SYSLEMÆND OG  LENSMÆND (LÉNSHERRER) PAA BRATSBERG

Tore Haakonssøn, ridder og baron. Nævnt som syslemand 20/3 1303, da han var paa en embedsreise til Nissedal (Dipl. Norveg. 1, 95). Ogsaa 17 /12 1315.

Haakon Toressøn. 6/6 1318 utstedte han og hans søster Kristin et brev[1] hvorefter deres dengang avdøde far, da han endnu var frisk, ofte hadde sagt dem, hvad han skyldte biskop Helge av Oslo, og at denne gjæld nu var betalt. To prester, sira Matthæus og sira Solve, den sidste presten paa Gjerpen, bevidnet dette ved at sætte sine segl under brevet (Dipl. III, 13). Hvis der ikke foreligger en forveksling, skulde forannævnte Tore Haakonssøn være den samme som Tore “biskopssøn”, en søn av biskop Haakon i Oslo, senere erkebiskop, og en svigersøn av Erling Alvssøn paa Tornberg (død 1283 og far til den bekjendte Alv Erlingssøn1.

Stig Haakonssøn, 23/6 1325, søn til Haakon Toressøn (?).

Ivar Ogmundssøn Rova I 1329 var Ivar Ogmundssøn befalingsmand paa Baahus og laa da i feide med Knut Porse, hertuginde Ingebjørgs anden mand, der var meget ilde likt av nordmændene.

1334 var han drotsete hos den unge kong Magnus Erikssøn, en værdighet, som han alt nedlagde aaret efter og blev befalingsmand paa Tønsberghus. Senere var han igjen befalingsmand paa Baahus. Hans ombudsnmand Jon Baardssøn løslot 12 /3 1336 “Torleiv or fangelsen, idet Solve à Limini (i Gjerpen) borgade for han” (Dipl. II, 217). En anden av hans ombudsmænd, Bjørgulv Aastessøn paa Mærden (Mæla i Gjerpen), indberettet 7 /8 1337 Helge Geirmundssøns drap til kong Magnus (Dipl. I, 245). Løslatelsen av Torleiv fandt sted paa Bratsberg. 15/7 1347 var Ivar Ogmundssøn med og undertegnet kong Magnus's og dronning Blankas testamente. Ivar Ogmundssøn døde i den store mandedød omkring 1350. Hans brorsøn, den senere drotsete Ogmund Finnsson, gav Gimsø kloster gaarden Prestholt i Nes for hans sjæl og vel ogsaa for hans grav i klostret. Hans enke Ronnaug Smidsdatter gav sig samtidig ind i klosteret som proventkone eller lægsøster. Hun gav da klostret 2 gaarder, som hun eiet i Skedjovs sogn i Viken, likesom hun i sit testamente skjænket det 5 gaarder paa Stangenes sammesteds og 2 paa Vestfold. Tidligere, men efterat den store pest var begyndt, hadde hun git 4 gaarder til Bragaseters kirke i Viken. Hun maa altsaa ha været en baade from og formuende frue[2]. Hvis her ikke er nogen sammenblanding, var Ivar Ogmundssøn ogsaa lagmand 17 /3 1349.

Aaste Bjørnssøn. Under forutsætning av, at det er samme person som Aaste Bjørgulvssøn, frikjendte han som kongelig ombudsmand 17/1 1354 Omund Olavssøn i Nissedal for at ha været med, “hvárke rádande eller valdande, at hængja Gunnar Ækra.”

Kjetil Vigleikssøn 13/12 1361; 26/2 1364.

Bjørn Torleivssøn 3/6 1372; 20/6 1385.

Gaute Erikssøn Galtung, alt nævnt aaret efter, 1386. Gift omkring 1380 med Margrete Ottesdatter Rømer. Da denne mand sikkert bodde paa Mæla, venter jeg med den nærmere omtale av ham, til jeg kommer til denne gaard.

Efter den tid, da Gaute var borte, er disse kongens mænd her i lenet ikke længer norske mænd, men fremmede. Jeg kommer da først til en av de værste:

Jøns Nilssøn Skaaning, atmindelig kaldet “Svarte Jens”. Han var ridder, riksraad og befalingsmand paa Akershus, da Ogmund Sigurdssøn Bolts oprør mot de fremmede embedsmænd brøt ut ikke mindst i Skiens sysle. Svarte Jens prøvet først ved bud og brev at dæmpe bevægelsen; men da han saa grep til vaabenmagt, mislykkedes dette endnu mere for ham. Han mistet flere av sine folk og maatte være med paa at søke et lempelig forlik. Det er ellers merkelig, at Svarte Jens's egen foged i Skiens sysle var den eneste danske, almuen vilde tillate at forbli i sin stilling. Da oprøret efter den vaabenstilstand, som var sluttet paa Jersøen ved Tønsberg, igjen brøt løs, satte Ogmund Sigurdssøn sig i besiddelse av bispegaarden i Oslo; men da han indestængtes der av Svarte Jens i forbindelse med byens borgere og saa sig ingen utvei, maatte han slutte et ydmygende forlik den 13de december 1436, ikke fuldt 1/2 aar efter forliket paa Jersøen, der var indgaat St. Hansdag. Ved den endelige overenskomst den 18de februar 1437 gik dog riksraadet, paa kong Eriks vegne, med paa, at almuens krav skulde bli efterkommet, likesom almuen paa sin side lovet ikke at gjenta, hvad den hadde gjort. Der fulgte imidlertid straks efter et nyt oprør under Halvard Graatop fra Drangedal; men ogsaa dette la sig tilsidst. Svarte Jens, som var meget hatet av almuen, blev vistnok ogsaa tilbakekaldt ved denne tid.

Hartvig Krummedige, en holstener, var likeledes ridder og befalingsmand paa Akershus. Han er ogsaa en kjendt mand i Norges historie, gift med Katrine Markvardsdatter Buk, en søster av Olav Buk. Han blev ved hende eier av Brunla herregaard og synes at ha været en likesaa sindig som dygtig mand. Man faar i alle fald det indtryk av hans forhold til den gamle erkebiskop Aslak Bolt, der var rasende forbitret paa ham. Hartvig Krummedige døde 1476.

Odd Alvssøn, en bror av Knut Alvssøn, var ogsaa Befalingsmand paa Akershus. Han døde ugift i 1497.

Henrik Krummedige, søn av Hartvig og født omkring 1466, altsaa kun en ung gut ved sin fars død, hvem han dog alt i 1487 fulgte som befalingsmand paa Akershus. Han døde i 1529. Hans eneste barn, datteren Sofie, blev gift med Esge Bilde i Bergen. Henrik Krummedige opholdt sig vel heller ikke stort paa Bratsberg, hvor derimot hans “underfoged” Ture Matssøn bodde i længere tid (Dipl. VIII, 130 og I, 953).

