meget elsket baade her og andre steder, hvor hun har reist og været. - - Jeg staar saare ene i verden. Maatte nu alt, hvad der har mødt mig, drage mig sterkere til Gud og min Frelser. - - Hun var min støtte i alt. Gud velsigne hende til evig tid for hendes kjærlighed ! “ Den 15de august s. a. skriver han: “Den 1ste d. m. kom jeg hjem fra Finmarken nogenlunde frisk. Jeg har havt forretninger og reiser uavbrudt, og veiret har været koldt og ofte regnfuldt, saa jeg var noget mat efter hjemkomsten, ligesom jeg paa reisen av og til var forkjølet; men dog ikke værre, end at jeg kunde udføre alt, som paalaa mig. Langsomt og tomt var det allevegne, fordi jeg savnede det selskab, jeg før havde, og savnet forøgedes for hvert sted, jeg kom til; ti jeg ligesom ventede at finde min Jette, men jeg fandt hende ikke! Hun havde været med mig paa saa mange ogsaa av de steder, som jeg i sommer besøgte. Derfor var det, som allevegne var en væg ude”.

Nytaarsdag 1860 præket biskopen i Tromsø kirke og kjendte sig noksaa rask de første maaneder; men i mars angrepes han av en lammelse i venstre arm og venstre ben, og det blev bestemt, at han skulde foreta en tur sydover i mai til Sandefjords bad. I den anledning sendte han ogsaa 1ste mai en trykt skrivelse til alle stiftets prester, hvori han siger sine kjære embedsbrødre farvel “for en tid” og beder dem “komme ham ihu med broderlig kjærlighed og forbøn, at han maa bære sit kors som en kristen”. Reisen blev der intet av; thi hans tilstand forværredes og gjorde reisen umulig. Hans pleiedatter skriver om hans sidste sygdom og død: “Mandag den 10de mai var den sidste dag, han var oppe for at nyde nadveren. Da forretningen var over, var han saa træt, at han vilde lægge sig, og sov da til langt ud paa eftermiddagen - -. Torsdag (Kristi himmelfartsdag) vilde han til moders grav og indom kirken, om ikke mere end medens han fik velsignelsen, men saa svag, han var, var dette ikke at tænke paa. Det var ondt ikke at kunne føie ham deri; thi efterat han længe havde talt derom, sagde han: “Bare denne ene gang, saa skal jeg ikke mere bede om det”. Selv følte han sig sterk. Fredag talte han atter om at komme ud til graven. Siden blev han svagere og svagere. Ofte bevægede han læberne, og naar vi kunde forstaa ham, saa var det altid en bøn, formaning eller tanker paa Guds rige, som beskjæftigede ham. Vor elskede faders dødsleie var saa stille og helligt. Han laa stille og rolig hele nat til søndags; men da solen skinnede ind kl. 4, blev han saa pludselig forandret, at vi saa, at døden ikke var langt borte. Vi samledes derfor om hans leie, saa mange, som var i huset, da vor fader var saa klein, at vi hvert øieblik ventede, at han skulde slukne. “ Herre Gud ! Herre Jesus ! “ var de sidste forstaaelige ord av de elskede læber. Han indsov stille og sødt kl. 8.1/2 “ (om formiddagen den 20de mai 1860).

Likesom han besøkte sin fødebygd og sin fars gaard Løksli, før han forlot Gjerpen og tiltraadte reisen nordover, tænkte han ogsaa paa fødebygden i sine sidste dage. Av hans bøker skulde de tages ut, som kunde være passende til at indlemmes i et almuebibliotek i Hjertdal, og resten sælges til indtægt for et saadant bibliotek eller utdeles som præmie til fattige barn i skolen eller til konfirmanter, likesom en del av hans efterlatte møbler skulde sælges til dannelsen av et legat for fattige barns kristelige opdragelse i hans hjembygd. Hans kostbare bibel, antagelig en present, blev sendt til Gjerpen, hvor den endnu findes.

Gislesen utgav i 1844 “ Luthers lille katechismus, forsynet med henvisning til bibelske fortællinger, salmer og anmerkninger”, IX, 96 s. Den utkom senere i flere oplag og blev mer og mer, hvad man kalder en ”forklaring”. Den sidste, 4de, utgave fra 1855, der utgjør 144 sider i oktav (de tidligere var i duodez), kalder han derfor ogsaa selv “en kortfattet lærebog i religionen”. Han hadde ogsaa i mellemtiden, i 1847, utgit en “Lærebog i den christelige religion efter den evangelisk lutherske bekjendelse”, der utgjorde ikke mindre end 359 sider, rigtignok i duodez. Han leverte likeledes en “Bibelhistorie, fremstillet med Bibelens ord, efter A. E. Preusz”. Den utkom i 2 utgaver, den første i 1853, den anden i 1858, første 284 sider, den anden forøket til 320 sider + XV sider forord. Samtlige disse bøker var nærmest bestemte for seminariets elever og for lærere. Læreboken i den kristelige religion skal senere, hens Gislesen endnu var i Asker, være blit aldeles omarbeidet, men kom ikke i trykken.[44]

18. Andreas Grimelund.

1856-1861.

Jeg vil ogsaa for Grimelunds vedkommende helst anføre hans ham selv karakteriserende autobiografi i Gjerpens kaldsbok. Han omtaler sig selv i tredje person:

“Andreas Grimelund er født paa gaarden Grimelund i Aker den 26de januar 1812. Hans forældre var gaardbruger Hans Grimelund og hustru Gunhild Faale. Hans fader, en dygtig, for sin tid mere end almindelig dannet, i sin hjembygd anseet og i offentlige hverv meget benyttet bondemand, [45] bestemte tidlig sønnen, der var

Andreas Grimelund.

den yngste av 3 søskende, til studeringer og havde det ønske at se ham som prest, hvilket han dog ikke kom til at opleve. Til den ende bragte han i 1821 sønnen, som til den tid havde modtaget undervisning i sin fødebygds almueskole, til forstanderen for det daværende brødresocietet i Kristiania Nils Johannes Holm. [46] Holm var en mand med godt hoved og adskillige kundskaber, derhos en dygtig lærer, der i forening med daværende lektor, senere professor, nu provst og sogneprest i Gran Søren Brun Bugge bragte sin lærling saavidt, at denne allerede i sit 14de aar kunde benyttes som hjælpelærer i en av daværende kandidat, senere prest Jan Th. Kielland oprettet drengeskole. [47] Men hvad der var endnu bedre, var det gode indtryk, han allerede som barn modtog av den kristelige undervisning og omgang, han nød, navnlig indtryk av Guds forbarmende naade i Kristo Jesu, som aldrig siden ganske udslettedes. I 4 aar forblev han i Holms hus, kom derpaa i 1826 i huset hos sognepresten i Finnøen ved Stavanger Gabriel K. Kielland, som videre skulde forberede ham til den akademiske løbebane. Derfra vendte han dog tilbage til Kristiania i 1828 og blev sommeren 1829 dimitteret til universitetet av cand. jur., senere sorenskriver Ove B. H. Vangensteen, der tilligemed den senere rektor i Trondhjem Fredrik Moltke Bugge et aars tid havde været hans lærer. Examen artium absolverede han med karakteren laudabilis og det følgende aar 1830 andenexamen med karakteren haud illaudabilis efter et ved sygdom lammet, uheldigt degraderende forsøg paa at forbedre examenskarakteren for hans yndlingsfag historie.

I 1835 absolverede han theologisk embedseksamen med karakteren laudabilis og i det følgende aar de to praktiske prøver, begge med samme karakter.

