NAVNET TELEMARK OG GRENLAND.

Av Alexander Bugge.

 

 

 

Før Harald Haarfagre samlet Norge, var vort land — vet vi — delt i en række større og mindre riker. Nogen, som Yng­lingekongernes rike i syd og Haaløygjarlernes i nord, bestod av flere oprindelig uavhængig smaariker som var smeltet sammen. Fra Harald Haarfagres tid av, mulig alt før, blev disse smaa­rikene kaldt fylker, og Norge blev nu inddelt i fylker. Ordet "fylke" (gl. n. fylki) er dannet av folk (egt. »flok, krigerskare«, siden »folk«) og betegner fra først av stammen som krigerskare, like ens som fylkir i diktningen brukes om »hærens øverste, fyrste«. Fylkesinddelingen er vistnok ældst i Trøndelagen (Þróndheimr), dér fylkerne hadde samme utstrækning som her­rederne andetsteds i Norge, og derfra har navnet bredt sig til de andre deler av Norge og blev brukt om de engang uavhæn­gige og selvstyrende stammer og smaariker som siden smeltet sammen til kongeriket Norge.

 

Stammer som styret sig selv og stod under egne høvdin­ger, har det fra ældgammel tid været i Norge; de gaar ialfald til slutten av bronsealderen, omkr. 500 f. Kr. Snart blev stam­merne til folk og deres omraade til riker. Den romerske histo­rieskriver Tacitus skrev i aar 98 e. Kr. sin navngjetne bok »Germania« ; her møter vi for første gang navnet paa et folk paa den skandinaviske halvø, Svearne (Suiones).[1]  »De er«, hører vi, »mægtige, ikke bare ved mænd og vaapen, men ogsaa ved flaater« og styres av en sterk kongemagt. Svearne var med andre ord alt ved Kristi tider mere end en stamme, de hadde et helt rike, opstaat ved sammensmeltning av flere folkland[2] el­ler fylker; Tacitus taler ogsaa om Suionum civitates (»Svearnes stater«); en nordbo vilde kanske ha sagt »Svearnes folkland«. I første halvdel av 2.aarhundred e. Kr. levet i Alexandria græ­keren Klaudios Ptolemaios; i sin geografi fortæller han ogsaa om Skandia, den Skandinaviske halvø, og nævner syv folk paa den, deriblandt i nord Finner eller Kvæner, i syd Gutai, (d. e. Gøtar) og Daukiones (d. e Daner?) og i vest Chaideinoi (d. e. indbyg­gerne av Hedemarken, gl. n. Heiðnir),[3] samt tre andre folk eller stammer, som vi ikke sikkert kan forklare navnene paa. Vi ser av dette at det ved Kristi tider var tre eller fire riker paa den Skandinaviske halvø, Svearnes i øst, Heinernes eller Hedemar­kingernes i vest, Gøtarnes i sydvest og Danernes længst i syd (i Skaane).

 

Saa kom folkevandringen, germanske folk trængte ind over Romerikets grænser og grundet riker paa dets grund. Ogsaa krigere og krigerflokker fra de nordiske lande var med paa disse færder, og folk i Middelhavslandene fik nu for første gang høre litt nærmere om den Skandinaviske halvø i skrifter som delvis endda er til. Den vigtigste av disse skildringer er fra mitten av 500-tallet paa latin hos Goteren Jordanes i hans skrift »Om Goternes æt og storverk« eller Getica som det kortere kal­des. Jordanes var ellers ingen original skribent. Hans verk er mest en gjenfortælling av den romerske statsmand Cassiodorus, ven og raadgiver til Østgoterkongen Theodorik den store. Skil­dringen av den skandinaviske halvø er merkelig ved de mange nye stammenavne og skriver sig uten tvil fra en norsk konge ved navn Rodulv eller RoIv (Roduulf) ; om ham fortæller Jordanes høitravende »at han foragtende sit eget rike ilet til Goter­kongen Theodoriks skjød og fandt det (d. e. den hjælp) han søkte«. Jordanes nævner en hel del stammer i det senere Norge, baade i Haalogaland, paa Østlandet og langs kysten, deriblandt paa Østlandet Raumaricii og Ragnaricii. Raumaricii er indbyggerne - av Romerike (Raumariki), Ragnaricii er indbyg­gerne av Ranrike (Ránríki), landet mellem Svinesund og Gjøta­elven, det nuværende Bohuslen.[4] Raumerne var ved denne ti­den et mægtig folk; de nævnes paa 600-tallet i oldengelske kvad, som fortæller om hændelser i Norderlandene i førstningen av 500-tallet, og kaldes dér Heaðo-Reamas (»Strids-Raumer«, d. e. de stridbare Raumer). Raumaríki betyr »Raumernes rike« ordet rike (gl. n. ríki) har Germanerne laant fra Kelterne (paa irsk heter det ríge; sammen med ríki hører gi. n. ríkr »mæg­tig« og irsk rí, gen. rig »konge«, samme ord som latinsk rex, gen. regis). Det var av sine keltiske naboer at Germanerne først lærte at slutte sig sammen i stater som var styret av konger; Kelterne hadde vel igjen lært det av de italiske folk. Fylkes-navnene paa -riki hører hjemme i det østlige Norge; foruten Raumarike og Ranrike har vi Ringerike (Hringaríki, Ringaríki d. e. Ringernes rike), som engang maa ha været et særskilt fylke, men ikke var det i historisk tid.