Mikkel Blich fik 31/5 1524 “Bratsberg len”, “Skye” (d. e. Skida, Skien) og “Skiesyssel” overlatt sig av Frederik den 1ste med al kongelig rente, qvit og fri uden afgift i de næste 10 aar fra dette brevs datum mod tilbørlig tjeneste”[3]. Ved et nyt kongebrev av 4/2 1528 utstraktes forleningen til at gjælde for Blichs levetid ”pro servitio facto et faciendo”, d. e. for den tjeneste, han hadde gjort, og for den, han skulde gjøre i fremtiden; men Blich tok del i uroligheterne efter Kristian den 2dens tilbakekomst og forspildte derved kong Fredriks velvilje. 13 /6 1532 var Blich med og underskrev leidebrev for dem, som skulde underhandle om forlik mellem de to konger.

Peder Skram til Urup i Jylland, en herregaard noget i nordvest for Horsens, lik 6/8 1532 kongens brev paa lenet efter Blich, at regne fra 17/11 1532. Brevet lød paa, at ”dersom kongen bliver tilsinds eller med ham saa forhandler, at Mikkel Blick kommer igjen i kongens tjeneste, da skulde Skram forlenes med kronens by og den Skyden og Ski syssel, som forn. Blick i forlening har, mod sedvanlig afgift.” Ogsaa dette brev handlet om 10 aar “pro servitio facto et faciendo.”

Peder Skram er den bekjendte sjøhelt, “Danmarks vovehals”. Han var født omkring 1500, var med Kristian den 2den paa hans tog til Sverige, men sluttet sig efter hans flugt til den nye konge og blev ham tro. Efter Kristian den 2dens tilbakekomst til Norge blev han i 1532 fra Akershus sendt ned til kong Fredrik og gav hair saadanne meddelelser om situasjonen, at han blev sendt tilbake av ham med paalæg om, at forhandlingerne skulde avbrytes og Kristian den 2den tages til fange. Skram vilde derfor ikke være med paa at underskrive det leidebrev for kong Kristian, som han visste ikke vilde bli holdt. Samme aar blev han altsaa lensherre paa Bratsberg. I den ikke længe efter paafølgende “Grevens feide” slog han, som dansk admiral, lübeckernes flaate baade ved Bornholm og ved Svendborgsund søndenfor Fyen. I det sidste slag, som stod 16de juni 1535, blev lübeckernes politiske magt for altid tilintetgjort. I syvaarskrigen kommanderet han den danske flaate i krigens første aar, men var mindre heldig i slaget utfor Øland mot svenskerne. Han maatte da træde av 1563, saa meget mere, som hans helbred var nedbrutt, og erstattedes med Herluf Trolle. Han levet dog endnu i mange aar og blev en meget gammel mand, død 11/7 1581, 80 aar.

Antonius Bryske, tidligere kngl. sekretær i bergvæsenet, fulgte ved skrivelse av 14/8 1540 paa Skram som “høwitzmandt offver Skie søssel” og skulde ha sin bolig paa Gimsø. Kong Kristian den 3djes interesse var dengang saa sterkt optat av bergverkerne i øvre Telemarken, at selve lensherren maatte være en bergkyndig,

Ivar Jenssøn Jernskjeg succederet Bryske fra 17/3 1545 og bodde, som han, i begyndelsen paa Gimsø; men da klostret brændte ned i 1546 ved en kvindes uforsigtighet, flyttet han over til Bratsberg, som han maatte gaa ind paa at “holde ved skjellig bygning”, likesom jordveien paa Bratsberg skulde holdes i god hævd; men han opgav det hele, flyttet til Hedrum, hvor han kjøpte Fresje (“Fritsø”) utenfor Larvik og bodde der til sin død i 1570[4].

Klaus Hvitfeldt, 1548‑1549. Han var en søn av Otto Klaussøn Hvitfeldt til Krumstrup paa Fyen.

Absalon Juel til Meilgaard 1550‑1551. Saa kom igjen

Klaus Hvitfeldt 1551‑‑1555, derefter

Peder Hvitfeldt 1555‑1558.

Klaus Hvitfeldt hadde været i Norge før. I 1543 skulde han føre en del røvet kirkesølv ned til Danmark, men blev opsnappet av hollænderne, som dengang laa i krig med danskerne. Heldigvis hadde han en mægtig bror, Kristofer Hvitfeldt paa Bergenhus; han fanget borgermesteren av Amsterdam, og saa blev de to utvekslet mot hinanden.

Peder Hvitfeldt var forøvrig ikke bare forlenet med Bratsberg, men med hele sydvestsiden av landet, likefra Lister len til og med Brunla. Hans opgave var nærmest at forsvare kysten mot de meget plagsomme sjørøvere. Peder Hvitfeldt var i syvaarskrigen med tilsjøs; men var saa uheldig i 1565 at miste sine skibe i kamp med svenskerne utfor den pomerske kyst. Han var ogsaa en rettens mand og var dansk kansler, mens han var lensherre i Norge. I juli 1557 hadde han et møte i Bergen med alle landets lagmænd for at ordne med den norske lov, der var kommen i adskillig forvirring, dels ved at snart bruktes den oldnorske original, snart forskjellige, mere eller mindre uheldige oversættelser av den.

Kristjern Munk til Toberup (i Sønderjylland) 1558‑1559. Som befalingsmand paa Akershus gjorde Munk sig adskillig kjendt ved sine kampe med svenskerne i syvaarskrigen, baade ved forskjellige indfald i Sverige og ved Akershus’s forsvar i 1567, da byens borgere, efter Munks eget eksempel, satte sine huse i brand, forat ikke fienden skulde ha noget tilhold i dem. Kristjern Munk hadde et overtilsyn med en hel del lén baade østenfjelds, vestenfjelds og nordenfjelds og indledet derved oprettelsen av det norske statholder embede (fra 1572). Han var en dygtig og driftig mand, som fortjente den kongelige gunst, han besat til det sidste.

Peder Bildt, 10/2 1559 til 11/4 1564.

24/11 1561 sendte kong Frederik den 2den ham følgende brev til bønderne i Skiens syssel:

"Vi bede eder alle og hver særdeles strængeligen byder, at I tilbyde Vor lensmand paa Bratsberg paa Vore vegne alle de losse- (gaupe‑) og maarskind, som I kunne bekomme, og dem lader Os være næst for et temmeligt og skjelligt værd. Vi har befalet forn. Vor lensmand eder derfor paa Vore vegne tilfredsstille. Findes nogen herover slig vildvare at sælge til nogen fremmede eller andre, da skulle de derover straffes, som vedbør.”