Fra 1836 overtog han sin faders gaard efter dennes ønske,[48] ligesom han ogsaa i sine studenterdage hjalp til ved faderens ikke ubetydelige skovdrift. Besiddelsen av fast eiendom bragte ham ind i Akers sogns kommunebestyrelse, hvorav han var medlem ligefra formandskabsinstitutionens indførelse og indtil hans befordring til geistligt embede, de sidste 2-3 aar som ordfører. Altid stod dog hans hu til ordets tjeneste; men ventetiden blev lang og dog ikke uden frugt for ham selv.[49] Først i 1844 paa hans kjære faders begravelsesdag[50] fik han, og da ganske uventet, udnævnelse som resid. kapellan til Nannestad, i hvilken stilling han dog kun forblev til 1847, da han kaldtes til resid. kapellan til Ullensaker.[51] Begge disse stillinger, især den sidste, blev ham inderlig kjære, og at han i dem heller ikke saaes ugjerne av sine sognefolk, derpaa modtog han paa begge steder beviser i værdifulde erkjendtlighedstegn, som overraktes ham ved hans fratrædelse, skjønt han beggesteds kun havde virket i kort tid.

Allerede i 1851 fik og modtog han nemlig et til ham udgaaet kald til at gaa til det da oprettede praktisk theologiske seminarinm ved Kristiania universitet som lærer i pastoraltheologi, liturgik og homiletik. Om sin virksomhed i denne stilling siger han, at den foregik i stor mangelfuldhed og skrøbelighed, men at Gud dog lagde sin velsignelse til. For ham selv var det i flere henseender en trængselstid, men tillige en frugtbar bønnens og kampens tid. Det var just da det theologiske studiums blomstringstid ved universitetet. Han kom i nær berøring med en sjelden vakker skare av unge, alvorlige, kristelige og konfessionstro theologer, der besøgte seminariet, og med de daværende professorer Dietrichson. Kaurin, Caspari og Johnson kom han til at staa i et venligt broderforhold.

Da Gjerpens sognekald blev ledigt ved sogneprest Gislesens udnævnelse til biskop i Tromsø stift, fik han fra flere sider opfordring til at søge dette kald. Dette kom ham uventet, og han havde store betænkeligheder. Den Lammerske bevægelse i Skien havde just da naaet sit høidepunkt, og dannelsen av en frimenighed nærmede sig øiensynlig med sterke skridt. Alt, hvad der var av kristeligt liv i Skien og omegn, syntes draget ind i bevægelsen, og i selve Gjerpen havde nogen av de varmeste og virksomste ivrere for udtrædelsen av statskirken sin bolig. Efter lang overveielse og kamp besluttede han dog omsider i begyndelsen av 1856 i fortrøstning til Guds naadige bistand at melde sig, og i april s. a. modtog han udnævnelsen til sogneprest i Gjerpen”.

Denne Grimelunds autobiografi i kaldsboken er meget vidløftig og her kun gjengit i utdrag; den har, som man alt av disse utdrag vil ha lagt merke til, en baade for ham og tiden i det hele i den kreds, hvortil han hørte, karakteristisk prestelig stil.

Grimelund var blit indsat i Gjerpen den 31te august 1856, men tiltraadte ikke for paa det nye aar. Allerede 4 aar efter, den 31te januar 1861, blev han utnævnt til biskop i Trondhjem og holdt sin avskedspræken i Gjerpen 3dje søndag efter Tref. s. a. Den 21de august 1862 blev han ridder av St. Olavs orden og 19de juli 1873 kommandør av første klasse i samme orden. Dagen før, 18de juli 1873, hadde han kronet kong Oskar II og dronning Sofie i Trondhjems domkirke. 17de mars 1883 fik han paa ansøkning avsked fra 1ste juli at regne og levde siden i Kristiania, hvor han døde den 3dje januar 1896 i den høie alder av 84 aar, i de sidste aar vistnok adskillig alderdomssløvet.

Grimelund var formand i den kngl. kommission av 10de juli 1865, som det overdroges at avgi erklæring over de av M. B. Landstad og A. Hauge leverte utkast til ny kirkesalmebok. Han hadde som nærboende naboprest i flere aar bistaat Hauge med hans salmeboksarbeide. Tidligere, i den tid, han var ansat ved det teologiske seminarium, hadde han, sammen med Jørgen Moe og W. A. Wexels, været medlem av den menighets-komité, som utarbeidet det bekjendte “Tillæg til den evangelisk kristelige salmebog”, der ved kngl. resolution av 10de september 1853 tillotes brukt og ogsaa blev almindelig brukt i mange menigheter, indtil Landstads og Hauges salmebøker autorisertes, hvorved trangen til det bortfaldt.

Grimelund var, likesom en i visse retninger lærd teolog, saaledes ogsaa en i samme retninger frugtbar teologisk forfatter. Særlig maa merkes hans “Forelæsninger over praktisk theologi”, der blev trykt som manuskript i 1856, 254 s., og igjen optryktes paa Horten i 1884. Desuten forskjellige avhandlinger i “Theologisk tidsskrift” og “Luthersk kirketidende”, væsentlig vedkommende praktisk teologiske spørsmaal. Endelig kan ogsaa omtales hans som manuskript trykte biskopelige “Sendebreve”, fem i tallet.

Grimelund blev den 9de august 1838 gift med Julie Augusta Kjelsen, den dag netop 19 aar gammel, idet hun var født i Kristiania den 9de august 1819. Hun døde i den høie alder av 90 aar 2den juli 1909. Blandt deres 9 barn blev 2 prester, mens den ældste, Martin, efter at være blit teologisk kandidat, ofret sig for malerkunsten. En av døtrene, Hilda, blev gift med daværende residerende kapellan i Skien, tidligere lægprædikant Mads Wefring, der døde som sogneprest til Frue kirke i Trondhjem.

19. Kaspar Georg Holter.

1861-1872.

Kaspar Georg Holter.
Efter fotografi.

K. G. Holter blev født i Drammen den 28de september 1812 av forældre grosserer, senere overtoldbetjent Iver Andreas Holter og dennes anden hustru Vilhelmine Margrete Rode. Fra sit 13de aar gik han paa Drammens lærde skole, hvorfra han dimittertes i 1832 og fik saavel til artium som til andenexamen karakteren laudabilis. Efter i 2 aar at ha været lærer ved en privatskole i Drammen, tok han vaaren 1837 teologisk embedsexamen, likeledes med laud, og med samme karakter avla han høsten efter de praktiske prøver. 1838-1840 var han saa igjen lærer i Drammen, men nu ved latinskolen og blev derefter i 1840 ansat som klokker paa Bragernes og i forbindelse dermed som andenlærer ved Drammens borgerskole. I 1847 blev han residerende kapellan til Gausdal, i 1854 det samme til Eker og under 28de mai 1861 sogneprest til Gjerpen, hvor han holdt sin tiltrædelsespræken den 16de søndag efter Tref. Just paa 11te aarsdagen efter sin utnævnelse til sogneprest i Gjerpen utnævntes han, den 28de mai 1872, til sogneprest paa.Eker og holdt sin avskedspræken i Gjerpen 7 de søndag efter Tref. Holter kom saaledes tilbake til den menighet, hvor han tidligere hadde været resid kapellan, og hvor hans barndomshjem støtte like til. Fra Eker var ogsaa hans anden hustru Magdalena Sofie Dorotea Rasch, datter av sorenskriver Rasch paa Eker. Den 17de december 1840 var han blit gift med Karoline Teodora Børresen, der døde paa Eker 12te september 1857, efter at ha født ham 6 barn, 4 sønner og 2 døtre, av hvilke sidste den yngste døde i ung alder. Den 20de december 1859 indtraadte han saa i nyt egteskap med nævnte Sofie Rasch.