 

Av fylkerne langs kysten av Norge har de fleste navn som ender paa land; Grenland, Rogaland (d. e. Rygernes land), Horðaland (d. e. Hordernes land) og Háleygjaland (d. e. Haaløy­gernes land). Inde i landet har vi Hadeland (Haðaland), d. e. Hadernes land, av folkenavnet Haðar; senere blev foruten Haðaland til Haðafylki regnet Land, Þótn (Toten) og Hringaríki. Den samme endelse har vi ogsaa mange steder utenfor Norge, f. eks. Jylland, Frisland, Northumberland og England. Den fo­rekommer endda ikke hos Jordanes, men den maa være kommet i bruk alt før Vikingetiden. Derimot regner Jordanes op en hel række stammer langs syd. og vestkysten av Norge. Han fortæl­ler først om Danerne og siger at »de av alle Skandias folkestammer gjør krav paa det første navn paa grund av sin høie vækst«. Derefter fortsætter han: »Dog av disses legemshøide er ogsaa Grannii, Augandzi, Eunixi, Taetel, Rugi, Arochi, Rannii«. Av disse navn kan Eunixi ikke sikkert tydes. Augandzi hører sammen med Egðir, indbyggerne av Agder (Agðir); Rugi er Rygerne (Rugir,), indbyggerne i Rogaland; Arochi (for Arothi Harothi) er indbyggerne av Hordaland. Taetel er muligens Þ ilir, indbyggerne i Þelamark, Telemark; Grannii er Grenir, ind­byggerne i Grenland. Baade Grener og Teler var altsaa ved aar 500 særskilte stammer. Navnet Grenland forekommer før­ste gang i Tjodolv fra Kvines »Ynglingatal« (d. e. opregning av Ynglingerne eller Ynglingekongerne) som han i slutten av 800-tallet diktet til ære for Ragnvald den hæderhøie (Rognvaldr heiðum-hárr), søskendebarn til Harald Haarfagre og konge i den sydlige del av Vestfoldriket (og vel ogsaa over Grenland).

 

Det heter i Yngiingatal (str. 35) om Olav (Åleifr,) Geirstad­alv, søn til Gudrød Veidekonge:

Olav med styrke

styret fordum

over Vestmars

vide grund,

guderne lik,

og Grenlands fylke.[5]

 

Grenland hørte altsaa paa 800-tallet til Ynglingekongernes rike og blev siden regnet for en del av Vestfold. I skibslisten i Gulatingsloven (kap. 315) nævnes Grenerne sammen med Vik­verjerne.[6] Hvad tid Grenland er kommet under Vestfold, vet vi ikke. Det maa ha været engang mellem aar 500 og aar 800. Fra mitten av 1100-tallet blev det atter regnet som et sær­skilt fylke. Grenland var oprindelig bare navn paa bygderne vest for Skienselven og rundt Nordsjø, med andre ord paa So­lum med Mælum, Holla, Lunde med Flaabygd, Nesherad, Saude, Bø og Drangedal. — Tørdal som nu er anneks til Drangedal, hørte derimot til Telemark. — I gamle brev er det bare disse herreder og sokner som siges at ligge i Grenland.[7] Men i vi­dere forstand blev hele det senere Bamble fogderi, Sannidal, Skaatøy, Bamble, Eidanger, Gjerpen (det gamle Hofund) og Slemdal eller Siljan, regnet til Grenland.

 

Navnet Grenland betyr efter den almindelige opfatning »Grenernes land«. Første led er folkenavnet Grenir i stammeform, andet led er land, like ens som i Jótland — av folkenav­net Jotar (Jyder), Gautland av Gautar (Gøtar), Gotland — av Gotar (Gotlændinger, egi. Goter), Frísland — av Frísar (Frisere) o.s.v. Folkenavnet eller stammenavnet het i middelalderen Grenir eller Grœnir.7  Like ens kaldes fylket i gamle brev baade Grenland, Græland og Grœnland, likesom gaarden Grini i Gjerpen i gammel tid mulig het baade Gronin og Grenin; dette navn er sammensat av gron, f. »grane og vin, et gammelt ord som betyr »græsgang«[8]. Av gron mulig vel ogsaa folkenavnet Grenir dannet. Den dag idag er det jo svære granskoger rundt Nordsjø, og i gammel tid strakte skogen sig uten tvil endda videre.

 

Vanskeligere at tyde er navnet Telemark, (Þelamork).  Det er let at se at første led kommer av  folkenavnet som i genitiv flertal heter Þilir (uten i-omlyd), like ens som Rygir og Rogaland, Háleygir og Hálogaland. Men hvad betyr Þilir? Den rimeligste forklaring som professor Magnus Olsen har gjort mig opmerksom paa, er git av professor Bengt Hesselmann i Gøteborg,[9] Han sætter det i sammenhæng med gl. norsk Þel. som betyr »grund, underlag, bund«, og som findes i en mængde betydninger, som er avledet derav og som han anfører:

I.              »Grund, underlag i den egentlige væv i et klædnings­stykke (i motsætning til det som sættes paa for at gjøre det smukkere, saasom brodering, nop eller frynse), norsk tel« (Ivar Aasen).

II.            Grundfarven i et maleri, i motsætning til bilderne der­paa, isl. Þel,

III.           Den mørkeste delen av natten, gl. n. náttarÞel, jfr. norsk maane-tel »den mørke del av maanen som viser sig kort før og efter ny (Ivar Aasen).

IV.           Grundstykket i en plog, norsk tel (Ross).

V.            Stof, materie, ogsaa mod, sindsstyrke; »D’er godt Tel i den Guten« (Aasen).

VI.           Sind, gemyt, isl. Þel í Þeli niðri » i sindets inderste«.

VII.          Skogmark eller fjellmark av et vist slag, norsk tel, m. (eller oftere tele, svagt m), svensk tjäl, m.

 