Samme dag utfærdiget kongen ogsaa et andet brev til bønderne i Skiens syssel av følgende indhold:

“Hilse eder alle Vore og Kronens bønder og tjenere, som bygge og bo udi Ski syssel, evindeligen med Gud og Vor naade. Vider, at Vi have befalet Os elskelige Peder Bild, Vor mand, tjener og embedsmand paa Vor gaard Bratsberg, at skulle lade igjennembrænde en stenklippe, som allerede begyndt er, til at sætte 2, eller 3 sagkværner Os og Kronen til gavn og bedste, sammeledes at lade hugge og opflaade, hvis (hvad) tømmer, som til Vore sagmøller fornøden er. Ti bede Vi eder alle og hver særdeles strængeligen byde, at I retter eder efter, hvis (hvad) som forn. Peder Bild eller hans fuldmægtig eder tilsigendes vorder, at føre saa meget ved til samme klippe, som behov gjøres til at brænde den igjennem med, saaat denne det første maa blive færdiggjort, desligeste at opfløde til Vor sagmølle, som forn. Peder Bild til dess behov lader hugge. Findes nogen herved at være uvillige og sig fortrykke og ikke ville denne Vor befaling fuldføre, da skal han stande Os tilrette derfor straffes, som vedbør.”

Aaret efter fik bønderne ogsaa paalæg om at hjælpe til ved Bratsberg gaards istandsættelse.

13 /3 1562 fik Peder Bildt brev fra kongen om at forskaffe Henrik Rantzow, statholder i Holsten, 60 trær, halv eg‑ og halv fyrretømmer, 18 eller 20 alen lange, eller saa lange, som han kan bekomme, og en fod udi kanten, som godt bygningstømmer. Det var dimensioner!

Mogens Pederssøn Galt til Tyrestrup 11/4 1564 til 2/10 1565. Mogens Galt var fra Halland, hvor hans gaard var blit brændt under syvaarskrigen. Til erstatning derfor fik han vel lenet. Var den gamle Peder Galt' født 1573, som Kristian den 4de lot henrette efter slaget paa Kolbergerheide i 1643, en søn av ham?

Peder Skram til Urup fik saa, ved skrivelse av førstnevnte dato, 2/10 1565, 25 aar siden sidst, Bratsberg len efter Mogens Galt og indehadde det nu i henimot 7 aar, til 24/4 1572. Det var ogsaa, fordi der var overgaat ham brandulykker i Halland baade i nordre og søndre Halland, og baade paa hans forleningsgods og hans arvegods.

Det var vel Mogens Galt selv, som endnu fik tid til at utføre det paalæg, kongen hadde git lensherren paa Bratsberg i en skrivelse tidligere paa aaret, før Skram tiltraadte, og som var av dette indhold:

”Vid, at Vi agte med det første at forskikke et af Vore skibe udi Langesund efter de store master, Vi have der liggendes; ti bede Vi dig og ville, at du straks lader der indskibe forn. master dertil saa mange deler (bord), aaretræer, beggerholt, baandstager og brændeved, som skibet kan bære og du straks bestiller, at al tingest bliver lagt tilrette, saaat naar skibet kommer, at det straks kan fange sit fulde lad og uforsømmeligen komme paa hjemreisen.”

Erik Munk, 1572‑1574, den berygtede bondeflaaer fra Nedenes lén, som igjen fik ham tilbake, da Bratsberg sidstnævnte aar var saa heldig at slippe ham. Jeg anfører med nogen mindre utelatelser, hvad Øverland har skrevet om ham i sin store Norgeshistorie:[5]

Erik Nilssøn Munk hørte til en anset selveierslegt paa gaarden Hjørne i Halland. Efter i nogen tid at ha faret tilsjøs, blev han av lensherren Erik Rosenkrands ansat som slotsfoged paa Vardøhus og foged i Finmarken. Senere deltok han med udmerkelse i syvaarskrigen baade ved Trondhjems tilbakeerobring og andensteds, saavel tillands som tilvands. Han stod senere hen saa høit i Fredrik den 2dens gunst, at han, tiltrods for at han ikke var av adel, kom til at beklæde den ene adelige stilling efter den anden. I 1565 blev han saaledes forlenet med Nonnesæter kloster, erholdt 27/12 1570 Onsø skibrede, fri for forleningsavgift, og Nedenes lén. 14/3 1572 blev han tillike forlenet med Bratsberg lén og optoges endelig 11/8 1580 i adelsstanden. I sine forskjellige stillinger erhvervet Erik Munk sig betydelig jordegods. Saaledes eiet han Barbo gaard, paa hvis grund Arendal for største del er beliggende, erhvervet ved mageskifte Borregaard i Smaalenene og fik alene i 1580 skjøte paa 12 gaarder.

Men saa dygtig Erik Munk har været som krigsmand, duet han ikke til at forestaa et len; dertil var han altfor egennyttig, vilkaarlig, haard og voldsom. Allerede i 1572 maa der paa høieste sted ha hersket misnøie med hans forvaltning, idet det under 8de oktober d. a. blev paalagt Magnus Svale at la ham paagripe og nedsende til Kjøbenhavn, hvis han ikke raadet bod paa nogle mangler ved sin embedsførsel. Han forstod imidlertid snart igjen at vinde kongens tillid, saa han i 1576 fik Nedenes len paa nye og bedre Vilkaar end tidligere.

Mindet om Erik Munks færd lever endnu i Nedenes og Raabyggelaget. I vore dage er en mængde retsakter og dokumenter fremdrat, som stiller ham i en grel belysning. Medens han selv bodde paa Barbogaard, lot han kongsgaarden paa Nedenes forfalde, uthugget lenets skoger til eget bruk, ja hælet med de sjørøvere, som hadde sit tilhold langs kysterne! Lenets bønder plaget han ved ekstraordinære ydelser og arbeider, flyttet grænseskjel ved Barbo efter eget tykke og uten ringeste sky. Naar en bonde kom til ham i et erende, overfuset han ham altid med en flom av skjeldsord. Derfor klages der over ham: “Han kalder os, fattige bønder, ikke andet end skalke og tyve og vore fattige kvinder (kalder han) horer, og dersom nogen er hannem noget skyldig, enten i salg eller kjøb, og han har betalt hannem det, maa vi dog alligevel mange gange betale paa ny igjen, endog vi har prov paa, at det er tilforn betalt. I aaret 1580 hadde bønderne av Raabyggelaget besluttet at klage paa ham for regjeringen i Kjøbenhavn. De hadde skutt sammen reise‑ og kostpenger for dem, der skulde tale deres sak, opsat klagen og sendt dem avsted; men Erik Munk hadde faat nyss om deres forehavende. Da de var kommet til Sogndal i Søgne, møtte de en baatbygger ved navn Peder Nilssøn, som tilbød sig at befordre dem til Danmark med en skute, som han hadde liggende i Ulvøsund i Høivaag; men Peder Nilssøn var en av de mænd, som Erik Munk hadde utsendt for at opsnappe bøndernes talsmænd, og han styret, da de vel var kommet i baaten, i retning av lensherrens gaard! De satte sig til motverge, men enden blev, at Peder tok fra dem deres klage, som den ene av dem hadde forvaret i en flaske, plyndret dem for deres reisepenger og satte dem saa iland igjen paa det første det bedste sted. Flasken med klagen i blev bragt til Erik Munk, som ikke blev blidere mot bønderne efter dette. I en ny klage, som almuen det næste aar indsendte til kongen, heter det derfor: “Vi beder alle eders naade ydmygeligen for Guds skyld at skille ham fra os; ti dersom han skal længere saaledes regjere over os, da nødes vi, arme fattige mænd, til at overgive hus og hjem, kvinder og børn, og skal ikke blive byg­gendes i hans forlening, men vi nødes til at drage i en anden av eders naades ombudsmænds lén, eller hvor Gud kan forsørge os.”