Efter at ha tat avsked som sogneprest paa Eker, flyttet Holter igjen tilbake til Gjerpens grænse, idet han bosatte sig i Porsgrund, hvor hans datter var gift med konsul Hans Møller. Der døde han 24de august 1880, 68 aar gl. Hans efterlatte enke døde sammesteds, paa Osebakken ved Porsgrund, vel 20 aar senere, den 27de april 1901, 72 aar gl.

”En begavet prest”, siger hans efterfølger i Gjerpen om ham, “en kirkens mand, et ædelt menneske, en trofast ven, en israelit, hvori der ikke var svig”.

Av hans sønner er Vilhelm og Iver landskjendte.

20. Johannes Nilsson Skaar.

1872-1885.

Jeg gjengiver her først det autobiografiske omrids av sogneprest Skaars liv, som oplæstes ved hans ordination til biskop i Tromsø den 31te januar 1886 og senere indførtes i Gjerpens kaldsbok. Det er saalydende:

“Jeg Johannes Nilsson Skaar er født i Vikørs prestegjeld i Hardanger den 15de november 1828. Mine forældre, som nu begge er døde, var gaardmand Nils Gjermundsson Skaar og Elsebe Torgeirsdatter. Saasnart kræfterne tillod det, deltog jeg med mine forældre og søskende i det anstrengende arbeidsliv, som bondefolk paa de kanter av landet er nødte til at føre. Med skolen var det smaat bevendt, da den indskrænkede sig til nogle faa ugers tarvelig omgangsskole om aaret. Men den undervisning, som mine forældre kunde give mig, erstattede i nogen grad savnet av en ordentlig skole, og den aand, som herskede i huset hos ældre og yngre, vakte tidlig min lyst til boglige sysler. Allerede i barneaarene følte jeg mig sterkt dragen til den prestelige gjerning, men mine forældres formuesvilkaar syntes til min sorg at lægge uovervindelige hindringer i veien for opnaaelsen av den uddannelse, en saadan gjerning kræver. Dog – ”alle ting er mulige for Gud”.

Henved 18 aar gammel kom jeg ind paa Stordøens seminarium og dimitteredes derifra i december 1848 med karakteren “udmerket duelig”. Den beskjæftigelse, som nu først tilbød sig, var kontorarbeide. Som kontorbetjent opholdt jeg mig hos foged Vidsteen i Søndhordland fra vaaren 1849 til juletider 1851. Her havde jeg anledning til at lægge mig efter levende sprog, navnlig tysk, og kunde ogsaa tilegne mig lidt av den latinske grammatiks formlære. Straks efter nytaar 1852 kom jeg til Kristiania, fik plads paa Heltbergs skole, opnaaede examen artium 1853, andenexamen 1854, theologisk ernbedsexamen i juni 1857 og sammes praktiske del i august s. a., de to første med karakteren haud illaudabilis, de to sidste med karakteren laudabilis. Da jeg i den største del av min studietid maatte ved lærervirksomhed forskaffe mig det fornødne til livsophold, blev anstrengelsen større, end mine kræfter tillod, og jeg vilde sandsynligvis bukket under, hvis ikke sogneprest Bruun i Hurdalen var i rette tid kommen mig til hjælp, saa jeg det sidste halvandet aar kunde lade alle informationer fare. Jeg mindes ham og minder om ham med en altid inderlig taknemlighed.

Johannes Nilsson Skaar.
Efter fotografi trykt hos O. Felsing, Berlin.

Den 12te oktober 1857 blev jeg naadigst udnævnt til at være personel kapellan hos sogneprest Melbye i nordre Aurdal. Derfra forflyttedes jeg den 17de mars 1862 som residerende kapellan i Skien og den 24de september 1872 som sogneprest til Gjerpen. Denne embedsstilling har jeg siden indehavt, indtil jeg den 31te oktober 1885 naadigst udnævntes til at være biskop i Tromsø stift”.

Til disse av ham selv i kaldsboken indførte meddelelser om hans liv skal jeg endnu føie nogle supplementer (væsentlig efter Heggtveits livlige og sympatiske biografi i ”Hjemmet”, no. 12 for 1884).

Gaarden Skaar, hvorfra biskopen har sit familienavn, er en høitliggende fjeldgaard ved Fiksesundet i Vikør og skal gjennem aarhundreder ha været i hans fædreneæts eie. Hans far Nils Skaar, der var født i 1791, døde i 1864, i en alder av 73 aar; moren derimot, der var to aar yngre end sin mand og født 26de december 1793, døde først 2den februar 1885, over 91 aar gammel. Som Skaar antyder, var hans forældre oplyste bondefolk, der læste meget og eiet ikke faa bøker, mest av opbyggelig indhold, likesom de begge var skrivekyndige, saa han vistnok under deres veiledning og efter deres eksempel lærte mere i hjemmet end i den 6 uker varende omgangsskole. Da han i 15 aarsalderen konfirmertes, var han blandt dem, som ”til flittigheds belønning” fik en av de av kongen til saadant øiemed skjænkede aargange av ”Skillings-Magazin”, en gave, som glædet ham særdeles.

Allerede paa seminariet hadde han mottat nogen undervisning i tysk ved andenlæreren H. C. Nimb (død 1867 som sogneprest til Fjælberg), der ogsaa skaffet ham den for hans fremtid betydningsfulde kontorpost hos foged Vidsteen; ti hos Vidsteen blev han “behandlet mere som søn end som tjener, og av husets sønner fik han ikke alene laant bøger; men de gav ham ogsaa lidt veiledning i tysk og fransk og tog sig i det hele broderligt av ham”, mens han paa egen haand begyndte at sætte sig ind i en latinsk grammatik, han hadde faat fat i. Fogden, der la merke til hans iver, ytret, at han kunde nok forstaa, at hans kontorist hadde lyst til at studere; men han vilde ikke “dølge for ham, at veien var tung og kostbar. Vilde han derimod blive hos ham, skulde han faa mere selvstændigt arbeide og dertil øget løn. Skaar takkede for hans venlighed, men tilføiede, at han vilde anse sit liv som forfeilet, hvis han ikke fik studere”. Like under jul 1851 forlot han saa fogedgaarden og reiste overland ind til Kristiania. Han kunde en del tysk, litt fransk samt deklinationerne og konjugationerne i den latinske grammatik. For at faa ham og et par andre, som indmeldtes paa samme tid, til at kunne følge med i nederste klasse, maatte derfor Heltberg en maaneds tid læse med dem i en del særskilte timer. Sin tid utnyttet han saa godt som mulig, da han læste fra kl. 5 om morgenen til kl. 11 om aftenen og vandt saaledes efter 1.1/2 aars ophold ved skolen frem til at kunne underkaste sig examen artium i august 1853. “ Det var dog ikke udelukkende min flid, som hjalp mig”, skriver han senere, “men ligesaa meget den fortræffelige undervisning, skolebestyrer Heltberg gav mig. Hans minde være velsignet ! “ Som student hadde han intet andet at leve av, end hvad han selv kunde fortjene ved sit arbeide; men kolerapesten grep lammende ind i alle forhold, og det hændte, at han maatte lægge sig uten aftensmat og staa op uten at faa frokost. Han fik vistnok nytaar 1854 en lærerpost ved en større pikeskole, men gik derved glip av de fleste forelæsninger. Som teologisk studerende var han likeledes optat av skolen kl. 9-12, men kunde dog faa høre Johnsons og Casparis forelæsninger, der indfaldt i timerne 12-2. Skaar skriver om sin teologiske studietid : “ Det var en velsignet tid, som nu var indtraadt, en tid, hvori mange studerende ikke blot bar omsorg for sine studier, men ogsaa for sin sjæls frelse, og i begge henseender var de theologiske professorer de studerendes trofaste veiledere ikke blot ved forelæsninger, men - for professor Johnsons vedkommende - ogsaa ved bibellæsninger. Jeg vil altid tænke paa mine theologiske lærere med tak; men dybest i det taknemmelige hjerte skal professorerne Caspari og Johnson være gjemte”.