Ifølge Geijer (Språk och stil VI, s. 239) synes tjäl i Jemt­land at »tendera till ar beteckna stora skogsmarker i hela deras utsträckning, vari då myrar, moar, ensliga berg och annat be­traktas ungefär som öar i en sjø«. Denne betydning erindrer om betydning I og særlig om II, siger Hesseirnan. »Hit hör väl«, fortsætter han, »Þel det gamle namnet paa Telemarken, och så Þilska »den telska« (aa Þilskunne D. N. I n. 576)[10], substantiverad adj. med underförstått iqrd (enligt O. Skulerud, Arkiv f. nordisk filologi VIII, 235). Men Þel kunde möiligt ochså betyde inlandet (vårt: djupt in i landet) i motsats til kusttrak­terna«. Denne forklaring synes mig slaaende rigtig, og jeg har intet at føje til den. Jeg skal bare nævne at i Fridtjof Nansens »Nord i taakeheimenc (s. 45 anm.) har avdøde professor Alf Torp git en nærliggende forklaring av navnet Telemark som, heter det, »kanske maa avledes fra det norske ord tele, oldnorsk Þeli, frossen jord«. Hesselmans forklaring passer dog, synes jeg, endda bedre. Ser en fra et høit fjeld ut over Telemark, ser en ikke andet end fjeld og hej og skog med elver og vand indimellem; menneskenes boliger fremtrær bare som smaa, lysgrønne flekker i ødemarken. En kan godt tænke sig dette navnet git av folk som korn fra de brede, store bygdene i Grenland og Vestfold. Men hvad betyr Þelamork som har fortrængt det ældre navnet Þel?  Før jeg prøver at forklare det, maa jeg fortælle litt om utstrækningen av det gamle Þelamork og om dets ældste historie.

 

Þelamork omfattet alle de indre dalene ovenfor Grenland, dér vasdragene samler sig i Skiensvasdraget, med andre ord Tinn med Hovin sokn, Heddal, Lisleherad, Gransherad, Sauland, Hjartdal og Tuddal, Seljord med Aamotsdal og Flatdal, Brunke­berg med Ordalen og Morgedal, Kviteseid, Laardal med Højdalsmo og Eidsborg, Mo med Skafsaa, Vinje med Nesland og Rauland med Øyfjøll samt — med forbindelse med Arendals ­og Kragerø-vasdragene — Fyresdal, Vraadal, Nissedal og Tørdal, som nu er anneks til Drangedal.[11] Oprindelig har dog, tror jeg, Telemark været mindre, og de sydvestlige herreder, Fyresdal og Nissedal og mulig Vraadal, har hørt til Raabyg­gjelaget. I to tinglysninger utstedt av lagrettemænd og nævndermænd (dornsmænd) i Fyresdal i første halvdel av 1600-tallet kalder disse sig »eidsvorne Laugrettismendir, och Neffnder­mendt y Førisdall Neden for Rastenn«[12]  Røsti er endda navn paa en aasryg som hvælver til begge sider paa vestsiden av Skræ­vatn og paa grænsen mellem Fyresdal og Skafsaa. I Gudbrands­dalen nævnes i Magnus Lagabøters Landslov[13] og i et brev av 1335[14] Røst som grænse mellem Nordre og Søndre Gudbrandsdalen, vistnok det sted som senere kaldtes Røsten og var en kleiv ved skillet mellem Kvarn og Sødorp i Nordre Fron.[15] Gudbrandsdalen var delt i fyrir nor ðan Rost og fyrir sunnan Rost. Likeens har da Telernarken, eller Vesttelemarken, synes det, været delt i Þelamork fyrir nor ðan Rost og Þelamork fyrir sunnan Rost. Navnet hænger vel sammen med gl. n. rost f.gen. rastar som betyr: 1. vei, 2. Landstrækning (heimrost motsat útrost »utmark«), 3. et vist længde­maal (gl. svensk rast).[16] Ordet har vist bibetydning av »grænse, skille«. I nynorsk betyr rast bl. a. »Bjergryg eller Jordryg, som strækker sig opad en Fjeldside, f. eks, imellem to Bække­løb« (Ivar Aasen).

 

Dette skille mellem bygderne nord og syd for Røsti er sikkert ældgammelt. Bygderne syd for Bandak eller syd for Røsti skulde da oprindelig ha hørt til Rogaland eller senere til Raabyggjelaget. Hermed kan sammenstilles den oftere omskrevne fortælling i den islandske saga om kong Halv og kjæm­perne hans (Hálfs saga, k. 2): Ogvaldr konungr bjó á Róga á.Josurheíði; hon er i milli Rogalands ok Þelamerkr; Þat kalla menn nú Viði (d. e. »kong Ogvald bodde paa Roge paa Josurheii; den er mellem Rogaland ok Telemark; det kaller folk nu Viðir.) Nogen gaard som heter Roge (Rogi) kjendes nu ikke. Med Josurheiðr er Jusureid i Dalane i Brunkeberg blit stillet sammen, mens Viðir skulde være Veum sokn i Fyresdal (i mid­delalderen Viða sókn). Ligger det noget historisk til grund for denne fortælling, kan ialfald den islandske sagaskriveren ikke ha kjendt stort til Telemark, siden han tror at Jusureid i Dalane paa nordsiden av Bandak og Veum syd for Bandak er det samme eller kunde regnes sammen. Mulig er Josurheiðr ikke Jusureid, men som konsul Hans Holta mener, Jysereid i Drange­dal.[17] Mere at lægge merke til er dog sagaens ord om Viðir som paa sagaskriverens egen tid (1200 tallet) har været regnet for et grænseland. Viðir kan, som nævnt, neppe være noget andet end Veum sokn i Fyresdal, og Veum ligger like søn­denfor Røsti. Hermed stemmer det vel overens at Fyres­dal, Vraadal og Nissedal i maalføre ligger Rygjamaalene nær­mere end de andre bygdemaal i Vesttelemark gjør. Jeg har andetsteds nævnt at Birtedalen i Fyresdal helt ned til 1600 blev regnet til Raabyggjelaget og prøvet at vise at hele Fyresdal rimeligvis engang har hørt sammen med Sætesdal og staat un­der herserne paa Rike i Valle.[18] Ellers er det litet vi vet om Telemark i de ældste tider. Om Taetel hos Jordanes betyr Te­ler, er uvisst; men Telerne har sikkert alt i ældgammel tid ut­gjort en stamme for sig selv, og slik fremtrær de ogsaa i saga­erne og i diktningen, med sit sterke særpræg, sit ranke lynne og sin kjærlighet til hjembygden. Bygdepatriotismen skinner tyde­lig gjennem i diktningen om Braavallaslaget og om Starkads død, som begge, mener forskerne, er diktet i Telemark. Starkad, den gamle kjæmpe, seiret i alle strider, bare mot Telerne laa han under.