Erik Munk blev dog sittende i lenet, til Magnus Baardssøn Rosensværd, der var lagmand paa Agdesiden i aarene mellem 1546 og 1582, var blit forflyttet til Oslo, hvorfra han med større klem kunde tale bøndernes sak, som han med iver hadde tat sig av. Paa herredagen i Oslo i august 1585 hadde Munk en stor mængde saker mot sine undergivne, og samtidig kom der ogsaa nye klager fra bønderne. Enden blev, at lenet blev ham fratat 30te september og en kommission nedsat for at undersøke hans sak. Den bestod av flere lensherrer og lagmænd, og utfaldet blev, at Erik Munk blev dømt. Han blev indsat i fængsel paa Dragsholm slot 8de august 1586, og hans store godser, der længe utgjorde en egen for­lening, inddroges under kronen. Efterat et forsøk paa at flygte var faldt uheldig ut, blev han holdt i strengere forvaring. I sin fortvilelse tok han sig tilsidst av dage i aaret 1594, og hans lik blev begravet under galgen utenfor slottet.

I en løs forbindelse med en badskjærdatter fra Helsingør hadde han flere sønner; en av dem var den store opdagelsesreisende Jens Munk, en av de kjækkeste Sjømænd, Norden har at opvise[6].

Erik Brokkenhus 1574‑1583. Sidstnævnte aar avgik han ved døden. Erik Brokkenhus skulde paa kongens bekostning “holde to ridefogder (gaardsforvaltere), hver selv anden, en skriver, en kok, en kjeldersvend, en fadeburskvinde, som skal brygge og bage og vare melkningen, selv tredje, en ladegaardsfoged og to arbeidsdrenge. Til løn for disse forn. personer udi pendinge, klæder, sko, lærred og vadmel” skulde lénsmanden faa 162 daler, ”saa og denne efternævnte fetalie (matvare):

Danst mel 6 tønder
Norst mel 40 tønder
malt 85 (!) tønder
gryn 6 tønder
22.1/2 nødekropper (! !)
50 faar og lammekropper (!)
2.1/2 tønde erter
1 fg (fjerding?) smør
30 sider flesk
14 tønder sild
torsk 1 læst
av tiendeosten (. . . ulæselig)
1.1/2 tønde laks”

og endnu mere. For et skrækkelig æteri og drikkeri!

Erik Brokkenhus skulde ogsaa forstrække Nikolaus Beda paa Fossum med “fetalie og andet, hvis (hvad) han til nødtørft har behov til at drive jernverket deroppe.”[7]

Henrik Brokkenhus 1583‑1588, Erik Brokkenhus’s bror. Han døde ogsaa i embedet.

17/12 1586 fik han paalæg om at begive sig til Kjøbenhavn med sit regnskap for Bratsberg len, “som skulde have været forklaret til 16de martii, saa han er tilstede Philippi Jacobi dag førstkom­mende, at K. Maj. da ikke skulde fortænke andre midler og forlene lenet til en anden, saafremt yderligere forhales.”

De to brødre Erik og Henrik Brokkenhus var sønner av Eiler Brokkenhus til Søndergaard paa Fyen. Deres far var i 1541 blit gift med Kirstine, Erik Erikssøns datter og arving til Eline herregaard i Onsø, men døde allerede 6 aar efter. Henrik Brokkenhus var født paa Eline i 1542. 1 1566 blev han gift med den i 1551 avdøde bekjendte høvedsmand paa Akershus Peder Hanssøns datter Elisabet. Peder Hanssøn selv var svigersøn til fru Inger paa Østraat. I dette sit egteskap hadde Henrik Brokkenhus 6 sønner, hvorav dog kun halvparten levet op, deriblandt en, som het Eiler efter bedstefaren. Henrik Brokkenhus hadde desuten en datter, som het Inger, og som antagelig var opkaldt efter den mægtige frue paa Østraat. Fru Elisabet, som var en søster av Norges kansler Hans Pederssøn (Basse), død 1602, bortkaldtes allerede efter 10 aars egteskap, i 1576, “fra dette elende til himmeriges glæde og det evige liv”. Ni aar efter, eller i 1585, giftet Henrik Brokken­hus sig igjen, med Dorte Juel, en datter av Nils Juel til Aaberg og en søster av efterrnanden Ove Juel. I egteskapet med hende, der kun varet omkring 3 aar, hadde han 2 barn, hvorav bare det yngste, datteren Sofie, levet op. Henrik Brokkenhus bodde i alle fald ikke alle de 5 aar, han var lensherre, oppe paa Bratsberg; men da denne gaard dengang, som oftere, antagelig har været i mindre god stand, hvad hus angaar, var han flyttet ned til Eidet, en gaard ute ved broerne nede i Skien. Der døde han den 6te mai 1588, ikke mer end 46 aar gammel. Livet var oftest ikke langt for de mægtige herremænd og fine fruer i den tid.

Om hans sidste dage blev der gjort nogle optegnelser av Ras­mus Nilssøn, “prædikere og skolemester i Skien, som der da var­ tilstede og hørde denne salige mands herlige bekjendelse og skrifte­maal og hanem i sin sot og sjukdom trøstede med Guds ord og det høiværdige sakramente”.

Det heter i disse optegnelser, som blev optat i liktalen: “Der han i dette nærværindes aar 1588 paa en tirsdag den 30 Aprilis sidstforleden paa sin gaard Eded, liggendes ved Skien, var nu ble­ven sjug ok det fornam om aftenen, som han skulde legge sig til at sove, da ydmygede han sig straks under Guds vældige haand og gav sig til en god taalmodighed.”