Efterat Skaar, som nævnt, i august hadde tat praktikum, tiltraadte han allerede i september paa forhaand sin stilling som kapellan i nordre Aurdal, idet han først utnævntes den følgende maaned og først ordinertes av biskop Arup i Oslo kirke den 11te november s a. Den første søndag i advent “sang han saa sin første messe, eftersom ham var skeet barmhjertighed”.

Nordre Aurdal var et vidstrakt og folkerikt prestegjeld, med 4 kirker og henimod 6 000 mennesker, saa at Skaar, da sognepresten næsten stadig var syk og tildels sengeliggende, fik omtrent al sogneprestgjerningen at utføre, med undtagelse av kontorarbeidlet og fattigvæsenets saker. To gange ukentlig maatte han læse med konfirmanderne, præke hver søndag, holde mange bibellæsninger og utføre hyppige sognebud. Han vandt i høi grad menighetens kjærlighet og tillid, ikke mindst det vakte lægfolks. Selv skriver han: “Jeg har ikke nogetsteds fundet saa varmhjertede, enfoldige og elskelige gudsbørn som i nordre Aurdal”.

Skaar hadde om sommeren 1861 meldt sig til Balsfjordens sognekald og til Ekers resid. kapellani. Gjennem stiftsprovst Jensen fik han bud fra statsraaden (Riddervold), at han skulde faa Balsfjorden, dersom han ønsket det; men han vilde raade ham til at to sin ansøkning tilbake. Ekers resid. kapellani kunde han ikke faa; men han kunde haabe at faa det embede, som vilde bli ledig ved besættelsen av Ekers resid. kapellani. Han tok da sin ansøkning om Balsfjorden tilbake. En lørdag aften var han, efter at ha flakket om i bygden, kommen til Skrutvold, hvor han dagen efter skulde forrette. Der fik han se nye aviser, som bragte det budskap, at pastor Wefring var utnævnt til Eker. Skaar skulde altsaa til Skien. “Den paafølgende nat sov han ikke. Det var ikke glæden, som holdt ham vaagen, men skrækken for at komme til et sted, hvor han vidste, at de kirkelige forhold var mer end almindelig forviklede”. Han meldte sig dog som ansøker, blev utnævnt 17 mars 1862, brøt straks op og indsattes i Skien av provst B. Wettergreen 2den søndag efter paaske.

Det motsætningsforhold, hvori Skaar hadde stillet sig til Hauges salmebok, gjorde ham det fortsatte ophold i Skien mindre behagelig; han søkte sig derfor væk og blev utnævnt til sogneprest i Haus ved Bergen 24de september 1868; men da han indsaa, at han vanskelig vilde kunne økonomisk klare sig der med sin store familie, søkte han om tilladelse til at forbli i sit hittil havte embede, hvilket ogsaa tilstodes ham. Han hadde da hat indtægterne av Haus fra 1ste januar til 24de april. Halvten derav var gaat til den forrettende sogneprest, og av den anden halvdel, 100 spd., oprettet han et legat, hvis renter væsentlig skulde anvendes til indkjøp av Landstads salmebok til fattige og flittige konfirmander.

Fra midten av juli 1872 hadde han som konstituert bestyret Gjerpens sognekald efter Holters avreise og utnævntes til sogneprest i Gjerpen den 24de september. Han holdt sin avskedspræken i Skien 21de s. efter Tref. og sin tiltrædelsespræken i Gjerpen søndagen efter; men paa grund av at Gjerpen kirke da var under reparation, holdt han ogsaa denne præken i Skiens kirke.

Efter ved flere tidligere valg at ha faat stemmer til biskop, fik han ved valg av ny biskop i Kristianssands stift efter Tandberg i 1885 de fleste stemmer; men den daværende biskop i Tromsø, Smitt, blev utnævnt, hvorefter Skaar blev hans eftermand. Skaar indviedes til bispeembedet av biskop Essendrop i Kristiania 31te januar 1886 og holdt sin avskedspræken i Gjerpen Maria bebudelsesdag. Den 31te august 1892 forflyttedes han til Trondhjems bispestol.

Den 12te november 1857 indtraadte Skaar i egteskap shed Katinka Vilhelmine Pauline Hansen, datter av løitnant, senere toldbetjent paa Moss, Truls Hansen (død l843). Hun var født den 30te december 1829 og døde i Trondhjem den 24de december 1896. Hendes lik førtes til Gjerpen, hvor ogsaa hendes mor ligger begraven. Av deres 10 barn er de syv ilive og to av sønnerne prester. Den 17de mars 1898 indtraadte Skaar i nyt egteskap med enkefru Marie Jakoba Flood, f. Thorbjørnsen, født 7de mars 1845, datter av prokurator Simon Thorbjørnsen i Skien og enke efter forsikringsagent i NewYork Simon Flood.

Som resid. kapellan i Skien utgav Skaar (anonymt) sine samlinger av ”Lovsange og aandelige viser”, I og II, trykt i Skien 1863 og 1864. I 1865 utkom en betydelig forøket utgave og endelig en tredje, en yderligere forøket, 135 s., trykt i Kristiania 1881. Som sogneprest i Gjerpen utgav han likeledes en samling “Salmevers og hjertesuk”, der blev trykt i Kristiania 1880, 47 s.