 

»Mod Thelemarken jeg feided,

hug jeg i Hovedet fik, og blodige Pander der vanked,

haarde var Smedenes Slag, da med Hamre min Isse de ramte.

Der fik jeg første Gang kjendt, hvad Kraft i et Hammerslag findes,

lærte tillige hvad Manddom og Mod der hos Bønder kan bygge.«[19]

 

Telerne var nok en særskilt stamme, men Telemark har vist aldrig været et rike eller en virkelig stat. Saxo Gramma­ticus nævner vel engang kongen av Telemark,[20] men han er bare en sagnfigur. Ellers hører vi bare om høvdinger i Telemark,[21] i førstningen av Harald Haarfagres regjering eller litt før næv­nes en herse i Tinn ved navn Ulv Gylde, som vi nedenfor skab tale mere om, og Saxo Grammaticus fortæller om en herse i Telemarken ved navn Gunne.21 Vi tør da tro at det ved be­gyndelsen av den historiske tid i Telemark var flere uavhængige bygdehøvdinger, som bar hersenavn. Heller ikke hørte Telemarken til noget av de store tinglag, som ved denne tid be­gyndte at danne sig i Norge. I den latinske Norgeskrønike (Historia Norvegiae) fra omkr. 1200 regnes Telemark for et patria (egt. »fædreland«, her navn paa en større landsdel) sam­men med Raabyggjelaget,[22] som i gamle dager omfattet Sætes­dal (Setr), Evje prestegjeld (Otrudalr), Gjevedal (Gifardalr), Ve­gaarsheien, Aaseral (Ásaráll)  m.m.

 

Snorre fortæller at Teler var mellem Harald Haar­fagres motstandere i slaget ved Hafrsfjord.[23] Men de to høy­dinger som nævnes, brødrene Roald Rygg og Hadd den haarde, er sagnfigurer og hører oprindelig hjemme i diktningen om Braavallaslaget, saa fortællingen er ikke at lite paa.[24] Sagaerne fortæller intet om at Harald lagde Telemark under sig. Sandsynligvis har Telemark, likeens som Grenland, alt før Haralds tid været løst knyttet til Ynglingekongcrnes rike. Høvdingerne sendte overkongen i Vestfold vennegaver, men svaret ham ingen skat, og Telerne hadde, dengang som siden, liten hug paa at svare skat, det være sig til kongen eller til kirken. Derfor vakte Haralds nye skattepaabud stor harme, og bønderne negtet at svare skat. I den paalitlige islandske Landnáma-bók (V k. 8) fortælles det at Ulv Gylde (Ulfr Gyldir)[25] var en mægtig herre i Norge og bodde paa Fivlavollen i Tinn (á Fiflavollum i Tinzdale).[26]  Hans søn var Aasgrim. »Kong Harald Haarfagre sendte Tororm, sin frænde, fra Truma (Tromøy) paa Agder for at kræve skat av Aasgrim, som kongen bød ham; men han vilde ikke betale; for han hadde litt før sendt kongen en gautsk hest og meget sølv, og sa at det skulde være gave, men ikke skat, for han hadde aldrig før svaret skat. Kongen sendte pengene tilbake og vilde ikke ha dem.« Næste aar kom Tororm igjen. »Aasgrim stevnet bønderne til ting og spurte om de vilde ut­rede slik skat til kongen som blev krævet. De bad ham svare for sig, men de ønsket dog ikke at betale. Tinget var like ved en skog, og før de vidste ord av det, løp Tororms træl frem og paa Aasgrim og dræpte ham. Bønderne dræpte ham straks.« Torstein, søn til Aasgrirn, var da i hærnad. Da han spurte drapet paa sin far, solgte han sine jorder for sølv og seilet til Island. Denne fortælling er vistnok i hovedsaken historisk, den viser, at Telemark før Hafrsfjordslaget var etslags lydrike under Ynglingekongerne i Vestfold. Henved 930 delte Harald Haar­fagre riket mellem sine sønner. Han gav da, fortæller Snorre, Vingulmark, Raumarike, Vestfold og Telemark til Olav, Bjørn, Sigtrygg, Frode og Torgils.[27] De to sidste er uhistoriske. Sand­synligvis hersket Bjørn Farmand, som var konge i Vestfold, ogsaa over Grenland og Telemark. Og Grenland og Telemark har siden hørt ihop til de paa 1200-tallet blev slaat sammen til Skiens sysle.

 