Da sygdommen forværredes om torsdagen, kaldte Brokkenhus til sig foruten forannævnte Rasmus Nilssøn fra Skien ogsaa sogne­presten fra Solum, provsten hr. Tomas Anderssøn. Dagen efter kom ogsaa flere venner fra Skien til ham, deriblandt lagmanden Pros Lauritssøn og hans hustru Kirstine Ivarsdatter, borgermesteren og andre “ærlige” folk, udi hvis nærverelse han “gladelige og met taksigelse annammede Jesu legeme ok blod.” Om lørdagen var den syge meget svag og bad da sin hustru om, at hans lig maatte blive ført til Onsø og begravet i hans familiegravsted i Ønsø kirke. Siden bad han hende hilse alle hans venner og slegtninge og ta­lede med Pros Lauritssøn, fru Kirstine og de øvrige, som var komne til ham. Sønnen Eiler var fraværende; derimod kaldte han sin kjære datter jomfru Inger Brokkenhus til sig og formanede hende til gudsfrygt og til alle gode dyder og bad hende, at hun vilde bevise sin kjære moder lydighed. Han lod ogsaa sin lille datter Sofie, som laa og sov, tage op af vuggen, rørde ved hendes ansigl med sin haand og vakte hende saa sagtelig op. Da hun vaagnede, kyssede han hende paa munden og velsignede hende og sagde: “Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, som er vor herres Jesu Kristi evige fader, velsigne dig baade til liv og sjæl.” Senere bestemte han, hvorledes det skulde være med hans folk, fogder, skrivere og andre, som havde tjent ham trolige, at de skulde vel belønnes, hver efter sit kald og bestilling. Han lod ogsaa sin hustrus piger­og kvindfolk komme for sig, bad dem skikke sig vel og være hende tro i Herrens frygt.

Om søndagen lod han holde prædiken for sig, ligesom der blev bedt for ham i Skiens kirke. Dagen efter, mandagen 6te mai, mellem kl. 3 og 4 om eftermiddagen afgik han ved døden.”

Liket førtes efter hans ønske til Onsø kirke, hvor det jord­fæstedes den 16de juni. Biskopen, Jens Nilssøn, var selv tilstede og holdt liktalen. Han roser ham deri bl. a. for hans “medfødte godhed”.

Dette er et av de opbyggelige dødsleier, hvorav der forekom mange i denne den sterke rettroenhets tid, men som ikke altid av­sluttet et tilsvarende hellig liv. Man tænke saaledes, som et eksem­pel instar omnium, paa kong Fredrik den 2den selv, som ogsaa døde i dette samme aar 1588.

Henrik Brokkenhus laa i 1585 i sak med bønderne i Gjerpen, “for de ikke ville arbeide og pløie Kngl. M.s gaard Bratsberg, som sedvanligt er, men dennem derudi fortrøkker, og endog han haver tilbuden at ville unde dennem hver paa fem dagsarbeide at gjøre, som han mener, at ikke være til besveringe, ville de ligevel ikke indgaa med og sidder overhørige”. Bønderne svaret ved sine to repræsentanter, at de “gjerne vilde gjøre sligt arbeide til Bratsberg gåard, som av arilds tid haver været sedvanligt, saa at de ikke skulde være bundne nogen visse dage at arbeide om aaret og derover udi saa maade med upligt besverges”. Til stor skam for hr. Henrik Brokkenhus gik Oslo herredags dom 7/8 1585 i bøn­dernes favør[8].

Henrik Brokkenhus’s forannævnte datter Sofie, der ved hans død i 1588 var et litet vuggebarn, skal ha været Norges rikeste gifte i sin tid og blev i 1610 formælet med den rike Jens Bielke, hvem hun bragte i medgift baade Eline herregaard i Onsø og herregaarden Kanestrøm paa Nordmøre. Hun blev efter tidens for­hold ogsaa en ret gammel kvinde, idet hun først døde i 1656.

Ove Juel til Kjeldgaard 1588‑1597, tidligere høvedsmand paa Akershus. Hans “følgebrev” fornyedes 31/8 1593 fra Philippi og Jacobi dag til samme dag 1594. 20/9 1594 fik han brev om, at han skulde være Laurits Friis behjælpelig med at hente K. Maj. nogen østers.

Johan Urne til Volsø 1597‑1602. Han forbød presterne at drive tømmerhandel og bygge “saugmøller”.

Hans Bülow til Gjerskov 1602‑1609. Han døde i embedet 1609, hadde tidligere været K. Maj.s kjøgemester. Samme aar, som han tiltraadte, 1/10 1602, fik han kngl. bevilling til at opbygge to sagmøller paa Skotfos paa hans egen bekostning og  ”dennem at maa(tte) nyde, bruge og beholde og gjøre sig saa nyttige, som han kan. Til ”genant” blev bevilget ham av gaardsens og lenens indkomst til at underholde, lønne og besolde sig sine svende, gaardens dag­lige folk og tjenere saavelsom fogderne og skriverne der udi lenet:

Pendinge....................50 daler
dansk rug...................12 tønder
dansk malt..................48 tønder
norsk malt.................120 tønder (!)
smør..............................6.1/2 tønder
slagtefæ levendes........30 (!)
levende faar...............100 (!)
flesk...............................6 skippund
gryn...............................9 tønder
saltet sild.......................2 læster
saltet torsk....................1.1/2 læster
tørret torsk ..................20 vorder (voger)
lax..................................2 tønder
flynder........................200
aal...................................4 tønder
bergelisk (klipfisk).......16 vorder
humle.............................4 skippund (!)
høns...............................24
baisalt..............................1 smal læst
norsk salt.......................10 skippund
lyneburgersalt.................1 tønde
eddike.............................8 tønder (!)
400 tønder havre til 4 heste.”

Hertil kom ogsaa avlingen paa Bratsberg og klostret med tilliggelser.
De kunde da nok trygt æte og drikke, baade folk og hester!

9/2 1605 fik Bülow brev om at holde rede bjelker, master, spirer og tykke deler (planker), ligesaa beggerholt, vindebommer, aare­træer og favneved til at stuve lasten, naar skib “Fortun”(a) kom til Langesund for at hente det.

Først 24/4 1605 fik Johan Urne, Bülows formand, “kvittants kvittantium” , fordi han nu endelig “havde gjort god rede og regn­skab for den visse indkomst og rente af Bratsberg gaards len.”[9]

Omtrent paa samme vis var det med Hans Bülow. Ved sin død i 1609 stod han i stor restans hos kongen; men allerede samme aar, 4/12 1609, fik brodersønnen Frants Bülow, kvitantium for sin avdøde onkel og blev kongen derpaa “aldeles intet skyldig”.

Alexander Raabe von Papenheim til Libanow 1609‑1621.

4/9 1613 fik han kongens brev om at lade borgermesteren udi Helsingør bekomme tømmer til et spir paa byens kirketaarn; 26 tylvter furubjelker, 20 alen lange, og 2 tylvter, 12 alen lange, samt at nedføre det til Langesund, hvor kronens bønder skulde tilhugge det. De kunde da vel aldrig tiltrænge saa meget til et kirkespir, vel ikke engang til et kirketaarn!