Endvidere har Skaar levert en hel mængde artikler, mindre avhandlinger og særskilte skrifter om salmer og salmeboksspørsmaal, og heri ligger vel hans literære produktions største betydning. Ikke mindst betydningsfuldt er hans første offentliggjorte arbeide i denne retning, nemlig hans kritik av Landstads salmeboksutkast, trykt anonymt i “Morgenbladet” for 1861 gjennem en lang række no. (256-291), hvori han vistnok uttalte sin glæde over Landstads arbeide, men dog ogsaa hadde meget at klandre. Herpaa fulgte i samme blad en “Redegjørelse” av Landstad og derefter et “Tilsvar” av Skaar i 1862, no. 327 fl. Der indtraadte, som bekjendt, senere, navnlig efterat Landstad hadde foretat en del rettelser og ændringer i sit utkast, en fuldstændig forandring i Skaars stilling tit Landstads salmebok, saaat hans “Gjenmæle i salmebogsstriden” i 1871, der likeledes først offentliggjordes i en række no. av “Morgenbladet”, med længere mellemrum fra no. 65 til no. 206, og senere s. a. utgaves i bokform, delvis omarbeidet og utvidet, 126 s., ikke alene var et “Bidrag til retfærdig bedømmelse av Landstads salmebog”, men ogsaa et bestemt forsvar for boken imot dens nye angripere, hvoriblandt spesielt er at merke den senere professor Edv. Munch Myhre, dengang bestyrer av lærerskolen paa Klyve ved Porsgrund. Ogsaa “Gjenmæle” var anonymt, skjønt forfatteren var vet kjendt av alle. En hel del kortere artikler og længere avhandlinger, vedkommende dels enkelte salmer, dels salmebokssaken, findes i “Norsk kirketidende”, fra 1861 av, og i “Luthersk kirketidende”, navnlig i sidstnævnte for 1863, saavel I som II: fremdeles i “Theologisk tidsskrift”, fra 1864 av, flere “Hymmologiske smuler” og “Salmehistoriske bidrag”. Endelig samlet Skaar resultaterne av sine salmestudier i sit vigtigste literære arbeide, det store verk “ Norsk salmehistorie”, der utkom i Bergen 1879-1880 i to tykke bind, første bind 790 s., andet bind 627 s. + XIX s. I aarene 1875-80 blev “enhver fristund, han havde”, benyttet til dette verks utarbeidelse, likesom han sommeren 1879 med offentlig stipendium opholdt sig i Danmark for at gjøre studier ved danske biblioteker i Kjøbenhavn og Odense. Hans “ Reiseberetning” herom findes trykt i “ Theologisk tidsskrift”, VII, s. 250-285. Skaar var medlem av den kngl. komrnission av 10de juli 1865 til bedømmelse av Landstads utkast til kirkesalmebok og likeledes av den den 30te september 1876 nedsatte kngl. kommission til bedømmelse av Lindemans melodier til Landstads salmebok. Skjønt han efter sin komme til Skien tok del i utarbeidelsen av Hauges salmeboksutkast, hvis forfatterfortegnelse og andre salmehistoriske oplysninger er av ham, stillet han sig dog, som alt sagt, senere i et bestemt motsætningsforhold til denne bok til fordel for Landstads. Som biskop har han levert bidrag til den evangelisk kristelige salmeboks historie i forskjellige bispedømmer. Det første av disse: “Et blad av den evangelist: kristelige salmebogs historie” (nemlig dens historie i Tromsø stift) er trykt i Porsgrund i 1891, 35 s. Denne salmeboks historie i Kristianssands stift utkom 1897 i Kristiania, 88 s.

Endelig er det her av særlig interesse at nævne hans avhandling i Porsgrundsbladet ”Grenmar” for 1880 og 1881: ”Prester i Gjerpen i de tre sidste aarhundreder”, som desværre kun i defekt stand har været mig tilgjængelig, da ikke engang forfatteren selv længer var i besiddelse av den.

Biskop Skaars arbeide for finnemissionen, for den lappiske bibeloversættelse og den lappiske salmebok, hvori findes flere av ham selv dels forfattede, dels oversatte salmer, skal her kun antydes.

Skaar blev 21de januar 1887 ridder av St. Olavsorden og 4de november 1893 kommandør av lste klasse i samrne orden for fortjenstfuld embedsvirksomhet.

Biskop Skaar døde efter et kort sykeleie den 13de december 1904, vel 76 aar gammel. Hans lik blev ført fra Trondhjem ned til Gjerpen og under stor deltagelse fra menighetens side begravet fra den paa kommunens bekostning vakkert smykkede kirke.

21. Nikolai Martens.

1886-1890.

Nikolai Martens.

Nikolai Martens blev født i Bergen den 29de november 1836 av forældre baker Nikolai Martens og hustru Anna Pauline Broch, gik paa Bergens skole og blev student med laud i 1854. Aaret efter tok han andeneksamen med laud. Som student var han omtrent 1.1/2 aar huslærer hos sorenskriver Kaltenborn i Gudbrandsdalen, derefter i længere tid lærer ved Balchens døvstummeinstitut paa Schafteløkken ved Kristiania. I sin av den grund noget lange studietid kom han, som saa mange av de daværende teologiske studerende, under sterk religiøs paavirkning av professor Gisle Johnson. I juni 1863 blev han endelig teologisk kandidat med laud og tok derefter den praktisk-teologiske eksamen med samme karakter. I 1864 blev han timelærer ved Bergens latinskole, i 1867 adjunkt ved Tromsø skole og 6te mars 1869 sogneprest til Maalselven i Tromsø stift. I 1874 blev han provst i Senjen provsti, forflyttedes i 1877 til Hemnes, i 1881 til Manger i Bergens stift, hvor han igjen aaret efter valgtes til provst i Nordhordlands provsti, og blev saa vaaren 1886 utnævnt til sogneprest i Gjerpen, hvor han tiltraadte 9de søndag efter 'I'ref., 22de august s. a.

Her blev hans virketid ikke lang. I august 1889, altsaa 3 aar efter hans komme til Gjerpen, viste der sig nemlig tegn til et sykelig tungsind, som utover høsten gik over til fuldstændig sindssygdom. I denne tilstand avgik han ved døden paa Gaustad sindssykeasyl den 26de april 1890, ikke fuldt 54 aar gammel. Hans eftermand i Gjerpen, der som residerende kapellan i Skien hadde lært ham vel at kjende, giver ham i kaldsboken følgende gode vidnesbyrd: ”Sogneprest Martens var en med mere end almindelige aandsevner udrustet mand. Han var en ualmindelig veltalende prædikant, en av sit kalds alvor gjennemtrængt mand, en tro og nidkjær sjælesørger og endelig en dygtig forretningsmand”.

Martens hadde i 1869 indtraadt i egteskap med Eleonore Gjæver og efterlot hende ved sin død med 7 barn,

5 sønner og 2 døtre.

Embedet bestyrtes under Martens's sygdom og senere under ledigheten av stiftskapellan Gustav Ludvig Kullerud, der senere blev residerende kapellan i Skien og nu er sogneprest i Hemnes, Martens’s embede 1877-81.

22. Johan Willoch Erichsen.

1890-1899.

Johan Willoch Erichsen er født i Kristianssand den 15de februar 1842 og ældste barn av klokker ved domkirken cand. theol. Hans Erichsen, der døde 27/12 1860, og Matilde Sofie Willoch, død 10/2 1886. Han dimittertes fra Kristianssands latinskole i 1859. Laud til alle eksamener. Den teologiske eksamen tok han i december 1864. Efter et kortere ophold i England blev han ansat som lærer ved Nissens skole i Kristiania og tok i denne tid den praktisk teologiske eksamen. Derefter var han et par aar, til oktober 1868, lærer ved sin tante frøken Katinka Willochs pikeskole i Kristianssand og bodde da hjemme hos sin mor. Den 8de oktober 1868 utnævntes han til personel kapellan i Eidsvold hos provst Nils Vogt, der i flere aar hadde været sykelig og allerede døde i mars 1869, kun nogle maaneder efter Erichsens tiltrædelse. Efter Vogts død konstituertes Erichsen i sogneprestembedet og kom til at være eneste prest i denne store menighet liketil august 1870, da den bekjendte Eilert Sundt, som var blit utnævnt til sogneprest i december 1869, ikke tiltraadte sit embede før, mens Erichsen allerede i februar 1870 var blit utnævnt til kapellan hos ham. Han kom saaledes til som personel kapellan at være tilstede ved sin sogneprests ordination, noget, som vel ikke ofte er hændt. Eilert Sundt var, trods sin noble karakter og sit varme hjerte, paa grund av sine utprægede eiendommeligheter ret vanskelig at arbeide sammen med, hvorfor Erichsen av denne grund som av andre grunde, navnlig hans hustrus død i 1873 - mottok ansættelse som personel kapellan hos sognepresten til Bragernes i Drammen provst Kristian Vilhelm Koren. Han holdt sin avskedspræken i Eidsvold anden juledag 1873 og sin tiltrædelsespræken i Drammen anden søndag efter helligtrekongersdag næste aar. I Drammen var han kun noget over to aar, da han den 22de mai 1875 utnævntes til residerende kapellan i Skien efter professor Fredrik Petersen. I dette etnbede forblev han derimot i hele 15 aar, indtil han den 18de oktober 1890 utnævntes til sogneprest i Gjerpen. Han tiltraadte i Gjerpen midfaste søndag 1891, efterat embedet igjen midlertidig var blit bestyret av stiftskapellan Kullerud, der saa blev Erichsens eftermand som residerende kapellan i Skien. Den 30te september 1899 blev han utnævnt til biskop i Bergen, da den tidligere utnævnte, men ikke tiltraadte biskop, forhenværende statsraad Jakob Sverdrup efter lang tids sygdom var avgaat ved døden. Han holdt sin avskedspræken i Gjerpen allehelgenssøndag den 15de november s. a.