Telemark laa saaledes i den ene ytterkant av Yng­lingekongernes gamle rike. I den anden ytterkant, i nord, laa Hedemarken (Heiðmork) og i den tredje, i sydøst, Vingul­mark (Vingulmork), som senere var delt i Oslo syssel (Aker og Follo fogderi) og Borgesyssel (Smaalenene). Jeg har før nævnt Heinerne (Heinir, oprindelig Heiðnir) som indbyggerne av Hedemarken kaldtes, og fortalt at de under navnet Chaideinoi alt nævnes av den græske geograf Ptolemaios. De blev tidlig en av de mægtigste stammer paa den skandinaviske halvø. Det oldengelske heltekvad Vîdîsth nævner dem ved siden av Hor­derne.[28] Mjøsen blev i gammel tid kaldt Heiðsæfi eller Heiðsær, d. e. den heinske eller hedemarkske sjø, og indbyggerne rundt den Heiðsefar; dette blev siden til Eiðsifar ved folkeetymologisk tilknytning til Eið eller Eiðsvollr, fordi det fælles ting som indbyggerne i Hedemarken, Raumarike og Hadafylke hadde sluttet sig sammen til, blev holdt paa Eidsvoll. Denne sam­menslutning maa være utgaat fra Hedemarken. Det viser Heiðsæfislog, det ældste navn paa tingforbundet, og HeiðsæfisÞing, det ældste navn paa Oplændingernes fællesting. Heinerne maa følgelig i gammel tid ha underlagt sig Hadafylke og Raumarike. Det er kanske et minde derom naar sagaerne fortæller at kong Øystein Øysteinsson paa Hedemarken paa Halvdan Svartes tid lagde Raumarike under sig.[29] Det fortælles videre at Halvdan Svarte holdt slag med kong Øystein og fordrev ham, men for frændskapets skyld gav ham halve Hedemarken.[30] Siden hadde Harald Haarfagre, i førstningen av sin regjering, strid med søn­nerne til kong Øystein som paany søkte at gjøre sig uavhæn­gige, men vandt seir og lagde nu Hedemarken fast under sig.[31] Længere nord end til Hedemarken naadde før Harald Haarfagres tid Ynglingekongernes rike ikke. Det var Harald som i sine første kampe lagde Gudbrandsdalen under sig,[32] og Hedemarken var før hans tid et slags lydrike under Vestfoldkongerne. Det stod under egne fyrster som mulig svaret skat til overkongen.

 

I syd utgjorde den nordlige del av Vingulmark, som nævnt, grænsen for Ynglingekongernes rike. Sagaerne fortæller at Gudrød fik halve Vingulmark (d. e. Oslo sysle) med sin hustru, datter av kong Alv av Alvheimar. Alvheimar var navn paa landet mellem Raumeiv (Glommen) og Gautelv (Gøtaelven). Siden hadde Halvdan Svarte strid med kong Gandalv av Alvheimar; men det endte med at han beholdt halve Vingulmark, som hans far hadde hat. Harald Haarfagre hadde ogsaa i førstningen av sit styre strid med kong Gandalv, men fældte ham og underlagde sig landet helt syd til Raumelven.[33] Efter dette har det paa Østsiden av Folden været egne konger, som længe hadde strid med Ynglingekongerne om Vingulmark. Sandsynligvis har dog Alvheimar og Vingulmark, likeens som Vestfold, engang hørt til Danmark og de konger som nævnes, har bare været underkonger under Danekongen. At Vestfold omkring aar 800 hørte til Danmark, fortælles i de samtidige frankiske riksannaler. Dér fortælles det, at i 813 var de to danske kon­ger Harald og Ragnfrød ikke hjemme, men var med krigshæren draget til Vestfold (ad Westarfoldam). »Denne egne, heter det, »er den ytterste av deres rike og ligger mellem nord og vest og vender mot nordspissen av Britannien. Deres fyrster og folk nægtet at vise dem lydighet. Efterat ha undertvunget dem vendte de (> : kongerne) hjem«. Likeens var det rimeligvis paa østsiden av Folden. Ynglingasaga (k. 46) fortæller at Øystein, søn til Haivdan Hvitbein, var konge paa Vestfold. Han hadde strid med en konge paa Varna (det nuv. Rygge herred i Smaa­lenene), som het Skjold (Skjoldr,). I Fagrskinna, som er ældre end Heimskringla, fortælles det (s. 388) at »kong Harald (Haarfagre) gav Guttorm sin frænde det rike, som Skjold før hadde raadet over«. Skjold skulde altsaa ha været konge i det syd­lige Vingulmark baade paa kong Øysteins tid og paa Harald Haarfagres tid, og samtidig var Gandalv konge dér. Skjold er ellers ikke noget norsk, men et dansk navn; Skjold, som kald­tes søn av Odin, var stamfar til Skjoldungerne, den danske kongeæt. Jeg tror at Skjold i sagaerne betegner ikke en enkelt mand, men de danske konger i det hele og at vi i dette navn har et minde om Skjoldungernes gamle overherredømme paa østsiden av Folden. Ogsaa arkæologerne mener at det senere Smaalenene engang har staat under Danmark. Vi vet jo ogsaa at Danekongerne helt ned til Valdemar Seiers tid gjorde krav paa herredømmet over Viken, at de flere ganger virkelig hadde magten dér og at Harald Blaatand sendte jarler dit forat kristne folket.[34]

 

Mulig kan vi av dette forklare navnene Þelamork, Vingulmork og Heiðmork. Þelamork er, som nævnt sammensat av Þela (gen. flertal av Þilir) og mork. Første led i Vingulmork er vistnok ogsaa et gammelt stammenavn. Første led i Heiðmork maa være heiðr »hei, ubebodd, skogløs og jevn stræk­ning. « De brede bygder i Hedemarken var uten tvil tid­lig temmelig skogløse. Heiðr maa være det ældste nav­net paa Hedemarken; endelsen mork er siden føiet til. Heið­mork kjendes ikke fra skaldedigtningen og noget derav dan­net folkenavn eller adjektiv var ukjendt i middelalderen. Ind­byggerne kaldes altid Heinir eller Heiðnir og de derhen hørende adjektiver er heiðskr, heinskr eller heinverskr. — Navnet Heinir er dannet av heiðr paa samme maate som Heggnir av Heggin (det gamle navn paa Eidsborg i Smaalenene), Eynir, indbyggerne av Inderøen og Ytterøen, av Ey osv. — Likeens er det med Þelamork[35] og Vingulmork. Disse navn maa være yngre end fylkenavnene paa riki. For alt Jordanes har, som vi har set, folkenavnet Raumarici og Ragnarici. Men hvad betyr endelsen mork? I gammelnorsk betyr mork 1) skog, 2) ødemark, likesom marken, skogen paa flere steder i Norge endda brukes i motsætning til bygden og den dyrkede jord.[36] Betydningen »skog« har kanske mork i herredsnavnene Aremark (Aramork,), Ømark (øyjamork) og det nu forsvundne Aursmork i Smaalenene.[37] Betydningen ødemark har vi kanske i Finmarken (Finnmork); i sagaerne brukes ogsaa mork, morkin usammensat i samme betydning som Finnmork. Men i Heiðmork passer disse betydninger ikke. Det er litet rimelig at de alt længe før folkevandringstiden tætbyggede, aapne bygder ved Mjøsen senere har byttet om sit gamle navn Heiðr med et som betyr »Heinernes skog« eller »Heinernes ødemark«. Det samme gjælder navnene Þelamork og Vingulmork. Men mork betyr oprindelig »grænse, grænseland« ; det var fordi det ved landegrænserne gjerne var skog og ødemarker, at mork siden kom til at betyde »skog, ødemark«. Gotisk marka, oldhøitysk marka, angelsaksisk mearc betyr alle »grænse, grænseland, distrikt«, Betydningen »grænse, land« har mork engang hat ogsaa i gammelnorsk. Vi har et minde derom i en kjenning i et av Eddakvadene, hvor mork menja »smykkernes land« brukes som be­tegnelse for en kvinde.[38]