17/12 s. a. fik han brev om at levere to skibsladninger med tøm­mer til forbedring av diker i Ditmarsken, den ene eketømmer, den anden furutømmer. Det skulde til fra Norge baade høit og lavt og baade i nord og syd eller i øst og vest!

Alexander Raabe var yngste barn av en landraad i Brunsvig, Georg von Papenheim, og født 13/4 1563. Forældrene døde fra 9 barn i smaa kaar, da Alexander var 15 aar gammel. Han kom da til en slegtning i Danmark, blev 25/4 1586 hofjunker og kom senere i dronning Anne Kristines specielle tjeneste. Den 9de juni 1605 blev han i Nakskov gift med jomfru Regitze Grubbe, datter av Danmarks kansler Erik Grubbe. Aaret forut, 4/5 1604, hadde han faat brev paa Ide og Marker. Samme aar, 8/11 1604, fik han ogsaa tilsagn om forlening med Skibtvet og Spydeberg, naar (enke) fru Mette Urne avgik ved døden, ‑ alt “av Vor synderlig gunst og naade”, men vel nærmest ved dronningens hjælp[10]. 16/6 1609 fik han saa brev paa Bratsberg og Gimsø. Dette len fik han 12 aar senere, 6/9 1621, ombyttet med Holbæk len i Danmark, da vel baade han og hans frue længtet tilbake dit. Fra november 1630 var han syk og sengeliggende og avgik ved døden 7de januar 1631, i sit 68de aar. Det skal ha været en god og gudfrygtig mand, som med stor sindsro saa døden imøte og blandt andet sa i sin dødelige sygdom: “Contra vim mortis non est medicamentum in hortis”, d. e., som vi kjender ordsproget: “Der gror ingen urt mot døden”; men var han en from mand, hadde han vel tillike en bedre trøst mot døden end denne. Fru Regitze var ogsaa en from og godgjørende kvinde, der samme aar, som manden døde, oprettet et legat til bedste for husarme i Ørslev ved Skjelskør[11]. En kiste fra 1619, som i sin tid har tilhørt dette egtepar, findes nu i museet paa Brække. Han bodde paa”Toldboden” nede i Skien.

Eiler Urne til Gunderslevholm og Aasmark, 1621‑1640. Eiler Urne hadde tidligere indehat Holbæk len, hvor han fulgtes av sin formand i Bratsberg. Han døde i Skien, men blev ført ned til Gunderslev kirke. Hans enke Jytte Gyldenstjerne døde to aar senere.

19/4 1622 fik Eiler Urne kongens brev om, at “den dreng i Brats­berg len, ungefær 12 aar gammel, som har slaget den karl ihjel, som havde perlament (!) med hans fader, maa paa livet forskaanes, dog at du hannem med forderligst (snarest mulig) i tugthuset i Vor kjøbstad Kjøbenhavn nedskikker.” 24/10 1622 fik han et nyt brev om “den unge dreng, som haver gjort det manddrab og derfor skulde være skikket hid neder, at hans forældre og slegt mue (maa) søge paa Vore vegne at hos dig aftinge og samme dreng siden derefter være forskaanet, efterdi der berettes, han skal være saa syg, han ikke duer til at nederføre.” Har man ikke faret for haardt med ham, med fængsel o.s.v.?

16/4 s. a. hadde Urne faat brev om, at bønderne i Bratsberg, som “besverges (besværes) med kulved at hugge til jernhytterne udi Akershus len, for samme arbeid skal være forskaanet mod en viss aarlige penges udgift for samme kulved at hugge.” Det har vel helst været til gruberne i Bærum. Det synes forøvrig være ubillig, at bønderne i Bratsberg paa nogen maate skulde “besverges” hermed.

31/7 s. a. fik han kongens brev fra Bergen om de tvende adels­personer, som skal kaldes de Lystruper, udi Bamble len, og som skal føre et forargeligt og meget ugudeligt levnet [12], likeledes om en kvinde, som for adskillige ugudelige bønner “skal beskyldes, saa og at have skilt en kvindeperson av med sit foster”. Det har altsaa været en troldkjærring, som det kanske tilsidst gik likesaa ilde som de 4 gamle koner: Mette, Ingerid, Guri og en til, som var fra selve Skien og brændtes der i 1632.

1/8 s. a. fik han et brev om “almuen over al Telemarken, som kommer tilhobe at holde kjørmisser[13] som der sammesteds udi lang tid for adskillige fantasier og vrange meningers skyld haver været brugeligt, da haver Vi naadigst for godt anseet, saadanne kjørmisser aldeles at afskaffe. Iligemaade, eftersom Vi og naadigst (man kunde da bruke dette ord rent ut i natten ogsaa!) erfarer, at den slemme last drukkenskab saa aldeles at have faaet overhaand hos almuen over forn. Telemarken, at almuen der sammesteds endogsaa om helligaftener sætter sig til drik natten ganske over, saa enten faa iblandt dem kommer til kirken, heller ogsaa vel beskjænket, da, efterdi saadan drukkenskab alene henser til Guds fortørnelse og andre fattige folk til forargelse, ville Vi herved naadigst befalet og strængeligen forbudet have, at ingen av menige almue over forn. Telemarken sig efter denne dag i saa maade om helligaftener, naar gudstjeneste om morgenen skal forrettes, med drik maa overlade (overlæsse) og besverge (besvære) og dersom nogen befindes herimod at gjøre, da at straffes, som det sig bør.“

Saa let gik det jo ikke, om det var selve kongen, som stræn­gelig forbød det, og han drak jo ogsaa noksaa bra selv!

17/2 1628 fik Urne brev om at anlægge et “blokhus ved Kongs­havn eller Brevigen med kugler og ammunition”.
5/7 1635 fik han brev om med ringeste bekostning at lade op­bygge en toldbod udi Kragevig.
14/7 s. a. fik han et lignende paalæg om at lade opbygge en toldbod i Langesund.
22/11 1638 fik han brev om, “hvorledes med dennem skal for­holdes, som taler eller svarer presten udi prædikestolen eller og hannem udi kirken overfalder (!), og hvad straf dennem derfor bør at paalægges, da bede Vi dig, at du skal tage dom paa dennem og siden dennem lade skikke paa Bremerholm, med mindre det ei er gjer­ninger, som de bør at straffes paa livet fore. “ Det maa vel helst ha været oppe i Telemarken, at slik formastelse kunde passere.

Eiler Urne bodde ogsaa paa Toldboden.

Ove Gedde (Giedde) til Tommerup 1640‑1650.