Johan Willoch Erichsen

Efter provst Hauges død den 13de januar 1892 blev Erichsen konstituert som provst i Skiens provsti og utnævntes den 4de juli s. a. Mens han bestyrte Eidsvolds sognekald, hadde Erichsen den 26de august 1869 indtraadt i egteskap med Kristiane Sofie Rogstad Boeck, født 17/11 1833, datter av professor Vilhelm Boeck. Efter hendes død i januar 1873 indgik han den 19de juni 1877 nyt egteskap med sin avdøde hustrus yngre søster Helga Marie Margrete Boeck, født i 1847. I sit første egteskap hadde han 2 døtre, i sit andet 1 søn og 5 døtre.

Erichsen har utgit en del prækener, saaledes en præken paa 19de søndag efter Trin., holdt i Bragernes kirke, trykt i Kristiania 1874; en præken paa 15te søndag, holdt i Skiens kirke, trykt i Skien 1876, videre en præken paa 23de søndag, trykt i Skien 1878. Den sidste fremkaldte en avisfeide ogsaa i hovedstadspressen og tryktes op igjen i 2det oplag i Kristiania 1879. Fremdeles en aftensangspræken paa fastelavnssøndag betitlet: ”Lærer apostlen Peter omvendelse efter døden?», trykt i Porsgrund 1884.

Paa grund av sykelighet tok han avsked som biskop fra lste mai 1916 og døde allerede 22de august s. a. efter et par dages sygdom, i Gol, i en fjeldstue, som tilhørte hans ældste datter, og begravedes i Kristiania 26de næstefter. Jeg tror, det har interesse at medta «nogen mindeord», som kirkesanger K. Vadder skrev over ham ved efterretningen om hans død:

”Biskop Erichsen var en særpræget personlighet», skriver en av hans biografer. Det er sandt og træffende sagt. Allerede ved sit ydre skilte han sig ut fra mængden. Naar den kraftige, statelige, soignerte skikkelse - med det prægtige, krusede, sølvhvite haar brusende om det store velformede hode - kom gaaende, rask og spændig og med bevægelser, som lyste av energi, - da tok folk til hatten, stanset og saa efter ham, idet han passerte. Hans blotte tilsynekomst virket jo mægtig og festlig. Saaledes burde en kirkens høvding og «høiærværdighet» se ut.

Og som han var vakker og imponerende av ydre, var han tilsvarende aandelig utstyret - en stort skaaret, helt igjennem helstøpt og harmonisk personlighet.

Han var i besiddelse av en overlegen intelligens og en omfattende viden, og dette - i forbindelse med hans myndige og paa samme tid retlinjede og gjennemkultiverte væsen og optræden - forlenet ham med en respekt og autoritet, som alle uvilkaarlig bøiet sig for.

De som kun flygtig kom i berøring med ham, syntes han gjorde et strengt for ikke at si barskt indtryk; men de som lærte ham nøiere at kjende, visste, at ingen hadde et varmere og mer følsomt hjerte end han - en egenskap, som tydelig gav sig tilkjende gjennem hans store gavmildhet -, og at ingen kunde komme op imot ham i bedaarende elskværdighet.

Overalt, hvor biskopen var tilstede, enten det var i en større forsamling eller i et mindre selskap, blev han selvsagt hovedpersonen, den som førte ordet, mens de andre tidde og lyttet interessert til. Til at føre en lærerik og underholdende samtale var han makeløs. Han var den vittigste causør, en kunde høre. De historier og anekdoter, han hadde paa lager, var utallige, og det sprudlende vid og smittende humør, hvormed han fortalte dem, undlot aldrig at gjøre sin virkning. Selv den værste grinebiter maatte gi sig over.

Skjønt biskop Erichsen hadde betingelser som faa til at føre det store ord i den religiøse diskussion og kirkelige strid, holdt han sig utenfor, medmindre han i embeds medfør blev tvunget dertil. Men da gjorde han det ogsaa med fynd og klem og med en bestemthet, som ikke lot den mindste tvil tilbake om, hvilket standpunkt han indtok. Hans tilbakeholdenhet skyldtes derfor ikke hverken mangel paa mod eller selvtillid. Meget mere bundet den, tror jeg, i hans fine og fornemme karakter, som gjorde, at han næret «skræk for sværmen» og skydde alt, som paa nogen maate kunde smake av reklame. Betegnende i saa henseende er hvad han svarte, da han engang, mens han endnu var prest i Gjerpen, blev opfordret til at præke paa universitetet for studenterne: «Nei, jeg liker ikke at gi gjesteroller!»

I samhøve hermed stod vel ogsaa hans reserverte maate at være paa forøvrig. Det laa ikke for ham at klappe folk paa skuldrene og prate «koselig» med alle og enhver. Han likte bedst at ha folk paa en smule avstand. Følgelig var han ikke nogen folkelig mand i dette ords sedvanlige betydning. Men den som vandt hans fortrolighet og tillid, fandt i ham en ven, som var værd at eie, en ven, som ikke svigtet, men var god og trofast som en far mot sit barn.

Et karaktermenneske av den sterke, ærlige type, som Erichsen tilhørte, har gjerne et hastig gemyt, og den avdøde biskop dannet ingen undtagelse fra denne regel. Derom vidnet ogsaa hans ansigt. De skarpe øine, de buskede bryn og skarpt markerte træk med det livlige minespil talte i saa maate tydelig nok, men som det var med alt andet hos denne mand, var det ogsaa med hans vrede: kort og grei skuring, raskt og reelt opgjør med en gang. For den som var saa uheldig at komme midt under tordenskyen, kunde det naturligvis være mindre hyggelig den stund, utladningen stod paa; men i regelen gik bygen over like saa fort, som den kom, og snart skinte solen igjen i form av et smil, et vidunderlig deilig smil, som var eget for ham.

Ja, det var en mand!

Velsignet være hans minde!