 

I Frankerriket blev grænselandene kaldt Marker (»Marken«, lat. marca eller limes, egt. grænselinje); disse »marker« blev under Karl den store, og mulig tildels alt under Pippin, hans far, organisert som grænsegrevskaper eller markgrevskaper som de siden kaldtes, dels for at værge landet mot fiendtlige over­fald og holde de undertvungne folk i age, og dels for at koloni­sere de nylig vundne landsdeler. En av de ypperste tyske retshistorikere definerer en mark saaledes[39]: »Marken er et forland som er tat fra fienden og beskyttet ved borger- og militær-poster; den franskiske forvaltnings ordentlige indretninger var ikke gjennemført her, og derfor blev marken heller ikke anset for en virkelig del av riket, men for et tilbehør til dette« Slike »marker« var den bretonske mark paa grænsen av Bretagne, som mulig stammer fra kong Pippins tid, den spanske mark paa sydsiden av Pyrenæerne, som blev grundet mellem 785 og 792, og markerne i øst mot de slaviske Sorber og Tsjeker, og mot de mongolske Avarer (den avariske mark blev grundlagt i 805). Marken var underlagt en greve, en abbed eller andre høie lensmænd, og markgreven (marchio som han siden almin­delig blev kaldt) hadde en friere stilling og større magt end de andre grever og styret ofte over flere grænsegrevskaper; stundom var det ogsaa flere markgrever i én mark. Likeledes var det undertiden i markerne indfødte, arvelige fyrster, saaledes i den bretonske mark og i den avariske mark (i det nuværende Østerrike). Disse fyrster var temmelige selvstændige likeoverfor de frankiske grever. I nogen av markerne betalte den undertvungue befolkning skat, men ikke i andre. I det hele synes ordningen i markerne under Karl den store at ha været midlertidig og fo­reløbig og ikke ens paa alle steder; markerne var det første skridt til at indforlive de undertvungne lande i Frankriket.[40]

 

Karl den store (Carolus Magnus) og hans ordning av sit vældige rike blev det store forbillede for folk og fyrster rundt i Europa nord for Alperne. Han har git sit navn til konge­dømmnet i Østeuropa (polsk korol’, russisk korólj, magyarisk király, albanesisk kralj, tyrkisk kral og græsk králés som alle betyr »konge«). Carlus’s sverd var hos Nordmændene i Dub­lin sindbillede paa kongsmagten. Og vi mindes Sigvat skalds ord da han hadde git Olav Haraldsons nyfødte søn navnet Mag­nus: »Jeg kaldte ham efter kong Karlamagnus; han visste jeg var den bedste mand i verden.[41] Ynglingekongerne i Vestfold optok ogsaa flere indretninger fra Frankriket; saaledes oprettet de efter forbillede derfra faste rnarkedsplasser (kaupangr het det paa gl. norsk) og meget av det nye i Harald Haarfagres styre var laant fra Karolingerriket.[42] Mon ikke dette og er tilfældet med navnene Heiðmork, Þelamork og Vingulmork? De har været en slags marker, løst organiserte grænselandskaper like ens som de frankiske marker. Derigjennem faar ordet mork sin forklaring. Det passer for disse landsdeler i betydningen


»grænseland«, men ikke i betydningen »ødemark« eller »skog«. At det var hjemlige konger og høvdinger dér, strider jo heller ikke imot ordningen i de frankiske marker. Ynglingekongerne har vist ikke faat tanken til disse marker paa første haand fra Frankerriket, men fra Danmark. Ved aar 813 stod jo Vest­fold endda under Danmark og maa ikke længe efter ha gjort sig uavhængig. Vingulmark har, tror jeg, fra først av været en dansk grænsemark.

 