Ove Gedde har vistnok været en gudfrygtig mand, likesom han har været en fremragende dygtig mand, hvis navn tilhører den almindelige historie. Sammen med sin hustru Dorotea Urne, datter av Knud Urne til Aasmark, gav han Gjerpen kirke to store, mas­sive alterstaker av messing, betegnet med hans adelige vaaben og hans og hustrus forbokstaver: O. G. D. W[14]. Ogsaa andre kirker i lenet har han git saadanne alterstaker, om end mindre kostbare.

Ove Gedde

Saaledes Kviteseid ældgamle kirke. Alterstakerne i Kviteseid kirke er merket med aarstallet 1642, i Gjerpen kirke med 1643. I 1653 gav han, likesom Anne Gundersdatter paa Borgestad, 100 riksdaler ­til ny kirke i Skien. Han var vistnok ogsaa en rik mand. I 1615 betalte han i ”kopskat” for sig, frue og en datter over 15 aar, tilsammen 18 riksdaler for en “varagtig karl” 1 riksdaler, for en kjeldersvend 1 riksdaler, for en dreng 1/2 rdl., for 2 “fruens­ piger” 1 rdl., for 2 arbeidsdrenge 15 sk.

I 1641 lot Gedde foreta store reparationer paa Bratsberg, der var kommet saa i forfald, at det var omtrent ubeboelig, hvorfor formanden Eiler Urne vistnok heller ikke hadde kunnet bo der. Gedde bodde antagelig ogsaa en tid nede i Skien paa toldboden eller “søboden”, som den kaldtes, og som han i 1613 og 1614 likeledes maatte underkaste betydelige istandsættelser. Denne gaard, der laa paa “ Edet” , det vil sige ute ved broerne, nær den nuværende kanal, var 1/10 1639 blit avkjøpt Jon Thommessøn for 1500 riksdaler for at benyttes som toldbod, men blev paa grund av tilstanden paa Bratsberg oftere ogsaa midlertidig bopæl for lensherrerne eller de kongelige lensmænd. Ved reparationerne paa Bratsberg blev ifølge lensregnskaperne bl. a. kjelderen, som var halvveis nedfalden, utbedret, en vindeltrappe opsat fra nederste stue til de øverste  kammerser, likeledes en trap fra kjøkkenet op paa loftet og en dør anbragt mellem de øvre kammere, to nye vinduer indsat i kjøkkenet og et nyt vindu paa loftet over kjøkkenet; i stuerne, eftersom vinduer var savnet, indsattes fire nye o. s. v.[15] I det hele faar man herav det indtryk, at Bratsberg dengang ikke var nogen særdeles herskabelig bolig.

Ove Gedde lot i 1641 opføre ny bro over Langefos ved sjøboden, ut paa “ den første klosterø”; den kom paa 300 riksdaler. Likeledes en ny bro fra “den første klosterø” til ”den store klosterø”; den kom paa 125 riksdaler.

Ove Gedde var født 17de december 1594. 24 aar gammel reiste han, i november 1618, avsted paa sin berømte ekspedition til Ceylon og Ostitidien, hvorfra han først kom tilbake i mars 1622. I 1624 blev han inspektør over Kongsberg sølvverk ved dets anlæggelse samme aar og for en fjerdedel parthaver i verket. Kong Kristian og statholder Jens Juel hadde ogsaa hver sin fjerdedel; den fjerde fjerdedel var der flere om. Han bodde da paa Tislegaard i Sands­vær[16] I 1637‑1640 hadde han Tunsberg len, som han ombytter med Bratsberg. I 1641 blev Gedde “oberst” og chef for Akers­husske regiment, i 1645 riksraad. Han var forøvrig væsentlig sjømand. Derfor deltok han ogsaa i Kristian den 4des sidste krig 1643‑1645 som admiral. Han steg under krigen til “riks­admiral” og blev efter Kristian den 4des død medlem av interimsregjeringen. I krigen under Frederik den 3dje blev han fanget av svenskerne i 1658, sat længe i fangenskap og døde 2 maaneder efter løsladelsen den 19de december 1660, to dage over 66 aar gammel.

Siver Urne til Raarup 1650‑1655. Han fik forleningsbrev paa Bratsberg 18/4 1650. Begyndelsen av hans styrelse var skrækind­gydende. 16 mand i Bamble blev dømt til at bøte hver en mark sølv, “da de ikke kom at ro strenge og velbaarne Ziffvert Urnes jacht den tid, hans Strænghed kom hidop”. Den nye lensherre var nok i det hele en kar, som ikke var at spøke med. Nogle Gjerpen­sokninger, som ikke møtte i rette tid og holdt vakt over en tyv, maatte i 1655 bøte 2 ort hver, tilsammen 6 riksdaler. 8 mand, dels fra Eidanger, dels fra Gjerpen, som efter tilsigelse ikke var møtt frem paa Bratsberg til ulvejagt, maatte erlegge hver 1 riks­daler i bot. Siver Urne døde i Skien 1655. Hans enke Katarina Sehested blev senere gift med generalløitnant Hans Ahlefeldt.

Efter Siver Urnes avgang holdtes der 29/10 1655 i anledning over­leverelsen til den nye lensmand besigtigelse ved 6 mand baade av Bratsberg og av Søboden. Der hadde ogsaa været avholdt besig­tigelse 3/9 1650, da Urne tiltraadte. Om Bratsberg siges der ved besigtigelsen i 1650, at gaardens bygninger ikke saaledes befindes, at nogen kongens ombudsmand der residere kan, eftersom, der alene findes et gammelt stuehus, som folkene der paabor. Ved den senere besigtigelse 5 aar efter, i 1655, skildres dette som “et stort, gammelt træhus, som arbeidsfolkene har at tilholde (holde til i), ganske forraadnet, vinduerne skamferede, sønder . . . . to stuer, en nedenunder, en ovenpaa . . . . kjælderen ubrugelig”. Av inventar opregnes: 1 kakelovn; 1 gammel skive (væggebord); 1 mælkeskap, udygtig(t), 1 kjærne, ganske udygtig, 3 gamle bænker. Det høres ikke videre svært ut. Av uthuse paa Bratsberg nævnes.­1 gammel stald, brugelig, 3 fjøs do., 1 nyt fra Siver Urnes tid, 3 gamle lader i rad, ganske forraadnet og intet tjenlig længer at staa. Sammeledes en gammel kjølle, som heller intet dygtig eller tjenlig er. “ Særdeles fortræffelig var det nok heller ikke paa Hs. Maj.s sjøbod: Det østre hus ved vandet (altsaa ned mot elven og havnen), hvor bl. a. fruerstuen var, var temmelig medtat av regn og tak­dryp. Det søndre hus (ut mot fossen), hvor der var bryggerhus og kjøkken, var meget forraadnet og brøstfældig. Det vestre hus (altsaa op mot høidedraget og veien), hvor borgestue var, do. do. Om det nordre hus, hvor bl. a. kjelderen var, maatte ogsaa ordene “forraadnet” og “brøstfældig” idelig benyttes. Paa vinduerne i alle husene fandtes mest overalt nogen mangel og brøstfældighet. Stolpe­boden stod ovenfor gaarden ved fossen, stald og fæhus søndenfor. I den store flom i 1653 led sjøboden meget, saa den indtil videre blev ganske ubeboelig[17]. Siden ødelagdes den “yderligere af onde mennesker og plyndredes af tyve”, som det heter ved besigtigelsen i 1655. Der var i det hele 52 vinduer og 19 døre; det maa altsaa ha været et ganske anselig kompleks av bygninger. Mere specielt kan anføres: i østre hus var “junkers sengkammers”, “fruerstuen”, “kontrafeikammeret”, sengkammeret, ammestuen. I fruerstuen, med en trappe op til, fandtes 9 gamle vinduer foruten et litet vindu i trappen, et klædeskap, 1 bord, hyller rundt omkring. Under loftet var der malet. “I samme kammer findes gammelt rødt bay omdraget, gulvet lagt med stor astray, en dør med sine hængsler, laas og nøgel til.” Døren var altsaa i alle fald i komplet stand forsaavidt. Der var det da, de fine adelsfruer holdt til. I det nordre hus var skrivekammerset og et litet kontor. Der sat vel den strænge lensherre med sine skriverkarle. I det nordre hus var ogsaa “fade­buret”). Til gaarden hørte forøvrig baade have og ”løsthus”. I 1650 solgtes det, som var igjen, for 250 rdl.