23. Jon Laurits Qvisling.

1900-

Jeg er født i Fyresdal 16de september 1844. Min far Lars Abraham Qvisling var lensmand i Fyresdal fra 1869 til 1876, da han døde i sit 60de aar. Efter tidligere dels at ha gaat i folkeskolen de faa uker, den holdtes, og forresten at være blit undervist av min far i videregaaende fag, deriblandt i latin, blev jeg i 1857; optat paa Skiens latinskole. Jeg bodde i min skolegangs 5 aar paa Lagmandsgaarden hos gamle madam Kristiane Blom, provst Fredrik Bloms datter. [52] I 1862 fik jeg examen artium med laud præceteris, tok aaret efter i juni andeneksamen med samme karakter, derefter i november eksamen i hebraisk. Sykelighet hindret saa i flere aar mit teologiske studium, indtil jeg endelig i december 1869 fik teologisk embedseksamen omtrent med rent laud (og med udmerkelse for besvarelsen av opgaven i dogmatik: ”Den kristelige lære om Djævelen»). Efter en tid at ha været huslærer hos min onkel distriktslæge Bakke i Laardal og ved siden drevet litt sprogstudier (oldnorsk og italiensk), var jeg fra begyndelsen av 1871 lærer ved Elisabet Houbens pikeskole i Drammen, til jeg i april 1872 tiltraadte posten som andenlærer ved den Dahlske skole i Grimstad. I denne tid tok jeg praktisk teologisk eksamen høsten 1874 med laud. Den 18de mai 1876 utnævntes jeg til residerende kapellan i Sandsvær og 28de juni 1879 til sogneprest i min fødebygd Fyresdal, hvor jeg forblev i 14 aar og var fra lste mai 1885 provst i Vestfjeldenes provsti i Telemarken. Den 15de april 1893 utnævntes jeg til residerende kapellan i Strømsø, Drammen, og endelig 15de mai 1900 til sogneprest i Gjerpen, hvor jeg holdt min tiltrædelsespræken 11te sønd. efter Tref., den 26de august. I januar 1901 konstituertes jeg som provst i Skiens provsti og utnævntes senere.

Jon Laurits Qvisling.

Jeg har utgit en række skrifter, dels av teologisk, dels av lokalhistorisk indhold, og i kirkelige blade og dagspressen skrevet en hel del forskjellige opsatser, mest om dagens spørsmaal. Desuten har jeg utgit prækensamlinger, likesom flere enkelte prækener og taler efter anmodning er blit trykte i de lokale blade, saavel i Drammen som i Skien.

En av mine forfædre, Jakob Hansen Morland var først kapellan i Skien, ellers født i Fyresdal, hvor hans far var sogneprest. Han eide et par gaarder i Gjerpen, paa Sneltvetsiden, ikke langt fra byen. Siden fulgte han sin far som sogneprest i Fyresdal og døde som sogneprest i Vinje og provst i øvre Telemarken i slutningen av det 17de aarh. Hans eftermand i Fyresdal mag. Thomas Olsen Bloch var hjemmehørende i Skien, blev viet i Gjerpen kirke og døde som provst i øvre Telemarken i 1717. Gjennein den førstes datter og den andens sønnedatter, der var gifte med prester i øvre Telemarken av mit familienavn (eg. Qvislin), stammer jeg ned fra dem.[53]

Skulde der være noget særmerke ved min virksomhet som prest i Gjerpen, er det vel helst de mange foredrag av høiere liggende indhold, dels bibelsk, dels dogmatisk, dels historisk, som jeg har holdt i aarenes løp baade i Gjerpen og Skien. Jeg har derom og om alt kun at sige, en faar helst tjene med de gaver, en har faat. Meget arbeide gjennem flere aar har jeg ogsaa lagt paa denne bok om Gjerpen, som blir det, jeg længst kan efterlate mig her. Siden grundlæggelsen av det nu noksaa rikholdige og vakre museum paa søndre Brække indenfor det tidligere Gjerpens grænser har jeg været amtsvalgt medlem av dettes styre.

Ester Qvisling.

Den 28de mai 1886 indtraadte jeg i egteskap med Anna Karoline Bang, født den l ste februar 1860, engang min elev paa den Dahlske skole og datter av skibsreder Jørgen Bang i Grimstad. Vi har hat 4 barn, 3 sønner og 1 datter. Den ældste av sønnerne er officer i artilleriet og for tiden ansat i generalstaben, den anden er vernepligtig premierløitnant og medicinsk studerende. Min yngste søn, som tillike er mit yngste barn, blev realstudent sommeren 1916. Men min datter Ester, født i Drammen 10de november 1893, der ogsaa var realstudent og hadde avlagt de forberedende prøver i latin og filosofi samt senere tat lærereksamen for studenter, kom syk hjem fra Kristiania fra denne sidste eksamen først i juli 1914. Om det var den sterke hete i hovedstaden eller hvad det nu var, som utviklet skjulte sygdomsspirer hos hende, saa døde hun av en pludselig opkommende, av lægerne ikke forstaat sygdom den 12te oktober 1914, ikke fuldt 21 aar gammel. .

Hun var en sjelden bra og meget begavet ung pike, der var avholdt av alle, som lærte hende at kjende. Derom var ogsaa den store deltagelse i vor sorg og den høitidelighet, hvormed hun en sollys dag, 19de oktober, fra Gjerpens kirke førtes til sin grav, et vemodig vidnesbyrd. Jeg haaber derfor, at det vil holdes mig tilgode, at jeg sætter hendes billede ind her til et varig minde.

PERSONELLE KAPELLANER OG HJÆLPEPRESTER.

Foruten de senere sogneprester Ole Flor og Johan Fredrik Monrad, kan av personelle kapellaner nævnes

1. Johannes Christie, født i Brevik 1763, personel kapellan i Gjerpen 1789-1793, da han blev sogneprest i Gjerdrum, hvor han døde 30/12 1813, 50 aar gammel.

2. Andreas Wright, født paa Gasserød i Lardal, hvor hans far, Andreas Kristian Wright, var proprietær, den 12te februar 1761, student 1782 med laud, kandidat med non (antagelig ”læst til non”), personel kapellan i Hiterdal 1786, senere i Sørum, skibsprest 1794, personel kapellan i Gjerpen 1795-1797, da han blev sogneprest til Nærø, 1819 til Sparbu, bvor han døde 19de november 1835, 74 aar gammel.

3. Rasmus Heibroch, 1806-1814 personel kapellan i Gjerpen, 1814 sogneprest i Gjerdrum efter forannævnte Johannes Christie, døde i Gjerdrum i 1827.

4. Adolf Karl Preus, personel kapellan hos Rode 1848-1850. Preus var født 29de juni 1814, søn av ritmester Isak Preus, fik, dimittert av morbroderen, sogneprest Johan Heidenreich i Asker, artium med non i 1834 og teologisk eksamen 1841 med haud. Han blev i 1850 prest for en norsk menighet i Amerika og blev en kjendt mand der.

HJÆLPEPRESTER.

Opførelsen av Borgestad kapel i det tætbebyggede distrikt ned imot Porsgrund medførte meget snart trang til en forøket geistlig betjening. Allerede samme aar, som kapellet var indviet om vaaren, enedes man om at søke at faa en hjælpeprest ansat. Sognepresten tilbød 400 kroner av sin løn i likhet med hvad der ydedes til en hjælpeprest i Solum. I menighetsfondet hadde man et aarlig overskud paa omkring 600 kroner av sogneprestindtægterne, tilsammen altsaa 1000 kroner. Gjerpens sparebank erklærte sig villig til at bidra med 800 kroner aarlig, og kommunen erklærte sig villig til at yde de nødvendige skyssutgifter. Denne avlønning paa tilsammen 1 800 kroner godkjendtes av autoriteterne som tilstrækkelig, og allerede 16de december samme aar (1907) utfærdiget biskopen efter provstens forslag en instruks for den ansættendes hjælpeprest. Ifølge denne skulde hjælpepresten ta bolig i nærheten av kapellet, hvortil hans virksomhet hovedsagelig skulde være knyttet. Dog skulde han forrette 12 gudstjenester ved hovedkirken, likesom sognepresten 12 ved kapellet. Ved Luksefjeld kapel skulde begge indtil videre forrette 4 gudstjenester hver om aaret samt desuten holde 2 formiddagsbibellæsninger paa Mo skole. Hjælpepresten skulde endvidere læse med konfirmanterne i sommerhalvaaret og særlig ta sig av det kristelige ungdomsarbeide samt yde sognepresten den fornødne assistance i tilfælde av fravær eller sygdom. Lønnen er siden forøket med et tillæg av 200 kroner fra Gjerpens sparebank, et lønstillæg av kommunen paa 400 kroner samt en aarlig husleiegodtgjørelse av samme, likeledes paa 400 kroner, saa den samlede løn for hjælpepresten for tiden utgjør 2 800 kroner. Derefter blev posten bekjendtgjort, og som første hjælpeprest ansattes:


Laurits Thrap Heuch.	Knut Olaus Mollestad.