De danske konger, som var blit naboer til Karolingerriket, var selvsagt endda sterkere end Nordmændene paavirket av dette. Kong Godfred, Karl den stores motstander, hadde saale­des magten ved kysten av Meklenburg, og av kjøpmændene dér i en by ved navn Reric krævet han told (vectigalium per­solutione). Men told var i de ældste tider ukjendt hos Germa­nerne[43]. Frankerne optok det fra Romerne, og Nordboerne igjen fra Frankerne. Da Reric i 808 blev ødelagt, flyttet Godfred kjøpmændenc dér til Slesvig, som han gjorde til en by efter frankisk mønster og hvor handelslivet var ordnet som i Frankerriket. Det var ogsaa Godfred som først til vem mot Dansker­nes naboer i syd tok til at reise den store vold som siden blev kaldt Danevirke. Aar 808 gik han, fortæller de frankiske anna­ler, med sin hær til Sliestorp (det senere Slesvig) og bød at det til vem mot Sakserne skulde bygges en vold, »som skulde gaa fra den østlige havbugt, som kaldes Østersalt, til Vestersalt«.[44] Det var dette verk, Danevirke, som siden blev fortsat av Tyre, kong Gorms hustru, og som derfor fik hædersnavnet Danmarks bot (Tanmarkar but) eller Danebod. Men det danske vælde strakte sig ogsaa syd for Godfreds vold og naadde, som Steen­strup har vist, til Eideren.[45] Steenstrup har ogsaa søkt at vise at Karl den store ikke organiserte nogen »mark« mot grænsen av Danmark. Derimot kan jeg ikke skjønne andet end at Danskerne (efter frankisk forbillede) i førstningen av 800-tallet ind­rettet en »mark« ved sydgrænsen av sit rike. Til at vogte grænsen hadde de jarler. I 817 nævner Einhard i sine annaler »Glum, vogter av den normanniske grænse« (Gluomi, cusios Norðmannici limitis), som med sin hær møter Sakserne nede i Holsten.[46] Disse jarler hadde fra gammel tid sæte i Slesvig, og det var grunden til at byen i slutten av middelalderen gav sit navn til hertugdømmet. Da Ansgar ved mitten av 800-tallet kom til Slesvig, var der en jarl dér ved navn Hovi.[47] I slutten av aarhundredet møter vi i Sønderjylland en jarl ved navn Odinkar, far til dronning Aasfrid som var gift med den svenskfødte kong Gnupa i Hedeby.[48] Efterat Gorm den gamle hadde gjort ende paa smaakongerne i Jylland, satte han paatny en grænsejarl i Hedeby eller Slesvig. Senere hører vi at Magnus den gode gjorde Svein Estridson til grænsejarl,[49] og fra slutningen av det 11. aarh. blev jarlerne en fast institution i Sønderjylland; dette var grunden til at Sønderjylland eller Slesvig i tidens løp fik sin særskilte statsretslige stilling. De sønderjydske jarler var da fra først av grænsejarler som hadde opsyn over den dan­ske mark. Om denne mark hører vi i de frankiske riksaarbøker for aarene 825 og 828. I 825 møttes sendemænd fra keiseren og de danske konger »i deres (d. e. Danskernes) mark[50]«, og i 828 kommer Danskerne »til marken« (ad marcam) og angriper Sakserne ved Eideren.[51]

 

Er det denne »danske mark« som navnet Danmark stammer fra ? Navnet Danmark (Danmork) er dannet paa samme vis som Heiðmork og Þelamòrk og sammensat av folkenavnet Danir (Daner) i genitiv flertal og mork. Danernes navn er æld­gammelt; Grækeren Prokopios fra Cæsarea nævner »Danernes folkestammer« (Danon tà éthné) som Erulerne paa sin vandring tilbake til den Skandinaviske halvø kom gjennem (omkr. 512 e. Kr.),[52] og Jordanes fortæller at Danerne (Däni) fordrev Erulerne fra deres boliger[53] Ogsaa i oldengelske heltekvad nævnes Da­nerne (Dene).53 De hadde, kan vi se, alt ved aar 500 et mæg­tig rike, kanske det mægtigste i Norderlandene. Det ser ut som om Danerne har hat sit ældste hjem i Skaane, og derav har nogen forskere villet forklare deres navn, som skulde hænge sammen med oldengelsk denu »slette, dal« og bety omtrent det samme som oldengelsk den-sæte »folk som bor paa sletter eller i daler (jfr. middelnedertysk dane, denne »lavtliggende egn«).[54] Dette vilde passe godt paa Danernes ældste boliger i Skaane; men forklaringen er ikke sikker. Navnet Danmark forekommer derimot ikke før vikingetiden. Det findes første gang hos Al­fred den store i hans gjenfortælling av Dansken (?) Wulfstans skildring av sin seilas fra Hedeby eller Slesvig og ind i Øster­sjøen (omkr. 892); her heter det om Langeland, Laaland, Fal­ster og Skaane: »Þas land call hyrað to Denemearcan« (»alle disse lande hører til Danmark«).[55] Ogsaa Nordmanden Ottar nævner ved samme tid Danmark (Denemearc) i fortællingen om sin reise fra Skiringssal i Vestfold til Hedeby.[56] Litt senere, omkr. 935—940, møter vi navnet i Danmark selv, paa den min­dre av Jællingestenene i Jylland, over den gravhaug som kong Gorm lot reise over Tyre, sin hustru. Indskriften lyder: KURMR: KUNUKR:             KARÞI: KUBL: ÞUSI: AFT: ÞURUI: KUNU: SINA: TANMARKAR:          BUT:; d. e. »Gorm konge gjorde dette mindesmærke efter Tyre, sin kone, Danmarks bod (frelse).«[57]  I det aar­hundrede som gik forut, maa det være at Danmark har faat sit navn. Fra først av har det været Sakserne som med dette navn har kaldt det danske grænseland, dér jarler og Godfreds vold værnet mot indfald. Siden er det blit brukt om hele Danmark, først av utlændinger og saa av danskerne selv, og fra Sønder­jylland er mork som navn paa de halvt undertvungne grænselande vandret til Viken og har fæstnet sig i de gamle grænselande Þelamork, HeiÞmork og Vingulmork. Jeg maa til slutning lægge til at efter mundtlig meddelelse var professor Otto von Friesen i Uppsala tilbøielig til at opfatte mork i Danmork paa liknende maate.

 

Kviteseid i mai 1918.

 

ALEXANDER BUGGE.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


[1] Alt hundre aar før vor tidsregning hadde Romerne møtt en jydsk stamme, Kimbrerne.

[2] Folkland brukes i Uppland i samme betydning som fylke i Norge

[3] Om disse ældste geografer findes det en god oversigt i Fridtjof Nansens »Nord i taakeheimen ; om Ptolemaios handler s. 88 ff.

[4] Samme stammenavn, Ringar, har vi muligens ogsaa i Ringebu (Hrin­gabú) i Gudbrandsdalen. Jordanis Romana et Getica, ed. Th. Momm­sen (Monumenta Germaniàe historica, Auctores Antiquissimi, t. V), p. 59-60,

[5] réð Aleífr

ofsa forðum

viðri grund

of Vestmari,

goðum glíkr,

ok Grenlands fylki.