Ove Gedde fik 29/12 1647 kngl. privilegium paa at anlægge et bergverk paa gaarden Slaattenes ved Langesund, som han hadde kjøpt. Han drev der med “en sort av stene, som med sølv er be­sprengt” (Riksregistr.).

Henning Valkendorf til Glorup 1656‑1657, utnævnt 1/5 1656. Ogsaa han bodde nede i Skien; men da sjøboden, efter hvad der kom frem ved besigtigelsen, ikke heller var beboelig, hadde han leiet Iver Jensens hus. Leien var 80 riksdaler aarlig, hvortil kom 15 riksdaler for boder og lofter. Valkendorf døde i Skien alt aaret efter sin insættelse. Efter hans død utbetalte fogden Hans Tidemand paa boets vegne tolder Hans Lucht 80 riksdaler for husleie i 8.1/2 maaned og 30 riksdaler for loft og boder i 2 aar.

Jørgen Bielke til Hovindholm 1657‑1661. Efter at ha været den sidste lénsmand i Bratsberg len under den gamle ordning, blev ­han ved suverænitetens indførelse den første amtmand efter den nye ordning, men stod bare et aars tid i denne stilling, 1661‑1662. Han hadde saa meget ellers at vareta[18].

Jørgen Bielke var søn av Kristian den 4des kansler Jens Bielke til Austraat og foran nævnte Sofie Brokkenhus. Han var født omkring 1615. I sin ungdoin tok han del i trediveaarskrigen, senere baade i ”Hannibalsfeiden”, Kristian den 4des sidste krig 1643-1645, og i krigen inot Karl Gustav under Fredrik den 3die. I disse krige steg han til generalløitnant over den norske hær. Han blev  i 1674 overkommandant i Kjøbenhavn og i 1675 statholder. Han steg saaledes, likeso Ove Gedde, til de høieste værdigheter i de forenede riker. Hans to brødre steg ogsaa høit, den ældre, Ove, blev kansler, som faren, og den yngre, Henrik, blev admiral. De hørte ogsaa til Norges rikeste slegt. Den ældste arvet ætte­gaarden Austraat, men Jørgen eiet herregaardene Tjerne og Hovindsholm paa Hedemarken, Tøien ved Kristiania og meget andet. Han var gift med den vakre Magdalena Sibylla Gersdorf, datter av riks­hovmesteren Joakim Gersdorf og en intim veninde ev Peder Grif­fenfeldt. Hvad kunde verden ha git mer?



[1] Se Øverland, III. Norgeshistorie, III, s. 524 fl., 540 og 546.

[2] Sml. Chr. Lange, De norske klostres historie.

[3] Efter Norske rigsregistranter, som ogsaa er kilden for flere av de følgende meddelelser.

[4] Mere om ham og hans sønner kan læses hos Lorens Berg i hans bygdebok “Hedrum”, under Fresje.

[5] III. Norgeshist. IV, s. 546 fl.

[6] født 1579, død 1628.

[7] Se herom senere under Fossum.

[8] Se Norske herredagsdombøger, utgivne av E. A. Thomle.

[9] Den utgjorde, ifølge B. H. Løvenskiold, ved denne tid 481.1/2 daler aarlig og av Gimsø kloster 503 daler.

[10] Se riksregistranterne for 1604

[11] Sml. Person. hist. tidsskrift, 2den række, V, s. 254 fig, hvor der dog er nogle unøiagtigheter i tidsangivelserne.

[12] En lagmand Nils Lystrup eiet 1551 Birkevold med Lillegaarden, Slevolden, Traaholt, Lanner og Kokkersvold i Eidanger. Er disse Lystruper efterkommere av ham?

[13] Kjørmisser, d. e. kirkemesser, var egentlig fester til høitideligholdelse av kir­kernes indvielsesdag, men utartet til rene fyldelag. Biskop Glostrup ivret meget mot dem paa sine visitaser.

[14] Se billede av Gjerpen kirkes kor, Gierpen I, s. 26.

[15] Se Andreas Blom, Efterladte optegnelser, utgit ved J. L. Qvisling.

[16]Tislegaard overlot han i 1648 til en av sine svigersønner, Gersdorf. Efter T. O. Gran, Sandsværs saga. Eni søn av Ove Gedde, Brorstrup Gedde, blev 1653 oberberghauptmand  ved Kongsberg sølvverk og fra 1658 direktør ved samme; han døde i Kristiania i 1668 (Gran).

[17] Den store flom i 1653 var paa sit høieste den 3dje september. Ifølge ind­beretiiiiigerne strøk dengang en mængde sagbruk med baade i og utenfor Skicii. I Skien sprængtes lænserne, og en masse tømmer drev utfor fossene og iiedo%‑ei­liele fjordeii. Damfosbro og hangefosbro blev ganske ødelagt. Aaret før, natten til 14de februar 1652, hadde der inde i byen været en svær ildebrand, livor ogsaa kirken brændte. I Skien har de ofte hat baade avandsnød” og (~ildsvaade”, som der i bønnen bedes om at fries og skjermes ifra.

[18] En fortegnelse over amtmændene med nærmere oplysninger om de enkelte er indtat i Gjerpen I, s. 186 fl.