Laurits Thrap Heuch, født i 1976, en søn av daværende bestyrer av det praktisk teologiske seminar, senere biskop i Kristianssand J. C. Heuch, student 1894 og teol. kandidat 1900, begge eksamener med haud. I 1901 blev han personel kapellan i Porsgrund hos sogneprest Krogh og er nu sjørnandsprest i London siden 1912. Han er gift med Ingrid Rafn fra Porsgrund, f. 1884.

Knut Olaus Mollestad, født i Fjotland l9de juli 1885, søn av sogneprest Nils August Mollestad, opvokset i Lyngdal, hvortil hans far, der for tiden er sogneprest til Oddernes og provst, senere blev forflyttet, student 1903, teologisk kandidat 1909, begge eksamener med laud. Samme aar, 1909, blev han personel kapellan hos provst Anker i Øiestad og i 1912 hjælpeprest i Gjerpen efter Heuch. Han blev i 1913 gift med Hendy Schjelderup, datter av biskop i

Kristianssand Kristian Vilhelm Schjelderup og født 19/4 1887.

[2] Efter klokker Svendsen, der henviser til stiftsboken, folio 43.

[6] Bang, Fortegnelse over prester i reformationsaarhundredet.

[10] Adjunkt Andreas Bloms Efterlatte optegnelser, utgit ved J. L. Qvisling.

[11] Se Klokker Svendsens optegnelser; han henviser til konsistorieprotokollen, fol. 23-24 og 32.

[13] Se Finne Grønn i Norsk tidsskrift for genealogi og personalhistorie, II, s. 71 fl.: Utdrag av Skiens ældste skifteprotokoller.

[14] Se Finne Grønn. Genealogisk tidsskrift, B. 1.

[15] B. Svendsen, der henviser til edsprotokollen s. 179.

[17] Slegten er tysk: Jakob Monrad, gift med en ældre søster av Luther. Saavel Elisabets som søsteren Annes barn tok morfaderens navn. Meddelt mig av nu avdøde sogneprest J. Chr. Schaanning, efter Iversens Fynske avis, nr. 136 for 1818.

[18] Han fik den alt i 1689 og blev derefter ”kollega” ved skolen i Korsør.

[20] Henrik Gjertsen, som dengang var kapellan i Eidanger, hadde 28/6 1726, i henhold til patronen geheimeraad Adelers samtykke faat kngl. konfirmation paa Gjerpen kald; men efter at ha ventet indpaa 14 aar, lot han sig ”paa indtrængende begjær” av sin svigerfar, ”i hastig overilelse persvadere til at fraskrive sig successionen”, til fordel for svogeren J. F. Monrad. Han blev sogneprest til Sund 8/11 1748 og døde der i 1766, 68 aar gammel. De sidste 10 aar av sit liv var han lam. Hans hustru, Monrads datter, var alt død i 1734.

[21] Løvenskiold, Bratsbergs amts beskrivelse.

[22] Forøvrig siger B. Svendsen om ham, at ”han forstod at tale til hjertet uden at opirre”.

[23] Monrad skal ogsaa ha optraadt som forfatter. Klokker Svendsen henviser derom til Nyerup og Kraft, s. 395.

[24] Gamle David indførte denne vielse med gnidret skrift saaledes i kirkeboken: ”19/10 cop. J. F. M. og Christence Schweder».

[27] Se en merkelig historie, der i hvert fald er et sterkt vidnesbyrd om hans prestelige anseelse, i sønnesønnen digteren A. Munchs ”Barndoms- og ungdomsminder”, s. 52 fl.

[28] Ikke hos amtmand L., som Halvorsen fortæller i sin forfatterlexikon; kammerherren var amtmandens far.

[29] Provst Blom var just samme dag blit begraven, efter at være avgaat ved døden den 13de næstforut.

[30] Skrivelsen var sandsynligvis avsendt før mottagelsen av Munchs brev av 21de næstforut.

[32] Hans Landstad i Seljord, salmedigterens far.

[33] Søn av sogneprest Kaurin i Laardal, sidst biskop i Bergen.

[34] Hans far skal ha været en mere end almindelig dygtig og begavet mand; hans mor, Marie Pedersdatter Vale fra Bakke sogn, øvre Eker, var kommen til Hjertdal i tjeneste hos sogneprest Bloch, hvor hans far lærte hende at kjende; hun skildres ogsaa som en særdeles forstandig og elskelig kvinde.

[35] Gislesen omtales efter sin konfirmation som ”en livlig yngling, som jævnaldrende gjerne vilde have med sig i sine selskabelige sammenkomster, og han nød livet og deltog i ungdommens fornøielser og glæder i fuldt maal” (Heggtveit, Biografi av Gislesen. i ”Hjemmet”, 1882).

[36] Torvald Emil Oden, død 1881 som andenlærer ved borgerskolen i Kragerø.

[37] Gislesen blev student med laud 1826; for hebraisk præceteris; 1827 anden examen med præceteris.

[38] Herom hadde professor Stenersen i begyndelsen sagt: ”Han paatager sig nu at være alle daarers formynder” (Heggtveit).

[39] Gislesen studerte her videre latin og græsk.

[41] Sofie D. F. var født den 27de august 1803 og var en datter av kaptein Nils Finkenhagen og hustru Elisabeth. f. Juell.

[42] Moderen døde i 1848; faderen døde 4 aar senere, i 1852, over 80 aar gl., og hadde, da han i 1842 tok avsked, staat i skolens og kirkens tjeneste henved 50 aar.

[43] I 1836 hadde Gislesen med offentlig stipendium foretat en reise til Danmark og hertugdommerne. Paa denne anden reise var han fraværende i 1.1/4 aar og besøkte derunder Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Schweitz, Østerrige og Italien og vendte over Sverige hjem.

[45] Hans Hansen Grimelund, født i Kraakstad 1759, død 11/6 1844, 85 aar gl., var stortingsrepræsentant for Akershus 1815-1816.

[46] Skal være Nils Johansen Holm, forstander for brødremenigheten i Norge 1830-34, senere “eftermiddagsprest” i Kristiansfeld, født 1778, død 1845. Forfatter av salmen: Hvor salig er den lille flok.

[47] Jan Kielland døde som sogneprest til Haa i 1844, f. 1803. Han oversatte og bearbeidet i sin tid Zahns bekjendte bibelhistorie.

[49] Da sognepresten i Aker J. Hesselberg i 1839 var paa stortinget, utførte Grimelund alle de til embedet hørende gjerninger, hvortil ikke ordination utkrævedes.

[52] Se herom «Fra mine unge aar. Erindringer og optegnelser,. Trykt i Skien 1912.162 s.

[53] Se herom Fyresdals historie, 2den utgave, s. 93 flg. og s. 119 flg.

EFTER REFORMATIONEN.

PERSONELLE KAPELLANER OG HJÆLPEPRESTER.

HJÆLPEPRESTER.