Vestmarr (Vestmarar) synes at ha været navn paa kystlandet vestenfor Vestfold, om Grenmarr (Langesundsfjorden). Navnet Grenmarr er forklaret som »Gre­nernes fjord».

[6] Se Diplomatarium Norvegicum (citeres som D. N.) I n. 398, 444, 690, 845, 873, 948, II n. 500, 858, 896, IV n. 615, VII n. 404, 490, IX n. 307, 501, 546, X n. 62, 69, 91, XI n. 159, 217, 23!, XII n. 251, XIII n. 66, 97, 128, 136 f, 143, XV n. 100.

[7] Jfr. Gulatingsloven k. 315: Vikverjerne har at gjøre 60 tyvesesser og desforuten Grenernes skib (de Grœna skíp firi.)

[8] N.G. VII, s. 115.

[9] Västnordiska studier I (Skrifter utg. af K. Humanistiska Vetenskaps-Samfun­det i Uppsala XIV 2, Uppsala 1914 s. 61 f.)

[10] Det ovenfor nævnte aa Þilskunne forekommer bare en eneste gang i for­bindelsen: Þetta bref sæm giort war aa Røyvghom j Øyiafials sokn aa Þilskunne, som maa betyde: »dette brev som var gjort paa Rorge i Øyfjøll sokn paa Telemark. «

[11] Om utstrækningen av Grenland og Telemark se nærmere Norges land og folk, Bratsberg amt, udg. ved Amund Helland I 21 ff.

[12] ­Fyresdalsbrev no.170 og no. 174 (disse brev vil snart foreligge trykt som et hefte av Diplomatarium Norvegium).

[13] Norges gamle Love II, s. 13, 2-3.

[14] D. N, III n. 185,  9

[15] Se N. G. IV, s. 93 f., og Glossaret til Norges gamle Love under Röst (V, 823) og Nicolaysen, Norske Fornlevninger, 92 f.

[16] Fritzner, Ordbog over det gamle norske Sprog III, 153, 3.

[17] N. G. VII, 9.

[18] Norsk folkekultur II, 18 ff.

[19] Sakses Danesaga, overs, af Jørgen Olrik II, 92.

[20] Sakses Danesaga I, 289

[21] Saxo nævner »Gunne, herse i Telemark« (Gunnonem Thelemarchiae ducem) Saxonis grammatici Historia Danica, ed. Petrus Erasmus Müller I, 368; Jør­gen Olrik, Sakses Danesaga II, 58, oversætter det med »Høvding i Thele­marken«, men dux gjengir uten tvil gi. n. hersir

[22] Monumenta historica Norvegiae, ed. Gustav Storm, s. 81: secunda (patria) Thelemarchia cum remotis ruribus (de fjærne bygder, d. e. Raabyggje­laget, hvis navn avledes av ró »vraa«).

[23] Heimskringla, Harald Haarfagres saga. k. 18.

[24] Sakses Danesaga II, 71, 76 og 51.

[25] Gylðir betyr i skalddiktningen »ulv«.

[26] Navnet kjendes ikke nu længer; det er neppe Fivilbøen paa Møsstrand.

[27] Heimskringla, Harald Haarfagres saga k. 34.

[28] L. 81; mid Hæðnum and mid Häredum (»med Heiner og med Horder«)

[29] ­Heimskringla, Halvdan Svartes saga, kap. 1.

[30] Sammesteds, kap. 2.

[31] Se Norgeshistorie fremstillet for det norske folk I, 2 s. 93.

[32] Heimskringla, Harald Haarfagres saga, k. 2.

[33] Heimskr., Ynglingasaga, k. 48, Halvdan Svartes saga, k. 1, Harald Haarfagres saga, k. 2.

[34] Heimskringla, Olav Tryggvesons saga, k. 53.

[35] Av Þilir dannedes adjektivet Þilskr (jfr. ovenfor s....anm.)

[36] Fritzner, ordbog II, 773 f.

[37] N. G. I, 177, 178, 186.

[38] Sigurðarkviða in skamma 46, 2.

[39] Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte II, 171. Se ogsaa Johannes Steenstrup, Danmarks Sydgrænse og Herredømmet over Holsten, 9.

[40] Denne skildring er tat fra Max Lipp, Das fränkische Grenzsystem unter Karl dem Grossen (Untersuchungen zur deutschen Staats-und Rechtsgeschichte. hg. von Otto Gierke, 41. Heft).

[41] Heimskringla, Olav den helliges saga, k. 122.

[42] Se A. Bugge, Vesterlandenes indflydelse paa Nordboerne i vikingetiden, 58 ff., 89 ff.

 

[43] Se Einhards annaler for aar 804 i Scriptores rerum Germanicarum I, 195, og

Steenstrup, Venderne og de danske, 24 f.

[44] Se Sophus Müller i Nordiske Fortidsminder I 208, 212.

[45] Johannes Steenstrup, Danmarks Sydgrænse, 3 - 8.

[46] Scriptores rerum Germaniaarum I, 204 jfr. Steenstrup, II.

[47] Scriptores I 715 34-35. Comes praefati vici, Sliaswich videlicet, no mine Hovi.

[48] L. Wimmer, De danske runemindemærker I n. 3-4 (Vedelspang-stenene).

[49] Steenstrup i »Danmarks Riges Historie» I, n. 218, 293, 420.

[50] Scriptores I 213 1. 45 (in marca eorum).

[51] Scriptores I, 217 1. 25.

[52] De bello Gothico 2 c. 15.

[53] Vîdslîh og Beowulf.

[54] Se R. Much i Reallexikon der germanischen Altertumskunde I 388

[55] King Alfreds Orosius, ed. Henry Sweet, 19 36

[56] Sammesteds, 19 26.

[57] Wimmer, De danske runemindesmærker I, 12-17.